Forfatter: Andrew Lambert.
Titel: The british way of war. Julian Corbett and the battle for a national strategy.
Forlag: Yale University Press.
Antal sider: 533.
Vejl. pris: 246 kr.
Anmeldt af: Michael Clemmesen.
Rating: 5.
”His ´British Way’ of war concept, explained how Britain, his Britain, a global empire of titanic scale, could be defended in a new century, was the culmination of a sustained intellectual effort dating back thirty years. It was no easy task, hampered by those who feared his ideas would damage their interests – small-minded servicemen, ignorant politicians and lightweight defence commentators. There was something heroic, and also tragic, in the arc of Corbett’s life – not the heroism of physical danger and personal risk, but the heorism of an ageing man in poor health taking on a task that required more time, effort and resource than he could hope to apply…”(fra bogens konklusion)
Bogen anbefales med fem stjerner til alle, der er interesseret i historiens muligheder for at nære indsigt i strategi. Den anbefales til dem, som ønsker at forstå, hvordan ikke kun sømilitære planlæggere bør tænke, men også hvordan strategi må forankres i landes geografiske grundvilkår. Den skitserer for de interesserede i dette, hvordan 1. Verdenskrig med betydelig sikkerhed kunne have være vundet af Ententen før USAs indtræden, hvis blot dansk territorium var blevet inddraget i krigen fra sommeren 1916.
Bogen giver endeligt et indblik i, hvordan den britiske forsvarsledelse tænker nu after Brexit. Den er en udvikling som Andrew Lambert i lang tid har set som naturlig for sit land, som han mener bør have handelsbystaten Venedig som sit ideal.
Andrew Lambert er i dag Storbritanniens klart ledende marinehistoriker. Han har et imponerende forfatterskab bag sig. Han var ved udgivelsen af denne bog 64 år, og han har gode grunde til at identificere sig med den ligeledes meget produktive Corbett, der blev født 102 år tidligere. Han døde for hundrede år siden i september 1922 som 67-årig.
Som Corbett blev Lambert uddannet som jurist, før han blev historiker, og man må se denne bog som en klar og direkte fortsættelse og konsolidering af Corbetts indsats. Med ”The Challenge: Britain Against America in the Naval War of 1812” fra 2012 gennemførte han direkte et forsknings- og bogprojekt, som Corbett ikke nåede pga. andre krævende opgaver.
Denne intellektuelle biografi bygger på et unikt omfattende kildegrundlag fra Corbetts egen hånd og hans omfattende kontaktnet, og Lambert har fra starten af sin tid som historiker haft fokus på sin forgænger, og dette ikke mindst fra arbejdet med ”The Foundations of Naval History: Sir John Laughton, the Royal Navy and the Historical Profession”, der udkom i 1998.
Laughton var Corbetts marinehistoriske mentor, og Lamberts professorat fra 2001 på King’s College, London, bærer Laughton’s navn.
Det er mere end et årti siden, at jeg begyndte at presse Lambert, som jeg har kendt i 25 år, til at få gjort dette bogprojekt færdigt på trods af alle de andre, mere umiddelbart fristende og lønnende emner. Vi kan alle være taknemmelig for, at han fik gjort det.
Min anmeldelse vil først med Lambert skitsere Corbetts udvikling, bidrag og indflydelse. Som Karl von Clausewitz’ og Alfred Thayer Mahans bidrag blev også Corbetts, der ikke mindst byggede på disse to andres, udviklet i direkte sammenhæng med rollen som lærer. For Corbetts vedkommende var det hans mange år som strategilærer på War College-kurset for Royal Navys kommende admiralsgruppe i årene før og lige efter Første Verdenskrig. Corbetts bøger fra 1911 indtil hans død var skrevet med henblik på direkte at inspirere kursets elever ved og efter hans undervisning.
Derefter vil jeg følge hans og flådechefens koncept for en sejr i sommeren 1916. Det skulle ikke ske ved en frontal landoffensiv ved Somme, men ved en gennemtrængen af de danske stræder for at opnå en effektivisering af blokaden af Tyskland og derigennem også en robust forbindelse til Rusland. Med min egen forskning i Danmarks forhold under Første Verdenskrig har jeg grundlaget for kontrafaktisk at skitsere og bedømme, hvordan en sådan operation ville være forløbet.
