Log ind

Danmark i krig: Den danske befolknings støtte til indsatserne i Irak og Afghanistan

#

Malthe Munkøe, cand.scient.pol, MA1

Abstract

Krige er uundgåeligt forbundet med risikoen for tab. Dette antages ofte at have en såkaldt 'body bag effect', en 'ligposeeffekt'. Det vil sige, at en befolknings støtte til en krig daler som følge af de tab, nationen lider på slagmarken. Efter at danske tropper i en årrække har været aktive i Afghanistan og Irak kan denne sammenhæng studeres nærmere for den danske befolknings vedkommende. Har den danske offentlighed reageret på de militære tab, og hvilke forhold har ellers påvirket opbakningen til indsatserne i Afghanistan og Irak?   Danskernes støtte til Afghanistankrigen lå på et nogenlunde konstant og relativt højt niveau fra indsættelsen i Helmand frem til udgangen af 2009, på trods af at tropperne i denne periode jævnligt led tab. Derefter skete der et markant fald i krigstøtten. Under Irakkrigen led de danske styrker en række tab i perioden fra midten af 2005 til tilbagetrækningen. Støtten til krigen faldt også betragteligt, men steg igen betragteligt i løbet af 2007, selvom de danske tropper fortsat led tab.   Overordnet set er de danske indsatser i Afghanistan og Irak således ikke kendetegnet ved en gradvis erodering af krigsstøtten. Selvom trenden er nedadgående, harmonerer udviklingen ikke med tabstallene, ligesom der også i perioder er sket væsentlige stigninger i krigsstøtten. Snarere end en tydelig ’ligposeeffekt’ synes udviklingen i den danske befolknings støtte til krigen at være drevet af andre begivenheder. Den amerikanske ’Surge’, som var en stor succes i Irak, påvirkede efter alt at dømme danskernes holdning til krigen positivt. Ligeledes lader den danske krigsstøtte til at være blevet påvirket negativt af blandt andet det på mange måder fejlslagne afghanske præsidentvalg og diskussionen af, at det ville være nødvendigt at forhandle med Taliban.   Krigene i Irak og Afghanistan giver således indtryk af en dansk befolkning, der er overraskende villig til at acceptere militære tab, så længe man har indtryk af at udviklingen går den rigtige vej. Derfor er udviklingen i krigsstøtten i højere grad udtryk for befolkningens samlede vurdering af krigen, end en simpel reaktion på antallet af tab.  

Indledning

De danske militære engagementer i Afghanistan og Irak har dannet ramme om de længste og blodigste krigshandlinger, den danske hær har oplevet siden Tyskerkrigene. I modsætning til de missioner, som blev gennemført igennem halvfemserne navnlig i det tidligere Jugoslavien, var der tale om egentlig krigsførelse der har medført mange danske tab. I Afghanistan er Danmark målt ud fra indbyggertal det land, som har mistet flest soldater.

I andre NATO‐lande har den folkelige modstand mod krigsdeltagelsen længe været et vigtigt politisk emne, og en belastning for den siddende regering. I Danmark har dette ikke stort set ikke været tilfældet. Modstanden mod krigene i Irak og Afghanistan har ikke på noget tidspunkt været et af de væsentligste politiske emner, eller blevet en alvorlig belastning for den siddende regering. Hvorfor adskiller Danmark sig i denne henseende fra så mange af de andre NATO‐lande? Den folkelige opinion er en afgørende faktor for ethvert militært engagement. Dette gælder for så vidt ikke kun demokratier. Krigsmodstanden og forarmelsen som krigen forårsagede under Første Verdenskrig væbnede revolutioner i både kejsertyskland og zar‐ Rusland. Nødvendigheden af at sikre et mindstemål af støtte i befolkningen til en given krigsindsats indebærer begrænsning på mulighederne for at føre krig (Aldrich et al 2006), på linje med militære, økonomiske og tekniske begrænsninger. For eksempel må NATOs beslutning om at satse på massive luftbombardementer uden indsættelse af landstyrker under bombekampagnen mod Jugoslavien i 1999 i høj grad ses som udtryk for, at man frygtede befolkningens reaktion på eventuelle militære tab. Derfor må den hjemlige arena betragtes som et tyngdepunkt i Clausewitzsk forstand. En fjendes modstand kan overvindes, hvis befolkningens støtte til krigen falder under et kritisk niveau.   Dette tyngdepunkt er af afgørende betydning i de såkaldte counterinsurgency missioner. En fjende som Taliban, der umuligt kan vinde en afgørende sejr militært, må i stedet rette sit fokus mod fjendens civilbefolkning. Hvis krigstrætheden vokser i fjendens befolkning, kan det af politiske årsager nødvendiggøre en tilbagetrækning. Det betyder mindre, at de lider langt større tab end deres militært overlegne fjende, hvis deres operationer og evne til at holde ud langsomt underminerer støtten til krigsdeltagelsen. Det er på mange måder vigtigere for Taliban, hvad resultatet af hver ny befolkningsundersøgelse i et ISAF‐land om opbakningen til engagementet viser, end resultatet af militære træfninger med NATO‐ styrker. På sin vis er målet for oprørere ikke at udmatte fjendens hær, men at udmatte fjendens befolkning indtil det fører til en opgivelse af krigsindsatsen. Derfor er en forståelse af, hvilke faktorer og forhold der påvirker den hjemlige folkelige opinion, af direkte vigtighed for militære og politiske beslutningstagere.  

