I. Flaadeangrebene.
Tyrkiet havde været i Krig med Rusland og Vestmagterne allerede i flere Maaneder, inden Angrebet paa Dardanellerne sattes i Scene med større Kræfter. Før Februar Maaned havde vel baade franske og engelske Eskadrer nogle aldeles resultatløse Beskydninger af Yderforterne Sedd-el-Bahr og Kum-Kale, og en engelsk Undervandsbaad havde under en yderst dristig Færd gennem Strædet haft Held til at torpedere et gammelt tyrkisk Panserskib, Messudije, som sank; en fransk Undervandsbaad gjorde et lignende Forsøg, men blev selv sænket.
Til et alvorligere Forsøg paa at f o r cere Strædet samledes først i Februar efterhaanden engelske og franske Fartøjer i et Antal af ca. 80, hvoraf 20 store Slagskibe og iblandt dem Englands nyeste, Queen Elisabeth. Den 19. Februar begyndte derefter Aktionen, og i en Maanedstid fortsatte den vældige Flaade Forsøgene paa at ødelægge de ydre Forter og tiltvinge sig Passage gennem Strædet. I de hedeste Perioder, Ugerne fra 19. Februar og fra 2. Marts løsnedes henimod 2000 Skud pr. Dag, heriblandt fra Queen Elisabeths 8— 38 cm Kanoner. Den 18. Marts, Dagen efter at den nye Leder af Operationerne paa denne Skueplads, den engelske General J a n Hamilton var ankommen, foretoges et sidste stort Angreb af Flaaderne med 16 store Fartøjer, som efter forudgaaende Minerensning søgte at trænge frem gennem Strædets, af ret moderne Befæstningsanlæg beskyttede, indre og smallere Del. Resultatet var langtfra opmuntrende. Den kraftige Strøm muliggjorde det for Tyrkerne at erstatte de opfiskede Miner ved efterhaanden at udsætte Drivminer, ved hvilke de sænkede ikke mindre end 3 store Slagskibe, det sværeste FIaadetab.de allierede indtil da havde lidt paa en Gang. Yderligere beskadigedes af Forternes Ild 2 Slagskibe og sænkedes 1 Torpedojager, medens de følgende Dage 1 Slagskib gik paa Grund og ødelagdes og 2— 3 beskadigedes af Torpedoer, Miner eller Ild, Der var hermed tilstrækkeligt slaaet til Lyd for den gamle Sandhed, at Kystbefæstninger ikke kan nedkæmpes med Flaade alene, og man maatte beslutte sig til at anvende en anden og mere kombineret Metode. I den Maaned, Forberedelserne til en Landgang stod p a a , indskrænkede Flaaden, hvis Tab var bievne erstattede, sig til Demonstrationer uden andet Resultat, end at yderligere 4 Slagskibe blev beskadigede af Ilden fra de tyrkiske Forter. En tysk Undervandsbaad, der var dristig nok til at gaa den lange Vej gennem Middelhavet til Dardanellerne, lykkedes det at sænke endnu et Slagskib, »Triutnph«, og muligvis har ogsaa den sænket »Majestic«. Senere gik ogsaa et stort engelsk Transportfartøj til Bunds. Til General Hamiltons Raadighed var paa dette Tidspunkt (midt i Marts) kun ca. 30,000 Mand. Øen Lemnos, der hidtil havde været Basis for Operationerne, skønnedes ikke egnet til Koncentrationssted for de betydelige Forstærkninger, som allerpede var undervejs, hvorfor Hovedkvarteret blev forlagt til Alexandria, og i Ægypten samledes saa i alt ca. 100,000 Mand franske og navnlig engelske Kolonialtropper.
Den 7. April var Forberedelserne saa vidt fremskredne. at Hovedkvarteret paanv kunde gaa til Lemnos for at ordne Enkelthederne i den kombinerede Aktion med Flaaden. Den 19. April var Landgangsarméen klar til Opbrud fra Ægypten og afsejlede, indskibet paa ca. 60 Fartøjer, med Lemnos og Tenedos som foreløbig Samlingsplads.
