Log ind

Dansk våbenhandel var afgørende for slavehandlen på Guldkysten 1650-1750

#

Kobberstik af Christiansborg Fort, Guldkysten 1760.

Det Kongelige Biblioteks digitale samlinger.

Vinder af Det Krigsvidenskabelige Selskabs prisopgave 2019, Ditte Ørsted Johansen, ønskes tillykke med en prisopgave, der samlet set er et fuldgodt arbejde, som bidrager til den krigsvidenskabelige indsigt.

Krigsvidenskabelig prisopgave 2019

Det Krigsvidenskabelige Selskab

af

Ditte Ørsted Johansen,

Historie- og retorikstuderende ved Københavns Universitet

Afrikansk krig med danske skydevåben

Omkring år 1650 eksploderede den europæiske efterspørgsel på afrikanske slaver. Europæiske kolonimagter etablerede sukkerplantager i den nye verden, og afrikanere efterkom europæernes stigende efterspørgsel på slaver ved at slavegøre krigsfanger – både mundtlige og skriftlige optegnelser peger på, at netop uophørlig og aggressiv krigsførelse var den primære slavekilde.1 Denne periode med europæisk efterspørgsel på slaver skete samtidig med introduktionen af krudt og skydevåben i Vestafrika. Det interessante er her, at denne krigsførelse blev udført med danske højteknologiske våben, og at netop danske våben spillede en afgørende rolle for slavehandlen i det 17.- og 18. århundrede. I denne prisopgave argumenteres for, at introduktionen af danske skydevåben i Vestafrika øgede antallet af krige, og dermed skabte flere slaver, som kunne videresælges og ikke mindst transporteres til sukkerplantagerne på den anden side af Atlanten.

Analysen inspirereredes af kilder fra Danish Sources for the History of Ghana 1657-1750, der består af rapporter og breve, som er sendt fra danske embedsmænd, der opholdt sig på Guldkysten – det nuværende Ghana – til kompagnidirektører og den danske regering. Med denne højst interessante kildesamling kan omfanget af det danske våbensalg til Guldkysten katalogiseres, og det vises præcis hvilke danske våbentyper, der var særdeles efterspurgte, samt det afrikanske behov for våben i perioden 1650-1750.

Det danske våbensalg til Guldkysten anno 1681

Til at begynde med vender vi blikket mod et brev sendt fra guvernør Prange på Frederiksborg på Guldkysten til direktørerne for Vestindisk-Guineisk Kompagni i København. I brevet udtrykkes det blandt andet, at handlen på Guldkysten er utrolig god, og at indbyggerne ganske positivt indstillet over for de tilstedeværende danske handelsmænd. De kan tilsyneladende skaffe alle de slaver, som der ønskes, men de kan ikke udføre nogen handel, før at de modtager danske varer fra København, som kan sælges for slaver. Der anføres i brevet en liste af varer, der er særligt eftertragtede af afrikanerne, heriblandt talg og forskellige tekstiler i form af tøj og lagener. Dette bekræftes af historikeren R. A. Kea, der i sin undersøgelse anfører, at på en hollandsk liste over eftertragtede varer på Guldkysten, var især tekstiler, jernbarrer og muslingeskaller ganske eftertragtede.2 Det vigtige at nævne i forbindelse med guvernør Pranges liste er, at der kun nævnes ét slags skydevåben, nemlig ordinary carbines.3

Denne liste af efterspurgte danske varer kan være udtryk for en prioritering af varer fra afrikansk side – og det tydeliggør hvilke varer, der er særlig efterspørgsel på. Skydevåben ses ikke som en altoverskyggende handelsvare, idet der kun nævnes én slags. Der nævnes intet om krudt, hvilket kan tolkes som, at der forekommer et mindre behov for denne varetype.4 Et lignende mønster ses også komme til udtryk i figur 1.1, der er et cirkeldiagram over fordelingen af mængder varer sendt fra Danmark mod Guinea med skibet Havmanden:

Skærmbillede 2020-08-12 kl. 14.09.23.png

Af figur 1.1 fremgår fordelingen af handelsvarer, der var med skibet Havmanden fra København til Guldkysten i 1680.5 Cirkeldiagrammet giver et indtryk af hvilke varer, der var særlig efterspørgsel på. Ud fra figur 1.1 ses umiddelbart, at krudt er den vare, der er størst efterspørgsel på. Dog må man notere sig, at 1000 pund kun svarer til ca. 500kg – hvilket er en forholdsvis lille mængde. Der har været lille efterspørgsel på danske skydevåben af slagsen flintebøsser og musketter – antallet af disse skydevåben forekommer ikke særligt højt. Eftersom der kun er 36 af hver de to slags, kan man tolke det lavet antal som et udtryk for, at skydevåben ikke har vist sig som en vigtig og salgbar handelsvare i 1680.

Knive af forskellig slags ses som en markant salgsvare ifølge figur 1.1. Der angives fire forskellige slags knive, nemlig både boathswain-, cargason-, coesveld- og silesian knive. Dette kan være et udtryk for, at knive har haft forskellige formål. De 300 boathswainknive, der betyder bådmandsknive,6 kan indikere, at afrikanerne ved Guldkysten har foretaget sig sejlerarbejde, måske i form af fiskeri, eller hvis de har skullet sejle ud til europæiske handelsskibe med slaver. I så fald har danskerne bag skibet Havmanden været bevidste om, at denne vare var eftertragtet.

