Den 1. verdenskrig var tænkt og forberedt som en kortvarig krig, hvor modstanderen skulle tilintetgøres ved raske og beslutsomme manøvreslag. Den blev i stedet en langvarig opslidning i fastlåste skytte gravssystemer. Denne artikel, der oprindeligt er udarbejdet som grundlag for en krigshistorisk forelæsning, søger at belyse baggrunden for og indholdet af førkrigsplanlægningen samt forsøgene på at overkomme den trauma, som fastlåsningen af fronterne skabte.
INDLEDNING
Den 1. verdenskrig var først og fremmest en hærenes krig - en krig mellem hære, der talte millioner af mænd. Aldrig tidligere var så store hære blevet samlet. Aldrig før havde sådanne muligheder eksisteret for at flytte hære af denne størrelse, for at udruste dem, for at forsyne dem på slagmarken med mad og materiel, og for at lede deres operationer. Siden afslutningen af revolutions- og napoleonskrigene - der med den franske Nationalforsamlings proklamation af 23. august 1793 om levée en masse betegner indledningen til folkehærenes epoke - havde et kompliceret magtbalancesystem i det store og hele bevaret freden i Europa og i verden som helhed. De krige, der forekom i disse 100 år, var med en enkelt undtagelse (den amerikanske borgerkrig) begrænsede i mål og omfang. Det var krige, der tjente til opnåelse af begrænsede politiske mål; hvadenten disse var sikring eller udvidelse af koloniale og økonomiske interesser, eller national samling inden for de rammer, som det etablerede europæiske magtbalancesystem tillod. Drevet frem af den fortsatte industrielle revolutions økonomiske og teknologiske kapløb og af de enkelte nationers stræben efter at sikre sig selv en sikker placering i dette kapløb, havde dette balancesystem i det 20. årh.’s første årti udviklet sig til et så kompliceret system af alliancer og indbyrdes aftaler nationerne imellem, at Europa, med Barbara Tuchmans ord, »var en dynge sværd, der var hobet op med lige så fin balance som et pindespil; ikke et eneste kunne røres uden at bevæge de andre« (Guns of August, p. 36). Men denne balance, som de europæiske nationer søgte at sikre ved evnen til at mobilisere og deploy ere folkehære, hvilede på en doktrinær illusion: Illusionen om, at det var muligt ved et kortvarigt og tilintetgørende slag at berøve modstanderen hans militære magtmidler og derigennem tvinge ham til politisk imødekommelse af egne krav. Det var den effektive preussiske generalstab og krigsmaskine, der havde skabt denne illusion. Bismarcks og Helmuth v. Moltkes (den ældre) to krige, der formede det tyske kejserrige for Hohenzollerne og placerede det som Europas strategiske centrum, var både kortvarige og begrænsede i målsætning. I den første, krigen mod Østrig i 1866, tog det kun Preussen syv uger at drive Østrig ud af Tyskland. Og i den anden, den fransk-tyske krig 1870-71, der ganske vist varede fem måneder, faldt afgørelsen allerede den 1. september med slaget ved Sedan, kun syv uger efter den franske krigserklæring. Illusionen blev åbenbar allerede i den 1. verdenskrigs første uger. Efter at de store europæiske kontinentalmagter med næsten samtidige mobiliseringsordrer havde sat deres »uhyre menneskelige maskiner« i gang i overensstemmelse med »forudbestemte og uomstødelige planer«, og efter at »disse menneske-væsener«, som McNeill udtrykker det i »The Rise of the West« (p. 742), »i titusinder i august 1914 mødte døden, glad over deres flugt ind i en søvngængeragtig heroismes automatik«, kørte millionhærene i Vest fast over for hinanden i et sammenhængende skyttegravssystem fra Den engelske Kanal til den schweiziske grænse. Bevægelige operationer, der kunne føre til det afgørende slag, som man regnede med i før-krigsplanlægningen, lå hermed uden for mulighedernes grænse. I Øst, hvor russerne var i stand til at ofre rum på bekostning af tid i overensstemmelse med deres traditionelle praksis, var der mere rum for manøvre; men heller ikke her var der nogen udsigt til det afgørende slag, så længe russernes vilje til at kaste menneskeliv ind i kæmpebålet blev fulgt op af evnen til at udruste nye opbud af udskrevne mujiki. Hvad var nu årsagerne til, at det gik, som det gjorde? Hvad var grundene til, at den krig, de militære planlæggere havde forberedt som en kortvarig krig, i hvilken modstanderens styrke skulle tilintetgøres gennem raske og beslutsomme manøvreslag, viste sig at blive en langvarig opslidningskrig i et fastlåset skyttegravssystem?
Det vil næppe være muligt at give et kort og samtidig udtømmende svar på disse spørgsmål. Det følgende tjener derfor alene til at redegøre for visse hovedlinier i de tanker om krigsudviklingen, som gik forud for krigen, og som formuleredes under krigen. Da der er - eller bør være - en nøje korrelation mellem de doktriner, hvorefter krig gennemføres, og den militærteknologi, der står til rådighed, vil det imidlertid også være nødvendigt her kort at berøre dennes udvikling før og under krigen. I virkeligheden er disse to faktorer - doktriner og militærteknologi - så snævert forbundne, at det er vanskeligt at behandle dem adskilt. Vi vil derfor i det følgende prøve på at skaffe os overblik over den militærteknologiske udvikling forud for og under krigen, at trænge ind i de ræsonnementer der lå bag de anvendte doktriner og at klarlægge de vilkår - herunder de politiske - hvorunder denne krig udkæmpedes.
OPFATTELSEN AF KRIGEN
Indledningsvis kan der være grund til kort at berøre nogle af de opfattelser af krigen, som gjorde sig gældende i årene omkring århundredskiftet, og hvoraf nogle også beskæftigede sig med, hvordan en kommende krig ville forløbe. Blandt denne periodes skribenter hører en bankier i Warszawa, den polske jøde J. S. Bloch, til de mest interessante og præcise. I 1897 udgav han på russisk et seksbindsværk med titlen »Fremtidens krig i dens tekniske, økonomiske og politiske sammenhæng«. Blochs analyse vakte betydelig opsigt og blev inden århundredskiftet oversat til både engelsk, tysk*) og fransk. Det bemærkelsesværdige ved Blochs forudsigelser**) er, at de viste sig at være så nøjagtige, selv om hans teorier ofte baserer sig på fejlagtige og latterlige kendsgerninger. Men han var en af de meget få i sin generation, som helt og fuldt accepterede, at defensiven blev den stadigt stærkere form for krig. Han kom hermed - som vi senere vil se - til den modsatte konklusion af, hvad bl. a. Foch nåede frem til i sin analyse og doktrinformulering.