II. Gallipolihalvøen.
Fra den befæstede Tværlinie ved B u 1 a i r strækker Halvøen sig mod Sydvest til Helles Burnu i en Længde af ca. 75 km, og naar omtr. Midtvejs (Nord for Suvla) en Brede af ca. 20 km. Den nordlige Halvdels Nordkyst gaar stejlt ned mod S a ro s (Xeros) Bug ten fra en Højderyg, der naar lige til S u vla Bu rnu , — saa stejlt, at Landgang paa denne Kyst er udelukket, uden for nogle faa trange Dalstrøg, altfor snævre til at muliggøre militære Bevægelser. Den sydlige Halvdel er formet omtrent som en Støvle, hvis Ankel ligger mellem G a b a T e p e og K a l k m a z D a g h . Under Hælen ligger Fortgruppen Kilid Bahr, medens Taaen er den 2 / km brede Strækning mellem TekkeBurnu og Sedd-el-Bahr, der midtvejs spidser sig til Forbjerget Helles B u r n u.
Den sydlige Del domineres af følgende 3 H ø j dedrag:
1. Sari Bair, der hæver sig brat, sine Steder næsten lodret, til en Højde af 970 Fod. Hele Plateauet er et Netværk af Kløfter, dækket med tæt Krat.
2. Kilid Bahr-Plateauet, der naar en Højde af 700 Fod. Det er befæstet og dækker de ved Snævringen liggende Forter mod Angreb fra Ægæerhavet.
3. Achi Baba, en Højde paa 600 Fod, der dominerer hele den Syd herfor liggende Del af Halvøen (»Taaen«).
En Ejendommelighed for denne sydligste Del er, at Terrainet fra Achi Baba til Helles Burnu er udhulet som en Ske, saa at kun den ydre Rand er udsat for direkte Ild fra Søen. »Skeens« Indre synes at være aaben og bølgeformig, men i Virkeligheden er den opfyldt af smaa indskaarne Vandløb og Ujævnheder.
Terrainet har overalt paa Halvøen en barsk og vi 1 d s o in K a r a k t e r. Det er et Virvar af uregelnicessige Højder, kastet Hulter til Bulter mellem hverandre, kløftet af trange Dalstrøg og bratte Slugter. Bunden bestaar mest af løs Sandsten og er dels fuldstændig nøgen, dels dækket af et næsten uigennemtrængeligt Buskads. Meget vandfattig er Halvøen; Vandløbene, der i Regntiden er baade talrige og ret vandrige, svinder i den tørre Tid helt bort, saa at det endog er vanskeligt at skaffe Drikkevand.
I det store og hele er Kysten stejl og utilgængelig, og gode Landgangssteder meget faa. Enkelte Steder giver dog Klipperne Plads for en lille sandet Bugt eller deres Række brydes af et Vandløb, der arbejder sig ud mod Havet. Saadanne Steder, der frembyder Mulighed for Landgang, findes 5— 6 Steder paa den sydlige Del fra Eski Hissarlik indtil Vestkysten ud for K r i t h i a, ved Gaba Tepe, ved Ari Burnu samt i Suvlabugten. Paa medfølgende Skitse er Landgangsstederne omkring Sydspidsen betegnede med Bogstaverne S. V. W . X. og Y., til hvilke Benævnelser der jævnlig refereres i de engelske Beretninger.
III. Den 1. Landgang.
Ved Daggry den 25. April 1915 landsattes under Beskyttelse af Flaaden:
ved Kum-Kale: det franske Kontingent,
ved Sedd-el-Bahr: det engelsk-indiske Kontingent,
ved Gaba Tepe: det kanadiske Kontingent
ved Ari Burnu: de saakaldte »Anzacs« d. v. s. Australian — Aew Zeeland — ArmyCorps.
