Log ind

Case: At bekæmpe Taliban – cheferfaringer fra hold 4 i Helmand

#

Peter Dahl Thruelsen, forskningsmedarbejder, Institut for Strategi, Forsvarsakademiet.

Det danske forsvar, og specielt hæren, er i dag fuldt ud involveret i oprørsbekæmpelse i Helmand-provinsen i Afghanistan. Operationernes kompleksitet og kampenes natur stiller store udfordringer til soldaterne, deres førere og specielt strategierne bag. Det danske forsvar har ikke tidligere været involveret i oprørsbekæmpelse af denne karakter og i et så komplekst miljø som det, vi ser i Helmand. Danmarks rolle som oprørsbekæmper stiller store krav til både forsvaret og specielt også til den danske stat. Oprørskamp er ikke kun en kamp for soldaterne og strategerne bag operationerne. Det er i vid udstrækning også en kamp på den hjemlige scene, både i form af national støtte til soldaterne, men også i form af inddragelsen af andre dele af statsapparatet. Oprørskamp er populært sagt 20 procent militære kapaciteter og 80 procent politiske, økonomiske og civile kapaciteter1. Da oprørskrig som regel udspiller sig langt væk fra den nationale scene, vil oprørsbekæmperen være på udebane og altid stå i en dårligere position end oprøreren. Oprøreren har stort lokalkendskab, har direkte bånd til befolkningen, har tiden på sin side, og en af oprørerens vigtigste og mindre omkostningsfulde opgaver er at underminere oprørsbekæmperen og regeringens legitimitet. Oprørsbekæmperen derimod vil altid blive set som en udefra kommende indblanding, der ikke har kendskab til de dybere kulturelle og etniske karakteristika for området, vil ikke blive længe og bliver dømt på handling frem for ord, ”He is judged on what he does, not on what he says”2, hvilket står i stærk kontrast til oprørerens betingelser. Denne artikel er opbygget omkring teori om oprørsbekæmpelse skrevet i 1964 af en af de vigtigste bidragsydere til den eksisterende litteratur på området: David Galula, som var fransk oberstløjtnant og deltog i kampene under Anden Verdenskrig i Nordafrika, Italien og Frankrig. Senere var han involveret i krigene i Kina, Grækenland, Indokina og Algeriet. Inden hans død skrev han bogen Counterinsurgency Warfare: Theory and Practice, der kan ses som en samling af hans praktiske erfaringer overført til teoretiske overvejelser. Galula opstiller i sin bog fire forudsætninger for et succesfuldt oprør – en sag, et svagt politisk system, gunstig geografi og udefrakommende støtte – samt fire love oprørsbekæmperen skal følge for at bekæmpe oprøret – lokalbefolkningens støtte, en aktiv minoritet, indfrielse af befolkningens betingelser samt endelig afpasning af midler og intensitet. Disse kriterier for succes udgør strukturen i artiklen, og analysen er bygget på erfaringerne fra chefen for Battle Group Centre under Task Force Helmand, oberstløjtnant Kim Kristensen. Mange af Galulas erfaringer og anbefalinger blev ignoreret i Vietnam af amerikanerne, men som det fremgår af artiklen, er dette ikke tilfældet for den danske indsats i Helmand3.

