Det er med megen interesse, at jeg har læst generalmajor Kragh’s meget instruktive og oplysende foredrag afholdt i Det Udenrigspolitiske Selskab — og gengivet i dette tidsskrifts januar nummer — om de nye våbens indflydelse på Vestens forsvar her­ under særlig Danmarks forhold.

Jeg vil tro, at den opfattelse, de tanker og synspunkter, som generalen giver udtryk for i sit foredrag om dette 3-væms pro­blem er et udtryk for den opfattelse som hærens officerer i al­mindelighed har vedrørende dette spørgsmål. Når jeg derfor her føler trang til at give udtryk for en flyverofficers bemærkninger til den rolle, generalen har tænkt sig, Vestens og Danmarks luft­ styrker vil spille i et fremtidigt Vestens forsvar efter atomvåbnets fremkomst, er det fordi disse opgaver ikke forekommer mig at være i overensstemmelse med erfaringerne fra den 2’ verdenskrig eller med de principper, efter hvilke man i dag normalt anven­der fly. Med det formål forhåbentlig at yde et bidrag til den fæl­ les orientering af dette 3-værns problem — således som det ser ud for en flyverofficer — har jeg nedenfor nærmere uddybet nogle af de vigtigste principper, efter hvilke fly i dag anvendes og betin­ gelser for, at man kan anvende fly med det største udbytte for helhedens — d. v. s. alle 3 værns — bedste.

En af de erfaringer, der tydeligst blev vundet under den 2. verdenskrig var, at luftoverlegenhed (Air Superiority) er en betingelse, der må være opfyldt for at en hvilken som helst større opera­tion— unanset om den foregår til lands, til vands eller i luften — kan bringes til en sejrrig udgang. De dyre lærepenge, som de allierede måtte betale for at nå til denne erkendelse, står nu omtalt i krigshistorien adskillige steder, bl. a. i forbindelse med besættelsen af Norge, felttoget i Vesten, konvojsejladsen i Middelhavet, Kreta’s luftbårne invasion, de engelske og amerikanske dagbombetogter mod Tyskland i krigens begyndelse.

Luftoverlegenhed defineres som den tilstand, hvor man er i stand til selv at udnytte luftrummet, og hvor fjendtlige luftstyrker er ude af stand til effektivt at operere im od egne styrker. Luft­overlegenhed er det middel, hvormed man skaffer sig mulighed for, at ens egne flystyrker, hærstyrker eller søstyrker kan bringes til angreb mod fjenden og derigennem påtvinge ham sin vilje. Kampen om luftoverlegenhed er et meget kompliceret foretagende og kan ikke sammenlignes, hverken med et søslag eller et hær­ slag. Det er ikke — hvad der iøvrigt er en almindelig opfattelse — en række kampe mellem jagerfly. Som regel vil det medføre indsættelse af alle arter af fly, og kampen derom kan bedre sam­ menlignes med et felttog end et slag. Så længe fjendtlige fly kan virke, er kampen ikke slut. Luftoverlegenhed er enten lokal eller almindelig. Et eksempel på lokal luftoverlegenhed er den luftsituation, der herskede i England i begyndelsen af 2’ verdenskrig, medens alm indelig luftoverlegenhed var den tilstand, der herskede på vestfronten mod krigens slutning. Kampen om luftoverlegenhed er luftkrig, og i modsætning til søkrig og landkrig kan den varie­ res på næsten uendelig mange måder. Luftstyrkers første og vig­ tigste opgave er at vinde almindelig luftoverlegenhed, en opgave, der kun kan løses gennem offensiv anvendelse af fly. Luftkrigen må finde sted over fjendens eget område. Gennem uafbrudte an­greb må han tvinges over i defensiven og holdes der.

Det er derfor klart, at et luftvåben, der alene består af jager­ fly, ikke er noget luftvåben og ikke er noget forsvar. Man kunne ligeså godt tale om flåder uden kanoner eller hære uden artilleri. Jagerflyet og bombeflyet udgør de to hovedkomponenter af et luftvåben, idet jagerflyet gennem sin indsats kan afværge fjendens stød, medens bombeflyet kan ramme fjenden. Selv om man ikke ser bombeflyets indsats, er den lige så vital for forsvaret som jager­ flyets. Den som tror, at man kan vinde almindelig luftoverlegen­ hed gennem luftforsvar udelukkende ved at holde jagerfly rede på eget territorium til at gå op, for at intercepte fjendtlige fly, når disse kommer — som under „The Battie of Britain“ —- gør sig skyldig i en skæbnesvanger fejltagelse. En sådan anvendelse ville være selvmord og med bombeflyets øgede hastighed og de dermed øgede vanskeligheder for at skaffe tilstrækkeligt varsel vil måske en dag interceptorjagerens opgave, der baserer sig på over­ legen fart i forhold til bombeflyet, være umuliggjort. Offentlig­ gjorte „interception rates“ fra luftforsvarsøvelser gennem de sidste år viser dette med al ønskelig tydelighed.

