De europæiske Stormagters Felartilleri-Materiel ved udbruddet af Krigen 1870-71

Det er nu noget over 10 Aar siden, at det riflede Feltskyts blev brugt i Krigen, og i den nylig afsluttede K rig mellem Frankrig og Tydskland var der ikke en glatlobet Feltkanon paa nogen af Siderne. I den italienske K rig 1859 stode de glatte og de riflede Kanoner ved Siden af hinanden i den franske Hær, medens hverken Italien eller Østrig havde riflede Kanoner. 1864 havde baade Danmark og Preussen saavel glatte som riflede Kanoner, og man kan vist med Sikkerhed sige, at begge Magter havde bibeholdt nogle glatlobede Kanoner, fordi ingen af dem havde tilstrækkelig Tillid til de riflede til udelukkende at anvende dem; man kjendte deres store Fortrin, men det var dog muligt, at de under visse Forhold vilde svigte, og da var det godt, om man havde noget af det gamle provede Materiel at tye til. Østrig havde i Krigen 1859 følt det riflede Skyts’s Overlegenhed, og saa kraftig havde man arbeidet, at da Krigen brod ud i 1866, var hele den store Hær udelukkende forsynet med riflet Skyts. Preusserne havde endnu i 1866 noget om end ikke meget glat Skyts ved Siden af deres riflede Feltskyts; Grunden hertil er det vist vanskeligt at udfinde med Bestemthed. I Krigen mod os havde de lært, at glatlobet Skyts var aldeles overfledigt i Beleiringsartilleriet; for Feltartilleriets Vedkommende havde de derimod kun indhentet faa E rfaringer, og det er derfor muligt, at de endnu troede paa Hensigtsmæssigheden af at have noget glat Feltskyts, og da navnlig i de ridende Batterier, der vare attacherede Kavaleriet; men det er ogsaa muligt, at de ikke havde tilstrækkelig riflet Skyts til at udruste hele deres talrige Artilleri dermed. I 1870— 71 var som nævnt det glatte Feltskyts fuldstændig forsvundet af Hærene. Det er i et Tidsrum af en halv Snes Aar, at denne store Omvæltning i Feltartilleriets Materiel er foregaaet; det er ingenlunde noget langt Tidsrum, og det har desuden været en stærkt udpræget Krigsepoke, i hvilken de forskjellige Magter med Mistillid have betragtet deres Naboer og tilsyneladende Venner, som de maaske inden kort Tid skulde have til væbnede Modstandere. Napoleon III havde i 1859 vist, hvilken moralsk Magt der ligger i at optræde med et nyt og godt Vaaben paa Valpladsen; dets Betydning bliver mange Gange overvurderet især af en slagen Fjende, hvis Demoralisation stiger derved, og det er derfor intet Under, at man næsten overalt var meget hemmelighedsfuld med de artilleristiske Forsøg, og at man derfor paa forskjellig Maade løste det Problem, at skaffe en sikkert skydende og langt rækkende Kanon. — Derfor er ogsaa nu for G ieblikket de forskjellige Magters Artilleri saavel i Hovedsager som i Detailler langt mere forskjelligt, end det var for en Snes Aar siden, hvilket tildels vil fremgaae af følgende korte Beskrivelse af de europæiske Stormagters Feltartilleri, saaledes som det var ved Krigens Udbrud i 1870.

I Frankrig havde man 4, 8 og 12pds. Feltkanoner, der alle vare indrettede til at lade forfra.

Den 4pds. Kanon er en meget let Bronzekanon, der i sit Ydre ligner de gamle glatte Kanoner. Den bestaaer af et For-, et Mellem- og et Bagstykke, der af ydre Tilsætninger har Hoved, Delfiner, Drue og Tapper med Tappeskiver. Løbet er forsynet med 6 ensformig liøiresnoede Riffelgange og inderst findes der et glat Krudtkammer af samme Diameter som Diametren over Felterne. Riffelgangenes Profil bestaaer af 3 Linier, to rette Linier, der danne Bag- og Styrefladen og en Cirkelbue, der danner Bunden. Bagfladen helder 45° mod Badien; ved Projektilets Indførelse er det denne Flade, der ved sit Tryk mod Knasten skal bringe Projektilet til at rotere, og der kan ikke opstaae nogen Klemning herved, da der er tilstrækkelig Spillerum til alle Sider mellem Knasten og Kiffelgangens Begrændsningsflader (Fig. 1). Under Udfarten skal Projektilets Rotation foregaae i den modsatte Retning, og det bliver derfor Trykket af Styrefladen mod Knasten, der kommer til at fremkalde den. Naar man lader Styrefladen falde sammen med Radien, bliver dette Tryk saa lille som mulig, idet dets Retning falder sammen med Bevægelsens Retning; men naar der da er Spillerum mellem Knastens Overflade og Riffelgangens Bund, er der ingen Grund til at Projektilets Længdeaxe skal følge Kjærnelinien, og Bevægelsen vil altsaa blive usikker og vaklende. For at forhindre dette har man i Frankrig ladet Styrefladen danne en Vinkel af 70° med Radien, og da Projektilet har roteret mindst jo længere Knasterne ere gledne ind under Styrefladen, saa er det tydeligt, at Knasterne ville kile sig saa meget som mulig ind under dem og derved holde Længdeaxen fast langs Kjærnelinien (Fig. 2). Dette opnaaes dog først nogenlunde fuldstændig, naar disse Lin ier allerede ved Bevægelsens Begyndelse falde sammen, og for at frembringe dette Resultat er den franske 4pds. Kanons nederste Riffelgang indsnævret paa et kort Stykke nærmest Kammeret (Fig. 3). Paa Grund af denne Indsnævring er Knasten for bred, til at dens Overflade kan naae ned til Riffelgangens Bund, og den og hele Projektilet bliver derfor løftet saa meget, at dets Længdeaxe falder sammen med Kjærnelinien.

Denne Kanon blev allerede indført i 1858. I 1859 blev tillige den 12pds. riflede Feltkanon indført. Denne Kanon er ikke andet end Napoleon III’s saakaldte canonobusier de 12, som man bestemte sig til at rifle ganske i Overensstemmelse med den 4pds. Kanonen er støbt af Bronze, den var oprindelig bestemt til at være et glat Enhedsskyts for Feltartilleriet, den skulde skyde baade med Kugler og Granater, og da den skulde være en Mellemting mellem det da brugelige svære og lette Skyts, saa var den allerede let i Forhold til dens 12pds. runde Kugle og blev som Følge heraf endnu lettere i Forhold til den næsten dobbelt saa tunge Spidsgranat, og man kunde altsaa kun bruge meget smaa Ladninger i den.

I 1869 begyndte man derfor i Frankrig at oprifle den gamle glatte 8pds. Kuglekanon, for at den kunde erstatte den 12pds. Kanon, der da skulde henvises til Armeens Hovedreserve og alene anvendes som mobilt Positionsskyts. 8pdr. er af Bronze og rifles som de andre, kun med den Forskjel, at saavel den øverste som den nederste lliffelgang er indsnævret. Denne Foranstaltning er sandsynligviis ikke bleven færdig før Krigens Udbrud, thi saa vidt jeg har kunnet bringe i Erfaring, var der i det Mindste ikke ved Rhinarmeen 8pds. Kanoner, hvorimod alle de svære Feltbatterier vare 12pds.

Foruden de nævnte 4 og 12pds. Feltkanoner har man endnu i Frankrig 4pds. Bjergkanoner, men da disse Kanoner væsenlig afvige fra de egentlige Feltkanoner og desuden kun have liden Interesse for os, skal jeg lige saa lidt omtale dem som de østrigske og russiske Bjergkanoner. Mitrailleuserne maae vel efter den Brug, Franskmændene gjorde af dem, nærmest henregnes til Feltartilleriet, men det vilde føre for vidt at tage dem med her.

Af Projektiler har man til de franske riflede Feltkanoner Granater, Granatkardæsker og Kardæsker. Det massive Projektil er ganske forsvundet af Feltartilleriet med den glatte Kanon. Det massive Spidsprojektil har ikke den samme Fordel overfor Spidsgranaten som Kuglen overfor den runde Granat, nemlig at den har en større Vægt for hver Enhed af Gjennemsnitsarealet og derfor standses mindre af Luftmodstanden. Da Granaten nu har Sprængvirkningen forud for det massive Projektil, saa er dette alene henvist til at bruges imod saadanne Maal, hvor Granaten ikke er stærk nok, hvor den vikle knuses uden. at udøve den tilsigtede Virkning.

Do franske Granater (Fig. 4) ere støbte af Jern og have udvendig en cylindro-ogival Form. Spidsen er afplattet og heri findes det skrueskaarne Hul, som fører ind til det hule Rum for Sprængladningen; dette er bagtil cylindrisk og fortil flaskehalseformet; Meningen med denne Form har dels været at gjore Forparten noget stærkere dels at bringe Tyngdepunktet længere frem, hvorved man troede at faae en bedre Skydning. Ifolge vor Erfaring er netop det Modsatte Tilfældet, og da den tykke Forpart tillige har den Mangel, at den ikke springer i Stykker ved Sprængladningens Explosion, saa maa den anses for uhensigtsmæssig. Granaterne forsynes med to Belter af Zinkknaster, der ved deres Indgriben i Riffelgangene frembringe Rotationen. I hvert Belte er der 6 Knaster, der befæstes ved Indhamring i svalehaleformede Huller.

Det almindelige Brandrør er et meget mangelfuldt Temperingsbrandrør af Messing (Fig. 5). Røret har et sexkantet Hoved, hvori der findes en Kanal, som er drevet med Sats, og som for begge Ender har Huller ud til Rørets Overflade. Den ene Ende af denne Kanal staaer tillige i Forbindelse med en Satssoile efter Rørets Axe. Naar man river Plastret af ved denne Ende, skal kun den sidste Søile brænde, for at Ilden kan naae Sprængladningen, og man faaer den korte Brændetid, der svarer til omtrent 2400 Alen; river man Plastret af for den anden Ende, skal Ilden først gjennemløbe Kanalen i Hovedet, og man faaer den lange Brændetid, der svarer til en Afstand af c. 4800 Alen; ganske bortseet fra at Rørenes Brændetid er meget variabel, fordi det er vanskeligt at drive Satsen ensformig, er det en stor Mangel, at de kun lade sig tempero til to Afstande.

Undtagelsesvis bruger man i Frankrig et eiendommeligt Perkussionsrør (Fig. 6). Det er et Messingrør med fast Bund, i hvis Midte der er et Hul. Til Bunden er der befæstet en Træbrikke, i hvis Midte der er anbragt en Kobberfænghætte, der er ladet med Knaldsats. Fortil lukkes Køret med en lignende Træbrikke, som forneden bærer en tilspidset Jernstift. Ved Anslaget drives Træbrikken ind i Koret og derved Jernspidsen ind i Fænghætten, der detonerer og tænder Sprængladningen. Franskmændene indrømme selv, at Køret ikke er godt; Grunden hertil er, at det er vanskeligt at befæste den forreste Træbrikke saa fast, at den ikke farer ind i Røret ved Skuddets Afgang, og saa løst, at den ikke bliver siddende ved Anslaget.

Granatkardæskerne bestaae af en cylindro-ogival Støbejernsskorpe med to Beiter Knaster ganske som Granaten. De fyldes med Blykugler, hvis Mellemrum udfyldes med tørt Sand og over Kuglerne indsmeltes et lille Lag Svovl; dette danner et Skillerum, saa der foroven bliver et Kammer til den lille Sprængladning.

Brandrøret til Granatkardæskerne er en Messingcylinder der bar 4 med Asen parallele Kanaler, som drives med Sats af forskjellig Brændetid. Alt efter den Kanal man river Plastret af, temperer man til c. 8, 13, 16 og 1900 Alen.

Kardæskerne bestaae af en Bøsse af Pladezink med Laag og Bund af støbt Zink; de fyldes med 4,5 Lods Smedejernskugler, der omstøbes med Svovl.

