Byg pyramiden om... En analyse af begreberne strategi, operationer og taktik med henblik på at fastlægge brugbare danske definitioner

Oberstløjtnant Mogens Christensen, der er tjenestegørende ved Forsvarets Forvaltningsskole, analyserer i nedenstående artikel begreberne strategi, operationer og taktik.

»A fter fire was stolen from its home in heaven, wasting disease and a new throng of fevers fell upon the earth, and the doom of death, that before had been slow and distant, quickened its pace . . . Heaven itself we seek in our folly«.

Horats: Ode til Vergil (III)

Indledning

Mange overvejelser er gennem århundreder foretaget med henblik på at gøre de i overskriften nævnte begreber til brugbare størrelser - i første omgang naturligvis specielt inden for »krigskunsten«. Men med en voksende erkendelse af væbnede styrkers mulighed for at gribe ind i - og i de seneste år at udslette - civile samfund med minutters varsel, uden at der kan sikres befolkningen regulære overlevelsesmuligheder, har politikere og andre civile i stadigt større omfang engageret sig i de overvejelser, som stort set tidligere var overladt militære, i deres egenskab af »forvaltere af krigen«, der ifølge Clausewitz’ bekendte teorier var - og fortsat er - politikkens forlængelse med andre midler. Indtil masseødelæggelsesvåbnenes anvendelse i slutningen af anden verdenskrig kan man fastslå, at militære aktioner i enhver henseende var »overskuelige«, for så vidt som de i forhold til menneskehedens eksistens var begrænsede i effekt. Rent faktisk var der vel næppe nogen seriøse overvejelser, som forbandt menneskehedens overlevelse som sådan med militærets indsats. Som ovenfor nævnt er disse forhold nu radikalt ændret, og med denne placering af militær magt i en nøglesituation, som konstant berører hvert enkelt individ, er det klart, at der vil være en løbende debat om militære forhold. Denne debat er både dybtgående og følelsesladet, for så vidt som den udspringer af et grundlæggende menneskeligt behov: instinktet for at overleve. Netop den omstændighed, at debatten drejer sig om menneskehedens eksistens, medfører, at chancerne for en forplumring af debatten er til stede. Dette skyldes, at problemerne er meget komplekse, og derfor kun har få deltagere, som sidder med en kvalificeret indsigt, og dels, at en sådan kompleksitet kan give dække for fremme af politiske hensigter, som tilsyneladende befinder sig inden for problemstillingen, men som i virkeligheden har ganske andre formål. I den forbindelse bør man ikke undervurdere pressens evne til at sætte tingene »på spidsen«, og at formidle et budskab, der er »sort eller hvidt«, uanset omstændighederne ikke retfærdiggør noget sådant. Politiske systemer og magtblokke forfølger nu som før deres mål - for stormagternes vedkommende med den begrænsning, at enhver anvendelse af militær magt kun finder sted i det omfang, mari vurderer, at dette ikke vil involvere brugen af masseødelæggelsesvåben. Dette er en overordentlig risikabel balancegang, fordi den indeholder den uberegnehge faktor, at aktøren ikke kan vide nøjagtigt, hvornår en potentiel modstander anser sine interesser for værende trådt så nær, at det kan udløse en første indsats af masseødelæggelsesvåben. Specielt landene i den tredie verden anvender derimod i stort omfang militæret på klassisk vis, og forfølger deres politiske mål i et mønster, der ikke i praksis afviger fra det, som vi kender fra vores egen del af verden før masseødelæggelsesvåbnenes fremkomst. I det her kort beskrevne miljø manøvrerer Danmark under den fælles trussel om udslettelse, med et sæt politiske mål og med et militær. Betydningen af konstant at vurdere det »internationale billede« korrekt, og at reagere hensigstsmæssigt i forhold til dette, må være åbenlys for enhver. Hensigtsmæssigheden kan kun opnås ved, at Danmark er »på forkant« med udviklingen, og dette forudsætter resultatet af en proces, som omhyggeligt forsøger at vurdere forskeUige udviklingsmuligheder og derefter vælger et relevant handlingsmønster. Denne proces er kompliceret, men en af vejene til at flest mulige forstår dens sammenhænge er at sikre, at den terminologi, der bruges i debatten, er forstået, samt at dens karakteristika er kendte og accepterede. Hermed kan man tilstræbe den »enkelthed«, der er med til at gøre processen begribelig og derfor er et mål i sig selv. Mere praktisk er det også et spørgsmål om at klarificere »kommando vejen«. Dette gælder ikke kun i den militære sammenhæng, men også i høj grad på overgangen mellem det politiske og militære system. Militærets før nævnte større integration i samfundet medfører naturligt et større behov for politisk styring af forsvaret. Denne styring ligger helt inden for rammerne af de klassiske teorier om militærets anvendelse, men det er bemærkelsesværdigt, at denne væsentlige, politiske funktion har fået lov at degenerere i bl.a. Danmark, formodentlig fordi dansk militær ikke - bortset fra et par timer - har været i kamp siden 1864. Forsvarets rolle som fredsbevarende faktor gennem sin blotte tilstedeværelse og planlægning, har ikke givet politikerne den fornødne udfordring til at påtage sig anden styring af forsvaret, end den der lå i til enhver tid at afpasse forsvarets størrelse efter hvad man skønnede politisk opportunt. Retfærdigvis skal det tilføjes, at denne tingenes tilstand formodentlig i lange perioder har passet forsvarets kommandomyndigheder udmærket, fordi disse kræfter bestandigt har været bundne til de skiftende forsvarsordningers strukturelle og produktionsmæssige opgaver.

Opgave

Med baggrund i forsvarets situation i dag vil denne analyse søge på pragmatisk vis at definere »strategi«, »operationer« og »taktik«, således at disse begreber fremtræder med en klar profil, og således at de entydigt kan anvendes ikke alene i debat, analyse og forskningssammenhæng, men tillige inden for det politisk/militære føringssystem. Der vil herunder i et vist omfang blive taget hensyn tü andre relevante definitioner, samt ikke mindst den daglige anvendelse af begreberne.

