I. Den franske Stridsmagt tillands før Krigens Udbrud.

Ifølge Hærloven af 1868 bestod den franske Stridsmagt tillands af:

A. Den aktive Armee;
B . Reserven;
C. den mobile Nationalgarde.

Grundlaget for Hærloven dannede den almindelige Værnepligt, som enhver Franskmand maatte aftjene enten i den aktive Armee eller i Nationalgarden. Det var ikke længer tilladt at kjøbe sig fri, hvorimod man kunde stille for sig og bytte Numer. En Stillingsmand kunde forny sin Tjeneste paa 2 til 5 Aar. Det aarlige Kontingent ansloges til c. 100,000 Mand og deltes i en «Première Portion» og en «Deuxième Portion», af hvilke sidstnævnte — c. 30,000 Mand — bestod af de ifølge Lodtrækning eller af særlige Fritagelsesgrunde ikke indkaldte Rekrutter. Tjenestetiden var i Linien 6 Aar. «Première portion» uddannedes i hele denne Tid, «deuxième portion» kun i 4 à 5 Maaneder. I Reserven stode Folkene i 4 Aar. Den aktive Armee sammensattes saaledes af de 5 yngste Aargange af det uddannede Mandskab samt af Frivillige og af Stillingsmænd (rengagés). Reserven bestod af de 4 ældste Aargange af begge "portions», skulde supplere Depoterne og kunde derfor kun indkaldes i Krigstid.

Maréchal Niel, der havde Fortjenesten af den ny Hærordning, havde imidlertid til Hensigt af Depot- og Reservetropperne at formere Marcheregimenter, som bag­ ved den egentlige Hær skulde danne en anden Feltarmee, der i paakommende Tilfælde ogsaa skulde kunne benyttes udenfor Landets Grændser. Men for ikke derved at blotte Landet for Tropper, havde han endnu en tredie Hær i Baghaanden, den mobile Nationalgarde, der rekrut­ teredes af de Folk, der havde stillet for sig til Première Portion, samt af andre, der af forskjellige Fritagelses­ grunde helt slap for Tjenesten i den aktive Armee. Ende­ lig skulde der ved Siden af Nationalgarden dannes Franctire urkorps.

I 1873 ventede man at have Reserven fuldtallig, men først i Efteraaret 1877 regnede man paa en fuldstændig Gjennemførelse af den ny Hærlov, idet man til den Tid haabede at have

C. Den mobile Nationalgarde.

Som alt ovenfor omtalt havde den franske Regering gjort Regning paa, at Mobilgarden i 1877 skulde naa sin fulde Styrke eller 318 Batailloner Infanteri og 128 Fæstningsbatterier, ialt c. 550000 Mand.

Indkaldelsen af disse Folk kunde kun ske ifølge Lov; dog havde Regeringen i overordentlige Tilfælde Ret til inden Fremlæggelsen af en saadan Lov strax at indkalde en Del af Mobilgardisterne.

Marechal Niel drev Dannelsen af Mobilgarden med en saadan Iver, at de første Øvelser alt kunde finde Sted i 1869. Ved hans Død, der indtraf samme Aar, havdes — i det mindste paa Papiret — 140 Batailloner og 90 Batterier. Men Marechalens Efterfølger, General Leboeuf, nærede ikke megen Interesse for denne Del, af Hæren.

Øvelserne ophørte under ham mere og mere, og i Som­ meren 1870 var man derfor ikke naaet synderlig videre end det foregaaende Aar. Ved Krigens Udbrud vare alt- saa kun omtrent Halvdelen til Stede af de Afdelinger, som man tilsigtede at danne, og disse Afdelinger vare tilmed ikkun halvfærdige; thi ikke alene havde man ikke tilstrækkelige Forsyninger af Vaaben og Uniformer i Be­hold , men end ikke engang de nødvendige Kadrer be­ satte og — ikke engang fuld Styrke af Mandskab.

Tilsammen havde man næppe mere end c. 200000 Mand.

Men, føjer man nu hertil, at disse Tropper i Freds­ tid i det højeste 20 Gange om Aaret og i de 5 Aar, Tje­ nesten i Mobilgarden varede, ialt kun 75 Gange maatte indkaldes til 1 Dags Øvelse ad Gangen, saa er det jo klart, at man ikke kunde gjøre sig store Forhaabninger med Hensyn til deres Anvendelighed, undtagen maaske som Besætningstropper i Fæstninger.

Endnu skal her omtales en Del af den franske Stridsmagt, som i 1870— 71 skulde komme til at spille en uventet og uforudset betydelig Rolle ganske udenfor dens egentlige Bestemmelse, nemlig de franske Marinetropper.

Disse bestode af:

4 Regimenter Infanteri med 186 Kompagnier og 28 Batterier med 168 Kanoner.

Deres Styrke kan maaske anslaas til:

c. 18000 Mand Infanteri,
og c. 4000 — Artilleri,
eller tilsammen c. 22000 Mand med 168 Kanoner.

(Her er kun anført de Dele af Marinetropperne, der ved Krigens Udbrud vare stationerede i Moderlandet, ikke de, der laa i Kolonierne.)

II. Den kejserlige Regerings Forholdsregler.

Den politiske Ophidselse imellem de to Naboriger havde naaet en saadan Højde, at der kun manglede en Anledning, for at Krigen kunde bryde løs. Endelig kom denne Anledning i Form af det spanske Arvefølge- spørgsmaal. Skjøndt Prindsen af Hohenzollern afslog den ham tilbudte Throne, saa var man dog allerede fra fransk Side gaaet saa vidt i sin Forbitrelse, at Kampen var uundgaaelig. Krigserklæringen fulgte da den 15de Juli.

Samtidig med, at Forholdene udviklede sig saaledes, havde den franske Regering opbudt alle sine Kræfter for at ruste sig til den forestaaende Kamp og for, saa vidt muligt, at raade Rod paa Manglerne ved Organisationen.

Den 14de Juli var den 4de Bataillon ved Infanteri­ regimenterne bleven oprettet og «Deuxième Portion» ble­ven indkaldt. Ved Dekreter af 16de og 17de Juli var Mobilgarden bleven indkaldt, og de af dens Afdelinger, der svarede til de første tre Korps, bievne beordrede til strax at samles i Kantonnementer omkring Hovedstaden, hvorhos der var bleven udstedt en almindelig Opfordring til Frivillige om at melde sig. Den 18de og 19de be­ faledes det at samle Mobilgardebataillonerne i «Régiments provisoires» paa 2, 3 og 4 Bataiiloner og disse Regi­ menter atter 2 eller 3 sammen i Brigader. Af Infanteri­ regimenternes 4de Bataiiloner formeredes paa samme Tid Marcheregimenter à 3 Bataiiloner (nogle Marcheregimenter tillige ved Supplering ved Hjælp af Chasseurbataillonernes Depoter). I Slutningen af Maaneden havde man dernæst indkaldt hele Aargangen 1869, oprettet 2 ny Fremmedbatailloner samt begyndt Dannelsen af Franctireurafdelinger. Den sédentaire Nationalgarde, Franskmændenes siden Revolutionen traditionelle Borgervæbning, havde man foreløbig opgivet at stille paa Benene.

Det var store Forhaabninger, der knyttede sig til den franske Hovedhær, til Rhinarmeen, medens den i Slutningen af Juli 1870 samlede sig ved den tydske Grændse, og ingen drømte om, at Frankrigs egen Jord skulde blive Vidne til den forestaaende Kamp. Enhver ventede kun paa, at nu endelig de forhadte Preussere skulde faa deres fortjente Løn i Striden med Kejserdøm­ mets stolte Soldater, der endnu kunde rose sig af Laur­bærrene, de havde samlet i Italien, Algier og Mexico.

Skjøndt Armeens strategiske Opmarche ikke var til­ ende, da Tydskerne angreb, saa havde dog med ganske faa, tildels mindre væsentlige Undtagelser de enkelte Korps alle deres Dele nogenlunde samlede, saa at ovenstaaende Summatal kan antages at have været virkelig tilstede. Desuden blev der — foruden Reservearmeen — til­bage i Frankrig og Italien:

Den 23de Juli havde Kejseren overtaget Komman­ doen over Rhinarmen og ved aabent Brev udnævnt Kejserinde Eugénie til Regentinde i sin Fraværelse. I de følgende Dage fandt de første Sammenstød ved Grændsen Sted, og den tydske Hær satte sig i Bevægelse for at overskride den franske Grændse. De første for­ færdelige Efterretninger, der indløb til Paris fra Krigs­ skuepladsen, styrtede Ministeriet Ollivier, og det ny Mi­ nisterium Palikao skred med feberagtig Hast til fortvivlede Anstrengelser for at afværge den truende Fare ved at forstærke Besætningerne i det Indre af Landet og ved at udfylde de Huller, som Felthærens umaadelige Tab havde frembragt i Depotafdelingerne.

Ved Dekret af 7de August indkaldtes til »la Garde nationale sédentaire» alle vaabenføre Borgere fra 30—40 Aar og til «la Garde (nationale) mobile» alle Borgere under 30 Aar; Nationalgarden skulde anvendes til Fæst­ningernes Forsvar. Den 10de August vedtog den lovgivende Forsamling en Lov, ifølge hvilken alle ugifte Borgere og Enkemænd uden Børn, som havde fyldt deres 25de Aar, men ikke stode paa Nationalgardens Lister, indkaldtes og strax dirigeredes til de forskjellige Korps; Antagelsen af Frivillige tillodes og Stilling ved Hjælp af udtjente Soldater paa indtil 45 Aar; tillige udskreves hele Aargangen 1870. I de følgende Dage oprettedes Marchebatterier. Den 29de August bestemtes ved Lov, at de mobile Nationalgardebatailloner, saa længe Krigen varede, skulde anvendes i den aktive Ilær, at Nationalgarden kunde optage Frivillige, at afskedigede Officerer, Under­ officerer og Korporaler, saa længe Krigen varede, kunde optages i Hæren i deres gamle Grad. Samtidig havde man stadig fortsat Dannelsen af Mobilgarderegimenter, saa at man den 3die September havde 58 paa Benene.

Allerede under de første Krigstilberedelser havde man — som forhen berørt — begyndt paa i Lejren ved Chalons at samle en Ileservehær, sammensat af Marche- regimenter. Denne blev nu forstærket med Marinetropper, og man vilde hertil føje de endnu i Algier staaende Regimenter, Gendarmafdelinger, Mobilgarderegimenter og Bekrutter af Aargangen 1869 og 70, hvorved man gjorde Regning paa at faa samlet 400000 Mand.

Rekrutterne af 1869 og 1870 kunde auslaas til c. 200000 Mand, og af Mobilgardister kunde der for- haabentlig tilvejebringes c. 400000 Mand. Men da de nordøstlige Departementer saa hurtig bleve oversvømmede af de sejrrige Tydskere, saa indsaa man snart, at liæren ved Chalons ikke tilnærmelsesvis vilde kunne, naa en saa- dan Styrke.

Af de Tropper, der vare samlede i Lejren ved Cha­ lons, formerede Grev Palikao ved Krigens Begyndelse XII Armeekorps, over hvilket General Trochu først tik Kommandoen, og, da han senere kaldtes til Paris, General Lebrun. Det Numer, man tildelte Korpset, var for saa vidt ikke berettiget, som Landet hidtil, Garden indbefattet, kun havde 8 Armeekorps. Det XII Korps var sammensat af Infanteridivisionerne Grandchamps, Vassaigne og Lacretelle og af Kavaleridivisionen Lichtlin foruden en Artillerireserve. Det bestod af Marchregimen­ ter og Marine-Infanteriregimenter, hvilke sidste Tropper oprindelig havde været bestemte til Expeditionen til Øster­ søen. Ved sit Tilbagetog tog Marechal Mac Mahon Armeekorpset med sig, og det kom da til at deltage i Ka­pitulationen ved Sedan.

Samtidig dannedes i Paris et andet nyt Armeekorps, som skulde komme til at spille en større Rolle i Krigen, eftersom det blev det eneste af den kejserlige Regering dannede Korps, som undgik Katastrofen ved Sedan og Metz. Dette Korps var XIII Armeekorps, General Vinoy. Det bestod af In- fanteridivisionerne d’Exea, de Maud’hui og Rlanchard samt Kavaleridivisionen Rejau, der dog alt, inden Korp­ sets Organisation var tilende, sendtes til Chalons. Fod­ folket dannedes af 35te og 42de Linieregiment (Brigaden Guilhem), der vare ankomne fra Civita Vecchia, af Marche- regimenterne Nr. 5 til 14 og af 4 enkelte Jægerkompag­ nier, Artilleriet bestod af 15 Batterier. Den samlede Styrke kan anslaas til c. 30000 Mand med 90 Kanoner. — Navnlig Infanteriet var allerede ved dette Korps mindre godt, idet Marcheregimenterne havde Mangel paa Officerer og en stor Del Folk med saare ringe Uddannelse. Nogen bedre Indøvelse af Mandskabet kunde dertil ikke finde Sted, da Korpset fik Ordre til at være færdigt til at rykke ud den 27de August. Den nævnte Dag marcherede det ogsaa ud af Paris for at ile Mac Mahon til Hjælp. Paa Grund af General Vinoys Forsigtighed undgik det XIII. Korps imidlertid heldig at blive inddraget i Nederlaget ved Sedan, men gik tilbage til Paris, hvor det indtraf den 9de September.

Endelig skred Ministeriet Palikao ligeledes i Paris til Dannelsen af det XIV Armeekorps. Dette Korps skulde stilles under Kom­ mando af General Renault og sammensættes af Infanteri- divisionerne Mausson, d’Hugues og de Caussade og til­ sammen udgjøre c. 25000 Mand. Men dets Tilblivelse havde paa Grund af den fuldstændige Mangel paa Heste, Seletøjer, Rekvisitter o. s. v. at kæmpe med saa mange Vanskeligheder, at det aldrig blev færdigt. Derimod kom Korpsets enkelte Dele senere til at gaa over i den pari­siske Forsvarsarmee, særlig dennes 2den Armee.

III. Nationalforsvarsregeringen og dens Forholdsregler.

Efter næppe en Maaneds Forløb var Kejserdømmets Stridsmagt bukket under for den rigtignok dobbelt saa stærke Fjende. Resterne af Rhinarmeen vare indesluttede i Metz, og Chalonsarmeen havde efter en fortvivlet Mod­ stand overgivet sig ved Sedan.

Med Undtagelse af det XIII Armeekorps og ganske enkelte andre Afdelinger vare alle franske Linietrop­ per gaaede tabte. Vel vare i den østlige Del af Landet endnu Fæstningerne Strassbourg, Ititche, Phalzbourg, Soul, Verdun, Thionville, Metz ikke at forglemme, i Be­hold. Men hverken de førstnævnte eller Bazaine formaaede at standse Tydskernes Fremrykning mod Hoved­ staden, der alt var paabegyndt efter Slaget ved Gravelotte, atter afbrudt ved Bevægelserne mod Sedan og nu, da enhver Hindring var fjernet, paany fortsat.

Imidlertid havde i Paris det republikanske Parti be­nyttet sig af Lejligheden, forledet Byens let omskiftelige Befolkning, der var forbitret over den ulykkelige Krig, til Oprør, afsat Kejseren og proklameret Republikken. Kejserinden flygtede. Den 4de September rettede den nydannede Regering, «le Gouvernement de la Défence nationale», en Proklamation til Indbyggerne i Hovedstaden, til Nationalgarden i Paris og til Armeen, hvori den op­ fordrede alle Franskmænd til at gribe til Vaaben for at forjage de fremmede Erobrere. General Trochu valgtes til Præsident, General le Fló udnævntes til Krigsmini­ ster og Gambetta, den Deputerede for Marseille, den væsentlige Ophavsmand til den Opposition, der alt i saa lang Tid havde gjæret mod Kejserdømmet, til Indenrigs­ minister.

