Ond vilje som forklaring. Af Bent Jensen, professor, dr. phil. Fra 2004.

Militært Tidsskrift har i oktobernummeret 2003 offentliggjort en artikel af Curt  Sørensen, som foregiver at være en omtale eller anmeldelse af min bog GULAG  og Glemsel. Ruslands tragedie og Vestens hukommelsestab i det 20.  århundrede(Gyldendal 2002 og 2003). Artiklen er på ikke mindre end 14 siders  tekst efterfulgt af en fire sider lang litteraturfortegnelse. Man skulle tro, at  mindre kunne have gjort det.

Men der er ikke tale om en anmeldelse. CS besværer sig end ikke med at  fortælle læserne, hvad der er min bogs sigte, hvad bogen indeholder, hvilke  kilder og faglitteratur bogen bygger på, eller hvad der er bogens  hovedkonklusioner. I stedet bebrejder han mig side op og side ned, at jeg ikke  har behandlet 117 andre emner, spørgsmål og teorier, hvilket ville have krævet  en hel anden bog med et helt andet sigte.  

Et sted (s. 475) får læseren endda at vide, at jeg ikke hævder, at Lenin og  bolsjevikkerne bevidst planlagde og udløste verdenskrigen. Det er rigtigt. I det  hele taget er der meget af den slags vås, som jeg ikke hævder. F. eks. at Stalin  planlagde og udløste 2. verdenskrig. Hvorfor dog bruge plads og tid til den  slags uvedkommende nonsens?  

Men ikke nok med det. Selv i de tilfælde, hvor CS refererer mig for et  synspunkt med eller uden angivelse af sidetal, tilskriver han mig opfattelser og  argumenter, som jeg ikke har fremsat. Han bebrejder mig flere gange, at jeg er  insinuerende, men han fremsætter selv artiklen igennem den ene insinuerende  og udokumenterede påstand efter den anden om mig og mine påståede  motiver. Gang på gang påstår CS således, at jeg fortier, fortrænger, ikke  omtaler dette og hint osv., fordi det angiveligt ikke passer ind i min  forudfattede mening.  

I det hele taget har jeg sjældent læst en artikel, der foregiver at være  akademisk, men som indeholder så mange gentagelser, unøjagtigheder og  løse påstande ‐ ja, manglende evne til at læse indenad. Og som i tilgift er blind  for egne selvmodsigelser. Det er faktisk en imponerende ophobning af falske  påstande, der er indeholdt i CS´s artikel.

For ikke at trætte læserne af Militært Tidsskrift skal jeg blot nævne nogle af  de værste urimeligheder i den lange artikel. Som indledning vil jeg tillade mig  kort at præsentere min bog, da CS som nævnt ikke har gjort det.  GULAG og Glemsels sigte er at belyse den næsten ufattelige tragedie, som  Rusland blev udsat for i det 20. århundrede, da en fanatisk politisk bevægelse ‐  bolsjevikkerne ‐ erobrede magten og benyttede landet og folket som  forsøgsobjekt for et marxistisk inspireret eksperiment. Jeg har ønsket at skildre  denne tragedie og de forbrydelser, som forvoldte tragedien, så konkret og så  kildenært som muligt.  

Det materiale jeg bygger på, er først og fremmest den omfattende  dokumentation af det kommunistiske regimes likvidering af millioner af  uskyldige mennesker, som russiske forskere har frembragt i årene efter  kommunismens sammenbrud. Det er et materiale, som stort set kun findes på  russisk, og som de fleste ‐ inklsuive CS ‐ derfor er afskåret fra at kunne benytte.  Denne vældige dokumentation har stort set ikke præget den offentlige  bevidsthed og kun i ringe grad historieskrivningen uden for Rusland.  

CS´s litteraturliste omfatter kun engelsksproget litteratur plus nogle få  danske titler. Han følger tilsyneladende ikke med i, hvad der foregår i tysk‐ og  fransksproget forskning. Og den russiske forskning er som nævnt lukket land  for ham. Kun en håndfuld af de nævnte bøger, som jeg alle kender, bygger på  det ny russiske kildemateriale, som er blevet tilgængeligt efter Sovjetunionens  sammenbrud. I stedet hænger han fast i gamle "teorier", der var på mode for  30‐40 år siden, om bolsjevikkerne som repræsentant for befolkningsflertallet,  om stalinismen som "modernisering", om "social dynamik" og "strukturer" som  forklaring på noget, der var affødt af konkrete politiske beslutninger. Han  hænger også fast i klicheen om den moderate Lenin og den slemme Stalin.  

Kernestykket i min bog drejer sig om en dokumentation af de uhyrlige  forbrydelser og tilhørende tragedier. Den er i høj grad skrevet i sympati med  ofrene og set fra ofrenes perspektiv, ikke ‐ som det traditionelt gøres ‐ fra  magthavernes perspektiv. Dernæst gør bogen rede for, hvilken viden man  havde samtidig med, at rædslerne udspillede sig. Og jeg beskriver forskellige  årsager til, at de folkemord, som bolsjevikkerne forøvede, er gået i  glemmebogen. Alt dokumenteres med konkret, autentisk materiale, som ikke  tidligere har været kendt. Endelig diskuterer jeg de to store totalitære  ideologiske bevægelser i Europa i det 20. århundrede, bolsjevismen og  nazismen. Jeg understreger her, at de trods mange forskelle havde åbenbare  lighedspunkter. Begge var manisk optaget af at skabe et rent og sundt  folkelegeme, hvilket forudsatte brændemærkning, udgrænsning og likvidering  af "urene" befolkningsgrupper. Begge var anti‐demokratiske, voldelige og fyldt af had til de liberale, åbne retsstater, som skulle likvideres og erstattes af  organiske etpartistater.

Selv om CS har anvendt ti sider, får læseren intetsteds noget indtryk af  dette indhold, hvilket ‐ som det kan ses ‐ kan beskrives på godt ti linier.  CS interesserer sig uhyre meget for noget, han kalder "teorier". Det er hans  problem. Jeg interesserer mig for den konkrete, historiske virkelighed. Og jeg  er i modsætning til CS ikke interesseret i at redde Karl Marx og dennes  katastrofale ideologi. Det er formentlig her, tampen brænder. Gang på gang  skriver CS nærmest besværgende, at Karl Marx´ ideologi intet har at gøre med  det, bolsjevikkerne under Lenins og Stalins ledelse foretog sig i Rusland. Et  mærkeligt og uholdbart synspunkt. Lenin, Stalin og bolsjevikkerne var jo dog  marxister af en slags.  

Jeg gør udtrykkeligt opmærksom på, at jeg ikke har villet skrive en bred  Ruslandshistorie. Derfor nytter det ikke noget, at CS side op og side ned  nærmest manisk bebrejder mig, at jeg ikke har gjort det, og at jeg ikke har gjort  dit og heller ikke dat. Da han selv mener at være så godt inde i sagerne, burde  han jo selv skrive en sådan bred fremstilling baseret på den nyeste og bedste  forskning inklusive den russiske. Det er han imidlertid ikke i stand til.  Det passer simpelthen ikke, hvad CS gentager fem‐seks gange, at jeg  bruger "ondskab" som forklaring; at jeg opererer med en hovedtese om  ondskabens pludselige nedslag i et ellers problemløst samfund, eller om en ond  ideologi som årsag til revolutionen og hele den efterfølgende udvikling. Faktisk  er det en af de historikere, som CS beundrer, der opererer med ondskab som  forklaring. CS citerer ham oven i købet selv for, at "Stalin var et ondt  menneske."  

Det er i tilslutning hertil morsomt at se, at CS betegner stalinismen som  noget enestående, ja ligefrem et spring i udviklingen. Det er dette enestående,  der skal forklares. Her er CS meget tæt på at ville forklare udviklingen i  Sovjetunionen i 1930´rne med ondskabens nedslag i historien i form af den  slemme Stalin (s. 483).  

Det passer heller ikke, at jeg påstår, at "noget, som Marx skrev i 1848,  skulle være forklaringen på Ruslands udvikling i det 20. århundrede." Jeg  postulerer heller intetsteds en "direkte kontinuitet mellem Marx og  bolsjevismens faktiske styre i Rusland".(s. 473). Det er noget ganske andet, jeg  skriver.  Det er ikke Ruslands "udvikling", men bolsjevikkernes handlinger, jeg har  beskrevet. Som man vil se, hvis man læser min bog, diskuterer jeg  indledningsvis, hvilken rolle henholdsvis marxismen og den russiske politiske  kultur har spillet for bolsjevikkerne. Og jeg konkluderer, at bolsjevikkerne både  var påvirket af Marx´ forestillinger og af den voldelige revolutionære tradition  blandt radikale, russiske intellektuelle..

Lenin var som de andre ledende bolsjevikker meget optaget af Marx. De  anså den tyske ideolog for deres læremester. De var marxister, men altså  russiske marxister. Hvis man skal tro CS, spillede Marx ingen som helst rolle for  Lenin & Co. Det er lige ved, at bolsjevikkerne heller ikke selv spillede nogen  rolle i alt det, der skete i Rusland efter deres magtovertagelse i 1917. Nærmest  uden at ville de, blev de bragt til magten af masserne. Derpå blev de desværre  nødt til at føre borgerkrig, fordi de hvide generaler ikke ville lade dem være i  fred. Og siden hen er det ”social dynamik” og ”modernisering” og andet, der  ifølge CS er afgørende. Det er, som om det marxistiske regime slet intet betød.  Men krigen mod befolkningen, tvangskollektiviseringen, terroren osv. lavede jo  ikke sig selv. Den blev faktisk konkret besluttet og dirigeret af nogle  magthavere.  

Ifølge CS kan Marx ikke have noget som helst at gøre med den politik, de  russiske marxister førte ud i livet efter 1917. Marx var nemlig imod statslig  ejendomsret. Jeg og andre troede, at han var imod den private ejendomsret.  Det var jo den, han udnævnte til roden til alt ondt. Og hele kommunismens idé  kunne ifølge Marx sammenfattes i én sætning: afskaffelse af den private  ejendomsret. Hvordan kan alle marxister i og uden for Rusland dog i den grad  have misforstået den stakkels Marx? Var det også en misforståelse, når alle  danske marxistiske partier har haft afskaffelse af privat ejendomsret til og  nationalisering af produktionsmidlerne og planøkonomi på programmet?

Lenin havde tilsyneladende heller intet at gøre med bestræbelserne på at  indføre socialisme i Rusland. Lenin har aldrig udviklet en sådan teori, forklarer  CS. Det var Stalin og Bukharin, der udviklede en "teori" i midten af 1920´rne.(s  476). Det var altså helt tilfældigt, når Lenin, Bukharin og de andre (f. eks. i  Kommunismens ABC i 1919) ligesom deres læremester Marx ønskede  produktionsmidlerne nationaliseret og produktionen organiseret ifølge en  statslig plan osv.?  

Det er muligt, at en engelsk forsker mener, at Lenins klasseteori var en  "deskriptiv og kausal teori", og ikke en normativ teori om klasseudryddelse.  Men jeg interesserer mig som sagt mere for, hvad Lenin gjorde og sagde i det  virkelige liv. Og dér lød parolen på massiv udryddelse af klassefjender.  Jeg betragter aldeles ikke, som CS hævder, russiske arbejdere og bønder  som viljesløse marionetter uden evne til selvstændig handling (s. 476). Faktisk  bruger jeg tværtimod megen plads på at beskrive, hvor omfattende og  langvarig såvel bøndernes som arbejdernes modstand mod bolsjevikkernes  terrorregime var.

Hverken jeg eller andre har naturligvis påstået, at Stalin helt alene  gennemførte massemordene (s. 480). Denne dumme kliché har man nu måttet  høre på i 40 år. I det hele taget er det trættende at skulle blive ved med at læse den slags nonsens om den såkaldte totalitarismeteori. Tværtimod beskriver jeg  indgående, hvor stor en organisation og hvor mange mennesker der skulle til  for at indfange, transportere, bevogte, afhøre og likvidere de mange millioner  ofre for regimets politik.

CS finder, at jeg er "grov", når jeg sammenligner Holocaust‐benægtere  med GULAG‐benægtere (s. 481). Hvorfor i alverden skulle det være groft? De  opererer jo på præcis samme måde. Når den marxistiske historiker og Stalinbeundrer Maurice Dobb kunne skrive en bog på flere hundrede sider om den  økonomiske udvikling i Sovjetunionen uden at nævne GULAG´s millionhær af  slavearbejdere og heller ikke med ét ord nævner millionofrene for den brutale  tvangskollektivisering er det så ”grovere” at gøre opmærksom på denne  kendsgerning end at gøre opmærksom på historikere, som fortier nazisternes  kz‐lejre og folkedrab?