Den svenske jernhandel

Derudover fremgår det af figur 1.1, at slavehandlen er præget af antallet af efterspurgte jernbarrer, eftersom smedning var et vigtigt erhverv før år 1700 på Guldkysten.7 Hvis vi for et kort øjeblik vender fokus mod den svenske jernhandel, så bekræfter professor Göran Rydén, at jern blev brugt af europæere som vare til at bytte med afrikanske slaver.

I den traditionelle bilden brukar också stångjärn tillmätas en begränsad roll, något som också bekräftas av aggregerade siffror. På vissa marknader är detta emellertid inte fållat. Om de sammanvägda siffrorna visar på endast några få procent järn, så är det uppenbart att denna andel var större på vissa marknader. Längst inne i Biafrabugten utgjorde svenskt järn omkring 12 procent av de varor som byttes mot slavar (…) Man kan således anta att efterfrågan på järnet från Gammelbo steg i takt med att slavhandeln penetrerade allt längre österut på den afrikanska kusten…8

Rydén eksemplificerer at et lokalt produkt, der i dette tilfælde er jern fra Gammelbo i Sverige, bliver brugt og eksporteret til flere verdensdele på baggrund af den atlantiske handel. Rydén bruger Biafrabugten i sit eksempel, hvorimod min undersøgelse tager udgangspunkt i Guldkysten. Dog afspejles Rydéns argument om, at jern var en vigtig handelsvare i min analyse, og derfor kan hans undersøgelse bruges til at bekræfte mine resultater. Ifølge Rydén udgjorde jern 12 procent af de varer, der blev brugt som byttevarer for slaver. I figur 1.1 udgør efterspørgslen på jernbarrer 19 procent af de samlede varer, og dermed etablerer jernbarer sig som den næstmest eftertragtede vare for afrikanerne på Guldkysten i 1680. Rydén anfører, at våben, der var fremstillet af svensk jern, var en integreret del af den afrikanske slavehandel, og dette kan muligvis være årsagen til, at afrikanerne har haft så stor en efterspørgsel på det.9

De blødere handelsvarer

Tekstiler fremkommer også som en vigtig handelsvare, både i form af say, perpetuana, tapseil og sengelagener. Dette er et mønster i det danske salg, der både kommer til udtryk i brevet fra guvernør Prange til direktørerne for Vestindisk-Guineisk Kompagni i København, og som gør sig gældende i flere kilder fra denne periode.10

Dette tydeliggør, at det formentlig ikke var danske våben alene, der skabte dynamik i den transatlantiske slavehandel i denne forholdsvis tidlige periode omkring år 1650. Tekstil, jern, knive, talg og cognac fra Danmark gjorde sig særdeles gældende på markedet og var eftertragtede varer, når der skulle sælges slaver til europæiske handelsmænd. Krudt og skydevåben var ganske ubetydelige på dette tidspunkt.

Det danske våbensalg på Guldkysten anno 1750

Vender vi blikket ca. 100 år frem i tiden, nemlig til den 17. december år 1750, skriver den danske guvernør Platfues fra fortet Christiansborg på Guldkysten et brev til direktørerne for Vestindisk-Guineisk Kompagni i København. I brevet gøres det blandt andet klart, at man mangler varer til at købe slaver for. Guverøren skriver hvilke varer, der ikke er salg i, og hvilke varer, der er stort salg i. Ydermere forekommer der en liste over varer, som guvernøren ønsker bliver sendt til fortet på Guldkysten. Disse varer skal bruges til at købe 300 slaver, og fremgår af cirkeldiagrammet i figur 1.211:

Af figur 1.2 fremgår det hvilke varer guvernør Platfues ønsker

Skærmbillede 2020-08-12 kl. 14.14.42.png

bliver sendt til Guldkysten.12 Dette giver et indtryk af hvilke varer, der er eftertragtede på Guldkysten i 1750. Det er især mængden af krudt, der præger cirkeldiagrammet med hele 12.000 pund. Antallet af danske skydevåben af typen flintebøsser, er ligeledes iøjefaldende med hele 1500 styks. Det fremgår også, at tekstil er en markant handelsvare, eftersom der er efterspørgsel på 1200 alen tekstil af sorterne calawapores, says og sengelagener, og ikke færre end 900 lommetørklæder i bomuld af typerne soot romals, bengal romals og calicos.13 Dette giver indtryk af, at tekstiler og lommetørklæder af forskellige slags var ganske salgbare på Guldkysten i år 1750, og at krudt og danske skydevåben også var særdeles eftertragtede varer at sælge slaver for.