Medens man ad diplomatisk Vej gjorde et forgjæves Forsøg paa hos Bismarck at opnaa en Fred paa antagetige Betingelser, belavede Forsvarsregeringen sig paa at søge at modstaa en Belejring i Hovedstaden. Krigs­ ministeren stimlede derfor her de faa Stridskræfter, som Landet endnu havde tilbage. Men for ikke at lade Pro- vindserne, der vare vante til under Kejserdømmets stærkt centraliserede Styrelse i alle Sager at faa Parolen fra Paris, aldeles uden Ledelse, naar denne By var inde­ sluttet, tog en Regeringsdelegation den 16de September Sæde i Tours. Den bestod af Cremieux, Glais-Bizoin og Admiral Fourichon. Den havde til Opgave foruden at styre Provindserne tillige at arbejde paa at tilvejebringe Tropper, sorn kunde forhindre Tydskerne fra at brede sig over hele Landet.

Det var en rigtig Tanke, der ledede disse Skridt. Ved Indeslutningen af Paris var det Forhold indtraadt, der er et af Hovedargumenterne for de befæstede Hovedstæder, naar disse ligge nogenlunde inde i Landet, nemlig det Forhold, at de binde en betydelig Del af den fjendtlige Hær og tvinge denne til at holde sig til Defen­ siven , samtidig med at de give den en lang Operations­ linie at dække. Foruden Paris bandt imidlertid ogsaa Metz en stor Del af Tydskerhæren. For en Fortsættelse af Krigen med Provindserne som Udgangspunkt vare altsaa Udsigterne for Franskmændene paa dette Tidspunkt ret gode. Dertil kom endnu flere gunstige Omstændig­ heder: at Franskmanden egner sig fortrinlig til improvi­ serede Armeer, da han hurtig tilegner sig den første militære Uddannelse, at man kunde gjøre Regning paa at have en udmærket Støtte i Landets høje Industri og de store Forraad, samt at Forbindelsen tilsøs med Eng­ land og Nordamerika var fuldstændig fri.

Rustningerne begyndte da ogsaa strax rundt om i Provindserne, skjøndt man havde at kæmpe med de største Vanskeligheder. Overalt herskede der Uenigheder, der ikke syntes at ville faa Ende, imellem de militære og de civile Myndigheder, idet der pludselig var indtraadt den største Mistillid til alt, hvad der stod i Forbindelse med eller hidrørte fra den kejserlige Regering, — og de Officerer, man havde, vare jo Kejserens Officerer. Men til det store Værk, der nu forestod, fordredes først og fremmest den største Enighed og Fædrelandskærlighed med Tilsidesættelsen af alle smaalige Interesser og Partiformaal.

Da forlod Gambetta den 7de Oktober i Luftballon Paris, steg ned i Amiens og begav sig til Tours, hvortil han ankom den 9de, og hvor han, udrustet med en Dik­tators Myndighed, overtog Ledelsen af Regeringsdelega­tionen og med Assistance af Freycinet, og Oberst Loveredo særlig af Krigsministeriet. Det var Gambetta, der havde undfanget den Tanke, da alle andre udelukkende havde Opmærksomheden henvendt paa Hovedstaden, i Provind­ serne at organisere de Kræfter, der skulde ile det be­ trængte Paris til Hjælp, og det var nu fra Tours, at alle de Forsøg udgik, som i den følgende Periode gjordes for at angribe Cerneringshæren om Paris og den fjendtlige Hærs Retrætelinie. Og Midlet, som Diktatoren vilde an­ vende, var det at forvandle hele Landet til en eneste stor Lejr, hele den kampdygtige Del af llefolkningen til en eneste stor Hær.

Situationen ved Gambettas Ankomst til Tours var følgende:

Paris havde været cerneret siden den 19de Septem­ ber af c. 150000 Tydskere, hvilke vare alle de Tropper, som den tydske Overkommando for Tiden kunde afse hertil. Forholdene ved Metz nærmede sig deres Af­ slutning, idet Bazaine var lige ved at kapitulere. Dele af det nydannede XV Armeekorps havde allerede ved Arten'ay været i Kast med Fjenden, vare bievne slagne og trak sig nu i fuldstændig Uorden Syd paa. Paa den østlige Krigsskueplads vare General Cambriels Tropper ligeledes i Tilbagegang. Vest for Paris stod der en tynd Linie af Mobilgardister fra Chartres til Evreux. I Nord­ departementerne var der ingen Felttropper. Hvad der altsaa overhovedet endnu existerede af Stridskræfter, var spredt over hele Frankrig og ikke undergivet nogen som helst ordnet Ledelse fraoven.

Resterne af Kejserens Tropper.

I Slaget ved Sedan var der gaaet tabt 14 Infanteri­ divisioner, 5,5 Kavaleridivision og over 400 Kanoner, ialt c. 125000 Mand. Resten af Rhinarmeen var inde­ sluttet i Metz uden noget som helst Haab om at kunne slippe bort. Efter de lidte Nederlag forefandt National­ forsvarsregeringen kun følgende Tropper:

a) Det XIII Armeekorps (se Side 424).

b) Det paabegyndte XIV Armeekorps (se Side 425). Disse to Korps havde af egentlige Linietropper kun, som før omtalt, Brigaden Guilhem, 35te og 42de Linie-Infanteriregiment.

c) 16de, 38te og 39 te Linie-Infanteriregiment, Fremmedregimentet og 3 Batailioner Zephirs, 1ste og 2det Chasseurregiment, 8de Husarregiment og 3 Regimenter Spahis, samt 1 Artilleriregiment paa 8 Batterier, hvilke Afdelinger alle hentedes fra Algier, hvor de erstattedes ved Mobilgarderegimenter.

d) 7de og 8de Chasseurregiment, der havde staaet ved den spanske Grændse.

e) 6te Husarregiment og 6te Dragonregiment, der havde staaet i Lyon.

f) Af Linieregimenternes 4de Batailloner, der vare bievne sammenstillede i Marcheregimenter, vare en stor Del medgaaede til Dannelsen af XII Korps og altsaa nu i Fangenskab; af Resten udgjorde c. 40 Batailloner Hovedmassen af XIII og XIV Korps og vare i Paris; de øvrige vare tilligemed de 4 Marche- Zouaveregimenter og 2det Fremmedregiment i Provindserne.

g) Marinetropperne (af hvilke dog nogle Regimenter vare gaaede tabte med det XII Korps); af dem vare c. 3000 Mand i Paris.

h) Gendarmer og c. 15000 Mand Douaniers og Forestiers.

Fremmedregimentet var under Dannelse og ligeledes 8 ovenfor ikke nævnte Marche-Kavaleriregimenter.

Af Materiel forefandtes der udenfor den aktive Hær og de faste Pladser:

I Paris: c. 400 riflede Kanoner, i Provindserne: c. 2000 riflede Kanoner og nogle faa Mitrailleuser.

Men hertil manglede der Bespænding, Seletøj, Be­ tjeningstøj og Rekvisitter.

Af Geværer havdes: I Paris: c. 150000 Chassepot-Geværer og -Karabiner, og c. 130000 Tabatière — i Provindserne: c. 470000 Chassepot-Gev. og -Karabiner, og c. 130000 Tabatière- —

Sammenligner man nu disse Rester af Tropper og Materiel med, hvad den sejrrige, velforsynede Fjende besad, saa kan det jo ikke nægtes, at den Paastand «at Forsvarsregeringen hverken fandt Soldater, Officerer, Heste, Geværer, Kanoner, Uniformer, Ammunition«, ikke er ubegrundet, selv om den er noget overdreven. Alt var inden Krigens Udbrud kun beregnet paa en Erobrings­ krig mod Tydskland; derfor vare de væsentligste Behold­ninger samlede i de til Rhinen grændsende Provindser og gik tabt ved disses Okkupation. Men paa den anden Side bleve de omtalte Beholdninger af Kanoner og Ge­ værer (især for de sidstes Vedkommende) i Begyndelsen bortødslede af den ny, selvdannede Regering, idet de uddeltes i Flæng til dens Tilhængere.

Det første, den ny Regering tog fat paa, var Re­ organisationen af den sédentaire Nationalgarde.

I dette Øjemed udstedte Gambetta den 15de Sep­ tember i sin Egenskab af Delegeret for de indenrigske Sager et Dekret, ifølge hvilket alle Mænd fra 21 til 60 Aar, som endnu ikke vare indkaldte, men som erklæredes for vaabenføre, skulde udskrives til Nationalgarden. Præ­ fekterne tik Ordre til i Forbindelse med Nationalgardens selvvalgte Officerer at organisere detacherede' Kompagnier, der skulde anvendes udenfor Kommunerne. (Man træffer nu paa Afdelinger i de forskjellige Ordres de Bataille, der bærer Navnet «Garde nationale mobilisée«, men som ikke maa forvexles med «Garde nationale mobile« eller, som den ogsaa kaldes, «Garde mobile»).

Den 29de September bestemtes, at Præfekterne strax skulde danne mobiliserede Kompagnier af alle Frivillige, der ikke hørte til Hæren eller til iMobilgarden, og af alle indfødte Franskmænd i en Alder af 21 til 40 Aar, som vare ugifte eller Enkemænd uden Børn; at alle Folk, der udskreves til den aktive Hær, skulde tilhøre den mobili­ serede Nationalgarde, saa længe til de indkaldtes til Hæren; at Præfekterne strax skulde indkalde den mobiliserede Nationalgarde til Øvelser; at de formerede Natio­nalgardekompagnier skulde stilles til Krigsministeriets Disposition; at den mobiliserede Nationalgarde, naar den manglede Vaaben, skulde tage disse hos den sédentaire Nationalgarde og, hvis den ikke herved kunde faa, hvad den behøvede, skulde bevæbne sig med de første, de bedste Geværer, den kunde faa fat paa, endog med Jagt­geværer.

Men samtidig med de nysnævnte Bestemmelser var der ogsaa bleven arbejdet i andre Retninger. Saaledes blev den 9de September Aargangen 1870 fordelt med 7000 Mand til Marinen og Resten, 150000 Mand, til Hæren. Ogsaa Formeringen af Mobilgarden fortsattes, og dennes Batailloner fik den 17de September Ordre til at vælge sine Officerer selv. Den 10de havde man omdøbt "Garde de Paris« til «Garde républicaine«, og den 5te Oktober ophævedes Gentgarden.

I det Foregaaende er anført de vigtigste Dekreter, som udstedtes af Forsvarsregeringen inden den '7de Ok­ tober, da Gambetta forlod Paris. Vi skulle nu foreløbig lade, hvad der foregik i Paris, ude af Betragtning og kun fæste Blikket paa de Skridt, som Regeringsdelegationen i Tours foretog sig.

Den 11te Oktober paabegyndtes herfra Dannelsen af større Korps af den mobiliserede Nationalgarde, idet der bestemtes, at Mairen i hver Kommune med Assistance af 2 af ham selv valgte Municipalraader strax skulde ind­ dele de mobiliserede Nationalgardister i Kompagnier, at Kompagnierne skulde tælle 100 til 250 Mand, og at,.hvor een Kommune ikke kunde skaffe en saadan Styrke tilveje, skulde flere Kommuner slaa sig sammen for at danne et Kompagni; hver Kanton skulde dernæst formere en Bataillon paa 4— 10 Kompagnier, men, hvis det havde flere end 10 Kompagnier, danne 2 eller flere Batailloner; hvert Arrondissement skulde danne en Legion under Kommando af en Oberst eller Oberstløjtnant, Arrondissementernes Legioner skulde atter danne Brigader, som skulde be­ nævnes efter Departementerne og kommanderes af en højere Officer. Dernæst gav det samme Dekret Bestemmelse for Valg og Udnævnelse af Officerer, for Unifor­ meringen og for Øvelserne. Den mobiliserede National­ garde, der nu stilledes til Krigsministeriets Disposition, skulde endelig underkastes de samme disciplinære Regler som Hæren.

Den 14de Oktober bestemtes, at Mobilgarden, den mobiliserede Nationalgarde, Fremmedlegionen, Frikorp- serne og andre til Krigsministeriets Raadighed staaende Tropper skulde danne en Hjælpebær, »Armée auxiliaire». Derimod formeredes af Resterne af de tidligere Felthære, af ældre Soldater, af Mobilgardister og Frivillige en ny regulær Hær. Hjælpehæren kunde iøvrigt, saa længe Krigen varede, fuldstændig blandes med den regu­ lære Hær, ligesom ogsaa begge Hære vare underkastede de samme Love; de udgjorde begge Dele af den natio­nale Forsvarshær; Officerer i den ene Hær kunde erholde Kommandoer i den anden. Til Hjælpehæren skulde saa- ledes regnes de i den regulære Hær ansatte, tidligere ikke til Hæren hørende Officerer, medens alle ældre og afskedigede Officerer, som atter vare indtraadte med deres gamle Grad, skulde høre til den regulære Hær.

I Slutningen af Oktober befaledes fremdeles, at alle Beholdninger af Levnetsmidler skulde fjernes fra de Pro­ vindser, der laa Fjenden nærmest, samt at Jernbaner, Veje, Broer og Viadukter, der kunde benyttes af Fjenden, skulde ødelægges. Desværre fandt disse Ødelæggelser imidlertid for en stor Del Sted uden egentlig Plan og paa Foranledning af umilitære Personer, saa at de ved mange Lejligheder ikke gjorde den ønskede Nytte, men kun lod store Værdier gaa til Grunde.

Imidlertid havde Franskmændene stadig gaaet i det Haab, at det dog tilsidst skulde lykkes Bazaine at gjennombryde de ham omgivende Fjenders Kreds. Men Ud­ sigterne dertil bleve svagere og svagere. Man erfarede i Midten af Oktober, at det begyndte at skorte paa Lev­ nedsmidler i Metz, at Indbyggerne og Tropperne alt i lang Tid havde været satte paa Ration, at største Delen af Armeens Hestebesætning var slagtet dels af. Mangel paa Kjød, men lige saa meget af Mangel paa Foder til Dyrene, ja, at Fødevarerne næppe vilde kunne slaa til længer end til den 20de Oktober. Man maatte altsaa være belavet paa et uheldigt Udfald af Kampene om Fæst­ningen. Og dog liaabede man endnu paa, at det i Virke­ ligheden ikke skulde være saa galt fat, og at man endnu skulde kunne faa Tid til at sende Undsætning. Da fik man pludselig den Efterretning, at Marechal Razaine den 28de Oktober havde kapituleret, og at alle Forterne tilligemed selve Fæstningen den 30te var bleven besat af Tydskerne.

Det maatte nu være Forsvarsregeringen klart, at, hvis der i det Hele taget skulde udrettes noget, saa gjaldt, det om til en Krig paa Kniven at kalde alt paa Renene, hvad Frankrig havde af Mandskab, og ved en sidste for­ tvivlet Anstrengetse at sætte alt ind paa at benytte sig af de tydske Hæres trods alle Sejre ikke misundelses­ værdige Stilling i det fremmede Land. Men for at naa dette maatte hvert Hoved og hver Arm sættes i Bevægelse mod det ene store Maal, Fædrelandets Befrielse fra de forhadte Voldsmænd.