Skærmbillede 2020-01-23 kl. 14.43.31.png

Talibans sag – en krop uden hoved En god sag er ifølge Galula det første og mest centrale udgangspunkt for en oprører. Sagen skal sikre oprøren opbakning i befolkningen, hvilket er nødvendigt for at rekruttere oprører, skaffe mad, behandling af sårede, efterretninger og sikre områder. Uden en sag er oprørerens eksistensgrundlag truet. I det tilfælde vil oprøreren være tvunget til at terrorisere befolkningen og tvinge sig adgang til de mest basale behov – men et centralt element, de ikke kan opnå gennem denne metode, er troværdige oplysninger og loyalitet. Galula skriver: “The first basic need for an insurgent who aims at more than simply making trouble is an attractive cause, particularly in view of the risks involved and in view of the fact that the early supporters and the active supporters – not necessarily the same persons – have to be recruited by persuasion.”4 Efter seks måneder i kamp med Taliban vurderer Kim Kristensen, at Talibans sag ikke står klart: ”Oprørerne fremstod pressede til at kæmpe mod os, og de virkede ikke motiverede, og det er mit indtryk, at de langt hen ad vejen kæmper for Taliban for at sikre egen eller deres familiers overlevelse.” Også kulde og sult fremstod at være oprørernes vilkår. Kim Kristensen fortæller, at den danske styrke modtog efterretninger om, at talibanlederne måtte ty til voldelige metoder for at opholdholde disciplinen i egne rækker. Til skræk og advarsel for de øvrige krigere blev de, som ikke kæmpede mod ISAF, afklædt, bagbundet og smidt i floden. De beretninger bestyrker Kim Kristensens oplevelse af, at oprørernes drivkraft var forankret i trusler og intimideringer mere end i religiøse, historiske eller ideologiske motiver. Kim Kristensens oplevelse af, at krigerne ikke var motiverede har også rødder i den manglende styrke og kraft, der prægede Talibans mange angreb. Konkret kom det til udtryk ved, at angrebene typisk kun bestod af en håndfuld talibanere, der trak sig hurtigt tilbage, når de blev mødt af overvældende magt. Hvis de havde brændt indædt for sagen, ville de ifølge ham have blevet og kæmpet for sagen. Ifølge Galula er befolkningens opbakning et grundlæggende element i forhold til at vinde over oprørsbekæmperne, her ISAF og den afghanske regering. Men også på dette punkt er det generelt Kim Kristensens oplevelse, at Taliban i slutningen af hans periode var presset i en grad, der drev dem til at indsætte selvmordsbombere, der ramte civile såvel som militære. Effekten af selvmordsbomberne var overraskende: ”Vi havde umiddelbart forventet, at selvmordsbombere, der også forårsagede adskillige dræbte blandt civile, ville resultere i modstand mod ISAF, og at de ville ønske os ud af deres områder for at minimere risikoen for den type angreb – eller for at markere over for os, at vi jo ikke kunne foranstalte den fornødne sikkerhed for lokalbefolkningen. Det var ikke tilfældet. Tværtimod. Befolkningen bakkede op om os, og repræsentanter fra det lokale bystyre såvel som almindelige borgere tilkendegav en fortsat stor opbakning til vores indsats, og en vished om, at hvis Taliban skulle nedkæmpes, så ville vores fortsatte tilstedeværelse være nødvendig.” Det betyder, at Talibans brug af selvmordsangreb primært havde den effekt, at modstanden mod Taliban blev øget i takt med opbakningen til ISAF.

Ifølge Kim Kristensen kan man i overført betydning beskrive Talibans aktioner i Helmand som en krop uden hoved. Hovedet, den strategiske ledelse, er placeret i Quetta omkring Mullah Mohammed Omar, mens de lokale talibankommandører har det operative ansvar for kampene i deres lokalområde i Afghanistan: ”Skal Talibans strategiske planer realiseres, fordrer det en sømløs forbindelse mellem det strategiske, det operative og det taktiske niveau, men i praksis fremstod forbindelsen dekoblet, hvilket bedst kan beskrives som en krop, der handler uden hoved – og dermed også uden en sag,” siger han. Forbindelsen mellem Talibans ideologiske sag og de talibanere, der kæmpede mod danskerne, syntes ikke at være til stede. De, der kæmpede på det taktiske niveau, gjorde det ifølge Kim Kristensen i højere grad for at overleve eller på grund af pres end for en ideologisk sag, de var parate til at dø for.

