Log ind

Clemmesens preussiske dogme om idealer for videregående officersuddannelse

#

Don Quixote. Illustration af Pablo Picasso fra 1955. Man bemærker vindmøllerne i baggrunden.

INDLEDNING

I efteråret 2015 publicerede Det Krigsvidenskabelig Selskab et essay af pensioneret brigadegeneral Michael Hesselholt Clemmesen (MHC) omkring de danske videregående officersuddannelsers udvikling. Temaet for den tredje del af essayet var afprofessionaliseringen af den militære officersprofession.

Påstanden i essayets del 3 er, at nutidens videreuddannelsessystem for officerer på ingen måde er kompatibelt med den militære professions kerne og behov. MHC peger på, at stort set ingen dele af Forsvarsakademiets top-uddannelse for officerer Master i Militære Studier (MMS) i dag kan applikeres direkte i forhold til selve professionen.

I forhold til skyldsspørgsmålet peger MHC entydigt på officerskorpset som hovedansvarlig for udviklingen:

”Nedbygningen af de videregående officersuddannelser og Forsvaret generelt er først og fremmest et
resultat af linjeofficerskorpsets intellektuelle dovenskab, manglende civilcourage og deraf svigtende vilje og evne til at argumentere internt og offentligt…”1

Denne kronik skal ses som en reaktion på Clemmesens tredje essay, og indeholder en kritik af den grundlæggende retfærdiggørelse der anvendes i kritikken af de nuværende videregåend officersuddannelser.

UDGANGSPUNKT

Først og fremmest en hilsen og tak til MHC for de velformulerede essays og den anvendte dramaturgi. De mørke og noget regnfulde novemberaftener blev del pludselig en smule mere interessante. Med behørig respekt for det militære rangsystem beklages samtidig den lidt uvorne overskrift. Jeg nærer en stor respekt for Clemmesen, der på mange måder fremstår som et intellektuelt fyrtårn. Men da undertegnede som en del af det nuværende linjeofficerskorps og lærer ved Forsvarsakademiet er betegnet som intellektuel doven forvaltningsofficer med manglende civilcourage og svigtende vilje og evner til argumentere, syntes overskriften måske alligevel ikke at være helt udenfor kategori.

MHC essays indeholder rigtig mange gode vinkler og historiske fakta, som gør essaysamlingen mege læseværdig. Man kan måske endda have det håb, at al denne viden kunne forankres i en bog til gavn for kommende generationer af officerer?

Og nu til min kritik: Essayene lider under nogle dogmatiske antagelser - navnlig én - som har fået mig til tænke på om jordforbindelse hos MHC helt er til stede? Med lad os først dvæle et øjeblik ved retfærdiggørelsen af argumentationen.

RETFÆRDIGGØRELSENS NATUR

De franske sociologer Luc Boltanski og Laurent Thévenot, fædrene til den franske sociologis pragmatiske skole, har arbejdet med hvordan konflikter opstår og hvorledes individer i en vestlig kontekst grundlæggende retfærdiggør kritik. Når man analyserer MHC essays i denne teoretiske kontekst står det relativt hurtigt klart, at MHC i høj grad retfærdiggør sin kritik af nutidens militære videreuddannelser ud fra principper de franske pragmatiske sociologer vil definere som domesticitetsverdenens.

Denne ”retfærdiggørelsesverden” (som er én blandt syv) lægger vægt på bl.a. tradition, hierarki og autoritet i forhold til at retfærdiggøre kritik. Storhed opnås gennem traditionsbærende elementer og de store skikkelser indenfor retfærdiggørelsesverdenen er bl.a. de autoriteter, som vi bygger vores nutid på. I forhold til MHC essays begrunder jeg min påstand i, MHC bl.a. drager mange paralleller til tidligere kurser, eksempelvis ”Kühnels reformerede Ældste Årgang”, den Kgl. Militære højskole og ikke mindst det preussiske generalstabskursus (som for MHC stadig er ”best practice”2 ). MHC udpeger endvidere Clausewitz3 , Kühnel, K.V. Nielsen, H.J. Garde og August Baggesen, som nogle af de store traditionsbærere.

Kritikken af Clemmesens essays er ikke baseret på, at domesticitetsverdenens traditionsbundne retfærdiggørelses-principper ikke bør anvendes i argumentationen. Forsvarets kerneopgave er at beskæftige sig med krigens væsen og natur, og det må stå klart for enhver, at udvikling af doktrin for indsættelse af militære enheder også bygger på respekten for tidligere generationers lærdom, erfaringer, videreførelse af det militære hierarkiske system mv.

Vi skal dog finde en balance, således at vi ikke ender som dogmatiske dinosaurer.

DET PREUSSISKE DOGME

“Nothing so comforts the military mind as the maxim of a great but dead general.”

Barbara W. Tuchman: The Guns of August4

Jeg har med stor fornøjelse læst Thukydids hovedværk om den Peloponnesiske Krig mellem Athen og Sparta. Jeg syntes det er enormt interessant at beskæftige mig med Spartas krigerelite og de principper som formede såvel Spartas militære kapaciteter som Spartas civilsamfund. Jeg har derfor besluttet mig for, at jeg til min dødsdag vil forfægte disse ædle principper og som officer kæmpe for, at vi i Danmark igen skal anvende antikkens metoder når vi beskæftiger os med militær opdragelse og uddannelse.

Overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen, men når referencerammen hos MHC grundlæggende er, at det preussiske generalstabskursus stadig er ”best practice” og er den tradition vi skal stræbe efter, får jeg lidt samme Don Quixote 5 fornemmelse af argumentationen, som læseren forhåbentlig gerne skulle have fået af min noget verdensfjerne drøm om at indføre antikkens metoder i den nuværende uddannelse. Og det medfører desværre, at de ellers gode argumenter hos MHC om eksempelvis applikationsrettet læring mv. falder til jorden.

For det første repræsenterer såvel Sparta som det preussiske generalstabskursus nogle fænomener i en samtid, hvor en gruppe individer og stærke enkeltpersoner, tvunget af omstændighederne udviklede geniale processer på baggrund af kreativ og visionær nytænkning. Fælles for dem begge er også, at de havde en storhedstid og herefter udviklede sig i retninger der kostede dem livet. Begge har efterladt sig spor og inspiration, men at hævde at vi skal stræbe efter at følge traditioner fra såvel Sparta som det preussiske generalstabskursus forekommer verdensfjernt.

Og lad mig indskyde et par bemærkninger om hvorfor det forekommer hult at referere til det preussiske generalstabskursus som en tradition vi bør efterstræbe. Her er jeg nødt til at indskyde et par korte kritiske bemærkninger til det preussiske generalstabskursus, om end jeg selv (som implicit indikeret ovenfor) finder stor inspiration i især den tidlige udvikling af den preussiske generalstabsuddannelse.

Erich von Falkenhayns6 ”Ermattungsstrategie“ med kulminationen ved Verdun primo 1916, hvor endstate var opnået hvis der blot var én sejrende tysk soldat tilbage, er næppe blev optaget i eftertidens historieskrivning som et brilliant produkt fra den tyske generalstab.

Det er også en skamplet på den preussiske tradition, at store dele af den tyske generalstab accepterede nazismen relativ stiltiende og tillod undsigelsen og smædekampagnen mod Werner von Blomberg og Werner von Fritsch7 . Samtidig accepterede man at ”førerprincippet”, med Hitlers overtagelse af rollen som ”Oberbefehlshaber des Heeres” d. 19. december 1941, havde forrang i forhold til de ellers højt besungne
neutrale planlægningsprincipper i generalstabens planlægningsprocesser.

Herudover må man forholde sig til det faktum at Tyskland faktisk tabte begge verdenskrige og at det preussiske generalstabskursus ikke fostrede officerer som magtede at give en rådgivning der kunne undgå dette.

Endvidere må man, i lighed med historikeren Thukydid, anskue det preussiske generalstabskursus i den samtid hvor det blev til. Bortset fra Weimarrepublikken (en politisk parentes) virkede den preussiske generalstab under de facto diktaturer. Generalstaben opnåede, via loyalitet til den herskende elite, en høj grad af selvstændighed og frihed fra politisk indblanding8 , som det er fuldstændig utopisk at forestille sig nogensinde kommer til at forekomme i et samfund med demokratiske værdier og organisationer.

AFRUNDING

Min kritik af Clemmesens essay går derfor i sin enkelthed på, at vi skal have skubbet det preussiske generalstabskursus ud af debatten omkring hvilke traditioner vi skal bygge vores videreuddannelser for officerer og hermed vores Forsvar på. Jeg mener ganske enkelt ikke at det længere kan anvendes som en seriøs referenceramme.

Det er derfor min opfordring, at vi skal give det preussiske generalstabskursus samme velfortjente status som Clausewitz. En kilde til inspiration, men ud fra den grundlæggende antagelse, at der foregår en evig evolution og at vi i dag, med det samfund vi har valgt gennem demokratiske processer, aldrig vil kunne genskabe det lukkede laboratorium som den preussiske generalstab også var.

Først når vi har aflivet dogmet og myten om, at vi kan videreføre en død tradition, kan vi beskæftige os med hvilke traditioner vi skal løfte ind i en dansk og nutidig kontekst og bygge videre på. Herved vil debatten igen blive mere konstruktiv og indflydelsesrig.

FODNOTER

1 MHC 2015, s. 33

2 MHC 2015, s. 15

3 Det fremgår med al tydelighed at MC tilhører den clausewitzianske skole.

4 Et af budskaberne i Barbara W. Tuchmans litteratur omkring opstarten af 1. verdenskrig er, at baggrunden for den
langvarige skyttegravskrig på vestfronten i høj grad skyldtes forkerte vurderinger af offensivens og moralens
betydning, samt at det militære ledelsesniveaus moral og etikette var fuldstændig ude af trit med samtidens
virkelighed.

5 Forfatteren Miguel de Cervantes ædle men noget verdensfjerne ridderskikkelse, som bl.a. kæmpede forgæves mod
vindmøller.

6 Chef for den tyske generalstab fra 14. september 1914 til 29. august 1916.

7 Chef for den tyske generalstab fra 1. oktober 1933 til 31. oktober 1938.

8 Da det tyske kejserrige (1871 – 1914) blev officielt blev oprettet og underskrevet i spejlsalen i Versaillespaladset efter
sejren over Frankrig i 1871 (Den fransk-preussiske krig), blev den tyske generalstabs selvstændighed og frihed for
politisk indblanding indskrevet i det politiske grundlag.