Den 2den November dekreteredes, at alle Mænd fra 21 til 40 Aar, der vare gifte eller Enkemænd med Rørn, ufortøvet skulde indkaldes; at disse Folk skulde organi­ seres i Overensstemmelse med Dekreterne af 29de September og af Ilte og 15de. Oktober; at de saaledes mo­ biliserede Borgere strax efter deres Organisation, der skulde være tilendebragt den 19de November, skulde stilles til Krigsministeriets Raadighed; at enhver Fritagelse, som ikke var støttet paa Mangel paa Vaabenførhed eller paa Ansættelse i enkelte offentlige Tjenestestillinger, skulde være ugyldig; at Republikken paatog sig at sørge for de Familier, der derved kom i Trang, og at den adop­ terede Børnene af de Borgere, der faldt i Kampen for Fædrelandet; at Krigsministeriet bemyndigedes til at be­ nytte alle de til Fabrikation af Vaaben og Krigsmateriel egnede Fabrikker og Værksteder.

Den 3die November befaledes, at hvert Departement skulde inden 2 Maaneder levere et fuldtudrustet Batteri for hver 100000 Indbyggere.

Den 14de December dekreterede Gambetta, at alle Folk af den mobiliserede Nationalgarde, der før havde staaet i Tjenesten til Lands eller til Søs, skulde over­ føres til Fodfolket, dem dog undtagne, der alt forrettede Offlcerstjeneste. De yngste Aargange af den mobiliserede sédentaire Nationalgarde tildeltes Mobilgarden. Alle Folk fra 25— 40 Aar, der havde tjent ved Rytteriet, og som henhørte til de i ovennævnte Dekret af 2den November omtalte, tildeltes Artilleriet.

Det foregaaende Afsnit har i Hovedtræk givet en Oversigt over de vigtigste Forholdsregler, som Regerin­ gen i Tours greb til. Det kunde da maaske være af Interesse at se, hvilket og hvor talrigt det Mandskab var, som nu efterhaanden var bleven kaldt til at danne Tilgangen til Republikkens Kære.

Den kejserlige Regering havde alt til Møde i Slut­ningen af Oktober udenfor den aktive Hær indkaldt (ifølge Martin des Palliéres):

Summa c.350000 Rekr.og c. 190000Mobilgardister eller ialt: c. 540000 Mand.

Hertil kan endnu føjes 90000 Soldater af «Deuxième portion» samt c. 180000 Ugifte og Enkemænd, kaldte til Vaaben ved Loven af 10de August, saa at der ialt var bleven indkaldt c. 810000 Mand.

Gav maaske en stor Del af disse i Virkeligheden ikke Møde, saa beløb Resten sig dog i alt Fald til det betydelige Antal af mellem 7 og 800000 Mand.

Kommer ovenikjøbet hertil de Folk, som Forsvars­ regeringen ved de fornævnte Dekreter havde kaldt under Fanerne, vil det ses, at det ikke alene var store Skarer, men at det ligefrem var en uoverskuelig Masse, der strøm­ mede sammen for efter en kort og foreløbig Uddannelse at føres mod Fjenden.

Frankrig havde ved Krigens Begyndelse c. 38 Mil­ lionerindbyggere, af hvilke c. 16% eller omtrent 6100000 Mand kunne regnes at have været i Alderen mellem 21 og 40 Aar. Trækkes herfra som ubrugelige til Krigs­ tjenesten c. 50% vil man med et rundt Tal faa 3100000 vaabendygtige Mænd, fordelte noget nær som følger til de forskjellige Alders­ klasser:

Men erindres det, at en stor Del af Landet var over­ svømmet af Fjenden, maa disse Tal være at formindske betydeligt, f. Ex. med 1/5.

De yngste 5 Aargange, 1869, 1868, 1867, 1866 og 1865, af Hæren vare alt mødte; de kunne anslaas til c. 300000 Mand og vare næsten alle gaaede tabte i Krigen. Til Rest bliver da c. 600000 Mand, som, for­ mindskede med 1/5, udgjøre c. 480000 Mand, eller, de Folk iberegnede, der havde undgaaet Fangenskab, maaske c. 500000 Mand.

De følgende 4 Aldersklasser, derfra trukket de 4 Hold, der vare mødte til Reserven, eller c. 240000 Mand, give til Rest omtrent 460000 Mand, hvilket Tal atter, reduceret med 1/5 til c. 360000 Mand og forøget med

Folk, der havde undgaaet Fangenskab, kan have beløbet sig til c. 400000 Mand.

De ældste 10 Aldersklasser endelig, der ovenfor an­ sloges til c. 1500000 Mand, give ved samme Reduktion af 1/5 som før 1200000 Mand og med Fradrag af 100000 Stillingsmænd c. 1100000 Mand.

Tages dernæst endnu Aargangen 1870 i Betragtning, af hvilken paa Grund af de særlige Forhold kan antages mødt c. 100000 Mand, kan den samlede Masse, som Forsvarsregeringen havde at raade over, anslaas til

Dog maa det betænkes, at heraf højst 400000 kunne regnes at have modtaget militær Uddannelse tidligere.

Disse mange Folk strømmede nu altsaa paa Re­geringens Bud tilfra allede ikke okkuperede Dele af Landet og belemrede allerede ved deres Antal i høj Grad de Byer, hvor Troppesamlingerne fandt Sted. De anbragtes derfor i store Lejre, af hvilke de, der laa nær­ mest ved Fjenden, vare befæstede med talrige Jordværker og forsynede med alle Etablissementer, som vare nød­ vendige til Troppernes Indøvelse og Forsyning. De fire største Lejre, de ved St. Omer, Cherbourg, la Rochelle og Pas des Lanciers, vare indrettede til 250000 Mand hver, de øvrige, der laa ved Nevers, Bordeaux, Clermont-Ferrand, Toulouse, Montpellier, Sathonay og Conlie, rum­ mede 60000 Mand hver. Ilver Lejr fik en General til Chef. Folkene anbragtes i Træbarakker og indexerceredes foreløbig med Trægeværer og Stokke. Da heller ikke de nævnte store Lejre kunde optage alle de Folk, der gave Møde, oprettedes længer hen paa Vinteren mindre Lejre ved de fleste Kjøbstæder til c. 2000 Mand og opefter.

Ved denne Ordning var det muligt tildels at for­ hindre de i stort Tal stedfindende Desertioner, det blev lettere at haandhæve Disciplinen, og Kjøbstæderne forskaanedes for den store Masse af Lediggængere.

Endvidere deltes hele Landet i følgende 4 Territorial­ kommandoer:

1. Den nordlige Del, General Bourbaki, med Hoved­ kvarter i Lille;
2. Den vestlige Del, General Fiéreck, med Hovedkvarter i Le Mans;
3. Den sydvestlige Del, General de Polbés, med Hoved­ kvarter i Bourges;
4. Den sydøstlige Del, General Cambriels, med Hoved­ kvarter i Besancon.

Det var nu først og fremmest nødvendigt at skaffe de ny Hære ny Kadrer. Hertil manglede man naturligvis baade Officerer og Underofficerer. For at tilvejebringe de sidstnævnte turde det maaske have været fornuftigst at opløse de faa tiloversblevne Linieafdelinger og benytte den bedste Del af disses Mandskab som Underofficerer i de ny Regimenter. Man vilde udentvivl derved have faaet en ganske god Tilgang af Underbefalingsmænd.

Imidlertid vare de Midler, man greb til, følgende (til­ dels ere de alt nævnte i det Foregaaende):

1. Man fordoblede Kompagniernes Styrke, eller ret­ tere halverede deres Antal, hvorved man fik Brug for færre Kompagnichefer.

2. Man opfordrede alle afskedigede Officerer og Underofficerer til atter at træde ind i Armeen med Bibeholdelse af deres gamle Grader, saa længe Krigen varede.

3. Korpscheferne erholdt Bemyndigelse til at med­ dele militære Grader til alle civile eller militære Personer, Menige eller Befalingsmænd, naar de blot ansaas egnede dertil. Derved dannedes — efter nordamerikansk Møn­ster — . Fljælpearmeen. Marineofficerer, afskedigede Offi­cerer og Frivillige, baade Indfødte og Fremmede, ud­ nævntes saaledes til «Officiers auxiliaires» med proviso­ riske Grader. Det kan her være tilstrækkeligt at minde om følgende fra Krigen bekjendte Navne: Søofficererne Jauréguibery, Jaurès, Penhoat, Payen, Bruat og Genera­ lerne Cremer, Garibaldi, Lipowski, Charette og Cathélineau.

4. Ifølge Dekret af 13de Oktober var Avancementet efter Anciennitet bleven midlertidig ophævet og Valg­ avancements indførte. Folk kunde, naar de udmærkede sig, springe flere Grader over. Billot, de Sonis og Loysel vare i September Maaned Oberstløjtnanter, i Ok­ tober Generaler og Korpskommandører.

5. Ifølge Dekretet af 17de September skulde Mobilgardebataillonerne vælge deres Officerer selv, og ifølge Dekretet af Ilte Oktober, som udnævnte Stabsofficerer i Nationalgarden, skulde dennes øvrige Officerer ligeledes vælges. Paa denne Maade lavede man i en Fart en Mængde Officerer, der vare hehtede fra alle Samfunds­ klasser, og som for en stor Del manglede alle militære Kundskaber. For Disciplinen havde dette de sørgeligste Følger, og mangen Gang bortkastede Mobilgardister og Nationalgardister paa Kamppladsen deres Geværer uden at agte paa Officerernes Befalinger. Man saa sig da for­ resten ogsaa nødt (il at modificere disse Bestemmelser; saaledes blev der i Paris allerede den 13de Oktober givet Betingelser, under hvilke de valgte Officerer kunde kas­seres.

Det næste Punkt, der var af Vigtighed med Hensyn til de ny Hæres Organisation, var deres Beræbuing. Som S. 429 angivet befandt der sig i Provindserne c. 600000 Geværer og c. 2000 Kanoner, af hvilke dog en betydelig Del ikke vare Feltkanoner. Saaledes lyder Martin des Palliéres Beretning; men Freycinet paastaar rigtignok, at der nok var Masser af Geværer i de af Fjenden erobrede eller indesluttede Fæstninger, men at der, da han over­ tog sine Forretninger under Gambetta, ikke forefandtes et eneste Bagladegevær i de ubesatte Provindser. Skjøndt det nu er sandsynligt, at Palliéres har Ket, saa er det dog klart, at i alt Fald det ovenangivne Geværantal — der ovenikjøbet formindskedes ved en i Begyndelsen tem­ melig vidtdreven Ødselhed — langtfra var tilstrækkeligt til de talløse Skarer af Krigere.

Regeringen nedsatte da en Bevæbningskommission, der fik Ordre til for enhver Pris at skaffe Geværet til­ veje, hvor de vare at faa.

Tillige sattes Statens Fabrikker i den størst mulige Virksomhed. De kunde imidlertid ikke levere mere end 18000 Chassepotgeværer om Maaneden, hvorfor man tyede til Privates Hjælp og paa denne Maade blev i Stand til at tilvejebringe 30000 Chassepotgeværer om Maaneden. Heller ikke dette Tal slog til. Bevæbningskommissionen fyldte da Hullerne med Geværer af alle mulige andre Konstruktioner.

Ved Siden af disse Forholdsregler frigav man den 4de September al Handel med og Fabrikation af Vaaben. Alle Vaaben og al Ammunition, der tilhørte fremmede Stater, men befandt sig paa fransk Grund, beslaglagdes mod Godtgjørelse ved Dekret af 12te Oktober.

I Slutningen af Februar beløb Antallet af de til Tropperne udleverede eller i Arsenalerne ophobede Ge­værer sig til c. 300000 Chassepotgeværer og c. 1000000 Remington, Snyders, Springfield, Enfield og andre Geværer.

Ogsaa med Hensyn til Tilvejebringelsen af Artilleri drev man det til overordentlige Præstationer.

I Perioden efter Slaget ved Sedan stilledes ialt 600 Kanoner i Batterier ved Loirearmeen. Allerede midt i Januar havde hver Division her 3 Batterier, og Armeekorpserne desuden alle et stærkt Reserveartilleri.

Men endnu større Vanskeligheder end Forsyningen med Vaaben voldte Forsyningen med Ammunition. Midt i Oktober Maaned begyndte Beholdningerne at slippe op, saa at man den 10de Oktober kun endnu havde Ammu­ nition tilbage til 10 Dage. Vel havde Bevæbningskom­ missionen, fra den 22de Oktober, faaet Bemyndigelse til at benytte alle civile Ingeniører, Teknikere, Haandværkere, Fabrikker og Værksteder og alle forhaandenværende Mate­ rialer til Fabrikationen baade af Vaaben og Ammunition, og Krudtet kunde man endda nok tilvejebringe, men det kneb i høj Grad med at skaffe Hylstre til Patroner og Karduser. Dog selv herpaa fik man raadet, Bod, idet der ved Privates Hjælp blev oprettet Patronfabrikker i Bayonne, Toulouse og flere andre Byer, hvorved man naaede at faa leveret det betydelige Antal af 2000000 Patroner om Dagen.

Naturligvis forøgede det store Antal af Modeller baade af Haandvaaben og af Skyts i ikke ringe Grad de nys­ nævnte Besværligheder. Hvad de til alle disse overordentlige Forholdsregler nødvendige Pengemidler angaar, da stillede man den mest vidtstrakte Kredit til Krigsministeriets Raadighed. Men de Ofre, der ydedes af Private, vare ligeledes umaadelige. Ogsaa de enkelte Kommuner hjalp beredvillig til. Saaledes sørgede Staten ganske vist for Mobilgar­disternes og de mobiliserede Nationalgardisters Vedkom­mende, for saa vidt den var i Stand dertil, men Kommunerne afholdt det Halve af Udgifterne derved.

For blot endnu med faa Ord at omtale Beklædningeu skal det bemærkes, at Mobilgardisterne og de mobili­ serede Nationalgardister ifølge Indenrigsministeriets Be­ faling forsynedes med Klæder af Præfekterne og Departe­ menternes Øvrigheder, medens Krigsministeriet først overtog deres Underholdning og Vedligeholdelsen af Unifor­ merne, naar nævnte Tropper vare stillede til Ministeriets Disposition.

Præfekterne afsluttede Leverancekontrakter med Fabrikanter eller. Agenter, der defnæst indleverede de be­ stilte Sager til Bedømmelse af dertil nedsatte Kommis­ sioner. Følgen heraf var, at der — dels paa Grund af det store Hastværk, dels ofte paa Grund af utilstrækkelig Sagkyndighed eller Forsigtighed — fandt temmelig mange Underslæb Sted, der især antoge et stort Omfang i de nordlige Departementer. Navnlig klages der her over Fodtøjets slette Kvalitet.

Men det hændtes ogsaa tidt, at man maatte sende de unge Tropper til Lejren og derfra i Kampen iførte deres hjemlige Bluser og uden andet militært Kjendetegn end Hue og Armbind. Derfor led især ved Bourbakis Østarmee en stor Del af Folkene meget ved den strenge Kulde.

Imidlertid havde man som bekjendt i Paris kun gjennem Luften, ved Hjælp af Luftballoner og Brevduer, staaet i Forbindelse med Omverden, altsaa ved Kommunika­tionsmidler, der vistnok gjorde megen Nytte, men som ikke afgave en saa sikker Forbindelse, at man med Tillid derpaa kunde basere en Samvirken af Tropperne i og udenfor Hovedstaden.

Under General Trochus Ledelse havde man efter Gambettas Afrejse af al Magt fortsat sine Anstrengelser for at modstaa Belejrerne, indtil der kom Hjælp.

Den 11te Oktober blev der givet Bestemmelse for Organisationen af Frikorps i Paris. Den 16de dannedes ogsaa her i hver sedentær Nationalgardebataillon »des compagnies de gardes nationaux mobilisés». Den 28de samme Maaned indkaldtes Aargangen 1870, og samme Dag opløstes Kejsergarden.

Ligeledes den 28de Oktober befaledes Oprettelsen af »des batteries montées ti pied», foreløbig af 20 Batterier, og den 1ste November Dannelsen af 2 ny »régiments montés d’artillerie».

