Log ind

Cyklistenheder

#

Skønt vort Land er Cyklernes Land frem for noget, har vor Hær været alt andet end hurtig til at drage Nytte af dette billige Befordringsmiddel, som næsten er hver Mands Eje, og hvis Udnyttelse begunstiges af vort udmærkede Vejnet. Medens Stormagterne allerede i 90’erne indførte Cyklister som Kampformation, først Frankrig (1896), senere Italien (Bersaglieri ciclisti 1899), saa England 1904, og sidst Østrig* og Tyskland (1909—13), hvorefter de mindre Stater ret hurtigt fulgte efter, saa resulterede Forsøg afholdt herhjemme omkring Aarhundredskiftet kun i Indførelse af 2 Cykel ordonnanser pr. Kompagni. Det blev de frivillige Korps, som, baaret oppe af den vaagnende Forsvarsvilje i Folket i Aarene før den første Verdenskrig, blev banebrydende for den Tanke, at Danmarks Forsvar maatte være baseret paa Letbevægelighed i Forbindelse med stor Ildkraft, d. v. s. Cykler og automatiske Vaaben. Hæren holdt sig endnu længe tilbage. Først 1920—21 indførtes Rekylgeværet som Fodfolkets Hovedvaaben, og Cyklerne maatte vente endnu mange Aar. I Sommeren 1930 holdtes det første store Cyklistforsøg herhjemme. 15. Bataillon og* 16. Bataillon, hver paa 2 Kompagnier, blev den Sommer gjort til Cyklistbatailloner, og i Efteraarsøvelserne samme Aar syd for Skanderborg deltog de slaaet sammen til 1 krigsstærk Cyklistbataillon paa 4 Kompagnier. Undertegnede, der som Premierløjtnant var næstkommanderende ved et af 15. Bataillons Kompagnier, erindrer tydeligt den Nytte, Rytteriet forstod at gøre af denne fortrinlige Tilvækst til dets Kampkraft. Rytteriet havde ganske vist sine egne Cyklisteskadroner, dog kun som Mobiliseringsformationer efter Hærloven 1922. De blev prøvet ved nogle Genindkaldelser. Hærloven 1932 indførte imidlertid Cyklisteskadroner i Rytterregimenternes Fredsorganisation paa lige Fod med de beredne Eskadroner. Det vil sikkert endnu være i frisk Erindring hos mange, hvorledes disse »ulykkelige Cykelhusarer og Cykeldragoner« blev udlet og gjort til Nar af alle ukyndige, især civile, men heller ikke Rytterne selv var langt fra at betragte det som en blodig Fornærmelse at forlange af en Rytter, at han skulde sætte sig op paa en Cykel. Der er vist nu i Dag ingen dansk Rytterofficer, uden at han er klar over den mægtige Støtte, det egentlige Hesterytteri har af det moderne »Rytteri«, hvoraf Cyklisterne udgør en væsentlig Bestanddel. Saaledes har ogsaa de fleste Rytterofficerer i andre Lande set paa Cyklistformationerne, thi i Almindelighed var Cyklisterne overalt snævert knyttet til Rytteriet. Tyskland gik saaledes i Krig 1914 med 18 Kompagnier Jægere paa Cykel, knyttet til Kavalleridivisionerne. De steg i Løbet af Krigen til over 80 Cyklistkompagnier. Ogsaa Pionerer paa Cykel var knyttet til Kavalleridivisionerne. Man blev dog efterhaanden klar over, at ogsaa Fodfolket havde god Brug for større Bevægelighed, og der blev snart i mange Lande dannet baade Cyklistbatailloner og Cyklistregimenter. Under Tyskernes Landgang Oktober 1917 paa de baltiske Øer, hvor Vejene var faa og meget daarlige, deltog 2. Cyklistbrigade med 32 Cyklistkompagnier med stort Held. Ofte var det Fodfolk med særlige Opgaver, især Grænsetropper som de belgiske Ardennerjægere eller Elitetropper som de italienske Bersaglieriregimenter. Men ogsaa knyttet til Fodfolket som snævert Opklaringsorgan fandt Cyklister Anvendelse i saa godt som alle Hære helt op til den nuværende Krig. I mange Lande ansaa man, efterhaanden som Motoren udvikledes, og Motoriseringen i Hærene skred frem, Cyklen for et forældet Befordringsmiddel. Frankrig afskaffede saaledes helt Cyklistformationerne til Fordel for motorbaaret Mandskab, dragons portés. De franske Armékorps havde dog endnu i 1936 i deres Opklaringsafdelinger 1 Cyklistkompagni paa 3 Delinger og 1 Halvdeling med 2 tunge Maskingeværer. I Tschekoslovakiet havde Infanteridivisionen ligeledes 1 Cyklistkompagni i Opklaringsafdelingen. De Allierede betragtede dog stadig Cyklister for en saa betydningsfuld og farlig Vaabenart, at de i Versaillestraktaten forbød Tyskland at have Cyklistformationer. Ogsaa her i Danmark var mange af vore bedste Officerer af den Mening, at Cyklistformationer ikke havde nogen Betydning mere. Motoriseret Fodfolk var langt at foretrække. At de store Lande med deres rige Adgang til Driftsmidler kunde foretrække Motorvogne for Cykler kan maaske forstaas, men de smaa Lande som f. Eks. Danmark, der maa indføre hver eneste Draabe af det til Motoriseringen nødvendige Brændselsstof, synes jeg maa gribe enhver Mulighed for at gøre Hæren bevægelig paa den for Samfundet billigste Maade. Gasgeneratordrevne Biler tærer paa vore ikke alt for talrige Brændebeholdninger. Ser man paa Fordele og Mangler ved en Sammenligning mellem Cyklistformationer og motoriseret Fodfolk, er der for mig ingen Tvivl om, at Cyklisterne har de fleste Fordele.

