(Foredrag, afholdt i Det Udenrigspolitiske Selskab, decbr. 1954)

NATOs formål.

Indledningsvis vil jeg sige, at jeg ikke har i sinde at komme ind på de udenrigspolitiske, strategiske og geografiske forhold, der har været grundlaget for Danmarks beslutning om at tilslutte sig Atantpagten. Jeg vil derfor ikke komme ind på de argumen­ ter, der kan fremsættes for og imod denne beslutning. Foredraget baserer sig på den foreliggende politiske situation, at Danmark er medlem af Atlantpagten med de heraf følgende fordele og for­ pligtelser. Endvidere vil jeg gerne som den principielle baggrund for min omtale af atomvåbnets indsættelse understrege den defen­ sive karakter af NATO, der som bekendt alene er kommet i stand, fordi den vestlige verden følte sig og føler sig truet af den øst­ fra kommende åbenbare aggressive imperialisme, kombineret med en kommunistisk inspireret undermineringsvirksomhed, der sy­ nes at have som formål at omstyrte den vesteuropæiske sam­fundsstruktur og livsform.

Selv om NATOs formål jo er almindelig kendt, vil jeg dog gerne præcisere de to vigtigste opgaver for NATO, nemlig:

1) At forebygge krigen, altså hindre at krigen kommer,

2) Hvis dette mod forventning ikke skulle lykkes, da at hin­ dre russerne i at erobre og besætte medlemsstaternes ter­ritorium.

Den første opgave, at forebygge krigen, må løses for det før­ ste politisk ved selve Atlantalliancens eksistent, hvorved angreb på en af medlemsstaterne er angreb på alliancen som helhed, hvil­ ket umuliggør det for en angriber at tage sine ofre eet for eet, således som Hitler med lield kunne gøre det. Endvidere må NATO forebygge krigen ved til stadighed at råde over militære styrker af et sådant omfang, at man herved betager en angriber lysten til at begynde et angreb. Sådanne m ilitæ re styrker er ligeledes en af forudsætningerne for at løse den anden opgave: I tilfælde af en krig at holde russerne bag jerntæppet, altså hindre dem i at erobre Vesteuropa og tilrive sig verdensherredømmet.

NATOs hidtidige opbygning.

Da NATO blev etableret i 1949, oprettede man de i dag sta­dig eksisterende øverste organer, nemlig Rådet, der består af politiske ministre fra medlemsstaterne og træder sammen, når det skønnes nødvendigt, Militarv Committee, der består af medlems­ staternes forsvarschefer eller tilsvarende militærpersoner og som ligeledes træder sammen fra tid til anden, samt Standing group i Washington, hvori USA, Storbritannien og Frankrig er repræ­ senteret, og som er NATOs øverste permanente militære organ.

Endvidere oprettedes forskellige råd og komiteer, der skulle koordinere de enkelte medlemsstaters militære forberedelser og planer. Da dette havde virket et års tid, blev man klar over, at det vel kunne føre til en vis koordination af de nationale an­ strengelser, men at de enkelte landes styrker stadig ville være nationale styrker, der i givet fald ville kæmpe uden virkelig en­ hedsledelse. Ordningen savnede fornøden fasthed. Man indså, at for at gøre alliancen virkelig effektiv, måtte man gøre skridtet fuldt ud, nemlig at oprette et egentlig kommandosystem. I erken­ delse heraf og vel også som følge af det alarmsignal, som angre­ bet i Korea betød for den vestlige verden, blev en kommando­ organisation fort ud i livet i de første måneder af 1951, hvor så­ ledes Europakonnnandoen (SHAPE) blev oprettet i Paris med underordnede kommandoer bl. a. i Oslo for Nordeuropa og i Fontainebleau for Centraleuropa.

Hvorledes var situationen nu i Europa, da SHAPE blev op­rettet, altså for ca. 4 år siden? General Gruenther bar rammende karakteriseret den ved sin fortælling om, at ban, før ban omkring årskiftet 1950/1951 skidle afrejse fra USA for at overtage posten som stabschef bos general Eisenliower ved SHAPE, spurgte en diplomat, der kendte Europas forhold godt: „Hvad behøver rus­ serne for at marchere til Kanalen og Pyrenæerne?“, og fik sva­ ret: „Kun støvler.“ Medens russerne havde store kamp- og march­ klare styrker stående i Østtyskland, var der vest for jerntæppet kun spredte uddannelsesenheder med begrænset kampværdi og af så ringe størrelsesorden, at de ville kunne løbes over ende uden chance for at bolde nogen del af Vesteuropa.

SHAPE så det derfor som sin første og vigtigste opgave at opstille et sådant skjold af stående, kam pklare divisioner — dækningsstyrker — i Vesteuropa, at russerne ikke ville være i stand til uden videre at løbe Vesteuropa over ende. Man ville med an­ dre ord opnå dels at russerne skulle være nødt til forud for et sådant angreb at trække forstærkninger til fra Sovjetunionen, hvorved man kunne håbe på et vist varsel, dels i ly af dette skjold at kunne håbe på at kunne mobilisere reservestyrkerne. De en­ kelte medlemsstaters bidrag til dette skjold fastsattes ved råds­ mødet i Lissabon i februar 1952 — for Danmark skulle bidraget for hærens vedkommende være 1 division, d. v. s. små 20.000 mand.

