Major G. K . Kristensen, Forsvarsministeriet, uddyber her sine synspunkter vedrørende dansk amfibiekapacitet samt svarer på de af major J. Lyng i maj-nummeret fremsatte bemærkninger t il artiklen Operativ integration af land- og søstyrker i tidsskriftets martsnummer.
tidsskriftets maj-nummer har major J. Lyng fortsat behandlingen af spørgsmålet om tilvejebringelse af dansk am fibiekapacitet m. v. og udtrykt en vis reservation over for tanken herom. I den anledning skal jeg her indledningsvis anføre grundlaget for min mere positive indstilling til dette spørgsmål ved at præcisere følgende af de faktorer, der efter min opfattelse må være udgangspunktet for vurderingen heraf, og som man vel i første omgang må koncentrere sig om for at komme ind til sagens kerne:
- den trussel, som er eller kan være rettet mod dansk område, herunder den potentielle modstanders operative muligheder i luften, på landjorden og på havet,
- de geografiske forhold inden for det danske rige,
- de aktuelle våbentekniske og transporttekniske forhold,
- den gældende NATO-strategi, herunder spørgsmålet om afskrækkelse mod isolerede fjendtlige operationer mod vore større og mindre øer,
- krigserfaringerne især fra de i indeværende århundrede førte krige samt tidligere krige i Østersø-området, herunder de af erfaringerne deducerede principper for krigsførelse samt betydningen af (og mulighederne for) overraskende angreb i en fjendes ryg og flanker,
- anvendeligheden af dansk civilt skibsmateriel til overførelse under alle forhold af hærstyrker inden for dansk område, herunder fartøjernes kapacitet, afhængighed af havne, sårbarhed over for fly og egenbeskyttelse mod luftangreb, sårbarhed over for miner og skibsbaserede våben samt begrænsningerne i skibenes bevægelsesfrihed, besætningernes status og disciplinæ re forhold og mulighederne for en forsvarlig uddannelse af hærenheder og besætninger i materiellets anvendelse til dette specielle formål,
- den psykologiske og moralske betydning af det offensive moment, der er indeholdt i am fibiekapacitet,
- muligheden for at foretage en koordineret dansk-tysk styrkeplanlægning i NATO-regie samt
- de økonomiske muligheder for at tilvejebringe amfibiekapaciteten, herunder spørgsmålet om, hvorvidt dansk industri kan levere landgangsmateriel til brug i danske farvande.
Henset til, at spørgsmålet om værnenes styrkemæssige sammensætning i skrivende stund ser ud til at skulle gøres til genstand for en grundig undersøgelse i en forsvarskommission eller i en kommende forsvarskommando, skal der ikke her søges givet en detailleret redegørelse for disse faktorers betydning, idet en sådan redegørelse naturligvis langt bedre vil kunne formuleres gennem en alsidigt sammensat kommissions arbejde eller et omfattende stabsarbejde, bl. a. under anvendelse af system- og operationsanalyse, jf. herved major J. C. Essemanns artikel »Analyseteknik og organisation af hærenheder«, M ilitæ rt tidsskrift, november 1967. Ind til videre må jeg på grundlag af egen vurdering af førnævnte faktorers betydning (som fremsat i marts-nummeret) dog mene, at skabelsen af en dansk am fibiekapacitet må prioriteres langt højere, end major J. Lyng er tilbø jelig til, idet det herved forudsættes, at den mere ideelle løsning af omhandlede mobilitetsproblem udelukkende ved hjælp af tungt h elikoptermateriel ikke ligger inden for de økonomiske muligheders grænser. M ajor Lyngs noget pessimistiske betragtninger vedrørende de økonomiske muligheder for tilvejebringelse af en dansk am fibiekapacitet giver mig i øvrigt anledning til at bemærke, at såfremt anskaffelse af landgangsmateriel skal ske inden for de i dag afstukne økonomiske rammer for dansk forsvar, må der naturligvis opnås besparelser på andre områder. I dette øjemed kunne eksempelvis overvejes at overlade til Vesttyskland at opstille NATO-landenes U-bådsenheder i Østersøen, at reducere hærens personelstyrke i fredstid (ikke nødvendigvis den tilsyneladende politisk meget interessante, lovbestemte 13.000 mand store dækningsstyrke) og/ eller at konvertere påtænkte indkøb af materiel til anskaffelse af landgangsmateriel i et sådant omfang, at i hvert fald raids og lignende operationer af sekundær art bliver muliggjort - i denne forbindelse kan henvises til artiklen »Taktisk infiltration« i M ilitæ rt tidsskrift, ap ril 1962. Det v il dog måske vise sig nødvendigt — og muligt, at Danmark selv kommer til at råde over land gangsmateriel af et større omfang, der kan tillade samlet transport af en bataillons-kampgruppe el. lign. (d.v.s. opstilling af et nationalt »brandkorps«). Den noget problematiske anvendelse af civilt skibsmateriel til overførelse af tropper v il i givet fald få mindre aktualitet, men kan dog næppe helt udelukkes som en nødløsning. (For så vidt angår omtalen af muligheden for en personelbesparelse i hæren bemærkes, at i vor tid er mandskabsstyrken som bekendt ikke mere et udtryk for et militæ rt forsvars effekt - endsige dets afskrækkende virkning). Med dette samt m it indlæg i tidsskriftets marts-nummer håber jeg at have ydet et beskedent bidrag til, at spørgsmålet om tilvejebringelse af en dansk am fibiekapacitet og i det hele taget et mere effektivt forsvar mod en angribers am fibieoperationer mod vort territorium må begynde at finde sin løsning i de nærmeste år. Som afslutning fra min side i denne debat skal jeg tillade mig at citere et memento fra indledningen til dr. Alfred Vagts omfangsrige værk »Landing Operations, Strategy, Psychology, Tactics, Politics, from Antiquity to 1945« sålydende: “ Landing operations across the seas are “ shockers” among m ilitary enterprises, perhaps the greatest among them. This the attacker intends them to be, this the defender fears most. They are apt to upset not only a m ilitary status quo, but a psycho-political one as well. Even if m ilitary practice and theory have neglected landings for long periods, the memory of peoples along sea shores never forgets them”.
G. K. Kristensen
