European Air Chiefs' Conference (EURAC) er en uformel møderække, hvor cheferne for en række NATO og PfP lande mødes et par gange om året. På møderne diskuteres emner af gensidig interesse, ligesom mulighederne for et udvidet samarbejde diskuteres. Et a f resultaterne af denne møderække var en identifikation af et behov for en definering af luftstridskræfters (Air Power) rolle i den nye verdensorden. En verdensorden, der er præget a f en reduceret, egentlig militær trussel i Europa, men også a f instabilitet og uro i Europa og de lande, der grænser op til Europa.
Et andet aspekt, der indgik i EURAC's overvejelser, var den teknologiske udvikling, der har fundet sted i de sidste 10 år. En udvikling, derforførste gang gør det muligt i højere grad end nogensinde før i praksis at leve op til de visioner om anvendelse a f luftstridskræfter, der blev artikuleret a f de oprindelige luftkrigsteoretikere.
Konflikten i Den Persiske Golf i 1991 skabte yderligere en forventning om, at fremtidige konflikter kunne blive mindre blodige og demonstrerede, at anvendelse af militære magtmidler i visse situationer kan føre til opnåelse af de politiske mål. M.h.p. at formulere luftstridskræfters muligheder for at agere under kriser, i fredsstøttende og konfliktforebyggende situationer og i egentlige militære konflikter nedsatte EURAC et ekspertpanel, der blev givet denne opgave. Nærværende artikel er Flyvevåbnets Officersskoles oversættelse af resultatet af dette arbejde.
I. Baggrund
"...Mindre trussel, men mindre fred". Disse ord, sagt af NATOs tidligere generalsekretær, Manfred Worner, gav genlyd i alle vesteuropæiske lande og sammenfatter essensen af perioden umiddelbart efter den kolde krig. Den internationale sikkerhedssituation har ændret sig drastisk i de seneste år. Efter sammenbruddet i Warszawapagten og den heraf afledte fjernelse af supermagternes konfrontationskurs i Europa, kan den sidste del af det tyvende århundrede, hvor etniske, religiøse og økonomiske faktorer er ved at omdanne det politiske kort, bedst karakteriseres som en tendens til tilbagevenden til selvbestemmelse. Da en så dan periode set i verdenshistoriens lys er kendetegnet ved mangel på forud sigelighed og stabilitet, vil vi se en tilbagevenden af "småkrige", den konflikttype der formede Europa før århundredskiftet. Men nutidens konflikter vil alligevel ad skille sig ffa fortidens: Medmindre Europa bliver stillet over for en massiv fysisk trussel, hvilket næppe vil ske i den nærmeste fremtid, så vil de europæiske stater ikke kæmpe for deres egen overlevelse, men for at undgå konfliktspredning eller for moralske og humanitære idealer. Den konference for statsoverhoveder, der blev afholdt for at fejre 50-året for De Forenede Nationer, viste, at de enkelte stater gerne ser FNs position og rolle ikke blot bevaret, men også styrket, hvilket kan medføre hyppigere militære bidrag til operationer under FNs mandat. I Europa styrkes de nye sikkerhedsorganisationer. OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, kan nævnes som eksempel, og begivenhederne i Europa såvel som flere initiativer til fremme af internationalt samarbejde peger allerede nu på mulige udviklinger inden for NATO og WEU.
Det er indlysende, at de seneste ændringer inden for det internationale sikkerhedsområde har udvidet dels det konfliktspektrum, inden for hvilket militære styrker kan anvendes, dels det geografiske område, til hvilket de kan deployeres. Hvor vesteuropæiske militærstrukturer tidligere næsten udelukkende reflekterede risikoen for omfattende angreb ffa Østblokken, og hvor så at sige samtlige strategier var defensive, så er sandsynligheden for en sådan aggression nu ringe. Dette udelukker dog ikke nødvendigvis, at europæiske interesser atter kan trues af en omfattende konflikt. En sådan konflikt kan opstå som en af følgerne af en eskalering af regionale eller lokale konflikter. Derfor vil der stadig være behov for at kunne opfylde militærets primære opgave: At sikre den enkelte stats integritet, hvilket for NATOs medlemslande også inkluderer at bidrage til alliancens sikkerhed. Det vil dog være mere sandsynligt, at de fleste anmodninger om militær støtte bliver i forbindelse med humanitære, fredsbevarende og fredsskabende opgaver '.
Af forskellige sociale eller indenrigspolitiske årsager føler de enkelte stater sig måske ikke forpligtet til at bidrage med styrker til ovenstående opgaver, og det kan være forskelligt, hvilket omfang og hvilke typer af styrker de råder over. Omfanget af råderetten må nødvendigvis afspejle den offentlige mening og offentlighedens støtte. Den offentlige mening, formet af én allestedsnærværende presse, spiller en langt større rolle nu end tidligere. Fremtidige konflikter vil blive afviklet under en stadig informationsstrøm; medierne vil være til stede fra første til sidste minut, og de vil medbringe erfaringerne fra Golfkrigen, Somalia og krisen i ex-Jugoslavien. Skulle en konflikt opstå, vil offentligheden kræve minimale tab på begge sider, og foranstaltninger som minimerer risikoen for gidseltagning. Offentligheden ville måske endda kræve konfliktløsning uden blodsudgydelse. Men konfliktløsning eller krisestyring med militære midler kan aldrig foretages uden blodsudgydelse - liv vil gå tabt, selv om det er muligt at minimere tabene. Ved brug af moderne langtrækkende våbensystemer, som kombinerer præcision med evne til at skelne, kan følgeskadevirkninger reduceres og egne og allierede styrker beskyttes. Ved anvendelse af proportionalitetsprincippet og ved at sikre legitimitet under ope rationerne, vil fjendens tab ligeledes blive minimeret. Frem for alt vil militær aktioner blive styret af princippet om indsættelse og anvendelse af mindst mulige styrker, hvilket sikrer en proportional respons.
Som en konsekvens af den reducerede trussel har nationerne i Vesteuropa arbejdet på at reducere omfanget og beredskabet af de stående styrker, hvorfor evnen til at reagere på kriser med militære midler er blevet formindsket.
Nøgleordet for moderne militær er cost effectiveness, hvilket i den nuværende sikkerhedssituation vil sige styrker, som er i stand til at svare igen, i stand til at udføre mange typer opgaver, og som i givetfald kan gennemføre operationer professionelt og effektivt, nøje overvåget a f medierne. Hertil kræves styrker, som er i stand til at tilpasse sig, og som har tilstrækkeligt militært potentiale til effektivt at styre en krise. Dette er meget krævende. Med afslutningen af den kolde krig sluttede den traditionelle beredskabsplanlægning for indsættelse af væbnede styrker. Nu er kravet, at man er forberedt på krisestyring, som indebærer usikkerhed m.h.t. sted, trussel, timing og opgave. At håndtere usikkerhed effektivt, når modstanderen ikke er klart defineret og koalitionen mindre integreret end tidligere, kræver en høj grad af fleksibilitet i både tanke og handling. I de seneste år har de væbnede styrker opnået stor erfaring i anvendelsen af militære færdigheder over hele spektret af krisestyringsoperationer2. I denne periode har de væbnede styrker ydet et troværdigt og værdifuldt supplement til de diplomatiske og økonomiske midler ved implementeringen af international sikkerhedspolitik. Erfaringen har vist, at alle værn spiller en rolle i løsningen af alle kriser, selvom forskellige omstændigheder kræver forskellige grader af indsats. For fremtiden må det forventes, at internationale og værnsfælles operationer stadig vil danne grundlag for anvendelsen af væbnede styrker.
Luftstridskræfter udnytter den tredje dimension, højde, og dominerer den ljerde, tid, og øger i betragteligt omfang alle militære styrkers effektivitet. Men i værnsfælles operationer spiller luftstyrker den største rolle: Uden luftoverlegen- hed bliver landoperationer farligere og, som historien har vist, risikerer de at mislykkes. Det hævdes, at luftoverlegenhed er et "conditio sine quanon" (ubetinget krav) for landoperationer. Luftstridskræfter kan også, uhindret af naturlige barrierer, projicere militær magt hvorsomhelst og når som helst, der er behov for det. Denne evne til at reagere hurtigt og hen over forhindringer sætter luftstridskræfter i stand til at opnå en psykologisk effekt, som landstyrker ikke kan opnå; luftstridskræfter kan bombe mål, eller sende korn til sultende, fjernt fra hjemlige baser; luftstridskræfter kan overvåge og observere over store afstande, og, hvis det viser sig nødvendigt, imødegå eller imødekomme en modstander eller en allieret.