T il Kanonerne haves 1 Skyde-Ladning og 2 forskjellige smaa Kaste-Ladninger.

Den 4pds. Feltaffutage ligner meget den danske; det er et 4Hjuls ikke afbalanceret Kjoretoi, og da Forstillingen desuagtet ikke bar Gaffelstang men almindelig Vognstang, bar man paa dennes Forende anbragt et Par udstaaende Horn, hvortil Kobblerne befæstes. Lavetten er en Bloklavet, hvis Blok dannes af to Planker, imellem hvilke deler et lille Mellemrum. Den 12pds. Feltaffutage er konstrueret i Analogi med den 4pds., kun er der ingen Mellemrum mellem Blokkens to Planker. — Den 4pds. Kanon er forspændt med 4 Heste, den 12pds. med 6 Heste.

I Østrig har man 4 og 8pds. riflede Feltkanoner, der ligesom i Frankrig ere indrettede til at lade forfra.

Kanonerne ere konstruerede i 1863, og man indlod sig ikke paa at oprifle gamle glatte Kanoner, men man skabte et helt nyt System, ved hvis Dannelse man altsaa havde fuldstændig frie Hænder. Man gik herved ud fra, at man behøvede baade et let og et svært Feltartilleri, at det var unødvendigt at gjore Projektilerne tungere end dem man tidligere havde anvendt i aaben Mark, og at man følgelig kunde benytte den Fordel, som Riflingen medførte, til at gjore Feltartilleriet lettere og mere bevægeligt end det hidtil havde været.

De 4 og 8pds. Kanoner ere konstruerede i fuldstændig Analogi med hinanden, kun har den 4pds. 6, medens den 8pds. har 8 Riffelgange.

Kanonerne ere støbte af Bronze og bestaae af et konisk Forstykke og et lignende Bagstykke; af ydre T ilsætninger have de Hoved, Drue og Tapper med Tappeskiver, derimod ingen Delfiner.

Riflingssymet er ganske eiendommeligt og benævnes enten Kilesystemet eller det excentriske Cirkelbuesystem. Den riflede Del af Løbet og hele Projektilets cylindriske Del har et Profil eller Gjennemsnit, der er ens konstrueret, kun at man er gaaet ud fra Cirkler hvis Diametres Differens er lig Spillerummet. Kanonen har egentlig ingen Felter men Løbet optages helt af de 6 eller 8 Riffelgange, hvis Profil bestaaer af en ret Linie, der danner Bagfladen og en med Løbet excentrisk Cirkelbue, der danner Styrefladen. Under Projektilets Indsættelse trykker dets Bagflader mod Riffelgangenes Bagflader og Spillerummet er snart større paa et snart paa et andet Sted, alt eftersom det er nødvendigt for, at det kan komme frem; der er nemlig ikke fast Tilslutning paa noget Sted, og Projektilet kan altsaa give lidt efter i alle Retninger (Fig. 7). Ganske anderledes er det under Udfarten. Dot er Styrefladernes Tryk, der skal frembringe Rotationen, og Projektilet glider derfor saa meget som muligt ind under dem ; herved 89

kommer Længdeaxen til at falde sammen med Kjærnelinien, og Projektilets og Riffelgangenes excentriske Cirkelbuers Centrer komme til at dække hinanden (Fig. 8). I denne Stilling er Projektilet klemt fast, det kan kun bevæge sig i een Retning, nemlig i Rotationens, og dette kan kun skee ved at Rotationshastigheden foreges, hvortil der udfordres en stor Kraft. Heldigst er det, om denne centrerede Stilling allerede er indtagen, for Projektilet sætter sig i Bevægelse; dette skeer ikke som i Frankrig ved en indsnævret Riffelgang, men ved at Sætterkolben omfatter et Par smaae Knaster paa Projektilets. Forpart, og naar Projektilet er sat ind, kan man da ved en lille Dreining af Sætteren bringe det i den rette Stilling. — Man vil let indsee, at dette Riflingssystem maa give en god og sikker Styring af Projektilet, men lægger man Mærke til at det Tryk, der skal frembringe Rotationen, danner en stor Vinkel med Rotationens Retning, saa seer man ogsaa let Mangelen derved, nemlig at der maa fremkomme en meget stærk Friktion. Dette fremgaaer ogsaa af den E rfaring, at de østrigske Feltkanoner meget hurtig ere udslidte og skyde slet efter et forholdsvis ringe Antal Skud. —

Til det østrigske Feltskyts har man af Projektiler: Sprænggranater, Granatkardæsker, Brandgranater og Kardæsker.

Spidsgranaterne bestaae af en cylindro-ogival Støbejerns Kjærne, der fortil har 2 smaa Knaster eller Vorter, som omfattes af 2 Spalter i Sætterkolben, saa man kan centrere Projektilet. Dreier man Sætterstangen i den modsatte Retning kommer Knasterne ind i Tværspalter i Kolben, og man kan da med Lethed trække Projektilet ud af Løbet. Granaten har fortil et skrueskaaret Brandhul, der fører ind til det cylindriske hule Rum. Forparten er maaske endnu mere massiv end ved de franske Granater, saaledes at ogsaa her Tyngdepunktet kommer til at ligge langt fremme. For at Projektilet kan komme til at gribe ind i Riffelgangene, omstøbes hele den cylindriske Del med en Trøie af lige Dele Zink og Tin; dette er en blod Legering, der beskadiger Riffelgangene langt mindre, end hvis det haarde Stobejern kom umiddelbart til at glide mod Kanonens Vægge. Den udvendige Form af Gjennemsnittet gjennem Troien svarer til Sjælens, saaledes som det ovenfor er vist, og Granaten seer derfor ud som om dens bageste Del var en Cylinder med 6 eller 8 vindelformigt snoede Vinger. — For at Troien ikke skal dreie sig rundt om Jernkjærnen, har denne under den hoieste Del af hver Vinge en Længderibbe, og for at Kjærnen ikke skal skydes ud igjcnnem Troien, er der rundt om Kjærnen 3 Riller.

Brandroret der bruges til disse Granater er et eiendommeligt Konkussionsrør, der frembyder visse Fordele, men som det forst efter en lang Række af interessante Forsøg og deraf fremgaaede Forandringer er lykkedes at bringe til en saadan Godhed, at det tilfredsstiller alle Fordringer. Det er temmelig kompliceret og her skal derfor kun Hovedtrækkene angives. Røret (Fig. 9) har et cylindrisk hult Rum, der ved et Skillerum deles i to Kamre; i det bageste af disse, Krudtkammeret, findes en lille Krudtladning; i det forreste findes en hul Cylinder af meget langsomt brændende Sats. Fra Rørets Hoved gaaer der' flere indfyrede Kanaler ind til denne Satscylinder, der altsaa bliver tændt ved Skuddets Afgang. I Skillerummet er der i Midten et Hul, der lukkes med en Konkussionsknap, som befæstes dels ved en Gipsomstobning dels ved et Stykke Silketoi. Naar Satscylinderen brænder, brændes Silketoiet op, og ved Anslaget farer da Konkussionsknappen, efterfulgt af noget af Krudtet, frem i det forreste Kammer; derved tændes den lille Ladning, der ved sin Explosion antænder Granatens Sprængladning.

Den eiendommelige Fordel ved dette Rør bestaaer i dets store Sikkerhed, det kan nemlig ikke bringe Granaten til at explodere, uden at der først kommer Ild til og dernæst et stærkt Stod, inden Satscylindren brænder ud.

Det har tillige den Fordel, at det stadig kan sidde i Granaten fuldt færdig til Skud. Man behover ikke engang at rive Plastret af Indfyringsaabningerne; men dette er ikke andet end et Stykke Tinfolie, der smelter ved Skuddets Afgang. Denne Indretning har man truffet i den seneste Tid, fordi man erfarede, at ved de fleste af de østrigske Granater, der ikke sprang i Krigen 1866, var det da brugelige Lærredsplaster ikke afrevet.

Granatkardæskerne (Fig. 10) have omtrent den samme ydre Form som Granaterne, og ere ligesom de forsynede med en Trøie af en Tin-Zink Legering. Det hule Rum er gjort saa stort som muligt ved, at man har gjort Spidsen tynd i Jernet. Det deles ved et Skillerum af Jernblik i to Dele, den bageste Del indeholder Sprængladningen, der. staaer i Forbindelse med Brandhullet ved et Messingrør og et Hul gjennem Jernpladen. I den forreste Del indheldes der gjennem et særegent Fyldehul ak Lods B lykugler, som gives et fast Leie omkring Messingrøret ved Indstøbning af Svovl, hvornæst Fyldehullet lukkes med en Jernskrue.

Brandrøret (Fig. 11) er et Temperingsrør med ringformet Satskanal. I Brandhullet anbringes en Skrue, i hvis Midte der staaer en Tap op. Forneden har Skruen et med Krudt fyldt Kammer, fra hvilket der gaaer en indfyret Kanal op til Skruens øverste Flade, og lige udenfor dette Punkt mærkes Nulpunktet paa Skruens Yderflade. Satsen drives i en ringformet Fordybning i en Ring af en Tin-Zink Legering. Satsringen gaaer ikke helt rundt, men er afbrudt paa et Sted, og fra den ene Ende gaaer der en indfyret Kanal ud til Tin-Zink Ringens Yderflade. Tin-Zink Ringen anbringes paa Skruens Tap, omkring hvilken den med Lethed kan dreies; men den kan ogsaa fastholdes i en hvilkensomhelst Stilling ved Trykket af en Møttrik, som anbringes paa den øverste skrueskaarne Ende af Tappen. Stiller man den indfyrede Kanal lige ud for Nulpunktet paa Skruen, saa vil Flammen fra K a nonens Ladning øjeblikkelig slaae igjennem de indfyrede Kanaler ned til Granatens Sprængladning. Men stiller man Ringens indfyrede Kanal i en vis Afstand fra Skruens Kanal, saa maa det Stykke Sats, der ligger mellem disse Punkter fars' brænde, før Ilden naaer Sprængladningen. En paaklistret Papirskala angiver den Stilling, som Satsringen skal indtage for de forskjellige Distancer. Temperingen af dette Ror foregaaer meget let og hurtigt, imedens det sidder i Granaten; men Satsringen kan ikke gjeres saa lang som det er ønskeligt, og det er vist meget tvivlsomt, om Røret taaler en længere Tids Opbevaring.

Brandgranaterne have omtrent den samme Form og Indretning som Granaterne, kun have de foruden det almindelige Brandhul i Spidsen endnu 3 Brandhuller i Forparten. Det hule Rum fyldes med Brandsats, der tændes ved et Træbrandror, som er indskruet i det forreste Brandhul. Naar Satsen er tændt, brænder den med en lang og intensiv Straale ud af alle 4 Brandhuller.

Kardæskbosserne ere af Zink ganske som de franske; men i -Østrig fyldes de med Zinkkugler, hvis Mellemrum udfyldes med indstøbt Svovl.

Til hver af de østrigske Kanoner haves een Skydeog een Kasteladning.

De østrigske Feltaffutagers Hovedbestanddel er Træ. De ere 4Hjuls tildels afbalancerede Kjøretøier med Vognstang. Stanghestene trække i Svingler der ere fæstede til Forstillingens Hammel; Mellemløbere og Forløbere trække i et Forskjær, der er gjort fast i Vognstangens forreste Ende.

Lavetten er en Væggelavet ved hvilken det eneste særegne er, at Lavetkassen er anbragt paa Svandsstykket imellem Væggene og indrettet til Sæde for 1 Md. ved den 4pds. Lavet og for 2 Md. ved den 8pds. Paa Forstillingskassen er der Plads til 3 Md.

Den 4pds. Kanon forspændes med 4 Heste, kun ved de saakaldte Kavaleribatterier bruges der 6 Heste. Den 8pds. Kanen trækkes af 6 Heste.