Luksusvarernes indtog i Afrika

Hvis vi for en kort stund vender blikket mod figur 1.2’s angivelse af cognac, så forekommer mængden på 600 potter fransk cognac ganske stor. Dette har at gøre med afrikanernes stigende erhvervelse af luksusvarer. Professor Ty M. Reese har i sin undersøgelse fokuseret på den afrikanske import af luksusvarer via Fante, der var de mest dominerende slavesælgere på Guldkysten.  Fante fungerede som middlemen i Fante-britiske-relationer, og Fante opnåede erhvervelse af varer gennem ansættelser, lejeindtægter told og gaver fra briterne. Dette medførte, ifølge Reese, import af en stigende grad af luksuriøse varer, som Fantemedlemmerne blev vant til at have tilgængelige.15

During the 1750s, as the Gold Coast slave trade escalated, the Fante reacted by expanding their middleman status, thereby ensuring their continued access to an ever-increasing number of luxury goods.16

Stigningen i mængden af luksusvarer ramte også de lokale. Som følge af Fantes betydning for hver en slave, der blev solgt til europæerne, fik afrikanerne luksusvarer enten som betaling eller som gave.17 Dette afspejles i min analyse, i forlængelse af at Reese betegner cognac som en luksusvare.18 Denne undersøgelse, af afrikanernes ønsker om luksusvarer, præciserer handelen om interaktionen mellem afrikanerne ved Guldkysten og europæerne.

Udviklingen af det danske våbensalg på Guldkysten fra 1650-1750

Optegnelserne fra cirkeldiagrammerne kan tolkes som, at det er forskellige danske varer, der er eftertragtede på Guldkysten i henholdsvis 1680 og 1750. I 1680 er det primært tekstil, knive af forskellig art, samt jernbarrer, der gør sig gældende som de mest eftertragtede handelsvarer fra Danmark til Guldkysten. Krudt var også af stor betydning, men slet ikke på samme niveau rent mængdemæssigt som i 1750. I 1750 er det primært krudt og skydevåben, der markerer sig som de mest eftertragtede danske handelsvarer på Guldkysten. I 1680 bliver der sendt 1.000 pund krudt med det danske skib Havmanden til Guldkysten, og i 1750 bliver der efterspurgt ca. 12.000 pund krudt. Det vil sige, at i 1750 er efterspørgslen på krudt på Guldkysten 1.200 gange større end den mængde, som bliver tilsendt i 1680. Der ses yderligere en uhyre stor stigning af mængden af flintebøsser. Antallet af tilsendte flintebøsser til Guldkysten i 1680 var 36, hvor i 1750 er antallet af efterspurgte flintebøsser oppe på 1.500. Det vil sige, at i 1750 er efterspørgslen på flintebøsser 42 gange så stor som den var i 1680.

På baggrund af denne analyse tyder det på, at der sker en markant stigning i mængden af danske skydevåben og krudt fra 1680-1750. Disse optegnelser signalerer, at afrikanernes behov for danske skydevåben ændrer sig over denne periode. Afrikanerne på Guldkysten har i 1680 behov for tekstiler og knive, samt en forholdsvis lille mængde krudt. I 1750 har de behov for danske skydevåben og bemærkelsesværdigt store mængder krudt. Hvorfor dette skiftende behov for danske teknologiske skydevåben opstår, vil blive analyseret og diskuteret i opgavens tredje analysedel. Danmarks tilførelse af skydevåben til Guldkysten var væsentligt mindre end f.eks. den britiske, eftersom der i slutningen af 1600-tallet kun ankom to til tre danske skibe med våbenforsyninger til Guldkysten.19 Dog kan omfanget af det danske våbensalg på Guldkysten eksemplificere en strømning, der gjorde sig gældende blandt de europæiske lande, der deltog i den atlantiske slavehandel.

Danske våben sælges for slaver

For at lave en udtømmende analyse af hvilke våbentyper som afrikanerne på Guldkysten foretrak, er det naturligvis nødvendigt at vide hvilke typer våben, der blev solgt fra Danmark, og dermed etablere forskellen på de forskellige udtryk, som bruges i kilderne fra henholdsvis 1650 og 1750. Hyppige våbentyper er long guns, carbines, flintlocks og muskets. Slavehandlere på Guldkysten forventede, at skydevåbnene fra Danmark havde følgende elementer: stærke bøsseløb, messingmontering, låse, store sigter og vægtmæssig lethed.20

Typer af våben solgt fra Danmark til Guldkysten i 1680

Ordinary carbines, but of a good length, and it is not necessary that they have fittings on the side in which they are sunk.21 Således lyder det fra guvernør Prange, der I 1681 skriver til direktørerne for Vestindisk-Guineisk Kompagni i København. Prange beskriver her skydevåben, der er særligt eftertragtede af de afrikanske slavesælgere. I 1678 anerkendte man, at der var to typer af karabiner: ordinære karabiner og ekstraordinære karabiner. De ordinære bliver praktisk talt beskrevet som en musket, altså et aflangt skydevåben, der har et lidt kortere bøsseløb end en riffel. De ekstraordinære karabiner havde et tykkere løb, og blev tyndere fra bundstykket til spidsen på våbnet.22 De ordinære karabiner kunne være udstyret med en ekstra montering på siden, men som guvernør Prange antyder i sit brev til kompagniet, så falder våbnet i pris, hvis de har denne montering påsat. Yderligere påsat på karabinerne er en sele, en kolbe, og en affyringslås, så våbnet ikke gik af af sig selv, samt en fastmonteret drejeenhed, der medførte, at våbnet kunne svinges. Størrelsen på en karabin er en mellemting mellem en musket og en pistol.23

Lignende fremgår det i et brev fra guvernør Fensman til Vestindisk-Guineisk Kompagni i 1689, at særligt long guns og carbines var efterspurgte våben på Guldkysten.24 Disse lange skydevåben, som guvernør Fensman nævner, kan tilsyneladende dække over både musketter og rifler. Musketter var i starten af det 17. århundrede et forholdsvis tungt våben, og det har derfor været svært at bære for vedkommende, som våbnet var tildelt. Musketterne blev dog forbedret og udført i en lettere version, der blev kaldt en riflet musket. I løbet af århundredet blev denne lette, riflede musket så populær, at man blot refererede til den som værende en riffel.25 Ud fra guvernør Prange og guvernør Fensmans anførelser, kan man tolke, at afrikanerne omkring år 1650 foretrak den slags danske skydevåben, der falder inden for den aflange kategori. Ydermere har våbenets vægt været en vigtig faktor, eftersom tunge skydevåben åbenbart har været upraktiske under lokale krige.

