Ved Premierløjtnant J. H. Vinding.

Cyklens Anvendelse til Krigsbrag er endnu i sin Barndom, og der tandes derfor frem for at finde de faste Regler for dens Anvendelse. Efter at man længe har undervurderet den, er man nu godt paa Vej til at overvurdere den: i Militærlitteraturen, hvor enkelte Foregangsmænd tale om „det ny Vaaben“ , „cyklende Brigader“ o. s. fr ., og i Praksis, paa et enkelt Punkt, nemlig Meldingstjenesten.

Naar Praksis ikke har kunnet holde Skridt med Teorien, er Grunden ikke alene at søge i de højtflyvende, fejlagtige Planer, som ere bievne fremsatte, men lige saa meget i den Forsigtighed, som enhver Autoritet bør udvise, inden den indfører noget nyt. Det er gaaet Cyklen som de fleste Forbedringer af Samfærdselsmidler og Frem ­ skridt paa Teknikkens Omraade. Først længe efter at de i det borgerlige Liv have vist deres Brugbarhed, ere de bievne fuldt udnyttede af Militærautoriteterne; og det maa være saa, naar man erindrer, hvor Ansvaret ligger. Cyklen er nemlig som Samfærdselsmiddel alt nu uundværlig for mange Mennesker, medens dens militære Rolle kun synes at være meget ringe at dømme efter de for skellige Hæres Reglementer. Med andre Ord, man tør ikke tro, at den for Soldaten kan faa en tilnærmelsesvis saa stor Betydning som for den civile Mand. Ingen tør paatage sig Ansvaret for dens fulde Udnyttelse; den har ingen Krigshistorie; man famler. Der er ovenfor sagt, at man har overdrevet Cyklens Anvendelse under Meldingstjenesten. Dette refererer sig nærmest til vore hjemlige Forhold, skønt noget lignende gør sig gældende i mange fremmede Hære, nemlig at 1 á 2 Cyklister pr. Kompagni anses for en Nødvendighed; denne Teori er tlet. der er en Overdrivelse, eller rettere sagt, den medfører Spild af Kræfter.

Det er under den daglige Tjeneste, Kantonnementsforhold og lange Marcher særdeles bekvemt for en Kompagnichef at have el Par Cyklister iil sin Disposition, men det er absolut ikke nødvendigt. Man kom tidligere godt over alle de Vanskeligheder, som Cyklisten nutildags maa klare, man maa altsaa ogsaa kunne undvære ham nu, og desuden medfører denne Uskik, at man anser hans Nærværelse for nødvendig ogsaa under Feltforhold. Kompagniet berøves herved en Mand i Geleddet uden at faa Erstatning paa nogen Maade; thi den Fordel at have en fast Cykelordonnans vil under Fægtning vise sig fuldstændig illusorisk. Allerede naar Opmarchen til Kamp begynder, vil Kompagniet i Reglen forlade Vejene, og Cyklisten kan tla ikke mere følge. Han lades tilbage som unyttig, netop i det Øjeblik der er allermest Brugfor hver Mand, Kompagniet kan samle i Geleddet.

Man kunde maaske lænke sig, at disse for Kompagnierne unyttige Cyklister samledes bag Fronten, naar Kampen begyndte, saaledes som det franske Reglement angiver: dog dette gavner intet. Bataillonen eller Regimentet kæmper i Reglen enkadrerct og vil aldeles ikke kunne tinde Anvendelse for dem, saa de blive uvirksomme og unyttige Tilskuere til den Kamp, deres Kammerater udkæmpe. Er dette rigtigt, er altsaa det Arbejde, som i Freden er anvendt paa at uddanne Kompagniordonnanserne for den særlige Tjeneste, ikke alene unyttigt, men endog skadeligt, idet Cyklisterne enten formindske Kom ­ pagniets Kampevne, eller de puttes ind i Geleddet som almindelige Infanterister; og i saa Fald kunde deres Uddannelsestid liave været anvendt bedre end til Undervisning i Cykling.

Efter de Erfaringer, man har høstet i de forskellige Lande, og de Teorier, der ere fremsatte i Militærlitteraturen. synes den Anskuelse efterhaanden at have vundet Hævd, at Cykelordonnanserne kun undtagelsesvis hør benyttes af Kompagni og af Bataillon, men næsten altid af højere Stabe og Institutioner bag Fronten, medens Praksis viser, at de anvendes i betydelig større Udstrækning.

Det er imidlertid om et andet Spørgsmaal, der i Øjeblikket staar Kamp, nemlig hvor vidt større cyklende Afdelinger lade sig anvende til Løsning af taktiske Hverv. Anskuelserne ere her saa forskellige som vel muligt. I Indledningen til det amerikanske Cykelreglement anføres f. Eks. følgende Udtalelse af den bekendte General Miles: „Det er uden for al Tvivl, at havde der været gode Veje og Safetycykler under vor sidste Krig med England, vilde Britterne aldrig have været i Stand til at naa frem til vor Hovedstad og ødelægge dens Bygninger, fordi deres Fromtrængen hurtig vilde være bleven standset af tililende, frivillige Cyklister.“ Et andet Sted i samme Indledning hedder det: „Hvis man organiserede et Cyklistkorps paa 50,000 Mand, vilde det være „one of Ihe most effeetive army corps“ , som nogen Sinde var bleven kommanderet i noget Land .“ General Lord Wolseley, der er ivrig Forkæmper for en udstrakt Anvendelse af Cyklen i den engelske Hær, har udtalt: „Den Dag er ikke fjern, da et mægtigt Cyklistkorps vil danne en integrerende Del af alle Verdens Hære.“

Imod disse Autoriteter staa andre, lige saa ansete Navne, som reducere Cyklens Anvendelse til det mindst mulige, enkelte endog til det latterlige. General v. Boguslawski f. Eks. drager stærkt til Felts mod Benyttelsen af større cyklende Afdelinger, men indrømmer dog, at det med Hensyn til Udnyttelsen af de tekniske Vaaben og forbedrede Samfærdselsmidler ofte er gaaet anderledes end mange betydelige Mænd have tænkt sig. 1 lan henviser saaledes til Napoleons Forkastelse af Bagladegeværet, Thiers’s Paastand, at Jernbaner vare uanvendelige til Troppetransport, Jominis Mening om Luftballonen, o. lign.

Mellem disse yderliggaaende Standpunkter staa en Række Militærforfattere, som anse Cyklen for anvendelig for en forholdsvis ringe, samlet Styrke, Kompagnier, i Reglen paa 100— 250 Mand. Disse Cyklistkompagnier kunne da anvendes enten til Assistance for det selvstændige Rytteri, eller de kunne tillige benyttes selvstændigt, idet der da ofte maa tildeles dem mindre Rytterdetachementer til Sikring af Flankerne. Det, at Meningerne ere saa overordentlig forskellige, er maaske Grunden til, at for Øjeblikket kun een Stat har en fast Organisation af Cyklistkompagnier, medens der i mange Hære aarligt uddannes et betydeligt Antal Cyklister til Anvendelse i sluttede Afdelinger og Løsning af ganske andre Opgaver end de, der lindes anførte i de gældende Reglementer, og endelig at enkelte Lande intet Forsøg gøre paa at udnytte Cyklen uden for Ordonnanstjenesten.

Hvis dette Forhold ikke ændres, maa det sandsynligvis medføre, at under en kommende Krig vil den ene Part straks benytte Cyklistkompagnier og herved tvinge Modparten til under selve Krigen at forsøge Oprettelsen af cyklende Afdelinger — et Forsøg, som uigenkaldelig vil strande, fordi et Cyklistkompagni maa være særlig sammenarbejdet og veldisciplineret, samt kommanderet af Befalingsmænd, der have Kendskab til og Erfaringer paa dette Speciale.

Ideen til Cyklens Anvendelse i militære Øjemed er opstaaet under den fransk-tyske Krig, idet Franskmændene under Belforts Belejring anvendte Cyklen som Befordringsmiddel for Ordonnanser. Forsøget foretoges nærmest for at bøde paa en meget følelig Mangel paa Heste i Fæstningen. Dog har næppe hin gamle, franske, ret upraktiske Træcykle, kørt paa Veje, der vare gennempløjede af Granater, formaaet at indgyde Belforts tapre Forsvarere synderlig Agtelse for den militære Cykeltjeneste. Til Trods for at Cyklen saaledes har bestaaet sin Ildprøve, vover dog ingen for Alvor at tale om dens Indførelse i den franske Hær før saa sent som i 1878, da Oberst Denis varmt anbefaler, at Forsøgene fortsættes. 1 fan bliver imidlertid stærkt imødegaaet fra ledende Kredse, og Sagen synes hermed foreløbig at være død i Frankrig.

I Militærlitteraturen drøftedes Brugen af Cyklen kun meget lidt. Enkelte Notitser, som at det var tilladt Officerer at cykle, men kun i Uniform og uden for Byerne, eller, at al Cykling af militære i det hele taget var forbudt, o. 1. var alt. Kun i faa Hære saa de overordnede saa fordomsfrit paa Sagen som i den danske, hvor der aldrig er lagt nogen Officer Hindringer i Vejen for at udnytte denne Sport. Om Forsøg hørtes intet, skønt baade Italien og flere Smaastater i 70’erne anstillede saadanne, der dog synes at være faldne mindre heldigt ud.

Stødet til Cykeltjenestens Udvikling kommer imidlertid fra Frankrig, da der i 188G anvendes 8 Cyklister som Ordonnanser ved 18. Armékorps’ Stab. I Indberetningen om deres Virksomhed hedder det, at de i visse Tilfælde ere brugelige, men den almindelige Mening er, at man ikke kan vente sig noget synderligt af dem. Forsøgene fortsættes dog de følgende Aar i noget større Maalestok, og da Resultatet synes at overgaa Forventningerne, nedsættes der en Kommission under Forsæde af General Boisdeffre. Resultatet af dens Betænkning er en krigsministeriel Forordning, der bestemmer, at hvert Infanteriregiment skal have 4 Cyklister, udtagne af Reserven eller Territorialhæren. Frankrig er saaledes lige fra Begyndelsen slaaet ind paa den Vej, som det har fulgt til det nuværende Reglement, nemlig at udlage Cyklisterne af det hjemsendte Mandskab og ikke give dem nogen særlig Uddannelse.

Ogsaa i andre Landes Hære indførtes Cyklen nu, dels paa lignende Maade som i Frankrig, dels baseret paa frivillige, ikke militært uddannede Cyklister. Alene Tyskland og Østrig syntes ikke at ville drage Nytte af det ny Befordringsmiddels gode Egenskaber; ganske vist saa man ogsaa dér, ved de mindre Felttjenesteøvelser, Garnisonsøvelser og i Fæstninger, Cyklister blive benyttede, men noget saadant var snarere taalt end egentlig begunstiget. I Militærlitteraturen kommer Cykelspørgsmaalet efterhaanden frem i Afhandlinger dels for, dels mod Cyklisterne. Det første epokegørende Indlæg i Sagen, som findes anerkendende omtalt i næsten alle Bøger og A r ­ tikler om dette Emne, er en Beretning af Oberstløjtnant Nyquist i norsk militært Tidsskrift 18SS om Cyklisters Anvendelse.

Oberstløjtnanten meddeler, hvorledes han har benyttet de 4 Cyklister, han havde ved Bataillonen, og Artiklen fortjener i det hele taget fuldt ud den Berømmelse, som den har faaet. I „Das Zweirad“ af C. Stadelmann omtales særligt, hvorledes Cykelordonnanser ville kunne være til overordentlig Nytte i Fæstningskrigen baade for Angriberen, til Forbindelse mellem hans forskellige Kolonner, og for Forsvareren, hvem Erstatningen af Heste altid vil være vanskelig, og til hvis Raadighed der staar et Net af fortrinlige Veje. Baade i Tyskland, Østrig og Frankrig bliver der derfor hvert A a r i de større Fæstninger uddannet Cyklister, der lære Forterrainet meget nøje at kende. Saadanne Ordonnanser, der kende hver Sti og hver Genvej, ville sikkert i Krigstilfælde gøre god Fyldest og fuldtud kunne erstatte Rytterordonnanser. T il al Etappetjeneste ville Cyklister endelig kunne anvendes, hvorved Rytteriet til Dels kan blive fri for Afgivelser hertil og saaledes komme til Anvendelse i sit egentlige Felt. Forfatteren søger desuden at godtgøre, at Cyklister i Feltkrigen ofte og i Fæstningskrigen saa godt som altid ville kunne erstatte Melderytteren. Han paaviser derimod ikke nye Felter for deres Virksomhed; Stødet hertil kommer atter fra Frankrig.

Den krigsininistcrielle Forordning erstattes nemlig her den 2. A p ril 1892 med „Reglement provisoire sur l’organisation el l’emploi du service vélocipédique dans Farmée“ , der bestemmer, at Cyklisterne skulle udtages af Reserven og Territorialhæren og selv medbringe deres Maskiner, nu kun lave, men ikke af nogen bestemt Model. De kunne anvendes som Ordonnanser, som Spejdere og Patrouiller, samt i mindre Afdelinger, der kunne kæmpe selvstændigt. Deres Uniform og Lønning bliver forskellig fra den øvrige Hæ rs; der indføres en særlig Eksamen for at kunne blive Cyklist, ikke alene i Kørefærdighed, men ogsaa i teoretiske Fag, Kortlæsning, Hærordning, Ordonnanstjeneste m. m. T il Trods for at Folkene selv skulle medføre deres Maskiner, bestemmes dog, at der til hvert Infanteri- Artilleri- og Ingeniørregiment skal udleveres 2 Cykler, for at de Folk, der opfylde ovennævnte Betingelse ved deres første Indkaldelse, kunne anvendes som Cyklister, og for at Officererne kunne faa Lejlighed til at uddanne sig i Cykling.

De fleste Lande have imidlertid paa dette Tidspunkt — i Begyndelsen af IJO’erne — afsluttet deres første Forsøg og indført reglementariske Bestemmelser for Cykelvæsenets Ordning. I det følgende skal hvert Land behandles for sig, idet dog de Hære, i hvilke Cyklen for Tiden ikke synes at blive anvendt i synderlig stor Ud ­ strækning, ikke her skulle omtales, medens den belgiske Ordning, der formentlig er den bedste, skal skildres noget mere detailleret end de øvrige.

Belgien.

Forsøg.

Først sent har Cyklen vundet Indpas i den belgiske Hær, og først nu efter mange Forsøg og stor Ihærdighed blandt dens Forkæmpere har den vundet Tillid hos de fleste af Armeens Officerer. T il Gengæld nære disse en berettiget Stolthed over, at deres Land her har et betydeligt Forspring frem for alle andre Lande, og de vente sig forholdsvis store Resultater af dette lille Speciale over for en Modstander, som ikke i Fredstid har organiseret den Stab af omhyggeligt uddannede Cyklister, uden hvilke Cyklistkompagnier er en Utopi.

De første Forsøg afholdtes 188'.) under Manøvrerne. Det følgende Aar organiserede man en Sektion, ca. 20 Mand, Cyklister ved Karabinérregimentets Underofficersskole i W a v re ; Folkene skulde dog kun bruges som O rdonnanser. 1801— 90 fortsatte man Forsøgene, og 1894 flyttede man Skolen fra W avre til Bruxelles. Opgaven blev nu tillige at uddanne Eleverne til Patrouilletjeneste, dels alene, dels sammen med Rytteriet. Denne Ordning bestaar indtil 1897, men imidlertid er Opfindelsen af den sammenfoldelige Cykel bleven bekendt, og Tanken om Cyklistkompagnier udkastet, hvorfor man lader afholde nye, omfattende Forsøg, forinden nogen Forandring foretages. 1896 samles saaledes alle de af Hærens Underofficerer, som kunne cykle, til et Kompagni, og det godtgøres herved, at det er muligt at føre et helt Cyklistkompagni selv paa Veje, der ere saa slette for Cykelsport som de mellem- og nordbelgiske.

Spørgsmaalet er nu kun, hvilken Maskine man skal vælge. For at afgøre dette, indbydes flere private Fabrikker til at deltage i en Konkurrence. Der indkommer en Mængde Tilbud , og i Forsommeren 1897 afholdes vidtløftige Forsøg med en Styrke paa 30— 40 Mand med 20 forskellige Cykelmodeller. Øvelserne udstrække sig over 1 Maaned og gøres meget anstrengende for Maskinerne, idet der daglig køres mindst 80 km. i al Slags Vejr og paa yderst slette Veje. Alle Uheld opnoteres samvittighedsfuldt, ethvert Brud paa Maskinerne fotograferes, og det viser sig sluttelig, at Cyklen „Belgica“ — den nu anvendte — er den eneste, som har kunnet gennemgaa Prøven og endda være i fuld brugelig Stand, og man bestemmer sig følgelig for den.

Blandt de Modeller, hvormed der afholdtes Forsøg, fandtes 2 kædeløse Cykler, som frembød forskellige Fo rdele som stor Letløbenhed, let Rengøring og stor Soliditet i jevnt Terrain. Man valgte dem dog ikke, fordi det viste sig, at i bjergfuldt Terrain blev Tænderne slidt ulige meget paa de to Sider, hvorfor Tandhjulene fik for stort Spillerum, og Mekanismen funktionerede mindre godt. Imidlertid havde Krigsministeren i Rigsdagen fremsat et Forslag om Oprettelsen af 4 nye Kompagnier, der skulde udrustes som Cyklistkompagnier. Oppositionen vilde dog ikke tillade, at der udskreves Mandskab ud over det engang fastsatte T a l, og vilde derfor ikke gaa ind paa, at der oprettedes nye Kompagnier, men indvilgede derimod meget beredvillig i, at 4 alt eksisterende Kompagnier omdannedes til Cyklistkompagnier, ligesom der straks bevilgedes en rundelig Sum baade til Indkøb af Maskiner og disses Vedligeholdelse.

Man rnaa beundre den energiske Maade, hvorpaa man i Belgien har skabt ovennævnte Bestemmelser ved omfattende Forsøg og straks benyttende de indvundne Erfaringer. I Nabolandene har man ligeledes afholdt Forsøg og talt om Oprettelsen af Kompagnier, men ingen Steder er det blevet til Virkelighed, hvad enten det er, fordi man ikke vil godkende det belgiske Forsvar for cyklende Kompagnier eller ikke forstaar det: „a t de i enkelte Tilfælde ville kunne gøre uberegnelig N y t te og u n d e r alle F o r h o l d samm e F y ld e s t som et a lm i n d e li g I n f a n t e r i k o m p a g n i “ . Da Belgien saaledes er banebrydende paa dette Omraade, er det ganske besynderligt, at man intet Sted i Militærlitteraturen tinder de belgiske Foranstaltninger indgaaende behandlede, skønt man ellers finder en Fylde af litterære Produktioner om andre Landes Cykelvæsen.

Organisation.

Det første Cyklistkompagni oprettedes, efter at ovennævnte Lov var vedtaget, ved Karabinérregimentets 3. Bataillon i Aaret 1897. Det andet 1898 ved en ny Bataillon, det tredje den 1. Oktober 1899, og sluttelig vil det fjerde blive organiseret i Oktober 1900 ved Regimentets 4. Bataillon.

