Log ind

Danske vilkår over for problemet: den amerikanske, den europæiske og den britiske strategi

#

Af oberstløjtnant M. L. Lauesen.

Vesteuropa er ikke verdenskommunismens hovedfjende, det er og bliver Am erika og Canada. Vesteuropa er im idlertid den totalpotentielle magtfaktor, hvis indlemmelse i en af den totale krigs to store modstandsgrupper, verdenskommunismen eller den frie verden, v il give denne magtgruppe det totalpotentielle magttilskud, som v il betyde, at han har sikret sig den endelige overlegenhed over modstanderen. Det vesteuropæiske totalpotentiel er ikke tilstræ kkeligt til at sikre en selvstændig vesteuropæisk strategi til værn om en vesteuropæisk neutralitet. En sådan magtkoncentration som en europæisk „tredie verdensmagt“ havde kun kunnet lade sig opbygge over en vesteuropæisk-afrikansk magtblok. Denne mulighed er blevet forpasset. Nu er den kommunistiske strategi i færd med helt at ødelægge disse muligheder for Vesteuropa. De afrikanske muligheder v il sandsynligvis på grund af verdenskommunismens voksende underlegenhed — den indrekommunistiske arvefølgekrig — tilsidst gå over på amerikansk hånd, men først gennem voldsomme kriser. Vesteuropa vil da fortsat være det -— i sig selv magtløse — magttilskud, som de to store magter rives om, og v il på grund af sit utilstrækkelige totalpotential kun kunne bestå indenfor en af de to store magtgrupper. Vesteuropa er i øjeblikket tilknyttet den frie verden, hvor det ifølge sin kulturelle udvikling har sit naturlige tilhørsforhold som den europæisk-amerikanske kulturs udspring, men erobringen af Vesteuropa er kommunismens vigtigste „foreløbige mål“ til etablering af den totalt overlegne udgangsstilling, hvorfra den endelige ødelæggelse af den frie verden skal udføres. Indenfor den frie verdens strategi gør tre interesseretninger sig gældende: den amerikanske, den europæiske og den britiske strategi.

Den amerikanske strategi er den dominerende. Den er støttet på den totalpotentielle amerikanske overlegenhed såvel indenfor den frie verden som overfor Sovjetunionen: moralsk (ubøjelig kam pvilje), økonomisk, produktionsmæssigt, militært, politisk, socialt o. s. v. Denne overlegenhed giver U. S. A. lederstillingen indenfor den frie verden og sikrer samtidig U. S. A. klar totalpotentiel overlegenhed overfor verdenskommunismens samlede slavisk-mongolske magtblok, så længe U. S. A. beholder ledelsen over den frie verdens ubrydelige kollektive sikkerhedssystem. Den amerikanske totalstrategis mål er at inddæmme den verdenskommunistiske exp ansion med tyngden klart rettet imod at stoppe den russisk-kommunistiske strategi og derefter gennem totalstrategiske modoffensiver drive den russiske kommunisme stykkevis tilbage fra dens erobringer. Den russiske kommunisme vil da blive klem t inde mellem på den ene side en ubrydeligt overlegen fri verdens kollektive sikkerhed, som tilmed bliver mere og mere totalstrategisk offensiv, og på den anden side en kinesisk kommunisme, hvis totalpotential hastigt vokser det russiskkommunistiske over hovedet •— særligt på grund af den kinesiske befolkningstilvækst.

Den russiske kommunisme v il da komme til at stå over for valget mellem enten at opsluges af en verdenskommunisme, som er under en overlegen kinesisk ledelse, og hvis mål er, i spidsen for de farvedes fællesskab at ødelægge den hvide verden, hvortil de slaviske folk hører, eller at forlade verdenskommunismen i tide. Vælger Rusland det kinesiske førerskab, bliver Rusland reduceret til et kinesisk-kommunistisk magtredskab og går til grunde. Vælger Rusland tilslutning til den frie, hvide verden, bliver der ingen verdenskommunistisk ekspansion. Med fremtvingeisen af denne russisk-kommunistiske problem stilling indledes den fase af den totale krig, som vi nu oplever: Slaget om Sovjetunionen. Denne fase er indledt, og vi ser dens første dønninger i striden mellem den russiske og den kinesiske kommunisme om storkrigens undgåelighed eller uundgåelighed. Det russiske standpunkt: Den kan undgås — thi den betyder Sovjetunionens ødelæggelse og kinesisk sejr. Det kinesiske standpunkt: Den kan ikke undgås — den må fremskyndes, inden Sovjetunionen tvinges ud af verdenskommunismen og dermed tilintetgør den kinesiske strategis målsætning: Kina som verdenskommunismens ledernation i spidsen for de farvedes fællesskab for at ødelægge den frie — hvide — verden. Den amerikanske strategis nødvendige, overlegne magtfaktor kan kun opbygges af den frie verdens ubrydelige kollektive sikkerhed under amerikansk ledelse. U. S. A. bærer hovedparten af denne strategis byrder, men Vesteuropa bærer den ødelæggelsens risiko, som følger af, at Europa bliver en af de afgørende valpladser, hvis den amerikanske strategi ikke kan få styrke nok til at gennemføres uden m ilitæ r storkrig. Hvis på den anden side europæisk følgagtighed liden selvstændig totalstrategisk styrke bringer den amerikanske strategi til endelig sejr, så ser Europa sig uløseligt underordnet U. S. A.s førerskab i al fremtid. Det er den amerikanske strategis store bekymring at bevare det sammenhold og den loyalitet om den amerikanske målsætning og ledelse, som alene kan give den kollektive sikkerhed den fornødne styrke til at nå målet: verdenskommunismens ødelæggelse uden global m ilitæ r storkrig.