*) Den engelske udgave: J. S. Bloch: »Is War Impossible«, London 1889; i en ny udgave fra 1900 ændredes titlen til »Modem Weapons and Modern War«. Den tyske udgave: Johan von Bloch: »Der Krieg« I-VI, Puttkammer & Miihlbrecht, Berlin 1899.
**) Jf. Fuller: The Conduct of War, p. 128-130, (Eyre & Spottiswoode, London 1962).
Som Clausewitz mente Bloch, at krigen er et politisk instrument, men gennem sine systematiske, økonomiske studier var han blevet overtydet om, at eftersom civilisationen siden Clausewitz’ dage var nået ud af jordbrugets og ind i den industrielle tidsalder, havde krigen som politisk instrument ændret karakter. I virkeligheden, mente han, var den fra at have været et positivt nu blevet til et negativt instrument.
»Læg mærke til,« sagde han til den engelske journalist W. T. Stead, som besørgede hans værk oversat til engelsk og selv skrev en udmærket sammenfattende indledning, »at før jernbanen, telegrafen, dampskibet osv. kom til, var den enkelte nation mere eller mindre en homogen, indesluttet og selvforsynende enhed.--Alt dette har ændret sig.---For hvert år bliver afhængigheden nationerne imellem stadigt større.--Det første en krig vil medføre, vil derfor være at berøve de magter, som indleder den, muligheden for at drage nytte af produkter fra de nationer, som de kæmper imod. — Soldaten er på vej ned, og økonomen på vej op. Der er ingen tvivl om dette. Menneskeheden har udviklet sig ud over det stadium, i hvilken krig længere kan betragtes som en appelret«. Bloch anså således krig mellem de store industrinationer for intet mindre end det fælles selvmord.
Om de moderne våben - det militære udtryk for den industrielle civilisation - sagde han: »Det ydre og synlige tegn på enden på krig var indførelsen af magasinriflen--Soldaten har ved den naturlige udvikling perfektioneret slagtemekanismen i en sådan g r a d , at han praktisk talt har sikret sin egen afskaffelse«.
Skulle det komme til et væbnet opgør, ville der nemlig, med Blochs ord, »først blive et forøget slagteri - forøget i så frygtelig en grad, at det ville blive umuligt at få tropperne til at føre slaget til en afgørende afslutning. De vil prøve på det, fordi de tror, de kæmper under de gamle betingelser, og de vil få en sådan lektion, at de for stedse vil afstå fra forsøget. Derefter vil vi, i stedet for krig ført til den bitre ende i en række afgørende slag, få en lang periode med fortsat pres på de kæmpendes ressourcer. I stedet for en styrkeprøve mand til mand, i hvilken modstanderne måler deres fysiske og moralske overlegenhed, vil krigen blive en slags pat, i hvilken ingen af hærene vil være villige til at gå på den anden, begge vil blive fastholdt over for hinanden, truende hinanden, men ude af stand til at gennemføre et sidste og afgørende angreb — Dette er fremtidens krig - ingen kamp, men hungersnød, ingen drab af mænd, men nationers bankerot og hele den sociale organisations sammenbrud.« »--Enhver vil være gravet ned i den næste krig. Det vil blive en stor skyttegravskrig. Spaden vil blive lige så uundværlig for soldaten som hans riffel--Alle krige vil nødvendigvis få karakter af belej ringsoperationer - soldaterne kan slås, som de har lyst; den endelige afgørelse ligger i hænderne på hungersnøden«. »--Medmindre man har en overlegen flåde, er det unyttigt overhovedet at have nogen, og en flåde, der ikke er overlegen, er alene gidsel i hænderne på den magt, hvis flåde er overlegen«. Det er ikke underligt, at W. T. Stead gav den første engelske udgave af Blochs værk titlen Is War Impossible. I England var man ikke fremmed over for de Bloch’ske ideer; man var i det 20. årh.s første årti tilfreds med de stabile og gunstige forhold, som tilværelsen under Pax Britannica og en afsluttet Boerkrig kunne byde på. I 1910 kom der en ny bog, The Great Illusion af Norman Angell, som hurtigt blev en kult*). Norman Angell beviste - som Bloch - at krig var umulig, at i den nuværende situation med nationernes indbyrdes financielle og økonomiske afhængighed, ville sejrherren lide ligeså store tab som den besejrede. Krig lønnede sig derfor ikke længere, og ingen nation ville være så tåbelig at starte en ny krig. En af de ivrigste fortalere for disse Angell’ske teser var den indflydelsesrige Viscount Esher, der var formand for War Committee, som skulle reorganisere den britiske hær efter dens mindre flatterende præstationer under Boerkrigen. Lord Esher forelæste både i Cambridge og på Sorbonne over The Great Illusion og påviste, hvorledes »nye økonomiske faktorer klart viser tomheden i angrebskrige«. Krig i det 20. årh. ville blive af et sådant omfang, sagde han, at dens uundgåelige konsekvenser af »kommerciel katastrofe, financiel ruin og individuelle lidelser« ville være »så mættet med begrænsende indflydelse«, at krig var utænkelig. Men selv om Lord Esher følte sig overbevist om, at »Tyskland var lige så modtagelig som Storbritannien over for Norman Angells doktrin«, så var kendsgerningen dog en anden. Året efter, at The Great Illusion udkom, udsendte General von Bemhardi en bog med titlen »Tyskland og den næste krig«**). Bernhardis betydning i Tyskland blev ikke mindre end Angells i England, men hans synspunkt var det nøjagtigt diametrale. Bernhardi hævdede med en sammenblanding af synspunkter fra Clausewitz, Treitschke***) og Darwin, at »krig er en biologisk nødvendighed«.
*) Jf. Barbara Tuchman: Guns of August, p.24-25, (DELL no. 333, NY 1962).
**) - - - - - , p. 25-26.
***) Heinrich Treitschke (1834-96), tysk historiker og politiker, ivrig tilhænger af tysk enhedsbevægelse og en stærk stat.