Skjoldet skulle imidlertid foruden hærstyrker tillige omfatte betydelige flyverstyrker, de såkaldte taktiske flyverstyrker, bl. a. til støtte for hærstyrkerne, hvorfor også et stort program for op­ bygning af disse flyverstyrker og de hertil nødvendige flyveplad­ ser blev fastsat. For Danmarks vedkommende har dette givet sig udtryk i opbygningen af vort flyvevåben og i etablering af den hertil hørende jordorganisation (flyvepladser, radartjeneste o.s.v.).

I løbet af de næste par år efter Lissabon-mødet blev pla­nerne i store træk ført ud i livet, selv om der selvfølgelig stadig er mangler og huller, men dog således, at Vesteuropa i dag har nået en relativ og foreløbig sikkerhed over for et overraskende overfald, udført med de i Østtyskland stående russiske styrker. Vesteuropas skatteborgere har således fået noget for deres penge.

Det må imidlertid understreges, at skjoldet — altså de vest­ europæiske dækningsstyrker — vel kan give denne relative sik­ kerhed, men at det ikke er i stand til at holde over for et stær­ kere russisk angreb og hermed sikre reservernes mobilisering. Hvis man betragter omfanget af de områder, der skal forsvares, og længden af de fronter, der skal boldes, må man konsta­ tere, at dækningsstyrkerne ligger under det forsvarlige minimum — og det er bl. a. dette, der gør, at man ikke har kunnet komme uden om vesttyske styrkers deltagelse i forsvaret af Europa.

Forinden jeg går over til at tale om atomvåbnets indflydelse på perspektiverne for de kommende år, vil jeg kort opridse idé­ en i NATOs forsvarsplanlæ gning.

NATOs militære forsvar udgøres i hovedsagen af 3 kompo­nenter :

1) De strategiske flyverstyrker med de store langtudgående bombeluftfartøjer, i stand til øjeblikkelige gengældelses­ aktioner mod ethvert punkt i en angribers territorium med det formål at ramme ham i hans krigsproduktionscentrer, hans atomindustri, sårbare punkter på hans kommunika­tionsnet o. s. v. med andre ord rette sådanne slag mod hans vitale centrer og områder, at hans modstandskraft brydes, og han bliver ude af stand til at forsyne sine kæmpende styrker. Luftkrigen mod Tyskland under sidste krig er et eksempel herpå.

Disse sidstnævntes opgave er dels luftforsvar af det vest­ europæiske luftrum, dels direkte at gribe ind på jorden og på søen til støtte for hærenes og flådernes operationer.

På omstående diagrammer (fig. 1 og 2) er organisation og opgaver angivet i stærkt forenklet form (for at bevare overblik­ ket over problemerne).

Atomvåbnets indflydelse på NATO-forsvarets organisation.

Det vil umiddelbart forstås, at det gamle ord, der siger, at enhver krig begynder der, hvor den sidste hørte op, altså at man ved en krigs begyndelse starter med de våben og metoder, man anvendte „sidste gang“, næppe holder stik længere — atombom­ ben og brintbomben har ændret billedet radikalt. Disse våben repræsenterer masseødelæggelse i en grad, hvor selv den anden verdenskrigs foreteelser vil være for intet at regne. Moderne bom­beluftfartøjer og fjernvåben (guided missiles) er i stand til at bringe disse masseødelæggelsesvåben til fjerne steder, ja over oce­ anerne, og således i mangedoblet grad intensivere krigen mod hjemlandet, mod befolkningerne. Krigen vil herved få et væsent­ ligt andet ansigt, end den havde under den anden verdenskrig, hvor der trods alle bombardementer dog var en vis slags normalt liv i hjem landet.

Man må, livis man er enig i disse betragtninger, spørge, om Sovjet log kommunisterne i øvrigt) ikke har ret i deres ofte gen­ tagne krav om, at atomvåben skal forbydes. Et krav, som sikkert finder genklang hos mange vesteuropæere, der ikke er kom m uni­ ster, men som rent umiddelbart eller af følelsesmæssige årsager er modtagelige for en så enkel propaganda som denne.

Dette kan besvares således:

Hvis man afskaffer atomvåbnet, vil man vende tilbage til en tilstand hvor den, der har de største styrker af konventionel art, altså de stærkeste ha:re og .de fleste luftfartøjer, igen ville have alle fordelene; det ville være muligt og vel nærmest sikkert, at Sovjetunionen med sine 175 divisioner (foruden satellitstaternes 80 divisioner) og 20,000 luftfartøjer hurtigt ville kunne overvælde de meget underlegne Atlantpagtstyrker i Vesteuropa og erobre hele det europæiske kontinent og de britiske øer.

De forenede stater ville måske fortsætte krigen, men hvilken chance tror man, de ville have for at befri Europa. Og hvornår? Og hvad ville der være tilbage at befri?

Hvis man skal se nøgternt på problemerne, må man erkende, at det faktum, at USA og ikke Sovjet besad atombomben, har væ­ ret den væsentligste faktor i de nærmeste år efter krigen, der har hindret russerne i at angribe og erobre Vesteuropa, som efter ho­vedkulds demobilisering og nedlæggelse af våbnene faktisk indtil for nogle år siden lå forsvarsløst og åbent ben.