I Preussen har man 4 og Gpds. Bagladekanoner af  Stobestaal. Den 6pds. Kanon er allerede indført i 1860 og man havde dengang til Hensigt at anvende den som Enhedsskyts i Feltartilleriet, men man kom snart til den Tro, at den ved flere Ledigheder vilde være for tung, og man indførte derfor i 1864 den 4pds. som let Feltkanon, efter at den i Krigen mod os havde staaet sin sidste Prøve.

6pdr. bestaaer af et konisk Forstykke og et cylindrisk Bagstykke, og den har hverken Delfiner eller Drue, derimod et temmelig skarpt og høit Hoved. Baglademekanismen er den, der allerede for mange Aar siden er opfunden af den svenske Baron Vahrendorff. Kanonen (Fig. 12) er helt gjennemboret, og bag fra indsættes der en løs Stødbund, som foroven og forneden har et Skaft, der gaaer bagud og forenes ved et Par Tværstykker, saa det ligner en Ramme, der tjener til Stødbundens Manipulation. For at forhindre Stødbunden i at ryge tilbage i Skuddets Afgang, bliver der bag ved den indstukken en Spærcylinder paatværs gjennem et horizontalt Hul i Kanonen. Naar Spærcylindren er trukket lidt ud til Siden, kan Stødbunden trækkes tilbage, hvorved den kommer ind i en Kapsel, der er gjort fast med Hængsler til Kanonens Bagside, saa den kan svinges ud til Siden, og man kan lade Kanonen.

Stedbunden kan ikke, selv om den passer aldrig saa godt, forhindre at noget Krudtgas baner sig Vei imellem den og Kanonens Vægge; foruden at dette vil foraarsage Udbrændinger, hvorved saavel Kanonen som Baglademekanismen hurtig vil ødelægges, saa har det endnu den Ulempe, at Gassen fører Slam og Røg med sig, der danner en fast Skorpe i den snevre Aabning og binder Mekanismen saa fast, at det er umuligt at lukke den op med almindelige forhaandenværende Midler. Man maa derfor sørge for en gastæt Aflukning, og det skeer i den 6pds. Kanon ved de saakaldte Pressspanboden, der ere Skaale af en egen Slags Pap, som fungere paa samme Maade som Kobberhylstrene ved vore Geværpatroner. Deres Form er omtrent som en Flaskebund, og ved Krudtgassens Tryk presses de fast op imod Stødbunden og Krudtkammerets Vægge. Papskaalen maa naturligvis fornyes for hvert Skud, og er det en Mangel, at det tager Tid at tage den brugte ud, saa er det endnu værre, at de hverken kunne taale Tørke eller Fugtighed, og at de ved Transport let stedes paa Kanterne og derved ødelægges.

Sjælen bestaaer af det glatte cylindriske Kammer og Projektilleie foran Stødbunden og det riflede Løb, der ved en afkortet Kegle gaaer over i Projektilleiet. Da man anvender blybeklædte Pasprojektiler, er Kiffelgangenes Profil yderst simpelt, idet man ikke ved dets Konstruktion behøver at tage Hensyn til Projektilets Centrering, der folger ganske af sig selv. Riffelgangene ere dobbelt saa brede som Felterne og deres Profil begrændses af en Cirkelbue koncentrisk med Løbet og to rette Linier, der ere parallele med en Radie trukket til Riffelgangens Midtpunkt.

Den 4pds. Kanon er en lang afkortet Kegle, til hvis bageste Ende der slutter sig et firkantet Prisme med afrundede Hjørner; den har hverken Hoved, Delfiner eller Drue. Den er forsynet med den saakaldte dobbelte Kile Baglade-Mekanisme, af hvilken der haves to forskjellige Konstruktioner nemlig af 1864 og 1867, hvilke dog kun adskille sig fra hinanden i Detaillerne. Kanonen er helt gjennemboret og lodret paa Kjærnelinien er der i Bagstykket et firkantet horizontalt Hul. I dette Hul indsættes de to Kiler (Fig. 13), som skulle lukke Løbet bagtil; de hvile med deres skraa Flader mod hinanden, og naar man bringer dem til at glide mod hinanden, gjør man deres fælles Tykkelse større eller m indre; denne glidende Bevægelse frembringes ved, at der i Forlængelsen af den bageste Kile sidder en Skrue med en Møttrik, der er saaledes indrettet, at den forreste Kile maa følge dens fremog tilbagegaaende Bevægelser langs Skruen. Der behøves kun 1/4 Omdreining af Møttrikens Haandtag for at forskyde Kilerne fra den ene til den anden af de to Stillinger, som de skulle indtage, naar de skulle kunne trækkes ud og ind i Hullet eller udfylde dette ganske. Naar man skal lade, behøver man ikke at trække Kilerne helt ud, men kun saa langt at to cylindriske Huller i deres ender komme i Forlængelse af Lobet.

Uagtet man ved den kombinerede Skrue og Kile kan frembringe et betydeligt Tryk i Retning af Løbets Axe, saa forslaaer dette dog langtfra til en gastæt Aflukning, og da man havde et aabent Die for Papspeilenes Mangler, bruger man hyppig ved 4pdr. en Bkantet Kobbertætring, der er indlagt i en cylindrisk Fordybning i en Staaltallerken, der atter er indlagt i den forreste Flade af den forreste Kile. Den hule Tallerken er imidlertid neppe stærk nok, den er udsat for at revne og springe, og bliver man ikke tidsnok opmærksom paa dens Beskadigelse, kan man risikere, at Baglademekanismen eller maaske selv Kanonens Bagstykke springer. Det var dette sidste Tilfælde, der efter Sigende indtraadte i Krigen 1866 ved 5 Stykker 4pds. rillede Kanoner, og man har derfor efter den Tid dels forstærket Mekanismen dels afrundet de skarpe bageste Hjørner af Kilehullet, og endelig medgivet hver Kanon en massiv Skive, som skal bruges i Forbindelse med Papspeile, naar man mister Tilliden til den hule Tallerken med Kobberringen.

Riflingen er omtrent den samme som ved den 6pds„ dog har man, for at lette Forceringen, gjort Felterne nærmest Kammeret betydelig smallere; for at Blyet, uagtet det slides, dog skal blive ved at udfylde Riffelgangene helt, har man ladet dem aftage jevnt i Brede henimod M undingen, hvor de have samme Profil som i den 6pds.

Til det preussiske Riffelskyts havde man i 1870 af Projektiler: Granater, Brandgranater og Kardæsker, derimod havde man ingen Granatkardæsker. I Krigen 1866 havde man brugt dem; men paa Grund af Mangler ved Brandrørene havde man igjen sat dem ud af Brug.

Spidsgranaten (Fig. 14) er en almindelig cylindroogival Støbejerns Kjærne, udenom hvis cylindriske Del der er støbt en Blytrøie, som holdes paa sin Plads ved fremstaaende Ringe paa Jernkjærnen. Blytroien har 4 fremstaaende Ringe, og Dimensionerne ere saaledes afpassede, at Ringenes Diameter er lig Diametren over Riffelgangenes Bund, og Diametren over Mellemrummene mellem Ringene er lig Diametren over Felterne i Kanonen. Ved Projektilets Forcering er det altsaa ikke Blyet, der presses ind i Riffelgangene, men meget mere Kanonens Felter, der skjære sig ind i de fremstaaende Ringe, og det derved bortpressede Bly maa da see at faae Plads i en Naboriffelgang.

Til Spidsgranaterne anvendes et Perkussionsror, der bestaaer af en Hammer, som er en hul Messingcylinder, i hvis forreste Ende der er anbragt en haard Spids. Denne Hammer befæstes ved Hjælp af en tynd elastisk Messingkapsel med nogen Friktion i Brandhullets bageste Del, og for at den ikke skal fare frem i Utide, stikkes der en Staalstift paatværs foran den igjennem et Hul i Granaten. Foran Hammeren lukkes Brandhullet med en flad Jernskrue, langs hvis Axe der er et skrueskaaret Hul for en lille Messingskrue, der forneden har en Fordybning med Knaldsats. Denne Skrue skrues først i, naar man sætter Granaten ind i Kanonen. Naar Granaten forlader M undingen, vil Stiften foran Hammeren kastes bort af Centrifugalkraften, og naar Granatens Hastighed ved Anslaget pludselig formindskes, medens Hammeren paa Grund af sin Inerti fortsætter sin Bevægelse, vil dens Spids trænge ind i Knaldsatsen, hvis Ild da igjennem Hammeren tænder Sprængladningen.

Brandgranaterne ere almindelige Spidsgranater, i hvilke man midt i Sprængladningen har indbragt nogle (i 6pdr. 6 og i 4pdr. 4) Kobberhylstre, der ere drevne med Brandsats, og som ligne vore gamle Geværbrandraketter.

Kardæskerne ere Jernbliksbosser med Laag og Bund af Zink. De fyldes med Zinkkugler.

De preussiske Feltkanoner have hver een ordonnantsmæssig Skyde-Ladning og to forskjellige Kasteladninger, der omtrent er Halvdelen og Fjerdedelen af Skydeladningen.

De preussiske Feltaffutager ere tildels afbalancerede 4 Hjuls-Kjoretøier med Vognstang. Forbindelsen mellem Forstillingen og Lavetten ligger temmelig langt bag Foraxlen og skeer ved Protsbolt og Protshul. Forspændingen af de 6 Heste skeer som i Østrig.

Lavetten er en Væggelavet. Lavetkassen er anbragt imellem Væggene. Imellem Væggene og Hjulene er der Sæder for 2 Md.

Paa Forstillingskassen er der Plads til 3 Md. I Kassen er der sørget for en meget fast Pakning af de blybeklædte Projektiler, som slet ikke kunne taale Stod. Hver Granat staaer i sit Hul og oven over den er der en Jernboile, igjennem hvilken der gaaer en Skrue, som kan skrues ned mod Granatens Spids og holdes fast ved en Kontramøttrik. Naar man skal have Granaten ud, maa man løsne Skruen og klappe Bøilen ned til Siden.

I Rusland havde man i 1870 flere forskjellige Feltkanonsystemer i Brug, vel nærmest fordi man endnu ikke havde gjort tilstrækkelig store Anskaffelser for udelukkende at holde sig til det nyeste og bedste. Af Kalibre har man dog kun to, nemlig 4pds. og 9pds.; den første Kanon man anskaffede var en 4pds. Forladekanon af Bronze, der blev riflet efter det ovenfor beskrevne franske System.

Da man ikke var tilfreds med denne Kanons Skydning og Virkning, besluttede man sig til at gaae over til det preussiske System, og da det ikke kunde skee ved en Forandring af ældre existerende Materiel, stod man ligesom i Østrig med fuldkommen frie Hænder lige over for Opgavens Løsning. Man havde desuden en Del ikke ubetydelige Fordele. Rusland var maaske med Undtagelse af England den Stat i Europa, der var mindst udsat for Krig, og selv om Krigen skulde komme, var man ikke ganske blottet for riflet Feltskyts; man havde jo den 4pds. Forladekanon. Man kunde altsaa arbeide i Ro og give sig Tid; man bestemte sig for et let og et svært Feltskyts, men man benyttede ikke som i Østrig Riflingens Fordel til at forøge Bevægeligheden; derimod bibeholdt man Bevægeligheden som den var og forøgede Projektilvægten og dermed Skytsets Virkning. Det, at man i Rusland ikke havde Hast med at gjore store Anskaffelser, er maaske ogsaa Grunden til, at man har flere forskjellige Kanoner, der dog have den Egenskab, at naar blot K alibret er ens, kunne de bruges iflæng. Man har saaledes 4pds. og 9pds. Bagladekanoner baade af Bronze og af Staal. Af Baglademekanismer har man flere forskjellige Kilemekanismer, saavel de tidligere beskrevne preussiske Dobbeltkiler som Krupps og Broadwells Enkeltkiler. Enkeltkilerne have enten fiirkantet Gjennemsnit eller de bestaae af et Prisme, der bagtil sluttes med en lidt skraatliggende Halvcylinder. Krupps Kile losnes ved en uligearmet Vægtstang, Broadwells ved en Skrue. Hvilken af disse mange Kilemekanismer der er den bedste og letteste at betjene er vist vanskelig at afgjore; den store Overflod man har af forskjellige Slags tyder ikke hen paa, at nogen af dem er ganske fri for Indvendinger. Til Tætning mod Krudtgassens Udstrømning bruger man Broadwells Tætring, som for Gieblikket er anseet for at være den bedste, der haves. Den er af Staal og har udvendig Form af et Kuglebelte, der passer i et lignende Udsnit i Krudtkammerets bageste Aabning. Naar Kilerne trækkes ud bliver den paa sin Plads i Kanonen (Fig. 15). Alle K a nonerne ere riflede efter det Kiflingssystem, som bruges ved den preussiske 4pdr.

