Dette nummer af tidsskriftet er i hovedsagen viet mindet om Daniel Rantzau, Frederik II’s feltøverste under Den nordiske Syvårskrig og den første danske officer, der bar titlen general. Den 11. november er det 400 år siden Daniel Rantzau blev dræbt på stedet af en kanonkugle, da han fra en klippe iagttog Udvirkningen under belejringen af Varberg. Efter opfordring fra tidsskriftet analyserer oberstløjtnant E . Bassing, Kongens jyske Fodregiment, i de følgende to artikler Daniel Rantzaus levnedsløb, hans evner og indsats som troppefører samt hans føring under slaget ved Axtorna den 20. oktober 1565.
Danmarks første general
Et gammelt sagn beretter, at da feltherren Johann Rantzau i 1527 havde bygget slægtens hovedsæde, Breitenburg nær Itzehoe, fik hans hustru, den godhjertede Anna Walstorp, en midnatsstund besøg af en trold, der indtrængende bad hende om hjælp til sin kone, der var i barnsnød. Skønt nok noget betænkelig ved situationen fulgte grevinden med til den underjordiske grotte og ydede sin hjælp. A f taknemmelighed herover skænkede trolden hende to gaver: en guldrok til hendes datter og et guldsværd til hendes søn sammen med løftet om, at så længe disse ting holdtes i hævd i slægten, skulle denne blomstre i velstand og anseelse. Man har naturligvis ingen kontrol over, hvor flittig t de kvindelige Rantzauer har benyttet rokken, men guldsværdet blev symbolsk, thi vældige krigere fostrede slægten Rantzau. En af dem, der billedlig t talt må have været udstyret med guldsværdet, måske den største af dem alle, er Daniel Rantzau, Frederik II.s feltøverste i Den nordiske Syvårskrig og den første danske officer der bar titlen general, som faldt på ærens mark for 400 år siden.
Barndom, ungdom og uddannelse
Daniel Rantzau fødtes på Nienliof i Westensee sogn i Holsten 1529 som ældste søn (brødre: Anthonius (Tønnes) og Peder) af Godske Rantzau til Nienliof, Vilstrup gd. (Sønderjylland) og Vamdrup gd. (Ribe amt) og hustru Margrethe, f. Bucliwald. Godske var kvartfætter til feltherren Johan Rantzau. Det er en ikke helt ualm indelig opfattelse i vide kredse, at man for at blive officer i det 16. århundrede kun behøvede at lade sig føde i en adelig slægt. Naturligvis indrømmer man, at det var en fordel, hvis den pågældende havde krop til at bære en rustning og helbred til at tåle feltlivets strabadser, men almindelig uddannelse og teoretisk viden tillægger man dem sjældent. Daniel Rantzau er et eksempel på det modsatte af dette forkerte billede, thi han havde ikke blot fået en militær-faglig uddannelse, der begyndte fra grunden, men forinden havde han erhvervet sig et betragteligt fond af viden ved universitetsstudier.
Endelig havde Daniel Rantzau også - ligeledes i modsætning til gængs opfattelse af den tids officerer - fået en stærkt religiøst præget opdragelse, der ikke var uden spor i hans liv og tanke. Faderen var - ligesom iøvrigt den kendte Johan Rantzau fra Grevefejden - stærkt grebet af den nye lære, som Luther gjorde sig til talsmand for, og børnene blev opdraget i streng gudsfrygt. Derhos fik Daniel Rantzau allerede i barneårene en grundig undervisning i almene fag, og da han var velbegavet og hurtigt opfattende, nåede han gode resultater. Inden han kom på universitetet beherskede han således latin, hvilket jo var grundlaget for al boglig viden på den tid, såvel mundtligt som skriftligt, og han kunne læse både italiensk og dansk. Det sidste sprog lærte han siden også at tale flydende, hvilket naturligvis kom ham til god nytte i dansk tjeneste. Faderen ville, at den unge mand skulle have en videnskabelig uddannelse, og som 15-årig blev han sendt til universitetet i Wittenberg - immatrikuleret maj 1544 - hvor han bl. a. fik lejlighed til at overvære Luthers forelæsninger og iøvrigt boede i Melanchtons hjem i de tre år, han var der. Man kan næppe forestille sig, at et dagligt samvær med reform ationens store i tre år har kunnet undgå at præge studentens psyke. E fter de tre år på universitetet kom han tilbage til Holsten og i tjeneste hos K ristian III.s yngre broder, hertug A d olf af Holsten-Gottorp, der var tre år ældre end han. De to unge mænd drog sammen til det fineste hof i Europa, kejser K a rl V.s, for der at lære hofmandsnode og diplomati. Det var nøjagtig samme vej, som en anden Rantzau, »den lærde« Henrik*) betrådte omtrent samtidig. Også han studerede i Wittenberg og lærte diplom ati ved K a rl V.s hof, men medens H enrik fortsatte i statsvidenskabelig og humanistisk spor, følte Daniel sig kaldet til den militæ re løbebane. Der mærkes gennem hele Daniel Rantzaus tilværelse en ret snæver tilknytning til hans »lærde” slægtning. E fter at have opholdt sig ved hoffet i tre år var det tidspunkt kommet, da Daniel Rantzau kunne begynde sin egentlige løbebane. Både han og hertug A d olf trådte ind i de kejserlige hære i Italien.
*) senere kgl. stadtholder i hertugdømmerne.
Det var i en langt senere tid, at det blev bestemt, at ingen kan blive officer uden at være våbenøvet som menig, men det var nøjagtig det princip, Daniel Rantzau fulgte, idet han gik ind i en fænnike landsknægte som menig. Det var ikke helt ualm indeligt at finde folk af adelig herkomst i landsknægtenes rækker. Mange medlemmer af forarmede tyske slægter tjente deres udkomme med piken, og de fleste lod sig indrullere i håb om godt bytte. Således nævnes adskillige højbårne lierrer blandt Frundsbergs landsknægte i slaget ved Pavia 1525. (1)* I modsætning til hvad der gjaldt folde flestes vedkommende, var det for Daniel Rantzau kun et uddannelsesspørgsmål, han ville lære sit håndværk fra grunden. I løbet af nogle år avancerede han over en fenrikgrad til hauptman folen fænnike knægte, i 1554 delog han i felttog i Italien og Rhinprovinsen og i 1555 tog han sin afsked fra de kejserlige hære, hvor han nu havde tjent i 5 år, og vendte hjem til Holsten. Her sad hertug Adolf, der var taget hjem nogle år før, og rugede over sine egne planer. Det var hans store mål at hævne det nederlag i Ditm arsken, som havde ramt lians fader og kong Hans så hårdt i året 1500, forskellige irritationsmomenter gav stødet til, at han besluttede at sætte sine planer i værk, men han var klar over, at han næppe fik den ret fredelige K ristian III med til en krig, og i og for sig ville han også helst være ene om æren og fordelen. Han kunne have god brug for Daniel Rautzau. På den anden side Elhen havde hertugen slottet Peine som pant for en sum penge, og her gjorde han Daniel Rantzau til slotsherre. Det synes en meget fredelig stilling, men den dybere hensigt var, at Rantzau, placeret uden for grænsen, så diskret som m uligt skulle hverve tropper i Tyskland (2) indledningsvis to fænniker (3). Daniel Rantzau kom også i gang og fik skrabet folk sammen, men så stak den gamle Johan Rantzau en kæp i hjulet. Han havde fået nys om, hvad der var i gære, og greb ind. Han fik det ordnet således, at både Frederik II, der nytår 1559 havde fulgt sin fader på tronen, og som ikke var nær så fredelig som denne, og hertug Adolfs broder, Hans, skulle være med i foretagendet, medens Johan Rantzau selv skulle lede felttoget. I denne krig, der endte med Ditmarskens erobring, førte Daniel Rantzau sine to fænniker og vist også på et givet tidspunkt et regiment uden dog at være chef for dette. Han fik også lejlighed til at se, hvordan den gamle mester ledede et felttog. Nået så langt kan man altså rekapitulere, at Daniel Rantzau - foruden en grundig almen uddannelse - som soldat havde tjent i graderne fra menig til hauptman og fører for to fænniker. Nogenlunde frit kan man oversætte den sidste stilling i moderne terminologi til bataillonschef. Dette var sket i løbet af 10 år, hvilket målt med nutidsalen er et hurtigt avancement, men efter den tids målestok var en særdeles grundig uddannelse. En ting, der fik stor betydning for den senere feltøverstes karriere, var, at han i ditmarkerkrigen kom i forbindelse med kong Frederik II. Denne kom til at sætte pris på ham og fik tillid til hans evner og karakter, og da felttoget var endt, tilbød kongen Daniel Rantzau en stilling som ritmester. Det kom der dog ikke noget ud af. Bestallingen af 19. januar 1560 er streget ud i »Register Konigl. May. bestallter, Råthe, Diener etc. 1555- 73« (4) og samme år, 2. august, fornyede hertug A d olf Rantzaus bestalling som »Ratli und Drosten beider hauser und gerichte Sturwoldt und Peina« (begge i Hildesheim stift), i hvilken stilling han i henhold til sin tidligere bestalling skulle have »Jahrgeld, Kleidungen, Pferden, Futter und Mahl«. (5) 1 sin stilling som hertugens råd og drost fulgte Daniel Rantzau denne på en tur til England, hvor hertug A d olf bejlede til dronning Elisabeths hånd - og fik nej. Selv blev Daniel Rantzau forlovet med den 15-årige Kathrine v. Damme, men de nåede aldrig at blive gift. Krigen med Sverrig kom imellem , og da Kathrine 7 år senere ved Holstens grænse modtog sin brudgom, var det en falden kriger. 9. ju li 1562 tilbød Frederik II Daniel Rantzau en stilling som oberst og kgl. råd med en gage på 600 daler om året (6), og det tog denne imod. Fra den tid og til sin død tjente Daniel Rantzau kongen og Danmark. Der var ellers rift om ham. I et brev, som Henrik Rantzau skrev til kongen for at meddele, at den nye oberst var forsinket på grund af moderens sygdom, fortæller han, at ikke blot ville hertug Adolf gerne have beholdt ham, men også hertug Hans (d.æ) søgte at hverve ham. Daniel Rantzau holdt sig dog til kongens tilbud, og oberstbestallingen lilev stadfæstet 1. oktober 1562. Gagen var da hæve til 900 daler. (7)
Daniel Rantzau i Den nordiske Syvårskrig
Det var i Syvårskrigen, Daniel Rantzau vandt sit navn som feltherre, og for landkrigens vedkommende var det mere end noget andet hans krig. En kort gennemgang af Rantzaus virke vil derfor let blive Syvårskrigens historie, og det er i alt fald nødvendigt at kende denne krigs karakter og vilkår for at bedømme Rantzau selv. Krigen udbrød i maj 1563 efter lang tids spænding mellem de to riger.