Hovedlandgangsstederne var de 3 (V., W . og X.) paa selve »Taaen« og Gaba Tepe— Ari Burnu. Landsætningerne ved S. og Y. samt ved Kum Kale var beregnede dels som Demonstrationer og dels som Sikring for Flankerne. D e t franske Korps, der den 25. April M orgen landsatte 1 Regiment paa Strædets asiatiske Side ved Kum-Kale, søgte allerede 1. Dagen Tilslutning til Englænderne paa den europæiske Side — hvad enten saa dette har været forud planlagt, og Landgangen ved Kum-Kale altsaa kun har været foretaget med det Formaal at drage Kum-Kale's Ild bort fra Hovedlandgangsstederne, eller de har anset det for umuligt at opnaa noget paa Asiaterkysten. Den 26. April Morgen indskibede det landsatte Regiment sig paany, og den 26. Aften landsattes hele det franske Kontingent ved V. Under den videre Fremrykning tildeltes Franskmandene Fronten fra Telegraflinien til Strædet. Den 27. April paabegyndtes Fremrykningen med Englænderne paa venstre, Franskmændene paa højre Fløj og med Achi Baba som Maal. Angrebet støttedes af Flaaden, og efterhaanden som Angrebet skred irem, landsattes yderligere Tropper. Mod selve Landgangen, der virksomt kunde støttes af Flaaden, var Tyrkerne ikke paa noget Punkt i Stand til at yde særlig virksom Modstand med langtrækkende Skyts. Men den paafølgende Fremrykning viste sig hurtig at skulle blive baade langsom og besværlig. Tyrkerne var talmæssigt langt overlegne og var velforsynede navnlig med Feltskyts og M a skingeværer, hvilke Vaaben udmærket lader sig udnytte i det stærkt kuperede Terrain, og det var Eliten af den tyrkiske Hær, godt organiseret af Liman v. Sanders og hans Hjælpere, de allierede havde mod sig. I ugelange, opslidende Kampe arbejdede de sig fremad. I Løbet af Maj var Englænderne naaede frem til en Linie fra Landingsstedet Y Syd om Krithia, og Franskmændene til tæt Nord for Kereves Dere, medens Styrkerne længere mod Nord trods al Tapperhed og store Tab kun naaede at besætte en 1 km bred Kyststrimmel. Længere er man ikke siden naaet, og de ca. 5 km har indtil 1. August kostet Englænderne henimod 50,000 Mand eller 10,000 Mand pr. km. Om de franske Tropper er intet oplyst, ligesaa lidt som om de tyrkiske. Kampene blev efterhaanden Positionskampe efter de bedste Mønstre, og det maatte efterhaanden gaa op for de allierede, at Foretagendet ikke kunde lykkes med de forhaanden værende Styrker. General Hamilton forlangte til Remplacering af de store Tab 35,000 Mand pr. Maaned — hvad han dog vistnok ikke har faaet. Forskellige Forventninger — om Balkanstaternes, specielt Grækenlands, Deltagelse i Forehavendet, om et italiensk Kontingent, Ammunitionsmangel hos Tyrkerne — blev skuffede, samtidig med at Nødvendigheden af at skaffe Russerne den værdifulde Tilførselsaare blev mere og mere fremtrædende, alt eftersom den tyske O ffensiv i Rusland skred frem. Det blev derfor besluttet at gøre et nyt Forsøg.
