I Militært tidsskrifts februar-nummer kommenterede oberstløjtnant C. F. Hagen min artikel i nov./dec.-nummeret 1979. Tidsskriftets redaktør har venligst tilstået mig plads til følgende korte gensvar. Generelt vil jeg takke oberstløjtnant Hagen for det både konstruktive og tankevækkende indlæg. Mange af betragtningerne kan jeg helt dele. Specielt forekommer overvejelserne over generelle love (s. 111-12) at føre et skridt videre mod afklaring af en uenighed, der i sidste ende nok vil vise sig blot at bero på terminologisk uklarhed officererne og historikerne imellem. Hvis man, som oberstløjtnant Hagen, ved »love« forstår »krigsføringens principper« (s. 112), ser jeg ingen forskelle i vore opfattelser. Da de i disse principper indeholdte nøgleord rummer essensen af enhver militær førers overvejelser til enhver tid - hvilket jeg ikke skal bestride - er de naturlivis også interssante som nøgleord i krigshistoriske undersøgelser. Måske kunne man endda gå så vidt som til at hævde, at undersøgelse af, hvorledes disse faktorer er blevet afvejet, og hvorledes de har spillet sammen under vekslende historiske forudsætninger, må være kernen i en virkelig nutidsrelevant krigshistorisk forskning. Dette svarer efter min opfattelse nærmest til oberstløjtnant K. V. Nielsens formål nr. 1, krigshistorien brugt som simulationsgrundlag (MT, nov./dec., 1979, s. 373) - en anvendelsesmulighed, som jeg finder både legitim og nødvendig. Det er imidlertid også noget ganske andet end at forsøge at udlede generelle lovmæssigheder af krigshistorien efter et naturvidenskabslignende princip, hvilket var, hvad jeg i artiklen tog afstand fra.
Sætter man, som oberstløjtnant Hagen, lighedstegn mellem »krigsføringens principper« og »generelle love«, er der for mig kun ringe tvivl om, at diskussionen om generelle love er uden egentlig substans, men beror på terminologisk uklarhed. Derimod må jeg anholde oberstløjtnant Hagens formulering midt på s. 110, der for mig at se rummer et reelt, uafklaret problem, hvis løsning til gengæld er en nødvendig forudsætning for et fornuftigt samarbejde mellem officerer og historikere. Oberstløjtnanten skriver følgende: » På den anden side finder jeg, at officerens militære baggrund og uddannelse normalt skulle gøre ham mere kompetent end historikeren til rent fagmilitære analyser og fortolkninger af foreliggende facts eller af kilder, som er sorteret og vurderet af en historiker.« - Isoleret set er det måske rigtigt nok; men oberstløjtnanten glemmer her at tage i betragtning, at historikeren ikke kan sortere og vurdere kilder ud i den blå luft. Sagen er nemlig den, at en historisk kilde aldrig har en absolut værdi, der kan fastsættes én gang for alle. Den har ikke engang en absolut eksistens. En historisk kilde er altid kilde til ét eller andet historisk problem, og de får derfor kun eksistens og værdi i relation til historikerens hypotese om det specifikke historiske problem eller forløb. Uden hypotese, ingen kilder. Først når historikeren har opstillet sin hypotese om løsningen af problemet eller forløbet, kan han etablere sine kilder - sit informationsgrundlag - dertil. Og først i denne specifikke sammenhæng kan kildens værdi fastsættes. - Eks.: Det er ufrugtbart for en historiker at spørge: »Hvad ved vi om mordet på præsident Kennedy?« Det ved vi en ganske utrolig bunke om, stort og småt imellem hinanden. Et sådant spørgsmål resulterer ikke i historie, men en ustruktureret masse viden eller, i bedste fald, en kildeudgave. Et fornuftigt historisk spørgsmål (en hypotese) ville eksempelvis lyde: »Lee Harvey Oswald var alene om at planlægge og udføre mordet.« Med dette udgangspunkt kan man begynde at finde materiale, der kan bekræfte eller afkræfte påstanden. Og på dette specifikke grundlag kan man foretage værdifastsættelse af det relevante materiale. Der er således et nøje samspil mellem hypotese og kilder, og min konklusion er derfor, at samarbejdet mellem officer og historiker nødvendigvis må etableres fra allerførste færd - allerede fra hypotesestadiet. Sammen kan de formulere de relevante hypoteser (»hvad er det interessant at vide noget om?«), og sammen kan de med deres forskellige baggrund fortolke de brugelige oplysninger (kilder). Overlades historikeren til sig selv, stiller han måske nogle for officeren uinteressante spørgsmål til materialet - og får derfor nogle uinteressante svar. Overlades officeren til sig selv, kan han måske nok stille interessante spørgsmål; men han mangler til gengæld forudsætningerne for at frembringe velfunderede svar. Derfor finder jeg den af oberstløjtnant Hagen skitserede arbejdsdeling uhensigtsmæssig, baseret som den er på en mangelfuld forståelse af historikerens arbejdsmåde. Et meningsfuldt samarbejde må tage sin begyndelse allerede i den fase, hvor problemer og hypoteser formuleres. Sker det, vil den krigshistoriske forskning kunne yde vigtige og relevante bidrag til krigsvidenskabelig forskning.
Knud J. V. Jespersen.
