Jeg takker for den venlige indbydelse til her i aften i Det krigsvidenskabelige Selskab at tale om dansk industris medvirken ved fremstilling af materiel til forsvaret. Jeg takker også for formandens velkomst til mig.
Må jeg til indledning forsøge — i enkle streger — at tegne et billede af dansk industri i dag. For mange af mine tilhørere står det nok således, at Danmarks hovederhverv er landbruget, mens industrien er lidt af en outsider, der kun betyder noget på afgrænsede områder. Således er de faktiske forhold imidlertid ikke. Yi har i det sidste tiår gennemlevet en kraftig økonomisk ekspansion her i landet. Den økonomiske, erhvervsmæssige, tekniske og produktionsmæssige udvikling er i denne periode gået stærkere end nogensinde før i vort lands historie, og industrien har her spillet en særdeles fremtrædende rolle. Industrien er gået mere frem end noget andet erhverv, og den indtager i dag en helt central position i den danske samfundsøkonomi. Nogle ganske enkelte tal kan illustrere disse forhold. Industriens bidrag til nationalindkomsten andrager godt 20 pct., og intet andet erhverv har en større andel. Den årlige industriproduktions værdi er på et par og tredive milharder kr. Industriens eksport androg sidste år 8l/2 milliard kr. og udgjorde derved mere end halvdelen af Danmarks samlede eksport. Endelig beskæftiger de industrielle virksomheder godt 400.000 arbejdere og funktionærer.
Vor industri er forholdsvis ung - vi kom senere i gang med industrialiseringen end de fleste andre vestlige lande, hvilket til dels hænger sammen med manglen på indenlandske industrielle råstoffer. Men som nævnt er der i den sidste halve snes år sket en meget kraftig vækst i industriens aktivitet, og det er ingen overdrivelse at sige, at Danmark i dag også er et industriland - ganske som f. eks. Sverige er det.
Den danske industri har forskellige karaktertræk, som spiller en rolle i forbindelse med det specielle emne, vi skal behandle i aften. Den er en typisk forædlingsindustri, der koncentrerer sig om en stærk bearbejdelse af råvarerne. Da vi ikke selv ejer malmlejer, er det jo klart at vi ikke kan have nogen stålindustri og dertil knyttet anden tung industri - altså helt modsat Sverige, der bl. a. på grundlag af sit stål har en meget betydelig våbenindustri. Men vi kan gøre os gældende, både på det danske marked og på eksportmarkederne, ved at forædle råvarer og materialer gennem en betydelig arbejds- og kapitalindsats samt udvikling af produkterne. Det bliver en »let« industri, der opstår på denne måde. Den »tunge« industri i Danmark repræsenteres først og fremest af skibsværfterne og nogle af maskinfabrikkerne.
Et andet særligt forhold er dette, at vore virksomheder i langt overvejende grad er mindre og middelstore, mens vi helt savner »giganter«, som navnlig findes i de store lande, men også i mindre industrilande med en lang industriel tradition bag sig (igen f. eks. Sverige, men også Holland). Den typiske danske industrivirksomhed beskæftiger fra 50 til et par hundrede arbejdere. Der findes som bekendt også virksomheder med over 1.000 arbejdere, men de kan tælles på et par hænder. Virksomheder af den typiske danske størrelsesorden kan naturligvis vanskeligt påtage sig store sammensatte ordrer. Men de kan dog alligevel godt være »store« på begrænsede områder, når de har specialiseret deres produktion. Og ganske særligt i de sidste 10 år er foregået en meget bemærkelsesværdig specialisering inden for den danske industri. Det har ganske simpelt været nødvendigt af konkurrencemæssige grunde. Den stedfundne liberalisering af udenrigshandelen og afviklingen af toldsatserne inden for EFTA, som Danmark er medlem af, liar meget stærkt fremmet denne tendens. På dette punkt adskiller 1960’ernes danske industri sig på afgørende vis fra den »gamle« industri. Denne vidtgående specialisering har været en af de vigtigste forudsætninger for, at industrieksporten er 3—4 doblet i de sidste ti år.
