De Allieredes Indfald i Frankrig i Aaret 1792

Alan vil erindre, at Frankrig i Begyndelsen af Aaret 1792 var et konstitutionelt Kongedømme, men at Ministrene kun liavde ringe og Kongen saa godt som slet ingen Indflydelse. Efter den 10. August, da Kongen med sin Familie maatte søge Beskyttelse hos Nationalforsamlingen, under Stormen paa Tuilerierne, tabte han den sidste Rest af Magt. Og Ministrene, der idelig skiftede, førte ikke Tøjlerne saa længe, at de kunde blive faste i Sadelen — i de første 8 Maaneder af Aaret gik saaledes Krigs­ ministeriet 6 Gange over i andre Hænder — , hvorfor det blev en let Sag for Folkerepræsentationen, som følte sig mere og mere sikker paa sin endelige Sejr, at træde saa godt som eneraadende op i alle Retninger. Med Hensyn til Krigsbestyrelsens Anliggender behandlede og vedtog saaledes Forsamlingen vigtige militære Love, medens Krigsministeren var paa Inspektionsrejser og altsaa for­ hindret i at give Møde, den nedsatte et staaende Mili­tærudvalg, der blandede sig i alt, og fra den 10. August sendte den Kommissærer ud til de opererende Hære for at paavirke Aanden i disse og for at oplyse Soldaterne om den indre politiske Situation, og udrustede med Fuldmagt til, om de skjønnede det nødvend gt, at afsætte de kom­ manderende Generaler og udnævne andre. 

I forbigaaende bemærkes, at disse Kommissærer i Reglen skaffede sig Hørigbed. Vel forsøgte enkelte Ge­ neraler, der ikke forstode Tidernes Tegn, at gjøre Mod­ stand mod de uventede Sendebud, men naar Tropperne traadte truende op til Gunst for dem, maatte Vedkom­ mende snart falde til Føje. Dumouriez drev sin Opsæt­ sighed videre end nogen anden, da han i Foraaret 1793 fængslede ikke alene fire Kommissærer, men ogsaa Krigs­ ministeren, der havde indfundet sig ved hans Hær, og udleverede dem alle fem til Fjenden, som beholdt dem i Fangenskab i omtrent to Aar. Elan følte imidlertid næsten øjeblikkelig, at hans Stilling var bleven uholdbar efter denne fortvivlede Handling, hvorfor han to Dage derefter forlod sin Hær og flygtede til Østerrigerne.

Foruden Nationalforsamlingen gjorde ogsaa Jakobiner­ klubben, i hvilken alle Folkets slette Instinkter, Mistænk­ somhed og Voldsomhed gave sig fri Luft, sin Indflydelse gjældende. Det gik saa vidt, at Soldater, som forebragte Klager over deres Foresatte for Klubben, her fik beskik­ ket Forsvarere, der banede sig Vej til Krigsministeriet, hvor de strengelig krævede og, hvad mere er, fik Regnskab.

Under saadanne Omstændigheder var de komman­ derende Generalers Stilling ingenlunde misundelsesværdig. Savnende den Støtte, som de burde finde i faste over­ ordnede Forhold , alarmeredes deres Loyalitetsfølelse og Retsbevidsthed saa at sige daglig ved Efterretninger om Attentater, der bleve forøvede mod Kongens Værdighed og Magt. At der førtes en Kamp paa Liv og Død mel­lem Folkerepræsentationen, hvis Magtfylde voxede Dag for Dag, og det hensvindende Kongedømme af Guds Naade, der end ikke formaaede at rette en kraftig Appel til Hæren, var indlysende for enhver. I Følge deres Stilling burde de tage Parti, træffe en Afgjørelse, som yderligere vanskeliggjordes, naar de kastede et Blik paa de Tropper, som de kommanderede, og som vare lige lidt skikkede til at bruges mod indre som mod ydre Fjender, og paa selve de ydre Fjender, der, tilsyneladende uden egentlige fjendtlige Hensigter, kun stillede sig som Opgave at gjenindføre de tidligere ordnede Tilstande og saaledes toge Parti i den indre Strid i Landet paa en Maade, der maatte harmonere bedst med de gamle Fø­reres Følelser og Anskuelser.

Forsvarsvæsenet og særlig Hæren befandt sig i en Tilstand, der i høj Grad maatte vække Betænkelighed. I Oktober 1791 havde Krigsministeren givet den Med­ delelse i den lovgivende Forsamling, at de emigrerede Officerers Antal beløb sig til 1900, altsaa vel omtrent en Fjerdedel af hele Officerskorpsets Styrke. I flere Garnisoner havde der været Mytteri i Afdelingerne, andre Steder havde Soldaterne bortjaget Officererne eller ud­ leveret dem til oprørske Bander, der toge Livet af dem. Som Følge heraf maatte der bestaa det uheldigst mulige Forhold mellem Befalingsmænd og Menige, og herske Insubordination og Mangel paa gjensidig Tillid.

Det var imidlertid ikke alene Aanden i Hæren, der var i Forfald; denne var selv rystet i sin Sammen­ sætning, og den havde langtfra ikke sin normale Styrke. Liniehæren, som paa Krigsfod skulde tælle c. 211,000 Mand, manglede den 1. Oktober 1790 mere end 30,000 Mand. 1 de følgende Aar varierede dette Deficit mellem 51,000 og 27,000 Mand, og det var først i Juli 1792, c. 3 Maaneder efter at Krigen var udbrudt, at Bepræsentationen tog alvorlige Foranstaltninger til at udfylde det. Ved Siden af Liniehæren havde Militsen bestaaet, som paa Krigsfod skulde tælle 76,000 Mand, som tidligere havde gjort god Nytte, og som endnu kunde være bleven en god Støtte for Liniehæren, hvis man ikke havde op­ løst den i Marts 1791. For at erstatte denne enorme Nedgang vedtog man den 21. Juni samme Aar Oprettelsen og Organisationen af den folkelige Hær, den frivillige Nationalgarde, som man haabede fremtidig skulde blive Kjærnen og Hovedbestanddelen af Forsvarsstyrken, og man realiserede den ny Plan saa energisk, at der i September 1792, da Slaget ved Valmy leveredes, bestod c. 330 Batailloner foruden endel mere uregelmæssige Formationer. Deraf fandtes mindst 140 Batailloner i de nordlige og nordostlige Departementer. Ikke saa faa af disse Afdelinger kunde imidlertid paa dette Tidspunkt endnu ikke anvendes, da de først vare formerede i Slut­ ningen af August og Begyndelsen af September under Indtrykket af den overhængende Fare og allsaa langtfra ikke kampdygtigte. Da deres Styrke fra først af beløb sig til 574 Mand og senere blev forhøjet til 800 Mand pr. Bataillon, indbefattet Befalingsmænd, erstattede de, hvad Antal angaar, rigelig den samlede Nedgang, 103,000 til 127,000 Mand, der var opstaaet i Liniehæren og ved Militsens Opløsning. Men selv de Bcaailloner, der vare tidligst formerede, fra Juli 1791, stode dog langt tilbage saavei med Hensyn til fast Organisation som til Disciplin og krigerisk Uddannelse. Nogle Træk af deres Organi­ sation vil give-et Begreb herom.

Befalingsmændene bleve valgte ved Stemmeflerhed, Bataillonschefen af hele Bataillonen, de øvrige af hvert Kompagni for sig. Nogle Afdelinger gik den fornuftige Vej at tage deres Befalingsmænd fra den opløste Milits, andre traf de uheldigste, ja selv de latterligste Valg og lod sig kommandere af Intriganter, politiske Stortalere og drikfældige Individer. Alan forundres derfor ej heller, naar man horer, at Officerer saa jevnlig erholdt Irette­ sættelser for at have nedværdiget deres Stand ved at holde Sviregilder sammen med Menige paa Kroer og Værtshuse.

Departementerne skulde sørge for de Frivilliges For­syning med Uniform, hvilket medførte utallige Ulemper. Der hengik undertiden Maaneder, efter at Bataillonerne vare oprettede, forinden de fik deres Klæder, og ofte be­ fandt Mandskabet sig i en saa pjaltet Tilstand, at det indgød Foragt. Hele Regnskabsvæsenet og Forplejningen ordnedes iøvrigt saa uøkonomisk, indviklet og besynder­ lig, at en General endog troede al burde udtale officielt, at det vilde være ham umuligt at opfinde nogen mere konfus Ordning, selv om der blev udsat en stor Belønning for at løse en saadan Opgave. De Frivillige have ikke været underkastede den sædvanlige militære Disciplin, undtagen naar de stode lige over for Fjenden. Saaledes var Straffen for Rømning meget lemfældig for dem, idet Rømningsmanden kun mistede sine aktive Borgerrettig­ heder i 10 Aar, i hvilket Tidsrum han tillige maatte renoncere paa den Hæder at tjene i Nationalgarden og Linien, en besynderlig Tillægsstraf for Folk, der netop ved Bomningen havde søgt at frigjøre sig for denne Tjeneste. Desuden skulde han erstatte Statens Udgifter til hans militære Beklædning og Udrustning. Til Orlov havde de Adkomst i stor Omfang, i hvert Fald, naar de stillede for sig saa længe, og endelig havde de Ret til at trække sig tilbage ved Slutningen af hvert Felttog, hvilken ansattes (!) til 1. December, naar de blot to Maaneder forud lutndgjorde deres Hensigt for Kompagnichefen. Saadanne Opsigelser indkom virkelig i Mængde 1792 ved Dumouriez’s Hær, da Preusserne stode ved Valmy, og Si­ tuationen endnu var meget tvivlsom.

Thiers udtaler overbærende, at der kun manglede disse unge Soldater Disciplin og Krigserfaring, men mener, ut de snart kunde erhverve alt dette under dyg­ tige Generaler. Hvis han, da han skrev dette, delte Magthavernes Mening fra 1792, den nemlig, at enhver Mand og da navnlig en Franskmand kunde uddannes til Soldat i 6 Maaneder, saa har han senere, da han be­ kæmpede den treaarige Tjenestetid og værnede om den femaarige, grundig skiftet Anskuelser. Ja, udisciplinerede have de været, de nægtede at møde til Øvelser eller bleve borte derfra uden at sige et Ord, de truede deres Fore­ satte, naar disse vovede at tale om Lov og Ret, de gjorde røveriske Indfald i Nabolande, med hvilke Frankrig endnu stod paa Fredsfod, og de pinte, plyndrede og forurettede de franske Borgere, som de pligtmæssig skulde beskytte. Det er ogsua derfor saare naturligt, at der lød højrøstede Klager over dem, og at f. Ex. Direktoriet for Departe­ mentet Somme udstedte en Erklæring om, at man ufortøvet burde sende de Frivillige til Fæstningerne for der at lære deres Metier og Lydighed mod Loven, og at man ikke burde opsætte dette, indtil bele Befolkningen i et voldsomt Udbrud rejste sig mod denne Samling Røvere.

Hærens Tilstand var saaledes all andet end tilfreds­ stillende, hvilket maalte være saa meget betænkeligere, som Fæstningerne i høj Grad vare forsømte, uden Artil­ leri, uden Ammunition og uden Besætning. I Flandern kunde kun een Fæstning, nemlig Condé, udholde en Be­ lejring, og ved Rhinen var endog en Fæstning som del stærkt exponerede Landau i den Grad forsømt, at der i Muren fandtes Brescher saa store, at 40 Ryttere kunde ride ind i Fæstningen paa Linie over dem.

Og alt dette maatle i Hovedsagen have været al­ mindelig bekjendt og var det ogsaa, hvilket ses af en Tale, som Billaud-Varenne holdt i Jakobinerklubben i Januar 1792, og hvori han blandt andet udtalte: «Er Frankrig beredt paa Krig? Nej! Yor Hær er uden Offi­ cerer, Regimenterne have ikke deres Styrke, de Frivillige savne for største Delen deres Udrustning, ligesom Grændsefæstningerne deres Krigsforsyning. Vore Fæstninger ligge aabne for Fjenden».

Under saadanne Forhold erklærede Frankrig Østerrig Krig den 20. April 1792, medens Dumouriez endnu var Udenrigsminister, fordi Stemningen i Frankrig var for Krig, fordi denne var at foretrække for en højst usikker og truet Fred, fordi man kunde haabe ved Krigen at hid­ føre Enighed mellem de mange stridende politiske Fartier og fjerne en stor Mængde urolige Hoveder fra Hoved­staden o. s. v., altsaa udelukkende af politiske Grunde og tiltrods for, at Forsvarsvæsenets Tiistand gjorde det utilraadeligt.