Det er i menneskeheden »fuldbyrdelsen af naturloven på hvilken alle naturens love hviler, loven om kamp for eksistensen«. Nationerne, hævdede han, må udvikle sig eller gå til grunde, »der eksisterer ingen stilstand«. For Tyskland er valget »verdensmagt eller undergang«. Efter Bemhardis opfattelse var Tyskland på vej opad mod sin retmæssige placering blandt nationerne, men, sagde han, »det, vi ønsker at opnå, må vi kæmpe for«. Derfor bliver »erobring en nødvendighedens lov«; i konsekvens heraf bliver også offensiven en nødvendighed og heraf følger igen, at »det påhviler os--at handle offensivt og slå det første slag«.
I Frankrig var erindringen om nederlaget ved Sedan en stadig og mørk skygge over fransk samvittighed: »N’en parlez jamais; pensez-y-toujour s*). Lige siden 1870 havde tanken om revanche været den mest fundamentale faktor i fransk politik. I årene lige efter 1870 havde såvel instinkt som militær svaghed dikteret en defensiv strategi; man murede sig inde bag et system af forsvarsstillinger. Fra de to forsvarslinier BelfortEpinal og Toul-Verdun holdt man vagt mod øst, og fra linien MaubeugeValenciennes-Lille sikrede man den vestre halvdel af grænsen mod Belgien; gabet mellem disse udbyggede fortifikationer skulle tjene til at kanalisere en angriber.
Men med århundredskiftet gjorde fransk ånd oprør mod disse tredive års defensive tankegang med dens indbyggede følelse af underlegenhed. Frankrig vidste sig fysisk svagere end Tyskland og behøvede et våben, som Tyskland manglede, for at afstive selvtilliden i kampen for overlevelse. Tesen om »Ide med et sværd« opfyldte dette savn. Udtrykt i den franske filosof Henri Bergsons (1859-1941) formulering blev det til élan vital, »den livskraftudfoldelse, der ad stadig nye veje baner sig frem i en uendelig skaben« (»Hvem tænkte hvad«, Politikens håndbogsserie p. 158), den alt erobrende vilje. Troen på dens kraft overbeviste Frankrig om, at den menneskelige ånd trods alt ikke behøver at bøje sig for udviklingens forudbestemte kræfter, som både Schopenhauer og Hegel havde erklæret var uimodståelige. Fransk ånd ville være en udlignende faktor. Viljen til at vinde - den franske élan - ville gøre det muligt for Frankrig at besejre sin fjende. Omsat i militær terminologi blev denne Bergson’ske élan vital - som vi skal se - til doktrinen om offensive á outrance.
*) Jf. Barbara Tuchman: Guns of August, p. 46 ff.
Vender vi os herefter i korthed til det militær-teknologiske udviklingstrin, som en anden faktor, der øver indflydelse på udformningen af militære doktriner, må vi konstatere, at der i 19. årh.’s sidste trediedel og i begyndelsen af det 20. årh. forekommer tre væsentlige nyskabelser på det våbenmæssige område:*)
- generel indførelse af den småkalibrede magasinriffel, til hvilken der anvendes røgsvagt krudt,
- forbedring af maskingeværet,
- introduktion af hurtigtskydende artilleri.
Omkring 1870-71 var enkeltskuds-bagladegeværet udviklet til en sådan effektivitet, at det næste trin måtte være at udvikle det til et repetereller magasin gevær. Ideen var ikke ny, men først med udviklingen af en enhedspatron med m^talhylster var det muligt at realisere denne idé. Som det første land introducerede Tyskland i 1884 magasingeværet ved ændring af 1871-udgaven af Mauserriilen. Året efter indførte Frankrig et lignende system med LefceZ-riflen, der anvendte røgsvagt krudt. I 1886 kom østrigerne med Mannlicher-riflen med box-magasin, og to år senere antog englænderne .303 Lee-Metford-riflen, der havde box-magasin til 8, senere 10 patroner. Ved århundredskiftet havde man således i alle de større lande indført magasingeværer af nogenlunde samme standard. Kalibret varierede fra ca. 8 til ca. 6.5 mm. Alle anvendte røgsvagt krudt og havde visér op til 2000 yards eller meter. Samtidig med udviklingen af magasingeværet fortsattes udviklingen af maskingeværet. Heller ikke denne idé var ny, og en række typer var blevet udeksperimenteret og sat i produktion, som f. eks. en forbedret udgave af Gatling-geværet, der introduceredes allerede under den amerikanske borgerkrig, Hotchkiss-geværet fra 1875, Browning fra 1889 og Colt fra 1895. Det afgørende tekniske gennembrud i konstruktionen af maskingeværer kom med H. S. Maxims patent på en én-løbet kanon, som ladede og skød ved kraften fra rekylen. Den oprindelige model vejede ca. 20 kg, var vandkølet og bæltef ødet. Dens skudkadence lå på 2000 skud på 3 minutter. Dette våben, der skulle komme til at revolutionere infanteriets taktik, indførtes allerede 1889 af den engelske hær.
*) Jf. Fuller: The Conduct of War, p. 134 ff.
Introduktionen af det hurtigtskydende artilleri tilskrives forslag i 1891 fra general Wille i Tyskland og oberst Langlois i Frankrig. Problemet var, at en forøgelse af hastigheden for artilleriets skudafgivelse kun kunne ske ved, at man fandt en metode til at optage piecens rekyle. Man iværksatte en række forsøg, der endte med indførelse af en rekylbremse, som gjorde lavetten rekylf ri. Dette gjorde det igen muligt at montere et skjold på lavetten til beskyttelse af betjeningsmandskabet.
