Log ind

Call Sign Chaos. Learning to Lead.

#

Med venlig hilsen fra Jim Mattis, din professionelle mentor

Titel: Call Sign Chaos. Learning to Lead.

Forfattere: Jim Mattis & Bing West

Forlag: Random House, New York, 2019

Pris: Amazon.uk (indbunden): UK£13,99)

Anmelder: Michael Hesselholt Clemmesen

Rating: 5

"... If you have not read hundreds of books, learning from others who went before you, you are functionally illiterate - you can't coach and you can't lead. History lights the often dark path ahead; even if it's a dim light, it's better than none..."

Citatet er fra de målrettede erindringers afsluttede kapitel. Det understreger et væsentligt element i Det Amerikanske Marinekorps’ (USMC) syn på den militære profession. Det er den klare overbevisning om betydningen af konstant selvstudium, der skal omfatte læsning af bl.a. militærhistorie og strategisk litteratur. Det ses som den eneste holdbare vej sammen med egen erfaring til professionsnødvendig indsigt og læring. Militærhistorie skal ikke kun styrke moralen gennem fortællingen om Korpsets glorværdige fortid. 

Det er ikke en tilfældighed, at det var generalløjtnant Paul van Riper fra USMC, der bidrog med det amerikanske kapitel om ”The relevance of history to the military profession” i Williamson Murray & Richard Hart Sinnreichs klassiske antologi fra 2006, ”The Past as Prologue. The Importance of History to the Military Profession”.  Korpset opretholder og ajourfører et katalog med pligtig læsning, hvor der til hver grad hører en obligatorisk læseliste. I sin bog ”Call Sign Chaos. Learning To Lead.” beskriver den amerikanske general og tidligere forsvarsminister Jim Mattis, hvordan hans læsning har påvirket ham, og hvordan han supplerer generel læsning med målrettede studier før en militær operation. 

Denne satsning på bl.a. generelle studier snarere end kun specialiseret og målrettet læsning, er en naturlig konsekvens af Korpsets rolle og historie. Ud over at skulle være den amerikanske flådes landgangskorps har marinekorpset traditionelt påtaget sig alle de opgaver, som den amerikanske hær ikke kunne eller ville prioritere under sin forberedelse til storkrigen. Korpset stillede rutinemæssigt bevogtningsstyrker til amerikanske ambassader og gennemførte bekæmpelse af mindre oprør i Caribien og Asien. Det var netop USMC, der udarbejdede det første amerikanske reglement for ”Small Wars”. 

Også landgangsopgaven kræver en meget stor faglig bredde i professionel militær kultur. På den ene side forudsætter planlægning og gennemførelse af en landsætning en ekstrem grundig, videnskabelig, centraliseret indsats af logistik, støtte og bevægelse. På den anden side kræver det succesrige gennembrud af fjendens udbyggede befæstninger på kysten en form for decentraliseret, aggressiv ”stormtrop”-optræden af den type, som tyske kamptropper udviklede under Første Verdenskrig. Det er denne ”Auftragstaktik”-kultur, der er det dominerende syn på praksis af sin militære profession, som Mattis fremlægger i bogen.

Som Mattis understreger, var hans egne mentorer som ung officer Korpsets Vietnamveteraner. Den første operation, han beskriver i bogen, er hans indsats som chef for en bataljonsgruppe op til og under Golfkrigen i 1990. Det er det første eksempel, hvor han i ”Direct Leadership”-delen af bogen, fokuserer på direkte motivation og føring af tropper.  Det andet eksempel på dette chefsniveau er hans beskrivelse af indsættelsen af hans ad hoc-styrke på indledningsvis to bataljonsgrupper til CAMP RHINO i nærheden af Kandahar i Afghanistan i vinteren 2001-02. Beskrivelsen gør det klart uden at skrive direkte, at det var jalousi fra den amerikanske hærs side, der blokerede en indsættelse af Mattis’ styrke væk fra Kandahar og i stedet mod Osama Bin Laden og hans folk i grænsebjergene, hvilket gav denne Bin laden og hans gruppe mulighed for at undslippe til Pakistan.

Mattis betegner sine efterfølgende ansvarsområder som ”Executive Leadership”. Det drejer sig først og fremmest om stillingen som chef for 1. Marinedivision under og efter invasionen af Irak. Men niveauet dækkede også stillingen som chef for 1. Marineekspeditionskorps, som chef ansvarlig for doktrinudvikling og senere chef for det værnsfælles amerikanske hovedkvarter og NATOs allierede ”transformationskommando”. 

Beskrivelsen af indsatsen i Irak gentager alle de uheldige beslutninger, som førte til de nuværende problemer i regionen. Beskrivelsen af tiden efter hjemkomsten til doktrinansvaret i USA gentager dels historien om udviklingen af en fælles COIN-doktrin sammen med hærens David Petraeus, dels beskrivelsen af tjenesten i Norfolk. Det ender med, at Mattis droppede den værnsfælles doktrin Effect Based Operations som direkte farlig og skadelig for USA, og derefter får nedlagt sit amerikanske værnsfælles hovedkvarter, der stemples som spild af penge.

Den sidste del af bogen før de afsluttende kapitler behandler Mattis’ tid som chef for Central Command, som han karakteriserer som ”Strategic Leadership”, hvor han bygger bro mellem de centrale amerikanske myndigheder, allierede ledere og de tropper i operationsområderne, han stadig besøgte. 

Han beskriver den umulige opgave det er at opnå en konsistent reaktion hjemmefra under ”Det Arabiske Forår”, og hvordan han uden succes prøvede at få den pakistanske militære ledelse til at indse, at det både var uholdbart og selvmorderisk at lege allieret med NATO-indsatsen i Afghanistan og samtidig optræde som allieret med Taleban og støtte deres terrorisme. Hans tid som CENTCOM-chef forsatte fra Bush ind i Obamas præsidentperiode, og han beskriver Obamas administrations mangel på sammenhængende og realistiske strategier i Irak, Afghanistan og over for Iran. Det endte med, at den gensidige tillid mellem Obama-Washington og Mattis var væk, og han måtte derfor afløses.

Mattis er blevet bebrejdet, at han ikke har beskrevet sin periode som forsvarsminister og i den forbindelse ikke har kritiseret Trump. Det er en kritik som er tåbelig, fordi den ignorerer den etik, som vi altid må forvente og kræve af en embedsmand i direkte dialog med politikerne. 

Det betyder dog ikke, at Mattis er helt tavs om problemerne. I sin korte epilog understreger han faren ved national splittelse og nødvendigheden af, at USA optræder forenet, ”som sin egen allierede”.

 Michael H. Clemmesen, Brigadegeneral

Boganmeldelse
Publiceret den 23. apr. 2020
Kommentarer i denne artikel: 1

DEL

Tags

Relaterede artikler

Emner