Litteraturgennemgang

Det er en ofte bemærket regularitet, at tab i krig fører til en stigende folkelig modstand mod en krig. I sit indflydelsesrige studie War, Presidents and Public Opinion undersøgte den amerikanske statskundskabsprofessor John Mueller (1973) denne sammenhæng med statistisk materiale fra Koreakrigen og Vietnamkrigen. Ved at sammenholde data for antallet af døde soldater med opinionsmålinger af krigsstøtten kom Mueller frem til, at der er et bestemt forhold mellem tabstal og krigsstøtten. Efterhånden som tabstallene stiger, eroderer krigsstøtten. Denne udvikling så Mueller både under Koreakrigen og Vietnamkrigen, ligesom han senere har argumenteret for at det samme har været tilfældet under Irakkrigen (Mueller 2005).   Ifølge Mueller gennemgår disse krige et karakteristisk forløb. I begyndelsen er der en stor folkelig opbakning til krigsindsatsen. Dette oplever Mueller som en ”rally around the flag” effekt (Verba et al. 1967, Russett 1990), hvor folk lader sig rive med og reagerer på opfattelsen af en trussel mod landet. Dette er for manges vedkommende en følelsesmæssig og kortvarig reaktion. Krigsstøtten falder derfor betragteligt når denne umiddelbare reaktion fortager sig. Herefter fortsætter krigsstøtten med at falde, efterhånden som landets styrker lider stadigt flere tab. Efterhånden er det kun dem, der virkelig er overbeviste om at krigen er vigtig, som fortsat bakker op om indsatsen. Ifølge Mueller falder krigsstøtten med andre ord gradvist som følge af de militære tab, men således at effekten af militære tab på krigsstøtten er stærkest i begyndelsen, hvor 'rally around the flag' effekten fortager sig, og svagest til sidst, da der skal mere til at overbevise de mest overbeviste om, at krigen bør opgives.   Dette mønster er ifølge Mueller (2005) næppe noget beslutningstagerne kan gøre noget ved eller ændre på. Som han fremhæver i sin analyse af Irakkrigen i en artikel fra 2005 i tidsskriftet Foreign Affairs: ”Det mest slående ved sammenligningen mellem de tre krige (Koreakrigen, Vietnamkrigen og den Anden Golfkrig) er hvor meget hurtigere den offentlige støtte er eroderet i forhold til Irak. I det tidlige 2005, da tabstallet var omkring 1500, var procentdelen af respondenter der mente Irakkrigen var en fejl – over halvdelen – omkring den samme procentandel, som havde opfattet Vietnamkrigen som en fejltagelse på det tidspunkt under Tet offensiven i 1968, hvor næsten 20.000 soldater var døde” (Mueller 2005, egen oversættelse).