At gå med til at forbyde og afskaffe atomvåbnet ville derfor for Vesteuropa være selvmord, idet det med overvejende sand­ synlighed ville betyde en tredie verdenskrig, hvor den, der råder over de store massehære, ville blive sejrherre. Det strategiske fly­ vevåben med atom- og brintbomber er den afgørende krigsforebyggende faktor og hermed den vestlige verdens største beskyttelse mod agression.

Uanset de fordele og den sikkerhed, atomvåbnet giver de vest­ lige nationer, er der im idlertid langt igen til en virkelig afspæn­ ding. Vi kommer i mange år til at leve i den kolde krigs skygge og udholde byrderne ved m ilitæ re rustninger. Begivenhederne har tydeligt vist, at vil man nå et arrangement — en modus vivendi — med Sovjet, må man kunne støtte sig til militær styrke; det er det eneste, Sovjet respekterer. Som Malenkov har udtalt det: In­gen agter den svage. Har Vesten på den anden side tålmodighed, fasthed og styrke og lader være med at slappe af, vil der være begrundet håb om, at krig kan forhindres, at en vis forståelse over jerntæppet efterhånden kan opnås og vil brede sig, og at bedre tider for menneskeheden vil kunne blive resultatet.

Denne lange periode af spænding og kold krig vil utvivlsomt komme til at byde på farlige episoder i form af lokale krige, hvor Sovjet eller Kina ved hjælp af stedfortrædere vil søge at erobre et land indefra eller ved åbent, væbnet angreb at bemægtige sig nabolande. Eksemplerne herpå er velkendte og talrige: Det græ­ ske kommunistiske oprør lige efter krigen, kuppet i 1948 i Czekoslovakiet, kampene i Malaya og i Kenya (Mau-Mau), blokaden af Berlin, krigene i Korea og i Indokina, Dr. Mosadeks spil i Persien og urolighederne i fransk Nordafrika. Alle disse episoder må regnes mere eller mindre direkte inspireret fra Moskva; de bar en forskellig karakter, tilpasset efter de lokale forhold (i Asien og Afrika oftest den farvedes nationale rejsning mod de hvide undertrykkere), men fælles for dem alle er, at selv om atomvåbnet næppe kan tænkes anvendt i disse lokale affærer, hviler atombombens skygge over dem således, at Sovjet ikke øn­sker dem udvidet til en verdenskrig — og det må huskes, at en verdenskrig kun er mulig, hvis Sovjet er direkte deltager.

Denne tilstand og disse lokale krige er imidlertid ikke ufar­ lige for verdensfreden som helhed. Hvis kontrollen med sådanne lokale krige svigter, hvis uforudsete lokale eller andre begiven­ heder indtræffer, eller hvis Sovjet anstiller forkerte beregninger vedrørende Vestens vilje til modstand, kan en gnist fra en sådan lokal affære springe over i den store krudttønde og sætte ver­ den i brand. Eksempelvis var der perioder under Koreakrigen, hvor situationen var faretruende.

For Vesten bliver opgaverne fremdeles at virkeliggøre den sydafrikanske statsmand general Smuts udtalelse i 1948: „Timen er kommet til at råbe holdt til denne femte kolonne under dens fremmarch mod Vesten og at sige til stormagten bag den i klare og utvetydige ord: Hertil og ikke længere.“

Præsident Truman var den forste, der klart sagde dette, da han beordrede de forenede staters stridskræfter til at modsætte sig den brutale og åbne aggression mod Syd-Korea.

Hvis man anerkender teorien om, at atomvåbnet er en afgørende faktor forst og fremmest for at hindre, at krigen kommer, og dernæst, hvis dette mod forventning ikke skulle lykkes, da som det vigtigste middel til forsvar af den vestlige verden og til at hindre Sovjet i at opnå verdensherredømmet, må heraf følge, at det afgørende våben i den vestlige verdens arsenaler må være bombeluftfartøjet, der skal bringe atombomber og brintbomber hen til målene, der for en stor del vil ligge dybt inde i modstan­ derens territorium. Atså er det det strategiske flyvevåben, der er den store afgørende faktor både i kold og varm krig.

Jeg taler her om bemandede luftfartøjer, idet det nok vil vare adskillige år, før de såkaldte fjernvåben (guided missiles) vil have nået en sådan udvikling, at de helt kan erstatte bombema­skinerne.

Med dette som udgangspunkt må man dernæst undersøge, om den opbygning, som NATO-styrkcrne og herunder de danske styr­ ker har i dag, svarer til de som følge af atomvåbnet ændrede vilkår.

Hvad drejer det sig om?

Det drejer sig — som tidligere nævnt — om to ting:
1) At hindre, at krigen kommer. Altså have styrker af en sådan art og indbyrdes forhold samt af et sådant omfang, at man derved betager Sovjet lysten til at begynde et angreb.

2) Hvis krigen alligevel skulle komme, da at kunne holde Vest­ europa. Altså have de dertil nødvendige styrker. For meningen og formålet med Atlantpagten er at hindre, at medlemssta­ terne bliver besat med de heraf følgende konsekvenser: Un­ dertrykkelse af den personlige frihed, af demokratiets politi­ ske system, indførelse af hemmeligt politi, deportation af de nationale („indfødte“) befolkninger fra områder, hvor Sov­jet har en afgørende strategisk interesse, som det fandt sted i de baltiske lande o. s. v.