Russerne bruge i deres Bagladekanoner Granater, Brandgranater, Granatkardæsker og Kardæsker.

Spidsgranaterne ere ganske som i Preussen. Det almindelige Brandror hviler ogsaa paa samme Princip som det preussiske Brandrør, men de enkelte Stykker indsættes ikke umiddelbart i Brandhullet, men derimod i et særegent Ror, som indskrues i Brandhullet. Foruden dette bruger man imidlertid ogsaa et Ror efter det tidligere beskrevne franske Perkussionsrors Princip. I Brandroret (Fig. IC) indskrues der en almindelig Goværpiston, paa hvilken der sættes en Fænghætte. Foran denne indskrues der en lille Bronzeskrue med fine Skruegænger, og i hvis bageste Flade der lige foran Knaldhætten er indstøbt en Staalplade. Ved Anslaget faaer den forreste Skrue et Stød, hvorved den slaaes flad og Staalpladen drives ind mod Fænghætten, der detonerer og antænder Sprængladningen.

Granatkardæskerne fyldes med Kugler af en Legering af Bly og Antim on, hvilke omstøbes med Svovl; langs Projektilets Axe er der indsat en lille forneden lukket Cylinder til Sprængladningen. Som Brandrør bruges det ovenfor beskrevne Perkussionsbrandrør af preussisk Model.

Brandgranaterne ere almindelige Spidsgranater, hvori der foruden Sprængladningen er indbragt nogle Stykker Brandsats.

Kardæskbossen er af Zinkblik; Bunden er af Træ belagt med Blik, og Laaget er af Jern; Kardæskkuglerne ere af en Legering af Bly og Antimon og omstobte med Svovl.

Til hver af Kanonerne har man een Skyde- og to forskjellige smaa Kasteladninger.

De russiske Feltaffutager ere 4Hjulskjeretoier med Vognstang. Lavetten og Forstillingen forenes ved Protsbolt og Protshul.

Kusland er den første af de europæiske Stormagter, som har indført Lavetter af Jernblik. Der haves vel endnu en Del ældre Trælavetter i Brug; men Jernlavetterne ere dog bestemte til ganske at afløse disse. Den 4pds. Lavet, der er indført først, er forholdsvis tungere og mere kompliceret end den 9pds. Begge bestaae af en Jernaxel med almindelige Træhjul og to lange Vægge af Jernblik, som langs den øverste Kant styrkes med paanittet Vinkeljern, og som langs den nederste Kant forenes ved en hel Bund af Jernblik. Ved den 9pds. Lavet ere Tappeleierne som sædvanlig anbragte foroven i de lange Vægge, medens de ved den 4pds. ere anbragte i et Sideretningsapparat, som bestaaer af to med hinanden forbundne korte Vægge, der anbringes oven paa de lange Vægge, saaledes at de ved Hjælp af en Skrue uden Ende kunne dreies lidt til Siden om en Tap, der staaer op over Axlen. Paa Grund af denne Indretning behøver man ikke at flytte Svandsen for at give den fine Sideretning.

Forstillingen er af Træ og af gammel Konstruktion.

I England havde man endnu i 1870 Sir William Armstrongs oprindelige Kanonsystem, der næsten i alt Væsenligt adskiller sig fra de tidligere beskrevne Systemer. Kanonerne benævnes ikke som andre Steder efter den til Kalibret svarende Stobejerns Kugles Vægt, men derimod efter Spidsprojektilets Vægt i engelske Pund. Feltartilleriet indbefatter 9, 12 og 20pds. Kanoner. 9 og 12pdr. have det Kaliber, der svarer til vort 3pds, 20pdr. svarer til vort 6pds. Kaliber.

Kanonerne ere af Smedejern og indrettede til Bagladning. Kanonerne ere ikke smedede i eet Stykke, men derimod byggede op af flere Stykker, der ere smedede hver for sig. Herved opnaaer man dels at faae bedre Jern, dels at man kan faae Jernets Fibre til at ligge saaledes i Kanonen, at Materialet har sin største Styrke i den Retning, hvor Krudtgassens Tryk lettest vil fremkalde Brud. Længdebruddet er det sandsynligste, Jernet har sin største Styrke i Retning af Fibrene, der altsaa maa løbe rundt i Kanonen og ikke paalangs af den. Kanonen bestaaer af et indre cylindrisk Rør, der gaaer fra Mundingen til Løbets Bund. Udenom dette Ror kommer Bundstykket, der gaaer fra lidt foran Tapperne saa langt bag det indre Rør, at der bliver Plads i det til Baglademekanismen. Udenom Bundstykket bliver der eudnu lagt en Ring, der bærer Tapperne, og bag den et eller to Rør, som styrke Bagstykket. Alle disse Rør blive smedede, udborede og nøiagtig afdreiedo, saaledes at det indre Rørs ydre Diameter er lidt større end det ydre Rørs indre Diameter. For at faae et saadant Rør lagt paa, maa det udvides ved Varmen, og idet det afkjoles, vil det da trække sig meget fast sammen om det indenfor liggende Ror. Baglademekanismen (Fig. 17) bestaaer af en løs Stedbund og en svær hul Skrue. Den løse Stødbund sættes ned igjennem et firkantet Hul, der er dannet foroven i Bundstykket lige bagved Løbet. Stødbunden har fortil en lille afkortet Kegle, hvis ydre Rand er belagt med en Kobberring, der passer meget nøie i en anden Kobberring, som er indskruet i Løbets bageste Munding. Stedbunden holdes paa sin Plads ved Stodbundskruen, der skrues ind bagfra igjennem Bundstykket, der er skaaret til Møttrik for den. For at lade, løsnes Stodbundskruen saa meget, at Stedbunden kan løftes op, og dernæst bringes Projektil og Ladning paa sin Plads igjennem Skruen. Tætningen skal skee ved, at Skruen presser de to Kobberringe meget fast imod hinanden; men da Krudtgassen sammentrykker Stedbunden og udvider Løbet, saa er det umuligt, at denne Methode kan give et fyldestgjørende Resultat.

Riflingssystemet er temmelig simpelt, da man anvender blybeklædte Pasprojektiler, hvis Centrering følger af Spillerummets Ophævelse. Det Karakteristiske er, at man anvender et meget stort Antal (38 ved 9 og 12pdr. og 44 ved 20pdr.) Riffelgange med et lille Profil, der bestaaer af en ret Linie i Radiens Retning, hvilken danner Styrefladen, og to Cirkelbuer, som danne Bunden og Bagfladen. Felterne ere lidt smallere end Riffelgangene.

Af Projektiler har man Granater, Segment-Granatkardæsker, almindelige Granatkardæsker og Kardæsker.

For at frembringe Forceringen er Projektilernes cylindriske Del omstøbt med en Trøie af Bly, der er gjort haardere ved Tilsætning af lidt Antimon. Blytrøien er glat paa sin Overflade og meget tynd; den befæstes ikke til Kjærnen ved Hjælp af Ringe og Riller, men derimod ved Lodning med Zink.

Det første Projektil, der blev indført, var den af Armstrong foreslaaede Segment-Granatkardæsk, der var betemt til at bruges som massivt Projektil, som Sprænggranat, som Granatkardæsk og som almindelig Kardæsk. Det var altsaa et fuldstændigt Universalprojektil, men det er gaaet det som saa mange andre Universalmidler, at man lidt efter lidt er kommen til den Anskuelse, at det kun i meget ufuldkommen Grad er i Besiddelse af alle de mange gode Egenskaber, som man har villet forene i det. Det bestaaer af en tynd cylindro-ogival Stobejerns

Skorpe (Fig. 18), som er helt aaben bagtil; i det hule Bum stables 7 á 8 Jernringe, som ved radielle Snit er delt i Sektorer eller Segmenter; disse Einge danne paa en Maade en Hvælving, der styrker den tynde Skorpe imod det udvendige Tryk, som Kanonens Ladning frembringer; midt imellem disse Ringe anbringes Projektilets Sprængladning i et cylindrisk Blikhylster; bagtil lukkes Projektilet ved en Smedejernsbund, og det Hele holdes sammen ved Blyomstobningen.

Som Brandror har man indtil 1870 anvendt et Temperingsbrandrør af samme Slags som det østrigske; men da Spillerummet er lukket, kunde det ikke tændes ved Ilden fra Kanonens Ladning, og der var derfor anbragt en Perkussionsindretning i det, som traadte i Virksomhed ved Skuddets Afgang. Derved blev det Hele meget kompliceret, og da man aldeles ingen Virkning fik af Projektilet, naar det ikke sprang i umiddelbar Nærhed af JVlaalet, bruger man nu et Perkussionsror efter det ved de preussiske anvendte Princip.

Spidsgranaten er en cylindro-ogival Stobejerns Kjærne omstobt med Bly. Den er meget lang; Skorpen er tynd fortil, og der bliver derfor Plads til en stor Sprængladning, ligesom Tyngdepunktet kommer langt tilbage, hvilket maa ansecs som heldigt for Skudsikkerheden.

Den almindelige Granatkardæsk (Fig. 19) er konstrueret af Boxer og bærer atter Præget af den Bestræbelse, som man i England gjor for at lægge Tyngdepunktet langt tilbage. Den bestaaer af en hul Cylinder af Støbejern, som bagtil er lukket, men som fortil er helt aaben; denne Cylinder omstobes med den sædvanlige Blytroie. I den bageste Del af det hule Rum er der dannet et Kammer til Krudtladningen som foroven lukkes med en Smedejerns Plade, der i Midten har et skrueskaaret Hul, hvori der indskrues et Smedejerns Rør, som fører frem til Brandhullet. Udenom dette Rør indbringes Kuglerne, der ere støbte af en Legering af Bly og Antimon, og som gives et fast Leie ved Omstøbning med Harpix. Oven paa Kuglerne lægges en Kamptulikons Brikke, og foran denne anbringes Forparten, der er ogival og dreiet af Elmetræ; den omgives af en meget tynd Skal af Bessemerstaal, som nittes til den forreste Ende af Støbejerns Cylindren. Til 20pdr. haves ingen af denne Slags Shrapnel.

Brandrøret er af Træ med en Satssøile langs Axen. Da det ikke kan tændes fra Ladningens Flamme, er der fortil anbragt en Perkussionsindretning, som træder i Virksomhed ved Skuddets Afgang. Temperingen skeer ved, at man aabner et Hul paa rette Sted fra Siden af Roret ind til Satssoilen.

Kardæsken besiaaer af en Bøsse af Tinblik, som fyldes med Jernkugler, hvis Mellemrum udfyldes med Kulstøv. Bunden er af Smedejern og Laaget af Træ beklædt med Tinblik.

I England bruges ingen Kasteladninger, saa hver Kanon faaer een ordonnantsmæssig Ladning. I dennes Kardus anbringes der fortil en Forladning, der skal tjene til at holde Løbet rent. Den bestaaer af to Skaale af Kobberblik, der ere vendte med Hulingen mod hinanden og sammenloddedo langs Kanten; det hule Rum fyldes med en Smørelse af lige Dele Talg og Olie. Bag Kobberskaalen befæstes en Filtskive, bag paa hvilken der er limet en Papskive. Denne Forladning trykkes af Krudtgassen fast op imod Projektilets Bund; derved springer Lodningen; Fedtet flyder ud og blødgjor Slammen, der dernæst aftørres af Filtskiven.