Generelle overvejelser

Strategi, operationer og taktik er begreber, der anvendes til beskrivelse af militære, politiske og civile handlinger. Da ordet »handlinger« i sig selv er beskrivende for noget »ikke statisk« fremgår det umiddelbart, at der med jævne mellemrum vil opstå et behov for at justere definitionerne på disse begreber - for forsvarets handlinger simpelt hen fordi afgrænsningerne af »militære handlinger« flyttes i takt med ændringerne i forsvarets kapacitet, der i vore dage ikke mindst er betinget af den teknologiske udvikling. Dette forhold er i sin mest ekstreme form illustreret ved masseødelæggelsesvåbnenes indpasning i rækken af militære virkemidler. Noget tilsvarende gør sig naturligvis gældende for den rent civile anvendelse af terminologien. Alle tre begreber er i stadigt stigende omfang adopeteret af civile firmaer og institutioner, hvilket grundlæggende må anses for en »cadeau« til militær tænkning og handlemåde, fordi de ledelsesorienterede sammenhænge, i hvilke de anvendes, ikke er et område, der betjener sig af låneudtryk, med mindre disse har vist sig særdeles hensigtsmæssige i teori og praksis. Den rent civile anvendelse af udtrykkene vil imidlertid ikke blive diskuteret yderligere i analysen. Strategi og taktik er som begreber siden oldtiden defineret som henholdsvis et overordnet og underordnet niveau i føringen og anvendelsen af militære styrker. Da Clausewitz’ teorier stadig anses for en grundlæggende del af moderne militærteori, er det utvivlsomt relevant at tage udgangspunkt for en beskrivelse af begrebsudviklingen i hans definitioner, der betegner strategi som læren om »slagets« anvendelse som krigsafgørende middel, mens taktikken er læren om føringen af styrker i slaget. I stort omfang er disse definitioner stadigt accepterede, og i hvert fald definitionen på taktik er så eksakt, at den er holdbar i dag. Den historiske udvikling indtil omkring Clausewitz’ tid karakteriseredes af en forholdsvis enkel samfundsstruktur. Dette forhold reflekteredes bl.a. i den omstændighed, at militærets ledelse var en stærkt integreret del af samfundets ledelse i øvrigt. Ofte stod statsoverhovedet ikke alene som den formeUe, men tillige som den reelle leder af de militære styrker. Med samfundets voksende kompleksitet, bl.a. som følge af industrialiseringen, degenererede statsledelsens evne til at føre krigsmaskinen, der for sin part også udviklede sig organisationsmæssigt og teknologisk tU et stadigt mere specialvidenkrævende niveau. Dette medførte, at den preussiske general Hehnut von Moltke (den ældre) fandt, at strategibegrebet i praksis måtte splittes op i en mere teoretisk, politisk del og en praktisk, militær del, som han kaldte »operationer«, og som vedrørte den øverste militære føring af hærstyrker. Moltke lagde stor vægt på, at dette var et rent militært ansvarsområde, som skulle være fri for politisk indblanding. Hvor hensigstsmæssig denne opdeling end måtte være, har den i praksis kun vundet reglementarisk accept i Tyskland og Sovjetunionen. Det er paradoksalt, at det netop var i Tyskland, at Wehrmacht i slutningen af Anden Verdenskrig bragtes i en unødvendigt ugunstig situation bl.a. på Østfronten, fordi Hitler forsyndede sig mod v. Moltkes teori og gik over skeUet mellem strategi og operationer. Med tiden er strategibegrebet på forskellig vis udbygget af politikere, filosoffer og militærpersoner. Det kan bredt siges, at disse udbygninger har karakter af strategiske »doktriner«, som set i en snævrere tids- og rumramme er »strategien«, men som i en større sammenhæng viser sig at have begrænset relevans. Clausewitz’ egen strategidefinition rummer i sig selv en doktrin, fordi den præciserer »slagets« betydning. Fortolkningen af dette giver en række muligheder, som kan spænde lige fra fokusering på slaget, som en koncentreret kamp mellem to militære styrker og til Liddell Hart og Lenins teorier om den »indirekte strategi«, der i virkeligheden taler om at undgå »slaget«, i hvert fald indtil man er sikker på, at det er hensigtsmæssigt. Den første udlægning kom til kort under første verdenskrig, hvor forsøgene på at nå det »afgørende slag« til de krigsførende parters overraskelse ledte til den langvarige skyttegravskrig. Holdbarheden i den »indirekte« strategiteori er formodentlig bedre - simpelt hen fordi den er bredere end den første. Men man kan udmærket forestille sig situationer, hvor den indirekte strategi viser sig utilstrækkelig. Denne situation kunne f.eks. forekomme, hvor praktisering af indirekte strategi foregår så konsekvent, at man forpasser det tidspunkt, hvor teorien munder ud i de »slag«, som også er en integreret del af denne »doktrin«. Det er vigtigt, når man betragter strategibegrebet, at holde sig for øje, at dettes udvikling er en funktion af jordens livsbetingelser i almindelighed. Hvert individ eller samfund har en række muligheder, som er betinget af jordens ressourcer, og udnyttelsen af disse er med til at sikre de pågældende individers/samfunds overlevelse på kvalitativt forskellige niveauer. Med den »gamle verdens« livsholdning som eksponent betyder det almindeligvis et højere kvalitativt niveau, jo hårdere man trækker på ressourcerne. Dette medfører en konkurrencesituation for at udn}^te ressourcerne mellem enkeltindivider, befolkningsgrupper (f.eks. sociale klasser), stater og sammenslutninger af stater. Konkurrencesituationen mellem disse »aktører« betinger, hvilken »politik« eller »totalstrategi« disse vælger. Det ligger også helt klart, at konkurrencesituationen indebærer en dialektisk situation mellem aktørerne, hvor enten den ene eller den anden strategi vil få overhånd, temporært eller totalt. Sidstnævnte situation vil normalt betyde et sammenbrud af en af de pågældende aktørers samfundssystem. Da jordens ressourcer er fysisk begrænsede, er konkurrencesituationen permanent, og i bestræbelserne for at være i den bedst mulige position (og ultimativt at vinde den) indgår både kvantitative og kvalitative elementer. De kvantitative udgøres af den mængde af jordens ressourcer man »besidder«, og herunder det antal mennesker, der er »organiseret« for ens filosofi. Denne sidstnævnte betragtning af mennesket som en ressource for ens sag, er noget helt grundlæggende, og man vil derfor se en udvikling, som tenderer i retning af færre »aktører«, bestående af flere mermesker (f.eks. den kommunistiske internationale, NATO, WAPA, de alliancefri landes sammenslutning o.s.v.). Det kvalitative element er det filosofiske grundlag - »totalstrategien« - efter hvilket man anvender de menneskelige (og fysiske) ressourcer. Det er i denne sammenhæng, at anvendelsen af vold kommer ind i billedet. De fleste totalstrategier tager teoretisk afstand fra anvendelsen af vold og giver udtryk for, at konkurrencesituationen skal håndteres ved samarbejde og forhandlinger. Når volden eller truslen om vold stadigvæk er en meget fremtrædende del af verdensbilledet, skyldes det grundlæggende det enkelte individs egoistiske forsøg på overlevelse under de kvalitativt bedst mulige omstændigheder over for den omstændighed, at jordens ressourcer er knaphedsressourcer, der i større eller mindre tempo slides op og ikke gendannes. Konkurrencen om »lagkagens deling« kan udvikle sig til vold i de situationer, hvor en eller flere af aktørerne ser ulemperne ved vold som mindre end de ulemper, der ville være i at fortsætte i en ikke voldelig konkurrencesituation. Denne situation har to niveauer. Det ene kan eksemplificeres af situationen for millioner af indbyggere i den »tredie« verden, som har så begrænset adgang til jordens ressourcer, at de lever på sultegrænsen eller dør af sult. Disse forhold lever de under vel vidende, at andre dele af verdens befolkning bogstavelig talt lever i overfold. Mennesker, som befinder sig under livstruende forhold, vil ikke tøve med at gribe tU vold, hvis de har mulighed for det, og det kan sikre deres overlevelse. Det andet niveau finder man f.eks. i Hitlers stræben efter et politisk og økonomisk verdensherredømme, hvor ulemperne ved anvendelse af vold blev vurderet mindre end ulemperne ved at forblive i en »status quo«- situation (eller måske snarere, at fordelene ved at nå målet ville være større end ulemperne forbundet med kampen for at nå det). En mere uhåndgribelig baggrtmd for voldsanvendelse er religion, fordi årsagerne tü voldsanvendelse i denne sammenhæng er af en spekulativ natur, for så vidt som religion er af metafysisk karakter og altså har sit udspring i en tro på noget, som ikke kan måles og vejes. Alligevel kan man grundlæggende finde den samme linie i menneskets stræben efter overlevelse - i denne forbindelse ud over den fysiske tilværelse på jorden. Hvis der gøres indgreb i den mentale proces, som et religiøst samfund opfatter som nødvendig for at nå en forventet tilværelse efter døden, kan det udvikle sig til voldsanvendselse af nøjagtig de samme årsager som tidligere beskrevet. Ovenstående beskrivelse af volden som en mulig del af en aktørs politiske handlemønster indikerer, at voldsanvendelse eller truslen herom kan have to tilsyneladende forskellige, grundlæggende årsager:

- En aktørs anvendelse/trussel om anvendelse af vold for at ændre en bestående national/international samfundstilstand (geografisk, politisk, etisk).

- En aktørs anvendelse/trussel om anvendelse af vold for at bevare en bestående national/international samfundstüstand (geografisk, politisk, etisk).

Når de to årsager karakteriseres som »tilsyneladende« forskellige, skyldes det, at de to ord »ændre« og »bevare« dybest set baserer sig på en forestilling om, at der eksisterer visse samfundsnormer (folkeret, menneskerettigheder), som er så grundlæggende, at der er global concensus herom. Vanskeligheden er netop, at en »bestående samfundstilstand absolut ikke behøver at være en statisk tilstand, men tværtimod kan være en tilstand af så radikale ændringer, gennemført ved »ikke voldelige« midler, at den førstnævnte årsag, som umiddelbart efter vor tankegang vil være den uacceptable, rent faktisk bliver analog med den anden (og omvendt). Uden et sæt accepterede, fundamentale »spilleregler« som »folkeret« og »menneskerettigheder« retfærdiggøres voldsanvendelse af de forskellige aktørers egne etiske og politiske opfattelser, og en eventuel vinder af en voldelig konflikt vil normalt påtvinge taberen disse opfattelser med henblik på at underbygge og stabilisere sin egen magtposition i forhold til andre aktører. Det må endnu en gang konkluderende fastslås, at voldsanvendelse ikke kan betragtes som et isoleret »vildskud« på visse aktørers politik, sådan som man ofte kan få indtrykket af, når man studerer den del af folkeopinionen, som kommer til udtryk i bl.a. fredsbevægelserne. Voldsanvendelse er en særdeles integreret del af aktørernes konkurrence om adgangen til udnyttelse afjordens ressourcer. Med en grundlæggende forudsætning om, at voldsanvendelse er uacceptabel, fordi den medfører menneskelig lidelse, bør en stor del af aktørernes politik gå ud på at arbejde frem mod nogle grundlæggende menneskerettigheder og en folkeret, som er så bredt accepteret som muligt. Da der ikke findes nogen overnational myndighed, der er i stand til at holde aktørerne op til overholdelse af sådanne regler, vil der altid være en politisk proces i gang, hvis formål må være at sikre, at man kommer så tæt på en overholdelse som muligt. Den ultimative dimension, som masseødelæggelsesvåbnene har givet volden, kan måske paradoksalt nok vise sig at være vej en hen mod et mindre voldeligt verdenssamfund. Under alle omstændigheder er en aktørs i humanistisk henseende velovervejede udenrigs- og sikkerhedspolitik i bredeste forstand et vigtigt middel i processen hen imod en fredeliggørelse af verden. Da politikken i sidste ende skal sikre det enkelte individs situation, er det vigtigt, at der er en debat om disse forhold, som et grundlag for den praktiske udøvelse af politikken. Begreberne »strategi«, »operationer« og »taktik« indgår i denne debat. En klar og entydig forståelse for begrebernes indhold er et vigtigt element i en effektiv debat om forhold, som alle mennesker er underkastet, og som er en konstant udfordring på grund af masseødelæggelsesvåbnenes livstruende kapacitet.