I nær sammenhæng med specialiseringen står underleverandør-systemet. Det kan medføre store fordele for en højt specialiseret virksomhed, der producerer få produkter og komponenter, som indgår i en større og ofte kompliceret lielleverance, at have faste aftaler med - helst flere - aftagere, som sørger for samlingen og den endelige produktion. F. eks. indgår nu elektroniske komponenter i mangfoldige produkter, som produceres verden over - bl. a. til forsvarsformål. Netop på dette område har der været en stærk fremgang af dygtigt arbejdende og højt specialiserede danske producenter. Ofte vil sådanne virksomheder eksportere op mod 100 procent af deres produktion.
Endelig vil jeg til karakteristik af dansk industri nævne, at vi har produktion inden for et meget bredt felt - mineindustri og egentlig tung industri undtaget. Man kan måske mene, at dette betyder spredning af kræfterne, men man må erindre, at industrien herhjemme i altovervejende grad er skabt på privat initiativ, der altså har udfoldet sig stærkt varieret efter evne og lyst. Det faktiske er, at dansk industri er leveringsdygtig med talrige varer og produkter. Dette kombineret med virksomhedernes moderate størrelse og deres specialisering gør, at vore industrier har let ved at tilpasse sig kundernes individuelle behov. Det er en fleksibilitet, som har sin selvstændige værdi for aftagerne. Meget store virksomheder har omvendt en vis stivhed i produktionen.
Det er en industri af den her skildrede karakter, som dansk forsvar samarbejder med, og dette samarbejde finder sted på mange områder. En ganske betydelig del af leverancer af standardvarer, såsom levnedsmidler, mundering, inventar og bygningsmaterialer kommer helt naturligt fra danske industrivirksomheder, som har disse leverancer på linje med deres salg til civile aftagere. Jeg har intet tal for disse leverancer til forsvaret, men jeg skønner at de må løhe op i adskillige snese millioner kr. om året. Det er naturligvis af væsentlig interesse for industrien at kunne afsætte disse varer til forsvaret. Det er mit indtryk, at leverancerne forløber gnidningsfrit, idet industrivirksomhederne selvfølgelig må rette sig efter de særlige krav, som forsvarets indkøbsmyndigheder stiller. Herudover liar jeg ingen bemærkninger at gøre til spørgsmålet om produktion af disse i det store og hele standardiserede varer.
Egentligt krigsmateriel af tungere karakter leveres ikke af dansk industri til forsvaret, der må få det leveret udefra. Det gælder flyvemateriel, tunge våben, kampvogne og talrigt andet materiel. For køretøjernes vedkommende bar vi dog leveret forskellige specialvogne. Når vore leverancer lier er af beskeden karakter, hænger det sammen med, at materiellet er meget kompliceret. For at kunne producere det, må der gøres et meget stort udviklingsarbejde, der igen forudsætter store investeringer. Feve- rancer alene til det danske forsvar af sådanne produkter ville være lielt utilstrækkelige til at dække omkostningerne ved de små serier, der er tale om. I udlandet - og navnlig i de store lande - findes der virksomheder, som fremstiller dette materiel i store serier, og dansk eksport ville da være vanskelig at gennemføre.
Som en undtagelse fra denne regel kan jeg nævne enkelte danske skibsværfter, der leverer krigsfartøjer til forsvaret. I »gamle« dage - ja op til krigen - havde vi dog en produktion bl. a. af ret svære våben (rekyl- maskingeværer).
Forsvaret må derefter indkøbe for mange millioner kr. materiel fra udlandet. Det er ikke uforståeligt, at industrien gerne ser, at de lande, der leverer dette materiel, som en slags modydelse aftog danske industrivarer og naturligvis gerne varer fra den del af industrien, som fremstiller varer inden for nogenlunde tilsvarende områder. Jeg skal komme tilbage til dette spørgsmål.
