Lektor ved Københavns Universitet, cand. jur. Erik Høgh, der er amanuensis ved Universitetets sociologiske Institut og har politisk sociologi som speciale, giver i denne artikel på basis af en række sociologiske undersøgelser en oversigt over den danske befolknings forsvarsindstilling. Forfatteren finder af undersøgelsen at kunne drage den konk lusion, at den danske befolkning mere er interesseret i et effektivt forsvar end i dets afskaffelse, at befolkningen er åben overfor en saglig forsvarsdebat, der sammenholdt med samfundets øvrige målsætning giver det optimale forsvar, samt at regeringen har dækning i befolkningen for den førte alliancepolitik.
Magthaverne kan ikke besidde magten uafhængig af opinionen i befolkningen. Dette er mere klart i demokratiske samfund, som nutidens Danmark, end i diktatursamfund. Alene i kraft heraf må det være af interesse at kende til befolkningens syn på forsvarspolitiken i videre og snævrere forstand, hvis man vil gennemføre en realistisk forsvarspolitik, d. v. s. en holdbar eller optimal forsvarspolitik, der ikke bliver en belastning for det samfunds stabilitet og ligevægt, det er meningen at forsvare i påkommende tilfælde. E r forsvarspolitiken i uoverensstemmelse med befolkningens syn, kan den skabe indre spændinger i samfundet, der på længere sigt v il have samme negative værdi for samfundets opfyldelse af de alm indelige målsætninger, som en fremmed uønsket besættelse sædvanligvis medfører. Forsvaret har i alle samfund, især de demokratiske, været undergivet omfattende debatter. Disse debatter har ikke altid haft til opgave at opbygge det optimale forsvarssystem på basis af samfundets ressourcer og udenrigspolitiske situation, men ofte været præget af, at forsvarspolitiske emner af politikerne er blevet brugt som skærmbræt og springbræt for den egentlige kamp om magten. Det vil sige, at forsvarsdebatten ofte har været politisk bestemt og ikke sagtigt orienteret udfra et ønske om at give samfundet det efter forholdene effektive forsvar. Herom liar historikeren K . Hv idt på en klar måde skrevet i sin bog: Venstre og forsvarssagen 1870— 1901, Århus 1960. Hvidt fremhæver, at Danmark i forrige århundrede ikke var det eneste samfund, hvor forsvarsspørgsmålet blev sammenkædet med andre politiske problemer og faktisk uløseligt forbundet med disse. Især påpeger Hvidt paralleller i Norge, Sverige og Preussen1). Hvidt sammenkæder faktorerne, der gjorde forsvarspolitiken til et brændende politisk fænomen kombineret med den egentlige magtkamp i samfundene. Følgende faktorer er blevet fremhævet:
1. Forsvaret eller militæret stod som en konservativ samfundsfaktor, fordi den blev identificeret eller opfattet som den moralske og håndgribelige støtte for kongemagt og ofte konservative regering. 2. Den tekniske udvikling, der medførte og skabte stadige ønsker om nye og bedre våben. 3. Oprustningskapløbet, der blev en følge af kravene om at følge med den tekniske udvikling, fordi de konservative regeringer i både store og små lande var villige til at følge med. 4. Kravene om demokratisering af forsvaret, som man ikke var særlig villig til at opfylde. 