Log ind

Brussilow-Offensiven Juni 1916 - III

#

Af Kaptajn W. E. O. Lawaetz.

(Fortsat)

III.

De russiske Sydvesthære og deres Modstandere. (H e rtil Skitserne 2 og 3).Fronten fra den store Sumpzone til Rumæniens Nordgrænse var ca. 400 km lang. Da de to Modstandere her raadede over henholdsvis 37 og 4O1/» Infanteridivisioner, bliver Fronten pr. Division ca. 10 km, d. v. s. en meget tynd Besættelse. Styrkerne var den 4. Juni, da Angrebet begyndte:

Skærmbillede 2020-08-13 kl. 14.21.27.png

Modstanderne var altsaa omtrent lige stærke. Russernes talmæssige Overlegenhed blev opvejet ved Østrigernes stærkere A rtille ri. Rytteriet, det eneste Russerne var overlegne i, kunde først gøre sig gældende efter et eventuelt Gennembrud a f Fronten. A f Russernes 2000 Kanoner var:

1600: 76 mm Feltkanoner,

ca. 50: 10,5 cm Haubitser,

ca. 200: 12 cm        -

155: 15 cm Haubitser og lange Kanoner.

Iøjnefaldende er Manglen paa tungt A rtille ri, der tilmed fo r en stor Del var forældet. Adskillige a f Kanonerne havde deltaget i Tyrkerkrigen 1877— 78. A f Amm unition var der rigelig t til de 76 mm Feltkanoner, medens Ammunitionen til det tunge A r tille ri var temmelig knap. Lloyd George har udtalt, at hvis en Trediedel a f det A r tille ri og den Ammunition, som Ententen i 1916 havde ved Somme, i Stedet havde været ved en anden Flod, nemlig ved Dniepr, saa havde Russerne i 1916 vundet en afgørende Sejr. Saa sande disse Ord end er, saa maa man beklage, at den gode Mand ikke fortæller, hvorledes man i 1916 skulde have baaret sig ad med at faa alle disse Kanoner og al denne Amm unition sendt til Rusland. Østrigerne havde paa denne Del a f Fronten 2258 Maskingeværer og 777 Minekastere. Det vides ikke, hvor mange Russerne havde, men Brussilow paastaar, at han var underlegen med Hensyn til Maskingeværer. Østrigerne havde 107 Flammekastere, Russerne havde vist ingen. Kampvogne havde ingen a f Parterne. Det nu mest moderne Middel til Gennembrud a f en Fron t manglede altsaa. Russerne anvendte nogle faa Panservogne, der dog ikke spillede nogen Rolle a f Betydning. Gas var kendt paa Østfronten. Russerne affyrede f. Eks. ved Jaslowez 3500 Gasgranater, men større Betydning synes Gasangreb ikke at have ha ft i Junislagene. A f Pionerer og Telegraftropper havde Østrigerne paa denne Fron t 82 Kompagnier. Russernes Styrke kendes ikke. Begge Parter havde Radiostationer. Ubegribeligt nok anvendte Russerne endnu Cæsars4) System til Hemmeligholdelse a f Korrespondancen. Centralmagterne aflæste derfor bogstavelig talt alt, og Russerne underrettede saaledes paa Forhaand Fjenderne om deres Planer og satte dem i Stand til at træ ffe deres Forholdsregler. „Dette opvejede Arm éer fo r os“ , siger det østrigske Generalstabsværk. Russerne led Mangel paa Telefoner og Traad. Deres Fabriker kunde kun præstere en Brøkdel af, hvad der krævedes. 

*) Jfr. Ny Militar Tidsskrift 203/1935.

