Danmarks fremtidige flåde
Med det netop indgåede forsvarsforlig er den fremtidige danske flåde klart defineret, og den transformation, som i det små blev påbegyndt kort tid efter murens fald og videreført op gennem halvfemserne, vil nu kulminere over de næste fem år. Når vi når hen til 2010‐12 vil de sidste enheder fra ”koldkrigsflåden” være udfaset og den nuværende ”overgangsflåde” vil i meget stor udstrækning være erstattet af den moderne og fleksible flåde, der idemæssigt blev undfanget i begyndelsen af halvfemserne og siden beskrevet i Flådeplan 2015. Samtidig vil stabs‐ og støttestrukturen være blevet yderligere slanket og strømlinet, og herunder vil den operative logistik være blevet overført til Søværnets Operative Kommando. Man må således sige, at når de i forliget fastlagte kapaciteter er tilvejebragt og den nye struktur implementeret, har Søværnet til fulde levet op til det ønske om at styrke den operative opgaveløsning, som blev formuleret for nogle år siden under overskriften ”fra land til sø”.
Desværre indgår ikke samtlige planlagte kapaciteter i det foreliggende forlig, for undervejs i den politisk proces blev ubådsvåbnet valgt fra. Der er her tale om et politisk fravalg på trods af kystubådens demonstrerede egenskaber i den nye verdensorden, således som vi så det med ubåden SÆLENs historiske deltagelse i overvågningsoperationen i Middelhavet og efterfølgende i krigen mod Irak. Det skal ikke nægtes, at dette er et alvorligt slag for Søværnet, for manglen på undervandsbåde vil, også set i et værnsfælles lys, helt klart være et operativt handikap i mange situationer, både ude og hjemme. Men selv uden denne kapacitet vil den fremtidige danske flåde være et godt og fleksibelt værktøj for dansk udenrigs‐ og sikkerhedspolitik, uanset om der er tale om deltagelse i internationale operationer eller løsning af de mange hjemlige opgaver, som i stadigt stigende omfang er pålagt marinen, og som nu er omfattet af begrebet ”Totalforsvar” i dets fremtidige betydning, herunder også ”Homeland Defence”.
Flåden anno 2010‐12 vil se væsentligt anderledes ud end den ”antiinvasionsflåde”, vi har kendt siden 2. Verdenskrig. Som det ses af nedenstående skema, vil antallet af enheder være mere end halveret siden 1990, medens den samlede tonnage vil være forøget med knapt 60 % i samme periode. D. v. s. færre men større enheder, hvilket jo helt klart har en snæver sammenhæng med flådens stigende internationale engagement, hvor kravene til sødygtighed, udholdenhed, lasteevne, sensor‐ og våbenudrustning, organiske helikoptere og besætningernes opholds‐ og underbringelsesforhold alle er med til at drive skibenes fysiske størrelse i vejret. Samtidig fremgår det også af skemaet, at det samlede antal besætningsmedlemmer bliver næsten halveret i processen. Dette er dog lidt misvisende, idet der for alle tre årstal er regnet med, at alle enheder er fuldt bemandet. Reelt gælder dette dog kun for den fremtidige flåde, mens der for både ”koldkrigsflåden” og ”overgangsflåden” er tale om, at kun et begrænset antal enheder var operative og fuldt bemandet. Faktuelt er der derfor tale om en ca. 15 % forøgelse af personelstyrken ved de operative, sejlende enheder i f. t. dagens ”overgangsflåde”.