Lakmustest af det politiske system

Galulas anden forudsætning for et succesfuldt oprør er et svagt politisk system. Afghanistan er stadig i den spæde start i forhold til at etablere en gennemskuelig og velfungerende statslig administration. Mange ministerier får bistand og rådgivning fra det internationale samfund til at etablere strukturer, formulere lovgivning, økonomisk støtte m.m. Samtidig er den offentlige administration – fra højeste niveau til laveste embede i landdistrikterne – præget af korruption og dysfunktionalitet. Ifølge Galula giver en svag statslig administration optimale vækstmuligheder for et oprør. Med en dårligt fungerende administration mener Galula, at der opstår et vakuum, oprørerne kan benytte til at vende befolkningen mod styret i et land og for oprørerne. Galula skriver, at ”Since an insurgency is a bottom-totop movement, an administrative vacuum at the bottom, an incompetent bureaucracy, plays into the hands of the insurgent”5. Denne tese afkræfter eller i hvert fald nuancerer Kim Kristensen. Det er hans erfaring, at det lokale politiske system dels spillede en central rolle i forhold til at indgå et tæt samarbejde med den danske styrke omkring sikkerhed og udvikling i området, og dels at deres udmeldinger i befolkningen havde en betydelig effekt og vakte genlyd, fordi borgerne bakkede op om systemet – trods det i vestligt forstand svage administrative system. ”Det er ikke min oplevelse, at vi yder den afghanske regering retfærdighed, hvis vi alene måler den ud fra vores vestlige demokratiske standarder for god administration. Den afghanske administration lever langt fra op til vores normer og skaber givetvis store problemer for mange mennesker. Trods det er det min oplevelse, at administrationen og det lokal politiske system i praksis udgør en betragtelig positiv rolle i samfundet – og at rollen opfattes til at være legitim af borgerne.” En situation, hvor ISAF-styrken i særlig grad oplevede, at den lokale administration demonstrerede sin effekt og troværdighed blandt befolkningen, var i den såkaldte Koran-sag i januar ’08. Sagen handlede om, at talibanoprørere beskyldte ISAF-soldater for at have afbrændt adskillige koraner, hvilket de understøttede ved offentlig fremvisning af ødelagte koraner. ”Vi blev bekymrede i den situation og frygtede, at befolkningen ville tro oprørerne og vende sig imod os. Men det skete ikke. Det lokale styre gennemførte en særdeles effektfuld oplysningskampagne i Gereskh by på få timer. Og mod al forventning blev spændingen i befolkningen neddysset. Vi betragtede styrets respons og effekt som en lakmustest, og den må vi konstatere, at de bestod,” siger Kim Kristensen. Den vestlige forståelse af henholdsvis stærk og svag politisk administration kommer ofte til kort i en ikke vestlig kontekst. Det var tydeligt for Kim Kristensen, at det internationale samfunds forståelse af den svage lokale administration ikke var i overensstemmelse med den faktiske indflydelse det lokale politiske apparat kunne udøve over for befolkningen, og hvilken positiv autoritet og legitimitet denne faktisk havde.

Terræn

Det tredje element i gode betingelser for oprør, er ifølge Galula et gunstigt terræn for oprørere: Et terræn, de kan leve af, skjule sig i og nemmere kæmpe fra i kraft af f.eks. tæt bevoksning og uoverskuelighed, og hvor oprøreren besidder lokalkendskab. I et terræn, der lever op til de kriterier, kan oprører, ifølge Galula, delvist svække oprørsbekæmperens teknologiske overlegenhed og antal soldater. “The role of geography […] may be overriding in a revolutionary war. If the insurgent, with his initial weakness, cannot get any help from geography, he may well be condemned to failure before he starts”6. Kim Kristensen beskriver terrænet og Talibans anvendelse af det således: ”Taliban var tvunget til at kæmpe i Den Grønne Zone, det vil sige den del af området, der lå op til Helmand-floden. Taliban havde i den zone umiddelbart favorable betingelser – i modsætning til andre dele af Helmand, hvor det åbne ørkenlandskab var til vores fordel og egnet til vores udstyr – de kunne gemme sig og manøvrere og havde samtidig en stærkt interesserede i at vinde området. Men Taliban fik ikke manøvrerum til at udnytte deres fordele i terrænet, fordi vores overordnede taktik bestod i konstant at bevare initiativet, lægge pres på Taliban ved blandt andet at angribe på alle tider af døgnet. En anden årsag til at vi kunne afholde talibanoprørerne fra at få fodfæste var også karakteren og styrken, oprørerne kunne mønstre. Angrebene kan bedst beskrive som nålestiksoperationer, der bestod af otte til ti mand og ikke 100 til 150.” Området omkring Den Grønne Zone var også vigtigt for Taliban, fordi de havde etableret såkaldte safe heavens, hvor de blandt andet havde etableret mange kampstillinger, hvorfra de kunne kæmpe særdeles effektivt selv over for en veludrustet modstander. Samtidig benyttede Taliban vejene i området til at bringe forsyninger ind i landet og opium og heroin ud af landet. ”Det var åbenlyst, at Taliban brugte området som en vigtig forsyningsåre i deres kamp mod os og den afghanske regering. Området er præget af opiumsmarker og gode muligheder for skjulte transporter og handelsveje. Det virkede som om, at en stor del af deres økonomiske grundlag blev tilvejebragt i dette område. Derfor var det vigtigt for den danskledede Battle Group at fjerne Taliban fra netop den grønne zone.” Trods tab i Helmand-området og mange kampe karakteriserer Kim Kristensen danskerne og ISAFs indsats som en succes i området. En succes, fordi soldaterne meter for meter fik befriet større områder til befolkningen. Og en succes, fordi oprørernes angreb ikke formåede at så afgørende tvivl omkring den sikkerhed, ISAF etablerede.