Østrigerne havde ikke faaet dækket deres. Kabelf orbindelser tilstræ kkeligt mod Russernes Artilleribeskydning. A f Flyvere raadede Centralmagterne paa denne Del af Fronten over 17 Kompagnier (A fdelinger). Antallet a f M askiner er dog ikke kendt. Russernes Styrke i Lu ften kendes heller ikke, men det vides, at de var komplet underlegne. De havde i de 2 Aar, Krigen havde varet, været henvist til at faa nye Flyvem askiner fra deres Allierede, især fra Frankrig . Men Franskmændene gav hovedsagelig Russerne de Maskiner, som de ikke selv vilde bruge mere. D ertil var Transporten til Rusland lang og trang. En større Leverance naaede i E fteraaret 1915 til Saloniki, men Vejen blev spærret ved Centralmagternes Erobring a f Serbien. Maskinerne blev saa sendt over Archangelsk, men naaede først hertil i Juni 1916 o: efter at Brussilows Angreb var begyndt. De russiske Flyvere var derfor overordentlig vanskeligt stillet. Mange Eskadriller var ophævede paa Grund a f Mangel paa Maskiner. Da de i An tal var ganske underlegne og deres Maskiner forældet, endte Luftkampene næsten altid ulykkelig t fo r Russerne. Alligevel har de russiske Flyvere fø r O ffensiven g jort god Fyldest. Senere, under Slaget ved Kovel — ca. 1. August 1916 — var Centralmagternes Herredømme i Lu ften uomstridt. Og dette — Centralmagternes absolute Herredømme i Lu ften — betegnes som Hovedgrunden til, at det lykkedes at standse Russernes Gennembrudsforsøg ved Kovel i August 1916. Det var kun i/o A a r siden, Bevægelseskrigen var ophørt paa den russisk-østrigske Front; og Stillingerne, var derfor langt fra saa stærke som paa Vestfronten. Stærkest udbygget var de østrigske Stillinger. De var bygget ret planløst; da man begyndte, vidste ingen rigtig, hvorledes de skulde se ud. Man begyndte i E fteraaret 1915 •— det var om trent paa samme Tid, vi begyndte paa vor Tunestilling — med en stærk gennemgaaende „Kam pgrav“ med mange Skærmtage og Skydeskaar. Foran var der et bredt Pigtraadsbælte; bagved var der Tilførselsgrave med Zigzagtracé. Efterhaanden kom der E rfa ringe r fra Vestfronten, og Tropperne blev velsignede med en Regn a f Befalinger og D irektiver fo r Stillingsbygningen, ikke alle lige hensigtsmæssige. Fø rst byggedes 100 m bag Kampgraven en saakaldet „Hundredm eterlinie“ , dernæst mellem disse 30 m bag Kampgraven en Parallel som Færdselsgrav og endelig længst tilbage en „500 m Lin ie “ , saaledes at der ialt var 4 Paralleller. Der blev lagt stor Vægt piaa Flankering a f den forreste Grav —- Kampgraven — ved Maskingeværer. Ogsaa en Del af A rtille rie t blev trukket langt frem til flankerende Skydning. En Forpostzone fandtes ikke. H vor Østrigerne havde Fo rposter foran Kampgraven — som f. Eks. ved Jaslowez — , sørgede Russerne fo r i Tide at kaste dem tilbage. E fte r Nytaarsslaget begyndte man Anlæget a f skudsikre Rum, der dels udførtes som 4 m dybe minerede Rum, dels som Betonrum. Nytaarsslaget havde ogsaa vist Nødvendigheden a f flere S tillinger bag hinanden. Man begyndte Bygningen a f en 2. Stilling nogle Kilom eter bag den forreste, nogle Steder en 3. S tilling, men de naaede langt fra at blive færdige til Foraaret 1916. I Virkeligheden manglede der nemlig A rbe jdskra ft til de om fangsrige Arbejder, som blev stærkt besværliggjorte ved det skiftende V e jrlig . D ertil kom Troppernes Modvilje, der tildels skyldtes den Planløshed, hvormed Stillingsbygningen mange Steder blev ledet. Østrigerne troede ikke, at Russerne vilde angribe deres S tillinger. De mente, at deres „Daueirstellung“ sagtens kunde holde, mens Afgørelsen fald t paa de andre Fronter. Nytaarsslaget havde vist, at Stillingen ikke kunde gennembrydes; det troede de ogsaa, at Russerne havde forstaaet, og at disse derfo r vilde afholde sig fra at angribe. Men naturligvis havde Østrigerne deres Principper for Forsvar a f Stillingerne. H vis Fjenden angreb, skulde han fø rst modtages a f A rtilleriets Spærreild foran Hindringsbæltet, dernæst a f Maskingeværernes flankerende Ild og endelig a f de stærke Besætninger i Gravene. E t stod fast: Den forreste Linie o: Kampgraven skulde holdes og Kampen føres om og i denne Linie. En Inddeling a f Stillingen i Zoner, en Gruppering a f Forsvaret i Dybden kendtes endnu ikke. Folkene sammenhobedes i Kampgraven og led derfor uhyre Tab. Der var ingen Elasticitet i Forsvaret. Meningerne var stærkt delte om, hvorledes man skulde forholde sig i Tilfæ lde a f fjend tlig t Indbrud i Stillingen. Skulde man anvende Reserverne til et samlet større Modangreb med forudgaaende Artilleriforberedelse, eller skulde man hurtigst m uligt søge at dæmme op fo r Fjenden ved Hjælp a f de forhaandenværende Reserver, der da vilde blive sat temmelig splittet og planløst ind? I „Die K risis der 7. Armée nach der Schlacht bei Okna“ siger M a jor Wisshaupt træ ffende: „To Trediedele a f alle K ræ fter var ret jævnt fordelt i fo rreste Linie ... Hvert Underafsnit maatte have sine egne Reserver i Nærheden fo r at kvæle fjend tlig t Indbrud i Fødslen. Med Tabet a f første S tilling var straks to Trediedele a f K ræ fterne sat ud a f Spillet. Der var aabnet en Port, gennem hvilken de russiske Masser kunde bryde dybt ind ... T il Stillingen var alt bundet. I Befalingerne var der h id til kun blevet talt om fuldstændig Hævdelse a f Stillingen; disse Tanker beherskede alt. Men den hensigtsmæssigste Form fo r Forsvarskampen, den store Idé med Fastholdelse a f Rummet og det elastiske paa Modangrebet med stærke Reserver baserede Forsvar var i denne Periode endnu ikke blevet Hærens E je .“ Ogsaa paa Vestfronten kæmpede Forsvarerne ved Verdun og Somme efter Princippet: „Intet Stykke erobret Kampterræn maa opgives igen uden Kam p“5). Det østrigske Generalstabsværk, Pitreich og Steinitz er enige i deres K ritik a f Stillingsbygningen. General Steinitz siger : „Troppernes Kræ fter og Tid blev bortødslet paa S tillingsbygning, i Stedet fo r at Fodfolket skulde have været grundigt skolet til Stillingskampen.“ De havde, som Schlotheim siger, „gravet fo r meget og øvet fo r lid t.“ De russiske S tillinger var ikke saa stærkt udbyggede som de østrigske. E t russisk Forsvar vilde efter alt at dømme være blevet fø rt mere elastisk. Men forøvrig t tænkte Russerne mest paa at angribe, og det indrettede de sig efter og uddannede Tropperne i Angreb paa feltbefæstede Stillinger. De undgik ogsaa at faa deres Soldater ødelagt i en opslidende S tillingskrig. Kun paa enkelte Steder a f Sydvestfronten var der en S tillingskrig som i Frankrig. Berømt er Brohovedskansen ved Uscieczko ved Dniestr (Nordvest fo r Zaleszczyki), der den 19/3 1916 efter langvarig Minekamp og heltemodigt Forsvar blev sprængt i Lu ften og erobret a f Russerne.