Den europæiske strategi har sin traditions og sin målsætnings rødder helt tilbage til tiden omkring den begyndende opbygning af Europa efter Aetius’ sejr på de katalauniske marker 451 over A ttilas slavisk-mongolske invasion. Dens målsætning er skabelsen af et forenet Europa, totalstrategisk sikret mod Nord og Vest af hav, mod Syd af hav og afrikansk tomrum, ørkenen, og mod Øst af et europæisk-domineret, men ikke behersket, politisk ingenmandsland i stor dybde ind mod de slavisk-mongolske og arabiske magtcentre. Skabelsen af dette forenede Europa har været målet for vældige kampe mellem de europæiske stormagter, først og fremmest Fankrig og Tyskland. Ingen af de europæiske stormagter har kunnet opbygge sig tilstrækkeligt isoleret totalpotential til alene at gennemtvinge den europæiske strategi. De er alle gået til grunde på forsøget, når de stødte sammen med den europæiske strategis dødsfjende: Den britiske strategi. Over for truslen fra det nye, vældige og offensive slavisk-mongolske magtcentrum, verdenskommunismen, har for første gang i Europas historie Frankrig og Tyskland fundet sammen i et fællesskab om den europæiske strategi som et selvstændigt Europas eneste redning.

Den nye slavisk-mongolske trussel, verdenskommunismen, har efter 1945 erobret hele det østlige europæiske sikkerhedsbælte, ingenmandslandet, og står ved Elben. Mod syd er den i gang med erobringen af det sydlige, afrikanske sikkerhedsbælte, og mod Europas svage nordflanke ligger presset hårdt ind over Nordatlanten med Færøerne, Island og Norge og over Østersøen med Danmark. Den europæiske strategi er under ledelse af det fransk-tyske fællesskab. Den støtter sig på militæ rt, politisk og økonomisk europæisk fællesskab, hvis potential endnu er for ringe, men under hastig udvikling. Dens mål er opbygningen af en sådan europæisk magtfaktor indenfor den frie verdens amerikansk-ledede kollektive sikkerhed, at Europa hverken kan reduceres til en slet og ret amerikansk magtbrik og slagmark eller ofres af den britiske strategi i et stort britisk kompromis med den russiske kommunisme til afstivning af den fortsatte britiske magtreduktion. Den europæiske strategis store bekymring er den britiske illoyalitet. Den europæiske strategis vej er, overfor den frie verdens kollektiv, at være fuld t og helt loyal mod amerikansk strategis ledelse og målsætning samtidig med, at man i forståelse med den amerikanske strategi udbygger den europæiske magtfaktor. Inden for loyaliteten og det amerikanske lederskab kræver man da en positiv (og ingenlunde en negativ) europæisk indflydelse på den frie verdens fællesledelse og sikkerhed for fortsat europæisk selvstændighed.

Over for verdenskommunismen afviser den europæiske strategi ethvert vigende kompromis og støtter den totalstrategiske modoffensiv, altsammen i forståelse med den amerikanske strategi.

Over for den britiske strategi stræber den europæiske strategi efter at opbygge maximal europæisk styrke omkring det tysk-franske fællesskab til sikring mod illoyalitet. Samtidig indbyder den europæiske strategi ud fra sin stadig voksende styrke England til positivt europæisk medarbejderskab, men den giver aldrig plads for en britisk lederstilling. Ledelsen forbliver tysk-fransk.

Det er den europæiske strategis hensigt, at voksende europæisk styrke samtidig med fortsat britisk magtreduktion skal tvinge England til at tilslutte sig Europa og forlade den traditionelle britiske strategi, fordi der efterhånden ikke er noget imperium , men kun en europæisk ø.

