Log ind

CYPERN 1975

#

Kaptajn E.J.Heidler, Den kgl. Livgarde, der det meste af 1975 har været tjenstgørende ved DANCON på Cypern, giver her en sammenfattende oversigt over udviklingen på Cypern i 1975.

Danmark sender hvert år soldater til FN’s fredsbevarende styrke på Cypern. Det kan måske herhjemme være lidt vanskeligt fuldt ud at forstå berettigelsen af dette, der for mange ser ud som et ferieophold under sydens sol uden dagliglivets mange problemer. Som tjenstgørende på Cypern i perioden 22. januar til 25. november 1975 må jeg kraftigt tage afstand fra teorien om problemløs ferie. Det er mit håb i det følgende at give et indtryk af situationen på øen for herigennem at belyse behovet for den fredsbevarende styrke. Samtidig håber jeg at give et lille indblik i styrkernes arbejdsvilkår.

Indledning

I 1960 opnåede Cypern status som selvstændig republik. Øen skulle ledes af et parlament, sammensat af 70 % græsk cypriotisk og 30 % tyrkisk cypriotisk valgte medlemmer. Dette gav i praksis ikke den tyrkisk cypriotiske befolkning nogen indflydelse overhovedet, og der opstod da også hurtigt uroligheder, hvilket medførte, at FN i 1964 oprettede UNFICYP (United Nations Forces in Cyprus). Stort set lykkedes det for UNFICYP at skabe fred på øen. Bortset fra nogle uroligheder i 1967 skete der intet alvorligt før midt i 1974. På den anden side må man sige, at det heller ikke lykkedes for FN at komme meget længere ad vejen mod en endelig løsning på problemerne om Cypern. Det er derfor betegnende, at det ikke var uoverensstemmelser mellem græske og tyrkiske cyprioter, men et internt græsk cypriotisk opgør, som i juli 1974 blev direkte årsag til den tyrkiske invasion og krigen. Det græske kup den 15. juli mod præsident Makarios var et klart brud på selvstændighedsbetingelseme fra 1960, og det kunne kun forventes, at Tyrkiet, som garantistat, ville gribe ind. Derfor landede en tyrkisk invasionsstyrke om morgenen den 20. juli på Cyperns nordkyst og besatte i to faser (juli og august) ca. 35 % af øen. I tiden mellem de to faser blev der gjort forsøg på forhandling, uden at der dog blev opnået noget resultat. Tyrkerne havde tydeligvis benyttet pausen til at fremføre betydelige reserver, for da de uden samme »rimelige begrundelse« som i 1. fase genoptog fremrykningen den 14. august, var de grækerne langt overlegne. Den 2. fase bragtes til standsning efter to dages kamp. I de første uger herefter herskede der nogen usikkerhed om, hvorvidt kampene ville blive genoptaget, men i begyndelsen af september stod det klart, at stridighederne var overstået. Der var tale om en overvældende sejr for de tyrkiske styrker, hvilket man helt op til i dag har kunnet fornemme af deres holdning, både civilt og militært. Under kuppet var Makarios blevet tvunget til at flygte. Efter at det stod klart, at kupmageme ikke kunne klare problemerne, og efter at juntaen i Grækenland var trådt tilbage, blev Glafkos Clerides udpeget til midlertidig præsident for den græske del af Cypern. Han havde været, og fortsatte som græsk-cypriotemes førsteforhandler. Hans modstander ved forhandlingsbordet, Rauf Denktash, overtog ledelsen af den tyrkisk besatte del.

Situationen på Cypern efter krigen var således:

- Tyrkerne havde besat ca. 35 °/o (den nordlige del). Der er tale om de rigeste dele af øen. Det er anslået, at det tyrkisk besatte område besidder ca. 60 % af de samlede cypriotiske indtægtsmuligheder.

- Der var ca. 180.000 græsk-cypriotiske flygtninge, for en stor del indkvarteret i teltlejre i den sydlige del.

- Tilsvarende levede der ca. 10.000 tyrkiske cyprioter i telte på det engelske baseområde Akrotiri.

- Der levede ca. 9.000 tyrkiske cyprioter i enklaver spredt ud i den sydlige del.

- Store dele af det tyrkisk besatte område lå øde hen. Man havde simpelt hen ikke folk nok til at fylde det ud.