Allerede fra December 1791 havde de franske Trop­ per langs Nord- og Nordostgrændsen været delte i tre Hære, nemlig Nordhæren, der spændte over Strækningen fra Havet til Longvy, Centrumshæren, der strakte sig herfra til henimod Rhinen, og Rhinhaeren, der langs Floden naaede til Basel. De kommanderedes oprindelig henholdsvis af Rochambeau, La Fayette og Luckner, men heri skete der, endnu forinden de Allierede begyndte at udbrede sig i Frankrig, efterhaanden følgende Foran­dringer og Ombytninger:

Hærens Styrke er det vanskeligt at angive, blandt andet fordi der idelig fandt Tilgang Sted af Frivillig batailloner. Den lovgivende Forsamlings Militærudvalg angiver Styrkerne i Juni 1792 saaledes, bortset fra Fæst­ningsgarnisonerne:

Nordhæren 23,049 Md. og c. 42 Batailloner Frivillige (ialt c. 44,000 Md.),
Centrumshæren 23,227 Md. og c. 44 Batailloner Frivillige (ialt c. 45,000 Md.),
Rhinhæren 20.943 Md. og c. 32 Batailloner Frivillige (ialt c. 37,000 Md.),
tilsammen 126,000 Mand, medens Thiers for den 26. August kun har henholdsvis 53,000, 20,000 og 45,000 Md., tilsammen 118,000 Md.

Naar man nu erindrer, hvorledes de franske Trop­ pers Forfatning var, og endvidere betænker, at disse Tropper fandtes spredte over en Strækning paa c. 90 Mil og underlagte tre af hinanden uafhængige Overkommanmandoer, i hvilke der yderligere fandt en uafbrudt Fluktuation Sted, og at der endelig i Centralbestyrelsen i Paris herskede et haabløst Virvar, maa man give Thiers Ret i, at Frankrig i det mindste til at begynde med for­ svarede sig med »tout le desordre d’une revolution». Om han ogsaa har Ret i, at Frankrigs Modstandere an­ greb med «(oule l’ineertitude et la divergence de vues d’une coalition» turde være tvivlsomt. Det daarlige Ud­ fald af deres Operationer maa sikkert tilskrives andre Omstændigheder.

Fjendtlighederne begyndte i Slutningen af April 1792 mellem Nordarmeen og de østerrigske Tropper, som stode i det nuværende Delgien. Vi skulle dog ikke beskjæftige os med de mindre Expeditioner, som bleve foretagne fra begge Sider, og som kun have ringe Interesse, og ej heller opholde os videre ved de besynderlige Forhold, som udviklede sig mellem de øverste llefalingsmænd ved Nordhæren, men kun bemærke, at det synes at staa fast, at Rumouriez, der fra Udenrigsministeriet var gaaet over til denne Hær som Divisionsgeneral, spillede en noget tve­tydig Rolle, forinden han den 14. August blev udnævnt til kommanderende General over Nordhæren. I de paa­ følgende Dage overtog han tillige Kommandoen over en Del af Centrumshæren. Dette gik i Korthed saaledes til:

Paa det meget kritiske Tidspunkt, da de Allierede nærmede sig den franske Grændse, var det bleven be­ sluttet, at Luckner og La Fayette, der endnu havde Kom­ mandoen henholdsvis over Nordhæren og Centruinshæren, skulde bytte Kommandoer og tage største Delen af deres Tropper med sig til de ny Operationsfelter. De to Ge­ neraler bar sig nu ad paa forskjellig Maade. Medens Luckner strax afgik med en af sine Divisioner til Metz og bestemte, at Duinouriez skulde følge efter med Resten af den Styrke, der skulde disloceres, naar Afløsningen ankom fra Centrumshæren, saa rykkede La Fayette kun ti! Sedan, hvor han foreløbig forblev, og hvorfra han sendte to af sine Underforere, Chazot og Dillon, i For­vejen for at afløse Dumouriez. Da disse ankom til Nordhæren, nægtede imidlertid Durnouriez at afmarchere, idet han skød sig ind nnder, at Forholdene havde forandret sig, siden han modtog Ordren fra Luckner. Ved sin Udnævnelse til Overgeneral blev han paa heldig Maade bragt ud af denne i tjenstlig Henseende mislige Stilling, og da dernutst La Fayette Natten mellem den 19. og 20. August rømmede fra Sedan med sin Slab og mange højere Officerer, efterladende sin Hær i stor Konfusion, indlem­mede Durnouriez Tropperne ved Sedan i Nordhæren uden at afgive nogen Erstatning til Luckner, der saaledes kun fik en halv saa stor Styrke som Centrumhærens tidligere at raade over. 

Durnouriez iudsaa snart, at han indtil videre maatle opgive sin oprindelige Plan — at operere offensivt med Nordhæren og lade Oentrumshæren forholde sig defen­ sivt — for først at organisere Modstanden mod de Al­lierede, der trængte frem i Centrum. Han begav sig i dette Øjemed til Sedan, hvor han indtraf den 28. August, og hvor han ved sin Ankomst modtog den mindre kor­ rekte Efterretning, at Fjenden allerede marcherede mod Verdun efter at have taget Longvy, hvilken Efterretning bestemte ham til ufortøvet at afsende General Galbaud med to Balailloner til Forstærkning af Verduns Besætning.

Den tilsyneladende meningsløse Omdislokation af Centrums- og Nordhæren og La Fayettes Bomning for­ værrede selvfølgelig de allerede i Forvejen uheldige For­hold. Særlig var Dumouriez’s Stilling fortvivlet; han var ilde set af Tropperne, der hængte ved La Fayette, og som beskyldte Durnouriez for at have fremkaldt Krigen, han havde intet militært Navn, han kjendte ingen af Begimenterne og ingen af Officererne, han stod uden Stab og saa godt som uden højere Officerer og uden Udsigt til snarlig Understøttelse, da Nordhærens øvrige Korps maatte tilbagelægge lange Veje, inden de kunde naa ham, og da der fra Paris kun kunde komme nydan­ nede, udisciplinerede Afdelinger. Ved Sedan havde han c. 17,000 Mand og i 3 Mils Afstand Øst derfor ved Carignan en Avantgarde paa c. 6000 Mand, hvis samtlige højere Officerer paa to nær siges at være bortrømte. Her herskede derfor den største Spænding mellem de tilbageblevne Officerer og Soldaterne, der misfornøjede med deres formentlig noget exponerede Stilling tvang de to Stabsofficerer til at føre Avantgarden hen i Nærheden afMouzon, hvor General Dillon tog Kommandoen over den.

General Dumouriez søgte paa bedste Maade at for­ bedre Aanden i sin Hær. For Officerernes Vedkommende havde han unægtelig et mægtigt Middel hertil ved Haan­ den, nemlig talrige Forfremmelser til den store Mængde Poster, der ved Rømning vare bievne ledige. Saaledes udvirkede han alene 8 Avancementer til og i Generals­ klassen. Dernæst saa lian sig om efter Forstærkninger, som han foreløbig tog fra Nordhærens længer mod Nordvest staaende Lejre. General Duval blev beordret til at føre c. 6000 Mand fra Lejrene ved Maubeuge og Pont sur Sambre til le Chêne-Populeux, beliggende paa Vejen fra Sedan til Paris, og General liournonville til at marchere med c. 9000 Mand fra Lejren ved Maulde til Rethel, der ligger ved samme Hovedvej c. 4 Mil Vest for le Chêne-Populeux, saa at de kunde indtræffe paa disse Punkter henholdsvis den 7. og den 13. September.

Disse to Dispositioner stode i god Harmoni med den Plan, som Dumouriez havde besluttet sig til at ud­ føre, og som gik ud paa at yde et Frontalforsvar i Ar­gonnerne mod de Allierede, fremfor at trække sig bag Marnefloden for der at indtage Flankestillinger f. Ex. ved Chålons, hvorfra lian kunde have truet de Allieredes Marche, hvis de fortsatte den videre mod Paris. Han foretrak den førstnævnte Plan, fordi Marnen paa Grund af dens mange Vadesteder ikke ansaas for nogen alvorlig Hindring, fordi det vilde tage Tid, inden man i Forbin­ delse med Flankeforsvaret fik organiseret et frontalt For­ svar nærmere hen imod Paris, fordi det var tvivlsomt, om det vilde lykkes at føre Hæren fra Sedan den lange Vej til bagved Marnen uden at blive indhentet og opreven af Fjenden, og endelig fordi Stillingen i Argonnerne blev betragtet som meget stærk.

General Galbaud, der ikke tidsnok var naaet til Verdun, og som nu stod ved St. Menehould paa den vestlige Side af Argonnerskoven og ved Verdun-Paris Vejen, fik derfor Ordre til at indrette Passet ved les Islettes til Forsvar og føre Kommandoen der, indtil Ge­ neral Dillon kunde naa dertil med Avantgarden, som saa tillige skulde besætte Passet ved la Chalade. Dumoriez agtede selv med Hovedstyrken at overtage Forsvaret af de to nordligere beliggende Pas ved Grand-Pré og la Croix aux Bois. Saa længe man var Herre over disse fire Pas og le Chêne-Populeux, kunde de Allierede ikke trænge igjennem Argonnerskoven, som den Gang langt fra var saaledes forsynet med Veje som nu. Selve de Veje, der førte gjennem de fem Pas, vare dybt indskaarne, de andre tilstædeværende mindre Veje vare næsten ufrem­ kommelige, og Terrainet udenfor Vejene ligedan, ikke saa meget paa Grund af Bakkernes Højde, da de kun bæve sig en 400' over de tilstødende Lavninger, som paa Grund af Skovenes Tæthed og de mange sumpede og moradsige Steder.

Inden vi gaa over til at gjengive, hvorledes Dumouriez løste sin Opgave at standse de Allierede, ville vi følge disse paa deres Marche ind i Frankrig til Maas- floden og kun her endnu bemærke, at den franske Over­ general ikke forsømte at træffe ny Bestemmelser med Hensyn til Hærens Forsyning med Proviant og Ammuni­ tion m.m., saaledes som Stillingen i Argonnerne maatte gjøre del tilraadeligt. Tillige lod han Dillon indtage en mere dækket Opstilling med Avantgarden ved Mouzon, men paa venstre Bred af Maas, indtil Hæren kunde sætte sig i Marche fra Sedan.

De allierede Magters Tropper begyndte først at samle sig ved Rhinen i Juli 1792, henved tre Maaneder efter at Krigen var erklæret. —

Preusserne koncentrerede 47 Batailloner, 70 Eskadroner og c. 200 Piecer (2 Morterbatterier, 3 ridende Batterier, I tolvpundigt Batteri og Besten trepundige og sexpundige Bataillonskanoner) ialt omtrent 50000 Mand, ved Coblenz fra den 3. til den 23. Juli. Enkelte Af­ delinger havde imidlertid allerede længe været under Vejs, thi for ikke at blotte nogen Del af Monarkiet tog man Regimenter fra alle Provindser, endog de fjerneste; somme havde forladt deres Garnisoner i Maj. Det var omtrent en Fjerdedel af sin Armee, Preussen stillede i Marken.

For at lette Overgangen over Rhinen var der bygget en Skibsbro ved Coblenz. Eftersom Styrken indtraf, gik den i Lejr, dog ikke i nogen samlet, men hver Ba­ taillon for sig. Det maa antages, at Uæren var fuld­stændig hen imod Slutningen af Juli, at den da har indtaget regelmæssige Lejre og været formeret i:

a) En Avantgarde, 8,25 Batailloner, 15 Eskadroner og 2 ridende Batterier, under Prindsen af Hohenlohe-Ingelfingen,

b) Højre Flankekorps, 2 Batailloner, 10 Eskadroner og 1/2 ridende Batteri, under General Eben,

c) Venstre Flankekorps, 2 Batailloner, 10 Eskadroner og 1/2, ridende Batteri, under General Köhler,

d) Hovedstyrken i to Træfninger, 6 Regimenter á 3 Batailloner i 1. Træfning og 5 Regimenter i 2. Træf­ning, og

e) Rytteriet i 35 Eskadroner under General Lottum.

Resten af Fodfolket dannede foreløbig Besætning i Coblenz.

Hertug Karl Wilhelm Ferdinand af Brunsvig førte Overkommandoen med Oberst Gravert som Chef for Staben, hvis Personale angives kun at have bestaaet af 2 Generaladjutanter og 1 Skriver. — Højstkommanderende Artilleriofficer var Oberst Tempelhof.

Kong Frederik Wilhelm H af Preussen deltog per­sonlig i hele Felttoget.

Der har ogsaa, i det mindste til sine Tider, beslaaet en Inddeling i Brigader, hvis Styrke dog ikke altid over­ steg Regimenternes. Saaledes talte Prinsen af Radens Brigade kun 3 Batailloner, tagne af de forskjellige Regi­ menter, der maaske vare berøvede de øvrige Batailloner i særlige Øjemed.

