Log ind

De nordiske frivillige i vore slesviske Krige

#

I det sidste Hefte af „Personalhistorisk Tidsskrift“ (10. Række, 2. Bind, 3.—4. Hefte) har Kaptajn Hector Boeck skrevet en længere Artikel om „Norske, svenske og finske frivillige Officerer og Læger i den danske Hær og Flaade i Krigene 1848—50 og 1864.“ Der er Grund til at henlede „Militært Tidsskrift“s Læsere paa denne Afhandling; den bærer i høj Grad Bud til de Officerer, der beskæftiger sig med Studiet af dansk Krigshistorie. Det er et Samlerarbejde, der her er foretaget; et saadant kræver et langt og møjsommeligt Slid, og naar det er tilendebragt, er Resultatet som oftest ikke saa pynteligt og saa indbydende for den læge Læser som en velskrevet og af mange smukke Billeder oplivet Bog; men netop derfor er der Grund til at være Kaptajnen taknemmelig for hans Artikel. Den hører ikke til de Værker, man læser i et Træk fra Ende til anden, den er kun brugelig for den, der søger Oplysninger om enkelte Personer eller om særlige Forhold. Stoffet er ordnet i 3 Grupper, en for hvert af de nordiske Lande, og indenfor disse igen dels efter Aarstal — Treaarskrigen og 1864 — og dels i Underafsnit: Landofficerer, Søofficerer og Læger; derefter er de paagældende nævnt i Bogstavrækkefølge. Denne Ordning er naturlig i „Personalhistorisk Tidsskrift“, men set fra et krigshistorisk Standpunkt er den ikke fuldt tilfredsstillende. Der drives af mange indenfor Officerernes Rækker et ihærdigt Studium af Afdelingshistorie, og for den, der paa dette Grundlag ønsker Oplysninger om de nordiske frivillige, bliver det nødvendigt at læse Artiklen grundigt igennem — 51 Sider; et lille Register vilde have kunnet afhjælpe Manglen. Det er ligeledes en Ulempe, at de frivillige, der deltog baade i Treaarskrigen og i 1864, kun er nævnt under 1848—50; en Henvisning i Afsnittet om vor sidste Krig vilde have været naturlig. Det er med nogen Forundring, at man mellem de norske frivillige fra 1848—50 finder Hans Helgesen omtalt. Han var ganske vist, ligesom Olaf Rye og Frederik Adolph Schleppegrell, der selvfølgelig ikke er nævnt, født i Norge og Officer i den norske Hær — før 1814, men dermed ophører ogsaa hans Forbindelse med vort Naboland imod Nord. Efter Freden i Kiel forlod de alle 3 deres Fødeland og søgte og fik efter nogen Tids Forløb Ansættelse i den danske Hær. De fulgtes ad til det danske Auxiliærkorps, der under Prins Frederik af Hessen stod i Frankrig, men saa skiltes deres Veje; Rye og Schleppegrell blev i den danske Hær, medens Helgesen, der mente, han ikke egnede sig til den rolige og kedsommelige Garnisonstjeneste, tog sin Afsked; han flakkede om, førte et Æventyrliv og søgte en Gang Ansættelse i den norske Hær, men fik den ikke. Da saa Krigen kom i 1848, meldte han sig i sin Egenskab af afskediget dansk Officer til Tjeneste i den danske H æ r; man kan derfor ikke sige om ham, at han var „norsk frivillig“, og han er da heller ikke nævnt i den norske Kilde, Kaptajn Boeok anfører, og som handler om de norske frivillige i begge vore slesvigske Krige. I Indledningen til Artiklen er der nævnt en Række trykte Kilder, og det siges, at der ikke kendes noget finske Skrift. Et saadant findes imidlertid, men det skal indrømmes, at det hører til dem, der er vanskelige at finde; det er omtalt nedenfor. Der kunde ogsaa have været Grund til at nævne de af Kaptajn Ove Bauditz udarbejdede Sedler over de nordiske frivillige i 1864, en Kilde, der findes i Hærens Arkiv, og som Kaptajn Boeck har brugt; der er saa meget mere Grund til at fremhæve dette Værk, som de trykte Kilder i høj Grad er behæftede med Fejl.

De svenske frivillige i 1864.