Medvirkende årsag til krigen var ikke mindst, at Sverrig var i færd med at trænge frem i de baltiske provinser og dermed blive en fare for østersøhandelen. Det hører jo også med til almindelig børnelærdom, at de to konger, Frederik II og E rik X IV , var forbitrede på hinanden, fordi de begge førte alle tre nordiske rigers våben i deres skjold. Hvis man tid ligere bar syntes, at det var et lid t barnagtigt standpunkt, så skal man næppe mere sige det liø jt, al den stund det ikke er længe siden, man i dagspressen kunne læse, at visse fredsunderhandlinger var udskudt i månedsvis, fordi man ikke kunne enes om, om man skulle sidde ved et rundt eller et firkantet bord. Den danske hær var hovedsageligt baseret på hvervede tropper. Oberst Rantzau havde således straks ved sin udnævnelse fået ordre til at hverve et regiment knægte i Tyskland. Der blev ganske vist udskrevet en del nationale tropper, der fortrinsvis blev anvendt som besætning i fæstninger. Det eneste nationale regiment, Franz Brockenhus’, blev oprettet december 1564, men allerede 9 måneder senere var det opløst og fordelt til fæstningerne Båhus, Varberg og Elfsborg. De tropper, der blev anvendt i felten under Daniel Bantzaus kommando, var, bortset fra adelens rostjeneste og en skyttefænnike under M ikkel Gønge, alle hvervede. I modsætning hertil bestod den svenske hær for størstedelen af udskrevne, nationale tropper. Det er en kendt sag, at landsknægtenes pålidelighed udelukkende var afhængig af, at solden blev betalt til tiden, og at forplejningen var efter ønske. »Uden penge ingen landsknægte«, hed det, og når man så konstaterer, at den danske statskasse under Syvårskrigen ofte var sørgelig tom og kombinerer disse to kendsgerninger, så bar man forklaringen ikke blot på størstedelen af de vanskeligheder, hærledelsen havde at kæmpe med, men også på at krigen trak i langdrag, uden at der tilsyneladende skete ret meget. Det set fra landsknægtenes side gunstigste tidspunkt at strejke på var naturligvis, når et felttog var planlagt og skulle til at løbe af stabelen, og det forstod de kun alt for godt. Endelig må man også erindre, at det absolut ikke var i de professionelle soldaters interesse at få ende på krigen i en fart, tværtimod. Jo længere krigen varede, jo længere havde de ansættelse og mulighed for at plyndre både bos venner og fjender. De var ikke akkordarbejdere, de var på månedsløn. Landkrigen karakteriseres ved, at der fandt relativt få større kampe sted, hvorimod operationerne bestod i plyndringstog ind på fjendens område - bortset fra nogle kampe om fæstninger.
A t der ikke fandt mange større kampe sted skyldtes først og fremmest, at den svenske liæ r altid veg ud uden at tage mod slag. Plyndringerne skyldtes naturligvis for en del, at man ville gøre fjenden den skade, man kunne, men nok så meget var det et forplejningsspørgsmål. Hæren skulle forplejes, og det skete bedst og billigst på fjendens bekostning, og så undgik man, at landsknægtene plyndrede i eget land så længe. Det er i korthed baggrunden for Daniel Rantzaus indsats i Syvårskrigen, men en baggrund man stadig må have for øje, når man bedømmer hans virke.
I de første halvandet år af krigen deltog Rantzau som chef for sit regiment under grev Günther von Scliwartzburgs kommando og havde således ikke megen lejlighed til selvstændige operationer. Grev Günthers krigsførelse var meget lid t energisk. Han havde medført en hel del landsknægte hjemmefra, og han var selv landsknægt i ånd og tanke, hvilket prægede hans virksomhed på mere end en måde. E fter at Elfsborg var erobret, gik han i vinterkvarter i Skåne - meget mod kongens ønske - og for at lette budgettet, blev en del af de hvervede tropper afmønstret. Passiviteten var af mange grunde Daniel Rantzau imod, den vægtigste af disse var muligvis, at det var næsten, for ikke at sige helt, umuligt at holde styr på landsknægtene, når der ikke skete noget, og da svenskerne i begyndelsen af 1564 rykkede ind i Norge, tilbød han flere gange at gøre et indfald i Sverrig for at give dem andet at tænke på. Endelig fik han den 8. maj befaling fra kongen til at gøre et indfald i fjendens område (8). Han rykkede af med sit regiment og et hundrede ryttere, mest frivillige , den 18. maj, gik frem langs Nisåen, hærgede i Småland og slog en mindre svensk styrke ved kongsgården Hammar. Skønt kongen gentagne gange skrev til lensmændene i Laholm og Halmstad om at sende forsyninger til Rantzau (9) og samtidig skrev til denne, at han endelig måtte blive på fjendens område, måtte obersten gå tilbage på grund af forplejningsvanskeligheder. En forstærkning på en hvervet fane ryttere, som kongen befalede afsendt, nægtede simpelthen at tage afsted. (10) > Senere på året deltog Daniel Rantzau i de mislykkede tog mod Stockholm - hvilket hurtigt blev opgivet - og mod Kalm ar, og da grev Günther trak sig tilbage til Tyskland for at nyde sit rov - bl.a. blev usandsynlig store kvægdrifter ført gennem landet til Tyskland, kvæg som greven »for egen regning« havde erhvervet under toget mod Kalm ar — blev Daniel Rantzau feltøverste. Titlen general blev for første gang anvendt i Rantzaus fornyede bestalling af 1567, hvor han benævnes: »generalkaptajn og feltoberst«. (11) 6. februar 1565 overtog Daniel Rantzau kommandoen (12), og det var ikke nogen opløftende opgave at gå i gang med. Flere gange i løbet af vinteren havde hæren været nær sin opløsning, og selv i Rantzaus eget regiment havde der været mytteri. Feltøverstens første opgave blev at undsætte Varberg, der blev belejret af svenskerne, men lydighedsnægtelse blandt knægtene forsinkede operationen således, at Varberg var faldet, før hæren kom i gang. Så måtte Rantzau selv belejre by og slot, og han berendte det et par gange uden resultat, men så fik han at vide, at en større svensk hær var på march imod ham. For ikke at komme til at kæmpe med ryggen mod den belejrede fæstning, hævede han belejringen og gik tilbage mod Halmstad, hvorfra han ville marchede ind i Vestergotland. Da broen over Åtran ved Falkenberg var afbrudt af svenskerne, og han fik underretning om, at fjenden nærmede sig Svartrå, marcherede han ham i møde. Den 20. oktober 1565 stødte hærene sammen ved Axtoma. Rantzaus styrke var efter tab foran Varberg, sygdom, desertation og marchtab næppe 8,000 mand, svenskernes var to eller tre gange så stor. Slaget endte med en overbevisende dansk sejr. Tabene var vel omkring et par tusinde mand på hver side. Således mistede det danske rytteri over halvdelen af sin styrke. Sejren styrkede ikke hærens moral, som man kunne have ventet, tværtimod var der sådan uro blandt landsknægtene, at det ene af de to fodfolksregimenter, hæren bestod af, måtte opløses. (Jvf. »Slaget ved Axtorna«, side 462). Daniel Rantzau selv anmodede kongen om afsked, da forholdene var rent ud fortvivlende. Nu havde kongen i virkeligheden før Axtom a tænkt på at afskedige feltøversten på grundlag af en rapport, der sagde, at de tyske tropper ikke ville tjene mere, hvis Rantzau ikke blev afskediget, og kongen havde bedt rådet om udtalelse i den anledning. (13) Nu overtalte han alligevel sejrherren fra Axtom a til at fortsætte, og yderligere forlenede han ham med Trøjborg slot og len, imod at Rantzau lovede personlig at tjene kongen og riget, så længe krigen varede. (14) I begyndelsen af 1566 foretog svenskerne et indfald i det østlige Skåne, men blev fordrevet uden større kampe. I ju li udførte så Daniel Rantzau et tog ind i Vestergo tland, der var basis for de svenske angreb på fæstningerne ved Kattegat. Falkoping, Skara og Lidkoping blev lagt i aske, og ved Skara erobrede danskerne liele den svenske belejringspark. Dermed