Et par konkrete eksempler på CS´ lemfældige omgang med henvisninger  til min bog. Han påstår, at jeg benytter (oven i købet igen) "en lummer  insinuation" ved at skrive, at nogle historikere har forsøgt at sætte tallet på  politiske fanger i GULAG så lavt som muligt (s. 480). Der er intet som helst  lummert. Det pågældende sted forklarer jeg, at disse historikere undlader at  tage i betragtning, at så mange mennesker simpelthen blev skudt i en bestemt  periode og derfor jo ikke kunne komme i kz‐lejr og dermed komme med i  statistikken over lejrfanger. Altså en sagligt begrundet kritik.  

CS påstår også, at jeg skriver, at de nye arkivfund har bestyrket Robert  Conquests gamle og meget høje tal for kommunismens ofre (s. 481). Hvis CS  var i stand til at læse indenad, ville han forstå, at jeg det pågældende sted  overhovedet ikke drøfter ofrenes antal, men derimod spørgsmålet om,  hvorvidt terroren var centralt organiseret af regimet eller ej. Conquest  argumenterede i sit klassiske værk The Great Terror for, at terroren var centralt  organiseret af Stalin og hans nære kammerater. Det nu tilgængelige sovjetiske  materiale har givet ham ubestrideligt ret på dette punkt. Derimod tager jeg  afstand fra Conquests høje tal (hvad han i øvrigt også selv gør i lyset af det nye  kildemateriale), men det er et helt andet sted i bogen. CS´ referat af, hvad jeg i  virkeligheden skriver om Stalins forfatning og socialismen (s. 483), er ligeledes  helt misvisende.  

Det er endvidere totalt misforstået, når CS tror, at min historieopfattelse er  deterministisk, oven i købet dybt deterministisk (s. 484). Tværtimod  fremhæver jeg jo gang på gang, at det var konkrete mennesker, der i konkrete  situationer foretog konkrete handlinger, som fik konkrete følger og derved  forandrede det historiske forløb.  

Der er som sagt ingen ende på mine misforståelser og på de emner, jeg  ikke behandler. CS bebrejder mig endda, at jeg ”tilslører”, hvor vidt udbredt fascismens fascination var. Men nu behandler min bog altså  bolsjevisme/kommunisme og ikke fascisme/nazisme. (Jeg skriver heller ikke  om buddhismens udbredelse, så den ”tilslører” jeg også). Videre påstår CS, at  jeg ignorerer og tilsværter, tilslører og insinuerer, postulerer og fortolker  vilkårligt, viger uden om temaer og udvælger ensidigt. Ikke så lidt må man sige  – og alt med det formål at få det hele til at passe med mine forudfattede,  forkerte og forkastelige meninger. Fin form for argumentation!  

CS´ artikel slutter med en groft manipuleret gengivelse af det, jeg skriver  om moral og videnskabelig standard, at jeg ikke engang gider bruge plads på at  korrigere det. Det er af en sådan karakter, at den kun stempler ham selv. I det  hele taget siger hans artikel meget om CS og meget lidt om min bog.  Oven i det hele lader CS forstå, at jeg er indskrænket og uvidende, og at  jeg ikke som CS kender den internationale diskussion om dette og hint. Hvis  min bog var kommet på engelsk "ude i den store verden", ville den have vakt  skandale.  

Det er alt sammen helt rigtigt. Jeg er en indskrænket og uvidende  bondetamp, og Curt Sørensen er en stor og internationalt anerkendt forsker ‐  hvad dog vist ingen hidtil har bemærket. Især inden for området Ruslands  historie er hans ekspertise omfattende ‐ et område, hvor han end ikke er i stand  til at læse det primære kildemateriale eller sætte sig ind i, hvad russiske  forskere skriver og udgiver.  

Jeg forstår egentlig ikke, at Militært Tidsskrift har villet lægge papir til et så  ringe produkt. I det hele taget er det et sært sted at få trykt en artikel, som ikke  handler om militær eller krigshistorie. Jeg er glad for, at jeg er blevet gjort  opmærksom på ”anmeldelsen”, så jeg får lejlighed til at tage til genmæle. Det  var dog ikke redaktionen af Militært Tidsskrift, der oplyste mig om dette  generalangreb med løst krudt og forsagere.  

 

Bent Jensens problematiske omgang med videnskabelige normer

Curt Sørensen, professor, dr.scient.pol. 

Bent Jensen besvarer ‐ ikke uventet ‐ min anmeldelse af hans bog med et  angreb på min person. Til gengæld undlader han helt at komme ind på den  faglige problematik, som jeg rejser. Problemet er i al sin enkelthed, at BJ har et  ret så nonchalant forhold til grundlæggende videnskabelige, faglige normer. Dette dokumenterer jeg omhyggeligt i min anmeldelse, der rummer over 60  præcise henvisninger til BJ’s tekst.  

I stedet for at prale af sig selv og forsøge at sværte anmelderen burde BJ  have forholdt sig til den fremførte kritik. Den retter sig mod noget  fundamentalt i samfunds‐ og historievidenskaberne og drejer sig om noget  mere betydningsfuldt end hvem der kan hvilke sprog og hvem der er kendt i  det store udland. Jeg skal i øvrigt hilse og sige, at der ikke var nogen dér, der  havde hørt om Bent Jensen. Han er og forbliver en gedde i den hjemlige  andedam. Store dele af hans bog er skrevet som om han overhovedet ikke har  fulgt med i de sidste 30 års internationale forskning og diskussion på feltet. Det  påviser jeg med al ønskelig dokumentation i min anmeldelse. Men nu til det  mere fundamentale:  

Hvad enten BJ kan lide det eller ej, så har samfunds‐ og  historievidenskaberne nemlig nogle grundregler og normer som forskerne  inden for disse fag normalt søger at leve op til. Det drejer sig om ihvertfald  følgende grundnormer: 1) der må hos den pågældende forsker være elementer  af kritisk selvrefleksion, ingen er ufejlbarlig 2) den pågældende forsker må  seriøst forholde sig til modstående teorier og opfattelser, 3) der må være et  dynamisk forhold mellem teori og empiri, data må ikke blot være efterfølgende  illustrationer til en a priori udtænkt teori, en teori, som man så i øvrigt ikke så  meget som prøver på at teste, 4) man må ikke fremme en ensidighed gennem  selektivitet, samt herunder forsøge at afskærme sin teori mod kritik og 5) man  må ikke sammenblande videnskabelige påstande og politisk‐ideologiske  påstande, 6) man må være omhyggelig og fair i sine henvisninger og  kildeangivelser. Bent Jensen har, som jeg påviste det i min anmeldelse, et  anstrengt forhold til dem alle.

For det første er hele bogens grundlæggende teorikonstruktion  uargumenteret. Bent Jensen fremfører ikke nogen egentlig argumentation for  sine grundteser og påstande. Han drøfter heller ikke sin egen grundtese og  tilgang i forhold til andre grundopfattelser og tilgange for derved at kunne  motivere sit valg af tese og tilgang. Ej heller diskuterer han det komplicerede  forhold mellem ideologi og politisk/samfundsmæssig udvikling, hvor han selv  tydeligvis hylder en primitiv teori om en direkte og unilineær sammenhæng,  samt i øvrigt, i et slags åndeligt knæfald for Stalin, ureflekteret overtager  diktatorens ideologiske postulat om den realiserede socialisme. Bent Jensen er  bemærkelsesværdig ukritisk i forhold til stalinismens ideologi.  

Heller ikke i den videre fremstilling reflekterer Bent Jensen noget steds  over eventuelle begrænsninger i sin tilgang, problemer der måtte være,  eventuelle modifikationer han kunne overveje at foretage i sin overordnede teori og i sine grundpostulater. Han er ikke et øjeblik kritisk selvreflekterende i  forhold til sit eget grundlag.  

Han forholder sig heller ikke på noget tidspunkt seriøst til forskere med  modstående tilgange, opfattelser og teorier. Han er ensidig selektiv i sin  litteratursøgning og i sin omgang med forskere og forskningstraditioner. Hans  litteratursøgning er utroligt snæver, ignorerende hovedtraditioner inden for de  sidste 30‐40 års omfattende amerikanske og engelske historieskrivning på  feltet. Denne angelsaksiske historieskrivning har været langt mere avanceret  end den franske og den tyske og også langt mere omfattende, men den er stort  set ignoreret af BJ. Min litteraturliste afspejler i sin korrektion til BJ’s utrolige  snævre ensidighed helt præcist dette forhold.  

Bent Jensen er snævert forankret i én eneste tradition, nemlig den i dag så  forældede og sønderkritiserede totalitarismeteoretiske tilgang og inden for  denne er han yderligere snævert orienteret. Bogen igennem støtter han sig  ensidigt til blot en 4‐5 forfattere, der alle mener det samme som han selv. Når  han overhovedet omtaler andre forfattere og traditioner, er det for at sværte  dem til. Det groveste eksempel her er, som dokumenteret, hans behandling af  den revisionistiske historieskrivning, der udgør hovedstammen i den nyere  forskning på Ruslands/Sovjetunionens udvikling. I nogle kapitler fortier han  helt revisionisternes forskningsresultater, fordi de ikke passer ind i hans teori, i  andre afsnit sviner han dem til og sammenligner dem med stalinister og neonazistiske historieskrivere. Er det en måde at føre en videnskabelig debat på?  

Bent Jensen forsvarer oven i købet i sit svar sin fremgangsmåde ‐ og med  en henvisning til Maurice Dobb. Ja, men det drejer sig slet ikke om Maurice  Dobb, der tilhører en ældre generation af forskere, men om hele den nyere  hovedtradition i forskningen på området. Og i øvrigt er det  argumentationsmåden som sådan, der er uacceptabel. BJ magter åbenbart  ikke at føre en sober faglig diskussion med forskere, der har en anden  opfattelse end ham selv. I stedet sviner han dem til. BJ går altid efter personen,  aldrig efter bolden.  

Som jeg har påpeget og dokumenteret er BJ også ensidig selektiv i relation  til temaer og problemstillinger, som på nogen måde kunne rokke ved hans  ensidige forklaring af revolutionen og Sovjetunionens udvikling ud fra en lille  gruppe personers ideer. Hele BJ’s fremstilling er som et slalomløb, hvor han  hele tiden søger at styre uden om besværlige data, emner, problemstillinger og  teorier.

Bent Jensen konfronterer i det hele taget aldrig sin teori med data, der  kunne modsige eller modificere hans teori. Data er for BJ tydeligvis blot  illustrationer til hans i forvejen udtænkte teori. For naturligvis har BJ en teori.  Alle forskere har en teori. Data taler ikke bare for sig selv.

Også kildernes vidnesbyrd er fortolket, de er fortolket forskelligt og  fortolkningerne er omstridt blandt forskerne. Men sådan ser det ikke ud for BJ.  I hans enfoldige positivistiske opfattelse taler kilderne ”for sig selv” og han  alene sammen med enkelte andre udvalgte ”hører” det rigtige svar. Derfor  også hans intolerance overfor andre forskere. De hører ”forkert” og han hører  ”rigtigt”. Vi andre, der er tyngede af kompleksiteten i forholdet mellem teori  og data, kan blot hertil sige: Det er meget godt at BJ forsker i arkiverne, men  det er dog pudsigt, at han altid kun finder bekræftelse på det han i forvejen  mente. Hans forsknings hovedkonklusioner synes at være givne på forhånd.  Kan det virkelig være god videnskab?  

BJ er heller ikke fair i sine referencer og henvisninger, som flere steder også  er sjuskede, ufuldstændige eller simpelthen manglende. Helt ned i denne  håndværksmæssige del af videnskaben kan man påpege alvorlige brist hos BJ.   BJ sammenblander endelig igen og igen videnskabelige teorier og  påstande og politiske udtalelser og proklamationer. Interessant nok kommer  BJ selv eksplicit ind på dette forhold, idet han indledningsvis erklærer: ”Der er  efter min mening intet nødvendigt spændings‐ eller modsætningsforhold  mellem moral og historieskrivning. De to kan derimod på frugtbar vis supplere  hinanden” (BJ, p 16). BJ har ret i, at forskere udmærket både kan forske og  fordømme begivenheder og personer, og stalinismen fortjener al mulig  fordømmelse. Men han glemmer, at forskeren samtidig må holde videnskab og  moral adskilt. Den moralske fordømmelse, og den kan bestemt være på sin  plads, må fremføres som det den er, nemlig netop en moralsk fordømmelse og  ikke igen og igen fremstilles som noget helt andet, nemlig videnskab.  

I BJ’s værk er der sket en stærk sammenblanding af politik/ideologi og  videnskab. Han synes selv at mene, at dette har været frugtbart for hans  forskning. Det er omvendt min påstand, at politik og ideologi i værket har taget  overhånd og forvredet historievidenskaben, således at BJ har bragt sig i et  anspændt forhold til samtlige de oven angivne grundnormer for videnskabelig  virksomhed. Det er det jeg påviser og dokumenterer i min anmeldelse og det er  den kritik han burde have forholdt sig til, i stedet for både her og i dagspressen  at svare igen på en anmeldelse med en rent personlig tilsvining af anmelderen.  Men det forholder sig tydeligvis således, at BJ hverken vil eller kan føre en  ganske almindelig faglig diskussion  

 

 

Useriøs drengevidenskab

Bent Jensen, professor, dr. phil. 

