Log ind

Bykamp

#

Det har altid været en vanskelig opgave at angribe en by, hvadenten denne var åben eller befæstet, og enhver angriber liar søgt at undgå det, hvis det har været muligt. Men alligevel så vi under anden verdenskrig, hvordan byerne atter og atter blev kampens brandpunkter. Årsagerne hertil er følgende: — De motoriserede ha>re er stærkt bundne til vejene og må erobre de byer, der danner vejknudepunkter i fremrykningszonen for at sikre fremforing af forsyninger og reserver. Tyskernes udeladelse af i første omgang at erobre vejknudepunktet B A S T O G N E kostede dem muligvis sejren i slaget om A R D E N N E R B U E N . — Mange byer v il have taktisk eller strategisk betydning for angriberen, f. eks. beherske en flodovergang som A R N H E M , en dal som M O N T E GASSINO eller have en vigtig havn som CH ER - BOIJRG. — En by kan ligge i flanken på en fremrykkende styrke som f. eks. O R LE A N S under III amerikanske armés fremrykning. — En omringet by kan binde store belejringsstyrker, som savnes andre steder, f. eks. B R E S T , hvor et amerikansk korps var bundet, indtil et storangreb blev sat ind i september 1944. -— Og endelig kan krigshistorien opvise talrige eksempler på, at byer, navnlig hovedslæder og regeringssæder, er blevet angrebet af prestigemæssige grunde.

Kamp i bv adskiller sig fra kamp i åben mark på forskellig made: — Fjenden er vanskelig at lokalisere, fordi sigtbarlieden på grund af bygninger, rug og kalkstøv vil være dårlig, og fordi lyden fra lians våben vil blive kastet frem og tilbage, blive forstærket og fremkalde ekko. — Modstanderne er ofte ganske tæt på hinanden, undertiden kun adskilt ved en va'g eller en etageadskillelse, og angriberen kan komme bag på modstanderen ved at gå udenom, ovenover eller under ham. Men samtidig betvder denne nærbed, at luftangreb og indirekte skydning af artilleri og morterer ikke kan anvendes mod de nu'rmeste fjendtlige tropper uden stor fare for al ramme egne styrker. — - Kontrol er vanskelig på grund af kamppladsens uoverskueligbed, og fordi de sædvanlige forbindelsesmidler — telefon og radio er upålidelige under kampen inde i bven. — Telefonkablern«' bliver revet, k««rt, skudt eller klippet over, når de er ført over gader og veje, og radioen virker dårligt på grund af ska'rm virkninger. — Kampvogne og køretøjer kan vanskeligt anvendes på grund af sammenstyrtede buse, der er vudtet udover gaderne, og frygt for mineringer og fjendtlige panserværns- og snigskytter, som bar uendeligt mange muligheder for skjulte og dækkede stillinger i en ruinby, begrænser ligeledes deres anvendelighed. - Plyndring udført af ellers veldisciplinerede tropper er en hyppigt forekommende foreteelse under bykamp, som kan få et angreb til at gå i stå og er til ubodelig skade for troppernes moral og disciplin. Soldaterne, der måske efter lang tids afsavn, strabadser og askese bliver sluppet los på en velhavende og velforsynet by, møder på deres vej gennem husene mange af de livsgoder, de har måttet savne så lu'ng«', og da de optræder 2 eller .i sammen uden at kunne ses af førerne, falder de for fristelsen til at forsyne sig i stedet for at komme videre frem. Derfor kræver kamp i bv både til angreb og forsvar veluddannede, veldisciplinerede og kampivrige tropper, og det er forkert at tro, at f. eks. forsvaret af en by udelukkende kan overlades til hjemmeværnet og civilbefolkningen, som man undertiden hører foreslået. Selv om Stalingrads arbejdere havde succes, må man sikkert regne med, at en russisk industriarbejder har en militæruddannelse, der ligger over en vesteuropæisk hjemmeværnsmands uddannelse. R U S LA N D var rimeligvis den nation, der under den sidste krig høstede de fleste erfaringer i kamp om byer. Forst kæmpede russerne om og tabte deres byer tilbage til linien L E N IN G R A D — M O S K V A — STA L1N G R A D , derefter tilbageerobredes de samme byer, og henimod krigens slutning blev de østeuropæiske byer erobret til og med B E R L IN — W IEN —B U D A ­ PEST. Russerne bar im idlertid været noget tilbageholdende med at delagtiggøre vestmagterne i deres taktiske erfaringer, men bl. a. svenske militære tidsskrifter bar dog gennem russiske artikler og studier af fremgangsmåder under sidste krig dannet sig et billede af den russiske taktik ved angreb på en by. Før angrebet sa'ttes an, tra'ffes omhyggelige forberedelser, der omfatter plan hegning på grundlag af en grundig opklarings- og efterretningstjeneste, specialtræning af de tropper, der skal indsættes, en gennemprøvning af samvirke mellem fodfolk, tunge våben og kampvogne. Forberedelserne til angrebet på B E R L IN log således 2 måneder. Angrebet indledes med, at kampvogns- og opklaringsstyrker omringer byen og søger at afskære den fra al forbindelse med omverdenen. En fortrop støttet af stærkt artilleri angriber derefter i fronten for at binde forsvaret, hvorefter hovedstyrken går udenom byen og angriber fra ryg og flanke for herfra at trænge ind mod byens vitale centre og herved decentralisere og lamme forsvaret. Under kampene i byen er bataillonerne opdelt i et antal stormtroppe, hver bestående af 4 hold:

a. — Et angrebshold sammensat af let fodfolk og udrustet med maskinpistoler, håndgranater og knive, flammekastergrupper og folk med røgudlægningsmidler.

b. — Et støttehold bestående af maskingeværer, panserværnskanoner, stormartilleri og kampvogne.

c. — Et forstærkningshold.

d. — Et reservehold.