De her kort omtalte våbentekniske forbedringer, sammenholdt med den stadige forøgelse af hærenes størrelse som følge af den almindelige værnepligt, stillede øgede krav om forsyninger og til transport. Jernbanen kunne i vidt omfang imødekomme det samlede transportbehov frem til slagmarken. Det var på selve slagmarken, vanskelighederne var størst. Allerede under Krimkrigen havde man forsøgt sig med lokomobiler som trækkraft for vogntog fra magasinerne ved Balaclava til fronten. I den fransk-tyske krig benyttede man også lokomobiler som trækkraft for tunge kanoner, og i perioden op til omkring århundredskiftet gennemførtes en række eksperimenter i forskellige lande. I Boerkrigen rådede man bl. a. over seks pansrede vejtog bestående af et lokomobil og fire vogne, pansringen var godt 6 mm tyk og kunne modstå direkte geværild på ca. 20 m afstand. Vognene var udstyret med skydeskår, og ideen var at anvende dem som mobile blokhuse. Frem til og under den 1. verdenskrig var det dog - som nævnt - jernbanen, der udgjorde rygraden i massehærenes transportsystem, såvel ved deres gennemførelse af mobilisering og opmarch som ved deres kontinuerlige forsyning med forplejning, materiel og ikke mindst ammunition under kamp. Med Gottlieb Daimlers opfindelse i 1885 af eksplosionsmotoren var imidlertid en ny form for trækkraft på vej, som skulle få enorm betydning ikke alene for hærenes transportsystemer*), men også for udviklingen af nye, mobile og revolutionerende våbenplatforme, nemlig kampvognen og flyvemaskinen, der begge afgørende begyndte at gøre sig gældende med 1. verdenskrigs slutning, men som først fik et egentligt gennembrud med lanceringen af Blitzkrieg-doktrinen ved den 2. verdenskrigs indledning, og da i selskab med en lige så afgørende teknologisk nyskabelse, den trådløse telegraf og radio, der byggede på Rudolf Hertz9 eksperimenter fra 1887.
*) Den første egentlige anvendelse af motortransport af tropper var general Gallienis mobilisering af de parisiske taxaer, som transporterede to infanteriregimenter frem til forstærkning under slaget ved Ourcq den 7.-8. september 1914 (Esposito: World War I, p. 70). I den kritiske uge fra 28. februar 1916 blev der transporteret over 25.000 t forsyninger og 190.000 mand frem til Yerdun med lastbiler ad den berømte vej: La Voie Sacrée. Under kulminationen i juni indsattes 12.000 lastbiler. Hvert punkt af vejen passeredes da hvert 14. sekund af en lastbil (Alistair Horne: Verdun 1916, p. 150).
Ved den 1. verdenskrigs udbrud kan det militær-teknologiske udviklingsstade da opsummeres således:
- Jernbanen muliggjorde hurtig mobilisering og opmarch af millionhære og kontinuerlig forsyning af dem på slagmarken.
- Det benzindrevne køretøj var så vidt udviklet, at det kunne begynde at spille en rolle på slagmarken som transportkøretøj, men udviklingen af det som kampkøretøj eller våbenplatform tilhørte endnu fremtiden. - Moderne våben havde tilført hærene en sådan ildkraft, at de defensive muligheder var blevet væsentligt forøget. Ved kombination med skyttegravssystemer og pigtrådsspærringer kunne der skabes en enorm defensiv kraft, således som det bl. a. havde vist sig under den seneste større krig før verdenskrigens udbrud, den russiskjapanske krig 1904-05.
- Udnyttelsen af den tredie dimension, luftrummet over slagmarken, var endnu mangelfuld, men muliggjorde dog observation og i meget begrænset omfang forstyrrelse af modpartens dispositioner ved angreb med maskingeværild og lette bomber.
- Det kommunikationssystem, som var forudsætningen for at styre og kontrollere hærstyrker af den størrelse, det var muligt at sætte ind i kamp, var endnu for uudviklet og langsommeligt; baseret som det var på telegrafi, telefon og ordonnanser. Der eksisterede således et misforhold mellem masse og ildkraft på den ene side og styrings- og kontrolmuligheder på den anden side.
DE GRUNDLÆGGENDE DOKTRINER
Karakteristisk for de doktriner for hærenes anvendelse, hvormed den 1. verdenskrig indledtes, er imidlertid, at de i mindre grad baseredes på erkendelse af og forsøg på at overkomme denne problematik. De baseredes i langt højere grad på at løse de problemer, som den ene side af den nævnte problematik fremkaldte, nemlig problemerne i forbindelse med masse og ildkraft, eller sagt på en anden måde, problemer i forbindelse med mobilisering og deployering af millionhære, der rådede over effektive, moderne våben. Det fælles udgangspunkt for forsøgene på at løse disse problemer var en accept af den clausewitzske tese om, at man for at påtvinge modstanderen ens egen vilje måtte berøve ham hans magtmidler; gennem slaget tilintetgøre hans væbnede styrker. Den konkrete udformning af doktrinerne var imidlertid præget af nationale forudsætninger af bl. a. politisk, militærgeo gr afisk og militærteknologisk samt traditionsmæssig art. De to lande, der kom til i afgørende grad at præge udviklingen, var Tyskland og Frankrig. I fortsættelse af den tradition, der var skabt i Preussen fra den omfattende reformperiode i 1800-tallets begyndelse og perfektioneret af den preussiske generalstab under den ældre Moltkes inspirerende ledelse, udvikledes i Tyskland doktrinen om den tilintetgørende omfatning, I Frankrig ren dyrkede man derimod, på baggrund af minderne om revolutions- og napoleonstidens gloire og elan og næret af had til og ønske om revanche over sin østlige nabo, ideen om den moralske overlegenhed; hvilket førte til doktrinen om offensive á outrance.
DEN TILINTETGØRENDE OMFATNING
Den tyske doktrin om en tilintetgørende omfatning blev oprindeligt både formuleret og demonstreret af den ældre Moltke. For ham var problemet at udnytte den kvantitetsmæssige forøgelse og de kvalitetsmæssige forbedringer, som var resultatet af den franske og den industrielle revolution. Fra Napoleon havde han lært, at bevægelighed var sjælen i krigen. Han var en af de første til at erkende de forbedrede ildvåbens defensive kraft. Hans konklusion heraf var, at sejren skulle søges opnået gennem omfatning af modstanderen. Hans indgående studier af krigshistorie havde tillige ført ham til en erkendelse af, at de stadigt større hære med stadigt større bevægelighed nødvendiggjorde en decentralisering af føringen på slagmarken, fordi der ikke længere eksisterede nogen mulighed for feltherren for at overskue slagets forløb. Feltherrens indflydelse måtte derfor bero på en minutiøs planlagt og gennemført opmarch af styrkerne. Ingen plan ville være i stand til at forudse kampens detaljerede forløb efter det første sammenstød; derfor måtte førerne opdrages til gennem forudgående skoling at handle på eget initiativ, men i overensstemmelse med et generelt direktiv. Det gjaldt for enhver pris om at bringe sig selv i en sådan position i forhold til modstanderen, at ens egen ild kunne tilintetgøre ham eller tvinge ham til at erkende sig slået. Moltke udtrykte dette i »Instruks for førere af større enheder« fra 1869 således:
»Det er nden for al tvivl, at den mand, som skyder uden at være i bevægelse, har fordelen fremfor ham, der rykker frem; at den første finder beskyttelse, hvor den anden finder hindringer, og at hvis man møder det mest inspirerede angreb med rolig fastholden, vil det være ildvirkningen, som nu om dage er så effektiv, der vil afgøre udfaldet. Hvis det er muligt for os at sikre os en sådan stilling som fjenden, af politiske eller militære årsager eller måske blot på grundlag af en national amour propre, vil bestemme sig for at angribe, så forekommer det helt logisk først at udnytte defensivens fordele, forinden man går over til angreb«*).