I og omkring Coblenz havde de franske Emigranter forsamlet sig i stor Mængde. Men ved Preussernes An­ komst maalte de fortrække herfra til sydligere Egne hen- imod Ringen, Mainz og Creuznach, højligen indignerede over at blive «chassés par les Prussiens». Andre Af­delinger af Emigranter laa længer Syd paa og i Neder­ landene. De bleve formerede i tre Korps, nemlig:

a) 8000 Mand under Marschallerne Broglio og Castries, med hvilket Korps Kong Ludvig den X V l’s Brødre, Greverne af Provence og Artois fulgte, skulde slutte sig til Preusserne; det havde Hovedkvarter i Ringen;

b) 4000 Mand under General Egmont og Marquis la Queille skulde underlægges Østerrigerne i Neder­ landene under Hertugen af Sachsen-Teschen og

c) 4000 Mand under Prinsen af Condé skulde operere sammen med Østerrigerne i Breisgau (sydlige Del af det nuværende Raden) under Fyrst Esterhazy.

De her nævnte Tal skulle dog være temmelig upaa- lidelige; saaledes skal det have viist sig, at det første Korps talte c. 14000 Mand, da det blev mønstret den 14. August i Nærheden af Trier. Man maa derfor vist­ nok snarere sætte Emigranternes Antal ved Felttogets Begyndelse til mellem 20000 og 25000 Mand.

Østerrigernes Styrke beløb sig til 75000 à 80000 Mand fordelte i flere Korps, nemlig:

a) 20000 til 25000 i Nederlandene under Hertugen af Sachsen-Teschen,

b) 20000 Mand, £om under General Clairfait rykkede fra Nedorlandede for at forene sig med den preus- Hovedstyrke,

c) 16000 Mand under Prinds Hohenlohe-Kirchberg, der stod ved Schwetzingen paa højre Rhinbred Nordøst for Landau,

d) 9000 Mand under Grev Erbach ved Philippsburg, paa højre Rhinbred Øst for Landau, og

e) 10000 Mand under Fyrst Esterhazy i Breisgau.

Endelig stillede Ilessen Cassel under Landgrevens Anførsel 6000 Mand, der sluttede sig til Preussernes Hovedstyrke, og Churfyrstendømmet Mainz 2000 Mand, som stødte til Grev Erbachs Korps.

De Allieredes hele Styrke beløb sig altsaa fra 153000 til 163000 Mand, hvoraf dog kun c. 115000 Mand med­ virkede ved selve Indfaldet i Frankrig.

Fra Coblenz rettede Hertugen af Brunsvig den 25. og 27. Juli 1792 to Deklarationer til Frankrig, som i lige høj Grad krænkede ved deres Indhold og ved deres Tone. Han erklærer heri, at Magthaverne i Frankrig have forurettet de tydske Fyrster, der havde Besiddelser i Elsass og Lothringen, at de have omstyrtet den lovlig bestaaende Orden i Landet, tilegnet sig Regeringen der, begaaet Attentater og Voldsgjerningerne mod Kongen og hans Hus, at man havde erklæret Kejseren af Østerrig, Preussens Allierede Krig og aabnet Fjendtlighederne. De allierede Fyrster agte derfor at gjenoprette Ordenen i Frankrig og gjengive Kongen Sikkerhed, Frihed og Myndighed, og opfordre den bedre Del af den franske Nation til ufortøvet at slaa ind paa Fornuftens, Retfærdig­ hedens, Ordenens og Fredens Veje. Krigen vil alene blive ført for Frankrigs Lykke, hvorfor de Allierede ikke ville gjøre Erobringer. De ville ej heller blande sig i Frankrigs indre Anliggender, men kun beskytte enhver, der strax underkaster sig Kongen. Nationalgarden op­ fordres til med personligt Ansvar indtil videre at vaage over den offentlige Sikkerhed. De Gardister, der kæmpe imod de allierede Magter, og som gribes med Vaaben i Hænde, ville blive behandlede som Rebeller mod deres Konge. Ligeledes opfordres Liniehæren til at vende tilbage til den gamle Troskab og Lydighed mod den legitime Hersker. Medlemmerne af Departementernes, Distrikternes og Kommunernes Bestyrelser skulle svare med Liv og Gods for enhver Ulovlighed, som er begaaet indenfor deres Omraade, og som de ikke efter Evne have søgt at afværge. De Borgere , der bruge Vaaben mod de allierede Tropper, ville blive behandlede efter Krigsretten, og deres Ejendomme brændte eller ødelagte. Paris maa strax underkaste sig Kongen og sikre ham den Frihed, Despekt og Ukrænkelighed, som Undersaatter skylde deres Souverain efter »le droit de la nature et des gens». Medlemmerne af Nationalforsamlingen, af Departementet, Distrikterne, Kommunen og Nationalgarden i Paris indestaa med deres Liv for enhver Begivenhed, og de ville blive dømte af Krigsret uden Haab om Benaadning. Hvis Tuillerierne blive indtagne, hvis der tilføjes Kongen og hans Familie den mindste Vold eller Fornærmelse, ville de forenede Fyrster tage en exemplarisk og uforglemmelig Hævn derover og overgive Paris til en »exécution militaire og une subversion totale». Efterkomme Pariserne de saaledes givne Ordrer, agte de forenede Fyrster at erhverve dem Tilgivelse for deres Uret og Forvildelser. De Allierede erkjende ingen Regerings­ akt for gyldig, saa længe Ludvig den XVI ikke er fuld­ kommen fri, hvorfor de opfordne Kongen til at udpege en By nærmere ved Grændsen, hvortil han i Frihed kan forlægge sin Residens under en Eskorte, som de tilbyde ham. Hvis derimod Kongen paa anden Maade forlader Paris, altsaa uden Eskorte fra de Allierede, vil det blive betragtet, som om han bliver bortført forræderisk eller med Vold, og da vil enhver By, som passeres og som ikke søger at modsætte sig en saadan Udaad, blive be­ handlet, som ovenfor er angive; for Hovedstaden, saa at den Vej, Kongerøverne maatte følge, vil blive betegnet ved en Række af exemplariske Afstraffelser.

Intet Under, at alle, som saaledes bleve truede paa Liv og Ejendom, besluttede at sælge dette saa dyrt som muligt, at Kongen mistede sin Frihed, og at National­ forsamlingen søgte at sikre sig Armeerne ved at sende Kommissærer til dem kort efter, at Deklarationerne bleve bekjendte i Paris den 3. August 1792.

For at naa deres Maal, at frigjøre den franske Konge, maatte de Allierede trænge frem til det Sted, hvor ban opholdt sig, altsaa føre en offensiv Krig med Paris som Objekt. Den Operationsplan som senere i Hovedsagen blev fulgt, findes allerede angivet i en Me- moire, som Hertugen af Brunsvig den 19. Februar 1792 sendte til den preussiske Minister v. Bischoffswerder. Heri fremhæver han, at den Troppestyrke, som agtes ført mod Frankrig, ubetinget vilde være for ringe, hvis Forholdene vare som før Revolutionens Udbrud, at Van­ skelighederne, der skulde overvindes nu, vel vare mindre, men at man dog ikke maatte stole paa Emigranternes Løfter og Forudsigelser. Krigen maatte føres hurtig. Etter at de preussiske Tropper vare koncentrerede ved Coblenz, skulde de over Trier og gjennem Luxemburg omgaa Stillingerne ved Sierck, Thionville og Metz. Hvis de Franske ikke overskride Grændsen, ville de lægge stærke Besætninger i de to Fæstninger og muligen tage Stilling bag Ornefloden, mellem Conflans og Richemont, for at dække Lothringen. I saa Fald kunde man enten angribe dem i denne Stilling eller manøvrere dem ud af den ved at rykke videre mod Maasfloden i Retning af Dun eller noget ovenfor denne By. Hvorledes man der­ næst skulde forsætte Operationerne, maatte afhænge af Forholdene, kun maatte man opbyde alt for at hindre Foreningen af de to franske Hære, som antoges at være samlede om Lille og om Metz. Sine Magasiner burde den preussiske Hær etablere i Frankfurth a/M, Giesen, Mainz og Coblenz, med andre Ord, den skulde basere sig paa Rhinen fra Mainz og nedad. Samtidig med Hovedindfaldet i Frankrig skulde de østerrigske Afde­ linger i Nederlandene beskjæftige den franske Nordhær, medens de østerrigske Tropper ved Rhinen skulde demonstrere mod Rhinhæren enten ved at gaa gjennem Schweiz ved Basel eller over Bhinen ved Mannheim og saaledes efter Evne virke mod, at en Koncentration af de franske Stridskræfter fandt Sted.

Denne Memoire blev offentliggjort i 1808 og led­ sagedes da af nogle kritiske Bemærkninger, hvori det blandt andet meget naivt anses for heldigere, om man havde kunnet angribe Frankrig med en betydelig større Styrke, f.Ex. 500,000 iMand. Man vilde muligen saa være kommen til Paris i 3 Felttog, maaske dog ogsaa først efter fem. Tonen i lydskland var aabenbart nedstemt noget, siden Hertugen af Brunsvig udstedte sine Dekla­ rationer. I Aaret 1792 nærede man endnu Foragt for Franskmændene fra Syvaarskrigen, da Frederik den Store gik saa vidt, at han mente ikke at kunne give nogen Officer, der hidtil kun havde fægtet mod de Franske, nogen selvstændig Kommando, fordi han saaledes næppe kunde have Begreb om, hvad Krig egentlig vilde sige.

Hertugen af Brunsvig var en Modstander af den Maade, hvorpaa Krigen var ført af Frederik den Store, der ikke skyede at opsøge de fjendtlige Hære for at bekæmpe og ødelægge dem. Fremfor en saadan vovelig Adfærd, mente Hertugen, burde man hellere ved strategiske Manøvrer bringe Fjenden til at opgive de Stillinger og Punkter, som det kom an paa at have i sin Magt. I den ovenanførte Plan skimter dette igjennem, idet Muligheden af at levere Slag ej ganske udelukkes.

Den 29. og 30. Juli satte den preussiske Hær sig i Bevægelse i den tidligere angivne Formation fra Coblenz over Trier, Remich, Syd om Luxemburg til Esch, c. 2 Mil Øst for Longvy, hvor den overskred den franske Grændse den 19. August. 21 Mil i 21 Dage. Fra Remich, hvor det højre Flankekorps forenede sig med Avantgarden, gik Marchen langs den franske Grændse i en Afstand af knap 1 Mil fra denne. Ved Trier stødte Emigranterne den 8. August til Hovedstyrken, efter at de havde for­ ladt Bingen og Omegn den 2. s. M. De fulgte dog ikke strax ind i Frankrig med Preusserne, men bleve staaende tilligemed General Kbhler fra den 19. til den 27. August noget Nord for Remich for at dække Operationslinien.

Den preussiske Hær marcherede, sikkert efter alle Datidens Regler, snart i to, snart i tre Kolonner, snart afmarcheret i Træfninger, snart fra Fløjene. Hovedstyr­ken og Avantgarden kamperede, Flankekorpserne kanton­nerede. Man havde Sikringsdele fremme saavel under Marchen, som naar Hæren opholdt sig paa Stedet, hvilket maatte anses for mindre nødvendigt i Førstningen, da Afstanden fra Fjenden endnu var temmelig stor, da alle Efterretninger gik ud paa, at han ikke vilde lægge Preus­serne Hindringer i Vejen paa fremmed Grund, og da endelig Guvernøren i Luxemburg havde draget en Kordon af 3 liatailloner og 9 Eskadroner langs den franske Grænse fra Longvy til Mosel, hvilken Kordon først blev inddragen, da Preusserne selv kom Grændsen saa nær, at den blev overflødig. Man krokerede og rekognoscerede undervejs. Overgeneralen rekognoscerede, ja Kongen af Preussen selv rekognoscerede en af de første Dage, efter at Grændsen var overskreden. Under Flankemarchen fra Remich til Esch foretog Avantgarden forskjellige mindre Expeditioner ind paa fransk Gebet og aabnede paa denne Maade Fjendtlighederne ved at bemægtige sig den lille Grændseby Sierck ved Mosel den 11. August. Byen blev dog igjen opgiven den næste Dag.

Fra den 14. August blev Parken forlagt til Luxem­burg, hvor man derpaa tillige oprettede Magasiner, Ba­gerier og Lazarether, saa at denne Fæstning under de følgende Operationer kom til at tjene som Hovedetapestation.