Flådens sammensætning 1990-2010 (minus mindre enheder, sæsonbemandede enheder og miljøskibe)
Det faktum, at alle eksisterende enheder fremover vil være fuldt bemandet, er en afgørende forudsætning for, at Søværnet til enhver tid og med kort varsel kan levere de forventede operative kapaciteter og løse de pålagte opgaver, også over længere tid. Når det samtidig betænkes, at de pågældende enheder situationsafhængigt skal kunne løse et meget bredt spektrum af opgaver, spændende fra katastrofehjælp i et fredeligt miljø over fredsstøttende og – skabende operationer til egentlig krigsindsats, er der behov for en stor grad af fleksibilitet og standardisering. I den fremtidige flåde vil alle enheder, bortset fra transportfartøjet SLEIPNER, være baseret på STANDARDFLEX‐koncepten, som blev introduceret med FLYVEFISKEN‐klassen i slutningen af firserne, og vil kunne udrustes med et varierende antal STANDARDFLEX containere af forskellig type alt efter opgavens karakter. Men behovet for standardisering rækker langt ud over disse containere, og man vil derfor i den fremtidige flåde se en høj grad af type‐ og komponentsammenfald på alle områder fra sensorer til fremdrivningsmaskineri. Foruden at nedbringe drifts‐ og vedligeholdelsesomkostningerne er en sådan høj grad af standardisering en afgørende forudsætning for at kunne optimere uddannelsesområdet samt slanke den operative, logistiske støttestruktur, herunder ikke mindst i relation til længerevarende deployeringer fjernt fra Danmark, men også for at kunne operere så store skibe med relativt små besætninger. Støtteskibene af ABSALON‐klassen og de kommende Patruljeskibe vil, selv om de tonnagemæssigt er ca. 4 gange større end de minelæggere og korvetter, de blandt andet afløser, og har langt flere og mere komplicerede sensor‐ og våbensystemer, kunne opereres over længere tid med nogenlunde samme besætningsstørrelse. Foruden standardisering er en afgørende forudsætning herfor også en meget høj grad af automatisering, samt ikke mindst en logistisk og vedligeholdelsesmæssig støttestruktur, der er skræddersyet til at yde den nødvendige service døgnet rundt og i princippet overalt i verden. Overførslen af den operative logistik til Søværnets Operative Kommando og oprettelsen af de såkaldte OPLOG’er er derfor en vigtig forudsætning for, at fremtidens flåde til enhver tid kan løse sine mangfoldige opgaver ude såvel som hjemme. Men den fremtidige flåde består ikke kun af sejlende enheder.
Frømandskorpset bliver styrket både personel‐, materiel‐ og føringsmæssigt, og vil således fremover være endnu bedre i stand til at blive integreret i multinationale specialoperationsstyrker. Herunder vil evnen til in‐ og exfiltration blive forbedret gennem anskaffelse af to ”Long Range Insertion Craft” (LRIC) til supplement til de indsatsfartøjer, der allerede er anskaffet til støtteskibene af ABSALON‐klassen,
Søværnets helikoptertjeneste (SHT) bliver styrket både personel‐ og materielmæssigt ikke mindst i form af tilførslen af de fire maritime helikoptere (typevalg er endnu ikke foretaget), som det også er besluttet at anskaffe, og som vil blive organisatorisk integreret i SHT. Herudover vil de eksisterende LYNX‐helikoptere blive opdateret med fokus på evnen til at deltage i internationale operationer, idet de selvfølgelig også fortsat skal kunne løse det nuværende opgavekompleks både hjemme og i Nordatlanten. Det er her værd at bemærke, at SHT gennem de senere år har opnået megen erfaring med operativ anvendelse af helikopterere. En del af disse erfaringer baserer sig ikke mindst på længerevarende udstationeringer ombord på tyske fregatter bl. a. under internationale operationer. Med indfasningen af de fire maritime helikoptere udstår således på sigt kun behovet for at anskaffe en egentlig flådehelikopter til afløsning for LYNX.
Et alvorligt problem i NATO (og vesten generelt) er umiddelbar rådighed over strategisk maritim løftekapacitet. Som en konsekvens af PCC‐initiativerne har Søværnet langtidschartret to moderne handelsskibe ‐ det såkaldte ARKprojekt. Disse skibe kan umiddelbart stilles til rådighed for egne eller allierede styrker, enten i regi af NATO eller en ”Coalition of the Willing” i f. m. internationale operationer. Et af skibene vil således normalt altid være tilmeldt NRF. Skibene, der er civilt bemandet og generelt administreres af det rederi, som ejer dem, dirigeres operativt fra Søværnets Operative Kommando. Når egentlige operationer ikke pågår, sejler skibene med militært materiel og forsyninger for danske og allierede nationer på brugerbetalingsbasis, også koordineret af SOK.