5. De ikke konservative elementers ønske om sociale reformer, der måtte koste penge, hvorved man kolliderede med oprustningstilhængernes pengeønsker, hvilket blev et særlig stærkt sammenstød, fordi forsvarsudgifterne i forhold til statens totale udgifter var af en anden størrelsesorden end den, Danmark kender i dag. I slutningen af forrige århundrede udgjorde forsvarsudgifterne ca. 1/3 af de totale statsudgifter mod kun 1/5 i vore dage. Resultaterne af disse forhold blev ifølge Hv idt2), at forsvarssagen blev et politisk spørgsmål2), hvor diskussionen hurtigt mistede sit saglige præg, hvorfor han, som han skriver, ikke behøver at beskæftige sig med eller behøver at have kendskab til militærtekniske forhold, da uddybning af disse ting ikke synes at have væsentlig betydning for den politiske opfattelse af spørgsmål om Danmarks forsvar. Den politiske kamp i forrige århundrede har sine eftervirkninger i vore dage, særlig da hovedparten af de bestående politiske partier er udgået af kamptiden nemlig Socialdemokratiet, Konservative (højre), Venstre og Radikale Venstre. Den voldsomme forsvarskamp i forrige århundrede overskyggede ofte problemet om den danske befolkning egentlig var antimilitaristisk, ligesom man berettiget kan rejse spørgsmålet, hvorledes den danske befolkning ser på forsvarspolitiken i dag, fordi den hovedsageligt støtter partier udgået af den voldsomme forsvarskamp i forrige århundrede. E r befolkningen antimilitatistisk, særlig i den forstand, at den mener at forsvaret burde afskaffes? Ligeledes kan man rejse spørgsmålet om den af Danmark førte alliancepolitik er accepteret. Spørgsmålet kan også drejes til: er der i dag basis for en saglig forsvarspolitik, d. v. s. en forsvarspolitik, der ikke er knyttet til politiske magtproblemer iøvrigt, men nok er knyttet til debatten om, hvad Danmarks ressourcer skal anvendes til, for at samfundets målsætninger kan opfyldes for at skabe accepteret harmoni og ligevægt. Der foreligger desværre ikke mange muligheder for at bestemme den danske befolknings forsvarsindstilling på basis af sociologiske undersøgelser. Materialerne, der dog foreligger, kan formodentlig på rimelig måde belyse problemet. Hovedparten af det fremlagte materiale er venligst stillet til rådighed af 2 danske markedsforskningsinstitutioner3).
Her vil man søge i større og mindre udstrækning at bestemme tre forhold af forsvarspolitisk interesse. 1. Holdningen i almindelighed overfor forsvaret, d. v. s. ønsker befolkningen et effektivt forsvar, samt en reel opfyldelse af Danmarks internationale forsvarsforpligtelser. 2. Holdningen overfor specielle forsvarstekniske problemer, såsom for og imod atomvåben som fredsbevarende element. 3. Holdningen overfor alliancepolitik, og især holdningen overfor Danmarks Natopolitik. Antager man, at der er en vis træghed i udviklingen af politiske ideer og holdninger og går man ud fra det ovenfor opstillede historiske rids af forsvarspolitikens placering i den politiske debat, kan man måske opstille følgende hypoteser: A Med stigende social klasse vil man finde stigende positiv holdning overfor forsvar og økonomiske og militære alliancer mellem Danmark og andre lande. B Med stigende urbanisering (bymæssighed) v il man finde stigende positiv holdning overfor forsvar og alliancer. C Med stigende indkomst og eller uddannelse vil man finde stigende positiv holdning overfor forsvar og alliancer. D For Danmark skal man vente, at et negativt syn på forsvar og alliancer hovedsageligt befinder sig blandt vælgere, der er tilknyttet Radikale Venstre, Danmarks kommunistiske Parti og Socialistisk Folkeparti. I det omfang, det er muligt med det foreliggende materiale, vil man prøve at belyse de meget almene hypoteser A til og med D. På forhånd skulle man vente, p. g. a. en socioligisk teori om sammenhængen mellem teknologisk udvikling og staternes antal4), E at den danske befolknings flertal var positivt indstillede overfor Danmarks deltagelse i internationale alliancer, der medfører indskrænkende autonomi for Danmark såvel som for andre deltagere i alliancen.