I de følgende Dage oprettedes der «Krigskompag­nier» i den sedentære Nationalgarde, og den 12te No­vember indkaldtes de unge Mænd i Alderen 25—35 Aar, som vare ugifte eller Enkemænd uden Børn o. s. v.

Man ser altsaa, at de Forholdsregler, man greb til indenfor Paris Mure, vare væsentlig de samme, der toges i Provindserne. Man havde de samme Vanskeligheder at overvinde, og for at gjøre dette arbejdede man med den samme Energi og Fædrelandskjærlighed som i det* øvrige Frankrig.

I øvrigt skal her ikke gaas nærmere ind paa De­tailler. Forholdene med Hensyn til Tilgangen, Dannelsen af de ny Kadrer, Bevæbningen og, omend i mindre Grad, af Beklædningen vare her som andetsteds.

IV. De Troppelegemer, som Nationalforsvarsregeringen stillede paa Benene. Vi have set, hvilken Situation Forsvarsregeringen forefandt ved sin Indsættelse, hvilke Midler den benyttede for at yde Modstand mod Erobrerne. Vi have fremdeles set, hvorledes Landets vaabenføre Mænd adløde dens Bud og ilede til fra alle Egne for i Tillid til de ny Mænd og de ny Principper med fornyet Kraft at gjenoptage Kampen. Det skal nu vises, hvilke Korps og hvilke Hære man efterhaanden stillede paa Benene i den sidste Del af Krigen ved Hjælp af disse Midler.

Stridskræfterne i Paris.

Ved Cerneringens Begyndelse bestode Tropperne i Paris af: 

a. Linietropper: XIII Korps og XIV Korps, af hvilke det sidstnævnte, som anført, var i sin Tilbliven. Korpsernes Sammensætning er alt omtalt; deres Styrke var 50000 Mand.

b. 90 Mobilgardebatailloner fra Provindserne.

c. Nationalgarden i Paris.

d. Et temmelig betydeligt Antal — 13— 14000 — Marinesoldater og Matroser.

Mobilgarden var samlet i Regimenter paa 2 à 3 Batailloner og fordelt til 4 Divisioner under Generalerne de Beaufort, de Liniéres, Corréard og Berthaut. Hver Division udgjorde 25— 30000 Mand, den hele Styrke om­ trent 110000 Mand.

Den sedenlære Nationalgarde i Hovedstaden var af meget tvivlsom Beskaffenhed. Den tænktes nærmest an­ vendt til Bevogtning af den indre Enceinte. Dens Styrke var omtrent 200000 Mand, fordelte til c. 130 Batailloner.

Marinesoldaterne bleve dels anvendte til Bemanding af en Flotille paa 5 Pandserbatterier og 9 Kanonbaade, 6 Dampchalupper og 1 Jagt, der skulde operere paa Seinen, dels til Forsvar af Forterne. I dette Øjemed var Størstedelen af dem samlede til en Division under Vice­ admiral de la Roncière le Noury og dannede Kjærnen i hele Pariserhæren.

Betragter man Linietropperne og Marinetropperne for sig og regner hertil Gendarmer, Douaniers, Forestiers, Sergeants de Ville og Garde républicaine, kan man an- slaa de regulære Troppers Antal til henved 80000 Md. Heri var Kavaleriet meget svagt repræsenteret; det talte i Begyndelsen kun 4 til 5 Linie- eller Marcheregimenter, men naaede dog mod Slutningen af Belejringen en Styrke af 8— 9 Regimenter — rigtignok tildels ved Nydannelser. Artilleriet bestod kun af de i Begyndelsen af Krigen dannede Batterier, der vare bestemte for XIII og XIV Armeekorps.

Samles paa den anden Side Mobilgardister, Nationalgardister og Frikorpserne, der dannedes i stort Antal indtil en Styrke af 18000 Mand, saa udgjorde disse til­ sammen en Masse af omtrent 330000 Mand.

I de første Fægtninger udenfor Paris, nemlig ved Petit Bicétre og Chatillon, ved Chevilly, Bagneux, La Malmaison og le Bourget, kæmpede saa godt som ude­ lukkende Dele af de to Armeekorpser. Mobilgarden havde man ingen Tillid til. Selv af det XIV Korps løb den 19de September, ifølge Vinoys Opgivelse, hele Batailloner fra hinanden ved det første fjendtlige Granatskud. Først ved Chevilly, den 30te September, optraadte enkelte Mobilgardebatailloner og Franctireurs sammenblandede med Linietropper, og i de følgende Fægtninger førte man efterhaanden flere og flere af dem i Ilden.

Hidtil havde man ikke for Stridskræfterne i Hoved­ staden haft nogen saadan Organisation i det Større, at man havde kunnet betegne dem som en Hær i Ordets egentlige Forstand. Batailloner, Regimenter, Brigader og Divisioner vare for det meste optraadte enkeltvis og uden indbyrdes Forbindelse. Men efter Fægtningen ved Le Bourget, den 30te Oktober, besluttede General Trochu at danne en Hær, der var stærk nok til at levere en Kamp i aaben Mark, et regelmæssigt Feltslag udenfor Paris’s Mure.

Den 6te November opløstes XIII og XIV Korps og de 4 Mobilgardedivisioner. Mobilgardebataillonerne og Liniebataillonerne samledes til ny saakaldle Linieregi­menter. Af Nationalgarden dannedes der frivillige Marche- batailloner, som skulde deltage i Kampene udenfor Byen. Derefter deltes alle Tropperne efter deres Brugbarhed i 3 Armeer, der hver fik sin særlige Anvendelse.

Hovedstadens samlede Stridskræfter kom da til at omfatte:

Den 1ste Armee. General Clément Thomas. Denne bestod af 266 Marchebatailloner af National­ garden å, 500 Mand samt en Kavaleri- og en Artilleri-Legion, ialt c. 130000 Mand.

Dens Bestemmelse var at bevogte Enceinten og at forrette Vagttjeneste i Byen.

Den 2den Armee. General Duerot.

I Armeekorps. General Blanchard. Armeekorpset var sammensat af Infanteridivisionerne de Malroy, de Maud’hui og Faron. Ialt 2 gamle og 8 ny Linieregi­menter og 14 Mobilgardebatailloner samt 12 Batterier, eller c. 42000 Mand med 72 Kanoner.

II Armeekorps. General Baron Renault. Armee­ korpset var sammensat af Infanteridivisionerne Susbielle, Berthaut og de Maussion. Ialt 10 ny Linieregimenter, 8 Mobilgardebatailloner og 14 Batterier, eller c. 35000 Mand med 84 Kanoner.

III Armeekorps. General d’Exéa. Armeekorpset var sammensat af Infanteridivisionerne de Bellemare og Mattat og Kavaleridivisionen de Champéron. Ialt I Zouave- Regiment, 5ny.Linieregimenter, 11 Mobilgardebatailloner, 2 Chasseur-Regimenter, 2 Marche-Dragon-Regimenter og 1 beredent Gendarm-Regiment samt 12 Batterier, eller c. 35000 Mand med 72 Kanoner.

Artillerireserven. 10 Batterier med 60 Kanoner.

Hele Armeens Styrke var altsaa c. 110000 Mand med 288 Kanoner.

Den 2den Armee var Forsvarernes egentlige Felthær. Den skulde foretage Udfald mod Belejrerne og om muligt paa et eller andet Punkt gjennembryde Cerneringslinien.

Den 3die Armee. General Vinoy.

Denne Armee havde ingen Inddeling i Armeekorps, men var sammensat af de 6 Mobilgardedivisioner Sou- main, de Liniéres, de Beaufort, Corréard, d’Hugues og Pothuan. Ialt 2 ny Linieregimenter og Resten Marine- tropper, Forestiers, Douaniers, Gendarmer, Mobilgardister og et Par Depoter af de gamle Linieregimenter. Des­ uden havde Armeen Kavaleridivisionen Bertin de Vaue. Den samlede Styrke var c. 70000 Mand.

Den 3die Armee skulde under den 2den Armees Angreb paa Cerneringstropperne udføre Skinangreb i andre Retninger.

Udenfor de nævnte tre Armeer stod endnu Korpset i St. Denis. Admiral de la Roncière le Noury. Dette Korps bestod af 3 Infanteribrigader, dannede af 2 ny Linieregimenter, Marinetropper, Mobilgardister og Na­ tionalgardister, tilsammen en Styrke af 36000 Mand.

Endelig stod der desuden i Forterne og de øvrige Fæstningsværker Besætningstropper i en Styrke af c. 80000 Mand.

Pariser Forsvarsregeringen raadede altsaa over en samlet Styrke af omtrent 425000 Mand. Hele Feltartille­riet udgjorde den store Masse af 108 Feltbatterier med 648 Kanoner. Men den især ved dette Vaaben meget følelige Mangel paa Officerer og Underofficerer forringede deres Værd i høj Grad.

Hele Novembermaaned medgik til Omorganisation og Indexercering af de mange nydannede Afdelinger. Den 30te November endelig fandt under General Dncrots Kom­ mando det store Udfald Sted, der af Tydskerne betegnes som Slaget ved Villiers. Den 1ste og 2den fortsattes Kampene. Men den 3die og 4de trak hele Hæren sig uventet tilbage uden at have udrettet noget. Derefter indtraadte en lang Uvirksomhedsperiode. Den 29de op­ gaves Stillingen paa Mont Avron. I de første Dage af Januar begyndte Bombardementet. Den 19de— 22de Ja­ nuar fandt det sidste Udfald Sted, og den 28de fulgte Kapitulationen.

Armeerne ved Loiren.

Tydskernes Meninger om Frankrigs Modstandskraft vare efter Sedanslaget meget ringe. Lige indtil Midten af November Maaned saa de med Foragt ned paa Natio­ nalforsvarsregeringens Stridskræfter. Men de skulde i denne Retning blive ikke lidet forbavsede. Og havde ikke netop paa dette Tidspunkt Bazaines Kapitulation meget belejlig frigjort Armeerne om Metz, vilde maaske Erobrernes Stilling kunne være bleven alt andet end misundelsesværdig.

I Begyndelsen af September Maaned paabegyndtes alt i Bourges, Angers og Tours Dannelsen af det XV Armeekorps, som skulde bestaa af 3 Divisioner under General de la Motterouge. Det gik imidlertid lang­ somt og møjsommelig fremad hermed, særlig paa Grund af Mangel paa Befalingsmænd. Efterhaanden som Korpset blev til, kom det til at bestaa af de tre Infanteridivisioner Martin des Palliéres, Marlineau des Chenez og Peytavin. Infanteriet dannedes af 3 Linieregimenter, Fremmed­ legionen, 1 Bataillon Tirailleurs, 3 Marche-Chasseur-batailloner, 2 Marche-Zouave-Regimenter, 5 Marche- Infanteri-Regimenter, 1 Mobilgarde-Regiment og 5 mobili­serede Nationalgarde-Regimenter, Artilleriet af 9 Batterier. Desuden var under Formation en Kavaleridivision, Ge­ neral Reyau, og et Reserveartilleri.

I de første Dage af Oktober havde man ialt om­ kring Tours samlet henved 70000 Mand, af hvilke nys­ nævnte Korps udgjorde Hovedmassen. Paa dette Tids­ punkt nærmede Tydskerne under von den Tann sig Orleans. Man sendte da over Ilals og Hoved det XV Armeekorps’s Infanteridivisioner, der endnu ikke vare fuldtfærdige, frem for at dække nævnte By. De ankom Nord paa i Uorden og blandede imellem hverandre og maatte efter Fægtningen ved Artenay, den 10de og Ilte Oktober, gaa tilbage i opløst Tilstand. 1ste Division gik tilbage til Gien, 2den og 3die til la Motte Beuvron og til Lejren ved Salbris, hvorefter de atter samledes ved Feste- Saint Aubui. General de la Motterouge fjernedes fra Kommandoen, og General d’Aurelle de Paladines, der havde staaet i Reserven, men efter Krigens Udbrud atter havde meldt sig til Tjeneste, og som netop nu var i Færd med at organisere det XVI Korps, blev sat i hans Sted og overtog Kommandoen den 12te Oktober. Korpset var da undergaaet endel mindre Forandringer samt havde faaet tildelt sin Rytterdivision og desuden 2 selv­ stændige Kavaleribrigader, ialt 9 Regimenter Kavaleri, af hvilke de 6 vare Linieregimenter, Resten Marcheregi- menter. Rytterdivisionen var den, der oprindelig havde været bestemt for det XIII Armeekorps, og var af god Kvalitet. Endvidere havde Korpset erholdt et Reserve­ artilleri paa 8 Batterier og en "Division mixte", sammen­ sat af 1Infanteribrigade (2 Chasseurkompagnier, 1 Marche- og 1 .Mobilgarde - Regiment) og 1 Kavaleribrigade (2 Marche-Regimenter). Hele det XV Korps talte nu c. 50000 Mand med 102 Kanoner.

Det XV Armeekorps blev Grundlaget for den senere store Loirearmee og var i Forhold til de andre Korps fra Begyndelsen af ret gunstig sammensat, idet det, som nylig angivet, talte temmelig mange Linie- og Marche- Regimenter og færre Mobilgarde- og Nationalgarde-Regimenter.

Den 13de Oktober tik General d’Aurelle de Paladines tillige Overkommandoen over det XVI Armeekorps, General Poureet, som var i Færd med at organiseres i Omegnen af Tours, Biois og Bourges. Den 20de Oktober talte Korpset omtrent 17000 Mand med 42 Kanoner. Det kom efterhaanden til at bestaa af Infanteridivisionerne (?), Barry og Chanzy, af Kavaleri­ divisionerne Ressayre og af et Reserveartilleri. Infante­ riet dannedes af 3 Marche-Chasseur-Balailloner, 6 Marche- lnfanteriregimenter og 6 Mobilgarde-Regimenter, Kavaleriet af 1 Linieregiment, 3 Marcheregimenter og 3 blandede Regimenter (sammensatte af Linie-Mandskab af alle forskjellige Arter Rytteri) og Artilleriet af 16 Batterier.

De to nysnævnte Armeekorps vare i Begyndelsen — Linieafdelingerne undtagne — i en mindre god Forfatning med Hensyn til Udrustning og Beklædning, men led naturligvis først og fremmest af Mangel paa Disciplin. Men efterhaanden bedredes disse Forhold dog betydelig. Da det viste sig, at det XV Korps paa Grund af dets heldigere Sammensætning var det bedste, medens det XVI i flere Henseender stod tilbage, foretog Overgene­ ralen en Forandring i begges Sammensætning, idet han lod dem ombytte den ene Infanteridivision, hvorved de bleve mere ensartede. Lidt efter lidt tog Folkene til i Krigsvanthed, og de begyndte at udføre Sikkerhedstjene­ sten ganske godt, saa at det blev sjeldnere, at de lode sig overraske af Fjenden.

Foruden Armeekorpserne havde man fremdeles alt i September Maaned dannet en hel Del Frikorps, som i Begyndelsen agerede paa egen Haand, men senere kom til at henhøre under Loirearmeen.

Den 2den November maatte General Pourcet paa Grund af Sygdom nedlægge Kommandoen over det XVI Korps og efterfulgtes af General Galant.