Corbett bestod sin juridiske uddannelse med udmærkelse i 1876 og virkede som advokat fra 1877 til 1882. Men den meget velhavende og velbegavede unge mand havde ikke brug for indkomst og valgte i stedet at bruge sin rigelige tid som forfatter. Han skrev fra midten af 1880’erne dels romantiske historiske romaner, hvor den første var placeret i den norske vikingetid, dels begyndte han mod slutningen af årtiet at fokusere på historiske studier af de store personligheder fra grundlæggelsen af den engelske flåde. Først George Monk, lejesoldaten, der blev engelsk admiral i de engelsk-nederlandske krige, og derefter Francis Drake, begge portrætter blev udgivet i Macmillan-forlagets ”Men of Action”-serie.
I en periode fra 1896 fulgte han som korrespondent for ”Pall Mall Gazette” de tidlige faser af den engelske operation for at erobre Sudan. Men fra 1898 blev han knyttet til Royal Navy’s bevidste indsats for at etablere et nyt grundlag for de ledende officereres tænkning samt den professionelle krigsplanlægning, der var indledt i rammen af flådens efterretningstjeneste.
Det skete for Corbetts vedkommende på grundlag af stadig mere dybdegående historiske studier, der fra et fortsat fokus på Tudor-perioden bevægede sig op igennem 1600- og 1700-tallene. Samtidig blev Corbett knyttet til den aktivitet med at udgive kilder og analyser af værnets historie i ”Naval Records Society”, der var indledt i 1893 med Laughton som ledende initiativtager. Som Lambert påviser, var Corbett allerede før Laughtons død i 1915 den overordnede ledende kraft bag udgivelserne og fortsatte sin mentors indsats for at få marinehistorie defineret og accepteret iblandt civile universitetshistorikere.
Bogen følger udviklingen af det ”Royal Navy War Course” i Greenwich, der skulle give værnets fremtidige ledere et grundlag for at forstå og udvikle strategi. Det var blevet besluttet etableret i november 1900 på flådens efterretningstjenestes initiativ.
Lambert beskriver, hvorledes Corbett i 1902 blev knyttet til det kommende forbedrede 1903-kursus som forelæser. Det var samtidig med, at efterretningstjenesten tog beslutningen om, at kursets ressourcer skulle udnyttes i udviklingen af flådens krigsplanlægning, og at man også ville udnytte relevante erfaringer fra det tyske system for videreuddannelse af officerer.
Den undervisning, som Corbett udviklede i de næste år, blev dels inspireret af Mahans bidrag, dels af tyske teoretiske forfattere. Her, hvor det ikke mindst blev Clausewitz’ sene erkendelse og behandling af den af politikken begrænsede krig, der blev adopteret af Corbett. Men der var også et fuldstændigt sammenfald mellem Clausewitz og Corbetts syn på teoriers og historiske eksemplers rolle i inspirationen af den professionelle elite til generel indsigt.
Clausewitz’ erkendelse blev justeret og raffineret til den generelle vejledning for britisk krigsførelse med kombinationen af flåde- og hærstyrker, der, som Lambert beskriver, blev det centrale element i Corbetts teori. Mahans placering af det afgørende søslag som selve krigsmålet snarere end et middel, blev afvist af Corbett som en uegnet vejledning for det verdensdækkende imperiums strategis optræden.
Lambert beskriver, hvorledes Corbetts tre næste bøger, “England in the Mediterranean: A Study of the Rise and Influence of British Power within the Straits, 1603–1713”, “England in the Seven Years' War” fra 1907 samt “The Campaign of Trafalgar” fra 1910 blev anvendt under undervisningen på kurset og samtidig på trods af deres kætterske konklusioner placerede ham centralt som rådgiver og skribent i periodens interne strid i flåden og med hæren om britisk strategi i en fremtidig krig med Tyskland. I samlingen af de omfattende planskitser og -studier, som i 1906-1907 blev udarbejdet på flådechefen, John (”Jacky”) Fishers initiativ, var det Corbett, der skrev policydelen. Efter fortsatte planstudier blev den første version af krigsplanen klar i marts 1909. Corbetts teoretiske hovedværk, ”Some Principles of Maritime Strategy” fra 1911 følges på vejen til at opnå rollen som flådeledelsens på det tidspunkt godkendte strategiske doktrin.
Med John Fishers fravær fra admiralitetet fra slutningen af januar 1911 til oktober 1914 havde Corbett ikke længere placeringen som diskret rådgiver og elegant og effektiv skribent. Lambert understreger juristen Corbetts overlegne og trænede evne til effektiv brug af kendsgerninger i en skarp, logisk sagsfremstilling.
I denne periode skriver Corbett ”Maritime Operations in the Russo-Japanese War 1904–05”, der ganske vist blev færdig før krigsudbruddet i 1914, men som forblev klassificeret indtil 1994.