Hvorfor ere Preusserne marcherede saa langsomt fra Coblenz til Esch? Der angives forskjellige Grunde. For det første for at faa Tid til at retablere Artilleriet og Trainet, der havde lidt endel paa den lange Marche fra Garnisonerne til Coblenz, for det andet fordi Forsy­ningen med Brød lagde store Vanskeligheder i Vejen, for det tredie for at erfare, hvilket Indtryk de Allieredes Fremrykning vilde udøve paa Stemningen i Frankrig. Herom fik man tildels Underretning den 16. August, da den «grausenerregende« Efterretning om Begivenhederne i Paris den 10. August naaede til den preussiske Lejr, uden at dette i nogen Maade fremskyndede eller sagtnede Farten. Derimod har den fjerde Grund, at Preusserne maatte vente paa Østerrigerne, muligen størst Betydning.

General Clairfait var vel afgaaet med sit Korps den 28. Juli fra Lejren ved Mons og var over Namur naaet til Arton, c. 2 Mil INord for Longvy, den 16. August, efter at have brugt 19 Dage om 21 Mil, men derimod lykkedes det ikke Fyrst Hohenlohe-Kirchberg at vinde frem til Remich og afløse General Kohier før den 27. August. Det synes, som om Fyrstens Opgave i Overens­ stemmelse med den oprindelige Plan fra Begyndelsen kun har bestaaet i at operere mod den franske Rhinhær, men at Hertugen af Brunsvig senere har skiftet Anskuelser og beordret ham til at deltage i Operationerne ved Mosel og Maas. Han passerede Rhinen den 1. og 2. August dels ad Broen ved Alannheim, dels paa Fartøjer, og de­ monstrerede mod Landau til den 12. August, paa hvilken Dag han begyndte at bevæge sig henimod Mosel over Kaiserslautern, Homburg og Merzig og brugte alisaa 16 Dage om at tilbagelægge en Vejstrækning paa c. 18 Mil.

Ved Rhinen blev derefter kun Grev Erbaeh tilbage. Han var gaaet over Floden den 4. August og skulde nu med sit svage Korps og c. 2000 Mand Mainzere, der sluttede sig til det i Begyndelsen af September, forhindre de Franske i at trænge frem fra Elsass. Han maatte ogsaa dække et meget betydeligt Magasin, som Fyrst Hohenlohe-Kirchberg havde ladet blive i Speier, og som man ikke søgte at bringe i Sikkerhed paa anden Maade, f. Ex. ved at føre det over paa højre Rhinbred eller læn­ ger bort fra den franske Grændse.

Foruden Østerrigerne lode ogsaa Ilesserne vente paa sig, idet Landgreveu, der fra Rheinfels ved Bingen rykkede frem over Trier, endnu den 24. August stod nogle Mil Nord for Remich.

Saaledes tilendebragte de Allierede deres strategiske Opmarche i Løbet af den 4. Uge i August. Medens Fremstillingen heraf endnu er i frisk Erindring, ville vi angive de kritiske Bemærkninger, Opmarchen har givet Lejlighed til. Foruden at Marchen gik for sig med en næsten enestaaende Langsomhed, blev den tildels udført som Flankemarcher i ringe Afstand fra fjendtligt Gebet, fjendtlige Fæstninger og Tropper. Endvidere var Kon­ centrationspunktet lagt saa langt frem i en saadan Nær­ hed af Fjenden, at denne kunde have trængt sig ind mellem Kolonnerne og være optraadt overlegent mod de svagere, og endelig var den Styrke, der blev efterladt ved Rhinen, ingenlunde stærk nok til at løse sin Opgave. Disse Fejl tik ikke de Følger, som de kunde have haft, paa Grund af de daværende Forhold ved de franske Liære.

Som tidligere anført gik Preusserne over Grændsen den 19. August. Avantgarden under Flohenlohe-lngelfin- gen foretog ufortøvet en kraftig Rekognoscering mod Centrumshærens Avantgarde, der af Marschal Luckner var placeret ved Fontoi, c. 4 Mil Nordvest for Metz, og som havde en Styrke af 4000 Mand. Efter Rekogno­ sceringen, der kun førte til ubetydelige Skærmydsler, tog Hohenlohe- Ingelflngen Stilling bag Aaen Crune, c. 1,5 Mil Nordvest for og med Front mod F’ontoi for at dække Hovedhæren mod Angreb herfra, medens denne i Forening med Østerrigerne, under General Clairfait indesluttede Fæstningen Longvy, hvilket skete i Løbet af d. 20. August, saaledes at Østerrigerne, der kom fra Nord, log Stilling Nord og Nordvest for Fæstningen samt sikrede sig mod Foretagender fra Sedan, samtidig med at Preusserne, der kom fra Sydøst, cernerede Fæstningen paa den sydlige og sydøstlige Side samt gik i Lejr med Hovedstyrken c. 3/4 Mil Syd for Longvy, hvorfra den sikrede sig sydpaa mod Verdun og holdt sig beredt til at understøtte Hohenlohe ved Crune, hvis han skulde blive angrebet af Luckner. I Lejren havde 1. Træfning Front i sydlig Retning, 2. Træfning i nordlig Retning mod Longvy, og Rytteriet, der laa mellem de to Træfninger, lukkede Mellemrummet Flankerne. Kongens Telt laa ligeledes mellem Træf­ningerne paa en Høj, hvorfra hele Omegnen kunde overses.

Da Fæstningen forgjæves var opfordret til Overgivelse den 21. August, begyndte Bombardementet paa den Nat­ ten mellem den 21. og 22. fra lo Batterier,- tilsammen med 8 tipunds Morterer og 2 tipunds Haubitser, hvoraf det ene stilledes paa aaben Mark, det andet noget dækket » af Terrainet. Preusserne leverede Artilleri, Østerrigerne en Bedækning af 2 Batailloner, 6 Kompagnier Jægere og 2 Eskadroner. Efter Angivelserne skulde disse to Bat­ terier have ligget vestlig for Longvy i kun 600—900 Skridts Afstand, hvilket dog næppe er rigtigt. Afstanden maa sikkert have været endel større. Natten var mørk, man kunde intet se af Fæstningen. De fleste Projektiler gik for langt og faldt ned hinsides Longvy. Oberst Tempelhof paatog sig da personlig at rekognoscere og naaede efter sin egen Mening ind til c. 500 Skridt fra Værkerne uden at se noget, men ogsaa, mærkværdig nok, uden at blive standset. Man holdt derpaa inde med Skydningen, indtil det blev Dag. Tempelhof rekogno­ scerede atter personlig, rettede selv Piecerne og bestemle Ladningen, hvornæst der, efter at det udækkede Batteri havde faaet en mere sikker Opstilling, fra Kl. 5 til 6 For­ middag kastedes 300 Projektiler ind i Fæstningen, hvor der som Følge heraf udbrod Brand paa et Par Steder. Da imidlertid Ammunitionen truede med at slippe op, standsede Beskydningen, der var besvaret livlig, men uden Virkning, af de Belejrede. Inden Bombardementet igjen kunde begynde den 23. August, gik Kommandanten, Oberst Lavergne, ind paa en Kapitulation, i Følge hvilken Besætningen, I Liniebataillon, 2 Nationalgardebatailloner, noget Rytteri og Artilleri, ialt c. 2600 Mand, blev fri­ given mod Løfte om ikke at tjene mod de Allierede i denne Krig. Liniebataillonens Chef, der ikke vilde overleve Fæstningens uhæderlige Fald, tog sig af Dage. Derefter fik Longvy den 24. August en Besætning af en preussisk og en østerrigsk Bataillon. De Allierede, som her kom i Besiddelse af betydelige Forraad, der bleve delte ligelig imellem Østerrigerne og Preusserne, indret­tede Longvy til Etapestation med Lazarether, Magasiner og Bagerier, men forbleve iøvrigt saa godt som uvirksomme i deres Stillinger indtil den 28. August, aabenbart stadig ventende paa Østerrigerne under Hohenlohe-Kirchberg.

Efterretningen om Longvys Fald fremkaldte den mest levende Forbitrelse i Paris. Lavergne, der klogelig gjorde sig usynlig, blev stævnet for en Krigsret, det blev ved­ taget, at Longvy skulde jevnes med Jorden, at dens Ind­ byggere havde mistet Borgerrettighederne i 10 Aar, og at Kommandanter i belejrede Byer fremtidig skulde lægge enhver Borgers IIus øde, naar han fordristede sig til at foreslaa Portene aabnede for Fjenden.

Den preussiske Hær fik nogen Magasinforplejning, i det mindste Brød. Forsyningen gik fra Coblenz og op ad Mosel til i Højde med Luxemburg, derefter til Lands over denne Fæstning til Longvy. Men for Resten maatte Tropperne hovedsagenlig leve paa Marketenderforplejning, som blev meget dyr for Folkene, dels fordi der ikke blev paalagt Marketenderne Kontrakter, idet hverken de højere Autoriteter eller Regimenterne toge sig af denne Sag, dels fordi Soldaterne lede et betydeligt Tab (fra 13% og derover) paa deres Penge som Følge af den i Rhinlandene og i Preussen bestaaende forskjellige Møntord­ning. Da Hæren var kommen ind i Frankrig, fastsatte Overkommandoen en Kurs mellem preussisk og fransk Mønt, selvfølgelig til Gunst for Tropperne, men Franskmændene varetog deres Interesser ved i samme Forhold at forlange højere Priser, paa hvad de solgte. Da det saaledes var gaaet haardt ud over de preussiske Soldater, maa man ikke forbavses over, at de, efter at have holdt Mandstugt, saa længe de befandt sig paa tydsk Grund, toge sig grove Friheder i Frankrig. En tydsk Officer tilstaar blandt andet, at en By, der laa tæt ved den første Lejr i Frankrig, og som «vielen Wohlstand verrieth, bin­ nen einer Stunde einer Einöde glich. Den folgenden Tag lag das Lager voll Schaafshäute und Eingeweide von Sehaafen und Schweinen, wie auch voll Federn von ge­ raubten Hühnern und Gänsen». Uagtet der blev givet strenge Befalinger for at forhindre lignende Udskejelser, uagtet en Oberst, der ikke overholdt Ordrerne, blev kas­ seret, hørte Plynderier og Vold til Dagens Orden lige til det Sidste. Mange Officerer røvede Geder, der tøjredes ved Pakhestene og i stort Antal fulgte med i Marchekolonnen, for at Vedkommende kunde blive forsynet med Mælk. Det forunderlige Udseende, som den marcherende Hær derved fik, forøgedes yderligere ved en stor Mængde Fruentimmer, Vadskerkoner, Marketenderske o. s. v., der ledsagede Regimenterne, og som bleve førte under Kom­mando af Regimentsprofossen. Krænkede over en saadan Behandling overøste de i den Grad deres Fører med Skjældsord og Trusler, at man fandt det rigtigst at afløse Profosserne med Underofficerer. I Frankrig opgav man dog denne Fremgangsmaade og lod Kvinderne skjøtte sig selv og stjæle efter Behag, hvor de kom frem. De preussiske Myndigheder indlode sig endog paa selv at sætte Plyndringer i System, rigtignok maskerede som Rekvisitioner, der bleve honorerede med Anvisninger paa den fangne Kong Ludvig den XVI. Göthe var til Stede, da en Hjord Faar blev tagen i en Skov og fordelt til Tropperne, mod at Røgterne fik saadanne Anvisninger, hvorover de, som naturligt var, bleve meget mismodige. En «tieferer männlicher Schmerz» var næppe nogensinde før kommen ham for Øje; det gjorde et dybt Indtryk paa ham, det var «eine grausame Scene. Die griechi­schen Tragödien allein haben so einfach tief Ergreifendes».

Som allerede anført laa Preusserne for største Delen i Lejr. At denne Maade at skaffe Hæren Ly paa har sine store Fordele er indlysende nok, men der vil næppe gaa noget Felttog, hvor man har brugt Lejring, uden at Manglerne herved ogsaa ville springe stærkt i Øjnene. Ofte kom Trainet med Teltene sent, langt ud paa Natten til Lejrpladsen, tiere endnu maatte Tropperne vente time­ vis, medens Lejren blev stukket ud, undertiden bleve Teltene slet ikke rejste, fordi Blæsten hindrede det, og ofte kom de til at staa paa fed og opblødt Jordbund, hvor Soldaterne ikke kunde lægge sig, naar de manglede Straa, og hvor de, naar de om Morgenen forlode Teltene, havde faaet et ubeskriveligt snavset Udseende. Dertil kom, at der ikke herskede Orden i Lejrene, hvilket navn­ lig .blev iøjnefaldende, naar Lejren s.od i længre Tid paa eet Sted. I Lejren ved Trier vadskede man Tøj, van­ dede og svømmede Heste og tog Drikkevand, alt imellem hinanden. Da der samtidig herskede en stærk Hede, have de Forfattere, der hidlede Hærens slette Sundheds­ tilstand under Felttoget fra Opholdet i denne Lejr, mulig ikke Uret. Forøvrigt fortsatte man paa samme Maade senere. En enkelt Gang paatog Gdthe sig at frede om en Dam, som ban lod omgive med Pæle og Liner for at værne den mod Smuds og urigtig Behandling. Ilan an­ kom til Lejren Syd for Longvy, efter at den havde staaet i 6 Dage paa samme Sted, og fik strax det sletteste Ind­ tryk paa Grund af det grændseløse Griseri, som herskede i den. Om Aftenen maatte han lade sig bære ind i sin Rejsevogn for ikke at blive siddende fast i Æltet.