Den britiske strategi voksede op til værn for det britiske imperium. England opbyggede sit imperium ved erobring af teknisk og økonomisk underudviklede lande hinsides verdenshavene og ved påfølgende udnyttelse af deres vældige rigdomme. Den britiske strategi støttedes på en verdensomspændende sømagt og på små, højtkvalificerede ekspeditionsstyrker. Den britiske militærmagt kom på sit imperiums grundlæggende slagmarker hinsides verdenshavene ingensinde til at stå over for jævnbyrdige, endsige overlegne modstandere og kom på disse slagmarker aldrig ud for en modstander, som kunne true imperiets skabende magtcentrum, den fjerne engelske ø. Kun fra ét magtcentrum kunne imperiets hjerte og hjerne trues effektivt: fra et forenet Europa, den europæiske strategis store mål. Følgelig blev det den britiske strategis evigt defensive alfa og omega at hindre den europæiske strategi i at opbygge dette forenede Europa. Den britiske strategi trak sig derfor tilbage fra ethvert ønske om at holde et britisk magtcentrum på det europæiske fastland, hvis udryddelse kunne skabe en fælles europæisk målsætning, men hver gang den europæiske strategi skulle barsle, satte den britiske strategi hele imperiets totalpotential ind på at kvæle den europæiske enhed i dens fødselsveer: kampen mellem to ligesindede europæiske stormagter om lederstillingen indenfor den europæiske strategi. Den britiske strategi førte til værn for imperiet England ind i en række vældige præventive interventionskrige i Europa, som England vandt, og i fredsslutningen hver gang hensynsløst og med stor propagandistisk dygtighed førte igennem til en skæbnesvanger, omfattende svækkelse af det europæiske totalpotential: Fredsslutningerne efter Napoleonskrigene, Versaillesfreden efter første verdenskrig, unconditional surrender efter anden verdenskrig. E fter den anden verdenskrig ændrede forudsætningerne og vilkårene for den britiske strategi sig i bund og grund. Lenins verdenskommunistiske forudsigelser, revolutionen i kolonierne, bragte imperiet i fuldstændig og uoprettelig opløsning, og den russiskkommunistiske trussel mod Europa rettede sig lige fuld t mod England. B ritisk strategi blev da tvungen til at søge britisk ly indenfor den amerikansk-ledede frie verdens kollektive sikkerhed. Her indenfor var der for den britiske strategi tre muligheder til overvejelse for at skabe britisk magt.

England kunne indenfor det vaklende imperium støtte sig til Canada eller til Australien og Sydafrika. Begge disse to betydelige magtcentre var im idlertid hver for sig militæ rt og delvis økonomisk afhængige af det overlegne amerikanske totalpotential og havde sine interessers hovedretningslinie tilknyttet den amerikanske strategi. England selv besad ikke tilstræ kkeligt totalpotential til at undgå at blive trukket ind i samme afhængighed, hvis England valgte en af disse veje. Tilbage stod da kun den tredie mulighed, den europæiske. Da den britiske strategi erkendte, at engelsk sikkerhed og engelsk magt kun kunne opretholdes, når England ikke længere bekæmpede Europa, men tværtimod sluttede sig til Europa og engagerede sig positivt i europæisk strategi, stod England overfor en fuldstændig opgivelse af sine strategiske traditioner over for Europa. Indenfor ledelsen af den ændrede britiske strategi udskilte sig da mere eller mindre klart to retninger, som begge anerkendte den europæiske løsnings nødvendighed, men som var modstridende i spørgsmålet om, hvordan den engelske tilslutning til Europa skulle formes.

Den britiske retning erkendte, at vel var hele det tidligere grundlag og form ål for den gamle britiske strategi i opløsning sammen med im ­ periets opløsning, men det måtte være m uligt at opbygge en ny britisk magtstilling både indenfor den amerikansk-ledede frie verden og over for verdenskommunismen ved, at England overtog førerskabet i Europa og blev den ledende magt indenfor den europæiske strategi. Dette kunne kun realiseres gennem en magtreduktion af det fransktyske europæiske fællesskab. Den britiske retning indenfor den nye britiske strategi gjorde sig da til forkæmper for, at britisk strategi indenfor den frie verden stræbte efter ledelsen i det europæiske fællesskab til fordel for britiske interesser og i modstrid med det fransk-tyske fællesskab, som den gik i gang med at bekæmpe.

Den radikale retning erkendte, at imperiets opløsning havde resulteret i en sådan britisk magtreduktion, at ikke alene kunne Englands sikkerhed kun opnås indenfor det europæiske fællesskab, men end yderligere var den britiske magtreduktion så omfattende, at resterne af det b ritiske totalpotential ikke havde råd til under hensyn til den britisk-europæiske fællesinteresse over for kommunismen at svække det voksende europæiske totalpotential, som stod bag den europæiske strategi under tyskfransk ledelse. Den britiske strategis eneste mulige vej til sikkerhed og britisk indflydelse var at finde i loyal tilslutning til det europæiske fællesskab og til den europæiske strategi under den stærke fransk-tyske ledelse. Ingen af de to retninger indenfor den britiske strategi har kunnet tilkæmpe sig den endelige og anerkendte ledelse. B ritisk strategi har derfor i sine handlinger va;ret præget af dem begge. Den britiske retning har udbredt tilslutning i den britiske o ffen tlige meningsdannelse, og den stottes energisk af den russisk-kommunistiske in filtration. Den inspirerer både den omfattende opinionshetz mod Vesttyskland og de britiske tilbøjeligheder til at støtte et kompromis med Sovjetunionen på Europas vesttyske bekostning. Den er her i skarp modstrid med både amerikansk og europæisk strategi, og den skaber en uheldig problem stilling hos Am erika og Europa om britisk loyalitet. Den står energisk bag den britiske økonomis magtblok, „De syv“ , i dens opposition mod den europæiske økonomi, „De seks“ . Også på dette område er den i modstrid med amerikansk strategi. Det må endnu være uigennemskueligt, om den russisk-kommunistiske billigelse af Finlands indtræden i „de syv“ er en britisk handling for at vanskeliggøre en tilnærmelse mellem „de syv“ og „de seks“ , eller det er det første russisk-kommunistiske forsøg på en defensiv mod Vest til fordel for en magtkoncentration mod Kina.*) A lt efter udviklingen i den indrekommunistiske arvefølgekrig og den russisk-kommunistiske magtreduktion vil den russiske kommunisme kunne bruge den finske tilslutning til „de syv“ enten som en in filtrationskanal ind i europæisk økonomisk samarbejde, eller som et første aflastningsforsøg mod Vest. Den radikale retning indenfor den britiske strategi har tilslutning i meget indflydelsesrige, britiske lederkredse og realistisk-politisk in telligens. Den støttes af den amerikanske strategi, og den står bag de britiske handlinger til støtte for Vesttysklands militære opbygning, for forligsbestræbelserne mellem „de seks“ og „de syv“ og bag modstanden mod kompromis med Sovjetunionen på Europas bekostning. Dens største bekymring er at få sine synspunkter anerkendt i den offentlige meningsdannelse.