Fishers og hans skribents fravær fra scenen i denne afgørende periode må sammen med Churchills rolle på det afgørende regeringsmøde 5. august 1914, ses som den centrale årsag til, at England indtrådte i krigen uden en national strategi og derfor endte med en krigsindsats, der blev domineret af hærens indsats på Vestfronten. Det var et forløb, der af Lambert ses som den Tyvende Århundredes tragedie, der sled hans land ned og ruinerede det.
Det skift af strategi, som Fisher og Corbett i vintermånederne 1914-15 arbejdede på at forberede, beskrives i anmeldelsens sidste del.
Under krigen blev Corbett stadig anvendt som rådgiver og skribent, og hans hovedindsats endte med at imødegå den amerikanske præsident Woodrow Wilsons indædte og konstante forsøg på at ødelægge Det Engelske Imperium. Han søgte at ulovliggøre anvendelsen af det blokadevåben, som var det eneste effektive våben for den flåde, der skulle holde imperiets stadig mere selvstændige dele sammen. Helt at blokere Wilsons kampagne lykkedes endeligt ved fredskonferencen i Versailles, hvor den engelske delegation blev støttet af Corbetts indsats.
Efter krigen blev Corbetts indsats rettet mod at færdiggøre opgaven med at supplere, redigere og få udgivet krigens maritime og strategiske historie, som Corbett under krigen var givet ansvaret for. Han nåede at færdiggøre de tre første bind af ”History of the Great War Naval Operations, Based on Official Documents, Vol. I-III”, hvor de første udkom i 1920 og 1921, mens det tredje først udkom i 1923.
Værket skulle efter Lamberts analyse have været anvendt som grundlag af kommende War Courses og være blevet efterfulgt af en justeret udgave af ”Some Principles”.
Bøgernes udgivelse blev dog saboteret og sinket af henholdsvis Churchill og den nye flådechef Beatty’s renomméforsvar da hensynet til deres roller ved henholdsvis Dardanellerne/Gallipoli og Jyllandsslaget vejede tungere. Den helbredssvækkede Corbett døde pludseligt, da han havde afsluttet redaktionen af det tredje bind, der behandlede Jyllandsslaget.
Den britiske søkrig var forudset til at skulle have tre faser. Første fase var sikring af kontrollen over verdenshavene, den anden var kontrollen over Nordsøen og den tredje var kontrollen over Østersøen, hvorved Tyskland var helt fjernet fra at kunne udnytte havet økonomisk og militært.
Herefter vil jeg som angivet gennemdiskutere det af Fisher og Corbett ønskede, kontrafaktiske forløb for krigens tredje, maritime fase.
Her ville de forberedte, specialiserede dele af Royal Navy sammen med hærstyrker på et par armékorps værdi og skyts til kystbatterier (i alt vel 80-100.000 mand) trænge frem til de danske øer for herfra sikre sig søherredømmet i Østersøen, mens Grand Fleet fortsat kontrollerede Nordsøen.
Som beskrevet af Lambert forudså Fisher og Corbett operationen iværksat i 1916. Her er den tænkt gennemført 2-3 uger efter Jyllandsslaget, hvor begge hovedflåder slikkede deres sår, men hvor Fishers styrke af specialskibe kunne være intakt og klar.
På det tidspunkt havde den britiske hær lige mistet sin politiske chef, Lord Kitchener, ved en minesprængning på vej til forhandlinger i Rusland.
Forudsætningerne her for forløbet er følgende:
For det første, at det britiske ekspeditionskorps i Frankrig var blevet fastholdt på et oprindelige niveau på to armékorps på frontens yderste venstre fløj. Resten af den voksende hær af frivillige ville være til rådighed for andre opgaver. En del ville have været indsat ved Gallipoli.
For det andet, at John Fisher forblev flådechef hos Churchills afløser som marineminister efter Gallipoli, den gamle konservative statsmand Arthur Balfour. Både Fisher og Corbett havde et godt og tillidsfuldt forhold til Balfour. Han havde en god forståelse for den maritime strategi, som nu skulle afløse den tragiske form, den britiske krigsførelse havde haft fra sommeren 1914.
For det tredje, at ”Armadaen” af bl.a. specialskibe (Lambert kalder den for belejringsflåden) var blevet færdigbygget med erstatning for tab ved Gallipoli med sine store, meget hurtige lette slagkrydsere, der kunne gå gennem Flinterenden, landgangsfartøjer, minestrygere, mange svært bestykkede kystartilleriskibe (monitorer), og undervandsbåde. Da værfternes bemanding efter første forudsætning ikke ville være blevet reduceret ved afgang til hæren, og da dette var før presset for bygning af handelsskibe, blev øget efter genoptagelsen af den uindskrænkede ubådskrig, skønnes dette realistisk. Som beskrevet ville hovedflåden dække Nordsøen og imødegå forsøg på at afskære Østersøstyrkens forbindelser hjemover.
