I Marts 1935 indledede den engelske Regering en ny Tradition, idet man nemlig, for at skabe et Grundlag for Parlamentsdebatten om Forsvaret og Udgifterne hertil, fremlagde en „Hvidbog“, indeholdende Oplysninger om de enkelte Forsvarsgrenes Tilstand og Behov samt Forslag til det kommende Finansaars Forsvarsudgifter og deres Anvendelse. Traditionen fortsattes i 1936 med Fremlæggelse i Parlamentet den 3. Marts af en ny „Hvidbog“ —- Statement relating to defence —, et Aktstykke, der er blevet en Del omtalt i Pressen som Følge af de Forslag, der her fremsættes om en stærk Forøgelse af de engelske Stridskræfter. Da Hvidbogen imidlertid indeholder en hel Del interessante Detailler, som ikke er blevet gengivet i den danske Presse, skal der i følgende gives et Resumé af Indholdet. Til Hvidbogen knytter sig tre „Memoranda“ — een for hver af de tre Forsvarsgrene, og udarbejdet i det paagældende Ministerium. Hvert af Memoranda’ene giver en kort Oversigt over vedkommende Værns Tilstand og i Tilslutning hertil Forslag til det „normale“ Budget for 1936, d. v. s. det Budget, der maa anses for nødvendigt for at gennemføre de alt godkendte Planer, men uden Hensyntagen til de stærkt forøgede økonomiske Krav, der maa blive en Følge af Gennemførelsen af Hvidbogens Forslag. Inden Hvidbogens Indhold nærmere omtales, kunde der vel være al Grund til at se nærmere paa de Oplysninger om den nuværende engelske Forsvarsordning, der kan udledes af de nævnte Memoranda og paa anden Vis. Det er jo velkendt, at den engelske Forsvarsorganisation deles i tre Værn: Hær, Flaade og Luftvaaben, hver sorterende under sit Ministerium. Til at skabe den fornødne Afstemning af de enkelte Forsvarsgrenes Krav og Behov efter Helhedens Vel raades over „Imperiets Forsvarskomité“ under Forsæde af Premierministeren og med Krigs-, Marine-, Luft-, Finans-, Udenrigs- og Koloniministrene, Ministrene for Indien og for Dominions samt Cheferne for de tre Værns General- (Admiral) stabe som Medlemmer. I den forløbne Vinter har der rejst sig en stærk Kritik af denne Komités Arbejde; dens Effektivitet er blevet draget stærkt i Tvivl, idet man hævdede, at den kun løste de Spørgsmaal, hvorom alle var enige — og lod de øvrige, netop meget betydningsfulde, Spørgsmaal ligge uløste; endelig blev det fremført, at Premierministerens øvrige, vigtige Embedsforretninger ikke tillod ham at afse den fornødne Tid til Varetagelse af det meget krævende Hverv som Formand for Imperiets Forsvarskomité. Spørgsmaalet om en anden Ordning af „Enhedskommandoen“ berøres ogsaa i Hvidbogen. Den oven omtalte Kritik af den nuværende Ordning, en Kritik, der iøvrigt ogsaa er tiltraadt af Regeringen, har allerede haft et Resultat, idet Lord Inskip i Midten af Marts Maaned blev udnævnt til „Forsvarsminister“, d. v. s. til — direkte under Premierministeren — at lede det daglige Arbejde i Imperiets Forsvarskomité og i „Forsvars-Politik og -Behov Komitéen“, at overtage Formandsposten i den under Imperiets Forsvarskomité sorterende „Stabschefs-Komité“ (bestaaende af de tre Værns General (Admiral) stabschefer) og i „Forsyningsgrenenes Chefers Komité“, samt at overtage Formandsposten i de to førstnævnte Komitéer i Premierministerens Forfald. Oprettelsen af en særlig „Forsvarsminister“-Post indskrænker — eller ophæver — paa ingen Maade de tre Værns Ministres Omraade, men er kun paaregnet, bedre end hidtil, at skabe det nødvendige Samarbejde mellem og Afpasning af de enkelte Værns Krav efter det Heles Vel. De engelske Forsvarsudgifter har været faldende fra Verdenskrigens Afslutning og indtil 1931—32, hvor de naaede et Minimum. Siden har de været i Stigning, i Begyndelsen kun svagt, men i de senere Aar i stedse stærkere Tempo. For Hærens Vedkommende skyldes Stigningen ikke Udvidelse, men forbedret teknisk Udstyr, i Forbindelse med