*) Artik len er skrevet i november 1960. Det er værd at bemærke, at det britiske forsøg på britisk tilslutning til „De seks“ først sætter ind, efter at finsk tilslutning til „De syv“ kun kan finde sted „uden stemmeret“ — utvivlsomt et amerikansk krav. Det v il også være at bemærke, at britisk tilslutning til „De seks“ ser ud til kun at kunne ske uden britisk lederstilling. Det lår så stå hen, om det hele b liver til noget.

Den europæiske strategi under det tysk-franske lederskab har gjort det klart for den britiske, at Englands tilslutning til Europa ikke alene vil være et yderst velkomment magttilskud til Europas forsvar mod kommunismen, men i det lange løb også en lige stor nødvendighed både for England som for Europa. Den europæiske strategi tilbyder følgelig England deltagelse i loyalt, europæisk samarbejde, men den nægter — endnu — den britiske strategi en lederstilling. Sporene skræmmer. Det v il være tåbeligt og yderst uheldigt, hvis modsætningerne mellem europæisk og britisk 6trategi skulle føre til en modsætning mellem nationalkomplekser i den engelske og den europæiske offentlige meningsdannelse. Lige så lid t som tyskere er „forbrydere mod menneskeheden“, fordi det tyske folk kom under det nazistiske despoti, og lige så lid t som Russere kan stemples med den russisk-kommunistiske strategis forbrydelser, lige så lid t kan Englændere gøres til „forræddere“ eller „troløse“ o. s. v. Enhver nation har forholdsvis samme sum af positive og negative kvaliteter som andre nationer. Ingen har råd til at kaste moralske — eller umoralske — sten fra sin folkekarakters skrøbelige glashus, blot fordi lysets brydning gennem glasset klart lader ham se skæven i hans broders øje, medens den bagatelliserer bjælken i hans eget. -— Der kunne blive et kønt stenstritteri!

Nationalkomplekser, spændende fra modvilje til folkehad, er totalstrategiske kampmidler, som udnyttes effektivt gennem in filtration i den offentlige meningsdannelse. Den kommunistiske strategi finder et af sine fornemste og skarpest slebne våben netop i denne infiltration. Når europæisk strategi klart har forsket og vurderet britisk strategi og ser, at der må trædes varsomt i samarbejdet, så er vejen for europæisk strategi overfor den britiske ikke bebrejdelser, skænderier og skældsord, men først og fremmest forståelse. Europæisk strategi må forstå den naturlige baggrund for fortidens modsætninger og spændinger. Den må forstå, at inertien i den britiske strategis tradition — endnu —- naturligt fører dens britiske retning til at opfatte en europæisk forbundsfælle som et totalstrategisk forpostterræn for de britiske interesser og det britiske magtcentrum på øen i „splendid isolation“ og ikke som et skæbnefællesskab mellem siamesiske tvillinger. Den europæiske strategi må, indenfor den frie verdens kollektive interessefællesskab, bekæmpe den britiske strategis britiske retning med klare argumenter i saglig diskussion om totalstrategiske realiteter. Alene ad denne vej kan den støtte og ikke svække den britiske strategis radikale retning. Det kræver tid og tålmodighed, også lid t humor, og det kræver europæisk styrke. E t pålideligt barometer for vejrudsigten i den totale krig er den katolske kirkes strategi. Den katolske kirke er den ældste, den mest erfarne og den klogeste magtfaktor indenfor den totale krigs europæiske valplads. Den katolske kirke har i kampen for sin magtstilling altid fulgt ganske bestemte og enkle strategiske dogmer. Overfor en farlig oppositionel meningsdannelse, kætterne, har den ligesom andre despotier iværksat hensynsløs udryddelse og præventiv skrækvirknimg ud fra en ubestridelig åndelig og fysisk politimagt. Overfor et statsligt angreb, som truede med den katolske kirkes fysiske tilintetgørelse, gik kirken til fysisk modstand, spændende fra staternes religionskrige over oprør til ren partisankrig og kamp på barrikaderne. Den katolske kirke opviser under disse kompromisløse kampe en række helgenagtige, opofrende martyrer og helte, som ikke står tilbage for de nationale kriges.

