Et af de Problemer man i Dag oftest bliver stillet overfor i luftmilitære Tidsskrifter er »Guided Missiles« og disses Indflydelse paa Fremtidens strategiske Luftkrigsførelse, og Spørgsmaalet, der rejser sig, er navnlig, hvorvidt disse Fjemprojektiler i fremtidige strategiske Bombeoperationer vil vise sig at være et mere effektivt Angrebsvaaben end tunge Bombere.
Disses afgørende Betydning for Krigsførelsen blev jo fastslaaet i sidste Krig, hvor det med strategiske Bombestyrker viste sig muligt at passere alle »Forsvarslinier« og rette dødbringende — og for Krigen afgørende Slag — mod vitale Industriomraader og Byer; men man maa samtidig gøre sig klart, at hverken Tysklands eller Japans Jagerforsvar i Krigens sidste Periode var af en Størrelse eller Kapacitet, som man maa vente at se i en fremtidig Krig mellem Nationer, jævnbyrdige i Styrke og Teknik.
Naar hertil kommer, at Krigen paa en Maade sluttede, før andre Forsvarsmidler mod disse Angreb var udviklet i tilstrækkelig Grad — der tænkes her bl. a. paa de defensive »rockets« og »missiles«, som Tyskerne udviklede under Krigens sidste Fase, og som, produceret i tilstrækkeligt Antal, muligvis vilde have umuliggjort Bombeoperationer i den daværende Form — er det naturligt, at Spørgsmaalet om de to Vaabens — Bomberes eller Fjernprojektilers — Effektivitet rejses.
Nærværende Artikel er et Forsøg paa at undersøge dette Spørgsmaal, baseret paa de tre vigtigste Faktorer: Aktionsradius, Nøjagtighed og fjendtlige Forsvarsmuligheder.
Bombere.
Aktionsradius. Sidste Krig viste klart Betydningen af størst mulig Aktionsradius for saavel Bombere som Jagere, og alt blev gjort for stadig at forøge Maskinernes Rækkevidde.
Udviklingen, der under Krigen tilnærmelsesvis tredoblede Bombemaskinernes og femdoblede Eskørtejagernes Aktionsradier (henholdsvis til ca. 3000 og 1500 km), er i de sidste Aar gaaet endnu videre, og de sidste amerikanske Tal angiver nu Aktionsradier for Bombere paa ca. 8000 km (B 36, X B-47) og for Eskortejagere paa ca. 3000 km (P 182).
Betragter man Bombemaskinernes Rækkevidder, ser man ofte fremhævet i Aviser o. 1., at de moderne Typer nu tillader Bombeangreb mod et hvilketsomhelst Punkt paa Jordoverfladen, og denne Betragtning er selvfølgelig rigtig, hvad teoretisk Flyvestrækning angaar.
Men Spørgsmaalet, der rejser sig, er imidlertid, om man ved fremtidige strategiske Bombeoperationer kan basere disses Muligheder paa Bombemaskinernes Rækkevidder, eller om man ikke først og fremmest maa tage Eskortej agernes Aktionsradier i Betragtning.
At give et afgørende Svar paa dette Spørgsmaal vil være vanskeligt, afhængigt som det er af Fjendens Muligheder for Jagerforsvar mod Bombere og dette Forsvars Kapacitet, og sidste Krig giver egentlig heller ikke nogen Rettesnor.
Skønt mange af de Allieredes Bombetogter mod Tyskland og Japan udførtes uden Jagereskorte, og skønt det kunde-synes, at Bombere som B. 36 og X-B. 47 maatte være i Stand til at udføre strategisk Bombning, kun dækket af egne Vaa- ben og Hastigheder, ligger der en stor Fare i at basere Fremtidens Synspunkter for meget paa Erfaringerne fra sidste Krig. De Betingelser, under hvilke Bombeoperationerne blev foretaget, er ikke en almengyldig Rettesnor for Fremtiden, da der under Krigens sidste Periode, hverken i Tyskland eller Japan, fandtes noget virkeligt effektivt Forsvar mod disse Angreb.
Et Fingerpeg for Fremtiden kan man dog se deri, at selv med disse gunstige Betingelser for Bomberne udførtes vigtige Operationer saavidt muligt altid indenfor Eskortejagernes Rækkevidde. Før Hovedangrebene mod Japan begyndte, oprettedes saaledes Jagerbaser paa Iwo Jima, og den tidligere Anvendelse af B. 29’erne mod Japan uden Eskorte maa givet betragtes som en Nødforanstaltning.