Typer af våben solgt fra Danmark til Guldkysten i 1750

Når vi kigger på situationen i år 1750, ses en ændring i hvordan våbentyperne omtales i kilderne. I 1743 giver guvernør Glob Dorph på det danske fort Christiansborg ved Guldkysten udtryk for, at de på fortet mangler 2000 danske flintebøsser.26 I 1740 udtrykkes det i et brev fra det Sekrete Råd, der var den øverste lokale myndighed på Guldkysten, at franske flintebøsser, ordinære flintebøsser samt bucheneer-flintebøsser er en mangelvare på Guldkysten.27 Her er det bemærkelsesværdigt, at der er et adjektiv tilknyttet. En flintebøsse er ikke bare en flintebøsse – det er forskellige slags, og der er en bevidsthed om, at der er forskel. Ligeledes er flintebøssers produktionsnation angivet, hvilket kan tyde på, at afrikanerne har haft præferencer i forhold til de forskellige nationers produktionsmetoder. Inden for opgavens rammer har det ikke været muligt at kategorisere de forskellige sorter af flintebøsser. Dog kan det tilføjes, at flintebøssen har en flinte-tændingsmekanisme, og det er en videreudvikling af det allerede eksisterende våben, der kaldes matchlock-musketten, der var det første skydevåben med håndholdt tændingsmekanisme. Flintebøssen kunne variere i størrelse og længde; lige fra på længde med en musket helt ned til en pistol.28

Hvis vi vender blikket tilbage til figur 1.2, kan det i cirkeldiagrammet ses, at der efterspørges 1.500 flintebøsser på Guldkysten. Til trods for at det ikke fremgår, hvilken nation, der har produceret dem, eller præcis hvilken slags flintebøsse, der ønskes, kan den store stigning i mængden af flintebøsser give et indtryk af, at det i 1750 særligt har været flintebøsser, der har været eftertragtede våben. Det kan tyde på, at afrikanerne, der solgte slaver for flintebøsser, har været bevidste om, at disse flintebøsser har været bedre end andre former for skydevåben, eftersom de havde en flintetændingsmekanisme og var lettere rent vægtmæssigt. I forbindelse med dette skal det nævnes, at den danske fabriksejer Ludvig Rømer, der opholdt sig på Guldkysten, nedskrev, at den danske flintebøsse, der var 1½ hånd svarende til 11,8cm29 længere end den engelske flintebøsse, solgte bedre.30 I forlængelse af dette udtrykker Kea, at efter 1750 blev den danske musket, der blev kaldt for Long Dane, eller Danish Musket, det hovedsageligt eksporterede skydevåben til Vestafrika op til det 19. århundrede.31

Den 9. april 1751 skriver guvernør Hachsen et. al. fra Christiansborg fort på Guldkysten til direktørerne for Vestindisk-Guineisk Kompagni i København. Her omtaler de, at de helst vil have tilsendt grovere krudt end finere krudt:

Likewise, as regards the powder; in the case to the Negroes are quite contrary, since Europeans regards finely ground powder as the best for flintlocks and small arm, but if one gives the Negro a shot with finely ground powder he will not shoot with it. For they say it is too powerful, since they cannot moderate a shot according to the strength of the powder; but the coarser the cannon power they can get, the fonder they are of it.32

Det grovere krudt er altså mere eftertragtet end finere krudt blandt afrikanerne. Dette indikerer, at afrikanerne ved Guldkysten i 1752 ikke blot har haft viden om, og præferencer i forhold til våbentyper, men også til kvaliteten på krudt. Krudt har ikke bare været krudt – det har haft forskellige formål alt efter hvor groft, eller fint det var.33

Udviklingen i salget af våbentyper på Guldkysten fra 1650-1750

Ud fra analysen af hvilke danske våbentyper som afrikanerne foretrak, kan det tolkes, at der udvikles en bevidsthed fra afrikanernes side om, hvilke våben de foretrak i løbet af perioden fra 1650-1750. Guvernørs Pranges anførelse i brevet kan signalere, at de afrikanske våbenkøbere allerede i 1650 var bevidste om hvilke våben, som de foretrak, og de har reageret ved ikke at betale så meget for den slags våben, som de mindre godt kunne bruge. Der kan have været en kvalitetsbevidsthed hos afrikanerne:

Instead I have bought a number of interloper carbines which the Negroes willingly buy (…) The Negroes look in particular to see of the gun is light and has a fine shape, and the barrel must at all costs be as perfect as it can be an ordinary bullet.34

