Log ind

Bombardementsflyvning (sluttet)

#

Kort Fremstilling af Indholdet af Chefingeniør C. Rougerons Værk*).

(Sluttet).

Det næste store A fsnit af I’ Bind bærer Overskriften „Bombeflyvevaabnet“, og heri giver Forfatteren først en Oversigt over Materiellets Historie. Det kan ikke undgaas, at en Del af de Argumenter, der i det hele taget anvendes i denne Del af Bogen, bliver Gentagelser, fordi det her behandlede Emne paa flere Punkter staar i snæver Forbindelse med det i første Bog behandlede „Bomber og Jager“. Om Bomberens Bevæbning skriver R. saaledes, at den af Douhet foreslaaede Armering af Luftkrydseren helt og holdent maa betragtes som et forfejlet Projekt, og a t kun den faste, axiale Bevæbning, ja i givet Fald det helt ubevæbnede Luftfartøj, har sin Berettigelse. Om Spørgsmaalet Pansring skriver Rougeron: „at et 20-mm Panserskjold, der skal kunne beskytte Føreren og de livsvigtigere Dele af Motoren, under visse Forhold (og i alt Fald ved mindre Luftfartøjer og ogsaa ved den af R. foreslaaede lette Bomber) kan være ønskelig, medens Pansring af sværere L uftfartøjer sikkert ikke vil være gennemførlig i Praksis.“ E t andet Spørgsmaal af stor Betydning, naar Bombeflyvevaabnets Effektivitet tages op til Behandling, er Forholdet mellem — Aktionsradius, Nyttelast og Hastighed. Hertil knytter Forfatteren følgende: Mon Acceleration og Nyttelast i Virkeligheden har en saa kolossal Værdi, at man til Fordel for disse 2 Faktorer tvinges til at nedsætte Hastigheden? „General Douhets Synspunkt, at Angrebet med voksende Aktionsradius kan føres tilsvarende længere ind i Fjendeland, synes at være logisk, men hviler paa en komplet Fejlvurdering af Forholdene; her træder nemlig et betydende, men ubestemmeligt Moment frem, nemlig Muligheden for at naa frem, det samme Moment, som man i 1914 undlod at tage i Betragtning, naar man beregnede Krigens Varighed ud fra det Antal Dagsmarcher, Kosakkerne vilde bruge om at naa til Berlin. N aar ogsaa dette Forhold vurderes nøje, vil man snart opdage, at Jagerens ringe Nyttelast og beskedne Aktionsradius turde have langt større Værdi end de svære Luftfartøjers langt større Ydelser paa dette Omraade.“