En sandsynlig Forøgelse af Bombernes Bevæbning og Hastighed vil formentlig heller ikke ændre dette Forhold, idet Udviklingen altid vil blive »fulgt op« af Jagerne, og det vil være forkert at tro, at der vil kunne bygges Bombere med en saadan Hastighed, at de vil kunne angribe uden Kamp.
Naar hertil kommer, at en Jager, hvis eneste Opgave er Luftkampen, altid vil være en Bomber overlegen, kan det med nogen Ret fastslaas, at Kravet om Eskortejagere til Sikring af fremtidige Bombeoperationer nødvendigvis maa honoreres, og Spørgsmaalet om Bombernes Rækkevidde maa derfor ses fra Jagernes Synspunkt.
Hvad disses Aktionsradier angaar, er det vanskeligt at fastsætte noget bestemt Tal, idet officielle Opgivelser fra Firmaer o. 1. altid har et vist »Reklameskær«, men tages et Tal som 2000 km, vil dette i hvert Fald for den nærmeste Fremtid formentlig kunne sættes som Maximum.
Prøver man nu at udlægge denne Aktionsradius paa et Verdenskort, kan man danne sig et Billede af, hvad der teoretisk kan naas af Maal fra forskellige Baser.
Det vil straks ses, hvor udsat Vesteuropa og Skandinavien ligger, medens Ruslands og Amerikas vitale Industriom- raader ligger relativt sikkert, naar Aktionsradien udmaales fra de respektive »Hjemmebaser«.
Tages fremskudte Baser i Betragtning, ændres Billedet naturligvis og specielt, naar Talen er om Baser i Polarom- raadet Grønland, Island, Spitzbergen o. s. v., men selv da vil f. Eks. visse Industriomraader i Rusland ikke kunne naas.
Konklusionen af ovenstaaende maa derfor blive, at det, naar Kravet om Jagereskorte skal opfyldes, i visse Tilfælde vil være umuligt for Bombere at naa livsvigtige Omraader i Fjendeland.
Forinden Sammenligning nu drages med Fjernprojektiler, vil det være naturligt at undersøge Bombemaskinernes Effektivitet, hvad angaar de to andre Faktorer — Nøjagtighed og fjendtlige Forsvarsmuligheder mod Bombeoperationer —.
Nøjagtighed. En Undersøgelse af denne Faktor kan for Bombemaskinernes Vedkommende gøres kanske kort. Med den seneste Udvikling indenfor Radar, Radiopejling, Bombesigter o. s. v. maa nemlig saavel Stedfæsten af Maal som Kastenøj- agtighed nu siges at nærme sig de 100 % for moderne Bombere, naar Talen er om større Maal.
Forsvarsmuligheder mod Bombeoperationer.
Ser man her paa baade Luft — Luft og Jord — Luft Forsvaret, og tager man den tyske Udvikling under Krigens sidste Fase i Betragtning, maa det hævdes, at Forsvaret mod Bombere var under hurtig Vækst. Hvis Interceptorjagere som M. 163 og »Natter«, der var i Stand til at stige til 15000 m i Løbet af 4—5 Minutter, var blevet produceret i tilstrækkeligt Antal, vilde de i højeste Grad have vanskeliggjort de Allierede Bombeoperationer, og selvom lignende Typer endnu ikke vides i Produktion nogetsteds, er moderne Interceptor jage res Stigetider imponerende. »Gloster Meteor« stiger saaledes 9000 m paa godt 5 Minutter. Da en Interceptor jager som nævnt altid vil være Eskortej ageren overlegen i Luftkampen, er Spørgs- maalet derfor blot, om den voksende Bomberhastighed vil give tilstrækkelig Varslingstid for Jagerindgriben. I Øjeblikket er Radarvarsling for højtflyvende Maskiner mulig paa ca. 300 km’s Afstand. Dette vil igen sige, at selv med Hastigheder paa 1200 km/T vil Varslingstiden stadig være 15 Minutter, altsaa tilstrækkeligt for Jagerindgriben, og Muligheden for Forøgelse af Opdageafstandene er stor. Allerede nu forekommer Udtalelser om Radaropdagelse af højtflyvende Maskiner paa op til 500 km’s Afstand — under gunstige Forhold.