I de sidste Dage medens Hovedhæren laa ved Longvy, lykkedos det, Østerrigerne under Hohenlohe-Kirchberg at passere Moselfloden ved Remich og at naa frem til den franske Grændse Nord for Thionville. Da Luchner efter den lille Affære ved Fontoi havde trukket sig til­ bage Syd for Metz og kun havde efterladt en svag Arrieregarde Nord for denne By, var der intet til Hinder for, at Thionville, hvis Besætning var forstærket noget, kunde eerneres, hvilket ogsaa tildels skete den 29. og 30. Au­ gust af Hohenlohe-Kirchberg paa den sydlige og vestlige Side, medens Emigranterne, der hidtil havde staaet noget Nord og Nordøst for Remich, sluttede sig til Østerrigerne og toge Stilling paa den nordlige Side af Thionville. Da endvidere General Køhier, der ligeledes var bleven tilbage ved Retnich, nu kom op i fløjde med og Øst for den preussiske Avantgarde under Hohenlohe-Ingelfingen, kunde Hertugen af Brunsvig fortsætte sine Operationer, som han rettede mod Verdun.

Efter to Dages Marclie blev denne Eæstning inde­ sluttet den 30. August paa Mansflodens højre Bred af Hovedarmeen fra Nord, af Avantgarden og venstre Flanke­ korps forstærket med en Brigade af 2. Træfning fra Øst og Sydøst. Prindsen af Hohenlohe-Ingelfingen sikrede til­ lige Hæren mod Øst og Syd mod mulige Foretagender fra Metz og Centrumshæren. Den følgende Dag, den 31. August, gik General Kalkreuth over Maas paa en Pon­ tonbro, der blev slaaet c. 6'U Mil Nord for Verdun, med største Delen af højre Flankekorps og en Del af 2. Træf­ ning og af Rytteriet, ialt 7 Batailloner, 15 Eskadroner, et helt og to halve Batterier, for at indeslutte Byen paa venstre Bred af Maas og sikre sig mod Sydvest, Vest og Nordvest. Paa denne Maade lykkedes det helt at inde­ slutte Verdun, inden Besætningen, der bestod af 3 Frivilligbatailloner og nogle Depoter, tilsammen c. 3000 Mand, under General Beaurepaire som Kommandant, fik nogensomhe'lst Forstærkning. Galbaud, der med sine to Batailloner var marcheret fra Sedan, Dagen før Preusserne forlode Longvy, kom ubegribeligvis for sent og trak sig derfor over mod Vest til St. Menehould, hvor to af de af­ væbnede Batailloner fra Longvy sluttede sig til ham.

Efter at Verdun havde afslaaet en Opfordring til at overgive sig, traf man Foranstaltninger til at bombardere Fæstningen og havde tre Batterier færdige om Aftenen den 31. August, et Vest, et Nord og et Øst for Byen, saa at Beskydningen kunde tage sin Begyndelse Kl. 10,30 og fortsattes til om Morgenen den 1. September. Forhand­lingerne med Fæstningen bleve derpaa gjenoptagne og endte med dens Overgivelse den 2. September. Besæt­ningen fik fri Afmarche med Vaaben og 4 Regimentskanoner. En Del drog vest paa over Clermont, Resten Syd paa til St. Mihiel, men det Hele synes dog igjen at have samlet sig i St. Menehould hos General Galbaud. Kommandanten Beaurepaire, der ikke vilde gaa ind paa Overgivelsen, havde dræbt sig ved et Pistolskud.

Da Preusserne marcherede fra Eongvy, vidste de god Besked med, at der stod et fransk Korps i Nærheden af Sedan. Man maatte altsaa dække sig herimod saa vel som mod den lille Fæstning Montmedy, der ligger om­ trent midtvejs mellem Longvy og Sedan. Dette overtog Østerrigerne under General Clairfait, som efter at have afgivet en Bataillon til Longvys Besætning havde faaet Forstærkning af to østerrigske Bataillonen Han indtog den 1. September en Stilling c. 3/4 Mil Syd for Montmedy for at observere denne Fæstning. Dagen forud, den 31. August, havde han besat Byen Stenay med en lille Avant­ garde efter at have kastet Dumouriez’s derværende For­ tropper tilbage over Maasfloden.

Imidlertid vare Besserne avancerede frem til Longvy, hvor de sikrede Kommunikationslinien og observerede i Retning af Montmedy og Thionville, hvilket sidste skulde synes at være mindre fornødent.

Ved Verdun herskede der kun ringe Virksomhed. Om Natten mellem den 2. og 3. September foretog man et lille Tog til St. Mihiel, 4 Mil Syd for Verdun, hvor man opsnappede en Krigskasse og tog 6 Officerer og c. 130 Mand til Fange. For denne Bedrift blev den Of­ficer, der havde ført Kommandoen, ophøjet i Adelstanden og hædret med Fortjenstordenen.

Den 5. September gik den preussiske Hær over Maas, slog Lejr tæt Vest for Verdun og pousserede Avant­ garden og General Kalkreuths Kommando frem mod Cler­ mont og Varennes i en Afstand af c. 2 Mil fra Verdun, men lod General Köhler med største Delen af venstre Flankekorps forblive paa sin Post, c. 1,75 Mil Sydøst for Verdun, for at sikres mod denne Side. Til Garnison i Verdun afgav Hæren to Batailloner, der senere bleve forstærkede med en hessisk Bataillon. Den 8. September blev General Kalkreuth skudt yderligere 1,75 Mil længer frem imod Nordvest til Montfaucon. I denne Stilling for­ blev derpaa Hæren indtil den 10. September uden at fore­ tage andet end mindre Rekognosceringer— saaledes den o. September mod Varennes og to Dage derefter mod les Islettes — og nogle Demonstrationer, som skulle blive omtalte senere, løvrigt benyttede Hertugen af Brunsvig Tiden til at indrette Verdun som Etapestation samt til at drage Forstærkninger til sig fra Thionville og Longvy.

Stemningen i Hæren var god. Man talte nu frit om, at Preusserne mindst maatte have Elsass og Lothrin- gen, og glemte, at Hertugen i sine Deklarationer havde betonet, at man ikke vilde gjøre Erobringer. Alle følte sig overbeviste om snart at naa til Chalons, Epernay osv. Gothe lod sine Kort over Vejen til Paris omhyggelig op­ klæbe og indrette til Brug i Marken. Han og mange andre forundrede sig kun over, at Hertugen ikke rykkede videre eller i det mindste bemægtigede sig Passet ved les Islettes i Argonnerne paa den direkte Vej fra Verdun til Paris, i kun 4 Miles Afstand fra Verdun. Med Hen­ syn til det sidste Punkt maa man sikkert give Digteren Ret. Der synes ikke at være fremkommet nogetsomhelst, der kan undskylde Hertugen i saa Henseende. Han, der som anført, hyldede Theorien om Manøvrers og strate­giske Positioners afgjørende Betydning, burde fremfor nogen anden have følt sig tiltalt af denne Operation, saa meget mere som les Islettes, i det mindste indtil den 5. September, kun blev forsvaret af en meget ringe Styrke, nemlig General Galbaud med 2 bevæbnede og 2 ube­ væbnede Batailloner. En alvorlig Rekognoscering vilde sikkert have bragt ham alle de Oplysninger herom, som han kunde ønske sig; maaske en saadan endog havde formaaet at skræmme Franskmandene ud af Passet.

Som en endnu langt større Fejl bebrejdes det ham imidlertid, at han i det Hele taget gik imod Verdun i Stedet for strax efter Indtagelsen af Longvy at indeslutte Montmedy med en mindre Styrke og med flovedstyrken at gaa mod den franske Hær ved Sedan. Han vidste, at denne var temmelig svag, antog den svagere end den var, nemlig 15,000 til 16,000 Mand, vidste allerede den 24. August, at den General, der førte den, La Fayette, og en stor Del Officerer vare flygtede til Nederlandene, og kunde altsaa slutte sig til, at der maatte herske be­ tydelig Forvirring og Usikkerhed i alle Forhold. Han havde med sin enorme Overmagt saa gode Udsigter som muligt til at oprive denne Hær, at afskære den Tilbage­ toget, tvinge den til Overgivelse. Frankrig havde da, som Dumouriez rigtig bemærker det, foreløbig intet at stille mod de Allierede, hvad enten de vilde føre Krigen methodisk eller gaa lige løs paa Paris, hvilket sidste na­ turlig tiltaler Dumouriez mest. «Quand on veut envahir un pays déchiré par une révolution, quand on est sûr d’y avoir un grand parti, quand on veut sauver un roi dans les fers, quand on a commencé une campagne trop tard, on doit surtout avec une grande armée multiplier sa force par sa vitesse et arriver comme la foudre sur la capitale pour ne pas donner le temps au peuple qu’on veut soumettre, de se reconnaître». Den eneste Foran­ dring, som man maaske kunde ønske at foretage i dette Ræsonnement, skulde da være den, at Hurtigheden ikke er saa nødvendig ved en stor Armee, der ikke trænger til at «multiplier sa force», som netop her, hvor man kun havde en forholdsvis temmelig svag Hær. Det er sikkert Følelsen af Hærens Adspliltelse og ringe Styrke — foran Verdun have Preusserne næppe haft mere end c. 40000 Mand — , der har gjort sig for stærkt gjældende og lam­ met Hertugen af Brunsvig. Der forefaldt heftige Scener ved Verdun mellem ham og de franske Prindser, som maatte høre Bebrejdelser for, at de havde givet Kongen fejle Efterretninger cm Stemningen i Frankrig og derved foranlediget, at Preusserne havde vovet sig for langt frem i Landet, ladende ikke erobrede Fæstninger bag ved sig og ud til Siderne.

Den 10. September om Aftenen forsamlede Gene­ ralerne og Stabsofficererne sig i Hertugen af Brunsvigs Kvarter ved Verdun for som sædvanligt personlig at mod­ tage Ordren for den følgende Dag. De maatte vente  længe paa Hertugen, som selv dikterede Ordren. Den blev udgiven i en Lade, hvor der kun brændte et Lys. Man skrev derfor saa godt, man kunde, i Mørke. Ordren gik ud paa, at Hæren den næste Dag skulde fortsætte sin Fremrykning i nordvestlig Retning for om muligt at forcere Argonnerstillingen ved Grand-Pré, eftersom Passet ved les Islettes syntes at være for vanskeligt at tage. Alle andre Planer vare skudte til Side; man havde op­ givet at erobre Moselfæstningerne, at basere sig sikkert paa Maaslinien og at søge Forbindelse med de østerrigske Nederlande, inden man rykkede videre, og foretrak at forsøge at naa Maalet ved at gaa voldsomt paa.

Var end Udgivelsen af Ordren paa en vis Maade storartet nok, gik Marchen den 11.September, c. 2,5 mil, i alle Hen­ seender yderst ynkelig. Vejene vare opblødte, Kolonnerne kom i Kollision med hverandre, og Trainet blev i den Grad forsinket, at Brødvognene først kom til den ny Lejr den 12. September op ad Formiddagen, saa at Hæren paa denr.e Dag først kunde bryde op henimod Middag for at mar­ chere videre til Landres, c. 1,25 Mil Øst for Grand-Pré, hvor Hovedstyrken tog Stilling, medens Avantgarden, for­ stærket med venstre Flankekorps og en Del af 2. Træfning, stillede sig Sydvest, og det forstærkede højre Flankekorps c. 1,25 Mil Nordvest herfor, alt med Front mod Grand-Pré. Længer mod Nord sloge Østerrigerne under Clair-fait Lejr ved Vejen fra Stenay til la Croix aux Bois. Kun General Kalkreuth kom ved denne Lejlighed i et ubetydeligt Fngagement med Fjenden.

Ved Preussernes Afmarche blev Vejen fra les Islettes til Verdun aaben, indtil Besserne, forstærkede med et preussisk Batteri og noget Rytteri, besatte Clermont den 13. September. To Dage senere rykkede Østerrigerne under Hohenlohe-Kirchberg op paa Hessernes højre Fløj og besatte Varennes og Neuvilly, en By midtvejs mellem Varennes og Clermont. Tilsammen udgjorde disse to Korps c. 13000 Mand.

