Danmark kontrollerer adgangen til Østersøen og vogter den nordlige flanke af det europæiske kontinents NATO-område. Det er blevet sagt, at Danmark er et af de svagere led i den Nordatlantiske Organisations Forsvarsorganisation. En angriber kunne blive fristet til at risikere meget i håb om ved et overraskelsesangreb mod landet at bryde igennem til Nordsøen og sikre en bastion, som ville være både en kile og en fremskudt base for yderligere aggression.
Danmarks omtrentlige, årlige forsvarsudgift er omkring 153 miil. dollars, næstlavest i NATO. Lad os se på, hvorledes man anvender disse midler, hvor stort landets krigspotentiel er, og hvilke chancer det bar for at bevare og fastholde porten til Østersøen overfor et fjendtligt angreb.
Det vi i almindelighed ved om Danmark er, at det stort set består af Jylland, en halvø der strækker sig mod nord fra det tyske landområde, og den store ø Sjælland med København, hovedstaden, — hvor omkring 1/B af hele befolkningen bor — på sin østlige side. Dette er langt fra et komplet billede. Landet dækker i sin helhed 43.042 km2 og omfatter 594 øer. Af disse er omkring 240 beboet. Måske en af de vigtigste er Bornholm, som ligger for sig selv mod øst i Østersøen, bogstavelig talt »bag jerntæppet«.
Strategisk betydning
Et blik på et europakort viser Danmarks strategiske betydning. Fra et sømilitært synspunkt blokerer Sjælland indsejlingen til Østersøen. Den sædvanlige søvej er øst om øen med Helsingør ved det snævre sund kun 5 km fra Sverige.
Set fra et landmilitært synspunkt vil et nordligt flankestød fra øst naturligt rulle op gennem Jylland. Danmark står overfor en trussel såvel landværts som søværts (samt naturligvis fra luften), derfor er landets forsvar et kombineret hær—flåde problem.
Tcrrainet er lavt og i almindelighed fladt, på visse steder dog bølgende. Det er intensivt opdyrket, men der er mange små skovbevoksedc områder. Kampvognshindringer er der kun få af, med undtagelse af et antal åer i Jylland med bratte skrænter. Opdelingen af landet af bælter og sunde er den største kampvognshindring. De landværts forbindelser er gode med et veludbygget jernbanenet og 1. klasses veje. I almindelighed er tcrrainet passabelt og tillader alle typer af køretøjer, særligt bæltedrevne, at køre praktisk talt overalt uden for vejene uden at køre fast. Dette vil sætte såvel angriber som forsvarer i stand til at opnå bøj grad af mobilitet.
Mobiliteten mellem landsdelene er ikke så lovende, skønt på ingen måde ringe. Et antal store, men sårbare vej- og jernbanebroer forbinder nogle af de større øer, og bil- og jernbanefærger andre, således bl. a. Sjælland og Jylland. Der er et meget stort antal fan-ger, som er i stand til at tage køretøjer, og et utal af fiskefartøjer, som i tilfælde af fjendtligheder vil kunne benyttes ved »commandooperationer« eller til troppeforskydninger. Der er så at sige intet tidevand, med nogle få undtagelser vil amfibielandsætninger kunne foretages på alle øer. I virkeligheden er der nogle enkelte steder, hvor forholdene er næsten perfekte, og disse rejser naturligvis et særligt forsvarsproblcm.
Konklusionen må være, at Danmark med sine myriader af øer og lange og velegnede kystlinier kunne blive et paradis for amfibieoperationer, såvel offensive som defensive.
Enhver angriber uden tilstrækkeligt med små fartøjer vil stå overfor afgjorte vanskeligheder.
Da landet er uden mineralrigdomme er den danske økonomi baseret på landbrug. Der er udviklet et antal mindre industrier, bl. a. skibsværfter i København, Helsingør og andre steder, men råmaterialer må importeres. Ammunition og anden militær udrustning fabrikeres lokalt. Danmark fremstiller endnu ikke sine egne motorkøretøjer, men visse udenlandske modeller samles på licens. Imidlertid må hver eneste dråbe brændstof importeres.
Befolkningen er på omkring 4.5 mili., så konklusionen må blive, at i tilfælde af krig vil Danmark være i stand til at brødføde sig selv og have overskud af levnedsmidler til eksport, hvorimod det må forsynes med alt krigsmateriel og brændtof udefra.