— Cyklister er lidet saarbare saavel ved Beskydning fra Jord som fra Luft. En Cyklistenkeltkolonne med stor Afstand fra Mand til Mand er lidet synlig, og den kan hurtig ved Beskydning være i Dækning. En Motorkolonne med 10—15 Mand paa hver Vogn er saarbar og synlig paa stor Afstand ogsaa fra Luften. (Tænk blot paa Støvskyerne paa tørre Landeveje).

— Er Landevejen ødelagt ved Sprængning, eller er den spærret af Snedriver, kan Bilerne ikke komme frem. Cyklisterne trækker blot deres Cykler uden om Hindringen.

— Cyklisterne er lydløse, hvad der især om Natten kan spille en afgørende Rolle. De forholdsvis faa Motorkøretøjer, som er knyttet til Cyklistformationer (Chefsvogne, Motorcykler, Værkstedsvogn), kan i Nødsfald om Natten efterlades, Chef, næstkommanderende og Motorordonnanser kan i saa Fald køre paa Cykler. De øvrige Køretøjer (Fægtningsvogne, Køkkenvogn og Bagagevogne) kan ogsaa holdes saa langt tilbage, at de ikke kan høres. Under Vintermanøvrerne i Jylland i December 1939 udførte 4. Cyklistbataillon mange udmærkede natlige Foretagender, ovenikøbet uden at efterlade Motorkøretøjerne. Det virkede overordentlig overraskende for Fjenden, at Bataillonen saalcdes en Nat brød igennem et Hul i Fronten og kort efter stod midt i Fjendens Artilleristillinger og var lige ved at tage den fjendtlige Overkommando til Fange.

— Man er fri for den ret omstændelige Ind- og Udladning, som følger med Motortransport, og, som lige omtalt, for Motorkolonnens stærke Larm.

— Fodfolk paa Motorvogne er værgeløst over for et overraskende Angreb baade fra Jord og Luft. Sikringstjenesten er vanskelig og skal helst overtages af Panservogne.

