Denne studie er som led i Det krigsvidenskabelige Selskabs studiekredsarbejde 1974/76 udarbejdet af orlogskaptajn J. Ahlers, major, cand. psych. S. Jensen, major B. J.Crenzien og kaptajn A.T.Mønsted. De heri anførte meninger og vurderinger er studiekredsens egne og udtrykker hverken Det krigsvidenskabelige Selskabs, nogen dansk eller allieret myndigheds anskuelser. Studiekredsen vil desuden påpege, at Hjemmeværnets rolle i forbindelse med en anvendelse af militære magtmidler i det grå niveau ikke er blevet gjort til genstand for omtale. Hjemmeværnet vil efter studiekredsens opfattelse have særdeles vigtige og uundværlige opgaver at løse. Imidlertid har studiekedsen følt ikke at kunne medinddrage disse forhold uden at sprænge rammerne for studien.

1. Indledning

Studiekredsen er klar over, at den ved opgavestillingen har begivet sig ud på et område, hvor de militære magtmidlers anvendelse må ses som en mindre del af hele sikkerhedspolitikkens spændvidde end ved en fuldbyrdet krigssituation. Opgaven er derved på ingen måde blevet forenklet, idet der naturligt kan stilles spørgsmål til det militære forsvars rationalitet i forbindelse med krisestyringen forud for en decideret væbnet konflikt.Studiekredsen går ud fra, at det militære potentiel er en rationel nødvendighed i det grå niveaus noget diffuse område. Der gås ligeledes ud fra, at det danske områdes geostrategiske betydning betinger, at vort militære potentiel til imødegåelse af netop pressioner med militære magtmidler må råde over komponenter af alle tre værn som en uomgængelig nødvendighed. Kun ved at se i et treværnsperspektiv og også handle derefter skønnes det muligt at give forsvaret den rette troværdighed. Ud fra ønsket om at anskue problemerne som et så rent dansk anliggende som overhovedet muligt, er Grønland og Færøerne og de til disse strategisk vigtige områder knyttede forhold ikke behandlet. Det anses også for usandsynligt, at en pression udefra vil komme til anvendelse mod det jyske territorium. En militær pression vil i dette område uvægerligt medinddrage det vesttyske forsvar og sandsynligvis dermed også NATO-alliancens potentiel, hvilket omgående vil hæve en krise til et konfliktniveau, der ligger over denne studies rammer. Når derfor dansk militært forsvar behandles i en grå niveau-ramme, vil det geografisk betyde de danske øer.

2. Generelle faktorer

I forbindelse med pågående nedrustnings- og afspændingsforhandlinger på linie med MBFR-, SALT- og Den europæiske Sikkerhedskonference, kan det ikke udelukkes, at der kan blive gjort forsøg på at sætte den vestlige solidaritet på prøve i de områder, der ikke direkte er berørt af troppereduceringsforhandlinger. Den i Danmark kendte tilbøjelighed til at tage forskud på forhandlingernes resultat, kan være en medvirkende årsag til at tilskynde et forsøg på at prøve troværdigheden af netop det danske forsvar. Det danske område (øerne) tilbyder sig som et egnet sted. Såfremt pressionsforsøg ikke kan eller vil blive imødegået på utvetydig måde, vil valget af dette område yderligere give angriberen visse håndpantfordele ved efterfølgende forhandlinger. Man kan stille spørgsmålet, om det danske område er et sandsynligt sted for pressionsforsøg? Svaret er positivt af følgende grunde:

Geostrategiske forhold:

— Danmarks generelt strategiske beliggenhed som kontrollant ved indsejlingen til Østersøen.

— Det danske rums geografiske særpræg med dets mange øer og den deraf følgende infrastruktur, der er særdeles vanskelig at kontrollere.

— Det danske rums fattigdom på råstoffer. Herunder især manglen på energikilder: Kul, olie, vandkraft, hvilket gør Danmark særdeles sårbar overfor stranguleringsforsøg, således som de er definerede af den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger.

Militærpolitiske forhold:

— Danmarks særstandpunkt overfor troppestationeringer, der ikke tillader en permanent stationering af alliancepartners tropper på dansk territorium.

— Danmarks forbehold overfor atomvåben på territoriet.

— Den i Danmark demonstrerede tilbøjelighed til at reducere det militære forsvar på grundlag af afspændingserklæringer og ikke på baggrund af opnåede resultater.

Politisk-historiske forhold:

— Stærke bindinger til neutralitetstraditioner, som især ved afspændingstendenser naturligt bliver mere fremtrædende i den politiske bevidsthed.

— En traditionel og ikke mindst emotionel betonet samhørighedsfølelse med de andre nordiske lande, som kan forstærke »Finlandiserings«- tendenser.