Overfor et statsligt angreb, som ikke truer med den katolske kirkes fysiske udslettelse, men som tager kampen op med den om sjælene, slutter kirken konkordat med angriberen og deler pro forma magten med ham vel vidende, at tiden for hans magt er begrænset, og når han falder, arver den katolske kirke ikke blot sin egen gamle magt, men også den, som angriberen havde samlet sig. Da den nationalsocialistiske ideologi erklærede den katolske kirke krig og begyndte at hverve sjælene samtidig med, at den loyalt erklærede sig „kristen“ og anerkendte den katolske kirke, sluttede kardinal Pa celli konkordat med Hitler. Tilsvarende sluttede den katolske kirke konkordat med Mussolini. Den arvede dem begge. Da den russiske kommunisme erklærede den katolske kirke krig og efter 1945 truede den med fysisk udslettelse samtidig med truslen om militæ r erobring af Vesteuropa, gik den katolske kirke åbent og effektivt ind i kampen mod kommunismen, og i den russiske kommunismes østeuropæiske vasallande opviste kirken en række strålende martyrer og helteskikkelser. Den katolske kirkes strategi, både over for nationalsocialismen og overfor den militære russisk-kommunistiske trussel, lededes af samme mand: Den smidige diplomatiske kardinal Pacelli blev den fromme pave Pius xn. Da den totale krig på fronten mellem den russiske kommunisme og Europa skiftede kampform — men aldrig målsætning — ændrede den russiske kommunismes magtreduktion den militære trussel om storkrig med Vesteuropa til en totalstrategisk kamp om sprængningen af NATO . Det foreløbige form ål blev totalstrategisk defensivt — men selvfølgelig taktisk offensivt — for at skaffe den russisk-kommunistiske strategi aflastning mod Vest. Kampmidlerne for at opnå N A T O ’s sprængning tegner til at blive en kold og luskelun krig iblandet små varme, velforberedte kup for at holde Europa svækket, forskrækket og splittet således, at den russiskkommunistiske defensiv og magtreduktion både kan sløres, til den er overvunden, og ikke kan udnyttes modoffensivt. Da denne udvikling begyndte i Europa, skiftede pontifikatet fra den fornemme aristokrat, Pius X II, til den joviale plebejer, Johannes X X III. Med paveskiftet skiftede også den katolske kirkes strategi. De økumeniske bestræbelser for en sammensmeltning af den romerskkatolske kirke med den græsk-katolske kommunistiske statskirke i Sovjetunionen tog form , og pavestolens venlige holdning over for Vesttyskland og dets kansler kølnedes kendeligt. Krustschow lod bemærkninger falde om „V i kristne“ , og mulighederne for en audiens hos paven blev ventileret under Krustscliows Frankrigs-besøg. Kontakten sluttedes. I samme grad, som den russisk-kommunistiske trussel om militæ r erobring af Vesteuropa aftager og afløses af en ideologisk kamp om sjælene, nærmer sig også konkordatet mellem den katolske kirke og den russiske kommunisme. Denne udvikling vil være en pålidelig europæisk barometerstand. Indenfor den frie verdens tre magtcentre, det amerikanske, det europæiske og det britiske, er Danmark stemningsbestemt knyttet til den britiske strategi, men realistisk er Danmark i kraft af sin geografiske beliggenhed militæ rt knyttet til Europa og dermed til den europæiske strategi. Det er derimod Norge ikke.

Norge er knyttet til det britiske magtcentrum og dermed langt mere afhængig af den britiske strategi. Det v il være en svækkelse for dansk strategi, hvis den på nogle livsvigtige områder — det okonomiske — gor sig afhængig af britisk strategi, medens den på andre livsvigtige områder, forst og fremmest det m ilitære, er uløseligt knyttet til den europæiske strategi. Hvis dansk strategi knytter sig til britisk strategi, og den britiske retning indenfor b ritisk strategi vinder overhånd og svækker Europa på Vesttysklands bekostning, så støtter Danmark sin egen svækkelse. Hvis den britiske retning indenfor den britiske strategi gennemtvinger et kompromis med den russiske kommunisme på Vesttysklands bekostning, så må Vesttyskland søge sin resterende sikkerhed alene hos U. S. A. og som et militæ rt forpostterræn for Frankrig og England. Den yderste del af den vesttyske militære sikkerhed, som da først bliver kastet af, er forsvaret af Danmark. Danmark v il da være yderst ilde faren, britisk forpost- eller afkastningskort — ensom og tæt inde under den styrkede russisk-kommunistiske Østersømagts aktionsradius. Den, der går ind under britisk strategi, skaber sig selv en forpostskæbne, politisk, økonomisk og militæ rt. Fo r den britiske retning indenfor britisk strategi er en europæisk forbundsfælle ikke et skæbnefællesskab, men en strategisk forpost for den britiske egeninteresse i splendid isolation hinsides Kanal og Nordsø. Polen, Norge, Grækenland, Holland, Belgien, Frankrig!! For den radikale retning indenfor britisk strategi er forbundet med Europa derimod et bindende skæbnefællesskab. Før den radikale retning indenfor den britiske strategi får lov at yde sikre garantier, bør dansk strategi være yderst varsom. De militære vilkår for Danmarks beståen er bestemt af landets beliggenhed om gennemsejlingsfarvandene til og fra Østersøen og af Jy llands landfasthed til Europa. Danmark ligger tæt inde under den nærmeste og stærkeste Østersømagts militæ re aktionsradius og besidder ikke styrke til at kunne hævde sig alene overfor denne magt. Ligger den stærkeste Østersømagts modstandere hinsides Nordsøen, er afstanden hertil også for stor til, at Danmark kan få fornøden rettidig støtte gennem en alliance med den stærkeste Østersømagts modstandere i tilfælde af en væbnet konflikt.

