Maria Hvid Kargaard, cand.mag.
Fæstningskrigen
I Renæssancen udviklede krigsførelsen sig fra at være en direkte kamp på en åben slagmark til en kamp om strategiske knudepunkter, hvor både den angribende og den forsvarende hær tog voldgrave, bastioner og fæstningsmure i brug for at afværge fjendens angreb.2 Et sådant strategisk knudepunkt var København i årene 1658-1660, hvor den svenske konge Carl X Gustaf gennemførte en længerevarende belejring af den danske hovedstad i håbet om definitivt at vinde herredømmet over Øresund.3 Under belejringen forlagde Carl X Gustaf hovedparten af sin hær i en tæt pakket fæstningslejr i Brønshøj nogle få kilometer nordvest for hovedstaden. Jordvoldene beskyttede hæren mod udfald fra København og befæstede derved det svenske overherredømme på Sjælland, hvorved det blev muligt at trække belejringen i langdrag, men den tunge koncentration af tropper i lejren blev samtidig en uoverkommelig udfordring for den svenske forsyningsorganisation, og soldaterne kæmpede krigen igennem med både sygdom, sårskader og forfrysninger. På godt og ondt fik forholdene i Carl X Gustafs fæstningslejr i Brønshøj således stor betydning for udviklingen af den anden Carl Gustaf-krig og dens – set med svenske øjne – noget skuffende resultat med en fredsslutning, der blot stadfæstede Roskildefreden fra 1658. Carl X Gustafs fæstningslejr har hidtil levet en noget overset tilværelse i forskningen. Flere militærhistorikere har konstateret, at den fandtes, men få – snart sagt ingen – har tænkt nærmere over, hvad en fæstningslejr af denne art betød for den svenske krigsførelse.4 Denne artikel vil derfor se nærmere på soldaternes livsvilkår i lejren og hvordan disse påvirkede den svenske hærs styrke og moral under belejringen af København 1658-1660.
Castra Suedica
Sådan benævner den svenske fæstningsarkitekt Erik Dahlberg fæstningslejren i Brønshøj, som han i sin funktion af generalkvartermesterløjtnant selv var med til at udstikke. Erik Dahlbergs kort over lejren er derfor også det hyppigst anvendte af de i alt knap 10 kort, der pt. er lokaliseret på de danske og svenske arkiver.5 Af disse kort kan vi se, at lejren havde en diameter på ca. en kilometer, og at den bestod af en ca. to meter høj vold, en halvanden meter dyb – tilsyneladende tør – grav samt tætte palisader foran voldgraven.6 Der var tale om et simpelt fæstningsanlæg med blot 13 kanoner til at holde en voldstrækning på godt fire kilometer, så den svenske hærledelse forventede næppe et egentligt stormangreb fra den danske hærs side. Fæstningen beskyttede derimod hæren mod de mange mindre udfald fra København og gjorde det vanskeligere for de svenske soldater at desertere.7 Mens kortene er ganske entydige omkring fæstningslejrens udseende og indretning, er det noget vanskeligere at få overblik over de soldater, der opholdt sig i lejren. Problemet bunder især i, at lejrens indbyggere var en stærkt mobil og fleksibel størrelse, som varierede kraftigt på de forskellige tidspunkter, hvor kortene blev tegnet. De få troppeopgørelser, der findes, kan dog hjælpe os lidt på vej. Beregnet ud fra størrelsen på Carl X Gustafs invasionsstyrke ved krigens start var det sandsynligvis 5-6.000 mand, der trak sig tilbage til lejren i Brønshøj i oktober 1658, da den svenske hær efter at have tabt Slaget i Øresund valgte at opgive blokaden af København. Dette tal blev fordoblet, da