Tilbage bliver et vareområde inden for forsvarsmateriellet, hvor dansk industri trods alt kan gøre sig gældende og faktisk optræder som leverandør. Man kan spørge, hvilken interesse forsvaret har heri, og hvilken interesse industrien liar i sådanne leverancer.
Så vidt jeg kan se, må forsvaret både under beredskabsforhold og i krigstilfælde have en selvstændig interesse i, at leverandørerne er nær for hånden. Dette betyder bl. a. lettere adgang til service og til kompletteringer og i det hele taget en nær kontakt til producenten. Dette er fordele, som meget vel kan motivere, at forsvaret ikke strikte køber ind, hvor alene priserne tilsiger det, men at forsvaret er villigt til at give en - omend beskeden - overpris for danske varer fremfor at købe de billigste udenlandske.
Af generel karakter er den betragtning, at staten - og dermed forsvaret - er interesseret i en høj beskæftigelse i det danske samfund og ikke mindst i industrien. Ikke alene er dette en af forudsætningerne for opretholdelse og helst vækst i den tilvante levefod for befolkningen, men finansielt har det naturligvis betydning, at både virksomheder og medarbejdere har indkomster, som »bløder« til skattevæsenet og statskassen.
Heroverfor står — det må indrømmes - forsvarets interesse i at få leverancer fra en løbende, godt indarbejdet produktion i udlandet. Skal man derimod samarbejde med en dansk produktion, der så at sige skal starte fra begyndelsen, kan det ikke undgås, at der opstår begyndervanskeligheder. Dette er dog en ulempe, som vil forsvinde, når den pågældende fabrik er blevet godt indarbejdet med sine leverancer til forsvaret. Det er af stor betydning, at der udvises en vis tålmodighed i starten for at man så senere kan drage fuldt udbytte af samarbejdet.
Jeg nævnte indledningsvis underleverandørsystemet. Når det drejer sig om stærkt kompliceret materiel, må dansk industri ofte melde pas for bel-leverancen, men den kan udmærket have gode chancer som underleverandør af komponenter til de udenlandske firmaer, den bar ansvaret for den samlede leverance. For nogle komponenters vedkommende opnår forsvaret da de fordele ved nær kontakt til (del) leverandøren, som jeg tidligere bar påpeget.
Industriens interesse i et nært samarbejde med forsvaret kan belyses ved forskellige argumenter. Selvom de tider, bvor der tjentes store penge på våbenproduktion, forlængst er forbi bl. a. på grund af den normalt anvendte indkøbsprocedure og priskontrol, så bar omvendt disse netop sikret, at arbejdet normalt giver en rimelig fortjeneste.
Et væsentligt argument er den erfaring, virksomhederne får tilført gennem arbejdet, et resultat der umiddelbart nyttiggøres ved andet arbejde. Her kan peges på indførelsen af statistisk kvalitetskontrol, der fra et grundigt arbejde ved de tekniske tjenester og i de forsvarsmatericlprodu- cerende virksomheder har bredt sig til den øvrige industri. Dette var naturligvis nok sket alligevel, men antagelig på et betydeligt senere tidspunkt. Det er ikke belt tilfældigt, at en del af de lærerkræfter ved vore tekniske læreanstalter, der underviser i emner som kvalitetskontrol, anvendelse af »Pert« og Line of Balance« og lignende systemer netop er folk, der er eller bar været beskæftiget ved militær produktion.
Et andet gode opnået ved deltagelse bl. a. under offshore perioden i midten af 1950'erne var anvendelse af specifikationer. Tidligere var den almindelige opfattelse af kvalitet præget af håndværkerindstillingen, selvom naturligvis tolerancesystemer liar været anvendt længe. De særlige systemer, der fastlægger, som ekstra oplysninger til tegninger, en lang række forhold, metoder og ikke mindst kontrol- og prøvemetoder, liaT bredt sig, således at det nu er almindeligt at fastlægge købskrav gennem specifikationer og ikke blot på basis af sædvaner og kotumer.