Mens Mueller fastholder, at befolkningens syn på en krig dybest set er givet ved hvor mange tab nationen lider, har andre forskere forsøgt at finde andre sammenhænge.   En indvending mod Muellers tilgang er blevet præsenteret af statskundskabsprofessoren Bruce Jentleson (1992, Jentleson og Britton 1996). Hovedargumentet i Jentlesons arbejder er, at befolkningens krigsstøtte hænger nøje sammen med, hvilken type krig der er tale om. Jentleson skelner mellem 'Foreign policy constraint', 'Internal political change' og 'Humanitarian intervention', altså omtrent en begrænsende udenrigspolitik, intern politisk forandring og humanitær intervention. Han kommer frem til, at amerikanerne generelt i langt højere grad støtter begrænsende militære operationer, som har til formål at stoppe andre lands aggression og angreb, som eksempelvis under den Første Golfkrig hvor Husseins invasion af Kuwait blev slået tilbage. Amerikanerne er langt mindre villige til at støtte krige, som har til formål at gennemføre en intern politisk forandring i et andet land, såsom en regimeændring. Støtten til humanitære interventioner er ligeledes typisk lav i den amerikanske befolkning. Eksempelvis blev det amerikanske indgreb i Somalia opgivet efter en træfning, som kostede 18 amerikanske soldater livet. I den type krige, der opfattes som vigtigst i befolkningen, kan man formode at krigsstøtten vil reagere mindre på militære tab end i andre typer krige, der betragtes som mindre vigtige. Dette kan også forklare den forskel Mueller hæfter sig ved, nemlig at amerikanerne opfattede Vietnamkrigen som meget vigtigere end Irakkrigen, og der derfor skulle langt flere tab til, før det gav sig udtryk i samme fald i krigsstøtten. Mange nyere studier går helt eksplicit ud fra en sådan cost‐benefit analytisk tilgang (Larson 1996, 2000, Gelpi og Feaver 2005/2006). Det vil sige at landets eller borgernes omkostninger, primært i form af militære tab, vejes op imod krigens vigtighed. Når militære tab fører til et fald i krigsstøtten, kan det således ses som udtryk for at nogle individer oplever, at omkostningerne ved krigen overstiger den forventede nytte ved en sejr. For eksempel så den amerikanske befolkning gerne Saddam Hussein væltet og et demokratisk styre indsat i Baghdad, men der er grænser for, hvor mange amerikanske liv man mener det er værd at ofre for at nå det mål.   Udfaldet er en krig er altid usikkert. I den forstand er det ikke givet, at den gevinst en militær sejr vil indebære bliver realiseret. Dette taler for, at befolkningen i deres cost‐benefit analyse også medtænker sandsynligheden for, at en krig vil blive vundet. Ifølge Larson (1996) vil befolkningens støtte til en krig alt andet lige være højere, jo vigtigere den opfattes, jo klarere målene er definerede, og jo større sandsynligheden er for at nationen vil gå sejrrigt ud af krigen. I forlængelse af disse overvejelser argumenterer flere (Kull og Ramsay 2001, Gelpi og Feaver 2004, 2005, 2006, Gelpi og Reifler 2008, Gelpi, Feaver og Reifler 2009) for, at krigsstøtten påvirkes af befolkningens syn på, hvor sandsynligt det er at krigen vil blive vundet. Et eksempel på dette er den nordvietnamesiske Tet‐offensiv, som medførte et brat fald i krigsstøtten i USA (Gelpi 2006). Offensiven var på mange måder var et taktisk nederlag for Vietcong og ikke kostede så mange amerikanske tropper livet, som man ellers kunne formode ud fra den massive nedgang i krigsstøtten. I stedet blev krigsstøtten efter alt at dømme påvirket ved, at Vietcong demonstrerede sin evne til at gennemføre storstilede offensiver endda helt ind i Sydvietnams hovedstad. Dette tydede på, at Vietcong var en langt stærkere modstander, end den amerikanske nyhedsdækning hidtil havde givet indtryk af, og det syntes mindre sandsynligt at USA ville gå sejrrigt ud af krigen i Vietnam (Gelpi 2006). Denne teori har Gelpi, Feaver og Reifler (2005‐6) opsummeret med frasen 'success matters', det vil sige at det har betydning for krigsstøtten, hvorvidt en nation oplever succes eller fiaskoer i løbet af krigen. Dermed er krigsstøtte efter denne opfattelse i høj grad påvirkelig af væsentlige begivenheder, blandt andet på slagmarken. Krigsstøtten handler langtfra kun om, hvor store omkostninger i form af militære tab et krigsførende land har lidt, som Mueller mener. I nogle tilfælde er de to forklaringer endda modsatrettede. Det er ofte i perioder med flest tab, hvilket ifølge Mueller vil føre til et fald i krigsstøtten, at de afgørende sejre bliver vundet, hvilket Gelpi og Feaver forventer vil føre til højere støtte i befolkningen.   I en debat med Gelpi i Foreign Affairs (2006) argumenterer Mueller for, at de sammenhænge denne identificerer typisk er midlertidige, mens det samlede billede er at krigsstøtten, med mindre midlertidige udsving, er givet ved antallet af tab. Han hæfter sig ved, at støtten til Irak i det lange løb har udvist den forventede nedadgående tendens. Det er muligt at folk på kort sigt bliver påvirket af væsentlige gode eller dårlige nyheder fra fronten, men i sidste ende er det ikke en varig eller betydningsfuld forklaring. Hvis dette er rigtigt må man skelne mellem den overordnede tendens i støtten til en krig, og midlertidige tilfældige udsving, som de aktuelle begivenheder påvirker.   Teorierne om at krigsstøtten afhænger af, hvordan krigen går, forudsætter at befolkningen har mulighed for at vurdere krigens gang. Det må siges at være et temmelig abstrakt regnestykke, hvor mange soldaters liv for eksempel befrielsen af Irak ville være værd. Ligeledes kan det være vanskeligt for den almindelige amerikaner at vide, hvordan krigen går og hvordan mulighederne for at vinde sejr er. Al information tilgår vælgerne via medierne, og debatteres løbende af forskellige meningsdannere eller fremstilles ud fra en bestemt vinkling i mediedækningen. Derfor kan man ikke forvente en umiddelbar og direkte sammenhæng imellem en befolknings støtte til en krig, og hverken tabstallene eller succesmulighederne.    I et studie finder Jentleson og Britton (1996) for eksempel, at der er en klar sammenhæng mellem hvor stor en andel af den amerikanske befolkning der støtter et militært engagement, og holdningen hos præsident og kongres. Hvis præsidenten offentligt har støttet en bestemt militær magtanvendelse er støtten til et sådant engagement højere, og hvis Kongressen er delt på spørgsmålet er støtten alt andet lige lavere. Dette afspejler et mere generelt synspunkt i studiet af den offentlige opinion, at meningsdannerne er afgørende for dannelsen af den offentlige opinion. Politiske emner ligger ofte langt fra folks almindelige hverdag og normale bekymringer, så de må i et vist omfang forlade sig på meningsdannerne.