troppekoncentrationen var på sit højeste op til Stormen på København i februar 1659, men i månederne herefter vendte indbyggertallet atter tilbage til de ca. 5.000 – dels på grund af de store tab, som den svenske hær led under angrebet på København, og dels fordi København nu havde udspillet sin rolle som strategisk knudepunkt, således at flere af de svenske regimenter blev sendt til nye krigsområder i Danmark og Nordtyskland.8 Soldaterne var imidlertid ikke fæstningslejrens eneste beboere. En hel hob af civile – håndværkere, handelsfolk, præster, profosser, prostituerede, musikanter, skræddere, smede, kuske og så fremdeles – fulgte i kølvandet på hæren i håbet om at kunne gøre en god profit ved at sælge deres ydelser til de svenske soldater. Desuden var det både tilladt og tilrådeligt for de svenske soldater at tage deres hustruer og eventuelle børn med i felten, for hærledelsen havde en klar forventning om, at tilstedeværelsen af hustruerne bidrog til at højne soldaternes moral, i og med at de så (nok) ikke lå i med de prostituerede. Hustruerne kunne endvidere hjælpe soldaterne med husførelsen og ”bøssernes renlighed”, som det hedder i et senere brev til den svenske konge, således at soldaterne havde mere tid og kræfter til at slås.9 På papiret havde de civile ingen betydning for hærens militære styrke, og derfor er de kun i ganske få tilfælde medtaget i de militære opgørelser. Af samme årsag er det praktisk talt umuligt at få fuldt overblik over præcist hvor mange civile, der gjorde de svenske soldater selskab i Carl X Gustafs fæstningslejr i Brønshøj, men når vi har for øje hvor udbredt, praksissen med de civile ledsagere var, er det ikke udelukket, at vi kan tre- eller firedoble det anslåede indbyggertal på ca. 5.000 mand. Hermed modsvarede fæstningslejren i Brønshøj både i areal og indbyggertal datidens København med sine ca. 25.000 indbyggere.10
Forfrosne fødder og beskudte ben
I fæstningslejren levede soldaterne og deres familier sammen i grubehuse, telte og interimistiske hytter. Det var en kold fornøjelse (vi taler som bekendt om ”den lille istid”, hvor Bælterne om vinteren var belagt med så tyk en is, at hele den svenske hær kunne marchere tørskoet over vandet), og i rullerne over de syge og sårede svenske soldater går ordene ”sygdom” og ”forfrysning” igen og igen. Næst herefter følger skudsårene som en naturlig konsekvens af de jævnlige kampe foran København. Lad os tage et konkret eksempel: Ud af en eskadron på knap 500 menige østerdalkarle lå de 67 i februar 1659 på feltlazarettet i Køge med forfrysninger og skudsår. Stakkels Jacob Kånst var ligefrem blevet skudt gennem begge ben med én musketkugle. Et mindre antal var ”syge”.11 67 menige – ca. 13 pct. – lyder måske ikke af meget, men da regimentsrullen blev gjort op i juli 1659, var dødeligheden og kvæstelserne så store, at eskadronen fra Österdalarna på under et år var svundet ind til en tredjedel af sin oprindelige styrke. Dette var intet mindre end en katastrofe. Ikke mindst fordi det efter mange års krigsførelse blev vanskeligere og vanskeligere at udskrive nye soldater til at erstatte de faldne.12 Med denne statistik in mente er det intet under, at desertioner fra den svenske hær var et særdeles hyppigt fænomen, især i vintermånederne, når de menige ”udpint af kulden” søgte ly bag Københavns volde.13 Frederik III søgte at friste de svenske soldater yderligere ved hjælp