Strategi

Spørgsmålet: »Hvad er strategi«? kan besvares på to principielt forskellige måder. Den første er at fremkomme med en teoretisk definition på begrebet. Den anden er at besvare spørgsmålet med den for tiden gældende opfattelse af, hvad praktisk strategi går ud på. Sidstnævnte mulighed er naturligvis betinget af de begrænsninger, som afstikkes i den første svarmulighed. Imidlertid kan den praktiske anvendelse af ordet være med til at nødvendiggøre en revision af den teoretiske definition, idet en vis kontinuitet i de »praktiske« definitioner, som har karakter af »doktriner« uvægerlig også vil forårsage, at den teoretiske definition »skrider« i retning af længere tids praksis. Den omstændighed, at strategi beskæftiger sig med særdeles komplekse forhold, har bevirket, at der ikke i dansk eller NATO-sammenhæng er fastsat nogen autoriserede, teoretiske definitioner. Sovjetunionen og von Moltkes hjemland, Tyskland, har i deres militærteorier definitioner på såvel strategi og operationer som taktik. Det skønnes imidlertid ikke hensigtsmæssigt at inddrage disse i analysen - ud over rent perifert - fordi disse definitioner har særlige politiske og historiske baggrunde, som er mindre relevante i nutidig dansk sammenhæng.

De i indledningen nævnte definitioner på strategi, som stadigvæk - sammen med utallige andre - har en vis relevans, kan på enkel vis samles i den såkaldte pyramide (fig. 1). Denne kan tekstes med den meget genereUe definition: »Strategi er den virksomhed, der tjener til systematisk at udvikle og anvende egne ressourcer med henblik på at nå fastlagte mål under givne omstændigheder«

BILLEDE HER

Denne definition har imidlertid den svaghed, at den er meget bred, og dette medfører, at man uden problemer ville kunne udskifte ordet »strategi« med ordet »taktik«. En mere præciseret definition er følgende: »Strategi er den virksomhed, der samordner en stats aktiviteter, især militær magt, støttet af økonomiske sanktioner, diplomatisk pres og forhandlinger, for at opnå politiske mål med færrest mulige omkostninger for staten selv«. En tredie - og noget anderledes formuleret definition - gives af feltmarskal Montgomeiy: »Strategi er kunsten at fordele og anvende militære midler, f.eks. væbnede styrker og forsyninger, således at de politiske mål nås«

Sluttelig kan det være værd at fremhæve den franske general André Beaufrés sofistikerede definition: »Strategi er en tankemetodik, hvis formål er at klassificere og prioritere begivenheder og på denne baggrund vælge den mest hensigtsmæssige handlemåde for at opnå politiske mål«. Det gennemgående træk i disse definitioner er bindingen mellem det politiske mål og den militære indsats. Begrebet strategi fremstår ofte som indbegrebet af denne »kobling«. Netop dette område er det interessante og vanskelige at håndtere, fordi man skal bevæge sig fra det teoretiske, politiske system til et praktisk militært, som med hensyn til teknisk formåen er nået til at kunne rumme muligheden for menneskehedens udslettelse, som et »virkemiddel«. Det kræver god vilje fra politisk og militær side at sætte sig ind i problematikken omkring anvendelsen af et sådant system og at være i stand til at anvende det på en sådan måde, at de politiske mål nas på en optimal vis, hvilket bl.a. betyder, at ikke alene operativ planlæpiing, men også forudsætningen i form af tilstrækkelige ressourcer må være opfyldt. Disse to forhold har det altid været en opgave for politikere og militære at forenes om for at gøre »koblingen« så snæver og derved så effektivt virkende som muligt. Det har også altid været en tredie nødvendig opgave at sørge for, at strategien var modstanderens strategi overlegen. I vore dage har truslen om udslettelse givet strategien den absurde dimension, at dens formål er at undgå, at magtmidlerne nogen sinde tages i anvendelse samtidig med at muligheden fortsat skal holdes åben. Dette betyder i praksis, at strategien ikke længere skal være modpartens strategi overlegen, men at den blot kvalitativt skal være af en sådan art, at modparten er overbevist om, at han ikke vil kunne undgå sin egen udslettelse, hvis han starter et angreb. Trovædigheden af dette spil er en konstant udfordring for politikere og militærfolk i de to supermagter og deres associerede militæralliancer. Det er dette »dry run«, som nu for enhver pris må optimeres, således at vi - og forhåbentiig efterhånden flere med os - fortsat kan leve i en del af verden, hvor der ikke længere er krig. Der er en tankevækkende dimension i dette »afskrækkelsesspil«, idet allerede Clausewitz påpegede, at kamperfaring var det eneste »smøremiddel«, hvormed man kunne overkomme krigens »friktion«. Sagt på en anden måde mister man altså evnen til at føre krig, når man ikke med mellemrum opnår krigserfaring. Og så sluttes cirklen, fordi afskrækkelsen netop hviler på troværdigheden af modstanderens kampevne. Om man vil vurdere en degenererende evne til at føre krig som en fordel eller ulempe, vil nok være et temperamentsspørgsmål. Umiddelbart vil de fleste nok tage det for pålydende og mene, at det er et skridt mod verdensfreden, men man bør her i den vestlige verden holde sig for øje, at det kommunistiske system jo netop ifølge dets teorier og historieopfattelse afventer, at vores system degenererer og bliver svagt nok til, at kommunismen kan overtage verdensherredømmet - om muligt og nødvendigt med mUitær magt. I mangel af den i øvrigt næppe af noget enkeltindivid savnede kamperfaring, må aktørerne i »afskrækkelsesspillet« så forsøge at foretage en planlægning, der er så realistisk som muligt. Denne planlægning influeres naturligvis af mange forhold, men nogle afgørende faktorer, både nationalt og internationalt, er følgende:

Den politiske situation og udviklingstendenser.

