Den engelske Hjælpehærs Operationer i Frankrig og Belgien fra 28. September—12. November 1914 (sluttet)
Af Oberstløjtnant E. Holten-Nielsen.
(Sluttet).
Trods den store Fare, for hvilken Feltmarskallen udsatte den engelske Hær, besluttede han sig derfor til at sende Sir Douglas Haig med 1. Armékorps til Terrainet Nord for Ypern. Den 19. om Aftenen beordrede han i Overensstemmelse hermed 1. Armékorps til over Ypern at rykke frem mod Thourout for om muligt dernæst at naa frem til Briigge og kaste Tyskerne i Retning af Gent. 1 Tilfælde af, at uforudsete Begivenheder skulde indtræffe, eller Fjenden skulde være stærkere end antaget, skulde Sir Douglas Haig efter at have passeret Ypern, handle efter Omstændighederne og enten angribe i nordlig eller østlig Retning. Feltmarskallen havde dernæst truffet saadanne Foranstaltninger, at fransk Rytteri vilde operere paa 1. Armékorps’s venstre Flanke og 3. engelske Rytterdivision paa Korpsets højre Flanke. Den belgiske Hær skulde alt imedens forskanse sig langs Ypern Kanalen og Floden Yser og yde den B istand, den formanede. Det paalagdes 2. og 3. Armékorps samt General Allenby's Rytterkorps at holde sig til Defensiven under Hensyn til de overlegne tyske Styrker, som de havde overfor sig, og 4. Armékorps saa vidt muligt at virke sammen med 1. Armékorps. Den 20. Oktober var 1. Armékorps naaet frem til Linien Elverdinghe— St. Julien, og næste Dag fik Korpset Ordre til at tage Linien Poclcappelle— Passcliendaele. Sir Henry Rawlinson’s Styrke rykkede frem paa højre Fløj af 1. Armékorps, og en fransk Styrke bestaaende af Rytteri og Territorialtropper under General Bidon paa venstre Fløj af 1. Armékorps. Fremrykningen forsinkedes noget ved, at Vejene var spærrede, men Angrebet skred dog gunstigt fremad trods alvorlig Modstand, der ofte nødvendiggjorde Brugen af Bajonetten. Tyskerne trængte imidlertid haardt paa overfor General Rawlinson’s Styrke, og General Haig lod derfor sin Hovedreserve gøre Holdt Nordost for Ypern. Ogsaa fra Houthulst Skoven trængte Fjenden frem, men alt gik dog vel indtil Kl. 2 Eftm., da General Haig fik Meddelelse om, at det franske Rytteri maatte gaa tilbage Vest for Ypern Kanalen. Under disse Omstændigheder standsede General Haig sin Fremrykning i Linien Zonnebeke— St. Julien— Langemarck— Bixschoote. Forinden yderligere Forstærkninger kunde bringes op, vilde der ikke kunne være Tale om at genoptage Offensiven. General Joffre lovede derfor at sende 9. franske Hær til Hjælp, men for den 24. Oktober vilde dens Indgriben ikke kunne paaregnes. 1 de følgende Hage har de engelske Tropper da ogsaa nok at gøre med at afvise Tyskernes energiske Forsøg paa at gennembryde den engelske Linie, og særlig er 7. Division Genstand for de heftigste Angreb, ligesom 2. Armékorps, som for nævnt, nodes til den 22. om Natten at trække sin venstre Fløj noget tilbage overfor Tyskernes vedholdende Angreb paa den i dens noget fremskudte Stilling.