Det kan nævnes, at disse specifikationssystemer reelt har dannet grundlag for det opsving i eksport af visse landbrugsvarer, der fremkom, efter at producenterne gennem leverancer til militære styrker var blevet tvunget til at operere med langt mere ensartede produkter og emballager. Der tænkes bl. a. på kyllingeeksporten til amerikanske styrker i Tyskland.
Endelig har de militære kontrakter givet erfaring i anvendelse af en række hidtil her ukendte metoder og materialer. Talrige af de materialer vi i dag anser for dagligdags, såsom teflon, titan, nylon og legeret aluminium, har fået praktisk udvikling i anvendelsen gennem disse kontrakter. Specielle bearbejdningsmetoder og måske navnlig afprøvningsmetoder er indarbejdet og nyttiggjort.
Som eksempler på, at erfaringer, indvundet ved militær produktion, har givet resultater for civilproduktionen, kan nævnes, at Storno’s erfaringer vedrørende walkie-talkie’s udvikling til militæret er videreført til de Taxa-radiostationer, som nu fremstilles i stort tal. De tankvogne, som Scandia fremstiller, er bygget på de erfaringer, man indhøstede ved tankvognsbygning til militært brug.
Det er klart, at ikke alt nyt er kommet gennem militære kontrakter, men det er karakteristisk, at de særlige forhold omkring militære materielkontrakter har bevirket, at netop på de mest avancerede områder bar de virksomheder, der direkte eller indirekte har opfyldt militære krav i relativ størst omfang været med til at bringe udviklingen videre.
Det er ikke tilfældigt at de europæiske virksomheder, der kan deltage i rumprojekter inden for ESRO og ELDO, med meget få undtagelser er de samme, som har arbejdet med avancerede militære opgaver. Herhjemme har da også indtil nu, udover et par af ATV’s laboratorier, kun nogle virksomheder med udpræget erfaring fra forsvarsproduktion kunnet være med. Vi har ligeledes flere eksempler på, at virksomheder, vi normalt ikke betragter som forsvarsmaterielproducerende, alligevel på et tidligere tidspunkt har fået et skub fremad gennem en eller et par militære kontrakter.
Endeligt kan der peges på begreber som Zero Defect systemer, på kodificeringen, værdien af samarbejdet med dels forsvarets tekniske tjenester, dels de udenlandske virksomheder, som kontrakterne giver anledning til, og meget andet. En betingelse er dog, at omfanget af den militære produktion for den enkelte virksomhed bringes op på et volumen, der gør den til en forretningsmæssigt forsvarlig andel af virksomheden.
Alt i alt kan jeg foreløbigt konkludere, at såvel forsvaret som industrien har betydelig fordel af, at forsvarsmaterielkontrakter i rimelig mængde placeres ved dansk industri. Man kunne da spørge: hvorfor er antallet af kontrakter alligevel så relativt lille?
Statens bevillingssystem sætter - omend det er blevet betydeligt forbedret i de senere år - stadigt snævre grænser for virkelig rationel langtidsplanlægning i virksomhederne. Derved levnes ingen mulighed for dem til på forhånd at afskrive værktøjer og igangsætningsudgifter over så lang tid, at priserne derigennem kan holdes nede. Noget kunne gøres gennem investering fra forsvaret i disse udgifter, som så senere refunderes ved nye kontrakter.
Midlerne er imidlertid så begrænsede, at der reelt ikke kan blive penge til udviklingsarbejder og dermed skabelse af danske selvstændige produkter. Enkelte udviklingskontrakter er dog givet, men systemet har gjort det nødvendigt at camouflere disse som køb af et eller få stykker hardware. Det er vanskeligt at skaffe private midler til investering i sådanne opgaver, og dette ville desuden kræve en vis garanti for, at resultatet også til sin tid virkeligt blev købt af forsvaret, henholdsvis kunne eksporteres.