Efter en kort Omtale af Bomberens

1) Manøvreevne,

2) Flyvetid,

3) Start- og Landingsstrækning og

4) Egnethed til Luftkamp

gaar Forfatteren over til i sidste Del af F Bind at behandle Emnet „Bombe og Torpedo“. R. siger, a t det er mærkværdigt, a t der den Dag i Dag kan gives endog betydende Fagskribenter, der i meget reserveret Form udtaler sig om Flyvebombens Virkningsmuligheder. Paa en ironiserende Maade, der tydeligt giver Indtryk af bedre Viden, siger R. herom: „I A aret 1693 bombarderede 36 engelske Skibe i 5 Dage Saint-Malo med det Resultat, at en eneste Mand blev dræbt, og det var forøvrigt ikke engang ganske afgjort, da man ikke kunde finde Liget. Skal man imidlertid deraf slutte, at Brisantgranaten eller Flyvebomben er uden Virkning paa Befæstningsanlæg, aabne Byer eller for Anker liggende Eskadrer?“ — og endvidere, „hvad en 300 kg Bombe form aar a t udrette mod et 5-Etagers Hus, det ved vi og Millioner af Parisere udmærket, naar blot vi tænker tilbage paa Ruinhobene fra dengang“. Der følger nu en interessant Gennemgang af de forskellige Bombetyper, deres Anvendelse og deres Virkning. Forfatteren ser i den lette Flyvebombe et fuldtud tilstrækkeligt Middel til Nedkæmpning af alle udækkede og ogsaa mange dækkede Objekter og kommer følgelig til det Resultat, at de tunge Bombere maa være overflødige. Under den nærmere Redegørelse for disse Bombetyper peger Forfatteren paa, at man gør klogt i a t lægge Vægt paa Anvendelsen af den forholdsvis tyndvæggede Flyvebombe med stor Sprængladning. For en saadan Bombe vil en Staal- eller endog Aluminiumsvæg paa 1 til 2 mm Tykkelse være tilstrækkelig, saaledes at det er muligt at lade Sprængladningen udgøre 90 til 95 % af Bombens Vægt. R. kommer ligeledes ind paa den lette Bombes Virkning overfor et Krigsskib. Den logiske Løsning vilde her være a t bekæmpe Krigsskibet med de sværest mulige Bomber, men dette vilde medføre en Forøgelse af Tonnagen for Angriberen, hvilket muligvis kan have sin Berettigelse ved Marinen, men slet ikke ved Luftvaabnet. „Det svære Skyts“, siger Forfatteren, „har paa 2 Punkter bevaret sin Overlegenhed. For det første er det svære Kaliber uundværligt ved Skydning paa store Afstande, og fo r det andet er dets gode ballistiske Egenskaber kun mulige, naar Sprængladningen er ringe. Ved Skydning paa Afstande omkring 30 km kan det mellemkalibrede Skyts med stor Sprængladning i Dag ikke tilnærmelsesvis konkurrere med Skyts af et Kaliber omkring 400-mm.“ F or Flyvebombens Vedkommende stiller Sagen sig imidlertid helt anderledes. Det er slet ikke nødvendigt, a t Bomben slaar igennem Panserdækket, for Skibet kan ødelægges paa andre Maader. Svære, tykvæggede Bomber med ringe Sprængladning er derfor overflødige, da den tyndvæggede Bombe med stor Sprængladning saa rigeligt strækker til ... Selv for Brandbomber, ja endog for Maskingeværer frembyder der sig paa et Skib Maal nok. En Anke ved Anvendelsen af den lette Flyvebombe er den overordentlig store Sprængstykkedannelse, som naturligt har til Følge, at de enkelte Sprængstykkers Gennem slagskraft bliver ret ringe. Man m aatte her bestemme sig til et Mindstekaliber og kunde passende anvende en 40 kg Bombe med ca. 20 kg Sprængladning. To saa moderne Bombetyper som Raketbomben og Glidebomben behandles derefter, idet der vises, a t saavel den almindelige Bombes Gennemslagskraft som dens Rækkevidde i betydelig Grad kan forøges. Hastighedstilvæksten er for Raketbomben ikke ringe. „Bomber, der udløses i en Højde af 8000 m, og som normalt vil have en Anslagshastighed af 350 m/Sek. opnaar gennem den ekstra Raketdr'ivkraft en Hastighed paa op til 600 m/Sek. Gennemslagskraften kan altsaa mere end fordobles.“ Glidebomibens Fordel ligger i dens, i Forhold til den almindelige Flyvebombe, forøgede Rækkevidde, som navnlig kan blive betydelig, hvis Bomben ligeledes forsynes med Raket. Om denne kombinerede Raket- og Glidebombe skriver R: „Den er et ganske nyt Angrebsmiddel, som i klart Vejr med godt Resultat kan anvendes mod Objekter paa store Afstande, samtidig med at den frembyder den Fordel, at Luftfartø jet i Udløsningsøjeblikket befinder sig udenfor det omkring Objektet opstillede Luftværnsskyts Virkningsomraade.“ Med en Omtale af det tekniske Grundlag for Torpedoens Anvendelighed slutter Forfatteren I’ Bind.

Bind II er som tidligere omtalt delt i 4 Afsnit

1) Fremgangsmaader ved Bombeangreb

2) Bombeflyvevaabnet i Landkrigen

3) Bombef lyvevaabnet i Søkrigen

4) Bombeflyvevaabnet i Fremtiden.

Ad 1.