Dette sker i praksis typisk via politisk ideologi og partitilhørsforhold (Zaller and Feldman 1992, Berinsky 2007). Flere undersøgelser har vist, at selv vælgere der ikke ved ret meget om et emne er i stand til at stemme som om de gjorde, alene ved at hvilke holdninger eliter og meningsdannere har, og derefter se hvilken side de er på (Lupia 1994, Lupia og McCubbins 1998). Hvis for eksempel en demokratisk kernevælger ved, at de ledende demokrater han eller hun plejer at være enig i er imod Irakkrigen, mens de republikanere han eller hun plejer at være uenig i støtter krigen, så er det en meget væsentlig information i forhold til selv at tage stilling til Irakkrigen. Modstanden mod krigen må derfor forventes at afspejle den meningsdannende elites holdninger. Hvis der er udbredt enighed om at støtte krigen blandt de ledende politiske eliter og mediepersonligheder må der derfor også forventes en høj grad af støtte i befolkningen (Larson 1996, 1997).   Meget tyder derfor på, at befolkningens støtte til en krig påvirkes af, hvordan forskellige meningsdannere, herunder navnlig politikerne, forholder sig til krigen. Denne tilgang understøttes af flere studier, som viser at befolkningen har begrænset kendskab til de faktuelle forhold i forbindelse med militære operationer. For eksempel fandt Gelpi og Reifler (2008, 2009), at en tredjedel af amerikanerne stadig troede at Irak havde stået bag 11. september, og Berinsky (2007) at en stor del af befolkningen reelt ikke anede, hvor mange militære tab USA havde lidt i Irak. Dette har ført til en væsentlig opmærksomhed på individniveau af, hvilke forhold der påvirker en bestemt vælgers syn på krigen. I en række eksperimentielle studier finder Berinsky (2007) eksempelvis, at befolkningens støtte til krige påvirkes af, informationer man indledningsvist præsenterer dem for. Gelpi (2010) har ligeledes gennemført en række survey‐eksperimenter, idet billedet her dog er en væsentligt mere stabil offentlig opinion uanset hvilke oplysninger som præsenteres.   Hvis befolkningens holdninger fortrinsvist er udtryk for deres reaktion på meningsdannernes og medierne synspunkter, så er Gelpi og Feavers syn på befolkningens evne til at vurdere krige ud fra succesmulighederne givetvis overdrevent positivt (Berinsky 2007; Berinsky and Druckman 2007). Effekten af succes eller manglen på samme sker i så fald indirekte, ved at meningsdannere følger med i udviklingen, som de fortolker og sætter ind i den bredere ramme der gør det muligt for befolkningen at forholde sig til det.   Det kan dog rimeligvis indvendes, at befolkningen godt kan have en rimelig, konsistent og rationel holdning til krigen, uden at de på et givent tidspunkt kan huske hvilke informationer der har fået dem til at indtage denne holdning. Sagt på en anden måde, selvom en vælger kan have glemt hvor mange soldater der er døde i en krig, kan vælgeren sagtens tænkes at huske hvilket overordnet indtryk mediedækningen af krigen den seneste tid har efterladt. Det kan også indvendes, at selvom vælgerne påvirkes af meningsdannere og medier, er det ikke sikkert at denne påvirkning er varig.   Litteraturen om krigstræthed og tabstal er hovedsageligt en amerikansk litteratur. Det skyldes formentligt ikke mindst, at USA har oplevet langt flere krige, og problemstillingen derfor har langt større relevans i en amerikansk kontekst.   Det er imidlertid plausibelt, at der er væsentlige forskelle mellem, hvor villige forskellige landes befolkninger er til at acceptere tab i krig. Mueller (2004, 2005) har argumentet for, at der er opstået en stigende aversion mod tab. Han finder som nævnt, at den amerikanske offentlighed reagerede meget stærkere på tab under den Anden Golfkrig, end under Koreakrigen og Irakkrigen. Dermed er krigsstøtten fortsat givet ved tabstallene, men befolkningens vilje til at acceptere militære tab har ændret sig over tid. Mueller mener, at Vietnamkrigen medførte et 'Vietnam‐syndrom', hvor den amerikanske befolkning i lang tid fremover var langt mindre villig til at acceptere militære tab. På samme måde forventer Mueller (2005) et nyt 'Irak‐syndrom', hvor den amerikanske befolkning vil være imod nye krige fremover. Dermed må befolkningens støtte til en krig ifølge Mueller anskues i et længere historisk perspektiv, hvor befolkningens holdning er påvirket af oplevelserne under forrige krige.   Dermed kan landes militære historier påvirker deres villighed til at lide tab i krig. Lande som har ført mange krige kan tænkes at være mere villige til at acceptere tab, fordi befolkningerne har vænnet sig til at det er en del af udenrigspolitikken. Omvendt kan det også have den modsatte effekt, afhængig af hvorvidt landet er vant til sejre, eller til langstrakte, nedslidende krige som Vietnamkrigen. Ud fra dette rationale kunne man forud for Irak og Afghanistankrigene eksempelvis forvente større opbakning til militære operationer i Storbritannien, der vandt en stor sejr i sin sidst førte krig, Falklandskrigen, end i Frankrig, der oplevede nederlag i Algeriet og Vietnam. En anden landebestemt forskel kan være befolkningers selvopfattelse. Eksempelvis har professor i statskundskab ved Københavns Universitet Mikkel Vedby Rasmussen argumenteret for, at den danske støtte til vores krige er udtryk for en særegen dansk indstilling (Kristeligt Dagblad 2009). Vi kan alligevel ikke gøre nogen substantiel militær forskel, så militæret kan ikke på samme måde som i USA's tilfælde anvendes som instrument til at opnå udenrigspolitiske mål som sådan. I stedet er selve det at anvende militæret ifølge Rasmussen målet i sig selv.   ”Det er blevet en del af værdikampen; et mål for, hvor gode verdensborgere vi er. De aktive soldater betyder noget for den danske identitet, og på sin egen barske måde bekræfter de forholdsvis mange døde soldater blot dybden af vores engagement. Vi er stolte over at have soldater i rigtig kamp,siger Mikkel Vedby Rasmussen.” (Kristeligt Dagblad 2009) Opsummerende er der således en række forhold, der kan forklare udviklingen i krigsstøtten. Med indsættelserne i Irak og Afghanistan kom danske styrker ud for de hårdeste og mest langstrakte kamphandlinger siden Tyskerkrigene. Disse missioner giver derved et godt udgangspunkt for at studere, hvordan den danske befolknings krigstøtte har udviklet sig over tid. 