'') Om Forsvarssystem er paa Vestfronten jfr . General P rio rs A fhandling i M il. Tidsskr. 1937, S. 269.

Russerne havde i 1915 under deres Tilbagetog foretaget grundige Ødelæggelser. Særlig effektivt havde de ødelagt Jernbanenettet paa og om kring de to store Jembaneknudepunkter Kowel og Lemberg. I Nordøstgalicien — i 150 km Omkreds om Lemberg — havde de foruden utallige Ødelæggelser af Overbygningen foretaget 300 saa grundige Ødelæggelser af Underbygningen — o : 1 fo r hver 4 km Bane — , at der — efter den provisoriske Istandsættelse — kun kunde køres med en Hastighed a f 5— 10 km/Timen. Langt værre var dog Russerne selv stillet. Hele deres strategiske Jernbanebygning fø r K rigen tilsigtede en hurtig Opmarch mod Grænserne. Allerede i 1914 var Stawka’en i høj Grad hemmet a f Manglen paa Tværbaner til Forskydning af Tropperne parallelt med Fronten. Rent galt blev det, da Russerne i 1915 blev drevet tilbage til et Omraade, bag hvilket der næsten helt manglede Tværbaner. Den vigtige Bane Dunaburg — W ilna— Baranowicze— Rowno var næsten helt falden i Hænderne paa Fjenden. Russiske Troppeforskydninger tog derfor en urim elig lang Tid. En Forskydning fra Nordfronten til Sydvestfronten skal have varet 23 Døgn. Brussilow naaede derfor aldrig nogen Overlegenhed a f Betydning. Det er betegnende, at da hans Fron t i Ju li blev g jort til Hovedangrebsfronten, og han den 28. Ju li skulde føre det afgørende Angreb mod Kowel, raadede han til dette Angreb kun over 33 russiske Divisioner mod 30, hvoraf Halvdelen tyske. Brussilow fraraadede da ogsaa meget stærkt Stawka’en at indlade sig paa Troppeforskydninger. T il Alexejew sagde han: „F o r hvert Korps, som jeg faar til Forstæ rkning, er Fjenden i Stand til at hente 3 eller 4. Lad derfor være med at sende Forstæ rkninger til min Front, men væk i Stedet Ew ert og Kuropatkin.“