I et tysk militært Tidsskrift, der kun er lidt kendt herhjemme, „Wissen und Wehr (E. S. Mittler & Sohn, Berlin)“, findes der i Aargangen 1984 en Artikel, som har stor Interesse for danske Officerer. Den er skrevet af Arkivraad Helmuth Rogge og hedder „Bismarck und die schwedischen Kriegsgefangenen von 1864.“ Den er refereret af Krigsarkivar Birger Steckzén i „Svenska Dagbladet“ for 19/3 1935. Begivenhederne i Aarene før 1864 udviklede sig som bekendt saaledes, at man i Danmark mente sig berettiget til at tro, at de nordiske Lande under en Krig om Slesvig vilde træde hjælpende til, men paa et meget sent Tidspunkt viste det sig, at Forhaabningerne glippede. Til Gengæld kom der en meget stor Mængde frivillige til os, ca. 525 fra Sverige, 105 fra Norge, 7 fra Finland og 1 Islænder. De blev fordelt til de forskellige Afdelinger, og et forholdsvis stort Antal blev senere samlet i Aarøes Strejfkorps. De svenske Officerer havde det svenske Krigsministeriums fulde Samtykke til deres Færd; de havde faaet Orlov i et Aar for at kunne gaa i fremmed Tjeneste, men Regeringen havde forbeholdt sig at kalde dem hjem, naar Forholdene i Sverige maatte kræve det; de beholdt derfor deres Pladser i Hjemlandets Hær. Det var imidlertid ikke alene den svenske Regering, der saa med venlige Øjne paa de frivilliges Krigsdeltagelse, rundt om i Sverige dannedes der private Komitéer, der hjalp de paagældende med Rejsepenge. Spørgsmaalet fangede Bismarcks Interesse, efter at Stormen paa Dybbøl havde fundet Sted, og der blandt Fangerne havde vist sig at være svenske Officerer; disse stod efter deres egne Udtalelser endnu i den svenske Hær, og de havde ikke aflagt Troskabsed til den danske Konge. Bismarck rettede en Forespørgsel til Udenrigsministeriets juridiske sagkyndige, og fra dem fik han en Udtalelse, der gik ud paa, at man maatte betragte de svenske Officerer som almindelige Krigsfanger, de var ikke Friskarefolk og kunde ikke behandles som saadanne. Bismarck lod derefter Sagen gaa videre til Justitsministeriet, og dette udtalte sig i Samklang med de tidligere spurgte; det hævdede, at Svenskerne skulde behandles som danske Krigsfanger, og at man efter folkeretslige Regler ikke kunde anse det for et Brud paa Neutraliteten, at enkelte frivillige fra en neutral Stat deltog i Krigen. Bismarck forelagde derefter Sagen for Kongen af Preussen og fik dennes Billigelse til at lade Gesandten i Stockholm gøre Forestillinger overfor den svenske Regering; denne svarede, at man ganske rigtigt havde givet nogle Officerer Orlov til at gaa i fremmed Krigstjeneste, men at man ikke havde bestemt, i hvilken af de kæmpende Hære denne Tjeneste skulde ydes, og at man altsaa ikke havde gjort nogen Forskel mellem de Nationer, der var indviklet i Krigen; den svenske Regering lovede imidlertid, at der, saalænge Krigen varede, ikke vilde blive givet yderligere Tilladelse til Officerer til at gaa i dansk Tjeneste. Dette skete i Begyndelsen af Maj, og da der kort efter blev sluttet Vaabenstilstand, blev Spørgsmaalet indtil videre stillet i Bero. Da Tiden nærmede sig, da Fjendtlighederne igen skulde optages, rejste Bismarck paany Spørgsmaalet i Stockholm, men den svenske Regering svarede, at den syntes, det var i højeste Grad besynderligt, at de to Magter, der jo var i Besiddelse af en meget betydelig militær Overmagt, vilde beskæftige sig med den ringe Forstærkning, den danske Hær havde faaet ved de faa svenske frivillige, der var traadt ind i dens Rækker. Saa kom det til Kampen paa Als den 29. Juni, og der blev igen taget nogle svenske Fanger; det gjorde naturligvis ikke Sagen bedre for det preussiske Folk, at det i en — fejlagtig — Meddelelse fra Sønderborg oplystes, at Svenskerne havde baaret en Uniform, der afveg fra den danske. Fra Aabenraa skrev man dernæst, at der, særlig paa Grund af det Aarøeske Strejfkorps’ Optræden, var blevet udgivet en Armébefaling, der sagde, at de fangne Svenskere, der ikke paa fyldestgørende Maade kunde godtgøre, at de hørte til den danske Hær, vilde blive stillet for en Krigsret og straffet efter Lovens fulde Strenghed. Denne Befaling, undertegnet af Prins Friedrich Carl, der havde afløst General Wrangel som øverstbefalende, var virkelig udgaaet den 2. Juli, og den var med det samme blevet offentliggjort gennem Pressen. Samme Dag fik Bismarck telegrafisk Meddelelse om Befalingens Ordlyd, og han indsaa, at der nu var Fare paa Færde; selv havde han ladet sig nøje med den svenske Regerings Løfte om ikke mere at give Officerer Orlov til Danmark, men nu havde Prinsen egenmægtigt grebet ind, og den 5. Juli fik denne fra Kongen en telegrafisk Ordre, at hvis der allerede skulde være fældet Dødsdomme over fangne Svenskere, maatte disse ikke bringes til Udførelse uden kongelig Stadfæstelse. Den næste Dag udfærdigede Bismarck efter Kongens Befaling en længere Skrivelse til Overkommandoen; han skrev heri, at man maatte huske paa, at man fra tidligere Krige havde Exempler paa, at preussiske Officerer med Regeringens Tilladelse havde været tilstede ved den ene af de kæmpende Hære og der ogsaa havde taget direkte Del i Kampen, uden at der derfor var fremkommet diplomatiske Vanskeligheder. Det vilde i det foreliggende Tilfælde have været ønskeligt, om man i Stockholm havde kunnet føre et mere truende Sprog, men da Preussen var i den kedelige Situation ikke at være Herre til Søs, maatte man desværre afstaa herfra. Prins Friedrich Carl, der støttedes af sin Generalstabschef, Moltke, var ikke tilbøjelig til at fravige sit Standpunkt; han hævdede, at det ikke drejede sig om Smaatilfælde, men Svenskerne var i store Masser traadt ind i den danske Hær, og der fandtes særlige svenske Troppeafdelinger, der sejlede rundt paa danske Skibe, og som gjorde Landgang i Ryggen paa de allierede Hære og foretog Strejftog og Overfald. Det vil være enhver bekendt, at Prinsen sigtede til Aarøes Korps, der i tyske Beretninger ofte nævnedes efter den ved Korpset ansatte svenske Premierløjtnant, Friherre Raab. Efter fornyede Tilkendegivelser fra Kongen af Preussen maatte Prins Friedrich Carl imidlertid bøje sig, og den 15. Juli udgav han en ny Armébefaling: de fangne Svenskere skulde i Flensborg holdes afsondrede fra de danske, og de skulde derfra sendes til Graudenz, hvor nærmere Ordre om deres Behandling vilde tilgaa. Bismarck drøftede ikke mere Sagen med den svenske Regering, men han paalagde Gesandten i Stockholm mundtlig at udtale, at man ikke kunde se bort fra, at der baade af den svenske Regering og af det svenske Folk var vist en fjendtlig Optræden, der ikke stod i Samklang med den tidligere venlige Færd mellem Sverige og Preussen, og at dette muligvis i Fremtiden vilde komme til at spille en Rolle.