Der blev gjort forsøg på forhandlinger mellem Denktash og Clerides. Der var forståeligt nok ikke den bedste forhandlingstone, men der opnåedes dog nogle få resultater, mest på det humanitære felt. Således lykkedes det allerede i begyndelsen af september at komme til enighed om udveksling af krigsfanger. FN’s sikkerhedsråd lagde pres på forhandlerne for at få løst flygtningeproblemet, men det lykkedes ikke. Makarios benyttede tiden til at rejse rundt og hverve tilhængere for sin sag. Efter forhandlinger i FN, i USA, med de arabiske lande og efter en rundtur i Europa vendte han i begyndelsen af december tilbage til Cypern. Han blev modtaget med stor hyldest og indtrådte straks på sin gamle post som præsident. Situationen ved årsskiftet 74/75 var således den, at der ikke var opnået egentlige resultater af betydning. Der havde dog været og var forhandlinger i gang mellem Denktash og Clerides. I Grækenland måtte juntaen trække sig tilbage efter kuppet på Cypern. Ved et valg i november vandt Karamanlis en overvældende sejr. I Tyrkiet var Bülent Ecevit, som befalede invasionen, trådt tilbage, og premierministerposten var i september overtaget af Süleyman Demirel. Et af de påtrængende problemer for Cypern var at få forhandlinger i gang i et passende forum.

Politisk udvikling

Man troede, at det ville lykkes, da man den 14. januar 1975 kom i gang med forhandlinger om egentlige politiske emner, nemlig om den fremtidige politiske og forfatningsmæssige ordning på Cypern. Allerede på dette tidspunkt stod det klart, at tyrkerne ønskede at samle alle tyrkere i den nordlige besatte del for derefter at foretage en deling af øen. Grækerne ville ikke acceptere en sådan deling, idet de ønskede en fortsat blandet beboelse, styret af en fælles regering med delvis selvbestemmelse for hver part. Forhandlingerne blev ført i en meget urolig periode. Midt i januar begyndte englænderne at flyve de ca. 10.000 tyrkiske flygtninge fra Akrotiri-basen til Tyrkiet. Grækerne protesterede kraftigt. Man påstod, at de flygtninge, der blev fløjet til Tyrkiet, straks ville vende tilbage til Cyperns tyrkisk besatte del. Det har da også vist sig senere at være tilfældet, idet genbefolkningen af den nordlige del for alvor startede på dette tidspunkt. Resultatet blev nogle alvorlige demonstrationer mod englænderne fra græsk side.

Det var altså ikke det bedste klima at forhandle i. Fra tyrkisk side var der trusler om en genoptagelse af krigen. Denne blev dog først i februar efter kraftigt diplomatisk pres forhindret i sidste øjeblik. Forhandlingerne blev afbrudt den 13. februar, hvor tyrkerne på eget initiativ proklamerede »Den tyrkisk cypriotiske føderale stat« med Denktash som leder. Det var altså ikke lykkedes for parterne at komme på talefod. Man havde behov for et forhandlingsforum, som kunne hæve Cypemproblemet fra det rent lokale plan til et internationalt niveau. Det har før været Cyperns uheld, at når dets sag skulle frem i FN, har der været andre problemer af større betydning. Heri skal man nok søge den væsentligste forklaring på, at der ikke for længst er fundet en holdbar løsning. Under Sikkerhedsrådets forhandlinger i marts lykkedes det imidlertid at få aftalt møder parterne imellem under generalsekretær Kurt Waldheims direkte ledelse. Første forhandlingsrunde blev afholdt i Wien i tiden 25. april-5. maj. Anden runde afholdtes samme sted i juni. Forhandlerne var som tidligere Clerides og Denktash. De to første runder førte ikke til nogen løsning. Man kan ikke engang sige, at de førte til bare en lille lysning. Der blev kun opnået nogle få betydningsløse småaftaler. Derimod lykkedes det ved 3. runde, også i Wien, den 1.-2. august at skaffe ligesom et gennembrud, der blandt andet førte til følgende vigtige aftaler:

- Alle tyrkiske cyprioter i enklaverne i den sydlige del tillades frit at rejse til nord.

- Ca. 800 græsk cypriotiske flygtninge får tilladelse til at vende hjem til deres besiddelser i nord.

- Begge parter forpligter sig til at fremkomme med helhedsplaner, som skulle kunne drøftes ved 4. runde, som blev aftalt til den 8.-9. september i New York.