Dette udpluk af forhold kan hver for sig eller flere i samspil give Sovjetunionen anledning til at sætte Danmarks — i snæver forstand — og dermed også NATO-alliancens solidaritet på prøve. Der kan og må i dansk sikkerhedspolitisk planlægning ikke råde tvivl om, at sådanne forsøg på pression skal imødegås. Imødegåelse af hændelser i den laveste ende af eskalationsspektret — »Det Grå Niveau« — er den enkelte alliancepartners nationale anliggende. Følgeligt må den enkelte alliancepartner også råde over det nødvendige potentiel til imødegåelsen. En udelukkende verbal fordømmelse af pressionshændelser, f. eks. ved diplomatiske noter, anses ikke at have nogen værdi uden samtidig anvendelse af hensigtsmæssige magtmidler. Ydermere mistes troværdigheden af NATO-strategien Flexible Response ganske, når de i den enkelte situation nødvendige magtmidler enten ikke er tilstede, ikke bliver anvendt eller bliver anvendt forkert. Med ordet forkert menes i denne forbindelse såvel en utilstrækkelig reaktion (for lidt) som en over-reaktion (for meget). Med tabet af troværdigheden følger uundgåeligt en optrapning frem til en konflikt, hvor ethvert »trappetrin« levner færre eller i hvert fald vanskeligere muligheder for ved forhandlinger at normalisere situationen. I det følgende vil der blive gjort et forsøg på at skitsere nogle hændelser, som alle kan henføres til en sådan noget diffus spændingstilstand i relationerne mellem Danmark/NATO og Sovjetunionen/Warszawapagten, der almindeligvis omtales som »Det Grå Niveau«. Det er indlysende, at hændelser af denne art ikke kan rives ud af deres politiske sammenhæng uden at få slagside henimod fantasifostre. Forud for og under hændelserne vil der have fundet politiske pressioner sted, som ved anvendelsen af de skitserede hændelser får deres understregning. Ydermere må det forudsættes, at disse hændelser rettet mod Danmark er et led i eller kan blive fulgt op af lignende aktioner mod eksempelvis Norge og Sverige.

Hensigten med disse hændelser kan være et forsøg på at få de nordiske lande til at revurdere deres sikkerhedspolitiske status og tvinge dem til en erklæret holdning overfor Sovjetunionen, der giver denne strategiske fordele. Imidlertid er det ikke denne studies hensigt at beskrive eller foreskrive de politiske skridt, der må blive en følge af hændelserne. Her skal udelukkende vurderes anvendelsen af det nationale militære potentiel i sådanne situationer, dets nødvendighed, tilstrækkelighed og reaktionsevne som led i en hævdelse af suveræniteten i snæver forstand og i et Crisis Management i større ramme.

3. Eskalationen

Forudsætninger

Det forudsættes, at vurderingen af truslen i Forsvarchefskitsen af 1975 fortsat er gældende. Endvidere forudsættes, at operationsaktiviteten, -art og -omfang ikke formindskes for så vidt angår aktiviteter i dansk område. Endelig forudsættes i overensstemmelse med notatet, at den af NATO udledte strategi har eller vil få følgende særlige betydning for Danmark:

— De danske stræders betydning, på lavere konfliktniveau end det strategisk nukleare, er øget som følge af Sovjetunionens voksende interesse for det globale aspekt, specielt på det maritime område.

— Der lægges større vægt på konventionelt potentiel. Som følge af den atomare paritet har Sovjetunionen tiltro til, at eskalationsrisikoen er blevet mindre, hvorved mulighederne for at gennemføre visse former for aggression blot med konventionelle midler er blevet større.

Eskalationstrin

Ved at forudsætte, at eskalationsrisikoen er blevet mindre, og dermed muligheden for gennemførelsen af visse former for aggressioner er blevet forøget vil det være nødvendigt at vurdere følgende:

— De eventuelle aggressioners placering på eskalationsstigen og derudfra

— hvilken evne og hvilken vilje, der er nødvendig for at kunne imødegå forskellige former for aggressioner på en måde, der effektivt viser den potentielle fjende ens hensigter og samtidig ikke virker som en eskalerende faktor.

Udelades de rent politiske eskalationstrin, fremhæver Herman Kahn følgende trin, begyndende med de laveste:

1. Visning af styrker.

2. Forøgelse af beredskabet.

3. Provokationer med »lovlige« voldsmidler.

4. Provokationer med ulovlige voldsmidler.

5. Dramatisk forøgelse af beredskabet.

6. »Super« beredskab.

7. Konventionel krig i form af ikke deklareret krig, men anvendelse af militære styrker i begrænset område.

8. Modaktioner i andet område til gengæld for den under 7. angivne aggression.

9. Erklæret begrænset konventionel krig.

Af ovennævnte 9 trin kan udledes følgende summariske trin:

— Visning af styrker.

— Beredskab.

— Provokationer.

— Konventionel krig.

Dansk forsvars planlægning (strategi) må være rede til at imødegå aggressioner indenfor de 4 ovennævnte områder.

Dansk interesseområde

Til en belysning, af problematikken kan dansk interesseområde opdeles i landterritoriet og søterritoriet, idet luftterritoriet med henblik herpå kan ligestilles med søterritoriet. Traditionelt opfattes landområdet som det egentlige nationale territorium og indtrængen af en fremmed magt på landterritoriet er i den almene opfattelse en klar krænkelse af den nationale integritet. Så snart en sådan krænkelse er erkendt, rangerer den derfor højt på eskalationsstigen. Hvad søterritoriet angår, gælder for det indre og det ydre territorialfarvand i princippet de samme regler, men for det første er opfattelsen i befolkningen ikke så klar som for landterritoriet, og for det andet gælder visse af det åbne havs regler på det ydre territorialfarvand, f. eks. nødankerplads. Endvidere er befolkningen i kystområderne vant til at se, at fremmede må komme der (internationale stræder). En ulovlig indtrængen på territorialfarvandet konstateres ikke så let henset til den ringe befolkningstæthed (fiskere og lokal trafik). Desuden er det folk af samme profession, der respekterer hinanden, når de ikke generes i udførelsen af deres hverv. Det må derfor konkluderes, at eskalationstrinet i befolkningens øjne vurderes højere ved en krænkelse af landterritoriet end ved en tilsvarende krænkelse af søterritoriet. På det åbne hav skal det nærmest være voldelig overlast, før det genspejles i befolkningen.

Danmarks interesser i sø- og luftterritoriet er:

— Muligheden for at anvende havet/luften som transportvej,

— udnyttelsen af havet ved fiskeri og

— udvindelse af råstoffer fra havbunden.