*) Cit. Fuller: The Conduct of War, p. 117-118.
Det var i overensstemmelse med disse Moltke’s synspunkter på værdien af minutiøs planlægning, af opmarch, omfatning, decentraliseret føring og selvstændigt initiativ hos førerne, at den tyske hær var blevet skolet i årene før verdenskrigen. Hertil kom yderligere en tradition, nedarvet fra Frederik den Store, men betinget af Tysklands strategiske beliggenhed; traditionen om operationer på de indre linier. Med risikoen for at skulle føre en to-fronts-krig måtte den tyske generalstab nødvendigvis planlægge på at koncentrere afgørende styrke til en afgørende offensiv mod den ene modstander, medens et minimalt antal styrker gennemførte en strategisk defensiv over for den anden, indtil den første var elimineret, og koncentration med henblik på offensiv mod den anden kunne gennemføres. Helt fra de ældre Moltkes periode som chef for »Den store Generalstab« analyseredes dette problem indgående. I en periode planlagde man den indledende tyngde mod Rusland og defensiv mod Frankrig. Efterhånden ændredes synspunkterne imidlertid, ikke mindst på baggrund af vurdering af de franske, respektive de russiske jernbaners kapacitet i mobiliseringsfasen, således at den indledende tyngde skulle anvendes mod Frankrig. Det var Grev Alfred von Schlieffen, i årene 1891-1901 chef for »Den store Generalstab«, som udformede den plan, der dannede baggrunden for den tyske operationsplan i 1914. Den byggede på i løbet af seks uger at knuse Frankrig med 7/8 af Tysklands samlede hærstyrker, medens den resterende ottendedel skulle holde russerne i Øst. Tidsfaktoren, 6 uger, var væsentlig i Schlieffens planlægning, fordi man regnede med fra tysk side, at det var den tid, det ville tage russerne at mobilisere og gøre sig rede til større offensive operationer. Schlieffen var en varm tilhænger af den ældre Moltkes synspunkter vedr. omfatning. Helst havde han set gennemført en dobbelt omfatning, et egentligt Cannæ; han studerede med stor grundighed Hannibals sejr ved Cannæ år 216 f. Kr., men han erkendte, at de tyske midler ikke rakte til en så enorm operation som at foretage en dobbelt omfatning af den franske hær. Han besluttede sig derfor for en enkelt omfatning (Leuthen 1757!) med en stærk højre fløj og gjorde fuldt bevidst den venstre fløj i Elsass-Lothringen svag, dels for at få flere styrker på højre fløj, dels for at friste franskmændene til at angribe venstrefløjen og således lokke dem ind i en fælde mellem Metz og Vogeserne. I sine bestræbelser på at skabe afgørende tyngde på højrefløjen blev det nødvendigt for ham også at anvende reserveenheder i første linie, noget som ikke mindst franskmændene anså for ugørligt. Men jo kraftigere den højre fløj blev, jo mere plads til manøvre havde den behov for. Det blev derfor »en militær nødvendighed« for den tyske plan at krænke den af stormagterne garanterede belgiske neutralitet. En omstændighed, som senere skulle medvirke til at forene det splittede engelske kabinet, da afgørelsen om at komme Frankrig til undsætning blev aktuel. Så besat blev Schlieffen af tanken om højrefløjens styrke, at hans sidste ord før han døde som 80-årig i 1913 skal have været: »Det må komme til et opgør. Sørg blot for at gøre højre fløj stærk«*). Men Schlieffens efterfølger, den berømte feltmarskals nevø og navnebroder, general Helmuth Moltke, der nok mere var valgt p. gr. a. sin berømte slægtnings end sine egne fortjenester og egenskaber, var knapt så villig til at tage den kalkulerede risiko på venstre fløj. Medens Schlieffens plan indebar, at den venstre fløjs styrke indledningsvis skulle være 15% af den højre fløjs og reduceres til 9% ved at skifte to korps fra venstre til højre fløj efter det indledende sammenstød, så ændrede Moltke styrkeforholdet således, at den venstre fløjs styrke blev på 22% af højre fløjs**). Hertil kom, at han efter slagets indledning yderligere svækkede højre fløj ved at sende to korps til Østpreussen (på trods af 8. armés ønske og deres mulighed for at nå rettidigt frem til at få indflydelse på slaget ved Tannenberg).
OFFENSIVE á OUTRANCE
Den tyske opfattelse var altså, at moderne ildkraft havde gjort den ønskelige omfatning af fjendens styrker mulig alene på et strategisk plan. Derfor planlagde man og skolede styrkerne i overensstemmelse hermed. I Frankrig havde man uddraget andre erfaringer af den fransk-tyske krig, og man lod sig ikke påvirke af senere erfaringer, ikke mindst fra den russisk-japanske krig. For franskmændene var - med Foch’s udtryk - »taktiske resultater det eneste, der tæller i krig«***). Denne kendsgerning var klart kommet til udtryk i en bog, der udkom 1880, Études sur le Combat, skrevet af en fransk infanteriofficer, oberst Ar dant du Picq, som iøvrigt blev såret og døde en måned efter den fransktyske krigs udbrud, du Picq’s grundlæggende tese var, at succes i kamp er et spørgsmål om moral. Er angriberens moral forsvarerens overlegen, vil angriberen vinde. Han skriver bl. a.:
*) Cit. Barbara Tuchman: Guns of August, p.42.