IV. Landsætningen ved Suvla den 6. August 1915.
I Slutningen af Juli begyndte der at gaa Rygter om en forestaaende ny Aktion mod de tyrkiske Stillinger paa Gallipoli. Fra Athen kom Meldinger om, at Transportskibe med betydelige nye Troppestyrker samledes ved Lemnos og Imbros. Der blev gættet paa Landgang højere oppe paa Halvøen ved Bulairlinien, andre gættede paa Strædets asiatiske Side, atter andre paa Angreb paa Smyrna, men ingen vidste noget, ingen undtagen General Hamilton og hans Stab; ikke en Gang Tropperne vidste, hvor det bar hen.Planen var uformodet at landsætte det nye Ekspeditionskorps, der talte 5 Divisioner Fodfolk og 1 R y tterdivision foruden Artilleri, ialt ca. 100,000 Mand overvejende bestaaende af Australiere og New-Zeelændere, hvoriblandt et stort Kontingent Naorier, ved Suvla (Anaforta) Bugten for her at skaffe Udgangspunkt for et flankerende Angreb paa de tyrkiske Stillinger, som lang og bitter Erfaring havde vist at være uindtagelige ved frontalt Angreb. I største Stilhed skete Landsætningen N a t t e n m e l l e m 6. og 7. A u g u s t paa begge de Næs, der begrænser S u v 1 a b u g t e n (A og B), den største Del blev dirigeret mod Sydsiden. Lige indenfor Bugten ligger der en salt Indsø og Øst for denne en temmelig flad Slette, men iøvrigt er Terrainet ganske af samme Art som foran skildret. For at aflede Tyrkernes Opmærksomhed var der beordret alvorlige Demonstrationer baade i Syd mod Achi Baba og i Vest ved Ari Burnu, og Planen lykkedes for saa vidt, som Tyrkerne ingen Idé havde om, hverken naar eller hvor Landsætningen skulde foregaa. Landgangstropperne mødte til at begynde med kun svag Modstand og fik i Løbet af den første Nat arbejdet sig et Par km frem og forskanset sig. Men allerede næste Morgen fik Tyrkerne ført en betydelig Styrke frem, og i Løbet af den 7., 8., 9. og 10. August udspandt der sig en Række meget hidsige Kampe, som for en stor Del udkæmpedes med Bajonetter, Geværkolber og Haandgranater, og hvor begge P a rter udviste den største Tapperhed og Dødsforagt. Det lykkedes imidlertid ikke Englænderne at sætte sig fast paa de Højder, som behersker Bugten, og hvor deres Stilling kunde blive faretruende for Tyrkernes Kommunikationer (navnlig Vejen Gallipoli—Maidos). En Tid var de næsten helt oppe, men saa stak Tyrkerne Ild paa Buskadset, der beklæder Højderne, og Ild og Røg drev Angriberne tilbage. Senere er det ikke lykkedes dem at tvinge sig frem — altsaa ikke at naa det Maal, de havde sat sig. Kampene er paany stivnede; de holder et Stykke Land paa begge Sider af Bugten, har bredt sig noget langs Kysten og har naaet Forbindelse og Samvirken med »the Anzacs« ved A ri Burnu, der samtidig med den nye Landsætning gjorde hidsige, men resultatløse Anstrængelser for at sætte sig i Besiddelse af Sari Bair.
I et Par Uger samlede man Kræfter paa begge Sider, men i Dagene 2 6.— 29. August gentoges under General Hamiltons personlige Ledelse Forsøgene paa at naa frem til Kiritsch Tepe for derfra at støde igennem til Anaforta og opnaa en sikret Basis for en senere Bevægelse mod Maidos. Der blev sat megen Energi ind paa disse Angreb, men Englænderne naaede ikke stort længere frem, end de var. Det lader sig jo ikke nægte, at Resultatet af de allieredes Aktion mod det saa ofte haanedeTyrkiet hidtil har været meget magert. Dardanellernes »umiddelbart forestaaende« Fald har jævnlig været profeteret, men hører stadig Fremtiden til og vil vel gøre det en Stund endnu, hvis ikke enten Kampen om Balkanstaternes Gunst snarest kan bringes til Ende eller de allierede vil beslutte sig til at sætte virkelig betydende Styrker ind paa at naa deres Maal, hvad enten det saa bliver i Form af italienske eller nye fransk-engelske Tilskud. Meget kunde tyde paa, at det sidste endelig vil blive Tilfældet. Den 13. Septbr. meldtes fra Athen: »Der ankommer stadig store Troppestyrker til Dardanellerne. I Mudros (Øen Lemnos) er der i Løbet af de sidste Dage landsat 115,000 Mand, hvoraf 70,000 franske Tropper. Denne Forstærkning bringer de allieredes aktive Styrke op paa 315,000 Mand, medens der som Reserver holdes 150,000 Mand rede.« Maaske spørges der derfor snart nyt fra denne Krigsskueplads.
W.