Støtte udefra

Den fjerde og sidste betingelse for et succesfuldt oprør er støtte udefra. Galula opererer, med rødder i Maos tanker, med tre faser i oprørers cyklus. I første fase er oprørerne få, fragmenterede og forsøger at påvirker befolkningen i retning af deres sag. Anden fase – den fase, man kan sige, oprøret befinder sig i i Helmand – stiger oprørsbevægelsens behov for ekstern støtte. Specielt støtte i form af våben, ekspertise og menneskelige ressourcer til anvendelse i kampen mod oprørsbekæmperen. I tredje fase – hvis oprøret når denne – kan man tale om en overgang fra oprør og guerillakrig til at etablering af deciderede hære. Galula skriver: ”When the time comes, however, for the insurgent to pass from guerrilla warfare to a higher form of operations, to create a regular army, the need for much larger and more varied supplies becomes acute. Either he is able to capture it from the counterinsurgent, or it must come from the outside. If not, the development of the insurgent military establishment is impossible.”7. Det er Kim Kristensens erfaring, at når oprørerne fik støtte fra udenlandske oprørere - specielt fra Pakistan – fik kampene en ganske anderledes og mere professionel karakter. ”Taliban er stærke i mindre grupper af otte til ti mand, hvorimod det er min erfaring, at den typiske talibankommandør var markant svagere, når han skulle koordinere en større enheds indsats. Men når Taliban enkelte gange fik støtte af en pakistansk oprører, var det taktiske niveau fuldt ud på højde med vores, når de gennemførte operationer. Det var tydeligt, at de udefrakommende oprørere var trænet bedre i at anvende våben og taktik, og de synes også i langt højere grad at være drevet af sagen end af nød. Der er ikke nogen tvivl om, at et større omfang af støtte fra for eksempel Pakistan med bedre uddannede oprørere ville øge styrken af oprørernes angreb markant,” Udover den taktiske bistand fra de pakistanske oprørere, der bidrog til styrkede kampe, er det Kim Kristensens oplevelse, at de udenlandske oprørere også havde en stærkt motiverende rolle. ”Tilstedeværelsen af oprørere, der kommer fra Talibans strategiske hovedsæde, havde dels en markant militær effekt, men udgjorde også en motivationsfaktor, gjorde sagen mere present og synliggjorde for den menige talibaner, at de ikke stod alene med kampen,” siger han. Erfaringerne fra kampene i Helmand viser, at muligheden for at tilføre ekspertise og ressourcer fra specielt Pakistan er en stor fordel for Taliban. Og dermed også en yderligere trussel for de internationale styrker. Den lange grænse og de mange overgange gør det til en stor udfordring at forhindre Taliban i at udnytte den gunstige geografi. Efter at have undersøgt talibanernes muligheder for succesfuldt oprør, kan vi nu med Galulas fire love se på, hvordan oprørsbekæmperen kan træffe sine forholdsregler gennem counterinsurgency.