Forhandlingsresultaterne, især aftalen om overførselen af de tyrkiske cyprioter til nord, blev modtaget med begejstring af tyrkerne. Fra græsk side blev aftalerne derimod modtaget med blandede følelser, og især venstrefløjen angreb Clerides og anklagede ham for at have overskredet sine beføjelser. Fra flere sider hævdedes det, at indgåelsen af aftalerne i realiteten var en accept af det biregionale system, som tyrkerne ønskede for Cypern. Dette benægtedes af Makarios, som bestræbte sig på at bringe en vis, højst tiltrængt, samling mellem de forskellige græsk-cypriotiske politiske fløje.

UNFICYP planlagde og ledede flytningen af tyrk-cyprioterne, og en måned senere, den 9. september, var ca. 8.000 mennesker flyttet til nord, hvorved man havde tømt enklaverne med undtagelse af et par stykker, bl.a. Kokkina-enklaven i DANCON’s område. Eftersom tiden for 4. forhandlingsrunde nærmede sig, blev synspunkterne trukket hårdere op. Tyrkerne stod stejlere på kravet om et biregionalt system og havde nu den moralske støtte at have samlet næsten alle tyrkiske cyprioter i den besatte del af øen. Grækerne arbejdede fortsat for et multiregionalt system med en stærk central ledelse, men interesserede sig efterhånden mere for spørgsmålet om grænsedragning ved en eventuel deling af Cypern. Aftalen fra 3. runde om græske cyprioters tilbagevenden til nord var stadig uløst. Nogle få fik ganske vist tilladelse til at vende tilbage, men tyrkerne pålagde grækere i nord så store restriktioner, både hvad angår indrejsetilladelse og daglige levevilkår, at man må sige, at aftalen i praksis ikke er blevet gennemført. Økonomisk set er der også blandede udsigter for Cypern. Mens det forbløffende nok er lykkedes grækerne at forbedre deres økonomi til trods for de tab, de led under krigen, er der store problemer i den tyrkisk besatte del. Det er ikke lykkedes at få fabrikkerne i gang, ligesom store dele af afgrøden for 1975 ikke er blevet høstet. Dette stiller store krav til økonomisk støtte fra Tyrkiet. Som nævnt ovenfor, blev det ved 3. forhandlingsrunde aftalt, at parterne skulle fremkomme med forslag til helhedsløsninger til 4. runde. Umiddelbart før forhandlingerne havde tyrkerne dog ikke afleveret nogen plan. Det syntes derfor ikke muligt at gennemføre 4. runde. Denne pessimisme blev bekræftet i New York den 11. september, da forhandlingerne blev afbrudt, endnu før de egentlig var kommet i gang. Der blev end ikke aftalt et nyt møde. Efter hjemkomsten fra New York beskyldte parterne gensidigt hinanden for at have forårsaget sammenbruddet. Clerides beskyldte Denktash for ikke, som aftalt, at have fremsat et forslag, mens Denktash hævdede, at Clerides ikke ville drøfte systemer, men kun territoriale grænser. Årsagen til at Denktash ikke havde afleveret nogen plan, skal muligvis søges i tyrkisk uenighed om hvilken politik, der skulle føres i Cypernspørgsmålet, og kan derfor ses som et ønske om at forhale forhandlingerne til efter de tyrkiske valg, som skulle afholdes den 12. oktober. Af betydning for problemet var det, at USA’s udenrigsminister Kissinger nu begyndte at interessere sig for Cypern. Den 23. september skitserede han denne 5-punktsplan:

1. En løsning må garantere Cyperns uafhængighed og selvstændighed.

2. Løsningen må garantere, at både den græske og den tyrkiske befolkningsgruppe kan leve i frihed og kan være medbestemmende ved afgørelser om deres egne forhold.

3. Den nuværende konfrontationslinie kan ikke forblive permanent. Der må forhandles territoriale arrangementer, der tager rimelige hensyn til græsk-cypriotisk økonomi og selvrespekt.

4. Udenlandske styrker, med undtagelse af de, der er til stede i henhold til internationale aftaler (UNFICYP), må trækkes tilbage fra Cypern. (Altså også den nationale tyrkiske hær).