Bombere, der kommer ind under Lavflyvning, vil naturligt altid være et Problem, idet Opdageafstanden for Radar i saa Tilfælde kun ligger omkring 60 km, men selv her opnaas dog en Varslingstid paa 3 Minutter, og Vanskelighederne ved Lavflyvningsoperationer med større Formationer maa ikke underkendes.
Alt taget i Betragtning maa Mulighederne for Jagerindgriben derfor siges at være gode.
Ogsaa Jord-Luft Forsvaret er i nogen Grad i Bombernes Disfavør. Her behøver blot at nævnes den tyske Udvikling af defensive Raketter under Krigen. Raketprojektiler som »Rheintochter«, »Wasserfall«, »Schmetterling« o. s. v., der ved Radiostyring fra Jorden rettedes mod Bombeformationerne, hvor de selv søgte Maalene ved Hjælp af Radardetektorer, naaede ganske vist ikke at faa afgørende operativ Indflydelse, men dette skyldtes hovedsagelig den svigtende tyske Produktionsevne.
Imidlertid fortsættes Forsøgene med disse Vaaben intensivt i alle Lande, og meget taler for, at f. Eks. en Videreudvikling af Maalsøgeevnen — med Søgning mod Lys, Varme eller Radioenergi — i Forbindelse med Radarbrandrør, vil kunne umuliggøre »konventionelle« Bombeoperationer i en ikke fjern Fremtid.
Betragtningerne med Henblik paa de tre nævnte Faktorer viser Vanskelighederne ved evt. fremtidige Bombeoperationer mod visse vitale fjendtlige Omraader, og Spørgsmaalet, der rejser sig, er derfor:
Vil Fjernprojektiler, naar de samme tre Faktorer tages i Betragtning, være i Stand til at erstatte Bombemaskiner, og vil de — indenfor en rimelig Aarrække — maaske endog kunne løse Problemet paa en bedre og simplere Maade?
Fjernprojektiler.
Rækkevidde.
Hvilken Form Fremtidens Fjern projektil vil antage er vanskeligt at sige, men Sandsynligheden taler dog for, at Modellen vil være Tyskernes V-2. Denne var som bekendt et 14 m langt »Projektil« med største Diameter paa 1,67 m og en Vægt paa ca. 15 Tons. Hastigheden var ca. 4800 km/T og Rækkevidden godt 400 km.
Denne Rækkevidde er selvfølgelig lille sammenlignet med Eskortejagemes Aktionsradier; men Tyskerne havde allerede planlagt Forøgelse deraf, dels ved at forsyne V-2’en med Planer, dels ved Hjælp af »Ettrinsraket«-Princippet, med Start af en mindre Raket fra en anden. Rækkevidden kan utvivlsomt forøges betydeligt ved Hjælp af Planer, der gør det muligt for Raketten at gaa ind i en »highspeed« Glidning efter den frie Bane, og Tyskernes teoretiske atlantgaaende V-Vaaben var baserede paa dette Princip. Vaab- net havde en Bane paa ca. 1300 km og skulde derefter gaa ind i en Glidning med en Endehastighed paa 13000 km/T og en deraf følgende Rækkevidde paa omkring 5000 km. Ved yderligere at indføre »Flertrinsraket«-Princippet skulde det endog være muligt at forøge denne Rækkevidde, og tager man i Betragtning, at Tyskerne allerede i 1945 havde Tegningerne klar til et Fjernprojektil med en Rækkevidde paa 5000 km, skulde en Fremtidsrækkevidde paa omkring 6000 km ikke synes ren Fantasi.
Hvad en saadan Tredobling af Rækkevidden, sammenlignet med Eskortejagernes Aktionsradier, vil betyde for Mulighederne for at naa vitale fjendtlige Omraader er indlysende. Spørgsmaalet er saa, hvordan det stiller sig med Nøjagtigheden paa disse Afstande.
Nøjagtighed.
