Naar vi med Stolthed tænker paa de danske Soldater, der gjorde Fædrelandet Ære den 9. April, bør vi ej heller glemme de andre, som under det finske Folks Kamp mod Overmagten vovede, hvad mange blot talte om, og frivilligt kæmpede for Broderlandet og den fælles nordiske Idé. Fem danske Officerer ofrede herved Livet efter alle at have vist Krigerens bedste Egenskaber under Forhold, hvor den enkeltes Indsats ofte var afgørende.
Den 17. Februar d. A. dræbtes Premierløjtnant ved Gardehusarregimentet Hans Fenger under en Kamp i Finland. Han gjorde som frivillig Tjeneste ved det finske Nylands Dragonregiment. Et kort Uddrag fra det finske »Hufvudstadsbladet« fra 4. April viser bedst, at Premierløjtnant Hans Fenger døde som en Helt, besjælet af det rette Kampmod og den rette Pligtfølelse:
»Specialopgaverne, som tildeltes Kavalleriet, blev udført paa en fortræffelig Maade. Disse Opgaver var bl. a. »Mottirensning« (en finsk Benævnelse for de »Fælder«, som Finnerne ved Flankeangreb bragte Fjenden i, og som det var Rytteriets Opgave at rense), en Opgave, hvorefter enhver Kavallerist, som deltog, fortjener sit Heltedigt i denne Krigs »Fændrik Stål«. Kavalleristerne veg ikke fra deres Pladser, trods Saar og Træthed. Først naar til sidst Haanden slappedes, eller Foden svigtede, var de at formaa til at søge Lægehjælp og en haardt tiltrængt lille Tids Hvile. Mangen dygtig Officer, Underofficer og Menig kom ikke til at opleve Mottistridens Sejrsdag; men de, som ofrede sig, gav dem, der fortsatte Striden, et smukt Eksempel paa, hvorledes en Kavallerist bør leve, kæmpe og dø.« Den danske Gardehusarløjtnant Hans Fenger faldt 50 m foran sin Deling. Efter en saadan større »Mottirensning« oplæstes et Telegram til Nylands Dragonregiment fra dettes Hæderschef:
»Til Kommandøren for Kavalleribrigaden, Oberst .......
Modtag selv og frembær for mit Regiment, Officerer, Underofficerer og Mandskab min Tak, fordi de med Blod har skrevet et nyt, lysende Blad i dets ærefulde Historie. Idet jeg hædrer Mindet om dem, der faldt som Helte, udtrykker jeg min faste Tillid til Regimentets Vilje til at kæmpe til sidste Mand for vort Fædrelands Frihed.
Mannerheim«.«
Premierløjtnant Hans Fenger var Rekrut ved Gardehusarregimentet og blev 1930 Premierløjtnant ved samme Regiment. Han rejste ved Juletid, som en af de første danske Officerer, til Finland, besjælet af Lyst, Pligt og Trang til at kæmpe for det heltemodige finske Folk imod den vældige russiske Overmagt. Han var en dygtig Soldat, en god Kammerat, en tapper og modig Mand, hans Handlinger var dikteret af Overbevisninger, hans Synspunkter var ideelle. Han ofrede sit Liv og Blod, og hans Offer er ikke forgæves.
Den 21. Februar i Aar modtog Sjællandske Flyverafdeling Meddelelse om, at Sekondløjtnant, Grev Erhard Krag-JuelVind Frijs var blevet dræbt i en Luftkamp over det karelske Næs. De nærmere Omstændigheder forelaa ikke endnu. Greve Erhard Frijs, der om nogle Maaneder vilde være fyldt 28 Aar, er Søn af afdøde Lensgreve, Hofjægermester Henrik Frijs og Lensgrevinde Helle Frijs.