Med hensyn til indkøbsproceduren kan anføres, at denne normalt ikke giver de danske virksomheder konkurrencemæssigt lige vilkår med udlandets fabrikker.
Fremgangsmåden er i store træk som regel denne:
Oftest, når det gælder materielgenstande, for hvilke der ikke foreligger dansk udviklet eller produceret produkt, vil forsvaret undersøge udenlandske muligheder. Dernæst vælges en materieltype, og på grundlag af denne, d.v.s. den bestemte udenlandske fabriks specifikationsmateriale, indkaldes tilbud også fra danske virksomheder. Disse står så i den situation, at tilbudsgrundlaget er yderst sparsomt, licens- eller underleveranceforhandlinger skal først igangsættes, samtidig med at de konkrete forhandlinger mellem forsvaret og den fremmede fabrik er bragt meget langt frem. Det vil da dels være vanskeligt, ofte umuligt, for denne at afgive nogen del af produktionen, dels vil der kun levnes få måneder eller måske kun uger til tilbudsudarbejdelse, medens forhandlingerne til anden side måske har stået på i flere år. Under sådanne betingelser er det ikke muligt for danske virksomheder at være med.
Vore virksomheders deraf følgende afslag er desværre af og til senere blevet udlagt som manglende interesse. Hertil må blot bemærkes, at det nu en gang er den private virksomheds vilkår, at dens virke skal være forretningsmæssigt forsvarlig, og der er grænser for, hvor store investeringer i udvikling m. m., der kan bæres, uden at den efterfølges af produktion.
Vi ser altså meget gerne, at forsvaret øger mulighederne for at vi kan blive orienteret så betids, at dansk produktion overhovedet kan blive realistisk. Nogle indkøbsinstanser synes også at være for tilbageholdende med hensyn til at holde cirilindustrien underrettet.
Der anføres bl. a., at sålænge bevilling eller bevillingstilsagn ikke foreligger, har det ringe mening at give orientering, fordi der derved kan skabes forventninger. Midlet herimod må være forbedring af langtidsplanlægningen. løvrigt er industrien vant til at arbejde med forvetninger, der alligevel ikke opfyldes.
Man mener heller ikke at kunne give oplysninger, før endeligt valg af materieltype foreligger, tertil må vi anføre, at industriens eneste pressionsmiddel overfor en udenlandsk leverandør vil være, at dette endelige valg — blandt andre saglige forhold — også baseres på en rimelig dansk produktionsandel. Der fremføres herimod dels, at industriens »indblanding« kan forrykke forsvarets muligheder, dels at materieltypeme ofte er så forskellige, at der udfra et specifikt sæt krav kun bliver een mulig leverandør. Vi erkender holdbarheden i disse argumenter, men må dog henstille, at one-source-princippet kun anlægges, hvor det er absolut nødvendigt. Jeg vil dog gerne understrege, at vi også har mødt mange positive bestræbelser for at orientere os.
Omend industrien naturligvis fuldt ud vil og må respektere sikkerhedsreglerne, finder vi, at der af og til lægges for stor ensidig vægt på begrebet »necd to know«. Vi ved, at andre lande i stor udstrækning på forskellig vis involverer industrirepræsentanter også på behandlingsstadier, hvor vort forsvar endnu anser sagen for at være af rent militær karakter. Det medgives, at vore repræsentanter i nogle tilfælde, dog først efter henstilling, har fået adgang.
Jeg vil dernæst gerne, ganske kort, komme med nogle bemærkninger om eksportbetingelserne tor danskproduceret forsvarsmateriel. Som jeg allerede har antydet, består der en ret nær sammenhæng mellem mulighederne for at være med i leverancer til det danske forsvar og mulighederne for at kunne eksportere. Der er jo ikke et så stort indenlandsk forbrug af højt specialiserede produkter, at dette salg muliggør en dansk produktion af disse produkter - en anselig eksport vil som regel være en klar forudsætning for, at vi overhovedet kan producere en række af dem.