De engelske Affutager ere 4 Hjuls ikke afbalancerede Kjoretøier med Gaffelstang. Hestene trække i helt gjennemgaaende Skagler ligesom hos os. Den 9pds. Affutage er forspændt med 6 Heste, den 12pds. og den 20pds. hver med 8 Heste.

Lavetten er en Bloklavet af samme Konstruktion som vore gamle Feltlavetter til glatlobet Skyts. Lavetkasserne ere imidlertid ikke indrettede til Sæde for Mandskab, og man har indrettet Tappeleiet saaledes, at den fine Sideretning kan gives, uden at man behøver at flytte Svandsen. Tappeleierne ere nemlig dannede i et Stykke Bronze, der kan dreies lidt om Stilleskruen som Centrum ved Hjælp af en toarmet vægtstang og en Skrue.

Saaledes var det engelske Artilleri ved Udbruddet af den fransk-tydske Krig; men man var allerede den Gang betænkt paa og er nu ifærd med at gaae over til Forladekanoner og Jernbliksaffutager.

Naar man kaster et Blik paa det Materiel, hvis Hovedtræk ere angivne i det foregaaende (2det Hefte pag. 82), saa viser der sig strax meget ioinefaldende Forskjelligheder. Kun een Ting synes Stormagterne at være enige om, og det er, at de ikke kunne noies med een Slags Skyts, men at de maae have et lettere og et sværere Feltskyts. Hvergang et Enhedsskyts er dukket op, har det ikke varet længe, inden man igjen er gaaet over til to Slags; enten har det været for lidet virkningsfuldt, og man har da maattet supplere det med et sværere, eller det har været for lidet bevægeligt, og man har da maattet supplere det med et lettere. England alene har 3 Arter Feltskyts; men det ligger i, at man ikke ansaae den oprindelige lette Kanon, den 12 hts, for tilstrækkelig bevægelig for det ridende Artilleri; dette blev derfor udrustet med endnu lettere Kanoner, saa man fik to forskjellige lette Feltkanoner, der dog ere af samme Kaliber.

Til det lette Feltskyts have alle Stormagterne valgt omtrent det samme Kaliber, nemlig det 4 hts, der paa de forskjellige Steder varierer imellem 3 og 3,3; kun Englænderne have et Kaliber, der er lidt mindre end 3". Om de svære Feltkanoners Kaliber har man derimod ikke været saa enig; det varierer mellem 6 hts og 12 hts, imellem 3,5 og 4,66. Kalibret alene er imidlertid ikke mere i Stand til at definere Kanonen saaledes som ved det gamle glatlebede Skyts, hvor Forskellighederne fra Stat til Stat vare saa smaa, at Benævnelsen paa en Maade gav et Billede af Kanonens Hovedtræk. Naar man f. Ex. talte om en 12 hts Kuglekanon, saa var det en Kanon, som udskjod en 12 ht tung Kugle med en Ladning af omtrent 3 ht Krudt, og som veiede omtrent 130 Gange 12 S. Naar man nu derimod indskrænker sig til at betegne en riflet Kanon, ved at den er af 4 eller 12 ht Kaliber, saa giver det ikke megen Oplysning. Der kan være en betydelig Forskjel paa to riflede Kanoner af samme Kaliber, saaledes som det vil sees ved en Sammenligning mellem den østrigske 4 hts og den russiske 4 ht Kanon eller maaske endnu mere slaaende, naar man sammenligner den østrigske 4 ht og den engelske 12 hts, hvis Kaliber er 3 hts“; hvis man nemlig antog, at den engelske 12 hts“ Kanon af 3 hts“ Kaliber var lettere og mindre virkningsfuld end den østrigske 4 hts, saa vilde man blive høilig skuffet; thi netop det modsatte er Tilfældet, og som det vil sees af den Tabel over Dimensioner og Vægt,*som er heftet til mit foregaaende Foredrag, endogsaa i en temmelig hoi Grad. En Angivelse af Kalibret er altsaa ikke mere tilstrækkelig, for at man kan danne sig et nogenlunde tydeligt Billede af en Kanon; men man maa tillige kjende flere Momenter, saasom Projektilets og Ladningens Vægt, om der findes Spillerum eller ei, hvor lang og tung Kanonen er o. s. v. Men selv om alle disse Momenter ere bekjendte, er Sammenligningen med andre Kanoner ikke let, da det ofte er yderst vanskeligt at afgjore, om en Underlegenhed i en af disse Henseender kan opveies af en Overlegenhed i en anden. Det er f. Ex. ikke let at see Betydningen af, at Kalibret er lidt mindre eller større, naar dog Ladningen og Projektilet have samme Vægt, og endnu mere kompliceret bliver det, naar Kanonen med det mindre Kaliber har et tungere Projektil eller en større Ladning end den anden. Det vilde derfor være meget heldigt, om der kunde findes en simpel Maalestok, hvorefter man med nogenlunde Sikkerhed kunde bestemme en Kanons Betydning; der er i saa Henseende gjort forskjellige Forslag; man har villet angive Kanonens Kaliber i Tommemaal og Projektilets Vægt eller Kanonens Kaliber Kanonens Vægt o. s. v.; man har imidlertid her atter to Angivelser, og foruden at de ikke ere udtømmende, har man altsaa den samme Vanskelighed som ovenfor er nævnt. For det pandserbrydende Skytses Vedkommende vilde det være hensigtsmæssigt at angive Projektilets levende Kraft i Mundingen pr. Enhed af Kalibret, da det er heraf den pandserbrydende Virkning afhænger, og dette ubetinget er den betydningsfuldeste Egenskab ved disse Kanoner. For Feltskytsets Vedkommende troer jeg derimod, at man faaer en bedre Maalestok ved at benytte Projektilets Bevægelsesmængde, idet det forlader Mundingen, eller hvad der giver det samme Resultat, Projektilets Vægt Gange dets Begyndelseshastighed. Af dette Produkt er nemlig Kanonens Vægt ligefrem afhængig; er det stort, maa Kanonen være tung, for at den ikke skal faae en saa hastig Rekule, at den slaaer sin Lavet itu, og er det lille, kan Kanonen være lettere; det er i denne Henseende fuldkommen ligegyldigt, om Produktet bliver stort, ved at Projektilet er tungt, eller ved at Hastigheden er stor. Med Hensyn til Banen i Luften og Virkningen, er det vel ikke ganske ligegyldigt, hvilket Forhold der er imellem de to Faktorer; men for det nu brugelige Feltskytses Vedkommende er det saa nær ens, at jeg ikke antager, at man begaaer nogen stor Feil ved at benytte det angivne Produkt til en foreløbig Sammenligning, hvor man da holder de andre Momenter, Træfning, Sprængvirkning o. s. v. ude af Betragtning.

Produktet af Projektilets Vægt og Begyndelseshastigheden er ved de omtalte Kanoner følgende:

Heraf vil det sees, at de østrigske Kanoner ere de letteste, og at de russiske Kanoner ere de sværeste, at den franske 12 ht'er er paafaldende svær i Forhold til 4 ht'eren, medens det omvendte er Tilfældet ved den preussiske 6 og 4 ht'er er. Grunden til disse Forskjelligheder er let at udfinde. Østrigerne, Englænderne og Russerne have ved Indførelsen af deres nuværende Systemer strax besluttet at vælge to Kalibre, og de have derfor valgt det samme Forhold som tidligere, nemlig det svære Feltartilleris Projektil omtrent dobbelt saa tungt som det lettes; i Østrig har man lagt Hovedvægten paa en høi Grad af Bevægelighed, i de to andre Stater paa en stor Virkning. I Frankrig troede man at kunne hjælpe sig med 4 ht'eren som En hedsskyts, og da man indsaa det uheldige herved, afhjalp man Manglen ved at tye til den opriflede canon obusier de 12, der oprindelig var bestemt til Beleiringsskyts og maaske mobilt Positionsskyts. I Preussen indførte man 6 S eren som Enhedsskyts; men 4 Aar efter seirede den Mening, at man tillige maatte have en lettere Kanon, og man indførte da 4 ht'eren Forholdet mellem det lette og svære Feltskyts blev herved uheldigt baade i Frankrig og Preussen. Frankrig tænkte paa at rette det, ved i 1869 at indføre en 8 ht'er istedenfor 12 ht'eren; men denne Foranstaltnings Gjennemforing blev forhindret af Krigen. I den preussiske Hær var man under og lige efter Krigen 1870— 71 temmelig enig om, at det ikke var hensigtsmæssigt at have to Kalibre, der stode hinanden saa nær som det 4 og 6 ht, hvor 4 ht'erens Virkning ikke slog til, gjorde 6 ht'erens det hyppig heller ikke; man vilde derfor kun have eet Kaliber, men om det skulde være 4 hts eller 6 hts derom vare Meningerne meget delte; det er mærkeligt, at man ikke har hørt den Mening, at man kunde følge Ruslands Exempel og ombytte 6 S eren med en sværere Kanon; dette ligger dog meget nær, da baade Preusserne og Franskmændene i mange Retninger lærte at vurdere de franske 12 hts Kanoners Virkning. Om Preusserne paa Grund af de sidste Krigserfaringer ville gjøre Forandringer ved deres Feltartilleri-Materiel er forøvrigt endnu ikke bleven bekjendt.

Alle Stormagterne havde saaledes i 1870 baade et let og et svært Feltskyts, og om end den Mening hyppig kommer frem, at man kunde lade sig nøie med een Slags, saa tyder dog alt hen paa, at denne Simplifikation ikke lader sig gjennemfore af Stormagterne. Man maa have en let bevægelig Kanon, og man maa have en Kanon, hvis Virkning er saa stor, at man ikke kommer tilkort lige over for noget af de Maal, som man trælfer i Felten. Da man indførte riflet Skyts valgte man paa sine Steder en saa let Kanon til det lette Feltartilleri, at det blev muligt at indskrænke Bespændingen til 4 Heste, hvorved navnlig Manøvredygtigheden steg saa meget, at man antog, at denne Fordel vilde mere end opveie den lettere Kanons mindre Virkning. Baade Frankrig og Østrig gik denne Vei; men Krigene i 1866 og 1870 have givet som Erfaring, at saa lette Kanoner have en for lille Virkning; den preussiske 4 hts Kanon har derimod, anvendt ved det lette Feltartilleri, vist sig at have baade tilstrækkelig Virkning og Bevægelighed, og man kan derfor vist antage, at ved den lette riflede Feltkanon bør Produktet af Projektilets Vægt og Begyndelseshastigheden ikke være mindre end 10000 danske Fodpund. I Krigen 1866 følte man ikke Trang til sværere Feltskyts end den preussiske 6 ht'er og den østrigske 8 ht'er; men dette laae vist i, at Preusserne brugte deres Artilleri lidt, medens østrigerne næsten aldrig havde andre Maal end de fjendtlige Tropper og deres Materiel. I 1870 hvor Preusserne hyppig maatte angribe Stillinger, som ved Feltfortifikationens Hjælp vare indrettede til Forsvar, slog Virkningen af deres 6 hts Kanon ikke altid til, og man lærte tillige, at det svære, franske 12 ht Spidsprojektil, navnlig i Kampen, Artilleri mod Artilleri, havde betydelige Fordele. Man kan heraf slutte, at naar Produktet af Projektilets Vægt og Begyndelseshastighed ikke er større end 15000 Fodpund, saa er det for lille; paa den anden Side kan man ikke godt gaae op til en større Værdi end 20000 Fodpund, hvis man ikke vil have 8 spændige Kjøretøier i Feltartilleriet, og da herved Forholdet mellem Projektilernes initiale Bevægelsesmængder ved det lette og svære Feltartilleri bliver som 1:2, det samme som ved det tidligere glatte Feltskyts, saa tør man vist ansee Værdien 20000 Fodpund eller lidt derover for at være den rigtige. Værdierne 10000 og 20000 Fodpund kunne selvfølgelig kun gjælde, forsaavidt Projektilets, Kanonens og Affutagens Konstruktion er saadan, som man nu vilde kalde tidssvarende. Rusland og England ere de eneste Stormagter, hvis lette og svære Feltskyts tilfredsstiller den Betingelse, at Produktet af Granatens Vægt og Begyndelseshastighed er henholdsvis c. 10000 og 20000 Fodpund; men Englands Feltskyts skiller sig saa meget fra alt andet, at det vist maa ansees som fuldkommen rigtigt, at man nu er ifærd med at forlade det; begge de østrigske Kanoner ere for lette, den franske 4 ht'er og den preussiske 6 ht'er ere for lette for at tilfredsstille den ovennævnte Betingelse.