Territorial-Hærens Omdannelse, dels til Overtagelse af Luft- og Kystforsvaret, dels i Almindelighed, saa den fra at være en udpræget „Hjemmehær“ ogsaa kan anvendes udenfor Hjemlandet. For Flaadens Vedkommende skyldes Budgetforøgelserne Udgifter til Modernisering af de ældste Skibe og Nybygninger til Erstatning for forældede Skibe; Nybygningerne — og da især af Slagskibe — er dog begrænset ved London-Traktaten af 1930, der udløber 31. December 1936. De Aftaler, der er kommet i Stand som Følge af Forsøgene i den forløbne Vinter paa at opnaa en Forlængelse af London-Traktaten, synes ikke at stille sig hindrende i Vejen for en engelsk maritim Oprustning. For Luftvaabenets Vedkommende begyndte Oprustningen i 1934, idet der da opstilledes en 5-Aars Plan, hvorefter Styrken i Hjemlandet skulde forøges fra 910 til 1572 Maskiner (indbefattet Reserver) foruden en Forøgelse af Luftstridskræfterne til Flaade og Kolonier. Som Følge af denne Plans Iværksættelse forøgedes Styrken fra ialt ca. 1650 Maskiner i Begyndelsen af 1934 til pr. 1/1 1935 at omfatte ialt ca. 1850 Maskiner, hvoraf 1089 i 1. Linie.
Imidlertid medførte den tyske Oprustning og Skabelse af et tysk militært Luftvaaber., at England i Maj 1935 opstillede en ny Plan, hvorefter Hjemme forsvarets Luftstyrke skulde 3-dobles i Løbet af 2 Aar, d. v. s., at denne Styrke skulde udvides fra 580 til ca. 1500 Maskiner i 1. Linie, hvortil kommer Styrkerne til Kolonierne, Dominions og Flaade — samt Reserver. Planen var anslaaet til at koste 36 Millioner £ og dens Gennemførelse vilde medføre, at Styrken pr. 1/4 1937 omfattede i
Medregner man hertil Reserver og Skolemateriel, vilde den samlede Styrke blive 3 a 4000 Maskiner. Imidlertid fremgaar det af Hvidbogen, at Planerne nu gaar ud paa en Forøgelse af Styrken til Hjemmeforsvaret til ialt 1750 Maskiner i 1. Linie — i Stedet for de tidligere omtalte 1500. For alle tre Værn gælder, at det synes at knibe med at faa den nødvendige Personeltilgang. Dette Forhold har muligvis været stærkt medvirkende til Fremkomsten i Dagspressen af Rygter om Indførelse af tvungen Værnepligt i England, en Foranstaltning, som den nuværende engelske Regering dog har taget bestemt Afstand fra.
Selve Hvidbogen er delt i 4 Afsnit. I Afsnit I omhandles Grundene for Regeringens Forslag til Oprustning. Det udtales, at Hovedformaalet for den britiske Udenrigspolitik vil være Fredens Opretholdelse, samt at det fremsatte Oprustningsforslag ikke er i Strid med dette Formaal, men tværtimod en nødvendig Betingelse herfor. Af særlig Interesse er det Afsnit, hvori det henvises til — og citeres — nogle Udtalelser i Hvidbogen af Marts 1935 (§§ 6 og 7), hvorfor de paagældende Udtalelser skal anføres in extenso :
6. Gennem de Aar, hvor alle Partier her i Landet har stræbt at gennemføre den ovennævnte Politik (d. v. s. Fredens Bevarelse), har der været en stadig Nedgang i vore Land- og Søstridskræfters Størrelse. I Luften afrustede vi faktisk i 1919, og senere har vi Gang paa Gang udsat Opbygningen af den Minimumsstyrke i Luften, der var nødvendig for vor egen Sikkerhed under hensyntagen til den tilsvarende Udvikling paa Fastlandet. Dette skete ikke, fordi den engelske Regering havde forsømt at følge Udviklingen i Udlandet. Thi hvert Aar blev vor Rustningstilstand omhyggeligt overvejet, og hvis vi derfor har løbet en Risiko, saa har vi gjort det med fuldt Overlæg i Bestræbelsen for at naa Maalet: en varig Fred. Gang paa Gang har Regeringen, fremfor at risikere ved en Forøgelse af Rustningsudgifterne at lægge Sten i Vejen for en lovende Bevægelse i saa Henseende, udskudt Foranstaltninger, der maatte betegnes som nødvendige, naar de udelukkende betragtedes ud fra det nationale Forsvars Synspunkt. Paa denne Maade har vi løbet en Risiko for Fredens Skyld, men, som Udenrigsministeren udtalte under Debatten den 28. November 1934: „at afvæbne paa Forhaand, af egen fri Vilje og for at give et godt Eksempel, har ikke forøget vor Forhandlingsevne under Afrustningsdebatterne i Genève“. 