Staten holder - i henhold til gældende lov - meget nøje kontrol med eksport af krigsmateriel. Det er formelt Justitsministeriet, reelt Udenrigsministeriet, der bestemmer, hvad der må eksporteres og til hvilke lande. Der foreligger ofte ordrer - fra mange stater - men der gives kun få tilladelser til eksport. Industrien er stort set henvist til at levere alene til NATO-lande og Sverige. På alle områder og under alle forhold øves der skarp kontrol, bl. a. m.li.t. priser og kvalitet. Det kan derfor fastslås, at der ingen som helst muligheder foreligger for, at dansk produktion og eksport af forsvarsmateriel kan få selvstændig politisk betydning, udover den, at Danmark i det hele taget producerer og - altså i meget beskeden grad - eksporterer sådant materiel. Det er mit indtryk, at myndighederne egentlig helst så, at vi helt holdt op - men det er forståeligt, at indusrien ikke kan godtage et sådant standpunkt.
Vi kan endvidere vanskeligt akeeptere myndighedernes administration af eksportkontrollen, som vi ofte må finde er ret tilfældig. Eksportforbudene rammer i praksis hovedsageligt kun materiel, der i menigmands opfattelse er egentligt kampmateriel, tanks, kanoner, maskingeværer, ammunition o.s.v., medens en lang række materialarter og varer, som er mindst lige så vigtige for krigsførelse end ikke behandles. Videre fortolkes for den enkelte genstand den militære grad vidt forskelligt. Det accepteres, at en skrue ikke er krigsmateriel, selv om det med sikkerhed vides, at den indgår i f. eks. en kampvogn. Et brandrør er derimod krigsmateriel, og der er alle dele, der indgår i dette, også standarddele.
Jeg har tidligere strejfet forbindelsen mellem import og eksport. Der har jo som bekendt i 1960’erne fundet en stærk liberalisering sted af den internationale og navnlig af den europæiske handel - omend Europa beklageligvis er opdelt i to markedsområder. Som et led i denne mere liberale handels- og toldpolitik understreges det også, at de indkøb, som offentlige myndigheder foretager, ikke må favorisere den hjemlige produktion, henholdsvis diskriminere andre markedspartneres produktion. Sådanne regler er indeholdt i EFTA-traktaten, og dansk industri tilslutter sig dette hovedsynspunkt. Men det hindrer ikke, at saglige argumenter kan anføres for, at statsinstitutioner i det enkelte land ser med velvilje på den nationale produktion, jævnfør det tidligere sagte om værdien af en nær kontakt til de hjemlige leverandører. Og det er heller ikke i modstrid med princippet, hvis to stater træffer aftale om en vis gensidighed med hensyn til leverancer til offentlige institutioner, herunder de militære. Fra praksis kan jeg nævne, at danske jernbanematerielproducenter har en ikke uvæsentlig anpart i de moderne dieselelektriske lokomotiver, som leveres fra USA til Sverige. Det er helt naturligt, at et markedsfællesskab giver sig udslag i et sådant produktionssamarbejde. Her turde vore muligheder ligge, også når det gælder forsvarsmateriel - f. eks. mellem Danmark, Sverige og England.
Også mellem lande, beliggende i hvert sit markedsområde, kan et sådant samarbejde komme i stand. Vi ved, det eksisterer f. eks. mellem Norge og Tyskland. Under forhandlinger mellem Udenrigsministeriet og den tyske forbundsregering i de senere år er det også blevet tilkendegivet fra tysk side, at man gerne ser større danske leverancer foretaget til tyske statslige indkøhsinstitutioner. Jeg finder det rimeligt, at der her også på det krigsmaterielle område søges skabt en vis balance mellem landenes handel.