Luftoverlegenhed skabes sikrest ved at ødelægge fjendens fly, flyvebaser og andre nødvendige flyinstallationer, der hvor de med størst fordel kan rammes. Når man betænker, at fly ca. 90 % af tiden står på jorden, er det indlysende, hvor man har størst chance for at finde dem og ramme dem.

Hele denne kamp om luftoverlegenhed — luftkrigen — der føres kontinuerligt, kan kun baseres på fly, og tilvejebringelsen af almindelig luftoverlegenhed er først og fremmest nødvendig, hvis krigen skal vindes. Luftoverlegenhed er også en betingelse for, at man kan udføre støtteoperationer til hær- eller flådestyrker.

De opgaver, generalen har tiltænkt de taktiske flyverstyrker, der indgår i det lokale forsvar af Vesteuropa er, dels luftforsvar af det vesteuropæiske luftrum, dels direkte støtte til hær- og flåde­ styrker. Hvis der med luftforsvar (Air Defence) menes dette i dets indskrænkede betydning og ikke i dets udvidede betydning luft­ overlegenhed (Air Superiority), kan dette synspunkt ingenlunde godtages. Som det vil fremgå af ovenstående vil opgaven for alle flystyrker, såvel strategiske som taktiske, først og fremmest være at tilvejebringe luftoverlegenhed. Det er rigtigt, at de strategiske flystyrker er af afgørende betydning som en krigsforhindrende faktor i den kolde krig, men såsnart en varm krig er igang, indgår de som en uundværlig del af de samlede flystyrker inden for hvilke, de vil få tildelt de opgaver, de med fordel kan løse. Både den strategiske og taktiske indsats af fly må, for at opnå det bed­ste resultat med de mindste ressourcer, ske tinder een centraliseret kontrol efter een koordineret plan. Vesteuropa’s forsvar hviler derfor efter min opfattelse i første række på, hvorvidt de luft­ styrker, der står til rådighed for Vesten, er i stand til at lose denne opgave. Før en sådan luftoverlegenhed er til stede i rimeligt omfang, vil den chef, der er ansvarlig for operationerne, være nød­ saget til meget nøje at overveje, hvorvidt det vil være muligt at afgive luftstyrker til andre opgaver end kampen om luftoverlegen­ hed. Selv det stærkeste skjold af hærstyrker er lidet værd, hvis fjenden flyver over det uden at møde modstand.

Det gælder om at planlægge for fremtiden og herunder udnytte de erfaringer, man har høstet. Det er derfor i denne forbin­ delse meget interessant at læse de tanker, Field-Marshal Mont­gomery har givet udtryk for fornylig i et foredrag afholdt i Royal United Service Institution i oktober 1954 og gengivet i dette sel­ skabs tidsskrift — november udgave. I store træk går Field-Marshallens udtalelser ud på, at det er hans faste overbevisning, at luftmagt vil blive den dominerende faktor i en fremtidig krig, at luftmagts største fordel er dens flexibilitet, og at de bestem­mende faktorer for, hvorvidt denne flexibilitet kan udnyttes, er afhængig af, hvorledes lufstyrkerne kontrolleres og ledes, flyenes rækkevidde og bevægeligheden af det udstyr, der skal understøtte flyene. Flexibilitet og centraliseret kontrol af alle flystyrker i et krigsområde er af afgørende betydning for et heldigt udfald. De vestlige flystyrker har i øjeblikket givet afkald paa denne flexibilitet, fordi de har baseret deres kommandoorganisation på „direct support“ til hærstyrkerne, hvorimod organisationen burde være således, at den gav den størst mulige luftmæssige kontrol. Hvis luftkrigen tabes, vil krigen tabes, og det vil gå hurtigt. For at kunne vinde luftkrigen er det nødvendigt, at flystyrker får deres flexibilitet tilbage gennem en kommandoorganisation, der tilgode­ ser dette. Det er af vital betydning, at dette spørgsmål omgående tages op på det højeste politiske plan, udtaler Field-Marshal Montgomery. Field-Marshallens udtalelser om luftkrigen kan helt og fuldt tiltrædes af enhver flyverofficer, men det, der — efter min opfattelse — giver dem særlig vægt er, at de er fremsat af en hærofficer, der i praksis har set virkningen af luftmagts an­vendelse i alle dens faser fra El Alamein til Berlin.