Den 13. September blev en heldig Dag for Clairfait.   Han marcherede nemlig frem ad Vejen til Croix aux Bois, stødte kun paa ringe Modstand ved nogle paa Vejen anbragte Forhug og bemægtigede sig Passet uden at faa Brug for nogen Ephialtes. Glairfaits Held for­ klares derved, at Dumouriez den 11. September havde svækket Besætningen ved Croix aux Bois til Fordel for Grand-Pré, det Sted, hvor han personlig førte Befalingen. Oprindelig bestod den af nogle Kanoner, 2 Eskadroner og 3 Batailloner, hvoraf den ene, der laa 1 Mil bag Passet i Byen Vouziers, endnu var ubevæbnet, men efter den 11. September var den vigtige Post kun bevogtet af 100 Mand Infanteri, den ubevæbnede Bataillon samt lidt Artilleri. Vel havde Dumouriez givet Ordre til, at Bataillonen i Vouziers skulde forsynes med Vaaben, men den Artilleriofficer, der skulde effektuere Ordren, havde endnu ikke udleveret Vaabnene den 13.

Saa snart Dumouriez gjennem Flygtninge fik Under­ retning om, at la Croix aux Bois var i Østerrigernes Hænder, beordrede han General Chazot til at afgaa fra Grand-Pré med c. 5000 Mand for at tage Passet tilbage. I Begyndelsen havde Chazot Held med sig, men Fægt­ ningen endte med, at Østerrigerne beholdt Passet, ja endog den 14. September drev Chazot tilbage til Vouziers og derved bort fra hans Udgangspunkt, Grand-Pré. Østerrigernes Tab i disse Kampe beløb sig til 6 Officerer og 80 Mand Døde og Saarede, de Franskes Tab er ikke bekjendt.

Dermed var den stærke Stilling i Argonnerne gjennembrudt og Dumouriez bragt i en yderst uheldig Situation. Han opgav ogsaa strax Tanken om et fortsat Forsvar paa Stedet, tænkte slet ikke paa at spille Leonidas’s Rolle, men fattede med største Hurtighed en ny Plan, nemlig at trække sig bort fra Grand-Pré og indtage en Stilling, hvorfra han, idet han vedblivende beholdt Passet ved les Islettes, kunde virke mod de Allieredes Flanke, hvis de fortsatte Fremrykningen mod Paris, og satte denne Plan i Værk med en Aktivitet, der maa opvække Beundring. 

I dette Øjemed forandrede han sin Operationslinie, Grand-Pré mod Chålons, til Grand-Pré— St. Menehould mod Vitry, som indtil videre langs med Marnens venstre Bred stod i sikker Forbindelse med Chålons, og be­ sluttede sig til at tage Stilling ved St. Menehould med Front mod Nordvest. Herved opnaaede han at forblive i god Forbindelse med Dillon, hvem han paalagde at holde la Chalade og les Isletles til det Yderste og efter Kvne at forurolige Fjendens venstre Fløj, altsaa Egnen Syd om Clermont henimod Verdun. Dernæst traf han Bestem­ melser til at samle de ved Østerrigernes Gjennembrud ud af Forbindelse bragte Korps. Chazot fik Ordre til at marchere fra Vouziers ved Midnat og støde til Hæren ved Vaux, c. 1 Mil Sydvest for Grand-Pré, under dens Tilbagetog til St. Menehould. Dubouquet skulde om muligt forinden forlade le Chéne-Populeux og forene sig med Chazot, eller, hvis dette var ham umuligt, enten søge til Sedan eller Chålons. General Bournonville, som var ankommen til Rhetel den 14. September, beordredes til at marchere til St. Menehould over Alligny, og Kellermann til ligeledes ufortøvet at rykke frem til St. Mene­ hould. Dernæst beordrede han Generalerne Sparre i Chålons og d'Harvilles i Reims til at samle de i disse Byer værende Kræfter henholdsvis ved Notre-Dame de l’Epine (1 Mil Øst for Chålons) og ved Pont Faverger (c. 3 Mil Øst for Reims).

I selve Lejren ved Grand-Pré herskede der imidlertid en travl Virksomhed. Forposter bleve udstillede mod Østerrigerne ved la Croix aux Bois, Artilleriet blev ube­ mærket trukket tilbage i en Optagelsesstilling paa en Højderække, der ligger paa venstre Bred af Aisnefloden, og Forposterne bleve dragne nærmere til Lejren efter Mør­ kets Frembrud. Ved Midnat brød man Lejren af og satte sig i Marche med Hovedstyrken. Næste Dags .Morgen, den 15. September, Kl. 8 var Stillingen fuld­ stændig rømmet paa de Telte nær, som hørte til Chazots Korps, og som denne ikke fik Tid til at tage med sig, da lian rykkede mod la Croix aux Bois.

Dumouriez fortsatte Marchen den 15. og 16. Sep­ tember dog ikke uden at lide betydelige Tab, navnlig strax ved Begyndelsen, som Følge af at Chazot, der først forlod Vonziers ben paa Morgenstunden, ikke pas­ serede forbi Egnen ved Grand-Pré, for efter at Stillingen der var forladt. Herved kom han til at byde sin venstre Flanke til Pris for de preussiske Fortropper, hovedsagelig bestaaende af Bytteri, der benyttede Lejligheden til at fore­ tage et Angreb, som satte Chazots Korps i vild Flugt fra Siden ind paa Dumouriez’s Hovedkolonne, udbredende Panik og Uorden i denne. Da imidlertid Arrieregarden optog Fægtningen og boldt god Stand, maatte Preusserne standse, og de Franske fik Tid til igjen at komme i Orden efter at have mistet nogle Kanoner, endel Train, c. 300 Mand Fanger og benved 2000 Mand, der spredte sig som Marodører i alle Retninger. Efter endnu et Par Panikker fik Dumouriez fuldstændig Marchedisciplin bragt til Veje, saa at Hæren kunde rykke ind i Lejren ved St. Menehould den 16. September i den skjønneste Orden, hvilket mærkværdigt nok nær var kommen barn dyrt til at staa.

General Bournonville havde nemlig i Stedet for at udføre den befalede, men rigtignok højst urimelige og vovelige Flankemarche fra Rlietel over Alligny til St. Menehould lagt Vejen hertil over Chålons og var den 16. September med sit Korps naaet til et Punkt, der ligger c. 2 Mil Vest for St. Menehould. Herfra begav ban sig personlig frem for at rekognoscere, bemærkede de lange Kolonner, som med den største Orden mar­ cherede mod St. Menehould og drog den Slutning, at dette umulig kunde være Dumouriez’s Hær, der efter alle Marodørers Udsagn naturligvis var i komplet Opløsning. I den Overbevisning, at han havde Preusserne foran sig, gjorde Bournonville omkring og gik tilbage til Gbålons. Heldigvis fik ban her bedre Oplysninger og Tid til at  rette sin Fejl. Efter at have rastet en Dag i Chålons marcherede han til St. Menehould, forstærket med 7 ny­ dannede Batailloner, og indtraf tidsnok der den 18. Sep­ tember. Da endvidere Kellermann samme Dag indtraf i Dampierre-le-Cliåteau, c. 1,75 Mil Sydvest for St. Mcne- hould, var hele Hæren, 50,000—60,000 Mand, samlet paa General Dubouquet nær. Denne, der var marcheret fra le Chéne-Populeux den 14. September, saa snart han fik Underretning om, at la Croix-au-Bois var i Østerri­ gernes Magt, naaede til Chålons den 17., hvor han for­ blev til Forstærkning af General Sparres Korps.

Dumouriez spærrede saaledes den direkte Vej mel­lem Verdun og Paris, var beredt paa at falde de Allierede i Flanken, naar de vilde gaa udenom ham, og havde efter Evne organiseret en Frontalmodstand foran Chålons og Reims, medens han selv havde sin Retræte aaben mod Syd over Vilry, og Dillon ad en Kolonnevej gjennem Skoven ved Belval over Passavant til Bar le Duc.

Preusserne havde vel om Aftenen den 14. September bemærket endel Bevægelse i Lejren ved Grand-Pré; de satte den ogsaa i Forbindelse med Begivenhederne ved la Croix-aux-Bois, men antoge dog ikke, at Dumouriez vilde forlade sin Stilling. Da de derfor om Morgenen den næste Dag fik Sikkerhed herfor, vare de ikke forbe­ redte paa at forfølge efter stor Maaleslok. De nøjedes med at sende Avamgarden frem, der, saaledes som vi vi have set det, var heldig nok til at frembringe endel Forstyrrelse og til at bibringe de Franske et betydeligt Tab. Men hermed hørte ogsaa Forfølgningen op, og de Allierede indskrænkede sig iøvrigt til al lade Avantgarden og højre Flankekorps den lo. September besætte den forladte Stilling mellem Grand-Pré og Croix-aux-Bois og bemægtige sig de nærmeste Overgangssieder, dog ikke Vouziers, over Floden Aisne, som løber Vest for Argonnerskoven.

Først den 18. September satte Armeen sig igjen i Bevægelse mod St. Menehould, idet Preusserne saavel  denne Dag som næste Formiddag holdt sig temmelig tæt op til Aisnefloden endog med en Del af Avantgarden Øst for Floden, medens Østerrigerne under Clairfait marche­ rede over Vouziers og fulgte bagud til hejre af Preus­ sernes hejre Fløj, og Emigranterne, som den 17. Sep­ tember vare naaede til Busaney, igjen fulgte bag efter Clairfait. To preussiske Batailloner forbleve i Egnen ved Grand-Pré for at beskytte et der oprettet Lazareth og Broerne over Aisnefloden. Har det været Hertugen af Brunsvigs Tanke paa denne Maade at søge en bedre og kortere Forbindelse gjennem Argonnerne med Hohenlohe-Kirchberg, der stod ved Varennes og Neuvilly, inden han foretog noget Angreb paa Lejren ved St. Menehould, saa maatte han i hvert Fald opgive dette. Kongen af Preus­sen fik nemlig ved Middagstid den 19. September Melding om, at Dumouriez stod i Begreb med at marchere fra St. Menehould til Chålons med hele sin Styrke. Kongen fattede da strax den Beslutning at forhindre ham deri ved at bemægtige sig Vejen til Chålons. I dette Øje­ med blev Hæren dragen bort fra Aisnefloden længer mod Vest og stod om Aftenen den 19. September saaledes: Avantgarden, venstre Flankekorps og en Del af 2. Træfning, alt under Hohenlohe-Ingelfingen, bag Somme Bionne, den preussiske Hovedstyrke og højre Flankekorps ved Somme Tourbe og Somme Suippe, Emigranterne ved Snippe, henholdsvis 2, 2,25, 3 og 3,25 Mil Nordvest for St. Menehould, og Clairfait c. 2,25 Mil længer tilbage i nordlig Retning. Hæren bivouakerede for Størstedelen, da Trainet holdtes samlet 1,75 Mil Nord for den under Bedækning af 1 Balaillon, 2 Eskadroner og 2 Kanoner. Endnu samme Dag fik man Sikkerhed for, at Meldingen om Dumonriez’s Afmarche var falsk, at den ikke var byg­ get paa noget virkelig observeret, men alene paa en For­ modning.

Den 20. September om Morgenen Kl. 7 gik Hohenlohe-lngelflngen videre Syd paa i en Flankcmarche forbi den vestlige Del af de franske Forposter, som man maaske  formodede at staa nærmere ved St. Menehould, hvor man vidste, at Dumouriez’s Lejr befandt sig, og som man paa Grund af Taage ikke bemærkede, før der faldt nogle Ka­ nonskud mod den marcherende Kolonne fra et Batteri, der var placeret c. 1/4 Mil Nordvest for Valmy. IJohen- lohe formerede sig ufortøvet til Fægtning ved Indsving­ ning i to Træfninger med Front mod Øst i Retning af Valmy og med Rytteriet, 26 Eskadroner, paa højre Fløj. Næppe havde han indlaget denne Stilling Kl. 8 Formiddag, for han blev udsat for en noget enfllerende Artilleriild fra Egnen ved la Lune skraat ud for hans højre Fløj. Meget resolut samlede han hele sit Artilleri, 24 Piecer, mod det fjendtlige Skyts. Da der kort derpaa fra Hoved­ styrken indtraf 20 Eskadroner og et ridende Batteri, som tilligemed 10 Eskadroner af IJohenlohes Rytteri bleve dirigerede mod la Lune, forlode de Franske deres gun­ stige Position her omtrent Kl. 10 Formiddag efter levende at have besvaret Angribernes Ild.