Om Aftenen den 23. kom en Division af 9. franske Hær op og kunde overtage 2. Divisions Stilling, saaledes at denne sidste Division den 24. kunde afløse 7. Division Øst for Ypern. Natten mellem den 24. og 25. afløste franske Territorialtropper 1. Division, som blev stillet i Reserve ved Zillebeke. Da 7. Division var meget medtaget, besluttede Feltmarskal French at opløse 4. Armékorps som saadant og at lade saavel 7. Division som 3. Rytterdivision indgaa under General Haig’s Kommando. General Rawlinson med Stab beordredes dernæst til England for at forestaa 8. Divisions Mobilisering. Sir Douglas Haig fordelte dernæst sin Styrke saaledes: 7. Division fra Zandvoorde til Menin Chausseen og 1. og 2. Division fra Menin Chausseen til Zonnebeke-Moorslede Vejen. Tidlig om Morgenen den 29. angreb Tyskerne med stor Kraft 1. Armékorps, idet de særlig koncentrerede deres Angreb paa Vejknudepunktet omtr. 2 Kilometer Øst for Gheluvelt og paa Kruiseik Højen, men det lykkedes dog Englænderne i Dagens Lob at kaste Tyskerne tilbage. Allerede næste Dag angreb disse imidlertid med fornyede Kræfter ved Zandvoorde, understøttet af en voldsom Artilleriild. 3. Rytterdivision, som her bistod 7. Division, maatte tillige med dennes højre Fløj gaa tilbage til Klein Zillebeke Højdedraget, hvorved Tyskerne, som var bievne forstærkede med 15. tyske Armékorps, kom i Besiddelse af Zandvoorde Højdedraget. Den 31. Oktober genoptog Tyskerne deres Angreb med endnu større Voldsomhed end de foregaaende Dage, og Feltmarskal French anser Angrebet den Dag for ikke at være overgaaet i Haardhed af noget andet Angreb, naar midtages den preussiske Gardes fortvivlede Angreb paa de engelske Stillinger den 15. November. Som Eksempel paa Kampenes Voldsomhed den 31. Oktober skal anføres, at Chefen for 1. Division, General Loman, blev saaret, Chefen for 2. Division bedøvet og 6 Officerer af de to Divisionsstabe dræbte den Dag. Det lykkedes dog ikke Tyskerne at gennembryde den engelske Linie, og 1. Armékorps hævdede i alt væsentligt sine Stillinger. Ogsaa 3. Armékorps havde maattet kæmpe haardt for at hævde sine Stillinger, og General Allenby havde haft de største Vanskeligheder med at holde Fjenden i Skak i Mellemrummet mellem 1. og 3. Armékorps. Den 22. Oktober havde Generalen modtaget en Forstærkning paa tre Batailloner af 7. indiske Fodfolksbrigadc, men samtidig begyndte Tyskerne de heftigste Angreb paa Rytterkorpsets Stillinger og vedvarede med dem til Maanedens Udgang. Takket være Forstærkninger, 2. Armékorps kunde afse efter Ankomsten i dettes Afsnit den 24. Oktober, lykkedes det General Allenby at hævde sine Stillinger, men 2. Rytterdivision var til sidst saa medtagen, at den maatte afløses af General Conneaus Rytterkorps. 2. Rytterdivision under sin dygtige Chef, General Gough, kunde imidlertid med den bedste Samvittighed nyde en kortere Hvile ved Bailleul, thi fra Divisionens Ankomst til YpernArmentiéres Afsnittet havde den saa ar sige kæmpet daglig.
Efter Ankomsten af Meerut-Divisionen af det indiske Armékorps overtog dette Korps 2. Armékorps’s Afsnit af Kampfronten, og 2. Armékorps blev trukket tilbage i Reserve med Undtagelse af 2'A Fodfolksbrigade og en Del Artilleri, der forblev til Understøttelse for det indiske Armékorps, som dernæst med den største Bravour har hævdet sin Stilling overfor en Række voldsomme tyske Angreb. Som det freingaar af foranstaaende, har Hævdelsen af Ypern-Armentiéres Stillingen voldt Englænderne de største Besværligheder. Siden 1. November er Tyskernes Bestræbelser væsentligst gaaede ud paa at komme i Besiddelse af Ypern, men hidtil er alle Forsøg strandede mod de fransk-engelske Troppers sejge Modstand trods det, at selve den preussiske Gardedivision blev trukken op fra Arras for efter Kejserens udtrykkelige Ordre at bryde denne Modstand. 1 de to sidste Dage af den her omhandlede Periode, nemlig den 11. og 12. November, tog Divisionen levende Del i de heftigste Angreb paa 1. Armékorps, men uden bedre Resultat end de øvrige tyske Afdelinger.