af flyveblade, der blev spredt omkring fæstningslejren, og lokkende løfter om ”godt kvarter, rigtig betaling og efter enhvers forhold al anden kgl. nåde”, som man også sørgede for, at de frigivne krigsfanger kunne videreformidle, når de atter var bag svenske linjer.14 Efter en grundig afhøring blev desertørerne indrulleret i det danske forsvar, hvor de tjente på lige fod med de danske soldater, og mange ”blev tro nok”, bemærkede en københavnsk præst efter krigen. Andre stak imidlertid af ud til lejren igen efter at have gjort vigtige observationer om forholdene inde i den belejrede danske hovedstad.15
Hunger og kummer
Det var ikke kun sygdom, kulde og kvæstelser, der forårsagede desertionerne i den svenske hær. Sulten udgjorde et af de største problemer. Allerede i september 1658 måtte krigskammerpræsident Fleming – den ansvarlige for forsyningsorganisationen på Sjælland – meddele kongen, at bønderne i Roskilde og Københavns len var så udhungrede, at det var stort set umuligt at foretage de nødvendige fourageringer, og i november 1658 opgav man helt at inddrive skatter hos lokalbefolkningen. Det betød, at de menige ikke fik deres sold, så de måtte klare sig med hvad fourage, der kunne rekvireres i lokalområdet omkring lejren. Og det var ikke meget.16 Herudover blev også manglen på mundering et større og større problem. Særligt sko og strømper var en mangelvare,17 og i november 1658 klagede artilleristerne så voldsomt over deres ”helt iturevne beklædning”, at Fleming hastigt måtte advare kongen om risikoen for mytteri, hvis ikke artilleristerne fik ny mundering.18 Værst stod det imidlertid til med fødevareforsyningen. Ressourcerne var få, og for at sikre, at de blev ligeligt fordelt, måtte Fleming skabe faste rammer og sørge for, at disse kunne overholdes. Det gjorde han ved at inddele de besatte landområder i kvarterer, som skulle sørge for hvert enkelt regiments underhold. Det underhold, der skulle ydes, skulle i teorien beregnes ud fra den landgilde, som bønderne normalt ydede til deres husbond.19 Det var op til regimentsledelserne selv at organisere fourageringen, og da Fleming ikke havde nogen mulighed for at føre kontrol med denne – for slet ikke at tale om sanktioneringsmuligheder i de (mange) tilfælde, hvor hans forskrifter ikke blev overholdt – udviklede der sig snart anarkistiske forhold, hvor ”kvartererne bliver udplyndret og ruineret, fordi man ikke holder sig til sine kvarterer, som man bør”.20 Det var en voldsom belastning for lokalbefolkningen i området, at de pludselig skulle brødføde en befolkning, der svarede til en større bys indbyggere. Paradokset bliver kun større, når vi holder for øje, at der i datidens Brønshøj Sogn (vore dages Brønshøj, Emdrup, Vanløse, Husum og Utterslev) kun fandtes omkring 45 gårdbrug.21 Det var i dette og i de øvrige sogne umiddelbart nord og vest for København, at belastningen for lokalbefolkningen var størst. Som krigen skred frem, kom vejene i dårligere og dårligere stand, og hestene – de få, der overlevede – blev mere og mere udpinte og udmagrede, så omfanget af den radius, hvorudfra man kunne gennemføre fourageringer, blev mindre og mindre.22 Ikke desto mindre klarede de fleste bønder sig igennem krigen med skindet på næsen. En undersøgelse af begravelserne i sognene omkring fæstningslejren viser, at krigen ikke umiddelbart medførte en forhøjet dødelighed blandt bønderne. Derimod bevirkede krigen en øget mobilitet, hvor flere valgte at forlade deres brug, når det ikke længere kunne brødføde dem, eller fordi de blev tvunget bort af svenske soldater, der nedbrød deres gård i jagten på byggemateriel til nye boliger inde i lejren.23 Da krongodset i Brønshøj Sogn blev besigtiget efter krigen, var bønderne således tydeligt frustrerede over deres nedtrampede marker og nedbrudte hjem, men de udtrykte også en vis optimisme og forventede at være på fode igen efter et år eller to.24