var der in d til videre sat bom for angreb fra denne kant. Rantzaus styrke var 7 faner og 15 svage fænniker, ca. 8,000 mand, men i september var styrken på grund af sygdom og sult svundet ind til 3,000 (15) og tilbagetog var nødvendigt. En svensk styrke under Charles de Mom ay søgte uden held at spærre vejen. I 1567 foretog svenskerne et ind fald i Norge, og i den anledning blev Rantzaus næstkommanderende, Franz Brockenhus, sendt derop med en styrke. T il gengæld gik alt i stå i Skåne, og bæren var på grænsen af opløsning. Nu krævede landsknægtene ikke blot tilgodehavende sold og nægtede at tage mod danske penge, de ville have tyske, nu hævdede de også at have krav på den sold, der »tilkom« de faldne, hvis arvinger de mente at være. I Halmstad holdt de kommissærerne (vedr. disse se side 456) fangne som gidsler, og da feltøversten selv kom til stede, hindrede de ham i at drage bort igen, før han havde skaffet udvej for en del af de penge, de krævede. Daniel Rantzau søgte igen sin afsked, ja det ser endda ud til, at han prøvede at fremtvinge et brud med kongen, men han blev nødt til at fortsætte, da Frederik II holdt ham til hans løfte. Der var nu også ved at komme lid t bedre orden i rigets pengesager, efter at Peder Oxe var vendt hjem fra landflygtighed, og forholdene i Skåne blev for så vidt ordnede, at feltøversten, der nu som den første i dansk historie bar titel af generalkaptajn, i efteråret 1567 kunne begynde et vinterfelttog, hvis oprindelige mål kun var Jonkoping med plyndring af Småland og Vestergotland, men som takket være Daniel Rantzaus in itiativ fik et langt større omfang, og som, hvis det var blevet rigtigt udnyttet, måske kunne have endt krigen. Hans styrke var yderst beskeden, 6,000 kombattanter, 12 kanoner og et tros på 900 vogne med ca. 2,000 trosknægte. H e rtil kom naturligvis landsknægtenes kvinder, børn og hunde. (Jvf. skitse). Fjenden, der ikke havde ventet danske operationer så sent på året, veg ud, afbrændte Jonkoping, og så besluttede Rantzau at marchere ind i Ostergotland, i selve Sverrigs hjerte. Fjenden, der nærede en hellig rædsel for Rantzaus rytteri, unddrog sig stadig slag, og feltøversten sørgede for at vedligeholde respekten ved stadig at gå svenskerne på livet og overrumple dem med mindre, smidige
kommandoer. Derimod søgte fjenden at vanskeliggøre fremrykningen i det vanskelige skovterrain, og ved indrykningen i Holaveden, det bjergrige skovland ved Vetterns syd- og østside, gennem »vestre hulvej« foretog svenskerne et overfald, der resulterede i, at halvdelen af trossets vogne gik tabt. I det lange løb var det nu nærmest en fordel, for de blev erstattet af pakheste, der var lettere at føre med. I Ostergotland slog Rantzau lejr, først ved Linkoping, senere ved Skenninge, han brandskattede egnen og plyndrede Vadstena, Linkoping, Norrkoping og Soderkoping*), medens han ventede på forstærkning.
*) Norrkop ing og Soderkoping var delvis afbrændt af svenskerne ved ankomsten.
Straks da han var kommet ind i Ostergotland, havde feltøversten nemlig sendt en kurer - føreren for de frivillig e danske skytter, M ikkel Gønge, der talte svensk som en indfødt - til kongen med melding om operationen. Han erklærede, at han kunne holde sig, hvor han var, til jul, men under hensyn til den gunstige situation og til, at fjenden var i den grad rystet, at han stadig undveg slag, anmodede han om en forstærkning på 600 heste og 2,000 skytter, da han så ville gå lige mod Stockholm og gøre en ende på krigen. Kongen var, da han modtog meldingen, v illig nok, men der var vanskeligheder med at skaffe tropperne, og disse skulle marchere gennem fjendtlig t område, hvor svenske styrker lurede overalt. Da der langt om længe blev afsendt en styrke på 2 faner og 4 fænniker, blev den slået og drevet tilbage kort efter at være passeret grænsen. Først 18. januar fik kongen den geniale ide, der, i betragtning af at Daniel Rantzau ikke var langt fra Soderkoping, synes ret nærliggende, at give feltøversten ordre til at gå til kysten og selv sende forstærkningerne ad søvejen, da danskerne på den tid havde herredømmet på havet. Daniel Rantzau fik ordren ved sin tilbagekomst til Skåne - vel sent kan man mene. Im idlertid var der ved »fronten« sket det, at E rik X IV havde fattet den plan at samle alle disponible styrker nord for Mottalaelven og samtidig trække de udskrevne styrker i Holaveden til for enten at byde Rantzau et slag eller indeslutte ham ved Skenninge. A lt i alt kunne han samle 18,000 mand, hvoraf en styrke på 7,000 lå ved Norrby under kommando af Hogenschild B jelke og Per Bralie. Rantzau gik im idlertid først til værks og angreb og slog styrken ved Norrby den 17. januar. Da der hverken var kommet melding eller forstærkning fra kongen, og der begyndte at blive alvorlige forplejningsvanskeligheder, tiltrådte han tilbagetoget den 24. januar 1568, og han havde således holdt sig i Ostergotland nøjagtig en måned længere, end han havde lovet. Denne gang valgte han den såkaldte »Østre hulvej«, da »Vestre hulvej« vidstes blokeret af svenskerne. I hulvejen fik hæren endelig forstærkning, idet en landsknægts »madame” fødte en søn, der dagen efter blev døbt i Sæby kirke med så fine faddere som Daniel Rantzau selv og Franz Brockenhus. Drengen kom til at hedde Daniel Franz von Hulvej - han burde have haft en stor frem tid for sig. (16) Denne vej var endnu mere besværlig end udvejen, og det kostede utrolig t arbejde af alle for at få slæbt trosset og de 21 kanoner (der var erobret 9 ved Norrby) igennem. Rytterne måtte sidde af og hjælpe med til at trække vogne og kanoner fri, og selv landsknægtene måtte give en hånd med. Ved at gå over isen på den nylig tilfrosne Sommensjø - hvad der var et yderst dristigt foretagende - undgik Rantzau farlige bjergpas, og kun tre kanoner, af hvilke de to blev fisket op igen, gik gennem isen. Ved Eksjø blev trosset overfaldet af et svensk rytterkommando og led tab, men nogle dage senere, den 6. februar, blev dette kommando splittet ved Flishult, og Hogenschild Bjelke, føreren fra Norrby, taget til fange. Den 14. februar 1568 passerede Daniel Rantzaus styrker atter den danske rigsgrænse. Vinterfelttoget havde ikke fået den betydning, det burde, men det var ikke Daniel Rantzaus skyld. Om feltøversten kunne have afsluttet krigen, hvis han havde fået sine forstærkninger, kan naturligvis ikke siges bagefter med sikkerhed, men alt tyder derpå. W estling (»Det nordiska sjuårskrigets historia«) siger herom: »Havde Daniel Rantzau fået den ønskede forstærkning, kunne landet næppe længe have gjort modstand. I alt fald anså rigsrådet situationen for fortvivlende.« Dette er i nøjeste overensstemmelse med Per Brahes og Hogenschild Bjelkes rapport til det svenske rigsråd fra lejren ved Norrby af 29. december 1567, hvor førernes opfattelse er i stærk modstrid med E rik X IV storslåede planer, idet de hævder, at situationen er yderst ugunstig, og tilråder at søge fred. (17) Der var nu ro nogen tid. Rantzaus helbred havde lid t en del under felttogets strabadser, og ban havde da heller ikke skånet sig selv. En dagbog fra felttoget, hvis forfatter havde deltaget i Rantzaus stab, beretter bl.a., at feltøversten altid selv var på færde, ofte før daggry, for at rekognoscere vej og terrain, medens hæren rastede eller fouragerede. (18) Der blev sluttet en våbenstilstand, som resulterede i fred den 15. november, men allerede året efter brød krigen ud igen, og for anden gang fik Rantzau til opgave al belejre Varberg. Den 11. november 1569 inspicerede han et batteri og gik op på en klippe for at iagttage ildvirkningen, og her blev han dræbt på stedet af en fjendtlig kanonkugle.
