Om marginalværdierne.
Redaktionen har modtaget flere reaktioner mod den i februar-nummeret rejste kritik af de af formanden for Det krigsvidenskabelige Selskab fremsatte nytårsbetragtninger. Major Søren Nielsen skriver således bl. a.:
»- Det må trøste vore politikere at erfare, at styrkemål og genindkaldelser m. m. hører til de marginalværdier, der let kan opvejes af et godt arbejdsklima - som åbenbart ikke en gang behøver at omfatte det frustrerede officerskorps -«.
Den gevaldige 67-hærordning
I tidsskriftets februar-nummer har major H. Gram redegjort for Træk af folkestyrets Forsvarsordninger. Nu kan det jo altid diskuteres, hvor mange træk, der skal til for at angive hovedlinierne i 1 0 0 års hærordninger - der altså er artiklens emne - ikke forsvarsordninger1) . De træk af hærordningen 1867, der anføres i artiklen, er kun få, ja, der siges i realiteten kun dette: »Resultatet (af kommissionsarbejdet) for hærens vedkommende - Lov af 6. juli 1867 - blev en hærstyrke, der endog oversteg indholdet af hærordningen inden afståelsen af de tre hertugdømmer«. I udtrykket »oversteg« må nok ligge såvel en kvantitativ som en kvalitativ bedømmelse - og det er sandelig en »hård nød at knække« på få linier, fordi navnlig »tiden« indgår som en næsten uvurderbar faktor på begge felter. Når undertegnede mener at burde knytte et par bemærkninger til major Grams bemærkning om 67-loven, er det, fordi denne kan medvirke til at underbygge den allerede skabte myte om denne hærlov. Jeg ved godt, at forfatteren har Rockstroh »i ryggen«2). Det af forfatteren citerede er en sætning i en længere redegørelse, som ikke bør fremføres alene. I øvrigt mener jeg, at Rockstroh for en gangs skyld ikke har vanlig »fast grund under fødderne«. Det mytiske syn på hæren model 67 er næsten ordret gået igen i 5-6 større historiske fremstillinger i de sidste 30 år. Det drejer sig om udtryk som: Kraftig feltstyrke, som kunne yde virksom hjælp til en stormagt i tilfælde af krig. . . ret stor, let bevægelig felthær, som kunne bruges til angreb mod syd. . . en veludrustet, letbevægelig felthær, særdeles velegnet til den situation, der indtraf i 1870... et mobilt hjælpekorps til operationer, hvor som h elt. . . en hær, som ved sin mobilitet kunne være egnet til offensiv krigsførelse. - Disse letbenede påstande stemmer aldeles ikke med den grundige og mindre flatterende vurdering, som Jens Johansen fremsatte i 1946 (Det krigsvidenskabelige Selskabs jubilæumsskrift). Hvad hærens størrelse angår, så anfører major Gram, at feltstyrken efter 1867 oversteg 42-ordningen. Det vil føre for vidt her at gå i detaljer, men de to »liniehære« var i hvert fald lige store, og lægger man folkemængden til grund, så viser mine overslag, at 42-ordningen udnyttede 4,6 % af kongerigets befolkningstal mod 67-ordningens 2,8 % - i øvrigt »sprængte« væmepligtsmassen den sidste i løbet af et par år. - Major Gram omtaler - kortere endnu - Hærloven af 25. juli 1880, men det var nu også kun et tillæg til 67-loven; tillæg sloven af 13. april 1894, der var en bekræftelse på det storpolitiske forlig, er slet ikke kommet med. Uanset disse lapperier var og blev 67-ordningen en skifting - lige langt fra »en lille veløvet og vel organiseret hær« og en »folkevæbning«. Fhv. krigsminister Bahnson var hård, da han i sin pjece, Forsvarsvæsenets Udvikling i den sidste Menneskealder, 1896 skrev »Danmarks Forsvar har næppe nogensinde haft en Ordning, hvor man fik mindre reelt Forsvar for Pengene...« - undertegnede hælder mere til denne udvikling af den omhandlede hærordnings indhold, end til major Grams.
Helge Klint.
Om »skiftingen« af 6. juli 1867.
Som det må fremgå af mit indlægs indhold og omfang har et forsøg på analyse og vurdering af de skiftende ordningers samlede bonitet hverken været tilstræbt eller muligt. For så vidt angår 67-ordningen har jeg ikke næret noget ønske om at se den noteret ud over dens pålydende. Hvad jeg imidlertid fortsat finder god grund til at fremhæve er, at der i årene efter den 2 . slesvigske krig - ligesom det var tilfældet efter besættelsen - efter nederlag, tab af suverænitet og dermed følgende økonomiske og sociale tilbageslag, snarere kan registreres vilje til at søge selvstændigheden beskyttet fremover end spores tilbøjelighed til at sygne hen i - måske mere forståelig - fatalistisk afmagt. Om 6. juli lovens kvantitet og den vilje den udsprang af måles bedst ved »at tælle hoveder« eller anskue den i lyset af landets økonomiske ressourcer, der begrænsedes så markant efter 1864, får ved denne lejlighed stå hen. Men som kuriosum kan det anføres, at ordningen ikke blot i mere højtidelige historiske fremstillinger, som oven for anført, men også i så enkle, men talstærke publikationer som Lærebog for Hærens menige, senere Grundbogen for Hærens menige, gives en positiv omtale, jvf. eksempelvis udgaverne, 1948, 1956, 1965 og 1969. Om øvrige efterlyste karakteriserende træk kun dette: De er ikke udeladt af despekt for deres betydning, men for som undertone at give plads til spørgsmålet om ikke Axel Oxenstiemes gamle ord, som gengivet hos Otto Vaupell i Den Dansk/Norske Hærs historie (2. del p. 595), har fået forøget aktualitet: Dani ordinant et reordinant et tamen semper sine ordine vivunt.
H. W. Gram.
