Log ind

Civile anliggender — militær områdeforvaltning

#

Personel i Iirigadestabe som i afdelingsstabe bør være nøje kendt med de beføjelser og forpligtelser, der bar relation til brigadens samarbejde med civile myndigheder, ligesom der hos såvel chefer som stabspersonel må udvikles en forståelse for, at man i givet fald kan blive nødsaget til at tage endog ret vidtgående ansvar. Således konkluderer major J. Schousboe, der er lærer i taktik på Forsvarsakademiels Generalstabskursus, sin her foreliggende artikel, der behandler forholdet mellem enheder af felthæren og de civile myndigheder under krigsforhold.

Fra forsyningsbefalingens s tand ard form kender alle udtrykket »Civile anliggender/militær områdeforvaltning«. Men hvad gemmer der sig bag disse udtryk? Dette spørgsmål har sikkert mange stillet sig i årenes løb, men er alligevel aldrig kommet længere end til at skulle udfylde punktet med prikker. I det følgende skal visse af de forhold og problemer, der hører under dette pnnkt, søges belyst i relation til brigaden. For det første bør det nok understreges, at punktet ikke hedder »Civile anliggender/militær områdeforvaltning«, men enten »Civile anliggender« eller »Militær områdeforvaltning«. »Civile anliggender« anvendes, når det eksempelvis drejer sig om forholdet mellem danske enheder og dansk eller allieret civilbefolkning, hvorimod man taler om »militær områdeforvaltning« i de tilfælde, hvor en styrke opererer i fjendtligt område. Det efterfølgende tager iøvrigt kun sigte på de forhold og de problemer, der kan opstå mellem danske væbnede styrker og danske civile myndigheder.

For det andet bør man endvidere nok gøre sig klart, at en enheds forhold til de i denne forbindelse relevante problemer i nogen udstrækning vil være afhængig af, hvor enheden befinder sig. Det er umiddelbart indlysende, at en enhed, der er i snæver kampføling med fjenden, må have større beføjelser til selvstændig at bandle end den enbed, der befinder sig i et område langt bag de kæmpende styrker. I det sidste tilfælde vil det nemlig ofte være tidsmæssig muligt at få gennemført en drøftelse med de berørte civile myndigheder. Dette fremgår da også af forsvarsministeriets bekendtgørelse af 1952, hvor det udtrykkeligt er anført, at enhver chef — altså helt til og med underafdelingschef — under kampforliold, evakuering, vanskelige forsyningsvilkår kan rekvirere det, som kampens førelse nødvendiggør, hvorimod det under mere rolige forhold kun tilkommer værnskommandoerne og myndigheder under disse at foretage rekvisitioner. Tilsvarende forskel i chefers ansvarsområde og beføjelser finder man også i andre reglementer og bestemmelser, eftersom man befinder sig i eller uden for operationsområdet.

I en af bl. a. Danmark tiltrådt S T A N A G (2058) er det udtrykkeligt fastslået, at »Civile anliggender« er en kommandosag, og at chefen for den pågældende enhed er ansvarlig for gennemførelsen af de nødvendige foranstaltninger og kontrollen med disse. I Amerika har dette givet sig udtryk i, at der under krigsforhold i divisionsstaben og højere stabes egentlige stab findes en speciel sektion (G5), hvorunder alle relevante problemer for så vidt angår civile anliggender behandles. I andre NATO-lande (eks. England og Frankrig) har man på divisionsniveau henlagt de pågældende sagsområder til adjudantursektionen, hvorimod man på højere niveau har udskilt dette sagsområde til en særlig sektion. For så vidt angår tilrettelæggelsen af tjenesten ved danske enheder, er forholdet det, at instruktion i stabstjeneste fordeler ansvaret primært på chefen for adjudantsektionen, men i nogen udstrækning også på cheferne for efterretningssektionen og forsynings- og transportsektionen.

Chefen for adjudanturseklionen har således ansvaret for:

— Forbindelse med civile myndigheder.

— Kontrol med og hjælp til civilbefolkningen, herunder evakuerede og flygtninge.

— Ordre om evakuering og spærretids indførelse.

— Tilvejebringelse af civil arbejdskraft. og chefen for forsynings- og transportsektionen:

— Rekvisition, tildeling og anvendelse af fast ejendom.

— Faglige problemer i forbindelse med hjælp til civilbefolkningen.