Styrken af disse Kompagnier er under Manøvrerne 130— 135 Mand, naar Mandskabet fra 4 Aargange er under Vaaben.

Kompagniet bestaar under Fredsforhold af:

1 capitaine commandant,

1 capitaine en second,

3 lieutenants eller sous-lieutenants,

1 sergent-major,

1 premier-sergent,

1 sergent-fourrier,

5 sergents,

10 caporaux,

3 clairons, 2 mécaniciens og

ca. 80 soldats.

Chefen er den ældste Kaptajn, og han har som saadan Ansvaret for hele Uddannelsen, medens den yngste Kaptajn, der ved Mobilisering faar Kommandoen over et Kompagni af Forstærkningen, leder Folkenes Undervisning i Cykling, og hvad dertil hører. Han har tillige Tilsynet med Materiellet, et Llverv, som fordrer et ganske over­ ordentligt Arbejde, hvis samtlige Cykler til enhver Tid skulle være i brugbar Stand. Do 3 Løjtnanter ere Delingsførere, Underofficererne Sektionsførere, og den ene af Korporalerne Kantinesoldat, d. v. s. han medfører paa Cyklen en Taske med Forbindingssager o. 1. I Krigstilfælde er Styrken 130 — 135 Mand , Ram ­ merne for Underoflicererne de samme, for Officerernes Vedkommende derimod :

1 capitaine commandant, Chef,

6 lieutenants eller sous-lieutenants, der hver kommanderer en Halvdeling, og

1 Underlæge.

Ved Mobilisering afgaar altsaa 1 Kaptajn fra Kom ­ pagniet, medens der tilgaar 3 nye Løjtnanter. Denne Ordning er aabenbart ikke heldig, men fremkaldt ved, at man under Fredsforhold har Kaptajnen til Disposition, medens han i Krigstilfælde har sit Forstærkningskompagni. De stærke Officersrammer ere nødvendige af samme Grund som ved Rytteriet, men det maa anses for højst uheldigt, at man ikke alt under Fredsforhold har sørget for deres Tilstedeværelse. Kompagniet har ingen Reserveofficerer, hvilket maa anses for heldigt, fordi Tjenesten fordrer indgaaende Kendskab saavel til Fodfolkets som til Rytteriets Taktik.

Grunden til den forholdsvis ringe Krigsstyrke er, at man ved Forsøgene mener at have godtgjort, at et større Antal Cyklister kun meget vanskeligt lader sig føre paa de daarlige, belgiske Veje, hvor der kun meget sjældent kan køres i andet end Enkeltmandskolonne; dennes Længde bliver let ca. 700 Meter, og der ud over mener man ikke at turde gaa. Dette staar i Strid med, hvad der i andre Lande er fremkommen angaaende saadanne Kompagniers Størrelse, idet man der har hævdet, at 200 Mand var en passende Styrke, og at Hensynet til den laktiske Virkning ikke tillod et lavere Tal. Disse Grunde ere imidlertid kun Resultatet af Teorier, medens de belgiske ere Resultatet af omfattende Forsøg, hvorfor de formentlig maa anses for rigtige.

Det er aabenbart en stor Fordel, at Kompagnierne kun mangle 1 Aargang i at være paa fuld Krigsstyrke, dels fordi disse Kompagnier sikkert ville høre til de første, som sendes mod Grænsen, og dels fordi Træ ­ ningen er af stor Vigtighed, for at Cyklisterne under ugunstige Terrain- og Vejrforhold skulle kunne præstere noget godt. Det bør ligeledes fremhæves, at Karabinerregimentet har 1 Aars Tjenestetid mere end Infanteriet og bestaar af lutter udsøgte Folk. Cyklistkompagnierne have herved Betingelser for at blive Hærens E 1 i t. e k o r p s, hvilket er særdeles heldigt, baade fordi de Opgaver, de skulle løse, høre til de mest betydningsfulde, og fordi de herved faa nogen Erstatning for deres ringe numeriske Styrke.

Organisationen har en meget svag Side, nemlig at Kompagnierne høre til forskellige Fodfolksbatailloner, hvorved Cykling, og hvad dertil hører, let bliver forsømt, fordi Gyklistkompagniet til enhver Tid skal være paa Højde med Bataillonens 3 andre Kompagnier i alt. og deriblandt meget for Cyklister unødvendigt. Denne Ulempe vilde være undgaaet, hvis Ministeriets første Forslag i Rigsdagen var blevet til Lov, eller til Dels ogsaa hvis man havde taget alle 4 Kompagnier af een Bataillon.

Udrustning. — 1. M e d føres af Manden: Vaaben (Mausergovær) med 120 Patroner; Brødpose indeholdende Fødevarer for 1 Dag, 1 Haandkkede, 1 Skjorte, Ske og Kniv; Feltflaske, Lærredssko. Damasker, Klædesbenklæder, Bluse, Halsbind, Hue, Cykelslag, 1 Pa r Strømper, Flonelsskjorte og Forbindingssager.

En Kogekedel, som let lader sig anbringe paa Cyklen, er under Arbejde.

2. Medføres paa Kompagniets Vogn:

a. For hver Mand 1 Lærredspose indeholdende: 1 Pa r Støvler til Marchebrug, 1 Pa r Lærredsbenklæder, 1 Skjorte, 1 Par Strømper og 3 Børster,

b. Officerernes Kufferter,

c. Reservedele til Cyklerne,

d. Medikamenter,

e. Reserveammunition og

f. Reservedele til Gevær.

De under c nævnte Dele medføres i Trækasser af Dimensioner l m— 0,5m— 0,3m : H jul og Stel dog særskilt, ialt saaledes, at der deraf kan sammensættes 9 Cykler. Desuden medføres fordelt mellem Folkene: Skruer, Eger, Gummi, Møtrikker m. m. til 4 Cykler pr. Deling.

Som nævnt bæres Hue og ikke, som ved det øvrige Fodfolk, Kepi. Den er imidlertid tung, uden Skygge og uklædelig, hvorfor en ny Hovedbeklædning for Cyklister ventes indført. Uniformsfrakken er eenradet og bluseformet, altsaa ret praktisk, kun er den opstaaende Krave og Halsbindet ubehagelige i Regnvejr eller stærk Varme. Benklæderne ere snørte sammen for neden ved Lædergamasker, Skoene omtrent som de saakaldte Turistsko. Det vilde formentlig være bedre at have korte Snørestøvler med Benklæderne inden i. Geværet bæres „en bandoulière“ over venstre Skulder. En lille Rem er spændt om Koblingsringen paa Geværet, for at denne ikke skal rasle under Kørslen. Den generer ikke Sigtet. Officererne medføre Revolver, men ingen Sabel. Det er meget hensigtsmæssig, at man bar afskaffet Sablen, da denne ellers altid vilde genere under Kørslen; det er derimod uheldigt, at Officererne ikke ere udrustede med Kikkert og Korttaske.

Som det fremgaar af ovenstaaende medføres altsaa intet af Udrustningen paa selve Cyklen, men det meste derimod paa Kompagnivognen (3-spændig). Denne Ordning er selvfølgelig ikke heldig, dels fordi Trainet bliver uforholdsmæssig stort og vil være ilde stillet foran Hærens Front, dels fordi disse Vogne dog ikke kunne følge Cyklisterne. Denne Ulempe er imidlertid vanskelig at undgaa. hvor man benytter sammenfoldelige Cykler.

Materiel. — Der er 3 forskellige Cykler i Brug, nemlig:

1. Øvelsesmaskinen,

2. Ordonnanscyklen og

3. den sammenfoldelige „ Belgica“.

1. Ø v e l s e s m a s k i n e r n e ere gamle udrangerede Cykler af forældede, meget forskellige Modeller. De ere absolut nødvendige, for at Krigsmateriellet stedse kan være i fuld brugbar Stand. De anvendes under Øvelser med Rekrutter paa Kasernen og Eksercerpladsen. Hvert Kompagni har 10 Sikr.

2. O r d o n n a ns c y kl en er ikke sammenfoldelig, men udstyret som en moderne Cykel.

Det maa anses for meget praktisk, at man har en anden Cykel til Ordonnanstjeneste end den sammenfoldelige, men da man har gennemført denne Sondring, er det saa meget mere mærkeligt, at man ikke samtidig har simplificeret Ordonnansernes Udrustning; hvorfor f. Eks. lade dem køre rundt med 120 Patroner?

3. D en sammenfoldelige Cykel „Belgica“ er en særdeles solid (Forgaflen f. Eks. af samme Styrke som ved en Tandem ), letløbende og lethaandlerlig Maskine. Stellet fabrikeres paa Hærens Geværfabrik, medens Resten, Rørenes Overskæring og Cyklens Samling udføres paa en privat Fabrik. Den koster Staten c. 2o0 fr. (med 1 Aars Garanti): den er meget lavt gearet, har en „Udfoldning“ paa kun 4,ar>m og vejer med Rekvisitter kun lo Kg. Alt er sort lakeret undtagen paa Officerscyklerne, hvor Styret er forniklet for at gøre dem kendelige fra de øvrige. Hjulene ere meget lave. (>2cm i Diameter, og hele Maskinens Længde 30cm mindre end en almindelig Cykel. Stellet er meget lavt; Sadlen og Pedalakslerne meget lavtsiddende, saa Pedalerne i deres laveste Stillinger kun gaa c. (icm over Jorden. Cyklen har saaledes et Udseende, der or ret forskelligt fra en moderne Cykel. S a n n n en foldningsm ekanism en. — For- og Bagstel forbindes ved 3 R ø r 1), der ere overskaarne efter en ret Linie. Rørenes Overskæring holdes sammen ved en indvendig Cylinder og en Hængsellaas samt ved en udvendig forskydelig Muffe. Apparatet til Sammenfoldningsmekanismen vejer 3 Kg. „Belgica“ er sikkert den bedste af de forskellige sammenfoldelige Cykler, navnlig paa Grund af den Lethed, hvormed den lader sig haandtere, dens store Soliditet og dog forholdsvis ringe Vægt. Ordonnanscyklen er forsynet med Klokke og Lygte, „Belgica“ derimod normalt ikke, idet der ved hvert Kompagni kun findes 13 Klokker og 12 Lygter. For Tiden bruges Olie til Lygten, men der anstilles Forsøg med Acetylen.

Foruden ovennævnte Materiel har hvert Kompagni 1 eller 2 Tandem , der dog ikke anvendes under Felttjenesten, samt et Antal smaa Flag med tilhørende Stokke. Flagene, der ere af forskellig Farve og Form alt efter den Vaabenart, de skulle frem stille, anvendes meget under Øvelserne til at markere Modstander. Det kan ikke undgaas, at Reparationernes T al er meget stort og de derved foranledigede Omkostninger betydelige; men det vidner i lige høj Grad om Materiellets Soliditet og Mandskabets gode Uddannelse, at Brudene paa Cyklerne normalt kun ere 1,5 pr. 100 Cykler pr. Øvelsesdag, og næsten samtlige Beskadigelser afhjælpes saa godt paa Stedet, at den beskadigede Cykel ogsaa kan bruges under Resten af Øvelsen.

Uddannelse. — Den 1. Oktober møder Aarets Rekruthold, og hvert Cyklistkompagni faar ligesom de øvrige Kompagnier 30 Mand. A f disse kunne kun en ringe Pa rt cykle, hvorfor man oprindelig havde bestemt, at Cyklistkompagniernes ikke cyklekyndige Folk skulde ombyttes med Folk fra Regimentets andre Kompagnier, som kunde cykle. Denne Ordning har man nu forladt, dels fordi Fodfolkskompagnierne bleve berøvede deres bedste Folk og fik Gennemsnitsmandskab i Stedet, dels fordi det viste sig lettere end antaget at lære Folkene Cykling. Hvert Kompagni beholder nu sit oprindelig tildelte Mandskab.

I de første 3 Maaneder gaar Gykleundervisningen alene ud paa at lære Mandskabet at cykle. Hver Rekrut faar en gammel Soldat til Lærer og som Øvelsesmaskine en Cykel af forældet Model. Efter at Eleven har lært Brugen af Pedaler og Styr, anbringes han paa en Cykel med afspændt Kæde; naar han nogenlunde kan holde Ligevægt, spændes Kæden p aa , og Undervisningen fortsættes, indtil Eleven kan cykle alene. Ere alle Folkene naaede saa vidt, i Reglen efter 3 Maaneder, idet kun en mindre Del af Uddannelsestiden tør anvendes til Cykling, gaar man over til at lære Folkene Kørsel i Kolonne, et møjsommeligt og langvarigt Arbejde, som mindst strækker sig over en hel Maaned, i hvilken Folkene hver Formiddag ikke bestille andet. Naar den ønskede Færdighed er naaet, gaar man over til Felttjenesteøvelser og derunder Træning til lange Ture, som henimod Skolens Slutning naar op til 100 Km. daglig.

Samtidig have Folkene faaet en teoretisk Undervisning i et Omfang, som fremgaar af Reglementets § 5.

a. Exploration et mesures de sûreté en marche;

b. Hygiène du cycliste;

c. Droit des gens ;

d. Instruction sur l’entretien de la bicyclette pliante;

e. Revue fréquente des exercices gymnastiques;

f. La lecture des cartes; formations de marche et de combat de la cavalerie; avant-postes d’infanterie, avant-postes mixtes, avant-postes de cavalerie, postes d’avis. Composition des différentes colonnes. Description sommairo rl’un chainp de bataille. Lignes de relais. Rapports de vive voix. Rapports écrits. Lignes d’étapes. Position des services å l’arriére.

I Forbindelse med ovenbeskrevne Uddannelse foregaar som omtalt den sædvanlige Fodfolksuddannelse, saa Cyklistkompagnierne ved Skolens Slutning kunne deltage som almindelige Fodfolkskompagnier i Skydningen og Feltt jenesteøvelserne ved Beverloo. Cyklistkompagnierne have kun én Gang, 1898, deltaget i de store Manøvrer. Det da organiserede Kom ­ pagni opererede mest sammen med Rytteriet og skal efter Sigende have løst de det stillede Opgaver særdeles tilfredsstillende.

Reglement. — „ L ’instruction sur la nomenclature et l'entretien de la bicyclette pliante „Belgica“ ') “ er foreløbig det eneste eksisterende Reglement. Det giver først en detailleret Beskrivelse af „Belgica“ samt Regler for Cyklens Rengøring og Opbevaring. Den Omhu, man anvender ved Materiellets Magasinering, illustreres bedst ved al anføre, at om Vinteren skulle de Kam re, hvor Cyklerne henstaa, opvarmes flere Gange om IJgen.

Anden Del af Reglementet omhandler Uddannelsen, Formationer og Evolutioner. Grundopstillingen er Linie med li x mellem Mand og Mand; undtagelsesvis anvendes 2 Geledder med Geledafstand 4 x . Paa Veje køres i Enkelt- eller Tomandskolonne med 3 x mellem For- og Eftermand. Hastigheden er normalt 14— 15 Km. i Tim en , men kan forstærkes til 20 Km., medens der under ugunstige Forhold kun tør paaregnes 10 Km. For hver 50 Minutters Kørsel skal der gøres et Ophold paa 10 Minutter, for at Maskinerne kunne undersøges og eventuelt repareres. Disse Ophold ere meget nødvendige, idet der altid indtræffer mindre Mangler ved Maskinerne, som kunne gøre Cyklen uanvendelig for længere Tid, hvis de ikke afhjælpes i Tide. Cyklisterne hilse ikke ved at føre Haanden til Huen, men ved at rejse Overkroppen og rette Blikket fremefter. Dette maa anses for meget praktisk og er ogsaa gennemført i de fleste andre Lande, fordi Hilsenen med Haanden ved Huen ikke lader sig udføre med tilbørlig Stramhed paa daarlige Veje og stærkt befærdede Gader. Saa snart et Cyklistkommando har Fodfolk over for sig, skulle Cyklerne foldes sammen og spændes paa Ryggen, inden der udvikles i spredt Orden. Tiden, fra Kommandoordet til Sammenfoldning falder, og indtil Ilden kan aabnes, angives i Reglen for en Delings Vedkommende til 1 Minut; dette er imidlertid ukorrekt, det varer altid 2— 3 Minutter, og næsten altid er der uden for Eksercerpladsen Folk , som ikke kunne faa deres Maskiner foldede sammen. Dette har formentlig sin Grund i. at der trænger Støv og Snavs ned i Laasene, hvorved deres Funktionering besværliggøres. Overfor fjendtligt Rytteri foldes Cyklerne ikke sammen, men hver Mand bliver ved sin Maskine og afgiver herfra Ilden.

Det belgiske Reglement synes at være særdeles heldigt affattet. Det undgaar al unødvendig Eksercits og fordrer samtidig bestemte Formationer, uden hvilke en cyklende Afdeling vilde opløses og al Kommando gaa tabt. Det lader sig vel gøre at føre f. Eks. 10 Mand uden nogen fast Form ation, idet det ikke spiller nogen synderlig Rolle, om Kolonnedybden her bliver 20 eller 100m, men drejer det sig blot om 100 Mand, vil det være temmelig afgørende, om Kolonnedybden er 200 eller 1000m, og endda maa man antage, at det sidste Tal er lavt sat, fordi Vanskelighederne ved Kørslen vokse i langt større Grad end Folkenes Antal. Det er en Mangel, at Reglementet ikke omtaler, hvorledes et Kompagni sikrer sig, da dette dog hør foregaa paa on speciel Maade, og Afstandene mellem Sikringsdelene og Hovedstyrken i alle Tilfælde maa være større end ved et Fodfolkskompagni.

Anvendelse. — Angaacnde Brugen af Cyklistkompagnier forlyder, at de skulle tjene som Soutien for Rytteriet og for de Batterier, som sendes langt frem, hjælpe Rytteriet ved at bidrage med Ofticerspatrouiller og andre Rekognosceringer paa lange Afstande, sikre Forbindelsen mellem Rytteriet og Hovedstyrken, for at bevare den størst mulige Rytterstyrke i Geleddet, undertiden gaa forud for Rytteriet for hurtigt at besætte et vigtigt Punkt, m .m ., endvidere at de ved Dristighed og Udholdenhed kunne gøre meget betydelige Tjenester ved at styrte sig over Fjenden, pludselig og uventet vise sig i hans Flanke eller Ryg i den Hensigt at forhindre ham Tilførslen af Levnedsmidler og Ammunition og derved tvinge ham til at gaa frem med stor Forsigtighed, og endelig at Generaler og Regimentschefen ville kunne anvende disse Kompagnier som Cyklistkompagnier, hver Gang de anse det for hensigtsmæssig under de Øvelser, som udføres under den sædvanlige Felttjeneste.

England.

Forsøg.