Første lov – Oprørsbekæmperen og den lokale støtte

Læser man Galula, er den største udfordring for oprørsbekæmpere ikke at vinde territorium og rense et område for fjender. Den udfordring vil oprørsbekæmperen ofte kunne nå ved at koncentrere den kampkraft, det kræver. Den væsentlige og største udfordring består derimod i at bevare et givent område frit for oprørerne - uden at fastholde en større styrke. Den tilstand vil, ifølge Galula, alene kunne opnås ved, at oprørsbekæmperen opnår at få befolkningens støtte til indsatsen. Det betyder, at befolkningens støtte udgør ’the center of gravity’, både for oprøreren og for oprørsbekæmperen: ”What is the crux of the problem for the counterinsurgent? It is not how to clean an area. We have seen that he can always concentrate enough forces to do that, even if he has to take some risk in order to achieve the necessary concentration. The problem is, how to keep an area clear so that the counterinsurgent forces will be free to operate elsewhere. This can be achieved only with the support of the population. […] The population, therefore, becomes the objective for the counterinsurgent as it was for his enemy.”8.

Den tilgang kan Kim Kristensen genkende og uddyber: ”Vi stræbte i høj grad efter at nå befolkningens støtte så hurtigt som muligt. Befolkningen udgjorde en af de vigtigste kilder til efterretninger. Det handlede derfor om at vise, hvem der var de stærkeste i forhold til at sikre befolkningen sikkerhed og dermed også, hvem det var mest sikkert at satse på. Det betød, at i det øjeblik, det lykkedes os at befri territorium, var det essentielt, at vi kunne iværksætte en CIMIC-indsats for at udbedre skader og indgå økonomiske forhandlinger omkring for eksempel ødelagte ejendomme, dræbte dyr og andet, men også at identificere helt nye projekter i området.” Kim Kristensen fortæller, at han mener, den danske styrke i høj grad opnåede befolkningens tro på, at den danske tilstedeværelse gjorde en markant positiv forskel for mange afghanere. ”Vi oplevede flere gange, at afghanere, kun få timer efter intense kampe mellem os og talibanoprørere, dukkede frem af skjulesteder for at flytte tilbage med det samme. Jeg så det på den ene side som et udtryk for en positiv tro på, at vi kunne sikre områder, og at vi var de stærkeste, og på den anden side var det nervepirrende at se børn begynde at lege i gaderne, og vi måtte ved mere end en lejlighed lægge låg på trangen om at bede dem om at afvente situationen et par dage.” Oplevelser som disse forstærker Kim Kristensen i, at det er afgørende, at den danske styrke fortsat prioriterer at iværksætte en CIMIC-indsats og fortsat sender soldater af sted, der på den ene side fuldt ud formår at yde en professionel indsats i kampsituationer og på den anden side hurtigt formår at omstille sig til at hjælpe befolkningen som opfølgning på kampene. Samtidig gør han opmærksom på, at en civil-militær indsats hurtigst muligt bør bliver fulgt op af større udviklingsinitiativer og kompetencer, eftersom det er begrænset, hvor langt en CIMIC-indsats rækker i forhold til at indfri befolkningens forventninger i et område på længere sigt. Den tilgang, han lægger op til, beskriver han i vendingen: Focused violence and focused development. Befolkningens støtte og accept vokser ikke frem alene i relation til en konkret taktisk sejr. Befolkningen ved, at de internationale styrkers tilstedeværelse ikke er permanent, og de har derfor behov for at blive overbevist om, at sikkerheden fortsat vil blive garanteret, når de internationale styrker er hjemsendt. Her kommer den nye afghanske hær ind i billedet. Kim Kristensens oplevelser med ANA (Afghan National Army) var generelt meget positiv: ”Det var tydeligt vigtigt at få den afghanske hær med ud i Den Grønne Zone. Og ANAs indsats var helt klart en af de store positive oplevelser i Helmand. De arbejdede dedikeret og motiveret, og de havde, modsat Taliban, en sag at kæmpe for. Mange af soldaterne havde personlige historier om overgreb fra Talibans side og var ikke interesseret i, at de skulle genvinde magten. Derfor var det vigtigt, at ANA var de første soldater, de lokale så, når vi havde erobret en by eller et område i den grønne zone. På den måde kunne de lokale se, at det var en afghansk mission og ikke en rent international.” Den afghanske hær skal, ifølge Kim Kristensen, på sigt udgøre garanten for sikkerhed blandt lokalbefolkningen. Når befolkninger oplever, at lokale afghanske soldater arbejde tæt sammen med danskerne, ser de, at kampene har et afghansk formål. Målet er, at lokalbefolkningen skal kunne se perspektiver for sikkerhed og derved også en legitimering af indsatsen.