Historie
Mellem 1848 og 1850 afviste Danmark med held tyske angreb. Men i 1864 blev landet slået af Preussen og Østrig og mistede sine to sydlige provinser Slesvig og Holsten. Derefter fulgte en lang fredsperiode under hvilken Danmark førte en neutralitetspolitik.
Under 1. verdenskrig mobiliserede landet omkring 54.000 mand til sit forsvar. Den danske bær stod på et højt stade, såvel hvad angår træning som moral. Denne omstændighed reddede landet. I sine erindringer vedgår Ludendorff, at det ville have krævet to tyske korps, som da ikke kunne udspares, for at besa'tte landet. I 1919 tillod de allierede, at der afholdtes folkeafstemning i Slesvig, hvilket resulterede i denne landsdels tilbagevenden til Danmark.
Efter 1. verdenskrig viste regeringerne ringe sympati eller forståelse for forsvarsproblemer, og de va'bnede styrker blev negligeret og forringet.
Igen under den 2. verdenskrig forsøgte Danmark at opretholde sin neutralitet, men denne gang uden held. Den 9. april 1940 blev tyske tropper transporteret til København skjult i ueskorterede kuldampere, hvoraf to nåede ind i bavnen og landsatte tropperne, medens tyske fly cirklede over byen. Et ultimatum meddelte, at med mindre landet kapitulerede, ville byen blive bombet. Resultat: Danmark gav op.
I begyndelsen var okkupationen lemfældig, og danskerne blev behandlet godt, som følge af, at deres støtte og produkter var nødvendige. Tung militærudrustning og visse forsvarsinstallationer blev overtaget af tyske tropper. Danske hærstyrker blev flyttet fra Jylland til Fyn og Sjælland og beholdt kun småkalibrcde våben. Enhederne bevarede deres organisation og udrustning.
Frikorps Danmark, sammensat af et mindre antal danske frivillige, blev dannet i 1941 for at blive sat ind i kampen på Østfronten for Tyskland. Korpset var upopulært, og når dets medlemmer vendte hjem på orlov, blev de indblandet i uroligheder. Forbindelserne med tyskerne blev stadig dårligere, og sabotører, trænet i England, blev kastet ned med faldskærm.
Tiltagende modstand
Den tiltagende modstand bevirkede, at tyskerne mere og mere overtog kontrollen med landet. Efter kortvarig modstand blev den danske bær afvæbnet. Det samme skele med flåden, som dog havde held til at sænke en del af sine skibe.
Fra dette tidspunkt intensiveredes undergrundsbevægelsens modstand. Mange danske tog til Sverige, hvor en dansk brigade, som kom op på godt og vel 4000 mand, blev dannet. Denne brigade blev udrustet, forsynet og betalt af det neutrale Sverige. I september 1914 blev det danske politi, som havde støttet sabotørerne, arresteret og sendt til koncentrationslejre i Tyskland, og landet var nu overladt til lovløshed.
Den 5. maj 1945 rykkede britiske tropper ind i Danmark og den danske brigade vendte samme dag tilbage fra Sverige. Tyskerne kapitulerede og marcherede ud af landet i god orden. En undtagelse var de tyske styrker på Bornholm, som afslog at kapitulere og først overgav sig, efter at sovjetrusserne havde bombet to byer.
Ved oprettelsen af NATO blev Danmark inviteret til at deltage. Landet forlod sin hidtidige neutralitetspolitik og meldte sig ind. Siden da har Danmark været en trofast støtte og et helhjertet medlem af den vestlige lejr.
Landstyrkerne
Den danske bær, som er en værnepligtsbær, blev hurtigt genoprettet efter 1945 og mobiliseringsstyrkens størrelse blev ved liærloven af 1950 fastsat til 100.000. I dag opgives dens aktuelle styrke til 29.000. Der er 2~/3 brigadegrupper (hver på ca. 6000 mand), som benævnes dækningsstyrken.
Disse enheder udgøres af værnepligtige, som bar fuldendt deres grunduddannelse. Der er kun en lille professionel kadre. Resten af personellet er beskæftiget i træningscentre, på skoler og i faglige tjenester.