**) Jf. Fuller: Conduct of War, p. 156.
***) Cit. efter Theory and Practice of War, p. 80. (edt. Mich. Howard, Cassell, London 1965).
»I kamp er det to moralske kræfter mere end to materielle, som er i konflikt. Den stærkeste vil vinde. Sejrherren har ofte mistet----flere mænd end den besejrede--- Med lige eller endog underlegen ødelæggelseskraft vil den vinde, som er besluttet på at avancere----den som har den moralske overlegenhed --- Den der fremtræder mest truende vil vinde.«*)
Det er ikke underligt, at disse synspunkter måtte virke inspirerende på et officerskorps og en nation, hvis stadige og vedholdende tanke var revanche for ydmygelsen i 1870—71. Smeltet sammen med Bergsons tese om den franske élan vital blev de grundlaget for doktrinen om offensive å outranee. Denne offensiv-doktrin havde sit arnested på École Supérieure de la Guerre under den senere marskal Ferdinand Fochs inspirerende ledelse. Foch var en sammensat natur, der på den ene side prædikede en viljens mystique, som udtrykt i hans berømte aforismer: »Victoire, cest la volonté« og »Et vundet slag er et slag, i hvilket man ikke erkender sig slået«. I praksis skulle dette udmøntes i hans berømte ordre »Attaque! Attaque!« under slaget ved Marne, hvor situationen indbød til tilbagegang. Den anden side af Fochs natur var præget af common sense. Han advarede mod at tro, at moral alene kunne erobre. Fra sine metafysiske udflugter kunne han pludselig - i sine forelæsninger og i sine to bøger Les Principes de la Guerre og La Conduite de la Guerre - stige ned til konkrete taktiske problemer, til nødvendigheden af sureté, ildkraft, kravet om lydighed og disciplin. Den realistiske halvdel af hans lære kan sammenfattes i en anden af hans berømte aforismer: De quoi s’agit il? Men på grund af deres tiltrækningskraft lagde Fochs principper en fælde for Frankrig. De blev taget op med særlig entusiasme af oberst Grandmaison, chefen for operationsafdelingen i den franske generalstab. I 1911 holdt han to forelæsninger på École Supérieure, som havde en enorm virkning. Grandmaison havde kun fat i en del af Fochs principper. Han udlagde deres élan uden deres sureté. Han formulerede en militær filosofi, som havde en suggesterende virkning på tilhørerne. Dens essens var offensive å outranee, offensiv til det yderste. Alene denne kunne føre til Clausewitz’ afgørende slag, som »til det yderste udnyttede krigens inderste handling«, og som »én gang indledt, uden et sekunds tøven må drives til sin afslutning, helt til det yderste af menneskelig udholdenhed«.**) At gribe initiativet blev et sine qua non.
*) Cit. efter Fuller: Conduct of War, p. 121-122.
**) Cit. efter Barbara Tuchman: Guns of August, p. 50.
Konsekvensen af denne begejstring for offensiven, uden hensyntagen til den militære teknologi og Fochs sureté, blev en fuldstændig ændring af den franske planlægning. Den hidtidige defensive tankegang blev helt forladt til fordel for den ny Plan XV II, der sigtede på to større offensive operationer på begge sider af det af tyskerne befæstede område om MetzThionville. Planen havde alene ét fastlagt mål: »Uanset omstændighederne er det - - hensigten at rykke frem med alle styrker til angrebet«*). Konsekvensen heraf blev en koncentration af 5 franske armeer til angreb over grænsen fra området fra Belfort til Hirson, medens de resterende 2/3 af grænsen til Belgien, fra Hirson til Kanalen, var uforsvaret. - Og det var her, tyngden af det tyske angreb senere skulle ramme! De franske taktiske forskrifter gennemsyredes af denne offensive idé. I det ny feltreglement fra 1913 hedder det således:
»Den franske hær, der er vendt tilbage til sin tradition, tillader fremtidig kun én lov: loven om offensiv«-- »Offensiven alene fører til positive resultater« — »Slag er fremfor alt en moralsk kamp. Nederlag er uundgåeligt, så snart håbet om at erobre ophører med at eksistere. Det er ikke den, som har lidt mindst, der får succes, men den, hvis vilje er mest fast, og hvis moral er stærkest«.**)
DOKTRINERNES SKÆBNE
Noget af det mest ejendommelige ved denne franske entusiasme for offensiven var, at den smittede af på såvel briterne som russerne, således at man i virkeligheden kan sige, at da verdenskrigen kom, var den i sin indledning et formidabelt opgør mellem den tyske tilintetgørende omfatning og den franske offensive å outrance. Resultatet af dette opgør blev som forudset af Bloch. Efter at den franske doktrin havde vist sig at have succes under stabiliseringen af den kritiske situation i forbindelse med Marne- og Ourcq-slagene, viste defensiven sig offensiven overlegen. »Kombinationen af projektil, spade og pigtråd knuste« - som den engelske oberst Hoffman Nickerson har bemærket i sin bog The Horde Army 1793-1939 - »enhver offensiv på Vestfronten så effektivt, at intet angreb eller serier af angreb havde held til fra oktober 1914 til marts 1918 at ændre frontliniens forløb 10 miles i nogen retning«.***) Og i Old Soldiers never die skriver menig Frank Richards: »Fjenden rejste sig og begyndte at rykke frem. Han blev stoppet omgående: med brystværnet som støtte for vore rifler var det umuligt at ramme ved siden af. Angrebet var ovre, før det næsten var begyndt--ti mand i en skyttegrav kunne let modstå halvtreds, som prøvede at tage den«.*)
*) Cit. efter The Theory and Practice of War, p. 81.
**) Cit. efter Barbara Tuchman: Guns of August, p. 51.
***) Hoffmann Nickerson: The Horde Army 1793-1939, p.280, (London 1940).
Krigen på Vestfronten var blevet en belejringskrig i sammenhængende skytte gravssystemer fra Den engelske Kanal til den schweiziske grænse. Ikke den kortvarige manøvre og tilintetgørelse, som begge parter havde forestillet sig. Også på Østfronten gik man i stå efter manøvrestrategiens indledningsvise succes.