Med Curt Sørensen (CS) kan der ikke føres en faglig diskussion om de emner,  jeg behandler i bogen GULAG og Glemsel. Det har to årsager. Dels er CS  elementært uvidende om emnet, kildematerialet og store dele af den  forskningsbaserede faglitteratur samt ‐ grundet manglende kompetence ‐ ude  af stand til at sætte sig ind i disse ting. Dels er han indfanget i et net af  gammelt ideologisk vraggods, som yderligere gør det umuligt for ham at  forholde sig til den russiske tragedie, som fanatiske russiske marxister  forvoldte efter magterobringen i 1917.  

I sin aggressive og belærende ”anmeldelse” var han end ikke i stand til at  præsentere min bogs indhold, sigte og kildemateriale eller den omfattende faglitteratur på mange sprog, som den hviler på. I stedet leverede han et  ideologisk skoleridt tilsat lidt pseudofaglighed, som fik tankerne til at gå  tilbage til partiet Venstresocialisternes glansperiode anno dazumal, hvor CS  var leveringsdygtig i samme sager.

Hans replik til mit genmæle er så pinligt ubegavet, at man kun kan blive  forstemt. Ligesom i hans første, omfangsrige artikel vrimler det med  insinuerende og udokumenterede påstande om min person og mine motiver.  Jeg beskyldes for at fortie forskningsresultater, fordi de angiveligt ikke passer  ind i min ”teori”. Jeg fusker med mit arkivarbejde. Jeg kan end ikke det  elementært håndværksmæssige. Jeg ”sviner” de såkaldte revisionister til ”, CS  hævder, at jeg sammenligner dem med stalinister og neo‐nazister. Jeg ”sviner”  også CS til osv. osv. Hvis CS tog sig selv alvorligt, burde han for længst have  indklaget mig for videnskabelig uredelighed.

Om de revisionister, som bagatelliserer det kommunistiske regimes  forbrydelser, skriver jeg, at de kan sammenlignes med de revisionister, der  bagatelliserer nazismens forbrydelser. Begge sæt revisionister er dårlige  historikere, som anvender dårlig metode på dårligt kildemateriale for at få to  folkemordsregimer til at tage sig pænere ud. Det gælder både den ældre  generation, som Maurice Dobb tilhørte, og dem, der gjorde sig gældende i  1970´erne og 1980´erne. CS synes godt om dem, der bagatelliserer  kommunismens ugerninger, mens han fordømmer dem, der bagatelliserer  nazismens ditto. Det er en ideologisk vurdering, ikke en faglig.  

CS demonstrerer således endnu engang, at han ikke er i stand til at referere  det, jeg skriver, på en blot nogenlunde dækkende måde. I mit genmæle påviste  jeg en hel række lignende eksempler på, at han refererer groft misvisende. Alt  det lader han nu – som mine øvrige påvisninger ‐ klogeligt ligge. Alligevel har  han den frimodighed at belære mig om, at man skal være ”omhyggelig og fair”  i sine henvisninger!  

CS´ manglende evne til at læse indenad er fortsat imponerende. Og den  selvhøjtidelige alvorsmand er ligeledes helt døv for ironi. Det var ikke mig, der  pralede af at være kendt i det store udland. Det var CS.  

CS skal være hjertelig velkommen til at genbruge mine pointer og  formuleringer om ham. Det er morsomt at læse hans krampagtige forsøg på at  bilde læserne ind, at han er den store ekspert på området Ruslands historie.  Som jeg allerede var inde på i mit genmæle, består CS´s litteraturliste  udelukkende af engelsksproget litteratur tilsat en håndfuld danske titler. Han  mener, at den engelsksprogede har været mere ”avanceret” end den tysk‐ og  fransksprogede. Hvad ”avanceret” står for, får vi dog intet at vide om. Den var  som sagt avanceret på den måde, at den gik uden om de mørke sider ved  kommunismen og idealiserede andre sider. Hans udsagn viser, at han ikke aner, hvad der er foregået i især tysk Ruslandsforskning. Den store, seriøse  russisksprogede litteratur og det omfattende russisksprogede kildemateriale  nævner han af gode grunde slet ikke. Det er totalt lukket land for denne  ”ekspert”. Det svarer til, at en forsker ville gøre sig klog på Englands historie  uden at kunne læse engelsk.  

Men ikke nok med det. Titlerne i hans litteraturliste er opført hulter til  bulter; han skelner ikke mellem kilder, erindringer, forskningsoversigter og  fremstillinger. Flere af titlerne er ganske irrelevante (f. eks. Stefan Hedlunds  bog om Ruslands markedsøkonomi, Peter Reddaways om samme og Paul  Kennedys om stormagters storhed og fald). Tager man 1990 som  skæringspunkt, er der kun en 14‐15 titler fra de sidste 14 år, hvor kolossale  fremskridt i udforskningen af Ruslands historie i det 20. århundrede har fundet  sted på grund af realsocialismens sammenbrud. En af de ledende revisionister,  Sheila Fitzpatrick (som CS ikke kan stave til) er opført med sine 20‐25 år gamle  værker, da hun var værst – dvs. dårligst. Hendes nye værker fra 1990´erne, hvor  hun har forbedret sig og kommet til ny og realistisk indsigt om, at det  kommunistiske regime var totalitært, er derimod ikke nævnt.  

For 25 år siden var vi fire danske forskere, der udgav en forskningsoversigt  over studiet af Sovjetunionens historie. Den indeholder CS´ mølædte titler og  flere til. Men jeg er som forsker ikke forpligtet til at anvende forældet eller  dårlig faglitteratur. CS mener, at min ”litteratursøgning” er snæver. Det kan  han ikke have nogen mening om. Han er jo end ikke i stand til at læse en meget  stor del af titlerne på den faglitteratur og det kildemateriale, der optræder i  min litteraturliste på flere hundrede titler.

CS er meget glad for ordet ”teori”, som han heller aldrig definerer. Det  optræder 18 gange i hans replik. CS vil gerne lege rigtig videnskabsmand, der i  sit laboratorium afprøver teorier. Den slags er meningsløst uden for  naturvidenskaberne. Vi kender alle resultaterne af denne leg. Inden for  sovjetologien førte den til blindhed over for de mest åbenlyse og fundamentale  træk i det sovjetiske system ‐ træk som enhver med syv år i folkeskolen bag sig  kunne se. Flere af de forskere, der er opført på CS´ litteraturliste, benægtede  således endnu i anden halvdel af 1980´erne, at det sovjetiske system befandt  sig i dyb krise. Mens det sovjetiske sundhedsvæsen forfaldt og levealderen  sank dramatisk, fordi pengene gik til oprustning, skrev en revisionist om, hvor  fantastisk godt dette jammerlige væsen var.  

Han afslører med sin kunstige belæring om ”teori” og ”data”, at han ikke  har begreb skabt om historisk forskning. For fuldstændighedens skyld føjer jeg  til, at hans påstand om, at jeg intetsteds gør rede for mine grundlæggende  påstande, naturligvis også er falsk. Det gør jeg både i indledningskapitlet, i kapitel 2 og løbende bogen igennem. Endnu et eksempel på hans overtrædelse  af egen belæring om at henvise korrekt og fair.  

Igennem 35 år har man hørt – og CS kører fortsat rundt i denne forslidte  rille – at den såkaldte ”totalitarismeteori” var forældet. Det var for det første  ikke en teori, men et begreb der udsagde noget væsentligt om det sovjetiske  regimes totalitære ambitioner. Der var politologer som CS, der mente, at det  sovjetiske system ikke var totalitært, men pluralistisk – ja endda demokratisk.  Hvad der er skrevet af den slags vås er svimlende. Her fejrede de af CS så  beundrede revisionister store triumfer: Stalin var svag, og det var slet ikke ham,  der udløste terroren. De har dog for længst og klogelig opgivet dette. Men det  har CS endnu ikke opdaget.  

CS har den kedelige uvane, at han betegner enhver form for faglig kritik  som personlig tilsvining. Men jeg gør blot opmærksom på den dokumenterede  kendsgerning, at CS er inkompetent på området, og at han savner de mest  basale forudsætninger for seriøst at kunne beskæftige sig med emnet Ruslands  historie.

Han synes dog allernådigst, at det er i orden, at jeg arbejder i russiske (og  andre) arkiver. Det gør jeg for at finde kildemateriale til belysning af den  historiske virkelighed i stedet for at sidde og fedte med meningsløse ”teorier”.  Hans bemærkning om, at det er pudsigt, at jeg kun finder bekræftelse på det,  jeg i forvejen mente, er hårrejsende. Han har end ikke set, at langt hovedparten  af kildematerialet til GULAG og Glemsel er materiale, som andre forskere har  fundet.

CS sidder ved sit skrivebord og skriver mange fine ord: Teori,  teorikonstruktion, a priori, totalitarismeteoretisk, faglige normer, selektiv,  ”dynamisk forhold mellem teori og empiri”. Det lyder flot. Men hvordan han selv  kan etablere et ”dynamisk forhold” mellem teori og empiri, når han på grund af  sine manglende kundskaber ikke kender empirien og end ikke er i stand til at  sætte sig ind i den – dvs. det russiske kildemateriale og den russiske  faglitteratur, der bygger på dette materiale – er åbenbart en bagatel, som CS  helt har overset. Det er useriøs drengevidenskab.  

 

 

Admiral Rechnitzers maritime og politiske erindringer 1905 ‐ 40 udgivet og  kommenteret af Hans Christian Bjerg. København: Gyldendal Fakta, 2003. 464  sider, 399,00 kr.  

Interesserer man sig for Søværnets nyere historie og Danmarks  sikkerhedspolitiske situation i de seneste 100 år, er denne bog en perle. Hans  Christian Bjerg har i samarbejde med Gyldendal udgivet og kommenteret  viceadmiral Hjalmar Rechnitzers dagbøger. Ifølge Hans Christian Bjerg har  admiralen siden 1945 været den person i søværnet, man elskede at hade. Det  kan blandt andet skyldes, at personen Rechnitzer og hans ganske særlige  arbejdsvilkår måske kun er kendt af en mindre kreds, og det kan denne bog  rette op på.  

Dagbogen tegner et interessant billede af livet i marinen og navnlig af  forholdene omkring den øverste ledelse omkring Marineministeriet,  Marinestaben, Søværnskommandoen og relationerne til Folketingets partier  og de skiftende regeringers ministre. Dagbogsoptegnelserne er renskrevet i  perioden fra viceadmiralens afgang fra tjenesten i 1940 og frem til efteråret  1943. Den omhandler perioden fra 1905 til 1940. Hans Christian Bjerg har  udarbejdet fyldige noter samt et personregister. Som det fremgår af bogens  undertitel, handler den om tjenstlige forhold, og derfor indeholder den meget  begrænsede informationer om viceadmiralens personlige forhold, familie med  mere.

Rechnitzer blev født i 1872 og døde i 1953. Han havde en ganske  usædvanlig karriere. Efter Søofficersskolen deltog han i nogle år i opmålinger  omkring Island. Som yngre søofficer kom han til Marineministeriet, idet  ministeriet havde opdaget hans analytiske talent og evne til at formulere en  sikkerhedspolitik. I perioden fra 1905 og til udbruddet af Den første  Verdenskrig havde han stor indflydelse på indførelsen af flådens første ubåde,  idet han afløste den syge projektleder. Han fik i samme periode også  indflydelse på anskaffelse af fly til søværnet. Han fik tidligt øjnene op for  anvendelsesmulighederne i Marinen for såvel ubåde som fly. Det var på et  tidspunkt, hvor mange større mariner slet ikke var kommet i gang med  tilsvarende projekter. Han fik skaffet midler og personel til at indføre disse nye  systemer eller våbenplatforme. Hermed skaffede han Danmark et godt  teknologisk forspring, som man kunne drage nytte af, da verdenskrigen kom.  Rechnitzer havde, medens han arbejde sig op gennem ministeriets poster,  en vis tilknytning til partiet Venstre, og blev af partiet benyttet som taler ved  forskellige lejligheder, men det var fortrinsvis i tiden lige efter Den første  Verdenskrig.

Dagbogen beskriver blandt andet vilkårene for fiskeriinspektionen på  Færøerne, Island og Grønland. Rechnitzer deltog i et antal togter nordpå,  sommetider som ledsager for statsministeren eller forsvarsministeren. Hermed  får vi også beskrevet, hvorledes arbejdsvilkårene var for statsadministrationen  og de lokale myndigheder.  

Hvis man skal vurdere hans person og hans indsats ganske kort, så har han  i sin embedsmandskarriere manøvreret og skabt de kompromisser, som er  nødvendige, når militære krav, politisk vilje og økonomiske realiteter skal gå op  i en højere enhed. Rechnitzer udarbejdede sit eget forslag til en  forsvarsordning omkring 1931. Med den fulgte en meget interessant  sikkerhedspolitisk analyse, som en af datidens aviser fik lov til at trykke.  Analysen beskrev blandt andet Danmarks forhold i Østersøen i relation til  Tyskland, Storbritannien og Sovjetunionen.  