Skeptisk? Det var for at fastslå hvilke muligheder, der ligger i luftstridskræfter, at dette indlæg blev til; læs videre og døm selv.
II. Formål og omfang
Formålet med denne artikel er, set i EURAC-perspektiv, at give en generel vurdering af mulighederne for luftstridskræfter og forudsætningerne for en effektiv anvendelse af disse i implementeringen af national og international sikkerheds politik. Først gives der en definition af luftstridskræfter og luftkrig. Dernæst gives en detaljeret vurdering af luftstridskræfternes karakteristika og muligheder med henblik på at identificere betingelser for at anvende luftstridskræfterne til krisestyring. Endelig følger en vurdering af luftstridskræfter som et redskab i militær krise styring.
III. Luftstridskræfter og luftkrig
Winston Churchills ord: "Luftstridskræfter er de vanskeligste af alle former for militære styrker at måle, eller blot at beskrive i præcise termer", gælder såvel i dag som for 50 år siden, og han måtte endda ikke kæmpe med udtryk som rummet, krydsermissiler, langtrækkende ballistiske missiler, ubemandede luftfartøjer (UAV'er), ja ikke engang helikoptere. Med de mange forskellige maskiner, der bevæger sig i lufthavet eller rummet, og med de muligheder hver enkelt bidrager med til militære operationer, er det ikke overraskende, at det er så vanskeligt at give en præcis definition af luftstridskræfter. En del af vanskeligheden ved at definere luftstridskræfter ligger i en tendens til at hælde til en teknologibaseret definition, når luftstridskræfter snarere er en altomfattende filosofi; nogen ville endda gå så vidt som til at beskrive begrebet som en sindstilstand. En stats luftstridskræfter består ikke blot af angrebselementer inden for flyvning, ej heller er de blot en del af flyvevåbnet. Det er en total aktivitet - civil og militær (land-, sø-, luft- og rumbase ret), kommerciel og privat, faktisk og potentiel. Luftstridskræfter kan således ses som et puslespil, hvor brikkerne repræsenterer fly, missiler, våbensystemer, personel (flybesætning, vedligeholdelses- og andet støttepersonel), flyvepladser, mekaniske og elektroniske reservedele, og brændstof. Det er ligeledes vigtigt at sikre sig, at der er nok ekstra brikker i puslespillet til at udøve en konstant indsæt telse af styrke under militære operationer, og til at sikre genforsyning. En del af begrebsforvirringen omkring luftstridskræfter skyldes den måde, hvorpå termerne luftstridskræfter og luftkrig førhen er blevet anvendt synonymt. Luftkrig kan beskrives som den praktiske anvendelse af luftstridskræfter, hvor anvendelsen styres af doktriner. Med fokus på den praktiske anvendelse må luftkrig derfor siges at være nationalt orienteret m.h.t. midler og doktrin.
IV. Centrale karakteristika
Effektive militære operationer til forfølgelse af nationale og internationale interesser afhænger af de karakteristika, der kendetegner alle militære styrker. De fælles centrale karakteristika for alle militære styrker er:
Samspillet mellem disse karakteristika giver mange militære muligheder, af hvilke evnen til at være synlig, til at reagere, til koncentration, gennemslagskraft, udholdenhed, præcision og effekt alle er aspekter af luftstridskræfter og menes at være af yderste vigtighed i en geo-strategisk sammenhæng. Skønt disse centrale karakteristiske egenskaber også gælder for land- og flådestyrker, så har luftstrids kræfter yderligere en fordel ved at kunne udnytte højde og tid. Dette øger i meget høj grad mulighederne ved anvendelse af luftstridskræfter. Til illustration heraf vil hver egenskab blive nøjere analyseret i det efterfølgende.
Hastighed. Hastighed spiller en stadig større rolle i "den nye verdens" luft stridskræfter. Reduktionen af de stående styrker er baseret på den øgede varslingstid. Historien viser imidlertid, at varslingstiden ikke altid udnyttes maksimalt; den kan endda være ikke-eksisterende på grund af den langvarige beslut ningsproces, som er en del af vort demokrati, og på grund af overvejelser om en utilsigtet eskalering forårsaget af mobilisering. Dette kan i endnu højere grad blive tilfældet i fremtiden, når truslen ikke er klart defineret og beslutningstagerne har mange andre hensyn at tage. Reakionstiden bliver derfor den kritiske faktor i alle typer af militære operationer, hvad enten det er kamp-, humanitære, fredsbevarende eller redningsoperationer. Moderne luftstridskræfter kan sættes ind når som helst og hvor som helst i verden, og om nødvendigt i løbet af få timer. Luftstridskræfter kan således deployeres hurtigt, når først de nødvendige beslutninger er taget.
I opbygningsfasen til Operation DESERT STORM blev koalitionens jagerfly meldt kampklare i Saudi- Arabien få timer efter, at de var lettet fra deres hjemmebaser, hvilket blev muliggjort ved hjælp af lufttankning.
Når kampen er i gang, muliggør hastighed, at luftstridskræfter effektivt kan udføre den pålagte opgave så at sige uden tidsspild. Samtidig minimeres den tid, hvori egne styrker udsættes for fjendtlige våben, fordi f.eks. fly og missiler bevæger sig med stor hastighed over fjendtligt territorium. Den høje hastighed sikrer, at opera tionerne foregår så hurtigt og i så mange retninger, uanset forhindringer, at mod standeren bliver sat i en meget ugunstig situation. Hans muligheder begrænses, han mister initiativet og bliver pacificeret.
Rækkevidde. Rækkevidde, som opnås via aktionsradius og højde, sætter flyene i stand til at flyve over store afstande, og sætter stater eller koalitioner i stand til at demonstrere deres politiske vilje, hvor som helst det måtte ønskes. Selv uden redeployering kan luftstridskræfter indsættes effektivt ved hjælp af lufttankning; på denne måde sikres flyvevåbnets midler mod fjendtlige angreb.
Under Falklandskrigen blev RAF's Vulcan bombefly - ved hjælp af lufttankning - indsat fra britiske baser på Ascension Island mod mål på Falklandsøerne (en flyvning på i alt 11000 miles).
Under krisestyring må rækkevidde også tages i betragtning, når der skal opereres uden for de krigsførende parters område, ved inddæmning af konflikter eller ved indsamling af informationer, ved overvågning, rekognoscering eller varsling. På den baggrund kan luftstridskræfter operere parallelt på det strategiske, operationelle og taktiske niveau 3. Men luftstridskræfter har, alt andet lige, størst virkning ved anvendelse mod strategiske mål.
Mobilitet. Da luftstridskræfter af natur er meget mobile, kan de anvendes med en frihed og hastighed som intet andet militært middel. Mobilitet gør det muligt for luftstridskræfter at operere fra en hvilken som helst lokalitet med en flyveplads mod en hvilken som helst lokalitet. Ud over betydningen for direkte kamp, har mobilitet også betydning for støtteoperationer til transport af landtropper, materiel og våben til kamp- eller opmarchområder. Det er luftstridskræfternes mobilitet, som udgør fundamentet for hurtig deployering af alle tjenestegrene udenfor deres sædvanlige operationsområde.
Da det franske flyvevåben i august 1983, som en del af Operation MANTA stod over for trusler med Chad, indsattes F-l Mirage jagerfly og C-13 tankfly. I de følgende uger deltog både Transsal og DC-8 fly, foruden DC-10 og B-747 fly chartret af forsvaret, den luftbro som sørgede for, at tropper og udstyr blev transporteret til N'Djamena.