Anden lov – Den aktive minoritet

Galula opererer med tre grupper i befolkningen i forbindelse med oprørskrig: 1) Minoriteten, der støtter oprørsbekæmperen, 2) majoriteten, der er neutral og 3) minoriteten, der er imod. Og det er ifølge ham afgørende at identificere og aktivere minoriteten, der støtter. For at vinde resten af befolkningens støtte, kan oprørsbekæmperen med fordel identificere og benytte den støttende minoritet: ”In any situation, whatever the cause, there will be an active minority for the cause, a neutral majority, and an active minority against the cause. […] The strategic problem of the counterinsurgent may be defined now as follows: “To find the favourable minority, to organize it in order to mobilize the population against the insurgent minority”9. Kim Kristensen beretter i fuld overensstemmelse med Galula, at den danske Battle Group var meget opmærksom på at udnytte de positive kræfter i lokalsamfundet. Det udmøntede sig konkret ved, at de som opfølgning på angreb havde to væsentlige punkter på dagsordenen. Først og fremmest blev CIMIC sendt af sted, umiddelbart efter kampene var ovre. Og næste punkt bestod i at etablere kontakt til de lokale og hvis muligt få identificeret de lokale ældreråd. ”Det var en meget opsøgende opgave at finde de ældre og ældrerådene. Og sideløbende med det benyttede vi ved flere lejligheder højtalere for at udbrede kendskabet til ISAF og begrundelsen for vores tilstedeværelse. Men i mange tilfælde oplevede vi, at budskabet om os var kommet os i forkøbet via mund-til-mund - de lokale var på den måde tre skridt foran os. De kunne vælge at misbruge den viden mod os til at yde modstand, hvis de ville, men det var ikke det, vi oplevede. Tværtimod. Vi blev langt hen af vejen godt modtaget, og flere udtrykte, at de havde ventet på vores ankomst,” siger Kim Kristensen. Et andet initiativ, der blev prioriteret højt i forhold til at skabe en positiv relation med befolkningen, var, at den danske styrke afholdte faste møder med den lokale byleder i Gereskh (48.000 indbyggere), hvor de fortalte om indsatsen og lyttede til guvernørens tilbagemeldinger om, hvad der rørte sig i befolkningen. Og det var ifølge Kim Kristensen, blandt andet også initiativer som disse, der bidrog til, at Koran-sagen så hurtigt blev neddæmpet.

Tredje lov – Betingelser for befolkningens opbakning

At dele af befolkningen bakker op om en oprørsbekæmpers tilstedeværelse er ikke ensbetydende med, at de giver sig til kende eller støtter indsatsen aktivt. Det kræver, at oprørsbekæmperen kan garantere sikkerhed. Og selv, hvis det lykkes at tilvejebringe en sikkerhedsgaranti, vil den store neutrale majoritet ikke kunne nås, før oprørsbekæmperen har demonstreret og bevist, at den har viljen, evnerne og ressourcerne til at vinde. Med Galulas ord: ”The counterinsurgent needs a convincing success as early as possible in order to demonstrate that he has the will, the means, and the ability to win.”10. Ifølge Kim Kristensen havde den danske indsats stor succes med at vinde befolkningens tro på, at de kunne levere sikkerhed for afghanerne i de områder, de havde befriet. Det viste sig blandt andet i form af valide efterretninger. ”Der var ingen tvivl om, at det, den enkelte afghaner er interesseret i, er sikkerhed, sikkerhed og mere sikkerhed. Det betød, at vi relativt hurtigt oplevede, at befolkningen gav os oplysninger om modstanderne – uden anden forventning end at modtage sikkerhed tilbage. Vi oplevede ikke, at informanterne ville have økonomiske modydelser, mad, tæpper eller lignende. Der var ingen tvivl om, at de helt enkelt var interesseret i at få fred og sikkerhed,” siger Kim Kristensen. Et led i at garantere sikkerhed handlede ifølge Kim Kristensen også om at få befolkningen til selv at tage et ansvar og yde en indsats for at bevare en så stabil sikkerhedssituation som muligt. I praksis betød det, at man visse steder lokalt etablerede en form for mindre vagtværn, der holdte øje med, om der kom fremmede til byen, som kunne være potentielle selvmordsbombere. Men han beretter samtidig også, at Talibankommandanter i nordområderne af Helmand forbød oprørerne at nærme sig byerne sydpå, fordi afghanerne fortalte ISAF-styrkerne alt, hvilket gjorde det farligt for Taliban at bevæge sig rundt i disse områder. Det var budskabet til krigerne fra lederne. Da Kim Kristensen modtog denne melding, var han overbevist om, at den danske taktik bar frugt.