Det er ret naturligt, at England som Sportens Hjemsted paa een Maade er gaaet i Spidsen m. H. t. Cyklens Anvendelse inden for Hæ ren, og det er ligeledes ret forstaaeligt — naar Englændernes merkantile Anlæg tages i Betragtning — at i intet andet Land har der været et tilnærmelsesvis saa stort Antal Forslag fremme angaaende den militære Cykels Brug i forskellige, meget ejendommelige Øjemed. Disse Forslag ere som Regel bievne fremsatte af Officerer, men man har ikke lagt Skjul paa, at der bagved har staaet Handelsfolk, hvilket temmelig sandsynlig har været en medvirkende Grund til den særdeles rosende Omtale, Forsøgene have faaet i den engelske Presse. — Her skulle kun ganske enkelte omtales. 1807 afholdtes Forsøg med en saakaldt Tricykelkanon. Apparatet bærer mellem Baghjulene 2 Maximkanoner med Affutage og Ammunition. Det vejer ialt 145 Kg. og fordrer 2 Mand til Betjening og Transport. Det paastaas, at Forsøgene have givet saa gode Resultater, at man har anvendt lignende Køretøjer under Transvaalkrigen. Ideen maa dog forekomme andre temmelig besynderlig , dels fordi Cykelmateriellet er overordentlig skrøbeligt, og dels fordi der kun meget sjældent vil findes Skytsstandpladse paa Vejene, til hvilke en saadan Cykel er bunden i endnu højere Grad end en almindelig.

A f samme Grund som ovennævnte maa det paa Forhaand betegnes som upraktisk at ville transportere Ammunition frem til Kompagnier i forreste Linie paa Tricykler, skønt ogsaa saadanne Forsøg skulle have givet „gode“ Resultater. Noget ganske andet er selvfølgelig Tyskernes Anvendelse af Automobiler til Ammunitionstransport under Manøvrerne 1898 og 1899, her drejede det sig nemlig kun om Institutioner langt bag Fronten. 1896 afholdtes i Lejren ved Aldershot Forsøg med en Telegraf-Cykel. Maskinen er forsynet med 3 Valser, om hvilke er vundet et meget tyndt Telegrafkabel, c. 1800m langt. Valserne ere anbragte saaledes, at de drejes rundt af en Skive, som roterer, naar Baghjulet er i Bevægelse. Under Cyklingen afrulles allsaa Kablet, medens en Klokke angiver, naar Traaden paa den i Gang værende Valse næsten er afrullet, og en ny Valse skal sættes i Forbindelse med Baghjulet. Cyklen er endvidere forsynet med et Modtageapparat, saa at Cyklisten kun behøver at sidde af og forbinde dette med Jorden ved en særlig Traad, for at han kan afsende et Telegram. Heller ikke denne ret sammensatte og i Forhold til Cyklens Bæreevne meget tunge Mekanisme har sandsynligvis nogen Frem tid for sig.

Allerede 1885 dannedes den første Cyklistafdeling, bestaaende af 10 Officerer og 98 frivillige menige. Under de følgende Aars Manøvrer anvendtes hyppigt Cyklister baade som Ordonnanser og i sluttede Afdelinger. Da alle Deltagerne vare „volunteers“ og som saadanne kun havde ringe m ilite r Uddannelse, er det let forklarligt, at Interessen bandtes af Sagens sportslige Side til Skade for den taktiske. I næsten alle Beretninger ser man derfor fremhævet f. Eks., hvor mange Kilometer, de bedste Cyklister have redet, og hvor lang T id de have benyttet, medens de rent militære Spørgsmaal forbigaas.

Organisation.

Indtil 1899 havde den regulære Hær ingen uddannede Cyklister. Man benyttede vel Cyklen under den daglige Tjeneste, men derimod ikke under Øvelserne. I Foraaret 1899 bestemte Krigsministeriet imidlertid, at 4 Infanteribatailloner hver skulde sende et Detachement paa 25 cyklekyndige Folk til Lejren ved Aldershot. Disse 100 Mand formeredes her som et cyklende Kompagni og gennemgik et 6 Ugers Kursus i Felttjencste, Kørsel i Kolonne, Reparation af Maskinerne m. m ., hvorefter de afgik til deres Afdelinger og indtraadte som sædvanlig i Geleddet. Senere have flere Batailloner af den regulære Hær sendt lignende Detachementer til Lejren, hvor de have genneingaaet det samme Kursus. Hvor mange Folk, der ere bievne uddannede paa denne Maade inden Transvaalkrigen, vides dog ikke. Heller ikke foreligger der noget om, hvorledes disse Cyklister skulle anvendes: om i Afdelinger paa 25 Mand for hver Bataillon, hvorpaa Udtagelsesmaaden kunde tyde, eller samlet i Kompagnier, hvilket Uddannelsen lader formode. Det sidste er dog det sandsynligste, idet man maa antage, at disse Kursus kun ere et Middel til snarest muligt at skabe større cyklende Afdelinger, indtil Oprettelsen af faste Cyklistkompagnier inden for den regulære Hær kan finde Sted.

Som alt omtalt vandt Cyklen tidlig Indpas blandt „volunteers“ Afdelingerne, og dens Anvendelse dér er stærkt voksende. Styrken angaves 18% til 3378 Mand, men er nu betydelig større. De fleste Batailloner have een eller flere Gyklistsektioner paa 1 Officer, 2 Underofficerer og 12— 20 Menige. Desuden findes der et fuldt organiseret Cykelkorps, det 26. Middlesex, hvis Styrke 1808 var 2 Majorer, 3 Kaptajner, 6 Løjtnanter, 1 Læge, 17 Underofficerer, 12 Korporaler, 3 Spillemænd og 85 Menige.

Der er altsaa det ejendommelige ved den engelske Ordning — modsat alle andre Landes — at Cyklismen er stærkt udviklet i de frivillige Afdelinger og indtil 1899 aldeles ikke forefindes i de regulære. A t en saadan Ordning normalt er uheldig, er indlysende, og tilmed af den Grund som selve det engelske Reglement fuldstændig korrekt pointerer, nemlig: „Vigtigheden af en fast Disciplin under Marche er om muligt her større end blandt Soldater til Fods, fordi den legemlige Anstrengelse kan blive større, hvorved Fristelsen til Demoralisation forøges, og fordi en enkelt Mands Forsømmelighed i en Kolonne kan foraarsage stor Forvirring“ . Reglementet kunde passende have tilføjet, at, da de Opgaver, større Cyklist kommandoer ville faa, som Regel blive meget betydningsfulde og ofte maa løses langt fra egne Tropper, bør Disciplinen ogsaa af den Grund være særlig god. Naar Hærstyrelsen dog stadig søger at øge de frivillige Cyklisters Antal, maa man til en rigtig Forstaaelse heraf tage i Betragtning, at „volunteers“ ere beregnede paa det nationale Forsvar, hvorimod den regulære Hær først og fremmest søges uddannet med Kolonikrigene for Øje.

Udrustning. — Cyklistens Beklædning og Bevæbning er Infanteristens sædvanlige. Kun anvendes Cykelslag, Knæbenklæder og lange Strømper. Geværet og T o rnystren ere spændte paa Cyklen. Officererne medføre Sabel, Revolver, Kikkert og Fløjte. Sablen fastspændes paa Cyklen; forlades denne, medbringes Sablen.

Knæbenklæderne ere fra et rent sportslig Standpunkt set fortræffelige, men til militært Brug synes de mindre praktiske, blandt andet fordi de ville være uanvendelige under et Vinterfelttog. At medføre Tornyster er ligeledes uheldigt; den fylder alt for meget paa Cyklen. Det Manden maa medføre, bør være i Brødposen og Cykeltasken.

Den engelske Hær er foreløbig den eneste, i hvilken man anbringer Geværet paa Cyklen, men da vi herhjemme1) staa i Fare for at blive Nr. 2, skulle Fordelene og Manglerne ved denne Anbringelsesmaade omtales lidt nærmere. Den eneste mulige Fordel er, at Geværet transporteres lettest fastspændt paa Cyklen, men denne Fordel reduceres betydeligt, naar man hører, at øvede Cyklister erklære, at Geværet aldeles ikke generer baaret „en bandoulière“ . Manglerne ere, at Cyklen, bliver skævt belastet, saa Manden maa sidde skævt, hvorved Kørslen hemmes, at Geværet, hvorledes det end anbringes, generer betydeligt, og endelig a t S o ldaten ikke har sit Gevær ved Haanden, naar han skal b ru g e det. Cyklisten er særlig udsat for Rytterangreb, han maa altsaa være parat til hurtigst muligt at kunne skyde, og det er han ikke, naar Geværet er spændt paa Cyklen. Det synes ligeledes at være mest logisk, at Manden selv bærer sit Gevær, eftersom han skal bruge det, naar han er borte fra Cyklen, og aldrig naar han kører.

Materiel. — Reglementet fastsætter ikke nogen Model som Hæ rcykel, men anbefaler kun Brugen af Safety og Tandems. Sammenfoldelige Cykler anvendes ikke.

Reglement. — „Cyclist d rill“ er dateret 1. Marts 1899 og synes at skulle bruges baade af den regulære Hær og „volunteers“ . Reglementets første Del angiver Formationer og Evolutioner for en Cyklistsektion, først til Fods medførende Cyklerne og dernæst i Sadlen. Grundopstillingen er Linie paa 1 Geled med 2— 3 Yards mellem Mand og Mand. Paa Veje køres der i Enkelt- eller Tomandskolonne med en Afstand af ‘/g— 2 Yards mellem Forog Bagmand samt en Sideafstand af 1 Yard. En Bataillons Cyklistsektion cykler i Bataillonens Tète. Reglementet angiver senere, at et Kompagnis (8 Sektioner) Organisation og Eksercits er fuldstændig analog med Sektionens, og endelig enkelte Bemærkninger om cyklende Batailloner. Man maa altsaa have tænkt sig at kunne samle flere Kompagnier og føre dem under eet. Dette lader sig næppe udføre uden uforholdsmæssig store Mellemrum i Kolonnen; derimod kan det tænkes, at flere Kompagnier samles ad forskellige Veje mod samme Maal. som de i Forening skulle angribe eller forsvare. Angribes et cyklende Kompagni af Rytteri, spændes Geværerne af Cyklerne, disse lægges paa Jorden, og alle slutte op til det truede Punkt. Et Kompagni i spredt Orden opererer som et almindeligt Fodfolkskompagni. Naar Terrainet tillader det, cykles fra Stilling til Stilling. Kun undtagelsesvis lade Cyklisterne deres Maskiner blive tilbage, i Reglen lægges de bag Kæden, og hver Mand fører sin Cykel med frem.

Nattemarcher nævnes som ret sandsynlige under Krigsforhold paa Grund af Cyklens lydløse Bevægelse, hvorfor de. ligesom Kørsel i Kolonne i Almindelighed, særlig anbefales som ofte forekommende Øvelser. Dette Reglement er betydelig mere eksercermæssigt end det belgiske, men paa den anden Side dog sikkert mere end nødvendigt og gavnligt. Detaillerede Bestemmelser for alle Befalingsmændenes Pladser i alle Form ationer, lange Forskrifter angaaende Parader og Rcvuer, minutiøs Beskrivelse af Rør- og Retstilling, hvorledes Geværet skal holdes, naar det ikke er spændt paa Cyklen, og a. m. ere Ting, som muligvis kunne benyttes, hvor der er overdreven, lang Uddannelsestid, men som kun gør Skade i et Reglement, der skal benyttes til Folk med saa kort Uddannelsestid som de engelske „volunteers“ ; her maa al Energi koncentreres paa Felttjeneste, Skydning, Cykling i Kolonne, Udvikling derfra, Forhold over for Rytteri, Bevægelser i spredt Orden med Cyklen, o. lign.

Anvendelse. — „Cyclist d rill“ omtaler ikke med et O rd, hvortil Cyklisterne skulle anvendes. Praksis viser imidlertid, at de foruden til Ordonnanstjeneste anvendes til Indhentelse af Efterretninger alene eller sammen med Rytteriet, og Manøvrerne antyde, at man har i Sinde, at benytte dem ved Landgangsforetagender, Kystbevogtning, Understøttelse for Rytteriet og Artilleriet, Afsøgning — med Hensyn til Proviant og Kommunikationer — af store Terrainafsnit o. lign.

Frankrig.

Forsøg.

Naar den franske Hær indtil for faa A ar siden saa absolut har indtaget Førerrangen paa Cykelvæsnets Omraade, er Grunden hertil ikke alene de udmærkede Forkæmpere, denne Sag har haft der i Landet, men maaske nok saa meget den franske Nations Evne til øjeblikkelig at udnytte denne Opfindelse i det daglige Liv. Herfra og til at lade den komme Hæren til Gode er der kun et Skridt, som de franske Officerer have forstaaet at gøre kort. Det er i saa Henseende ret betegnende, at medens man kan gaa Maaneder i Kjøbenhavn uden at se et A u tom obil1), og disse hører til Undtagelserne i Berlin, kan man ikke foretage en Spadseretur paa Bruxelles’s Boulevarder uden at møde flere Motorcykler og Automobiler, men for hver enkelt man ser dér, er der paa Pa ris’s Gader mindst 25, og det Sports- og Forretningskøretøjer i lige stor Mængde. Det er i Analogi hermed, at man i den danske Hær endnu ikke har forsøgt Automobiler, og i den tyske Hær kun 2 Gange, nemlig 1898 med en enkelt og 1899 med 8 Motorvogne, medens man i den franske Hær alt i flere A a r har afholdt omfattende Forsøg.

Under de store Manøvrer i Begyndelsen af 90erne anvendtes Cyklister i stedse større Antal ikke alene som Ordonnanser, men ogsaa i sluttede Afdelinger. Da imidlertid mange af Folkene paa dette Tidspunkt aldeles ingen speciel Uddannelse havde faaet, faldt en Del af Forsøgene ikke gunstigt ud, hvorfor mange — navnlig i Rytteriet — begyndte at hælde til den Anskuelse, al man alt havde overvurderet den militære Cykels gode Egenskaber. Spørgsmaalet fik først igen Vind i Sejlene, da nuværende Kaptajn ved det 87. Infanteriregiment Gérard havde slaaet til Lyd for sin geniale Opfindelse, den sammenfoldelige Cykel, ved at udkaste den Tanke: „Faisons porter le cycle par le cycliste, là ou le cycliste ne peut être porté par le cycle, et le problème de l’infanterie montée sera résolu“ . Gérards Ord blev gentaget rundt i Militærlitteraturen og vandt overalt Tilhængere ; kun faa Stemmer rejste sig derimod, skønt Sagen ikke er saa simpel, som man ved en flygtig Betragtning skulde tro. I Frankrig tog man nu med Iver fat paa Forsøgene. 1896 uddannedes ved forskellige Armékorpser Cyklister i Kompagni eller Deling; Kaptajn Gérard kommanderede saaledes — under Manøvrerne underlagt il Armékorps Stab — 60 Mand udrustede med den sammenfoldelige Cykel, og baade her og ved de andre Afdelinger lyder der kun Ros over Cyklisterne. 1897 og 1898 fornyede man Forsøgene, men efter en større Maalestok, og det godtgjordes tilstrækkeligt, at Cyklistkompagnier kunne gøre god Fyldest i Forbindelse med Rytteri, hvorimod man endnu ikke kom til noget Resultat med Hensyn til disse Kompagniers selvstændige Virksomhed eller Maksimum for deres Størrelse, idet det højeste Antal, der var samlet, var ‘JO Mand. Allerede straks efter de heldige Forsøg 18% foreslog Le Hérissé — en forhenværende Rytterofficer — i Deputeretkamret Oprettelsen af 25 Cyklistkompagnier. 18 af disse Kompagnier skulde underlægges Armékorpserne, og de øvrige 7 de selvstændige Rytterdivisioner. Fo rslaget blev særdeles vel modtaget af Kamrets Hærudvalg, og Stemningen var for straks at vedtage det, hvorimod Krigsministeren mente, at der først burde afholdes flere Forsøg. Da de efterfølgende Ministre nærede samme Anskuelse, bevilgedes 1808 for Budgettet for 1800 en Sum af 49,000 fr. til Indkøb af Gérardcykler til 2 Forsøgskompagnier. Kompagnierne oprettedes 1899, det ene i St. Mihiel under VI Armékorps, det andet i Lunéville under X X Armékorps. De skulde hvert bestaa af 5 Officerer og 120 Underofficerer og menige med et Train af to tospændige Vogne.

Gérardcyklen er allerede nu af forældet Model, men da den var den første af sin Slags, vil den altid bevare en vis Interesse og skal derfor nærmere omtales. Forbindelsen mellem For- og Baghjul er tilvejebragt ved eet overskaaret Rør, som kan holdes sammen paa lignende Maade som ved „Belgica“ . Hjulene kunne herved klappes mod hinanden, Styret drejes til Side, og hele Apparatet ved Remme snøres fast paa Mandens Ryg. Hjulene ere forholdsvis smaa. Maskinen baade kortere og lavere end en afmindelig Cykel, og Sadlen anbragt lige over Baghjulakslen. Denne sidste Foranstaltning er absolut uheldig for Kraftoverførelsen. Dens Fordel skulde — ifølge tyske Udtalelser — være, at Manden siddende i Sadlen kunde sætte Fødderne mod Jorden og saaledes hurtigst muligt være i Stand til at afgive Ild fra denne Stilling og efter Skydning igen fortsætte Kørslen; den anførte Grund maa vist nærmest betragtes som et Kuriosum, og Sadlens Stilling som en af denne Cykels Mangler.

Pedalerne gaa temmelig tæt hen over Jorden, ca. 8 cm, hvilket fremhæves som en Fejl, fordi de under Bevægelsen derved lettere komme til at støde mod mindre Sten og Ujævnheder i Terrainet, hvorved Maskinen kan vælte. Muligheden for dette sidste er maaske nok større end ved de almindelige Cykler, men det har vist sig, at man letundgaar større Sten, og Fordelen er meget stor, nemlig at Rytteren ved Kollisioner kan sætte den ene Fod mod Jorden og derved hindre, at Cyklen vælter og danner Forhindring for Cyklisterne bagved eller til Siden. Det kan ikke undgaas, at Sammenfoldningsmekanismen vil gøre Cyklen mindre modstandsdygtig, og det er derfor upraktisk, at Gorard har nøjedes med eet Forbindelsesrør mellem For- og Bagstel, medens der til en almindelig Cykel hører to. Det synes mere hensigtsmæssig at benytte tre Rør, som omtalt ved „Belgica“ , skønt dette ogsaa har sin uheldige Side, idet der altid er større Chance for, at der vil trænge Støv og Snavs ind i tre Laase end i een.

Organisation.

I Fredstid benytte Afdelingerne Cyklister kun som Ordonnanser under den daglige Tjeneste i Garnisonen. I de Fæstninger, hvor Forterrainet er gunstigt for Cykling, benyttes dog mindre cyklende Troppe ogsaa under Felttjenesteøvelserne. Armékorpscheferne bestemme, hvilke Fæstninger og hvor stort et Antal Mand, der maa uddannes. Under Manøvrerne og ved Mobilisering fordeles Cyklisterne som angivet detailleret i Reglementet. Cheferne i befæstede Lejre og Fæstninger ere ved Mobilisering bemyndigede til al organisere Cykeltjenesten i saa stort Omfang, som de lokale Forhold tillade, og som Bestridelsen af Efterretnings- og Meldingstjenesten forlanger. Den samme Myndighed have Etappekommandanter og Chefer for Afdelinger, som have Bevogtning af en Kyststrækning til Opgave.