Herudover kan opstilles i det mindste 5 brigadegrupper, til hvilke våben, materiel og udrustning er oplagt i mobiliseringsdepoter. Et blik på befolkningstallet og enkelte simple beregninger viser, at der er en rigelig trænet mandskabsstyrke til at opretholde de nødvendige forsynings- og faglige tjenester for disse.
To reservebrigadegrupper genindkaldes hvert efterår til 3 eller 4 ugers træning. Mobilisering er udviklet til en fuldendt kunst i Danmark. Reservisterne bor normalt i nærheden af deres mobiliseringsdepoter, og det påstås, at en brigadegruppe kan indkaldes, udrustes og forlægges til sit beredskabsområde inden for 20 timer.
Organisation og udrustning
Ligesom i England trænes soldaterne regimentsvis rundt om i landet og forbliver ved regimentet gennem liele tjenestetiden ,også når de indgår i dækningsstyrken, eller senere ved mobilisering i en reservebrigade- gruppe.
På samme måde som i England overføres en fuldtallig infanteribatail- lon fra sit moderregiment til en brigadegruppe, under bevarelse af sit tilhørsforhold til regimentet, derunder regimentsmærket.
Brigadegruppen består i hovedsagen af tre infanteribatailloncr, en pan- serbataillon og en artilleriafdeling, samt de sædvanlige støtte- og forsyningsenheder.
Brigadeslahen er organiseret efter amerikansk mønster med de sædvanlige G 1, G 2, G 3 og G 4 sektioner. Et tungt brigadekompagni står for opløsning, idet våbnene fordeles på infantcribataillonerne.
En infantcribataillon er på omkring 1000 mand og består af fire lette, et tungt og et stabskompagni. De lette kompagnier har tre lette delinger, hver på tre lette grupper og en delingstrop, og en støttedeling. Batail- lonens tunge kompagni har 81- og 120 morterer, dysekanoner og tunge maskingeværer. Panseret hestår hovedsagelig af britiske Centurions, som skal »up-gunnes«, artillcripiecerne er amerikanske, medens de lette våben er af blandet oprindelse. Det lette maskingevær er dansk, det tunge maskingevær og pistolen er schweiziske, og geværerne er amerikanske (Ga- rand), medens maskinpistolen er svensk. Den personlige udrustning er af den britiske »webbing« type og fremstilles lokalt.
Der er tilstrækkeligt med militære køretøjer, hovedsagelig amerikanske og britiske, til at gøre dækningsstyrken fuldt motoriseret samt til at dække behovet ved reservebrigaderne, forudsat at infanteriet marcherer til fods. Imidlertid vil i tilfælde af mobilisering også civile køretøjer blive udskrevet til at udfylde manglerne for at gøre alle brigader motoriserede. Der var omkring 160.000 busser, lastvogne og taxa’er og 345.000 private biler indregistreret i Danmark i december 1959. Modtageøvelser med udskrevne køretøjer afholdes regelmæssigt.
I almindelighed er våben og materiel ved at være forældet og en ny materielanskaffelsesplan er udarbejdet. Det påregnes, at brigadegrupperne skal være fuldstændigt mobile på samme måde som de vesttyske panserformationer. Der findes endnu ikke pansrede mandskabsvogne, kun overvejelser er igang for at fremskaffe sådanne. Amfibiefartøjer og franske SS-11 panservæmsraketter er under anskaffelse.
Det er kendt, at Danmark har en NIKE-afdcling, og at der snart vil tilgå HAWK-materiel. Hidtil har NIKE været under hærens kontrol, men skal nu overgå til flyvevåbnet.
Uddannelse
Der lægges megen vægt på den feltmæssige uddannelse, som tages meget alvorligt. Den når sit højdepunkt om efteråret, hvor mindst fire brigadegrupper i tre uger er i felten samtidig. En tilfredsstillende standard opnås såvel af de, der er inde til første uddannelse, som af de genindkaldte. Efter min mening var de ting, der må fremhæves under de sidste efterårsøvelser, samarbejdet mellem infanteri- og kampvogne, signaltjeneste og artilleriets målbestemmelse.
Mandskabet, særligt infanteriet, var i god fysisk form og udførte deres job med dygtighed.