Først må man vist konstatere, at det af økonomiske og po­ litiske grunde aldrig vil være muligt i fredstid at opstille det milit(ert ønskelige, altså det der giver absolut og fuld sikkerhed — det vil altid være nødvendigt at finde frem til et kompromis således, at man ikke kommer under det m inim alt nødvendige og forsvarlige; og det kommer man i vore dage næppe op over i et demokratisk land med en høj levestandard. Man må derfor inden for NATO som hellied sorge for at anvende de økonomiske og personelle midler, der rådes over, således, at det rette forhold mellem de forskellige slags våben er til stede.

Hvis man skulle gennemføre den teoretiskdogiske følge af, at de strategiske flyverstyrker med atom- og brintbomber er den afgørende faktor i kold som i varm krig, skulle man koncentrere sine anstrengelser væsentligst om disse og i større eller mindre grad forsømme og reducere bære og flåder — en tanke, som med mellemrum dukker op, bl. a. fordi den er tiltalende, da de store hære kræver så mange værnepligtige. Man ser således herhjemme med mellemrum tanker blive fremsat i retning af at „rationalisere forsvaret“ ved at afskaffe hæren og lade forsvaret bestå af flåde, flyvevåben og hjemmeværn.

Dette er imidlertid en teoretisk betragtning. Man vil i intet land finde nogen ansvarlig flyverchef eller i øvrigt nogen ansvar­ lig politisk eller militær leder, der vil gå ind for sådanne tan­ ker. Selv om det strategiske flyvevåben — altså de store bombere — med atomvåben er en afgørende krigsbindrende faktor og det eneste middel, hvormed man i krig kan ramme angriberen i hjemlandet, i hans hjerte, altså angrebsstyrkerne i deres basis, må der være hærstyrker, taktiske flyverstyrker (udrustet med lette­ re typer luftfartøjer: jagere, jagerbombere og middeltunge bombe­re) samt flådestyrker til at dæmme op for og hindre angriberens hærstyrker i at trænge ind over Vesteuropa. I fredstid må NATO have styrker til at hindre „Korea-episoder“, f. eks. at østtysk fol- kepoliti indfiltrerer i Vesttyskland og en dag skaber et fait ac­ com pli, således som det skete i Czekoslovakiet. Eller at der et sted i Vesttyskland skabes en episode, som f. eks. det græske op­ rør, som kun den regulære græske hær var i stand til at ned­ kæmpe. Sådanne foreteelser kan ikke hindres ved flyvere eller atombomber. Der må i fredstid være hærstyrker på stedet. De kan og skal ses som et direkte udtryk for viljen til at modstå angreb og for at markere: Hertil og ikke længere — de bærer således den direkte og synlige byrde i den kolde krig, medens de strategiske flyverstyrker ligger mere tilbagetrukne som en stadig trusel mod angriberen og herved hindrende ham i at forvandle den kolde krig til en varm krig.

Hære og taktiske flyverstyrker er endvidere simpelthen en nødvendighed, hvis krigen trods alt skulle komme. De vil da være midlet til at sinke og standse angriberens fremtrængen, således at det strategiske flyvevåbens atomindsats kan få tid til at virke.

Hvis man ikke kunne sætte nogen solid modstand på jorden mod de fjendtlige hære, ville angriberen jo med konventionelle krigsmidler — uanset hvad der ellers skete på søen og i luften andre steder — kunne rykke frem og besætte Vesteuropa, og vesteuropæerne ville i en sådan situation ikke have megen glæde af, at det strategiske flyvevåben bombede selve Sovjetunionen, eller af, at de allierede flåder beherskede de store oceaner. Uanset de strategiske flyverstyrkers primære rolle, vil der derfor jævn­ sides med disse luftoperationer være en om jeg så må sige me­ re gammeldags krigsskueplads, en front, hvor dun direkte afgø­ relse om erobring og besættelse af landområder udkæmpes af hæ­ rene, støttet af de taktiske flyverstyrker — hvor altså den vestlige verdens skæbne direkte og umiddelbart afgøres. Uanset hvor mange flyvere og atombomber, der indsættes i en krig, kan land­ områder stadig kun erobres og dermed også direkte forsvares af hærstyrker — det er stadig manden med geværet, der får det sidste ord.

Man kan undertiden få indtrykket af, at nogle tænker sig, at m an ved anvendelsen af atom bom ber også kan standse de fjendtlige hærstyrker, hindre dem i at rykke frem og således for­ svare territoriet alene ved atombomber, altså ved flyverstyrker. Dette er et udtryk for en manglende forståelse af, hvorledes kri­gens billede — også i atomalderen — vil forme sig. For at belyse dette må det først nævnes, at atombomber ikke er et våben, man har rigeligt af på samme måde som f. eks. artillerigranater. Ved krigsudbrud kan man ikke — som ved konventionel ammunition — omstille civilindustrien til atomfabrikation. Heraf følger, at man for at anvende det trods alt begrænsede antal atombomber, man råder over, må have et tilstrækkeligt koncentreret mål at anvende den enkelte bombe imod, altså man må være sikker på at tilføje så store tab ved den enkelte bombe, at det er indsatsen værd. Hvis man ingen hærstyrker havde, eller hvis man kun hav­ de nogle spredte styrker her og der af lokal karakter, ville an­ griberen kunne trænge frem uden synderlig modstand og succes­ sivt erobre hele territoriet uden at behøve at koncentrere sine styrker således, at de frembyder et mål for atomvåbnet.

