De tre første tyske Hæres strategiske Opmarch ved Begyndelsen af Verdenskrigen og Limburgs Indflydelse derpaa
Ved Generalmajor Nieuwenhius.
Støttet paa den hollandske anonyme Forfatter: „Kaptajn Ronduit“, der i „Militaire Spectator“ 1919 udførligt havde behandlet dette Spørgsmaal pca Grundlag af forskellige ham tilgaaede Meddelelser, udviklede jeg, ved Hjælp af en større Kortskitse (se dette Tidsskrifts Aargang 1919), at det paa ingen Maade var Belgiernes Modstand, saaledes som det endnu almindelig antages, men fremfor alt Provinsen Limburgs langstrakte Form, c. 60 km i sydlig Retning fra Roerinond til S .f. Maastricht, der har forsinket de tyske Hæres Opmarch i c. 3 Dage. Siden da har en Mængde tyske Forfattere; v. Kluck, v. Bülow, v. Kulil, Tappen o. fl., for ikke at tale om engelske, franske og belgiske, ydet værdifulde Bidrag til Spørgsmaalets Belysning og i det hele taget bekræftet den hollandske Kaptajns Opfattelse. 1 Belgien, som efter sin Deltagelse i Verdenskrigen ønskede at komme i Besiddelse af denne Provins, var dog flere Militære, der tildels støttedes af franske, deriblandt A d miral Degouy, ikke tilfredse med denne Fortolkning af Provinsens strategiske Indflydelse, thi denne var jo netop et Argument imod, at Holland skulde afstaa denne Provins. Dens neutrale Territorium dækker nemlig langt bedre, end den belgiske Hær vilde være i Stand til, Belgiens nordlige Del mod et eventuelt fremtidigt Angreb fra tysk Side.
Hvorom alting er, saa har den hollandske Forfatter, der ønsker, at Holland og Belgien fremtidig maa staa i et godt Forhold til hinanden og derfor i høj Grad beklager en enkelt belgisk Generals hadefulde Udfald mod Hollænderne, fundet sig foranlediget til paa Grundlag af alle de nu foreliggende trykte Kilder at underkaste Spørgsmaalet en ny grundig Undersøgelse, navnlig for I og II tyske Armés Vedkommende. Afhandlingen er optaget i „Artilleristisch Tijdschrift“, ledsaget af en tydelig Kortskitse, oversat paa Fransk (han kalder sig her Kaptajn „Loyal“), og af dette Skrift paa 38 S., som Pladsmangel forbyder mig at gengive i sin Helhed, gives der i det følgende et Udtog. Jeg kommer saaledes ikke nærmere ind paa de to tyske Hæres Opmarch, som i Hovedsagen foregik som tidligere af mig angivet, om end de enkelte Korpsers Gruppering nu mere nøjagtigt har kunnet fastsættes.
Det har ligeledes kun ringe Interesse at dvæle ved belgiske Officerers Udtalelser om, at det havde været en Fordel for Belgien, om Limburg i 1914 havde tilhørt dette, saa at Hæren alt havde kunnet optage Kampen bag Maas fra Roermond til Liège, thi det er givet, at den saaledes, som straks skal anføres, slet ikke var i Stand dertil, selv om flere Punkter ved denne Flod var blevet befæstede. I tyske Armé havde da uden at krænke Hollands Neutralitet direkte kunnet overskride denne Flod i gunstigst Retning og sikkert tvunget den belgiske Hær bort fra Antwerpen uden at behøve at tage den hollandske Hær i sin højre Flanke i Betragtning, saasom Hollands Neutralitet da ikke var blevet krænket.
Det er Tilstedeværelsen af denne ret feltdygtige Hær paa c. 200,000 Mand, som alt den 3’ August 1914 om Eftm. var rede til Fremrykning, der var Aarsagen til, at I Armé efter at være udladet i Rummet Crefeld, Düsseldorf, Gladbach blev tvunget til at foretage den højst besværlige Omvej over Achen mellem Liège og Visé til Tongres— Bilsen (V. f. Maastricht), hvor dens Spidser først indtraf 15’ August. Anordningen af denne March stillede uhyre Krav til Stabene, thi den Aabning, hvori 200,000 Md. skulde føres igennem, siger Generaloberst v. Kluck, var kun 2000 m bred*), og ikke mindst til Troppernes Marchdygtighed, idet f. Eks. IV R. K. fra Düsseldorf maatte marchere 90 km for at komme til Achen.
Allerede General v. Schlieffen havde ved Udkasteisen af sin Angrebsplan forudset denne Vanskelighed; den bevirkede, at han reducerede 1 og II Armés Styrke fra 16 til 12 Armékorps, hvilke 4 Armékorps i 1914 haardt savnedes.