Han mødte som Rekrut ved Gardehusarregimentet 1931, steg som Følge af sin Dygtighed og Interesse hurtigt til Officer, deltog i talrige Ridekonkurrencer og hentede mange Præmier hjem i Steeple-chase paa Ordrup Væddeløbsbane. Han følte dog, at den Fart paa Hesteryg ikke var ham nok, og han meldte sig da som Elev paa Hærens Flyveskole i 1937, hvor han opnaaede Certifikat allerede samme Efteraar. Da Greve Erhard Frijs var et 100 % Mandfolk, en dygtig og uforsagt Flyver, knyttedes han hurtigt til Sjællandske Flyverafdelings 1’ Jagereskadrille, hvor han forblev tjenstgørende, indtil han, sammen med sin trofaste Ven, Løjtnant af Reserven Fritz Rasmussen, under en Orlov rejste til Stockholm og meldte sig som Frivillig ved det finske Luftforsvar. I de Beretninger, som senere er indløbet fra Finland, siges der om ham, at han var en Flyver, som Danmark kunde være bekendt, en tapper Mand, der ikke betænkte sig paa at gaa mod en nok saa overlegen fjendtlig Styrke. Foruden sin militære Gerning tog Greve Erhard Frijs ivrigt Del i den civile Flyvning, var blandt andet Medinteresseret i Nordisk Lufttrafik, omgikkes med talrige Planer om Rekordflyvninger med den danske K. Z. Sportsmaskine, hvilke Planer han jo desværre aldrig fik udført. Greve Erhard Frijs vandt sig overalt, hvor han kom frem, talrige Kammerater og Venner paa Grund af sit gode Humør, sit ligefremme Væsen og sin store Hjælpsomhed overfor alle.
Søløjtnant I Knut Kalmberg.
Hvor Jagerne drønede over den hvide Vinterfront i stadig Kamp, der var hans Plads, og derfra kom den knappe, men sørgelige Meddelelse: Søløjtnant Kaimberg er den 13’ Februar faldet i Luftkamp mod overlegne russiske Luftstridskræfter over det karelske Næs.
Han var født den 12. Januar 1913 i Wladiwostock, Søn af Telegrafbestyrer C. C. Kalmberg og Dagmar Kalmberg, født Jensen. Sjældent har noget Menneske fra sin Barndom styret saa direkte mod sit Maal som han. Fra sine tidligste Aar var han fast besluttet paa den ene Ting: At blive Flyver. Allerede som Dreng slugte han alt om sidste Verdenskrigs Begivenheder i Luften. Hans Idealer var de berømte Jagerflyvere, hvis Bedrifter og Kampe han kendte i de mindste Enkeltheder. Efter Studentereksamen fra Birkerød Statsskole 1932 indtraadte han i Marinen, gennemgik Søofficersskolen og udnævntes 1937 til Søløjtnant. Heldet fulgte ham, det store Maal vinkede forude: Han kom paa Flyveskolen. Herfra naaede han straks sine Ønskers Maal: Han kom til Jagerne. Hvad kunde han ønske sig mere — ? Tilsyneladende intet, thi Flyvningen med Jager var hans eet og alt. — Imidlertid begyndte Krigen i Finland. Da kunde intet holde ham tilbage! Hans stærke nordiske Fællesfølelse, hans Iver efter at gøre en Indsats tvang ham til at forlade sin Tjeneste og rejse til Finland. Sammen med andre Frivillige tumlede han sin Jager i stadig Kamp mod den endeløse Overmagt, og endnu mens en af hans Modstandere hvirvlede mod Jorden, indhentede Skæbnen ham. Den Død, han fik, havde han ofte omtalt som den bedste af alle. I Søløjtnant Kalmberg har Danmark mistet en tapper og frygtløs Søn, Marinen en dygtig Officer og vi, som kendte ham fra Drengeaarene, en god og trofast Kammerat.
Onsdag den 6. Marts 1940 modtog Hærens Flyvertropper . Meddelelsen om, at Løjtnant Carl Mogens Heiner Kristensen var blevet dræbt under Luftkamp i Finland mod overlegne russiske Jagerstyrker.
Løjtnant Kristensen, der var Søn af Gartner H. Kristensen, Magieaas pr. Høsterkøb, kom den 9/11 1935 som Rekrut til Livgarden. Han var en udholdende og dygtig Soldat og blev derfor sendt til Korporalskolen paa Kronborg i April 1936. — Som Befalingsmand viste han hurtigt gode Evner, og i Efteraaret 1937 sendtes han til Sergentskolen i Sønderborg. Hans Lyst stod dog til Flyvning, hvad han vel havde til fælles med sin ældre Broder, der var Flyverløjtnant i Marinen, hvor han var agtet og afholdt for sin Dygtighed og tiltalende Karakter.