Holdningen overfor forsvaret i almindelighed
Til belysning af dette problem foreligger ikke for denne artikel omfattende materialer, der belyser bele befolkningens syn, men kun for væsentlige befolkningsgrupper. I den i note 3 nævnte litteratur B og C gik man gennem flere trin for at belyse danske arbejderes og funktionærers syn på forsvaret. For at få et så pålideligt og gyldigt resultat som muligt, lod man først nogle undersøgelsesgrupper bestemme, ved at vælge blandt et udvalg af politiske og sociale emner, hvilke emner, de ville medtage i et politisk program til et folketingsvalg. Derpå konstruerede man tre partiprogrammer, et velfærdsprogram, et såkaldt konservativt og et socialistisk program. I både det konservative og det velfærdsorienterede program havde man punkter med positiv holdning til en effektiv forsvars- og m ilitærpolitik, såvelsom til en positiv Nato- og alliancepolitik, medens det socialistiske program var nedrustnings- og antinato-orienteret. Endelig anvendte man en tredie metode, idet man lod undersøgelsespersoner udvælge partiprogrampunkter af de her tre nævnte partiprogrammer til et nye partiprogram. T i l belysning af resultaterne fra den første metode kan anføres, at de udspurgte skulle vælge 3 af 12 punkter, som de synes skulle stå i et partiprogram vedrørende udenrigs- og forsvarspolitik. De udspurgte er beboere i Københavns kommune 1962, samt enten arbejdere eller funktionærer (antal udspurgte 800). Mellem 10 og 22 %5) af de udspurgte ønskede afskaffelse af bær, flåde og luftvåben i deres partiprogram, afhængig af, om de var arbejdere, funktionærer, mænd eller kvinder, gifte eller ugifte. Ønskerne om afskaffelse af hær, flåde og luftvåben var størst blandt ugifte arbejdere, der følte sig knyttet til S.F. Ønskerne om et stærkere forsvar var medtaget hos mellem 14 % og 35 %, afhængig af, om det var arbejdere, funktionærer, mænd eller kvinder, gifte eller ugifte, der havde svaret. Ønskerne om et stærkere Natoforsvar var størst hos ugifte konservative mænd. På den ene side kan man på basis af tallene ikke sige, at antimilitarismen er særlig udbredt i den undersøgte befolkning. På den anden side er ønskerne om et stærkere forsvar heller ikke så stærke, at de kommer i forreste række i det af de udspurgte selvkomponerede partiprogram. Dog er ønskerne om et stærkere Natoforsvar stærkere end ønskerne om afskaffelse af forsvarets forskellige grene. Den anden metode til bestemmelse af bl. a. befolkningens forsvarspolitiske holdning bestod i valget af eet af tre partiprogrammer, som nævnt ovenfor. De tre partiprogrammers ordlyd er følgende:
Partiprogram 1.
1. Omsætningsafgifter på alle varer i stedet for indkomstskatter til stat og kommune.
2. Lærlingeuddannelse og studentereksamen til alle, der er egnede.
3. Man kan først udskrives fra skolen, når man er 18 år gammel.
4. Enhver sin bil.
5. Enhver kan vælge mellem at eje sin lejlighed eller eje hus m. have.
6. Sociale institutioner med socialrådgivere, jurister, psykologer og læger, der skal bekæmpe sindslidelser, skilsmisser, krim inalitet o. 1.
7. Medlem af fællesmarkedet, hvis England medlem.
8. Medlem af Nato.
9. E t effektivt luftvåben, hær og flåde.
10. Lønnen skal stige i takt med produktionen.
11. Hvis der er lønkonflikter, skal et uvildigt nævn afgøre lønnens højde.
Partiprogram 2.
1. Skatterne skal nedsættes.
2. Den private opsparing skal fremmes og præmieres.
3. Beskatning af brugsforeninger på lige fod med andre.
4. Både omsætningsafgifter og stats- og kommuneskatter.
5. Huslejerne gives fri.
6. Ingen sociale boligselskaber, men frie bygherrer skal bygge boliger.
7. Lønstop og prisstop.
8. Danmark medlem af fællesmarkedet, hvis England medlem.
9. Udgifterne til Danmarks forsvar skal sættes i vejret, så vi kan opfylde vore forpligtelser overfor Nato.
10. Den frie købmand skal have bedre muligheder for at klare sig mod Irma og brugsforening.
Partiprogram 3.
1. Ingen omsætningsafgift, men direkte og effektive skatter til stat og kommune.
2. Aktieudbytterne sættes ned i firmaer, der ikke er socialiserede.
3. Dagspressen skal socialiseres, så alle får ytringsfrihed.
4. Afskaffelse af enhver form for forsvar.
5. Udmeldelse af Nato.
6. Intet medlemsskab af fællesmarkedet.
7. Socialisering af de større privatkapitalistiske monopolkoncerner, men ikke af mindre virksomheder.
Punkt 8 og 9 i partiprogram 1, punkt 8 og 9 i partiprogram 2, samt punkt 4 og 5 i partiprogram 3 vedrører forsvarspolitiske problemer og syn på forsvaret. I tabel 1 kan man se de undersøgtes valg af de tre programmer.