Fleksibilitet. Selv om alle militære styrker er fleksible, hvilket kan vises ved deres mange muligheder for indsættelse, så kan luftstridskræfter indsættes parallelt over hele spektret, så militære operationer: Fra krig, hvor våben anvendes til ødelæggelse af fjendtlige mål, til humanitære missioner, hvor de spiller en vigtig rolle, når en belejring skal hæves, en luftbro skal dannes, når fødevarer eller medicin skal nedkastes eller når syge og sårede skal evakurers. I denne henseende demonstrerede situationen i Bosnien endnu en gang, hvor vigtig en rolle luftstridskræfter spiller. Her blev de brugt til: At håndhæve “no-fly” zones, at lægge pres på de kæmpende fraktioner på landjorden, at gennemføre begrænsede offensive operationer for at håndhæve områder med forbud mod tunge våben og til at yde humanitær hjælp til konfliktområder. Disse operationer blev ofte gennemført parallelt, og ved anvendelse af de sammen midler, enten ved at overføre dem ffa den ene mission til den anden eller måske indenfor den samme mission. Denne grad af operativ fleksibilitet og taktisk frihed er typisk for luftstridskræfter. Kriser kan op- eller nedtrappes inden for hele spektret af militære operationer i løbet af relativt kort tid. Luftstridskræfter kan yde støtte til luftbroer, når der skal gives humanitær hjælp og, næsten samtidig, være til rådighed for en militær indsats, der skal demonstrere en koalitions politiske vilje til at støtte et mandat. Luftstridskræfter skal ikke nødvendigvis frigøres og om grupperes for at blive overført ffa den ene operation til den næste - til sammenligning en yderst risikabel og kompliceret manøvre for landstyrker.
Samspil mellem karakteristika. Luftstridskræfter er ikke blot en del af flyve våbnet og må anskues uden hensyn til et enkelt værn; de kan være en del af både flyvevåbnet, hæren og søværnet. Før der kan gives en detaljeret vurdering af egen skaberne ved luftstridskræfter, bør sammenspillet mellem disse illustreres.
Luftstridskræfter kan, uden at blive generet af forhindringer på jorden eller af fjendtlige styrker til lands eller til vands, true fjendens vitale interesser og nøgleområder, selv om de normalt vil være godt beskyttet. Desuden bør det bemærkes, at denne egenskab ved luftstridskræfter kan bidrage positivt i freds- og humanitære operationer.
I Operation DELIBERATE FORCE i ex-Jugoslavien blev luftstridskræfter anvendt over et bredt spektrum af både defensive og offensive operationer, og var således et yderst effektivt bidrag til gennemførelse af Dayton fredsaftalen.
Hastighed, rækkevidde, mobilitet og fleksibilitet giver luftstridskræfter en unik egenskab: At kunne deployere i takt med at en krise udvikler sig. Denne reaktions evne gælder også deployering af luftstridskræfter til overvågning og rekognoscering, som er nødvendige for en politisk og militær vurdering af, hvordan en krise eller konflikt udvikler sig. Endvidere giver luftstridskræfter i mange tilfælde nationale ledere mulighed for at stabilisere en krise i udvikling, eller en politisk situation der forværres, således at der bliver mere tid til indsamling af informationer og til formulering af en klar handlingsplan.
På trods af det politiske resultat var Suezkrisen i 1956 en vellykket militæroperation, gennemført af en fuldt integreret fransk-britisk styrke. Franske og britiske styrker, der opererede fra Cypern, opnåede hurtigt luftoverlegenhed over Ægypten, især da jager-bombefly fra det franske flyvevåben ødelagde de ægyptiske 11-28 bombefly ved Luxor, som kunne have truet ud rykningsstyrken. Derefter nedkastede franske og britiske transportfly i løbet af få timer 1500 soldater og 30 tons udstyr; denne aktion var indledningen til den efterfølgende militære succes.
Hertil kan føjes, at hastighed og rækkevidde sætter de militære ledere i stand til at udnytte tiden som en vigtig faktor, hvorved overraskelseselementet udnyttes maksimalt. Overraskelse forårsager chok, forvirring og demoralisering hos fjenden. Overraskelse har i mange år været det bærende princip i mange typer offensive militære operationer. Luftstyrker er særligt velegnede til at forårsage overraskelse på forskellige niveauer i krig. Luftoperationer udført i lav højde og med høj hastighed, og under iagttagelse af radiotavshed, tjener til at opnå taktisk overraskelse. Desuden nedsætter overraskelse egne tabstal, fordi flybesætninger er mindre udsat for fjendtlig beskydning og anden form for forsvar.
I Seksdageskrigen i juni 1967 opnåede israelerne fuldstændig strategisk overraskelse i deres fore byggende angreb på et antal af de arabiske stater. Denne grad af overraskelse opnåede de via stringent operativ sikkerhed, et meget højt beredskab i de is raelske væbnede styrker som følge af den i gang værende krise, og fordi araberne mente, at det var usandsynligt, at israelerne ville angribe med en numerisk mindre styrke. Det israelske angreb blev indledt med et luftangreb, der gav israelerne luftoverlegenhed i løbet af ganske få timer, hvilket var den afgørende faktor for krigens udfald.
En vigtig overvejelse er den manøvrefrihed som rækkevidde og mobilitet giver. Manøvreffihed kan øges gennem lufttankning, som giver næsten ubegrænset rækkevidde.
Fødevarer, medicin og andet gods kan transporteres over store afstande med bemærkelsesværdige resultater, som f.eks. luftbroen til Berlin i 1948; Berlin for blev fri, hvilket må siges at være et imponerende eksempel på fredelig anvendelse af luftstridskræfter på det strategiske niveau.
På grund af sin indbyggede fleksibilitet kan luftstridskræfter parallelt forfølge mål på både strategisk, operativt og taktisk plan. Luftstridskræfter kan operere side løbende i forskelligartede krisestyringsoperationer. Luftstridskræfter kan anvendes parallelt i forskellige geografiske områder over hele operationsområdet, mod forskellige typer mål, og på forskellige trin i en konflikt, samt i forbindelse med humanitære og fredsbevarende operationer. Udførelse af sådanne operationer er en natur lig anvendelse af luftstridskræfter.
I de sidste stadier af Anden Verdenskrig blev allierede luftstyrker indsat parallelt mod mål på slagmarken (taktisk), mod den tyske hærs operative reserver (operativt) og de tyske olieproduktionsfaciliteter (strategisk).
Ovenstående nøglekarakteristika, og deres indbyrdes forhold, giver luftstrids kræfter følgende egenskaber:
Synlighed. Tilstedeværelsen af militære styrker er en demonstration af politisk vilje og en værdifuld form for krisestyring. Luftstridskræfters synlighed kan derfor være et vigtigt værktøj i krisestyring. Synet og lyden af jagerfly kan enten indgyde tillid eller bekymring, afhængigt af formålet med flyvningerne. Ved at demonstrere tilstedeværelse kan luftstridskræfter påvirke troppernes moral.
Under Golfkrigen forsøgte irakiske tropper, uden held, at overgive sig til ubemandede luftfartøjer, der blev anvendt til at rekognoscere for langtrækkende artilleri over deres stillinger.
Reaktionsberedskab. Luftstridskræfter kan tilpasses til en hvilken som helst politisk og militær situation ved hjælp af beredskab, som rækker fra beredskab på den hjemlige base, over beredskab ved deployering, til luftbårent beredskab, uden for eller inden for et operationsområde. Beredskab kan opretholdes over længere tid, om end luftbårent beredskab er meget ressourcekrævende. Beredskab er imidlertid en naturlig del af luftstyrkers virke, hvorfor reaktionsberedskab kan opnås så at sige uden ekstra omkostninger. En hvilken som helst ændring i den militære og især i den politiske situation kan imødegås på passende vis og med militær aktion via luftstridskræfter. Den fart, hvormed luftstridskræfter kan ind sættes og anvendes, gør dem særdeles anvendelige som et militært instrument til politisk krisestyring.
De fleste landes flyvevåben har i dag luftforsvars- jagerfly på et højt beredskab, klar til med øjebliks varsel at reagere på enhver krænkelse af eget luftrum. Disse fly er også til rådighed for navigations- eller anden assistance til fly med problemer i luften. Nogle lande bruger også disse fly til afskrækkelse af narkotika smuglere og andre kriminelle aktiviteter.
Koncentration. Et af luftstridskræfternes karakteristika er evnen til at koncentrere styrke. Herved kan de imødegå krav om f.eks. præcisionsangreb, massiv ildkraft over et større område, eller beskyttelse af f.eks. lufttransport eller landstyrker mod angreb fra luft eller jord. Anvendt defensivt kan luftstridskræfter koncentreres i tid og rum mod en angribende fjende for at opnå lokal luftoverlegenhed.
I Yom Kippur krigen i 1973 stod den israelske hær i en desperat situation i Golanhøjderne. En stor del af det israelske flyvevåben blev overført fra andre opgaver og anvendt i en koncentreret offensiv luftstøttekampagne. Dette stabiliserede fronten og vendte situationen til israelernes fordel og åbnede til sidst vejen til Damaskus.