Hertil kommer:

- Militærteknologiens kapacitet og udviklingstendenser.

Disse to afgørende forhold bør hele tiden vurderes i forhold til

- Krigshistoriske erfaringer og den lære, der er uddraget heraf.

Set med politiske og militære øjne må den mest skelsættende begivenhed i nyere tid være, at krig mellem supermagterne (og deres allierede) foreløbig er usandsynliggjort på grund af masseødelæggelsesvåbnenes tilkomst blandt de militære virkemidler. Den stadig støtte folkelige debat om dette emne og politikernes egen erkendelse af situationen, har medført en voksende interesse blandt supermagterne for at nedskære både antal af og udgifter til disse våbensystemer. Denne proces stimuleres yderligere af en voksende erkendelse af verdens ressourceproblemer og det frustrerende i at anvende store summer på militæret i en situation, hvor overlevelsen er truet af befolkningstilvækst, forurening o.s.v. Hele denne langsomme omstilling af nationale interesser til en mere »verdenskollektiv« indstilling har medført, at »strategipyramiden« rettelig må give plads for udtryk som »sikkerhedspolitik«, »afspændingspolitik« og endda »nedrustningspolitik«, som vigtige og hyppigt påpegede midler til den »totale strategi«, som i dag snarere kaldes samfundsmålsætningen: fred og frihed.

Næppe nogen dansk politiker ville i dag anvende det militært klingende »strategi«, som et udtryk for det danske samfunds målsætning. Da en sammenblanding af samfundsstrategi og militærstrategi altid indebærer en mulighed for misforståelser, og da netop kravet om enkelthed og overskuelighed er en gennemgående lære fra krigshistorien, vil det være hensigtsmæssigt i dansk sammenhæng at lægge mindre vægt på anvendelsen af begreberne »totalstrategi« og »samlet koordineret strategi« og omvendt præcisere begrebet »militær strategi«. Dette vil blive gjort i det følgende. Ved en imdersøgelse i april 1986 på Forsvarsakademiet (FAK) besvarede 41 elever fra alle tre værn følgende spørgsmål: »Beskriv med Deres paratviden så kort som muligt Deres opfattelse af begreberne »strategi«, »operationer« og »taktik«. Der var bred enighed om, at de tre begreber dækkede føring og anvendelsen af militære styrker på forskellig niveau, men opfattelsen af »strategi« og »operationer« var klart mere diffus end opfattelsen af »taktik«. Dette demonstrerer, at selv blandt erfarne, danske officerer på stabsniveau står disse begreber, og herunder strategien, ikke helt klare, hvorfor en præcisering af dette begreb nok kan være påkrævet. Undersøgelsen viste tillige det positive, at der fokuseres på den militære handling eller »operation«. Clausewitz har ikke levet forgæves - den moderne danske officer ved godt, at det er det militære slag eller evnen til at levere et sådant, der er afgørende for den militære effektivitet og troværdighed. Dette er imidlertid også resultatet af udviklingen af militær teknologi. I takt med at våben kan flyttes stadig hurtigere fra sted til sted og deres rækkevidde og præcision øges, forudsættes der et mere omfattende og præcist informationsgrundlag for deres indsættelse. Dette tenderer i retning af en mere centraliseret ledelse af våbnene for at tilgodese sikkerheden for egne styrker i området og for at undgå, at flere våben samtidigt engagerer samme mål. Planlægning og udførelse af føringen af våbnene kædes sammen med stadig kortere kommandoveje, således som det længe har været kendt i flyvevåben-sammenhæng, og som det i stadigt større omfang muliggøres af moderne kommimikationssystemer og EDB-teknologi. De korte kommandoveje er også karakteristiske for operationer, som beskæftiger sig med indsættelse af masseødelæggelsesvåben. Dette er nødvendiggjort af disse våbens karakteristiske, ultrakorte indsættelsestid, der kun tælles i minutter eller få timer fra indsættelsesordren gives og indtil våbenvirkningen udløses i målområdet. I praksis er selve føringen af masseødelæggelsesvåbnene fra statsoverhovedet og til raketsiloen rent arbejdsmæssigt ikke mere kompliceret end f.eks. en eskadronchefs føring af sin kampvognseskadron. Denne sammenstilling er foretaget for at demonstrere, at det ikke kan hævdes, at »arbejdsbyrden« i forbindelse med føring af våben med forskellig kapacitet berettiger en generel opdeling i føringstrin, således som von Moltke postulerede, da han indførte begrebet »operationer«. Faktisk er man med masseødelæggelsesvåbnene vendt tilbage til den situation, at statsoverhovedet selv fører sine vigtigste våben i kamp. Siden den franske revolution har det været et karakteristisk træk ved de store krige, at de har sigtet mod modstanderens systems fuldstændige og ubetingede sammenbrud. Dette er altså i en kampsituation blevet »totalstrategien« eller det »politiske mål«. Masseødelæggelsesvåbnene besidder netop evnen til at gennemføre denne målsætning, selv om det nu står klart, at det også vil medføre sammenbrud for ens eget system. Denne mulighed for indsættelse af nukleare våben i en »ultimativ strategi«, hvor målet nås i et »slag«, som i øvrigt fra et rationelt synspunkt er absurd på grund af den totale ødelæggelseseffekt, har medført, at netop disse operationer er blevet analoge med strategibegrebet. Man kan næppe forestille sig, at en supermagt længere har nogen mulighed for at tilstræbe sin potentielle modstanders sammenbrud med andre midler, uden at truslen om eller anvendelse af masseødelæggelsesvåben bliver bragt ind i billedet, og dermed er strategibegrebet »inddæmmet« til at være snævert knyttet til operationer med masseødelæggelsesvåben. I hvert fald i dansk regi er dette i god overensstemmelse med den daglige anvendelse af ordet strategi i politisk sammenhæng og i dagspressen. Den pragmatiske anvendelse af ordet »strategic« i USAs væbnede styrker reflekterer også sammenhængen mellem strategi og muligheden for at levere det afgørende slag direkte. Dette ses f.eks. i udtrykkene:

STRATEGIC AIR COMMAND,

STRATEGIC NUCLEAR SUBMARINES,

STRATEGIC DEFENSE INITIATIVE o.s.v.