5. Der må skabes sikkerhed for alle cyprioter, og flygtningeproblemet må løses snarest.

Det var mere Kissingers tegn på interesse, end det var noget revolutionerende nyt i hans plans ordlyd, som på det tidspunkt gav anledning til lidt håb. Men indtil videre måtte man afvente resultatet af det tyrkiske valg den 12. oktober. Før dette skete der flere vigtige begivenheder. USA, der siden krigen havde opretholdt våbenblokade mod Tyrkiet, hævede nu denne delvis. Det skal anføres, at Tyrkiet havde lukket 27 amerikanske baser netop på grund af blokaden. Der var dog ikke fra USA’s side tale om en egentlig åbning for tyrkiske våbenkøb. Man leverede kun for 185 millioner dollars, som tyrkerne i øvrigt havde betalt allerede før krigen. Tyrkerne svarede, at dette ikke var tilfredsstillende, og at kun fuldstændig hævelse af våbenembargoen kunne føre til forhandlinger om USA’s genovertagelse af baserne. Tyrkerne omtalte også eventuelle grænsedragninger eller landafgivelser på Cypern. De sagde, at grækerne skulle være tilfredse med de ca. 60 %, som de havde beholdt efter krigen i 1974. Dette skal sammenholdes med grækernes krav om helt op til V3 af det besatte område. Makarios og den tyrkiske udenrigsminister Caglayangill havde den 7. oktober talt i FN’s generalforsamling. Makarios sagde blandt andet:

- De græske cyprioter er villige til at genoptage forhandlingerne, når blot disse foregår inden for FN’s rammer og principper, hvilket bl.a. vil sige,

- at alle udenlandske tropper bør forlade Cypern. Han erklærede sig i den forbindelse rede til at opløse de græske enheder, National Guard.

- Han fordømte den aggressive tyrkiske holdning og den fortsatte tilstedeværelse af tyrkiske tropper på øen.

Caglayangill understregede, at der efter tyrkisk opfattelse måtte findes en løsning, baseret på et biregionalt system med ligeligt hensyn til de to befolkningsgrupper, samt forsikrede, at Tyrkiet ville bidrage til en retfærdig og velafbalanceret løsning i henhold til FN’s resolutioner. Denktash svarede, at hvis græsk-cyprioteme ikke accepterede den tyrkiske militære operation som fredsbevarende for tyrk-cyprioterne, for at forhindre en total udslettelse af dem, ville der ikke være noget at diskutere ved forhandlingsbordet. Han havde i øvrigt, da han ikke fik tilladelse til at tale i FN på samme vilkår som Makarios, erklæret, at han ville gøre den nordlige del af Cypern til en selvstændig og uafhængig stat* Denne erklæring blev dog straks afsvækket fra tyrkisk side, hvilket igen understregede den usikkerhed, som skulle afklares ved valget den 12. oktober. Der var 6 ledige pladser i det tyrkiske senat, og hvis det lykkedes Ecevit at erobre disse, ville han igen kunne overtage magten. Mange så i dette et håb, idet man mente, at han, der jo var premierminister under krigen, var den eneste, der ville kunne komme med indrømmelser i Cypemspørgsmålet. Den siddende regering under Demirel betragtedes som mere moralsk bundet til Denktashs udtalelser. Valget gav imidlertid ikke den håbede afklaring. DemireFs regeringsparti, Justice Party, tog 4, og Ecevit’s oppositionsparti, Republican People’s Party, kun 2 af de 6 ledige pladser. Demirel opfattede dette som en tillidserklæring til regeringens politik og erklærede, at den hidtidige linie ville blive fortsat. Han blev dog nødt til at støtte sig til National Salvation Party, et højreorienteret parti, hvis leder, Necmettin Erkaban, blev udpeget til vicepremierminister. Denne er kendt for sin stejle holdning i Cypemspørgsmålet og har bl.a. erklæret, at han ikke vil afgive så meget som en tomme af det tyrkisk besatte territorium på Cypern. Håbet om en mildnet holdning fra Tyrkiets side svandt således. Faktisk var holdningen stejlere end nogensinde før. Midt i oktober, efter de tyrkiske valg, forelå der udtalelser fra Denktash, hvori han gjorde rede for de tyrkisk cypriotiske synspunkter. Han sagde blandt andet:

- Der kan kun være tale om en biregional løsning. Den er allerede en kendsgerning, idet øen er opdelt. At diskutere andre systemer vil derfor være spild af tid.

- Græsk cyprioter skal aldrig komme til at dominere tyrkiske cyprioter.

- Der kan ikke blive tale om en spredning af tyrk cyprioter mellem græsk cyprioter, for man vil ikke udsætte tyrkerne for grækernes umenneskelige behandling.