Hans forsvarsforslag nød ikke fremme. Herefter fulgte den ulykkelige 1932ordning, der med dramatisk effekt reducerede Søværnets mandskab, materiel  og muligheder. Det er lidet tillidsvækkende, når man efter Hitlers  magtovertagelse i Tyskland kan støde på en formulering som ”hvis Tyskland  mod forventning opruster” eller notere sig den store tillid til Folkeforbundets  muligheder for magtanvendelse over for en aggressorstat. Rechnitzer kom  også med forslag om en fælles ledelse af de to værn, sammenlægning af deres  flystyrker og et fælles ministerium, men det var tiden ikke moden til.  

Rechnitzer var en af de få, der havde analyseret den sikkerhedspolitiske  situation grundigt, og som vidste, at Danmark lå inden for Tysklands interesse‐  og sikkerhedssfære. Han vidste også fra sine personlige kontakter til skiftende  1st Sea Lords, at man ikke kunne hente militær støtte til Danmark fra  Storbritannien. Da den sikkerhedspolitiske situation for Danmark blev  forværret efter 1933, lykkedes det ikke at skaffe nævneværdigt flere midler.  Rechnitzer havde også gode personlige kontakter i den tyske flåde, og besøgte  blandt andet ganske kort før krigsudbruddet i 1939 den tyske flådechef,  storadmiral Eric Raeder. Den anden Verdenskrig begyndte som bekendt i  september 1939. Den 24. august 1939 tildelte den tyske ”fører” viceadmiral  Rechnitzer ”Storkorset af den tyske Ørn”, men underretning herom modtog  man først i Danmark over 3 uger senere, altså da krigen var godt i gang.  Tyskerne var meget glade for Rechnitzer, som var dem en nyttig mand, og  derfor kom Rechnitzer til at stå i et lidet flatterende lys efter den 9. april 1940.  Han har dog hele tiden bestræbt sig på at løse sin vanskelige opgave til  tilfredshed for den danske befolkning, det vil sige at holde Danmark uden for  krigen og sørge for, at krigen påvirkede det danske samfund så skånsomt som  muligt. Han var konsekvent i sin neutralitetspolitik, men selv om politikerne var enige i hans sikkerhedspolitiske analyse, så ønskede de – af økonomiske og  pacifistiske årsager – ikke at følge hans forslag om en stærk, men neutral flåde.  

En af årsagerne til flådens manglende modstand den 9. april 1940 var  formentlig, at Rechnitzer var en gentleman, og han troede, at det også gjaldt  de tyske søofficerer. Han forventede, at de kontaktede ham, såfremt Tyskland  ville have opfyldt krav, som havde relation til Søværnet og dets virke. Der er  ingen tvivl om, at Rechnitzer var en administrativ begavelse og en dygtig  embedsmand, men i relation til den 9. april kan man vel også betegne ham som  både godtroende og naiv. For god ordens skyld må det jo nok fastslås, at han jo  ikke var den eneste i Danmark, som fejlvurderede situationen, men han sad i en  nøgleposition, og han kunne have ændret på Danmarks lidet flatterende  indsats i forbindelse med selve besættelsen. Når man forbyder Søværnets fly at  foretage rekognosceringsflyvninger over Store Bælt den 8. april 1940 for ikke  at provokere tyskerne, er man måske gået lidt for vidt i sin neutralitetspolitik!  Rechnitzer tilbød at trække sig tilbage den 10. april 1940, men det afslog  marineministeren. Da 4 ældre søofficerer en måned senere meddelte  viceadmiralen, at han ikke længere nød søofficerskorpsets tillid, så trak han sig  tilbage.  

Efter læsningen står man tilbage med opfattelsen af, at Rechnitzer er en  ualmindelig loyal og retlinet embedsmand, men at han på det afgørende  tidspunkt, hvor situationen kræver mod og mandshjerte, så foretager en  fejlagtig vurdering. På den anden side må man give ham medhold i, at  politikerne havde arbejdet meget målrettet på ikke at opfylde Rechnitzers  anbefalinger om en stærk flåde til bevarelsen af den neutralitet, som alle  partierne gik ind for. Handlingerne ‐ eller rettere sagt de manglende handlinger  ‐ den 9. april 1940 ‐ kan man så vurdere som en konsekvens af den førte politik.  Selv om en dagbog jo kan være ensidig i sin skildring, virker denne dagbog  meget nuanceret og velformuleret, om end situationen i dagene op til  besættelsen kan give en nutidig læser anledning til at krumme tæerne i skoene.  Kongen, regeringen, Søværnet og Hæren var ikke gearet til krisestyring, som  det kendes i dag, og det var meget lidt, der var sat i værk for at skaffe  informationer om den politiske og militære udvikling i de kritiske dage.  

Dagbogen tegner et godt tidsbillede af perioden fra 1905 til 1940. Den  forklarer på udmærket vis den politiske baggrund for de forskellige  forsvarsforlig, materielanskaffelser og lignende. Desuden viser den et  interessant billede af livet i Marineministeriet og i Søværnet. Den er krydret  med en mængde anekdoter, små oplevelser og iagttagelser, som for eksempel  da Flåden i 1914 forlod København for at udlægge minespærringerne i Store  Bælt ved Verdenskrigens start. Københavns befolkning står ved Toldboden  med lommetørklæderne fremme. De fremmødte familier ved ikke, om de får deres kære at se igen. En af skibscheferne ser sin kone stå derinde og råber:  ”Hils børnene og betal ingen regninger!”  

 

Poul Grooss,   

kommandør, (pensioneret)  

Forsvarsakademiet,  

Institut for Militærhistorie 
 

 

Stephen E. Ambrose, Efter D‐DAG. Fra Normandiet over Ardennerne og Rhinen  til Hitlers fald, oversat af Ole Steen Hansen. København: Borgen, 2003, 551  sider, 399,00 kr.  

Det var med frygt og bæven, at jeg åbnede Efter D‐DAG. Normalt læser jeg  helst militærfaglig litteratur på originalsproget. Oversættelse stiller nemlig  ikke blot indgående krav til sprog, men også om militærfaglig forståelse. Det er  sjældent, at oversættere opfylder begge disse krav. Min frygt viste sig  begrundet. Oversætteren har gjort sig store anstrengelser for at fange den  militære terminologi, men det er desværre ikke lykkedes. For den uindviede  læser vil terminologien næppe volde problemer. For en hærofficer er det  imidlertid til tider vanskeligt at forstå meningen. Dette er f.eks. tilfældet p. 176,  hvor en bataljon forveksles med en division. Eksemplerne på oversættelsesfejl  er talrige: Rifle Company oversættes konsekvent som riffelkompagni,  Command Post som kommandopost, skydninger med artilleri kaldes  bombardementer osv. Min første anbefaling vil derfor være at læse bogen på  originalsproget.  

Bogen er en fortsættelse af D‐DAG, som omhandler forberedelsen og  gennemførelse af landsætningen i Normandiet. Den amerikanske titel er  Citizen Soldier. Denne titel afspejler bedre end den danske bogens indhold.  Formålet er at beskrive krigen fra soldaternes synsvinkel. Bogen er derfor en  samling af frontberetninger ‐ genfortællinger eller breve, som Stephen  Ambrose, hjulpet af sin søn, har indsamlet gennem en årrække. Læsere af  bogen Band of Brothers vil være bekendt med modellen. I Band of Brothers  holdes historien sammen af, at en bestemt enhed følges fra landsætningen i  Normandiet, gennem Frankrig til enheden slutter krigen i Berchtesgaden. I  Efter D‐DAG er der ikke samme linje. Indledningsvis følges operationerne  kronologisk og soldaternes historier anvendes til at illustrere krigens gang.  Senere anvendes et afsnit til at beskrive forskellige aspekter af soldaterlivet som f.eks. nætter ved fronten, luftkrigen osv. I den sidste del af bogen følges  operationerne igen kronologisk. Denne fremstillingsform reducerer forståelse  af en sammenhæng og medfører en lang række unødige gentagelser af  soldaternes oplevelse af kulde, ensomhed og frygt. En af de mere interessante  afsnit omhandler det amerikanske personelerstatningssystem. I afsnittet  beskrives formålet med systemet og overvejelserne bag det. Endvidere  gengives soldaternes oplevelse af processen fra de indkaldes til tjeneste i USA  og til de står i et skyttehul i Ardennerne. Systemet gik i korthed ud på at  erstatte enkeltpersoner og fastholde divisioner ved fronten.  Erstatningspersonel modtog ingen eller ringe funktions‐ eller  enhedsuddannelse inden de tilgik enhederne, hvilket medførte unødigt store  tab og en oplevelse af ensomhed blandt nytilgået personel.  

Ambrose kommer i øvrigt vidt omkring på den vesteuropæiske kampplads.  Således behandles et tysk angreb mod Maginotlinjen gennemført af den  navnkundige Hans von Luck i januar 1945. Det var for denne anmelder nyt, at  det rent faktisk lykkedes at etablere et gennembrud. Endvidere beskrives  gennemførelsen af luftlandsætninger i 24. marts 1945. Luftlandsætningerne  blev gennemført med 21680 amerikanske og britiske soldater, hvilket var mere  end antallet på D‐dag.

Bogen afsluttes med et efterskrift, hvori veteraners reaktioner ‐ flest  positive ‐ behandles og i et vist omfang besvares.  Hvor gengivelsen af soldaternes fortællinger er særdeles veldokumenteret,  fremstår den overordnede beskrivelse af operationernes forløb mindre  underbygget. Det er f.eks. tilfældet, når Ambrose hævder, at det tyske  modangreb ved Mortain var forudset af amerikanerne. I så fald kunne man  godt have advaret 30. division, som 5 timer før angrebet var gået i  beredskabsområde i området om Mortain efter at have lidt betydelige tab  under udbruddet ved St. Lo.  

Vinklen på bataljonsniveauet og niveauerne herunder gør nok bogen mest  interessant for yngre officerer og befalingsmænd, som har deres daglige  tjeneste i en underafdeling. Bogens styrke er netop beskrivelserne af  soldaternes oplevelser, og det forhold at også tyske veteraner er blevet  interviewet. Denne anmelder vil dog anbefale, at man i stedet læser Band of  Brothers på engelsk. Soldaternes oplevelser er de samme.

Major Lennie Fredskov Hansen  

Statsministeriet

 

Eliot A. Cohen, Supreme Command. Soldiers, Statesmen, and Leadership in  Wartime. New York: The Free Press, 2002, 288 sider, £17.99.  

I efteråret 2002 udkom Supreme Command. Soldiers, Statesmen, and  Leadership in Wartime, skrevet af Eliot A. Cohen, der er professor i strategiske  studier ved “The Paul H. Nitze School of Advanced International Studies” ved  Johns Hopkins University. Cohen har tidligere været ansat i det amerikanske  forsvarsministerium, hvor han var beskæftiget med policy‐planlægning.  Tidligere har han endvidere gjort tjeneste som efterretningsofficer i den  amerikanske hær. Listen over hans meritter er meget længere og tjener  egentlig udmærket til at beskrive en karriere, der har opfanget væsentlig  erfaring inden for området civile militære relationer. Alt i alt et ganske godt  udgangspunkt for bogens emne.  

Eliot A. Cohens bog handler om civile‐militære relationer. Dette velkendte  og på samme tid komplekse forhold beskrives og analyseres fra en anderledes  vinkel end oftest set. Bogen handler imidlertid også om ledelse i krigstid – eller  snarere om potentielle konflikter mellem to typer ledelse; den civile og  militære. Cohen afdækker således grundlæggende aspekter ved ledelse på det  strategiske niveau i krigstid.  

Bogens kerne er bygget op om fire tidligere statsledere; Abraham Lincoln,  George Clemenceau, Winston Churchill og David Ben‐Gurion, idet disse  personer synes udvalgt på det fælles grundlag, at de var store demokratiske  statsmænd, der alle agerede i krigstid, alle oplevede konflikter med deres  øverste generaler og alle sejrede. Beskrivelsen af de civile militære relationer er  således baseret på krigstidshændelser, og Cohens hypotese synes at være, at  for at lære hvordan statsledere leder ‐ og måske bør lede ‐ deres generaler i  krigstid, er det nødvendigt at studere det specielle ved den militære profession,  den særegne atmosfære i krig samt de værdinormer krigen frembringer. Cohen  antager, at disse forhold er unikke og ekstreme, og netop derfor vil frembringe  civile militære relationer, som er væsentligt forskellige fra de forhold, som  civile og militære personer måtte opleve i fredstid. Parallelt med denne  hypotese anvender Cohen Samuel Huntington’s klassiske værk fra 1956: The  Soldier and the State, som reference, hvor Huntington’s teori om den objektive  kontrol over de væbnede styrker, beskriver den situation, hvor den mest  hensigtsmæssige og effektive form for civil kontrol er den kontrol, der  maksimerer den militære professionalisme ved at isolere soldater (i bred  forstand) fra politik og samtidig give dem så fri en hånd som mulig i alle  militære spørgsmål.