En væsenlig Forskjel, ja man kunde maaske gjerne sige den væsenligste Forskjel, ved Systemerne ligger i, om Kanonerne ere indrettede til Forladning eller Bagladning. Til Batteriskyts ere alle Artillerister enige om, at Bagladesystemet er at foretrække for Forladesystemet, naar man blot kan skaffe en god og simpel Baglademekanisme. Naar Sporgsmaalet angaaer Feltskytset, ere Meningerne derimod meget delte. Flere af de Fordele, som Bagladeprincipet medfører, naar Kanonen betjenes bag et Brystværn eller i en Kasemat, have ingen Betydning i aaben Mark, og det bliver da tvivlsomt, om de Fordele, der blive tilbage, opveie de Mangler, som altid klæbe ved den mere komplicerede Kanon. Som ubetinget Fordel maa man fremhæve, at Bagladekanonerne skyde bedre end Forladekanonerne. Dette maa ikke forstaaes saaledes, at enhver Bagladekanon skyder bedre end enhver Forladekanon; men Meningen dermed er, at der ved Bagladekanonerne findes Momenter, som influere heldigt paa Skydningen. Spillerummet er udeladt, og Bevægelsen i Løbet bliver derfor sikkrere og regelmæssigere; det blybeklædte Projektil har sit Tyngdepunkt langt tilbage og et stort Rotationsmoment, Omstændigheder, der influere heldigt paa Bevægelsen i Luften. Af andre Fordele ved Bagladekanonerne nævne navnlig Preusserne, at Mandskabet lettere kan drage Nytte af den Dækning og Skjul, som findes i Marken, at Kardæskskydningen er hurtigere, og at Kanonerne langt lettere og hurtigere lade sig betjene af et ved Fjendens Ild formindsket Mandskab. En ubetinget Mangel ved Bagladekanonen, som strax falder i Ginene, er, at den er mere sammensat end Forladekanonen og derfor lettere bliver beskadiget og udygtig til Skydning; denne Mangel faaer større Betydning, jo mindre god Mekanismen og navnlig Tætningsapparatet er. I England lider man vist mere af den end i Preussen; uagtet det er vanskeligt at afgjøre dette med Bestemthed, saa ligger der dog et Fingerpeg i den Omstændighed, at den engelske Skruemekanisme kun har ladet sig anvende ved de mindre Kanoner, medens den preussiske Kilemekanisme har vist sig god saavel ved Feltskyts som ved de sværeste Pandserbrydere. Blandt de andre Mangler ved Bagladesystemet skal jeg her nævne, at Projektilet er vanskeligt at fabrikere og maa behandles med Omhyggelighed, for at Blytrøien ikke skal miste sin Form, at det er vanskeligt at skaffe et godt Tidsbrandrør (vigtigt for Granatkardæskerne), at Kanonen fordrer en omhyggelig Betjening og Pasning, samt at Skydningen med Granater og Granatkardæsker tager lidt længere Tid end ved Forladekanonen, fordi Ladning og Retning ikke godt kan foregaae samtidig.

Disse forskjellige Fordele og Mangler kunne ikke afveies imod hinanden ved theoretiske Betragtninger; paa Forsøgspladsen gaaer det noget bedre; men det er dog først Krigen, der er den rette Provesteen i dette som i saa meget andet, der angaaer Kampmidlerne. I Fredens Dage adopterede Frankrig, Østrig og Rusland Forladeprincipet, Preussen og England derimod Bagladeprincipet; Rusland gik snart over til Bagladekanoner, og England er for D ieblikket ifærd med at lægge Forsøgsresultater til Grund for en Overgang til Forladekanoner. Efter Krigen i 1866 holdt østrigerne fast ved deres Forladekanoner, Preusserne ved deres Bagladekanoner. Efter Krigen i 1870— 71 ere Preusserne bievne endnu mere overbeviste om deres Systems Fortrinlighed; Franskmændene have opdaget deres Feltartilleris Mangler; men ihvorvel der er megen Stemning for at gaae over til Bagladekanoner, er det endnu ikke afgjort, om det bliver ad denne Vei, at de ville søge at rette Manglerne. Jeg skal dog endnu hertil føie, at det langtfra var altid, at Preusserne i Krigen i 1870— 71 vare tilfredse med Baglademekanismen ved deres 4 ht's Kanon; men at der anføres flere Exempler paa, at den kom i alvorlig Uorden ved Kanonens egen Skydning. Et af de mest slaaende Exempler herpaa findes i General W ittichs Bog «Aus meinem Tagebuche», hvori det angives, at alle de 24 riflede 4 Jt* Kanoner, som fandtes ved hans D ivision, efter Kampene ved Loiren maatte sendes helt tilbage til Paris for at repareres, da der ikke mere kunde skydes med dem. Grundene hertil vare dels den stærke Kulde, der bevirkede, at Mekanismen blev overtrukken med et Islag, som frembragte Klemninger og Slid, dels at Tropperne, Hesserne, ikke forstode at behandle deres Materiel med den samme Omhu og Orden som de gamle preussiske Artillerister, der allerede i lang Tid havde kjendt dets gode og svage Sider. Selv om man vil give Mandskabet den Skyld, som tilkommer det, og selv om man ubetinget indrømmer, at man ikke kan give Alkald paa en god Feltkanon, fordi dens rette Brug stiller store Fordringer til Artilleristernes Uddannelse, saa bliver der dog en Tvivl tilbage, om ikke den preussiske 4 hts Kanon halen Baglademekanisme, der er for sensibel lige over for den Medfart, som den maa lide under et Vinterfelttog.

Sporgsmaalet om man skal bruge Forlade- eller Bagladekanoner til Feltbrug er altsaa paa en Maade aabent endnu. Hvis man — hvad der vist neppe er Tvivl om — kan naae at blive Herre over de Ulemper, som endnu klæbe ved Baglademekanismerne og ved Obturateurerne, saa er det rimeligt, at Bagladekanonerne paa Grund af deres bedre Skydning og de øvrige ovennævnte Fordele ganske ville fortrænge Forladekanonerne, ligesom jeg f. Ex. troer, at man allerede nu maa ansee de preussiske og russiske Bagladekanoner for meget gode Feltkanoner, naar man blot kan være sikker paa, at Mandskabet aldrig vil behandle dem skjødesløst.

Kanonmaterialet, som benyttes af Stormagterne, er Bronce, Støbestaal og Smedejern. Alle disse Materialer ere saa stærke og gode, at man deraf kan fabrikere Kanoner, som i Forhold til deres Virkning ikke behøve at have for stor en Vægt. Kanonens Minimumsvægt er temmelig bestemt, idet Forholdet mellem Lavetten og Kanonen er et ganske andet end imellem en almindelig Vogn og dens Last, hvor Vognen maa være desto stærkere, jo tungere Last den skal bære. Her maa Lavetten være desto stærkere, jo lettere Kanonen er i Forhold til den Virkning, som man forlanger af den; thi jo lettere den er, med desto større Hastighed bliver den i Skuddet kastet mod Lavetten, og desto mere er denne udsat for at gaae itu. Lavettens Styrke sætter altsaa en Minimumsgrændse for Kanonens Vægt. Broncen er et meget seigt Materiale, og de deraf støbte Kanoner have den værdifulde Egenskab, at de ikke springe; men Broncen er blød og kun lidet elastisk; Sjælen vil derfor udvide sig, og Riffelgangene blive hurtig udslidte paa Grund af Projektilets Friktion imod dem. Derfor komme Broncekanonerne allerede efter et temmelig ringe Antal Skud til at skyde mindre godt; i Fredens Dage har dette ikke meget at sige, da det kun koster lidt at støbe en Broncekanon om; i Krigstid er det værre. Støbestaal er et meget haardt og stærkt Materiale; men man har Exempler paa, at Staalkanoner ere sprungne paa den Maade, at Stykkerne ere bievne kastede ud til Siderne og have dræbt og saaret Mandskabet. Disse Exempler ere imidlertid saa sjeldne, at de ikke have forhindret Staalkanonernes Brug. En anden Ulempe er, at Staalkanonernes Fabrikation er saa vanskelig, at den kun kan udfores godt paa et Par tydske Fabriker. Smedejernet staaer med Hensyn til sine Egenskaber som Kanonmateriale omtrent midt imellem Bronce og Støbestaal.

Naar man seer hen til disse Hovedegenskaber ved Materialerne, bliver man forundret over, at Frankrig og Ostrig bruger Bronce til Forladekanoner, medens Preussen og Rusland bruger Staal til Bagladekanoner; det omvendte vilde have været mere naturligt; det firkantede Hul tit Kilerne svække Kanonerne, saa de blive mere udsatte for at springe, medens det haarde Knastemateriale og den hurtigere Botation, som Forladekanonernes Projektiler fordre, frembringe et stort Slid paa Kiffelgangene. Russerne synes ogsaa at gaae fra Staalet over til Broncen, i Preussen skal der være en stærk Stemning for det samme, og fra Ostrig hører man hyppig stærke Lovtaler over Staalets gode Egenskaber; flere franske Beretninger angive, at man i Frankrig ikke har antaget Staalfeltkanoner, fordi man ikke kan fabrikere dem i Landet, og fordi man ikke vil være afhængig af Udlandet med Hensyn til sit Krigsmateriel.

Med Hensyn til Kanonernes Virkning bliver der flere Forhold at undersøge. Man maa for det første vide, hvor stor Sandsynlighed der er for at træffe Maalet med det hele Projektil, under Forudsætning af, at Brandrøret ikke virkede. Dernæst maa man vide, hvilken Virkning Projektilet kan udøve imod Maalet, naar det springer i rette Oieblik, og endelig maa man vide, hvor hyppig Projektilet springer i rette øjeblik, og hvor mange Skud Kanonen kan afgive i en given Tid. Alle disse Sporgsmaal er det meget vanskeligt at besvare paa en saadan Maade, at Svarene kunne give Midler til at trække en Parallel mellem de forskjellige Feltkanoner. Hvad nu for det første Træfningen af det hele Projektil angaaer, da har man kun nogle mere eller mindre paalidelige Angivelser af de Værdier for Træfningssandsynligheden, som efter Sigende findes i Skydetabellerne og ere afledede af Forsøgsresultaterne. Maa man allerede af Hensyn til Angivelsernes Paalidelighed være varsom med Sammenligningen, saa maa man virkelig ogsaa være det af Hensyn til den Maade, hvorpaa de ere bragte tilveie. Da den Methode, hvorefter en Kanons Skudsikkerhed bestemmes, ikke er almindelig bekjendt, og da de Tal, der angive den, ikke som saa mange andre Tal, man har med at gjøre, ere absolut rigtige, saa turde det maaske ikke være paa urette Plads her at offre et Par Ord paa denne Sag. Ved Indskydningen af en Kanon bestemmer man de sandsynligste Værdier for Distancerne, svarende til en vis Kække af Elevationer, idet man gjor et større Antal Skud under hver Elevation og tager Middeltallet af de erholdte Distancer. Nedslagenes Beliggenhed tjener dernæst til ved Hjælp af de mindste Kvadraters Methode at bestemme de sandsynlige Længde- og Sideafvigelser. De saaledes erholdte Korrespondancer mellem Elevationer, Distancer og sandsynlige Feil blive nu behandlede efter en eller anden Udjævningsmethode, saa man faaer de til de runde Distancer svarende Værdier, og dem er det, man opforer i Skydetabellerne. Disse Værdier ere imidlertid ikke absolut rigtige, tværtimod det er kun rimelige Værdier, hvis Godhed dels afhænger af Udjævningsmethoden, dels af de Udgangspunkter, som Forsøgsresultaternes Behandling efter de mindste Kvadraters Methode have givet. Naar man gjor et stort Antal Skud mod et horizontalt Maal, saa skulle de ifølge de mindste Kvadraters Methode gruppere sig saaledes om Adspredelsescentret O, som Figuren viser.