Aggressioner kan derfor rettes mod disse områder, og det må være på disse områder, dansk forsvar skal focusere med henblik på en erkendelse af aggressioner og indsættelse af midler, der viser viljen til en hævdelse af suveræniteten uden at være eskalationsfremmende.

4. Visning af styrker

Visning af styrker er, som foran fortalt, det første trin på eskalationsstigen, når der ses bort fra de rent politiske eskalationstrin. Grænserne til eskalationstrinene såvel umiddelbart under som over »Visning af styrker« kan være vanskelige at fastlægge. Bedst kan de måske beskrives med eksempler. I forhandlinger vedrørende troppereduceringer m. m. i Europa indgår en række oversigter over, hvor store styrker parterne råder over, hvor de er placerede, hvilken våbenmæssige sammensætning, der er tale om og så videre. Her bekender man altså i et vist omfang kulør. Hvorvidt offentliggjorte kampkraftforbedringer af et eller flere af disse forhold kan betragtes som »Visning af styrker« kan diskuteres. Erfaringer viser, at sådanne forhold — om overhovedet — behandles på politisk eller diplomatisk plan. Der er altså ikke tale om direkte provokationer mod den anden parts territorialområde. At en optrapning af den nævnte art af »modparten« skal opleves som en i det mindste indirekte trussel er en anden sag. Men overgangen fra dette trin til »Visning af styrker« er ikke stor. Det drejer sig blot om, at kendte styrker, garnisonerede bestemte steder, bevæger sig ud over de sædvanlige operations- og øvelsesområder, men vel at mærke uden at foretage handlinger, der kan tolkes som aggressioner af en art som omtalt i de følgende scenarier. Visning af styrker i denne forstand har således igennem de sidste 15—20 år vist et stadigt stigende omfang fra Warszawapagt-landenes side. »Normalbilledet« for 1976 ser helt anderledes ud end for 1960. Visning af styrker har ændret sig fra i hovedsagen at have karakter af efterretningsvirksomhed gennemført med såvel skibe som fly til nu at omfatte »øvelser« med større eller mindre operative enheder (skibe/fly) nær dansk territorialområde. Hertil kommer større landgangsøvelser med hærenheder så nær dansk område som Rügen, samt placeringen af helikopterbårne enheder så nær dansk område, som det er praktisk muligt indenfor de givne grænser og territorialområder. Men stadig må det konstateres, at der ikke formelt er tale om direkte provokationer eller aggressioner, som falder ind under næste eller højere eskalationstrin. Reaktioner på denne »Visning af styrker« har da også hidtil fundet sted på politisk plan. Det må altså konstateres, at der gennem 15—20 år har fundet en eskalation sted indenfor eskalationstrinet »Visning af styrker« fra at ligge meget nær et lavere eskalationstrin nu at ligge så nær et højere eskalationstrin, at en yderligere eskalation næsten uundgåeligt vil bringe situationen op på et højere trin. Gennem den her anvendte fremgangsmåde har det været muligt for Warszawapagt-landene at ændre normalbilledet uden at dette har medført ændrede reaktionsmønstre fra NATO- eller dansk side ud over en registrering heraf og en vis skærpet politisk opmærksomhed. I og med at en eskalering indenfor eskalatidnstrinet »Visning af styrker« således må konstateres uden at andre reaktioner fra dansk side end de ovenfor anførte har fundet sted, er der opstået en situation, hvor dansk forsvar kan have vanskeligheder med at reagere såvel hensigtsmæssigt som i tide, hvis handlinger i lighed med de i de følgende scenarier nævnte skulle finde sted. Det må derfor overvejes, om der allerede i den eksisterende situation bør tages yderligere forholdsregler i anvendelse, såfremt man — for det første — ikke vil give »modparten« det indtryk, at han blot kan fortsætte eskaleringen uden at modforholdsregler sættes ind, og — for det andet — ikke vil svække Danmarks muligheder for at vise evne og vilje til øjeblikkelige modforholdsregler, hvis direkte aggressioner skulle finde sted. Allerede indenfor eskalationstrinet »Visning af styrker« må dansk forsvar derfor, ud over en konstatering og registrering, kunne

— gennemføre en øget overvågning og varsling såvel på søen som i luften,

— imødegå visningen af styrker med en tilsvarende visning af egne styrker,

— have en mindre, stærkt mobil og slagkraftig styrke — evt. helikopter båren — som med meget kort varsel kan indsættes mod aggressioner mod et mindre landområde. Herved vil der opnås, at »modparten« allerede indenfor eskalationstrinet »Visning af styrker« får det indtryk, at Danmark har såvel evne som vilje til at handle øjeblikkelig, hvis man eskalerer yderligere.

De omtalte reaktionsmuligheder vil kræve:

— At der ofres mere personel og materiel end det nuhavende til overvågning og varsling,

— at visse mindre enheder af alle værn må have et højere beredskab end i dag, og at de er uddannede til at løse opgaver af den omtalte karakter og

— at der foreligger et antal forberedte øvelser, som med kort varsel kan iværksættes (Visning af styrker).