Afrikanerne har vidst, hvad der var på markedet og formentligt rettet deres efterspørgsel så præcist som muligt efter de våben, som de mente, at de havde brug for. Udover denne kvalitetsbevidsthed og viden om våbentyper og sortiment, kan den øgede differentiering af våbenindkøbet også tyde på, at forskellige våben nu spiller en rolle i flere forskellige sammenhænge og bruges til flere forskellige formål. Kea udtrykker, at de afrikanere, der i starten af 1700-tallet levede i skovstaterne på Guldkysten foretrak karabinere. De afrikanere, der levede ved kysten, foretrak korte musketter eller flintebøsser.35 I den forbindelse kan der trækkes en linje til afrikanernes førnævnte erhvervelse af luksuriøse varer. På trods af at Reese ikke ytrer, at skydevåben ligefrem er en luksusvare, kan man antyde, at der hos afrikanerne har været den indstilling, at de vil have det bedste af det bedste – både hvad angår luksusvarer som cognac og skydevåben.

Kvalitetsbevidste eller overtroiske?

Ud fra det analyserede kildemateriale kan man se en tendens til, at de foretrukne våbentyper omkring år 1650 har været af de lange typer, hvor de foretrukne våbentyper omkring år 1750 var kortere og lettere. Gradvist fra 1650 til 1750 har de afrikanske herskere på Guldkysten introduceret flintebøsser, selvom de allerede var velkendte blandt afrikanere på Guldkysten. Hen mod år 1750 opstår der dog en national klassificering af skydevåben, som ikke ses i 1650. Det fremgår, at flintebøssens produktionsland er blevet en vigtig faktor for de afrikanske slavesælgere, hvilket kan signalere en viden fra afrikanernes side om hvad, der var på markedet. Dog anfører guvernør Hachsen et. al., at det ikke er kvalitetsbevidsthed, der afgør afrikanernes køb af våben:

As regards the flintlocks and the powder, we most humbly reply that the situation is such that the new long Dutch flintlocks are at present preferred to our long Danish flintlocks. But the Noble Directors must most graciously consider that one cannot force the Negro to be sensible in this matter, for what he takes linking to, that he simply must have, even though it is sometimes his loss. One likes Dutch flintlocks, another Danish flintlocks (…) From this it can be clearly seen that the quality of the Dutch flintlocks is not the reason why the Negroes demand them; it is nothing but the Negroes’ superstitious whim, inasmuch as they like them.36

I dette udsnit af at brev fra guvernør Hachsen til direktørerne i Vestindisk-Guineisk Kompagni, antydes det nemlig, at afrikanerne ikke var kvalitetsbevidste, men derimod overtroiske. Det kan dog tolkes som at være et forsøg fra guvernør Hachsens side på at blødgøre den negative melding om, at de hollandske skydevåben sælger bedre end de danske. Dette ville måske endda charmere hans chefer i Kompagniet hjemme i København, hvilket man kunne forestille sig ville falde fordelagtigt ud til hans side.

Krudt med mindre saltpetersyre

Hvis vi vender blikket over på krudt, så signaleres der en stigende kvalitetsbevidsthed blandt afrikanerne på Guldkysten i perioden fra 1650 til 1750. I kilderne fra omkring år 1650 nævnes der intet om hvordan krudtet skal være, men i år 1750 udtrykker guvernør Platfues i sit brev til direktørerne for Vestindisk-Guineisk Kompagni, at krudtets kvalitet er en vigtig faktor i forhold til, om afrikanerne vil købe det. Jo grovere krudtet er i sin konsistens, jo mere salgbart er det ved Guldkysten.37 I den forbindelse udtrykker Kea, at i 1678 var middelkværnet krudt anset for at være passende af afrikanerne på Guldkysten, hvorimod i 1690’erne var krudt af den groveste slags den foretrukne. Ydermere pointerer Kea, at dansk og hollandsk krudt var det foretrukne på Guldkysten, eftersom det muligvis indeholdt mindre saltpetersyre. Krudt med mindre saltpetersyre var passende for de musketter og flintebøsser, der blev solgt ved Guldkysten, eftersom jo mindre saltpetersyre, der var i krudtet, jo mindre kraftfuld var eksplosionen. Dermed ville et svag løb på musketten ikke briste.38 Dette giver et indtryk af, at afrikanerne ved Guldkysten har været vidende om, hvad der var på markedet og hvilken krudtkonsistens, der passede bedst til deres behov. Det tyder på, at forskellige typer af krudt har haft forskellige formål.

Meget tyder på, at der eksisterer en kvalitetsbevidsthed blandt de afrikanske slavesælgere på Guldkysten både omkring år 1650 og 1750. Dette kommer til udtryk gennem analysen, at våbnenes produktionsland og viden om de forskellige slags våben og knive er vigtige faktorer som afrikanerne vægter højt, når våbentyperne skal indkøbes. Denne øgede differentiering af våbentypesortimentet kan ligeledes tyde på, at våben spillede en rolle i flere forskellige sammenhænge.

Guldkystens behov for danske våben – frivillighed eller afhængighed?

I analysens første del blev det tydeliggjort, at mængden af krudt og danske skydevåben, der sendes til Guldkysten, stiger markant fra 1650 til 1750. Dette peger på, at krudt og danske skydevåben bliver mere vigtige og betydningsfulde handelsvarer for afrikanerne på Guldkysten. Afrikanerne på Guldkysten må have haft et behov for de danske våben, eftersom der, samtidig med at behovet for skydevåben etableres, opstår flere og flere krige i områderne omkring Guldkysten. Samtidige kilder samt forskningslitteratur antyder, at krige var den primære metode til at anskaffe slaver på under perioden med den transatlantiske slavehandel. Dette lægger op til en diskussion af om afrikanerne var afhængige af de danske våben.