- Et eventuelt forbundssystem må bekræfte ligheden mellem de to befolkningsgrupper.

- Nationale garantier kan ikke tages alvorlige, da Tyrkiet var den eneste af garantistateme fra 1960, som levede op til sine forpligtelser.

- Der må drøftes en form for kompensation for de sidste 12 års tyrk cypriotiske lidelser.

- Græsk cyprioterne må anerkende, at ansvaret for det skete og for den nuværende situation er grækernes.

- Hvis Makarios virkelig ønsker fred, må han gå til forhandlingsbordet og acceptere vore forslag.

Det kan således ses, at synspunkterne var vidt forskellige, og at en umiddelbar enighed vanskeligt kunne forestilles. Den internationale interesse for Cypern øgedes. I lighed med Kissinger kom også Frankrigs præsident Gisgard D’Estaing med en plan med følgende hovedpunkter:

1. 25 % af Cypern skal tilfalde tyrk cyprioterne (Tyrkerne har besat ca. 35 %, d.v.s., at der skal afgives 10% ).

2. Morphou og Varosha skal gives tilbage (Økonomisk vigtige områder, som blev besat af tyrkerne, og som rummer hjem til ca. 100.000 græsk-cypriotiske flygtninge. Morphouområdet er det vigtigste område for appelsinavl, og Varosha er det store hotel- og turistcenter ved Famagusta).

3. Græsk cyprioterne skal acceptere en biregional løsning.

Denne plan hævdedes at være støttet af Grækenland, USA og Fællesmarkedslandene. Samtidig øgedes det udenrigspolitiske pres på Tyrkiet fra USA’s side, idet man nu ønskede positive reaktioner som modydelse for den delvise ophævelse af våbenembargoen. Der blev nævnt ønsker både om genåbning af de amerikanske baser og om fremskridt i Cypernforhandlingeme. Midt i november blev Cypemproblemet taget op til behandling på FNgeneralforsamlingen. Dette mundede ud i en fornyet FN-resolution den 20. november, hvoraf det fremgik, at:

1. Alle fremmede militære styrker skal forlade øen.

2. Al udenlandsk indblanding i Cyperns interne forhold skal ophøre.

3. De to parter på øen skal genoptage forhandlingerne.

4. Begge parter skal fuldt ud samarbejde med UNFICYP.

Resolutionen blev vedtaget med 117 stemmer mod 1, nemlig Tyrkiets. 9 lande, heriblandt USA og Israel, undlod at stemme. Den overvældende majoritet var et alvorligt slag mod Tyrkiets omdømme i verdensopinionen, og den tyrkiske politiske aktivitet i Cypemspørgsmålet har da også siden været præget af forsigtighed. Denktash søgte endnu en gang tyrkisk støtte til at erklære en selvstændig stat i den nordlige del af øen, uden dog at opnå dette.