5. Beredskabsforøgelser

Generelt

Hvor en visning af styrker ikke drejer sig om en forøgelse af de af en modstander kendte styrker, men om en dislocering af de kendte styrker i en retning, der afviger fra det kendte mønster, så indeholder en sådan dislocering allerede elementer af beredskabsforøgelser, hvis de pågældende styrker ved deres dislocering hurtigere eller logistisk bedre er i stand til at kunne udføre en aggressiv handling mod modstanderen. Beredskabsforøgelser indeholder i spektret såvel kvalitative som kvantitative foranstaltninger. Spektret spænder fra en kvantitativ næppe synlig forøgelse af stabsfunktionerne, således at den politiske og den militære ledelse bedre er i stand til at foretage en krisestyringsproces, til de såvel kvantitative som kvalitative foranstaltninger, der følger med en mobilisering af hele en nations potentiel. En beredskabsforøgelse, der har et pressionssigte, indebærer en styrkelse af det militære potentiel, der tydeligt signalerer til modstanderen, at man ikke kun har styrke (visning af styrker), men at man også er villig til om nødvendigt at øge den til opnåelsen af et politisk mål. Der er i beredskabsforøgelser indbygget et tydeligt eskalationselement, idet den ved ren visning af styrker tilslørede hensigt med styrkerne får et mere utilsløret truende udseende. I pressionsøjemed må en beredskabsforøgelse have en målrettet troværdighed, således at modstanderen ikke er i tvivl om, at potentiellet kan blive brugt til opnåelse af den erklærede politiske hensigt.

En beredskabsforøgelse indebærer imidlertid for den part, der anvender den som pressionsmiddel, faren for prestigetab, såfremt den politiske hensigt ikke bliver opnået. For at kunne virke som et brugbart middel til opnåelsen af en politisk hensigt uden at en beredskabsforøgelse bliver selvforstærkende henimod det næste trin på eskalationsstigen, må der være indbygget sådanne — især politisk begrundede — foranstaltninger, at beredskabsforøgelsen kan tilbagekaldes uden tab af national og international prestige.

Scenarie

Til belysning af problemerne er i det følgende skitseret et hændelsesforløb, hvor Sovjetunionen udnytter en situation i Danmark, der indbyder til politiske pressioner. Beredskabsforøgelsen af en del af Warszawapagt-landenes potentiel skal have et tydeligt sigte mod en understregning af politiske krav, der fremsættes overfor Danmark alene. En sådan aktivering af et militært potentiel må altså være dimensioneret på en måde, at Sovjetunionen ikke derved udløser en automatisk mobilisering af hele eller størsteparten af NATO-potentiellet. Med henblik på at sikre sig uhindret kontrol med ind- og udsejlingen til Østersøen, der i den officielle omtale betegnes som »Fredens Hav«, kan Sovjetunionen overfor den danske regering, have rejst krav om stationering af et kontrolelement på dansk territorium. Dette krav kan — omend uberettiget — begrundes med en påstand om, at Danmark ensidigt hævder bestemmelserne for orlogsskibes gennemsejling af danske farvande overfor skibe fra lande, der tilhører Warszawapagt-landenes side, at Danmark tillader orlogsskibe fra NATO-lande (og specielt USA) at passere de danske stræder i vilkårligt stort antal, i et ukontrolleret langt tidsrum og i øvrigt uden at holde sig til de regler, der er nedlagt i den nye kongelige anordning af 1976 vedrørende »fremmede orlogsfartøjers og militære luftfartøjers adgang til dansk område under fredsforhold«. Denne handlemåde fra den danske regerings side kan påstås at være en bevidst diskriminering af Warszawapagt-landene og en trussel mod disse landes sikkerhed. Det kan hævdes, at den danske regering ikke er i stand til elhr ikke vil hævde sine rettigheder vedrørende passagen af de danske stræder, hvorfor Sovjetunionen på Warszawapagt-landenes vegne kræver at få kontrol med stræderne ved stationering af inspektionselementer på dansk område. Den danske regering vil naturligvis — og i overensstemmelse med NATO-landene afvise kravet.

Efter afvisningen kan Sovjetunionen gentage kravet ultimativt og påpege, at en ny afvisning vil betyde, at Warszawapagt-landene er nødt til at gennemtvinge en kontrolordning med magt. Til støtte for dette ultimatum gennemføres beredskabsforøgelser som anført nedenfor. De her skitserede beredskabsforøgelser vil sandsynligvis ikke blive gennemført i fuld offentlighed, men dog således at de fra dansk side klart kan erkendes. Der vil stedse eksistere muligheder for annullering af de pågældende foranstaltninger, idet de uden større besvær vil kunne henføres til kategorien øvelsesaktiviteter, der ikke med hensyn til deltagende styrker overskrider de tal, der i henhold til Helsingforsaftalerne skal annonceres.

Beredskabsforøgelser

Maritime foranstaltninger:

Den af Warszawapagt-landene etablerede farvandsovervågning ved Falster - bo, Femernbælt og i Kattegat bliver øget, idet de faste patruljer fordobles. En fast omsejling af Sjælland gennemføres med et orlogsfartøj efter forudgående anmeldelse af passagerne. Dette følges op af en alarmerings-/mobiliseringsøvelse af eksempelvis følgende udseende:

— Warszawapagtens Østersøflåde-enheder gennemfører indkaldelse af reservister og inddrager al orlov for flådepersonellet.

— Marineinfanterienheder forlægges fra de sovjetiske Østersøhavne i landgangsfartøjer til de vestpolske havne.

— Polske marineinfanterienheder bringes op på krigsstyrke og sammendrages til havnene, hvor tungt materiel læsses i landgangsfartøjer.

Luftmilitære foranstaltninger:

Polske luftbårne styrker gennemfører en mobiliseringsøvelse, hvorunder enhederne sammendrages til feltflyvepladser. Til disse feltflyvepladser ankommer transportmaskiner fra Sovjetunionen, således at der tilvejebringes transportkapacitet til at løfte de på feltflyvepladsen sammendragne enheder. Jagerfly fra Sovjetunionen forlægges til feltflyvepladser i den nordlige del af DDR og Polen og forbliver der. Helikopterenheder fra den vestlige del af Sovjetunionen forlægges til Rügen.