Den russiske Hær led meget ved den Uorden og Mangel paa Organisation, som herskede bag Fronten. Og intet Sted var Organisation mere tiltræ ngt end netop i Rusland, der mere end noget andet Land var henvist til sig selv og, som Golowin træ ffende har sagt, lignede et barrikaderet Hus, som man kun kan komme ind i gennem Skorstenen. Naar General Bogatko siger, at ingen forstod at bruge Ruslands umaadelige Hjælpekilder, gaar han fo r vidt. Det er nemlig sikkert, at General Poliwanow, der i 1915 afløste Suchomlinow som Krigsm inister, havde Blikket fo r det rigtige. Han stillede den dygtige General Manikowski i Spidsen for Ammunitionsforsyningen, og han udrettede sammen med Mænd som Lukom ski og Ronshin et stort Arbejde paa Forsyningsog Transporttjenestens Omraade. Men ulykkeligvis blev Poliwanow snart fjernet a f politiske Grunde — og helt afbøde Fo rgængeres og andres Synder kunde disse faa Mænd ikke. Tropperne led ofte Mangel paa Ammunition, Fødevarer og Beklædning. Der kunde være Overflod a f Kød og Korn i Sibirien og sam tidig Mangel ved Fronten, i Vinteren 1915— 16 led Hæren i 2 Maaneder under Mangel paa Støvler. Der var i Hæren en voksende Utilfredshed med Forbundsfællerne, som man ikke uden Grund følte sig svigtet a f i 1915. D ertil kom Modsætningsforholdet mellem Fronten paa den ene Side og Etaperne og Hjemlandet paa den anden. Det var almindelig bekendt i Hæren, at Krigsspekulanter tjente urimelige Formuer, og at der i Byerne bag Fronten ofte levedes et vild t Nydelsesliv. Den russiske Soldat begyndte at spekulere over, hvem og hvad han ofrede L iv og Blod for, og om de ogsaa var det værd — og dette Ræsonnement skulde senere, næret a f underjordiske Kræ fter, blive skæbnesvangert — og desværre ogsaa ramme uskyldige —- f. Eks. Officererne. Men i 1916 fulgte den taalmodige russiske Soldat endnu tro fast sine Førere — og da ikke mindst paa Sydvestfronten. Russerne stod her over fo r Østrigerne, som de ofte havde besejret. „I Juni 1916“ , siger General Golowin, „var Tropperne paa Sydvestfronten udhvilede, Enhederne paa fuld Krigsstyrke, vel uddannede og fulde a f Mod og Tro paa Sejren.“ Ganske tilsvarende Udtalelser findes i Brussilows Memoirer. Hvad de østrigske Tropper angaar, da er det med Urette, man har betegnet dem som mindreværdige og derfor givet dem Skylden fo r de følgende Nederlag. Men Østrigerne undervurderede Fjenden og ansaa K rigen paa Østfronten fo r endt. De havde slaaet sig til Ro med, at de i deres uindtagelige „Dauer-Stellung“ kunde afvente den endelige Sejr paa de andre K rig sskuepladser. En Undtagelse dannede dog den tyske Sydarmé, der forøvrig t paa nær en Division bestod a f østrigske Tropper.