Primært to teoretikere, professor John Thornton og professor Poul Lovejoy, beskæftiger sig med spørgsmålet om, hvorvidt de vestafrikanske samfund var frivillige aftagere til eller afhængige af europæisk våbenteknologi. Professor Thornton advokerer for, at til trods for, at europæiske våben revolutionerede måden at føre krig på ved Guldkysten, havde det europæiske salg af våben ikke nogen afgørende betydning for krigsførelsen i Afrika – krigene havde fundet sted ligegyldigt om der var teknologiske våben eller ej.39

In summary we can say that although European arm may have assisted African rulers in war, they were not decisive. It is unlikely that any European technology or assistance increased the Africans’ chances of waging successful war. (…) Therefor, Europeans did not bring about some sort of military revolution that forced participation in the Atlantic trade as a price for survival.40

Thornton synes at tildele den europæiske våbentilførelse en forholdsvis lille rolle for krigsførelsen i Vestafrika. Thornton anfører, at selvom europæiske skydevåben har hjulpet de afrikanske herskere i krigene, var disse skydevåben ikke afgørende. Det er, ifølge Thornton, utænkeligt, at europæiske skydevåben øgede afrikanernes chancer for at vinde en krig, og derfor skabte europæiske handelsmænd og kompagnier ikke nogen militærrevolution, som tvang Vestafrika ind i den atlantiske slavehandel, som en måde at overleve på. Derved var Vestafrikas deltagelse i den atlantiske slavehandel frivillig, og europæerne havde ingen midler til at tvinge afrikanerne til at sælge slaver.41

Nærværende analyse peger modsætningsvis på, at den europæiske våbentilførsel har haft stor betydning for Vestafrika. Ud fra figur 1.1 og figur 1.2 i opgavens første analyseafsnit fremgår en markant stigning i efterspørgslen efter danske våben. I tilfælde af, at våben havde haft en så lille betydning for krigsførelsen ved Guldkysten, som Thornton anfører, havde efterspørgslen på disse våben ikke været så stor, som figur 1.1 og figur 1.2 viser. Thorntons argumentation falder en anelse sammen i denne debat, eftersom han forestiller sig, at europæerne tilføjer en konkret ydelse, og at de afrikanske forbrugsmønstre forbliver de samme. For at kunne vinde en krig, må man også have de bedste våben, og derfor må der også være en efterspørgsel.

Thornton har givetvis ret, når han omtaler den politiske fragmentering i Vestafrika.42 Han tvinger os til at overveje, om forholdene virkelig var sådan, men hans argumentation bryder lidt sammen, når han forsøger at føre argumentet frem i tiden. Måske ville hans tese om tvang holde, hvis han holdt sig til at skrive om 1500-tallet. Det er nemlig ret tydeligt, at der sker transformationer i 1600-tallet og 1700-tallet, og at der ikke var den kontinuitet, han antager.

Professor Lovejoy indtager en helt anden position i debatten. Han advokerer for, at der sker store transformationer i det vestafrikanske samfund som følge af den transatlantiske slavehandel. Lovejoy baserer sin argumentation på afhængighedsteorier, hvor det udtrykkes, at der forekom ulige bytteforhold i handelssystemet, hvor europæerne fik mere ud af handlen end afrikanerne. Han anfører, at økonomien bliver afhængig af slaveeksport, eftersom det giver varer heriblandt tekstiler, skydevåben og guld til de afrikanske samfund. Disse varer, mener Lovejoy, var essentielle for økonomien og den politiske ledelse i afrikanske samfund. Denne opgaves argument om, at afrikanerne på Guldkysten havde et behov for europæiske våben, afspejler Lovejoys afhængighedsteori, eftersom figur 1.1 og figur 1.2 viser en tydelig efterspørgsel på skydevåben fra Europa, hvilket signalerer, at der er et behov. Afrikanerne har været afhængige af krudt og danske skydevåben.

I forlængelse af denne debat anfører professor Akosua Adoma Perbi, at danskerne influerede vestafrikansk adfærd gennem kontrol af militærressourcer. Ifølge Perbi var der flere krige som følge af den europæiske introduktion af teknologiske skydevåben.43 Perbi blotlægger, at selvom danskerne ikke direkte invaderede Afrika og tog slaverne selv, så fremmede de slavehandlen gennem indirekte militært pres via den europæiske kontrol med den militære teknologi.

Following the large-scale introduction of guns and gunpowder from the 1650s onwards and the subsequent proliferation of numerous wars aimed at acquiring slaves for sale to the agents of the European Companies as well as Interlopers, Ghana became a major source of slaves.44

Med dette citat argumenterer Perbi for, at da europæerne begyndte at købe med krudt og våben som betaling til afrikanerne i 1650 og frem, influerede det Guldkysten ved, at forekomsten af krige steg. Disse krige blev ført med det formål at erhverve slaver, som kunne sælges til europæerne.45 Det vil sige, at idet Vestindisk-Guineisk Kompagni sender danske skydevåben til Guldkysten, så kommer der flere krige i Vestafrika, og dette skaber flere slaver, hvilket er fordelagtigt for den danske slavehandel. Dette bekræfter denne opgaves hovedresultat, der peger i retning af, at afrikanerne på Guldkysten var afhængige af danske våben. Med de danske skydevåben havde vestafrikanerne større chancer for at vinde krige, og dermed skaffe flere slaver – hvilket analysen ligeledes afspejler, eftersom figur 1.1 og figur 1.2 viser en stor efterspørgsel på våben. Derfor må de danske skydevåben have været eftertragtede og i stigende kurs for afrikanerne.