Egne styrker på jorden må derfor være så stærke, at de tvin­ger fjenden til at danne sådanne koncentrationer, at de byder mål for atombomben og hermed giver egne flyvere mulighed for at virke mod de fjendtlige hærstyrker. Det vil med andre ord sige, at ligesom en smed må have en solid ambolt for med sin ham­ mer at kunne bearbejde en hestesko, må en front af landstyrker tvinge fjenden til at koncentrere sig, for at atomvåbnet kan bru­ges mod ham.

Konklusionen heraf er, at atomvåbnet ikke kan erstatte hæ­ re eller flåder, men styrke dem i en sådan grad, at deres forsvars­ muligheder, d. v. s. deres chance for at stoppe angriberen og hindre, at han erobrer terrain, mangedohles. Der er således ikke tale om et „enten-eller“, men om et „både og og“.

Dette vil sige, at også med de seneste års udvikling af atom­ våbnene og med den udvikling, der på dette område vil kunne tænkes i den nærmere fremtid, f. eks. indtil 1965, vil den tidli­ gere omtalte inddeling af NATO-forsvaret i 3 komponenter, nem­lig strategisk flyvevåben, oceangående flådestyrker og de enkelte områders lokale forsvar stadig være nødvendig.

Hvad det drejer sig om er, at disse samlede styrker op­ bygges på en så hensigtsmæssig og økonomisk måde som muligt. Hovedidéen må være at undgå, at de enkelte lande hver for sig søger at opstille et miniature-NATO med styrker af alle 3 kate­gorier; de må tværtimod koncentrere sig om det, de kan magte, og det der for den enkeltes rolle i helheden er det nødvendige og mest påtrængende.

Ved fordelingen af opgaverne når man derfor frem til føl­gende :

1) Det strategiske flyvevåben med tilvejebringelse af atom- og brintbomber kan ifølge sagens natur kun præsteres af de virkelig store og industrielt rige lande, d. v. s. Storbritannien og navnlig USA. Ingen andre lande bar mulighed for at deltage heri.

2) Tilsvarende gælder opretholdelse af de store flåder til sik­ring af oceanerne og forbindelseslinierne her. Kun USA og Storbritannien kan yde afgørende bidrag på dette område.

3) Hvad derimod det uundværlige minimum af hærstyrker, tak­ tiske flyverstyrker og lokale flådestyrker angår, må det være de enkelte medlemsstater på kontinentet, der bærer hoved- byrden. Jo mere USA og Storbritannien må ofre på de strategiske flyverstyrker og på atomvåbnet, i desto højere grad er det naturligt, at det er de øvrige Atlantpagtnationer, der sørger for hærstyrker og taktiske flyverstyrker eller sagt på en anden måde, der opstiller det umiddelbare lokale for­ svar af den europæiske del af Atlantunionen.

Rollerne inden for det samlede Atlantpagtforsvar er således fordelt på en måde, at det taget under eet er et afbalanceret for­ svar, nemlig strategiske flyverstyrker og store flådestyrker, begge dele beregnet på at kunne virke over alt på kloden, og lokalfor­ svaret, nemlig de hær- og flyverstyrker, der i fred skal mindre lokale Ivorea-lignende episoder, skal markere Vestens vilje: Her­ til og ikke længere, og som i krig skal hindre angriberen i med sine konventionelle styrker at erobre Europa, og som herved skal skabe betingelserne for, at det strategiske flyvevåben kan nå at gore sin virkning.

Vestens forsvar hviler således rent umiddelbart og direkte på de hærstyrker, lokale flådestyrker og taktiske flyverstyrker, der rådes over. Det forsvar, som disse styrker kan præstere, er i høj grad påvirket af, at man fremover kan regne med anven­ delse af atomvåben, kastet fra luftfartøj eller udskudt fra kanon eller som en slags raket eller lignende, alt til umiddelbar støtte for de kæmpende hærstyrker. Jeg må måske lier indskyde, at det er sandsynligt, at udviklingen efterhånden vil kunne med­ føre, at de bemandede luftfartøjer i de taktiske flyverstyrker i hvert fald delvis erstattes med raketter, fjernvåben (guided mis­siles) o. lign.

Som jeg tidligere har nævnt, er omfanget af de områder, der skal forsvares, og de fronter, der skal holdes, bestemmende for det minimum af hærstyrker og taktiske flyverstyrker, der ud­ kræves for at løse opgaven. Jo større styrker, desto større mulig­ hed for at holde Vesttyskland. At holde Vesttyskland er afgørende for at holde Europa. Falder Vesttyskland med sine store indu­ strielle hjælpekilder og med sin talstærke befolkning i angri­ berens hænder, vil muligheden for at holde resten af kontinentet og de britiske øer være kompromitteret.

Muligheden for at holde Vesttyskland og hermed at opfylde Atlantpagtens formål at hindre russisk fremtrængen over jern­ tæppet er uløseligt knyttet til forstærkning af NATOs styrker med et tysk kontingent og til anvendelsen af atomvåbner til støtte for forsvaret. Det er formentlig også i erkendelse heraf, at Sovjet­ unionen så hårdnakket har søgt at hindre den vesttyske oprust­ning.

