Den øverstkommanderende for de allierede styrker under Suez- krisen i 1956 har nu udarbejdet sin rapport. Den er blevet offentliggjort i „The London Gazette“ den 10. september 1957.
Det fremgår heraf, at den engelske general Keightley allerede i august måned 1956 blev udpeget som allieret øverstkommanderende for de styrker, der i givet fald skulle indsættes til beskyttelse af engelske og franske interesser i Suez-området.
Der kunne i givet fald regnes med følgende enheder:
ENGELSKE STYRKER
Fladen:
Hangarskibsstyrke med dækning af mindre fartøjer („Aircraft Carrier Task Group“).
Selvstændig dækningsstyrke („Support Forces Group“) bestående af krydsere, destroyere og fregatter.
Minestrygergruppe.
Landgangsfartøjsstyrke.
Hæren:
16. faldskærmsbrigadegruppe.
3. kommandobrigade (Royal Marines).
10. panserdivision.
3. fodfolksdivision.
Flyvevåbnet:
Let og middeltung bomberstyrke.
Jagerbomberstyrke, såvel land- som skibsbaseret. Rekognoscerings-, transport- og helikopterstyrker.
FRANSKE STYRKER
Flåden :
Hangarskibsstyrke med dækning af mindre fartøjer („Aircraft Carrier Task Group“).
Selvstændig dækningsstyrke („Support Forces Group“) bestående af ét slagskib, krydsere, destroyere og fregatter. Minestrygergruppe.
Hæren:
10. luftbårne division (aeroportée).
7. lette panserdivision (mecanique rapide).
Flyvevåbnet:
Jagerbomberstyrke, såvel land- som skibsbaseret. Rekognoscerings- og transportstyrker.
I løbet af august og september 1956 blev der udarbejdet en række alternative planer for disse styrkers eventuelle indsættelse. Da det ikke var muligt at forudse nøjagtigt, under hvilke omstændigheder en sådan indsættelse kunne ske, måtte planerne være ret smidige.
Følgende forbold bevirkede en stærk begrænsning i styrkens operative muligheder:
Mangel på tilstrækkelig havne- og ankerplads på Cypern medforte, at en amfibieoperation måtte udgå fra Malta — næsten 1500 km fra det mulige landgangsområde.
Mangel på flyvepladser på Cypern, idet oprindeligt kim én var brugbar.
Mangel på landgangsfartojer og lufttransport. Ialt rådedes der over 18 LST og 11 LCT samt transportfly til en samlet transport af to bataljoner.
I oktober 1956 blev planerne taget op til fornyet overvejelse. Der blev givet ordre om, at man skulle være klar til indsættelse på et hvilket som lielst tidspunkt i løbet af vintermånederne. Beredskabet liavde hidtil krævet, at personellet skulle være til rådighed med få timers varsel, at fartøjer m. v. konstant var indladet med enhedernes køretøjer, og at skibe med forsyninger lå lastet og klar til afgang. Dette bøje beredskab kunne af personelle, tekniske og økonomiske årsager ikke fortsætte gennem længere tid. Det blev da også meddelt, at man kunne planlægge ud fra et varsel på 10 dage.
Den 30. oktober blev der modtaget ordre om at være klar til indsættelse fra den 31. oktober. Varslet blev i praksis således kun lidt mere end 10 timer. På dette tidspunkt var de allierede styrker disloceret således:
Flåden:
De engelske og franske flådestyrker var i den centrale del af Middelhavet.
Hæren:
16. faldskærmsbrigadegruppe på Cypern.
3. kommandobrigade på Malta.
6. kampvognsbataillon på Malta.
10. panserdivision i Libyen.
3. fodfolksdivision i England.
10. luftbårne division delvis på Cypern.
7. lette panserdivision i Algier.
Flyvevåbnet:
Bomberstyrker på Cypern og Malta.
5 jagerbombereskadriller på Cypern.
Opgaven for de allierede styrker var følgende:
At medvirke til en afslutning af fjendtlighederne mellem Israel og Ægypten.
At indsættes mellem de israelske og de ægyptiske styrker.
At besætte Port Said, Ismailia og Suez.
En hurtig indsættelse var afgørende, men da kommandobrigaden og kampvognsbataillonen befandt sig på Malta, kunne en egentlig landgang tidligst foretages 6 dage efter, at ordren var udgivet. Disse enheder blev indskibet natten mellem den 30. og 31. oktober og afsejlede umiddelbart.
Flyverstyrkerne var de, der forst kunne indsættes. For at muliggøre såvel en landgang som en luftlandsætning blev disse indledningsvis indsat med henblik på en nedkæmpelse af det ægyptiske fly vevåben. Planen herfor indebar bombning af startbaner og ødelæggelse af luftfartøjer på jorden. Man regnede med, at to døgn var nødvendig for at gennemføre denne del af operationen.
For så vidt angik de luftbårne styrker, var mulighederne for anvendelse stærkt hæmmet af mangelen på egnede lufttransportflv. Den luftbårne del af operationen blev derfor i tid henlagt til udførelse umiddelbart forud for selve landgangen.
Operationerne indledtes den 31. oktober dm eftermiddagen med luftangreb på en række flyvestationer. I løbet af den 1. november fortsatte luftoperationerne, samtidig med at visse flådeoperationer blev indledet. Herunder blev en fregat sænket og en destroyer skudt i brand.
Henimod aften den 2. november var det ægyptiske flyvevåben fuldstændig sat ud af spillet. Da hensynet til civilbefolkningen i videst mulig udstrækning gik forud for militære hensyn, var de opgaver, der fra dette tidspunkt kunne tillægges flyverstyrkerne, ret begrænset. Deres indsats rettedes da også væsentligst mod den militære trafik ind mod Kanalområdet. Den 3. og 4. november var således ret rolige — militært set.