Hvis modstanderen er relativt svag, rykker angrebslioldet frem langs begge sider af gaden, idet der skydes mod vinduer, døre, altaner og tage på den modsatte side af gaden. Støtteholdet følger læt bagefter og beskyder vejspærringer og huse, hvorfra der ydes modstand. Nogle kampvogne kører på begge sider af gaden og skyder ligesom fodfolket krydsild, medens andre korer længere tilbage og skyder langs gaden. Bliver modstanden kraftigere, søger angrebslioldet ind i busene gennem huller skudt af støtteholdet og baner sig vej gennem bygningerne, over lofter og tage eller gennem kældrene. I de bygninger, hvor der stødes på modstand, søger man opover modstanderen og presser ham nedad evt. helt ned i kælderen, hvor han druknes ved at slå hul på vandledningerne eller ryges ud ved at sætte ild på bygningen. Særlig stærkt forsvarede støttepunkter holdes nede og b lindes med ild og røg, medens første bølge passerer og overlader dem til den anden angrebsbølge.

Vil en vesteuropæisk by nu have nogen chance overfor et angreb som det ovenfor skitserede? Ja, forsvareren har mange fordele i forhold til angriberen. Kendskab til stillingen, til smøger, kældergange og kloakledninger er af uvurderlig betydning. Har forsvareren haft tid til at udføre mineringer, spærringer, minefælder, forberedte sprængninger m. v., kan han gøre livet surt for angriberen. Han har dækning, skjul og ly, medens angriberen, indtil han har fået fodfæste i byen, muligvis må opholde sig på et glacis frembragt ved den brændte jords taktik. Og endelig har angriberens artilleriforberedelse den virkning, at hver granat praktisk taget forbedrer forsvarsmulighederne ved at lave spærringer af sammenstyrtede huse og skyttehuller af granattragte. Principperne for forsvar af en by er i hovedsagen følgende: Hvis der er rigeligt personel til forsvaret, anlægges en forsvarsstilling langs hele byens udkant og således placeret, at der er skudfelter foran stillingen, medens stillingens våben og betjeningsmandskab befinder sig i skjul og dækning i bygningerne. Inde i byen anlægges yderligere en eller belst flere stillinger, og reserver placeres således, at de dels kan sikre stillingens ryg og flanker og dels indsættes til modangreb. E r forsvarsstyrkerne derimod svage, koncentreres forsvaret om de vigtigste indfaldsveje og byens vitale dele, medens de ikke besatte bydele kun forsvares med forberedte artilleriskydninger, snigskytter og patrouiller. Foran byen fremskydes forposter indtil 10 km fra udkanten, og iøvrigt ryddes og mineres forterrainet i den udstrækning, tid, kræfter og materiel tillader.

Den enkelte forsvarsstilling består af modstandsområder, sammensat af et antal støttepunkter. E t støttepunkt er normalt indrettet i en stor bygning eller et kvarter af byen og forsvares som regel af en forstærket deling. Modstandsområdernes enkelte støttepunkter skal kunne forsvare sig til alle sider og gensidigt kunne støtte hinanden først og fremmest med ild, men om muligt også ved modstød udført af styrker, der føres frem ad skjulte og dækkede forbindelsesveje. Støttepunktkommandørerne fremsætter deres ønsker om spærreild, forberedte skydninger og spærringer, og disse ønsker koordineres i ildplaner og spærreplaner, der atter tilgår støttepunktskommandørerne, så de kan supplere og forstærke ild og spærringer omkring deres støttepunkter og udfylde eventuelle buller. Forsvaret skal føres således, at fjenden længst muligt forhindres i at få fodfæste i byen, og når han endelig er trængt ind, skal hans angreb ved støttepunkter og spærringers placering om muligt kanaliseres og ledes i sådanne retninger, hvor det er muligt ved koncentreret ild og modangreb at tilintetgøre ham. H ver fører og menig soldat skal være besjælet af vilje til at kæmpe og må ikke lade nogen mulighed for ildoverfald eller modstød uforsøgt. Hvis fjenden trænger ind i en bygning, skal forsvareren benytte sig af, at det er liam, der bar indrettet huset til forsvar og kender alle dets smuthuller, ved at føre et bevægeligt forsvar og stadigt påføre fjenden tab, udsætte ham for ustandselige overraskelser, lade ham kæmpe om ethvert værelse, gang, trappe, og når tilsidst fjenden er trængt ind i det sidste kælderrum, lade bygningen sprænge i luften ved ta-nding fra det na'ste hus.

Kr

Artikel
Publiceret den 15. jun. 1952
Kommentarer i denne artikel: 0

DEL

Tags

Relaterede artikler

Emner