Data

Danskernes holdning til krigene i Irak og Afghanistan er blevet undersøgt med en række meningsmålinger i de senere år. Der er stillet spørgsmål til en lang række forskellige emner, og der er udvalgt et spørgsmål til hver krig ud fra hensynet til at få en tidsserie med samme spørgsmål stillet så mange gange som muligt, samt nødvendigheden af at udvælge spørgsmål der reelt måler støtten til krigen.   For at få en sammenhængende tidsserie belyses støtten til Irakkrigen ud fra Gallups spørgsmål ”Mener du, at det var en rigtig beslutning, at Danmark deltog aktivt med soldater og materiel i krigen i Irak”. Det giver syv målinger i perioden februar 2004 til juli 2007. I formuleringen spørges også direkte til, at Danmark deltog aktivt i krigen i Irak. Dette er dog ikke ideelt. Nogle respondenter kan tænkes at mene, at det egentligt var rimeligt at invadere Irak, men at man må erkende at forsøget var slået fejl og en tilbagetrækning var nødvendig. Andre vil givetvis mene, at det var en fejl at invadere, men at man burde blive for at undgå et totalt sammenbrud i landet. Alt i alt er dette formodentligt en mindre, men ikke ubetydeligt fejlkilde.

Afghanistankrigen belyses ud fra seks Gallup‐målinger gennemført i perioden april 2008 til juli 2010. Der er stillet spørgsmålet ”Mener du det er en rigtig beslutning at danske tropper er aktive i Afghanistan?”. Dette spørgsmål er mere hensigtsmæssigt i forhold til at afdække den egentlige krigsstøtte end spørgsmålet omkring Irakkrigen. 