Muligheder for imødegåelse

Som allerede antydet kan imødegåelse af en pression udført af Warszawapagt-lande mod Danmark ikke uden videre rives ud af en alliancesammenhæng. Især brugen af beredskabsforøgelser som pressionsmiddel berører ikke udelukkende danske interesser, hvor tydeligt hensigten end bliver deklareret og vist fra Warszawapagttens side. Beredskabsforøgelser er en pressionsmåde, der troværdigt kun kan blive imødegået med foranstaltninger, der overfor den truende part tilkendegiver, at pressionsmidlerne er forstået i hele deres omfang og at deres anvendelse mod territoriet kan og vil indebære øjeblikkelige modforholdsregler. Det må tydeliggøres for angriberen, at anvendelsen af potentiellet vil indebære for ham uacceptable konsekvenser. Uacceptabel i denne forbindelse vil være uoverskuelige tab i personel og materiel, men ikke mindst vil det også være en af angriberen uønsket udvidelse af den lokalt begrænsede konflikt til et omfang, der medinddrager vore allierede.

Konklusion

Ud fra de ovenanførte betragtninger kan følgende udledes:

1. Den danske farvandsovervågning effektiviseres.

WAPA overvågning af farvandene følges op af en øget overvågning/skygning af WAPA overvågningsfartøjer. Det nødvendige potentiel, såvel personel- som materielmæssigt, må være tilstede eller med øjebliks varsel kunne blive deployeret til indsættelsesstedet. Der må ikke herske tvivl om, at Danmark vil og kan hævde sin farvandsovervågning.

2. Kupberedskabet øges.

Reel tilstedeværelse af en beredskabsstyrke, der døgnet rundt kan indsættes hurtigt og slagkraftigt overalt på øerne med øjebliks varsel. En sådan styrke, der skal være så mobil, at en indsættelse over vand på en eller flere af øerne ikke frembyder et transportproblem, vil i sig selv gøre ethvert forsøg på anvendelsen af landsætningsenheder i pressionsøjemed over søen eller fra luften problematisk.

3. »Alliance-beredskab«.

Med den hensigt at vise dansk vilje til imødegåelse af enhver aggression ved udnyttelse af også NATO-potentiellet, må der gennemføres beredskabsforanstaltninger, der klart viser, at eksterne forstærkninger fra alliancepartnerne kan og vil blive modtaget på dansk territorium. Med andre ord: Danske styrker må være åbenlyst rede til og i fuld offentlighed gennemføre en øvelsesaktivitet i tilslutning til de faciliteter, hvor eksterne forstærkninger påtænkes at ville tilgå Danmark.

4. Information.

Alle foranstaltninger kræver naturligt en bedre og bredere information af offentligheden om de sikkerhedspolitiske forhold og dermed også om forsvaret. Enhver offentliggørelse af trusselsmønstret er at betragte som psykologisk beredskabsforøgelse af totalforsvarspotentiellet.

6. Provokation

Generelt

En provokation på søen kan spænde fra at genere en enkelt fiskekutter i at udføre sit erhverv på internationalt farvand til besættelse af et mindre dansk område. I det første tilfælde må episoden kun betragtes som en provokation, såfremt handlingen kan bevises at være gjort med hensigt. I det sidste tilfælde kan handlingen kun betrages som en provokation af værste kaliber. Den kan enten på forhånd være annonceret, eller den kan opstå som en uvarslet handling. Et skib, der udfører en provokation på det åbne hav, eller et skib, der anløber det ydre territoriale farvand, selv en flåde, der udfører en provokativ handling, er normalt et mindre engagement end et kompagni af fjendens landstyrker, der krydser grænsen, eller et fly, der kaster en bombe mod et specielt mål. Så længe landterritoriet ikke betrædes, har fjenden til søs mulighed for at trække sig ud af episoden uden at denne får alvorlige konsekvenser. En fjende, der indlader sig på at anvende en sømilitær, begrænset styrke til en provokation, må for at nå et planlagt mål have en rimelig forventning om, at den anvendte styrke kan udføre opgaven uden hensyn til den overfaldnes reaktioner.

Anvendelsen af begrænsede provokationer er den stærkes våben mod den svage. Man skal bare huske, at »den stærke« ikke måles i potentiel styrke, men som evnen til at formere den nødvendige styrke på rette tid og sted.

Provokationstyper

Provokationer kan deles i to væsentlige former, om end målet i den sidste ende er det samme: De deklarerede og de ikke deklarerede provokationer. De deklarerede er kendetegnet ved noteudvekslling, der angiver sanktioner, hvis visse krav ikke bliver opfyldt. De ikke deklarerede er kendetegnet ved, at de først konstateres på et meget sent tidspunkt før, eller først når provokationen er begyndt. Provokationer, der deklareres på forhånd, kan let medføre eskalationer langt ud over, hvad provokationens mål og midler stiler mod. Der er mulighed for at få indblandet alliancepartnere. Når provokationen er kendt, vil dette automatisk kræve væsentlig større styrker for at sikre en heldig gennemførelse. Endvidere vil deklarationen fratage den offensive provokatør væsentlige fordele. Overraskelsesmomentet er væk, dernæst giver det den provokerede mulighed for at udnytte koncentrationsprincippet, men til gengæld bliver økonomi med egne kræfter et vanskeligt valg. Provokationer, der ikke deklareres, indebærer de fleste af provokationens særlige kendetegn. Målet skal være defineret og begrænset, men endvidere skal de udføres således, at de for den provokerede står som et fait å compli, der på grund af det definerede mål og den begrænsede indsats findes tolerabel i relativ værdi. Provokatøren besidder her de væsentligste fordele. Den provokerede kan kun hamle op med sådanne provokationer ved en effektiv overvågning — indsatsberedskab og et højt handlingsniveau. Herved opnås, at provokatøren på et meget lavt eskalationstrin får mulighed for at trække sig tilbage, eller at han må se i øjnene, at målet sandsynligvis ikke kan nås ad den begrænsede vej, og dermed går provokationen op i en højere eskalation, der ligger langt uden for denne studies rammer.