Som andre små nationer lider Danmark under en fortvivlende mangel på øvelsespladser, men de, der findes, bliver godt udnyttet. Man har i Danmark den fordel, at tropperne på feltøvclser kan komme overalt. Man må selvfølgelig betale for de skader, man forvolder. Af den grund holdes de store øvelser mellem høsten, når afgrøderne er af jorden, og det tidspunkt, hvor næste års høst forberedes. Denne frihed tillader de danske tropper på realistisk måde at udnytte terrainet, gårde, ja selv huse kan benyttes — en meget stor fordel, som på mange måder opvejer mangelen på øvelsespladser.
Danske tropper er ikke stationeret uden for Danmark med undtagelse af dem, der gør tjeneste i den norsk-danske bataillon i United Nations Emergency Forces (UNEF) i Mellemøsten og i de Forenede Nationers styrker i Congo.
Der kræves omkring 560 officerer, hefalingsmænd og menige hvert 1/2 år til UNEF; disse fremskaffes — bortset fra linieofficererne — ved hvervning. Der er tilstrækkeligt med frivillige, som ønsker at påtage sig en sådan kort tjeneste med dette formål.
Hjemmeværnet
Sidst, men ikke mindst, er der hærens hjemmeværn, som er en temmelig enestående foreteelse. Det har en styrke på omkring 55.000 frivillige og er en af Danmarks vigtigste forsvarsmæssige aktiver. Det har sin rod i krigstidens forskellige modstandsgrupper og blev lovfæstet i 1950.
Hjemmeværnets medlemmer opbevarer våben og udrustning hjemme og har pligt til at møde til uddannelse. Spredt ud over landet findes små delinger og detachementer, som er under regional kontrol. Deres opgave er primært at varsle om fjendtlige landsætninger og holde sig i kontakt med disse med henblik på løbende at melde om situationens udvikling. Hjemmeværnets enheder kan mobiliseres inden for en time såvel ved dag som ved nat. Det er udrustet med lette våben og panserværnsvåben, herunder dysekanoner, og hjemmeværnet har også en opgave i at danne sikring indtil de mobiliserede enheder kan indsættes. Det skal forstyrre og sinke fjenden.
Der er en hjemmeværnsenhed i enhver del af landet. I tilfælde af f. cks. overraskende fjendtlig luftlandsætning vil efterretninger herom nå frem til hærens myndigheder i løbet af minutter. Hjemmeværnet forventes at være årvågent overfor sådanne begivenheder på alle tider af døgnet, og det trænes i, hvorledes det skal melde øjeblikkeligt.
Hjemmeværnet har en mindre styrke af kamppatruljefolk, som trænes på en særlig skole. Disse kamppatruljer påregnes anvendt som »stay-be- hind«-patruljer med opgave at udføre sabotageaktioner og fremskaffe efterretninger i tilfælde af, at landet invaderes af en fjende.
Officererne
Det regulære officerskorps’ kadre er på under 2000 mand, men det suppleres med reserveofficerer, som frivilligt kan deltage i de årlige efterårsøvelser. Et stort antal gør dette, i virkeligheden ville det uden dem ikke være muligt at gennemføre uddannelsen ved de aktiverede reserve- brigader.
Socialt rangerer hamren ikke højt i Danmark. Som følge heraf er der en stadig mangel på tilgang af egnede kadetter til officersuddannelse. Alle officerer må våbenøves som menige. De gennemgår korporal- og sergent- skolerne, derefter kan de, der ønsker det, optages på officersskolen, medens de, der ønsker at blive reserveofficerer, sendes på en særlig skole. På officersskolen læres på et treårigt kursus delings-, kompagni- og ba- taillonstaktik samt sprog, matematik og fysik. Herefter udnævnes de, der består afgangsprøven, til linieofficerer og ansættes ved et regiment eller korps.
Der er ingen forfremmelsesprøver, og alle skulle nå majorgraden, herefter sker forfremmelse ved udvælgelse. I en sådan lille hær vil en stor del af officererne uundgåeligt være beskæftiget med stabsarbejde. De uddannes hertil på deres eget stabskursus.
Stabsarbejdets standard er meget højt, og udvalgte officerer sendes på stabskurser i England, USA og Frankrig og nu også Vesttyskland og Canada.
Majorer afskediges i en alder af 52 år, oberstløjtnanter, når de er 60. Det betyder, at gennemsnitsalderen for linicofficcrer er høj for den pågældende grad i sammenligning med visse vestlige bære. Det er ikke ualmindeligt at se kompagnichefer på 50 år i felten.