Situationen pr. 1. december 1975

Fra græsk-cypriotisk side har Makarios udtalt, at FN-resoIutionen er grundlag for videre forhandlinger om øens fremtid, og at græsk-cypriotem e er rede til straks at deltage. Ved magten er Unified Democratic Party, hvis leder er Clerides. På venstrefløjen, som er ret stærk, har man partierne AKEL og EDEK, samt et mindre yderligtgående marxistiskleninistisk kommunistparti. På højrefløjen findes Democratic National Party og Progressive Front, hvis leder, Nicos Sampson, var en af hovedmændene bag kuppet forud for krigen i 1974. Fløjenes mere eller mindre officielle organisationer har indtil nu holdt sig forholdsvis passive, men det er mit indtryk, at det kun er et spørgsmål om tid. Hvis det viser sig umuligt at opnå et forhandlingsresultat, som tilfredsstiller alles synspunkter, vil de sandsynligvis røre på sig, måske endog med våben i hånd. De har jo fra modstandstiden forud for selvstændigheden i 1960 gode erfaringer for de resultater, man kan opnå herigennem. Fra tyrkisk-cypriotisk side er holdningen betydeligt stejlere. Man har fortsat den samme indstilling, som Denktash gav udtryk for midt i oktober. De vilkår, der bydes de græske enklaver i den nordlige del af øen, er så dårlige, at det nok kun er et spørgsmål om tid, før de sidste grækere tvinges til enten at flytte mod syd eller til at blive tyrkere. Ikke alene overfor grækerne, men også overfor UNFICYP er holdningen skærpet. Efter at de tyrkiske enklaver i den sydlige del er blevet evakueret, har man tilsyneladende ikke mere brug for FN-styrkernes tilstedeværelse. Det er ganske vist lykkedes for FN at få forlænget UNFICYP’s mandat, men dog først efter nogen modstand fra tyrkerne. Man har da også i den sidste tid på Cypern tydeligt fornemmet denne skærpede holdning. Der er på flere måder forekommet forsøg på kompromittering af UNFICYP. Det var da også »beviser for FN-personels spionage« til fordel for det græske National Guard, som begrundede tyrkernes modstand mod mandatets forlængelse. Tydeligst spores holdningen i spørgsmålet om UNFICYP’s kontrol med de græske enklaver. Denne kontrol er i øjeblikket praktisk talt standset af tyrkerne. Endelig har man udtalt, at hvis UNFICYP ønskede at forblive i den tyrkisk besatte del, måtte FN slutte separat aftale med de tyrkisk-cypriotiske myndigheder. I dette skal der nok ses et forsøg på at opnå en vis »legal status« for den tyrkiske del af øen. Det kan tænkes, at tyrk-cyprioterne vil erklære den nordlige del af Cypern for selvstændig. Herefter vil de kunne trække sig ind bag de erklærede, måske forhandlede grænser og udelukke alle andre, også UNFICYP. Denne løsning vil næppe kunne accepteres af alle de græskcypriotiske politiske fløje, og de forskellige undergrundsbevægelser vil måske skride til handling. I værste tilfælde vil en veritabel græsk-cypriotisk borgerkrig kunne forekomme. Der er naturligvis også mulighed for en opklaring, således at problemerne kan løses ved forhandlingsbordet. Flere ting taler herfor, ikke mindst den voksende internationale interesse. Et øget tryk fra USA på Tyrkiet kan vel være medvirkende til at blødgøre den nuværende meget stejle holdning. Sovjets øgede forsøg på at vinde indflydelse i Tyrkiet kan næppe heller undgå at få betydning. Det står dog klart, at det ikke er noget, der vil ske hurtigt. Man må nok regne med endog lang tids forhandling for at forlige parterne. Denktash har truet med indlemmelse af det nordlige Cypern i Tyrkiet. En sådan løsning tror jeg ikke er tænkelig, da den automatisk vil åbne vejen for ENOSIS, sammenslutningen med Grækenland, for den sydlige del. Dette vil tyrkerne næppe risikere, da det jo vil give Grækenland de basemuligheder, som er nødvendige for at true Tyrkiet i flanken. Da den amerikanske våbenembargo mod Tyrkiet har bevirket militær ligestilling mellem de to lande, vil dette få vægtskålen til at svinge afgørende til Grækenlands fordel. På Cypern er de tyrkiske styrker dog endnu de græske overlegne. Som det ses, er der så mange uløste spørgsmål og så mange forskellige opfattelser og forslag til løsninger, at der er god grund til at tro, at 1976 vil blive lige så spændende og politisk interessant, som 1975 har været det.

UNFICYP/DANCON

UNFICYP’s opgaver på Cypern er formuleret således:

1. At forebygge en genopblussen af kampene.

2. At beskytte tyrkiske og græske cyprioters sikkerhed og liv overalt, hvor de udgør en minoritet.

3. At bidrage til genetablering og opretholdelse af ro og orden.

4. At bidrage til en tilbagevenden til normale forhold.

5. At medvirke i det humanitære hjælpearbejde i nært samarbejde med FN’s »high commissioner« for flygtninge og med Røde Kors.

Løsningen af disse opgaver er pålagt kontingenter fra 6 nationer, AUSCON (Østrig), BRITCON (England), CANCON (Canada), DANCON (Danmark), FINCON (Finland) og SWEDCON (Sverige). Kontingenterne har hver fået tildelt et ansvarsområde. I perioden 1. januar til 31. oktober 1975 var opdelingen, som vist på fig. 1. Hvert af kontingenterne overvågede altså sin del af konfrontationslinien med undtagelse af BRITCON, som overvågede alle de små tyrkisk-cypriotiske enklaver i den sydlige del af øen. Som det ses, havde DANCON ansvaret for en forholdsvis stor del af konfrontationslinien. Indenfor sit område har DANCON oprettet observationsposter (OP), således at størstedelen af konfrontationslinien kan overvåges konstant. Der var pr. 31. oktober ialt 21 OP’er og 2 patruljebaser, hvorfra der patruljeredes i de områder, som f.eks. på grund af uoverskueligt terræn, ikke kunne overvåges fra OP’em e, eller i områder, hvor der permanent, eller evt. kun midlertidigt, var særlige problemer, som krævede tilstedeværelse. Ud over OP’er og patruljeruter har der året igenem været opstillet et ikke ringe antal stående patruljer (SP). En SP 

