Log ind

Danmarks Sikkerheds­ politiske Situation år 2000

#

Den 18. februar d.å. holdt cand. phil. O. Wæver et velbesøgt foredrag om Danmarks sikkerhedspolitiske situation i år 2000. Foredraget var karakteriseret ved en anderledes og klar fremstilling af problemet. Det er redaktionens opfattelse, at foredraget fortjener en nærmere analyse, hvilket herved muliggøres. Forfatteren er tilknyttet Center for freds- og konfliktforskning og er en velkendt debattør med særlig viden om tyske forhold, om hvilket forfatteren har skrevet en del bøger og artikler.

Det er et spændende emne, jeg er blevet bedt om at behandle. Nok for spændende. Man skal være mere end almindeligt dumdristig for at give et bud på dette spørgsmål; og mere end almindeligt dum for at lade det trykke. Titlen ligner en tanke: For godt et år siden kom der en Forsvarskommissionsberetning med titlen: “Forsvaret i 90erne”. Jeg tillod mig at knytte en del kritiske bemærkninger til den sikkerhedspolitiske analyse i den­ ne. I den forbindelse ironiserede jeg over titlen, og rapportens evne til at analysere 90ernes vilkår (jeg mente, der nærmere var tale om Forsvaret i 90!). Som man reder, så ligger man: Nu har man bedt mig om at udføre et tilsvarende dumdristigt kunst­ stykke. En fiks måde, jeg kunne smyge mig ud af fælden ville være, at sige: Danmarks sikkerhedspohtiske vilkår år 2000? År 2000 vil Danmark ikke have nogen sikkerhedspolitik. Til den tid er vi så langt i EF-integrationen, at spørgsmålet er meningsløst. Det tror jeg, er et delvist korrekt svar. Men kun delvist. Som denne artikel bl.a. skal søge at belyse. Artiklen er opbygget som følger: Den første - og væsentligste - del, består i en opstilling og gennemgang af 3 scenarier for euro­ pæisk sikkerhed. Derefter vil hovedscenariet i afsnit II blive belyst mere dybtgående i form af en diskussion af “Tysk Euro­ pa”, versus Fransk og Russisk kompensation; d.v.s. “3 Europäer”. Dette skulle give et mere finttegnet billede af det kommende Europa, idet det udgår fra den faktiske dynamik, proces og manøvreren. Scenarierne er mere “oppefra-og-ned”. Samtidig tjener dette andet afsnit til at give en direkte diskussion af et af de centrale spørgsmål; står vi foran en kommende tysk dominans i Europa? Dette leder i afsnit III over i en diskussion af integrati­ on, suverænitet, nationer og territorialstatens fremtid. Endelig knjrttes trådene sammen; Hvad med Danmark? Danmarks sik­ kerhed, hvad trues den af? Og på baggrund heraf (afsnit V); Hvordan ser en klog dansk forsvarspolitik ud i dag

I. Tre Scenarier for Europas Fremtid Europas fremtidige sikkerhedspolitik vil blive belyst ved anven­ delse af tre fremtids-scenarier, der stammer fra en bog skrevet af Center for Freds- og Konfliktforsknings projektgruppe om “Ikke- militære aspekter af europæisk sikkerhed”: Barry Buzan m.fl., The European Security Order Recast: Scenarios for the Post Cold War Era, Pinter September 1990. For tiden opstiller alle analytikere “scenarier”. Men ofte er der ikke tale om reelle “scenarier”. “Scenarier” må betyde mulige udviklingsmodeller, men reelt opstilles i stedet idealtyper; et EF- Europa, et al-europæisk scenario, et tysk Europa, regionernes Europa, osv. Derefter skriver forfatteren, at der reelt ikke er nogen af disse, der er mulige - vi må forventes at få en blanding af dem alle. Dvs “scenarierne” ender med at være lige præcis det, der ikke er muligt; ekstreme fremskrivninger af én side af virke­ ligheden. De siger os derfor meget lidt om vore reelle valg. Min præmis er, at scenarier skal beskrive vore mulige fremtider. I denne artikel anvendes derfor en analyse, hvor den indre dyna­ mik i hvert scenario er undersøgt, således at de forskellige elementer i hvert scenarie understøtter hinanden, og scenarierne derfor er relativt stabile, mens blandingssituationer vil tendere til at være ustabile. Der er ikke nogen nødvendighed: Scenarier­ ne er alle mulige; men det mest sandsynlige er, at det er disse scenarier vi kan vælge imellem, hvorimod sikkerhedspolitisk teori tilsiger, at andre udfald vil være ustabile. (I praksis betyder det f eks., at det er et falskt valg, når ven­ strefløjspolitikere vil have os til at vælge al-europæisk (CSCE) eller “snævert Vesteuropæisk” (EF); reelt får vi enten en blan­ dings-integration med mere CSCE, mere EF og mere regionalisering, eller vi får gen-nationalisering, magtbalancer og alliancer.) De opstillede tre scenarier er ikke blot ekstrapolerede “ten­ denser”, men logisk opstillet på grundlag af teorien om sikker- hedskomplekser. Sikkerhedskompleksbegrebet er opfundet af englænderen Barry Buzan. Den centrale pointe er at sikkerhedsanalyse pri­ mært bør foregå på det regionale niveau. Sikkerhedspolitikkens tilbøjeligheder hedder ellers almindeligvis national sikkerhed (“Englands sikkerhed kræver at ...”), eller global (“Det er i alle menneskers interesse at ...”). Reelt er det vigtigste imidlertid samspillet mellem stater. Og vi hænger ikke alle sammen lige meget sammen med alle andre; verden falder så at sige “i klum­ per”, nogenlunde svarende til verdensdele eller sub-kontinenter (f.x. består et kompleks af Sydøstasisen med Burma som grænse til det næste kompleks Sydasien (centreret omkring konflikten Indien-Pakistan), hvor Afghanistan er grænse til Mellemøsten, på samme måde som Tyrkiet er overlapningspunkt ift det euro­ pæiske kompleks. Sydamerika er et kompleks, osv.). At identifi­ cere et sikkerhedskompleks betyder, at isoleret analyse af min­ dre enheder bliver absurdt. F.eks. er Norden ikke et sikkerheds­ kompleks, og derfor kun relevant som subsystem.

Et sikkerhedskompleks kan findes i 4 tilstande: - det “normale” er et mønster af venskab/kendskab, alliancer og magtbalance, der er relativt stabilt. Komplekset er relativt “indre-drevet”, idet de lokale stater til tider trækker de globale magter ind, men da som produkt af den regionale konflikt Eksempel: Sydasien, hvor Sovjet og USA har været til stede men primært på præmisser lagt af Indien og Pakistan og deres konflikt. Dette i modsætning til situationer, hvor komplekset er “overlejret”: De globale magter er så meget tilstede, at der ingen selvstændig lokal dynamik er, kun en variant af de dominerende magters konflikt. Eksempler: store dele af den tredje verden i koloni-tiden; Europa og Nordøstasien i Efterkrigstiden.

En tredie mulighed er, at der er - så lidt interaktion, at der ikke opstår noget kompleks. Sta­ terne er så svage, at de ikke rækker ind i hinanden, men er optaget af deres indre konflikter, hvor staterne dårligt nok har opnået kontrol over sit territorium. Eksempel, dele af Afrika

Den fjerde mulighed er endelig, at komplekset - samles, bliver en aktør; sikkerhedsproblemer ift omverdenen bliver primære ift interne konflikter. Som f.eks. Nordamerika. Her er USA en faktor i den globale konstellation; sikkerhedspro­ blemer i Nordamerika klart sekundære. Der er stadig konflikter mellem de forskellige områder - som i en nationalstat - men de tager ikke karakter af sikkerhedsprohlemBx. Groft sagt kan en geografisk enhed på længere sigt kun have sikkerhedspolitik på inder- eller på ydersiden. Europa var frem til 1. og til dels 2. verdenskrig dominerende globalt - og overlejrende ift store dele af verden. Fra 1945 var det europæisk kompleks: overlejret. Siden slutningen af 1980eme har denne overlejring været i gang med at blive “løftet væk”. Hvad vil man så finde underneden? Man kan ikke tage for givet, at der blot ligger et “Europa” og venter; hverken en gammel kon­ struktion, der kommer tilbage, eller et gyldent løfte, der venter på at blive realiseret. Europa er blevet påvirket af sin tidligere historie, af sin nyligt overståede 40 årige deling, og endelig af den måde delingen er blevet iøernet på. Hvilke af disse, der kom­ mer til at bestemme det nye mønster, er ikke til at sige på for­ hånd. (Det eneste, vi kan sige med sikkerhed, er, at “Afrika-opti- onen” er irrelevant: aktivitets- og interaktionsniveauet i Europa er så højt, at det, der ovenfor blev opført som den tredje mulig­ hed, falder bort.)

Det europæiske sikkerhedskompleks har i efterkrigstiden været overlejret af øst-vest konflikten. Hvad kan der nu ske med komplekset? Logisk set følgende:

1. Det overlejres igen - ny kold krig.

2. Sikkerhedskomplekset^e/zopsMr - nationerne genop­ tager europæiske magt- balancemønstre.

3. Det overskrides - Europa konstituerer sig som én aktør og bliver en pol i det internationale system. Da er sikkerhedsproblemer ikke længere internt- europæiske men eksterne.

1. Ny Kold Krig Dette er det mindst interessante scenarie, da vi kender det bedst, og det endvidere er det mindst sandsynlige. Den kolde krig vil aldrig blive sig selv igen, og skulle spænding genopstå mellem Rusland og Vesten, vil det næppe betyde, at Warszawa- pagten genopstår men snarere, at Østeuropa bliver en stødpude, der må tage kraftige hensyn til Sovjet/Rusland. (Se fig.l.) En mere detaljeret diskussion af, hvorvidt dette kan føre til sikker­ hedspolitiske trusler mod Danmark, følger nedenfor i afsnit IV.