— Fodfolk paa Motorvogne har næsten altid en »Marchgruppe«, som ikke kan transporteres paa Vognene og derfor forst sent atter støder til Afdelingen, naar denne er udladet.

Mange har været betænkelige ved Cyklisternes lange tynde Formationer, der giver en meget stor Marchdybde. Det kan ikke nægtes, at Marchdybden er stor, men det er kun et Spørgsmaal om Uddannelse for at ophæve Manglerne herved. De tynde Formationer fylder meget lidt paa Vejene og spærrer saaledes ikke disse for anden Trafik. Er Forbindelsestjenesten i Orden, tager det paa Grund af Farten næsten ingen Tid at faa et Kompagni opsluttet og klar til Indsats. Nogle har næret Betænkelighed ved Cyklisters Anvendelse paa mindre gode Veje, f. Eks. i Mellem- og Vestjylland. Jeg har personlig prøvet de sletteste Veje, man kan finde paa de jydske Hedeegne og gennem Plantager ved Øvelser paa Vej til og fra Borris. Overalt kom mine Cyklister frem og betydelig hurtigere end Fodfolk og Biler, selv om Cyklerne ofte maatte trækkes eller endog bæres over kortere eller længere Strækninger. Det er blot et Træningsspørgsmaal. Paa nogle af Vejene kunde Motorvogne slet ikke køre, især ikke i fedtet og glat Føre. 2 Ting til Fordel for Motortransport skal nævnes:

1) Mandskabet naar frem fuldstændig udhvilet, hvis de ikke i koldt Vejr er blevet altfor medtaget af Kulden.

2) Motortransport er uafhængig af Bakker og især af Modvind.