Denne grundlov bestemte Danmarks vilkår og strategi under den første og den anden verdenskrig, da Tyskland var den nærmeste og den stærkeste Østersømagt. E fter den anden verdenskrig blev den russiske kommunisme den nærmeste og den stærkeste Østersømagt, og da et afhængighedsforhold til den russiske kommunisme måtte resultere i samme ødelæggende skæbne for Danmark, som var blevet de øvrige kommunistisk-erobrede Østersøstater til del, søgte Danmark beskyttelse indenfor den frie verdens kollektive sikkerhed i fuld erkendelse af den militæ re risiko i tilfælde af væbnet konflikt- Uanset denne uomgængelige risiko, bød dog den danske tilslutning til N A TO garanti for den størst opnåelige danske sikkerhed, thi den frie verdens kollektive sikkerhed samlede et sådant totalpotential, at den hindrede den ødelæggende væbnede kon flikt. En for alle og alle for en. En fortsat isoleret og værgeløs dansk neutralitet havde derimod garanteret en fuldkommen afhængighed af russisk-kommunistisk pression og af truslen om et hastigt fuldbyrdet kup. Det havde været ,„Ikke-angrebspagtens strategi“ fra 1940 om igen og med samme resultat. E fter 1956 begyndte en gennemgribende forskydning i magtbalancen om Østersøen at gøre sig gældende. Den russiske kommunismes magtreduktion i den indrekommunistiske arvefølgekrig og den frie verdens opbygning af et stærkt europæisk totalpotential med et betydeligt vesttysk militæ rt bidrag begynder at gøre Europa om ikke til den m ilitæ rt stærkeste, så dog til den totalstrategisk stærkeste Østersømagt. Danmarks allierede i forsvaret mod truslen fra den stærke russiskkommunistiske Østersømagt ligger ikke længere fjernt hinsides Nordsøen, men lige uden for havelågen. Den oprindelige militære risiko for Danmark ved N ATO : at komme til at stå ene mod det første stormløb, hvis konflikten alligevel kom, eksisterer ikke mere. Denne udvikling forøger i højeste grad Danmarks tryghed indenfor den frie verdens kollektive sikkerhed, men den ændrer ikke den m ilitære grundlov for Danmarks eksistens: Danmarks afhængighed af den nærmeste og stærkeste Østersømagt. Denne nærmeste og stærkeste Østersømagt er nu det europæiske fællesskab, og dets nærmeste stat er den vesttyske forbundsrepublik. Danmark er bundet sammen i et uløseligt militæ rt skæbnefællesskab med Europa, både strategisk og operativt. Ikke med England.

Svækkes Europa ved, at Vesttyskland svækkes, så svækkes Danmark, og i højere grad, fordi Danmark er den i forvejen svage. Svækkes Danmark, svækkes Vesttyskland og dermed Europa. Falder Vesttyskland, falder Danmark. — Men ikke Norge. Falder Danmark, falder Vesttyskland. — Men ikke Norge. Danmark kan kun forsvares, når Vesttyskland forsvares. Vesttyskland kan kun forsvares, når Danmark forsvares. Der behøves ikke mere argumentation end et Europakort.

Danmarks militære grundlov, afhængigheden af den nærmeste og stærkeste Østersømagt, Tyskland, var h id til en vældig trussel mod Danmarks eksistens, fordi Danmark havde sit alvorlige nationale modsætningsforhold til Tyskland, under den første verdenskrig på grund af det sønderjydske grænsespørgsmål. Under den anden verdenskrig på grund af det nazistiske despoti. Danmarks militære grundlov består fortsat uændret, men dens konsekvens er ikke længere en trussel, men derimod ændret til et militæ rt skæbnefællesskab indenfor den frie verdens kollektive sikkerhed. Herindenfor betyder den en tryghed for dansk strategi, men dansk strategis store bekymring må være, at fællesskabet fører til tysk forsvar af Danmark i tysk interesse og med tyske styrker. Denne bekymring kan Danmark kun komme ud af ved indenfor det dansk-tyske fællesskabs forsvar af Danmark at yde et både kvantitativt og først og fremmest kvalitativt respektabelt bidrag, som gør dansk kommando naturlig. Der er ikke inden for fællesskabet noget tysk prestigekrav om tysk kommando, men der er et naturligt og sagligt, livsnødvendigt, krav om dansk kvalitet som betingelse for tillid til dansk kommando. Man kan ikke med rimelighed vente, at tysk kvalitet skal anerkende en dansk strategisk ledelse og indsats med rod hos Molboerne — midtvejs mellem Lejre og Skive. F o r en konsekvent vurderende dansk strategi, frig jort for stemninger og fortids inerti, bliver vejen da, at balancere venligt, loyalt og positivt mellem europæisk strategi og britisk strategi, forsåvidt den ledes af sin radikale retning. Den danske strategi må modsætte sig den britiske strategis britiske retning og iøvrigt altid foretrække en hældning til den europæiske strategi. Den må undgå dansk økonomisk afhængighed af den britiske strategi og finde også andre partnere i økonomisk samarbejde.