Skærmbillede 2020-08-13 kl. 14.23.18.png

Skærmbillede 2020-08-13 kl. 14.23.30.png

Fronten Syd fo r Sumpzonen, de russiske Sydvesthære og deres Modstandere, Inddelingen, Arméer, Kommandoforhold, Styrkeforhold m. m. frem gaar a f Skitserne 2 og 3. Skitse 3 er en rent skematisk Oversigt; den er i samme Maalestok som den over fo r staaende Skitse 2, saaledes at de to Skitser direkte kan sammenholdes. Paa østrigsk Side var Kommandoforholdene ret indviklede. Hele den viste Fron t var underlagt den østrig-ungarske Arméoverkommando, Erkehertug Fried rich med Stabschef Conrad v. Hötzendorf. 4. Arm é og alt, hvad der stod Nord fo r denne, hørte til en Arm égruppe under den preussiske Generaloberst v. Linsingen. 1. og 2. Arm é dannede en Arm égruppe under Chefen fo r 2. Armé. De to sydligste Arm éer stod direkte under Arméoverkommandoen. Chefen fo r 4. Armé, Erkehertug Josef Ferdinand, stod paa en daarlig Fod med sin Foresatte, Linsingen. Erkehertugen blev i Februar 1916.udnævnt til Generaloberst, hvorved han blev a f højere Grad end Linsingen. Han krævede derfor Kommandoen over Armégruppen, men Tyskerne svarede med ogsaa at udnævne Linsingen til Generaloberst og med Udnævnelsesdatum fø r Erkehertugen. Linsingen var en meget dygtig General. Erkehertugen synes ikke at have været noget sæ rligt; hans Fø ring var i alt Fald fulg t a f Uheld. En fremragende Fø rer var Chefen fo r den tyske Sydarmé, den bayerske Infanterigeneral v. Bothmer. Ogsaa Chefen for 7. Armé, Generaloberst v. Pflanzer-Baltin, havde med Rette et godt Navn. Han var en meget selvstændig og initia tiv rig General, der hid til havde fø rt med Held, bl. a. i Nytaarsslaget. Conrad kaldte ham sin bedste Arm éfører. I Brussilow-O ffensiven blev han stille t over fo r saa vanskelige Situationer, at det næppe kan lægges ham til Last, at det gik galt. Hans Armé og dens Front, 140 km, var alt fo r store fo r een Mand at kommandere. Kommandoforholdene var langt enklere paa russisk Side, idet alle 4 Arm éer stod direkte under een Mand, nemlig Chefen fo r den russiske Sydvestfront, Kavallerigeneral Brussilow.

Brussilow havde en Række dygtige O fficerer i sin Stab. I sine Memoirer fremhæver han særlig den dygtige og initia tiv ­ rige Stabschef, Generalløjtnant Klembowski, Generalkvartermesteren, General Dukhonin — der i 1917 som Hærens Overgeneral blev myrdet a f Bolchevikkeme — , Artillerigeneralen, General Delwig, og den højstbefalende Ingeniørofficer, General Welitschko. Welitschkos Navn var kendt fø r Verdenskrigen; det stod i Officersskolens Lærebog i Krigsbygningskunst. I Japanerkrigen havde han ledet Feltbefæstningsarbejderne ved Liaojan og Mukden. E fte r denne K rig kom han i Unaade, men med Urette. Welitschkos Feltbefæ stninger var gode nok — det var Kuropatkin, der ikke forstod at bruge dem. Kavallerigeneral Kaledin, Chefen fo r 8. Armé, havde i Begyndelsen a f K rigen været en fremragende tapper og dygtig Fø rer fo r en Kavalleridivision. Derimod viste han sig mindre god som Korpschef, og til Arm échef var han ikke egnet — siger Brussilow , der helst vilde have erstattet ham med Klem ­ bowski, som han satte meget højt. Den bedst førte a f de russiske Arm éer var 7. Arméchefen, Infanterigeneral Scherbatchew, og hans Stabschef, den bekendte M ilitæ rforfa tter General Golowin, var dygtige, energiske og videnskabeligt højtstaaende O fficerer. 7. Arm é var imidlertid den svageste a f alle Arméerne og stod i et Omraade, hvor de lokale Forhold gjorde Opnaaelsen a f et større Resultat vanskeligt. Infanterigeneral Letschitski var en brav Geledsoldat a f den gamle Skole, der havde tilbrag t det meste a f sit L iv i Østsibirien. I Verdenskrigen førte han 9. Arm é med Hæder i 3 Aar, ind til han ved Czardømmets Fald nægtede at tjene Revolutionsregeringen. De russiske Arm éer var a f meget forskellig Styrke. De talte:

Skærmbillede 2020-08-13 kl. 14.24.04.png