Log ind

Danmarks fremtidige flåde

Med det netop indgåede forsvarsforlig er den fremtidige danske flåde klart  defineret, og den transformation, som i det små blev påbegyndt kort tid efter  murens fald og videreført op gennem halvfemserne, vil nu kulminere over de  næste fem år. Når vi når hen til 2010‐12 vil de sidste enheder fra  ”koldkrigsflåden” være udfaset og den nuværende ”overgangsflåde” vil i meget  stor udstrækning være erstattet af den moderne og fleksible flåde, der  idemæssigt blev undfanget i begyndelsen af halvfemserne og siden beskrevet i  Flådeplan 2015. Samtidig vil stabs‐ og støttestrukturen være blevet yderligere  slanket og strømlinet, og herunder vil den operative logistik være blevet  overført til Søværnets Operative Kommando. Man må således sige, at når de i  forliget fastlagte kapaciteter er tilvejebragt og den nye struktur  implementeret, har Søværnet til fulde levet op til det ønske om at styrke den  operative opgaveløsning, som blev formuleret for nogle år siden under  overskriften ”fra land til sø”.  

Desværre indgår ikke samtlige planlagte kapaciteter i det foreliggende  forlig, for undervejs i den politisk proces blev ubådsvåbnet valgt fra. Der er her  tale om et politisk fravalg på trods af kystubådens demonstrerede egenskaber i  den nye verdensorden, således som vi så det med ubåden SÆLENs historiske  deltagelse i overvågningsoperationen i Middelhavet og efterfølgende i krigen  mod Irak. Det skal ikke nægtes, at dette er et alvorligt slag for Søværnet, for  manglen på undervandsbåde vil, også set i et værnsfælles lys, helt klart være et  operativt handikap i mange situationer, både ude og hjemme. Men selv uden  denne kapacitet vil den fremtidige danske flåde være et godt og fleksibelt  værktøj for dansk udenrigs‐ og sikkerhedspolitik, uanset om der er tale om  deltagelse i internationale operationer eller løsning af de mange hjemlige  opgaver, som i stadigt stigende omfang er pålagt marinen, og som nu er  omfattet af begrebet ”Totalforsvar” i dets fremtidige betydning, herunder også  ”Homeland Defence”.  

Flåden anno 2010‐12 vil se væsentligt anderledes ud end den ”antiinvasionsflåde”, vi har kendt siden 2. Verdenskrig. Som det ses af  nedenstående skema, vil antallet af enheder være mere end halveret siden  1990, medens den samlede tonnage vil være forøget med knapt 60 % i samme  periode. D. v. s. færre men større enheder, hvilket jo helt klart har en snæver sammenhæng med flådens stigende internationale engagement, hvor kravene  til sødygtighed, udholdenhed, lasteevne, sensor‐ og våbenudrustning,  organiske helikoptere og besætningernes opholds‐ og underbringelsesforhold  alle er med til at drive skibenes fysiske størrelse i vejret. Samtidig fremgår det  også af skemaet, at det samlede antal besætningsmedlemmer bliver næsten  halveret i processen. Dette er dog lidt misvisende, idet der for alle tre årstal er  regnet med, at alle enheder er fuldt bemandet. Reelt gælder dette dog kun for  den fremtidige flåde, mens der for både ”koldkrigsflåden” og  ”overgangsflåden” er tale om, at kun et begrænset antal enheder var operative  og fuldt bemandet. Faktuelt er der derfor tale om en ca. 15 % forøgelse af  personelstyrken ved de operative, sejlende enheder i f. t. dagens  ”overgangsflåde”.  

 

 

 Flådens sammensætning 1990-2010      (minus mindre enheder, sæsonbemandede enheder og miljøskibe) 

 