Af disse betragtninger må derfor drages den konklusion, at hverken den afgørende vægt, der må lægges på det strategiske flyvevåben, eller tilkomsten af det taktiske atomvåben vil kunne tillade nogen reduktion af de på det europæiske kontinent stå­ ende NATO hærstyrker og taktiske flyverstyrker — tværtimod vil de først nå det forsvarlige omfang med det tyske bidrag. Den bri­tiske luftmarskal, Sir John Slessor, bar i sin bog „Strategy for the West“, understreget dette og tilføjet, at antal og kampduelighed hos nogle medlemsstaters hærstyrker trænger til nogen forøgelse. Det farligste, man kan gøre, er, påvirket af en tilsyneladende af­ spændingsperiode eller i en overvurdering af atomvåbnets betyd­ning for helheden, at reducere de styrker, som netop bar skabt sikkerheden og den midlertidige afspænding. Så skulle vi jo til at begynde forfra.

Atomkrigens væsen.

Forinden jeg går over til det sidste afsnit af mit foredrag, nemlig de særlige forhold for Danmark, vil jeg søge at fremsætte nogle betragtninger over atomkrigens væsen:

Som det har fremgået af det hidtil fremstillede, kan man efter deres anvendelse inddele atomvåbnene i strategiske og taktiske atomvåben.

De strategiske atomvåben må tænkes indsat dels ved beman­ dede, hurtige bombeluftfartøjer, dels ved de såkaldte fjernvåben (raketter, fjernstyrede bomber o. lign.). Målene for disse våben vil ligge i modstanderens hjemland, og vil særlig omfatte pro­duktionscentrer og andre vitale anlæg.

De taktiske atomvåben påregnes anvendt nærmere ved fron­ ten til direkte hjælp for egen bærs kamp og kan blive indsat ved luftfartøj, artilleri eller som en slags raket el. lign. Praktisk taget enhver type luftfartøj vil kunne udstyres med atombomber. Artilleriet, der kan udskyde atomgranater, er en konventionel 280 m/m kanon med en rækkevidde på ca. 30 km. De taktiske atom­våben vil blive anvendt mod fjendtlige koncentrationer, f. eks. af artilleri eller kampvogne, eller fodfolk, der forud for et an­ greb indtager en samlet gruppering.

Der må regnes med atomvåben af forskellig virkningsgrad; til taktiske formål, altså ved fronten, må regnes anvendt atom­ våben med cn mindre virkning sammenlignet med de våben, der vil kunne bruges mod strategiske mål, f. eks. udstrakte industri­ områder. Brintbomben, livis virkning som bekendt er mange gan­ ge større end de øvrige atomvåben, vil vanskeligt kunne tænkes indsat mod taktiske mål ved fronten.

Om selve virkningen af den enkelte atombombe, der som be­ kendt omfatter varmestråling, trykbølge og radioaktiv stråling, kan summarisk siges, at den virker totalt ødelæggende inden for en radius af 6— 700 m. Herudover aftager virkningen med afstan­ den, idet virkningen er afgørende mindre mod dækket personel end mod udækket personel. Selv den simpleste form for beskyt­telse kan gøre udslaget, hvorfor troppernes nedgravning, blot i primitive huller, vil være en afgørende faktor i atomkrigen.

Hvorledes kan krigen nu tænkes at forløbe. Jeg må måske her citere et par linier fra det britiske forsvarsministeriums be­ tænkning af februar 1954. Der står heri:

„Hvis en verdenskrig skulle blive os påtvunget, må det an­ tages, at atomvåbnet vil blive anvendt af begge parter. Hvis dette er tilfældet, synes det sandsynligt, at en sådan krig ville begynde med en periode af intensive atomangreb, som ville vare en re­ lativ kort tid, og som ville medføre store ødelæggelser og skader. Hvis intet afgørende resultat nås i denne indledende fase, vil in­ tensiteten i fjendtlighederne falde, og en periode vil følge, hvor de to parter søger at genvinde deres styrke, idet de i mellemti­den fortsætter kampen, så godt de kan. Et sådant perspektiv understreger den primære nødvendighed af at basere vor forsvars­ politik på at forebygge krigen. Vore aktive militære styrker må være i stand til at modstå det indledende chok. Vore reserver må hurtigt kunne mobiliseres bag det skjold, som vore aklive styrker vidgør“ .

De atomangreb, der her regnes med i den britiske redegø­relse, må form entlig navnlig være strategisk bom bning af vitale områder og indretninger i modstanderens hjemland for at lamme produktionen og knække modstandsviljen — mål som jo kun i ringe grad findes i Danmark, og som bekendt findes i stort antal i de store industrilande, USA og Storbritannien, Belgien, Fran­ krig og Vesttyskland. Atomangrebene må endvidere forventes rettet mod flyvepladser og andre ting for at lamme det militære forsvar. Hertil kommer, at der må regnes med, at begge parter råder over de taktiske atomvåben og vil bruge dem.

For så vidt angår det militære forsvars organisation kan to principielle konklusioner drages af disse perspektiver:

1. 1)  at den største vægt må lægges på de i fredstid eksisterende styrker, således at disse er fuldt moderne udrustet og rede til så at sige øjeblikkelig indsættelse, således at de er i stand til at modstå krigens indledende chok-fase,

2. 2)  at deres organisation er tilpasset efter en sådan atomkrigs karakter.