Rekriitcring. — Cyklisterne antages efter en Prøve, som afholdes for en Kommission bestaaende af 1 Kaptajn, 2 Løjtnanter og 1 militær Læge. Tjenstgørende menige af 2. Aargang samt hjemsendte af Reserven og Territorialhæren kunne fremstille sig for Kommissionen, og der fordres for at bestaa Prøven elementær Viden i Læsning, Skrivning og Regning samt Kortlæsning, Lægens Anerkendelse af, at Aspiranten er egnet, og endelig at han kan køre (10 Km. i G Timer. Kommissionen giver en Karakter for hans Brugbarhed og, hvis han bestaar P rø ­ ven, et Bevis for, at han er antaget som militær Cyklist. Det er sikkert en meget god og temmelig nødvendig Bestemmelse, at Aspiranten skal undersøges af en militær Læge, inden han antages, idet Cykelkørsel stiller store Fordringer navnlig til Hjertet. Under voldsomme Rid t stiger Blodtrykket nemlig stærkt. Pulsen slaar hurtigere, saa der kan ske akute Udvidelser af Hjertet, hvad der ofte medfører Ubehageligheder i længere Tid, ja man har endog set Dødsfald paa Grund af Hjertets Overanstrengelse ved Cykelkørsel. Det som Lægen særlig skal gøre til Genstand for sin Undersøgelse er, om Aandedrætsorganerne ere normale og Brystkassen vel udviklet. Endvidere maa Aspiranten ikke lide af nogen begyndende Brokskade eller Aareknuder, og endelig hverken være farveblind eller stærkt nærsynet.

Udrustning. — Kappe med Hætte, almindelig Infanterihue, Halsbind, kort Trøje eller Bluse, røde Benklæder, Gamasker af vandtæt Stof og smaa Støvler. Underbeklædningen er Uldtrøje og Flonelsskjorte, altsaa forskellig fra den sædvanlige. Da Cyklisterne ofte efter anstrengende Rid t kunne blive nødte til at forblive i længere Tid paa samme Sted — f. Eks. som Patrouille paa høje Bakker, som Relais paa Veje — er det en stor Fordel, at deres Underbeklædning er som ovennævnte i Stedet for af Linned. Blot at skulle cykle flere Mil med Modvind en kold Vinterdag har let en Forkølelse til Følge, hvis Paaklædningen ikke er indrettet efter Sporten, fordi Kroppen opvarmes stærkt, medens Hovedet og Lem ­ merne blive kolde. Soldatens Bopakning er Livrem, Patrontaske, Korttaske, Feltflaske og Brødpose. Tornystren køres paa Kompagnivognene. Yaabnet er den almindelige Rytterkarabin. Reglementet angiver, at der kun skal medføres 18 Patroner pr. Mand; ifølge en senere Bestemmelse gælder dette dog kun Ordonnanserne. Bevæbningen bør være Gevær og ikke Karabin; Genen ved at bære dem bliver den samme, og der er ingen Grund til at bevæbne Cyklisten daarligere end Infanteristen, snarere det modsatte.

Materiel. — Hvert Infanteriregiment og hver Artilleribataillon have 2 Cykler, som enten kunne anvendes under den daglige Tjeneste eller udlejes til Officererne. Ved Mobilisering møder hver Mand med sin Maskine, hvorfor han faar en daglig Godtgørelse af 2 fr. 50. A t Folkene saaledes kunne møde med alle Slags Cykler er ikke alene uheldigt af Hensyn til Reparationerne, men overhovedet hvor flere skulle virke sammen. Kørsel i Kolonne er f. Eks. særdeles vanskelig med forskelligt gearede Maskiner.

Uddannelse. — Paa Grund af Udtagelsesmaaden kunne Cyklisterne ikke faa nogen særlig Uddannelse med Undtagelse af de faa, som ere bundne til enkelte Fæstninger. Dette maa anses for meget forkasteligt af Grunde, som allerede tidligere ere nævnte, og man synes da ogsaa allerede nu at have brudt med Princippet, idet der forinden alle de sidste Aars Manøvrer er bleven uddannet et betydeligt Antal Folk til Forsøgene under Manøvrerne. Ved Mobilisering vil det derfor være muligt at organisere flere Kompagnier med fuldt uddannet Mandskab.

Anvendelse. — Det. nu gældende Reglem ent1) udtaler, at Cyklisterne anvendes først og fremmest som Ordonnanser, men desuden i mindre Afdelinger til Indhentelse af Efterretninger og undtagelsesvis i større Afdelinger og i den lille Krig. De Tilfælde, i hvilke de bør anvendes, deles i 3 Grupper:

1. under Marche,

2. under Ophold paa Stedet og

3. i Fægtning.

I de to første Tilfælde anvendes de navnlig til at holde Forbindelse mellem Sikringsdelene indbyrdes samt mellem disse og Hovedstyrken; forlader denne Vejene, søge Cyklisterne at følge ad Sideveje. Under Fægtning holdes de ved Reserven og saa vidt muligt paa en Vej. Reglementet anbefaler hyppigt at bruge mindre Afdelinger førte af cyklende Officerer, og overlader for øvrigt den kommanderende selv Valget og Maaden, kun anbefalende Cyklistens overordentlige Hurtighed, Evne til i kort Tid at tilbagelægge lange Strækninger, Cyklens Lydløshed og andre gode Egenskaber; tillige anbefales det fra Stabene at udsende enkelte cyklende Officerer med vigtige Hverv. Da Reglementet er skrevet paa en Tid, hvor Realisationen af Tanken om Cyklistkompagnier endnu ikke var prøvet, findes der intet om saadanne Kompagniers Organisation, Anvendelse eller Sikring.

Litteratur.

Blandt de Arbejder angaaende Gykelspørgsmaalet, som have set Lyset i Frankrig, udmærke Kaptajn Gérards sig ganske særligt, ikke alene paa Grund af de fremsatte Anskuelsers Maadehold, men ogsaa paa Grund af deres Selvstændighed. En meget stor Part af de andre Forfatteres Ideer er nemlig kun Omskrivninger af Gérards, og Resten er som Regel bygget alene paa teoretiske Betragtninger, hvis Rigtighed ikke kan afgøres uden meget vidtløftige Forsøg eller sandsynligvis først under en stor Krig. Det er derfor rimeligt, at Gérards Navn nævnes blandt de første, og naar her kun skal omtales et enkelt af hans Skrifter „Infanterie cycliste en campagne“ x), er det fordi, man heri finder Kvintessensen af Kaptajnens andre Indlæg i Sagen.

Forfatteren tager til Udgangspunkt Napoleons Dekret om Oprettelsen af Voltigeurkompagnier, idet han fremhæver, at Kejserens Tanke var: særlig uniformerede og særlig bevæbnede Kompagnier, uddannede til at følge Rytteriet. Soldaterne skulde holde sig fast ved Rytterens Støvle eller Hestens Hale, og Kompagnierne skulde være Led af Rytterafdelinger. Tanken blev dog berøvet alt godt gennem Adm inistrationen, idet Kompagnierne f. Eks. bleve Led af Fodfolksafdelinger og saaledes ikke kunde blive fortrolig med Rytteriets Taktik , ligesom Rytteriet derved ikke fik lært at benytte dem paa rette Maade. E t Cyklistkompagni besidder Muligheder for at kunne opfylde den napoleonske Fordring, hvis det knyttes til Rytteriet allerede i Fredstid; og under den Forudsætning paaviser Kaptajnen nu, hvorledes det som Led af en selvstændig Rytterdivison aldrig er til Gene, men stedse kan finde god Anvendelse saavel i Kantonnement, under Marche som under Kamp. De tre Vaabenarter: Rytteri, ridende Artilleri og Cyklistkompagnier supplere hverandre til Fuldkommenhed — siges der — ; cyklende Pionerer kunne dog medtages som passende Supplement. Gérard har valgt at følge Operationerne Punkt for Punkt i „Gavalerie en campagne“ af Oberst Cherfils og maa altsaa først gøre sine 200 Cyklister nyttige under Kantonnementets Sikring. Om Dagen ville de kun kunne forøge Styrkens Modstandsevne, medens de om Natten ganske kunne overtage Sikringstjenesten, og endda med færre Folk yde større Betryggelse end de oprindelig udstillede Rytterposter. Grunden er, at Cyklisterne bevæge sig lydløst og derfor kunne sendes langt frem ad Vejene fra de udstillede Posteringer og dog bringe Melding tilbage i rette Tid. Ved Alarmering kan Kompagniet endelig sikre Rytteriet, medens dette sadler. I det følgende Afsnit undersøges, om Kompagniet kan være behjælpeligt under Divisionens Fremrykning, dels ved Sikringen og dels ved Opsøgelse af Fjenden samt Indsendelse af Meldinger.

Kompagniet benyttes som et Slags forskydeligt Brohoved, idet det bevæger sig mellem Divisionens længst udgaaende Officerspatrouilter og de na;rmeste Sikringsdele. Bevægelsen sker i store Spring f. Eks. fra et dominerende Bakkeparti til en Skov, Landsby eller Udgangen af et Défilé, hvorved Rytterkolonnens Marche stedse vil være sikret gennem saadanne Passager. Forfatteren påaviser, hvorledes Cyklisterne hurtigere og bedre end det af Oberst Cherfils udsendte lette Rytteri kunne sikre Divisionen under sligt? kritiske Forhold og samtidig tillade, at saa godt som hele Rytterstyrken kan holdes samlet. T i l la n g tu d g a a e n d e P a t r o u ill e r a n v e n d e s C y k lis t e r n e a 1 d r i g o m D a g e n , fordi de. hvis de tvinges bort fra Vejene, ville være et let Bytte for enhver opdukkende Rytterpatrouille. Princippet er rigtigt, men der kan dog tænkes Tilfælde, hvor man vil anvende en Cykelpatrouille, og Gérard nævner netop et saadant1), skønt ganske vist for at forkaste det. „Fjenden har valgt én af 2 Veje, og for at skaffe Oplysning om hvilken, udsendes to beredne Officerer. Vejen frem og tilbage er i alt ca. GO km., og Egnen sandsynligvis gennemstrejfet af fjendtlige Patrouiller“ . Det er selvfølgelig under saadanne Forhold umuligt for to nok saa dygtige Cyklister at præstere det samme, som de to godt beredne Officerer, naar Vejen lægges gennem den fjendtlige Zone. Kortet viser imidlertid, at en anden Vej over Lunéville — Ginville au Yard-Vie, som ganske vist er 80 krn., fører uden om denne Zone, og her ville Cyklisterne have Overtaget. Chefen vil derfor sandsynligvis udsende begge Patrouiller og have dobbelt saa stor Sandsynlighed for et godt R e ­ sultat sotn Forfatteren.

Til Indsendelse af Meldinger fra de forreste Led benyttes Cyklisterne ikke, og de ville heller næppe med blot nogenlunde Sikkerhed kunne anvendes d ertil, fordi de ere bundne til Vejene og saaledes udsatte for Tilfangetagelse, og fordi i fjendtligt Land tillige Befolkningen lettere vil kunne lægge Hindringer i Vejen for en enlig Cyklist end for en Rytter. Ved Sammenstødet med det fjendtlige Rytteri søger Kompagniet at faa dette under Ild , før de to Ryttermasser støde sammen. Dette kunde synes temmelig vanskeligt og ofte umuligt, men det paavises, hvorledes det kan lade sig gøre i det valgte Eksempel, idet der for øvrigt henvises til, at Infanterikompagnier lettere end det ridende Artilleri formaa at indtage en gunstig Stilling og holde sit Skudneg over en galoperende Rytterstyrke. Under de franske Manøvrer 1897 lykkedes det stedse de Cyklister, som vare underlagte Rytterdivisionen, at faa paabegyndt Skydningen paa det fjendtlige Rytteri i Reglen ca. 5 Minutter, enkelte Gange endog 10 Minutter, inden Ghoket.

Efter en uheldig Kamp søger Kompagniet at hennne Forfølgningen og binde en Del af Fjenden. Forfatteren mener, at hvis dets Retraite herved bliver umuliggjort, kan det forskanse sig i Landsbyen Aspach og i Løbet af Natten slippe bort herfra. Dette lader sig dog næppe gøre; det fjendtlige Artilleri vil fordrive Cyklisterne fra Aspach, og Kompagniet vil sandsynligvis oprives fuldstændigt. Situationen er meget vanskelig, men Kom ­ pagniet bør søge ud i Flankerne og herfra hennne Forfoldningen. Del vil i saa Fald lettere kunne naa tilbage, end hvis det binder sig til en Terraingenstand i Fronten. Efter en heldig Kamp deltager tlet i Forfølgningen. Forfatteren forsømmer her at pointere Cyklisternes store Fordel, at de kunne holde længere ud end Rytterne; det vil blive dem, som høste de bedste Frugter i Retning af Opløsning, Uorden og Panik i Modstanderens Rækker. Hvad vilde Gneisenau ikke have kunnet udrette under Felttoget i Belgien med cyklende Kompagnier førte af Mænd som v. Golomb.

I Slutningsafsnittene følger man et Armékorps’s Cyklistkompagni, som tænkes underlagt Rytterbrigaden. Det assisterer først under Sikriligstjenesten og senere i Kampen mod fjendtligt Fodfolk. I begge Tilfælde er der tilstrækkelig mange Opgaver, som bedre kunne løses af Fodfolk og Rytteri i Forening end af dette sidste Vaaben alene, saa man maa give Forfatteren Ret i, at Kom ­ mandoet heller ingen Steder her har været til Gene, men altid til Nytte navnlig ved at forøge Brigadens defensive Kraft.

Det Resultat Kaptajn Gérard kommer til i „Infanterie cycliste en campagne“ er altsaa, at cyklende Kom ­ pagnier allerede under Fredsforhold bør knyttes til Rytteriet i et Antal af 1 for hvert Armékorps og 1 for hver Rytterdivision, men at Befalingsmændene bør være udvalgte af Fodfolket, for at Afdelingerne ikke skulle miste Præget af at være Fodfolkskompagnier. Imod denne Paastand er der intet at indvende, hvorimod det er at gaa for vidt, naar Cyklisterne forkastes til al selvstændig Virksomhed, som Gérard gør; her skal senere (S. 53) paavises liere Opgaver, som de kunne og bør løse uden Rytteriets Hjælp. Hermed er selvfølgelig intet sagt, om at de kunne erstatte Rytteriet; det er utvivlsomt, at for hver Eskadron der omdannes til Cyklistkompagni, vil Hæren lide et føleligt Tab. De heldige Forsøg under Manøvrerne og Kaptajn Gérards besindige, overbevisende Indlæg for Cyklen have skaffet denne mange Venner navnlig i det franske R y tteri, og iblandt disse nævnes først og fremmest den tidligere Krigsminister, General Gallifet; det man for øvrigt antages, at Cykelspørgsmaalet snart vil være ude over Forsøgsstadiet i Frankrig. I „La vélocipédie militaire en France et a l’étranger“ 1), gør Forfatteren sig til Talsmand for Oprettelsen af Cyklistkompagnier alene paa Basis af de Erfaringer, man havde vundet 1895. Forsøgene vare dog saa smaa, at Planens Gennemførelse vilde have været forhastet, selv om de under Manøvrerne opnaaede Resultater vare særdeles gode.

Af de indsendte Rapporter fremgaar, at Cyklistafdelingen kun 4 Dage deltog i de store Øvelser og hele Tiden havde til Maal al indhente Efterretninger sammen med Rytteriet. Kommandoet fik dog Lejlighed til at vise, at det ogsaa kunde præstere andet, idet det den 9., 14. og lf>. September overraskende beskød fjendligl Fodfolk og Rytteri, som led store Tab; den lb. samme Maaned hjalp det endvidere eget Rytteri ved at være Soutien for dette, og den 9. September maatte det hurtigst muligt danne Skytsbedækning for et Batteri, der uventet blev angrebet af en Bataillon. Det fremgaar heraf, at Afdelingen h a r ' gjort god Nytte, til Trods for at alle kørte paa egne Maskiner, og ingen havde faaet særlig Uddannelse; den kunde imidtertid have ydet betydeligt mere, hvis den var bleven anvendt paa rette Maade og underlagt den rette Myndighed. Cyklisterne bleve nemlig mod den oprindelige Bestemmelse underlagt b. Korps alene og opererede kun i dettes Front, medens de burde være underlagte Overkommandoen og udsendte i Fjendens Flanke og Ryg paa saa store Afstande, al de kunde være optraadt paa Punkter, hvor deres Tilstedeværelse altid vilde have virket overraskende paa Modstanderne.

Kommandoet blev den 10. September omringet og taget til Fange af 2 Eskadroner, til Trods for at disse vare bievne beskudt i næsten 10 Minutter. Grunden hertil angives at være, at der bag Cyklisternes Stilling fandtes en stejl Skrænt, op ad hvilken de vanskelig kunne transportere deres Maskiner; havde disse derimod været sammenfoldelige, vilde Folkene med Lethed kunne have klatret op ad Skrænten og saaledes have undgaaet Tilfangetagelse. Der er imidlertid ikke Anledning til at gøre saa meget Væsen af denne Episode, som Cyklens Modstandere have gjort. En Fodfolksafdeling, der optræder alene, flere Kilometer fra andet Fodfolk uden anden Hjælp end tilfældigt tilstedeværende Eskadroner, kan nemlig let, uden Skyld fra Førerens Side, komme i en lignende Situation, og Ulykken er heller ikke saa stor, naar blot som i dette Tilfælde Meldinger om de gjorde Iagttagelser alt ere indsendte. Som Resultater af Øvelserne nævnes, at den sammenfoldelige Cykel maa foretrækkes, at Fodfolksgevær med Bajonet vil være heldig fremfor Rytterkarabin, og at Cykliksterne, skønt deres Tjeneste begyndte Kl. 3— 4 om Morgenen, ved Øvelsens Slutning aldeles ikke vare trætte.

Forfatteren foreslaar, at der ved hvert Armékorps oprettes 1 Kompagni paa 5 Officerer, 36 Underofficerer og 200 Menige'). Kompagniet skulde foruden Uddannelsen af sine egne Folk besørge Uddannelsen af de Cyklister, der alene skulde anvendes som Ordonnanser ved Afdelingerne og Stabene, og som først skulde afgaa fra Kompagniet til Manøvrerne. Bevæbningen skulde være Fodfolksgevær, Uniformen den sædvanlige, og Tornystrene medføres paa Vogne; endelig skulde hver Mand medføre Sprængstoffer:

Melinit og Dynamit. Folkene skulde udskrives paa sædvanlig Maade, idet der dog saa vidt muligt valgtes de, der meldte sig frivillig, naar de blot vare intelligente, kraftige og behændige, men uafhængig af, om de kunde cykle eller ej. Kompagnierne skulde anvendes som flyvende Korps, til Indhentelse af Efterretninger og som Soutiens for Rytteriet.