Imellem Linierne AB og CD, hvis Afstand er den dobbelte sandsynlige Sideafvigelse, falder det halve A ntal Skud; den anden Halvdeel falder udenfor disse Linier; imellem Linierne EF og GH, hvis Afstand er den dobbelte sandsynlige Længdeafvigelse falder det halve Antal Skud, og den anden Halvdel falder udenfor disse to Linier. For at begge disse Betingelser skulle være tilfredsstillede paa een Gang, og sam tidigt med at O er Adspredelseseentret, maa Fordelingen være saaledes som i Figuren antydet. I den midterste Rektangel aled, hvis Sider ere de dobbelte sandsynlige Længde- og Sideafvigelser, falder 1/4 af alle Skuddene; i hver af Belterne AacC, FcdH, DdbB og GbaE falder 1/8, og i hver af Vinklerne EaA , CcF, Ild D og BhG falder 1/16 af alle Skuddene. Denne Fordeling kan naturligvis ikke være exakt; jeg vil blot antage, at man ved et vist A ntal Skud havde faaet den frem, saa behøver man blot at gjore eet Skud til, og det kan da falde, hvor det vil, saa er Fordelingen forrykket. Jo større Skudantallet er, desto bedre svarer Virkeligheden til Methodens Angivelser, jo mindre Skudantallet er, desto mere kan det fjerne sig derfra; men det er netop en af Methodens store Fordele, at den giver Midler til at bestemme Noiagtigheden af dens egne Angivelser. Dette sidste negligerer man imidlertid hyppig, og derfor kan man ikke sjelden see, at de sandsynlige Feil blive angivne med 2— 3 Decimaler, uagtet maaske neppe de Hele ere feilfri. Jog skal tillade mig at oplyse dette ved et Exempel fra en af vore tidligere Indskydninger med en daarligt skydende riflet Kanon. Der blev gjort 30 Skud under samme Omstændigheder, og derved fik man som de bedste Værdier for:

De sandsynlige Fejl paa Bestemmelsen af disse Værdier ere henholdsvis 12,5 Alen, 11,9 Fod og 1,6 Fod; det vil med andre Ord sige, at der ifølge de opnaaede Resultater er ligestor Sandsynlighed for at

som at de ligge udenfor disse Grændser. Hvis der ikke var saadanne Feil paa Bestemmelsen af disse Værdier, saa maatte man komme til samme Resultat, hvad enten man tog alle 30 Skud eller blot de ferste 20 eller 25 med i Beregningen; men gjer jeg det, viser det sig slaaende, at Fejlene virkelig findes.

Det sees altsaa, at de Udgangspunkter, som man har for at bestemme en Kanons Skudsikkerhed for de runde Afstande, ikke ere feilfri, og det afhænger af Udjævningsmethoden, om Feilenes Størrelse skal formindskes eller forøges. Den Udjevningsmethode, som Artilleristerne i Almindelighed bruge, er den grafiske, og ved denne er man aldeles ikke i Stand til at bestemme Størrelsen af de Feil, som indbringes. Disse afhænge af Tegnerens Dygtighed og Paalidelighed. Hvis han vil, kan han faae et ganske godt Resultat ud af Methoden; men hvis han vil, kan han ogsaa bringe det til at see ud, som om Kanonen skjød langt bedre eller siettere, end den efter de indhentede Erfaringer gjor. Som et Exempel paa hvad der kan opnaaes ved Methoden, skal jeg i nedenstaaende Tabel angive de sandsynlige Feil, som ere direkte bestemte ved Indskydningen af en af vore Riffelkanoner, og de som ere bestemte ved Interpolation imellem de udjævnede Værdier, der ere opførte i Kanonens Skydetabel.

Det vil fremgaae heraf, at man ikke kan tillægge en ringe Forskjel i de Tal, som angive Skudsikkerheden, nogen overdreven Betydning; men at der maa være en gjennemgaaende Fordel paa den ene Kanons Side, for at man med nogenlunde Sikkerhed kan sige, at den skyder bedre end den anden, og det gjælder især, naar Skudsikkerhedsprøverne ikke have været anstillede paa samme Sted og til samme Tid samt efter de samme Regler.

A f denne Tabel fremgaaer det, at der paa de kortere Afstande ikke er stor Forskjel paa Skudsikkerheden, medens de preussiske Bagladekanoner paa de længere A fstande skyde bedre end de franske og østrigske Forladekanoner.

Foruden Skudsikkerheden er der endnu en Omstændighed, der har en stor Indflydelse paa den Træfning, som man erholder i aaben Mark, og det er Nedslagsvinklens Størrelse eller, hvad der er det samme, Banens Fladhed. Man kan nemlig aldrig undgaae her at bedømme Afstanden feil, og selv ved en omhyggelig Korrektion af Retningen vil man kun tilnærmelsesvis kunne opnaae at bringe Adspredelsescentret til at falde paa Maalets Midte. Jo mindre Nedslagsvinklen er, jo mindre vil den Indflydelse være, som en Feil heri har paa Træfningen, og desto bedre egner Kanonen sig altsaa til Skydning i Felten. Følgende Tabel over Nedslagsvinklerne viser, at Bagladekanonerne med Hensyn til disse have Fortrinet for Forladekanonerne.

Det er i Betragtning af disse Omstændigheder, at jeg tidligere har fremhævet som en Fordel ved Bagladekanonerne, at de skyde bedre end Forladekanonerne.

Med Hensyn til Granatens Virkning, naar den springer i rette Gieblik, da afhænger den af Granatens Vægt, Sprængladningens Størrelse og Sprængstykkernes Antal. I den første Henseende staaer ved det lette Feltartilleri Rusland øverst, dernæst kommer England, Preussen, Frankrig og Østrig. Ved det svære Feltartilleri staaer Frankrig øverst, dernæst kommer Rusland, England, Preussen og Østrig. De 3 første Staters svære Granater veie betydelig mere end de to sidst nævntes, og det kan vist neppe være Tvivl underkastet, at denne Omstændighed vil have en betydelig Indflydelse især ved alle Lokalfægtninger. Med Hensyn til Sprængstykkernes Antal er det vanskeligt at faae bestemte Opgivelser. Der synes imidlertid kun at være en væsenlig Forskjel af to Grunde; de Projektiler, som have en ydre Trøie, give flere Sprængstykker end de, som have Knaster; de Projektiler, som have en saa massiv Forpart, at den forbliver heel, give færre Sprængstykker end de andre; de franske Granater staae tilbage i begge Henseender, de give kun nogle og tyve, medens de andre Magters Granater give fra 40— 60 Sprængstykker. Et Spørgsmaal, som imidlertid har en overordenlig stor Betydning er, om Granaterne springe i rette Oieblik, thi naar dette ikke er Tilfældet, kan alt det andet være temmelig ligegyldigt. Dette afhænger af Brandrøret, hvoraf man har to Hovedarter: Temperingsbrandrør og Perkussionsbrandrør. Man kan ganske i Almindelighed sige, at en Temperingsgranat kan frembringe en overordenlig stor Virkning mod Tropper; men dette er sjeldent; som oftest frembringer den kun lille eller slet ingen Virkning. Naar nemlig en Temperingsgranat springer tæt over og foran en Kolonne og kaster sine Sprængstykker med en kardæsklignende Virkning ind i Kolonnen, saa faaer man et saa stort Resultat, som vist sjelden naaes af Perkussionsgranaten; men med den franske Granat opnaaer man kun aldeles undtagelsesvis dette Resultat, selv om Fjenden vilde være saa foielig at stille sig paa en af de to Distancer, hvortil den kan temperes. En Perkussionsgranat har i Reglen en god Middelvirkning, fordi Sprængningspunktel, som aldrig kan komme til at ligge absolut heldig — nemlig tæt foran og over Maalet — alene er afhængig af Træfningen; paa saa store Afstande at Granaten borer sig ind i Terrainet, er Perkussionsgranatens Virkning mod Tropper kun lille. Naar Perkussionsgranaten slaaer an mod Jorden, træder Roret i Virksomhed; men ved smaa Nedslagsvinkler exploderer Granaten forst, efterat den er sprungen op; Virkningen afhænger nu af Afstanden til Tropperne; hvis disse ere nærved Sprængningspunktet, faaer man den bedste Virkning, om den end er noget koncentreret, ere de længere borte, gaae for mange Stykker over Hovedet paa dem, og ere de saa langt borte, at de skulde blive trufne i den nedadgaaende Del af Sprængstykkernes Bane, saa er Spredningen for stor, ligesom kun de største Stykker have Kraft nok til at saare eller dræbe. Perkussionsgranatens Virkning kommer derfor væsenlig til at afhænge af hvor godt Kanonen skyder, forsaavidt Roret ikke giver for mange Forsagere eller Sprængninger i Utide. Med Undtagelse af Frankrig bruge alle Stormagterne Perkussionsror, som saavidt vides alle ere bragte til saa stor Fuldkommenhed, at de tilfredsstille rimelige Fordringer.

Preussen var den eneste af Stormagterne, som i 1870 ingen Granatkardæsker havde; den havde havt saadanne i Krigen 1866, men da man ansaa et Temperingsbrandror for nødvendigt, og det, man havde, ikke tilfredsstillede, blev Anvendelsen af Granatkardæsker foreløbig opgiven. Rusland har Granatkardæsker; men da der bruges Perkussionsbrandrør til dem, hvilket er aldeles stridende mod Projektilets Natur, kan man kun stille de russiske Granatkardæsker i Klasse med daarlige Granater. Der bliver altsaa Frankrig, Gstrig og England tilbage; der foreligger ikke tilstrækkelige Data, til at man direkte kan sammenligne disse Staters Granatkardæskers Virkning med hinanden, og der er derfor ikke andet at gjore end at sammenligne Brandrørene, da det er en Hovedbetingelse, for at en Grantakardæsk skal have en god Virkning, at dens Brandrar fungerer exakt. Det franske Brandrar, som kun kan temperas til 4 Afstande er saa mangelfuldt, at det vil blive aldeles tilfældigt, om man faaer nogen Virkning; det engelske Brandrør er kompliceret og desuden ikke af den bedste Slags; ‘det østrigske Temperingsbrandror maa ansees for at være det bedste, og dog troer jeg, at man begaaer en Feil ved at fæste stor Tillid til de østrigsk Granatkardæsker.

Denne Undersøgelse, der ikke falder ud til Fordel for Granatkardæsken, bekræftes af Krigserfaringen. Man har ganske vist i enkelte Tilfælde faaet en stor Virkning; men som oftest har en selv i længere Tid fortsat Skydning med Granatkardæsker ikke ledet til noget Eesultat. Man er uden Tvivl berettiget til at sige, at Granatkardæskerne endnu maae undergaae betydelige Forbedringer, inden de i Feltkrigen komme i Besiddelse af den Virkning, som man ifølge enkelte Forsøgsresultater er berettiget til at haabe paa.