Handel, druk og hor
Bøndernes optimisme stemmer måske ikke umiddelbart overens med den store frustration, som Fleming udtrykte i sine breve til kongen. Men udover at Fleming unægteligt sad på lidt af en uriaspost i forhold til at skulle skaffe fødevarer i et krigshærget land, så fremgår det af hans breve, at hans frustration også skyldtes, at det aldrig lykkedes ham at få forsyningsorganisationen til at fungere. Regimenterne gjorde, som det passede dem, og kongen reagerede ikke på Flemings mange opfordringer om at skride ind over for forsyningsanarkiet.25 En af årsagerne til, at Fleming havde så vanskeligt ved at kontrollere fourageringen, var, at den i vid udstrækning fandt sted uden for det militære system. Eftersom de menige soldater under størstedelen af krigen ikke fik udbetalt deres sold, blev de i stigende grad afhængige af at omsætte naturalieskatterne til penge og andre fornødenheder.26 Dette affødte en vidtgående handel med lokalbefolkningen, og der blev afholdt regulære markeder i lejren flere dage om ugen. Handlen var så udbredt, at de svenske soldater heller ikke så sig for gode til at falbyde deres varer uden for Københavns volde, hvor de sultne københavnere var mere end villige til at betale overpris for de friske forsyninger fra landet.27 Selv om de svenske soldater umiddelbart havde overmagten, indtog bønderne ikke en hjælpeløs position i forhold til de økonomiske transaktioner.28 Bønderne kom i mange tilfælde til at stå på en art venskabelig fod med soldaterne, og herved var det bestemt muligt at få medindflydelse på de økonomiske transaktioner. ”Det var hans lykke, at han blev vel lidt hos svensken”, sagdes det således om en bonde, der havde sin daglige gang i fæstningslejren i Brønshøj, og som også hjalp flere desertører med at finde uset vej ind til København.29 Ikke mindst de salvegardere, der var forlagt i landsbyerne, og som blev betalt af bønderne for at sikre, at forsyningsforskrifterne blev overholdt, havde mulighed for at integrere sig med lokalbefolkningen. De fungerede bl.a. som en slags lokale administratorer, der eksempelvis hjalp til med at syne dødsbo i en tid, hvor den almindelige administration var sat ud af funktion, og de kom også i drikkelag på gårdene. I et tilfælde fra Bagsværd overtog en salvegarder ligefrem en øde gård i sognet og dyrkede jorden med sit eget kvæg, ligesom han ”af sit eget underhold tjenestefolkene på gården med øl og mad opholdt”.30 Seksuelle relationer mellem lokale kvinder og mænd med tilknytning til den svenske hær udvikledes kun i beskedent omfang. Her har det givetvis spillet ind, at størstedelen af soldaterne fortsat levede sammen med deres familier. I de bevarede kirkebøger fra Brønshøj og omegn findes kun en håndfuld faderskabsudlæggelser af mænd fra den svenske hær, men de få eksempler vidner ikke desto mindre om, at der tilsyneladende var en meget fri omgang mellem soldaterne og lokalbefolkningen. Maren Nielsdatter fra Lyngby kunne således udlægge ”en karl ved navn Albrecht” som far til hendes uægte barn, og hun berettede endvidere, at barnet var ”avlet i lejren”.31