Officererne er i almindelighed alvorlige, hårdt arbejdende, samvittighedsfulde, intelligente og idealistiske, men tilbøjelige til at være en smule følsomme overfor den offentlige mening, som de er omhyggelige med ikke at modarbejde. Deres væsentligste handicap, bortset fra den høje gennemsnitsalder ved udnævnelser, er deres mangel på krigserfaring. Dette opvejes i meget høj grad af, at Danmark er et aktivt medlem af NATO, holder liyppige stort anlagte fcltøvelser og sender officerer som observatører til Mellemøsten, Kashmir og Congo. Alle officerer interesserer sig meget for fremmede hære og militære metoder. Under mit besøg hos den danske hær blev jeg ustandselig bombarderet med spørgsmål og hvordan andre hære »gør det«.
I Danmark er der ingen stærk underofficersgruppe, således som det er almindeligt i de fleste andre hære. Som følge heraf liar den danske officer det handicap, at han må være sin egen »lancc corporal«. F. eks. må en kompagnichef selv i garnisonen være ved sit kompagni eller »på kald« fra omkring 07,30 til omkring 17,00 på ugens 6 dage, ligesom han må »kigge ind« på den 7.
Med en sådan lang tjenestetid med opslidende rutinearbejde, som sergenter kunne udføre, bliver der ikke megen lid og energi tilbage til private studier, forberedelse til bestridelse af højere tjenestestillinger eller andre opgaver eller interesser.
De værnepligtige
Værnepligten, som har eksisteret siden 1849, er nu almindelig anerkendt, og skønt den ikke er populær, akeepteres den som en nødvendig byrde. De unge mænd indkaldes, når de er 19 og tjener i 16 måneder. Studenter og andre kan opnå kortvarige udsættelser. Omkring 15 % af de værnepligtige, som uddannes til værnepligtige hefalingsmænd, tjener 24 måneder.
Grunduddannelsen gennemføres ved regimenterne, den varer fra 4 til 6 måneder afhængig af våbenart. Efter denne periode forbliver de værnepligtige med undtagelse af specialisterne ved samme underafdeling, der samlet overføres til dækningsstyrken, livor uddannelsen fortsættes. Der findes våbenvise sergent- og korporalskolcr; de, der udvælges hertil, tjener de ekstra 8 måneder. Ved hjemsendelse er alle tjenestepligtige, indtil de er 50.
De værnepligtiges forhold er gode, betalingen er lille, men mundering og kost er fremragende. De værnepligtige har tre uniformer, to kapper, et sæt drejlstøj, to par støvler og visse andre belioldningsdelc. En ny kampuniform af amerikansk type, som blev udeksperimenteret i 1961, udleveres nu til alle. Den danske hær må være den bedst forplejede såvel i garnisonen som i felten.
Kasernerne er nye eller er blevet sanerede og er moderne, rene og behagelige. Der lægges vægt på velfærd, og der er rådgivere til rådighed for den værnepligtige til løsning af ethvert civilt problem, han måtte have. De værnepligtige har orlov til jul og andre højtidsdage, ialt ca. 3 uger på et år. Disse orlovsperioder svarer til det, den civile arbejder har af ferie.
Til trods for alt dette og det faktum, at betalingen til de hvervede soldater er høj, og svarer til det, mange vil kunne tjene ved civilt arbejde, er tilgangen af professionelle soldater ringe. Danmark er velstående, der er fuld beskæftigelse, og frivillig militærtjeneste har ingen tiltrækning på de unge mænd.
Der er en regulær kerne, men den er lille og består hovedsagelig af specialister, såsom kampvognskørere, kanonskytter og andre teknikere. Infanteriet er ikke populært. Som følge heraf lider hæren hårdt af mangelen på en kerne af erfarne underofficerer til at tage sig af disciplin, uddannelse og andre rutineopgaver, for derved at aflaste officererne.
Det anslås, at va>rnepligten vil kunne nedsættes til 12 måneder, såfremt yderligere 5000 frivillige kan hverves.
De værnepligtige er sta-rke, sunde, livlige og i det hele taget et godt menneskemateriale. De ejer evnen til at tilpasse sig, er intelligente og lærer derfor hurtigt deres joh, således at de ved tjenestetidens afslutning har udviklet sig til brugelige soldater.