Hvad denne Faktor angaar, mener man, at netop Fjernprojektilets Unøjagtighed paa store Afstande er en saa afgørende Svaghed, at Vaabnet her ikke vil faa nogen praktisk Betydning. Det vil imidlertid være farligt at fastslaa dette som en Kendsgerning; hvem vilde f. Eks. for 10 Aar siden have forudset Muligheden af et Fjernprojektil, der blev rettet mod London i 300 krn’s Afstand og med en relativ Nøjagtighed som V-2’s?
Nøjagtigheden maa ganske vist synes ringe i Forhold til Maalets Størrelse; men de sidste Skudserier laa trods alt indenfor et ret begrænset Omraade, og tager man i Betragtning, at Vaabnet ikke opererede under de bedste Betingelser, maa det vist siges ikke at være en helt daarlig Begyndelse. — Londons Befolkning har sikkert syntes, at Nøjagtigheden var tilstrækkelig!
Eksperimenter, der er foretaget efter Krigen, har da og- saa vist, at det selv uden Radarhjælp er muligt at placere V-2 indenfor en Radius paa 1,5 km fra Maalet for hver 150 km’s Afstand, og selvom en saadan Nøjagtighed overført paa 6000 km’s Afstand naturligt ikke vil være tilstrækkelig, maa det ikke glemmes, at V-2 i sin daværende Form havde en altoverskyggende Mangel: Manglen paa Styringskontrol. Vaabnet adlød ganske vist sin egen Kontrol, men der fandtes ingen Muligheder for ved Finstyring udefra at ændre dets Bane, og det er netop dette Styringsproblem, Videnskabsmænd og Teknikere beskæftiger sig med idag, naar Talen er om Forøgelse af Fjernprojektilets Nøjagtighed. Hvorledes Problemet vil blive løst, kan en Ikke-Videnskabsmand kun gætte paa. De Metoder, der i Øjeblikket findes, har alle deres Fordele og Mangler, og muligvis vil Resultatet blive et Slags Kompromis, der tager Hensyn til baade Nøjagtighed, Betjeningskapacitet (Antallet af Projektiler, der kan styres indenfor begrænset Tid) og Modtagelighed overfor Modforanstaltninger.
Et Kontrolsystems Effektivitet maa nemlig bedømmes i Forhold til disse tre Faktorer, og af de nu kendte Systemer opfylder ingen alle Krav. V-2 f. Eks. opfylder de to sidste Betingelser; men svigter, naar det drejer sig om Nøjagtigheden, et andet som det amerikanske »Bat« —- en radarsøgende Gliderbombe —, der nu kan dirigeres selv mod smaa Maal paa op til 100 km’s Afstand, er til Gengæld meget modtagelig for fjendtlig Støjlægning (»jamming«). En mulig Løsning er en Kombination af Radiostyring i første Del af Banen og Maalsøgning (mod Varme eller Lys) evt. Television i dennes sidste Del.
Vanskelighederne er naturligvis store, og Udviklingen vil givet tage Tid; men tænkes der paa den videnskabelige og tekniske Udvikling under sidste Krig (Radar, Bombesigter, Raketter, V-Vaaben o. s. v.), kan man ikke med Rette betegne Mulighederne for at opnaa tilstrækkelig Nøjagtighed med Fjernprojektiler selv paa store Afstande som en Utopi, og navnlig ikke, naar kun store Maal — Storbyer, Industriom- raader o. s. v. — tages i Betragtning.
Forsvarsmuligheder.
En almindelig Opfattelse er ofte, at ethvert nyt Angrebs- vaaben skaber et tilsvarende Forsvarsvaaben. Naar det imidlertid drejer sig om Fjernprojektiler, er Forsvarets Vanskeligheder tydelige, og det kan utvivlsomt fastslaas, at for Øjeblikket er Chancerne for aktivt Forsvar mod saadanne Projektiler, der engang er sendt af Sted, yderst ringe. Selv defensive styrede Raketter vil kun have ringe Chance for at »gribe ind« mod Projektiler, der kommer flyvende med Hastigheder omkring 5000 km/T, og et indirekte Forsvar ved Angreb mod Vaabnets Startpladser vil være vanskeligt, idet Maalene er smaa, og Forsvaret af dem vil være meget lettere at etablere end f. Eks. Forsvaret af en Flyveplads.
Støjlægning (»jamming«) foreligger ganske vist som Forsvarsmulighed; men om Metodens Effektivitet er det vanskeligt at udtale sig; V-2 f. Eks. var jo fuldstændig uimodtagelig for »jamming«.