De finske frivillige i 1864.

I et finsk Tidsskrift, der er skrevet i det svenske Sprog, „Historiska och litteraturhistoriska studier“, og som er udgivet af det svenske Litteraturselskab i Finland, findes i II Bind, 1926, en Artikel, der ligesom de foran nævnte har Krav paa at kendes af danske Officerer. Den er skrevet af Bernhard Estländer og hedder „Finländiska frivillige i danska kriget 1864.“ Forfatteren gør ikke Krav paa at være vidende om alle de finske frivillige, men han har faaet fat i en Del Breve og Dagbogsoptegnelser, og paa Grundlag af dem fortæller han om de tre Officerer, Rudolf Estländer, Herman Liikanen og Anton Sanmark. Artiklen er livlig og fornøjelig og skrevet i et meget let læseligt Sprog. Man hører om de unge Finners Vanskeligheder ved at komme hjemmefra; Rejsen maatte foregaa i største Hemmelighed, for at Russerne, der stod paa Preussernes Side, ikke skulde lægge dem Hindringer i Vejen. Liikanen og Estländer forlod Helsingfors paa samme Tid, og de benyttede begge Vejen over Åbo, men de fulgtes ikke ad, først ude paa Ålandsøerne mødtes de. Estländer kom i København paa en Rekrutskole og blev derfra overført til Officersaspirantskolen; ved Afgangen fra denne skulde han udnævnes til Sekondløjtnant, men saa — fortalte man — gav Russerne sig til at gøre Vanskeligheder, idet de modsatte sig, at russiske Undersaatter modtog Officersudnævnelse. Estlander fortæller derom den 11. Maj i et Brev til Broderen og tilføjer: „Man ventede med Sikkerhed, at Storfyrst Nicolai skulde komme og fri til Prinsesse Dagmar, men i Berlingske Tidende for i Forgaars stod der, at han havde kastet sine Øjne paa en østrigsk Ærkehertuginde, og samme Dag blev jeg udnævnt til Sekondløjtnant i den danske Armé.“ Han blev ansat ved 22. Regiment. Senere faar man at vide, at der efter Krigen ikke var Tale om Ubehageligheder fra Russernes Side overfor de frivillige, der havde været i Danmark. Medens Estlander ikke rigtig naaede at „lugte Krudt“, deltog Liikanen, der stod ved 3. Regiment, i Kampen den 18. A pril; han blev saaret, men det lykkedes ham, hjulpet af en Soldat af 16. Regiment, at komme tilbage til Als; fra Lazarettet i København gav han en livfuld Beskrivelse af sine Oplevelser, og hertil har han mange Aar efter føjet lidt om Opholdet i Hovedstaden, hvor han mødte megen Venlighed, især af den senere Generalinde Glahn. I 1914 deltog han som den eneste endnu levende af de finske frivillige i 50-Aars Mindefesterne i København, og det skulde ydermere forundes ham at opleve Nordslesvigs Genforening med Danmark i 1920. Sanmark kom til Dybbøl i Begyndelsen af April og fik Ansættelse ved 2. Regiment; den 18. April deltog han i Kampen om Skanselinien og blev taget til Fange. Gennem hans Breve baade fra Sundeved og fra Graudenz faar man nøjagtig Beskrivelse af Tildragelserne og tillige en Kritik af Forholdene indenfor den danske H ær; man hører ogsaa, at de tyske Soldater paa Stormdagen var saa berusede, at deres Officerer maatte slaa dem med den flade Klinge for at faa dem til at opføre sig skikkeligt overfor de fangne Officerer.