Nu skulde endelig den over 80000 Mand stærke Loire armee begynde Offensiven. Bayrerne maatte rømme Orleans, og ved Coulmiers lykkedes det at bibringe den rigtignok langt svagere v. d. Tann et alvorligt Nederlag. Tydskerne trak sig tilbage over Péravie og Artay i den vildeste Lorden. Nogle af deres Afdelinger vare næsten­ dels opløste. De bundløse Veje, den idelige Regn, Til­ bagetoget og den, omend kun svagt, forfølgende Fjende frembragte Forvirring i Bevægelsen, og talrige Efternølere faldt i Franskmændenes Hænder. Men Sejren blev des­ værre ikke udbyttet dels paa Grund af Troppernes fuld­ stændige Udmattelse, dels paa Grund af det stadig meget ugunstige Vejr, dels ogsaa paa Grund af det franske Kavaleris mindre rigtige Optræden. Men det var den første Sejr i Krigen. Den modtoges derfor med umaadelig Jubel over hele Landet og fremkaldte Forhaabninger, der rigtignok ikke skulde gaa i Opfyldelse. Imid­ lertid steg Troppernes Mod i høj Grad, og Gambetta rettede en stolt Proklamation til Hæren.

Man begyndte at befæste Orleans. Rustningerne fortsattes med den største Iver. General Martin des Palliéres havde alt tidligere faaet Kommandoen over XV Armeekorps. Over alle Franctireurs i Marchenoiregnen, Nordvest for Orleans, fik Cathélineau, Anføreren for de Frivillige fra Vendée, Overbefalingen.

Imidlertid var Metz falden. Gambetta kaldte de vaabenføre Mænd af enhver Alder til Vaaben. Umaadelige Skarer strømmede stadig til, og fornyede Anstren­ gelser gjordes for at danne ny Hærdele. Vel var Dik­ tatorens pralende Udtalelser om indtil Midten af November Maaned at stille en Felthær paa 350000 Mand med 900 Kanoner paa Benene og bagved at samle en Reservehær paa 1,5 Million Soldater endnu ikke gaaet i Opfyldelse, men dog havde de franske Stridskræfter alt naaet en meget betydelig Styrke. Imellem Chateaudun og Meung samledes det XVII Armeekorps under General Durrieu (senere Ge­neral Sonis, senere atter General Colomb), bestaaende af Infanteridivisionerne de Bremond d’Ars, Feillet-Pilatrie og de Flandre, af Kavaleridivisionen de Longuerue og 14 Batterier, ialt af Infanteri: 3 Marche-Chasseur-Batailloner, 6 Marche-Infanteri-Regimenter og (i Mobilgarde-Regi- menler, af Kavaleri: 1Marcheregiment og 3 blandede Re­ gimenter. Kavaleriet var dog temmelig slet beredent, og dets enkelte Regimenter talte ikke mere end 250 til 300 Heste. Tilsammen c. 40000 Mand.

Samtidig førte i Nevers General Rourbaki Tilsyn med Dannelsen af det XVIII Armeekorps, der siden fik General Abdelal til Chef. Delte Korps bestod af Infanteridivisionerne Pen- hoat, Feillet-Pilatrie (der toges fra XVII Korps) og (?), af Kavaleridivisionen Bremond d’Ars og 12 Batterier. Infanteriet talte: I Linieregiment, 1 Marcheregiment let afrikansk Infanteri, 1Marche-Zouave-Regiment, 4Marche- regimenter, 2 Marche-Chasseur-Batailloner, 5 Mobilgarde- Regimenter og 1 mobiliseret Nationalgarderegiment, Ka­ valeriet: 4 Marcheregimenter.

Endelig formerede General Crouzat i Midten af No­ vember af Levningerne af Østarmeen dét XX Armeekorps. Korpsets 1ste Division dannedes af 20000 Mand fra Besançon. Folkene vare elendig klædte, slet bevæbnede og udisciplinerede. I et Brev af 1ste December skriver General Crouzat til General d’Aurelle de Paladines, at Folkene ved 67de Mobilgarderegiment ikke havde andre Klæder end Benklæder og Bluser af Lærred. Disse Tropper forenedes med en Division af det XVIII Armeekorps. Det nvdannede Korps kom da til at bestaa af Infanteridivisionerne de Polignac, Thorton og Ségard, en Kavaleridivision og — 3 Batterier. In­fanteriet dannedes af 1 Marche-Chasseur-Bataillon, 1 Li­nieregiment, 2 Marcheregimenter, 8 Mobilgarderegimen­ ter, 2 Mobilgardebatailloner og 2 Franctireursafdelinger, Kavaleriet af 1 Linieregiment og 2 Marcheregimenter. Ialt udgjorde Armeekorpset benved 30000 Mand med 18 Kanoner.

Ved at kaste et sammenlignende Blik paa de forskjellige Korpsers Bestanddele ses det, hvorledes Antallet af Linietropper stedse aftager, medens Antallet af Mobil­ gardister voxer, og man endog allerede begynder at med­ tage Nationalgardister og Franctireurs. Der kunde have været rigelig Anledning til, inden man skred til Opera­ tioner, at give alle disse i saa utrolig kort Tid sammen­ skrabede 'Propper god Tid til at vænne sig til de mili­ tære Pligter og Førerne Lejlighed til at erholde mere Øvelse udenfor Berøringen med Fjenden. Men det Hast­ værk, Folkeregeringen i hele denne Krig havde med at drive de nydannede Hærdele frem mod Fjenden, for­ nægtede sig heller ikke her. Det blev besluttet at iværk­ sætte Marchen mod Paris. Alt blev da trukket sammen om Orléans, og Thiers og Gambetta lagde i Forening Planen til Toget.

Loirearm een under General d’Aurelle de Paladines Kommando bestod nu af hele 5 Armeekorps, nemlig XV, XVI, XVII, XVIII og XX Korps. Infanteridivisionerne talte hver omtrent 12000 Mand; hvert Korps havde sin Kavaleridivision. Den samlede Styrke kan vel anslaas til   200000 Mand med 300 Kanoner, de irregulære Korps medregnede, — Gambetta betegnede rigtignok Styrken som 300000 Mand med 500 Kanoner. Efter at have sat sig i Bevægelse for at trænge frem i Retning af Fon­ tainebleau stødte den franske Armee den 23de og 24de November ved Ladon og Maizières paa det 10de tydske Armeekorps, leverede den 28de Slaget ved Beaune la Rolande, men maatte den 4de December efter blodige Kampe ved Orléans rømme denne By. ( XVI og XVII Armeekorps bleve paa den højre Loirebred og gik tilbage til Beaugency, medens XVIII og XX Armeekorps gik over Hoden ved Orleans og herfra trak sig tilbage til Salbris og Vierzon. XV Armeekorps marcherede langs Loirens Nordside til Gien.

Franskmændene havde i disse Dage kæmpet med stort Mod og med en Kraft, som maa siges at være i høj Grad beundringsværdig hos Tropper med en saa ringe Uddannelse og Krigsvanthed. Tydskernes officielle Meddelelser indrømme da ogsaa, at de i Dagene før Indtagelsen af Orleans stadig kun vandt meget lidet Ter­ rain i de enkelte Kampe, skjøndt disses Udfald i og for sig var gunstigt, og skjøndt de tilsidst endte med Fjendens Tilbagetog. Det var Udholdenhed, de Franske manglede.

Den 8de December naaede Efterretningen om Loirearmeens Tilbagetog til Tours, og samme Dag forlagde Regeringen sit Sæde til Bordeaux. Det første Skridt, den her besluttede sig til, var selvfølgelig at foretage Forandring i Overkommandoen: General d’Aurelles de Paladines maatte fratræde sin Stilling.

Man beholdt dernæst den Deling af Stridskræfterne, som Omstændighederne havde medført, saaledes at der fra nu af paa denne Del af Krigsskuepladsen kom til at optræde to Armeer, nemlig den 1ste Loirearm ee under General Bourbaki, bestaaende af XV, XVIII og XX Armeekorps, og den 2den Loirearm ee under General Chanzy, bestaaende af XVI, XVII og XXI Armeekorps. 

Den ny 1ste Loirearmee var imidlertid efter de foregaaende anstrengende Kampe og Marcher i en saa øde­ lagt Forfatning, at den maatte have Tid til at samle Kræfter, især gjaldt dette for det XV Armeekorps Ved­ kommende. Først efter Midten af December var Armeen atter nogenlunde kampdygtig. Den var da bleven be­ tydelig forstærket og talte c. 100000 Mand med 300 Ka­noner. Regeringen i Bordeaux besluttede paa dette Tidspunkt at foretage en større Bevægelse imod Tyd­ skernes Retrætelinie længer Øst paa for derved at tvinge Fjenden til at opgive Fæstningernes Belejring; tillige havde man til Hensigt om muligt at foretage et Indfald i det sydlige Tydskland. Den 20de December begyndte man derfor pr. Jernbane at sende XVIII og XX Korps afsted, idet General Bourbaki med dem skulde trænge frem gjennem Doubs- og Oignondalen; det XV Korps skulde foreløbig efterlades ved Vierzon og Bourges for at dække Adgangen til denne By og til Nevers.

Imidlertid havde ogsaa den 2den Loirearmee for­ holdsvis hurtig forvundet Anstrengelserne og Tabene fra Orléans. Rigtignok havde Tydskerne forfulgt med stor Energi og havde den 16de December tvunget General Chanzy til at forlade Vendôme. Den 21de indtraf den franske General i Le Mans; den 24de besatte Fjenden, efter en tapper Modstand af 6000 Mand under General Ferri Pisani mod en dobbelt saa stor Styrke af det 10de tydske Armeekorps, Tours. Men Gambetta var utrættelig med at opmuntre og med at skaffe Forstærkninger. Han opholdt sig ved Armeen til den 10de December, tog der­ efter til Bourges for at træffe Aftale med Bourbaki, han var kort sagt paafærde overalt. Den 2den Armee for­ stærkedes nu med det XXI Armeekorps, General Jaurès. Dette Korps var saa broget sammensat som vel muligt. For at vise dette skal dets »Ordre de bataille» her angives noget udfør­ ligere, end dette har været Tilfældet for de tidligere an­ førte Hærdeles Vedkommende. Den var følgende:

Som det ses heraf, var Korpset det i sin Sammen­ sætning mest uensartede af alle dem, der hidtil vare stillede paa Benene. De senere dannede Hærdele lig­ nede dette. Ikke alene var der en sand Vrimmel af for­ skelligartede og forskjelligbenævnte Afdelinger, men og- saa vare Styrkerne af de enkelte Divisioner, Brigader, Regimenter, Batailloner, Kompagnier o. s. v. underkastede den største Vilkaarlighed. Den utrættelige General Chanzy og hans energiske Korps- og Divisionskommandører, Generalerne Jaurès, Jauréguiberry, Billot, Dargeut o. s. v., formaaede da ogsaa kun med den yderste Grad af Streng­ hed at holde de store og lost sammensatte Masser, som de havde under deres Kommando, i Tømme.

Under stadige Fægtninger med den forfølgende Fjende havde den 2den Loirearmee Skridt for Skridt trukket sig til­ bage til Egnen om Le Mans. Her lagdes Planen til et nyt Forsøg paa at undsætte Hovedstaden over Chartres og Versailles. For at gjøre Armeen stærk nok til dette Tog stilledes nu atter to ny Armeekorps, XIX og XXV, paa Benene. Men imidlertid erobrede Prinds Friedrich Karl den 12te Januar Le Mans, der maatte opgives — for en stor Del paa Grund af nogle bretagniske Mobilgarde- afdelingers slette Holdning. Den 17de Januar besatte Tydskerne dernæst Alençon, og den 19de tog General Chanzy Ophold i Virty, hvor Gambetta atter indfandt sig for ved sin Nærværelse at bidrage til at hæve Stemningen.

Sammensætningen af de to nysnævnte nydannede Korps skal blot i Hovedtrækkene anføres.

Det XIX Armeekorps, General Dargent, bestod af Infanteridivisionerne Bardin, Girard og Saussier og Ka­ valeridivisionen Abdelal samt et Reserveartilleri, ialt af c. 40000 Mand med 92 Kanoner. Det var sammensat af Marcheafdelinger, Mobilgardeafdelinger og et betydeligt Antal mobiliserede Nationalgardister. Det kom forøvrigt ikke til at deltage i nogen Kamp, men stod ved Slutnin­gen af Vaabenslilstanden ved Laval for at være parat her under et eventuelt fornyet Udbrud af Fjendtlighederne.

Det XXV Armeekorps, General Pourcet, bestod af Infanteridivisionerne Bruat, de Chabron og Ferri Pisani og af Kavaleridivisionen Tripart. Korpsets Sammensætning var som det XIX’s. Da XV Armeekorps afgik til den østlige Krigsskueplads, tog det XXV Korps Opstilling i Bourges. Det talte da 20 —30000 Mand.

Det sidste Korps, der dannedes i denne Del af Landet, var endelig det XXVI Armeekorps, der samles ved Poitiers under Ge­ neral Billot og kom til at bestaa af Infanteridivisionerne d’Ariés, de Forny-Blanchetée og de Bouillé samt Kavaleri­ divisionen Boéxio, lutter Marche-, Mobilgarde- og mobili­ serede Nationalgardeafdelinger i en Styrke af 30000 Mand med 13 Batterier. Heller ikke dette Korps kom til at deltage i nogen Fægtning.

Ved disse tre sidstnævnte Armeekorps viser det sig i endnu højere Grad end før, hvorledes det mere og mere skortede paa blot nogenlunde uddannet Mandskab. In­ fanteriet talte nu kun forholdsvis laa Marcheafdelinger, flest Mobilgardeafdelinger og mobiliserede* Nationalgarde­ afdelinger. Kavaleriet blev siettere og siettere beredent. Artilleriet viste sig i Reglen temmelig ubrugeligt. Hvad Bevæbningen angaar, da vare XV, XVI, XVII, XVIII og XX Armeekorps for Linie- og Marcheafdelingernes Vedkommende næsten gjennemgaaende bevæbnede med Chassepotgeværer, for Mobilgardisternes Vedkom­ mende med Tabatiéregeværer. Men allerede ved det XXI Korps blev Bevæbningen mere blandet, og de sidst­ dannede Hærdele havde en Mængde forskjellige Modeller i Brug, hvorved Ammunitionsforsyningen vanskeliggjordes i høj Grad. Ogsaa Artilleriet kunne opvise en hel Del forskjellige Konstruktioner af Kanoner, der ikke tidligere havde faaet Anvendelse i nogen Hær.

I Begyndelsen af Februar Maaned 1871 havde Gene­ ral Chanzy til sin Raadighed de fem Armeekorps XVI, XVII, XIX, XXI og XXVI, eller ialt c. 200000 Mand In­ fanteri, c. 10000 Mand Kavaleri og c. 15000 Mand af de øvrige Vaahenarter, altsaa omtrent 225000 Mand med 430 Kanoner.

Iblandt de mange isolerede Korps, som hist og her enten paa egen Haand førte den lille Krig eller havde faaet bestemte Hverv at opfylde, kunne maaske som de vigtigste paa denne Del af Krigsskuepladsen anføres:  

Det saakaldte Korps ved Tours under General Ferri Pisani, der hovedsagelig dannedes af Mobilgardister i Fgnen om Angers og midt i December skødes frem til Tours, hvorfra del i en Styrke af c. 1000 Åland skulde operere i Prinds Friedrich Karls højre Flanke. Den 20de December blev Korpset slaaet ved Monnaie af General Voigt-Rhetz og kastet tilbage til Tours. Senere kom det til at udgjøre 3die Division af XXV Armeekorps.

Korpset ved Nivers under General de Pointe de Gévigny, der samledes i Lejren ved Nivers og talte c. 10— 12000 Mobilgardister og Franctireurs. Korpset kæmpede i Slut­ ningen af December og i Januar ved Gien og Briare.