Fra nu af døde Fægtningen hen, indtil Kongen ind­ traf paa Valpladsen ined Hovedstyrken Kl. 2 Eftermiddag. Uohenlohe-lugelfingen havde da formeret sig til Angreb i 3 Linier. Hovedstyrkens 1. og en Del af dens 2. Træf­ ning dannede fjerde Linie og Reserven. Venstre Flanke­ korps, forstærket med Resten af Hovedstyrkens 2. Træf­ ning, forlængede Ilohenlohes venstre Fløj. Rytteriet sam­ lede sig yderst paa begge Fløje, 46 Eskadroner paa højre, Resten paa venstre Fløj. Højre Fløj strakte sig ud over la Lune, som Preusserne havde faaet besat, inden de Franske fik Tid til igjen at bemægtige sig den, og venstre Fløj naaede næsten op til Somme ISionne, saa at Frontud­ strækningen udgjorde 9000 til 10,000 Alen. Taagen havde lettet sig, og man oversaa med Lethed Franskmændenes Stilling fra Hans over Valmy og videre mod Sydøst med deres venstre Fløj støttet til Auvelloden. Deres Stilling syntes at være saa stærk, at Hertugen ikke vilde angribe den, før der havde fundet en forberedende Artillerikamp Sted, i hvilken han lod hele det disponible Artilleri tage Del. Den varede et Par Timer til hen paa Eftermiddagen, og det angives dog vistnok meget over­ drevent, at der fra begge Sider tilsammen blev udslynget 40,000 Artilleriprojektiler. Da Beskydningen imidlertid ikke havde den forønskede Virkning, idet det franske Ar­ tilleri ingenlunde blev bragt til Tavshed, og det franske Infanteris Holdning intet lod tilbage at ønske, blev [vam­ pen afbrudt, og der fandt intet Angreb Sted, da hverken Kongen eller Hertugen, mellem hvem der syntes at have udviklet sig en vis Misstemning, turde bestemme sig hertil. Efter at det var blevet mørkt, bleve Tropperne trukne udenfor Skuddistance for at bivouakere om Natten. I Bivouakken var der alt andet end god Orden, da Af­ delingerne under den lille tilbagegaaende Bevægelse kom til at krydse hverandre, blandedes og tildels fik fuldstændig forkert Front. Ender dette Hurlumhej glemte Hertugen at udgive Parol og Feltraab. — Preussernes Tab skal kun have beløbet sig til c. 200 Mand, de Franske ind­ rømme selv at have mistet c. 400 Mand.

Clairfait deltog ikke i Fægtningen, han indtraf sent, lige ved Slutningen af Kanonnaden. Han var brudt tids­ nok op om Morgenen, nemlig Kl. 3, fra sin Lejrplads c. 2,5 Mil Nord for Valmv, men gjorde en stor Omvej paa 4,5 Mil, inden han korn til Valpladsen. Man kan ikke bebrejde ham, at han undlod at marchere efter Ka­ nontordenen, thi da de første Kanonskud faldt, befandt han sig omtrent 2 Mil vestlig for Valmv, og herfra be­ vægede han sig, rigtignok med lange Standsninger •— til­ dels foranledigede ved Ordrer fra Hertugen af Brunsvig— , lige mod den Egn, hvor der blev fægtet. Snarere maa man antage, at han fra først af har savnet de fornødne Direktiver.

Emigranterne holdt sig i endnu større Afstand og kom ikke Kampstedet nær paa 1 Mil. Deres Opgave har vistnok ogsaa hovedsagelig været at dække Ryggen paa de Allierede mod Chålons og Reims.

Da Hesserne og Østerrigerne under Hohenlohe-Kirchberg, som havde rekognosceret de Franskes Stilling ved les Islettes den 17. September, hørte den stærke Skydning den 20. September ved Valmy, foretog de et Angreb paa les Islettes, dog næppe med synderlig Kraft. Dillon holdt sine Positioner, og Angriberne trak sig til­ bage til Clermont og Varennes.

Om Aftenen efter Kampen herskede der den største Bestyrtelse og Mismod blandt Tydskerne. Golbe, som havde været nærværende under Fægtningen, og som havde gjort den optiske Iagttagelse, at Kamppladsen un­ der Ilden syntes at være indhyllet i en brunrød Taage, gav sine Følelser Luft i de mindeværdige Ord: «Von bier und heute geht eine neue lipoche der Weltgeschichte aus, und ihr konnt sagen, ihr seid dabei gewesen», Ord, som, med Undtagelse af Slutningen, lige saa træffende kunde være sagte ved tiere andre Lejligheder i det Her­ rens Aar 1792.

Den 19. September befandt Dumouriez’s Tropper sig i en Stilling nordvestlig for St. Menehould i 1/2 Mils Af­ stand herfra og med Front, højre Fløj mod Nord, Cen­ trum mod Nordvest og venstre Fløj mod Vest. Den højre Fløj støttede sig til Aisnefloden, den venstre bøjede sig ned mod St. Menehould-Chålons Vejen. Noget Nord for denne stod Kellermanns Korps med højre Fløj i Forbindelse med Dumouriez’s venstre og med Front næsten mod Nord. Fortropperne holdt sig paa den sydøstlige Side af Bionnefloden. Ved 4 Batailloner Infanteri og noget Rytteri sikrede Dumouriez sin Forbindelse Nord om St. Menehould med Dillon ved la Chalade og les Islettes.

Da imidlertid Kellerman var misfornøjet med sin Stilling, dejvhavde Auvefloden med dens sumpede Bredder og kun eet Overgangssted i Ryggen, agtede ban at indtage en bedre Stilling Syd for Auven og var i Færd med at begynde denne tilbagegaaende Bevægelse om Morgenen den 20. September, da Fortropperne løsnede de første Skud mod Hohenlohe-Ingelfingen. Han skyndte sig da at besætte Bakken ved la Lune med en mindre Styrke og Højderne ved Valmy med sin Hovedstyrke, men var i den tætte Taage uheldig nok til at faa en saa forkert Op­stilling, at han vendte Hovedstyrkens højre Flanke mod Preusserne og sin Front mod Sydvest. Disse synes ikke at have bemærket Fejlen. Kellermann, der snart efter maatte opgive Positionen ved la Lune, fik i hvert Fald Tid til at rette den og til at placere alt sit Artilleri mod Angribernes, og Dumouriez kom tidsnok med Und­ sætning paa begge Fløje, saa at Stillingen ved Valmy kunde holdes. løvrigt frembyder Kampen paa fransk Side kun ringe Interesse. Det er derfor ogsaa kun lidet magtpaaliggende, at der hersker den mindst mulige Over­ ensstemmelse mellem Tidsangivelserne i de franske og i de tydske Heretninger. Det skal alene endnu anføres, at Kellermanns personlige Optræden almindelig anerkjendtes for at have haft den bedste Indflydelse paa Troppernes Holdning. Preussernes Artilleriild truede et Øjeblik, da et Par franske Forstillinger fløj i Luften, med at gjøre et fatalt Indtryk paa dem, men det lykkedes dog at ud­ slette dette, da Virkningen i det Hele heldigvis kun var forholdsvis ringe.

Mærkeligst er den Ro, hvormed Dumouriez opfattede sin noget ejendommelige Stilling. Thi langt fra at frygte for sine egne Forbindelser bag ud, sendte han tvertimod et Kommando paa 12 Batailloner og 8 Eskadroner ud i nordvestlig Retning for at forurolige de Allieredes Hær i Ryggen, hvor det vel opsnappede noget af Trainet og nogle Nonkombattanter, men forøvrigt ikke gjorde videre Nytte. Hans Dristighed synes at være desto mindre motiveret, som den Erfaring, han hidtil havde gjort med Hensyn til de franske Troppers Modstandskraft, ikke kunde opfylde ham med lyse Forhaabninger.

Efter at det var blevet mørkt, trak Kellermann sig i Orden tilbage over Auven, og Dumouriez’s Tropper indtoge Stillingen ved St. Menehould, hvilket ikke blev observeret af Tydskerne før Dagen derpaa.

I de følgende Dage lejrede dernæst Østerrigerne og Preusserne Nordvest, Vest og Sydvest for Valmy, medens Dumouriez beholdt sin Stilling ved St. Menehould, og Kellermann forskancsede sig Syd for Auvefloden.

Man afsluttede dernæst en Slags Vaabenhvile, saa at der herskede Fred mellem de to Hæres Forposter i Fron­ ten. Ude i Flankerne havde man derimod Frihed til at agere, og Dumouriez benyttede dette dels til at sikre sine Forbindelser med Chålons ved at postere forskjellige Kommandoer i Egnen Sydvest for St. Menehould henimod Chålons, og dels til at forurolige Preussernes Kommu­ nikationer mellem Hæren og Verdun, saavel op mod Grand-Pré, som udenom Dessernes venstre Flanke mod selve Verdun. Dette bidrog til, at de Allierede snart led Mangel paa Levnedsmidler. Enkelte Forsendinger bleve opsnappede, andre vare saa længe under Vejs, at det tilkjørte Brod var skimlet og uspiseligt, da det blev for­ delt til Mandskabet. Preusserne grebe i deres N'ød endog til at afmeje Markerne og udtærske det ikke fuldt modne Byg, for af det urnalede Korn at koge en Slags Grød. Uagtet Vejret var regnfuldt nok, manglede man ogsaa Vand, der blev opsamlet fra enhver lille Fordybning i Jorden, fra Læderoverslagene paa Vognene osv. Det kan ikke forundre, at en Blodgangsepidemi, der i nogen Tid, allerede fra Opholdet i Verdun, havde hersket blandt Preusserne, under saadanne Omstændigheder tog Overhaand paa en betænkelig Maade. For de Nødlidende var det kun til ringe Trøst, at Jordbunden under et betyde­ ligt Muldlag bestod af det herligste Pudsemiddel for det hvide Lædertøj, nemlig det fineste hvide Kridt, hvormed Soldaterne ifølge en Armeebefaling skulde forsyne sig rigelig. Hvilken ejendommelig Omsigt for det Uvæsent­ lige ved Siden af den mest mislykkede Omsorg for det langt Vigtigere, Hærens Forplejning!

Under Vaahenhvilen blev der ført Forhandlinger mel­ lem Kongen og Dumouriez, officielt om Udvexling af Fanger, hemmelig om at Dumouriez skulde slutte sig til de Allierede med sin Hær for i Forening med dem at ile Kong Ludvig den XVI. til Hjælp i Paris. Hvad disse Forhandlinger vilde have fort til, hvis ikke Frankrig var bleven erklæret for Republik den 21. September, og hvis ikke tre Kommissærer vare indtrufne hos Dumouriez den 23. September om Aftenen og havde edfæstet Hæren den næste Rag, lader sig ikke sige, men nu forte de kun dertil, at man enedes om at udvexle Fangerne paa de fangne Emigranter nær, der ikke opnaaede at blive be­ tragtede som Krigsfanger. De preussiske Underhandlere synes ikke at have gjort sig stor Ulejlighed for at opnaa bedre Vilkaar for dem.

Forholdene begyndte unægtelig at stille sig ugunstig for de Allierede. Ad diplomatisk Vej kunde man ikke vente at opnaa noget. Lige saa lidt turde man haabe paa Tilslutning af de kongelig Sindede i Frankrig. Man begyndte klart at indse, at den Magt, de Allierede raadede over, ikke stod i Forhold til den Opgave, man havde stillet sig, nemlig at bane sig Vej til Paris for at frigjøre den franske Konge, navnlig naar man saa hen til, at den franske Hær under Dumouriez og Kellermann stod truende i en god Stilling, ubesejret og jevnbyrdig, ja maaske overtallig i Styrke. Hertil kom endnu, at de Betragtnin­ ger, der paatrængte sig med Hensyn til Hærens Sikkerhed, til dens Etapelinie, dens Retrætelinie og Basis, ingenlunde vare beroligende. Saaledes var Etapelinien kun tildels dækket. Efter at Grev Erbach nemlig havde forladt Rhin- egnen og havde sluttet sig til Observationskorpset, der var efterladt ved Thionville og Metz, havde man vel der­ fra udsendt mindre Korps til Etain og mulig til andre Steder for at sikre Vejen mellem Longvy og Verdun mod Syd og Sydøst; men til Gjengjæld havde man i en be­ tænkelig Grad blottet Rhinegnen, hvor kun Oberst Win- kelmann var forbleven med Mainzerne. Endvidere vare lange Strækninger fra Longvy over Verdun til Grand-Pré udsatte for mindre Forelagender fra Fæstningerne Sedan og Montmedy, ligesom ogsaa Vejen fra Varennes over Grand- Pré til Hæren tildels var udækket mod St. Menehould.