Daniel Rantzau som troppefører
I forskellige leksika og kortfattede historiske noter kan man se Daniel Rantzau betegnet som en af vore største hærførere. Det er lige så rigtigt, som det er skrevet, men uden nærmere kendskab til person og begivenheder kan det synes en mærkelig påstand. Krigsførelsen i sin helhed var - også i den tid Rantzau førte kommandoen - præget af den sendrægtighed, som landsknægtenes gentagne mytteri og mangel på penge i kongens kasse i forening fremtvang, der fandt kun et enkelt større feltslag sted, og de reelle resultater af de samlede operationer var yderst beskedne. Overfladisk bedømt efter militæ re og politiske resultater ville Daniel Rantzau næppe få en så høj karakter. Anderledes når en saglig bedømmelse baseres på kendskab til det materiale, han havde til rådighed, de forhold, der påvirkede krigsførelsen, og først og fremmest en analyse af hans førervirksomhed. De grundlæggende egenskaber for enhver førerpersonlighed har til alle tider været ansvarsglæde, beslutsomhed, viljestyrke og handlekraft. E r disse ikke til stede, har alle andre gode sider som intelligens, flid , taktisk og teknisk viden, god vilje osv. absolut kun akademisk interesse. Det var disse egenskaber, der først og fremmest gjorde Daniel Rantzau til det, han var. Man ser det gennem hele hans løbebane, men intet sted tydeligere end i vinterfelttoget 1567-68. Det krævede ansvarsglæde og beslutsomhed af højere orden at gå imod den oprindelige plan og føre en i forhold til opgaven meget beskeden hær ind i Ostergotland. Det krævede naturligvis også det strategiske overblik, der viste Rantzau, at det i det store spil ville være uden betydning at plyndre Vestergotland endnu en gang, medens et ind fald i det indre Sverrig helt anderledes kunne indvirke på krigens gang. Det var det samme overblik, der viste ham, at der var en mulighed for at gøre ende på krigen, da fjenden stadig undveg »åben slagtning«, hvilket medførte hans anmodning om forstærkning (jvf. side 441). Det var Daniel Rantzaus strategiske overblik, der viste ham mulighederne, men det havde været ganske uden betydning, hvis han havde været i besiddelse af den ansvarsglæde og beslutsomhed, der skulle til for at sætte planen i værk. Disse egenskaber træder måske endnu tydeligere frem på baggrund af, at Christopher v. Dohna, der tjente under Rantzau som ritmester og var blevet fanget ved Varbergs erobring, ved sin hjemkomst fra svensk fangenskab i begyndelsen af året, med det kendskab han havde erhvervet til svenske forhold, havde anslået den styrke, der var nødvendig for at vove et tog mod Stockholm til mindst 15 fuldtallige fænniker og 3,000 skytter - d.v.s. 9-10,000 mand fod folk - foruden rytteriet. Selv om Daniel Rantzau havde modtaget den ønskede forstærkning, ville hans styrke, med den afgang der havde fundet sted, stadig kun have været det halve. (19) Viljestyrke og handlekraft var det, der lod ham holde sammen på sin lille hær under de vanskeligste forhold, omsværmet af overlegne fjendtlige kræ fter til alle sider, og ikke blot holde den sammen, men angrebsvis bekæmpe fjendens overalt. Under tilbagetoget i den hårdeste vinter ad de vanskeligste veje fik han god brug for disse egenskaber. Marchen krævede den yderste anstrengelse af alle og manuelt arbejde af de fleste for at få ført tros og a rtille ri igennem. Kun en fører, der besad alle de egenskaber, der kendetegner en sådan, og som derhos forstod at opildne sine tropper til det umulige ved ord og personligt eksempel, kunne have gennemført denne operation. Vinterfelttoget er i sig selv tilstræ kkeligt til at dokumentere Daniel Rantzaus kvalifikationer. Skønt Daniel Rantzau ingenlunde var ringe som strateg, er det dog måske mest som taktiker, han tegner sig som en af sit århundredes største. Kun et feltslag af større format blev leveret under hans kommando, nemlig slaget ved Axtom a den 20. oktober 1565, men det er til gengæld yderst betegnende. (Jvf. »Slaget ved Axtorna«, side 462). Med en bær på knap 8,000 mand og 21 kanoner besejrede Rantzau afgørende en svensk bær på 15-20,000 mand med 48 kanoner. Det var i sig selv en bedrift, som - alt andet lige - kun kunne udføres af en usædvanlig dygtig fører, og dog er det ikke det alene, der viser Rantzaus standard som troppefører. Under slaget udnyttede feltøversten det taktiske moment, da fjendens rytteri og fod folk var adskilt, til at slå fjendens ryttere og hindre at de to grupper forenedes. Det viser førerens overblik og evne til hurtigt at udnytte mulighederne, men heller ikke dette er det væsentligste. Det, der synes at sætte Daniel Rantzau i særklasse, er, at han disponerede under slaget. I den tids krige ser man som oftest føreren sætte sig i spidsen for den afgørende styrke (flø j), føre den til angreb og derefter føringsmæssigt være ude af spillet i forhold til helheden. Daniel Rantzau førte også selv sin afgørende styrke (rytteriet) i det første angreb, men dermed hører ligheden op. E fter det første angreb trak feltøversten sin person ud af kampen, bevarede overblikket over slagmarken og disponerede med sikkerhed, hurtighed og beslutsomhed efter de skiftende situationer. Han anvendte sit rytteri ikke som en hær for sig selv, men som sin manøvregruppe og i pansertyngde«, som han satte ind, hvor og når der var brug derfor. Han lod rytterfanerne reorganisere og atter indsætte efter situationen.
I forhold til hvad man kan se fra andre slag i den periode, synes dette at gøre Rantzau til en ener og hæve hans troppeføring til et meget højt plan. Axtorna var det eneste feltslag af større format, der blev leveret, men det var ikke fordi, Daniel Rantzau ikke søgte det. Årsagen var derimod, at svenskerne havde fået en sådan respekt for det danske rytteri, at de ikke vovede at indlade sig i slag. Feltøversten sørgede også flittig for, at denne respekt blev øget, og kunne han ikke lokke fjenden til slag i åben mark, anvendte han en anden taktik. Det er også givet, at Rantzau - med rette - betragtede sit rytteri og i særdeleshed adelens rostjeneste som eliten. Man så det ved Axtorna, og det går igen i alle hans dispositioner. De hvervede tyske knægte havde han med rette mindre tillid til, men alligevel er det næppe det, der er årsagen til, at man kan se en fuldstændig omlægning af fodfolkets organisation fra det øjeblik, da han overtog kommandoen.
Omlægningen bestod i, at tyngden blev flyttet fra blandede fænniker med omtrent halvt pikenerer (og hellebardister) og halvt skytter til rene skyttefænniker. I udlandet var der stærkt delte meninger, ikke blot om skytternes anvendelse, men også om i hvilket tal, de burde indgå i fænnikerne. I Frankrig fik skytterne hurtigt en ret fremtrædende plads, medens man var mere tilbageholdende i Tyskland. K e jser K a rl V.s krigsartikler af 1543 bestemte således, at der i hver fænnike på 400 mand højst måtte være 50 skytter. (20) De i Den nordiske Syvårskrig til dansk tjeneste først hvervede enheder, bl.a. Daniel Rantzaus eget regiment, bestod af fænniker med omtrent ligelig fordeling på pikenerer og skytter, og i bestallingerne in d til 1565 figurerer kun »fænniker« eller »knægte«. Dette forhold ændres radikalt fra 15. oktober 1565. (21) Fra denne dato ses kun udstedt bestalling til hvervning af »skytter« eller »hageskytter«, og de nye fænniker, der udelukkende bestod af skytter, ses af et par bestallinger, bl. a. skotten kaptajn John Clarks af 2/3 1567, at være noget mindre og smidigere end de normale, nemlig 250 mand. I årene 1565-69 inklusive ses opbevaret bestalling til hvervning af over 21,000 skytter, foruden en del tilfælde, hvor tal ikke er angivet (»så mange skytter som muligt«), medens der i samme tidsrum kun ses udstedt bestalling til hvervning af 500 »knægte«. Det kan ikke være tilfæ ldigt, at denne overvægt på skytter og dermed ændring af hele fodfolkets karakter indtræder samtidig med, at Daniel Rantzau overtager kommandoen, så meget mere som man efter hans død synes at være gået tilbage til den gamle ordning. Der kan næppe være tvivl om, at det netop er Rantzaus synspunkter, der er trængt igennem, og skulle man endnu nære nogen tvivl derom, da forsvinder den, når man kaster et b lik på hans taktiske anvendelse af tropperne. (Se senere). I denne forbindelse skal der allerede her peges på, at da han under vinterfelttoget i Ostergotland rekvirerede forstærkning, krævede han udtrykkelig 600 ryttere og 2,000 skytter. (22) I forhold til udlandet var Danmark i denne periode langt fremme i den udvikling, der senere fandt sted i Europas hære.
Nu må man im idlertid forstå, at den nævnte omlægning af fodfolket med tyngden på skytterne ikke var en underkendelse af den stadig gældende erfaring, at skytter alene, takket være langsom ildafgivelse, i forhold til pikenerhoben var yderst sårbare overfor rytteri. Man må se det som en erkendelse af, at det terrain, hvori hovedparten af krigen førtes, mere domineredes af uvejsomme skove og ufremkommelige mosedrag end af de åbne strækninger, der var ønskelige for anvendelse af pikenerhobe. Det gør ikke feltøversten mindre, at han forstod at indrette sin kampform og organisation efter det terrain, hvori han skulle kæmpe, og man kan måske i denne forbindelse citere Machiavelli: »Soldaternes tapperhed er mere værd end deres mængde, og ofte betyder terrainet mere end tapperheden.«
Ved et studium af Daniel Rantzaus felttog ser man et træk, der går gennem det hele som en rød tråd: at han fortrinsvis - ja næsten altid bortset fra Axtorna, der var et regulært feltslag — opererede med styrker sammensat af rytteri og skytter, ofte støttet af artilleri. Det er en taktik, man senere under Gustav Adolf bl.a. kan se demonstreret i slaget ved Lutzen 1632.