Evnen til hurtigt at koncentrere luftstridskræfter hvor som helst, inden eller uden for operationsområdet, afskrækker en potentiel aggressor fra at koncentrere sine styrker med henblik på at angribe i et åbent, udækket område. I et område med lav styrkeintensitet, hvor de forreste landstyrker kun kan forsinke og ikke standse en stadig større invasionsstyrke, vil luftstridskræftemes evne til et hurtigt koncentreret modangreb i mange tilfælde være en forudsætning for, at hele operationen lykkes.
I Vietnamkrigen blev USA's hærenheder flere gange reddet fra at blive løbet over ende, fordi luftstøtten både var rettidig og præcis. Amerikanske marineinfanterister ved Khe San kunne holde deres stillinger, fordi luftstridskræfter blev indsat mod fjendtlige styrker, som var ved at forberede et angreb, og fordi en luftbro hjalp garnisonen med forsyninger og evakuering af syge og sårede.
Præcision. Luftstridskræfter anvendes i vore dage snarere som en kårde end som en forhammer. Moderne luftstridskræfters evne til præcision giver særlige fordele over hele konfliktspektret, ikke mindst når en konflikt er under udvikling og følgeskadevirkninger kan få situationen til at eskalere. Sammen med rekognosce ring, overvågning og målfølgning bidrager præcisionsvåben væsentligt til, at luft stridskræfterne når det politisk-strategiske mål. Dette gælder også humanitære missioner, især når opgaven er at beskytte allierede landstyrker, der opererer under et fredsskabende mandat, når disse styrker bliver angrebet i nærheden af civile. Under sådanne omstændigheder kan anvendelse af præcisionsvåben være en afgørende faktor for at fastholde en gunstig situation på jorden. Selv i dårligt kort lagte områder er det muligt at finde en given position, når blot koordinaterne foreligger.
Med slagkraftige flystyrker med god overlevelsesevne som f.eks. stealth fly og krydsermissiler er ødelæggelsen af modstanderens mest værdifulde mål så godt som sikret, når en offensiv aktion er påkrævet og retfærdiggjort. Dette minimerer antallet af flyvninger og egne tab, samtidig med at det minimerer omkostningerne og reducerer risikoen.
Under Golfkrigen blev konventionelle krydsermissiler anvendt til at ødelægge irakernes elforsyningsnet. Manglen på elkraft påvirker i alvorlig grad et moderne samfunds evne til overlevelse.
I tider, hvor "ad hoc" koalitioner kan være politisk skrøbelige, er det yderst vigtigt, at militær magt anvendes effektivt, samtidig med at tabene på den angri bende parts side minimeres - hvilket er præcis, hvad moderne luftstridskræfter er i stand til.
Effekt. Et stort udvalg af offensive våben sætter luftstridskræfter i stand til at ødelægge, neutralisere eller lamme en lang række mål. Luftstridskræfter har ikke blot evnen til at penetrere hurtigt og dybt ind i områder, som ikke kan nås på andre måder - luftstridskræfter kan også angribe mål med stor præcision og nøjagtighed. Endvidere kan de medføre alle de våben eller den ammunition, der skal til for at sikre det afgørende slag: Eliminering af målet til den ønskede tid.
Gennemtrængningsevne og vedligeholdelse. Luftstridskræfter kan benyttes såvel i som uden for operationsområdet. Om nødvendigt kan luftstridskræfter penetrere både hurtigt og dybt ind i ellers utilgængelige områder. Under en sådan operation kan luftstyrkerne beskyttes under anvendelse af forskellige midler som f.eks. stealth, elektronisk selvbeskyttelse og andre selvforsvarsmidler. Selv hvor dyb penetrering er påkrævet, kan luftstridskræfter, specielt bemandede fly, stadig rea gere fleksibelt på skiftende situationer, både en route og i det designerede målområde.
De meget lave tabstal for både personel og fly, således som det overbevisende blev demonstreret af koalitionsstyrkeme i Golfkrigen, er i dag nok et af de stærkeste argumenter for luftstridskræfter. Desuden er offentligheden, i en tid hvor medierne er allestedsnærværende, langt mindre villig til at acceptere tab indenfor egne rækker. Statsledere må have de nødvendige midler til at demonstrere deres beslutsomhed med et minimum af risiko for tab. Brugen af luftstridskræfter muliggør dette inden for hele konfliktspektret. Som en konsekvens heraf er evnen til vedvarende operationer øget betragteligt, selv under en længerevarende krise.
VI. Grundlæggende betragtninger ved anvendelse af luftstridskræfter
En række grundlæggende betragtninger styrer anvendelsen af militære styrker i almindelighed og luftstridskræfter i særdeleshed. Grundlæggende betragtninger kan - men bør ikke - ses som fastlagte principper, der sikrer succes. Men som et minimum må disse overvejelser tages i betragtning i planlægningen af anvendelse af luftstridskræfter. Beslutningstagerne bør have disse fundamentale forhold for øje. På denne måde kan man opstille forhåndsbetingelserne for anvendelse af luftstrids kræfter som et politisk instrument, og derved direkte påvirke de politisk-militære og de samfundsmæssige forhold, hvor som helst og når som helst. Generelt sagt er de grundlæggende betragtninger for deployering og indsættelse af luftstridskræfter, som et middel i luftkrig, som følger:
Luftstridskræfter er et væsentligt element i så at sige alle militære operationer.
Luftstridskræfter kan sættes ind mod en hvilken som helst politisk, militær, økonomisk eller social struktur parallelt eller separat. De kan anvendes over hele spektret af militære operationer, på et hvilket som helst niveau, til støtte for nationale, væmsfælles eller multinationale operationer og mål. De kan koordineres med land- og flådestyrker eller indsættes uafhængigt. Derfor kan luftstridskræfter, brugt som et politisk instrument og i kraft af deres egenskaber og evner, påvirke omgivelserne hvor som helst og når som helst, det vurderes nødvendigt, ofte uden at involvere egentlige landstyrker. Da luftstridskræfter kan operere uden direkte kon takt med de krigsførende parter, er de i stand til at påvirke en konflikt uden den fysiske tilstedeværelse af landstyrker, hvilket reducerer risikoen for gidseltagning, samt muligheden for at fremstå som indtrængende fjende.
Multinationalitet vil sædvanligvis danne baggrunden for en vellykket anvendelse af luftstridskræfter i europæisk sammenhæng4.
Af forskellige årsager vil militære operationer i stigende grad blive gennemført i en multinational (ad hoc) koalition og command and Control (C2) struktur. Desuden, da ingen enkelt europæisk stats luftstridskræfter har størrelsen, mulig hederne og alsidigheden til at føre langvarige, omfattende og mangeartede luftkampagner samtidig, så vil multinationale luftstridskræfter, i kraft af deres karakteristika og muligheder, sammen med en multinational styrke og kommando struktur give en effektiv integration af de respektive styrker. Endvidere vil multinationale styrker bidrage til en fastholdelse af den samlede kapacitet, selv om der er færre nationale styrkeelementer til rådighed, fordi de deltagende lande deler ressourcebyrden. Den multinationale anvendelse af luftstridskræfter giver en større fleksibilitet i udførelsen af militære operationer. En effektiv udførelse af værns fælles og multinationale operationer kræver, at C2-systemer er interoperable, at våbensystemer er kompatible, samt at standardiserede procedurer anvendes. Meget af dette er opnået gennem mange års samarbejde i NATO.
Luftoverlegenhed er essentiel for udførelsen af stort set alle succesfulde operationer.
Den første opgave ved indsættelse af luftstridskræfter er at etablere en situation, hvor egne operationer til lands, til søs og i luften kan gennemføres uhindret, samtidig med at egne vitale områder og militære styrker er relativt sikret mod luft angreb. Derfor er opnåelse af luftoverlegenhed af vital betydning for alle militære styrker. En vigtig forudsætning er den politiske vilje til at etablere den krævede grad af kontrol af luftrummet. Det er det første vigtige skridt for at opnå de endelige politisk- og militærstrategiske mål.
Luftstridskræfter skal indsættes under anvendelse af principper øm "centraliseret kontrol" og "decentraliseret udførelse".