Den svenske Premierløjtnant, Friherre Hugo Raab i 1864.

I det svenske „Personhistorisk Tidskrift“ for 1931 findes en af Dr. E. Tiselius skrevet Artikel om to svenske Officerer af Navnet Raab, Fader og Søn, „Adam Christian Raab og Hugo Raab“. Kaptajn Boeck henviser til den i sin Artikel om de nordiske frivillige Officerer m. fl., og Krigsarkivar Steckzén nævner den i sin Anmeldelse af „Bismarck 0g de svenske Krigsfanger i 1864.“ Artiklen fortæller om Hugo Raabs Liv i Almindelighed, og den dvæler ved hans Deltagelse i Krigen 1864; dette Afsnit er bygget paa hans egne Erindringer, „Minnen från kriget 1864“, der findes i Manuskript i det svenske Krigsarkiv, og den har derfor Interesse for danske Officerer. Raab var en Mand, der havde Evne til at lægge Mærke til det særegne ved de Begivenheder, der tildrog sig uden om ham, og han giver en rammende Karakteristik af Personer og Forhold. Hans Ophold ved den danske Hær falder i to Afsnit, Tjenesten i Overkommandostaben og i Aarøes Strejfkorps. Fra Overkommandotiden paa Dybbøl fortæller han om de danske Officerers fuldstændige Sorgløshed, om de mange underlige Mennesker, Bladkorrespondenter, Turister og fremmede Officerer (imellem dem to gammeldags paaklædte og forhistorisk bevæbnede Japanere), der fulgte Hæren, og som fik Lov til at færdes overalt, hvor det lystede dem, og til at skrive om alt muligt; mangt og meget, som burde have været holdt hemmeligt kom derved til Fjendens Kundskab. Han nævner saaledes en Plan til et Overfald paa de preussiske Batterier paa Broagerland, et Foretagende, der ikke lod sig udføre, efter at en dansk Avis havde røbet Idéen. Den 17. Marts mødte han i Sønderborg Premierløjtnant, senere Kaptajn Aarøe, og i Fællesskab drøftede de Oprettelsen af et Strejfkorps. Aarøe var — skriver Raab — en svag Mand, der i lange Tider holdt sig borte fra Korpset, og den Marineofficer, der med sit Skib skulde føre Styrken til et eller andet Sted paa Slesvigs Østkyst, vægrede sig ved at efterkomme Befalinger i saa Henseende — man sammenligner uvilkaarligt hans Optræden med „Rolf Krake“s Førers, det var Kompetencestridigheder mellem de to Værn. Raab giver dernæst en Beskrivelse af de Folk, Svenskere og Nordmænd, der stod under hans Kommando, og hvoraf de fleste var Akademikere i en Alder af 18—25 Aar, „en ganska brokig skara med stridiga viljor.“

Chr. Bokkenheuser.