Bakker af nogenlunde Højde trækker enhver fornuftig Cyklistfører op ad, men Modvind er Cyklistens værste Fjende. Til Gengæld nyder han Fordelen ved Rygvind. Forsøget i 1930 blev ved 16. Bataillon udstrakt til ogsaa at foregaa i Vinterhalvaaret, og der kom man ikke til noget godt Resultat. Det blev dengang fastslaaet, at Cyklister i Snevejr eller paa tilsneede eller opblødte Veje kom langsommere frem end Fodfolk. Det har formodentlig dengang kun drejet sig om Rekrutter med en som Følge af den korte Rekrutskole meget mangelfuld Træning. Jeg er personlig gennem mange Aars Erfaring med Cyklister kommet til et helt andet og for Cyklisterne gunstigt Resultat. Foruden som nævnt at have deltaget som næstkommanderende ved et Kompagni under Cyklistforsøget i 1930, har jeg fra Februar 1933 til Jul 1936 været Skoleforstander for Akademisk Skyttekorps’ Cyklistafdeling. Jeg har her i 4 Vintre personlig paa Cykel ledet Cyklisternes Uddannelse, og dette ganske utrænede, men, det skal indrømmes, fra Moralens Side fortræffelige Mandskab veg aldrig tilbage for Vinterens Anstrengelser i Form af Snehindringer og glat Føre, men kørte stolt op til ca. 125 km med Øvelser undervejs. Ved Hærloven 1937 blev saa for forste Gang Fodfolket normeret med Cyklister, idet, som det sikkert vil være dette Tidsskrifts Læsere bekendt, 6. Regiment i Odense blev omdannet til et Cyklistregiment paa 2 Batailloner. Jeg har her som Kompagnichef Erfaring fra Sommerrekrutter 1938, Sommerrekrutter og Beredskabsstyrke 1939, Beredskabsstyrke igen fra 1/9 1939—14/4 1940 og endelig fra Vinterrekrutter 1940/41. Fra Beredskabsstyrken først i Kantonnement paa Fyn og til sidst i Sønderjylland har jeg den bedste Erfaring for, hvad man kan naa i Retning af Træning, naar man som jeg havde Mandskab, der laa uafbrudt inde i 11 Maaneder, og kunde holde Øvelse hver Dag med hele Styrken. Den 16/1 1940 havde Generalinspektøren anmeldt at ville inspicere Beredskabsstyrken, men Natten til den 16/1 blev det en saadan Snestorm, at det faktisk var en Naturkatastrofe. Snestormen varede til hen paa Formiddagen, og meterhøje Snedriver laa overalt. Inspektionen blev aflyst om Natten, og jeg forsøgte pr. Telefon at lade Ordren gaa videre. I det spredte Kantonnement opnaaedes ikke Forbindelse til alle, før de var taget af Sted hjemmefra. Da jeg senere paa Dagen holdt Appel, manglede ingen. Alle var kommet igennem, men mange havde maattet bære Cyklerne lange Strækninger. Snestormen den Dag var faktisk Begyndelsen til den saa sørgelig berømte Isvinter, der varede omtrent lige til April. Jeg havde et mere end krigsstærkt Cyklistkompagni paa 202 Mand ialt, og vi holdt Øvelse og kørte vore Træningsmarcher uden Hensyn til Vejret. Sundhedstilstanden var glimrende (1-—• 2 pCt. syge), for Vejret var jo sundt for unge, raske Mennesker. Mine Cyklister blev efterhaanden rene Kunstnere i at køre paa Cykel, og naar man blot kører i Enkeltkolonne, er der selv paa de sletteste Veje Plads til en Cyklist. Et morsomt lille Træk, som belyser Cyklisternes Mulighed for at køre om Vinteren, kan nævnes. Den 29/1 ønskede min Regimentschef at afholde den Øvelse, som Generalinspektøren skulde have overværet. Vejret var snemæssigt set ikke blevet meget bedre. Efter at Obersten havde overværet min Ordreudgivelse og set mit Kompagni starte, kørte han ad samme Vej, som jeg vilde benytte, i Forvejen over til Modpartiet. Obersten har selv fortalt mig, at hans Bil flere Gange sad fast i Snedriver, og tilsidst maatte Adj utanten ud at skovle Sne, men pludselig mærker Obersten, at Bilen begynder at køre. Han ser da ud ad Vinduet og opdager en 7—8 Cyklister, som har skubbet Bilen igennem Snedriven. Det var min Forpatrouille, der var kommet frem, havde indhentet deres Regimentschef og saaledes hjalp Obersten igennem. I Sønderjylland ca. 10 km fra Grænsen laa vi fra 1/2— 14/4 1940 i Kantonnement fra Hovedvej 10 og omtrent helt til Tinglev. Mange af mine Folk havde ca. 2 Timers Cyklekørsel, d. v. s. de maatte trække og bære Cyklerne, inden Dagens Øvelse kunde begynde. Det var Folk, der havde opnaaet en saadan Færdighed i at køre paa Cykel, at de f. Eks. kørte fra Kliplev over Tønder til Møgeltønder og tilbage paa samme Dag, d. v .s. en Strækning med Kantonnementsmarch paa ca. 150 km i feltmæssig Paaklædning. Paa Vinterrekrutskolen 1940/41 har vi arbejdet under en Snevinter, som ikke giver den forrige meget efter. Jeg mener derfor at kunne fastslaa, at Cyklister kan anvendes paa alle Aarstider og i alt Terrain i Danmark. Denne Anskuelse deler jeg med alle mine Kammerater, som har prøvet det samme som jeg. At Tyskerne ogsaa ved, hvad Cyklistformationer er værd, fremgaar af den Bog, som Oberstløjtnant Balck, Kommandør for Cyklistafdeling Nr. 1, har udgivet i 1939 under Titlen: Radfahrtruppen, Kriegslehren und Friedensausbildung. Forfatteren fastslaar her, at Cyklisttjenesten ligger særlig for Tyskerne, og derfor er det let at opdrage en frisk og tjenesteglad Aand hos Tropperne. Det er ogsaa min Erfaring, at vore Tropper er glade for at være Cyklister. Her i Danmark kan jo alle cykle, næsten saa snart vi har lært at gaa.