Det må heller ikke glemmes, at de politisk meget omdiskuterede SALT (»Strategie Armament Limitation Talks) og START (*STrategic Arms deduction Talks) aftaler omhandler våben med denne kapacitet, og netop fordi de har været så meget i offentlighedens søgelys, har de bidraget til opfattelsen af, at dette var »strategien«. På baggrund af den beskrevne udvikling skal det foreslås, at begrebet strategi til anvendelse i dansk militærpolitisk sammenhæng defineres som: »Planlægning og udførelse af operationer med masseødelæggelsesvåben eller operationer relateret til disses anvendelse«. Masseødelæggelsesvåben defineres i denne forbindelse som »midler, der muliggør ødelæggelse af en modstanders samfundssystem inden for få timer«

Operationer

Det er tidligere beskrevet, hvorledes von Moltke udskilte begrebet operationer, som det niveau af militær ledelse, hvor statsmagtens praktiske indflydelse var ophørt. Han var på denne måde med tU at præcisere og fastlægge den »kobling« mellem praktisk politik og rent militært virke, som tidligere er omtalt under analysen af strategibegrebet. Præcisionen af denne koblings placering og »størrelse« har indflydelse på kompleksiteten af de militære procedurer, og von Moltke har uden tvivl haft et stort behov for at undsige politisk indgriben i føringen af de militære styrker. Det, der karakteriserede det preussiske militær i 1800-tallet, var dels, at det primært var hærstyrker, det drejede sig om, og dels, at disse efter den franske revolution var vokset til meget betydehge størrelser på grund af den af demokratiseringsprocessen opståede værnepligt. Føringen af disse meget betydelige styrker med datidens begrænsede kommunikationsmidler har virkelig fremtvunget behovet for enkelthed, hvor det var muligt. Det må iøvrigt noteres, at von Moltke havde ret i sine dispositioner - hans lære om føring af hærstyrker har haft succes frem til vor tid. Men som tidligere nævnt er det kun i Tyskland - og Sovjetunionen - der ofte og gerne tager ved lære af tyske tilstande, at man definitorisk har fastlagt »operationer« som føringsniveau for armeer og korps. Føring af divisioner og lavere regnes for »taktisk niveau«. Det ligger dog klart, at begrebet operationer jævnligt påkalder sig opmærksomhed i militære kredse på grund af sin hensigtsmæssighed i hærsammenhæng, fordi hære fortsat er karakteriseret ved deres personelmæssigt og organisatorisk betydelige omfang og de deraf følgende lange kommandoveje. I dansk regie foregår der en debat om, hvorvidt det vil være hensigtsmæssigt officielt eller uofficielt at indføre et operativt niveau og placere det et trin lavere end den officielle, tyske definition. Det vil sige, at skellet mellem taktisk og operativt niveau ville bHve placeret mellem division og brigade.

Under alle omstændigheder forekommer det mindre relevant at afvige fra et system, man har ønske om at kopiere, men der er også helt klart andre forhold, som taler imod at tage terminologien »operationer« i anvendelse til beskrivelse af et specifik føringsniveau. »Operationer« anvendes som bekendt i flæng og endda særdeles hyppigt som betegnelse for en hvilken som helst militær handling i forbindelse med kamp. Det er værd at hæfte sig ved, at det ikke blot er ikke-fagfolk, som f.eks. dagspressen, der anvender denne terminologi, men også inden for militæret er ordet operationer et af de hyppigst anvendte i faglig kommunikation. Desuden er der den betydningsmæssige vanskelighed ved selve ordet operationer, at det kun dækker en handling, hvorimod den spekulative eller planlægningsmæssige del, som naturligt indgår både i strategi og taktik, mangler, således som ordet normalt opfattes. Dette problem forsøges overkommet ved at tale om niveauer - altså et strategisk niveau, et operativt niveau og et taktisk niveau. Hvor hensigtsmæssigt dette umiddelbart måtte forekomme, støder man på et nyt problem. Klassificeringen af føringsniveauer bør af hensyn til enkeltheden være standardiseret for alle værn, men hverken det danske søværn eller fl3^evåben har nogen tradition for at klassificere et operativt niveau. Det hænger igen sammen med problematikken omkring organisationernes størrelse, enhedernes mobilitet, våbnenes slagkraft og kommandovejenes længde. Det operative niveau i søværnet og fl3^evåbnet ville være henholdsvis Søværnets Operative Kommando (SOK) og Flyvertaktisk Kommmando (FIK). Men SOK er »operativ« i modsætning til en materielkommando, og FIKs navn taler for sig selv, når man samtidig betænker, at SektoroperationscenimXen befinder sig under FIK i organisatorisk henseende. Af ovennævnte årsager foreslås det, at begrebet »operationer« ikke institutioneres som en dansk definition. Med henvisning til det følgende afsnit om taktik kunne det måske overvejes, at hæren tilgodeså et ønske om intem deling af føringsniveauer ved at benævne disse: Korps-taktik, Divisions-taktik, Brigade-taktik o.s.v. En sådan betegnelse ville ikke alene bidrage til en entydig bestemmelse af niveauet, men ville tillige være umiddelbart forståelig for alle.