Luftstridskræfter giver mange forskellige muligheder i luftrummet. Luftstrids kræfter kan hurtigt indsættes på forskellige kamppladser, i forskellige kampagner og på forskellige niveauer af krigen, uanset om anvendelsen er militær-strategisk, operativ-strategisk eller taktisk. At uddelegere kontrollen med luftstyrkerne til forskellige enhedschefer (nogle på operativt niveau, men flest på taktisk niveau) vil muliggøre en fleksibel udnyttelse af luftstridskræfter gennem skift fra et målområde til et andet for at maksimere effektiviteten. Derfor skal luftstridskræfterne, for at realisere deres fulde potentiale og effektivitet, indsættes under en kommando struktur, som udelukker unødig spredning og splittelse af indsatsen, og som kan skelne mellem mål, der er strategiske eller taktiske. Centraliseiet kontrol etableres på højst muligt niveau under en chef for de tildelte styrker (joint force air component commander) og, hvor det er hensigtsmæssigt, under fælles kommando. Herigennem sikres de nødvendige luftstridskræfter, passende forbindelseslinjer og en høj grad af fleksibilitet. Da anvendelse af luftstridskræfter kræver stor indsigt i disses egenskaber og potentiale, er det nødvendigt, at den centraliserede kontrol udøves af en officer ffa flyvevåbnet. Decentraliseret udførelse hviler på en høj grad af frihed, fleksibilitet og på den højeste grad af ekspertise og professionalisme.
En velfungerende command and control struktur er afgørende for effektiv anvendelse af luftstridskræfter.
For at kunne reagere i tide og for effektivt at kunne opfylde de krav, der stilles af joint force air component commander, er en velfungerende C2 struktur nødvendig. C2 systemet må baseres på den nødvendige luftovervågning og rekog noscering, øjeblikkelig formidling og præsentation af informationer, og må inde holde de nødvendige hjælpemidler til planlægnings-, beslutnings, udførelses-, overvågnings- og vurderingsprocessen. C2 systemet leverer således de nødvendige informationer på alle niveauer til at planlægge, organisere, samordne og ikke mindst indsætte luftstridskræfterne i deres fulde udstrækning. Den politiske kontrol med de militære operationer bør sikres gennem sammenhæng mellem de politiske mål og de definerede militære mål. Den politiske kontrol med de militære operationer gennem et klart mandat og "rules of engagement" gør det nødvendigt at kontrollere og vurdere styrkeindsatsen. Der skal etableres en C2 struktur, der muliggør en effektiv politisk kontrol med de militære operationer; dette gør anvendelse af luftstridskræfter endnu mere fleksibel. Under visse omstændigheder er det nødvendigt at informere det politiske niveau fra minut til minut. En indbygget fordel ved C2 processen er, at data, der er indsamlet via sensorer i luften, kan sætte politiske og militære ledere i stand til hurtigt at informere medierne og på denne måde sikre offentlighedens støtte til operationerne.
Effektiv brug af luftstridskræfter kræver forud etablerede overflyvningsrettigheder og fleksibel brug af luftrummet.
Luftstridskræfter kan indsættes over store afstande, hvorfor der nødvendigvis må flyves gennem andre staters luftrum. Hvis luftstridskræfter skal indsættes hurtigt og synligt, må overflyvningsrettigheder og fleksibel brug af luftrummet sikres forud.
Udvalgte luftstridskræfter kan udføre operationer 24 timer i døgnet og under alle klimatiske betingelser.
Disse egenskaber giver maksimal fleksibilitet i anvendelsen. Militære operationer er ikke længere begrænset geografisk eller af de klimatiske forhold. For at kunne reagere, er det derfor nødvendigt for enhver koalition at have rådighed over moderne luftstyrker, som er i stand til at udføre operationer 24 timer i døgnet.
Luftstridskræfter kan på samme tid udføre parallelle operationer på alle niveauer i en krig, hvilket giver størst mulig fleksibilitet.
På grund af denne indbyggede fleksibilitet kan luftstridskræfter ændre opgave inden for et større eller mindre område uden at deployere. Luftstridskræfter kan således, i forhold til andre styrker, let tilpasses skiftende omstændigheder og situationer. Denne fleksibilitet i anvendelse giver hurtig reaktion på enhver ændring i den militære eller politiske situation. Og endnu vigtigere, luftstridskræfter kan meget hurtigt skifte fra en rolle til en anden. Dette gælder især multi-role fly, som er i stand til øjeblikkeligt at påtage sig et sådant rolleskift. Det er således vigtigt at mærke sig, i forbindelse med parallelle operationer, at luftstridskræfters store fleksibilitet bl.a. stammer fra evnen til at skifte mellem defensiv og offensiv anvendelse.
Luftstridskræfter kan bruges til at tage initiativet.
I mange situationer må der tages initiativ, når målet skal forfølges. Forsvarets aktiviteter adskiller sig ikke fra dette. Hvis det besluttes at påvirke begivenhedernes gang og ikke blot reagere, må der tages initiativ. Det kan betyde, at der må etableres en embargo, sættes tropper i beredskab, deployeres til en fremskudt stilling eller foretages offensive operationer rettet mod taktiske, operationelle eller strategiske mål. I en strengt defensiv strategi er talemåden "det bedste forsvar er angreb" næsten altid sand. Succes i en militær operation opnås almindeligvis ved at tage initiativet. Luftstridskræfter kan ramme så at sige hvad som helst, men er i en defensiv rolle begrænset til at ramme angrebsstyrken. En luftoffensiv kræver færre ressourcer end defensiven, og at vente er at risikere nederlag.
At have den rigtige blanding af våbensystemer giver en troværdig og fleksibel anvendelse af luftstridskræfter, som i sig selv kan virke som et signal og/eller som afskrækkelse.
At have det rigtige mix giver mulighed for at udføre luftoperationer over hele konfliktspektret, fra styrketilstedeværelse over styrkeopbygning til egentlig styrke anvendelse. At have det rigtige våbensystem muliggør en rettidig reaktion på en passende, afbalanceret og fleksibel måde. Derfor giver det i sig selv troværdighed at have det rigtige mix, og selv uden at være aktivt indsat, vil dette fungere som et signal og/eller afskrækkelse i sig selv.
Luftstridskræfters primære styrker kan indsættes uafhængigt af hinanden (strategisk).
Luftstridskræfter kan, på grund af deres karakteristika, indsættes i en lang række operationer, spændende fra fredsstøtte til kampstøtte og ffa kampstøtte til uafhængige (strategiske) operationer. Det sidstnævnte vil sige, at luffstridskræfter rutinemæssigt kan udføre operationer, som har effekt på strategisk niveau, både tabsgivende og ikke-tabsgivende. Eksempler på sidstnævnte er strategisk rekognoscering og strategisk luftbro til humanitær støtte. Hvis luffstridskræfter over vejende anvendes på strategisk niveau, tvinger det modstanderen til at reagere på taktisk niveau. Det er denne uafhængige anvendelse, der giver luffstridskræfter deres unikke position som et politisk instrument. Det betyder, at de kan anvendes direkte mod den del af modstanderens samfund, som denne opfatter som mest følsom.
Luftstridskræfter er det dominerende og cost-effective politisk/militære instrument, der kan anvendes over hele konfliktspekteret på grund af deres effektivitet, ringe sårbarhed og de minimale følgeskadevirkninger.
Selv om luftstridskræfternes omkostninger pr. enhed kan forekomme relativt høje, så gør ovennævnte aspekter og deres indbyggede kampeffektivitet dem cost- effective. En modstander kan påvirkes, dennes mål trues, og om nødvendigt kan vidt spredte mål angribes så at sige uden følgeskadevirkninger og med et minimum af tab. På grund af deres karakteristiske egenskaber kan luftstridskræfter substituere andre midler til at opnå de ønskede politisk-militære mål. Dette binder færre res sourcer, hvad der til gengæld reducerer omkostninger, risiko og sårbarhed. Jo færre soldater, der kræves indsat, jo mindre er risikoen for tab og gidseltagning. End videre kan omkostninger og risiko reduceres ved, at operationerne gennemføres fra sikre baser. Denne cost-effectiveness gør luftstridskræfter, sammen med deres ka rakteristiske egenskaber, til det vigtigste politisk-militære instrument til indsættelse hvor som helst og når som helst5.
VII. Brug af luftstridskræfter i krisestyring
Inden for en overskuelig fremtid vil det militære instrument fortsat kræves som supplement til økonomiske og diplomatiske midler til krisestyring. Luftstridskræfter er i denne sammenhæng en primær aktør over hele spektret af potentielle kriser.