Skærmbillede 2020-03-18 kl. 13.49.17.png

2. Integration: Europa som en pol i det internationale system Dette scenarie bør sandsynligvis tænkes i form af koncentriske cirkler, der omfatter stadig mere: EF - EFTA - Østeuropa - Sovjetunionen. (Se fig.2.) Denne differentiering gør Europa - de facto materialiseret i EF - i stand til sA handle,_ fordi det ikke er alle, der skal enes. Når den “hårde kerne” har truffet beslutninger, får de reelt gyldighed for en større kreds. Dvs der opstår en handleduelig “europæisk” enhed, og langt de fleste impulser i hele Europa udgår fra Brussels, selvom kun en begrænset del af Europa er medlem af EF. En europæisk aktør - eller pol - betyder ikke, at “Europa” sætter sig om et bord, ligeligt og demokratisk. Skete det, ville man ikke kunne beslutte meget - ikke nok til at stabilisere Euro­ pa selv, og da slet ikke til at producere en retningsgivende inter­ national politik. En europæisk politik er mulig fordi, der er 1. og 2. klasses europæere. Det kan være industrielle standarder eller det kan være international handelspolitik: En inderkreds træffer beslutning - måske Tyskland og Frankrig - den bliver reelt til EFs politik; derefter har EFTA-landene intet alternativ til at fal­ de ind på linien; det samme gælder så Østeuropa.

Skærmbillede 2020-03-18 kl. 14.03.02.png

Det vigtigste er altså at en tilstrækkelig kraftig aktør er ved at forme sig i Europa. Ofte vil dette center have et uklart forhold til det, det repræsenterer. Når lande ude i verden ønsker at høre “Europas” mening, vil de ofte slå sig til tåls med at vide, hvad Tyskland, Frankrig og England mener, hvis de er enige, så er det “Europas” røst; andre gange får man et EF-synspunkt, der så vejer med hele Europas vægt, omend der ikke er nogen klar pro­ cedure for at sikre repræsentativitet. Gik man imidlertid den modsatte vej og startede med 45 lande om et bord, ja så var der ingen europæisk stemme. Flere faktorer lader til i øjeblikket at trække EF væk fra udvi­ delse og i retning af uddybning: a/ Behovet for at binde Tysk­ land, hvilket vil kræve tæt og dyb integration med virkelig suve­ rænitetsafgivelse. b/1 den overordnede europæiske “deal” indgår, at Frankrigs kompensation for sit positionstab er en fransk inte­ grationsmodel for Europa, c/ De østeuropæiske lande vil næppe blive ved med at presse på for EF medlemsskab, når de opdager, hvor vidtgående integrationen allerede er - de har just fået deres nationale selvstændighed tilbage og vil nok foretrække at sidde og beundre den en tid, inden de ønsker at aflevere den til en ny “union”. EFs kurs er derfor ikke nødvendigvis den mest åbne. Stærke kræfter trækker i retning af åbenhed i politikkens ind­ hold (høj prioritet til østpolitik) men lukkethed mht medlems­ skaber. EF vil sandsynligvis langsomt vokse, men uddybningen vil få forrang frem for udvidelsen, hvilket betyder, at man kun vil optage nye medlemmer i det omfang, det er foreneligt med et højt integrationstempo. Man kan godt forestille sig Østrig blive medlem i 1994, Sverige og Finland nogle år senere og Tjekkoslo­ vakiet omkring årtusindskiftet, men det betyder også, at vi i 1990erne vil have at gøre med et Europa, der er formet som kon­ centriske cirkler (med første og anden klasses europæere), hvori­ mod et EF der udvides til at omfatte hele Europa og tilgengæld slækker på integrationen, ikke er i kortene. EF vil vokse mod hele Europa; men det vil ske så langsomt, at Pol-scenariet reelt kan oversættes til koncentriske cirkler. Det betyder, at der vil blive en form for komplementaritet men ikke samkøring mellem EF og CSCE. EF bliver aktør, CSCE arena. Mere konkret kommer CSCE til at fungere som som Østeuropæernes ombudsmand, hvilket svarer til CSCEs hidtidige funktion, blot med omvendt fortegn: CSCE i 70erne og 80erne var et forum, der ikke havde magt, men var et moralsk forum, hvor Vesten kritiserede Østens dårlige opførsel. I 1990erne får det ikke magt, men bliver et moralsk forum, hvor Øst kritiserer Vestens dårlige opførsel. Grænser vil blive kontrolleret fra Bnixelles; dvs hvor Østeuro­ pas folk og varer kan gå, det afgør vi, i et forum de ikke er med i. Deres skæbne vil på mange punkter være udenfor deres kontrol, og de vil derfor have brug for et uforpligtende forum, hvor de kan prøve at binde Vesteuropa op på, at man handler i Europas navn. Ordet fanger; fordi EF legitimerer sig selv som “Europa”, vil moralske argumenter fra Østeuropa bide meget bedre end tilsvarende argumenter fra den tredje verden. Dette det tilsyneladende mest éndimensionelle - Vesteuropabaserede - scenarie vil sandsynligvis være det mest gæstfrie over for “regionernes Europa”. I et stødpude-Europa vil der stadig være opdelinger i form af øst, vest og en gråzone. Og sikkerhed vil være relativt bestemmende for mulige samarbejdsmønstre. I kold krigs scenariet vil subregionerne oplagt blive umuliggjort af den store linie, der skærer mange af dem over. Og i fragmentati- ons-scenariet er det også umuligt at etablere overlappende net­ værk af lokale formationer, eftersom man bliver nødt til at orga­ nisere sig ift den i Europa genopstandne interne sikkerhedsdynamik. Man grupperer sig derfor i eksklusive grupper - alliancer eller interessesfærer. Det vil ikke blive let for en kroater at være Jugoslav, aktiv i det alpe-adriatiske samarbejde, med en balkan- identitet og i øvrigt centraleuropæer på samme tid. Pol-scenariet med ét relativt blødt centrum flytter sikkerhedsdynamikken et niveau op som et ydre anliggende for Europa og de indre relatio­ ner kan udfolde sig som skiftende funktionelle netværk. Der vil være plads nedenunder sikkerhedsdynamikken. På et senere stadie af pol-udviklingen vil der derfor være en mulighed for, at hele Europa etableres som et mere eller mindre føderativt fæl­ lesskab, og det vil sandsynligvis i kraft af svækkelse af både nationalstater og Euro-intem sikkerhedspolitik føre til en styr­ kelse af sub-regionale samarbejdsmønstre, som diverse histori­ kere og forfattere vil søge at lancere som “naturlige” og historiske. Se fig.3: Regionernes Europa. Også et hanseatisk Østersøsamarbejde vil da stå på dagsordenen, (bl.a. fordi det vil komme til delvist at fungere som en af identitets-bæreme for tysk kulturel og økonomisk ekspansion).

Skærmbillede 2020-03-18 kl. 13.50.17.png

3. Et fragmenteret Europa Dette scenarie opstår, hvis det storpolitiske “kompromis” ikke falder på plads - hvis det ikke lykkes at sikre alle stormagternes positive medvirken i den tysk-europæiske genforeningsproces. Da vil samarbejdsstrukturer som EF og Helsinkiprocessen blive undermineret og Europas stater gruppere sig omkring regionale stormagter (fig.4). Europa kan ikke holdes sammen af CSCE alene. EF er nødvendig som kraft (som NATO er det på det militære område). Et opbrud vil således med størst sandsynlighed starte fra EFs interne problemer.

Dog kan man også frygte, at udviklingen i Sovjetunionen kunne blive en for stor ydre belastning. Et brud på den integrerende vej kan starte i Frankrig, hvor den politiske situation er yderst labil. Den Mitterandske EF-Europapolitik, der havde total opbakning frem til ca 1988, er siden blevet stadig mere presset fra begge fløje. Den bærende “konsensus”, der satser på fortsat EF-integration er blevet en stadig smallere sti mellem højre- og venstre-gaulli- ster, der argumenterer som følger: “Det er naivt at tro, EF binder Tyskland. Den dag, der kommer en konflikt, rejser den tyske Gulliver sig og bryder bånd­ ene; det eneste EF da har opnået er, at binde Frank­ rig. Nej, lyder det, vejen for Frankrig hedder ua^ængighed.” Den nuværende udvikling, der primært peger i ret­ ning af det integrerende Europa, er helt afhængig af, at Tyskland fortsætter sin storpolitiske afholdenhed. Et brud på Euro-harmonien kan starte med at Tysk­ land svinger væk fra sin lav-profil politik. Men det er lidet sandsynligt at dette udløses indefra (se afsnit II); det sker kun hvis Frankrig først bryder med EF. Tyskland bliver kun et problem i den situation; derfor har Europa nok ikke et tysk problem, men først og fremmest et fransk og et sovjetisk problem.

Skærmbillede 2020-03-18 kl. 13.50.51.png

Skulle en af disse udløsere betyde en afsvækkelse af integrati­ onerne (EF og GSCE) vil vi komme i en en situation under det kritisk punkt, der løfter os ud af sikkerhedskomplekset. Vi får ikke en europæisk “yderside-logik” til at holde staternes magtpo­ litik på plads. Da tilsiger teori såvel som historie, at vi før eller siden vil se, at ganske automatisk har magtbalancedynamikken sat sig igennem, og vi får et Europa præget af manøvrer og alli­ ancer mellem stormagterne, et Europa opdelt i interessesfærer omkring de større magter: russisk, tysk, atlantisk, fransk, evt latinsk/Middelhavsgruppe. Det behøver ikke at give militære konflikter, men sikkerhedspolitik vil igen blive et spørgsmål om disse staters indbyrdes forhold, som det var det i de foregående århundreder.