Ved den engelske landsætning på Sjælland, Fyn og i Norge for at etablere den forudsete base for krydsere og destroyere ved Kristianssand, ville der i Danmark som forudset af den radikale regering kun blive gjort symbolsk modstand, hvorefter regeringen ville protestere.
De danske styrker ville i hvert fald indtil regeringskrisen i eftersommeren om De Vestindiske Øer være trukket tilbage til kasernerne. Med den tyske gesandts hjemrejse, ville Christian X ikke være blevet tvunget til at beholde det offentligt kompromitterede radikale ministerium Zahle II. Umiddelbart set ville en samlingsregering være naturlig, og det er ikke sandsynligt, at en sådan ville være gået i formel alliance med briterne.
Ved en sådan engelsk operation mod øerne i slutningen af juni 1916 ville det ikke alene være den tyske flåde, der ville være ramt ude af balance. Den kommando for forsvaret af de tyske nordkyster, der lige var oprettet med hovedkvarter i Hamburg, havde endnu ikke fået opstillet sine styrker. Der eksisterede endnu ikke operationsplaner for indrykning i Danmark. Den tyske hær var midt i en akut mandskabskrise efter tab under den fastkørte Verdun-offensiv, og 4. juni var den russiske Brusilov-offensiv indledt på Sydøstfronten. Den førte til, at den østrig-ungarske var truet af sammenbrud, så den måtte forstærkes af tyske hærstyrker.
Tyskernes reaktion måtte derfor improviseres i en meget presset situation. Men da briterne ikke gik i land i Jylland, ville halvøen hurtigt kunne besættes. De danske svage styrker ville ikke få tilladelse til at gøre modstand. De ville derefter enten trække sig ind på kasernerne eller blive evakueret til øerne.
Med Royal Navy i kontrol over danske farvande og den sydlige Østersø ville en tysk overgang til den stærkt engelsk forsvarede ø Fyn ikke være mulig, og med Kielerbugt tæt mineret, ville Højsøflåden være henvist til Nordsøen og søforbindelsen til hærstyrkerne i Litauen og Kurland samt handelsforbindelserne til Skandinavien for svensk jernmalm være afbrudt. Søforbindelsen mellem Vestmagterne og Rusland vil være sikret og et fuldt russisk sammenbrud herefter være usandsynligt.
Kort sagt ville scenen være forberedt til en forhandlingsfred, da modstanderne hverken på Vest- eller Østfront havde realistiske muligheder for operativ succes, og fordi det økonomiske pres på Tyskland var stærkt stigende på vej til den vinter, der pga. misvækst ville skabe en meget alvorlig fødevarekrise. Nok ville den tyske hærledelse blive afløst af Hindenburg og Ludendorff som landets reelle magthavere senere samme sommer, men den ville blot arve uløselige problemer.
Som Lambert understreger, var der den centrale forskel på disse tanker om en Østersøoperation i 1916 og Churchills ønske om noget tilsvarende i vinteren 1940, at i dette første tilfælde betragtede den sømilitære sagkundskab, dvs. flådechefen John Fisher, operationen som både mulig og nødvendig.
Det var ikke tilfældet med marineminister Churhills ønske i 1940, der blev effektivt inddæmmet af hans flådechef, Dudley Pound, der kendte sin aggressive minister fra den foregående krig. Det var ikke så vanskeligt, for Churchills ”Operation Catharine” afveg både fra den foregående ved at satse en væsentlig del af hovedflådens enheder og ved at være afhængig af fly- og senere flådebaser i det relativt robust forsvarede, neutrale Sverige.
Man kan i øvrigt bemærke, at netop i første halvdel af 1916 og specielt i perioden efter Jyllandsslaget var de danske værnschefer langt mere nervøse end tidligere for, at briterne ville forsøge et indtrængningsforsøg, der ville udløse et tysk angreb på landet. Denne nervøsitet blev næret af misinformation fra britiske søofficerer og efterretningsfolk, der arbejdede for at få en mere offensiv optræden over for Tyskland via Danmark, som den Fisher og Corbett havde arbejdet for i begyndelsen af 1915.
Michael H. Clemmesen, pensioneret brigadegeneral, historiker