Og sidst men ikke mindst bliver føringsevnen på det taktisk/operative niveau væsentligt forbedret gennem en fordobling af personelstyrken ved Søværnets Taktiske Stab (STS), hvilket vil gøre den i stand til at være deployeret over længere tid, enten som en selvstændig styrkechef (Commander Task Group – CTG) for en national eller multinational styrke, som et ”Forward Deployed” Maritime Component Command (MCC) eller som en væsentlig ”augmentation” af en egentlig MCC/HRF(M) HQ, bl. a. i NRF sammenhæng. Og er der behov for udsendelse af en sådan føringskapacitet i mere end 6 måneder, vil de fremtidige eskadrestabe kunne opstille, klargøre og træne en tilsvarende stab til afløsning inden for dette tidsrum.
Det vil føre for vidt her at give en detaljeret gennemgang af de enkelte enheders tekniske specifikationer og udrustning. Men det er vigtigt at understrege, at selv om de enkelte typer primært er anskaffet og konstrueret til enten internationale operationer eller de hjemlige myndigheds‐ og totalforsvarsopgaver, vil de alle i større eller mindre udstrækning, og selvfølgelig med varierende begrænsninger, kunne løse opgaver inden for den anden ”opgavesøjle”. Således vil de nye inspektionsfartøjer, der skal afløse de nuværende inspektionskuttere af AGDLEK‐klassen også kunne deltage i en del af det internationale opgavespektrum, herunder også under varme himmelstrøg. Yderligere bør det fremhæves, at de kommende Patruljeskibe (fregatter) med deres langtrækkende luftforsvarsmissiler vil kunne dække hele det danske område fra en central position. Med de skitserede kapaciteter er der således ikke tale om ”enten eller” men om ”både og”.
Men alt afgørende er det, at enhederne i den fremtidige flåde i overvejende grad skal ses som værnsfælles kapaciteter, både samlet og hver for sig. Støtteskibene af ABSALON‐klassen er således specielt konstrueret til hurtigt og sikkert at transportere enheder fra Hæren og Flyvevåbnet frem til et operationsområde, og understøtte sådanne enheder under den indledende fase. Ligeledes er de indrettet med de nødvendige kommunikations‐, stabs‐ og underbringelsesfaciliteter til at understøtte en mellemstor værnsfælles eller værnsspecifik føringsenhed, også i en multinational ramme. Og foruden at besidde særdeles gode selvforsvarsevner, er disse skibe udrustet med våben og sensorer til at understøtte landoperationer, også på stor afstand, idet Søværnet allerede har anskaffet missiler af typen HARPOON BLOCK II, der kan indsættes mod ”bløde” mål i land op til 180 km fra skibet, samt 127mm (5”) kanon, som med ”Extended Range Enabled Munition” vil kunne ramme mål med meget stor præcision på op til 115 km afstand.
Foruden at besidde de samme systemer til engagement af landmål vil de kommende Patruljeskibe (fregatter) også være forberedt til at kunne udrustes med ”Maritime Land Attack Missiles” (MLAM), f. eks. Tactical Tomahawk. Og derudover er disse skibe planlagt udrustet med langtrækkende luftforsvarsmissiler med anti‐missil (TBMD) kapacitet, således at større landområder kan dækkes selv fra en position godt ude til søs. Og såvel støtteskibene af ABSALON‐klassen som Patruljeskibene (fregatter) vil også være ideelle platforme for SOF‐operationer, både m. h. t. kommando‐ og kontrolfaciliteter og i relation til den egentlige indsættelse med enten indsatsfartøjer, LRIC og/eller helikopter. Derudover vil disse skibe, samt Søværnets øvrige enheder kunne deltage i de fleste typer af humanitære operationer, og støtteskibene af ABSALON‐klassen er specielt konstrueret til at kunne ombordtage og være platform for et containeriseret felthospital.
Som alle ved, er hensigten med det nye forsvar grundlæggende at forbedre dansk forsvars evne til at udsende enheder (helstøbte kapaciteter) til internationale operationer. For Søværnet er det i f. m. forliget specificeret, at vi konstant skal have følgende enheder tilmeldt HRF:
• Et Støtteskib af ABSALON‐klassen med helikopter.