FORSØG PÅ EN INDIREKTE STRATEGI
Problemet blev nu at genskabe mobiliteten, og dets løsning afhang af at overkomme den defensive treenighed af projektil, spade og pigtråd. Generalstabene søgte at løse det på den konventionelle måde: de vendte sig til artilleriet og søgte med det at sprænge en breche i fjendens sammenhængende front. Såfremt de havde analyseret netop dette problem ud fra nye synspunkter efter den russisk-japanske krig, der demonstrerede den nye hurtigtskydende kanons enorme ildkraft, er det muligt, de ville have kunnet forhindre problemet i overhovedet at opstå, allerede inden de sammenhængende skyttegravssystemer blev en kendsgerning. Men det ville tillige have krævet rådighed over yderligere bevægelighed på slagmarken og mere avancerede muligheder for styring og kontrol af hærenes enheder. Som tingene stod i efteråret 1914, rådede man hverken over det tilstrækkelige antal kanoner, den nødvendige mængde ammunition eller den for gennemførelse af gennembrudsoperationer nødvendige taktik. Hertil kom, at hverken generalstabene eller deres politiske herrer havde forestillet sig de krav til industriproduktionen, som hærstyrker af de dimensioner, man havde sluppet løs, stillede. Resultatet af alle forsøg på at gennembryde Vestfronten endte derfor i fiasko’er; enormt kostbare i menneskeliv. Politikere, der var forfærdede over de store tab, prøvede derfor at genskabe bevægeligheden ved at ændre front, som om lokaliteten i sig selv bar skylden for stilstanden. Det førte blot til nye skuffelser, nye kostbare tab og dybtgående uoverensstemmelser mellem de såkaldte »easterners«, som det lykkedes at få gennemtrumfet Gallipoli- og Makedonien-operationeme, og de såkaldte »westeners«, som fastholdt, at anstrengelserne måtte sættes ind på Vestfronten mod Tyskland i overensstemmelse med Clausewitz’ anvisninger om, at i en krig mod en alliance må målet være at nedkæmpe den mest fremtrædende partner, idet »vi dermed rammer det fælles kraftcenter for hele krigen«.
*) »Old Soldiers never die«, p. 36, (London 1933).
UDMATTELSESSTRATEGIEN
Da de indledningsvise forsøg på Vestfronten på at genskabe bevægelse var slået fejl, begyndte man at se sig om efter nye metoder for at overvinde modstanderen. Da fronten stivnede i efteråret 1914, var der forekommet et stort fremspring mod vest med sit vestligste punkt o. Compiégne. I 1915 var det Joffres plan med et dobbelt angreb af englændere mod øst og franskmænd mod nord at afskære dette tyske indbrud. Denne plan blev i virkeligheden normen for fransk strategi i hele resten af krigen, og i overensstemmelse med den udkæmpedes i løbet af 1915 en række kostbare slag. Alle disse slag havde to gennemgående træk:
- misforholdet mellem tab og opnåede gevinster. F. eks. mistede briterne og franskmændene under det 3. Artois-Loos-slag hhv. 48.200 og 48.267 mand, og i det 2. Champagne-slag var de franske tab på 143.567. I begge slag nåede man ingen steder mere end ca. 3000 m ind i de tyske forsvarsstillinger.
- i alle de indledende angreb i 1915 gjorde et massivt artilleribombardement det muligt for infanteriet at få fodfæste i fjendens forreste forsvarssystemer. Dette synes meget langt at bevise, at havde man rådet over tilstrækkeligt med artilleri, ville man have haft mulighed for at bryde gennem de dårligt udbyggede skyttegravssystemer. Det synes også at understrege en læresætning fra Napoleon om, at »det er med artilleri, man fører krig«.
De militære lederes såvel som politikernes anstrengelser gik derfor ud på at fremskaffe de tilstrækkelige mængder af artilleri og ammunition for at skabe det dnskede gennembrud. De følgende offensiver blev karakteriseret af en overvældende materiel og personel indsats; resultaterne blev imidlertid ikke bedre; for jo flere granater man dyngede over modstanderens skyttegrave, jo mere ødelagde man jordoverfladen og gjorde den til et kraterområde. Ved at eliminere én hindring skabte man en anden, der gjorde bevægelser så vanskelige, at det fremrykkende infanteri ikke kunne forsynes, før veje var bygget; men så havde også fjenden reorganiseret, og man kunne begynde forfra. En ny idé i denne udmattelsesfase var at vælge et angrebsmål af en sådan værdi for modstanderen, at han ved at modsætte sig erobringen ville øde hele sin kraft bort. Det var det, general Falkenhayn søgte med sit angreb på Yerdun i 1916. Ved at vælge Verdun ville han tvinge Frankrig til »at kaste hver eneste mand, de havde, ind i kampen--.« »Frankrigs styrker vil bløde til døde«*), sagde han.
*) Cit. efter Fuller: Conduct of War, p. 168.
Marskal Petain viste sig imidlertid i stand til at ride denne truende storm af, men da var også de samlede tyske og franske tab nået op mod % mill. mand. Også den række af aflastningsoffensiver, som fra fransk-engelsk side iværksattes, kostede store tab af menneskeliv og en overvældende materiel indsats. Under de fornyede offensiver i 1917, inspireret af den nyudnævnte franske øverstkommanderende, general Nivelle, fortsattes denne personelle og materielle indsats med mytterierne i den franske hær til følge. Englænderne, under general Haigs ledelse, forsøgte sig endnu engang i Flandern. Under det sidste af de her gennemførte slag, det 3. Ypres-slag, eller Passchendale-slaget, fra 31. juli til 6. november 1917, omfattede det indledende artilleribombardement 4.3 mill. granater eller 107.000 t. Da slaget sluttede i november, var tyskernes frontlinie maximalt trykket ca. 5 km tilbage i en bredde af ca. 10 km - men med sammenlagte engelske og tyske tab på 500.000 mand. Med dette slag endte artilleriets store udmattelsesslag på Vestfronten. Set retrospektivt bliver det forståeligt, hvorfor politikerne var så ivrige efter at undgå dem.