Der er i dette Forslag adskilligt, som næppe er heldigt. Det vil saaledes være meget vanskeligt ved et Kompagni at uddanne ikke alene de 1200 Mand, der høre til Kompagniet, men ogsaa alle Armékorpsets Cykelordonnanser. Tallet bliver for stort i Forhold til Befalingsmændenes Antal. Man maatte hellere enten dele Kom ­ pagniet i 2 eller gøre dets Styrke mindre f. Eks. 125 Mand, men lade det beholde alle Befalingsmændene. Det vilde derved blive lettere at manøvrere med Cyklistkolonnen, og den taktiske Virkning vilde næppe svækkes for meget, eftersom Uddannelsen kunde blive bedre. Fortrinsvis at vælge frivillige er sikkert ikke i Almindelighed nødvendigt, den ejendommelige Tjeneste vil skabe den fornødne Interesse, og det at frivillige begunstiges, kommer let til at gaa ud over Disciplinen, der her er mere nødvendig end noget andet Sted.

Hvad Anvendelsen angaar, da ere de tre angivne Felter rigtige, men det vigtigste og karakteristiske er ikke fremhævet. Cyklende Kompagnier ville nemlig først og fremmest kunne gøre Nytte i den første Del af Krigen, inden de fjendtlige Hære ere bievne samlede. Mangt et raskt Kup er under disse Forhold udførligt. 1 Nattens Mørke cykler en Afdeling over Grænsen eller landsættes paa en ubevogtet Kyststrækning, og i Løbet af 4 å 5 Tim er er den mange Kilometer inde i det fjendtlige Land, sprænger en Bro eller Jærnbane, udbreder Forstyrrelse og Panik, og er sluttelig tilbage inden Daggry. Betænker man, hvilke Fordele et heldigt Kup af den A rt kan have — Ødelæggelse for flere Dage af en vigtig Kommunikationslinie og dermed følgende forsinket Mobilisering — raaa Forsøget være fristende, navnlig da det eneste, den angribende Pa rt udsætter sig for, er Tilfangetagelse af nogle faa Folk. Som Soutiens for Rytteri navnlig i Stedet for kørende Fodfolk, ved Kystbevogtning, Forfølgning eller naar det er magtpaaliggende at skuffe Fjenden, og i det hele taget overalt, hvor det gælder om hurtigst muligt at bringe en sluttet Afdeling til et truet Punkt, ville cyklende Kompagnier kunne gøre Fyldest. Derimod ville de næppe finde Anvendelse i Centrum af det egentlige Slag ; her, hvor Vej og Sti ere opfyldte af kæmpende eller marcherende Tropper, af Artilleri og Ammunitionsvogne, hvor Stabe, Adjutanter og Ordonnanser uafbrudt passere forbi, og hvor Vejenes Tilstand forværres for hver Time, vil et Forsøg paa at komme frem med en cyklende K olonne ufravigelig mislykkes.

Forinden Le Hérissé havde fremsat sit tidligere omtalte Lovforslag, havde han udgivet „Le cyclisme m ilitaire“ 1), hvori han omtaler forskellige franske Cyklistøvelser og foreslaar, at der bør skabes en Organisation i Lighed med hans senere fremkomne Lovforslag. A f disse Øvelser skulle her omtales enkelte, fordi de vise, hvor forskelligartet Cyklisternes Virksomhed kan være. Den 12. September 1895 skulde Avantgarden for en Infanteridivision bemægtige sig Byen Channy, der var besat af en Hærafdeling af alle Vaaben. Mellem de to Partier var et Pas, som Avantgardens Rytteri, til hvilket Cykelafdelingen var afgivet, skulde besætte. Det iagttages, at mindst 1 Deling Rytteri har besat en foran Passet liggende Skov, hvorfor Cyklisterne beordres frem. Disse forjage ogsaa Delingen ved at formere Linie og afgive nogle Skud — uden at stige af Cyklen (?). Da Fjenden imidlertid har faaet Melding om, at han kun har nogle Cyklister imod sig, sendes 2 Eskadroner frem i det Haab, at en Afdeling Cyklister paa en snæver'Skovvej med tæt Krat paa Siderne maa blive et let Bytte.

Resultatet blev imidlertid, at da Cyklisterne spændte Cyklen paa Ryggen, kunde de komme ind i Krattet, hvorfra de ved deres Ild trængte de to Eskadroner tilbage fra Passet. Under en Manøvre ved St. Quentin den 12. Juli samme A a r forjog en Afdeling Cyklister en fjendtlig Eskadron fra Landsbyen Raupy, og da deres Cykler ikke vare bievne bemærkede, blev Afdelingen af Modpartiet antaget for Fortroppen for en større Styrke. Fjenden lod derfor sit Infanteri udvikle sig og Artilleriet beskyde Raupy i Haab om, at Modstanderne skulde vise sig, hvilket han imidlertid først gjorde, da den Revægelse, soin Cyklistafdelingen skulde aflede Opmærksomheden fra, var fuldført.

Andre Eksempler vise, hvorledes cyklende Afdelinger have været benyttede som Skytsbedækning eller uventet have beskudt A r tille ri, hvis Skytsbedækning ikke har kunnet følge det; hvorledes de have overrumplet en Konvoj eller beskyttet denne; hvorledes de have dækket en Flankemarche eller hurtig besat et afgørende Punkt. Man faar bestemt Indtryk af, at Cyklisterne stedse have haft Beskæftigelse, og at de som Regel have løst deres Opgaver tilfredsstillende, og naar det ikke har været Tilfældet, har Grunden været mangelfuld Udrustning og Uddannelse og ikke Terrainhindringer. Eksemplerne virke derfor overbevisende og bekræfte Rigtigheden af Forfatterens Teori om Oprettelsen af selvstændige cyklende Kompagnier. Det vilde blive for vidtløftigt at omtale blot de fleste af de Arbejder, som ere fremkomne i Frankrig, men det er heller ikke nødvendigt for Forstaaelsen af de toneangivende Ideer; her skal derfor endnu kun nævnes enkelte yderliggaaende Paastande og Angreb paa Cyklen. I „Role du cheval, de la bicyclette et des voitures automobiles å la guerre“ *) drister Forfatteren sig til at hævde, at Sejren vil tilhøre den Arm é , som først har forstaaet at værdsætte Cyklens Betydning, fordi dens Rytterdivisioner sammen med cyklende Batailloner ville kunne overvinde det fjendtlige Rytteri og derefter forstyrre Troppekoncentrationerne og hele Mobiliseringen. Han foreslaar, 1) at tildele hvert Rytterregiment et Cyklistkompagni, 2) at gøre Jægerbataillonerne cyklende, •1) at skabe 2— 4 Cyklistkompagnier pr. Armékorps, 4) og endelig at erstatte Fodfolkskompagniernes „éclaireurs“ med Cyklister. Hvad dette sidste Punkt angaar, da maa dets praktiske Betydning straks forkastes. De Opgaver, som ere tiltænkte de franske „éclaireurs“ , ere at være Patrouillesektion under Forposttjenesten, at danne Kompagniets Sikringsdele, hvis dette tilfældig er i Avantgarden eller Flankegarden, og at gaa G— 700m foran Kompagniet under Opmarchen til Kamp. Reglen vil altsaa være, at „les éclaireurs“ bevæge sig uden for Vejene, hvorfor de oftere ville komme til at bære deres Cykel end den dem.

General i Rytteriet, Grandin, foreslaar1), at erstatte Jægerbataillonerne med cyklende Batailloner. I samme Artikel tilraades det at lade enkelte af en Eskadrons Ryttere medføre en sammenfoldelig Cykle paa Sadlen. Naar en Ordonnans saaledes skal tilbagelægge en betydelig Afstand, benytter han sin Cykel og tinder ved sin Tilbagekomst til Eskadronen en frisk Hest. Forslaget har vundet Forsvarere i Italien, men synes næppe heldigt, fordi — som alt paavist — i 1ste Linie Melderytteren er mere paalidelig end Cyklisten. De to sidstnævnte Forfatteres Forslag udæske selvfølgelig i høj Grad til Modsigelse, ligesom det samme er Tilfældet med et af General Grivet om Oprettelsen af et cyklende Kompagni ved hvert Infanteriregiment og Undervisning i Cykling til alle Infanterister. Kritik turde lier dog være meget vanskelig. Cyklende Batailloner ere endnu ingen Steder prøvede, og deres Angribere altsaa lige saa slet funderede som deres Forsvarere. Afgørelsen kan kun træffes i Marken. Imod de Lovtaler, som have lydt over den militære Cykel, har der i Frankrig som i de fleste Lande rejst sig Stemmer for at mane til Forsigtighed. Det synes dog ikke at være mange, og de fremsatte Indvendinger gælde som Regel ikke Cyklistkompagnier, men alene cyklende Patrouiller og Ordonnanser.

I „Revne de cavalerie“ R kritiseres saaledes strengt Cyklisternes Anvendelse til Rekognosceringer. T il deres Fordel er bleven anført — siges der — at Fjendens Gros vil bevæge sig frem ad Ghausseerne, og da det gælder om at skaffe Oplysninger om dette, ville Landevejene blive de korteste og naturligste Fremrykningslinier for rekognoscerende Kommandoer. Da disse Veje ere gode Cyklebaner, og da Afstandene ere store, vil Cyklen være at foretrække for Hesten. „Revne de cavalerie“ anfører hertil, at hvis Fjenden følger Hovedvejene, ville hans stærkeste Sikringsdele gøre det samme, og netop af den Grund kunne Rekognosceringskommandoer ikke benytte dem. Cyklen vil være et ganske udmærket Befordringsmiddel, indtil man naar de fjendtlige Patrouillers Zone, men fra det Øjeblik er den kun til Gene, medens en god Hest bliver en Nødvendighed. Cyklisten kan vel spænde Maskinen paa Ryggen og som Infanterist søge Skjul i Terrainet, men han kan sandsynligvis ikke undslippe de fjendtlige Ryttere og naa frem til gode Oversigtspunkter. Dog selv om han skulde undgaa Tilfangetagelse, kan han næppe gennem Terrainet naa tilbage med Melding. Den samme Betragtning gøres med fuld Føje gældende over for Bestemmelserne i det franske Reglement om Udsendelse af cyklende Officerer fra Stabene.

I „La Fiance militaire“ *) drager en Rytterol'ficer til Felts mod Cyklister som Ordonnanser mellem det selvstændige Rytteri og den bagvedværende Styrke. Hans Grunde herimod ere ganske de samme som de tidligere i denne Afhandling fremhævede og tør ikke forkastes. Naar han endvidere som Bevis anfører, at under Manøvrerne 1895 befandt han sig med en Patrouille i 2 Tim er bag det fjendtlige Rytteri og tog i den Tid G Cykelordonnanser, der vare undervejs tilbage med Melding, til Fange, da er det dog langt mindre end de anførte Grunde noget Bevis, fordi det er højst usandsynligt, at en Rytterpatrouille under virkelige Forhold, kan opholde sig tiere Timer i Nærheden af en stærkt befærdet Vej bag det fjendtlige Rytteri. Man ser sligt under Manøvrer, men næppe i Felten. Samme Forfatter bekæmper ligeledes den Anskuelse, at Fodfolket ved Hjælp af Cyklister skulde være i Stand til selv at skaffe sig de fornødne Efterretninger.

Det gælder begge Indlæg — ligesom ogsaa et om samme Emne i „Le Progrès militaire“ , Februar 1899 — at de rejste Anker mod Cyklens Anvendelse paa ovennævnte Felter ikke ere ny. De ere alle tidligere fremførte af de af Cyklens Forkæmpere, som sad inde med praktisk Erfaring2), og det tjener disse til Ære, at de saa langt fra at lægge Skjul paa Cyklens mindre gode Egenskaber endog have været de første til at fremdrage dem. Men fordi et Redskab ikke kan bruges til alt, hvad man kunde ønske sig, er dermed ikke givet, at dets Betydning kun bliver ringe.

Italien.

De i 70’erne og 80’erne anstillede Cykelforsøg omfattede nærmest Cyklisternes Anvendelse som Ordonnanser. Det var først i Slutningen af Halvfemserne, da Kaptajn Gérards Principper vare bievne bekendte, at man i Italien samlede flere Cyklister til Operationer i Fællesskab. I Juli 1896 organiseredes ved det 39 te Infanteriregiment et Cykeldetachement paa 20 Mand, kommanderet af Kaptajn Natali. Det havde til Opgave at undersøge Cyklisternes Anvendelighed i stærkt kuperet Terrain og deres Udholdenhed paa længere Marcheture. Folkene fik ikke nogen særlig Uddannelse, og de kørte i deres sædvanlige Uniform.

Der afholdtes en Marcheøvelse, som varede 9 paa hinanden følgende Dage, i hvilken Tid Kommandoet tilbagelagde 812 km.; det anføres, at Grunden til, at H astigheden ikke blev større, var de uøvede Folks højst forskellige Kørefærdighed. Resultatet er dog særdeles godt, naar de vanskelige Terrainforhold tages i Betragtning. Paa den tredje Dag var f. Eks. Højdeforskellen mellem Udgangspunktet og Endepunktet 2000m, og man havde maattet tilbagelægge 45 km. til Fods og 65 km. i Sadlen med en Minimumshastighed af 7500m i Timen. Naar „Rivista militare italiana“ heraf slutter, at et cyklende Kommando normalt vil kunne tilbagelægge 150 km. om Dagen, er dette sikkert overdrevent, man tør næppe paaregne mere end 100 km. i Gennemsnit. Det bemærkedes, at Folkene de sidste Dage af sig selv havde Tilbøjelighed til at køre i en Kolonne med 3 Mand i Fronten og en Afstand bagud paa 2— 3 x , hvilken Afstand dog i stærk Gangart forøgedes til 10 x . Med Hensyn til denne Tremandskolonne, da anbefales den ogsaa andre Steder fra, men det er dog meget tvivlsomt, om man virkelig med Fordel kan benytte den som almindelig Marcheformation — i hvert Fald næppe paa vore Veje — fordi den mindste Forhindring vil gøre en Afbrydelse med 1 eller 2 nødvendig, hvilket i Længden vil være trættende for Folkene. Skulde Kolonnen virkelig kunne benyttes som den sædvanlige Marcheformation. vil det have stor Betydning, fordi den stærkt kritiserode lange Marchekolonne herved formindskes til omtrent samme Længde som ved Rytteriet.1). Under de store Manøvrer 1897 knyttede man en Deling paa 20 Cyklister til den selvstændige Rytterdivision. Forsøget faldt ikke heldigt ud, og man angav som Grund, at Cyklisterne ikke havde været særlig uddannede som saadanne. T il de følgende Aars Manøvrer, 1898— 99, skolede man derfor Cyklisterne omhyggeligt og opnaaede glimrende Resultater.

1899 uddannede Kaptajn Natali et Kompagni paa 5 Løjtnanter, 1 Læge, 1 Underlæge, 120 Bersaglieri og 4 udvalgte Mekanikere. Kompagniet var delt i 4 Delinger, hvoraf 1. var udrustet med den sammenfoldelige Cykel „Carraro“ , 2. med den sammenfoldelige Cykel „Costa“ og 3. og 4. med de almindelige i Hæren brugte, faste Cykler. „L'Esercito italiano“ , 111/1899, meddeler, at Kompagniet deltog i de store Manøvrer underlagt en Rytterdivision. I Artiklen fremhæves, at den sammenfoldelige Cykel har vist sig den almindelige langt overlegen ikke alene under Fægtning, men ogsaa hvad Holdbarhed angaar, og dette til Trods for, at Cyklisterne maatte køre langt mere tværs igennem Terrainet, end man i Forvejen kunde have formodet. Under en Manøvre ved Chivasso benyttedes Cyklisterne til at sikre Rytteriets Fremrykning gennem forskellige snævre Passer, til at beskytte Flankerne, til at ødelægge Telegraf- og Jærnbanelinier og til at samle Baade langs Po fra Trino til Chivasso (c. 90 Km.). Under Øvelsen den 1. September byggede de en Bro for det beredne Artilleri og beskyttede dets Fremrykning samt afslog flere fjendtlige Rytterangreb mod det. Sluttelig beskød de en fjendtlig Rytterbrigade, medens den samlede sig, og holdt under Choket dens Reserve under Ild.

Den 2. September lykkedes det Kompagniet ubemærket at nærme sig to fjendtlige Batterier paa 150m Afstand og beskyde dem saa heftigt, at de for en Tid bleve satte ud af Kamp. Ved Øvelsens Slutning var det i Forbindelse med et Rytterregiment i Færd med at erobre en Artilleripark. Natten mellem den 3. og 4. var Kompagniet paa Forpost og indhentede særdeles gode, detaillerede Efterretninger. Den følgende Dag besatte det Melletta Broen, men maatte gaa tilbage for et overlegent Angreb. Under Tilbagetoget bleve de to Delinger med faste Cykler satte ud af Kam p, fordi de ikke som de to Delinger med sammenfoldelige Cykler kunde trænge igennem en nærliggende Skov, men maatte foretage Tilbagetoget over aaben Mark.

Den G. istandsatte Kompagniet et Vadested og holdt sig siden paa Rytterdivisionens venstre Fløj, idet det herved maatte tilbagelægge store Strækninger uden for Vejene. Endelig overraskede det med sin Ild paa 105m Afstand en Lansenereskadron, der var i Færd med at samle sig. Ved Revnen passerede Kompagniet forbi i hurtig Gangart i Delingskolonne og afsluttede endelig Øvelsen med et 2 Dages Rid t paa 250 km. Naar det i Artiklen fremhæves, at den sammenfoldelige Cykel har vist sig mere holdbar end den almindelige, kan dette kun forklares ved, at den har været af bedre Materiale og omhyggeligere fabrikeret; en Sammenfoldningsmekanisme maa normalt gøre en Cykel mindre modstandsdygtig. Det pointeres ligeledes, at Cyklisterne ofte have maattet køre over Markerne og virkelig have kunnet udføre det med fornøden Hurtighed, noget man tidligere har anset for umuligt. Det maa herved erindres, dels at Kompagniet var meget omhyggelig uddannet, medens tidligere Forsøg have været afholdte med mindre godt uddannet Mandskab, og dels at veluddannede Cyklisters Manøvredygtighed er betydelig større end antaget, saa at Faren for Tilfangetagelse vil blive mindre.

Skulde Skeptikere mene, at „L'Esercito italiano“ muligvis kunde have overdrevet Resultaterne, bør de tage med i Betragtning, at det italienske Krigsministerium har taget netop disse Manøvrer til Indtægt for Oprettelsen af 1:2 cyklende Kompagnier ved Bersaglieriregimenterne. Det alt organiserede Kompagni er nemlig fremdeles Cyklistkompagni, og fra l.M a j 1900 vil der til en Begyndelse blive oprettet to andre, et ved det 5. Bersaglieriregiment i Bologna og et andet ved det 9. i Livorno. Kom ­ pagnierne skulle udrustes med Carrarocyklen og den af Løjtnant Melli nys opfundne sammenfoldelige Cykel, som efter Sigende skal besidde alle den faste Cykels konstruktive Fordele, som andre sammenfoldelige Maskiner savne. Bevæbning og Uniform blive Bersaglieriernes sædvanlige, som er ret praktisk ogsaa for Cyklister. Geværet bæres over Skuldren, Kappen og Kogekedlen fastspændt bag Sadlen, og en Slags stor „Citytaske“ — til de Fødevarer, Klæder m. m., som maa medføres af Manden — normalt paa Kronrøret ellers ved en Rem over Skuldren. Saavel Tasken som Kappe og Kogekedel kunne forblive paa Cyklen, naar denne spændes paa Ryggen. A lt hvad Cyklisten nødvendigvis skal bruge i Felten, kan han paa denne Maade selv medføre.