Luftstridskræfters anvendelighed. Hvilken rolle kan luftstridskræfter så spille som krisestyringsværktøj?
De kan levere et håndgribeligt bevis på politisk vilje, som ved Luftbroen til Berlin i 1948
De kan deployere specialstyrker til gidselaktioner, som det skete i Entebbe i 1976.
De kan deployere konventionelle militære styrker, som franskmændene gjorde det i Chad i 1987, hvor deres luftstridskræfter neutraliserede Libyens ambitioner i området.
De kan demonstrere international goodwill, således som mange europæi ske lande gjorde det efter hungersnøden i Etiopien og jordskælvet i Armenien.
De kan afskrække et land fra at forsøge sig med uansvarlig politik; amerikanerne forhindrede, gennem overflyvninger, oprør på en filippinsk base, da der var risiko for oprør mod Aquino-regeringen i 1989.
De kan gennemføre begrænsede militære operationer mod fjerne mål, således som amerikanske styrker gjorde det mod Libyen i 1986.
De kan føre et bredt spektrum af operationer mod en større militærstyrke, som demonstreret af koalitionen i Golfkrigen.
Alt i alt en imponerende vifte af egenskaber, der alle er baseret på luftstrids- kræftemes karakteristika.
Som det gælder alle andre militære midler, har også luffstridskræfter deres begrænsninger. De kan ikke indtage og fastholde terræn. Hvis fastholdelse af terræn er en politisk nødvendighed, må luftstridskræfter indgå i en værnsfælles operation, hvorved indsættelse af landstyrker iøvrigt kan reduceres. Endvidere skal luftstrid skræfter i nutidige krisestyringssituationer anvendes på en måde, som minimerer risikoen for gidseltagning, hvad der kræver en høj grad af væmsfælles planlægning. Luftstridskræfter, anvendt uafhængigt og strategisk for at påvirke nationale inten tioner eller ødelægge det økonomiske fundament, bør ikke anvendes isoleret, men som supplement til diplomatiske forhandlinger. Frem for alt har erfaringen vist, at luftstridskræfter, af alle militære midler, bør anvendes så tidligt som muligt og, under visse omstændigheder, endog forebyggende, for at danne en operationel bag grund; hvis det ikke lykkes at tage initiativet i luften, kan en efterfølgende anven delse af såvel luffstridskræfter som landstyrker blive både kostbar og langvarig.
Evne til troværdig optrapning. Krisestyring og evne til troværdig optrapning hænger uløseligt sammen. Det vil sige, at de militære midler, der er til rådighed, skal være tilstrækkelige til at fortsætte operationerne, hvis konflikten optrappes.
Militære styrker skal således besidde muligheden for at optrappe mere og hurtigere end modstanderen, samt formå at gøre dette synligt.
Det betyder ikke, at der kan stilles med overvældende styrker, da det ville være i modstrid med det vigtige princip om proportionalitet; men de stridende parter skal overbevises om, at aggressiv handling mod den indsatte styrke ville være nytteløs. Det er imidlertid ikke sikkert, at de stridende parter, eller fjenden føler sig afskrækket af en bedre eller stærkere modstander, men operative planer ændres måske for at imødegå overmagten, som det bl.a. blev demonstreret i Vietnamkrigen. Derfor giver evne til troværdig optrapning ikke nødvendigvis en fordel, medmindre den operationelle overlegenhed er let at tilpasse, fleksibel og bredspektret. Evne til troværdig optrapning kan opnås på forskellige måder; i denne henseende giver luftstridskræfternes rækkevidde, fleksibilitet og synlighed dem særlige fordele.
Deployeret langt fra kriseområdet kan luftstridskræfter ændre en overvågningsoperation til at være en embargo rettet mod luftrum eller skibsruter; de kan yde offensiv luftstøtte til letbevæbnede fredsbevarende tropper og ved hjælp af genforsyning ad luftvejen, transformere disse tropper til effektive kampenheder til indsættelse i fredsbevarende operationer eller give dem mulighed for tilbagetrækning.
Erfaringen viser imidlertid, at evne til troværdig optrapning er uden værdi, hvis der ikke er en høj grad af politisk og militær sammenhæng i en koalition. Der må skabes enighed om kriterierne for eskalerende militære aktiviteter, og de stridende parter skal så adviseres klart og utvetydigt om disse forudsætninger. Det er vigtigt, at det sidstnævnte gælder hele spektret af krisestyringsoperationer, både freds bevarende og -skabende og til begrænsede konflikter. Det er især vigtigt i de tidlige stadier af en fredsbevarende operation, hvor enighed om mål og midler er afgørende for udfaldet af operationen. Ligeledes kan effekten af en fredsbevarende operation sættes på spil, hvis ikke princippet om evne til troværdig optrapning følges. Også i fredsskabende operationer er luftstridskræftemes egenskaber yderst værdifulde, selv om mere offensive og sofistikerede egenskaber i dette tilfælde kan være både be rettigede og påkrævede.
Afskrækkelse. A f potentielle anvendelsesmuligheder er luftstridskræfter bedst kendt som et middel til at afskrække fra aggression; afskrækkelse kan være implicit eller eksplicit 6. Det er denne egenskab, der gør luftstridskræfter til et fleksibelt supplement til andre midler til krisestyring. Og igen tilbyder luftstridskræfter et spektrum af egenskaber, der er nemme at tilpasse.
I den nederste ende af skalaen for afskrækkelse kan rekognoscerings- og overvågningsfly (ud over at de kan indsamle efterretninger, som i sig selv er af vital betydning i alle stadier af krisestyring) signalere international bevågenhed og samtidig yde psykologisk støtte til de undertrykte og af skrække aggressoren.
Højere oppe på skalaen fungerer en demonstreret evne til at gøre gengæld ved at indlede et angreb dybt inde på aggressorens territorium som stærk, eksplicit afskrækkelse. Det blev demonstreret i Belize i 1972, og igen i 1977, da hurtig deployering af britiske fly afholdt Guatemala fra at forsøge sig med en uansvarlig politik. Det var en lignende situation i Saudiarabien efter invasionen i Kuwait, da hurtig opbygning af koalitionens luftstyrker afholdt frak fra yderligere aggression.
Endelig, i egentlige kamphandlinger kan luftstridskræfter fortsat, ved valg af måltype og ved at demonstrere proportionalitet, signalere tilbageholdenhed og afskrække fra indsættelse af masseødelæggelsesvåben.
Tvang. I det tilfælde hvor afskrækkelse fejler, kan tvang være en passende militær reaktion. Tvang, med underkastelse til formål, er helt klart politisk følsomt, men må fortsat forventes at spille en rolle.
Grundlaget for håndhævelse af en internationalt accepteret fredsaftale er brugen af tvang. Hvis en militær reaktion er nødvendig for at standse eller ændre udviklingen af en krise, er luftstridskræfteme i stand til yde et betragteligt bidrag til gennemførelsen af tvang. Luftstridskræfternes rækkevidde og hastighed muliggør tilsammen en indsats mod forskellige mål over et meget stort geografisk område, mens samspillet mellem præcision og synlighed sætter luftstridskræfteme i stand til at sende et udvalg af hårfine og afvejede budskaber: Som når koalitionen patruljerer i no-fly zonerne i det nordlige og sydlige frak; eller ved rutineflyvninger med bevæbnede fly i omstridt internationalt luftrum, som tilfældet var i Sidrabugten, da fly fra den amerikanske flåde blev angrebet af libyske jagere.
Begrænsning affjendens handlemuligheder. Ultimativt kan effektiv krisesty ring kræve, at en aggressor forhindres i at anvende nogle af sine offensive eller destabiliserende muligheder. Af natur er sådanne operationer offensive, men - som det også gælder for tvangsaktiviteter - så er luftstridskræfter yderst velegnede til en effektiv gennemførelse af sådanne operationer, da et stort antal af potentielle mål, spredt over et stort område, er sårbare over for angreb fra luften. Et eksempel på en sådan operation er det angreb, det israelske flyvevåben foretog på en irakisk kernereaktor, som de mente var en del af et kernevåbenproduktionsanlæg. Det er interessant, at den europæiske sikkerhed i en skiftende og usikker politisk situation måske står sig bedst ved at bevare en række af luftstridskræftemes offensive muligheder som et fleksibelt supplement til afskrækkelse, og som et cost effective bidrag til kontrollen vendt mod spredning af masseødelæggelsesvåben.