Fjerde lov – Midler og intensitet

Hvis oprørsbekæmpere skal opnå succes med at demonstrere vilje, evner og ressourcer, er det essentielt, at denne kun begiver sig ud i operationer, hvor han har tilstrækkelige ressourcer til militært at fastholde en stabil sikkerhedssituation – det skal foregå skridt for skridt. Det betyder, at oprørsbekæmperen risikerer at miste befolkningens tillid, hvis han primært går efter at erobre så store områder som muligt uden at have den nødvendige kapacitet til at følge op på indsatsen. Galula skriver: ”The operations needed to relieve the population from the insurgent’s threat and to convince it that the counterinsurgent will ultimately win (…) require a large concentration of efforts, resources, and personnel. (…) This means that the efforts cannot be diluted all over the country but must be applied successively area by area”11. Kim Kristensen tilkendegiver, at en fortsat positiv udvikling i det danske område, hvor den danske styrke formentlig indenfor en overskulig tid vil have løst de primære militære opgaver, vil skabe et udtalt behov for en civil opfølgning af opgaven. ”For at fastholde den succes, vi har opnået indtil videre, er det centralt, at det militære momentum bliver overført til et primært humanitært og udviklingsmæssigt momentum. For at holde et civilt momentum vil det kræve flere bistands- og udviklingseksperter til at udtænke projekter, og entreprenører til at implementere dem – specielt i fraværet af de internationale NGOere. Civile rådgivere vil gøre en afgrund til forskel, fordi byerne og borgerne vil være parate til udvikling efter en periode med brandslukning,” siger han Denne civile indsats skal bestå af en bred vifte af eksperter, der kan identificere behovet i befolkningen, mulighederne for implementering, og hvordan denne udvikling kan forankres bæredygtigt i lokalområdet. Dette skal forankre den militære fremgang i lokalbefolkningen og derved fremme det tidspunkt, hvor de lokale kan vende sig om, se på hinanden og sige, at det faktisk er bedre nu end under Taliban.

Afslutning

Det danske forsvar og specielt hæren har siden engagementet i Sydafghanistan blev påbegyndt i sommeren 2006 indhentet mange erfaringer. Erfaringer, der har været dyre, og som det ikke tidligere har været muligt at indhente. Det danske forsvar er, som det fremgår i artiklen, involveret i noget af det mest komplekse, man kan tænke sig i en militær kontekst, og det stiller krav til store dele af forsvaret – både hjemme og i missionen – men også til det danske politiske system og til offentligheden, der meget gerne skal kunne se vigtigheden af vores militære engagement i et land som Afghanistan.

Litteratur

Galula, David (1964): Counterinsurgency Warfare: Theory and Practice, Praeger Security International, London, United Kingdom. 

Fodnoter

1 Galula 1964

2 Galula 1964; p. 9.

3 Galula 1964; p. Vii.

4 Galula 1964; p. 12.

5 Galula 1964; p. 19.

6 Galula 1964; p. 23.

7 Galula 1964; p. 26.

8 Galula 1964; p. 52.

9 Galula 1964; p. 53.

10 Galula 1964; p. 55.

11 Galula 1964; p. 55.