Det ses, at de to forsvarsvenlige programmer vælges fremfor det socialistiske forsvarsfjendtlige program af et overvejende flertal af de udspurgte. Dette siger naturligvis ikke noget eentydigt om styrken af den positive forsvarsholdning i den undersøgte københavnske befolkning, fordi andre punkter i de opstillede og valgte partiprogrammer kan være anset for vigtigere end forsvaret, således at man tager dette med uanset indholdet. Man kan på den anden side under henvisning til de først citerede resultater sikkert med rimelighed fastholde, at befolkningen er mere interesseret i et cffktivt forsvar end i dets afskaffelse. Men man kan uanset fortolkningen af befolkningens forsvarsholdning formodentlig slutte af tabel 1: l.° at den undersøgte befolkning er indstillet positivt overfor en saglig forsvarsdebat og politik, når man iøvrigt tager hensyn til deres andre politiske ønsker. Det vil sige, at den undersøgte danske befolkning ikke står i vejen for en saglig debat, der ender med et effektivt og måske dyrere forsvar end det hidtidige. Dette resultat må særlig ses i lys af, at sociologer almindeligvis antager, at hvad folk siger de ønsker, vælger de også6). Man får iøvrigt fuldstændig tilsvarende resultater som i tabel 1, når man undersøger ct almindeligt udsnit af hele den danske befolkning7). 2. Holdningen overfor specielle forsvarstekniske problemer M ig bekendt foreligger der kun fra Dansk Gallup undersøgelser, der kan vise befolkningens holdning overfor specielle forsvarstekniske problemstillinger. Her skal der særlig gøres bemærkning om Gallups undersøgelse af befolkningens syn på atomvåbnenes fredsbevarende betydning8). Gallup stillede i 1964 spørgsmålet8) : »Tror De, verden nogensinde vil komme til at opleve en verdenskrig med atomvåben, eller tror De, atomvåbnenes tilstedeværelse vil forhindre en verdensomspændende krig?« Svarene blev (procentbasis ca. 2000, 15 år og derover):
Selvom den bøje ved ikke procent tyder på ustabilitet9) i holdningen, må man sige, at ihvertfald halvdelen af befolkningen, både mænd og kvinder, mener at atomvåbnene er fredsbevarende, medens højst en sjettedel ikke mener dette. Dette til trods for at atomvåbnenes eksistens og mulige brug vel næppe kan antages at fremme trivsel og trøst hos befolkningen i almindelighed. Dette resultat kunne tyde på 2.° at forsvarsdetaljer, selv af ubehagelig og delikat art, kan debatteres til et for et samfunds forsvar ønskværdigt resultat, således at hemmelighedskræmmeri under devisen: det forstår folk ikke, så lad være at sige noget om det, næppe er nogen hensigtsmæssig reaktion i forsvarsdebatten. Dette betyder dog næppe, at man kan slutte, at den danske befolkning p. t. ønsker atomvåben på dansk jord, men formodentlig kan man slutte, at man har mulighed for at argumentere sig til et sådant ønske, hvis politikere og forsvarseksperter kunne tænke sig det.
3. Holdningen overfor alliancepolitik, især holdningen overfor Natopolitiken
Som et sidste afsnit i denne artikel vil man beskæftige sig med alliancepolitiken, Danmark fører og kan føre. E t samfunds forsvarspolitik er snævert forbundet med dets alliancepolitik, og alliancer er formodentlig en væsentlig forudsætning for et lille statssamfunds mulighed for at holde et forsvarsapparat med mening i. På basis af den i note 3 nævnte litteratur A , B og C kan man formodentlig i almindelighed drage denne konklusion om den danske befolknings syn på den danske regerings handlemuligheder for en forsvars- og alliancepolitik10) : Befolkningen giver faktisk en dansk regering en bred margin til at føre udenrigspolitik, idet den er særdeles positivt indstillet overfor en forsvarspolitik som Natopolitiken, såvelsom overfor en neutralitetspolitik med vestlig orientering. Derimod forekommer en politik, der fører til Nordens forenede Stater eller til isoleret neutralitet, ikke særlig ønskværdig. Danmarks optagelse i fællesmarkedet, særlig hvis England også blev medlem, er meget ønskværdig. Hovedindholdet af dette er formodentlig, at regeringen kan gøre, hvad den vil, blot det ikke fører til isolation af Danmark eller til et isoleret nordisk forbund. På den anden side betyder det, at den h idtil førte Natopolitik er accepteret af flertallet af befolkningen, ihverfald den, der har en mening om udenrigs- og forsvarspolitik. Man vil derfor slutte med en nærmere gennemgang af, hvem der støtter og ikke støtter den førte Natopolitik. Dansk Gallup bar nøje fulgt holdningen overfor Natopolitiken siden alliancens begyndelse i 1949. Senest i juni 196411) har Gallup undersøgt befolkningens syn på Nato. Her fandt man som de tidligere gange, at halvdelen af befolkningen var for Nato, lidt over en tiendedel imod, medens resten ikke vidste, hvad de skulle mene. Ifølge Gallup er modstanderne af Nato aftaget fra 26 % i 1949 til 13 % i 1964. T i l denne artikel har det været muligt nærmere at nedbryde tallene fra befolkningsundersøgelsen3) i 1963, omfattende hele befolkningen. Nedbrydningen af tallene for hele befolkningen er særlig nødvendig, fordi man først må have klarlagt, livor hovedparten af ved-ikke svarene er placerede. I tabel 2 har man fordelt de i 1963 udspurgte mænd og kvinder efter holdning overfor Nato, fordi kvinderne ofte forårsager de høje ved-ikke procenter i politiske undersøgelser.