Det var som sagt den hollandske Hærs Flanketrusel og fremfor alt den for Tyskland uvurderlige Fordel, at Holland forblev neutral og ikke sluttede sig til Ententen, der tvang I Armé til den lange Omvej, thi hvorledes havde I Armé kunnet afse mindst 3 Armékorps til at vende sig mod den hollandske Hær. Forøvrigt var baade den ældre og den yngre Moltke ganske paa det rene med, at i en Krig med Frankrig burde Hollands Neutralitet bevares til det Yderste. Og saaledes udtalte sidstnævnte i Slutningen af Juli 1914, at Hollands Neutralitet i hvert Fald vilde blive respekteret i en kommende Krig, og at hvis Limburgs Neutralitet desuagtet af mindre Detachementer blev krænket, vilde den tyske Hærledelse, saa snart den fik Meddelelse derom, kalde dem tilbage.
Lièges Forsvar har derimod ikke standset de tyske I og II Armés Fremrykning een Dag. Det var jo ikke disse Hære, men 6 dertil udpegede Fredsbrigader, ialt c. 40,000 Md. (og ikke som af Belgierne paastaaet 130 à 140,000 Md.), som ved et pludseligt Angreb skulde erobre Fæstningen. Men her herskede ifølge den nuværende franske Generalstabschef Bujacs Udtalelser, „megen Forvirring og en utilgivelig Mangel paa Forberedelse“. Skønt det lykkedes Besætningan at afslaa Stormen 5’— 6’ August paa 4 af Forterne, lykkedes det dog General Ludendorff med kun 1500 Md. at trænge ind i Byen den 7’, at besætte Citadellet, befri de tyske Fanger og at hindre alle Broers Ødelæggelse; der var end ikke sørget for Anbringelse af Ladninger i den vigtige Jernbanebros Minekamre. Ja, Virkningen af Ludendorffs dristige Kup var saa stor, at 3000 Belgiere i Byen overgav sig, at General Leman, Kommandanten, reddede sig til Fort Loncin paa venstre Maasbred og gav 3’ FeltDivision Ordre til at gaa tilbage til Gethe Linien, hvor den belgiske Hær i kun henved 60 km’s Afstand havde taget Opstilling, og overlod Forterne til deres egen Skæbne. Og dog var Ludendorffs Stilling i Byen saa prekær, at han indtil den 9’ August, da Fort Barchon blev erobret, var uden Forbindelse med Overledelsen, som allerede frygtede for, at han var taget til Fange. Først den 12’ August, da de 42 cm’s Haubitzers Bombardement af andre Forter begyndte, indtraf 3 tyske Armékorps foran Fæstningen, saa at der i Dagene forud havde været god Lejlighed for den belgiske Hær til at ile denne til Hjælp og i hvert Fald ødelægge Bombardementsbatterierne og Maasbroerne. Men lige fra den 4’ August havde hele Forsvaret været meget svagt. Den vigtige Stilling langs Maas fra Fort Barchon til den hollandske Grænse ved Visé, hvor en Bro førte over Floden, var efter en kort Kamp blevet opgivet, og ligesaa var Fæstningen Huy befalet rømmet. I Brialmonts Befæstningsplan over Liège var ogsaa et Fort ved Visé blevet optaget, men da man i selve Loven havde glemt dette Anlæg, kom det aldrig til Udførelse, ligesom et Fort ved Fort Diest i 1902 var blevet afvist.
Da Forterne ved Liège og Namur skulde anlægges, havde Krigsministeren udtrykkelig udtalt i Kamret, at disse kun var at betragte som Spærrcforter, i Stand til at standse de tyske Hære, indtil Felthæren kunde komme til Stede.