Sammenlignende Konsekvenser

Eksemplificeret ved Norden, kan vi se, at de to mest sandsynlige scenarier. Integrations- og Fragmentationsscenariet har forskel­ lige effekter for de forskellige lande. Pol/integrationsscenariet er et problem for de andre Nordiske lande. Ikke for Danmark, men for de andre. Det betyder et hierarkisk Europa, og der er en vis fare for, at der med tiden sker en sammensmeltning af EFTA og “ex-Østeuropa”. Disse lande flyder sammen til et “i-mellem- Europa”. Sverige, Finland, og Østrig får rollen som terapeuter for fallerede øst-økonomier. Muligvis den ideelle ordning set fra “Europas” synspunkt, fra EFs og fra de østeuropæiske landes. Men næppe fra EFTA-landenes. Hvis Ungarn, Polen osv finlan- diseres, betyder det jo også, at Finland “Østeuropæiseres”! Fragmentationsscenariet derimod, det vil først og fremmest være et problem for Danmark - et tysk problem. Dette er den “gamle” konstellation, og for Danmark bliver problemet vel igen, at der ikke kan etableres en lokal stormagtsbalance, og Danmark derfor placeres i et ensidigt afhængighedsforhold til Tyskland. Man behøver ikke at gøre ubehagelige antagelser om Tysklands karakter eller politik -en sådan nlacenng vil altid være ubehagelig. Allerede her kan man gøre en foreløbig konklusion mht typen af sikkerhedsproblemer, Danmark vil stå overfor.

Udfaldet mht scenarier er helt afgørende for, hvilken slags sikkerhedsproblemer, der kommer til at dominere landets sikkerhedspolitik. Det er vigtigt at få struktureret spørgsmålet, langs disse linier, for ellers er der en stor fare for, at man sammenblander frygtelementer fra den ene virkelighed med nogen fra den anden -selvom de reelt slet ikke kan optræde sammen. F.eks. bør man undgå billedet af en uspecificeret “tysk trussel” på tværs af scenarierne. Tyskland vil være en vigtig del af Dan­ marks omgivelser i et hvert scenarie. Men på forskellig måde. Der er en fare for, at skabe uheldige, selvopfyldende profetier ved at udtrykke det som om, det er helt sikkert, at gammeldags interessesfærer genopstår. Det gør de kun i ét af scenarierne - kun i tilfælde af fragmentation. Alternativt - og mere sandsyn­ ligt - får vi en funktionel differentiering som det generelle orga- niseringsprincip i Europa: I dette antager EF én rolle, og den rolle spiller EF for hele Europa om end med forskellig intensitet og form i medlems- og ikke-medlemslande; CSCE har andre funktioner; ikke-formaliserde netværk udfolder sig i hele Europa men med sit tyngdepunkt i kontinentets midte (Tyskland), etc. Det samme gælder spørgsmålet om, hvorvidt Dansk sikker­ hedspolitik i de kommende år skal til at organisere sig omkring Det tyske problem - eller omkring de udfordringer vi møder fra en række multilaterale organisationssammenhænge. Det afhæn­ ger af, hvilket scenarie der sætter sig igennem; # I integrationsscenariet (hvor både EF og CSCE styrkes) vil sikkerhedsspørgsmål primært opstå ved at vi skal indgå i mere dyftfgående samarbejde end vi er vant til: EF-udviklin- gen har vidtrækkende konsekvenser, hvadenten man er ude eller inde (hvilket hidtil har ført til politiske kriser i vore to nordiske nabolande); CSCE-udviklingen rejser muligvis spørgsmål om FN-agtige fredsbevarende tropper; NATOs omformning peger i øjeblikket i retning af multinationale enheder, der ikke kun skal stå i Tyskland, og Danmarks nordiske undskyldning for ikke at modtage fremmede tropper er bortfaldet - så hvorfor ikke frem­ mede, multinationale styrker i Danmark?; Out-of-area spørgs­ mål presser sig på og inddrager et land som Danmark i spørgs­ mål, vi hellere var uden indflydelse på; etc. # I fragmentationsscenariet får Danmark ét stort sikkerhedsproblem, ved navn lyskland. Sådan må det være for Danmark i et Europa præget af nationalstater, magtbalance og interesses­ færer. Hvis Europa ikke præges af integration, netværk og den slags, hvis det i stedet for “1992”, bevæger sig til “1914” (som Pierre Hassner har hævdet), vil det betyde, at Danmark står “alene” med lyskland. (Dette er mindre problematisk for de andre nordiske lande, der i højere grad ligger i et balanceret område, hvor russisk, tysk og angelsaksisk magt kan afbalance­ re hinanden. Til gengæld bliver man for alvor periferi.) I denne diskussion er scenarieopstillingen vigtig. De forskelli­ ge problemer opstår kun under bestemte givne vilkår. Det er derfor af begrænset gavn at diskutere, f eks. om Danmark nu har “et tysk problem” igen. Det har vi, men det har vidt forskelli­ ge former i de to scenarier. I integrationsscenariet opstår proble­ met primært via sine afledte virkninger (diverse multilaterale institutioner) - i fragmentationsscenariet i form af et direkte, bilateralt stat-til-stat forhold. Lad os nu sætte focus direkte på Tyskland. Den tyske genfore­ ning er dels den største umiddelbare forandring af Danmarks næromgivelser, dels var den kulminationen af den generelle europæiske omformning i 1989-90.

II. Tysk Europa? Eller fransk? Russisk?

Da Tyskland begyndte at genforene sig, var der mange, der for­ ventede, at vi nu ville få et “Tysk Europa”, et Europa formet efter tyske ønsker og modeller. Det skete ikke. Eftersom Tysk­ land fik opfyldt sine centrale målsætninger - genforening, fuld suverænitet og plads til udfoldelse i Østeuropa - var det nødven­ digt for Tyskland at bidrage til, at de hårdest ramte af de andre mellemstormagter - Frankrig og Sovjet - også fik en plads i Europa, at de også fik hver deres “Europa” gennemført. For Frankrig har det været afgørende, at EF blev styrket - både på det økonomisk-monetære område og ikke mindst i ret­ ning af at blive en reel politisk handleduelig kraft i europæisk og international politik. Ruslands hovedbekymring er at undgå at falde ud af Europa. Og derfor er al-europæiske institutioner helt afgørende. Dvs. i praksis CSCE.

Siden det i februar 1990 definitivt blev klart, at den tyske genforening ville komme - og at den ville komme hurtigt - har det været tysk politik at bidrage til at Frankrig og Rusland fik tilstrækkelig succes med disse kompenserende udviklinger. Med hensyn til Vesteuropa har Tyskland tænkt på fransk, ift Al-europa på russisk - og ift Mellemeuropa på tysk._ Fra starten af genforeningsprocessen var det klart, at den sovjetiske politik måtte bestå i at kræve modydelser mht aleu­ ropæiske institutioner, i praJtsis CSCE. Men pga den almene opløsning i Sovjet kom der faktisk ikke nogen klare krav. Da der endelig (i starten af februar ‘90) blev formuleret planer for insti­ tutionalisering af CSCE, for konfliktcenter, osv - så kom de fra det vesttyske udenrigsministerium! På EF-scenen havde vi længe haft en latent konflikt mellem tysk åbning østeover og fransk “lukning” af det nuværende EF som handleduelig kerne. Her svingede Tyskland over på en fransk kurs: kun udvidelse i det omfang det er foreneligt med fortsat uddybning. Og der blev sat fart på såvel ØMU som politisk union. Et lille kuriøst eksempel på den fransk-tænkte politik: I det brev. Mitterand og Kohl sendte til de andre EF-lande op til Rom-mødet i december (som generelt var langt tættere på en fransk linje end på en tysk) optræder en detalje som støtte til et europæisk statsborgerskab (oprindeligt en spansk idé). Bemærk, hvor i teksten det står! Som første punkt i afsnittet om EFs demokratibehov. En meget fransk tankegang: EF-borgerne komraer til at leve i et euro-demokrati, hvis man udråber dem alle til Europas statsborgere. En meget fransk metode, hvor det er det logiske forhold mellem de klare begreber, der er afgøren­ de, hvorimod tyskerne har en noget mere konkret - og dermed mere uklar - opfattelse af demokrati, af stat og nation. Det tyske pres for styrkelse af EF-parlamentet vil givetvis sætte sig sine spor med tiden, men det må stadig konkluderes at politisk poli­ tik, det er Paris’ gebet. Og tysk EF-politik består stadig for størstedelens vedkommende i at give Frankrig, hvad Frankrig har brug for. (Tyskland skal nok klare sig alligevel. Hele udviklingen volder stadig større problemer for fransk politik. Hele det franske projekt med at projicere franske ambitioner over på Europa, begynder at hævne sig, efterhånden som det skal konkretiseres. Skal EF være en egentlig føderation? Hvad vil det betyde for den franske stat-nation, og for “republikken”? Selv om Frankrig får lov at præge udformningen så meget, er resultatet stadig lettere at kapere for Forbundsstaten Tyskland, der ganske smidigt kan føje sig ind i en større føderation. Det er en underlig balance, som sandsyngligvis står og falder med fransk indenrigspolitik.) Vi får ikke “et tysk Europa” i betydningen et tysk domineret Europa, men vi får et Europa, der består af en kompliceret blan­ ding af fransk, russisk og tysk Europatænkning. Koden i det tyske Europa er at mindske grænsers delende karakter, at få dynamiske ikke-statslige processer til at udfolde sig på tværs af formelle grænser mellem stater eller politiske systemer. At lade naturlige rum rekonstituere sig - som feks. Mellemeuropa - uden at det skal anfægte nationalstaternes status eller grænser. Mitteleuropa skal ikke være en formel (kon)føderation - og skal hverken bygge på eller afløse staterne. Den skal udfolde sig nedenom eller udenom staterne. Tysklands Europa handler ikke om at oprette institutioner og handlekraftige politiske enheder. Tværtimod. Det tyske Europa er usynligt. Eller rettere: det prøver på at være det. Genforenin­ gen er synlig nok (selvom man holdt formelle juridiske formler tilbage, indtil den internationale accept var sikret). Men derud­ over udfolder det tyske Europa sig i og med at grænser nedbry­ des midt i Europa. Mellemeuropa bindes for tiden sammen ved tysk kapital, tyske historiske forbindelser, tyske turister og del­ staternes “regionalistiske” politik til opdyrkelse af grænseegne. Den tyske stat skal bestemt ikke have erklæret nogle projekter her - ingen navne, intet officielt Mellemeuropa. Nu mindre, der bliver talt (politik), nu mere sker der (når erhvervsfolk, økono­ mer, kultur-intellektuelle og græsrødder taler sammen). Europa antager derfor følgende generelle mønster: en parallel styrkelse af EF og CSCE (og mere uformelle tyske netværk i Mellemeuropa). EF og CSCE vil ikke blive sammenknyttet i nogen samlet europæisk konstruktion. De fungerer så at sige på hver sin bølgelængde. EF er på vej til på visse felter at antage karakter af en super-stat - og kan derfor spille en afgørende rolle som aktør i Europa, som kilden til en udviklingspolitik for Østeuropa, som definerende for Europas forhold til andre dele af verden, etc. CSCE er et mere traditionelt stat-til-stat samarbejde og således ikke en aktør men en ramme omkring en gruppe af stater. EF har sin tyngde på det økonomisk-politiske område (og går dybt), mens CSCE har sin tyngde på sikkerheds- og symbol­ området (og er en mindre dybtgående men bredere proces). Samtidig med at Europa således bliver præget af formelle institutioner efter hhv. fransk og russisk tilsnit, udfolder det tyske Europa sig på et andet plan. Det mest sigende tyske slo­ gan er “grænserne skal miste deres delende karakter”. Sådan vokser gamle tyske områder i Polen sammen med resten af lyskland, uden at man behøver at anfægte den eksisterende Oder-Neisse grænse. Mindretalsrettigheder skal styrkes i euro­ pæiske fora, handel og menneskelig traffik skal intensiveres over grænsen - så er det ikke længere det store problem, at grænsen ligger, hvor den gør. Dette gælder generelt for det tyske Europa: det opbygges netop, når de statslige struktur ingnoreres og netværk opbygges af virksomheder, organisationer eller “regioner” (i lysklands tilfælde, delstaterne). Hvor de to andre Europäer udtrykkes i institutioner, skal det tyske netop ikke have nogen “Mitteleuropa” føderation eller konføderation. Det er til sin natur politisk usynligt. Det franske er over-statsligt, det russiske inter-statsligt og det tyske ikke-statsligt. I det omfang vi lidt konspiratorisk kan tale om en tysk “stra­ tegi”, består den altså først og fremmest i økonomisk dominans i Øst-Centraleuropa. En økonomisk dominans, der ikke understøt­ tes af politiske arrangmenter eller statslig politik - i modsætning til den franske politik, der forsøger at bruge EF, til at bære fransk kapital ind i Østeuropa. I dette perspektiv bliver det pludselig synligt, at regionalis­ men hos tyske ministerpræsidenter som Bjørn Engholm og Lot­ har Späth er en anden udgave af samme. Aktøren er ikke natio­ nalstaten, ikke egentlig “international politik”, ofte er der ikke tale om formelle organisationer, der er ikke tale om magt relatio­ ner. “lyskland” holder kæft og lader virksomheder og Länder udfolde sig. Delstaternes samarbejde over grænserne er den del af de meget reelle, fremvoksende tyske netværk.