Nu var det måske ikke helt en nyskabelse på Daniel Rantzaus tid. Et enkelt sted finder man i alt fald en lignende disposition, nemlig i slaget ved Øksnebjerg 1535. Greven af Hoya angreb Johan Rantzaus tropper med sit rytteri »uden at give skytterne tid til at komme på linie med rytterne«, siger Paludan-Muller i »Grevens Fejde«. (23) Det må im idlertid antyde, at skytterne har fulgt med rytterne på højde med disse, som anvendte angreb i kort trav og under karakol. Rantzau angreb, så vidt det kan ses, i karriere efter første skud, og skytterne blev brugt til opfølgning og repli, respektive til at åbne vejen for rytterne. Og hvad der er afgørende: Daniel Rantzau satte det i system. For at demonstrere ovenstående skal kortelig nævnes nogle eksempler. Rantzaus avantgarder og arrieregarder bestod altid af ryttere og skytter. Under det første ind fald i Sverrig i 1564 med sit eget regiment og et hundrede ryttere fik Daniel Rantzau efterretning om, at der ved kongsgården Hammar lå en fjendtlig styrke på 1000 bondesoldater, 200 skytter og 200 ryttere under oberst Charles de Mornay. Rantzau foretog en skjult frem rykning gennem skovterrainet med en styrke på 50 ryttere og 400 skytter, angreb overraskende den fjendtlige styrke og splittede den. I 1566 var Rantzau, som vi ved, på tog gennem Vestergotland med en styrke, der takket være sygdom og sult ikke oversteg 3,000 mand. På tilbagevejen havde Mornay taget stilling i et pas ved Allingås med en styrke på 8 faner og 7 fænniker (vel 5,000 mand). Stillingen var forstærket ved skanser, forhug og bråker. (En bråkc er en fælde bestående af forhug langs vejsiderne, så rytteriet ikke kan komme bort fra vejen). Rantzau lod en del af sit fod folk rydde vejen til skudhold for artilleriet, der med 3 faner og 600 skytter som bedækning beskød de fjendtlige skanser. Selv gik feltøversten ad næppe fremkommelige stier uden om stillingen med et angrebskommando bestående af 4 faner ryttere og 600 skytter. Da fjenden opdagede bevægelsen, rømmede han stillingen. (24) På vej til Jbnkoping i 1567 stødte Rantzau på fjendtlig besættelse foran Dummose, ca. 15 km fra Jorkoping. Den fjendtlige stilling var anlagt tværs over passet med skanser på skrænterne og et blokhus ved selve vejen. Dummose kunne kun passere ad en dæmning med træbro. For hurtigt at komme frem og hindre fjenden i at afbrænde Jonkoping, hvor ban ventede at finde store forråd, opstillede Rantzau et kommando på 700 ryttere, 1400 skytter og 3 kanoner med proviant for to dage og frigjort fra tros. Christopher v. Dohna fik kommandoen, han brød op før daggry den 31. oktober og angreb stillingen om eftermiddagen med skytterne. Stillingen blev erobret, men v. Dohna glemte at sende rytterne, der holdt klar bag kanonerne, igennem til forfølgning, så det lykkedes svenskerne at afbryde broen over Dummose og få tid til at afbrænde Jonkoping. (24) (E fter den oplevelse førte Daniel Rantzau altid selv sine angrebskommandoer). Foranlediget af melding om svenske styrker i Vadstena marcherede Rantzau selv dertil den 16. november med 4 faner ryttere og 1,000 skytter. Da en fange meldte, at såvel garnisonen som borgerne havde søgt tilflug t på slottet, lod Daniel Rantzau skytterne rykke ind i byen, medens rytterne holdt opmarcheret i slagorden foran denne. I sin m idlertidige le jr ved Alvastra fik feltøversten melding om, at der stod en svensk styrke ved M olby, ca. 25 km fra hans lejr. Om natten den 17. november (det skete umiddelbart efter, at han kom tilbage fra Vadstena) afmarcherede Rantzau med 4 faner ryttere og 400 skytter, medens Brockenhus fik ordre til at følge efter med hovedstyrken ved daggry. Ved Tureby, halvvejen til Molby, stødte Rantzau ved daggry på en fjendtlig fane, der blev kastet, og han forfulgte den ud af byen over en 60 m lang bro. Her stod han uventet overfor en hel svensk hær, der var opmarcheret til slag. E fter den svenske fører, Hogenschild Bjelkes, opgivelser var der 5 faner, 3 fænniker og 20 kanoner.
A t gå tilbage over broen var umuligt, og Rantzau lod sine skytter rive en åbning i et hegn, der var i vejen for rytterne. Med sine 4 faner på linie angreb han den svenske stilling, medens skytterne fulgte efter som flankesikring. (»Kom så drenge, nu skal vi sende dem en rytterhilsen«, skal han have råbt til sine folk.) Svenskerne gik tilbage - eller rettere flygtede - uden kamp. »Folkene ville ikke slås«, skrev Hogenschild B jelke beklagende i sin rapport. (26) Ved et angreb på en svensk brohovedstilling ved Mottala den 22. december 1567 var angrebskommandoet sammensat af 3 faner ryttere og de skotske skytter (500 mand) samt 2 »halve slanger«. 17. januar 1568 vandt Daniel Rantzau sin betydeligste sejr i vinterfelttoget, idet han slog en svensk styrke under Hogenschild B jelke med Per Brahe som kommissær ved Norrby. Svenskerne, der havde 7,000 mand, stod i en stærk stilling bag Mottalaelven, der kun kunne passeres ad en bro og et vadested, som Rantzau havde fået opgivet af fanger. Broen var forsvaret fra et bokhus besat med skytter og bestykket med artilleri, medens der bag vadestedet var en forstærket stilling af skansekurve besat med 500 skytter og noget artilleri. Daniel Rantzau havde først gjort fjenden tryg ved overfor en parlamentær, der — på Rantzaus foranledning - kom for at underhandle om udveksling af fanger, dels at lade som om han var for syg til at give skriftligt svar, dels at antyde, at han kun ventede på frosten for at angribe den svenske le jr over isen. Klokken 20 samme aften brød han op fra lejren ved Skenninge med en angrebsstyrke på 6 faner ryttere (ca. 1300 heste) og 1500 skytter, medens resten blev i lejren bos Brockenhus. Efter en nattemarch på ca. 25 km nåede angrebsstyrken frem ved daggry. Medens Rantzau selv med 4 faner gik over vadestedet, hvor de svenske skytter hurtigt flygtede, oprev 4 fænniker, der gik imod liam, og angreb hovedstyrken, stormede skytterne broen og blokhuset, hvorefter de resterende to faner gik over broen og til angreb på svenskernes hovedstyrke. Skytterne dækkede ryg og flanker. Den svenske hovedstyrke blev fuldstændigt overrumplet og oprevet, og der blev taget 9 kanoner og en del fanger. (27) Disse eksempler skulle vise, at Daniel Rantzau virkelig fulgte en bestemt linie i sine operationer. Som oftest var han jævnstærk med fjenden - størrelsesordenen var 6—8,000 mand — men svenskerne ville ikke modtage slag. Når han rykkede frem med hele det komplicerede apparat, en hær med tros var, veg fjenden ud, men feltøversten ville slå ham og forøge den mangel på sejrsvilje og tro, som tydeligt sporedes. Altså måtte lian anvende mindre, smidige kommandoer frigjort fra tros, overraskelsesinomentet skabtes ofte ved længere nattemarcli, og det udlignede fuldt ud angrebskommandoets talmæssige underlegenhed. Angrebskommandoernes sammensætning var altid den samme: ryttere og skytter. ( A t det i nogle tilfælde, hvor angrebet gjaldt en befæstet stilling, f. eks. ved Dummose, ser ud til, at Rantzau udover skytterne bar medtaget nogle »korte værger«, d.v.s. landsknægte der ikke var udrustet med pike, men med hellebard og kårde, ændrer ikke det principielle). Pikenerernc blev i lejren bos Franz Brockenhus, der må have ført en ret trist tilværelse som kommandant i Hovedkvarteret.
Det taktiske sammenspil mellem ryttere og skytter er tydeligt beskrevet flere steder. Ved Tureby rev skytterne et hegn ned og fulgte derefter rytterne som flankesikring og rygstød. Ved Norrby angreb skytterne blokhuset og ålmede vejen for lytterne, der gik igennem til angreb, medens skytterne sikrede flankerne. Det var det samme, man skulle have set ved Dummosc, hvis v. Dolina ikke havde glemt rytterne. Da Rantzau rykkede ind i Vadstena, lod ban rytterne bolde i slagorden foran byen, medens skytterne rykkede ind. En parallclliscring med kampvogne og ledsagende infanteri i moderne kamp synes logisk og naturlig. Det turde være klart, at et eksemplarisk sammenspil mellem to våbenarter, ryttere og skytter, kun kan være fremgået af nøje instruktion fra Daniel Rantzaus side og rimeligvis en vis eksercermæssig indøvelse. Svenskerne efterlignede i nogen grad den skitserede taktik, idet de også opstillede kommandoer af ryttere og skytter, men anvendelsen var en anden. De svenske kommandoer anvendtes til raids mod den danske lejr, når hovedstyrken var borte (således foretog et fjendtligt rytter-skyttekommando et mislykket angreb på lejren ved IJnkoping, medens Daniel Rantzau var i Soderkoping med hovedstyrken) eller mod trosset i vanskelige pas, alt for at vanskeliggøre opholdet og tvinge danskerne til at rømme landet. Rantzaus form ål var at slå de fjendtlige tropper, ryste fjendens moral og derved lette den endelige afslutning på krigen. Derfor var hans mål altid de fjendtlige tropper.