Hvorfor udeblev da Hæren i August 1914? Den belgiske Hærs Generalstabschef har selv givet Svaret derpaa. Efter at have indrømmet, at Hæreu alt den 7’ August Eftm. havde kunnet naa Liège, siger han: „Dette vilde dog have været en politisk Fejl, og desuden var Hæren ude nf Stand til at optage Operationer i Felten.“ Den første Grund er ikke ganske klar; hvad derimod den anden angaar, saa angives, at Hæren endnu manglede 55,000 Mand, 43,000 Geværer og 144 Kanoner. Desuden havde allerede Marcherne til Gethe-Stillingen vist, at Disciplinen var slet; mange Soldater blev tilbage som Efternølere, og en Mængde Udrustningsgenstande blev bortkastede undervejs. Fodfolkets Marchorden var elendig, Uddannelsen mangelfuld, og der fandtes kun faa Reserveofficerer. Kort sagt, den belgiske Hær var ude af Stand til at manøvrere, og en bekendt militær Gejstlig har senere udtalt: „Ved Krigens Begyndelse var den belgiske Soldat ikke fortrolig med Tanken om at skulle opofre sig. Han forstod ikke at dø. Det var først ved Yser, at den belgiske Soldat som Følge af Kong Alberts Proklamation, der truede al Fejghed med Døden, gjorde sin Pligt.“
Den belgiske Generalstabschef indrømmer da ogsaa, at der fra Gethe-Stillingen ikke en Gang udsendtes Rekognosceringskommandoer for at erfare, hvad der skete ved Liège, for dér at kunne gribe ind i Begivenhederne, hvorfor ogsaa v. Kluck udtaler: „Havde den belgiske Hær, støttet paa Værkerne ved Liège, Huy og Namur, ydet en respektabel Modstand, vilde det have voldt os et stort Tidstab, der kunde have haft de mest skæbnesvangre Følger.“ Og den franske General Berthaut til lægger ej heller Lièges Forsvar nogen som helst Betydning til Trods ior, at nogle Forter ydede en heltemodig Modstand; thi, siger han, „de tyske Hære overskred Floden Maas fra 15’ August, da Fremrykningen først kunde begynde, som om Forterne ikke eksisterede (de sidste faldt først 17’ August); de har paa ingen Mande hindret de tyske Hæres Invasion.“
Lejlighedsvis behandler Forf. ogsaa Spørgsmaalet om Anlæget af et Fort ved Vlissingen, der i sin Tid hvirvlede saa meget Støv op og fremkaldte den Beskyldning mod Holland, at Fortet anlagdes i tysk Interesse, fordi det skulde hindre en engelsk Flaade i eventuelt at bemægtige sig denne vigtige Havn. „Handbooks prepared under the direction of the Historical section of the Foreign Office“ har dog forinden Fredsforhandlingerne til Vejledning for Englands Delegerede udtalt, at Hollands særdeles vanskelige Stilling under en Krig mellem Tyskland og England gjorde denne Foranstaltning fuldstændig berettiget, thi derved gjorde Holland til Forsvar for sin Neutralitet kun, hvad det skulde.
Efterskrift.
Efter at have givet ovenstaaende Udtog af Kaptajn „Ronduit“s nye Indlæg i Spørgsmaalet: Lim burgs Betydning i 1914, hvilket er optaget i „Artilleristisch Tijdschrift“ for August 1920, fandt jeg i dette et andet Indlæg i Sagen af Fodfolkskaptajn I. M. Sluys under Titlen „De Manoeuvre om Limburg“, hvori Forfatteren vender sig imod Kaptajn „Ronduit“s første Artikel derom i Augusthefter 1919 af „de Militaire Spectator“. Da Redaktionen har optaget begge Artikler uden at tage Stilling dertil, er der for mig paa nuværende Tidspunkt ingen Anledning til at gøre det, da Kaptajn S. skrev sit Indlæg uden at kende sin Modstanders sidste.
Han begynder med at rose denne for hans første alvorlige, godt dokumenterede Studium over Limburgs strategiske Betydning*); men derefter hævder han, at Tyskland undlod at krænke Nederlands Neutralitet af Frygt tor England, der vilde have haft stor Fordel af, at dette Rige var tvunget over i Ententens Arme. Lièges Forsvar tillægger han desuden Betydning, for saa vidt II Armé derved til den 15’ August hindredes i at benytte Vejene derigennem. Men han overser, at III Armé den 17’ August, den Dag alle Forter var faldne, ikke endnu var i Stand til at foretage en Fremrykning, men blev staaende, og at II Armé alt den 14’ August slog Bro over Maas S. f. Byen uden at blive hindret deri.
Endelig hævder Forfatteren, at det ikke er muligt paa nærværende Tidspunkt at sige noget om Limburgs Betydning i en fremtidig Krig mellem Tyskland og Frankrig. Havde det i 1914 hørt til Belgien, vilde det støttet paa Befæstninger ved Roermond, Maaseyck og Maastricht havde kunnet optage Forsvaret ved Maas, siger hanBortset fra at disse Befæstninger rimeligvis slet ikke havde eksisteret (Værket ved Visé blev jo ikke engang anlagt), og at de første to som liggende 6 à 7 km fra den tyske Grænse meget let havde kunnet overrumples, vilde den svage belgiske Hær sikkert ikke i mange Dage have kunnet hævde den 60 km lange Front Liège— Roermond ligeoverfor den meget overlegne I tyske A rmé, tilmed da ogsaa Fronten Liège— Namur maatte forsvares.