Tabel 2. Indstilling overfor Danmarks deltagelse i Atlantpagten (Nato), fordelt efter køn, 1963. (Danske 15 år og derover).
Det ses da også i tabel 2, at kvinderne forårsager de høje ved-ikke procenter på Natospørgsmålet. Man vil derfor i de følgende tabeller kun koncentrere sig om mændencs besvarelser. Men både hos mænd og kvinder er der langt flere, hos mændene flertallet, der er for den førte Natopolitik, end imod. Man vil her se på de sædvanlige grove sociale faktorer, man kan inddele befolkningen i, når man ønsker at bestemme sammenhæng mellem sociale faktorer og en bestemt eller bestemte holdninger. I tabel 3 og 4 kan man se sammenhængen mellem holdning overfor Nato og urbanisering, d. v. s. grad af bymæssighed, samt landsdel.
Tabel 3. Indstilling blandt danske mænd 15 år og derover overfor Danmarks deltagelse i Atlantpagten (Nato) fordelt efter urbanisering i 1963.
Tabel 4. Indstilling blandt danske mcend 15 dr og derover overfor Danmarks deltagelse i Atlantpagten (Nato) fordelt efter landsdel 1965.
I tabel 3 og 4 ser man ikke store forskelle, men rent faktisk i tabellerne er der flest tilhængere af Nato i hovedstaden og færrest i landdistrikterne, medens de fleste modstandere befinder sig i provinsbyerne. Ligeledes befinder relativt set de fleste tilhængere af Nato sig i hovedstaden og Jylland, de færreste på øerne i øvrigt.
Alder
Mere uklar forekommer sammenhængen mellem holdning overfor Nato og de udspurgte mænds alder. Rent faktisk ser man i tabellen, at mænd i alderen 25— 30 og 51— 60 år har den højeste tilslutningsprocent til Nato. Den mindste tilslutningsprocent har de unge i alderen 15— 17 år. Men det betyder ikke, at den største procent imod Nato befinder sig i de yngste aldersklasser, tværtimod, men den største ved-ikke procent befinder sig derimod i aldersgruppen.
Tabel 5. Indstilling blandt danske mænd 15 år og derover overfor Danmarks deltagelse i Atlantpagten (Nato) fordelt efter alder 1963.
Civilstand
I tabel 6 ser man sammenhængen mellem holdning overfor Nato og de udspurgte mænds civilstand. Både den mindste tilslutning og den mindste modstand mod Nato, men samtidigt den største ved-ikke procent befinder sig hos de ugifte. Men i alle civilstandstilfælde er der flertal for Nato. Formodentlig betyder forandringen, at man gifter sig, stillingtagen, hvor man før sagde ved-ikke.
Tabel 6. Indstilling blandt danske mænd 15 år og derover overfor Danmarks deltagelse i Atlantpagten (Nato) fordelt efter civilstand 1963.
Erhverv
Ser man på sammenhængen mellem holdning overfor Nato og erhverv, får man i tabel 7, at den svageste positive holdning overfor Nato findes blandt ufaglærte arbejdere, der samtidig har den højeste ved-ikke procent, medens den stærkeste artikulerede modstand mod Nato findes mellem underordnede kontorfunktionærer. Den mest positive holdning findes mellem overordnede funktionærer.