Desuden bør nævnes følgende tre Frikorps:

Korpset Lipowski, der alt opstod før Slaget ved Coulmiers, og i hvilket Kjærnen dannedes af 400 Franctireurs fra Paris. Senere fik Korpset dels ved Forstærkninger, dels ved midtertidig Tildeling af Mobilgardeafdelinger til forskjellige Tider betydelig Tilvæxt. Efter Slaget ved Coulmiers tildeltes det Loirearmeen og optraadte i Slut­ ningen af November isoleret paa venstre Fløj af samme. Senere kom det til den 2den Loirearmee og sloges i Slutningen af December omkring Nogent le Rotrou med Storhertugen af Mecklenburgs Tropper. Den 15de Januar leverede det en heldig Fægtning ved Alençon; det talte da c. 6000 Mand. Efter Slaget ved Le Mans steg det ved Tilgang af mobiliserede Nationalgardister til henved 15000 Mand og bestemtes til at udgjøre en Del af Bre­tagnearmeen.

Korpset Catbélineau dannedes oprindelig af c. 400 Mand Franctireurs fra Vendée. Efter Slaget ved Coulmiers slut­ tede det sig til Loirearmeen og optraadte i Slutningen af November isoleret i Orleansskoven paa denne Armees højre Fløj og deltog saaledes i Slaget ved Beaune la Rolande. I Slutningen af December kæmpede det sam­ men med Lipowskis Korps omkring Nogent le Rotrou. Ogsaa dette Korps voxede efterhaanden betydelig ved Tildeling af forskjellige Franctireur-, Mobilgarde- og mobiliserede Nationalgardeafdelinger. I Slutningen af Krigen hørte det til den 2den Loirearmee og steg til henved 15000 Mand.

Korpset Charette havde til Kjærne de pavelige Zouaver, men fik som de forrige Korps til forskjellige Tider be­tydelige Forstærkninger. Det kæmpede blandt andet den 2den December i Slaget ved Loigny og Poupry. I Slutningen af Krigen stod det under direkte Befaling af General Chanzy og bestemtes i Februar til at udgjøre en Del af Bretagnearmeen.

Armeen i Vestfrankrig.

I Egnene Vest og Nordvest for Paris, i Bretagne og de tilstødende Departementer, havde General Fiéreck faaet Overkommandoen over de udskrevne Skarer. Da Hoved­ staden blev cerneret, stod der i denne Kant af Landet henved 30000 Mobilgardister og mobiliserede National­ gardister. De vare opstillede i en temmelig tynd Linie fra Chartres til Rouen, idet General Gudin med 2 Marche- batailloner, 12 Mobilgardebatailloner og 2 Linie-Kavaleri- regimenter, der vare undslupne fra Sedan, ialt c. 14000 Mand (uden Artilleri), stod bag Andellefloden og i Egnen mellem Gournay og Neufchåtel, medens General Delarue stod med I Mobilgarderegiment og 1 Regiment Eclaireurs de la Seine, ialt c. 4000 Mand, ved Vernon og Évreux, og længer Syd paa Oberstløjtnant Marty ved Chåteauneuf og Senonclies fik Kommandoen over 8000 Mand, især Mobilgardister. Ogsaa Dreux var en Tid lang besat af 7000 Mobilgardister under General du Temple; i denne Bys Omegn kom det i den følgende Tid hyppig til Sam­ menstød mellem tydske og franske Patrouiller. Bag disse spredt opstillede Afdelinger søgte man at samle og or­ ganisere de ny Tropper.

Det gik imidlertid langsomt med Organisationen, og de dannede Troppeafdelinger viste ingen synderlig god  Holdning. Hen 21de November lede Hele af Vestarmeen et alvorligt Nederlag ved Nogent le Rotrou, ved hvilken Lejlighed Le Mans nær var gaaet tabt.

Regeringen i Tours bestemte sig omsider til at fra­ tage General Fièreck Kommandoen, hvorefter Søofficeren Jaurès fik Ordre til at formere det XXI Korps af de i Bretagne værende Stridskræfter. Med en umaadelig Energi og i en utrolig kort Tid lykkedes det denne Mand ved Forstærkninger, modtagne fra alle Kanter, fra Lejrene ved Conlie, Biois og Tours, at faa stillet et nyt Armeekorps paa Benene og endogsaa at bibringe sine Folk en nogenlunde god Holdning. Gambetta indfandt sig selv i Bretagne, gav General Jaurès 12000 forholdsvis gode Tropper til Hjælp og forsynede ham med Kanoner, saa at Artilleriet bragtes op til 12 Batterier. I Slutningen af November Maaned talte XXI Armeekorps c. 35000 Mand, — med Hensyn til dets Ordre de bataille se Side 454 — , der ganske vist vare sammensatte paa en højst broget Maade. Korpset dirigeredes Syd paa for at støde til Loirearmeen og forblev efter Kampene ved Orléans ved den 2den Loirearmee under General Chanzy.

Fra dette Tidspunkt af og indtil Slaget ved Le Mans bestode alle Tropper i denne Del af Frankrig af de i Lejren ved Conlie samlede Mobilgarde- og Nationalgardebatailloner (se dog nedenfor General Briands Korps).

Da efter Slaget ved Le Mans General Chanzy havde trukket sig tilbage bag Mayennelinien, besluttedes det at samle enbretagniskArm ee, hvilketHverv man tilligemed Befalingen over den ny Armee overdrog til General Colomb. Generalen fik i dette Øjemed tildelt en Division af det XVII Armeekorps og de 4 Frikorpser under Generalerne Cathélineau, Lipovvski, Charette og Béranger, der hver ved Forstærkninger af Mobilgardeafdelinger m. ti. bragtes op til en Styrke af 10— 15000 Mand.

Dannelsen af denne Armee afbrødes dog af Vaabenstilstanden.

Som et Korps, der nærmest maa henregnes til Strids­ kræfterne i Yestfrankrig, skjøndt det optraadte isoleret, maa her endnu nævnes General Brinnds Korps, der, sam­ mensat af Mobilgardeafdelinger, i Slutnintren af November samledes ved Håvre i en Styrke af omtrent 22000 Mand med 32 Kanoner, nærmest med det Hverv at dække denne By. Den 30te November udførte Generalen et heldigt Koup mod sachsiske Tropper ved Etrepagny og beslut­ tede derefter at trænge frem mod Paris. Hans Hær mod­ tog da endel Forstærkninger, blandt andet af c. 2000 Marinesoldater. Den 4de December stod han med kun 3000 Mand i en fremskudt Stilling ved Rouen paa Høj­ derne ved Buchy, hvor han efter den tapreste Modstand blev kastet overende af en 5—6 dobbelt stærk Fjende, det tydske 8de Korps under General Goeben, hvorefter Tydskerne besatte Rouen. General Briand beholdt der­ efter Kommandoen i Le Hávre, hvis Besætning i Løbet af December Maaned bragtes op til en Styrke af c. 40000 Mand.

Paa et senere Tidspunkt dannedes der ved Håvre et nyt Korps, bestemt til Operationer i aaben Mark, over hvilket General Loysel den 12te Januar fik Befalingen. Det bragtes op til 30000 Mand, nærmest ved Hjælp af Forstærkninger fra Cherbourg, men kom dog ikke til at spille nogen Rolle.

Armeen i Nordfrankrig.

I Oktober Maaned sendte Gambetta den Delegerede Testelin til Departementerne Aisne, du Nord, Pas de Calais og Somme for der at organisere et Forsvar af Landet. Der forefandtes dengang her flere Depoter med Linie­ tropper, hvilke dog næsten udelukkende bestode af In­fanteri, og endel Mobilgardebatailloner. Hertil føjedes nu nogle Batailloner Marine-Infanteri og nogle Marcheregimenter, saa at man i Slutningen af Oktober havde henved 20000 Mand paa Benene, der kommanderedes af General Farre. Desuden forsynede man flere Dyer, saaledes St. Etienne med provisoriske Befæstninger.

Paa dette Tidspunkt blev det overdraget General Bourbaki, som var undkommen fra Metz, her at organi­ sere Stridskræfterne. Dan gjorde General Farre til sin Generalstabschef.

Af de alt tilstedeværende Tropper oprettedes da den 6te November 1ste Division af det XXII Armeekorps. Man havde efter Kapitulationen ved Sedan faaet en hel Del fra Fangenskabet undvegne Officerer og Underoffi­ cerer, som nu just kom til at gjøre udmærket Gavn. Den 1ste Division blev sammensat af 2 Marche-Chasseur- batailloner, 2 Mareheregimenter og 3 Mobilgarderegimen­ ter med 4 Batterier, hvilke sidste mest vare bemandede med Marineartillerister. Af Rytteri havde Divisionen kun 4 Eskadroner. Den talte ialt c. 11000 Mand med 24 Kanoner. Samtidig havde man begyndt Dannelsen af Korpsets 2den Division. Men den mod Nord fremryk­ kende 1ste tydske Arme hindrede i høj Grad Troppernes Sammendragning.

Midt under disse. Begivenheder kaldtes General Bour­baki bort til den sydlige Krigsskueplads og afløstes af General Farre, medens de to Divisioner stilledes under Kommando af Generalerne Lecointe og Paulze d’Ivry.

Da General Farre erfor, at Tydskerne nærmede sig Sommefloden, besluttede han hurtigst muligt at samle sine Stridskræfter ved Amiens. 1ste Division og de fær­dige Dele af 2den Division dannede dengang tilsammen c. 18000 Mand med 42 Kanoner, hvoraf endnu kun de samme 4 Eskadroner som ovenfor nævnt udgjorde Rytte­riet. Den 27de November stod Slaget ved Amiens. Franskmændene kæmpede med den største Haardnakkethed, men tabte Slaget. Dagen efter besatte Fjenden Amiens. Da først Modstanden var brudt, lignede Nord­ armeens Tilbagetog en Flugt. Saa godt som alle mili­tære Baand vare løsnede. Alle Veje Nord paa vare bedækkede med Mobilgardister, af hvilke de fleste løb paa Træsko, mange paa bare Fødder. Den 29de overgav Citadellet i Amiens sig efter en kort Beskydning.

Den 3die December overtog den fra Oonstantiné hidkaldte General Faidherbe Overkommandoen over Strids­ kræfterne. Faidherbe bragte først det XXII Armeekorps op til 3 Divisioner — Kommandoen over 3die Division fik General iMoulac — eller til ialt 30000 Mand med 60 Kanoner. Men derefter iværksatte han en Deling af Kræf­terne i 2 Armeekorps, saa at den saakaldte Nordarmee nu kom til at bestaa af:

XXII Armeekorps under General Leeointe, bestaaende af Divisionerne Derroja og du Bessol. Infanteriet dan­nedes af 4 Marche-Chasseurbatailloner, 4 Marcheregi menter og 4 Mobilgarderegimenter, Artilleriet af 6 Bat­terier.

XXIII Armeekorps, under General Paulze d’Ivry, bestaaende af Divisionerne Moulac og Robin. Infanteriet dannedes af 1 Voltigeurbataillon, 1 Marine-Fusilierregiment, 1 Marche-Chasseurbataillon, 3 Mobilgarderegimen­ ter, 4 mobiliserede Nationalgarderegimenter og 2 mobili­serede Nationalgardebatailloner, Artilleriet af 5 Batterier.

De enkelte Korps havde intet Kavalleri, men der var fælles for begge en Kavaleriafdeling paa 4 Eskadroner og en Artillerireserve paa 2,33 Batteri.

Nordarmeens samlede Styrke udgjorde nu 42000 Mand med 82 Kanoner. Dens bedste Tropper vare Ma­ rinesoldaterne. Divisionen Robin, der bestod af lutter mobiliserede Nationalgardister, var ikke meget til at stole paa. Efter hver Fægtning maroderede store Bander af Mobilgardister og Nationalgardister.

Efter Kampene ved Querrieux og Font Novelles den 23de December var Nordarmeen gaaet tilbage bag Seargefloden for at skaffe Folkene den fornødne Hvile. Den 1ste Januar brød General Faidherbe op Syd paa og stødte den 3die Januar ved Bapaume paa den 1ste tydske Armee. Efter dette Slag trak han sig atter tilbage, leverede den 19de Januar Slaget ved St. Quuetin, hvorefter han paany gik tilbage, denne Gang til Cambray, Arras og Lille. Tropperne vare da stærkt medtagne og deres Antal af Kombattanter sunket til c. 25000 Mand. Den 21de indtraf Gambetta i Lille for at søge at berolige Stemningen. Det lykkedes iøvrigt saa vidt at bringe Ar­meen paa Fode igjen, at den kommanderende General den 10de Februar atter kunde stille sig til Regeringens Raadighed.

Imidlertid sluttedes Vaabenstilstanden. Paa General Faidherbers Raad opløstes Nordarmeen. XXII Armeekorps indskibedes og sendtes til Cherbourg, medens XXIII Armeekorps fordeltes til de befæstede Punkter i de nordlige Departementer.

Armeerne i Østfrankrig.

Allerede i Begyndelsen af Krigen havde man begyndt at samle Mobilgarde- og Nationalgardeafdelinger i og ved Byerne Lyon og Besancon, ligesom enkelte Mobilgarde- og Franctireurafdelinger fra Egnen omkring St. Dié, Baccarat og Bambervillers ved idelige Strejftog i Ryggen paa Belejringstropperne ved Strassbourg i høj Grad foruro­ligede disse og tvang dem til hvert Øjeblik at afsende større eller mindre Expeditioner for at afværge Angrebene.

Midt i September fik General Cambriels Ordre til at organisere de Stridskræfter, som efterhaanden samledes i denne Del af Landet, til en Armee, den saakaldte første Vogeserarmee, med hvilken han skulde true de tydske Troppers Kommunikationer og forurolige de Afdelinger, der belejrede de smaa Fæstninger i Østfrankrig.

General Cambriels fik paa denne Maade Komman­ doen over ialt c. 30000 Mand Mobilgardister, Franctireurs og Depottropper, der stod med Hovedstyrken omkring Langres og Épinal. I de første Dage af Oktober skød han c. 15000 Mand under General Dupré frem i Egne omkring Meurlhefloden, hvorved han tvang Tydskerne til at lade det 14de Armeekorps gaa over Vogeserne og gjøre Front mod ham. Efter Fægtninger ved La Bourgonce, Rambervillers, Bruyères, Étival og Ognonfloden i Dagene fra den 6te til den 22de Oktober mod General Werders Tropper maatte Franskmændene gaa tilbage mod Besan­çon. Imidlertid havde dog General Cambriels Armee naaet en Styrke af c. 40000 Mand, men kun med 2 Kavaleri­ regimenter. Den 18de havde Gambetta indfundet sig i Besançon for at oplive Troppernes sunkne Mod. Han søgte nu at bevæge Generalen til en fornyet Fremryk­ ning, hvorpaa denne imidlertid ikke for Øjeblikket vilde indlade sig. Kort efter maatte General Cambriels paa Grund af Følgerne af et Saar, han havde modtaget i Slaget ved Sedan, nedlægge Kommandoen og afløstes af General Michel.

General Michel, der forefandt Armeen i en temmelig medtagen Stand, — den var atter, tildels paa Grund af Desertioner, sunken ned til c. 20000 Mand, — fik af Regeringen sendt 10000 Chassepotgeværer og 24 Kanoner samt forskjellige andre Krigsfornødenheder, og allerede i Slutningen af Oktober gjenoptog Hæren sine Operationer, der den 30te Oktober førte til Kampen ved Dijon. De samlede Stridskræfter vare paa dette Tidspunkt bragte op til c. 43000 Mand med 42 Kanoner ved Besançon, c. 18000 Mand med 18 Kanoner, der stode længer nede i Saone- dalen, og et Korps paa c. 12000 Mand Mobilgardister og Natiogardister ved Langres. General Michel afløstes dog atter snart af General Grouzat, og den 12te November opløstes den hidtilværende Vogeserarmee eller Østarmeen, som den i den sidste Tid var bleven kaldet, for den 16de November for største Delen at blive sendt pr. Jernbane til Gien og blive indlemmet i Loirearmeen under Navn af XX Armeekorps.