Konklusion

Gennem studiet af omfanget af det danske våbensalg på Guldkysten, har jeg afdækket, at der forekommer et stigende behov for europæiske våben blandt afrikanerne fra 1650-1750. I 1680 ses det, at våben ikke konstituerede sig som en altoverskyggende handelsvare, men at tekstiler, knive og jernbarrer var meget efterspurgte og blev solgt mod betaling med slaver. I 1750 er det primært danske, og for den tid højteknologiske, skydevåben samt krudt af varierende kvaliteter, der var de mest efterspurgte varer på Guldkysten. Angående typer af danske skydevåben, så var det i 1650 primært aflange skydevåben heriblandt musketter, men afrikanerne på Guldkysten har allerede i denne periode været opmærksomme på, at de foretrak lettere våben frem for tunge våben. I løbet af 1680’erne bliver sendt danske flintebøsser til Guldkysten, og dette slags skydevåben etablerer sig som en meget eftertragtet vare. I 1750 ses der en ændring i hvordan våbentyperne omtales i kilderne. I denne periode er afrikanerne på Guldkysten blevet opmærksomme på hvilken nation, der har produceret våbnene. Tilsyneladende er det mest efterspurgte våben nu af kortere slags, heriblandt flintebøssen. Der ses ligeledes en stigende udvikling i mængden af tilsendt krudt til Guldkysten, og der forekommer en ændring i, hvilken konsistens krudtet foretrækkes. Analysen peger på, at krudt bare var krudt i 1680, og der blev ikke taget højde for, hvor groft eller hvor fint det var produceret. I 1750 udtrykkes der en klar bevidsthed fra afrikanerne på Guldkystens side om, at de foretrækker det grove krudt, frem for det fine. Disse resultater peger på, at afrikanerne ikke har været ligeglade med hvilke våben og hvilken slags krudt, de har fået i betaling mod slaver. Det kan ses som et udtryk for kvalitetsbevidsthed, og at afrikanerne har haft forskellige formål at benytte de forskellige våbentyper til. Dette kan også afspejle en øget viden om våbentyper hos afrikanerne, og en bevidsthed om hvilke våbentyper de foretrak. Analyse peger som sagt på, at der hos afrikanerne på Guldkysten har eksisteret et behov for danske højeknologiske skydevåben. Opgavens argument bliver bekræftet af Poul Lovejoys undersøgelse, der viser, at afrikanerne var afhængige af importerede skydevåben fra Europa. Til gængæld peger denne opgaves argument væk fra John Thorntons argument om, at afrikanerens medvirken i den transatlantiske slavehandel var frivillig og uden tvang. Denne opgaves undersøgelse viser, at den europæiske introduktion af krudt og skydevåben til Vestafrika påvirkede samfundene på Guldkysten således, at der opstod øget behov for import af krudt og danske våben i perioden 1650-1750. Dette afspejler, at de afrikanske samfund på Guldkystens økonomi var afhængige af danske varer.

Fodnoter

[1] Curtin, 1975, 156-157.

[2] Kea, 1971, 193.

[3] (II.2) Justesen, 2005, 57-58.

[4] (II.2) Justesen, 2005, 57-58.

[5] Diagrammet har jeg konstrueret ud fra (I.19) Justesen, 2005, 38.

[6] Encyclopædia Britannica

[7] Perbi, 2004, 15.

[8] Rydén, 2010, 86.

[9] Rydén, 2010, 89.

[10] For interesse, se (I.22) Justesen, 2005, 43.

[12] (XL.110) Justesen, 2005, 805.

[13] Meyer, 1837, 535.

[14] Reese, 2009, 853.

[15] Reese, 2009, 856.

[16] Reese, 2009, 857.

[17] Reese, 2009, 862.

[18] Reese, 2009, 864.

[19] Kea, 1971,195-96.

[20] Kea, 1971, 202.

[21] (II.2) Justesen, 2005, 58.

[22] Carman, 2015, 127.

[23] Carman, 2015, 127.

[24] (II.18) Justesen, 2005, 98.

[25] Carman, 2015, 100-101.

[26] (XI.3) Justesen, 2005, 576.

[27] (X.36) Justesen, 2005, 565.

[28] Carman, 2015, 101.

[29] https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/oversigt-over-gamle-maal/?no_cache=1

[30] Rømer, 1760, 213-214.

[31] Kea, 1971, 199.

[32] (XII.9) Justesen, 2005, 850.

[33] (XI.99) Justesen, 2005, 788.

[34] (V.16) Justesen, 2005, 208.

[35] Kea, 1971, 203.

[36] (xii.9) Justesen, 2005, 850.

[37] (XI.9) Justesen, 2005, 788.

[38] Kea, 1971, 204.

[39] Thornton, 1992, 118-120.

[40] Thornton, 1992, 116.