Forud for en nærmere gennemgang af støtten til og fra de i området værende civile myndigheder, cr det nok nødvendigt at fremdrage et principielt forhold. De civile myndigheder har deres arbejde i et geografisk afgrænset område, medens en fcltcnhed — in casu en brigade — må påregnes indsat i skiftende områder. Dette betyder, at de civile myndigheder besidder en lokal viden dels om områdets civile muligheder dels om de eksisterende lokale behov. En militær parallel må iøvrigt søges i militærregionen og de mere geografisk betonede militære myndigheder. En feltenhed, der opererer i et vist område, må derimod snarere betragtes som gæst i dette, en gæst, der ganske vist har visse rettigheder, men som alligevel for at få det bedste udbytte af disse må søge råd og støtte hos de lokale myndigheder — også for ikke uforvarende og unødig at komme på tværs af de forholdsregler, man fra civil side har truffet af hensyn til civilbefolkningens beskyttelse og fortsatte trivsel. I den daglige beredskabsplanlægning vil det naturligt være gennem militærregionen, at der skabes overensstemmelse mellem de civile og militære ønsker og krav. Dette forhold bør ikke brydes i en kampsituation, udover hvad kravet om øjeblikkelig handling medfører. Det vil derfor være naturligt, at en feltenhed, der opererer i en militærregions område beordres til at tage kontakt med denne, om ikke andet så gennem udveksling af forbindelsesofficerer. K u n på denne måde kan såvel den civile sektor som troppeføreren opnå den bedste koordinering. Hvor tiden og forholdene iøvrigt tillader det bør alle principielle spørgsmål, der berører civile samfundsfunktioner, derfor forelægges militærregionen.

Dette må dog på ingen måde resultere i, at brigaden og dens underenheder i de områder, livor kamp foregår eller er umidddelbart forestående, undlader at tage direkte kontakt med de i området værende civile myndigheder, eksempelvis politimester, borgmester, sognerådsformand m. fl., for at få gennemført sådanne foranstaltninger, som er øjeblikkelig påkrævede. I så tilfælde bør militærregionen dog snarest orienteres lierom. Endvidere vil en sådan kontakt være rimelig, livor de pågældende spørgsmål er af så ringe og så lokal betydning, at det må anses for uhensigtsmæssigt at bebyrde militærregionen med dem. Feltenliedernes opgave er at deltage i det samlede forsvars kamp på en sådan måde, at løsningen af den stillede opgave kan gennemføres. Herunder er det selvsagt klart, at civilbefolkningen i nødvendig udstrækning må indordne sig under de eksisterende forhold, således at de m ilitære operationer hæmmes mindst muligt. På den anden side må der fra forsvarets side i videst muligt omfang tages hensyn til de civile myndigheder i området, således at disse fortsat kan løse dc mest påkrævede opgaver til støtte for civilbefolkningen. De problemer man ved en brigade således kan komme til at stå overfor, og som kan henføres under »civile anliggender«, kan naturligt deles op i to adskilte grupper, nemlig den hvor forsvaret trækker på dc civile ressourcer i området, og den hvor forsvaret yder støtte til civilbefolkningen. På hvilke områder vil det da kunne tænkes, at en brigade og dens underenbeder må søge støtte i det område, den opererer i? For det første er der den direkte støtte, hvor feltliærcn trækker på de civile ressourcer gennem køb eller rekvisition. Herved kan felthæren umiddelbart overtage f. eks. forsyninger, transportkapacitet, vcdligcholdelseskapacitet, indkvarteringsfaciliteter m. v. For det andet den indirekte støtte, hvor de civile myndigheder gennem passende forholdsregler tilsikrer brigaden og dens underenheder frihed til at operere, f. eks. gennem den størst mulige begrænsning af flygtningeproblemet. Bestemmelserne for rekvisition og beslaglæggelse fremgår af den tidligere omtalte bekendtgørelse, men er iøvrigt på enkelte områder uddybet med mere detaljerede retningslinjer for at bringe overensstemmelse mellem de civile og de militære krav. For så vidt angår den støtte forsvaret i givet fald skal yde de civile myndigheder, vil denne først og fremmest være koncentreret om støtte til civilforsvarets afbødende virksomhed, herunder orcenshjælp, brandslukning, rydning, sanitetsstøtte m. v. I det egentlige kampområde kan det dog også blive aktuelt for cn brigade, at den står som det sidste ydedygtige funktionsapparat, hvis de civile myndigheder i større eller mindre grad er sat ud af funktion. E t særligt problem bør fremhæves, og det er spørgsmålet om evakuering af civile fra et område, hvor det forventes, at der vil blive kæmpet hårdt. Dette kan f. eks. være tilfældet i de enkelte faselinjer i en henholdende kamp, det kan være tilfældet i den forreste del af en brigades forsvarsrum, og det kan være tilfældet i hindrelinjer, der udbygges med miner af alle arter. Det bør dog understreges, at dette problem iøvrigt hænger meget snævert sammen med flygtningespørgsmålet. For begynder man at evakuere, kan der meget hurtigt gå panik i civilbefolkningen, således at der bliver tale om flugt fra andre områder. De h idtil afholdte øvelser, hvor også civile myndigheder har været medinddraget, bar, med en brigades forhold for øje, nok i nogen grad haft en vis slagside. Principielt bar de haft til formål at belyse forholdene i et område i nogen afstand fra det egentlige kampområde, det vil sige i et område, hvor brigaden normalt ikke læfinder sig, og hvor man kan forvente, at de civile myndigheder i en vis udstrækning er i stand til at fungere. T i l belysning af nogle af de spørgsmål, der vil kunne blive aktuelle for en brigade, kan f. eks. cn nøjere gennemgang af forholdene på dette område for de allieredes styrker i 1944 under operationerne i Vesteuropa måske give visse retningslinjer. I cn artikel i Armored Cavalry Journal fra maj-juni 1950 finder man eksempelvis en beskrivelse af de problemer og de erfaringer, man fik, for så vidt angik forholdet mellem de amerikanske styrker og den venligtsindede civilbefolkning i St. V ith og Bastogne under Ardenneroffensiven. Det karakteristiske for denne situation var især dette, at de civile myndigheder hurtigt blev sat ud af funktion, simpelthen fordi de forlod området. I Bastognc flygtede således borgmesteren og mange andre lokale øvrighedspersoner tillige med de lokale betjente allerede den 20. december. Det var således nødvendigt for de militære styrker ikke alene at yde støtte til civilbefolkningen, men også at etablere på nødbasis en vis civil øvrighed. De problemer, der iøvrigt var særligt påtrængende for de militære myndigheder i byen, var bl. a.