Ære, dyd og manddom
Disse var de idealer, der blev opsat for de svenske soldater i Gustaf II Adolfs krigsartikler fra 1621.32 Idealerne skulle sikre et kristeligt levned og en høj moral – to faktorer, der tilsammen udgjorde nogle af hovedhjørnestenene i hærens disciplin og styrke. De foregående sider har vist, hvordan det kneb med både æren, dyden og manddommen hos de soldater, der i årene 1658-1660 var forlagt i Carl X Gustafs fæstningslejr i Brønshøj uden for København. En besk cocktail af sygdom, kulde, skudsår, sult, dårlig mundering og manglende sold var tilsammen med til at sprede så stor mismodighed i hæren, at det resulterede i en lang række desertioner, hvor svenske soldater stak af ind til København om i håbet om at finde bedre forhold i den belejrede danske hovedstad. Mismodigheden og opsætsigheden udtryktes endvidere markant i forhold til forsyningsorganisationen, der inden for få måneder udviklede sig til det rene anarki, hvor enhver var sig selv nærmest. Her var de personlige relationer, som soldaterne udviklede til lokalbefolkningen, samt soldaternes evner som handelsfolk i højere grad end de militære retningslinjer afgørende for soldaternes handlinger. Alle disse forhold påvirkede den svenske hærs styrke, effektivitet og kampduelighed negativt og havde derfor sin del af ”æren” for, at den svenske regering efter Carl X Gustafs pludselige død i foråret 1660 valgte at opgive håbet om at opnå yderligere resultater end at beholde magten over Skånelandene, som Danmark havde overdraget til Sverige med Roskildefreden i 1658. Denne konklusion peger på, at det i vores undersøgelser af Renæssancens fæstningskrig er afgørende, at vi som militærhistorikere inddrager forhold, der rækker ud over det rent militære, og at vi også forholder os til datidens kulturelle og sociale forhold. Kun da vil vi forstå krigens fulde omfang og dens konsekvenser for de mennesker, der oplevede den.
Fodnoter
1 Artiklen er baseret på Maria Hvid Kargaards specialeafhandling ”Udi Leyren – Krig og kulturmøder omkring Brønshøj Sogn 1658-1660” fra Københavns Universitet, 2009. Afhandlingen kan lånes på Det Kongelige Bibliotek.
2 Christopher Duffy, Siege Warfare: The Fortress in the Early Modern World 1494-1660. London 1979, pp. 182f., 248ff.
3 Københavns belejring findes grundigt beskrevet hos Peter Englund, Den oövervinnerlige. Om den svenska stormaktstiden och en man i dess mitt. Gjøvik 2000. Lars Tersmeden, ”’Stormen för Köpenhamn.’ Planen för det svenska anfallet natten till den 11 februari 1659 och orsakerna till dess misslyckande”. Arne Stade (ed.): Carl X Gustaf och Danmark. Källkritik och Krigshistoria. Kristianstad 1965, pp. 313-361. Claes-Göran Isacson, Karl X Gustavs krig. Falun 2002.
4 Se eksempelvis Isacson, op.cit. samt Kjeld Hillingsø, Broderstrid. Danmark mod Sverige 1657-60. Gylling 2009
5 En udførlig gennemgang af disse findes hos Maria Hvid Kargaard, Udi Leyren – Krig og kulturmøder omkring Brønshøj Sogn 1658-1660. Upubliceret speciale fra Københavns Universitet, 2009