Oberstløjtnant Balck skriver endvidere: »Det er en Fejltagelse at tro, at de kun kan anvendes paa Hovedveje. Langs enhver Markvej lober der Cykelspor, fremkomne ved den civile Befolknings Cykelkørsel, og selv paa disse ofte slette Veje kan Cyklister komme frem, selv om det bliver med nedsat Hastighed. At være Cyklist kræver en saadan Indøvelse og Træning, at Cyklistformationer ikke kan improviseres ved pludselig at sætte en Afdeling paa Cykler. Ydelsen af saadanne Formationer vil i hvert Fald blive betydelig ringere.« Forfatteren slutter sin Indledning netop med den Bemærkning, at naar mange nærer Modvilje mod Cyklistformationer, skyldes det i de fleste Tilfælde Mangel paa virkelig Kendskab til, hvad de kan yde, naar de er rigtig uddannet. Man skal erindre, at en Cyklist er mere end blot og bar en Mand paa en Cykel.

Om den Organisation, som Cyklistregimentet fik ved Hærloven 1937, skal jeg blot til Slut sige et Par Ord. For det første er det et Spørgsmaal, om vi har nok i 1 Cyklistregiment. Sjællandske Division burde vel ogsaa have et Cyklistregiment, som jo netop er særlig anvendelig til hurtig Imødegaaelse af Landgangsforsøg. Paa Fyn kan Cyklistregimentet kun løse Opgaverne, naar det ikke er de eneste Tropper paa Øen, men Nyborg og Middelfart maa have en forsvarlig Garnison, saa Landgang i Havnene ikke kan finde Sted. Da jeg laa i Kantonnement i Nr. Lyndelse 1939/40, kunde jeg med mit Cyklistkompagni være paa en hvilkensomhelst Kyst af Fyn i Løbet af 2 Timer. Sker Alarmering i Tide. og er der Kystbevogtningstropper til at tage det første Stød, og som har lavet Spærringer ved de bedste Landgangssteder ,kan et Cyklistregiment paa Fyn være ved Landgangsstedet, før Fjenden har faaet Fodfæste paa Land. I Jylland bør der vel ogsaa findes mindst 1 Cyklistregiment. Vort eneste Cyklistregiment i Dag bestaar kun af 2 Batailloner, næsten uden tunge Hjælpevaaben. Uden Morterer har Cyklister ingen Angrebskraft, og uden Fodfolkskanoner (37 mm) kan de ikke klare sig mod fjendtlige Kampvogne. Hver Bataillon bestaar af 3 Cyklistkompagnier og I Motorcyklistkompagni paa 2 Delinger å 2 Halvdelinger å l — 20 mm Maskinkanongruppe og 1 Trefodsgruppe. Med andre Ord 4 — 20 mm Maskinkanoner ialt pr. Bataillon, et alt for ringe Antal, som forøvrigt kun har Virkning paa Panservogne, men ikke paa Kampvogne. Vi oplevede tilstrækkeligt den 9. April, hvorledes vore 20 mm Projektiler prellede af som Æ rter mod de tunge Kampvogne. Et Cyklistkompagni bør have organisk tilknyttet en Antitankkanon. Hver Gang et Cyklistkompagni skal anvendes, maa Bataillonen nu huske at tildele det en Kanon, uden hvilken det meget hurtigt vilde blive fordrevet fra den Vej, som det dog skal køre paa, og saaledes ikke længere være et Cyklistkompagni. Uddannelsen kan jo udmærket og sikkert bedst ske samlet ved Motorcyklistkompagniet, men da dette alligevel, som det er i Dag, aldrig kan anvendes samlet som taktisk Enhed, var det bedre, om hvert Cyklistkompagni raadede over en saadan Kanon i sin Organisation. 20 mm har dog ikke Gennemslagskraft nok. Jeg vilde foreslaa 2 — 37 mm Kanoner, trukket af en Lastvogn (Fægtningsvognene f. Eks.). De 20 mm Kanoner kunde saa i Universallavet anvendes som Luftværn. Selv om Cykliststyrker er lidet saarbare, naar de kører, maa man dog nu, efter den Udvikling Luftvaabnet har faaet, have Luftværn af Stillinger, Kantonnementer, Train o. s. v. Som Organisationen er nu, har Bataillonen kun 2 Luftværnsrekylgeværer, hvis Virkning er lig 0. Det lærte jeg ogsaa den 9. April, hvor vi stod ganske hjælpeløse overfor Flyverne, fordi vor Skydning var virkningsløs. Hvert Cyklistkompagni skulde altsaa bestaa som nu af Kommandogruppe, 1 Cyklistdelinger (heraf 1 Trefodsdeling) å 1 Grupper og 1 Skytsdeling paa 2 — 37 mm Kanoner (paahægtet Fægtningsvogne). Betjeningsmandskabet kunde, efter at der er gjort klar til Kamp, og Fægtningsvognene saaledes er delvist tømte, kore paa disse. En ekstra Lastvogn med Kanonammunition og til Mandskabstransport under Rejsemarch er dog nødvendig. Trainet iøvrigt uforandret som nu, d. v. s. 1 Værkstedsvogn, 2 Fægtningsvogne, 1 Køkkenvogn og 2 Bagagevogne pr. Kompagni. Bataillonen bor i Stedet for 2 Luftværnsrekylgeværer have de 4 — 20 mm Kanoner i Universallavet til Luftværn og iøvrigt som en stærk og bevægelig Reserve.