   For så vidt angår de ændringer af hærens detailorgani­sation, der kan blive tale om, er meningerne foreløbig meget delt; gennem vort medlemsskab af NATO har vi lejlighed til at følge udviklingen og blive delagtiggjort i de erfaringer, der høstes. I almindelighed kan siges, at den nye organisation vil forstærke kra­ vene til troppernes bevægelighed, udstyr med langtrækkende vå­ben og kampvogne. Herved vil man nemlig kunne opnå at gen­ nemføre en større spredning og således unddrage sig atomvåbnets virkning samtidig med, at man ved tungere våben og større be­vægelighed kan forsvare større områder.

Et væsentligt træk i landkrigen vil blive, at man indtager sådanne formationer, at man selv er spredt, at man ikke frembyder lønnende mål for atomvåben, men samtidig så samlet, at modstanderen må koncentrere sig og herved præsentere atommål, hvis ban vil gennembryde fronten.

Enkeltheder i organisationsdiskussionen skal jeg ikke rede­ gøre for her, men blot nævne, at nogle ønsker at afskaffe divi­sionen på ca. 20.000 mand som operativ grundenhed og i stedet indføre mindre kampgrupper på 5— 6000 mand eller på 1000— 1500 mand. A lt dette er imidlertid langtfra afklaret.

Danmarks særlige problemer.

Om disse problemer vil jeg først nævne de største vanske­ ligheder, der eksisterer for indretningen af vort forsvar, nemlig:

1) Danmarks udsatte strategiske beliggenhed med de korte fly­ve- og sejlafstande fra den russisk-besatte del af Tyskland. Dette forhold stiller særlig store krav til beredskabet. Eksem­pelvis har Norge en langt gunstigere beliggenhed, hvorfor direkte sammenligning mellem de to lande ikke er mulig i militære spørgsmål.

2. 2)  Landets opdeling ved havet i mange områder (Jylland, Fyn, Sjælland, Lolland-Falster-Møn og Bornholm). Dette kræver, at de små hærstyrker, vi kan opstille, forud må grupperes med en uønskelig spredning. En central gruppering af kræf­ terne med henblik på indsættelse der, hvor hovedangrebet kommer, er ikke mulig.

3. 3)  At Danmark kun har landværts forbindelse med vore allie­ rede gennem det snævre holstenske område, der ligger umid­ delbart op til russisk-besat territorium. Hensynet til støtte fra vore allierede og direkte landmilitært samarbejde med dem gør det derfor afgørende vigtigt, at Holsten forsvares og holdes over for et angreb.

4) Den uforholdsmæssigt store hovedstad, der frembyder civil­ forsvarsmæssige problemer, der er umådelig vanskelige at løse (tilsvarende problemer findes i øvrigt i andre lande, navnlig USA,' Storbritannien, Holland, Belgien og Vesttysk­land).

Forsvaret har som bekendt en militær og en civil side. Det billede, jeg har søgt at tegne af atomkrigens væsen, understreger den afgørende betydning af også den civile side af forsvaret.

Det kan vist siges, at da Danmark ikke råder over egentlige industriområder eller andre større anlæg, der set med helhedens øjne er særlig betydningsfulde, er sandsynligheden for store mas­ sive strategiske luftangreb med atomvåben væsentlig ringere end f. eks. for USA, Storbritannien, Belgien og Vesttyskland. Ligele­ des kan en angribers ønske om at erobre landet så uskadt som muligt for at benytte det måske pege i samme retning. Dette be­virker dog ikke, at vi ikke må være forberedt, og mindsker ikke nødvendigheden af at organisere et psykologisk forsvar, d. v. s. en forberedelse af civilbefolkningens modstandsevne over for ikke alene de ulykker, der kan komme, men også over for 5. kolon­nes propaganda, udspredelse af rygter o. s. v., at træffe forbere­ delser således at presse, radio, administration o. s. v. kan virke, også selv om forbindelser inden for landet bliver afbrudt, at sik­re civilbefolkningens forsyninger, alt dette og meget andet er en forudsætning for, at vi ikke bukker under for det første angreb eller for truslen herom. Udbygningen af civilforsvaret er af primær nødvendighed for herved i mulig udstrækning at kunne afbøde opståede skader.

For det militære forsvars vedkommende kan siges:

Ved Vesttysklands optagelse i NATO og ved opstillingen af tyske styrker i forbindelse med tilkomsten af det taktiske atom­ våben vil Danmarks forsvarsmuligheder blive øget i afgørende grad derved, at adgangsvejene til den j\dske halvø vil have en overvejende sandsynlighed for at blive forsvaret af NATO , hvor­ ved den direkte landmilitære forbindelse med vore allierede kan bevares.

Danmarks forsvar er således, som det også umiddelbart kan »es af kortet, direkte afhængig af, hvor langt mod øst, NATO kan stoppe angriberen, altså af, at Vesttyskland som helhed kan holdes.