Mål af mindre strategisk men med betydelig taktisk betydning kunne være broer eller jernbaner; at hindre en modstander i at anvende disse ville begrænse hans taktiske mobilitet og sinke hans operationers gennemførelse. Ligeledes vil det i høj grad gavne allierede styrker, hvis en modstander forhindres i frit at bruge sit luftrum eller sin C2 infrastruktur. Desuden er sådanne operationer mindre følsomme end direkte og offensiv anvendelse af luftstridskræfter. Som det gælder for andre operative planer, skal denne type operation være en integreret del af den over ordnede værnsfælles plan i forbindelse med krisestyring.
Multinationalitet. Som det tidligere er påvist, vil fremtidige krisestyrings operationer, uanset opgaven, sandsynligvis blive udført i en multinational koalition. Den måde hvorpå luftstridskræfter anvendes, den C2 struktur der kræves til at styre indsatsen, og den fælles sprogbrug i luften, gør implicit luftstridskræfter multinationale.
Læg hertil nationale kapaciteter, som indsættes i Combined Air Operations, så står det helt klart, at luftstridskraft forstærker en hvilken som helst koalition eller alliances troværdighed. NATO's Airborne Early Warning (NAEW) system har, for eksempel, i årevis anvendt multinationale besætninger, og mange af NATO's hovedkvarterer for flystyrker og kontrol- og varslingsenheder er multinationalt be mandet. En formation af fly, eller blot to fly i formation, kan komme fra flere stater.
Eskadriller og afdelinger kan være en blanding af flytyper ffa forskellige stater. Disse afdelinger kan igen danne multinationale flyvevåben, som i f.eks. Golfkrigen. Denne mulighed har NATO's europæiske flyvevåben benyttet i rigt mål under hyppige øvelser. En sådan grad af integration er ikke opnået fra den ene dag til den anden. Den er resultatet af en lang, velovervejet integrationsproces ved hjælp af standardiseret sprogbrug, doktriner, procedurer og materiel. Som det ses i Partnerskab for Fred aktiviteter, tilpasser luftstridskræfter uden for NATO sig hurtigt NATO-procedurer, og så længe sprogproblemet kan løses, er det et bevis på luft stridskræfters multinationalitet.
VIII. Brug af krisestyringsværktøjet
Skønt de tidlige luftkrigsteoretikere havde de bedste hensigter, brændte de lidenskabeligt for flyvning og for kun at fremme flyvning, hvorfor de sjældent var analytiske og aldrig objektive. Disse tidlige teoretikere startede en lang periode med alt for store forventninger til, hvad luftstridskræfter kunne bidrage med i krig. Nu har den teknologiske udvikling imidlertid gjort luftstridskræfter til en skarp og præcis skalpel i stedet for tidligere tiders sløve og klodsede økse. Og således, efter hånden som luftstridskræfter modnes, deres evne til at anvende ny teknologi forbedres, og hver ny teknologisk landvinding øger deres muligheder, retfærdig gøres nye investeringer i dem. Men når de operative enheder bliver færre og sand synligheden for en international krise er den samme, eller endog vokser, bliver det stadig vigtigere, at det instrument, der skal håndtere og styre krisen, både er effektivt og til rådighed. Fremtidens luftstridskræfter vil ikke blive billigere, men midler anvendt til materiel, som kan deployeres og stabilisere en situation i løbet af få timer fra en beslutning er taget, er, sammenlignet med de andre alternativer, en god investering.
Vi vil nu se på de praktiske forhold ved anvendelse af luftstridskræfter. Nøglekriterierne for effektiv anvendelse af luftstridskræfter er beskrevet ovenfor; hvis disse fundamentale overvejelser respekteres vil de, om ikke ligefrem garantere militær succes, så dog sikre at anvendelse af luftstridskræfter vil fremme opnåelse af de militære og politiske mål. Her er luftstridskræfter mest effektive indsat mod en modstanders vitale interesser; hvilke det drejer sig om, afgøres af C2 processen, hvor det politiske mandat og "rules of engagement" tages i betragtning. Informationssamfundets teknologi byder imidlertid på nye udfordringer og muligheder for effektiv anvendelse af luftstridskræfter. Alle militære operationer, uden hensyn til omgivelserne, afhænger af en beslutningsproces, som i flyvevåbenskredse går under betegnelsen OODA-forløbet 7. Denne proces omfatter rettidig indsamling og bearbejdelse af oplysninger, fastsættelse af optimal operationsplan, udførelse af planen og efterfølgende evaluering af resultatet. Da denne proces blot er en enkelt funktion af C2 strukturen, så har en C2 struktur, som gennemfører OODA-forløbet så hurtigt og præcist som muligt en klar strategisk fordel. Samspillet mellem luft stridskræfternes karakteristika gør, at et beslutningsforløb er gennemført i løbet af få timer. Dette forklarer, hvorfor der i land-luft- eller sø-luft-krig kan opnås en betydelig operationel fordel for den side, som giver luftstridskræfterne fleksibilitet til at operere uafhængigt og som lader dem udnytte deres indbyggede "force multiplier"-kapacitet.
C2 krigsførelse. Konceptet med at tilsikre den kortest mulige behandlingstid har ført til et nyt koncept i krigsførelse. Behandlingstiden kan reduceres ved brug af kraftige computere, bredbåndskommunikationssystemer og "real time"-efterret- ningssystemer, alle passive. Det er ligeledes muligt at forsinke eller forlænge en modstanders databehandlingstid. Det kan f.eks. foregå ved elektronisk jamming af kommunikationsforbindelser, fysisk afbrydelse af C2 strukturen, eller ved bevidst udsendelse af disinformation for at forvirre efterretningsbilledet. Tilsammen udgør disse tiltag C2 krigsførelse, som er et nyt (men under hastig udvikling) koncept til værnsfælles operationer. Da målet ofte vil være kommunikationsforbindelser, er den største fordel ved C2 krigsførelse, at den ikke medfører tab af menneskeliv.
Endvidere har psykologiske operationer og vildledning, som søger at mis informere og forvirre, større virkning, hvis der kan dannes et informationsvacuum. Dette er endnu en lære, der kan udddrages af Golfkrigen. Principperne for C2 krigs førelse kan anvendes af alle værn og på et hvilket som helst niveau i en krig; men luftstridskræftemes mobilitet, fleksibilitet og rækkevidde gør, at disse kan anvende principperne på alle niveauer i en krig, inklusive det strategiske.
IX. Konklusion
Ændringer i den internationale sikkerhedspolitiske situation har udvidet det spek trum, inden for hvilket militære styrker kan anvendes, og det geografiske område, over hvilket de kan deployeres. For fremtiden kan det forventes, at internationale/- væmsfælles operationer vil danne baggrunden for indsættelse og deployering af væbnede styrker. Luftstridskræfter har, på grund af deres karakteristika, egenskaber og spændvidde ved indsættelse, altid vist, at de er et yderst nyttigt instrument for de politiske beslutningstagere.
Hvor det normalt vil være en værnsfælles operation, når krige skal vindes, vil der være mange scenarier, hvor luftstridskræfter spiller en afgørende rolle. Der er flere årsager hertil.
For det første udnytter luftstridskræfter den tredje dimension, højde, og dominerer den fjerde, tid. Via en kombination af højde og tid kan luftstridskræfter øge effektiviteten af de karakteristiske egenskaber, som alle militære styrker besidder i rigt mål. Ved samtidig ikke at være begrænset af naturlige forhindringer og gennem dominans af tid opnår luftstridskræfterne en psykologisk effekt, som overfladestyrker ikke kan opnå.
For det andet kan luftstridskræfter, på grund af deres fleksible an vendelsesmuligheder og den måde de kontrolleres på, let tilpasses en hvilken som helst multinational ad hoc koalition. Desuden kan luftstridskræfter anvendes propor tionalt i forhold til situationen.
For det tredje kan luftstridskræfter føre parallelle operationer på forskellige niveauer i en krig mod forskelligartede mål, tabsgivende såvel som ikke-tabsgi- vende. Heraf følger, at luftstridskræfter kan indsættes mod en hvilken som helst politisk, militær, økonomisk og social struktur parallelt eller separat. De kan indsættes over hele spektret af militære operationer, på et hvilket som helst niveau, til støtte for nationale, værnsfælles eller internationale operationer og mål. De kan koordineres med overfladestyrker eller indsættes selvstændigt. Luftstridskræfter kan derfor, som et militært instrument til politisk brug og i kraft af de karakteristiske egenskaber, påvirke situationen på et hvilket som helst tidspunkt og et hvilket som helst sted, det måtte være nødvendigt, og kan gøre cette uden at permanent tilstede værelse på jorden er påkrævet8.