Scenarier.

Siden 2. verdenskrig er der sket en kraftig udvikling i østmagternes handlingsmønstre. Handlinger, der i dag anses som tolerable, ville for 25 år siden have virket som provokationer af eskalerende karakter. Episoder med danske fiskeres besejling af den østlige Østersø og dermed følgende opbringelser udløste kraftige noter landene imellem. I dag er billedet vendt om. Det er danske fiskere, der bliver generet af østmagtskibe i områder, der interessesfæremæssigt er indregnet som dansk område. Østmagtskibe besejler dansk territorialfarvand med umiskendelige hensigter, der ikke er af handelsmæssig art. Det vil føre for vidt at dække hele spektret, men eksempler fra provokationens yderkanter må sikre, at de fleste nuancer bliver berørt. I den laveste ende af spektret kan anbringes provokationer overfor danske fiskere. I tilfældet med fiskeren, der bliver generet i Kattegat, er det første iøjnefaldende punkt: Råder vi stadig over de sædvanemæssige rettigheder, eller er det tolerabelt, at danske fiskere generes i deres erhverv? Provokationen berører i dette tilfælde kun den enkelte fisker og kommer kun til offentlighedens kendskab, såfremt skaden på fiskeredskaberne er stor eller en kollision har fundet sted. Staten reagerer kun med protester, såfremt det kan bevises, at provokationen er forsætlig, hvilket i den nuværende situation ikke er let. Et middel mod sådanne provokationer kunne være at udvide territorialgrænsen til 12 sømil mod de nuværende 3. Væsentlige områder ville da ændre status, så der i fremtiden ikke vil kunne afholdes militære øvelser til gene for fiskeriet. Dette sammenholdt med en ekspansion i tilstedeværelsen af østmagtskibe i danske farvande samt en eskalation af provokationens art, kunne gøre en udvidelse af territorialgrænserne til 12 sømil værdig for overvejelser. Det andet iøjnefaldende punkt er, at provokationen ikke bliver kendt, og derved besidder staten ikke et reelt grundlag for at kunne vurdere art og hyppighed af provokationerne. En rapporteringspligt motiveret med indeværende argumenter ville have et dobbelt formål. For det første ville provokationerne blive kendte og registrerede. For det andet vil østmagterne være klar over dette og må derved vurdere, om handlingerne er i overensstemmelse med målet, eller at der ingen provokationer sker, med mindre der er et klart og defineret mål ved disse. Dette vil igen give mulighed for at få et bedre varsel om evt. tendenser. Det tredie iøjnefaldende punkt er, at det er vanskeligt at bevise, at provokationen er forsætlig. Beviset må fremskaffes via en kortlægning af de indledende manøvrer, hvilket i første omgang synes uoverkommeligt med en rimelig indsats af midler. Med det første punkt in mente kunne det internationale farvandsområde indskrænkes. En radarvarsling samt en direkte overvågning af sådanne enheders trafik i danske farvande ville skabe det fornødne bevismateriale. Bliver dette kendt, vil der som bonuseffekt opstå det, at modparten i endnu højere grad må vurdere hensigten med at udføre provokationer, hvilket i realiteten vil sige, at den kraftige udvikling i østmagternes handlingsmønster bremses. Med et minimum af hemmeligholdelse vil den danske befolkning og dermed også politikerne få kendskab til problematikken. De opgaver, der løses til søs, vil være med til at skabe en højere grad af forståelse for de med det danske forsvar forbundne udgifter. For østmagtskibe, der besejler dansk territorialfarvand, er problematikken stort set den samme. Varsling, overvågning og afvisning med enheder af relevant styrke vil hindre ekspansion. Hvis forholdene fortsætter uantastet, vil en påkaldelse af sædvanemæssige rettigheder på et senere tidspunkt svække Danmarks kort på hånden i dette spil. I den anden ende af provokationsskalaen finder man »Fredens Hav«-problematikken, hvis denne sættes på spidsen. En deklareret provokation med et begrænset mål. En provokation, der i sit mål og i sine midler ikke er lovlig, kunne være et krav om kontrol med gennemsejlingsfarvandene ved permanent østmagt-tilstedeværelse på Middelgrunden eller Sprogø. Forholdene om en sådan provokation er behandlet tidligere. Beslutninger ligger på regeringsplan og forholdsregler derimod giver os væsentlige kort på hånden. Ved en ikke deklareret provokation af lignende karakter er forholdene væsentligt mere komplicerede. Provokationen er defineret ved »kontrol med stræderne«, den er begrænset til »en eller to øer«. Problematikken ligger for modpartens vedkommende i faktorerne: Kan det klarlægges for os, at de er en begrænset provokation, og kan vi tolerere denne? For det første, kan dette bedst opnås ved, at provokationen udføres hurtigt og på lavt voldsniveau, således at den i løbet af meget kort tid fremstår som et fait á compli med en trussel om ubegrænset krig, hvis dette bliver anfægtet. For det andet, er den tolerabel? Under den massive gengældelses strategi ville den pr. definition ikke være tolerabel, men under den fleksible gengældelse er der flere forhold, som spiller ind. Kan aktionen imødegås med tilsvarende midler, der ikke er eskalationsfremmende? Det er overvejelser, der foretages på regeringsplan efter at et fait å compli er konstateret. Det bedste modmiddel er at erkende og bekæmpe før provokationen fremstår som et fait á compli. Som eksempel vælges en provokation mod Middelgrunden. Der vælges tidspunktet lørdag nat. Tre østmagtenheder på vej nord ud gennem Køge bugt. Enhederne rapporteres og plottes. En trawler går på grund i Lynette løbet. Havnens broer spærres ved ikke erkendt sabotage. Går de tre enheder gennem Flinterenden, vil der være 3 sømil til at erkende, at noget usædvanligt er under opsejling. Sænker et fragtskib sig selv i Kroneløbet, vil en mulig indsats af søværnet være reduceret til næsten ingenting. Provokationen kan være gennemført på ingen tid, og en koordineret tidsplan med herværende diplomater kunne tilsikre, at det bliver regeringen bekendt, at provokationen er begrænset, og følgen af en modaktion kan klarlægges. Et fait á compli er nu en kendsgerning.