Taktik

Definitionen på det rent militære begreb »taktik« har tilsyneladende aldrig givet anledning tU de store problemer. Alle definitioner er fælles om, at der er tale om føring af militære styrker på laveste niveau. Den nedre grænse har altså været givet på forhånd, og den øvre grænse har været bestemt af afgrænsningen af næste føringsniveau, der normalt er strategi - men altså også i visse tilfælde kan være operationer. Da denne analyse er mundet ud i at definere strategi som operationer med masseødelæggelsesvåben og endvidere udelukke det operative niveau, er definitionen på taktik altså implicit fastlagt. Der er tidligere i analysen nævnt en meget bred definition af begrebet strategi. Ved at substituere ordet strategi med ordet taktik fås følgende lige så brede - men fuldt holdbare - definition af dette begreb: »Taktik er den virksomhed, der tjener tü systematisk at udvikle og anvende egne ressourcer med henblik på at nå fastlagte mål under givne omstændigheder«. Tilsvarende kunne man uden større problemer tage de citerede strategidefinitioner fra Montgomery og Beaufré og anvende dem som definitioner på taktik. For at opnå entydighed i forhold til definitionen på strategi foreslås imidlertid følgende danske definition på taktik: »Planlægning og udførelse af operationer, som ikke er relateret til brug af masseødelæggelsesvåben«

Koncepter og doktriner

Opstilling af definitioner på strategi og taktik som komplementære størrelser rejser problemet med den hidtidige meget brede og ukoncise anvendelse af ordet strategi i militær sammenhæng. Dette problem kan løses ved anvendelse af begreberne koncepter og doktriner, idet det imiiddelbart kan fastslås, at en koncept er det foreløbige idégrundlag for en planlægning, som efter behørig analyse og praktisk afprøvning udmønter sig i en doktrin. Selve ordet doktrin foreslås anvendt til beskrivelse af det operative handlingsgrundlag for såvel strategi som taktik. Doktriner kan være enkeltstående for et våbensystem (f.eks. en artilleridoktrin), fælles for flere systemer (f.eks. en luftforsvarsdoktrin), fællesvæms (f.eks. en doktrin for fremskudt forsvar) eller på nations- eller allianceplan (f.eks. NATOs militærpolitiske doktrin - for tiden, som bekendt - »flexible response«).

En konsekvent anvendelse af begreberne koncept og doktrin, som her beskrevet, støder ikke på nogen modsætninger i forhold til den hidtidige sporadiske anvendelse i dansk sammenhæng.

Strategipyramiden

På baggrund af ovenstående analyse foreslås den strategiske pyramide »bygget om« som skitseret i fig. 2.

BILLEDE HER

I forhold til den tidligere nævnte pyramide (fig. 1) giver den nye anledning til efterfølgende bemærkninger. Ordet strategi er kun anvendt som foreslået i definitionen. Dette har betydet, at den »Totale strategi« og »Samlede koordinerede strategi« er erstattet med det mere uforpligtende »Total politisk målsætning«. Dette må gerne tages for en pragmatisk, dansk løsning, idet et nærmere studium af landets øverste politiske forhold ikke afslører anden »topmålsætning« end dem landet lejlighedsvis formulerer i forbindelse med samarbejdet i internationale organisationer. Og essensen af dette er »at leve i fred og frihed og i økonomisk fremgang« - et ønske man i øvrigt udstræker til at gælde for alle lande. Vi er med andre ord tilbage til det i indledningen nævnte grundlæggende ønske om »overlevelse på højest mulige kvalitative niveau«. Denne målsætning håndteres grundlæggende gennem den henholdsvis ud- og indadvendte virksomhed, som finder udtryk ved udenrigs- og indenrigspolitikken. Den økonomiske politik står her som noget centralt for begge sider. Sikkerhedspolitikken er i kraft af militærets forhold mest en del af den udenrigspolitiske virksomhed, mens mange øvrige politiske forhold mest hører hjemme under den indenrigspolitiske side. Størrelsen af de enkelte felter er ikke udtryk for nogen vægtning af den enkelte faktor i forhold til det samlede mål, men pilene langs pyramidens sider er udtryk for, hvorledes faktorerne påvirker hinanden såvel horisontalt som vertikalt. Den politiske virksomhed består i at prioritere de forskellige faktorer i forhold til hinanden med henblik på at nå den totale målsætning bedst muligt. Demokratiets kendetegn i den vestlige verden er bl.a., at der politisk tages hensyn til det enkelte individs opfattelse af, hvorledes målsætningen skal nås. Et af problemerne ved den proces er at skaffe tilstrækkeligt overblik over samfundsindretningen og dens sammenhæng, først for den enkelte borger, saledes at han kan vælge den dygtigste politiker, og derefter for den valgte politiker, således at han er i stand til at forvalte sin opgave optimalt. Den proces forløber kun med meget voldsom »friktion« med præg af egoisme, snævre gruppeinteresser, manglende tilstrækkelig uddannelse og naturligvis også manglende mental kapacitet i forhold til systemets kompleksitet. En af de måder, hvor man kan hjælpe på i hvert fald de to sidste forhold er at sørge for at »pyramiden«s enkelte elementer er så veldefinerede som muligt, således at politikerne ved, hvad det er, de har med at gøre. Denne analyse er et forsøg på et bidrag til en sådan klarificeringsproces.