Skønt det må stå klart, at Daniel Rantzau afgørende brød med den ortodokse fodfolksorganisation ved at lægge vægten på skytterne, og at han i taktisk henseende var en foregangsmand i sin anvendelse af kombinerede rytter-skyttestyrker, kan man næppe påstå, at han dannede en særlig »skole«, sådan som man taler om, at M oritz af Oranien er fader til den »nederlandske skole« og Gustav A d olf til den svenske. Grunden er ikke, at han ikke bød på noget nyt og effektivt, men at det ikke blev fulgt op herhjemme. E fter Rantzaus død gik man tilbage til den gamle ordning, omend de udskrevne, nationale enheder mere og mere blev skytteenheder. Derimod blev den af Daniel Rantzau indledede udvikling fortsat hos fjenden. Således ser man, at i Gustav Adolfs hære var forholdet mellem pikenerer og skytter 1-2 i modsætning til de kejserlige, hvor forholdet stadig var 1—1. Hvad særlig angår rytter-skyttetaktikken anvendte Gustav A dolf altid skytteafdelinger mellem eskadronerne, der angreb i galop. Dette blev efter Leipzig efterlignet af fjenden. Um iddelbart før indbruddet affyrede rytterne pistolerne, og angrebet gennemførtes med blanke våben. Mislykkedes angrebet, trak eskadronerne sig atter ind mellem skytterne. (28) I slaget ved Lutzen kunne en rytterkamp på højre flø j af den svenske hær på denne måde vare i flere timer. Skønt våbnenes udvikling og andre faktorer spillede ind, som tiden gik, peger dette direkte tilbage på Daniel Rantzaus taktik. Uanset at Daniel Rantzau ikke er anerkendt som fader til en bestemt »skole«, uanset at han virkede på en i europæisk forstand sekundær krigsskueplads, og selv om der kun udkæmpedes et større feltslag under hans kommando, kan det med rette hævdes, at han var foregangsmand på mange områder og var med til at præge udviklingen fremover. A t han var en troppefører af Guds nåde kan næppe bestrides.
Daniel Rantzaus forhold til sine omgivelser, hans karakter og person For at bedømme Daniel Rantzaus karakter og personlighed er det ikke nok at se på hans virke som fører. De egenskaber, der gjorde ham til en sådan, måtte naturligvis også præge hans forhold til omgivelserne, men et nøjere kendskab til dette v il desuden lade ane manden hag feltøversten. Der kan ikke være tvivl om, at Rantzau var særdeles respekteret af sine samtidige, såvel af kongen og hans råd som af sine egne officerer og soldater, men han var ikke lige afholdt af alle. Ser man på de tørre beretninger, v il man let få indtrykket af, at han var noget vanskelig, for ikke at sige ufredelig, at omgås. Når man således hører, at tropperne murrede over, at de ikke ville tjene under ham, at der var nogle af hans officerer, han ikke talte med i ugevis, og at han offentlig t skældte finansministeren ud for en skurk og bedrager, så får man ikke indtrykket af en særlig fredelig karakter. Hvis man ved en fredelig karakter ville forstå en beskeden og godmodig mand, kan det med det samme slås fast, at det var Rantzau ikke og kunne ikke være det. Som fører for en hær, der for størstedelen bestod af hvervede tropper, hvis gode vilje afhang af størrelsen og præcisionen af solden, befandt feltøversten sig i samme position som det lille dyr mellem to negle, nemlig mellem landsknægtene, der nægtede at lyde, før deres krav var opfyldt, og som ikke var kede af at bruge »udenomsparlamentariske« m idler på den ene side og regeringen, hvis kasse var tom, men som alligevel krævede mirakler, på den anden. En beskeden og godmodig mand ville simpelthen være blevet tromlet ned af disse to parter, og hvis Daniel Rantzau ikke havde evnet at »vise tænder«, ville han overhovedet ikke have kunnet virke i sit kald. Noget andet er, at det næppe har kostet ham overvindelse at bide fra sig. For at kunne bedømme Daniel Rantzaus person, må man se hans forhold til mange sider: til mandskabet, til sine officerer, til kommissærerne, til kongen og hans råd og til fjenden. I forholdet til mandskabet ser man en tydelig forskel mellem de tyske landsknægte og resten af hæren. Det er bemærkelsesværdigt, at alt vrøvlet kom fra tyskerne, såvel knægtene som de hvervede ryttere, medens der f. eks. aldrig var virkelig alvorlige vanskeligheder med de hvervede skotter. Da disse må forudsættes at være lige så lid t interesserede i at slås gratis som tyskerne, ser det ud til, at de sidste har været vel ivrige efter at gribe til grove midler. I samme forbindelse kan der konstateres et modsætningsforhold mellem tyskerne i hæren og de andre. E t typisk eksempel er det, når kommissæren Peter B ille i et brev til stadtholderen på København slot, Mogens Gyldenstjerne, i 1565 fortæller, at de tyske tropper havde sat sig i besiddelse af det bytte, der var tilfaldet danskerne og skotterne efter et strejftog ind på fjendens område. Der var klaget til feltøversten, der havde sat profossen på sagen, men der var intet kommet ud af det. (29) Det sidste er i og for sig ikke så underligt. Hvis de tyske tropper in pleno har foretaget overgrebet, hvad brevet tyder på, var der ikke meget at gøre. En lialv snes stykker kunne Rantzau have ladet hænge, men han kunne givetvis ikke hænge to trediedele af hæren, var hans lyst dertil end nok så stor. A t han dog ikke har været blid overfor dem, tyder det på, når en fra kongen udsendt adelsmand kort efter kunne melde, at de tyske tropper ikke ville være med mere, med mindre Rantzau blev fjernet. (Se side 438) Der var utallige episoder, hvor de tyske tropper ikke blot gjorde mytteri men også holdt kommissærerne, ja i et enkelt tilfæ lde endog Daniel Rantzau selv, som gidsler for deres krav. (jvf. side 439) Det krævede en både bestemt og smidig optræden fra feltøverstens side for overhovedet at få maskineriet til at virke, og bortset fra at solden virkelig i mange tilfæ lde var forsinket og kosten mager, var det uhyggelige forhold for en feltøverste at arbejde under, og det kan ikke forbavse, at han lejlighedsvis blev træt og søgte sin afsked. Som nævnt var det næsten udelukkende de tyske knægte, der var vrøvl med, og de var desuden en bande rå børster, der var en lige så stor plage for eget land som for fjendens. Elsebe Krabbe, Peder Skrams, på Laholm i Halland skrev derom i et brev, at »tyskerne i den danske hær behandler bønderne på det forfærdeligste, de sparer ikke at røve kvinder i barselsseng og tage klæderne fra spæde børn og slænge dem nøgne igen, så Gud må forbarme sig over os, den jammer og kummer vi lever i.« (30) Det var ikke en opgave for en godmodig eller veg herre at føre kommando sådan et sted, og er Daniel Rantzau engang imellem blevet gram i hu, er der næppe noget at sige til det. Med hensyn til officererne var der det samme skel som hos mandskabet. I 1566 efter felttoget i Vestergotland fortalte Peder B ille i et brev, at »der var kommet stor uenighed mellem Daniel Rantzau og ritmestrene, så de undertiden ikke talte sammen i 8 dage.« (31) Skønt B ille skrev ritmestrene, viser indholdet af brevet, at det er de tyske ritmestre, der er tale om, ikke de danske. Grunden til misstemningen var tildels forsinket sold, men en anden faktor havde spillet ind, en faktor der siger noget både om ritmestrene og om Rantzau. Under felttoget i Vestergotland var feltøverstens dispositioner i en kedelig grad blevet generet af de tyske ritmestres ulyst til at forlade deres vogne. De var bogstavelig ikke til at få derfra, siger Peder B ille i sit brev. Kun yderst vanskeligt kunne de tunge vogne slæbes med og langt fra ad alle veje, og taktiske hensyn krævede naturligvis ofte, at rytterne skulle sendes andetsteds hen. Ritmestrenes uvilje mod at forlade deres tungt lastede bagagevogne voksede, efter som de blev fyldt med bytte, og da Daniel Rantzau krævede, at taktiske hensyn skulle have prioritet, blev det gode forhold alvorligt rystet. Det blev just ikke bedre af, at det ved en bestemt lejlighed lykkedes svenskerne at erobre en del af trosset, bl.a. ritmestrenes røvede bytte. (32) I modsætning hertil synes der altid at liave hersket det bedste forhold mellem feltøversten og de danske ritmestre, og det samme gælder med hensyn til skotternes fører, kaptajn Clark, og til Franz Brockenhus, der var næstkommanderende og førte det samlede fodfolk. Det gode forhold til dem synes ikke at indicere, at feltøversten var særlig vanskelig at omgås, vel at mærke hvis lians folk var loyale. Var de ikke det, fik de af grovfilen, og vel var Daniel Rantzau uddannet som hofmand ved det fineste hof i Europa, men hans militæ re udtryk manglede intet i tydelighed, hvis det var nødvendigt at tale »klart sprog«. Daniel Rantzaus indstilling overfor begrebet disciplin illustreres bl. a. af et par breve til de svenske førere, Jacob Jlåstesko og Charles de Mornay. T il Jacob Håstesko skrev Rantzau, at ban gerne ville have udleveret tre navngivne