Foruden at nemlig Regeringen i Tours mente at have Brug for disse Tropper ved Loiren, var der opstaaet en anden Vogeserarm ee under General Garibaldi, den gamle Friskarehelt, der havde stillet sig til den franske Republiks Raadighed og strax havde erholdt Overkom­mandoen over samtlige Frankrigs irregulære Tropper. Tillige fik Garibaldi det særlige Ilverv i Vogeseregnene at danne en Hær, i hvilken en Mobilgarde-Brigade skulde udgjøre Kjærnen. Den italienske General havde paa Grund af Mangel paa Understøttelse fra de forskjellige Myndigheders Side mange Vanskeligheder at kæmpe med. De klerikale Elementer af Befolkningen optraadte med meget ringe Velvillie overfor ham, og den bretagniske Legion vægrede sig endog ved at kæmpe under den hel­ lige Faders Fjende og maatte derfor tildeles en anden Hærdet. I Midten af Oktober havde Garibaldi saaledes kun 4000 Mand, der stode omkring Dole. I Begyndelsen af November havde han imellem Dole og Auxonne c. 14000 Mand med 6 Kanoner. Denne Styrke var rekrutteret med en .Mængde Frivillige allevegne fra, baade Franskmænd og Udlændinge, og havde en ganske ejendommelig og højst uregelmæssig Sammensætning, hvorhos baade Bri­ gader, Regimenter og Batailloner vare af meget forskjellig Styrke. Korpset bestod af Brigaden Bossak-Hauke (4000 Mobilgardister og Franctireurs), Brigaden Menotti Garibaldi (.5500 Mobilgardister, Franctireurs og italienske Frivillige), Brigaden Delpech (2000 Mobilgardister og Franctireurs) og Brigaden Ricciotti Garibaldi (1200 Mand, fordelte paa — 1 Mobilgardebataillon og 13 forskjellige Frikorpser), samt 2 Batterier Bjergartilleri og o Eska­ droner Kavaleri (500 Mand).

Oprindelig havde det været Bestemmelsen, at General Garibaldi skulde operere sammen med General Cambriels. Men de to Førere kunde ikke enes, og af deres Sam­ virken blev der derfor intet. Garibaldis Tropper førte omkring Dijon en Række Kampe, i hvilke der stredes paa begge Sider med megen Forbitrelse og med afvexlende Held. Senere, da General Bourbakis Østarmee rykkede mod Belejringshæren om Belfort, tildeltes der Garibaldi nogle Mobilgardebatailloner med 6 Batterier under General Pelessier, tilsammen henved 20000 Mand, saa at Vogeserarmeen, der hele Tiden havde trukket For­ stærkninger til sig, nu talte omtrent 60000 Mand med 90 Kanoner. Imidlertid blev den gamle Overgeneral syg. Han afviste vel Tydskernes Angreb paa Dijon, men trak sig i de sidste Dage af Januar tilbage, da Østarmeen og Vogeserarmeen ikke vare indbefattede i Vaabenstilstands- bestemmelserne. Han tog da Opstilling ved Macon, hvor hans Hær siden opløstes.

Medens General Cambriels Hær trak sig tilbage til Besançon i Slutningen af Oktober, dannedes ved Beaume den af Mobilgardister og mobiliserede Nationalgardister sammensatte Division under General Cremer. Divisionen Cremer talte 2 Brigader med c. 20000 Mand og 18 Ka­noner. Den 18de December angreb General Werder den ved Nuits og slog den efter en overordentlig tapper og i alle Henseender vel organiseret Modstand. 1Januar indlemmedes den i General Bourbakis Østarmee.

Da den første Loirearmee efter Tilbagetoget fra Or­ leans atter havde samlet sig omkring Bourges og Nevers, besluttede man sig midt i December til at foretage den sidste store Diversion imod Tydskernes Tilbagetogslinier, at undsætte Belfort og endog om muligt at gjøre et ind­ fald i det sydlige Tydskland. Man skred derfor nu til Dannelsen af Østarmeen under General Bourbaki. I dette Øje­ med blev det bestemt, at XV Armeekorps foreløbig skulde efterlades til Dækning af Bourges, Nevers og Vierzon, medens man den 20de December begyndte pr. Jernbane at befordre det XVIII og XX Armeekorps Øsl paa. Den 3die Januar afløstes XV Armeekorps af det nydannede XXV Armeekorps og sendtes efter de andre Korps. Østarmeen koncentrerede sig nu omkring Dole og Besançon. Men de ugunstige Vejrforhold og Terrainforbold forsinkede og besværliggjorde i en ganske overordentlig Grad Tropper­ nes Sammendragning, saa at Operationerne først kunde paabegyndes den 8de Januar.

Til at forstærke den ny Armee blev der samtidig over Hals og Hoved af Garnisonen i Besançon og af de i Lyon staaende Tropper dannet det XXIV Armeekorps under General Bressolles, der i Løbet af December Maaned fra Omegnen af Lyon havde ført en stadig Guerillakrig i de sydlige Vogeser med endel Mobilgardebatailloner og Franctireurafdelinger. Det XXIV Armeekorps sammensattes af Divisionerne d’Ariès, Co­ magny og Carré de Busserolle samt et Kavalerikorps og et Reserveartilleri. Infanteriet bestod af 2 Marche- Chasseurbatailloner, 3 iMarche-Infanteriregimenter, 4 Mo­bilgarderegimenter, 1 Mobilgardebataillon og 3 mobilise­ rede Nationalgardelegioner. Kavaleriet bestod af 2 Linieeskadroner og 1 Mareheregiment. Artilleriets Styrke kan ikke angives. Tilsammen talte Armeekorpset omtrent 25—30000 Mand med 9 (?) Batterier.

Østarmeen dannedes nu af 4 Armeekorps, nemlig XV, XVIII, XX og XXIV Armeekorps foruden den selv­ stændige Division Cremer og en Reservedivision paa c. 10000 Mand udvalgte Tropper under General Pallu de la Barrière, hvilken sidste var sammensat af I LinieInfanteriregiment, 1 Marche-Infanteriregiment, I Marche- Marine- Infanteriregiment, 2 Marche - Kavaleriregimenter og 3 Batterier. Armeens samlede Styrke var c. 140000 Mand med 400 Kanoner.

Vogeserarmeen under Garibaldi forblev selvstændig og skulde støtte Østarmeens venstre Fløj.

Imidlertid havde General Bourbakis Armee uhyre Vanskeligheder at kæmpe med. Bortset fra de Ufuld­ kommenheder, der klæbede ved selve Tropperne, var For­ syningen med Fodtøj og Klæder i den strenge Kulde for en stor Del saare utilstrækkelig. Talrige Desertioner fandt Sted, og hvert Øjeblik viste baade Mobilgardister og Nationalgardister den største Mangel paa Disciplin. Efter tre Dages Kampe ved Héricourt og Villersexel fra den 15de til den 17de Januar maatte Bourbaki tiltræde Tilbagetoget Syd paa den 18de Januar. De foregaaende Dages anstrengende Fægtninger og Marcher saavel som den voldsomme Kulde havde næsten løst alle Baand, som holdt Hæren samlet. Den 24de Januar telegraferede Over­ generalen til Krigsministeriet, at hans Tropper vare smel­tede sammen til 30000 Mand, og at de hverken vare i Stand til at marchere eller til at slaas. Fjenden afskar ham Tilbagetogslinien til Lyon. Han besluttede da den 26de at gaa over den schweitziske Grændse og gjorde samme Nat et Forsøg paa ved el Pistolskud at gjøre Ende paa sit Liv. General Clinchant, der eller General Crouzat havde haft Kommandoen over det XX Armee­ korps, afløste ham og afsluttede den Iste Februar en Konvention med den helvetiske General Herzog, ifølge hvilken den franske Armee fik Tillidelse til at betræde Forbundets Territorium. Det var 80000 Mand, der in­ terneredes i Schweitz.

V. Slutningsbetragtninger.

De forskjellige dels franske, dels tydske, dels andre Forfattere, der i deres Skrifter have behandlet det fore­ liggende Emne, ere paa Grund af de Synsmaader, som deres Stilling til Sagen nødvendigvis har ladet dem ind­ tage, komne til noget forskjellige Resultater ved deres Betragtninger over Udfaldet af den for Franskmændene saa ulykkelige Krig, selv om Hovedaarsagerne hertil træde for klart frem, til at der med Hensyn til dem skulde herske nogen Uoverensstemmelse. Men et Emne af stor almen Interesse som den kæmpemæssige Strid mellem de to store Nationer har selvfølgelig sat saa mange i Bevægelse, at der næppe paa noget som helst Punkt er forblevet noget usagt, som kunde tjene til Ros, til Dadel eller til Undskyldning for den ene eller den anden Part. At opstille noget ganske nyt paa delte Omraade tør an­ ses for temmelig vanskeligt.

Det skal derfor med Hensyn til den øvrige Del af denne Udarbejdelse blot være Formaalet efter en kort Oversigt over, hvad der ialt i organisatorisk Henseende er bleven præsteret af Frankrig i det sidste store Afsnit af Krigen, og efter et Blik paa de franske Stridskræfters Tilstand ved Slutningen af Vaabenstilstanden samlet at anføre de kritiske Bemærkninger om de fransk-republikanske Hære, som man maa kunne fremdrage som de væsentligste og mest berettigede.

Indtil Slutningen af Februar beløb den Styrke, som Nationalforsvarsregeringen enten selv havde organiseret, eller hvis Organisation den dog i alt Fald havde fuldendt, sig til:

I de ovennævnte Tal er ikke medregnet en hel Del Kavaleriregimenter af blandet Sammensætning og natur­ ligvis heller ikke det til Afdelingerne afgaaede Erstat­ ningsmandskab lige saa lidt som alt i Uddannelses­ lejrene samlet Mandskab under Indøvelse.

Regeringen i Tours alene havde i Tidsrummet fra 20de Oktober til Iste Februar stillet paa Benene, Ar­ tilleriet ladt ude af Betragtning:

De i det Foregaaende anførte Tal vise, i hvor boj Grad man har Ret til at betegne de Kræfter, Frankrig i Løbet af Krigen stillede paa Benone, som store Troppe­ masser. De vare Resultatet af en Virksomhed, som i Sandhed maa kaldes fabelagtig. Det er umuligt at nægte Franskmændene sin Beundring for det næsten enestaaende og i alt Fald uovertrufne Exempel paa Fædrelandskjærlighed, Kraft og Udholdenhed, som de afgave i den for­ tvivlede Krig, og det er ikke let i Historien at finde noget Sidestykke til denne Krig, der for den ene Parts Ved­ kommende var begyndt med saa store Forhaabninger og i Løbet af saa uhyre kort Tid bragte saa grusomme Skuffelser. Men desto større Anerkjendelse fortjener da ogsaa et Land, der i Farens Stund har viist sig saa stort og enigt.

Man havde jo paa fransk Side begyndt Krigen med omtrent 600000 Mand, hvoraf Feltarmeen udgjorde Halv­ delen. Efterhaanden havde man stillet 1,5 Million Kri­gere i Marken. Men heraf vare næsten den ene Million dræbte, saarcde, fangne eller internerede i Schweitz og Belgien.

Ved Slutningen af Vaabenstilstanden var de franske Stridskræfters Tilstand nemlig følgende:

Armeerne i Paris vare fangne.

Østarmeen var traadt over paa helvetisk Grund med Undtagelse af nogle faa tusinde Mand, der vare undkomne i Retning af Lyon. Uaribaldi havde nedlagt Kommandoen, og hans Hær var i Færd med at opløses.

Nordarmeen var opløst. 

Vestarmeen i Bretagne var kun i sin Vorden.

Den eneste Armee, der endnu var i Stand til at gjøre nogen Modstand, var den 2den Loirearmee. Men denne, der kun talte c. 120000 Mand, var den fjendtlige Stridsmagt altfor underlegen. Udsigterne til med Held at gjenoptage Krigen vare derfor højst tvivlsomme. Thi medens hele Frankrig ved Slutningen af Vaabenstilstanden næppe formaaede at stille mere end henved 400000 Mand paa Benene, saa havde nu den største Del af de tydske Hære faaet fri Hænder, og de Egne af Frankrig, hvor Krigen vilde blive ført, havde dertil saa godt som ingen faste Holdepunkter for For­svaret.

Den nationale Forsvarsregering havde, da den kom til Roret, efter de forudgaaende Nederlag forefundet den største Mangel paa Soldater, Officerer, Geværer, Kanoner, Uniformer, Ammunition, Kaart o. s. v. o. s. v. Alt var inden Krigens Begyndelse af Kejserens Regering med en ubegribelig og enestaaende Letsindighed kun beregnet paa en Erobringskrig i Tydskland. Hvad man besad af Beholdninger, og som ikke gik tabt med Felthæren, det mistede man, fordi det laa i belejrede Fæstninger i den østlige Del af Landet. Og dog havde den ny Regering med en umaadelig Energi og ved Hjælp af den mest op­ ofrende Understøttelse og et mageløst Sammenhold fra Befolkningens Side fremtrylle! alle de nævnte Armeer i Landets forskjelligste Egne.

Naar imidlertid alle disse Anstrengelser i Virkelig­ heden bragte et saa ringe Udbytte, naar alle Forvent­ ninger, der vare knyttede til den unge Republiks talrige og store Hære, ikke gik i Opfyldelse, naar man ved disses Hjælp kun opnaaede uomtvistelig at sejre i et eneste Slag, nemlig i Slaget ved Coulmiers, og det skjøndt man paa de allerfleste Steder, hvad Tallet angaar, havde Overmagten paa sin Side, saa maa man søge Aarsagerne hertil ikke alene i Modstandernes fortrinlige Egenskaber og i den Dygtighed, hvormed de hleve førte, saa vel som i det Held, der fulgte de tydske Vaaben, men da ogsaa i de store tildels uafhjælpelige Mangler, der klæbede ved de nydannede Tropper. Og iblandt disse kunne i Kort­ hed fremhæves følgende:

1. mangelen paa Kadrer. Paa denne vare alle de Forholdsregler, som Regeringen traf, ude af Stand til at raade Bod, medens endog en enkelt Forholdsregel, «Valget» af Officererne ved Mobilgarde- og National­ gardeafdelingerne, ødelagde al Disciplin. Folkene havde derfor ogsaa kun ringe Tillid til deres Officerer, og der fandt ofte saare grove I!rud paa Lydigheden Sted. Som Exempel lierpaa skal blot anføres det Mytteri, der den 12te November fandt Sted i Villefranche ved 1ste Legion Garde nationale de la Rlione, netop da Le­ gionen skulde afgaa til Armeen; det var et Kompagni, rekrutteret af Horgere fra Lyon, der nægtede Lydighed, og kun ved Hjælp af de andre af Legionens Balailloner, som vare rekrutterede af Mandskab fra Landet, lykkedes det at overvælde Oprørerne, hvorefter 3 af dem bleve skudte. Raade til Officerer, høje og lave, og til Under­ officerer havde man i sin Nød maattet tage mange, der dels af sociale Grunde, dels af andre Grunde slet ikke egnede sig til at beklæde disse Stillinger , og særlig valgtes der ved Afdelingerne i Paris mange Personer til Officerer, som ligefrem vare daarlige Subjekter. Regeringen i Hovedstaden maatte da allerede den 13de Oktober give Bestemmelse for, at de valgte Officerer kunde kasseres; den 27de November blev det sammesteds befalet, at ingen kasseret Officer eller Underofficer maatte gjenvælges — man ser, at den slette Disciplin viste sig meget tidlig —, og den 18de November saa man sig endelig nødt til helt at ophæve Bestemmelsen om denne Maade at tilveje­ bringe Befalingsmænd paa. Som alt Side 437 bemærket kunde man maaske have skaffet sig en bedre Tilgang af Underofficerer ved istedetfor alle de Mennesker, der  rundtomkring fra toges dertil, at anvende de tilbage­ blevne Liniesoldater af den kejserlige Hær og altsaa op­ løse de faa Linieafdelinger.