• Et Patruljeskib med helikopter (substitueres af korvet indtil Patruljeskibene er operative i 2010–12).
• 2 FLYVEFISKEN‐klasse i kamprollen (ASUW/ASW).
• 2 FLYVEFISKEN‐klasse i minerydningsrollen (MCM).
• Et kommandoskib af THETIS‐klassen med helikopter.
• Patruljer og støtteelementer fra Frømandskorpset.
• Logistikenheder fra OPLOG med tilhørende MP‐detachement.
• 1 ARK‐skib.
Disse enheder kan enten udsendes som et samlet styrkebidrag under kommando af Chefen for Søværnets taktiske Stab i egenskab af Commander Danish Taskgroup – COMDATG eller som enkeltbidrag i forskellige sammenhænge. Dette kunne naturligt være i regi af NRF, og Søværnet forudser da også, at mindst en større og en mindre enhed i fremtiden vil være kontinuert tilmeldt NRF. Enhederne skal også kunne være deployeret over lang tid, hvilket for den enkelte besætning sandsynligvis vil betyde 6 måneder for de større enheder og op til 3 måneder for de mindre. En deployering herudover vil nødvendiggøre besætningsomskiftning eller afløsning med friske enheder fra Danmark, alt efter transittid og forholdene i øvrigt.
Til løsning af de hjemlige myndighedsopgaver i Totalforsvarsregi vil følgende enheder konstant skulle være deployeret væk fra basehavn:
• 1 THETIS‐klasse med LYNX‐helikopter ved Grønland.
• 1 THETIS‐klasse med LYNX‐helikopter ved Færøerne.
• 2 – 3 inspektionsfartøjer/inspektionskuttere ved Grønland (og lejlighedsvis ved Færøerne). • 2 orlogskuttere/Standardfartøj MK II i danske farvande.
• 1 – 2 FLYVEFISKEN‐klasse i farvandsovervågningsrollen i danske farvande.
Herudover vil der altid være en LYNX‐helikopter på 2 timers beredskab på Flyvestation Karup, og Frømandskorpset vil have en patrulje på beredskab i f. m. særlig hjælp til politiet.
Ikke mindst i relation til internationale operationer er det en helt afgørende forudsætning, at Søværnets enheder er udrustet til at kunne deltage i Network Centric Warfare ‐ eller Netværks Baserede Operationer (NBO), som det nu kaldes på dansk. Alle de nye enheder vil fra en start være optimeret på dette område, mens eksisterende skibe løbende opdateres for at kunne være relevante i både NATO og koalitionssammenhæng. Også på dette område ser Søværnet NRF‐koncepten som en vigtig katalysator. Fokus for implementering af NBO i Søværnet er indledningsvis at kunne deltage i ”Combined” (eller multinationale) operationer, idet evnen til national, værnsfælles NBOkapacitet også skabes hurtigst ad denne vej (”joint through combined”).
Dette var så en kort beskrivelse af den fremtidige danske flåde, dens sammensætning, kapaciteter og opgaver. Men hvordan tænkes den anvendt? Dette vil blive søgt analyseret og illustreret i de efterfølgende indlæg omkring flådestyrkers rolle i sikkerhedspolitik, forskellige scenarier/”case studies”, erfaringer fra hidtidige internationale operationer og flådens nuværende internationale operationsmønster. Men som Storm P. sagde: ”Det er svært at spå, især om fremtiden”. Og ikke mindst de sidste 15 års dramatiske udvikling inden for udenrigs‐ og sikkerhedspolitik har vel demonstreret sandheden i dette udsagn. Så lige som ingen i slutningen af firserne kunne have forudset denne udvikling, kan vi på ingen måde med sikkerhed i dag vide, hvordan verden ser ud om 5, 10 eller 15 år. Det vigtigste for den fremtidige flåde er derfor, at den besidder en høj grad af fleksibilitet, og er klar til løbende at omstille sig til de ændrede forhold, i hvilken retning de så end måtte bevæge sig. Og den flåde, der blev undfanget i begyndelsen af halvfemserne og som nu over de næste relativt få år materialiserer sig, lever til fulde op til dette krav.