Moralen er, så vidt det lader sig vurdere, temmelig høj. De værnepligtige er alle patriotiske, og selvom de ikke bryder sig om soldaterhåndværket, synes de besluttet på at gøre deres pligt. Dette tyder på, at de i tilfælde af en fjendtlig invasion vil gøre en god figur. En ting, der er værd at bemærke, er, at der overalt på kasernerne er opslag, som fastslår, at i tilfælde af krig er det forbudt at rette sig efter en regeringsordre — som ikke er bekræftet — til at nedlægge våbnene, tværtimod skal der kæmpes videre. Dette menes at være nødvendigt som følge af begivenheder under sidste krig.
Soldaterne er stadig i et højt beredskab. 10 % skal til stadighed være på kasernen med 50 % »på kald«. Dette er sandsynligvis medvirkende til ulysten til at lade sig hverve.
Flyvevåbnet
Det danske flyvevåben blev oprettet i 1950. Før den tid havde såvel hæren som flåden deres egne flyvevæsener. I dag er flyvevåbnet hovedsagelig et taktisk flyvevåben, bestående af 8 eskadriller jagere og jagcr- bombere. Hovedtyperne af maskiner er F-100 D, F-100 F Super Sabre, F-86 D Sabre, RF-84 F Thundcrflashes og nogle C-47, Catalinas og helikoptere.
Hovedparten af flyene er formeret i en taktisk flyverkommando, men der findes også en trænings- og en flyvemateriel-kommando. Piloterne trænes normalt i Canada. Øvrigt personel i flyvevåbnet modtager deres undervisning på det danske Flyvevåbens skole i Jonstrup og Værløse. Piloterne når en meget bøj træningsstandard, og som følge heraf anses det danske flyvevåben for særdeles effektivt.
Flyvevåbnets styrke er på ca. 7500. Det bar sit eget hjemmeværn, hvis hovedopgave er at observere og melde om fjendtlige fly.
Udover NIKE-afdelingcn ventes det, at IIAWK-rakctter vil gå til flyvevåbnet, når de ankommer.
Flåden
Den danske flåde synes at have den største prestige blandt de va'bnedc styrker, og dens moral er bøj. Flåden bar ikke besva'r med at få linie- officerer og mindre vanskeligheder end de øvrige værn med at få hvervede folk. Måske på grund af traditioner synes flåden i skik og sædvane imidlertid at være en kende gammeldags.
Den danske flåde er ikke ret stor. Den bar godt og vel 30 skibe, tre U-både og omkring 7500 mand. Den bar også et antal motortorpedobåde (MTB), som føres med stor dygtighed af unge flådeofficerer. Flere skibe er under bygning, og USA bidrager med halvdelen til byggeprogrammet. Den danske handelsflåde liavdc 2545 skibe indregistreret i december 1959.
Der findes nogle få kystforter, som er under flådens kontrol. Flåden har også et hjemmeværn på omkring 3400 mænd og kvinder. Dets opgave er at give »early warning« om fjendtlige skibe.
Alene kan den danske flåde ikke spa'rre vejen for de omkring 200 U-både og andre skibe, som udgør Sovjets østersøflåde. Den støttes af flyvevåbnet og af den stadigt voksende vesttyske flåde. Tidligere var den vesttyske flåde splittet op, med en del i Østersøen under NATO-chefen i Oslo og en del i Nordsøen under en anden NATO-chef.
Danmark gik ind for en forenet NATO kommando, som dækkede begge sider af landet, omfattende Østersøen og Nordsøen. Denne justering er gennemført med oprettelsen af COMBALTAP (Allied Command BALTIC Approaclies).
Forsvarsproblemer
Hvis Sovjet kunne besætte Danmark, ville det være i stand til at kontrollere adgangsvejene til Østersøen effektivt og således skabe fri adgang for skibe og U-både til Nordsøen og videre ud.
Dette ville også garantere, at den nordtyske kystlinie ville være i Sovjets magt som forsyningslinie for en fremrykkende landstyrke fra øst og som udgangspunkt for »raids« bag linierne.