2. Den overilede Udrustning og Uddannelse. Der er natur­ ligvis ingen Tvivl om, at det i den korte Tid var umuligt at bibringe Folk militære Færdigheder og Følelsen af, at de vare Soldater, ligesom man heller ikke havde Tid til at sammenarbejde Befalingsmænd og Mandskab. Især blev dette, som det kan forstaas, føleligt ved Rytteriet og Artil­ leriet, hvilke Vaabenarter ogsaa kom til at lide under den almindelige Mangel paa brugelige Heste; saaledes erindres det, at ISordarmeen ikke nogensinde kunde bringe sit Kavaleri op over en Styrke af 4 Eskadroner, da navnlig de nordøstlige Departementer vare blottede for Heste. (Sam­ menlignelsesvis kan her anføres, at Forholdet mellem Rytteri og Fodfolk i den kejserlig franske Hær ved Krigens Ud­ brud var 2: 13, medens det for alle Republikens Hære tilsammen kan anslaas til 1:18; Forholdet var altsaa tre Gange forværret.) Ogsaa Uniformer skortede det som oftest paa, og der lød idelige Klager over Mangelen paa Fodtøj eller over dettes elendige Beskaffenhed. Rimeligt er del, at Beretningerne om, at der fandt vidtstrakte Be­dragerier Sted ved Leverancerne, fornemlig i Nordfrankrig, ikke ere aldeles ugrundede. Ved Østarmeen rykkede en­ kelte Afdelinger i den voldsomme Kulde ud i Lærreds­ bluser og Benklæder og uden Kapper. For de ukrigs­ vante Tropper var Oppakningen for tung.

3. Den uheldige Bevæbning. Ogsaa Bevæbningen lod meget tilbage at ønske. Da det forhaandenværende Forraad af Chassepotgeværer snart slap op, og da man i hver Maaned skulde skaffe Vaaben til 180000 Mand, medens man kun var i Stand til selv at drive det til at fabrikere 30000 Geværer i samme Tidsrum, saa maatte man snart ty til mange forskjeliige udenlandske Modeller, af hvilke de fleste vare det preussiske Fængnaalsgevær underlegne. Kanoner var man udenfor Paris fra Begyn­delsen af forholdsvis bedre forsynet med, skjøndt det ogsaa snart kneb med at skaffe Feltpiecer; dog var det især Tilvejebringelsen af Bespænding og Rekvisitter, der voldte de største Vanskeligheder. Tydskernes Artilleri var derfor ikke alene bedre og bedre betjent, men ogsaa langt talrigere, idet det mod Slutningen af Krigen, da Fodfolket var smeltet stærkt sammen, havde 3 á 4 Ka­noner pr. 1000 Mand Fodfolk, medens Republikkens Hære ikke naaede 2 Kanoner og Mitrailleuser pr. 1000 Mand Fodfolk, Pariserhæren ikke taget i Betragtning. (Den kejserlige franske Hær havde ved Krigens Begyndelse haft 4 á 5 Kanoner og Mitrailleuser pr. 1000 Mand Fodfolk.)

De væsentligste Mangler ved de nydannede Armeer ere her omtalte. Men disse Mangler ere ikke særegne for Franskmændenes Armeer i 1870—71, de have været og ville altid være at finde ved Tropper, der ere frembragte under lignende Forhold. De have spillet en stor Rolle, de have ved mange Lejligheder paa enkelte Punkter viist deres for­ dærvelige Indflydelse i Krigen. Men det er dog sikkert et stort Spørgsmaal, om man alene i dem bør søge Aarsagerne til den franske Republiks Nederlag, og om ikke de samme Hære, især hvis Krigen var trukken mere i Langdrag, maaske vilde have kunnet opnaa bedre Resul­ tater. Thi alle disse Manglers Indvirkning for­ øgedes endnu ved talrige Fejl, som dels An­ førerne, delsNationalforsvarsregeringen maa siges at have begaaet eller været Skyld i. Vi skulle se lidt nærmere paa dem af de begaaede Fejl, der formentlig falde mest i Øjnene.

Her kan da først og fremmest omtales den Omstæn­ dighed, at Krigsministeriet lededes af fuldstændig ukrigs- kyudige folk. Ganske vist kan det paa en Maade be­ tragtes som en Fordel for Gambetta og de øvrige ledende Mænd med Hensyn til deres Indflydelse paa Befolkningen, at de ikke vare Officerer, navnlig paa Grund af den al­ mindelige Forbitrelse, som havde grebet de letbevægelige Franskmænd mod alt, hvad der tilhørte det gamle Regimente. Men veje op mod den totale Mangel paa Indsigt i militære Spørgsmaal, som Regeringen og dens Befuld­ mægtigede stadig lagde for Dagen, det kunde en saadan Fordel selvfølgelig ikke. Gambetta og Freycinet begik da ogsaa den store Fejl fra et Punkt, der laa fjernt fra Krigsskuepladsen, nemlig fra selve Krigsministeriet, at ville lede Begivenhedernes Gang og holde Traadene til disse i deres Hænder. Samtidig handlede Regeringen i Tours bag General d’Aurelles Ryg, da den f. Ex. for­ beredte den Fremrykning, der førte til Kampene ved Beaune la Rolande, Loigny og Poupry og Orleans. Med stor Overlegenhed og Anmasselse erklærede man flere Gange ligeoverfor Generalernes Forslag eller Forestillinger, at deres Planer ikke duede, men at Regeringens vare langt bedre. Af Herskesyge eller af Mangel paa Tillid til Generalerne valgte man ingen Overgeneral, hvilket dog havde været den naturligste Fremgangsmaade, og ligesom i Velfærdsregeringens Dage lod man Generalerne ud­ spejde og bevogte af dertil særlig udsendte Agenter.

Generalerne bleve hvert Øjeblik ombyttede, saa af den ene og saa af den anden Grund. De kunde derfor ikke naa at blive kjendte af Tropperne eller at lære disse at kjende. Dette svækkede Disciplinen i høj Grad, og det blev stedse vanskeligere og vanskeligere at remplacere de Generaler, som Regeringen var utilfreds med.

Man efterlod sikkert en altfor stor Styrke i Paris. For det første slap Forsyningerne i Hovedstaden derved alt­ for hurtig op, og dernæst vilde Hærene i Provindserne ved at faa tildelt en Del af de nu i Paris indesluttede Mobilgardebatailloner have faaet en meget velkommen Forstærkning, da disse Mobilgardebatailloner nemlig vare de først organiserede og de bedst uddannede. Det XIII og XIV Korps burde inden Cerneringen have været for­ lagte Syd paa. De øvrige i Paris tilvejebragte Tropper vare tilstrækkelige til den Rolle, de skulde spille, medens de rimeligvis vilde have bundet den samme tydske Styrke omkring Hovedstaden.

De ny Tropper organiseredes altfor nær ved Fjenden. Istedetfor Tours burde Bordeaux eller en anden sydligere beliggende By strax fra Begyndelsen have været valgt til Centrum for Regeringens Virksomhed. Ved saaledes at holde baade sig selv og de under Organisation værende Troppelegemer i større Afstand fra Fjenden, inden man skred til Operationer, vilde man selv have vundet i Tryg­ hed og Tropperne i Ro.

Tropperne sendtes for tidlig mod Fjenden. Strax i Ok­tober begik man den Fejl at sende de Dele af det XV Armeekorps, der vare ved Haanden, og som vare alt andet end færdige til at tage fat, til Orleans, hvor Ge­ neral de la Motterouge ikke engang fik sit Korps samlet, inden hans Tropper lede det første Nederlag, der hæm­ mede Operationerne for lang Tid og havde den uhel­ digste Indflydelse paa Troppernes Moral. Og denne Fremgangsmaade blev man ved med, idet man med ufor­ nuftigt Hastværk sendte Hærene enkeltvis mod Fjenden, saa saare man blot kunde faa dem afsted, saa at der aldrig blev Lejlighed til, at Folkene kunde vænne sig lidt til Soldatervæsenet, førend de pludselig stode Ansigt til Ansigt med de krigsvante Tydskere. Denne Fejl stod i nær Sammenhæng med den foregaaende — at de ny Tropper organiseredes i for kort Afstand fra Fjenden — , idet man maatte søge hurtigst muligt at dække Tours. Foruden at udsætte de unge Tropper for hurtige Neder­lag, henledede man derved for tidlig Moltkes og Tyd­skernes Opmærksomhed paa, hvad der gik for sig hernede.

Man fulgte en mindre heldig Taktik. De nydannede Armeer egnede sig bedre til en Forsvarskrig end til en Angrebskrig, da de vare vanskelige at føre i regelmæs­ sige Slag og især besade meget ringe Marchedygtighed. Det er jo ved Marcherne, at man bedst faar en Prøve paa Disciplinen og mest trænger til denne. Ogsaa gjorde den store Mangel paa underordnede Førere og paa Generalstabsofficerer del meget vanskeligt at lede Bevægel­ serne. Selv ved forholdsvis smaa Marcher havde man altid et stort Antal Marodører. Naturligvis forøgede den usædvanlig strenge Vinter Troppernes Ubevægelighed. Næstefter Aurelle de Paladines første Loirearmee var den 2den Loirearme under General Chanzy den bedste af dem alle, og dog lyde Klagerne derfra over Folkenes Mangel paa Udholdenhed og paa Lydighedsfølelse saa stærkt som nogetsteds.

Det er ikke usandsynligt, at man vilde have kunnet opnaa et bedre Resultat ved at afholde sig fra at levere Tydskerne større Træfninger i aaben Mark, men derimod i endnu videre Udstrækning at føre den lille Krig, som Terrainet paa saa mange Steder begunstigede i høj Grad. Vel udførtes der en Mængde Smaaangreb hist og her paa isolerede fjendtlige Afdelinger, men de vare i Regelen utilstrækkelig forberedte og gjennemførtes ikke med den nødvendige Energi, hvorfor de kun sjeldent lykkedes. Det Sted, hvor man var heldigst stillet med Hensyn til Benyttelsen af Offensiven, nemlig i Paris (og Metz), hvor man rundt omkring sig kun havde Belejrernes mange Gange meget tynde Cerneringslinie, i enkelte Øjeblikke helt blottede for de nødvendige Reserver, hvor man endog i Begyndelsen var hele Belejringshæren overlegen, — der holdt man sig nølende til Defensiven. De enkelte svage Forsøg, man gjorde paa at bryde igjennem, vare ikke engang, som de burde have været, forberedte ved lang Tids Harcellering af Belejrerne for at gjøre disse trætte og mindre aarvaagne. Pariserne, der ellers altid vilde gaa foran og mente, at Provindserne vare intet uden dem, de vare nu passive og tvivlraadige og stirrede længselsfuldt ud efter Hjælpen fra Syd eller fra Nord, som aldrig skulde komme. Denne Uvirksomhed fra Ho­vedstadens Side maa betragtes som en af Hovedgrundene til, at Tydskerne med saa stort Held kunde tilbagevise Provindshærenes Angreb, eftersom man ved idelige Ud­ fald vilde have bundet en langt større Styrke til Paris.

Skulde imidlertid nu Hjælpen komme udefra, saa burde ogsaa Regeringen i Tours have valgt baade et heldigere Tidspunkt og en bedre Maade at udbytte de faa Fordele, som det lykkedes Republikkens Tropper at opnaa. Efter Slaget ved Coulmiers den Øde December var Øjeblikket der, da Loirearmeen muligvis inden Prinds Friedrich Karls Ankomst havde kunnet naa at række Pariserne Haanden. Men Regeringen udsendte stolte og pralende Proklamationer, hvori den overdrev Resultaterne af Slaget og overdrev Antallet af Stridskræfter, som den sejrrige Republik havde til sin Raadighed. En umaadelig Jubel og Begejstring vakte Sejren, — men Handlingerne lod vente paa sig, de lovede ny Sejre udeblev, og alle tabte atter lige saa hurtig Modet, som de nylig havde været rede til igjen at fatte den medfødte Foragt for de tvdske Tropper. «Saa længe den paa Valpladsen ved Coulmiers tilbagevundne Tro paa, at Lykken paany havde vendt sig til Frankrigs Fane», — siger v. d. Goltz — »ikke var bleven rokket, viste Loirearmeen en god Hold­ning og kæmpede endog i enkelte Tilfælde, som f. Ex. ved IJeaume la Rolande, med en Slags vild Begejstring, der mindede om den første Revolution. Men, da Illu­ sionen brast, var denne Opbrusning forbi. I hver Fægt­ ning faldt der Masser af Fanger i Hænderne paa de svage tydske Troppeafdelinger, og tidt strakte hele Af­ delinger, der endnu vare kampdygtige, frivillig Vaaben.»

Endnu skal fremføres en formentlig fremragende vigtig Fejl, nemlig den, at man valgte et urigtigt Retningspunkt for sine forsøg paa at faa fjenden til at hære Hoved­stadens Belejring. Det var uheldigt at føre næsten alle Angreb mod Ryggen af selve Bclejringshæren. For en Armee, der opererer i et fjendtligt Land langt fra sin Basis, er og bliver den lange Tilbagetogslinie altid det svageste og mest saarlige Sted for et Angreb, især naar den som den tydske Hær i 1870—71 kun har den ene Linie at ty til. Derfor burde uden Tvivl alle Bevægelser fra fransk Side til Hovedformaal have haft, ikke Paris, men et Punkt, der laa langt længer tilbage, f. Ex. Metz.

Endnu et sidste kort Tilbageblik. Fra mange Sider er det fremført, at næppe nogen anden Nation vilde have kunnet udrette, hvad Franskmændene udrettede. For i Momenter som efter Nederlagene ved Sedan og ved Metz at kalde et helt Folk til Vaaben maa man hos dette Folk finde en Nationalkarakter, der i det Hele taget let lader sig begejstre og er modtagelig for en enkelt energisk Personligheds Appel til dets Ære, dets Fædrelandskær­ lighed og dets Traditioner. Og for at skabe de Hære, der i denne Krig imod alles Forventning som ved en Trolddom idelig stilledes paa Benene, udfordres et Folk og et Land, der ejer saadanne Hjælpekilder paa Indu­ striens og Handelens Omraade som Frankrig. Og be­tænker man, at det var i 5 Maaneder, at disse improvi­ serede Tropper holdt Stand mod en af Verdens første Armeer, maa man heller ikke trods alle Mangler fatte en altfor ringe Mening om deres Brugbarhed. Der var alle­ rede dengang og er maaske endnu en Del Tilbøjelighed hos Tydskerne til at foragte deres Modstandere i 1870— 71. Men det kan dog kun tjene til begge Parters Ære, at Kampens Afgjørelse trækker længe ud.

En væsentlig Støtte for deres Modstand havde Fransk­ mændene i den Omstændighed, at de vare Herrer til Søs. England og Amerika vare strax rede til at hjælpe.

Skal man med ganske faa Ord samlet angive de væsentligste Aarsager til de republikanske Hæres Neder­lag, maa man — de fjendtlige Troppers fortrinlige Egen­ skaber og Ledelse uomtalle — nævne:

De unge Hæres mangelfulde Kadrer, Orga­ nisation og Krigstugt, den temmelig forfejlede Taktik, den ikke-militære Hovedledelse af Foretagenderne og den for uøvede og udisci­ plinerede Tropper dobbelt skjæbnesvangre, strenge Vinter.