I nabolandene er der mange, der lytter efter støvletramp. De burde nok nærmere være opmærksomme på lyden af listesko. De burde også være taknemmelige. Når nu, der er et tysk øko­ nomisk og befolkningsmæssigt overtryk kombineret med en skrumpning ift historiske grænser, er denne ekspansion klart den mindst problematiske form. Tyskerne søger at nedtone poli- tisk-statslig “tysk” ageren. Det gør udfoldelsen af det tyske Europa kompatibelt med det franske og det russiske. De er kon­ kurrerende Europaprojekter, men de støder ikke frontalt sam­ men, eftersom de handler om noget forskelligt. Vi k}:^in få mere af alle tre på en gang. Og netop derved bliver den europæiske udvikling relativt stabil og undgår et tilbagefald i nationalstats­ lige magtbalancer. En forudsætning for den samtidige frem­ vækst af al-europæiske sikkerhedsstrukturer og vesteuropæisk integration er derfor, at tyskerne har valgt ikke at realisere sin mellemeuropæiske dominans i traditionelle termer, ikke at spille med stastlige muskler. Gælder dette stadig efter genforeningen, tænker mange bekymret. Er Tyskland stadig bundet af sådanne hensyn, når de har fået underskrifterne på plads på 2+4 traktaten? Vil de nu søge efter udenrigspolitisk handlefrihed? Det må vist siges at være det, der antydes med avisoverskrifter som “Bonn og Moskva danner ny akse” (Politiken, 14/9 1990) og “Bonn og Moskva i ny pagt” (Berlingske Tidende 14/9 1990). Er Tyskland begyndt at søge ud midt på banen for at kunne samar­ bejde med Øst og Vest på skift og dermed blive den politiske nøg­ le-spiller? Skal de tyske penge til Sovjet tolkes som satsning eller beta­ ling? Ser vi ansatserne til et stort tysk-russisk økonomisk par­ løb? Næppe. Tyske virksomheder er som alle andre interesserede i at rykke i position, at holde sig klar, hvis Sovjet (mod forvent­ ning) skulle vise sig at blive et vækstområde. Bliver det det, er markedet jo enormt. Men de tyske forventninger er næppe meget større end andres. Man investerer i at holde en god positi­ on, at holde en option åben. De 15 mia DM skal primært ses som betahng for genforeningen. Den tyske holdning - bl.a. udtrykt af Genscher i Moskva i September - er, at det er billigt kun at skul­ le betale i penge. Vesten inklusiv Vesttyskland har i 40år frygtet, at Rusland kunne friste Forbundsrepublikken til politiske indrømmelser - til Vestens ugunst. William Pfaff skrev i International Herald Tribune på genforeningsdagen d.3/10: lyskerne har i denne proces “opdaget i hvor høj grad de er Vesteuropæere. Det er uudtalt konklusion, at Vesten er ikke blot, hvor de hører til, men hvor de ønsker at høre til - hvor de er sikre, trygge, blandt venner. Øst, der for et år siden for mange tyskere lignede et sted for stor økonomiske muligheder såvel som for uklare politiske alternativer, synes nu dystert som den afgrund, hvor det er nødvendigt at nedkaste millioner af mark udfra international pligt, ikke udfra tyske ambitioner”. Politisk og sikkerhedsmæssigt er Tyskland først og fremmest allieret med - ja, dybt integreret i - Vesten. Traktaten med Mos­ kva kan på ingen måde sidestilles hermed. Dens sigte var først og fremmest, at bidrage til den overordnede sovjetiske målsæt­ ning: at forhindre Sovjet/Rusland i at falde ud af Europa - eller som Genscher så præcist sagde efter undertegnelsen “Traktaten sikrer Sovjetunionen en nær forbindelse med Europas skæbne’ (Süddeutsche Zeitung, 14/9 1990). Nøglespørgsmålet er på langt sigt ikke tyskernes forhold til Sovjet, men tyskernes forhold til sig selv. Det afgørende spørgs­ mål for vurderingen af Tysklands fremtidige rolle og retning i Europa er, vil tyskerne fortsætte med at gøre en dyd af sin manglende magtpolitiske rolle? Vil Tyskland fortsætte på den “lave profiFs kurs - eller vil man langsomt dreje i retning af en mere “normal” adfærd, hvor økonomisk tyngde omsættes i inter­ national politisk indflydelse? Det vil være afgørende for de kom­ mer mønstre i Europa. For EF og for Danmarks fremtidige forhold til lyskland (og dermed til alle andre). Der er to mulige tyske veje, en sandsynlig og en, der ikke kan udeliikkes. Den sandsynlige er, at man fortsætter med den lave politiske profil. Dens oprindelige rationale var knyttet til genvin- delse af suverænitet og opretholdelse af opbakning om genfore- ningsmålsætningen. Denne rationale er bortfaldet. Samtidig har denne linie vist sig økonomisk givtig. Både Japan og Tyskland har haft fordel af deres politiske “dværg”-rolle , såvel direkte i form af penge sparet på de militære budgetter som indirekte ved at økonomisk ekspansion vækker mindre modstand, når den ikke er kombineret med politisk-militær stjo'ke. Hele det tyske establishment er derfor i dag tilhængere af en fortsættelse af “lav profil” linien. Når et rygte fra Moskva rejser muligheden for et tysk sæde som fast medlem af FNs sikker­ hedsråd, svarer Genscher at han ser det som ulykkeligt at rejse sådanne spørgsmål. Michael Stürmer en Kohl-nær historiker, der i starten af firserne gjorde sit til at genoplive den tyske selv­ bevidsthed og nationalfølelse, kommenterer opbruddet i DDR med at det nu er så meget vigtigere at fortsætte med selvbin­ ding, indlejring i multilaterale strukturer osv. “De tyske spørgs­ mål vil ikke finde sit svar i nationalstatslige begreber fra det 19- århundrede men i det 21.århundredes integrationsvej”. Stürmer ønskede at indlejre den tyske udvikling i en bredere europæisk stræben efter at udvikle “mellem-statslig indenrigspolitik”. Tyskland klarer sig bedre, desto længere Europa bevæger sig i retning af et politisk univers, hvor nationalstaterne er relative- ret til kun at være en del af et større mønster. Et yderligere argument for, at man må formodes at fortsætte på denne linie, er, at denne politik går i hak med den statsopfat­ telse, der udviklede sig i Vesttyskland efter krigen. Som en reak­ tion på den “tjrpisk tyske” idé om magtstaten, der havde præget tysk politik i de 100 år forud for 2.verdenskrig, blev den politiske tænkning i efterkrigstiden præget af forsøg på at undgå magt­ koncentration og statens kobling til emotionelle forlkelige impul­ ser. Mange af “beroligerne” (der prøver at overbevise om, at lyskland er helt ufarligt) hævder, at Forbundsrepubhkken efter krigen afkastede alle “tyske” traditioner mht stats- pg nations- forståelse og blev “normal-vestlige”. Det er ikke korrekt. Man aorde op med den tidligere tyske. Men derved blev vesttysk poh- tisk tænking ikke identisk med f.eks. fransk eller amerikansk politisk tænkning. Den forstås bedst som den tidligere tyske tænkemåde stillet på hovedet. I tysk politisk tænkning står sta­ ten stadig i centrum - som i den “traditionelle” opfattelse. Men staten er nu placeret i centrum som det styrende problem, hvor den før var altings mening og kraft. I efterkrigstidens vesttyske tænkning har opgaven været at kontrollere staten, at stabiHsere den politiske orden. Hvis man nærlæser den tyske Grundgesetz, er det slående, som dens fædre søger at forhindre magtkoncentration hos nogen instans: parlament, præsident, folk etc. Derfor har man i Vesttyskland ikke folkeafstemninger, visse elementer af grundloven må ikke ændres selv af et nok så stort flertal i Forbundsdagen, etc. Politisk deltagelse er nærmere frygtet end fremmet, og er klart sekundært ift den detaljerede udformning af staten som et selvstabiliserende system. Ideen om en magt­ fuld stat strukturerer stadig tysk tænkning, nu blot som mare­ ridt, som skrækvision. Den internationale rolle, man hidtil har søgt (“det tyske Europa”) er en naturlig forlængelse af dette statsbegreb. 