Tyskland.

Forsøg.

Som en skarp Modsætning til de alt nævnte Lande, der, medens Cyklen endnu var et temmelig upraktisk Køretøj, indførte den i Hærene, staa Tyskland og Østrig. Grunden hertil maa formodentlig være, dels at det ansaas for umilitærisk at cykle, dels at de, der kæmpede for Cyklens Anvendelse, fejlagtigt hævdede, at Cyklister kunde erstatte Rytteriet. Endelig var det jo meget praktisk at lade andre Lande foretage de første ret kostbare Forsøg og først selv begynde, naar de indvundne E rfaringer vare af afgørende Betydning, hvilket ikke kan siges at være Tilfældet før omkring 18114; men fra den Tid begynder man ogsaa i Tyskland og Østrig at interessere sig for Sagen ved at lade afholde Forsøg og hvert A a r uddanne Cyklister i bestemte Øjemed.

Under Manøvrerne 1895 anvendtes første Gang Cyklister i sluttet Afdeling, og skønt de ingen særlig Uddannelse havde faaet, udtalte Armékorpsgeneralen, v. Waldersee, sig meget rosende om deres Virksomhed. 1896 og 1897 havde hvert Arn.ékorps under Manøvrerne een eller flere Cyklistafdelinger, hvis Virksomhed blev meget omtalt og stærkt rost i den tyske Fagpresse, men da de Opgaver, de fik at løse, ganske lignede de fra de franske Øvelser tagne Eksempler, skulle de ikke her omtales, saa meget mere som Udforelsesmaaden ogsaa var analog.

Medens man i Frankrig ikke lagde videre Vægt paa Cyklisternes Uddannelse, indsaa man snart i Tyskland, at for at Forsøgene kunde bedømmes paa rette Maade, maatte Mandskabet sammenarbejdes. Forinden Manøvrerne 189(i og 1897 samledes derfor de Cyklister, som skulde anvendes i sluttede Afdelinger, til store Kursus ved flere prøjsiske og I. bayerske Armékorps. A f disse Kursus er særlig det bayerske bekendt, fordi dets Fo rstander, Major Burekart, har offentliggjort detaillerede Beretninger om dets Virksomhed, medens de prøjsiske kun findes lidet omtalte, antagelig fordi de ikke have været af saa stort Omfang eller saa lang Varighed som det bayerske. I det efterfølgende skal derfor kun dette omtales, hovedsagelig som Uddrag af Majorens Skrifter1). Efter et indledende Kursus 1895, som havde til Formaal at uddanne Cyklelærere fil Afdelingernes smaa, aarlige Kursus, oprettedes i August 1896 et større Kursus paa 4 Officerer, 1 Læge og 54 Underofficerer og menige. Kursuset tjente som Forskole for Manøvrerne, hvorfor der kun indøvedes saadanne Ting , som sandsynligvis vilde falde for der. 1897 og 1898 fandt det 3. og 4. Kursus Sted; begge varede G Uger og talte henholdsvis 117 og 53 Deltagere. Kursuset 1897 synes at have været det interessanteste, dels fordi Befalingsmændene her havde Erfaringerne fra de foregaaende A a r at bygge paa, og dels fordi det var det største. Samtlige Deltagere vare af I. Armékorps og havde meldt sig frivilligt, idet der dog fordredes, at de skulde være dygtige Cyklister. Alle Cykler vare af nyeste Konstruktion; en Fjerdedel var de almindelige Krigscykler, og Resten enten indkøbte til Kursuset eller leveret dette gratis fra Fabrikantfirmaer i München; iblandt de sidste vare 2 Tandems.

Undervisningen var saavel teoretisk — omfattende de sædvanlige Fag — som praktisk. Øvelserne begyndte med Enkeltmandscykling paa Eksercerpladsen for at faa Rytteren lært den bedste Stilling i Sadlen og den letteste Kraftoverføring. Derefter øvedes Kørsel under vanskelige Forhold, saasom: over Stenbunker og Trærødder, i stærkt befærdede Gader, op og ned ad Skraaninger, gennem Skove, ad Jærnbanedæmninger o. lign. Som Resultat af disse Øvelser anføres, at Folkene bleve i Stand til at cykle igennem Terrainet — hvilket altsaa stemmer overens med de italienske Erfaringer — og at overvinde de største Vanskeligheder ved Kørsel paa Veje. Næste Afsnit af Undervisningen bestod i Kolonnekørsel, som oftest med 2 Mand i Fronten, paa meget gode Veje undertiden ogsaa med 3 og 4, og endelig i Enkeltmandskolonne paa Stier. Majoren skriver, at denne Øvelse fordrer streng Disciplin og fortrinlig Kørefærdighed, fordi enhver stedse maa være parat til, i det Tilfælde hans Formand skulde vælte eller standse, fuldstændig brat at vige ud til Siden , maaske ned i Grøften eller ud paa Marken og atter ind paa Vejen, hvis ikke hele Kolonnen skal op holdes, og mange Cykler beskadiges. Under lange Marcher skiftedes Folkene til at køre i Teten, da dette paa Grund af Luftmodstanden viste sig meget anstrengende. Den normale Cykelafstand var 1— 1,5m, men Folkene indøvedes ogsaa til at køre med kun 0,5m Afstand, og det skal være lykkedes „i tætopsluttet (0,5m) Marchekolonne selv i den tætteste Støv eller mørk Nat uden Uheld at køre med en Hastighed af 120 km. og derover i Tim en“ . Rigtigheden af en saadan Paastand tør selvfølgelig ikke betvivles, men det bør fremhæves, at man i andre Lande er kommen til ganske andre Resultater. I Relgien, hvor Uddannelsestiden er 3 A a r mod 4 Uger i Bayern, fastsætter Reglementet 3 x som den almindelige Afstand, med stærk Fart maa denne endog gøres større; i Frankrig regnes i Almindelighed 2,2m, og det fremhæves, at den korte Afstand kun er mulig, fordi den lave Cykel (Gérardcyklen) her har en afgjort Fordel over for den sædvanlige høje (den bayerske). Det er ligeledes ganske modsat andres Erfaringer, at Manden i Teten af Kolonnen skal afløses; der bør her stedse køre en Befalingsmand og helst altid den samme, fordi det er meget vanskeligt at holde en konstant Hastighed. E r dette ikke Tilfældet, men kører Teten langsomt op ad Bakke og hurtigt ned ad, vil Kolonnen ufravigelig opløse sig. Sker det, at de forreste Cyklister pludselig skjules for de andre, f. Eks ved en Svingning af Vejen, og Afdelingen uventet skal sidde af, ville de bageste hurtigst muligt søge at faa de reglementerede Afstande, men ved Vejsvinget kunne de ikke straks standse, saa alle køre sammen i en Klum p, hvorved mange Maskiner gøres ubrugelige. A f ovennævnte Grund, og fordi Støv og Snavs er langt mere generende for de bageste i Kolonnen end for de forreste, anses det andre Steder for mest anstrengende at køre i Queuen.

Disse og de senere nævnte Uoverensstemmelser, der i og for sig kunne synes uvæsentlige, ere fremdragne forat godtgøre, at Major Burckart ser noget for sangvinsk paa Føringen af et større cyklende Kommando og derved gaar ud fra, at Cyklistkompagnier kunne præstere Ting , som de i Virkeligheden ikke ville kunne magte. Han anfører f. Eks. som den simpleste Ting for et Kom ­ pagni paa 200 Mand at køre hen ad en smal Sti. Opgaven er meget let for en enkelt Mand, men følger der 200 efter hverandre med 1— 1,5 m Afstand, kan det ikke altid undgaas, at en enkelt bærer sig kejtet ad, og straks vil hele den bagved værende Kolonne være standset, hvis der ingen Plads er til at vige ud til Siden. Skal dette forhindres, maa Folkene køre med saa store A fstande, at der er Tid til at skaffe fri Bane, inden Bagmanden naar op. Men Kolonnedybden vil i saa Fald blive meget stor, for 200 Mand maaske ca. 2 km., hvilket selvfølgelig gør Kompagniet meget saarbart over for Rytterangreb og vanskeliggør dets Udvikling til Fægtning. Det kan derfor ikke nægtes, at det er mærkeligt af Majoren i sine Skrifter at give det Udseende af, at et Kompagnis Kolonnedybde er 300— 350m, naar han umiddelbart forinden anfører, at Kompagniet ofte maa færdes uden for Vejene, men intet nævner om den deraf følgende, uforholdsmæssig store Kolonnedybde.

Miinchener-Kursusets videre Uddannelse bestod nærmest i Felttjeneste- og Fægtningsøvelser. Kompagniet var først delt i 4, senere i 3 Delinger. Det sikrede sig under Fremmarche ved en Forspids og under Tilbagegang ved en Bagspids. Forspidsen (Afstand ca. 2 km.) bestod af 1 Officer og 10— 15 Mand, hvoriblandt altid de 4 Tandemsryttere, der gjorde god Nytte, ved at den bageste Mand paa Tandemen uafbrudt kunde holde Udkig; opdagede han noget fjendtligt, meldte han det til. Officeren, denne gjorde Tegn til en Mellemblænker, denne til en anden o. s. v ., indtil Tegnet naaede Hovedstyrken. T eg n1) synes i det hele taget at have spillet en stor Rolle, ogsaa i Stedet for Kommandoord „for ikke at gøre en cyklende Afdelings lydløse Bevægelse illusorisk ved høje Kommandoraab“ . Rent bortset fra, at man i Alm. baade i Fodfolket og Rytteriet kommer mere og mere bort fra Melding ved særlige Tegn under Sikringstjenesten, turde det være højst vanskeligt for Cyklister at undvære mundtlig Kommando, fordi de have deres Opmærksomhed henvendt paa Formandens Bevægelse og altsaa næppe alle ville opfange et Tegn.

Hele Sikringen bestod altsaa i under Fremmarchen at udskille en Forspids. Andre Steder — Belgien, England, Frankrig, Italien — benytter man altid tillige en Bagspids. Dette sker, navnlig for at de Folk , hvis Maskiner beskadiges, kunne faa Assistance ved Reparationer og faa Besked om , hvor de senere ville træffe Afdelingen, dog ogsaa for at gøre Sikringen langs den Vej, Kommandoet følger, saa god som mulig, saa der herved kan bødes paa den mangelfulde Sikring i Flankerne. Denne maa nemlig altid, sammenlignet med Forholdene ved Rytteriet og Fodfolket, blive mangelfuld, men ganske at overse den, som Major Burckart anser for rigtigt1), er næppe nødvendigt. Andre Fo rfattere i Militär-Wochenblatt have tilraadet at lade den besørge ved Rytteri, hvilket dog ikke er tilfredsstillende, fordi Rytterpatrouillerne ikke i Længden ville kunne følge med. Kompagniet maa hjælpe sig selv, og hvor der som her i Landet tindes fuldt op af gode Veje og Stier, vil en Flankepatrouille sikkert vinde med, selv om den nu og da maa tilbagelægge nogle km. ind over Markerne. For øvrigt anfører Majoren fuldstændigt rigtigt, at et cyklende Kommandos største Sikkerhed ligger i dets hurtige og lydløse Bevægelse.

Rytterangreb fra Teten afværgedes ved, at alle kastede Cyklerne og i Stormskridt sluttede op til de forreste, hvor der formeredes 4 Geledder (2 knælende og :- staaende), inden Ilden aabnedes. Imod Rytterangreb fra Flanken formeredes en aaben Skyttekæde b a g Cyklerne. Hensigten hermed var, at Hestene skulde refusere, naar de kom til de paa Jorden liggende Cykler, og Majoren udtaler herom, „at det er en ved Forsøg fastslaaet Kendsgerning“ . Om det skulde være lykkedes at overbevise nogen Rytterofticer om, at Cykler i saadanne Tilfælde skulde være en yderst vanskelig Hindring, faar staa hen, ligesom mangen Fodfolksofficer maaske trods Majorens Paastand ikke føler sig overbevist om, at der i første Tilfælde er Tid og Ro til at indtage en vanskelig 4 Geledders Formation. De fleste af de Opgaver, som Kommandoet skulde forberedes til at løse, lignede dem, som Rytteriet søger at løse, naar det kæmper til Fods, altsaa: besætte eller frigøre Defileer, berede Standsninger for en tilbagegaaende Fjende, optage vigende Rytteri, beskytte Artilleri, spærre vigtige Punkter i Ryggen paa Fjenden, alarmere og skuffe Modstanderen, foranstalte Overfald, dække eller ødelægge Jernbane- og Telegraflinier, rn. m. — alt i alt Opgaver, som kun sjældent medføre en Kamp, coûte que coûte, men som Regel ere af en demonstrerende Karakter og i hvert Fald ville finde Sted i Nærheden af en Frem ­ rykningslinie.

Det vil altsaa ses, at mange af disse Hverv udmærket godt kunne løses uden Rytteriets Hjælp, hvorfor det er galt, som hævdet af Kaptajn Gérard, kun at lade Cyklisterne operere sammen med Rytteriet. Dette vil ikke være fuldt ud at udnytte disse moderne lette Tropper; kun maa Afdelingerne gøres store, mindst paa 100 Mand, da de ellers ville blive et let Bytte for det fjendtlige Rytteri, og de bør benyttes i Flankerne, ikke i Fronten.

Major Burckardt, der er en afgjort Modstander af sammenfoldelige Cykler, lader Cyklerne blive tilbage paa et skjult og dækket Sted, naar der udvikles til Fægtning. Han hævder, at de vilde lide meget i den fjendtlige Ild, hvis de bleve tagne med op i eller ved Kæden, og navnlig vilde den sammenfoldelige Cykel her være meget udsat, fordi den ses tydeligt paa Mandens Ryg og ikke dækkes af nogen Forskansning, naar Soldaten ligger i Anslag. Dette er rigtigt, men det er næppe nødvendigt, som man bruger i Bayern og flere andre Steder, at lade en mindre Styrke blive tilbage som Vagt ved Maskinerne og eventuelt føre dem frem til Kæden, hvis denne skal frem. Det er en Reminiscens fra Rytteriets Taktik, som i høj Grad forringer Cyklistkompagniets Kampevne. Hesteholdere ere nødvendige, for at Hestene ikke skulle løbe deres Vej; vare disse ubevægelige som Cykler, vilde næppe nogen Rytterofficer finde det nødvendigt, at lade Mandskab blive tilbage, men derimod søge at faa alle til Skud. Samtlige Cyklister bør derfor efterlade deres Maskiner saa nær Kæden som muligt, maaske lidt ud til Siden, saa de ere beskyttede mod Ild, og saaledes at de kunne iagttages fra en Del af Kæden. De ere i saa Fald ganske anderledes ved Ilaanden, naar Afdelingen skal frem eller tilbage, hvilket ofte er et kritisk Moment. Man kunde maaske frygte, at Folkene paa denne Maade ikke i en Fart kunde finde deres egne Cykler, hvorved der let vilde opstaa Forvirring, men da hver Mand altid har særlige Mærker paa sin Cykel, en Skramme, en ny Ege, eller lignende, har det vist sig (i Belgien), at denne Frygt er ubegrundet.

Etablering af Relaislinie var ofte Genstand for Øvelse under Kursuset, og da den Maade, dette blev gjort paa, var meget praktisk, og da der ikke i danske Reglementer findes nogen Vejledning hertil for Cyklister, skal den omtales lidt nærmere.

En Relaislinie skal etableres mellem B og E , 35 km .; der staar 12 Cyklister til Raadighed. Hele Strækningen deles i 7 Dele, hver paa ca. 5 km., og Folkene fordeles med 2 Mand ved Begyndelsespunktet og Endepunktet og 1 ved hver a f Mellemstationerne; der bliver altsaa 2 Mand tilovers, der forblive som Reserver ved B . En Depeche udfærdiges i 2 Eksemplarer og afsendes samtidig med Cyklisterne bi og bi. Cyklist bi giver ved Punkt m sin Depeche til den derværende Cyklist og vender tilbage til B . Cyklist bi ledsager Cyklisten fra Station m til n og vender saa først tilbage til B. Cyklisten fra m ledsager Manden fra n til o og vender derpaa tilbage til m. Paa denne Maade bliver Depechen altid befordret samtidig af 2 Ryttere, hvorved der opnaas en temmelig stor Sikkerhed. Hvis man ikke udfærdiger Depechen i 2 Eksemplarer, bør man dog altid lade 2 Cyklister følge hinanden.

Posterne holde altid kørefærdige paa deres Pladser. Saa snart de se en Nabopost nærme sig, sidde de op og køre med jævnt voksende Hastighed i samme Retning som den ankommende, saaledes at denne ikke behøver at mindske Farten. Paa denne Maade lykkedes det, at opnaa en Hastighed af 25— 30 km. i Timen. Cyklende Officerspatrouiller benyttedes kun lidt, fordi Omstændighederne ikke tillod deres Anvendelse, men det fremgaar af Beretningen, at Majoren anser dem for meget mulige under virkelige Forhold. Kursuset afsluttedes med et 5 Dages Øvelsesridt i bjergfuldt Terrain. Folkene vare feltmæssig udrustede, og Maskinerne feltmæssig pakkede, de vejede 25 Kg., Mekanikernes endog 40 Kg. Trods dette og meget betydelige Terrainvanskeligheder samt yderst ugunstige Vejrforhold præsteredes dog Dagsmarcher paa ca. 80 km. En Del af Cyklisterne tog senere, underlagt en R y tterdivision, Del i Kejsermanøvrerne, men deres Anvendelse dér skal ikke omtales, da lignende Forhold alt ere omtalte under Frankrig og Italien; i øvrigt henvises desangaaende til Militär-Wochenblatt 29/1898.

De 2 Kursus 1898 og 1899 vare mindre end deres Forgængere, og der oprettedes ikke disse A a r lignende Kursus ved prøjsiske Armékorps. I Prøjsen forsøgte man derimod et cyklende Detachement Pionerer (2 Officerer og 60 Mand), underlagt en Rytterdivision. Forsøget skal have givet gode Resultater. Skønt Miinchener-Kursuset ogsaa vil blive oprettet 1900, synes det dog, som om Interessen for Cyklisterne af en eller anden Grund har været mindre de senere A a r end i Aarene 1895— 1897. Øm man har tabt Troen paa deres praktiske Betydning i sluttede Afdelinger, hvilket Beretningerne om Manøvrerne dog ikke lade formode, eller man vil afvente Resultatet af de i Italien og Frankrig begyndte Forsøg med fuldt uddannede Cyklistkompagnier, kan ikke afgøres.