7. Parlament og Folk er imidlertid Gang paa Gang blevet gjort opmærksom paa, at alvorlige Mangler fremkom og stadig blev større i alle Tjenestegrene, samt at vort Ønske om at føre Verden frem mod Afrustning ved Hjælp af vor ensidige Afrustning var slaaet fejl. Vi har ikke derved bidraget til almindelig Afrustning, og vi nærmer os nu den Tilstand, da vi ikke raader over de fornødne Midler til at forsvare os mod en Angriber.“
Hvad Under, at den engelske Regering i Løbet af det Aar, der er forløbet siden Fremsættelsen af de paagældende Udtalelser, er kommet til det Resultat, „at den Risiko for Fredens Skyld, som England har løbet i de senere Aar, ikke har fjernet Krigsfarerne“, og at en Ændring i den hidtil fulgte Praksis derfor er nødvendig. Om den kollektive Sikkerhed udtales, at den kræver et Bidrag af ethvert Folkeforbunds-Medlem, men at Bidraget naturligvis maa staa i passende Forhold til vedkommende Medlemsstats Størrelse og Evner. For Englands Vedkommende udtales udtrykkelig, at Landets militære Styrke maa være en saadan, at den kan give Imperiet den Indflydelse og Autoritet i udenrigspolitiske Affærer, som Hensynet til vitale britiske Interesser og den kollektive Sikkerheds Politik kræver.
Den italiensk-abessinske Konflikt i 1935 og de Forholdsregler, den medførte fra Englands Side, gøres til Genstand for indgaaende Omtale. Det nævnes heri, at der derved viste sig forskellige — mere eller mindre alvorlige — Mangler ved den engelske Hær, Flaade og Flyvevaaben. Med Hensyn til Englands Forhold udtales det iøvrigt, at medens Forholdene for de fleste andre Stater ligger ret ligetil som Følge af de paagældende Landes afsluttede Form, saa er Forholdene ganske anderledes for det britiske Imperium, idet dettes Omraade er spredt over hele Jordkloden, samtidig med at en pludseligt opstaaende kritisk Situation kan kræve hurtigt gennemførlige og effektive Forholdsregler, tilmed undertiden samtidigt paa fjernt fra hinanden beliggende Steder.
Hvidbogen henviser ogsaa til Rustningerne i andre Lande: Tysklands Skabelse af en Hær paa 36 Divisioner med en Fredsstyrke paa 550.000 Mand, Skabelse af en Flaade med en Tonnage paa 35 pCt. af den engelske og Skabelse af et Luftvaaben af mindst samme Styrke som det engelske eller franske. Frankrigs Indførelse i Foraaret 1935 af den 2-aarige Tjenestetid, det franske Luftvaabens stærke Vækst og de betydelige franske Befæstningsanlæg. Belgiens stærkt forøgede Hærbudgetter og de betydelige belgiske Befæstningsanlæg. Den italienske Hærs Vækst — i Oktober 1935 var 1,2 Miil. Mand under Vaaben — og det italienske Luftvaabens rivende Udvikling. Sovjet-Ruslands Hærforøgelse — pr. 15/1 1936 var Styrken 1,3 Miil. Mand — og Luftvaabnets stadige Udbygning. Japans Udbygning af Forsvaret, saaledes at Forsvarsbudgetterne nu omfatter 46 pCt. af hele Statsbudgettet, der tilmed viser et Underskud paa 45 Mili. £. U. S. A.s Forøgelse af Forsvarsbudgetterne fra 108 Mili. £ i 1933/34 til 180 Mili. £ i 1935/36, altsaa en Stigning paa 66% pCt. i Løbet af 2 Aar. 1. Afsnit konkluderer i, at alt imedens England er villig til stadig at medarbejde paa Bestræbelserne for en generel Afrustning, maa det, som Forholdene i Verden nu er, skride til en Forbedring og en Forøgelse af sine Stridskræfter. En Begyndelse — i Form af Forbedringer — er gjort ved det den 17/2 1936 forelagte Tillægsbevillingslovforslag, men yderligere Foranstaltninger er paakrævede. Disse sidste omfatter i første Række Udvidelse af Luftvaabnet, Forbedringer i Hær og Flaade, Tilvejebringelse af strengt fornødne Materiel-Reserver og Forberedelse af Industriens Overgang til Mobiliseringsfabrikation.