1 1980erne er det blevet kombineret med en vis gen­ optagelse af en anden tysk tråd; den romantiske nationsforståel- se, idet man har genopdaget kulturelle fællesskaber, som noget, der findes uafhængigt af om de udtrykkes i politiske strukturer. Denne genopdagelse har vi set både som en øget interesse i fir­ serne for Tyskland, og som genopdagelsen af Mitteleuropa, som et fællesskab, der kan udvikles på tværs af nationalstatslige strukturer. Denne model med anti-magt stat og realisering af ikke-politiske fællesskab i kultur og økonomi lader til at fungere fortrinligt. Den er ikke markant truet af inkonsistens eller spændinger i tankesystemet, og den understøttes af sin succes som økonomisk og politisk strategi. Så udfra et studie af politisk tænkning i Tysk historie og samtid, må man vurdere, at den nuværende europæiseringsstrategi er stabil. (Hvorimod en til­ svarende undersøgelse viser, at den franske er ustabil.) Den mindre sandsynlige vej leder i retning af et Tyskland, der optræder som en mere traditionel stormagt. Der er svært at fin­ de nogen grunde til at Tyskland skulle vælge denne vej. Den politiske klasse står da også stort set samlet om at afvise en nationalstatslig profilering. Også de økonomiske interesser lader nærmere til at være knyttet til det sub-statslige projekt, det usynlige Mellemeuropa. De argumenter, der optræder i tysk debat for en stærkere politisk rolle er oftest bizart formalistiske og tomme. En nationalstat skal have politisk manøvrerum og politisk-militær profil, fordi: det har en nationalstat. Hvad Tysk­ land skulle vinde herved er uklart. Der er ikke som i forrige århundrede tale om, at man har målsætninger, som f.eks. den­ gang kolonier, der skal realiseres v.hj.a. en sådan politisk magt position. Med den ikke-statslige kurs opnår man jo stille og roligt de vigtigste målsætninger: tysk genforening indlejret i et stabilt Europa og oprettelse af en mellemeuropæisk zone, der er knyttet sammen ved tyske aktiviteter. Når sådan politik - regionernes Europa, fortsat EF-integrati- on, fortsat ønske om fremmede tropper og NATO-integration - kritiseres i det genforenede Tyskland følger argumentet hverken fra politiske eller økonomiske målsætninger. Der er snarere tale om, hvad man kunne kalde et teenagesjoidrom: med 2+4 trakta­ ten blev man myndig; nu vil man være “helt voksen”. En suve­ ræn stat kan ikke være så integreret i NATO som lyskland, ikke være vært for fremmede tropper, ikke være så éntydigt Vest­ vendt, og kan ikke gå videre i føderalistisk styrkelse af delstater­ ne under sloganet “Regionernes Europa”. En nationalstat er en nationalstat er en nationalstat. Kan den klassiske nationalstatsidé være så stærk en selvop- fyldende profeti, at den begynder at fungere nedefra i form af tyske officerer i NATO, der forventer, at dette må være den logi­ ske fortsættelse, og i form af embedsmænd i EF, der instinktivt søger politisk handlefrihed? Kan dette ske, selvom både den poli­ tiske og den økonomiske elite ønsker en fortsættelse af den linie, der har fungeret i 40 år? Det virker idag usandsynligt, at lysk- land skulle begynde at udhule båndene i NATO og EF af hensyn til en sådan normaliseringstrang. Historien hævner sig ikke på nutiden uden at nogen kalder på den. En sådan selvopfyldende forventning til et selvstændigt Tysklands yderligere selvstæn­ diggørelse kan ikke vinde overhånd med mindre, omverdenen begynder at behandle Tyskland som om, det allerede var sket. Der er ikke betydelige interne drivkræfter bag en ændring i den tyske politik; en ændring er kun tænkelig som noget, der bli­ ver kaldt frem ved de andre landes uheldige, selvbekræftende forventninger om tysk stormagtspolitik. Hvad så med Golßrigen, og tyskernes problemer i den forbin­ delse; hvilken effekt kan vi her forvente? På den ene side kunne man frygte, at tyskerne blev så trætte af at blive hængt ud og samtidig blive plukket økonomisk, at de gjorde som man nu pludselig beder dem om: opførte sig mere militært. På den anden side, er der langt mindre fare for den selvopfyldende stormagtsskabelse i Europa. Hvor mange ikke-tyskere for et halvt år siden så Tyskland som den uundgåelige politiske stormagt - og dermed var godt på vej til at skabe en sådan - er der nu en langt mere moderat forestilling om lysklands magt og position. Golfkrigens nettoeffekt på Tyskland kan således meget vel vise sig at være positive. Det må i hvert fald konstateres, at reaktionerne i tysk presse har været forbløffende afdæmpede ift omverdenens schi­ zofreni. Man skulle tro aviserne svømmede over af reaktioner af typen: “Ja, vi havde jo tænkt os, vi ville fortsætte med militær afholdenhed, men hvis i insisterer, så kan vi da godt...”. Det har ikke været tilfældet. Den tyske “strategi” er at fortsætte i efterkrigstidens succesrige spor: holde lav politisk profil, integrere sig overalt hvor det er muligt - og få plads til at udfolde sig økonomisk. Ikke-tyske “eksperter” og iagttagere er markant ude af trit med de tyske på dette punkt. Udlændinge tenderer konsekvent til at undervurdere den tyske politiske klasses (og især CDUs) støtte til EF-integration og generelt til tysk “selv-binding”. Man stræber ikke efter klassisk handlefrihed. Den har alt for stor risiko for at vise sig kontraproduktiv. Den overordnede tolkning bør slås fast med et Bismarckcitat. 1866 - efter sejren over Østrig - skrev Bismarck til sine genera­ ler, der ville have triumftog og territoriale gevinster; “Vi lever ikke ensomme i Europa, men sammen med tre andre magter, der hader og misunder os”. I modsætning til sine efterfølgere var Bismarck meget opmærksom på, at Tyskland efter sin (gen)forening skulle gøre, hvad det kunne for at berolige naboerne - dvs udvise selvbeher­ skelse. Her kan vi så tilføje det mere velkendte Bismarck-citat: “Man kender en virkelig stor mand på tre ting: storstilethed i planlægningen, menneskelighed i udførelsen, og mådehold ved succes.” Det er i denne forstand, at Kobl heldigvis er en ny Bismarck.