Det faktum, at alle eksisterende enheder fremover vil være fuldt bemandet, er  en afgørende forudsætning for, at Søværnet til enhver tid og med kort varsel  kan levere de forventede operative kapaciteter og løse de pålagte opgaver,  også over længere tid. Når det samtidig betænkes, at de pågældende enheder  situationsafhængigt skal kunne løse et meget bredt spektrum af opgaver,  spændende fra katastrofehjælp i et fredeligt miljø over fredsstøttende og – skabende operationer til egentlig krigsindsats, er der behov for en stor grad af  fleksibilitet og standardisering. I den fremtidige flåde vil alle enheder, bortset  fra transportfartøjet SLEIPNER, være baseret på STANDARDFLEX‐koncepten,  som blev introduceret med FLYVEFISKEN‐klassen i slutningen af firserne, og vil  kunne udrustes med et varierende antal STANDARDFLEX containere af  forskellig type alt efter opgavens karakter. Men behovet for standardisering  rækker langt ud over disse containere, og man vil derfor i den fremtidige flåde  se en høj grad af type‐ og komponentsammenfald på alle områder fra sensorer  til fremdrivningsmaskineri. Foruden at nedbringe drifts‐ og  vedligeholdelsesomkostningerne er en sådan høj grad af standardisering en  afgørende forudsætning for at kunne optimere uddannelsesområdet samt  slanke den operative, logistiske støttestruktur, herunder ikke mindst i relation  til længerevarende deployeringer fjernt fra Danmark, men også for at kunne  operere så store skibe med relativt små besætninger. Støtteskibene af  ABSALON‐klassen og de kommende Patruljeskibe vil, selv om de  tonnagemæssigt er ca. 4 gange større end de minelæggere og korvetter, de  blandt andet afløser, og har langt flere og mere komplicerede sensor‐ og  våbensystemer, kunne opereres over længere tid med nogenlunde samme  besætningsstørrelse. Foruden standardisering er en afgørende forudsætning  herfor også en meget høj grad af automatisering, samt ikke mindst en logistisk  og vedligeholdelsesmæssig støttestruktur, der er skræddersyet til at yde den  nødvendige service døgnet rundt og i princippet overalt i verden. Overførslen  af den operative logistik til Søværnets Operative Kommando og oprettelsen af  de såkaldte OPLOG’er er derfor en vigtig forudsætning for, at fremtidens flåde  til enhver tid kan løse sine mangfoldige opgaver ude såvel som hjemme.   Men den fremtidige flåde består ikke kun af sejlende enheder.  

 

Frømandskorpset bliver styrket både personel‐, materiel‐ og  føringsmæssigt, og vil således fremover være endnu bedre i stand til at blive  integreret i multinationale specialoperationsstyrker. Herunder vil evnen til in‐  og exfiltration blive forbedret gennem anskaffelse af to ”Long Range Insertion Craft” (LRIC) til supplement til de indsatsfartøjer, der allerede er anskaffet til  støtteskibene af ABSALON‐klassen,  

Søværnets helikoptertjeneste (SHT) bliver styrket både personel‐ og  materielmæssigt ikke mindst i form af tilførslen af de fire maritime helikoptere  (typevalg er endnu ikke foretaget), som det også er besluttet at anskaffe, og  som vil blive organisatorisk integreret i SHT. Herudover vil de eksisterende  LYNX‐helikoptere blive opdateret med fokus på evnen til at deltage i  internationale operationer, idet de selvfølgelig også fortsat skal kunne løse det  nuværende opgavekompleks både hjemme og i Nordatlanten. Det er her værd  at bemærke, at SHT gennem de senere år har opnået megen erfaring med  operativ anvendelse af helikopterere. En del af disse erfaringer baserer sig ikke  mindst på længerevarende udstationeringer ombord på tyske fregatter bl. a.  under internationale operationer. Med indfasningen af de fire maritime  helikoptere udstår således på sigt kun behovet for at anskaffe en egentlig  flådehelikopter til afløsning for LYNX.  

Et alvorligt problem i NATO (og vesten generelt) er umiddelbar rådighed  over strategisk maritim løftekapacitet. Som en konsekvens af PCC‐initiativerne  har Søværnet langtidschartret to moderne handelsskibe ‐ det såkaldte ARKprojekt. Disse skibe kan umiddelbart stilles til rådighed for egne eller allierede  styrker, enten i regi af NATO eller en ”Coalition of the Willing” i f. m.  internationale operationer. Et af skibene vil således normalt altid være tilmeldt  NRF. Skibene, der er civilt bemandet og generelt administreres af det rederi,  som ejer dem, dirigeres operativt fra Søværnets Operative Kommando. Når  egentlige operationer ikke pågår, sejler skibene med militært materiel og  forsyninger for danske og allierede nationer på brugerbetalingsbasis, også  koordineret af SOK.  