Danmark er, med sin begrænsede befolkning, et land med et begrænset krigspotentiel. Alene vil Danmark ikke kunne modstå Sovjets magt. Imidlertid vil Danmark ikke skulle kæmpe alene. Landet er medlem af NATO, og ethvert angreb på det vil blive betragtet som et angreb på NATO, hvilket må omfatte alle øvrige NATO lande. Det kan hævdes, at fjendtligheder som involverer Danmark ikke vil være så omfattende, som de, der ville kunne opstå i Midteuropa.
Yi har set, hvilke forberedelser Danmark bar foretaget for at forberede sig på den rolle, det bør spille inden for NATO, og vi bar set på landets styrke og fordele. Det må imidlertid ikke glemmes, at Danmark også bar sine forsvarsproblemer. De vigtigste af disse er følgende:
Den offentlige mening, mangel på tilstrækkeligt moderne materiel, mangel på bevægelighed mellem landsdelene, adskillelsen mellem værnene og styrkefordelingen.
Ingen af disse er uoverstigelige, men alle fremkalder de vanskeligheder.
Den offentlige mening
Måske en af de største ulemper er, at offentligheden ikke går helhjertet ind for forsvarssagen. Der er kredse, som er »lunkne« i forsvarssager, og andre, som ikke engang er det. Danmark er et velstående land med en behagelig, høj levestandard, og dog er forsvarsbudgettet på mindre end 6 % af de samlede udgifter, hvilket taler for sig selv.
Den tyske besættelse var temmelig lemfældig, sammenlignet med f. eks. Polen, dele af Sovjetunionen og Frankrig. Der forekom ingen masse- deportationer, ingen koncentrationslejre fulde af tvangsforflyttede danskere, ingen tvangsudskrevne arbejdere til krigsindustrien, eller andre af de brutale overgreb, som andre lande kom ud for.
Danmark kom ud af den sidste krig, om ikke fuldstændig uskadt, så dog mindre rystet end mange andre. Resultatet er, at det er vanskeligt at overbevise visse om, at det ikke nødvendigvis vil blive det samme igen, såfremt landet blev besat af Sovjet. Disse kredse kan ikke se nytten af at bringe store ofre. De overser imidlertid den væsentlige faktor, at Sovjet i krigstid vil have katastrofal mangel på arbejdskraft og vil være uden nogen som helst skrupler med hensyn til, hvorfra og hvordan denne fremskaffes. Andre kan ikke forestille sig Danmark delvis besat, medens der i andre dele af landet kæmpes videre. Mange føler, at det liele vil være afgjort i løbet af 4—5 dage, hvorefter det — såfremt det ikke lykkes at afslå en angriber — vil være nytteløst at ofre mere dansk blod. De kan ikke forestille sig, at man skulle kunne vige ud og tvinge fjenden til at kæmpe hårdt for hver eneste fodsbred jord. Nogle enkelte føler måske, at landet skulle nøjes med en demonstration, hvis det blev angrebet, og så i øvrigt overlade krigen til de større magter uden indblanding fra de små, som kun ønsker at være sig selv.
Det fremhæves hyppigt, at denne holdning ikke kan være almindelig (den er det naturligvis heller ikke), når værnepligten accepteres og effektiviteten af de væbnede styrker er god. Andre hævder, at skønt dette er sandt, får man tit det indtryk, at de væbnede styrker synes at falde ind under kategorien et »regeringsdepartement«. Det egentlige formål med dem — at bekæmpe en angriber og forsvare Danmark — fortaber sig i en jungle af administration og rutinearbejde.
Det er den slags ting de militære planlæggere må slås med, men det skal understreges, at sådanne synspunkter er i mindretal, og at det store flertal af offentligheden forstår de virkninger, som et nederlag og en besættelse vil medføre.
Der gøres på en rolig og stille måde meget for at gøre disse ting klart for offentligheden og for at uddanne og overbevise befolkningen som helhed til at forstå det fulde ansvar, som den har over for forsvaret.
Virkningerne heraf kan spores, men det er en langsommelig proces, som vil tage meget lang tid.
Utilstrækkeligt materiel
Mangelen på tilstrækkeligt, moderne materiel til landstyrkerne er et andet af de problemer, man står overfor. Den britiske udrustning og meget af det, som er modtaget fra USA efter den 2. verdenskrig er tjenlig til udskiftning. Dette er man helt på det rene med, og der er opstillet en 5-års plan for anskaffelser med henblik på at få moderne amerikansk materiel. Dette program er dog blevet hæmmet af financielle problemer.