III. Nationer og Europa uden Suverænitet? - en ny middelalder “Europæisering” betyder således ikke implementering af én, konsistent model, men derimod den ulogiske blanding af de tre Europäer, en kompleks blanding af

- en klassisk inter-statsligt organisatorisk samarbejde på sikkerhedspolitikkens område (NATO og især CSCE)

- dannelse af en kæmpe-stat, EF, der antager en række statslignende træk uden dog at blive en nationalstat, og

- udviklingen af sub-statslige og udenoms-statslige strukturer, bl.a. omkring tyske delstater og andre regioner.

Fællesnævneren for denne blanding er en opløsning af det moderne statssystem som vi har kendt det fra udgangen af Mid­ delalderen. Det, der sker nu, er at den politiske autoritet spredes på flere og flere niveauer, hvilket underminerer den eksMusive territorialstat og det dertil hørende suverænitetsbegreb. Her indvender den kritiske læser, at den har vi hørt før, og “nationalstatens bortdøen” har altid vist sig en forhastet konklu­ sion. Hvad jeg hævder her, er imidlertid ikke det sædvanhge. “Nationalstatens bortdøen” plejer at betyde enten, at den tek- nisk-økonomiske “interdependens” bliver så tæt, at vi får en ver­ den uden politiske strukturer og politiske konflikter (hvilket jeg ikke tror på), eller at vi samler alt i en ny og større stat, EF (hvilket ikke ændrer systemet; blot laver en større stat). Her betyder det imidlertid, at vi får et indviklet system med autori­ tet på mange planer. Disse politiske strukturer har en slående lighed med Middel­ alderens, hvor nogle spørgsmål henhørte under Paven, andre under lensherren, andre igen under kongen. Hvem der havde den politiske autoritet afhang af hvad, det handlede om, og præcis på hvilket tidspunkt det skete. I territorialstatens tid derimod har det været et entydigt fænomen, at var man på dansk jord, var den definitive autoritet hos den danske stat (der evt kunne uddelegere den, men forblev suveræn). Europa er på vej ikke mod en ny magt-koncentration, men nærmere mod en diffusion af magt. Og en opblødning af suverænitetsbegrebet. På det punkt undgår man ikke analogien med Middelalderen. De historiekyndige vil straks mumle, at det lyder ikke spor sjovt. Var denne brogede tid ikke en tid med hyppige krige. Ofte angstrakte krige - 30års, lOOårs! Uklar politisk autoritet virker i dette perspektiv nærmere farlig. Men der er heller ikke tale om at vende tilbage til middelalderen, men om at forlade en epoke på 3-400 år, og gå ud i noget nyt, der på nogen punkter minder om Middelalderen, på andre om det moderne statssystem, og på andre igen om ingen af delene. Hvordan kan det lade sig gøre, at forlade princippet med terri­ torialstaten, og den statslige suverænitet i Europa, når det inter­ nationale system som sådan vedbliver med at være baseret på dette princip. (Og sandsynligvis ville ende i totalt kaos, hvis ikke denne norm blev ved med at stå meget stærkt i det meste af den tredje verden.) Præcis den samme dobbelthed fandtes i det tidli­ ge moderne, statssystem i Europa: da var Tvskland en tilsvaren­ de undtagelse med et komphceret netværk midt i Europa, mens resten af Europa indrettede sig efter det dengang nye princip om territoriel suverænitet, ikke-indblanding og staternes hghed og gensidige anerkendelse. Set fra det internationale systems perspektiv, vil Europa være én aktør, og i storpolitisk, realpolitisk terminologi, vil der være en slags Europæisk stormagt. I FN vil de enkelte stater kunne bevare deres selvstændige repræsentation, der er jo så mange mærkelige småstater repræsenteret. Der vil imidlertid også være en “international politik” i Europa (for EF vil ikke være identisk med hele Europa). Der vil være forhandlinger i CSCE, der vil være konflikløsning på Balkan - eller ikke-indblanding på Balkan - der vil være forholdet mellem Rusland og Vesteuropa, og meget andet. Her vil de enkelte europæiske lande være bygge­ stenene - som de er i CSCE i dag. EF vil være en magtfuld motor, men den europæiske politik vil også have en al-europæisk diplomatisk arena for nationalstaterne. På et mere konkret plan, kan man forestille sig, at opblødnin­ gen af territorialstatsprincippet betyder, at det bliver lettere at håndtere visse problemer ift Sovjetunionen. De Baltiske repub­ likker bliver før eller siden medlem af CSCE, så Ukraine .... endelig også Rusland - hvorfor sidder “Sovjet” der så også, hvis hele Unionen er repræsenteret én gang? Tja, EF-kommissionen vil også gerne have lov at blive repræsenteret i CSCE - uden at skubbe de enkelte lande ud! Så måske er dobbelt og tredobbelt repræsentation en vej til at gøre visse spørgsmål mere håndter­ bare, en måde at undgå enten-eller spørgsmål? Går vi ind i de mange Euro-indenrigspolitiske spørgsmål, og ser på, hvorledes de afgøres, vil autoriteten være placeret på for­ skellige niveauer alt efter spørgsmålets karakter. Det sidste kan lyde banalt, for sådan har det tilsyneladende altid været i form af fordelingen på kommune-amt-land, der er endnu mere vidt­ gående i forbundsstater som Tyskland, Schweiz og USA. Men der er tale om en kvalitativ forskel. I den moderne stats epoke (1648-1990), var der altid ét niveau, der var det afgørende. Her lå voldsmagten i sidse ende, og nok delegeredes beslutninger op eller ned, men skulle det komme til en strid, vidste man i sidste ende, at den ville kunne afgøres ved magt - jævnfør den ameri­ kanske borgerkrig. Derfor var suverænitetsbegrebet både reelt og helt centralt. Det nye er, at vi bevæger os ind i en situation, hvor det bliver umuligt at svare på dette spørgsmål om magtens placering “i sidste ende”. Den spredes. På nogle områder er magten udelelig: den monetære magt - en af de historisk centrale - kan næppe være delt i længere tid og lander vel på Euro-plan. Kernevåbenknappen kan heller ikke deles og vil vel sagtens forblive på nationalt plan. Nyt er det, at disse felter ikke konvergerer. I den moderne epoke, ville disse ende i samme hand. Møntudstedelse, skatteopkrævning, grænse­ kontrol og våbenmagt - de kunne ikke forblive adskilt. Det kan de i dag. Hvis man skal prøve at være hdt småfilosofisk et øjeblik, hvad kan så være grunden til, at disse magtforhold ikke længere behøver at blive koncentreret på samme niveau? Er det mon ikke fordi borgerkrigen \]ske længere er en mulighed i vore vest­ europæiske samfund, og krigen mellem disse stater ej heller kan tænkes med som et muligt middel? Da er der ikke længere nogen nødvendighed, der fremtvinger en koncentration af de forskellige felters endelige magt. Krigen var den instans, der skabte afkla­ ring om, hvor magten lå. Mht. nogle spørgsmål kræves slet ingen endehg magt. Ved de der kræver det, kan magten blive skubbet til forskellige planer. Derfor bevæger vi os mod en europæisk orden, der adskiller sig fra Middelalderens ved fraværet af krige og borgerkrige. Og fra den moderne territorialstats epoke ved fraværet af territorial suverænitet - fraværet af den endelige magts koncentration. Dette brogede billede rummer først og fremmest ét stort problem. Demokratiet er udviklet i den moderne territorialstat. Det brogede Europa kan ikke demokratiseres blot ved at vi prøver at lave et kæmpefolketing i Bruxelles, ej heller ved at oprette små lokale transnationale organer i f.eks. Østersøområdet til at kon­ trollere den tyske kapitals færd mod Øst og Nord. Demokratis­ pørgsmålet må tænkes om fra grunden - og ikke blot ses som et lille, teknisk justeringsproblem i forbindelse med det indre mar­ ked. Radikaliteten i det spørgsmål bliver undervurderet i den vanlige diskussion om EFs “demokratiske underskud , som det diskuteres af politikere, der tror på deres egne taler, og politolo­ ger, der tror på deres egne teorier. Hvis det bare handler om at vælge repræsentative forsamlinger”, kan vi jo gøre det samme igen som på kommunalt, amtsligt og nationalt plan. Men dette system har altid været baseret på, at ét niveau var primært. Den endelige magt og legitimitet lå på det nationale plan. Og blev delegeret opad eller nedad. Et amt, der overskred sin kompeten­ ce blev sat på plads. I sidste ende handlede det om voldsmagten - og hvis den udfordredes nedefra af regioner eller delstater var resultatet borgerkrig/frigørelseskrig, som vi har set i henholds­ vis den amerikanske borgerkrig og måske kommer til at se i Sovjet.Det repræsentative demokrati har først og fremmest drejet sig om dette “nøgleniveau”. Fixpunktet i demokratiet som i stort set alt andet har været det niveau, man kaldte “det nationale” (hvormed man mente “statens”). I dag forsvinder denne entydighed. Der er ikke længere ét niveau, der er afgørende. Forskellige spørgsmål lander på for­ skellige niveauer. Det er ikke blot et overgangsfænomen. Og der er ikke et niveau, der i en kritisk situation kan banke de andre på plads. Disse overvejelser over suverænitet, stater og magt, har betydning for denne artikels spørgsmål - dansk sikkerhedspolitik - på to planer: 1. - udviklingen væk fra territorialstaten er i sig selv en sik­ kerhedspolitisk udfordring for “Danmark” (om vi så taler om den danske stat, det danske folk, eller den danske nation er pludse­ lig helt afgørende ... og ikke længere sammenfaldende!) 2.- den komplekse autoritetsstruktur i det kommende Euro­ pa er en helt afgørende del af rammen for den forsvarspolitiske problemstilling, Danmark skal konfrontere.

IV. Danmark ? De kommende danske sikkerhedsproblemer kan altså opdeles i to typer:

1: Samfundsmæssige

2:Militære/militærpoliske/politiske

1) Samfundsmæssige sikkerhedsproblemer

Disse sikkerhedsproblemer vedrører først og fremmest EF-processens konflikt med de nationale identiteter, og “samfundenes selvforsvar , når identiteterne trues. Læseren bedes bemærke, at ordene ovenfor om “territorialstatens” bortgang, netop ikke handlede om “nationalstaten”, for den nationale idé og for den sags skyld nationahsmen er alt andet end død. Dens entydige sammenknytning med staten kan derimod være på vej til at løsnes i Europa. Sa skal nationen, der historisk set voksede op indenfor en struktur med suveræne territorialstater, til at “klare sig selv” - svømme frit omkring som kulturelle enheder i et poH- tisk rum, hvor den institutionelle hovedbygning ikke længere er etnisk eller nationalt defineret. Det stiller langt større krav til de kulturelle fællesskabers evne til at forsvare sig selv med ikke- statslige midler. Hvis der opstod frygt for den nationale kultur som følge af indvandring, ville man i tidhgere tider blot have lukket for ind­ vandring - men i dag er grænsekontrol stort set et EF-anliggen- de. Oplevede man at den nationale identitet blev truet af uden­ landsk indflydelse kunne man ofte handelspolitisk styre strøm­ mene over grænserne, hvilket også er slut nu. Internationalt samarbejde var altid noget, man kunne vende tilbage fra. Når alle disse statslige virkemidler bortfalder, hvad står så tilbage? Kultur! Den generelle udvikling, der er præsenteret her (natio­ nernes overlevelse, territorialstatens opløsning), kan billedligt udtrykkes som en bevægelse i retning a£ nationale kulturer med svagere statslig skal. Det betyder, at enhver udfordring til kultur og identitet må mødes med forstærkede kulturelle aktiviteter. Kulturerne får brug for kultur. En meget stor del af de sikkerhedspolitiske problemer vil således komme til at handle om, hvad vi kan kalde samfundsmæssig sikkerhed'. - indvandrere, hvornår truer de et samfunds identitet; - integration, hvornår truer EF-processen danskheden. Dette bliver dog ikke den eneste type sikkerhedsproblemer.