Organisation.

Fra 1. April 1898 er fastslaaet, at Antallet af Cyklister skal være, ved hver 

Infanteri- eller Jægerbataillon 4

Rytterregiment 2

Feltartilleriafdeling 1

Fæstningsartillerikompagni 1

Pionerkompagni 2

Desuden have forskellige Skoler og Institutioner faste Cykelordonnanser, medens der intet forlyder om, hvorledes Infanteriets Cyklister fordeles til højere Stabe.

Uddannelse. — Reglementet1) bestemmer, at der til militære Cyklister udtages paalidelige, behændige og intelligente Folk , som alt kunne cykle. De undersøges først af en Læge, hvilken Undersøgelse gentages i Begyndelsen 1 Gang om Ugen, senere hver 14 Dag. Folk af 1. Aargang og „Einjahrig-Freiwillige“ maa kun undtagelsesvis udtages.

Uddannelsen ledes af en Officer og sker bataillonseller regimentsvis. Den begynder med Kørsel paa jevne Veje, senere i stærkt bakket Terrain og uden forVejene. Kørsel om Natten, ogsaa uden Lygte, og Orientering skal øves, ligesom Mandskabet skal have praktisk Vejledning af Bøssemageren i Reparationer. Andre Lærefag ere Vaabenbrug, Kortlæsning, Bedømmelse af Terrainforhold og Affattelse af Meldinger. Cyklisten skal være i Stand til under Kørslen at benytte Kort og læse Meldinger, samt betjene sig af sit Vaaben. Den sidste Bestemmelse synes noget mærkelig; Geværet kan der næppe være tænkt paa, da det er fuldstændig umuligt at betjene det med blot nogenlunde Sikkerhed fra Cyklen, Revolver hører ikke til Udrustningen, og der bliver altsaa intet andet tilbage end Sidevaaben, men at ville bruge blot det fra Cyklen turde vise sig temmelig problematisk. I Reglementet findes meget strenge Bestemmelser med Hensyn til Forbud mod at køre mod faste Genstande, over bratte Fordybninger, Kantsten, Jærnbaneskinner m. m., Bestemmelser, som sikkert have stor Indflydelse paa Materiellets Holdbarhed, men som næppe altid lade sig overholde, hvis man vil have en feltmæssig Uddannelse. I hvert Fald synes det tyske Reglement at gaa for vidt, naar det f. Eks. forbyder Cyklisterne at cykle over en Rendesten. Det er derimod ganske i sin Orden, at det er forbudt at udlaane Cyklerne.

Udrustning. — Uniformen er Hue, Litewka (Bluse med nedfaldende K rave), Uldskjorte, Benklæder med Lædergamasker, Snøresko, Cykelslag med Hætte. Desuden medfører Manden: Feltflaske, Brødpose, Livrem med Depechetaske, Sidevaaben (fastspændt paa Styrestangen), Gevær (ved Rytteriet Karabin) og Ammunition. Tornyster og Kappe køres.

Klateriel. — Samtlige Cykler ere med fast Ramme og inddeles i

a. Krigscykler (A) til Anvendelse i Felten og under Efteraarsmanøvrerne,

b. Krigscykler (B)

                                               > til al tjenstlig Brug.

c. Undervisningscykler

Samtlige Maskiner ere af samme Model, Undervisningscyklerne dog mere solide end de andre, navnlig er Forgaflen sværere.

Anvendelse. — T il at lette Ordreoverbringelse og lignende i Garnisonen kunne Cyklisterne anvendes, men de maa i dette Øjemed ikke benytte Krigscyklerne. A n ­ vendelsen under Felttjeneste angiver Felddienstordnung '), nemlig:

1. Etablering af Relaislinier paa store Afstande,

2. Forbindelse mellem Forspids og bagved værende Led,

3. Forbindelse mellem de enkelte Led under Forposttjenesten,

4. Tilvejebringelse af Vand til marcherende Kolonner og

5. Assistance for kvartergørende Befalingsmænd, alt dog under Forbehold af, at der findes gode Veje.

Denne meget indskrænkede Anvendelse er let forklarlig, naar hele Cykelspørgsmaalets Udvikling 1894 tages i Betragtning. Efter den Tid have de fleste Lande imidlertid indført Bestemmelser om Brugen af Cyklister ogsaa under Etappetjeneste og Ordonnanstjeneste mellem Stabe bag Fronten, og flere Lande desuden om Indhentelse a f Efterretninger og lignende. I Tyskland har man siden 1894 holdt ganske betydelige Forsøg, som, efter hvad der foreligger, ere faldne ud til Fordel for en udstrakt Anvendelse af Cyklen, og det maa derfor forbavse, naar man i den i M a j 1899 udkomne „Fahrradvorschrift“ ikke fin d e r de engang tru fne Grænser udvidede, men ovennævnte 5 P u n k te r fa s th o ld t e som de eneste, og endda med Tilføjelse af „at da Cyklerne i Almindelighed kun kunne anvendes paa Veje og svigte paa sandede Strækninger, kan Cyklisten i mange Tilfælde ikke erstatte Melderytteren.“

A f ovenstaaende at ville slutte, at Cykelspørgsmaalet er definitivt ordnet i Tyskland, vilde næppe være korrekt. Kejseren har saaledes flere Gange under Manøvrerne vist sin særlige Interesse for denne Tjenestegren, f. Eks. ved at dekorere Officerer, som qua Cyklister have udmærket sig. Det er derfor ikke umuligt, at man under de kommende Manøvrer vil se Forsøg i Lighed med de italienske og franske, saa meget mere som Ministeriet i Reglementet bemyndiges til at foretage mindre Forandringer.

Litteratur.

Skønt Tysklands Organisation i Øjeblikket staar betydelig under mange andre Landes, har det dog ikke i Litteraturen manglet paa Forslag til Forsøg og Nyorganisationer, medens samtidig kun faa af Cyklens Modstandere have opponeret. 1894 foreslog Løjtn. GrevRantzau i „Zur Organisation des Militår-Radfahrwesens“ 0 at normere hvert Regiment med 16 Cyklister og at indføre en „Enhedscykle“ , d. v. s. en Cykehnodel fælles for hele' Hæren. Han paaviser endvidere, hvorledes Cyklister i Etappetjenesten og Fæstningskrigen kunne erstatte Melderytteren, og hvorledes de kunne benyttes som langt udgaaende Patrouiller, hvilket dengang blev anset for meget muligt.

Et betydeligere og mere udtømmende Arbejde end Løjtnant Rantzaus er: „Das Radfahren“ *). Der gives heri en fortrinlig Beretning om de militære Cyklisters Anvendelse i adskillige Øjemed i Forbindelse med en < Iversigt over Cykelvæsnets Udvikling i forskellige Hære samt en Antydning af, hvorledes større, sluttede Cykelkonnnandoer ville kunne benyttes og have Fortrin fremfor afsiddet Rytteri, nemlig at hver Mand under Fægtning kan komme til Skud. Endelig nævnes her for første Gang, at Tandems maa kunne anvendes. Ved et Cyklistkompagni udrustet med faste Cykler ville 3— 4 Tandems gøre god Nytte, men de ere uanvendelige i Forening med sammenfoldelige Cykler. Tandems have flere Fordele: 1. den bageste Mand kan under Kørslen iagttage Terrainet, bruge sit Vaaben og gøre Notitser, 2. Marchekolonnens Længde formindskes, 3. med den samme Kraftudfoldelse kan der opnaas en større Hastighed, og 4. den ene Mand kan alene transportere Maskinen. Paa den anden Side er der ogsaa Ulemper forbundne med Brugen af dem, idet Systemet er svagt, Styringen er vanskelig paa smalle Stier og saa godt som umulig gennem Terrainet. Endelig bliver der 2 Mand ude af Stand til at følge, hvis een Tandem gaar i Stykker. Disse Ulemper træde i endnu højere Grad frem ved flersædede Cykler, hvorfor disse ikke kunne tænkes anvendte, ligesom man ikke kan gaa over til Brugen af Tandems alene.

Forfatteren lægger dog alt for stor Vægt paa Sagens sportslige Side, naar han f. Eks. siger „enhver Uniform maa forkastes, som formindsker Hastigheden med blot eet Sekund“ . Dette kan være rigtigt for Væddeløbsryttere, men for Militærcyklister gælder det først og fremmest om, at de kunne overvinde alle Slags Terrainhindringer, ikke i og for sig i den kortest mulige Tid, men med den største Grad af Sikkerhed.

Kaptajn Stavenhagen gør sig i „Verkehrs-, Beobachtungs- und Nachrichtenmittel in militärischer Beleuchtung“ x), og senere i en Artikel i Militär-Wochenblatt til Talsmand for Oprettelsen af et Cyklistkompagni paa 200 Mand ved hvert Armékorps og hver Rytterdivision. Kaptajnen er en af de faa tyske Officerer, som anser den sammenfoldelige Cykel for praktisk, og som mener, at den kædeløse Cykel bør foretrækkes for Kædecyklen. En kædeløs sammenfoldelig Cykel er ogsaa fabrikeret af et tysk Firma. Sadel og Pedaler ere saa lavtsiddende, at Manden, hvis Cyklen skulde glide, kan sætte Foden mod Jorden.

Den kædeløse Cykel har forskellige Fordele, som navnlig ere af stor Betydning for en Militærcykel. Kraftoverføringsmekanismen ligger saaledes ganske anderledes beskyttet end ved Kædecyklen, hvorved mange Beskadigelser kunne undgaas, og Maskinens Rengøring bliver lettere. Dens hedste Fordel er dog, at Mekanismen funktionerer lige godt i al Slags Føre, medens en Kædecykel bliver overordentlig tung at træde, naar der sætter sig Snavs i Kæden og paa Drivhjulet. Paa den anden Side skal det være bevist ad matematisk V e j. at den fordrer større Kraftudfoldelse end Kædecyklen; dog den Slags Beviser er man i det praktiske Liv kommen uden om før, og i hvert Fald er det en Kendsgerning, at der for hvert A a r benyttes flere og flere kædeløse Cykler. Om den bør antages som Militærcykel, kan ikke afgøres her, det maa ske i Marken.

Samme Forfatter foreslaar, at Soldaten medfører det, han ellers skulde have i Tornystren, i en Pose af vandtæt Stof, som snøres paa Ryggen, saaledes at den vil kunne danne Underlag for Cyklen i sammenfoldet Tilstand. Herved bliver Kompagniet befriet for Vognen til at køre Bepakningen, hvilket maa anses for en stor Fordel, da det er meget tvivlsomt, om Cyklisterne virkelig kunne faa deres Udrustning selv efter en meget ringe Dagsmarche, f. Eks. 70 km. *).

Mod denne Anbringelsesmaade indvender Major Burckart i „Die Radfahrtruppe der Zukunft“ , at en Soldat, der foruden den almindelige Bepakning er belastet med en Cykel, ikke vil kunne opfylde Fordringerne til Behændighed og Smidighed i den spredte Orden. Naar han skal falde ned eller springe op, vil han være i højeste Grad generet af sin tunge Byrde, som vil hemme ethvert Forsøg paa hurtige Bevægelser og gøre ham uanvendelig som Tiraillør. Flertallet af Majorens Læsere vil sikkert uden Forbehold give ham Ret. De synes, det er at se paa Sagen, som den praktiske Soldat bør gøre, medens den sammenfoldelige Cykels Venner langt fra føle sig overbeviste og i øvrigt oplyse, at man i Tyskland end ikke i større Udstrækning har prøvet noget System af den sammenfoldelige Cykel. I dette og det foranstaaende Afsnit om Forsøg ere Major Burckarts Skrifter bievne stærkt kritiserede, og det er paavist, hvorledes flere Slutninger ere fejlagtige. Hensigten hermed er imidlertid ikke at ville reducere Majorens Anskuelser til noget ubetydeligt og ligegyldigt, tværtimod, hans 2 Bøger og Artikler i „Kriegstechn.

Zeitschrift“ , 1899, høre til det bedste om dette Emne inden for den tyske Litteratur. Hensigten er blot at paavise, at alt, hvad der glimrer i disse Indlæg, er ikke Guld. Den Læser, som ikke reflekterer, eller som ikke har grundigt Kendskab til Erfaringerne i flere Lande, vil derfor efter at have læst dem erklære, at de der fremførte Principper ere sunde og alt andet forkasteligt; til den Grad ere Beviserne snildt opstillede, medens der er medtaget, alt hvad der taler for Beviset, og udeladt adskilligt, som taler imod.

Fraset hvad der siges for og mod den sammenfoldelige Cykel, er det øvrige særdeles lærerigt. Majoren paaviser saaledes flere nye Felter for et Cyklistkompagni, navnlig i den lille K rig, ligesom han er den første, der anbefaler Jernbanedæmninger, som særlig praktiske for Cyklister, fordi der kun er faa Bakker, og deres Tilstand kun forandres lidt ved indtrædende Vejrforandring. De blive endvidere uberørte af de store Vognkolonner, som under Krigsforhold ville vanskeliggøre Cykling paa mange Veje, og yde endelig ofte ved Skrænter og Indhegninger Dækning mod Rytterangreb fra Flankerne. A lt dette er meget rigtigt, men lader sig desværre næppe overføre paa danske Forhold, fordi der paa vore Jernbanedæmninger for hver ca. 50m er gravet Vandrender (ca. 10cm dybe og brede) som i høj Grad ville genere Kørslen, og desuden rage Svellerne undertiden 2— 3 om op over Gruset.

A f de øvrige Indlæg, som ere fremkomne i Tyskland, skulle her kun to nærmere omtales, fordi de øvrige enten ligne de alt nævnte eller ere ganske misvisende. Fo rslag som, at udruste Cyklisterne med Skier til Brug om Vinteren, at koble Cyklerne sammen ved Siden af hverandre for at hindre Skridning, at anvende Bicykler, T an ­ dems, Tripletter og Quadrupletter i en skøn Forening o. 1., ere næppe Omtale værd. I en lille Pjece „Das Fahrrad im bürgerlichen und militärischen Leben“ 1) aabenbarer General v. Boguslawski sig som en uforsonlig Fjende af al Cykelsport; og paa Bogens 20 sidste Sider søger ban at godtgøre, hvor ringe Anvendelse Hæren kan faa for Cyklen.

Generalen indrømmer, at Cyklisterne kunne bruges i Fæstningskrigen til Afbrydelse af Jernbaner og Telegraflinier og som Ordonnanser under Forposttjenesten. Han anser derimod deres Anvendelse som kæmpende Afdelinger for umulig, fordi alt for mange Cykler ville blive ubrugelige under Marchen, fordi en fjendtligsindet Befolkning vil kunne lægge Afdelingen store Hindringer i Vejen, og endelig fordi de Stillinger, som belst bør besættes, som Regel ville være langt borte fra Vejene. Den første Anke er sikkert den betydningsfuldeste, men ved at gøre Maskinerne meget solide og ved at udnytte enhver Opfindelse i Betning af Soliditet (punkterfri Ringe, rigtig formet Stel o. a.), samt ved altid at lade en Bagtrop med dygtige Mekanikere følge Kommandoet, vil man dog, at dømme efter Forsøgene, kunne gøre Cyklen til et krigsbrugbart Redskab2). Med Hensyn til den tredje Anke, da gør lignende Forhold sig gældende andre Steder f. Eks. med et Fortropskompagni. Dette vil ofte komme i en Situation, hvor det maa udvikle sig nærmest mulig Fremrykningslinien og give A fkald paa en fordelagtig Stilling nogle Hundrede Meter borte: man maa imidlertid tage Forholdene, som de ere. og ikke altid forlange det bedste. Den anden Anke, ligesom langtudgaaende Patrouiller og Ordonnanser foran Fronten, hvis Anvendelse Generalen fuldstændig rigtig forkaster, ere alt diskuterede.

Støttet til Krigshistorien hævder Forfatteren, at R y tterdivisionerne bør medføre Fodfolk paa Vogne. Dette har vist sig muligt, men hvis Cyklisterne kunne løse denne Opgave bedre, maa de foretrækkes. Generalen indrømmer da ogsaa, at man skal fortsætte med Forsøgene. skønt han ganske vist mener, at de ville medføre Afskaffelsen af cyklende Afdelinger i de Hære, hvor de alt ere oprettede. I Junihæftet af „Jahrbücher für die deutsche Armee und Marine“ , 1899, karakteriserer Oberst v. Spohr fægtende Gyklistafdelinger som .die neueste militärische Illusion“ og søger ved mange stærke Udtryk og undertiden velbegrundede Argumenter at godtgøre dette. Obersten gaar først ud fra, at Cyklen er næsten ubrugelig i Sne og Isslag, opblødte Veje, Stubmarker, Moser og tilsaaede Marker. Allerede dette, kalder til Modsigelse, fordi en dygtig, uddannet Cyklist er i Stand til at overvinde mange af disse Vanskeligheder. Isslag er aldrig nogen absolut Hindring, og Sne kun, naar den naar flere cm. over Fælgene, og endda vil der som oftest være store Strækninger, hvor Sneen er blæst bort, og som altsaa godt kunne befærdes1). Isslag og Sne ere derimod altid Hindringer for Rytteri og Fodfolk. Opblødte Veje ere ufremkommelige, hvis der ikke er fast Bund, men er det Tilfældet, kan man cykle gennem ca. 10cm Snavs. Selvfølgelig kan man ikke køre i en Kornmark, men en cyklende Afdeling, som skal passere gennem Terrainet, maa benytte Markveje, Stier, Markskel, Grønsvær, og endelig maa den marchere, hvor ingen af Delene findes.

Obersten gør endvidere fuldstændig rigtig opmærksom paa, at Regn og Storm genere langt mere, end man i Almindelighed ser angivet. Dette er en Omstændighed, som særlig kommer frem her i Landet, hvor Stormen kan være saa stærk, at den reducerer Cyklistens Hastighed til langt under Rytterens og desuden hurtig udmatter Manden. Det fremhæves ligeledes, at hvis enten Cyklen eller Cyklisten bliver truffen af et Projektil, maa 1 Mand blive tilbage, medens en saaret Hest godt kan bære en uskadt — eller saaret — Rytter. I det følgende udvikles navnlig et Cyklistkompagnis Mangel paa Evne til at sikre sig, dets Afhængighed af Cyklerne og den sammenfoldelige Cykels Ulempe: at den anbragt paa Mandens Ryg gør ham uanvendelig i en frem- og tilbagebølgende Kamp ; altsammen Punkter, som tidligere ere omtalte her, og som for øvrigt først finde deres rette Besvarelse i Marken. Skønt Obersten vel nok ser noget for sort paa Cyklisternes Manøvredygtighed, ere hans Argumenter dog af en saadan Art, at de absolut mane til Eftertanke og Forsøg, inden en Nyorganisation indføres. Tidspunktet for Artiklens Fremkomst er ogsaa meget heldig. Man var i den tyske Litteratur stærkt paa Veje til at ville hæve Cyklisterne op til noget enestaaende, hvorfor det maa anbefales alle. som interessere sig for Spørgsmaalet, at studere Oberst v. Spohrs Indlæg. Det virker — ligesom General v. Boguslawskis Pjece — som en meget sund „kold Straale,“ selv om man ikke kan godkende Principperne.