Amfibie-mobilitet
For en fremmed synes landstyrkerne ikke at være i besiddelse af tilstrækkelig mobilitet mellem landsdelene. Der er stor mobilitet på landjorden (og stor opmærksomhed vies ganske rigtigt dette spørgsmål) såvel i Jylland, som på Sjælland, og den vil kunne opretholdes så længe de i øvrigt store lagre af brændstof rækker til. Men interessen for »amfibie- mobilitet« har ikke rigtig slået rod. Søen synes at være et rent flådeforetagende.
Hæren mener, at flåden skal fremskaffe et stort antal små landgangsfortøjer, som er den væsentligste faktor i sikringen af fuldstændig og uhindret »amfibie-mobilitet«. Flåden, der har sin opmærksomhed rettet mod Sovjets u-både i Østersøen, mener at initiativet i så henseende må komme fra hæren. Dette forhold forsinker udviklingen på dette meget væsentlige område.
Med et stort antal landgangsfartøjer ville landstyrkerne være i besiddelse af fuldstændig mobilitet og således være i stand til hurtigt at sprede sig og at koncentrere store styrker. De ville kunne flytte styrker fra ø til ø indenfor utrolig kort tid. Det må aldrig glemmes, at et af Sovjets første principper for krig er at tilintetgøre fjendens hovedstyrke, ikke så meget at besætte fjendens territorium. Uden »amfibie-mobilitet« vil Danmark have et handicap. På Sjælland kunne fjenden f. eks. trænge de derværende brigadegrupper sammen og tilintetgøre dem. Men med »amfibie-mobilitet« kunne de forsvinde over søen og dukke op et hvilket som helst sted, måske i ryggen på fjenden. Danske tropper kunne i virkeligheden springe i ryggen på enhver fjende, som sætter foden på dansk jord, når og hvor det passede dem, uden at give fjenden et øjebliks ro.
Adskillelse mellem værnene
Den langsomme udvikling af »amfibie-mobilitet« afslører et andet problem, og kan måske have sin årsag i den kendsgerning, at de tre værn —Hæren, Flyvevåbnet og Flåden — stræber efter at forblive adskilte og uafhængige, hvilket i et lille land er langt mere farligt end i et større.
Der er f. eks. ikke nogen fællesvæms-stabsskole, ligesom heller ikke officerer i de mellemste grader gør tjeneste i andre væm med henblik på at lære at forstå disses synspunkter og problemer.
Styrkefordeling
Indtil »amfibie-mobilitet« er en fuldbyrdet kendsgerning, er Danmark stedse stillet over for problemet om, på hvilken måde landet bedst kan disponere sine styrker — hvorvidt tyngden bør ligge på Sjælland eller i Jylland, eller om de bør fordeles ligeligt. Nogle hævder tyngden bør ligge på Sjælland, hvor hovedstaden — landets hjerte — er beliggende. De føler, at skulle Sjælland gå tabt, vil det være problematisk om viljen til at fortsætte kampen vil være til stede, og fjenden vil da være i den situation at kunne blokere adgangen til Østersøen.
Andre hævder, måske som følge af vesttysk overtalelse, at tyngden bør ligge i Jylland, livor styrkernes mobilitet kan udnyttes til et maksimum i samarbejde med de vesttyske divisioner mod syd. De siger, det er forkert at låse for mange danske tropper inde på Sjælland. Begge synspunkter kan måske være rigtige.
Dette er kun nogle få af de forsvarsproblemer Danmark står overfor. Men man erkender dem og forsøger at afhjælpe dem.
Hvilke kouklusioner kan der nu drages af dette åbenhjertige billede af situationen?
Det er konstateret, at de danske væbnede styrker er stærke og gode, men at de kunne blive bedre, og at deres problemer tages op til realistisk behandling.
Hjemmeværnets varslingssystem er fremragende, mobiliseringsplanerne er gode, og flyvevåbnet og flåden er rede og har et højt beredskab. Et overraskelsesangreb vil ikke uden videre lykkes. Danmark vil kunne holde ud indtil hjælp når frem.
Danmark skulle være i stand til at kontrollere adgangsvejene til Østersøe og til at føre et forsvar, inden for hvilket også begrænsede offensive operationer vil kunne forekomme.
K. V. Nielsen