Den danske opbakning til krigene i Irak og Afghanistan

Først ved indsættelsen af kamptropper i Helmand i 2007 led Danmark de første tab ved kamphandlinger i Afghanistan. Fra 2007 til 2010 mistede 39 danske soldater livet i Afghanistan. Dermed er Danmark i dag det koalitionsland, som har lidt de sværeste tab målt i forhold til indbyggertal. I begyndelsen af indsatsen i Irak oplevede de danske tropper ikke hårde kamphandlinger, men gradvist begyndte situationen at blive skærpet, og igennem 2005 begyndte de danske tropper at lide flere tab. Ved afslutningen af det danske engagement havde 8 soldater mistet livet, og heraf langt de fleste i perioden fra 3. kvartal af 2005 til midten af 2007.   Det har således været kendetegnende for både indsatsen i Irak og Afghanistan, at man i begyndelsen af krigene ikke oplevede mange tab, men at situationen er eskaleret med støt stigende tabstal til følge, i Irak på grund af det tiltagende oprør og i Afghanistan efter indsættelsen af kamptropper i den urolige Helmand‐provins.

Skærmbillede 2020-01-22 kl. 13.04.19.png

Skærmbillede 2020-01-22 kl. 13.04.41.png

Da Gallup i februar 2004 spurgte til danskernes holdning til indsatsen i Irak, mente 52 pct., at det var den rigtige beslutning at Danmark deltog med soldater og materiel. I juli 2007 var det 39 pct., som havde denne opfattelse. Figur 3. Danskernes syn på Irakkrigen: ”Mener du, det var en rigtig beslutning, at Danmark deltog aktivt med soldater og materiel i krigen i Irak?”  

Skærmbillede 2020-01-22 kl. 13.13.24.png

Den overordnede trend i danskernes støtte til Irakkrigen har været nedadgående fra 2004 til 2007 med et samlet fald på 14 procentpoint. Krigsstøtten faldt fra 52 pct. i februar 2004 til 39 pct. i juni 2007.  

Skærmbillede 2020-01-22 kl. 13.05.15.png

Krigsstøtten steg imidlertid fra bundniveauet på 36 pct. i oktober 2006 til 43 pct. i februar 2007, og lå med 39 pct. fortsat højere i juni 2007, end da bundniveauet blev nået. Udviklingen er langtfra så jævn som man kunne formode, hvis antallet af tab alene influerede krigsstøtten. Desuden har udviklingen ikke i alle periode været negativ, så det er ikke uundgåeligt, at krigsstøtten gradvist falder og kun bevæger sig i negativ retning.   Den overordnede tendens passer med teorien om at krigsstøtten handler om tabstallene. På den anden side nåede støtten sit lavpunkt i oktober 2006, hvorefter den steg mod slutningen af engagementet. Stigningen på 7 procentpoint fra oktober 2006 til februar 2007 er markant, og strider imod en overordnet udvikling, der er drevet af tabstallene. En forklaring på dette kan være, at efter lang tids eskalation og voldsom sekterisk vold, gav den amerikanske 'Surge' der blev annonceret af præsident Bush i januar 2007, forhåbninger om at den negative udvikling kunne vendes. Det taler for, at danskerne reagerede på de positive nyheder om, at der endnu var håb om at vende krigens gang, og inden da havde reageret negativt ikke udelukkende på de danske tab, men også på at udsigterne til succes i Irak blev mindre, i takt med at oprøret tog til i styrke. Danskernes støtte til krigen i Afghanistan er ligeledes faldet siden engagementet i Helmand tog sin begyndelse. En Gallup‐måling fra april 2008 viste, at 53 pct. af danskerne støttede indsatsen. I august 2010 var støtten nede på 32 pct.    Figur 5. Danskernes syn på krigen i Afghanistan. ”Mener du at det er en rigtig beslutning, at danske tropper er aktive i Afghanistan?”

Skærmbillede 2020-01-22 kl. 13.13.49.png

Der er imidlertid ikke sket et tilsvarende gradvist fald i krigsstøtten. Selvom de danske styrker i hele perioden har lidt jævnlige tab, skete der ikke væsentlige udsving i krigsstøtten, som i juli 2000 kun lå 3 procentpoint lavere end i april 2008. Dette dækker dog over en markant nedgang på 10 procentpoint fra juni 2008 til oktober 2008, og en efterfølgende stigning på 6 procentpoint. Ligeledes skete der et markant fald i krigsstøtten på 6 procentpoint fra juli 2009 til juli 2010.   Dermed er der ikke en klar og tydelig sammenhæng mellem støtten til Afghanistankrigen og de danske tab, som voksede støt i hele perioden. I juli 2009 var støtten kun lidt under niveauet for april 2008, og de to store dyk i oktober 2008 og juli 2010 falder ikke sammen med usædvanligt mange militære tab. Selvom det kan hævdes at den overordnede trend er nedadgående, er udviklingen så ujævn, at det ikke forekommer plausibelt at den kun eller fortrinsvist skulle være drevet af tabstallet.  