Skærmbillede 2020-04-20 kl. 11.15.41.png

kan bedst betegnes som en slags midlertidig, normalt også forstærket, OP, som er rettet mod et særligt problem, som ikke umiddelbart har kunnet løses ad forhandlingsvejen. Til disse opgaver er det nødvendigt til stadighed at holde en ret stor reserve, idet det er af afgørende betydning for et gunstigt resultat, at DANCON kan reagere omgående med en passende styrke i forhold til problemets art. Dette krav har desværre ikke kunnet klares med de danske soldater alene, og vi har derfor været tvunget til ved flere lejligheder at have hjælp fra andre kontingenter. Der har været mange episoder at behandle. Det bedste indtryk giver vel nok statistikken for de sidste måneder:

Skærmbillede 2020-04-20 kl. 11.16.20.png

Skudmeldingeme er normalt ikke af alvorlig karakter. Det er som oftest blot afgivelse af enkelte skud eller byger. Sjældent har der været tale om direkte skudveksling parterne imellem. Med fremrykningerne stiller det sig straks ganske anderledes. Hver af disse kræver øjeblikkelig indsats, og der er ingen, der tager hensyn til, om det er week-end, spisetid eller netop den aften, hvor man havde tænkt sig at afholde en lille fest. Det kan eksempelvis nævnes, at medaljeparaden i august ikke blev så festlig, som man havde tænkt sig, idet der samtidig udspandt sig en alvorlig episode, som krævede oprettelse af en stående patrulje, herunder indsættelse af en del af DANCON-reserven. De fleste fremrykninger klares heldigvis hurtigt, men nogle har længere behandlingstid, normalt 3-10 dage, enkelte helt op til en måned. Det har således året igennem ikke været usædvanligt at have 3-4 episoder under behandling ad gangen. Episoderne opført under »andet« er altid af vanskeligere karakter, Leks. tilfangetagelse af en fårehyrde fra den anden part med de deraf følgende bestræbelser på frigivelse både af hyrde og får. Ud over de i statistikken opførte, er der naturligvis et stort antal rutinesager, som skal løses ved siden af. Hvis en og anden skulle mene, at der er tale om et meget stort antal episoder, og at DANCON derfor ikke gør sit arbejd© godt nok, må jeg kraftigt modgå ham. De anførte tal er kun så små, fordi det er lykkedes i det væsentlige at holde parterne fra hinanden. Tallene er endvidere fra den sidste halvdel af året, hvor etableringen af OP’er og patruljespor stort set var tilendebragt. Under opbygningsfasen sidst i 1974 og første halvdel af 1975 var tallene større, og episoderne af alvorligere karakter. Det ses, at tallene for november er kendeligt mindre end for de foregående måneder. Dette hænger sammen med en omlægning af UNFICYP. Ved evakueringen af de tyrkiske enklaver i den sydlige del af øen, blev BRITCON i realiteten arbejdsløs. Derfor ændrede UNFICYP pr. 1. november kontingentområderne og inddelte konfrontationslinien i sektorer (se fig. 2), hvoraf DANCON fik ansvaret for sektor 1. Ændringen har bevirket, at DANCON’s ansvarsområde er blevet mindre, idet BRITCON har fået tildelt de vestligste 8 km. Dette er sket samtidig med en nedskæring af den danske mandskabsstyrke fra 415 til 340 mand. Det afgivne område, et fladt, uoverskueligt appelsinplantageområde, har netop været meget problemfyldt, og det er her lykkedes for DANCON at indskrive sig i UNFICYP’s historie på bedste måde, idet vi har været med til at sikre meget store landstrækninger til genopdyrkning. Disse ville uden DANCON’s medvirken ligge øde hen endnu i dag. Der har her været arbejdet i god overensstemmelse med alle punkterne i UNFICYP’s opgaver, og de metoder til problemløsning og sagsbehandling, som DANCON her har anvendt, har i høj grad dannet skole for de øvrige kontingenter, og er ved flere lejligheder blevet fremhævet af UNFICYP. Det er altså med et vist vemod, at man må se dette område afgivet, men afgivelsen er naturlig og nødvendig, da det nuværende reducerede DANCON ikke ville kunne magte opgaverne her.