De Allieredes Operationsrum bagud indskrænkede sig til en enkelt Retrætelinie uden synderlig Bredde, indsnevret mellem Sedan og Montmedy paa den ene Side og Thionvilie og Metz paa den anden, og deres Opera­ tionsbasis laa langt, over 30 Mil, bagved Hæren. Den lange franske Grændse fra Dunkerque til Landau var nu som før tilstrækkelig bevogtet af de Franske paa det Sted nær, hvor de Allierede vare trængte ind, nemlig ved Longvy. De Allierede havde foretaget deres Indfald med saa ringe Styrke, at Nordhæren af Hensyn hertil kun var svækket med c. 15000 .Mand (Duvals og Bournonvilles to Korps) og Rhinhæren med c. 5000 Mand, der skal have forstærket Besætningen i Metz, inden Kellermann drog derfra. For Hertugen af Brunsvig stod der saaledes ingen anden Udvej aaben end Partiet ved Longvy.

Hvad endelig Basis angaar; da havde de Allierede ingen anden end Rhinen, thi først bag denne kunde de føle sig nogenledes sikre, omendskjondt der hverken fra preussisk eller østerrigsk Side var sørget for Reserver. Vel siger Jomini i sin Llistoire critique et militaire des guerres de la Révolution om Luxemborg og Mainz, at de vare de ønskeligste Vaabenpladser, og at de ved deres Beliggenhed dannede en fortræffelig Basis, men heri kan man vistnok kun tildels, nemlig med Hensyn til deres Betydning som Vaabenpladser, være enig med ham. Nogen Basis kunne de derimod ikke afgive, da Terrainet mellem dem ikke danner et Afsnit. Saa snart en af de to Fæstninger falder eller indesluttes, reducerer den hele formentlige Basis sig med det samme til et Punkt, nem­ lig den anden Fæstning, og det mellemliggende Terrain faar ikke større Betydning end alt andet Terrain.

Saadanne Betragtninger havde sikkert optaget Her­ tugen af Brunsvigs Tanker. Han havde stedse holdt igen, men forgjæves, thi Kongen drev fremad. Men efter Valmy Affæren tik Hertugens Betænkeligheder Overhaand, maaske fordi de støttedes ved Rygter om, at Rhin­ hæren vilde gribe Offensiven.

Disse Rygter skulde vise sig at være fuldstændig sande, eftersom Custine den 1. Oktober virkelig begyndte sin Fremrykning. Den sikre Efterretning herom kom dog ikke til det preussiske Hovedkvarter før den 8. Ok­tober, 10— 11 Dage efter at Beslutningen om Tilbagetoget fra Valmy var taget af Kongen af Preussen.

Den 28. September bleve Underhandlingerne mellem Hertugen af Brunsvig og Dumouriez afbrudte, og Vaabenstilstanden opsagt af sidstnævnte. Næste Dag begyndte de Allierede deres Forberedelser til Retræten, som blev tiltraadt den 30. September. Preusserne passerede Ar­ gonnerne ved Grand-Pré, Clairfait og Emigranterne ved la Croix aux Bois. De første gik derefter over Maas- floden ved Dun og noget ovenfor denne By, medens de to sidstnævnte Korps gik over Floden ved Stenay, saa- ledes at hele den Styrke, der havde ageret i Champagne, havde Maas i Ryggen den 8. Oktober. I 8 Dage havde man altsaa kun tilbagelagt 9 til 10 Mil. Hinsides Maas befandt sig endnu kun Østerrigerne under Hohenlohe- Kirchberg og Hesserne, som forlode Varennes og Cler- mont Natten mellem den 1. og 2. Oktober for at indtage en offensiv Opstilling foran Verdun, hvor de bleve staaende til den 11. Oktober. Deres skyndsomme Retræte fra Varennes m. m. kunde have udsat Preussernes Til­ bagetog for Fare, da disses venstre Flanke tildels blev blottet paa Strækningen fra Grand-Pré til henimod Maas, og da den Sikring, de selv sørgede for under denne Marche, og som blev udført af det oprindelige højre Flankekorps, General Eben, næppe havde været tilstrækkelig, hvis de Franske vare trængte energisk frem imod dem over Varennes. Da Dumouriez imidlertid ikke benyttede Lejligheden, slap Preusserne heldig derfra.

De Efterretninger, som de Allierede nu modtoge, om at Nederlandene vare truede, og om Custines Opera­tioner i Rhinegnene, bragte dem hurtig til at opgive enhver Tanke om at blive i Lothringen og basere sig fast paa Maas, for senere paany at optage Operationerne mod Paris. Alt drejede sig om hurtigst muligt at komme tilbage over Rhinen for Preusserne og Messernes Ved­ kommende og om at naa Nederlandene for Østerrigernes Vedkommende. Under disse Omstændigheder havde Be­ varelsen af Verdun og Longvy kun underordnet Betydning, og man var derfor villig til at opgive disse let erhvervede Fæstninger, naar man til Gjengjæld kunde faa Tilsagn om ikke at blive forulempet paa den resterende Marche ud af Frankrig.

Vækker de Allieredes langsomme Retræte fra Valmy vor Forundring, saa voxer den endnu mere, naar man gjør sig bekjendt med de Franskes Forfølgning. Du- mouriez lod nemlig en Del af sine Tropper følge efter de bortdragende Allierede uden at genere dem i nogen mærkelig Grad, sendte Resten ad Omveje over le Chéne- Populeux, ja over Rhetel for at omgaa Fjenden Nord fra og undlod at forstærke Dillon. Langt fra at drage Fordel af de indre Linier, han raadede over, spildte han altsaa Tiden med at sprede sine Tropper. Og Keller- mann befandt sig den 2. Oktober med sin Hovedstyrke ved Snippe, c. 3,5 Mil vestlig for St. Menehould, skilt fra sin Avantgarde og Reserve, som stode paa to forskjellige Steder i Terrainet mellem Suippe og Grand-Pré. Hvorledes skal man forklare disse mærkelige Disposi­tioner? Dumouriez kalder Kellermanns Marche til Suippe for en «strafskyldig» Handling og insinuerer dermed, at Kellermann har handlet paa egen Haand, tvertimod Dumouriez’s Bestemmelser. Han siger endvidere, at han vel har givet Kellermanns Avantgarde og Reserve direkte Ordre, men at dette er sket med Kellermanns Vidende og Samtykke. Kellermann derimod beklager sig bitterlig over at være bleven berøvet sine Underførere. Han paastaar kun at være marcheret til Suippe efter de bestem­ teste og gjentagne Ordrer fra Dumouriez, og efter at han forgjæves har andraget om at erholde Tilladelse til at slutte sig til Dillon for at falde over Hesserne og Østerrigerne ved Clermont og Varennes, og for at forfølge i Retning af eller udenom Verdun. Lige over for saa modstridende Erklæringer er det vanskeligt at komme paa det Rene, men man er dog mest tilbøjelig til at skjænke Kellermann sin Tiltro. Dette gjør ogsaa en fremragende fransk Officer, som i 1880 har behandlet Felttoget 1792, og som ledede en Instruktionsrejse i Argonnerne med Generalstabseleverne, for at de i Terrainet kunde studere Felttoget. Hans Mening er, at Dumouriez har afsluttet en hemmelig Fagt med Kon­gen af Preussen, i Følge hvilken denne skulde drage uhindret bort fra Valmy, naar han vilde afstaa fra videre Foretagender mod Frankrig, og at Dumouriez er «inex- cusable», hvis en saadan Overenskomst ikke laa bagved hans Optræden ved denne Lejlighed. — Endelig den 6. Oktober, efter at de Allierede næsten vare i Sikkerhed bag Maasfloden, fik Kellermann Ordre til at forene sig med Dillon for at overtage Forfølgningen, i hvilket Øje­ med han tillige skulde kunne disponere over General Chazots Korps. Dumouriez’s øvrige Styrke blev under General Bournonville dirigeret til Nordhæren, og selv- begav han sig ukaldet til Paris!

Da Kellermann kun havde 30000—32000 Mand, — Dumouriez angiver med Overdrivelse 50000 Mand — samlet til sin Raadighed, forstaar man godt, at han ikke kunde forfølge med Kraft, og at han rnaatte være villig til at træde i Underhandlinger med de Allierede og komme deres Ønsker i Møde om en fortsat uhindret Retræte ud af Frankrig, mod at de uden Modstand over­ gave Verdun og Longvy. Medens Underhandlingerne stode paa herom ved Verdun mellem General Kalkreuth fra preussisk Side og General Galbaud og senere tillige General Dillon fra fransk Side, benyttede Preusserne karakteristisk nok Lejligheden til at sende et stærkt De­ tachement over paa Maasflodens venstre Bred for i de nærmeste Landsbyer m. m. at bemægtige sig flere Hundrede Heste og Køer og et Par Tusinde Faar, hvilken Expedition Kongen af Preussen beærede med sin Nærværelse.

Underhandlingerne førte uden Vanskelighed til den fra begge Sider ønskede Overenskomst. De Allierede trak sig derpaa uanfægtede tilbage, Clairfait for at drage til Nederlandene, Flohenlohe-Kirchberg til Luxemburg, Preusserne og Besserne gjennem Luxembnrg bag Rhinen og Emigranterne gjennem Luxemburg til Egnen ved Lüttich, hvor Korpset blev opløst ved Udgangen af No­ vember. Men det synes, som om de Allierede ligesom have været lamslaaede under denne Marche. Saaledes forlode de sidste Preussere (paa de efterladte Lazareth- syg'e nær) Verdun den 14. Oktober, og det lykkedes dem først at komme over Grændsen i Nærheden af Longvy den 22. og 23. samme Maaned — 8 til 9 Dage om 8 Mil. Uagtet der ingen Forfølgning fandt Sted, led Preusserne dog store Tab under Vejs. Masser af Materiel og Am­munition blev ladt tilbage, og Vejene vare bedækkede med Marodører, syge eg døende, og døde Heste. For at slæbe Artilleriet med maatte Rytteriet afgive mange af sine Heste, og desuden havde Oberst Tempelhof saa mange Vanskeligheder at kæmpe med, at han fuldstændig mistede sin Sindsligevægt og i saa utilbørlig Grad forløb sig mod Hertugen af Brunsvig og Kongen af Preussen, at han derfor senere fik Arrest paa Ehrenbreitstein. Større Grund til at tabe Taalmodigheden havde dog maaske de afsiddede Ryttere, som til Fods maatte slæbe paa deres Rideekvipage. Da der ikke var sørget til­ strækkelig för Forplejningen af Hæren i Luxemburg, kom Preusserne lier i yderligere Forlegenhed, eftersom de nu ikke længer kunde skaffe sig det Fornødne paa samme bekvemme Maade som i Frankrig.

Franskmændene fulgte efter paa den fredsommeligste Maade. De besatte Byerne, endnu inden Preusserne havde fuldstændig rømmet dem, uden at det kom til Rivninger. Den 22. Oktober, 2 Maaneder efter at Invasionen begyndte, lød der fra Longvys Volde Salver, der forkyndte, at det franske Gebet var befriet for Fjenden.

Der er rejst den graverende Beskyldning mod Preus­ serne med Hensyn til de forskjellige Overenskomster, de afsluttede angaaende Tilbagetoget, at de kun varetog deres egne Interesser og lod deres Allierede i Stikken. Selvfølgelig vises saadanne Beskyldninger tilbage med Indignation af de preussiske Forfattere. Uheldigvis for dem giver dog en preussisk Officer v. Beulwitz et vægtigt Indlæg i Sagen. Efter at Verdun var rømmet, henlaa der i Fæstningen c. 1000 Mand paa Lazaretherne. For at føre Kommandoen over disse forblev v. Beulwitz i Verdun med det Hverv at evakuere de Syge til Tydskland saa snart som muligt f idet nemlig de Syge ifølge Over­ enskomsten ikke skulde betragtes som Krigsfanger. Men her viste det sig unægtelig, at Overenskomsten kun gjaldt Preusserne, v. Beulwitz maatte udlevere de syge Østerrigere, Hessere og Emigranter som Krigsfanger, hvilket de sidste kom til at føle haardest. De døde alle, 13 i Tallet, enten paa Lazarethet eller under Guillotinen.

De allierede Tropper lede forfærdelige Tab under denne Kampagne. Preusserne skulde endog kun have ført Halvdelen af deres Styrke tilbage til Rhinen. De havde intet opnaaet af det, som de i Hertugen af Bruns­ vigs Deklarationer erklærede for deres Formaal, og dog vare de maaske ikke utilfredse med Udbyttet. De skulle nemlig have erhvervet Østerrigs Tilsagn om at støtte deres Fordringer paa Thorn og Danzig og andre Dele af Polen ved den Deling af dette Kongerige, som man mente at være nær .forestaaende, og som ogsaa virkelig fandt Sted 1794. Preussen havde saaledes gjennem et uheldigt Felttog nærmet sig Realisationen af et Ønske, som foregaaende Aars ubehændige politiske Forhandlinger havde fjernet det fra.