2) Militære/militærpolitiske/politiske sikkerhedsproblemer

En del af sikkerhedsproblemerne vil fortsat være knyttet til den militærpolitiske sektor, men også her vil det vise sig, at selve deltagelsen i integrationen giver politiske problemer. De er ikke problemer hvor vi er offer eller “objekt” - men snarere problemer forbundet med, at vi bliver aktør, “subjekt”. Integration - såvel i EFAA^EU som med tiden i CSCE - betyder, at vi bliver en del af sager, vi hellere som småstat holdt fingrene fra. Men da vi (pga lysklandsproblemet) har al mulig grund til at ønske europæisk integration og multilaterahsering, burde vi begynde at tage alvroligt, at vi kommer til at være en del af aktøren, af den ansvarlige kraft i Europa. Med et vist kendskab til dansk nationalkarakter og danske holdninger til verdenspoli­ tik, bør det være klart, at dette vil give problemer. Vi kan være den moralske magtkritiker, eller den passive allierede; men vi har ikke let ved at være med når der skal foretages svære afvej­ ninger af magtpolitik og moralpolitik. Hvad der tidhgere har været et sideaspekt af dansk sikker­ hedspolitik, vil i fremtiden blive et kerneproblem: Det at være med og derfor skulle bære magtpolitisk ansvarhghed gennem en meget demokratisk og latent anti-militaristisk offenthghed. Derimod er det i dette integrationsscenarie - og især i de tidli­ ge stadier (før den totale middelalder!) - ganske svært at se militære forløb, der involverer trusler mod Danmark. Det betyder ikke, at vi kan lade være med at have et forsvar, for det tager meget, meget længere tid at opbyge et forsvar fra grunden, end det tager for den europæiske situation at ændre sig til det værre. De fleste kontroverser vil imidlertid ikke være knyttet til de stadig mere fiktive militære trusler mod Danmark, men til den sammenhæng, hvori vort forsvar indgår og hvori vi deltager i løsningen af forsvars- og sikkerhedspolitiske problemer andre steder i Europa, hvor problemerne er væsentlig mere påtrængende. Forsvarspolitik vil således vedblive med at være kontroversi­ el, men det vil i stadig ringere grad være forsvaret af dansk ter­ ritorium, den angår. De to sikkerhedsproblemer - samfundsmæs­ sig og militærpolitisk - er således begge problemer, der skabes af den fremadskridende europæiske integration, som Danmark af gepolitiske grunde knapt kan være andet end tilhænger af. Er de to anførte sikkerhedsproblemtyper virkelig de vigtigste? Ja, lad mig kort afvise to falske sikkerhedsproblemer: 3) Nord- Syd konflikten, og 4) Sovjetunionen.

3) Nord-Syd konflikten.

Der er ingen Nord-Syd konflikt. Ligesom Øst-Vest-konflikten er blevet afsluttet med en vestlig sejr, er Nord-Syd-konflikten ble­ vet vundet af den samme side, som i dette tilfælde hedder “nord”. Der er givetvis stadig en “objektiv konflikt” en forde- lingsuretfærdighed, men en aktiv konflikt kræver en tolknings­ ramme, der giver den underpriviligerede en forståelse af uret­ færdighedens årsager og dens kommende afvikling. Allerhelst skal denne tolkning også have et vist gennemslag hos den, der er ovenpå. Dette var tilfældet i 70eme, hvor anti-imperialisme og “Ny Økonomisk Verdensorden” udgjorde et program med høj international legitimitet. Ansvar og ondskab var lokaliseret i NordA/est, retfærdighed og krav i Syd. Men i dag står demokrati og frit marked også som facitliste i Nord-Syd-forholdet; Nord bærer ikke det fulde ansvar, hvis ikke Syd kan “tage sig sammen til” at gøre som Øst, dvs demokratisere sig selv og kaste sig ud på verdensmarkedet. Der er ikke længere noget ideologisk pro­ gram for “den trdje verden”, “tiersmondismen” er død. Et sigende eksempel er en udtalelse fra den brasilianske præsident, at Bra­ silien vil hellere være den sidste af de rige, end den første blandt de fattige {Weekendavisen, marts 1990). Her skal man erindre sig, at endnu for 10 år siden foretrak ande som Indien og Kina at være ledere af tredie verden frem for at få adgang til den første verden. Og der var lande i Europa - Jugoslavien og Rumænien - der søgte at blive anerkendt som tredie verdenslande. Den tredie verden er ikke en samlet kraft, og således er der ikke en konflikt mellem “Nord” og “Syd”. Golf-krigen viste jo også dette, idet langt de fleste lande i “Syd” stod på USAs og ikke Iraks side. Selvom der ikke er en Nord-Syd konflikt, er der stadig NordSyd problemer. På to måder: a) Der er konflikter i Syd - som vi ju st har set det i Golfen - og de kan involvere såvel andre lande fra Syd som lande fra Nord. b) Der er lokale Nord-Syd problemer. USAs primære Nord-Syd problem hedder Mexico - illegal indvandring, narkosmugling, m.v. Og Europas hedder Nordafrika. Hvis en samlet kraft kommer at træde op mod NordA/esten, bliver det ikke “Syd”, men sandsynligvis Islam, der er det eneste seriøse bud på en anit-vestlig, anti-moderniserende ideologi med kamp-kraft. Sandsynligheden herfor øges af, at Vesten på baggrund af sin historie i høj grad er disponeret for at udpege Islam til flende. Endvidere vil en islamisk ^ende kunne virke samlende og stabiliserende på det europæiske projekt, ikke mindst ift Sovjetunionen. Det giver grund til alvorlig bekymring m ht risikoen for en ny kold krig mellem Vesten og Islam. Dette kunne tale for en - ellers lidet sandsynlig - hurtig optagelse af Tyrkiet i EF, med det formål at sikre, at “Europa” ikke kommer til at definere sig selv langs den gamle grænse mellem Kristendom og Islam.

4) Sovjetunionen?

Der er dybest set to mulige scenarier for Sovjetunionens fremtid, a: Det ene er en venlig afvikling af det indre imperium. Det vil betyde et bælte af svage stater med et væld af grænsekonflikter og økonomiske udviklingsproblemer, dvs det vil forsyne Europa med en krise-zone, et Østeuropa i anden potens. Dette er ikke i sig selv en trussel, men rejser spørgsmålet om den europæiske konstruktions styrke; jvf 1914, hvor “fejlen” ikke var at Balkan kunne fostre et fyrstemord, men at stormagternes forhold var så skrøbeligt, at et skud på Balkan kunne udløse en storkrig. En krisezone i ex-Sovjet rejser på lignende vis spørgsmålet, om den europæiske stormagtskonstellation bliver solid nok til at overleve kriserne her. Spørgsmålene hedder således - igen - EFs handle- og sammenholdskraft sam t forholdet mellem Vesteuropa og Rusland. b: Alternativet er et Sovjetunion, der holder sammen på imperiet, hvilket nødvendigvis må blive autoritæ rt, men dermed også svækket, for der ligger intet økonomisk-teknologisk udviklingsprogram hos de reaktionære. Et sådant Sovjetunion udgør en trussel, måske - men en sovjetisk trussel, der er tilbagerullet, og en sovjetisk trussel der er svækket økonomisk såvel som teknololgisk. Østeuropa vil ligge som en buffer til forskel fra den kolde krigs tid, og det virker sandsynligt, at et sådant Sovjet ikke vil være stærkere end, at selv hvis USA (Gud forbyde det) skulle træ kke sig ud, vil det være muligt for EF, at stille nok styrke på benene til at afbalancere det. Vi får således ikke gentaget den totale “overlejring” af Europa, og vi får ikke en seriøs, direkte, militær, sovjetisk trussel mod Danmark.

V. Forsvarspolitik

Frem for at diskutere forsvarspolitik i år 2000, vil jeg give et par afsluttende betragtninger over, hvorledes forsvarspolitikken bør udformes nu - med dette billede som fremtidsperspektiv. For det første må den være bredspektret. Vi kender ikke krigen, end ikke dens ramme. Det bliver derfor afgørende at sikre os maksimal fleksibilitet, at benytte de givetvis sparsomme ressourscer der vil blive afsat til at sikre det bredest mulige grundlag, så forsvaret opnår et udviklingspotentiale, der øger sandsynligheden for, at vi i en kritisk situation er i stand til at opbygge det forsvar, vi til den tid har brug for. Dette peger på betydningen af basale faktorer som viden, teknologi og evne til at håndtere teknologi. Som jeg har argum enteret for andre steder, kommer vi sandsynligvis til at operere i et miljø med overordenthgt lange varslingstider, hvilket vil trække i retning af en slags “folde-ud forsvar”, hvor det afgørende bliver evnen til på x år at opstille flest mulig forskellige, kompetente forsvarstyper. En væsentlig del af svaret ligger derfor i, hvad vi kan kalde Hillingsøe-doktrinen; hesteklapperiet var vel oprindelig m ent som en midleritidig foreteelse, men bør gøres permanent. Udfordringen består i at opbygge en pyskologisk vilje til at have et forsvar uden ßende - et m ilitær der ikke kender sin krig, og en befolkning der bakker op om et minimumsforsvar uden iQendebilleder. Den anden hovedpointe skal være, at m ht national uafhængighed kontra integration står vi med et paradoks. I fremtiden vil det danske forsvar blive mere nationalt. Det kommer til at ligge i en trekant: nationalt, vestallieret, al-europæisk. Trekanten har egentlig været der hele tiden, men reelt var den meget skæv, idet den konkrete forsvarspolitik som oftest var “den danske del af NATO” - éndimensionalt alliancebetinget - hvad der er relativt naturligt, når m an indgår i en stabil konstellation, hvor det er 99,9 % givet, hvem der vil stå mod hvem i tilfælde af en krig. Det er vel de færreste, der i dag ønsker en gen-nationahsering af forsvaret, men efterhånden som den helt rene alliance-til-alliance organisering af Europa løsnes, får vi et mere nationalt forsvar. Pga den øgede uforudsigelighed vil alle stater ønske et vist rent nationalt manøvrerum; selv den bedste allierede kan ikke tages helt for givet som allieret i enhver situation. (For aUiancen er bygget på nogle fællesinteresser; situationen kan handle om noget helt andet. Det var en irrelevant bekymring i den kolde krigs tid.) Vi får nu overvejelser af typen; “Selvfølgelig frygter vi ikke en krig med Tyskland, men ...”. Og så videre, raden rundt. Vi får derfor et rela tivt mere nationalt forsvar, sa m tid ig m ed at den overordnede politiske og sikkerhedspolitiske ram m e afnationaliseres. Samtidig med at der kan blive tale om en uddybning af visse sider af allianceintegrationen - m ultinationale styrker - vil der helt overordnet ske et skift væk fra den situation, hvor svaret på det optimale danske forsvar kunne findes i NATOs samlede plan, i retning a fe n situation, hvor Danm ark som alle andre har en mere selvstændig kalkyle over, hvad vi stiller op i de 187 ikke særlig sandsynlige men heller ikke helt umulige scenarier for krig i Europa. Dette kan lyde underligt i en tid, hvor der tales om et mere “politisk” NATO. Det skyldes, at sloganet om et mere politisk NATO er forkludret. N år det betyder “mere allianceløfte, mindre konkret forsvarsplanlægning”, kan det være rigtigt, men hvis det skal betyde, at NATO spiller en mere fremtrædende rolle i europæisk politik, er det oplagt udtryk for ønsketænkning fra “NATO-miljøet”. Det er absolut ikke acceptabelt for et land som Frankrig, at USA får en så central rolle i form ningen af Europa. Frankrig ser meget gerne, at USA forbliver en del af det europæiske sikkerhedssystem (så tyskerne ikke bliver alt for store), men den politiske udvikling i E uropa skal bestemmes af europæere (læs: for en ikke ubetydelig del af franskmænd). NATO kan heller ikke samle det offentlige engagem ent, der er nødvendigt for at spille en kreativ rolle i den europæiske udvikling. At NATO er blevet ukontroversiel, burde organisationen vel se som en sejr. Man er blevet en konsensusbaseret forsikringspolice. Og sådan en får jo ikke sindene i kog, men den bliver vedligeholdt. Den sikkerhedspolitiske debat i år 2000 vil sikkert være ophedet og intens som så ofte før. Det militære forsvar af Danmark vil imidlertid ikke høre til de mest kontroversielle emner. De to store tem aer vil være: # “Samfundsmæssig” og “kulturel” sikkerhed: folkenes bekym­ ring om deres identitet når de bliver udsat for indvandring, international m assekultur og en fremadskridende europæisk integration. Det er det ene af to spørgsmål, europæiseringen rej­ ser: Danm ark versus Europa. # Forsvarspohtisk integration og medansvar: danskernes skrupler og anfægtelser, når de skal være med til at føre den vanskelige stormagtspolitik, som EF på de fleste punkter komm er til at stå for - overfor Østeuropa og ift konflikter udenfor Europa. Det er det andet af de to spørgsmål, europæiseringen rejser: Danm ark som Europa.