I April 1938 fik Løjtn. Kristensen sin Lyst styret. Efter at have bestaaet Eksamen paa Sergentskolen som en af de bedste kom han paa Flyveskolen ved Hærens Flyvertropper. Ved Energi og Dygtighed fik han i November 1938 den eftertragtede Vinge, forinden havde han dog haft den store Sorg at miste sin Broder ved Nedstyrtning. — Hans videre Uddannelse foregik nu ved 3’ Rekognoscerings-Eskadrille, indtil han i Efteraaret 1939 fik endnu et Ønske opfyldt: at blive Jagerfly ver; samtidig avancerede han til Sekondløjtnant. Jageruddannelsen er meget krævende og varer i 2 Aar. Løjtnant Kristensen havde dog kun været Jagerflyver i 21/2 Maaned, da Finland kaldte, og han følte det som sin Pligt at efterkomme denne Kalden. Efter flere forgæves Forsøg og med meget Besvær lykkedes det ham med et Par Kammerater at slippe af Sted den 1. Februar 1940. Han kom straks paa den finske Jagerskole, og efter en kort Uddannelse blev han sendt til Fronten. Af mange Breve til Kammeraterne hjemme læser man den Begejstring, han nærede for den finske Aand og Organisation, baade blandt Soldaterne og Civilbefolkningen. Kristensens Virksomhed ved Fronten blev alt for kort. Han havde deltaget i flere Luftkampe, og det var lykkedes ham at skyde et Par russiske Maskiner ned trods den altid store Overmagt. Men denne blev til sidst for stor. En Formiddag fik hans Eskadrille Ordre til at gaa op til Modangreb paa ea. 50 russiske Jagere; kun 9 finske Maskiner kom til at deltage i denne Kamp, hvoraf kun 2 vendte tilbage. Kristensen fik et Skud i Brystet og styrtede lige i Jorden med sin Maskine, han var dræbt paa Stedet. Løjtnant Kristensen blev bisat i Finland under militære Æresbevisninger. Hans Urne er afsendt til Danmark, men er endnu ikke ankommet, grundet de vanskelige Forhold. En dygtig Soldat og Flyver og en glimrende Kammerat er gaaet tabt. Han gjorde sin Pligt til det sidste og hævdede Danmarks Ære.
Den 2. Februar i Aar fløj en Styrke paa 30 russiske Bombemaskiner og Jagere ind over Finland. Den mødte her straks 6 finske Jagere, som patrouillerede over Fronten under Kommando af den danske Militærflyver, Løjtnant af Reserven Fritz Rasmussen. Disse angreb straks den talmæssig overlegne russiske Styrke, skød adskillige af dem ned og jagede Resten paa Flugt efter en meget haard Luftkamp. Under denne blev Fritz Rasmussens Maskine skudt i Brand, det lykkedes ham dog at komme fri af Maskinen, udløse sin Faldskærm, men inden han naaede Jorden, var en russisk Jager dykket ned og havde dræbt ham med en Maskingeværsalve.
Løjtnant Fritz Rasmussen blev 28 Aar gammel, mødte som Rekrut ved Gardehusarregimentet 1931, blev Kornet og Sekondløjtnant ved Jydske Dragonregiment Aaret efter; kom paa Hærens Flyveskole i Foraaret 1935, opnaaede Certifikat samme Aar og udnævntes til Løjtnant af Reserven 1937, hvorefter han forrettede Tjeneste som Adjutant hos den daværende Chef for Sjællandske Flyverafdeling, Oberstløjtnant L. Bjarkov. Løjtnant Fritz Rasmussen var den fødte Flyver, han sad inde med alle sjældne Evner, der gjorde ham til en fortrinlig Jagerflyver, en glimrende Fører i Luften, en dygtig Skytte og en sikker Styrtbombekaster. En anden Livsopgave for ham blev Svæveflyvningen, efter at han en Søndag i Værløse havde haft Lejlighed til at prøve den mærkelige, motorløse Fugl. Han fik i den Grad Interesse for denne Sport, at han ofrede al sin Fritid paa at uddanne sig som Svæveflyver, besøgte flere Gange Svæveflyveskoler i Tyskland og erhvervede kort før Krigens Udbrud, som den eneste Dansker, det højeste Svæveflyvercertifikat, man kan faa, nemlig »Sølv C«. Han var tillige Sekretær og Instruktør ved Dansk Svæveflyve-Union. Fritz Rasmussen var sammen med sin nære Ven, Grev Erhard Krag-Juel-Vind Frijs den første danske Militærflyver, som meldte sig som Frivillig ved det finske Luftforsvar. Som Kammerat, baade indenfor Militæret og indenfor Svæveflyvningen, vil Løjtnant Fritz Rasmussen blive længe mindet som en trofast og ærlig Kammerat.
ÆRE VÆRE DERES MINDE!
x + y.