Muligheder for imødegåelse

Erkendelse af vitale punkter samt rapportering fra sådanne. På forhånd vurderede og fastlagte handlingsmønstre med indlagte styrkegraduering. En overvågning af østmagtenheders bevægelser i dansk område med midler, der tilsikrer, at der bliver rejst tvivl om muligheden for målopnåelse eller måske på baggrund af dette, at antallet af enheder, der anses som nødvendige for gennemførelsen af provokationen, overstiger det tilladte, hvorved der gives mulighed for at reagere på et tidligere tidspunkt. Flysiden er med vilje ikke berørt henset til, at problematikken er parallel, hvad angår varsling og beredskab, men forskellig idet flypassage ikke hører til sædvanemønstret.

Konklusioner

Gennemgangen af provokationer på søen viser, at følgende forhold må medinddrages:

1. Udvidelse af territorialfarvandet til 12 sømil. En udvidelse vil nedskære mulighederne for at udføre »flådeøvelser« i dansk interesseområde. For provokationer med mere end 3 enheder bliver varslingsfristen større.

2. Intensiveret elektronisk overvågning af dansk interesseområde. Østmagtenheders færden skal kontinuerligt kunne kontrolleres i deres færden. Et planlægningsmål kunne være et søens »NADGE« system.

3. Rapporteringspligt for alle hændelser, der udlægges som provokation. På baggrund af en øjeblikkelig rapporteringspligt vedrørende hændelser på søen og dertil knyttede landfaciliteter, skabes et grundlag til vurdering afhændelsernes evt. konsekvenser. Et i forvejen vurderet og øjeblikkelig iværksat handlingssvar af ikke eskalerende karakter vil vise, at provokationen er erkendt, og viljen til indsats er tilstede.

4. En efter intensiteten afpasset styrkes kontinuerlige tilstedeværelse i farvandene. Danske enheder må være tilstede og i nærheden af østmagtskibe, der opererer i danske farvande. Enhederne må have en ildstyrke, der i relation til modpartens evt. ønske om anvendelse af begrænset voldsomhed, kan skabe tvivl om provokationens heldige udfald. Tilstedeværelsen vil forøge troværdigheden samt stoppe den ekspansive tilstedeværelse af østmagtenheder.

5. En vurdering af beredskabsproblematikken. Beredskabet kan i dag karakteriseres ved en progressiv stigende kurve, hvor indgangsargumenter er enheder og tid. Samtlige beskrevne forhold indikerer, at beredskabet bør ændres, således at indsatsberedskabet (kupberedskabet) forøges, men at der til gengæld derefter kan gå længere tid, før alle enheder kan være klar. Holder forudsætningen om, at der kan regnes med et strategisk varsel af en vis længde, støtter dette netop denne antagelse.

6. Bedre information til offentligheden om hændelser inden for dette område. Dette vil forbedre forståelsen for forsvarets berettigelse og dets økonom iske behov.

7. Konventionel krig

Generelt

Udtrykket konventionel krig anvendes oftest som modstykke til nuklear krig, men kan også anvendes på operationer i det grå niveau. Hvor det grå niveau ebber ud, og hvor eskalationstrinene bliver »varme«, begynder den konventionelle krig. Indsættelse af militære enheder med kamp for øje kan ske fra et vilkårligt eskalationstrin såvel som være begyndelsen til en eskalation. I en analyse af en modstanders aktuelle muligheder og hensigter vil interessen derfor samle sig om at vurdere sandsynligheden for, at en »krig« er under udvikling. Modstanderen vil på sin side tilsløre de indikationer, som kunne give et fingerpeg derom. Om muligt vil han helt undlade at iværksætte foran stakninger, som kunne afsløre denne hensigt. Som et eksempel herpå belyses i det følgende, hvorledes Warszawapagten uden forud at have fremsat trussel om at bruge magt kunne tænkes at tilvejebringe et forhandlingsgrundlag til opfyldelse af visse politiske krav overfor Danmark, under anvendelse af umiddelbart til rådighed værende ressourcer, indsat i en operation med begrænset mål.

Scenarie

Hensigten med en sådan operation fra Warszawapagtens side kan være tilvejebringelse af et fornyet forhandlingsgrundlag, såfremt igangværende politiske forhandlinger må afsluttes uden at Warszawapagten får tilgodeset ønskede mindstefordringer. En hertil sigtende operation kunne være en uvarslet besættelse af øerne Lolland, Falster og Møn. For at bevare overraskelsesmomentet indsættes kun styrker, som befinder sig i den umiddelbare nærhed af indsættelsesområdet, idet man vælger at acceptere den risiko, at den danske forholdsordre ikke træder i kraft og hjemmeværnet således ikke går i aktion. I det omfang operationen kræver styrker eller fremførings- og transportmidler andre steder fra, vil en notifikation i henhold til Helsingforsaftalen om afholdelse af øvelser eller af militære bevægelser kunne tilsløre hensigten. En tidlig søndag morgen kan der indsættes to regimenter fra en maskeret øvelsesvirksomhed, idet øerne besættes således:

— Et regiment luftlandsættes og tager broerne mellem øerne og Sjælland samt visse nøglepunkter, og

— et regiment, som føres frem på landgangsfartøjer og civile skibe, landsættes over stranden og i havne, og besætter derfra øerne.