Skærmbillede 2020-01-22 kl. 13.14.09.png

Det første dyk i krigsstøtten i oktober 2008 efterfulgt af en væsentlig stigning falder sammen med, at 2008 på mange måder ikke et godt år for koalitionsstyrkerne. Taliban vant frem, tabstallene på de allieres side var høje, og der var ikke umiddelbart udsigt til at udviklingen ville blive vendt. Derimod bør 2009 på flere vellykkede offensiver og indsættelsen af Barack Obama som ny præsident i USA. Obama lovede under sin valgkamp og efter at være blevet taget i ed som ny præsident en ny troppeopbygning i Afghanistan ud fra Surge‐modellen, der var blevet anvendt i Irak. Det kan have givet anledning til samme optimisme blandt danskerne, som lod til at være tilfældet i Irak under Surge‐troppeopbyg‐ ningen.   Gallups befolkningsundersøgelse fra juli 2010 viste, at danskernes støtte til krigen var dykket til 3 procentpoint netto (dvs. at der kun var tre procentpoint flere som støttede krigen, end der var modstandere af krigen). Dette skete på trods af, at den amerikanske troppeopbygning i Afghanistan var blevet færdiggjort i løbet af året, og flere offensiver mod Taliban gennemført. Faldet i krigsstøtte hænger formentlig sammen med en række forhold, der alligevel gav indtryk af en negativ udvikling i Afghanistan. Man debatterede i stigende grad, hvorvidt NATO skulle indlede forhandlinger med Taliban. Det blev stadigt tydeligere, at Taliban ikke kunne besejres uden også at håndtere problemet med de stammeområder i Pakistan, de kontrollerede. Fjenden havde stor succes med at angribe NATO‐styrkernes forsyningslinjer igennem Pakistan, præsident Karzai var blevet anklaget for valgsvindel i forbindelse med sit genvalg i en valghandling, der generelt syntes kaotisk og nedslående, og man talte stadigt oftere om en exit‐dato for Afghanistankrigen. Mulighederne for at gøre Afghanistan til en stabil og demokratisk stat fortonede sig.   Disse forhold blev flittigt kommenteret af analytikere, eksperter og andre meningsdannere. Fra at være en krig som alle, over hele det politiske spektrum såvel som de fleste analytikere og andre meningsdannere, var enige om da felttoget blev indledt i 2001, blev Afghanistankrigen desuden mere omdiskuteret. Målsætningen med krigen blev i løbet af 2009 nedtonet, både af den amerikanske præsident Obama og herhjemme, således at bestræbelserne på at skabe et velfungerende liberalt demokrati blev skrinlagte, idet fokus i stedet blev lagt på at undgå, at landet igen bliver en terrorrede for al Qaeda og ligesindede.   Den danske offentlige opinion lader til at have reageret på disse nye og nedslående meldinger og den voksende uenighed blandt ledende meningsdannere, snarere end på de voksende tabstal. Dermed lader den danske støtte til de militære engagementer i Irak og Afghanistan ikke til i så høj grad at være blevet påvirket af antallet af militære tab. I stedet giver de gennemførte meningsmålinger et billede af, at danskernes holdning i højere grad påvirkes af hvordan krigene går, og hvordan udsigterne er til sejr. Den danske befolkning udviser samlet set og under de rette betingelser en høj grad af villighed til at acceptere tab af danske soldaters liv.  

Konklusion

Den danske befolknings støtte til krigene i Irak og Afghanistan følger ikke udviklingen tabstallene. Der er ikke sket den gradvise erosion af krigsstøtten, som den konventionelle visdom om en ’ligposeeffekt’ tilsiger. Irakkrigen demonstrerede, at en nedadgående udvikling i krigsstøtten kan reverseres hvis tingene begynder at gå bedre, og Afghanistankrigen viste at krigsstøtten kan forblive høj trods jævnlige tab. Afghanistankrigen demonstrerede også, at krigsstøtten kan reagere markant på nye forlydender og informationer om, hvordan krigen går og hvordan udsigterne til sejr ser ud.   Snarere end en umiddelbar og stærk følelsesmæssig reaktion på antallet af døde, er krigsstøtten efter alt at dømme udtryk for samme overvejelser om forventede gevinster og omkostninger som andre politikområder. Den politiske lære af Irak‐ og Afghanistankrigene er derfor, at Danmark godt kan fungere som en krigsførende nation over en længere periode og trods mange tab, så længe befolkningen finder krigen tilstrækkelig vigtig og tror på, at den kan vindes.  