Cohen anvender Huntington’s teori om den objektive kontrol som et  udtryk for den normale teori i civile‐militære relationer og mener, at den ideelt  set vil føre til begrænset civil kontrol (i positiv forstand) over egentlige militære  forhold. Udover at give direktiver eller ordrer til de øverste militære chefer vil  en statsleders for mange spørgsmål til taktik, specielle materielgenstande,  operationsplanlægning eller indblanding i udnævnelser på de lavere niveauer,  blive opfattet som utidigt og nærmest farligt.

Analysens problemstilling er, at de fire statsledere netop stillede alle disse  spørgsmål og mange flere, og ifølge Cohens analyse udgjorde dette netop  grundlaget for, at de alle opnåede succes. Analytisk kunne der ligge en svaghed  her. Selv med kun et overfladisk kendskab til de fire ledere, vil de fleste nok  hurtigt slutte, at de tilhørte en kategori for sig. Cohen mener da også, at de har  en del til fælles, hvilket muliggør en sammenligning af flere forskellige  ledelsessituationer i krigstid, og i forlængelse heraf en mulighed for at  generalisere. Han mener imidlertid også, at deres forskellighed, ikke mindst i  tid, muliggør en nærmere belysning af begrebet civile militære relationer i  krigstid igen med henblik på at kunne drage mere generelle konklusioner.  Ydermere mener Cohen, at da kun en af de fire statsledere er amerikansk,  nedbringes sandsynligheden for, at problemstillingen udelukkende bliver  tænkt igennem ud fra en amerikansk synsvinkel.  

Næste element i analysen er, at Cohen mener, at Clausewitz kan betegnes  som de fire statslederes fælles militære rådgiver. Ud fra personkarakteristikken  passer det fint med, at den velkendte Clausewitzianske tilgang til begrebet krig  synes uforenelig med den normale teori om civile militære relationer.  Clausewitz tolkes derhen, at det vil være legitimt for enhver statsleder at  involvere sig dybt i alle militære anliggender under krig. Selvom det ikke altid  vil være klogt af ham at gøre det.  

På det generelle niveau beskæftiger bogen sig i virkeligheden med den  tosidighed som civile militære relationer repræsenterer, og det er her bogens  rigtige styrke ligger. Civile militære relationer er ikke kun et spørgsmål om at  finde den rette formel for civil kontrol over de væbnede styrker. Det er i  særdeleshed også et spørgsmål om den gode civile ledelse af de væbnede  styrker i krigstid. Bogen giver læseren et godt indblik i og får vedkommende til  at tænke over korrekt, indsigtsfuld og rettidig dosering af den civile kontrol  snarere end omfanget af den civile kontrol. Det er dog ikke perfekt alt  sammen. De fire statsledere leverede også deres andel af fejltolkninger og  uholdbare strategiske planer. Var det ikke for deres generaler, der ikke uden  modargumentation lod sig instruere, kunne udfaldet af deres ledelse have  været markant anderledes end tilfældet blev – ja, nærmest en katastrofe,  skriver Cohen, der også mener, at et væsentligt fælles karaktertræk hos de fire statsledere var evnen til at tolerere at blive sagt imod og ændre opfattelse.  Supreme Command giver således ikke kun god indsigt i civile militære  relationer og civil kontrol over de væbnede styrker, men måske i endnu højere  grad indsigt i formulering og udøvelse af strategi.  

Bogen kan absolut anbefales. Den giver på en og samme tid Huntington’s  gamle værk nyt liv uden at kompromittere de velkendte teorier. Den er snarere  en udfordring, som giver fornyet indsigt i dette spændende emne. Om den  giver svaret på, hvordan man kommer fra fire udvalgte statsledere og deres  gerninger i krigstid til en fornyet opfattelse af civile militære relationer i  krigstid, vil jeg undlade at give mit bud på, men overlade til andre læsere af  bogen. Cohen giver i bogens sidste kapitler nogle gode bud med udgangspunkt  i en række konflikter med amerikansk deltagelse siden 1965.  

Ved anvendelsen af de fire cases i en beskrivelse af de civile militære  relationer opnås flere ting samtidig. Enhver interesseret i krigshistorie,  strategi, berømte statsmænd og deres ledelsesmetoder samt civile militære  relationer vil sidde med en interessant og detaljerig bog. Bogen henvender sig  dermed til en ganske bred kreds af ledelsesinteresserede, det være sig både på  det teoretiske og praktiske plan. Men specielt henvender bogen sig til både  civile og militære personer, der professionelt er optaget af konfliktpotentialet i  civile militære relationer.  

Bogen er ikke en teoribog, ikke en historiebog og heller ikke en  opslagsbog, men måske snarere lidt af det hele. Til trods for bogens kun ca.  250 tekstsider er den proppet med små interessante informationer samtidig  med at den får beskrevet bogens egentlige emne vældig godt ud fra en  alternativ tilgang. Et appendiks om teorien om civil kontrol er særdeles nyttigt,  hvis man har brug for at få forståelsesrammen for bogen skitseret.  Henvisningerne er omfangsrige, uden at de hæmmer muligheden for ’fri  læsning’.  

Om Cohens bog opnår samme klassiske status som ”The Soldier and the  State” er endnu alt for tidligt at spå om. Bogen følger imidlertid godt op på  Huntington’s teorier og indplacerer i bogens sidste del ”det nyvundne” i en  mere aktuel ramme. Supreme Command vil være et godt bud på obligatorisk  læsning for alle, der beskæftiger sig med civile‐militære relationer, hvad enten  det er teoretisk eller praktisk.  

Klaus Munk Petersen  

cand. polit., MA (War Studies) 
 

 

Anders Frankson & Niklas Zetterling, Slaget om Kursk. Historiens største  panserslag.  København: Aschehoug, 2003. 283 sider, 298,00 kr.  

Niklas Zetterling er forsker på Militärhögskolan i Stockholm og Anders  Frankson er redaktør. Begge forfattere har et ikke ubetydeligt forfatterskab  bag sig og har tidligere bl.a. fået udgivet et større værk om slaget ved Kursk:  Kursk 1943 – a Statistical Analysis. London: Frank Cass, 2000. Det er så afgjort  et værk for feinschmeckere, hvilket man ikke kan sige om den foreliggende  bog. Om den kan man sige, at det er et værk for læsere, der ikke kender  alverden til kampene på Østfronten 1941‐45. Hvis man er specielt interesseret i  Operation Zitadelle, som var det tyske kodenavn for operationen, skal man  begynde på side 144. Det er næsten som, når TV sender den halvårlige gyser  mellem FCK og Brøndby: Der er tre timers optaktsudsendelse og 90 minutter  fodbold.  

I forordet skriver forfatterne, at hensigten med bogen ikke blot er at  præsentere selve slaget, men også at indsætte beretningerne i en større  sammenhæng og give læseren et bredere billede af krigen på Østfronten.  Forfatterne besidder en imponerende detailviden, som de gerne vil formidle til  læseren, men derved får beretningen et kalejdoskopisk præg og sætter sig ‐  efter min opfattelse – mellem flere stole. Og der sidder man som bekendt  ubekvemt. Man søger at nå rundt om det hele: ”Derfor skildrer vi også slaget  fra soldaternes perspektiv ‐ for eksempel hvad der motiverede soldaterne i  kamp og hvordan livet i felten formede sig. Men vi beretter også om de  ansvarshavende officerers gøremål i alt fra enhedernes forplejning til ledelsen  af selve kampen. Vi behandler naturligvis også Hitler og Stalins strategiske  overvejelser forud for og under dette gigantiske slag.” Kort sagt, man vil det  hele; og det kan man som bekendt ikke, heller ikke dette forfatterpar.  

I forordet understreger man, at bogen også er et opgør med det officielle  sovjetiske billede af slaget og at omfanget af de udbredte fejlagtigheder er  større end først antaget. Det er en spændende og relevant indgangsvinkel,  men udfaldet af undersøgelsen drukner i detaljer og er præget af fravær af  analyse. Man kunne med rette have forventet, at man havde afsluttet bogen  med en perspektivering over dette tema. Det skal nævnes, at denne  indgangsvinkel er blevet grundigt analyseret i bogen Gezeitenwechsel im  Zweiten weltkrieg? Die Schlachten von Char’kov und Kursk im Frühjahr und  Sommer 1943 in operativer Anlage, Verlauf und politischer Bedeutung. Udgivet af Roland G. Forster på Verlag E.S. Mittler & Sohn, Hamburg 1996. Dertil  kommer, at man primært bygger på tysk arkivmateriale samt det amerikanske  Dupuy‐instituts bearbejdning af russisk arkivmateriale. Hvis man vil  banebrydende forskning på dette felt, må man nødvendigvis også kende det  russiske kildemateriale til bunds og ikke mindst det, der er blevet offentliggjort  efter 1991; det må man desværre konstatere, at forfatterne ikke gør, da de bl.a.  ikke har de sproglige forudsætninger, hvilket tydeligt kommer til udtryk i  bogen og dens referencer. I den forbindelse undrer man sig over, at den  sovjetiske Generalstabs studie over slaget ikke optræder i kilderne. Det er  oversat til engelsk og udgivet i 1999 af David M. Glantz og Harold S. Orenstein:  The Battle for Kursk 1943. The Soviet General Staff Study på Frank Cass,  London. Det er en kold og klam militær analyse, der blev gennemført i 1944,  blottet for enhver form for politisk retorik, og byggende på indberetninger og  krigsdagbøger fra de deltagende enheder. Men det er fint, at de ærligt  vedkender sig denne svaghed i modsætning til Anthony Beevors berømte  bøger om Stalingrad og Berlin, der hævder at bygge på det nyeste russiske  kildemateriale, men som stort set udelukkende refererer til velkendte og  gennemtyggede tyske kilder.  

Vi starter som nævnt med begyndelsen, Operation Barbarossa ‐ historiens  største felttog. Kapitlet beskriver bl.a. ganske indgående de sovjetiske og de  tyske væbnede styrker og deres materiel ved krigens udbrud samt  operationsplanlægningen på begge sider. I det følgende kapitel får vi kæmpet  os frem til Stalingrad, hvor afslutningen på en vis måde kommer til at hænge i  luften. Såvel her som i bogens afslutning virker det som om betydningen af det  tyske nederlag ved Stalingrad nedtones. Det har jeg meget svært ved at  acceptere, med mindre der fremføres vægtige argumenter herfor. Det er  imidlertid ikke tilfældet. I min optik blev rygraden i Wehrmacht knækket ved  Stalingrad og slaget ved Kursk var 2. halvleg, hvor tyskerne allerede havde  mistet det strategisk‐operative overtag. Problemet var blot, at de ikke havde  erkendt det endnu. Den sovjetiske sejr ved Kursk cementerede resultatet fra  Stalingrad.  

Det følgende kapitel beskriver livet ved fronten, i øvrigt et glimrende  kapitel (der dog ikke bringer noget egentligt nyt) og dernæst følger tre kapitler  om optakten til slaget, der bringer os vidt omkring med mange detaljer.  Endelig på side 144 oprinder den store dag, hvor slaget om Kursk  begynder, et slag, der varer fra 5. – 13. juli 1943. Det er for så vidt en god og  meget detaljeret beskrivelse af slaget. Det er blot et problem: De kortskitser,  der skal lette forståelsen, er få og mangelfulde. Det er derfor uhyre vanskeligt  at danne sig et overblik over kampene på baggrund af beskrivelser med  stednavne, der ikke eller kun i mindre omfang kan genfindes på kortskitserne og hvor styrkernes udgangspositioner ikke fremgår. Jeg måtte have fat i det  monumentale værk af David M. Glantz & Jonathan M. House: The Battle of  Kursk, London: Frank Cass, 1999, for at finde kortskitser, der kunne  understøttet teksten og i et par tilfælde måtte jeg ty til Den Sovjetiske  Militærencyklopædi, der jo næppe forefindes i alle hjem. Det er en af bogens  største svagheder og irritationsmomenter. Beskrivelsen af slaget slutter med  en kort, men dækkende gennemgang af den sovjetiske offensiv mod Orelfremspringet og det fjerde slag om Kharkov, som var den sovjetiske opfølgning  på Kursk‐slaget.  

Bogen har nogle glimrende tillæg om de tyske og sovjetiske kampvogne  med mange tekniske detaljer samt en fyldestgørende Order‐of‐Battle.  Som nævnt er dette en bog for de, der ikke kender så meget til kampene  på Østfronten. Den giver i så henseende et godt grundlag, om end ikke altid  lige velstruktureret og med en stor detaljerigdom. Efter min opfattelse har  forfatterne ikke gjort sig helt klart, om de ville skrive en populær bog for det  brede publikum, eller om den skulle have et mere videnskabeligt indhold. Man  lever ikke op til intentionerne, som de kommer til udtryk i forordet, om at  korrigere den officielle sovjetiske fremstilling. Det vil kræve en helt anden  analyse, end det er tilfældet her.