' Artiklen er baseret på et foredrag i Krigsvidenskabeligt Selskab, 18/2 1991. “Ved en konference på Christiansborg, d. 12/3 1990; samt på skrift i Vdenngs, nr. 1990/1; i H.Sørensens (red) Forsvar i Samfundslitteratur im v,x Dansk Udenrigspolitisk Årbog 1989 (red. afN.Petersen og C.Thune), DJØF-for- lag 1990. ^ Den nyeste, mest udførlige og mest autoriserede præsentation af teorien fmdes som kapitel 5 i Barry Buzan, People, btates and Fear: an agenda for security studies in the post-cold, war era, Wheatsheaf 1991. ^Pierre Lemaitre eg Ole Wæver, ”EF-Unionen er 1990ernes fredsbevarende Information, 25.-26.august 1990 Barry Buzan, Morten Kelstrup, Pierre Lemaitre, Elzbieta Tromer eg Ole Wæver, The European Security Order Recast- Scenarios for the Post-cold, war Era, Pinter 1990, kap. 10. ® Se sanest Pertti Joenniemi (red) Co-operation in the Baltic Sea Region: Needs and Prospects, Tampere Peace Research Institute Research Report no. 42, 1991. " Der er et overtryk” i Tyskland, der næppe denne gang vil finde udløb i grænseflytninger, men i svækkelse af grænserne og opgadereing af relationerne til diverse traditionelle områder v.hj.a. mindretalsrettigheder og historiskkulturelle traditioner. Mere om dette i afsnit III. ® Scenarierne er appliceret på Norden bl.a. i bogen Svaner på Vildveje? af N.P.Gleditsch, B.Møller, H.Wiberg og O.Wæver, Vindrose 1990, kap.8. En mere udførlig og ajourført analyse findes i Ole Wæver's ”Region, Subregion an Proto-region: Security Dynamics in Northern Europe in the 1980s and 1990s”, paper præsenteret ved BISAs årlige konference, Newcastle 1990, arbejdspapir nr. 1990/21 fra Center for Freds- og Konfliktforskning. ® Se F.eks. Holger Schmiedling, ”A Concept for a Pan-european Economic Integration” i European Affairs, 1989/3, s.33- 38.Se Hans Mouritzen, Finlandization: Towards a General Theory of Adaptive Politics, Avebury 1988 Pierre Hassner, ”Europe beyond partition and unity; disintegration or reconstitution”. International Affairs, Juli 1990, s. 461-476. O.Wæver, ”Three Competing Europes; German, French, Russian”, i International Affairs, Juh 1990, s. 477-493. Jeg beklager den selvcentrede karakter af artiklens noter. Forklaringen er, at denne artikel er en slags syntese af en lang række forskellige artikler og foredrag. Næsten alle elementerne (undtagen de to sidste afsnits) er således behandlet mere udførligt andetsteds. Den ”store sammenhæng” er imidlertid kun at finde her. 13 For tyske listesko, se mine artikler i Nordrevy, nr. 1990/2-3 og i Joénniemi, op.cit. For det tysk-russiske forhold, se Helle Dalsgaard og Erik Andersen (red), bog under udgivelse, baseret på symposium d. 7/2 1991 om aftalen SovjetTyskland. For dybdestrukturerne i den tyske stats- og nationstænkning se: O.Wæver, With Herder and Habermas: Europeanization in the light of German concepts of State and Nation, Arbejdspapir nr. 1990/16 fra Center for Freds- og Konfliktforskning. i^For nyttige nærlæsninger af traktatens ordvalg; se Mary Dau's artikel i Dalsgaard/Andersen, op.cit., og Gerhard Wettig, ”Europäische Friedensordnung ohne Option der Grenzänderung? Eine Untersuchung im Lichte des neuen deutschsowjetischen Vertrages und der vorgegangenen Vereinbarungen”, i Deutschland Archiv, 1991/1, s. 66-72. 1® Michael Stürmer, ”Die Deutschen in Europa. Auf dem Weg zu einer zwischenstaatHchen Innenpolitik”, Europa Archiv, 25/12 1989, s. 721-732. i«Ulla Holm, Henrik Larsen og Oie Wæver, The Struggle Over Europe: French and German Concepts of State, Nation and Europe, under udgivelse. "Det er jo et paradoks, at omverdenen hidtil har frygtet for at tyskerne ville blive for stærke, at de ville genfinde gamle tilbøjeligheder, og nu kritiseres de for at være for fredehge. Denne pointe formulerede præsident von Weizsäkcer i februar 1991 på en for ham atypisk, nærmest truende måde: ”Det vil snart vise sig, at Verden slet ikke ønsker at genopdage, hvor gode soldater tyskerne kan være”. (Intetview i Dei Zeit, d. 8/2 1991). 1« Min påstand formuleres med vilje ikke på den vanhge måde som et spørgsmål om ”nationalstaten”, for nationen er - som vi ser i Østeuropa og Sovjet - yderst levende. Begrebet nationalstat står ofte i vejen for en forståelse af disse forandringer, idet to forskellige, meget betydningsfulde historiske begivenheder slås sammen til én. For godt 400 år siden fandt det internationale system sin moderne form baseret på suveræne territorialstater og disses gensidige anerkendelse af hinandens ligeberettigelse. Dette suverænitetsprincip var imidlertid dynastisk og havde intet med ”nationalitet” at gøre, idet den groft sagt først opstod med den franske revolution. Den nationale idé indgik derefter en slags ”kompromis” med suverænitetsprincippet, og vi fik et internationalt system baseret på idealstørrelsen ”nationalstat”, på stater, der hentede deres legitimitet fra folkene, fra nationerne. Folkenes selvbestemmelse blev imidlertid aldrig reahseret i sin potentielle radikalitet, men udvandet til en ”de statsbærende folks selvbestemmelse”, eller staternes selvbestemmelse. De to princippers modsætninger og sammenføjning er ofte usynhg for vor sprogbrug, idet vi bruger ”nationalstaten” som samlebetegnelse for to forskellige historiske brud: territorialstaten, der kodificeredes i Westfalske fred 1648, og nationen der fødtes 1789. Det er efter min mening, det ældste af disse to principper - territorialstatens suverænitet - der står for skud i disse år. En klargørende fremstilling af disse forhold kan findes hos James Mavall, Nationalism an d International Society, Cambridge University Press 1990. 1® Dette eksempel fremhæver Hedley Bull i sin diskussion af sandsynUgheden for, at ”ny-middelalderlige” strukturer afløser det moderne statssystem; Bull, The Anarchical Society: A Study of Order in World Politics, Macmillan 1977, s. 266. Bull er skeptisk. Sikkerhedsbegrebet er i løbet af firserne blevet udvidet fra militære til politiske, økonomiske og miljømæssige trusler. Analysen af sikkerhedsproblemer og sikkerhedspolitik i den ”samfundsmæssige” eller ”kulturelle” sektor er derimod meget ringe udviklet. Center for Freds- og Konfliktforsknings projektgruppe om ”Ikke-militære aspekter af europoisk sikkerhed” under ledelse af Barry Buzan har gjort det til sit primære forskningsfelt for 1991-92 at udvikle først det teoretiske grundlag for samfundsmæssig sikkerhed og derefter analysere særligt europæiseringens identitetsproblemer og konflikter knj^tet til migration. 21 Barry Buzan, ”Third World Security in the Twenty-First Centure”, papir præsenteret ved ”International Studies Association's” årsmøde i Vancouver, marts 1991. 22 Se de i note 2 anførte artikler; samt Michael Clemmesen, ”Et Forsvar for Særinteresser”, Weekendavisen, 2/11 1990. 23 Generalmajor Hillingsøe udtalte på Folketingets sikkerhedspohtiske høring d. 5/2 1990, at det var forhastet at foretage drastiske nedskæringer - man burde klappe hestene - hvilket blev en af efteråret og vinteren 1989s hyppigst citerede udtalelser. Se dagspressen d. 6/2 '90.