Tabel 7. Indstilling blandt danske mænd 15 år og derover overfor Danmarks deltagelse i Atlantpagten (Nato) fordelt efter erhverv 1963.
Indkomst
Sammenhængen mellem husstandens bruttoindkomst og holdning overfor Nato ses i tabel 8. Med stigende indkomst ser man stigende andel med positiv holdning overfor Nato. Andelen af tilhængere af Atlantpolitiken går fra 54,5% i gruppen med 0 kr. i indkomst til 72,6% i indkomstgruppen 26.000 kr. og derover.
Tabel 8. Indstilling blandt danske mænd 15 år og derover overfor Danmarks deltagelse i Atlantpagten (Nato) fordelt efter husstandens indkomst 1963.
Skoleuddannelse
Tabel 9 viser, at med stigende skoleuddannelse får man stigende procentandele, der er for Natopolitiken. Den positive Natoholdning går fra 57,6% hos mænd med folkeskoleuddannelse til 82,1% hos mænd med mindst studentereksamen. Dette er nok det mest interessante resultat, når man tænker på den førte debat og demonstrationspolitik mod den danske forsvarspolitik, der efter et måske overfladisk skøn ser ud til hovedsageligt at være ført af personer med mindst studentereksamen.
Tabel 9. Indstilling blandt danske mænd 15 år og derover overfor Danmarks deltagelse i Atlantpagten (Nato) fordelt efter skoleuddannelse 1963.
Social status
Sammenhængen i tabel 7, 8 og 9 lader ane hvilken sammenhæng, der kan forventes mellem social status og holdning overfor Atlantpagten. Social status kan betragtes som et samlebegreb for indkomst, uddannelse og erhverv, således at høj social status normalt følges af høj indkomst, høj uddannelse og sjældnere og sværere tilgængelige erhverv. Den forventede sammenhæng viser sig da også i tabel 10, idet man får stigende andel af tilhængere og faldende andel af modstandere af Nato med stigende social status, idet tilhængerprocenten stiger fra 55,8 til 85,7%, medens modstanderprocenten falder fra 16,2 til 8,2% med stigende status. På den anden side stiger ved-ikke procenten med faldende status, og det betyder formodentlig, at hovedparten af befolkningen trods sit positive syn på Atlantpagten er ustabile i deres holdninger, således at en propaganda mod Nato under særlige omstændigheder kan vende billedet, medmindre en argumenterende påvirkning for Nato øjeblikkelig udløses9).
Tabel 10. Indstilling blandt danske mænd 15 år og derover overfor Danmarks deltagelse i Atlantpagten (Nato) fordelt efter social status 1963.
Partitilhørighed
Tabel 11 viser sammenhængen mellem politisk holdning og holdning overfor Nato. Nu er grundtallene for de mindre og traditionelt antimilitaristiske partier desværre små, men rent faktisk viser tallene den tidligere opstillede forventning. Flertallet af vælgerne (mænd) i Radikale Venstre, S.F. og D K P er imod Nato, medens flertallct af de mandlige vælgere i Socialdemokratiet, Venstre, Konservative samt Uafhængige er for Natopolitikken. D. v. s. de skarpe modsætninger mellem Natotilhængere og modstandere viser sig kun mellem de politiske partier og ikke i de sociale grupperinger iøvrigt ude i samfundet.
Tabel 11. Indstilling blandt danske mamd 15 dr og derover overfor Danmarks deltagelse i Atlantpagten (Nato) fordelt efter parlitilhørighed 1963.
De tidligere opstillede påstande om sammenhængen mellem sociale faktorer og holdning overfor alliancepolitik må siges i store træk at blive understøttet af de fremlagte tabeller om holdning overfor Natopolitiken, idet man har fundet 3° A t med stigende social klasse, med stigende urbanisering, med stigende uddannelse og stigende indkomst, stigende positiv holdning overfor Nato. Men ikke mindst vigtigt er det, at 4° et overvældende flertal af dem, der har en artikuleret mening om udenrigspolitik er positive overfor Nato. Samlet må man vel rimeligvis drage den konklusion, at den danske befolkning mere er interesseret i et effektivt forsvar end i dets afskaffelse. Endvidere er det en rimelig antagelse, at befolkningen er modtagelig og interesseret i en saglig forsvarsdebat, d. v. s. en debat, der udfra samfundets almindelige målsætninger som resultat får det optimale forsvar. At den danske regering kan føre alliancepolitik, og at den hidtidige alliancepolitik har været ønsket, må siges at fremgå af undersøgelserne.