En afsluttende bemærkning: Der er tilsyneladende et nærmest umætteligt  behov for militærlitteratur på dansk. Det er glædeligt. Men jeg glæder mig især  til den dag, hvor der findes oversættere, der kender den militære  fagterminologi til bunds. I denne bog undgår vi tanks; men vi undgår ikke  larvefødder! Og der er mange andre horrible eksempler. På dansk taler vi ikke  om ledelse i forbindelse med kamp og da slet ikke i Hæren, men om føring (et  veldefineret begreb, som vi har overtaget fra det tyske Führung, som nok er  beslægtet med ledelse, men alligevel noget andet og mere). Kort sagt: ”There  is room for considerable improvement!”  

Generalmajor Karsten Møller  

Chef for Forsvarsakademiet

 

Birthe Hansen, Overmagt ‐ USA og Europa i det 21. århundrede. København:  Gyldendal, 2003, 312 sider, 248,00 kr.  

Birthe Hansen udkom i efteråret 2003 med sin seneste bog i sit ikke  uimponerende forfatterskab, som siden 1994 har resulteret i 13 bøger og  bidrag til bøger, der har cementeret Birthe Hansens position som et af danske  international politik‐forsknings bedste kort på Mellemøsten og forholdet  mellem Europa og USA. Birthe Hansen har i tidligere bøger været en af de  danske hoveddrivkræfter bag udviklingen af teoretiske modeller til forklaring  og forståelse af de særlige vilkår, som international politik udformes og  udspiller sig under i et unipolært internationalt system, hvor USA som  udgangspunkt betragtes som hegemon ‐ som dominerende ene‐supermagt.  Denne videretænkning af den neo‐realistiske tradition til også at kunne favne  systemanalyse udover den bipolære virkelighed, som traditionen opstod i i  slutningen af 70’erne, blev i 90’erne kritiseret for at ignorere stormagter som  Rusland, Kina og Europa som internationale aktører, der skulle kunne  udbalancere USA i en multipolær verdensorden. Denne kritik er forstummet  efterhånden som virkeligheden har tegnet sig stadigt tydeligere for enhver, og  Birthe Hansens bidrag til at forstå hegemonens vanskelige strategivalg mellem  maksimalisme og minimalisme på den ene side og de øvrige mindre aktørers  problem med at udforme en politik, hvor man forholder sig til USA’s  dominerende magt på den anden, fremstår således som meget nyttig læsning  for alle, der interesserer sig for udenrigs‐ og sikkerhedspolitisk strategi i det  nære historiske perspektiv og i fremtiden.  

Bogen Overmagt ‐ USA og Europa i det 21. århundrede tager afsæt i  erkendelsen af den unipolære virkelighed, og giver på denne baggrund en  særdeles overskuelig oversigt over sikkerhedspolitikkens udvikling fra  afslutningen af Den Kolde Krig til krigen i Irak. Denne samlede fremstilling har  værdi i sig selv, men det væsentligste bidrag i bogen findes i fremstillingens  systematiske diskussion af USA, EU’s og Danmarks politik i en periode, hvor  centrale europæiske aktører har haft ganske store vanskeligheder ved at  udforme strategier, der har kunnet korrigere USA’s udenrigs‐ og  sikkerhedspolitik og samtidig undgå at optræde så massivt i opposition til  supermagten, at USA måtte vælge blot at ignorere dem. Bogen er tillige  skrevet i et sprog og en form, der gør den særdeles læsevenlig for et bredt  publikum Sproget er karakteristisk ved konsekvent at undgå tunge teoretiske  begreber, uagtet at analysen anvender en ganske skarp teoretisk stringens.  Formen er karakteristisk ved, at forfatteren anvender de store og alment  kendte sikkerhedspolitiske begivenheder som trædesten for analysen.  

Med udgangspunkt i en kort analyse af unipolens principielle karakter,  USA’s konkrete karakter og arven fra Den Kolde Krig gennemtænker  forfatteren således den første Irakkrig og den tidligere præsident Bush´s  ambition om at etablere en ny verdensorden efter Den Kolde Krig baseret på bred international accept og samarbejde. Irakkrigen er i bogens optik  kendetegnet ved at være det første massive symptom på den minimalisme fra  supermagtens side, der følgelig var karakteristisk for de to Clintonregeringer,  hvor ene‐supermagten forsøgte at skabe et smidigt internationalt samarbejde  især i forholdet til det gamle Europa og Rusland, og til de ”nye” østeuropæiske  lande i særdeleshed med udvidelsen af NATO. Den næste store begivenhed,  der analyseres, er Jugoslavien og de fatale konsekvenser, der fulgte af, at den  europæiske civilmagtsstrategi kom til kort.  

Bogen diskuterer herefter de amerikanske ambitioner om at etablere et  strategisk missilforsvar, der blev bragt tilbage på den internationale dagsorden  i Clintonregeringens sidste dage, og som blev den første store splittelse  mellem det gamle Europa og USA. Uenigheden om missilforsvaret bruges som  trædesten til en analyse af begivenhederne 11. september 2001, der bortset fra  den indledende opslutning om den angrebne supermagt afslørede nogle af de  fundamentale forskelle i det europæiske og det amerikanske strategiske  tankesæt. Hvor Europæerne er tilbøjelige til at se terrorisme som et symptom  på dybereliggende Nord‐Syd ulighedsproblemer, ser amerikanerne terrorisme  som et problem i sig selv, der kan bekæmpes direkte. Hvor det netop ville være  alt for simplistisk at tilskrive denne forskel entydig afgørende vægt, ser  forfatteren på begge sider af Atlanten er en vis forståelse for den anden parts  analyse og en accept af behovet for at forlige to analyser. Terrordagsordenen  gøres til genstand for en nøjere analyse bl.a. af mellemøst‐ og  Palæstinaproblematikken, hvilket i fremstillingen tjener som udgangspunkt for  analysen af Irakkrigen, dens baggrund, dimensionerende faktorer og  konsekvenser. Forfatteren fokuserer naturligt på den europæiske splittelse i  valget af strategi i forhold til den stadigt mere maksimalistiske supermagt. Og  det er præcist heri, forfatteren ser et væsentligt symptom på et skift i den  systemiske internationale politiske virkelighed efter Den Kolde Krigs  afslutning. Hvor den nye verdensordens første fase i høj grad var kendetegnet  ved en minimalistisk præget strategi på USA’s side, er den anden, nye fase  kendetegnet ved langt højere grad af maksimalisme, hvor USA i langt mindre  grad end tidligere søger tilslutning og samarbejde og i langt højere grad søger  selvstændigt at påvirke den globale sikkerhedspolitiske udvikling med  udgangspunkt i at forsvare og styrke sin hegemoniske position.  

Fremstillingen er generelt præget af en læsevenlig og struktureret  systematik, hvor samtlige afgørende internationale politiske begivenheder  analyseres i en amerikansk, en europæisk og en dansk optik. Det er således let  for læseren at danne sig et overblik over forfatterens centrale argumenter og  pointer. Bogens afsluttende perspektivering repræsenterer en nuanceret  diskussion af hegemonens vanskelighed ved at bevare sin særstilling på den ene side og en anbefaling af en styrkelse af EU’s udenrigs‐ og  sikkerhedspolitiske profil til at kunne balancere og korrigere den dominerende  supermagts strategi og politik i mere minimalistisk retning ‐ men forsigtigt så  Europa ikke risikerer en omkostningsfuld afkobling i forholdet til USA. Netop  heri består udfordringen i udformningen af en fælles europæisk profil i  international politik i det 21. århundrede.  

Bogen har generelt og særdeles berettiget fået en flot modtagelse i  dagspressen, idet dog Dagbladet Information i en meget nedladende og lidet  seriøs anmeldelse den 1. december 2003 gjorde sit til at genoplive mistanken  om, at der blandt traditionelle post‐68 USA‐kritikere stadig eksisterer en  illusion om, at man kan få den systemiske virkelighed i international politik til  at gå væk ved at lade som om den ikke eksisterer. Til de, der hverken har læst  Informations anmeldelse eller bogen Overmagt, skal anbefalingen lyde: Lad  være at læse Informations anmeldelse læs derimod bogen. Den er  fremragende.  

Ole Kværnø  

Chef for Institut for Strategi  

Forsvarsakademiet 
 

 

Jon Latimer, El Alamein. Briternes sejr over Rommel i Afrikas ørken 1942.  København: Borgen, 2003. 520 sider; 399,‐ Kr.  

Jon Latimer har gjort tjeneste i den engelske hær og skrev i 2002 bogen El  Alamein. Denne udkom i dansk oversættelse ved forlaget Borgen sidst i 2003.  Forfatteren har foretaget en særdeles omfattende research og har benyttet en  omfattende samling personlige breve og dagbøger, der har muliggjort en  beskrivelse af de almindelige soldaters liv ved fronten ved El Alamein. Han har  også anvendt en række af klassikerne om anden verdenskrig i almindelighed og  om ørkenkrigen i særdeleshed, hvilket bevirker, at han er i stand til behændigt  at skifte mellem krigens niveauer. Han har formentlig skrevet en fremragende  bog, men det er egenhændigt lykkedes de to oversættere Hans Christian  Dahlerup Koch og Grete Teglbjærg med deres amatøragtige oversættelse at  slå bogen helt ihjel. De er sikkert kompetente, men en bog, der omhandler en  stor militær operation kan ikke oversættes uden at man har et basalt kendskab til militært engelsk. Militære fagfolk kan anvende gloser, der er svært  tilgængelige for ikke‐fagfolk og oversætterne bør derfor ofte omskrive  fagudtryk til alment forståelige udtryk, men når oversættelsen, isoleret set, er  uforståelig eller meningsforstyrrende er resultatet en eklatant katastrofe. En  kompetent tekstforfatter kunne have reddet bogen, men en sådan, har  tydeligvis ikke været involveret.  

Bogen er indholdsmæssigt på 412 sider og indledes med en oversigt og en  vistnok udmærket redegørelse for den operative ramme og for de  begivenhederne, der førte til slaget ved El Alamein. På dansk er de første 116  sider de mindst ringe. Men allerede i det efterfølgende kapitel om Malta og  denne Middelhavsøs vitale rolle for ørkenfelttoget, træder oversætterne i  karakter og begynder deres meningsforstyrrende arbejde. Jeg giver et kort  eksempel: ”.. flotillen bestod af, var imidlertid ikke beregnet til operativ  anvendelse, men var ”legetøjsmus”, der blev brugt af overfladeskibene til  træning i bekæmpelse af ubåde”. (p. 120) Udover at vi formentlig taler om en  eskadre forekommer det sandsynligt, at ordet ”decoy” her er oversat til  ”legetøjsmus”, hvilket kan virke en smule meningsforstyrrende. Jeg skal  undlade at gå i detaljer med dette kapitel som beskriver konvojernes forsøg på  at bringe forsyninger til øen og som formentlig er læseværdigt i den engelske  udgave, men giver blot en enkelt prøve: ”Folkene ved luftværnskanonerne  troede, der var tale om venlige maskiner, så de …” (p.128), Snøft!  

Bogen igennem optræder materielgenstande med egen vilje: ”mens de  amerikanske B‐25 Mitchells med jævne mellemrum stillede med den gruppe på  18 bombemaskiner..”(p. 155), ”Vores bombemaskiner fløj i tætte formationer,  ret lavt og med en ærefrygtindgydende beslutsomhed” (p. 270) og ”Den Bofors  luftværnskanon, vi havde med fandt pludselig frem til, hvor maskingeværet  befandt sig, så den affyrede fem skud mod det”. (p. 276) Også nogle af  enhederne forstår at føre sig frem med en vis ”fingerspitzen gefül”, idet  ”Klokken 0715 iværksatte 15. Panzerdivision forsigtigt sit første, lokale  modangreb” (p.271), en lille forsigtig panserdivision – det går jo godt..

Oversætterne mener tilsyneladende at det engelske ord ”training” på  dansk betyder træning, hvilket har en vis relevans, når forfatteren beskriver  soldaternes fysiske træning, men når vi nærmer os de overordnede områder:  ”udrustning, ledelse og træning”. (p. 172) kunne man jo have overvejet at  anvende ordet ”uddannelse”, for slet ikke at mene at et lille ”materiel og  udrustning” måske ville have været bedre end blot ”udrustning”. Men når vi  nævner: ”Ottende Armés Træningsmemorandum nr. 1” (p.173) ville ordet  ”uddannelse” kombineret med ”direktiv” nok have været mere anvendeligt.  

”H‐hour” altså klokken H, oversættes konsekvent med ”H‐Timen”, hvilket  giver begrebet en helt ny dimension, når det læses: ”lade som ingenting indtil H‐Timen”. (p. 228) og ”beskydningen før H‐timen”. (p.241). Af andre  interessante hjemmestrikkede oversættelser kan nævnes: ”proviantbyrden –  de mange munde, der skulle mættes” (p. 209), der sammen med  ”Kommunikationsbyrden – både den administrative og den operative – var  enorm”. (p.211)

Læseren præsenteres videre for en lang række af interessante enheder,  hvor jeg blot skal nævne et par: ”46. Feltopmålingskompagni” (p.227) som bl.a.  rådede over ”Mundingsblink‐observatørerne (p.228), ”7. Feltdeling” (p.251),  ”Ingeniørers 8. Feltkompagni” (p.258), ”1./ 2. Feltstyrkebataljon” (p.258), ”6.  Feltkirurgenhed” (p.266), ”to riffelbrigadebataljoner” (p.269), ”en  minefeltkampstyrke” (p.269), ”7. Felteskadron” (p. 271), ”Lastvognsinfanteris  brigadehovedkvarter” (p.273).