Og sidst men ikke mindst bliver føringsevnen på det taktisk/operative  niveau væsentligt forbedret gennem en fordobling af personelstyrken ved  Søværnets Taktiske Stab (STS), hvilket vil gøre den i stand til at være  deployeret over længere tid, enten som en selvstændig styrkechef  (Commander Task Group – CTG) for en national eller multinational styrke, som  et ”Forward Deployed” Maritime Component Command (MCC) eller som en  væsentlig ”augmentation” af en egentlig MCC/HRF(M) HQ, bl. a. i NRF  sammenhæng. Og er der behov for udsendelse af en sådan føringskapacitet i  mere end 6 måneder, vil de fremtidige eskadrestabe kunne opstille, klargøre og  træne en tilsvarende stab til afløsning inden for dette tidsrum.  

Det vil føre for vidt her at give en detaljeret gennemgang af de enkelte  enheders tekniske specifikationer og udrustning. Men det er vigtigt at  understrege, at selv om de enkelte typer primært er anskaffet og konstrueret  til enten internationale operationer eller de hjemlige myndigheds‐ og totalforsvarsopgaver, vil de alle i større eller mindre udstrækning, og  selvfølgelig med varierende begrænsninger, kunne løse opgaver inden for den  anden ”opgavesøjle”. Således vil de nye inspektionsfartøjer, der skal afløse de  nuværende inspektionskuttere af AGDLEK‐klassen også kunne deltage i en del  af det internationale opgavespektrum, herunder også under varme  himmelstrøg. Yderligere bør det fremhæves, at de kommende Patruljeskibe  (fregatter) med deres langtrækkende luftforsvarsmissiler vil kunne dække hele  det danske område fra en central position. Med de skitserede kapaciteter er  der således ikke tale om ”enten eller” men om ”både og”.

Men alt afgørende er det, at enhederne i den fremtidige flåde i overvejende  grad skal ses som værnsfælles kapaciteter, både samlet og hver for sig.  Støtteskibene af ABSALON‐klassen er således specielt konstrueret til hurtigt  og sikkert at transportere enheder fra Hæren og Flyvevåbnet frem til et  operationsområde, og understøtte sådanne enheder under den indledende  fase. Ligeledes er de indrettet med de nødvendige kommunikations‐, stabs‐ og  underbringelsesfaciliteter til at understøtte en mellemstor værnsfælles eller  værnsspecifik føringsenhed, også i en multinational ramme. Og foruden at  besidde særdeles gode selvforsvarsevner, er disse skibe udrustet med våben og  sensorer til at understøtte landoperationer, også på stor afstand, idet  Søværnet allerede har anskaffet missiler af typen HARPOON BLOCK II, der kan  indsættes mod ”bløde” mål i land op til 180 km fra skibet, samt 127mm (5”)  kanon, som med ”Extended Range Enabled Munition” vil kunne ramme mål  med meget stor præcision på op til 115 km afstand.

Foruden at besidde de samme systemer til engagement af landmål vil de  kommende Patruljeskibe (fregatter) også være forberedt til at kunne udrustes  med ”Maritime Land Attack Missiles” (MLAM), f. eks. Tactical Tomahawk. Og  derudover er disse skibe planlagt udrustet med langtrækkende  luftforsvarsmissiler med anti‐missil (TBMD) kapacitet, således at større  landområder kan dækkes selv fra en position godt ude til søs. Og såvel  støtteskibene af ABSALON‐klassen som Patruljeskibene (fregatter) vil også  være ideelle platforme for SOF‐operationer, både m. h. t. kommando‐ og  kontrolfaciliteter og i relation til den egentlige indsættelse med enten  indsatsfartøjer, LRIC og/eller helikopter. Derudover vil disse skibe, samt  Søværnets øvrige enheder kunne deltage i de fleste typer af humanitære  operationer, og støtteskibene af ABSALON‐klassen er specielt konstrueret til  at kunne ombordtage og være platform for et containeriseret felthospital.  

Som alle ved, er hensigten med det nye forsvar grundlæggende at forbedre  dansk forsvars evne til at udsende enheder (helstøbte kapaciteter) til  internationale operationer. For Søværnet er det i f. m. forliget specificeret, at vi  konstant skal have følgende enheder tilmeldt HRF:

• Et Støtteskib af ABSALON‐klassen med helikopter.  