Kardæskvirkningen afhænger navnlig af Kardæskkuglernes Antal og Vægt, da der i andre Henseender ikke er stor Forskjel mellem de forskjellige Staters Kardæskskud. Disse to Momenter ere angivne i de tidligere meddelte Tabeller (2det Hefte pag. 106). Et stort Antal lette Kugler vil give en stor Virkning paa korte Afstande; jo tungere Kuglerne ere, paa desto større Afstand kan Virkningen udstrækkes. Imellem de lette Kanoner er der ikke nogen stor Forskjel; imellem de svære Kanoner vil navnlig den engelske Kanon have en god Kardæskvirkning paa de lange Afstande, medens den russiske og den franske Kanon have et særdeles kraftigt Kardæskskud paa de korte Afstande. Da Brugen af Kardæsker i det hele er bleven meget indskrænket og vel neppe kommer for uden ved et haardnakket Forsvar, saa synes det navnlig at være magtpaaliggende at have et rigtig kraftigt Kardæskskud i de allersidste øjeblikke, og det er i denne Henseende at den franske 12 ht'er og den russiske ht'er udmærke sig blandt de andre.

Det Moment, som ved Siden af Virkningen navnlig betinger Feltartilleriets Godhed, er dets Bevægelighed. Bevægeligheden er sammensat af Marche- og Manøvredygtighed. Marchedygtigheden afhænger af Forholdet mellem Trækkraft og Last eller af Antallet af Trækheste og Kjøretøiets Vægt; desuden af Hjulenes Høide og af Forholdet mellem For- og Bagaxlens Belastning. Manøvredygtigheden afhænger af de samme Omstændigheder; men hertil kommer endnu det absolute Antal af Hestene i Spændet og Foreningsmaaden mellem For- og Bagvogn, forsaavidt den giver en bedre eller siettere Vending og en større eller mindre Evne til at passere gjennemskaaret og vanskeligt Terrain. Et Moment, som heller ikke er uvæsenligt lige over for Fjenden, er den Lethed, hvormed en saaret eller dræbt Hest fjernes fra Spændet, om man kan kjøre videre, uden at en ny bliver indsat, eller om dette nødvendig maa skee, og hvor let det lader sig udføre. De Omstændigheder, som spille den største Bolle, er den fuldt bepakkede Affutages Vægt og Antallet af Heste i Spændet; de ville findes i nedenstaaende Tabel stillede lige over for Produktet af Granatens Vægt og Begyndelseshastighed.

Vil man i denne Tabel sammenligne Belastningen pr. Hest, da maa det erindres, at man i Almindelighed anseer Bevægeligheden for at være den samme, naar ved Kjøretøier, forspændte med henholdsvis 4, 6 og 8 Heste, Belastningen pr. Hest forholder sig som 9 : 8 : 7. Efter dette Forhold skulde altsaa Bevægeligheden af den franske 4 hts og af den engelske 12 hts Affutage omtrent være den samme. Dette gjælder dog kun om Marchedygtigheden, og om end Anstrængelsen for Hestene omtrent bliver den samme, saa maa man dog bestemt antage, at den franske 4 hts Affutage med sin Bespænding af 4 Heste har en langt større Manøvredygtighed, især lige over for Fjenden, end den engelske 12 hts Affutage med sin Bespænding af 8 Heste, medens omvendt den engelske Affutage har en rigeligere Kraft disponibel, naar det undtagelsesvis gjælder om at overvinde en stor Forhindring i Terrainet.

De to Tal, som jeg i ovenstaaende Tabel har stillet lige over for hinanden, det ene, som angiver den bepakkede Affutages Vægt, og det andet, som karakteriserer Kanonens Virkning, ere af den største Betydning for Feltartilleriets Godhed. Man bør efterstræbe at gjore det første saa lille og det sidste saa stort som muligt; men man maa vel vogte sig for ikke at rokke ved forskjellige Forhold, som ved lang Tids Erfaring have vist sig nødvendige. Herved bliver en grundig Undersøgelse for vidtløftig for dette Foredrag, og jeg skal derfor indskrænke mig til at antyde de Veie, ad hvilke Stormagterne have søgt at opnaae det mest mulige. Man har for det første gjort selve Kanonen let ved at bruge et stærkt Kanonmateriale. Ad denne Vei har England naaet mindst; de engelske Feltkanoner i 1870 ere forholdsvis tunge; Rusland har opnaaet det meste; men naar Kanonen er let i Sammenligning med dens Virkning, frembringes der i Skuddets Afgang et stærkt Stød imod Lavetten, som derfor maa gjøres saa meget desto stærkere. I England kunde man, fordi Kanonerne ere tunge, have spinkle og lette Lavetter; det er ikke Tilfældet, og de engelske Affutager veie derfor meget i Sammenligning med den Virkning, som Kanonerne have. De lette russiske Feltkanoner fordre stærke Lavetter, og for at disse desuagtet ikke skulle blive for tunge, har man søgt at løse Problemet ved at fabrikere dem af Jernblik. Navnlig den russiske 9 Lavet, som er den senest konstruerede, er ogsaa meget let i Forhold til den Styrke som den maa have; men det russiske Krigsmateriels Egenskaber ere desværre saa lidet kjendte, at det er mig umuligt at have nogen bestemt Mening om de russiske Jernblikslavetter. Til de pandserbrydende Kanoner have Smedejernsaffutager fuldstændig fortrængt de ældre Trærapperter, og seer man hen til, hvorledes Jernet overhovedet i Industrien mere og mere vinder Terrain fra Træet, saa er der vist al Rimelighed for, at det Tidspunkt ikke ligger fjernt, da Jernlavetter overalt ville afløse Trælavetterne. Frankrig, Østrig og Preussen have beholdt Trælavetter, og naar man ved det lette Feltartilleri sammenligner disse Staters bepakkede Affutagers Vægt med deres Kanoners Virkning, da skal man vel vanskelig kunne paapege, at den ene har nogen Fordel over den anden. Endvidere har man forsøgt at formindske Forstillingens Vægt. Naar man seer bort fra, at Trækket skal forplantes gjennem Forstillingen til Lavetten — hvilket vel er tilladeligt, da den Styrke, som hertil udfordres, kan tilveiebringes uden nogen stor Vægtforøgelse — saa kan Forstillingen betragtes som et almindelig Kjoretoi, og dens Vægt bliver derfor afhængig af den Last, som den skal bære gjennem alt muligt Terrain, som den overhovedet kan passere. Den Vægt, som Forstillingen skal bære, afhænger af den Ammunitionsmængde man anseer for fornødent at pakke i den. Det vil vist straffe sig haardt, dersom man herved afviger fra den gamle Regel at give det lette Feltartilleri mindst 40 — 50 Skud og det svære Feltartilleri 30— 40 Skud i Forstillingen. Rusland har fjernet sig mest fra denne Regel; ved den lette Feltkanon findes kun 14 Skud, ved den svære kun 8 Skud. Dette er saa abnormt, at det ogsaa har krævet andre abnorme Foranstaltninger; Batteriet fører ikke sin øvrige Am m unition paa 4-Hjuls-Ammunitionsvogne, men derimod paa 2-Hjuls-Karrer, hvoraf nogle skulle følge umiddelbart i Ilden. Af de svære Feltkanoner medfører den engelske og den franske kun henholdsvis 16 og 18 Skud. Den engelske 20 hts Affutage er ikke desto mindre paafaldende tung; dette er den franske 12 hts Affutage derimod ikke; den ringe Ammunitionsmængde i Forstillingen, hvorved man tildels har opnaaet dette Resultat, turde maaske have været en medvirkende Omstændighed til, at man i Frankrig allerede for 1870 gjorde Skridt til at faae 12 u cron afløst. A’aar man betænker at de 4 Hjul veie fra 5— 800 tt, saa er det ikke underligt, at man enkelte Steder har søgt at naae ned til den laveste Grændse, da et Afslag af 300 S er meget betydeligt for den pakkede Affutages Vægt. En saadan Vægtformindskelse kan man dog paa Grund af den nodvendige Styrke kun naae ved at formindske Hjulenes Høide, og dette er alt andet end heldigt, da man derved forøger den nødvendige Trækkraft saa meget, at den efter de fleste Artilleristers Mening bliver storre end den vilde have været ved de høiere Hjul og den derved forøgede Vægt af Ivjoretoiet. Jeg vil derfor henlede Opmærksomheden paa, at man ikke bør drage Slutninger af den sidst anførte Tabel uden at tage Hensyn til den Ammunitionsmængde, som medføres i Forstillingskassen, samt til Hjulenes Høide (see tabllen 2det Hefte pag. 106).

For Manøvredygtigheden er den Lethed, hvormed Vendingen foregaaer, af Vigtighed. Det er en almindelig Antagelse at Blokaffutagerne i denne Henseende have Fortrinet for Væggeaffutagerne; men denne Antagelse holder langtfra altid Stik. Den stammer fra, at man alene har taget Hensyn til Svandsstykkets Brede paa det Sted, hvor Forhjulene under en kort Vending tage paa; den Afstand, der er imellem Foraxlen og Foreningspunktet mellem Forstilling og Lavet, har imidlertid i Forbindelse med Forhjulenes Høide en meget stor Betydning, og tager man tillige Hensyn hertil, saa vil man finde, at baade den preussiske og østrigske Væggeaffutage behøve et mindre Rum til at vende paa end den franske 4 hts Blokaffutage.

Hvad angaaer Evnen til at bevæge sig i vanskeligt Terrain, saa staae de franske og navnlig de engelske ikke - afbalancerede Affutager betydelig over de østrigske, preussiske og russiske Affutager; men dette er vundet ved en større Anstrængelse paa Stanghestene og ved en vanskelig Ud- og Indspænding af Bomhestene. Betydningen af disse Momenter kan man vanskelig komme til Kundskab om undtagen ved Krigserfaring, og da Enhver er tilbøielig til i det mindste lige over for Fremmede at rose sit eget, saa bliver Sagen endnu vanskeligere. Preusserne paastaae f. Ex., at de aldrig have havt Besværlighed ved at passere kuperet Terrain, medens de ofte have med Lethed indspændt Rideheste istedenfor faldne Stangheste og derved faaet deres Kanoner med.

Foruden de Forhold, som jeg allerede har omtalt, er der endnu andre, som ikke ere uvigtige for Materiellets Konstruktion, og som derfor burde tages med ved Bedømmelsen af dets Godhed, saasom hvor mange Mand, der behøves til Kanonens Betjening, hvor mange Mand, der kan sidde op paa Affutagen, hvorledes Ammunitionen medføres ved Batteriet o. s. v.; men da alle disse Forhold i høi Grad streile ind paa organisationens gebet, har jeg udeladt dem her.

Naar jeg nu tilsidst i faa Ord vilde sammenfatte de sammenlignende Bemærkninger, som jeg har gjort, saa maatte det være, at Østrig har lagt for megen Vægt paa Bevægeligheden, og at dette er skeet paa Virkningens Bekostning, at de østrigske Forladekanoner skyde godt, at Perkussionsbrandroret til Granaten er godt, ligesom det simple og hensigtsmæssige Temperingsbrandror til Granatkardæskerne gjør disse til do bedste af de omtalte. Frankrigs 4 hts 5 Kanon har for lille Virkning, og den 12 hts er for tung; Kanonerne skyde forholdsvis daarlig, og de slette Brandrør gjore Virkningen endnu mindre. De preussiske Kanoner skyde fortrinlig; Perkussionsrøret er godt, og man kan derfor stole paa en god Virkning af Granaterne; Preusserne have ingen Granatkardæsker; deres 4 hts Kanon halen passende Virkning og er ikke for tung til at bruges i det lette Feltartilleri; derimod har den 6 hts Kanon en for lille Virkning for det svære Feltartilleri. Det russiske Feltartilleri er i meget en Efterligning af det preussiske, dog at det har den store Fordel, at den svære Feltkanon staaer i et bedre Forhold til den lette, hvorved dens Virkning kommer til betydelig at overgaae den preussiske 6 ht'ers; Rusland er den første af Stormagterne, der har indført Feltlavetter af Jernblik. Det engelske Materiel, som det var i 1870, har mange ypperlige tekniske Egenskaber; men det bærer i flere Retninger Vidne om, at det er konstrueret af Mænd, som ere saa meget Teknikere, at de ikke have havt det rette Blik for Krigens Fordringer. For øieblikket er man i England ifærd med at gaae over til et helt andet System.