Jeg vil gerne slutte med nogle få hovedkonklusioner af, hvad jeg har fremført:
1. Vi har i Danmark en moderne, varieret industri, der har ekspanderet kraftigt i de senere år, og som må betragtes som konkurrencedygtig, ikke mindst i kraft af den stedfundne specialisering. En videreudbygning af denne industri er forudsætningen for, at meget vigtige samfundsmæssige mål kan opfyldes: høj beskæftigelse, stigende levefod m. m.
2. Denne industri er i stand til på en række områder at bidrage til forsvarets forsyning med materiel både af standardkarakter og specielle produkter - i hovedsagen inden for den »lette« industri. Leverancer af denne art foregår, og industrien er interesseret i fortsættelse og udvikling deraf.
3. Industriens ønsker herom beror ikke alene på umiddelbart salgs- og omsætningsmæssige interesser, men ganske særligt i de muligheder, der herved skabes for den civile industri for at følge med i den kraftige udvikling i en højt avanceret teknik. Det er en kendsgerning, at forsvaret, navnlig i de store lande, gennem sine store krav har fremmet den teknologiske udvikling og forskning, mere end nogen anden faktor har gjort det. Dansk industri ville sakke agterud, hvis den ikke havde adgang til at følge med heri - omend det kun kan ske på begrænsede områder. Måden, hvorpå det kan ske, er ved leverancer af forsvarsmateriel både til det danske forsvar og til andre landes forsvarsinstitutioner.
4. Denne samfundsmæssige interesse vil utvivlsomt også have gehør lios det danske forsvar. Hertil kommer den fordel ved dansk deltagelse i forsvarsmaterielleverancerne, at forsvaret har nærmere kontakt med (nogle af) leverandørerne. Begyndervanskeligheder kan løses ved et fornuftigt samarbejde.
Der tales for tiden så meget om det »teknologiske gab«. Her særligt gabet mellem Europa og Amerika.
Når Amerika er kommet så langt frem i hele den teknologiske udvikling i de senere år, er en meget væsentlig del af årsagen, at den amerikanske industri har fået stillet opgaver at løse for forsvaret, lige fra det helt avancerede satelitsystem og til telekommunikation og andet.
Der er desværre ikke tvivl om, at dansk industri indenfor forsvarsproduktionen efterhånden nærmest er tvunget hen på et ulandsniveau. Når vi sammenligner os med vore nærmeste lande, tror jeg, at dansk industri på forsvarsområdet ligger langt efter Norge, og jeg tør slet ikke tænke på at sammenligne os med Sverige. Det er nemlig mange hundrede millioner kroner forskningsopgaver, svensk industri får tildelt. De bliver udviklet for forsvaret, men medfører kendskab til avanceret teknik, der senere kan nyttiggøres også i den civile produktion.
Det er så meget mere beklageligt for Danmark, fordi vi ikke altid har været tilbagestående i forsvarsproduktionen. Det ligger vel snarest sådan, at Danmark historisk har været overordentlig godt placeret med forsvarsindustri — det være sig i form af statsdrevne industrier som Orlogsværftet og Våbenarsenalet eller private industrier, hvor vi sidst måtte kapitulere med maskingeværproduktionen.
Netop maskingeværet er jo et af de mest strålende eksempler på, hvad godt samarbejde mellem forsvar og industri kan bringe. General Madsen konstruerede et førsteklasses maskingevær, der senere blev udviklet til maskinkanon, og produktionen fandt sted i den danske industri.
Jeg ville ønske, at der ville dukke en ny general Madsen op og give dansk industri gode opgaver.
Jeg tror, at et sådant samarbejde mellem forsvar og industri ville være ikke alene til gavn for begge parter, men også for samfundet. Jeg er overbevist om, at hvis dansk industri kommer mere ind i produktion af forsvarsmateriel, vil det også i befolkningen give større forståelse for de udgifter, der er forbundet med forsvaret.