Litteratur

Aldrich, JH., Gelpi, CF., Feaver, PD., Reifler, J. og Sharp, KT. (2006) Foreign Policy and the Electoral Connection. Annual Review of Political Science 9:477‐502 Almond, G. (1950) The American People and Foreign Policy. New York: Praeger Belknap, G., Campbell, A. (1951) Political Party Identification and Attitudes toward Foreign Policy. The Public Opinion Quarterly 15 (4): 601–23 Berinsky, A. (2007). Assuming the Costs of War: Events, Elites, and American Public Support for Military Conflict. Journal of Politics 4:975‐997 Berinsky A., Druckman J. (2007).“The Polls – Review. Public Opinion Research and Support for the Iraq War. Public Opinion Quarterly. Vol. 71 no. 1 Converse, Philip E. 1964. The Nature of Belief Systems in the Mass Publics. I Ideology and Discontent, Apter, D. (red.) New York: Free Press, 206–61 Feaver, PD., Gelpi, CF. (2004). Choosing Your Battles: American Civil‐Military Relations and the Use of Force. Princeton: Princeton University Press Gelpi CF., Feaver PC., Reifler J. 2008. Paying the Human Costs of War. Princeton: Princeton Univ. Press Gelpi, CF., Reifler J. (2006). Casualties, Polls and the Iraq War. International Security 31, 2:186‐198 Gelpi. CF. (2010). Performing on a Cue? The Formation of Public Opinion Towards War. Journal of Conflict Resolution vol. 54 no. I, 88‐116 Gelpi CF., Reifler J. (2008). A Reply to Berinsky and Druckman: Success Still Matters. Public Opinion Quarterly. 72 (1): 125‐133 Gelpi CF., Reifler J., Feaver PD. (2007). Iraq the Vote: Retrospective and Prospective Foreign Policy Judgments on Candidate Choice. Political Behavior 2:151‐174 Gelpi, GF., Mueller, D.  (2005/2006) The Cost of War. Foreign Affairs, januar/februar 2006 Gelpi, CF., Feaver, PD. og Reifler, J. (2005–6). Success Matters: Casualty Sensitivity and the War in Iraq. International Security 30 (3): 7–46 Jentleson, BW (1992). The Pretty Prudent Public: Post Post‐ Vietnam American Opinion on the Use of Military Force. International Studies Quarterly 36 (1): 49–73 Jentleson, BW., Britton, RL. (1998). Still Pretty Prudent: Post‐Cold War American Public Opinion on the Use of Military Force. Journal of Conflict Resolution 42 (4): 395– 417 Kristeligt Dagblad. Danskerne accepterer krigens ofre i Afghanistan. 24. august 2009. http://www.kristeligt‐dagblad.dk/artikel/335666:Udland‐‐Danskerne‐accepterer‐krigens‐ ofre‐i‐Afghanistan?article_page=3 Kull, S., Ramsay, C. (2001). The Myth of the Reactive Public: American Public Attitudes on Military Fatalities in the Post‐Cold War Period. I Public Opinion and the International Use of Force, Everts, P., Isneria, P. (red.) London: Routledge, 205–28 Larson, EV. (1996) Casualties and Consensus: The Historical Role of Casualties in Domestic Support for US Wars and Military Operations. Santa Monica, Californien: The RAND Corporation Larson, EV. (1997) Casualties and Consensus. Public Opinion Quarterly. Vol. 61, no. 4 Larson EV. 2000. Putting theory to work: diagnosing public opinion on the U.S. intervention in Bosnia. I Being Useful: Policy Relevance and International Relations Theory, Nincic, M, Leipgold, J (2000): 174–233. Ann Arbor: University of Michigan Press Lupia, A. (1994). Shortcuts versus Encyclopedias: Information and Voting Behavior in California Insurance Reform Elections. American Political Science Review 88 (1): 63–76 Lupia AM., McCubbins MD. (1998). The Democratic Dilemma: Can Citizens Learn What They Need to Know? Cambridge, Storbritannien: Cambridge University Press Mueller, JE. (2004) The Remnants of War. New York: Cornell University Press   Mueller JE. (2005). The Iraq Syndrome. Foreign Affairs. 84, 6 Mueller JE. (1971) Trends in popular support for the wars in Korea and Vietnam. American Political Science Review :358–75 Mueller, JE. (1973) War, Presidents, and Public Opinion. New York: Wiley Reiter, D, Stam, AC. (2002). Democracies at War. Princeton: Princeton University Press Russett, B. (1990) Controlling the Sword: The Democratic Governance of National Security. Cambridge, Mass.: Harvard University Press   Verba, S, Brody RA, Parker EB, Nie NH, og Polsby NW. (1967) Public Opinion and the War in Vietnam. American Political Sciemce Review :317– 33 Zaller, John R. (1992). The Nature and Origins of Mass Opinion. New York: Cambridge University Press Zaller, J., Feldman, S. (1992) A Simple Theory of the Survey Response. American Journal of Political Science 36 (3): 579–616 Zaller, JR. (1994) Elite Leadership of Mass Opinion: New Evidence from the Gulf War. I Taken by Storm, Bennett, L., Paletz, D. (red.). Chicago: University of Chicago Press, 186– 209