Denne udøvelse af indflydelse manifesterer sig på tre måder:
Luftstridskræfter kan øve direkte indflydelse. Mere direkte end noget andet militært middel kan luftstridskræfter indsættes til forfølgelse af de strategiske og operative mål. Luftstridskræfter behøver ikke nødvendigvis at skulle indsættes mod fjendtlige militære styrker i en udmattelseskrig faktisk bør dette undgås, hvis det på nogen måde er muligt. Luft stridskræfter bør fra begyndelsen af en konflikt indsættes mod mod standerens vitale interesser, hvad enten disse er politiske, industrielle, økonomiske eller militære, sekventielt eller samtidig.
Luftstridskræfter kan påvirke moralen. Dette gælder især de enheder, som kan påvirkes direkte på f.eks. det taktiske niveau. Annoncerede luft angreb, som gennemføres på tid og sted som meddelt, kan endda have en endnu større effekt på moralen. Pludselige, overraskende og præcise luftangreb kan også påvirke de politiske og militære ledere på strategisk niveau.
Luftstridskræfter kan påvirke evne og vilje. Effektive luftangreb, rettet mod modstanderens vitale interesser, vil svække fjendens evne til at ud føre operationer og føre krig. Når denne evne er blevet tilstrækkelig ned brudt, vil modstanderens vilje også være påvirket. Luftstridskræfter kan således anvendes til direkte forfølgelse af det politiske mål.
Erfaringen har vist, at medierne er allestedsnærværende i forbindelse med kriser og konflikter, især når militære styrker er involveret. Gennem medierne vil verdensopinionen dømme relevansen af militære handlinger. Det er tvivlsomt, om offentligheden i vestlige nationer vil acceptere mere end et minimum af tab (egne og fjendtlige) i fremtidige konflikter. Som en konsekvens af indførelsen af præcisonsstyrede våben kan luftstridskræfter indsættes effektivt med et minimum af egne tab og følgeskadevirkninger. Luftstridskræfternes præcision og evne til at separere mål lever fuldtud op til offentlighedens forventninger om proportionalitet. Betragtes det stærkt reducerede antal missioner, der kræves for at opfylde et militært mål, der skyldes anvendelsen af præcisionsvåben og det mindre behov for logistik, står det klart, at luftstridskræfter er et særdeles cost effective værktøj. Det er denne cost effectiveness, der gør luftstridskræfter til det væsentligste politisk-mili- tære instrument til indsættelse over hele konfliktspektret.
Denne artikel vurderer luftstridskræfternes bidrag til sikkerhed og stabilitet. Der er blevet sagt meget om deres karakteristika og egenskaber, de grundlæggende betragtninger med hensyn til anvendelsen, og om den faktiske anvendelse. Artiklen anskuer luftstridskræfter i den nuværende situation. Konklusionen er, at luftstrids kræfter i dag er i stand til at gøre, hvad der måtte kræves. Vil det sige, at der ikke er behov for forbedring eller modificering af europæiske luftstridskræfter nu og i fremtiden? Der er helt klart behov for at fastbeholde deres operationelle og teknologiske forspring for kendte modstandere. Hvis europæiske luftstridskræfter i fremtiden skal være i stand til at udføre deres mange roller og missioner dækkende hele konfliktspektret, vil det være nødvendigt at opretholde et troværdigt fundament på et passende kvalitetsniveau. Det vil sige, at i fremtiden skal følgende væsentlige kapaciteter som et minimum bibeholdes:
En tilstrækkelig evne til at levere airborne early warning til at styrke luft forsvaret og til at gennemføre overvågning af potentielle kriseområder; tilstrækkelige lagre af avancerede våben for maksimal effekt og minimum a f følgeskadevirkninger;
realistisk træning i alle sandsynlige operationsformer;
en tilstrækkelig evne til at udføre lufttransport og lufttankning for at maksimere fleksibiliteten og sikre den nødvendige rækkevidde;
et integreret Command, Control, Communications og Intelligence system, som inkluderer hele spektret af overvågning og elektronisk efterretnings indsamling;
et effektivt logistiksystem, som kan støtte operationer langt fra egne baser når og hvis det er nødvendigt; og
en moderne styrke af offensive/taktiske fly.
Ved at bevare et troværdigt fundament kan og vil luftstridskræfter forsyne beslutningstagerne med et hurtigt, fleksibelt og cost effective instrument til sikring af sikkerhed og stabilitet, til intervention med eller uden egne landstyrker, til krisestyring og til humanitære missioner.
Fodnoter
1 Fredsbevarende defineres som afgrænsning, begrænsning og/eller afslutning af fjendtligheder mellem eller inden for enkeltstater, med de involverede parters billigelse, ved hjælp af: Upartisk tredje parts mægling, organiseret og ledet på internationalt niveau; desuden, anvendelse af militære styrker og civile til at komplementere den politiske konfliktløsning, og til at genoprette og bevare freden. Fredsskabende operationer er militær undsættelse, som finder sted uden samtlige stridende parters billigelse eller støtte, med henblik på at gennemtvinge en acceptabel fredsaftale.
2 I denne tekst dækker spektret af krisestyringsoperationer fra humanitære operationer over fredsoperationer til krig. Nationale opgaver til assistance for statslige og ikke-statslige organisationer, og aktiviteter som miljøbeskyttelse, am bulanceflyvning og eftersøgnings- og redningsaktiviteter, omfattes ikke direkte.
3 Luftstridskræfter kan indsættes på tre forskellige niveauer i krig: det politisk militære strategiske plan; det operativt-strategiske niveau og det taktiske niveau. At operere på det politisk-militære niveau vil sige at koordinere udvikling, de ployering og anvendelse af luftstridskræfter med henblik på at opfylde (inter-) nationale sikkerhedsmål. At operere på det operativt-strategiske niveau vil sige at anvende luftstridskræfter i en eller flere beslægtede kampagner på en eller flere krigsskuepladser med henblik på at opnå overordnede militære mål. At operere på det taktiske plan i krig vil sige at indsætte luftstridskræfter til udførelse af enkeltopgaver. I en samlet betragtning af anvendelse af luftstridskræfter er der formålet med missionen, der bestemmer, om et mål er af strategisk eller taktisk natur.
4 Dette betyder ikke, at visse europæiske nationer ikke kan eller vil anvende luftstridskræfter uafhængigt af andre nationer. Men i europæisk sammenhæng, hvor (vitale) interesser hænger nøje sammen og er afhængig af hinanden, vil luftstridskræfter sandsynligvis blive anvendt i et multinational ad hoc koalition af de nationer, “der har evnen og viljen”, og for hvilke evnen til effektivt at indgå som en integreret del af koalitionen er en betingelse for succes. Luftstridskræfter kan let, på grund af deres indbyrdes fleksibilitet ved indsættelse og den måde hvorpå de kontrolleres, tilpasses en hvilken som helst multinational ad hoc koalition. I denne sammenhæng har luftstridskræfter længe haft en fastslået ry for effektivitet.
5 Nogle eksempler på luftstridskræfters cost-effectiveness er briternes patrul jering i Irak i 20rne og 30rne, og bevogtningen og beskyttelsen af værdifulde nationale - og EU-ressourcer såsom fiskeri inden for de europæiske nationers økonomiske interessezoner. Hvad angår sidstnævnte, er der et krav om patrul jering af disse farvande og udveksling af informationer om aktiviterer til søs. Et militært patruljeringsfly kan give radarbilleder af al trafik til søs over et område af mere end 300.000 kvadratkilometer i løbet af få timer, mens to af disse fly fotografisk kan registrere alle fartøjer inden for dette område i løbet af tre arbejdsdage.
6 Indgangsværdien til afskrækkelse kan være hensigt, evne, troværdighed og sandsynlighed - luftstridskræfters karakteristika kan bidrage væsentligt til dem alle.
7 OODA forløbet står for Observe-Orientate-Decide-Act forløbet; disse er de vigtigste stadier i en hvilken som helst beslutningsproces.
8 Hvis tilstedeværelse på land ikke er påkrævet, formindskes risikoen for gidseltagning drastisk, således at modstanderen ikke vil være i stand til at drage nytte af muligheden for at bruge gidsler som en del af strategisk afpresning.