Dansk støtte til britisk strategis britiske retning betyder dansk støtte til dansk svækkelse. Den russisk-kommunistiske in filtration i dansk meningsdannelse modarbejder ikke den danske fornemmelse af samhørighed med den britiske strategi, som stammer naturligt fra de danske nationale modsætningsforhold til Tyskland under den første og den anden verdenskrig. Den arbejder derimod energisk på at puste dansk uvilje mod alt amerikansk og vesttysk op til en ligefrem religiøs, fornuftudslettende ekstase. Den eneste russisk-kommunistiske vej til det aflastende kompromis på Europas vesttyske — og danske — bekostning går nemlig via den b ritiske strategis britiske retning. Sid dine venner kun nær, men lad dem ikke sidde låret af dig. D it lår er kun lille og spinkelt. Dansk strategi må skabe dansk kommando over det dansk-tyske militære samarbejde ved selv at yde et kvalitativt respektabelt bidrag. Hvis dansk politisk ledelse viger tilbage for dansk kommandoansvar for dansk sikkerhed, så bed om en Amerikaner. Dansk strategi må knytte venskabelige og loyale forbindelser til begge de to nære venner, men den må undgå mere afhængighed end højst nødvendigt. Den må søge sikkerhed for dansk uafhængighed inden for alliancen hos vennernes store nabo, den amerikanske strategi. Den amerikanske strategi v il — i sin egen interesse — aldrig lade Danmark i stikken, og den vil på grund af afstanden til dens magtcentrum aldrig være interesseret i at opsluge Danmark. Men den kræver selvfølgelig loyalitet. A t søge sikkerhed inden en kon flik t ved et pro forma medlemskab af alliancen kun dækket af et skinforsvar og skubbet viljeløst fra den ene nabo til den anden, for så, hvis konflikten alligevel bryder ud, at søge sikkerhed hos angriberen ved øjeblikkelig kapitulation og henvisning til, at man jo aldrig mente det alvorligt med den alliance, det turde vist være en for snedig strategi. Mon den skulle have været til overvejelse! ! E t eller andet sted på Mols!

Institutionen FN. Drømmen om en overstatlig verdensregering, den verdensomspændende europæiske kulturs babelstårn, som skulle sikre „den varige fred“ og befri folkene fra krigens ofre — og livets risiko — fandt sin realise-ring efter den første verdenskrig i Folkeforbundet og efter dettes fa llit i arvtageren, De forenede Nationer. FN er en international institution af største betydning som form idler af m ellem folkelig virksomhed, men FN er i sig selv ingen magtfaktor med egen målsætning og egen strategi. Enhver medlemsnation bringer med sig ind i FN alle sine egne problemer, sin egen målsætning og sin egen strategi. A lt efter de skiftende mellem folkelige problem stillinger skifter da også FN ’s mål og strategi, efter som medlemmerne kan tvinge deres egen målsætning igennem og spænde F N for deres egen strategi. FN bliver således i sig selv aldrig en magtfaktor, men institutionen bliver den konstitutionelle ramme om nationernes flertalsbeslutninger og om mulighederne for deres virkeliggørelse. F N råder ikke over noget eget totalpotential, hverken over dets økonomiske, politiske eller militære elementer. Sit skiftende potential låner institutionen af det øjeblikkelige flertal, hvis strategi den stiller sig til rådighed for eller bliver stillet til rådighed for. F N som overstatlig verdensregering bliver således aldrig en magt, men derimod et mellem folkeligt, konstitutionelt princip. Det er endnu aldrig i verdenshistorien set, at et princip har besejret en magt. Det er derimod ofte set, at magten over — eller bag — et princip har betydet magten over en verdenshistorisk udvikling. Kampen om magten over — eller bag — FN : verdensregeringens princip, bliver derfor et af de vigtigste totalstrategiske slag i den totale krig mellem verdenskommunismen og den frie verden. Ingen nation v il kunne se sit sikkerhedsproblem løst alene ved medlemsskab af FN , ligesom „styrkelsen af FN som den eneste fredsbevarende faktor“ er en urealistisk, utopisk strategi. En nation kan gennem sit medlemsskab af FN bidrage til at styrke sin egen og sin alliances sikkerhed ved på FN ’s totalstrategiske slagmark — åbenlyst eller tilsløret bag ædel propaganda — at hævde sin og a lliancens målsætning og strategi og til dette form ål styrke F N ’s konstitutionelle apparat. Omvendt kan en nation, som ikke kan hindre, at dens modstandere får sin vilje i FN , bidrage til at styrke sin egen målsætning og strategi ved at svække FN ’s konstitutionelle apparat. H vilken magt, hvilke interesser og hvilken strategi, der i en given konflikts problem stilling er på den ene eller den anden side af flertallets plankeværk — og af dets magt bag dets strategi — kan skifte. Den, der ser sig afgørende i modsætning til flertallet og dets magt — altså i FN tvungen totalstrategisk i defensiven — v il styrke sin målsætning og sin strategi ved at svække F N ’s konstitutionelle apparat. Gælder det livet eller livsvigtige interesser, vil han sprænge FN , hvis han ikke tvinger FN til kompromis — Sovjetunionen overfor Folkeforbundet i 1939, Ungarn 1956!