Når Vesttyskland kommer med i NATO-forsvaret, må det forventes, at de tyske repræsentanter i såvel politiske som mili­tære NATO-organer vil insistere på, at den forsvarsstrategi, der skal planlægges med de vesttyske styrker som en væsentlig faktor, skal have som mål at bolde Vesttyskland. Man vil utvivlsomt fra tysk side gøre alt for at undgå, at Vesttyskland mere eller min­ dre opgives eller som helhed skulle blive den krigsskueplads, hvor kampene udkæmpes.

Der er derfor håb om, at den „forward strategy“, der i dags­ pressen og tidsskrifter har været så megen tale om, vil kunne realiseres, når Vesteuropas forsvar styrkes ved atomvåbnet og ved tyske styrkers deltagelse — altså at man vil arbejde på at holde største delen af Vesttyskland. Det kan formodes, at betydelige tyske styrrker vil blive anbragt i Slesvig og Holsten.

Jeg må her minde om, at de tyske generaler Heusinger, der er minister Blanks højre hånd i Bonn, og Speidel, der er minister Blanks repræsentant i Paris, i sin tid har skitseret, hvorledes Vesteuropa mest hensigtsmæssigt kunne forsvares — den såkaldte Speidelplan, som har været offentligt gengivet i magasiner og dagblade. I henhold til denne skulle forsvaret af det vesttyske territorium bygges op over to militære kraftsamlingsområder, eet i det dansk-nordtyske område og eet i det sydlige Tyskland. Man ville herved ved at true flankerne af en russisk fremrykning mod vest kunne hindre eller stoppe en sådan frem rykning (jfr. figur3).

Med hensyn til vore egne forhold må jeg pege på, at dette, at flyvevåbnet vil være den afgørende faktor i såvel kold som varm krig må — som det fremgår af, hvad jeg har redegjort for — ses i helhedens perspektiv, nemlig at det er USAs og Storbritanniens strategiske flyverstyrker, der er tale om, og det kan alt­ så ikke nedfotograferes til danske forhold derhen, at hær og flåde kan negligeres, da det er flyvevåbnet, det hele drejer sig om. De kontinentale staters, herunder Danmarks, flyvevåben er taktiske flyvevåben og sammen med de pågældende staters hære og flåder en del — og en afgørende del — af det europæiske lo­kale forsvar. Der må advares imod ved en reorganisering af for­ svaret at forskubbe balancen mellem de 3 værn således, at eet af dem ikke kan udfylde sin mission. Kun ved en forsvarlig op­bygning inden for helheden kan de 3 værn samlet sættes i stand til at løse forsvarsopgaven.

I øvrigt kan siges, at hvis vi havde meget store hærstyrker under våben, kunne man overveje, om det ikke var rimeligt at nedskære dem og i stedet styrke f. eks. flyvevåbnet, som alle er enige om har behov herfor. Men noget sådant foreligger jo ikke. De store landhære, om hvilke man siger, at deres tid er forbi, eksisterer kun øst for jerntæppet. Af NATOs totale aktive divisio­ner på 50 har Danmark forpligtet sig til og planlagt at opstille een eller i alt en aktiv styrke på 18— 20.000 mand, altså ca. 1/2% af befolkningen. Hvis man vil have blot et strengt nødvendigt minimum af kampklare styrker, kan det næppe være mindre, når Danmarks geografiske opdeling og dets udsatte beliggenhed tages i betragtning. Atomvåbnet muliggør ikke en reduktion af disse i forvejen meget små styrker.

For at forebygge misforståelser må jeg gøre opmærksom på, at de m inim alt nødvendige hærstyrker, jeg taler om, er de dækningsstyrker, vi oprindelig har forpligtet os til og planlagt at op­ stille — de findes kun i et vist omfang i dag og vil ikke kunne opstilles fiddt ud, så længe de nylig vedtagne nedskæringer af budgetterne og mandskabsstyrkerne er i kraft.

Afsluttende vil jeg drage en almindelig konklusion. Atom­bomben og i endnu højere grad brintbomben har revolutioneret principperne for nationernes totale forsvar og gjort det mere nød­ vendigt end nogen sinde, at sikkerheden må søges i at forebvgge krigen. Verden står over for problemer af en sådan natur, at de måske kan dreje sig om den menneskelige races eksistens. Me­dens vi prøver på at løse disse problemer — og det kan meget vel tage mange år — må vi bevare de konventionelle våben, for at Vesteuropa ikke skal ligge åbent for aggression med netop konventionelle våben, som Sovjet er så overlegen på.

For den vestlige verden drejer det sig ikke om at undgå krigen. I trediverne søgte England og Frankrig netop at undgå krigen med det resultat, at den blev så meget desto sikrere. Det vil dreje sig om al hindre, at forebygge krigen — og det synes ikke at kimne gores på anden måde end ved opretholdelse af mi­ litær styrke, både med hensyn til nye og konventionelle våben. Også Danmark må her påtage sig sin del af byrden. Det vil ikke sige, at vi skal sidde med korslagte arme bag en Maginot-linie af jern og stål og vente på krigen; men det vil sige, at vi — den vestlige verden — i bevidstheden om denne styrke og den re­spekt, den aftvinger, kan soge forhandling for herved at opnå den forsoning og fred med det russiske folk, vi alle ønsker.

100% sikkerhed kan ingen få; men at en overvejende sand­ synlighed for at hindre katastrofen vil kunne opnås, nærer jeg personlig ingen tvivl om.

ERIK KRAGH