Muligheder for imødegåelse

Ved opståen af en skærpet politisk situation, som antydet ovenfor, vil det være hensigtsmæssigt at iværksætte en særlig overvågning, for eksempel ved indsættelse at overvågnings fly og -fartøjer, ligesom den elektroniske overvågning bør forstærkes. Når desuden øvelser af omhandlede karakter erkendes, da at hæve beredskabet ved de enheder af de tre værn, som på grundlag af blandt andet varslingen fra den øgede overvågning kan deployeres til de truede områder. Egen øvelsesvirksomhed i det truede område kan planlægges og iværksættes med de til truslen afpassede enheder af de tre værn og den givne tidsfrist; ligesom enheder af hæren og søværnet kan deployeres til det truede område uden øvelseshensigt.

Alene enhedernes tilstedeværelse vil tvinge modparten til at overveje, om operationen vil kunne gennemføres med de begrænsede ressourcer eller indsatsen må gøres større med forøgede varslingsgivende foranstaltninger til følge. Øvrige totalforsvarskomponenter og civilbefolkningen orienteres blandt andet med henblik på at kunne reducere effekten af en opfølgende massiv psykologisk krigsførelse og nedbrydende virksomhed såvel som med henblik på at øge årvågenheden og en indgriben overfor sabotagehandlinger.

Konklusioner

Foruden viljen til at iværksætte ovennævnte handlinger stilles følgende krav til evnen dertil:

1. Øget overvågningskapacitet.

Tilstedeværelse af en meget veludbygget integreret overvågnings- og varslingstjeneste i fredstid, som under spændingsperioder kan overføre relevante informationer til både de politiske beslutningstagere, til forsvarets øverste ledelse, de operative kommandoer samt til enheder, der om nødvendigt må påregnes indsat.

2. Et kupberedskab.

En stående styrke af højt mobile enheder i de tre værn, som med meget kort varsel kan aktiveres og sammensættes afpasset efter den aktuelle trussel.

3. Forberedt indsættelse af egne styrker.

Tilstedeværelse af et plankompleks for den stående styrke indeholdende planer for gennemførelse af øvelser, der muliggør en smidig og hurtig iværksættelse. Iværksættelse skal kunne ske med ganske kort varsel.

4. Orientering af offentligheden.

En bedre løbende orientering vil tilsikre tilstedeværelsen af et tilstrækkeligt psykologisk beredskab.

8. Afsluttende vurderinger

Studien af det grå niveaus 4 generelle eskalationstrin har vist, at det militære potentiel er en nødvendig mulighed til imødegåelse af pressioner, hvis effektuering kræver militære magtmidler.

a. Studien påpeger, at det er et rent nationalt anliggende, der må baseres på, at Danmark og dermed befolkningen:

— erkender, at den latente trussel, som scenarierne har vist, eksisterer eller kan iværksættes med meget kort varsel.

— har evne og vilje til at imødegå truslen med ikke-eskalerende modmidler.

b. Som ikke-eskalerende modmidler påpeger studien nødvendigheden af:

— En total overvågning af dansk territorialområde med dertil hørende interesseområder. Rapporterings- og kommandomuligheder, som kan udnytte dette forøgede overblik.

— En udvidelse af territorialområdet for at nedskære mulighederne for fremmed aktivitet, samt at skabe mulighed for forøget varslingsfrist.

— Visning af egne styrker primært til søs og i luften. Den potentielle fjendes bevægelser med enheder, der har militært sigte, skal følges af egne styrker, så snart de viser sig i dansk interesseområde. Det er essentielt, at modparten ved synlige beviser registrerer, at bevægelsen er blevet erkendt.

— Formering af et kupberedskab indenfor alle tre værn. Et kupberedskab, der på kortest mulig tid og med en tilpas styrke og hensigtsmæssig bevæbning kan nå områdets grænser. Dette vil gøre en pression, der skal gennemføres med begrænsede styrker til et foretagende, hvis heldige gennemførelse er tvivlsom.

c. Endvidere påpeger studien, at de foreslåede modmidler vil kræve:

— En forøget investering i overvågningen, hvad materiel og personel angår.

— Studier, hvis formål er at vurdere eventuelle konsekvenser af ændringer i rapporteringsbilledet, samt at fremkomme med forslag til handlingsmodeller, som kan iværksættes øjeblikkelig.

— At der udarbejdes en række øvelser for det enkelte værn, to- og treværns øvelser samt kombinerede øvelser i forbindelse med alliancepartnerne. Øvelserne skal kunne iværksættes på baggrund af handlingsmodellerne og skal opdeles i to kategorier, nemlig kupberedskabet og alle til rådighed værende enheder.

— Højere beredskab for visse enheder (kupberedskab). Dette vil medføre en væsentlig forøgelse i personelforbrug efter nugældende koncept. Studiegruppen erkender, at der sandsynligvis ikke for tiden kan skabes mulighed for en udvidelse af personelrammen.

— At den påbegyndte information af offentligheden bør udbygges og følges op med vurderinger af modpartens muligheder og aktuelle handlingsmønster. Det er af lige så afgørende betydning at orientere om vore egne muligheder, vor vilje til at handle og hvad vi faktisk udfører dagligt.