FN’s konstitutionelle apparat og princip: verdensregeringen, i hænderne på verdenskommunismen eller en kombination af verdenskommunismen og de farvedes fællesskab vil nok kunne blive en „fredsbevarende“ faktor — men det er vel problematisk, om FN v il kunne overleve rollen som „bevarende faktor“ for denne fred. F N ’s eget konstitutionelle apparat og dets organer er i vid udstrækning dybt in filtreret af begge den totale krigs to store magtblokke, verdenskommunismen og den frie verden. F N har i sig selv intet eget mål og ingen strategi og slet ingen magt at sætte bag sin fuldkomne mangel på både mål og strategi. De er til rådighed — eller til fals — for flertallet. Der, livor F N ’s embedsapparat, overladt til sig selv, viser en tilbø jelighed, vil det altid være en tilbøjelighed til passivitet og kompromis overfor den magt, som har sit eget klare mål og sin egen klare strategi til at nå dette mål. Derfor bliver F N ’s egen vej, ligesom i sin tid Folkeforbundets, brolagt med magtesløsbedens kompromisser med uretten, bare for at få lov til at overleve. Som Folkeforbundet svigtede passivt og magtesløst overfor enhver alvorlig aggression og opløstes, da det til slut ekskluderede Sovjetunionen for overfaldet på Finland (fordi Finland værgede sig og råbte på hjælp, medens Estland, Letland og Litauen, som ikke værgede sig, gik til grunde i stilhed), således svigtede F N både Ungarn, Israel og Tibet i passive kompromisser med urettens magt. Congoproblemets udvikling og konsekvenser ligger endnu uoverskuelige, men F N svigter ganske Belgien og dets traktatlige, økonomiske og militæ re rettigheder til fordel for den kommunistiske in filtration , som F N ikke tager fat på med samme energi. Magten bag F N ’s princip har h id til i alle de store konflikter — Koreakrig, Suezkrise, Congokrise — været USA’s imod de verdenskommunistiske aggressioner. Den er det endnu, men det bliver mere og mere problematisk, efterhånden som den nye store magtfaktor i den totale krig, de farvedes fællesskab, gør sin egen målsætning, sin egen magt og sin egen strategi gældende i klar modsætning til både den frie verden og verdenskommunismen og koketterer med at være til fals for den højstbydende af de to. Den amerikanske strategi i FN drejer sig om at hindre dette farvede fællesskab i at indlemmes i verdenskommunismen og, hvor det ikke vil tilslutte sig den frie verden, da i hvert fald at styrke dets neutralistiske kurs, hvor det måske kan vindes af den amerikanske strategis fornemste kampmiddel, dollar’en. Dansk strategi v il aldrig kunne hente blot et milligram s tryghed in ­ den for FN . Dansk tryghed skabes kun indenfor loyalt medlemsskab af den frie verdens kollektive sikkerheds overlegne styrke. Een for alle og alle for een! Dansk strategi kan derimod styrke dansk sikkerhed ved inden for F N at styrke sine venner og sin alliance. Man kan lade sit hjerte blive hos F N ’s princip, men man gør klogt i at lade forstanden blive hos den kollektive sikkerhed: NATO . Een for alle og alle for een. Vejen må være altid at støtte en europæisk ven, som har støtte behov, og som engang selv skal ile Danmark til hjælp, dernæst aldrig at svække amerikansk strategi. Det vil næppe gavne dansk sikkerhed, hvis dansk hjælp til den amerikanske strategi — hjælpen til de underudviklede lande — ydes økonomisk på bekostning af værnene. (Fidusen er allerede fundet af kapitulationsstrategiens forkæmpere!). Den kan derimod med dansk fordel ydes i form af uddannelseshjælp og teknisk støtte med deraf følgende personlige — og handelsmæssige — kontakter. Skal en sadan virkelighedsbetonet og konsekvent strategisk retningslinie i F N kunne have indenrigspolitisk støtte, må den kædes sammen med almindelig oplysning om den totale krigs realiteter og om, hvad der er virkelighed og hvad der er utopi i vurderingen af mulighederne inden for babelståmet: FN . Sådan en oplysning v il være politisk ubekvem og vil derfor kræve indbyrdes loyalitet mellem de positivt indstillede partier.

M. L. Lauesen.