Endelig er det lykkedes oversætterne at skabe ny grænseoverskridende  litteratur, jeg bringer lige et par stykker: ”Han lignede en genialt poserende  figur af voks, for hans stilling antydede et pludseligt anfald af desperation, en  orgasme af smerte ” og lidt senere i samme afsnit ”Billedet fortalte en historie,  som man siger – det fyldte mig med nytteløs medlidenhed”. (p.278) og  ”Næsten højtideligt nærmede de sig målet på ret køl og kurs, kastede de deres  grufulde last af bomber, og drejede atter højtideligt bort. Det gjorde et  umådeligt indtryk”. (p.270) og endelig ”Deres sygeplejersker så også smartere  ud og blev passet bedre på. På sin første tur, og længe før man kunne se Afrikas  kyst fra dækket af hendes hospitalsskib (der næsten sejlede i fast rutefart fra  Neapel til Benghazi, Tobruk og Matruh), stod hun oppe på dækket, hvor den  varme vind blæste ud fra kysten, mens de sårede blev hejst op i store net og  opdelt efter rang og sværhedsgraden af deres skader”. (p.268). Udover at  Neapel hedder Napoli, på dansk, taler sætningen for sig selv og repræsenterer  på værdi vis indholdet af bogen. Jeg har ikke orket at fortsætte, eksemplerne  er uendeligt talrige.  

På omslaget anføres, at slaget om El Alamein grundlæggende var ”et  ”soldaterslag” hvor infanterister, artillerister, mineryddere,  kampvognsbesætninger, flyvere og støtteenheder kæmpede på klods hold i en  malstrøm af forvirring, varme, sand, røg, støj, støv, fluer og blod”.  Oversætterne har helt i tråd hermed skabt et værk, der som slaget, fremstår  som en malstrøm af forvirring, kaos og, for menigmand, en følelse af at være  vidne til noget helt nyttesløst. Jeg kan kun opfordre til at købe bogen – på  engelsk, idet ikke engang oversætterne har formået at ødelægge indtrykket af,  at Jon Latimer har skrevet en bemærkelsesværdig bog.  

Oberst Lars R. Møller  

Chef for 1. Sjællandske Brigade

 

 

Joachim Lund (red.), Partier under pres – demokratiet under besættelsen.  København: Gyldendal, 2003. 376 sider, 298,00 kr.  

Dette er endnu en bog om besættelsestiden ‐ et emne, som synes nærmest  uudtømmeligt, hvilket er meget forståeligt, eftersom denne periode er den  mest dramatiske i det 20. århundredes danmarkshistorie. Det særligt  interessante ved denne bog er, at den tager et nyt delemne op, nemlig de  politiske partiers forhold til den demokratiske styreform, og at den er skrevet  af en kreds af yngre historikere, der er født efter besættelsen ‐ den ældste i  1950 og den yngste i 1972. Partiernes forhold til demokratiet behandles således  af historikere, som med helt friske øjne kan analysere, hvordan det danske  demokrati overlevede den tyske besættelse. Demokratiet opfattes her, som  det gerne er tilfældet i såvel den videnskabelige litteratur som den offentlige  debat, forholdsvis snævert som det repræsentative demokrati og de politiske  partier, der er repræsenteret på Rigsdagen. Demokratiet og partisystemet  bliver to sider af samme sag. Et underliggende tema er i den forbindelse, om  besættelsestidens begivenheder var en parentes i danmarkshistorien, eller om  de fik varige konsekvenser for den demokratiske styreform og partisystemet.  Bogens indledende og afsluttende kapitel søger derfor at sætte de fem  besættelsesår ind i en større sammenhæng ved henholdsvis at fremstille  baggrunden for partiernes adfærd ud fra den forudgående mellemkrigstid og  konsekvenserne for partisystemet i efterkrigstiden helt op til vor tid.  

De danske politiske partier var fra 1940 til 1945 under dobbelt pres, såvel  indefra som udefra. Den 9. april 1940 brød den danske neutralitetspolitik  sammen. Tyskerne gennemførte en ”fredsbesættelse” med henblik på at  forsvare Danmark militært, hvad landet åbenbart ikke selv formåede, og  dermed sikre sin nordflanke mod angreb fra de allierede. København blev for  første gang nogensinde besat af fremmede tropper. Den socialdemokratiskradikale regering søgte efter kapitulationen at holde tyskerne fast på deres  løfte om ikke at antaste Danmarks politiske uafhængighed og territoriale  integritet (at Sønderjylland som en del af Danmark ikke blev anfægtet). Der  blev etableret en enestående ordning, hvor forholdet mellem Danmark og Tyskland fortsat skulle foregå mellem landenes udenrigsministerier som  mellem to suveræne stater, og den danske regerings mål blev at skærme  befolkningen og det politiske system mod overgreb, mod tysk vilkårlighed og  mod sammenbrud af fødevareforsyningen. Regeringen søgte straks at etablere  en samlingsregering ved at invitere de to store oppositionspartier, Venstre og  Det konservative Folkeparti, med i regeringen med kontrolministre uden  porteføljer. Efter nogen tøven accepterede Venstre og konservative at være  med i en politisk våbenhvile. Man etablerede et ”Rigsdagens  Samarbejdsudvalg i daglig tale kaldet ”Nimandsudvalget” ‐ bestående af  regeringspartierne og Retsforbundet. Her kunne man drøfte problemerne,  uden at antidemokraterne (nazisterne og kommunisterne) og  besættelsesmagten lyttede med. Den 8. juli 1940 blev der dannet en egentlig  samlingsregering med proteføljer til alle. P. Munch gik af og blev erstattet af  Erik Scavenius som udenrigsminister.

Samlingsregeringen gik fra den ene krise til den anden. Det interne  sammenhold blev gang på gang sat på prøve gennem stadigt mere omfattende  tyske krav, og efterhånden som en endelig tysk sejr blev mindre og mindre  sandsynlig, mistede regeringen tilslutning i den danske befolkning. Endnu ved  folketingsvalget i marts 1943 opnåede samarbejdspartierne 94,5 % af de  afgivne stemmer med en rekordhøj valgdeltagelse på 89,5, men man skulle  helt frem til juli 1943 ‐ hvor de allierede gik i land på Sicilien, Mussolini faldt og  tyskerne tabte panserslaget ved Kursk ‐ før forventningen om en allieret sejr  syntes inden for rækkevidde. Dette var baggrunden for auguststrejkerne og  for, at regeringen ophørte med at fungere den 29.august. Den kunne ikke  længere opretholde ro og orden i landet og kunne ikke acceptere de tyske krav  om dødsstraf for sabotage. Dermed havde den danske modstandsbevægelse  opnået sit første mål: at få det officielle Danmarks forhold til Tyskland afbrudt.   For de demokratiske partier var presset fra besættelsesmagten konstant  nærværende, og truslen om en pludselig tysk aktion, der kunne åbne vejen for  de danske nazisters magtovertagelse eller et direkte militærstyre, hvilede  konstant på de danske politikere, der søgte at opretholde det parlamentariske  system længst muligt.  

Bogen handler om, hvordan de danske partier ‐ såvel de samarbejdende  som modstandene af samarbejdet ‐ reagerede på den danske  modstandsbevægelse, der udviklede sig under besættelsen, og på de stadigt  skærpede tyske krav. De enkelte kapitler behandler partierne et for et, først de  samarbejdende partier, derefter de partier, der ikke deltog i dette samarbejde,  således at der er en forfatter på hvert parti og kapitel. Til slut diskuteres så  besættelsestidens ”virkningshistorie” ‐ om partiernes erfaringer under  besættelsen var en parentes, eller om disse erfaringer fik varige konsekvenser.

Medens partisystemet hurtigt fandt tilbage til det kendte mønster med de fire  gamle partiers dominerende stilling, fik besættelsestiden afgørende betydning  for udenrigspolitikken, for styreformen og for forholdet mellem befolkningen  og dens valgte ledere.  

Hvad udenrigspolitikken angår, gjorde partierne ‐ specielt  Socialdemokratiet og de radikale ‐ op med neutralitetspolitikken og  forestillingen om, at det var umuligt at forsvare landet militært. Vejen blev  banet for Danmarks medlemskab af Atlantpagten og de militære forpligtelser,  som dette medlemskab indebar. Desuden betød erfaringerne under  besættelsen, at det repræsentative demokrati blev accepteret fuldt ud af den  politiske højrefløj, som endnu i 1930’erne havde haft sine forbehold over for  demokratiet og viste ringe modstand over for fristelser fra autoritære  bevægelser. Den brede enighed om styreformens grundlæggende principper  gjorde det muligt at gennemføre den demokratisering, der skete med  grundloven af 1953 med afskaffelse af Landstinget, eksplicit anerkendelse af  det parlamentariske princip, nedsættelse af valgretsalderen, flere muligheder  for folkeafstemninger m.v. Hvad der ikke kunne lade sig gøre før besættelsen (i  1939), kunne efter. Endelig peges der på, at modstandsbevægelsen gav  grobund for en stadig folkelig skepsis over magthaverne ‐  ”modstandsfortællingen” ‐ som siden har sat grænser for de valgte politikeres  råderum. Selv om der er bred enighed om den danske styreform som et  repræsentativt demokrati, må de valgte politikere holde sig inden for ret  snævre grænser. En folkelig modstand kan når som helst mobiliseres, når  politikerne træder over stregen. Det viste sig i december 1973, hvor det  traditionelle partisystem brød sammen, det har vist sig gennem EF/EUmodstanden, hvor to folkeafstemninger er gået regering og Folketing imod, og  det har senest vist sig på udlændingeområdet, hvor politikernes manglende  lydhørhed er blevet straffet med en betydelig fremgang for Dansk Folkeparti  ved folketingsvalget i 2001. At statsministeren ved 60‐årsdagen for den 29.  august søgte at tage denne folkelige modstand mod den politiske klasse til  indtægt, bliver elegant karakteriseret som ”en ganske interessant stamtavle  for en erklæret liberals historiesyn” (p. 363).  

Bogens redaktør tilkendegiver, at forfatterne hverken kan eller vil hævde  værdifrihed og politisk neutralitet, og det siges eksplicit, at der ikke er tilstræbt  nogen fælles holdning i forfattergruppen (p. 19). Denne frihed for forfatterne  viser sig – meget forståeligt – ved, at de samme begivenheder omtales gang på  gang fra de forskellige partiers synsvinkel. Disse gentagelser virker ikke  trættende, men bidrager tværtimod til stadig mere nuancerede syn på  partiernes adfærd. Til gengæld medfører denne frihed for forfatterne en  inkonsekvent anvendelse af de centrale begreber ”forhandlingspolitik” og ”samarbejdspolitik”. Partierne kan således både ”samarbejde” indbyrdes for at  forsvare demokratiske principper og danske interesser over for  besættelsesmagten, og de kan ”samarbejde” med tyskerne for undgå det, der  er værre. Nogle gange kaldes den sidstnævnte aktivitet for ”samarbejde” (for  eksempel pp. 37‐38, 46‐47, 57, 71, 87, 246, 270, 315, 348 og 357) eller endog  ”kollaboration” (pp. 159‐60), andre gange for ”forhandling” (for eksempel pp.  78, 121, 262 og 341) og enkelte gange begge dele (pp. 28 og 35).  

Hans Kirchhoff har peget på, at begrebet ”forhandlingspolitik” blev  formuleret af Erik Scavenius og indeholder en karakteristik af det dansk‐tyske  forhold som en neutral forhandlingsmekanisme, hvor der fokuseres på den  danske statsinteresse i at undgå krigens ulykker og fastholde så meget af  suveræniteten som muligt. Begrebet ”samarbejdspolitik” blev derimod  udviklet i den illegale presse i agitationen mod regeringen og Rigsdagens  politik. Der ligger i begrebet, at denne politik i praksis var en hjælp til tyskerne,  og at den ikke altid blev presset frem, men at den blev ydet frivilligt. Begge  begreber er værdiladede ord og anvendes ofte i flæng, men ”benyttet bevidst  signalerer de to begreber hvor forfatteren står i spændingsfeltet mellem  regerings‐ og modstandssynspunktet.”1  

 

Hans Kirchhof foretrækker at tale om ”samarbejdspolitik” og endog om  ”kollaboration”, idet han fremhæver de politiske konsekvenser og politikkens  manglende neutralitet på grund af såvel de interne som eksterne  omkostninger. Derimod ser han tilsyneladende stort på den begrebsmæssige  klarhed og anvendelighed. Et samarbejde forudsætter således et fælles mål for  de samarbejdende parter, og et samarbejde forudsætter desuden, at det  indgås frivilligt. Hvis der ikke er tale om, at forholdet er frivilligt, men derimod  et resultat af tvang og uomgængelighed, er der ikke tale om samarbejde, men  om ensretning, hvis det retter sig mod fælles mål, og om forhandling, hvis der  varetages forskellige mål. Figur 1 kan tjene til at fremme en begrebsmæssig  afklaring.  