Afsnit II omhandler de Forbedringer og Forøgelser, der ønskes ved Forsvarsgrenene. Det anføres gentagne Gange i Hvidbogen, at de fremsatte Forslag eventuelt maa undergaa de Ændringer, som Forholdenes og Teknikens Udvikling gør nødvendige.
For Hæren anføres dens tre Hovedopgaver at være:
1) Besættelse af oversøiske Garnisoner i de forskellige Dele af Imperiet;
2) Deltagelse i Hjemlandets Forsvar, heri Luftforsvar, Kystforsvar og indre Sikkerhed;
3) Opstilling af en veludrustet Styrke, der til enhver Tid er rede til oversøisk Anvendelse.
I Sammenligning med 1914 er den regulære Hær blevet reduceret med 21 Fodfolksbatailloner, men da de eksisterende Batailloner maa betegnes som stærkere end 1914-Bataillonerne, anses en Forøgelse paa 4 Fodfolksbatailloner for tilstrækkelig — i hvert Fald foreløbig. De eksisterende Enheder, og da navnlig Feltartilleriet, bør dog undergaa en yderligere Forbedring og Modernisering. Territorialhærens Opgaver ligger bl. a. i Hjemlandets Luft- og Kystforsvar. Herudover maa denne Ilærdel dog ogsaa paaregnes anvendt til Styrkelse — Forøgelse, ikke Erstatning — af den regulære Hær i Tilfælde af Kamp paa Kontinentet. I den Anledning maa en Forbedring og Modernisering udføres, saa snart den regulære Hær er bragt i Orden. Endvidere ønskes en hurtigere Gennemførelse af forskellige Havnes Kystforsvar, ligesom den paabegyndte Luftbeskyttelse af Sydøst-England bør udstrækkes til Midt- og Nordenglands vigtige Industriomraader, og de udarbejdede Planer for det passive Luftforsvar snarest bringes til Udførelse. I Indkvarteringsforholdene bør udføres visse paatrængende Forbedringer.
Flcmclens Opgaver præciseres at være: Sikring af Tilførslerne til Hjemlandet og Opretholdelsen af Forbindelsen mellem Imperiets forskellige Dele. London-Traktaten af 1930 og Forhandlingerne i den forløbne Vinter om dens eventuelle Fornyelse, samt Flaadeoverenskomsten med Tyskland af 18. Juni 1935 omtales. Kravene til Flaadens Forbedring omfatter: Afhjælpning af Manglerne i Ammunitionsbeholdninger og andre Beholdninger. Bygning af 2 Slagskibe — en Bygning, der dog først kan paabegyndes, naar London-Traktaten udløber 31/12 1936. Forøgelse af Krydserantallet fra nu 44 til 70. Heraf foreslaas Bygning af 5 optaget paa 1936-Aars Byggeprogram. Fornyelse af Torpedo- og Undervandsbaade efter særligt Program. Bygning straks af 1 Hangarskib, senere af flere, da Antallet af saadanne er ringe i den engelske Flaade, sammenlignet med de øvrige Stormagter. Materiellets Fornyelse medfører ogsaa en Personelforøgelse, der for det kommende Finansaar anslaas til ca. 6000 Mand. For Luftvaabnet er Hovedopgaven: at præstere en alvorlig Trusel mod ethvert Angreb paa vitale engelske Interesser, det være sig i Hjemlandet eller udenfor dette. Det tilføjes, at under de nuværende Forhold er denne Opgave det vigtigste Forsvarskrav. Som Følge heraf kræves den tidligere omtalte Ændring af 2-Aars-Programmet af 1935 fra ca. 1500 til ca. 1750 Maskiner i 1. Linie til Hjemmeforsvaret. Da Luftvaabnet yder gode Betingelser for hurtig og effektiv Forstærkning af Styrker paa truede Steder, ønskes de oversøiske Luftkræfter øgede med 12 Eskadriller, d. v. s. ca. 150 Maskiner i 1. Linie. Det paaregnes, at Luftvaabnets stærke Udvikling medfører en betydelig Personelforøgelse, hvilken sidste nødvendiggør stærk Tilslutning fra Befolkningens Side, ligesom der bør træffes særlige Foranstaltninger til at sikre den nødvendige, betydningsfulde Erstatning under Krigsforhold af Materiel og Personel.