knægte, der året før »som troløse skælmer« var rømmet fra Elfsborg. I bytte ville han give en svensk desertør, der var kommet til danskerne medhavende meget tyvegods, og oven i købet den bedste hingst, han havde i lejren. De tre »skælmer« har næppe haft noget at glæde sig til. Brevet til Mornay drejer sig også om udveksling, men lier tager Rantzau en anden stilling. Mornay havde foreslået udveksling af et antal danske adelsmænd mod nogle svenske, der var fanget kort tid før. Daniel Rantzau svarede, at da det var ham bekendt, at de nævnte danske adelsmænd ikke var blevet fanget på grund af tjeneste eller foresattes befalinger, men fordi de selv havde være ude om det, så ville ban ikke gøre sig ulejlighed for deres skyld. De kunne blive, hvor de var. Begge breve er dateret 19. september 1566 på Guldborg enge ved Elfsborg, og dagen efter blev begge de svenske førere fanget af et fourageringskommando. (33) Rantzau ikke blot krævede af sine folk, ban støttede dem også, hvor han kunne. Når man gennemser det betydelige antal breve, der er gået fra feltøversten til kongen i krigsårene, v il man se, at langt den største del drejer sig om at skaffe forplejning og sold til tropperne, ikke blot til de tyske, der gjorde vrøvl, men også til de danske ryttere, der ofte var endnu ringere stillet. E t brev af 9. juni 1567, hvori kongen godkender et svar til Rantzau, viser, at man virkelig tog hensyn til, hvad feltøversten skrev. Kongen siger, at det er nok bedst at sende nogle penge med det samme, for hvis budet kun kom hjem med et brev, »ville obersten blive gal«. (34)
E fter Axtom a søgte Daniel Rantzau første gang sin afsked (jvf. side 438), idet han ret skarpt begrundede sin ansøgning med, at kongen blandede sig i hærens interne anliggender, hvad der forøgede de i forvejen store vanskeligheder, og at »fremmede, ukendte personer« - hvormed han sigtede til Poul Vobitzer, der havde optrådt som »stemningsberetter« for kongen — blandede sig i feltøverstens sager. (35) K ort efter at Rantzau var holdt tilbage af sine egne folk i Halmstad, hvor han selv måtte låne penge til deres sold - hvilket omtrent var samtidig med, at kongen skrev og beklagede, at feltøversten lå og syltede valle i stedet for at gøre noget ved krigen - opsøge han selv kongen og forlangte sin afsked i meget bestemte udtryk. Frederik II holdt im idlertid Rantzau til hans løfte om at tjene personligt, så længe krigen varede, men så begyndte feltøversten at stille krav for sig selv. Først forlangte han sin tilgodehavende løn på bordet, hvilket i sig selv er forbavsende nok, da han tværtimod altid havde været rede til at stå i forskud for endog meget store summer til kongens tjeneste, men hans næste krav er måske lige så betegnende. Kongen havde givet ham Trøjborg slot og len efter Axtorna for sig og livsarvinger, men nu forlangte Rantzau, at bestemmelsen om livsarvinger skulle rettes til arvinger, så han kunne lade det gå i arv, som han ville. Det var ikke en ny tanke. Rantzau havde ventileret den før gennem Holger Rosenkrands og Peder B ille , men når den blev fremsat ved denne lejlighed som et krav, kan det kun opfattes som et forsøg på at fremtvinge et brud med kongen, så denne gav ham afsked. Kongen holdt im idlertid stadig på Rantzaus løfte om at tjene krigen ud, men at der er faldet hårde ord, fremgår af et brev fra Frederik II til Peder B ille:
V or feltøverste var blevet melankolsk og havde fanget griller ___Som vi nu talede sammen, er han udfaret med megen besværlig tale, hvilken V i ikke kunne lade gå ubesvaret forbi og dermed er vi blevet uens og med uvilje skiltes ad. (36)
Efter lang tids forhandling blev striden dog bilagt, hvilket resulterede i Daniel Rantzaus vinterfelttog 1567-68. Kort forinden feltøversten sidste gang søgte sin afsked, var han raget uklar med Peder Oxe, der var i færd med at bringe orden i rigets pengesager. Årsagen synes at have været, at Daniel Rantzau siden sin udnævnelse havde indtaget en dobbeltstilling, idet han også var chef for sit eget regiment, og finansministeren ville stryge den indkomst, der hørte til den ene stilling. Rantzau kaldte offentlig Peder Oxe for en skurk og bedrager, og kongen måtte intervenere. Siden synes der dog at have hersket det bedste forhold mellem Rantzau og Oxe, og feltøversten slap for samtidig at være regimentschef. E t sted, hvor Daniel Rantzau havde haft de hedste betingelser for modsætningsforhold, hvis han var vanskelig i omgang, ja selv uden dette, var i forholdet til kommissærerne. Kommissærerne var rigsråder, der på kongens vegne var tilkommanderede feltøversten, bl. a. for at bistå ham ved hærens forsyninger, men som skulle tages med på råd i alle vigtige sager. Hvad denne bestemmelse kunne betyde, v il enhver officer forstå, og hvor generende kommissærernes magt kunne blive, fremgår af kongens skrivelse af 8. maj 1564, hvori han befaler Rantzau til at gøre et ind fald i Sverrig med sit regiment og samtidig ansætter Friedrich von Dohna som kommissær hos ham:
Wir haben gegenwertigen, den edlen unsern getrewen lieben Friedrich burggrafen zu Dohnen, an dich als unseren commissarien abgefertiget m it gnedigsten begem, du will seins rats in vorfallenden gelegenheiten gebrauchen und gentzlich halten und geleben. (37)
Det kunne blive uudholdeligt at være fører under sådanne betingelser, og det måtte kræve maksimal forståelse og diplom ati fra begge sider, hvis det skulle gå godt. Det ser alligevel ud til, at Daniel Rantzaus forhold til sine kommissærer har været det bedste, ikke blot til Friedrich v. Dohna, men også til Sten Rosensparre og Peder B ille , skønt man i alt fald har et eksempel på, at de sidstnævnte er gået bag ryggen på feltøversten og har modarbejdet hans planer.
Det skete, da Rantzau i 1565 lå på Guldborg enge efter at have undsat Elfsborg. Han skrev til kongen om at få Holles regiment (tyske tropper) der endnu lå i Skåne, sendt op, så lian kunne operere mod fjenden, der lå nogle m il borte. Kommissæren Sten B ille skrev på egne og Rosensparres vegne til M ogens Gyldenstjerne og bad ham diskret sørge for, at det ikke skete, thi vel manglede der folk, men de frygtede, at hvis der kom flere tyskere, ville det ikke være muligt at holde styr på dem. Så hellere lade fjenden være i fred. (38) Det var hyggelige forhold for en feltøverste at arbejde under, men da der ikke ses noget brud med kommissærerne, må man gå ud fra, at Gyldenstjeme virkelig har været diskret. Skønt der hele krigen igennem var uro med tyskerne, er der dog tydelige beviser for, at de nærede respekt og tillid til Rantzau som fører, når de ved pengenes hjælp var formået til at »bevilge« en operation. Denne tillid kom til orde, da Rantzau i begyndelsen af vinterfelttoget fra det afbrændte Jonkoping besluttede at drage den besværlige og farlige vej ind i Sverrigs hjerte. Tropperne havde kun »bevilget« et tog mod Jonkoping og Vestergotland, så de måtte spørges. Rantzau frem stillede sagen uden at lægge skjul på vanskelighederne, men samtidig fremhævende at kongen ikke kunne være tjent med, at de vendte om uden at have udført noget af betydning. Brockenhus talte med sine landsknægte, der gav tilslutning, og ældste ritmester, v. Alten, svarede for dem alle, efter at de havde drøftet sagen med deres undergivne: Efter deres mening, var der ingen tvivl om, at det var at føre hæren alt for langt ind i fjendens land, og hulvejens tilstand gjorde det hele til et endnu farligere foretagende, men ikke desto mindre ville de følge feltøversten i forvisning om, at han, der havde ført dem i så mange felttog, ville føre dem sådan, som han kunne forsvare overfor Gud, kongen og sin samvittighed. (39) Fra svensk side er synet på Daniel Rantzau naturligt nok præget af, at han var deres fjende, oven i købet heldige fjende, som de havde lært at frygte. Når der i samtiden blev sagt om ham, at han brændte og plyndrede som en »Nordens Alba«, sammenlignende ham med den blodige spanske guvernør i Nederlandene, (40) så er det en af de stemningspåvirkede udtalelser, der ikke er ukendt fra lignende situationer. Der foreligger da heller ingen reelle beretninger, ejheller fra svensk side, om at Daniel Rantzau skulle have optrådt unødigt grusomt. Vel lod han sine tropper fouragere i fjendens land - det var bl. a. derfor de var kommet - og han brændte, hvad der i tidens ånd kunne have interesse at få brændt, men derimod hører man intet om den slags grusomheder, som E rik X IV begik, da han i 1564 invaderede Blekinge. E fter at have afslået byen Rønnebys tilbud om kapitulation mod fri afmarch for garnisonen og sikkerhed for liv og ejendom for borgerne mod en brandskat, angreb og erobrede E rik X IV byen den 4 september, og med berettiget stolthed fortæller han selv derom:
Da b lef darinne ett valdigt mord. Rodt som blod fargades vattnet i alfven. Och vora fienderna så forsagda, att man foga umak hade for dem utan stakk i dem såsom i en hop vildsvin, och skånade ingen man utan slog alla ihjål, så att i staden mer ån 2,000 man om halsen utom några kvinnor och barn, hvilka finnema slogo ihjå l. (41)
Den slags fortælles ikke om Rantzau. Ganske vist skriver Hogenschild B jelke fra lejren ved Norrby den 10. januar 1568 til de kgl. sekretærer Olo f Larsson og Mårten Helsing, at han bliver nødt til at gå med til en af Daniel Rantzau ønsket udveksling af fanger, da denne havde antydet, at han i modsat fald ville være nødt til at skyde sine fanger, da han ikke vidste, hvad han skulle stille op med dem. (42) Det var im idlertid et krigspuds for at komme i forbindelse med fjenden (jvf. side 438), og at det var det ses af, at da Rantzau havde slået fjenden ved Norrby og befriet sine egne fanger, sendte han en del af de tilfangetagne svenskere til Mottala sammen med en skrivelse, hvori han udtalte, at da han nu havde taget sine egne, måtte svenskerne gerne få dem igen. (43) Resten af sine fanger førte han med tilbage på den vanskelige march ad »Østre hulvej«. Når svenskerne hævdede, at feltøversten plyndrede og brændte - underforstået: mere end nødvendigt, thi brand og plyndring hørte med til den legale krigsførelse - så var det særlig under henvisning til, at han havde udvidet sin stab med en ekstra officer, der bar titlen brandmester, og hvis opgave var at forestå afbrænding af lokaliteter mv. (44) Det var rigtigt nok, at Daniel Rantzau havde ansat en brandmester i sin stab, men formålet var det stik modsatte af, hvad svenskerne troede - eller foregav at tro. Under plyndringer i fjendeland brændte landsknægtene rub og stub, hvis de ikke fandt bytte - og ofte selv om de gjorde - og når Rantzau centraliserede brandtjenesten, var det fordi han ville have hånd i hanke med sagen og selv bestemme, hvad der skulle brændes, ikke for at få brændt så meget som muligt, det skulle landsknægtene såmænd nok selv have besørget. Som et eksempel på de danske hærgninger gengiver Tidander et sammendrag af fogedregnskaber, der viser, at der i vinterfelttoget 1567-68 i Småland og Ostergotland blev afbrændt 1422 gårde og huse. (45) Det er et betydeligt tal, men det kan nok være tvivlsomt, hvor stor en procentdel, der skyldes den danske brandmester. A lt andet ufortalt var Daniel Rantzau nemlig alt for klog til at ødelægge den egn, han selv skulle leve af i månedsvis, og ban udsendte da også bekendtgørelse til bønderne, at de skulle slippe for plyndring mod at betale en brandskat på 8 lod sølv pr. gård. Bønderne betalte med glæde, men ak. Så sendte E rik X IV straffekommandoer ud, som hængte »forræderne« og afbrændte deres gårde. På en enkelt dag præsterede rigsprofossen at hænge 78 personer, der havde erlagt brandskatten. (46) Kong E rik liavde da også udtalt, at det var bedre med et ødelagt land end et land i fjendens hænder, og der indløb stadig klager fra bønderne i Ostergotland over, at de svenske tropper var værre end fjenden.
V i ved, at svenskerne selv afbrændte Jonkoping, Norrkoping og Soderkoping, og der er i vinterfelttoget kun et eksempel på, at Daniel Rantzau har sat ild på en by. Det var Vadstena, og grunden var, at han ikke på anden måde kunne få de plyndrende og drukne tropper til at rykke ud af byen. I et brev til rådet i Lxibeck udtrykte Rantzau selv sin beklagelse af, at det havde været nødvendigt. (47) Daniel Rantzau var et barn af sin tid, og han førte tidens krig, men han fandt ingen glæde i at gøre den værre end nødvendigt. Som afslutning på dette afsnit skal anføres et par enkelte træk om Daniel Rantzaus forhold overfor uheldige modstandere. Under affæren ved Tureby (se side 448) blev den svenske feltmarsk, E rik Henriksson, taget til fange tillig e med flere officerer. (Han var altså blandt dem, som Hogenscliild B jelke troede, man ville skyde). Samme aften blev de indbudt til middag i feltøverstens telt og behandlet som ærede gæster. Tilsyneladende har de befundet sig vel, thi de var ret åbenmundede om svenske forhold. (48) På toget gennem Vestergotland i 1566 (se side 439) havde Mornay ikke evnet at standse Rantzau ved Allingås, men dagen efter tog han en del af trosset, bl.a. ritmestrenes dyrebare vogne. Den 20. september 1566 blev Mornay sammen med Jacob Håstesko, der nu var hans næstkommanderende, fanget af et dansk fourageringskommando under Franz Banner. Rantzau modtog Mornay med glæde - en glæde der naturligvis havde dobbelt årsag, - og da denne sad som fange på Kalundborg, skrev Daniel Rantzau et venligt brev til sin gamle modstander, et brev der straks blev besvaret. Brevvekslingen mellem de tidligere fjender viser ikke blot de to herrers ridderlige sind, men også den højagtelse de nærede for hinanden. (49) Når man ser bort fra den skumlen, der skriver sig fra, at Rantzau var svenskernes heldige modstander, ses der fra den side overalt stor respekt for hans person og dygtighed. W cstling beskriver ham i forbindelse med toget i Vestergiitland 1566 som en i bøj grad djerv og dygtig fører (50), men den mest rosende omtale fra svensk side synes at være Tidanders udtalelse i forbindelse med Axtorna:
Som taktiker var Rantzau en af århundradets storsta. Den snabba b lick , hvarmed han uppfattade sin stalning for dagen, den fyndighet, hvarigenom han i motgångens stund genast upptackte nya utvager, hans ytterliga djerfhet i beslutan och kraft i verkstallandet, hans utomordentliga lugn och mot i faran, hans viilvalda och snabbt utforda roreiser i stridema anvisa honom en synnerligen hog platz i krigshistorien. (51)
Smukkere anerkendelse kan næppe gives.
Disse korte og spredte episoder er naturligvis langt fra udtømmende, men da de synes karakteristiske hver for sig, burde de - hvis forfatteren af disse linie r har været heldig — give i alt fald en grov skitse af Daniel Rantzaus person. V ille man i få ord karakterisere denne, måtte det omtrent blive således: Foruden at være en blændende taktiker og en troppefører af Guds nåde var han en hæderlig, retlinet og ridderlig personlighed, en streng og jernhård fører, der krævede respekt, men som også tog sig af sine undergivne, en fører som f.eks. ville have været en elsket chef for Napoleons veteraner, og som også var afholdt af danske og skotter, men kun agtet af tyskerne, hvis tøjlesløse karakter og laugsbetonede optræden han stedse havde besvær med. Han var i besiddelse af den til alle tider mellem soldater skattede egenskab, at han »bed« lige så meget opad som nedad. A t ban var en loyal foresat og en god kammerat bevises af den tillid , han nød også af dem, der ikke kunne lide ham.
Daniel Rantzaus død og eftermæle
Som soldat havde Daniel Rantzau levet, og han fik en soldats død. I slutningen af 1569 belejrede den danske hær for anden gang Varberg. Kongen var selv ved hæren, og her mistede han i løbet af få dage sine to bedste officerer.
Den 31. oktober var Franz Brockenhus redet ud for at inspicere sine folks gravearbejder, og medens han var der, blev han ramt i benet af en fjendtlig muskctkugle. Han blev ført til Halmstad, men der gik koldbrand i såret, og den 14. november døde han. Tre dage før endte Daniel Rantzau sit liv. Som allerede nævnt, var han gået ud for at inspicere et batteri, var gået op på en klippe for at iagttage ildvirkningen, og her blev han ramt af en kanonkugle fra fæstningen, der rev den øverste del af hovedet af ham. Han var død på stedet. Den klippe, hvor han faldt, blev kaldt Danielsklippen. Kort efter åbnede fæstningen sine porte for kongen. Som de havde fulgtes ad i mange felttog, således kom Daniel Rantzau og Franz Brockenhus til at følges på deres sidste rejse fra Halmstad. Eskorteret af to danske adelsfaner førtes kisterne til København, hvor Brockenhus’ foreløbig blev, medens Rantzaus førtes videre til den holstenske grænse. Her blev feltøversten modtaget af sin gamle herre og ven, hertug Adolf, i spidsen for det holstenske ridderskab, og til stede var også hans trolovede, Katrine v. Damme. Daniel Rantzau blev bisat i familiegravstedet i Westensee kirke, hvor »den lærde Henrik« Rantzau lod opsætte et pragtfuldt epitaphium. En stor feltherre havde endt sin løbebane. Hans liv og virke var i den væsentligste del faldet i den danske konges tjeneste, og tro mod kongen og Danmark havde han stedse været. Store resultater gav Syvårskrigen ikke politisk set, men at den overhovedet gav nogen skyldes ikke mindst Daniel Rantzau. Man kan strides om, hvor meget hans efterladte erfaringer kom den danske hær til gode, men der kan ikke strides om, at han var en af vore virkelig store hærførere. I 400-året efter lians død mindes vi ham som en af de bedste, vi har haft. Han har ikke båret Rantzauernes guldsværd forgæves.