De danske politikere havde i realiteten ikke noget valg den 9. april 1940, men  klamrede sig til det halmstrå, som tyskernes memorandum til den danske  regering indeholdt. Danskerne og tyskerne havde helt forskellige  målsætninger. Danskerne ville forsvare det danske parlamentariske demokrati,  medens tyskerne ville denne styreform til livs. De accepterede den kun for at  opnå flest mulige fordele med hensyn til leverancer af fødevarer og andre  danske produkter for de mindst mulige omkostninger, såvel økonomisk som  militært. Den danske forhandlingspolitik gik under disse omstædigheder ud på,  som det hedder i regeringserklæringen den 9. april 1940, ”at holde  besættelsesmagten fast på dens løfte om ikke at antaste Danmarks politiske  uafhængighed og territoriale integritet.”  

Fastholdes en sondring mellem en påtvunget forfølgelse af forskellige mål  ‐ forhandlingspolitik ‐ og et frivilligt samvirke om realiseringen af fælles mål ‐  samarbejdspolitik ‐ kan man også på en langt mere systematisk måde anvende  disse begreber til at indplacere de danske partiers politik under besættelsen,  som angivet i figur 2. De fire regeringspartier og Retsforbundet var netop enige  om at ville forsvare det parlamentariske demokrati og dets troværdighed mod  anslag fra autoritære kræfter fra såvel højre (nazismen) som venstre  (kommunismen). Dette var helt centralt for Socialdemokratiet (p. 23) og de  radikale (p. 88), men også for de konservative, selv om nationale hensyn ofte  stillede dem i et dilemma (pp. 36 og 111), og for Venstre, selv om dette parti  også varetog dets kernevælgeres kontante økonomiske interesser (pp. 36 og  158‐59). Og for Retsforbundet var samarbejde mellem de demokratiske  politiske partier nærmest en del af partiets ideologi (p.192).  

Blandt de øvrige partier støttede de danske nazister (DNSAP) ikke blot  forhandlingspolitikken over for tyskerne, men gik videre i et egentlig  samarbejde, først og fremmest ved at hjælpe med at hverve danskere til tysk  krigstjeneste (pp. 270‐71). Også Bondepartiet støttede regeringens politik over  for tyskerne, men blev ikke taget alvorligt af de øvrige partier som et parti, der  kunne inddrages i et samarbejde om at forsvare demokratiet (p. 316). Medens  DNSAP og Bondepartiet gerne ville, men ikke fik lov til at blive inddraget i  samarbejdet mellem de demokratiske partier, så afviste DKP både før den 22.  juni 1942 (p. 233) og efter (p. 240) at indgå i et samarbejde med de andre  partier på Rigsdagen. Partiet blev forbudt og blev ledende i den væbnede  modstandsbevægelse blandt andet med det politiske motiv at drive en kile ind i  de officielle dansk‐tyske forbindelser. Sabotagen kan netop ses som en faktor,  der gang på gang fremprovokerede diplomatiske kriser i forholdet til Tyskland  (p. 246). Også Dansk Samling afviste at forsvare demokratiet sammen med de andre partier på Rigsdagen. Partiet repræsenterede i 1940 et  antiparlamentarisk alternativ til de samarbejdende partier (p. 208). Dansk  Samling ville hverken forhandle med tyskerne eller samarbejde med de andre  partier, men blev efterhånden inddraget i den illegale modstandskamp og blev  en af de bærende organisationer i Frihedsrådet (pp. 218‐19).  

Selv om bogen kunne have lagt en mere systematisk linje i analysen af de  danske partier under besættelsen, rummer den alle de oplysninger ‐ eller i  hvert fald de fleste ‐ der er nødvendige for sådanne analyser. Bogen er  velskrevet og solidt dokumenteret. Den bygger nok ikke i særlig høj grad på ny  forskning, men trækker for det meste på den eksisterende litteratur på  området. Derfor kan den også danne et velegnet grundlag for videre studier af  dette uopslidelige emne i nyere dansk politik.  

Professor, dr. scient. pol.

Palle Svensson,  Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet    

 

 

Maurice Philip Remy, Myten Rommel, oversat af Christine Sonne Rasmussen. København: Borgens Forlag 2003. 379 sider, 399,00 k r.  

Generelt  

Bogen er, som anført i forordet, et opgør såvel med glorificeringen som med  nedgørelsen af Feldmarskal Erwin Rommel. Glorificeringen, som skabte  myten, skyldtes til en hvis grad det nazistiske Tysklands propagandamaskine  og det slagne Tysklands behov for en ubesudlet militær ikon efter de nazistiske  forbrydelser; men den skyldtes i højere grad Feldmarskallens militære  resultater og det, at han i hele sin karriere undlod at følge ulovlige ordrer og, da  han blev fuldt informeret om forbrydelserne, tog afstand fra nazismen.  Nedgørelsen kom efter 2. verdenskrig med ungdommens oprør mod  forældregenerationens fortielser og den generelle modstand mod krig og  kulminerede i, at kasernen i Goslar, der var opkaldt efter Rommel, måtte skifte  navn i 2001. Bogen, der er meget velskrevet og dokumenteret ved et  omfattende noteapparat, giver alt i alt mere stof til glorificering end  nedgørelse; men forfatteren lever helt op til sit ønske om at forstå, ikke at  fordømme.  

 

Kapitlerne  

1. kapitel behandler Rommels privatliv omkring 1. verdenskrig, afslører, at han  havde en datter uden for ægteskab, og tegner ved indblik i  privatkorrespondance et billede af ham som kærlig ægtemand og fader, også  for datteren, trods hans bryske tjenestemaske. Rommels evner som kompagni‐  og bataljonschef under l. verdenskrig beskrives udmærket, og under  gennemgangen af erobringen af bjergtoppen Matajur vises også hans trang til  anerkendelse.  

2. kapitel behandler Rommels indsats i begyndelsen af 2. verdenskrig med  vægt på hans angrebskamp og henholdende kamp i Afrika, indtil indtagelsen af  Tobruk. Her handler han med stort taktisk talent i Hitlers ånd, men til hærens  overkommandos utilfredshed, da den finder, at han hverken har styrker,  materiel eller forsyninger nok til sine dristige fremstød. Han vinder Hitlers  gunst og begejstres personligt for ”Føreren”, men ikke for nazismen og  nazisterne. I dette kapitel dokumenteres, hvordan han ignorerer ordrerne om  summariske henrettelser af tyske i allieret tjeneste, ”Frie Franske” styrker,  kommandosoldater og arabiske guerillakæmpere, samt at de 26.000 libyske  jøder blev behandlet som alle andre uden skelnen til race og tro.  

3., 4. og 5. kapitel indeholder beskrivelsen af de fortsatte kampe i Afrika  indtil den Allierede sejr her. Rommels karisma og talent holdes op mod  Montgomerys pålidelige og metodiske krigsførelse, en sammenligning der, bl.a. støttet til britiske kilder, ikke falder ud til Montegomerys fordel. Ligeledes  behandles hans forgæves forsøg på at overtale Hitler til at opgive Afrika og  trække de tysk/italienske styrker tilbage til forsvar af Europa. Rommels noget  anstrengte forhold til de italienske allierede beskrives, og det påvises, at han  intet havde at sige den italienske soldat på, samt at en del af hans animositet  mod den italienske føring skyldtes uvidenhed om, at de Allierede ved operation  Ultra var i stand til at aflæse Aksemagternes signaler og dermed afbryde de  forsyninger til styrkerne i Afrika, som italienerne var ansvarlige for. I disse  kapitler spøger jalousiproblemet igen for Rommel, dog ikke helt uden grund,  idet hverken Feltmarskal Kesselring eller Generaloberst von Arnim synes at  have været loyale samarbejdspartnere.  

6. kapitel indledes med at vise, hvordan Rommels rekreationsophold i  Tyskland af hensyn til hans propagandaværdi holdes skjult for offentligheden  fra 10 MAR til 9 MAJ 1943. Den dag meddeles det, at han har forladt Afrika, og  4 dage senere overgiver de tysk/italienske styrker i Afrika sig. Hitler havde tabt  tiltroen til Rommel efter nederlaget ved el Alamein, men vel også på grund af  hans konstante forsøg på at få ham og den politisk/miltære ledelse i Tyskland  til at se sandheden i øjnene. Tabet på tiltro er dog ved at blive gensidigt, og det  påvises, hvordan Rommel i stigende grad giver udtryk for pessimisme.  Rommels forudsigelser om en forestående invasion af Italien bliver dog hørt,  og han får ansvaret for at afvæbne de italienske enheder i Norditalien, en  opgave, der løses glimrende.  

7. kapitel omhandler Rommels indsættelse til koordination af  invasionsforsvaret. Selv om han i hovedsagen løser opgaver i Nordfrankrig,  omtales hans besøg i Danmark i den anledning, og det beskrives, at han  inspireres til nogle af sine tiltag ved at se på den flade forstrand på Fanø.  Kampvognskontroversen med den øverste militære chef, von Rundstedt, og  med chefen for pansertropperne, Geyr von Schweppenburg, behandles  indgående. Rommel ville på grund af de Allieredes luftherredømme have  panserstyrkerne helt frem til kysten, så der kunne udløses hurtige, mindre  modangreb, medens de to andre ville holde styrkerne samlet i en central  opstilling og indsætte dem i ét massiv modangreb. Kontoversen fortsatte efter  2. verdenskrig, og Geyr fastholdt sin tese, selv om han efter mødet med den  allierede luftmagt under krigen gav Rommel ret.  

8. og 9. kapitler skildrer Rommels stigende mistillid til og langsomme, men  stadigt klarere involvering i modstanden mod Hitler. Rommel var principielt  imod et attentat mod tyrannen, men var klar til at afsætte ham og åbne sin  front for de Allierede mod mulighed for at fortsætte kampen i øst. Et enkelt  tilbagefald til tiltro til Hitler efter et møde 17 JUN skildres, men det varer kun til  den 26 JUN. Derefter er fortryllelsen hævet.

10. kapitel behandler perioden fra attentatet mod Hitler 20 JUL 1944 indtil  Rommel bliver tvunget til at begå selvmord den 14 OKT. Han var selv  sengeliggende og på rekreation efter at være blevet såret 17 JUL og var derfor  ikke involveret. Han blev imidlertid belastet af forskellige vidneudsagn i så høj  grad, at regimet følte at måtte skille sig af med ham. Den senere Deputy  SACEUR, General Speidel, er efter krigen blevet anklaget for under tre dages  forhør hos Gestapo at have forrådt Rommel. Bogen giver ganske vist Speidel  nogle skrammer, men afviser, dokumenteret i en længere note, at han direkte  angav Feltmarskallen. Kapitlet slutter med at udtale, at selv om Rommels  ”hjerte tilhørte Føreren”, så havde han alligevel ”mod og kraft til at sætte sig op  mod Hitler, når dennes ordrer stred mod hans samvittighed”.  Denne ”anden sandhed om Rommel” præger ligeledes efterskriftet.  

 

Afsluttende bemærkninger

Den danske udgave er skrevet i et let flydende sprog, men præges til tider af  mangel på militær indsigt. At Nebelwerfer oversættes til ”tågekaster” er en  klassisk fejltagelse. Nebel betyder ganske vist tåge; men denne  flerrørsraketkaster er nu opkaldt efter konstruktøren, ingeniør Nebel. Andre  fejltrin vil irritere den militære læser, der dog nok kan gætte, at den ”Chef”, der  omtales, er stabschef, og at der med ”skyttepanservogn” menes pansret  mandskabsvogn eller infanterikampkøretøj. Der kan nævnes flere af samme  type, men kun én meningsforstyrrende, nemlig under omtalen af  ”kampvognskontroversen”, hvor Rundstedt/Geyr tillægges at ville indsætte  ”lukkede panserenheder”. Her skulle ”geschlossene” have været oversat med  ”masserede”. Endelig bør det anføres, at feltrabbineren ved 8. UK ARME ikke  var feltmarskal, og at von der Marwitz var oberst på 1700‐tallet og ikke  premierløjtnant.  

Det bør imidlertid ikke afholde nogen fra at anskaffe sig bogen, for den er  glimrende, og den illustrerer klart betydningen af luftherredømme samt  Rommels taktiske principper som er hurtighed, overraskelse og  tyngdedannelse med, hvad der nu er til rådighed, herunder altid den militære  førers person. Disse sandheder er der til stadighed grund til at få repeteret.  

Generalløjtnant K. G. H. Hillingsø  

Institut for Militærhistorie  

Forsvarsakademiet