Anm. Efter at ovenstaaende var skrevet, er den ny tyske Felttjenesteinstruktion') udkommen. Foruden de i Reglement af 1894 nævnte Punkter kunne Cyklisterne nu ogsaa anvendes

1. til at erstatte Melderytterne ved Regimentsstabe og højere Stabe og overalt, hvor gode Veje staa til Raadighed (om at tildele Kompagni eller Bataillon Cyklister er der er ikke Tale),

2. til Indhentelse af Efterretninger, hvor Infanteri marcherer uden Rytteri,

3. af Forsvareren i Fæstningskrigen som langt fremskudte Afdelinger,

4. til i Troppe at sikre Meldingers Overbringelse (antagelig stærke Relaisposter).

Reglementet anbefaler endelig stor Sparsommelighed med Cykelordonnanser. De tyske Militærmyndigheder stille sig altsaa fremdeles skeptiske over for Cyklistkompagnier og Cyklistpatrouiller under Efterretningstjenesten, og selv om dette Reglement i Tyskland betegner en Udvidelse af Cyklisternes Virksomhed, saa er dog denne i mange Lande mere omfangsrig.

Østrig.

1893 under Manøvrerne fandt de første Forsøg Sted med Cyklister som Ordonnanser. Folkene vare frivillige, som kørte egne Maskiner. 1895 anvendtes mindre Cykeldetachementer hovedsagelig til Forbindelse inden for Hærens Gros samt mellem dette og fremskudte Styrker.

Man kom til det Resultat, at de egnede sig til den første Tjeneste, men derimod ikke til den sidste. 189G anvendtes første Gang et sluttet Cyklistkommando til Indhentelse af Efterretninger. I Foraaret oprettedes nemlig i Graz et Cykelkursus paa 90 Deltagere med det Maal for Øje af den tjenstgørende Styrke at uddanne dygtige Cyklister ikke til Meldingstjeneste, men til Løsning af taktiske Hverv. Uddannelsen varede i 2 Maaneder og gik først ud paa at udvikle Færdigheden i Cykling.

Man brugte ganske besynderlige Maader hertil, f. Eks. at lade Rytteren udføre Sabelhug fra Cyklen, eller øve ham i at køre op og ned ad Trapper o. 1.; Metoder som i den franske Presse have faaet en velfortjent Kritik under Benævnelsen Akrobatkunster. A t saadanne Øvelser have kunnet afholdes, beviser kun, at Cykelspørgsmaalet her endnu paa dette Tidspunkt ikke er naaet ud over de første famlende) Forsøg, og at den østrigske Cykel maa være overordentlig solid; angaaende denne er for øvrigt at bemærke, at alle ellers blanke Dele vare gjorte brune, en Foranstaltning, som mærkelig nok ikke straks fandt Efterlignelse i andre Lande, skønt den er absolut rigtig. Kørefærdighed kan og bør udvikles ved ganske andre Midler end ovennævnte. Det er saaledes for en Cyklist af Vigtighed, at han meget hurtig kan komme af og op paa Cyklen baade ved Meldingstjenesten og navnlig ved Rytterangreb, hvor hvert Sekund er kostbart. Det er ligeledes fordelagtigt, hvis han kan opnaa saa stor Færdighed i at køre, at han selv paa længere Strækninger ikke behøver at have Hænderne paa Styret, men kan have dem fri til f. Eks. at udfolde Kort. Skal han staa af Cyklen for hver km. for at finde Vej efter Kortet, spilder det megen Tid, fremfor hvis han kan køre uden Standsning. Det turde ligeledes være mere formaalstjenligt end de østrigske Øvelser at lære Folkene at køre paa aaben Mark, smalle Stier og slette Veje. Dette staar i nøje Forbindelse med de Bestræbelser, man som Lærer maa gøre sig for at overtyde Eleven om Forskellen mellem den civile og den militære Cykelsport. Medens den første som Regel er Fornøjelse og derfor ikke udøves, naar andre, i Øjeblikket mere bekvemme Hjælpemidler staa til Raadighed, er den sidste alene Pligt og maa udøves under alle Forhold, selv saadanne som Storm, Regn, Sne, Veje med tommetykt Snavs o. s. v., hvor den civile Sportsmand anser den for umulig. Det gælder om at uddanne Soldaten saaledes, at han med sin Cykel kan overvinde alle Hindringer, ikke Trapper og Stiger, men ugunstigt Terrain og Vejr, saa han er overtydet om, at han ved Energi, Udholdenhed og Pligtfølelse vil være i Stand til at naa ethvert Maal, der stilles ham. Uden Opfyldelsen af denne bestemte Fordring ere Cyklisterne ikke krigsbrugbare Soldater, og hermed vil tillige være godtgjort, at frivillige civile Cyklister ere lidet heldige i Hæren.

Grazer-Detachementet var udkommanderet til de store Manøvrer 189(1 og her underlagt et Husarregiment. Det deltog sammen med dette i Efterretningstjenesten, men som samlet Kommando. Erfaringerne vare, som „Die Reichswehr“ siger, at en veluddannet Cykelafdeling i Felten vil være i Stand til at yde betydelig større T jenester, end man hidtil havde formodet. Trods dette gunstige Resultat kom det dog ikke de følgende A a r til fornyede Forsøg i stor Stil. 1897 forsøgte man under Manøvrerne at anvende langtudgaaende Cyklistpatrouiller til Efterretningstjeneste. Forsøget mislykkedes totalt, fordi Cyklister ikke kunne benyttes til denne Tjeneste, og aldeles ikke fordi de østrigske Soldater vare mindre gode Ryttere. En meget interessant, detailleret Beretning om disse Patrouiller findes i en særdeles læseværdig Artikel: „M ilitärische Ausnützung des Fahrrads“ af Kaptajn A. Urbånski *).

Under den daglige Tjeneste anvendes Cyklisterne som Ordonnanser ved Afdelingerne; de faa ingen særlig Uddannelse og bære deres Vaabens Uniform. Cyklerne, der alle ere med fast Ramme, leveres af Staten. Foruden Grazer-Kursuset ei senere oprettet lignende Kursus i Przmysl og Jaroslau. Hvert Sted uddannes aarligt i 2 Maaneder 15— 30 Cyklister til Meldingstjeneste og forskellige andre Hverv. Ingen af de 3 Kursus synes at have deltaget samlet i de store Manøvrer siden 1806. Den sammenfoldelige Cykle er ikke prøvet i større Udstrækning. Cykelvæsenets Ordning er saaledes ret mangelfuldt i Østrig. Maaske ligger dette i de daarlige Vaje, skønt Kaptajn Urbanskis Artikel ikke lader dette formode; maaske vil man ligesom i Tyskland foreløbig forholde sig afventende.

Afsluttende Bemærkninger om Cykelsporgsmaalet i Almindelighed.

Cyklisten. — Han hør være af normal, kraftig Legemsbygning og underkastes Lægeeftersyn baade før Cykeluddannelsen begynder og under denne. Hans Pligtfølelse og Dømmekraft maa kunne udvikles; om han kan cykle før han kommer i Tjenesten eller ej, spiller ikke nogen væsentlig Rolle, hvor Uddannelsestiden er passende lang. Efter lange anstrengende Cykelture er det vanskeligt at holde Arme og Hænder rolige — hvilket mærkelig nok ikke findes omtalt hverken af Cyklens Modstandere eller Venner — der maa derfor og af de tidligere anførte Grunde lægges særlig Vægt paa Skydning og navnlig ogsaa paa Øvelser, som kunne modvirke ovennævnte Ulempe.

Cyklen. — Den skal være saa solid og saa letløbende som mulig, herom ere alle enige, men dermed er Enigheden ogsaa forbi. Nogle anse den sammenfoldelige Cykel for aldeles nødvendig, andre anse den for fuldstændig ubrugelig, nogle ville have Cykler af sidste Aars Model, andre særlige Krigscykler, de fleste holde paa Kædecykler, nogle ganske faa paa den kædeløse o. s. v., der er ikke det Punkt ud over de to førstnævnte, om hvilket der kan opnaas Enighed. Naar det vigtige Spørgsmaal: skal Cyklen være sammenfoldelig eller ej, ikke tidligere er diskuteret, er Grunden den, at det i saa Kald maatte behandles for hvert Land. Den sammenfoldelige Cykel kan nemlig særdeles godt være nødvendig paa een Krigsskueplads og upraktisk paa en anden. Man ser noget ganske tilsvarende med andet Krigsmateriel, f. Eks. Bjergartilleri; ingen vil vel forsvare dets Anvendelse i Danmark eller forkaste Brugen af det i Alperne.

Sagen er, Cyklen spændes ikke paa Ryggen, hver Gang Afdelingen skal udvikle sig i spredt Orden, saaledes som man i Almindelighed ser det fremstillet. Man er kommen ganske bort fra dette Princip, dels fordi det er forbunden med ikke saa lidt Besvær at folde Cyklen sammen, og dels fordi Soldaten bliver for tungt belastet. C y k l e r n e b ø r k u n f o l d e s s a m m en, h v e r G a n g A f d e l i n g e n s k a l g en n em T e r r a i n e t f ra et P u n k t til et andet, og det ikke er m ulig t eller hensigtsmæssigt at trække Maskinerne . Dette er ikke nogen Teori alene, men Resultatet af de Erfaringer, man de sidste A ar har høstet ved Cyklistkompagnier, navnlig i Belgien og Italien. Spørgsmaalet bliver nu, om saadanne Tilfælde virkelig ville forekomme, og man er her saa heldig at kunne henvise til Eksempler. I denne Afhandling er der omtalt to. En fransk Afdeling med lutter faste Cykler blev taget til Fange, fordi den forinden et Rytterangreb ikke kunde bringe Cyklerne op ad en stejl Skrænt og saadeles undfly; i Rapporten fremhæves det, at havde Cyklerne været sammenfoldelige, kunde Skrænten have været bestegen. Under de italienske Manøvrer 1899 blev den Halvdel af Cyklistkompagniet, som ikke havde sammenfoldelige Cyrkler, sat ud af Karup, fordi den ikke kunde trænge igennem en tæt Skov.

Man kender fra de belgiske og franske Øvelser, flere lignende Eksempler, og for øvrigt kan enhver let tænke sig en sandsynlig Situation. E t Kompagni er cyklet frem ad en Vej og har besat en Bakke, bag hvilken findes en Hvedem ark; i Fronten viser der sig fjendtligt Fodfolk, som kan holde Vejen under stærk Beskydning, og Kompagniet maa gaa tilbage gennem Hvedemarken; ere Cyklerne sammenfoldelige, gaar det meget let, men skulle de trækkes, vil det sikkert vise sig ganske umuligt at komme ret vidt. Fredsmanøvrerne give i saa tjenseende ikke altid noget godt Billede, fordi der tages for lidt Hensyn til Udvirkningen. I ovennævnte Eksempel vilde saaledes de fleste Førere, hvis Fjenden da ikke var saa nær, at han med Magt kunde forhindre det, lade deres Folk sidde op ude paa Vejen for hurtigst muligt at cykle uden for Skudvidde, og i Rapporten vilde der maaske intet forlyde om , at Størsteparten af Kompagniet var bleven skudt ned. Det er maaske under den Synsvinkel, at man maa se de tyske Forsøg. Man kan i saa Fald godt forklare sig, at Autoriteterne ikke have villet bygge nogen Organisation paa dem, og at man i ingen af Rapporterne ser Eksempler som de anførte italienske og franske.

Hvor ofte et Kompagni i et givet Terrainafsnit vil komme til at folde Cyklerne sammen, kan ikke siges. Det vil altsaa ogsaa være ganske umuligt at afgøre uden ved samvittighedsfulde Forsøg, om et Land bør antage den sammenfoldelige Cykel eller ej. Det er muligt, at den er upraktisk i Holland f. Eks. og andre Lande, men det bør erindres, at, hvor den under lige Forhold er prøvet sammen med almindelige Cykler, er den altid gaaet af med Sejren. A t man i Bayern og Østrig har prøvet en enkelt sammenfoldelig Cykle i en Afdeling med almindelige Maskiner, kan ikke give noget overbevisende Resultat. I Fiolland og Schweiz er der ligeledes afholdt Forsøg, men begge Steder med den gamle Model af Gérardcyklen, som begge Steder erklæredes for mindre solid; der er senere konstrueret sammenfoldelige Cykler, som opfylde ethvert rimeligt Forlangende i Retning af Soliditet.

Hvad sige den sammenfoldelige Cykels Modstandere? Major Burckart, der er den, som har behandlet Spørgsmaalet mest indgaaende, anfører1) som Ulemper:

1. en Afdeling med Cyklerne paa Ryggen bevæger sig tungt i Terrainet,

2. den skyder daarligt,

3. Cyklerne lide i den fjendtlige Ild uforholdsmæssig meget,

4. Bagagen kan ikke medføres paa Cyklen,

5. den sammenfoldelige Cykle er ikke tilstrækkelig solid.

6. Cyklen er højst ubekvem at bære paa Ryggen.

A f disse Anker falde straks de 3 første bort, naar Cyklen ikke er spændt paa Ryggen under Fægtning. Det fjerde Punkt eksisterer heller ikke mere. Det er alt fortalt, hvorledes man i Italien anbringer Bagagen paa Cyklen, naar denne foldes sammen, idet man enten ved en Rem over Skulderen kan anbringe Bepakningen under Cyklen eller lade denne blive paa Maskinen. Det 5. Punkt ere Fabrikanterne for længst komne ud over, hvorimod det G. selvfølgelig er rigtigt, men da det kun undtagelsesvis vil falde for, har det mindre Betydning. Spørgsmaalet, sammenfoldelig eller ej, maa altsaa fremdeles besvares med, at det afhænger af den eventuelle Krigsskueplads, og det Kompagni, som er udrustet med sammenfoldelige Cykler, er altid paa den sikre Side. Efter Fotografier og Beretninger at dømme ere de bedste, nu eksisterende Cykler „Belgica“ og den italienske „Carrarocykel“ . En anden italiensk Opfindelse, „Bosellicyklen“ , er prøvet og forkastet i Italien, skønt den var forholdsvis meget bekvem at bære og kun vejede 9 Kg. Den ringe Vægt var hovedsagelig naaet ved at gøre Hjulene overordentlig smaa og udelade den sædvanlige Sammenfoldningsmekanisme, der her erstattedes ved, at Rammen var adskillelig. Systemet forkastedes, fordi det ikke var solidt nok.

Det er alt tidligere fremhævet, at Militærcyklen bør være lav, for at Rytteren kan forhindre den i at glide. Den bliver herved tillige meget let haandterlig, hvad der spiller en stor Rolle i Terrainet. Skal en Cykel løftes over en Grøft, Hegn. Jordvold o. 1. er det ret ubekvemt, naar Hjulene ere store, ere de derimod smaa, falder Cyklen meget bedre i Hænderne, og Arbejdet bliver lettere.

Anvendelse. — Det fremgaar af det foregaaende, at kun i faa Lande ville C y k e l o r d o n n a n s e r n e blive tildelt Kompagnier og Batailloner, og det er vist, hvorledes disse Ordonnanser ville være upaalidelige foran Fronten og uanvendelige i selve Kamplinien. Deres Virketelt bliver altsaa indskrænket til Afsnittet bag de forreste kæmpende Linier, d. v. s. de kunne benyttes som Fo rbindelsesled mellem Regiments- og højere Stabe samt under Etappetjenesten. Undtagelsesvis, ved Detacheringer og Forposttjenesten, bør Kompagnier og Batailloner have Cykelordonnanser.

L a n g t u d g a a e n d e C y k e l p a t r o u i l l e r e r e i A l ­ mindelighed uanvendelige. I Tilfælde, hvor det blot gælder om hurtigst muligt at konstatere et eller andet, om Fjenden f. Eks. har besat et vist Punkt eller lignende, ville de dog kunne benyttes med Fordel, forudsat at Fremrykningslinien ikke gaar gennem de fjendtlige Rytterpatrouillers Zone.

M in d re cyklende A fdelinger. (10— 30 Mand) ville intet kunne udrette over for fjend tlig t Rytteri, og ville altsaa ikke kunne holde eget Fodfolk underrettet om, hvad der foregaar nogle km. foran Fronten. Ved Detacheringer ville slige Styrker derimod undertiden kunne anvendes i Mangel af Rytteri.

Større cyklende Afdelinger (Kompagnier) ville kunne benyttes

1) sammen med Rytteriet for at hjælpe dette og

2) alene i forskellige Øjemed. Sikringen vil i første Tilfælde ingen _ Vanskelighed volde, da Rytterpatrouillerne besørge den, og i andet Tilfælde maa den store Hastighed, den lydløse Bevægelse, en stor For- og Bagspids samt enkelte Patrouiller i Flankerne bøde paa den uheldige Omstændighed, at Terrainet ikke kan afsøges nøjagtigt.

Skønt meget taler for, at Cyklen i Fremtidens store Krige vil komme til at spille en betydelig Rolle , kan der dog intet siges med Vished herom. De Vanskeligheder, der ere forbundne med flere Cyklisters Operationer i Fællesskab, ere langt større, end den enkelte Cyklist kan formode. Materiellet er stedse sart og skrøbeligt, og det er endnu ikke paavist, at det vil kunne taale den haarde Medfart, som Krigen vil føre med sig. De vanskelige Faktorer under et Cyklistkompagnis Virksomhed: Op- og Afsidning i kritiske Momenter, hele .Sikringstjenesten, Sammenspillet med Rytteriet, Afhængigheden af Cyklerne m. m., ere endnu ikke fuldt belyste. Den Omstændighed, at de tyske og østrigske Militærautoriteter stille sig absolut skeptiske over for Brugen af Cyklen, og ansete Militærforfattere næsten helt forkaste dens A n ­ vendelse, maner til Forsigtighed. Ser man uhildet paa Forholdene, tør mar derfor næppe med Sikkerhed gaa videre i den Slutning, som kan drages af de forskellige Landes Organisation, Forsøg og Litteratur, end til at hævde: intet Land kan bygge nogen N yorgan is a tio n paa de foreliggende K e n d sg e rnin g e r uden selv at lade afholde om fattende Forsøg.

Foruden de Skrifter, hvortil der i Teksten er henvist, er der ed Udarbejdelsen benyttet følgende:

Militær Tidende 1894— 99.

Norsk militært Tidsskrift 1899.

Militär-Wochenblatt 1889 — 1900.

v. Puttkamer, Das Militär-Fahrrad, Leipzig, 1894.

v. Løbells Jahresberichte, 1899.

Streflleurs oesterreichische m ilitärische Zeitschrift, 1898.

Bulletin de la Presse et de la Bibliographie militaires, Bruxelles, 1894, 1896, 1899.

Journal des sciences militaires, 1893.

Bevue du cercle m ilitaire, 1893 og 1895.

Natali, Instruzione per la constituzione ed il funzionamento delle compagnie bersaglieri ciclisti. Milano, 1898.