GENSKABELSE AF BEVÆGELIGHEDEN
Genskabelse af bevægeligheden var dybest set et menneskeligt problem. Uden infanteristen var skyttegravene ikke andet end grøfter og indfiltrede hegn. Det var manden med riflen eller maskingeværet i skyttegraven og bag pigtrådshegnet, som gav begge dele deres taktiske værdi. Derfor lå løsningen enten i at eliminere ham eller afvæbne ham. Kunne en af delene gennemføres uden måneders forberedelse, som i sig selv udelukkede overraskelse, og uden at brække slagmarkens overflade op, hvilket skabte hindringer for hjulkøretøjernes bevægelser, var det muligt at løse problemet. Det første skridt blev taget af tyskerne, som trods Haag-konventionen af 1899 besluttede at introducere gas på slagmarken. De valgte klor; men i stedet for at vente til de havde samlet tilstrækkelige mængder til at fremkalde kvælning af modstanderen over en bred front, betragtede de den første anvendelse ved Ypres den 22. april 1915 som et eksperiment. Overraskelsen var total, og virkningen ødelæggende, men tyskerne evnede ikke at udnytte resultatet, og de erkendte ikke, at beskyttelsesforanstaltninger var simple at iværksætte. Hertil kom, at de opmagasinerede gasbeholdere i egne skyttegrave havde en demoraliserende virkning på egne tropper. Senere anvendtes sennepsgas, og efter et sådant tysk angreb ved Ypres den 11. juli 1917, som i de fig. 6 uger forårsagede 20.000 sårede britiske soldater, begyndte de allierede at producere gas i store mængder. Det første egentligt heldigt gennemførte gasangreb, der fik et gennembrud til følge, skete imidlertid på Østfronten under general Hutiers angreb på Riga den 1. september 1917. Det blev imidlertid ikke gasangreb, som skulle løse det vanskelige problem om bevægelighedens genskabelse. Det næste skridt sigtede mod at gøre forsvarerens våben ineffektive ved at beskytte angriberen, medens han bevægede sig. Da en sådan beskyttelse ville være alt for tung for den enkelte mand at bære, måtte den monteres på et køretøj, som måtte være i stand til dels at bevæge sig over en af granatnedslag oprevet slagmark, dels at forcere skyttegrave og pigtrådsspærringer. Disse fordringer førte til introduktionen af kampvognen, et lille mobilt fort, eller som det indledningsvis blev benævnt, »land ship«. Ideen var i virkeligheden gammel, men blev først realisabel med eksplosionsmotorens fremkomst, og aldrig så snart var stabiliseringen af fronterne en kendsgerning, før en række initiativrige mænd fremsatte forskellige forslag m. h. t. at udnytte panser til at genskabe bevægelighed*). Kampvognen blev første gang introduceret den 15. september 1916 under Somme-slaget. På grund af tekniske og terrænmæssige vanskeligheder kom kun et fåtal i anvendelse, men de viste, at man her - forudsat tekniske forbedringer - havde et muligt middel til at bryde stilstanden i kampen. Dette fremgår af tyske beretninger, som fastslår, at »mandskabet følte sig magtesløse over for kampvogne«**). Ved Cambrai var formålet at opnå et overraskende gennembrud gennem fire parallelle, befæstede linier i løbet af 24 timer. Ni kampvognsb atal joner med ialt 378 kampvogne skulle lede to infanterikorps gennem Hindenburglinien, Vestfrontens mest formidable skyttegravssystem. Angrebet gennemførtes om morgenen (kl. 0620) den 20. november 1917, og samme eftermiddag (kl. 1600) var der i en bredde af ca. 12.000 m opnået et gennembrud på næsten 10.000 m. Skønt mangel på reserver førte til, at operationen endte i et voldsomt tilbageslag, kunne der ikke længere være tvivl om, at man her endelig havde fundet det middel, som kunne virkeliggøre et gennembrud gennem dybe skyttegravssystemer og dermed genindføre bevægeligheden og altså manøvren på slagmarken. Det endelige bevis kom i slaget ved Amiens den 8. august 1918. Her anførte 462 kampvogne i samarbejde med fly tre korps af den britiske 4. Armé under kommando af general Rawlinson et angreb, som skulle vise sig afgørende: »Da solen gik ned over slagmarken den 8. august«, skriver forfatteren til den officielle tyske beretning om slaget, »var det største nederlag, den tyske hær havde lidt siden krigens begyndelse, en fastslået kendsgerning«*). Det var den terror, kampvognene bidrog til, mere end deres ødelæggelseskraft, som fik forfatteren til at give sin beretning overskriften Die Katastrophe des 8. August 1918.
*) Jf. Liddell Hart: The Tanks, the History of the Royal Tank Regiment and its Predecessors, Vol. I, Chap. II. (London 1959).
**) Ibid, vol. I, p. 75.
AFSLUTNING
De to grundlæggende doktriner, de to parter startede krigen med: den tilintetgørende omfatning og den til det yderste førte offensiv, var overensstemmende i opfattelsen af målet: gennem angreb at tilintetgøre modstanderens styrker; men vejene, man valgte for at nå dette mål, var forskellige. Begge veje førte imidlertid intet sted hen, eller rettere de førte ud i et bundløst morads af uendelige skyttegravssystemer og sammenfiltredé pigtrådsspærringer, hvor bevægeligeheden gik tabt. De fire års kampe med deres uendelige menneskelige lidelser og enorme materielle indsats blev en stadig søgen efter midler, der var egnede til at genskabe bevægeligheden og dermed manøvren. Så lang tid skulle der imidlertid også til, før de teknologiske forudsætninger var skabt for at bryde stilstanden og styre og kontrollere de styrker, der skulle skabe det nødvendige gennembrud. Den 1. verdenskrig blev derved et monument over en epoke, hvor de sociale og industrielle muligheder for at sætte millionhære ind på slagmarken nok fandtes, men hvor vigtige, teknologiske forudsætninger haltede katastrofalt bagefter.
K. V. Nielsen.
*) Cit. efter British Official History, 1918, Vol. IV, p. 88.
Supplerende litteratur:
- Corelli Barnett: The Swordbearers. Supreme Command in The First World War (Signet Q 2762).
- R. A. Preston, C. F. Wise & H. O. Werner: Men in Arms (Praeger NY 1964).
- J. F. C. Fuller: The Decisive Battles of the Western World, vol. 3 (Eyre & Spottiswoode, London 1963).
- Alistair Home: Verdun 1916 (Gyldendal, Kbhvn. 1966). - Cyril Falls: The Great War 1914-1918 (Capricorn Books NY 1959), hvorfra de to kortskitser er taget.