I rapporten nævnes de vanskeligheder, tilstedeværelsen af den amerikanske 6. flåde voldte. Denne trak sig dog tilbage natten mellem den 4. og 5. november, efter at evakueringen af de amerikanske statsborgere i Kanal-området var blevet gennemført.
Den 5. november påbegyndtes luftlandsætningen. En engelsk bataillon (ialt 600 mand) nedkastedes kl. 08.20 på flyvepladsen Gamil vest for Port Said. Samtidig nedkastedes franske styrker (ialt 500 mand) i den sydlige udkant af byen. Kl. 09.00 var flyvepladsen erobret af den engelske bataillon, og fremrykningen mod Port Said kunne tage sin begyndelse. Denne fandt sted mod et ret kraftigt ført forsvar. Flyverstøtten, som blev ydet, var dog så stor, at al modstand kunne brydes. De franske styrker erobrede hurtigt deres to mål, vandværkerne samt en vej- og jernbanebro over den indre havn.
Kl. 13.45 samme dag fandt nedkastning sted af yderligere 100 mand på flyvepladsen Gamil tillige med køretøjer, tungere udrustning samt forsyninger.
Kl. 15.00 opnåedes kontakt mellem chefen for 16. faldskærms- brigade — der var nedkastet sammen med den engelske bataillon — og kommandanten i Port Said. Kl. 15.30 blev der udgivet en ordre om standsning af ilden, og der opnåedes lokal enighed om betingelserne for overgivelse. Men kl. 20.30, efter at visse ægyptiske enheder allerede havde fuldbyrdet overgivelsen, blev kampen genoptaget. Fra Cairo var der modtaget ordre om, at man ikke måtte overgive sig — en ordre, der bl. a. medførte, at civilbefolkningen i videst muligt omfang blev bevæbnet.
Der var yderligere samme dags eftermiddag nedkastet en fransk styrke på 460 mand ved Port Fuad. Modstanden var indledningsvis ret kraftig, men ved mørkefald var erobringen af det pågældende område dog tilendebragt.
Den 6. november fandt selve landgangen sted. Hensynet til civilbefolkningen forhindrede en egentlig ildforberedelse fra skibs- artilleri og flyvemaskiner. Kun selve landgangsområdet blev beskudt med præcisionsild fra destroyere mod erkendte fjendtlige stillinger (45 minutter forud for landgangen) og fra luftfartøjer (10 minutter forud for landgangen). Kl. 04.50 gik 1. bølge i land med personel fra 40. og 42. kommando i LVT („Landing Vehicle Tracked“) tillige med en eskadron kampvogne. Målet for 42. kommando var den sydlige udkant af Port Said for der at afskære udfaldsvejene fra byen. 40. kommando havde til opgave at rydde havnen og det omkringliggende område, således at den kunne benyttes ved den yderligere landsætning.
Kl. 05.40 landsattes chefen for 45. kommando pr. helikopter i operationsområdet. Som følge af hans rekognoscering begyndte overførelsen af kommandoet fra de to hangarskibe „Theseus“ og „Ocean“ pr. helikopter. I løbet af 90 minutter var 400 mand og 23 tons udrustning ført i land.
Samtidig med den engelske landgang foretog en fransk styrke, bestående af 3 kommandoer og 1 kampvognseskadron (let), landgang på bredden ved Port Fuad. Landgangen mødte ikke modstand, og omkring kl. 07.30 var der opnået forbindelse mellem de franske og de engelske styrker.
I løbet af iden 6. november blev Port Said renset for modstand, og der blev skabt en åben vej mod syd. Kl. 17.00 blev der modtaget en ordre om våbenstilstand fra midnat mellem den 6. og 7. november. På det tidspunkt var engelske styrker nået 23 miles syd for Port Said. Herefter fandt ingen væsentlige kamphandlinger sted. De engelske tab blev opgjort til 16 dræbte og 96 sårede og de franske til 10 dræbte og 33 sårede. De ægyptiske styrker omfattede tre batailloner udrustet med selvkørende panserværnskanoner (SU- 100) og et betydeligt antal luftværnskanoner. Hertil kom yderligere en del enheder, der var trukket tilbage fra Sinai-ørkenen, således at der ialt var ca. 4500 egentlige soldater i området.
Rapporten beskæftiger sig herefter udelukkende med forholdene i forbindelse med tilbagetrækningen og indsættelsen af „United Nations Emergency Force“.
Betragtes aktionen som en helhed, er især den tid, der medgik fra ordren om indsættelse blev modtaget, og indtil landsætningen (nedkastningen) fandt sted, bemærkelsesværdig. Mangelen på lufttransportenheder var her den afgørende faktor.
Nu mislykkedes aktionen. Den frie sejlads gennem Suezkana- len blev umuliggjort ved sænkning af en lang række fartøjer forud for landgangen — et forhold, som den allierede luftoverlegenhed ikke kunne hindre. Hertil kommer så endvidere, at de politiske forhold tvang England og Frankrig til at standse operationen på et tidspunkt, hvor den militært set ikke var bragt til en afslutning.
Hvorvidt den værdi, man f. eks. i England og Amerika tillægger mobile strategiske reserver, er berettiget, er i hvert fald helt afhængig af, om man råder over de fornødne lufttransportmidler for såvel en hurtig indsættelse af enhederne som gennemførelsen af den nødvendige forsyningstjeneste.
M. C.