• Et Patruljeskib med helikopter (substitueres af korvet indtil Patruljeskibene  er operative i 2010–12).  

• 2 FLYVEFISKEN‐klasse i kamprollen (ASUW/ASW).  

• 2 FLYVEFISKEN‐klasse i minerydningsrollen (MCM).  

• Et kommandoskib af THETIS‐klassen med helikopter.  

• Patruljer og støtteelementer fra Frømandskorpset.  

• Logistikenheder fra OPLOG med tilhørende MP‐detachement.  

• 1 ARK‐skib.  

Disse enheder kan enten udsendes som et samlet styrkebidrag under  kommando af Chefen for Søværnets taktiske Stab i egenskab af Commander  Danish Taskgroup – COMDATG eller som enkeltbidrag i forskellige  sammenhænge. Dette kunne naturligt være i regi af NRF, og Søværnet  forudser da også, at mindst en større og en mindre enhed i fremtiden vil være  kontinuert tilmeldt NRF. Enhederne skal også kunne være deployeret over lang  tid, hvilket for den enkelte besætning sandsynligvis vil betyde 6 måneder for de  større enheder og op til 3 måneder for de mindre. En deployering herudover vil  nødvendiggøre besætningsomskiftning eller afløsning med friske enheder fra  Danmark, alt efter transittid og forholdene i øvrigt.  

Til løsning af de hjemlige myndighedsopgaver i Totalforsvarsregi vil  følgende enheder konstant skulle være deployeret væk fra basehavn:  

• 1 THETIS‐klasse med LYNX‐helikopter ved Grønland.  

• 1 THETIS‐klasse med LYNX‐helikopter ved Færøerne.  

• 2 – 3 inspektionsfartøjer/inspektionskuttere ved Grønland (og lejlighedsvis  ved Færøerne).  • 2 orlogskuttere/Standardfartøj MK II i danske farvande.  

• 1 – 2 FLYVEFISKEN‐klasse i farvandsovervågningsrollen i danske farvande.

Herudover vil der altid være en LYNX‐helikopter på 2 timers beredskab på  Flyvestation Karup, og Frømandskorpset vil have en patrulje på beredskab i f.  m. særlig hjælp til politiet.  

Ikke mindst i relation til internationale operationer er det en helt afgørende  forudsætning, at Søværnets enheder er udrustet til at kunne deltage i Network  Centric Warfare ‐ eller Netværks Baserede Operationer (NBO), som det nu  kaldes på dansk. Alle de nye enheder vil fra en start være optimeret på dette  område, mens eksisterende skibe løbende opdateres for at kunne være  relevante i både NATO og koalitionssammenhæng. Også på dette område ser  Søværnet NRF‐koncepten som en vigtig katalysator. Fokus for implementering  af NBO i Søværnet er indledningsvis at kunne deltage i ”Combined” (eller multinationale) operationer, idet evnen til national, værnsfælles NBOkapacitet også skabes hurtigst ad denne vej (”joint through combined”).  

Dette var så en kort beskrivelse af den fremtidige danske flåde, dens  sammensætning, kapaciteter og opgaver. Men hvordan tænkes den anvendt?  Dette vil blive søgt analyseret og illustreret i de efterfølgende indlæg omkring  flådestyrkers rolle i sikkerhedspolitik, forskellige scenarier/”case studies”,  erfaringer fra hidtidige internationale operationer og flådens nuværende  internationale operationsmønster. Men som Storm P. sagde: ”Det er svært at  spå, især om fremtiden”. Og ikke mindst de sidste 15 års dramatiske udvikling  inden for udenrigs‐ og sikkerhedspolitik har vel demonstreret sandheden i  dette udsagn. Så lige som ingen i slutningen af firserne kunne have forudset  denne udvikling, kan vi på ingen måde med sikkerhed i dag vide, hvordan  verden ser ud om 5, 10 eller 15 år. Det vigtigste for den fremtidige flåde er  derfor, at den besidder en høj grad af fleksibilitet, og er klar til løbende at  omstille sig til de ændrede forhold, i hvilken retning de så end måtte bevæge  sig. Og den flåde, der blev undfanget i begyndelsen af halvfemserne og som nu  over de næste relativt få år materialiserer sig, lever til fulde op til dette krav.