[41] Thornton, 1992, 116 + 125.

[42] Thornton, 1992, 105-107.

[43] Perbi, 2004, 62.

[44] Perbi, 2004, 63.

[45] Perbi, 2004, 26.

Litteraturliste

Carman, W. Y.: A history of Firearms, From Earliest Times to

1914.(London: Routlegde, 2015).

Curtin, Philip: Economic change in precolonial Africa: Senegambia in the era of the slave trade. (Madison: University of Wisconsin Press, 1975).

Inikori, Joseph E. & Stanley L. Engerman: The Atlantic slave trade, effects on economies, societies and peoples in Africa, the Americas and Europe. (Durham, N.C.: Duke University Press, 1992).

Kea, R.A.: Firearms and Warfare on the Gold and Slave

Coasts from the Sixteenth to the Nineteenth Centuries. I The Journal of African History, Vol. 12, No. 2. (Cambridge: Cambridge University Press, 1971).

Lovejoy, Poul E. Transformations in Slavery, a history od

slavery in Africa. (Cambrigde: Cambrigde University Press,

1983).

Meyer, Ludvig: Kortfattet Lexikon over fremmede, i det danske Skrift og Omgangssprog. Kiøbenhavn: Det Brummerske Boghandels Forlag, 1837.

Perbi, Akosua Adoma: A history of indigenous slavery in Ghana, from the 15th to the 19th century. (Legon, Accra, Ghana: Sub-Saharan Publishers, 2004).

Reese, Ty M.: ’Eating’ Luxury: Fante Middlemen, British Goodsand Changing Dependencies on the Gold Coast 1750-1821. I William and Mary Quarterly, Third Series, Vol. 66, No. 4. Abolishing the Slave Trades: Ironies and Reservation (Oct. 2009) pp. 851-871.

Rydén, Göran: ”Från Gammelbo til Calabar”. I Globalhistoria Från Periferin. Edited by Leos Müller & Holger Weiss. (Lund:

Studenterlitteratur, 2010).

Taussig, Michael: ”Color and Slavery”. I: What Color is Sacred. (London: The university of Chicago Press, 2009)

Thornton, John. Africa and Africans in the Making of the Atlantic World, 1400-1800. (Cambridge, Cambridge University Press, 1992).

Thornton, John. Warfare in Atlantic Africa 1500-1800. (UCL Press, 1999).

Kildeliste

Barbot, Jean: A Description of the Coast of North and South Guinea (London, 1732).

Rømer, Ludeweig Ferdinand: A Reliable Account of the Coast of Guinea (Kiøbenhavn, 1760). Trans. Selena Axelrod Winsnes (New York: Oxford University Press, 2000).

(II.2) 7th April 1681: Govenor Prange, Frederiksborg, to the

Diractors of the West India and Guinea Company, Copenhagen. I Danish Sources for the History of Ghana 1657-1754. Vol. 1. Edited by Ole Justesen. Copenhagen: Det Kongelige Danske

Videnskabernes Selskab, 2005 s56-58.

(I.22) Undated 1680: list of the kinds of goods in demand in Guinea, especially at the places where the company has it forts. I Danish Sources for the History of Ghana 1657-1754. Vol. 1. Edited by Ole Justesen. Copenhagen: Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, 2005 s43-44.

(XI.110) 17th December 1750: Govenor Platfues et al.,

Christiansborg, to the Directors of The West India and Guinea Company, Copenhagen. General Letter. I Danish Sources for the History of Ghana 1657-1754. Vol. 2. Edited by Ole Justesen. Copenhagen: Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, 2005 s799-809.

(II.18) 19th March 1689: Govenor Fensman, Christiansborg, the the Directors of The West India and Guinea Company, Copenhagen. I Danish Sources for the History of Ghana

1657-1754. Vol. 1. Edited by Ole Justesen. Copenhagen: Det

Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, 2005 s96-99.

(XI.3) 11th July 1743: Govenor Glob Dorph et al.,

Christiansborg, to the Directors of The West India and Guinea

Company, Copenhagen. I Danish Sources for the History of

Ghana 1657-1754. Vol. 2. Edited by Ole Justesen.Copenhagen: Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab,

2005 s574-576.

(X.36) 28th December 1740: Sekret Counsil resolution re 

recovery of guns. I Danish Sources for the History of Ghana

1657-1754. Vol. 2. Edited by Ole Justesen. Copenhagen: Det

Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, 2005 s565.

(XII.9) 9th April 1752: Govenor Hachsen et al. Christiansborg,

to the Directors of The West India and Guinea Company,

Copenhagen. General Letter. I Danish Sources for the History of Ghana 1657-1754. Vol. 2. Edited by Ole Justesen.

Copenhagen: Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab,

2005 s848-852.

(XI.99) 4th May 1750: Govenor Platfues et al., Christiansborg,

to the Directors of The West India and Guinea Company,

Copenhagen. Geral Letter. I Danish Sources for the History of

Ghana 1657-1754. Vol. 2. Edited by Ole Justesen.Copenhagen: Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab,

2005 s783-790.

(V.16) 14th. July 1708: Govenor Lygaard, Christiansborg, to the directors of the West India and GuineaCompany, Copgenhagen. I Danish Sources for the History of Ghana 1657-1754. Vol. 1. Edited by Ole Justesen. Copenhagen: Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, 2005 s213-214.