30/11 1964. Erik Høgh
N O T E R
1) K . Hvidt: Venstre og forsvarssagen 1870— 1901, Århus 1960, p. 10 ff.
2) Hvidt, op. cit. p. 12.
3) Dansk Gallupinstitut A/S og D IF O M I/S. Materialet fra Dansk Gallup stammer fra en undersøgelse om opinionsledere i Danmark og vedrører ho ldning overfor Nato. Gallup anvender sandsynlighedsudvalg som grundlag for udvælgelse af svarpersoner, samt foretager en ret omfattende interviewkontrol, jfr. Gallup-orientering, Brev nr. 3, stikprøve: Beskrivelse af metode p.2. Udvalgsmetoden er baseret på den såkaldte Dem ingplan, tilrettelagt af cand. polit. Finn Madsen, Statistisk Departement. Jfr. Gallup-orientering, brev nr. 1, interviewkontrol. Jfr. Brev nr. 2. Indirekte interviewkontrol (1). Brevene 1, 2 og 3 er rotaprintede udsendelser til Dansk Gallups klienter. Interviewerne er skriftligt instruerede, men er konstant i marken faktisk året rundt for Gallupinstituttet. Den egentlige nægtelsesprocent er opgivet som sædvanlig lav,medens ikke-opnåelsesprocenten varierer fra 10— 30 % afhængig af område og svarpersonernes sociale status. Kørslerne af tabeller om holdning overfor Nato på grundlag af Gallupmaterialer er specielle for denne artikel. Forfatteren har ikke haft indflydelse på de stillede spørgsmål. Antal undersøgelsespersoner ca. 2000. Materialet fra D IF O M I/S stammer fra serier af undersøgelser af udvalgte befolkningsgruppers politiske ho ldninger og adfærd. Udvalgsteknikken til bestemmelse af svarpersonerne er som Gallup sandsynlighedsmetoden, men i modsætning til Gallup er interviewerne personligt instruerede og ikke konstant i marken året rundt for at interviewe. Udformn ingen af spørgsmålene har forfatteren selv medvirket til. Antal interviewede udgør ialt i undersøgelsesrækken ca. 3500 personer. Pub likationer i forbindelse med D IFOM s undersøgelsesrække er A . E. Høgli og M. Nyholm, Arbejdervælgeren 1960 — E n sociologisk studie i politisk apati, Kbh . 1960. B. E. Høgh og M. Nyholm, Po litisk holdning og aktivitet blandt funktionærer og arbejdere i Københavns kommune efteråret 1962, Kbh . 1962. C. E. Høgh: Funktionærerne 1964 — H vor står de?, Kbh . 1964. Det er særlig materialer fra B og C, der er anvendt i nærværende artikel.
4) F . eks. K . Svalastoga: Technology and Autonomy, Acta Sociologica, V o l. 5, No . 2, p. 91 ff. Svalastoga mener at have fundet en negativ sammenhæng mellem staternes antal og transportmidlernes fart, således at det tenderer mod færre stater, efterhånden som transportmidlerne b liver hurtigere.
5) Den i note 3 nævnte litteratur B , p. 21 ff.
6) S. C . Dodd: The Probable Acts of Men, V o l. I og II, Seattle 1963.
7) M. Nyholm og E. Høgh: Fiktionsfabrikken, Kbh . 1964, p. 14.
8) Ugens Gallup, artikel nr. 6, 1963: Udbredt tillid til atomvåbnenes fredsbevarende betydning.
9) K . Svalastoga og S. C . Dodd: On Estimating Latent from Manifest Undecidedness: The Don ’t know per cent as a Warn ing of Instability, Among the Knowers, Educational and Psychological Measurement, Vo l. 12, nr. 3, 1952, p. 467 ff.
10) F . eks. den i note :l) nævnte litteratur C p. 70 ff. hæfte 1.
11) Ugens Gallup , artikel nr. 25, 1964: Befolkningen konstant i Nato-spørgsmålet.