Afsnit III omhandler det tidligere behandlede Spørgsmaal om fælles „Forsvarsminister“, en Slags Enhedskommando, og skal derfor ikke nærmere omtales her. I Afsnit IV behandles Spørgsmaalet om Industriens Medvirken, saavel under Oprustningen som under Mobilisering. Kravene om hurtig Fremstilling af det fornødne Materiel vil møde visse Vanskeligheder, da en saadan Fremstilling jo maa kunne ske uden at desorganisere den almindelige civile Industriproduktion. Vanskelighederne kan og bør dog overvindes, selv om navnlig Spørgsmaalet om Tilvejebringelse af den fornødne kvalificerede Arbejdskraft kræver særlige Forholdsregler. Det anføres, at det — ikke mindst af økonomiske Grunde — er umuligt i Fredstid at tilvejebringe alt det Materiel, der er nødvendigt under en længere Krig. Man maa i Stedet nøjes med i Fred at anskaffe det absolut nødvendige og iøvrigt basere sig paa forceret Produktion ved Mobilisering. Hertil kræves dog, foruden en betydelig Udvidelse af de eksisterende Statsfabrikker, Medvirken af en Del Civilfabrikker, en Medvirken, der maa forberedes i Fred, og som ogsaa til en vis Grad er nødvendig under Fredsfabrikationen. Særlig Opmærksomhed maa rettes paa Tilvejebringelse og Fordeling i Krig af den fornødne kvalificerede Arbejdskraft, samt paa, at det som Følge af Oprustningen forøgede Produktionskrav ikke medfører urimelige Prisstigninger. Særlige Organer under Imperiets Forsvarskomité skal, i Forbindelse med Industriens egne Organer, tage sig af alle de her berørte Spørgsmaal. De i dette Afsnit behandlede Spørgsmaal synes at være et Kernepunkt i Oprustningen, hvorom de om Hvidbogen førte Parlamentsdebatter da ogsaa bar Vidne. Under Debatten den 10. Marts fremdrog den tidligere Premierminister Lloyd George Spørgsmaalet om en anden, særlig vigtig, „Industri“, nemlig Forsyningen med Levnedsmidler. Hele dette Levnedsmiddelproblem er iøvrigt saa betydningsfuldt, at det endog er blevet kaldt „det fjerde Vaaben“.
De gentagne Udtalelser i Hvidbogen, at Oprustningen stadig maa underkastes de af Forholdenes og Teknikens UdvikJing følgende nødvendige Ændringer, synes at tyde paa, at man vil gaa gradvis frem og ikke basere sig paa en allerede nu opstillet, fuldt færdig Plan. Dette falder ogsaa i Traad med, at de positive Oplysninger om Oprustningen, der kan uddrages af Hvidbogen, er meget begrænsede, ligesom der her ikke nævnes noget Tal for de dermed forbundne Udgifter. I Pressen er der fremkommet Udtalelser om Udgifter paa 250—300 Millioner £, fordelt over en kortere Periode (3 å 4 Aar). I Mangel af Oplysninger om de med Hvidbogens Oprustningskrav forbundne Udgifter skal nedenfor gives en sammenlignende Oversigt over de ordinære Budgetter i de sidste Aar, idet det skal fremhæves, at de for 1936/37 angivne Budgetter kun omfatter de „ordinære“ Beløb i Henhold til allerede vedtagne Planer, men ikke de Udgifter, der foranlediges af en Opfyldelse af Hvidbogens ekstra Krav.
Beløbene er i Millioner £.
Skemaet viser en udpræget Tendens til Stigning af Budgetterne. Føjer man til Tallene i sidste Kolonne de endnu ikke kendte Tal for Udgifterne i Henhold til Hvidbogens Krav, er man meget nemt oppe paa henimod 200 Millioner £, altsaa en Fordobling af Budgettallet for 1934/35, d. v. s. Fordobling i Løbet af 2 Aar. løvrigt viser Skemaet en Stigning af Budgettet i Forhold til Budgetforslaget for 1934/35 for Hæren paa 57 pCt., for Flaaden paa 48 pCt. og for Flyvevaabnet paa 133 pCt. 1
10/4 1936.
E. A. Hoffmann.