Særlige problemer

Det har fra flere sider, ikke mindst tyrkiske, været hævdet, at UNFICYP ikke var neutral, at DANCON var grækervenlig og tyrkerfjendtlig. Jeg skal indrømme, at det måske kan se sådan ud ved første øjekast, men selvfølgelig er der ingen sandhed i påstandene. De hænger naturligt sammen med meget af det, jeg tidligere har omtalt, ikke mindst den forståelige tyrkiske følelse af overlegenhed, som igen giver sig udslag i flere overtrædelser af våbenhvilen i form af fremrykningsforsøg, som det fremgår af oversigten over episoder. Da det ligger 

Skærmbillede 2020-04-20 kl. 11.48.18.png

i opgavens natur straks at handle, når der opstår våbenhvilebrud, må der fra DANCON’s side derfor være tale om et tikvarende større antal indgreb. Der skal dog ikke lægges skjul på, at DANCON’s forhold til tyrkerne er præget af væsentlig flere problemer, end tilfældet er med grækerne. Fra græsk side tillader man frihed til bevægelse så godt som overalt, ligesom man er villige til forhandling på stedet, hvor en episode er opstået, »the spot of incident«, som det kaldes på FN-sproget. Grækerne er heller ikke uvillige til at efterkomme UNFICYP’s anvisninger, selv om det naturligvis til tider kan være lidt vanskeligt at overbevise dem om anvisningernes rimelighed. Alt dette skulle man tro var naturligt for en fredsbevarende FN-styrkes vilkår, men vender man sig til den tyrkiske side, ser det noget anderledes ud. DANCON, som for størsteparten er indkvarteret i tyrkisk besat område, føler i højeste grad de begrænsninger, der er pålagt. Der er spærretid en del af natten. I denne må ingen færdes uden for lejrene. Bevægelsesfriheden er begrænset til ganske bestemte større gennemgående veje. Dette giver problemer med forsyning til og kontrol af observationsposterne. Også behandlingen af episoder vanskeliggøres væsentligt, da vi jo ikke kan gå ud i terrænet og besigtige områderne. Vi er tvunget til at nærme os de forreste tyrkiske stillinger fra græsk side. For det første virker det meget sinkende på arbejdet, og for det andet ser det for den menige tyrkiske soldat ud som FN-fremrykninger mod hans stilling, hvilket igen virker fremmende for påstande om upartiskhed. Det er ikke muligt at kommunikere direkte med de tyrkiske officerer. Enhver henvendelse skal foregå gennem en civil »spokesman«, som derefter viderebringer meddelelsen, hvilket igen sinker og øger muligheden for misforståelser. Tyrkerne vil ikke acceptere tilstedeværelsen af en egen forreste forsvarslinie. En sådan linie har FN derfor selv måttet fastlægge, og der er til stadighed uenighed med tyrkerne i den anledning. De anførte begrænsninger forekommer urimelige og er kilde til daglige irritationer. De vanskeliggør i meget høj grad vort arbejde, og der er desværre ikke udsigt til nogen lettelser, så længe man fra tyrkisk side forsøger at mistænkeliggøre UNFICYP, og så længe man tilsyneladende stræber efter at fjerne UNFICYP fra det tyrkisk besatte område, hvilket sidst er bekræftet i forhandlingerne om mandatforlængelsen i New York. Der er altså god grund til i FN-resolutionen af 20. november 1975 at medtage punkt 4: »Begge parter skal fuldt ud samarbejde med UNFICYP«. Dette er absolut ikke tilfældet i øjeblikket.

1976?

Med de alt for mange uløste politiske spørgsmål kan det være vanskeligt at finde håb og se mulige løsninger, og der er ikke udsigt til, at UNFICYP vil kunne hjemsendes i overskuelig fremtid. For DANCON er der da også fortsat mange problemer at tage fat på. Mens 1975 i det væsentligste er gået med etablering af et effektivt overvågningsapparat og med løsningen af opståede »taktiske« problemer, vil der sandsynligvis i 1976 være mulighed for i højere grad at hellige sig de mere humanitære sider af UNFICYP’s opgaver. Det ser således ud til, at det fortsat i lang tid vil være nødvendigt for Danmark at sende soldater til FN’s fredsbevarende styrker på Cypern.