— støtte til befolkningen med henblik på underbringelse, idet beskydningen af byen beskadigede så godt som alle bygninger, heraf 30 °/o totalt.

— - elektricitetsforsyningen, idet kraftværket allerede den 18. december blev erobret af tyske styrker.

— vandforsyningen, idet også denne blev afbrudt, ligesom nødforsyningen blev hæmmet af frostvejret.

— flygtningeproblemet, idet det var vanskeligt at gennemtvinge det beordrede udgangsforbud. Af byens 5.000 indbyggere var der 3.000 tilbage, hvortil kom 600 flygtninge fra omkringliggende landsbyer.

Ved en dansk brigades indsættelse kan man sikkert ikke undgå at blive involveret i tilsvarende eller dermed beslægtede problemer. En sådan indsats må som fremhævet sikre, dels at civilbefolkningen ikke bliver en liemsko for de militære operationer, dels at man i videst muligt omfang søger at afbøde krigens virkninger, således at den lokale civilbefolkning får de bedste chancer for at overleve. I den amerikanske organisation findes der særlige enheder (delinger) ved bl. a. divisionen, der er udførende organ på dette område, og som snævert arbejder sammen med G5. Tilsvarende enheder findes som bekendt ikke i den danske organisation, og det vil derfor være nødvendigt, at personellet såvel i en brigadestab som i afdelingssiabe er nøje kendt med de beføjelser og forpligtelser, der har relation til brigadens samarbejde med de civile myndigheder. Det er ligeledes nødvendigt, at der såvel bos chefer som bos personellet i de respektive stabe, udvikles en forståelse af, at inan på disse områder i givet fald kan blive tvunget til at påtage sig et endog ret vidtgående ansvar.

J. Schousboe

Litteraturfortegnelse:

— Bekendtgørelse af nov. 1952 om pligt t il i tilfæ lde af krig at stille ejendom til rådighed for forsvaret.

— F M 41-10: C iv il Affairs Operations.

— Bestemmelser for samarbejdet mellem civilforsvaret og forsvaret.

— »Military Government in a Defensive Operation«, Armored Cavalry Journal, MayJune 1950.

— »Operations of an American M ilitary Government Detachment in the Saar 194

— 1945«, M ilitary Affairs, Volum e X IX , N r. 3, Fa ll 1955.