Alt i alt synes saaledes et passivt Forsvar baseret paa Spredning at være den eneste Mulighed indtil videre.
Forinden der nu foretages en Opsummering og Betragtning af Fordele og Mangler ved de to Vaaben set i Forhold til de tre omtalte Faktorer, bør Billedet maaske kompletteres med enkelte Fordele, som favoriserer Fjernprojektilerne i højeste Grad. Fjernprojektilet er fuldstændig uafhængig af Vejret, og paa Grund af dets store Hastighed nærmer det sig Maalet uden Muligheder for Varsling. Vaabnet har ogsaa alle Fordele, hvad angaar Tidsfaktoren. Hvor det tager Bomberen flere Timer at naa Maalet, maales Fjernprojektilets Flyvetid i Minutter, hvilket igen betyder mindre Tid til Forsvarsforberedelse. Endelig maa ogsaa Spørgsmaalet om Mandskab siges at være i Projektilets Favør. Uddannelses- og Betjeningsmandskab vil kunne reduceres betydeligt til Start og Styring af Fjernprojektiler, og adskillige af disse vil f. Eks. kunne »startes« blot af en enkelt Bombers Besætning.
Vanskelighederne ved at drage en endelig Konklusion om de to Vaabens Effektivitet i Fremtidens Luftstrategi er store og belyses egentlig bedst ved blot at anføre enkelte Udtalelser af luftmilitære Sagkyndige. Nogle, heriblandt f. Eks. General Kenney, Chefen for »Strategic Air Command«, U. S.A. hævder saaledes, »at et Fjemprojektil, der skal være i Stand til at række 5000 miles, vil kræve et Apparat mindst saa stort som en B-36, og at Udgifterne til Udvikling af et saadant Vaaben vil løbe op i Billioner af Dollars og tage adskillige Aar«. Andre f. Eks. Le May, Lederen af U. S. A.’s Forsknings- og Forsøgsvirksomhed, udtaler: »Det er sandsynligt, at enhver af de store Industrinationer vil være i Stand til indenfor en kortere Aar række at konstruere et Fjemprojektil, som kan føre adskillige Tons Sprængstof med god Nøjagtighed mod Maal paa 3—6000 miles Afstand« og General Eaker, Stabschef ved A. A. F., hævder i 1947, »at naar Tyskerne i 1944 kunde sende Raketter mod London med en vis Nøjagtighed, vil om 5 Aar Fjernprojektiler kunne sendes over Afstande paa 5—6000 miles«.
Uenigheden er saaledes stor, og et endeligt Svar paa Spørgsmaalet kan ikke gives i Dag; men betragter man Faktorerne Rækkevidde, Nøjagtighed og Forsvarsmuligheder, kan det i hvert Fald fastslaas, at sidstnævnte klart er i Fjernprojektilets Favør, og at Rækkevidden, naar der ses bort fra Nøjagtigheden, ikke er noget uoverkommeligt Problem. Tilbage, til Gunst for Bomberen, bliver saaledes kun Nøjagtighed, og tager man Udviklingen under sidste Krig i Betragtning, og klargør sig den Kapacitet, hvormed den videnskabelige Forskning i Øjeblikket arbejder med dette Spørgsmaal, taler alt for, at Fjernprojektilets Svaghed i denne Retning vil blive overkommet i en ikke for fjern Fremtid, naar Talen er om store Maal.
At Udviklingen vil kræve sin Tid, er givet, og da formentlig ingen i Øjeblikket kan sige, om Løsningen ligger 2 eller 20 Aar frem i Tiden, maa der indtil denne Dato regnes med strategiske Luftstyrker, som vi kender dem idag, hvilket vil sige en Fortsættelse af sidste Krigs Metoder med tunge Bom- bere og Eskortejagere som det vigtigste strategiske Vaaben.
Men herfra og til paa Forhaand at negligere Fjernprojektilets Betydning i Fremtiden, er trods alt et Spring. Fjernprojektilet ligger allerede idag forrest i Feltet, og meget taler for, at en nær Fremtid vil vise Udviklingen af særlige »highspeed« Bombere til specielle Præcisions-Bombninger, medens de tunge Bombere, som vi kender dem nu, gradvis vil blive »overfløjet« af »the long-range guided missiles«.