6 Kenneth Kartaschew, ”Erik Dahlbergh som fortifikatör“. Leif Jonsson (ed.): Stormaktstid. Erik Dahlbergh och bilden av Sverige. Skövde 1992, pp. 145 ff., 152. Bjørn Westerbeek Dahl, ”To danske spionkort over Svenskelejren fra 1659”. Nyt fra lokalhistorien. Lokalhistorisk Selskab for Brønshøj, Husum og Utterslev nr. 16, april-juni 1994, p. 2
7 Riksarkivet, Stockholm (RAS) – Krigshistoriska Samlingen (KS) – M.1312, læg 1658 Nov. Dec.: Designation på the Stycker, Ammunition, och andra Materialiæ som ähre behålden Vthj Lägret för Copenhagen till d 14. Decmbris Anno 1658
8 Isacson, op.cit. pp. 186-199. C.A.G. Braunerhjelm, Kungl. Lifregementets till häst historia 2. Uppsala 1912, p. 148f. RAS – KS – M.1323: Karl X Gustavs tid. Handlingar rörande arméerna i Karl X Gustavs krig 1655-1660. Danska kriget, læg 3: Verzeichnis der Regimenter zu Fueß… den 31. Jano: Ap: 1659, Aufsatz der Regimenter zu Füße… den 1 Juny 1659, Aufsatz der Regimenter zu Füße… den 29 Juny 1659
9 Maria Sjöberg, Kvinnor i fält 1550-1850. Riga 2008, pp.9, 14, 76, 90
10 Aksel Lassen, Fald og fremgang. Træk af befolkningsudviklingen i Danmark 1645-1960. Aarhus 1965, p. 70
11 RAS – Skrivelser till konungen – Lars Fleming 28/1-59, 1/3-59, 4/3-59
12 Krigsarkivet, Stockholm – Rullor 1659:5, pp. 186a-195a
13 Samuel von Pufendorf, Konung Carl X Gustafs Bragder. Oversat v. Adolf Hillman. Stockholm 1915 [1696], kap. VI.61
14 Otto Levin, Kjöbenhavns Belejring. Forordninger og Placater 1658-1659. København 1928, nr. 11. Anders Matthisen Hjørring, Beleyrings-Dagverck, 1663. Det Kongelige Bibliotek: Gammel Kongelig Samling 2683-4, p. 134b
15 Ole Degn (ed.), Kancelliets Brevbøger vedrørende Danmarks indre forhold 1660 indtil 18. oktober. Afslutning. København 2005, p. 35. Hjørring, op.cit. p. 114b
16 Rolf Torstendahl, ”Svensk krigsförsörjning och underhållstjänst i Danmark 1657-1660”. Arne Stade (ed.): Carl X Gustaf och Danmark. Källkritik och Krigshistoria. Kristianstad 1965, pp. 399-441
17 RAS – Skrivelser till konungen – Lars Fleming 22/10-58, 15/9-59
18 RAS – Skrivelser till konungen – Lars Fleming 12/11-58
19 Torstendahl, op.cit. pp. 408, 414f., 426ff. Gunnar Olsen, ”Tre lange år”. Finn Askgaard og Gunnar Olsen: En kamp for livet. København 1958, pp. 156, 166
20 RAS – Skrivelser till konungen – Lars Fleming 16/7-59
21 Rigsarkivet – Danske Kancelli – B124B: Sognepræsternes designationer på gårde og huse, Sjællands og Fyns stift. 1657-1658, Sokkelund Herred læg 2, p. 2
22 RAS – Skrivelser till konungen – Lars Fleming 1/3-60
23 Ruth Gunde Hansen og Inger Hartby, Lyngby Kirkebog 1641-1699. Lyngby 1986, pp. 20, 289- 362. Landsarkivet for Sjælland m.m. (LAK) – Gentofte Sogns Kirkebog 1651-1814, begravede 1651- 1699
24 Rigsarkivet – Rentekammeret – 214.30 læg I.2, pp. 31-34
25 RAS – Skrivelser till konungen – Lars Fleming
26 Sjöberg, op.cit. p. 70
27 Hjørring, op.cit. pp. 214a-214b
28 Se eksempelvis LAK – Sokkelund Herred – Tingbøger 1655-1662, 6/9-60, 31/1-61
29 Hjørring, op.cit. pp. 153b-155a
30 LAK – Tingbøger 1655-1662, 21/2-61, 28/2-61
31 Else Krøigaard (ed.), Brønshøj Kirkebog 1660-1682. Vanløse 1995, 17. Hansen og Hartby, op.cit. pp. 142-146. LAK – Gentofte Sogns Kirkebog 1651-1814, døbte 1658-1661
32 Kungl. Maj:t, Krijgz articlar, som fordom then stormechtigste furste och herre, herr Gustaff Adolph, then andre och store, Sweriges, Göthes och Wendes konung, storfurste til Finland, hertig vthi Estland och Carelen, herre vtöfwer Ingermanland, &c. loffwerdigst i åminnelse hafwer låtit göra och författa, Anno M. DC. XXI. Stockholm 1621, p. Aij