Bataillonens nuværende Forbindelsesgruppe er helt forældet. Telefontraad har jeg endnu aldrig set anvendt i Forbindelse med Cyklister. Blinksignalforbindelse er ogsaa forældet. Tyskerne har, saavidt jeg ved, helt opgivet dette Meddelelsesmiddel. Bataillonen kan kun holde Forbindelse med sine ofte meget spredte Kompagnier ved Radio med mindst 50—- 100 km Rækkevidde, Brevduer og Motorordonnanser. Regimentet bør have et motoriseret Morterkompagni paa 3 Delinger å 2 — 81 mm Mortergrupper. Ellers vil Cyklisterne komme til at mangle den nødvendige og øjeblikkelige Ildstøtte, som Artilleriet ikke vil kunne yde dem. At Regimentets Ammunition maa øges noget paa Grund af 20 mm Kanonens Anvendelse til Luftværn samt Indførelsen af 37 mm Kanoner og 81 mm Morterer er en Selvfølge. Jeg skal ikke i denne Artikel gaa i Detailler med Hensyn til Organisationen, men nøjes med disse løst skitserede Idéer, Tanker jeg har faaet gennem et fleraarigt Studium af Cyklistproblemer baade i Teori og Praksis. Med Hensyn til den særlige Cyklisttaktik skal jeg her nøjes med at henvise interesserede Læsere til Reglement for Fodfolket VIII, Cyklistregimentet, VIII. Afsnit, Kamp, samt til det nye Tillæg til Lærebog for Hærens menige, II. Del, for Fodfolket. Felttjeneste og Fægtning. (Cyklist- og Motorcykliststyrker). Heri staar alt om de særlig for Cyklister ejendommelige Kampforhold. Det er jo især Sikringstjenesten, der er karakteristisk, medens Reglen ellers er den, at Cyklisten kæmper som almindeligt Fodfolk, naar han først har forladt Cyklen.

Cyklister betyder en saa fremragende Styrkelse af vort Forsvar, at Danmark efter min Mening slet ikke har Raad til at lade være med at udnytte dem i en kommende ny og bedre Forsvarsordning.

A. E. G. Klein.