Sammenfatning

Formålet med denne analyse har været at undersøge begreberne strategi, operationer og taktik med henblik på at klarificere dem og derved opnå den bonuseffekt, der ligger i både militært og politisk at vide, hvad man taler om, når man anvender disse ord. En gennemgående linie har været at forsøge at leve op til kravet om enkelthed. Begrebet strategi er meget vanskeligt at få hold på, fordi udtrykket anvendes i mange forskellige sammenhænge, som ikke entydigt peger i nogen bestemt retning. I sin bredeste definition er strategi i virkeligheden det samme som taktik, hvilket peger i retning af den traditionelle opdeling i to forskellige føringsniveauer. Traditionelt er strategi det højeste niveau, og er derfor det, som ligger på overgangen mellem den politiske og militære forvaltning. Denne overgang eller »kobling« mellem en civil, politisk målsætning og en militær udførelse er et kritisk punkt, fordi den fordrer en forståelse mellem civile og militære aktører, som erfaringsmæssigt er vanskelig. Den kombinerede civile/militære planlægning af militærets anvendelse for at nå samfundets totalpolitiske målsætning er faktisk strategien. Moderne våbenteknologi i form af masseødelæggelsesvåben har imidlertid medført, at man kan nå det ultimative, militære mål for en krig, nemlig modstanderens samfundssystems fuldstændige ødelæggelse, ved operationer, som i tid tælles i få timer, og som med hensyn til procedurer er lidet omfattende. Processen er imidlertid tveægget, fordi teknologien ikke er i stand til at sikre ens eget system, hvis man tager masseødelæggelsesvåben i anvendelse. Frygten for denne situation, som meget vel kunne betyde menneskehedens undergang, har ud fra en rationel tankegang gjort krig med disse våben usandsynlig. Alligevel rummer situationen det paradoks, at ingen af de to aktører, der besidder masseødelæggelseskapacitet, formodentlig vil acceptere, at modstanderen forsøger at nå sit mål med konventionelle styrker. Hvis der var optræk til dette, ville masseødelæggelsesvåbnene alligevel blive anvendt. Dermed er de konventionelle styrker blevet anbragt i en skakmat situation, hvor deres primære formål er at bidrage til en »paritetssituation« på dette område. De eneste våben, som kan nå det strategiske mål, er altså masseødelæggelsesvåbnene, og dermed er der i stort omfang i praktisk, politisk sprogbrug blevet sat lighedstegn mellem strategi og operationer med masseødelæggelsesvåben. Processen stimuleres af, at det militært klingende strategi harmonerer dårligt med i hvert fald den vestlige verdens opfattelse af sine samfundsmål, som har karakter af opretholdelse af en international »status quo«, og begreberne totalstrategi og militærstrategi erstattes efterhånden af udtryk som samfundsmål og sikkerhedspolitik. I konsekvens af disse forhold foreslås strategi defineret som »planlægning og udførelse af operationer med masseødelæggelsesvåben eller operationer relateret til disses anvendelse«. Uanset von Moltkes succesfulde indførelse af føringsniveauet »operationer« mellem strategi og taktik, skønnes det mindre hensigtsmæssig at institutionere en sådan terminologi i dansk sammenhæng i dag. Dette skyldes dels, at ordet operationer i forvejen anvendes i flæng om militære kamphandlinger på ethvert niveau, dels at den teknologiske udvikling går i retning af våben med større præcision og længere rækkevidde, hvilket igen vil medføre færre våben og dermed mindre komplicerede og kortere kommandoveje, ganske som tilfældet er i søværn og flyvevåben - og ved de strategiske våbensystemer. Da det strategiske niveau er fastlagt og det operative niveau foreslås udeladt, er definitionen på taktik implicit givet som »planlægning og udførelse af operationer, som ikke er relateret til brug af masseødelæggelsesvåben«. Analysen peger afslutningsvis på muligheden for konsekvent brug af begreberne koncepter og doktriner til at bskrive udkast til operative planer og gældende operative planer på ethvert niveau.

Efterskrift

Der findes mange fremragende og ofte særdeles omfattende værker om de forhold, der er forsøgt beskrevet og fastlagt ovenfor. Denne analyse vil ikke give udseende af at være nogen løsning på spørgsmål, som der ikke er nogen endelig svar på, fordd verden hele tiden ændrer sig. Men dette forhold har netop været en inspiration til at forsøge at fastlægge nogen definitioner, som ville kunne bruges i den sikkerhedspolitiske situation Danmark befinder sig i for tiden. Den forsøger at pege på nogle fremtrædende træk i udviklingen af samfundet og militæret, som er karakteristiske for tiden, og analysens resultat har med stor forudsigelighed kun temporær værdi. Den forsøger at lægge vægt på nogle grundlæggende forhold, som erfaringsmæssigt er af afgørende betydning for opretholdelsen af militæret som et effektivt, politisk instrument. Der tænkes her især på understregningen i definitionerne af »operationen« eller »slaget«, som det centrale element tü opnåelse af militær troværdighed. Endvidere er der lagt vægt på begrebet enkelthed, fordi det ikke alene er med til at effektivisere forsvarets interne forhold, men tillige er en meget væsentlig faktor for politikernes forståelse for det militære potentiels anvendelsesmuligheder.

BIBLIOGRAFI

A A P - 6/1, N A T O glossary of terms and definitions. N A T O (M AS ), 10 March 1986. André Beaufré: Introduction to Strategy. Faber and Faber. London, 1965. Carl von Clausewitz: Om krig. Rhodos, København 1986. Julian Lider: Military Theory. Cower, 1983. E . Dinter and P. Griffith: Not over by Christmas. Anthony Bird PubUcations. Sussex, 1983. Johannes Nielsen: Demokratiet og krigen. Wøldikes Forlag, København 1971. Dyvig rapporten, Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg, 1985. Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik (Seidenfaden rapporten). Regeringsudvalget vedrørende Danmarks sikkerhedspolitik, 1970. S AL T lexicon. U .S . Arma Control and Disarmament Agency, Washington D .C. The Theory and Practice of War. Cassel, London, 1965. Henry Kissinger: American Strategie Doctrine and Diplomacy. Veje til fred. Gyldendal (i samarbejde med Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg). København 1975. Sikkerhedspolitisk Leksikon. Militært tidsskrift: April 1966: K. V . Nielsen: Fransk strategisk tænkning. Januar 1968: G. K . Kristensen: En fransk generals synspunkter. Februar 1973: K. V. Nielsen: Hvad er strategi? April 1984: K. J. Møller: Den sovjetiske militærvidenskab. Wehrkunde, august 1965. Gottfried Greiner: Militärische Operationen heute.