Efter et Resumé af Bombeflyvevaabnets Indsats under Verdenskrigen gaar R. over til at omtale Fremgangsmaaden ved det indirekte Bombeangreb mod Maal af stor Udstrækning. R. h ar her stedse Angriberens Sikkerhed for Øje. Det maa betragtes som en vigtig Opgave at skabe sikre Angrebsbetingelser ogsaa for Luftkrigsforetagender; det direkte Bombeangreb maa mere og mere siges at være en Overlevering fra Verdenskrigen. Som Eksempel paa et indirekte udført Bombeangreb anføres et supponeret Luftangreb paa London under Udnyttelse af et udstrakt Skydække. „Det vil være muligt“, siger Forfatteren, „at koncentrere sine Bombestridskræfter paa den belgiske Vestkyst og at sætte dem samlet ind mod Byen uden selv at løbe den ringeste Risiko.“ I et P ar følgende A rtikler beskrives en helt ny og ret indviklet Fremgangsmaade, der baserer sig paa Pejlinger til naturlige eller kunstige Hjælpepunkter og paa Sekstantmaalinger til Bestemmelse af Anflyvningen. Metoden anskueliggøres gennem en Serie Eksempler. Dernæst følger en Redegørelse for, hvorledes den saa højt skattede Indskydning forud for det egentlige Angreb ved Horizontalkast simplest lader sig gennemføre. Kort gengivet udvikler Angrebet sig saaledes, at de ovenover Skydækket udløste 2 kg Bombers Nedslagspunkter observeredes fra et under Skydækket flyvende Luftfartøj, som radiotelegrafisk rapporterer disses Beliggenhed. Paa Grundlag heraf foretages eventuelle Korrektioner, forinden de skarpe Bomber kastes. Vanskeligheden for det ibombekastende Luftfartøj ved paany a t finde det nøjagtige Sted for Udløsningen af Bomberne efter den muligt foretagne Korrektion betegnes a f Forfatteren som relativt ringe og Metoden i det hele taget som i høj Grad anvendelig. I det følgende behandles det saa almindeligt kendte horizontale Kast. Gennem vidtgaaende Beregninger af sandsynlige Fejl i Side og Længde ved Luftfartøjets Fejl i Kurs og i Hastighed, gennem Opstilling af en Række Tabeller og ved Gennemgang af en Del Eksempler beviser R., at Horizon talkastet i sin nuværende Form — væsentligt paa Grund af de stadigt voksende Krav til Angrebshøjder og Hastigheder — er en Umulighed. Rougeron kommer dernæst ind paa Styrtbombardement. Til Grund for Undersøgelsen af denne Angrebsmetode lægges Hastigheder paa 360 og 540 km/Tm. og Dykkevinkler paa 80« til 90°. Paa tilsvarende Maade som for det horizontale Kast angivet opstilles der her en Række Tabeller, der muliggør en Sammenligning mellem de to saa forskellige Kastemaader. „Spredningen i Længde og i Bredde ved Styrtbombekast“, siger R., „er kun halv saa stor som ved Horizontalkast, medens Virkningen overfor smaa Maal kan antages at være 4 Gange større. R. anbefaler a t anvende Raketbomben ved Styrtbombeangreb og især mod bevægelige Ma'al. Der vil ikke være nogen Tvivl om, at „de 4 Sekunder, som den i 1500 m udløste Raketbombe behøver om at naa sit Maal, ikke strækker til for et Skib til a t udføre Undvigemanøvrer, som kan bringe det i Sikkerhed. Ved de engelske Flaademanøvrer i E fteraaret 1933, under hvilke Styrtbombekastet for første Gang fandt „praktisk“ Anvendelse, blev Skibenes Undvigemanøvrer endnu betragtet som fuldtud tilstrækkelige Afværgeforanstaltninger. I illustrerede Blade kunde man se Billeder af Linieskibe, som udførte sindrige Undvigemanøvrer under Bombeangrebene. Hvor illusorisk disse Bestræbelser egentlig er vil først vise sig, naar en Dag Raketbomben bliver almindelig.“ Det følgende A fsnit er forbeholdt det horizontale Bombekast fra lavtgaaende Luftfartøj, Lavkastet, som første Gang forsøgtes anvendt i det italienske Luftvaaben for ca. 10 A ar siden. Forinden R. gaar over til at undersøge, om Metoden nogenlunde tilfredsstiller de rent sikkerhedsmæssige Krav for Angriberen, fremsættes følgende Betragtninger:

a) For at Kastet skal kunne udføres nøjagtigt, maa Afstanden til Objektet og Luftfartøjets Hastighed være nøje kendt. En Bomber, som gør en Hastighed a f 540 km/Tm., og som vil udløse Bomberne i 20 m Højde, maa slippe disse 300 m fra Objektet. En Tidsfejl paa 0,2 Sekunder i Udløsningen vil medføre en Fejl i Længden paa 30 m.

b) Lavkastet skal udføres under fuldstændig vandret Flyvning i Udløsningsøjeblikket.

c) Kastemetoden fordrer tillige et vist Kendskab til Terrainets Hældning. Ukendskab hertil vil medføre ikke ubetydelige Fejl i Længden.

d) Afvigelsen ved unøjagtig Sideretning er ringe. En Fejl i Siden paa 1° vil paa en Afstand til Maalet paa 300 m kun medføre en Sideafvigelse paa 5 m.

N aar det nu tilsidst skal undersøges, om denne Metode byder Angriberen samme Grad af Sikkerhed som de tidligere beskrevne, kommer man til det Resultat, at dette ikke er Tilfældet. Metoden kan derfor kun bringes i Anvendelse, naar Overraskelsesmomentet kan udnyttes, men den h ar sin Berettigelse, og „enhver Jagerflyver og Bombeflyver bør uddannes i denne Disciplin.“ „Vi har i det foregaaende søgt at vise“, skriver Forfatteren, „hvilke Bombeangrebsmetoder der i Dag normalt kan komme i Betragtning. A t det er uklogt a t bibeholde Metoder, der allerede i 1918 havde et maanedligt Tab af Maskiner og Personel paa op til 40 % til Følge, er uden yderligere Kommentarer indlysende.“

Ad 2.

Her omtales først Bombeforetagender i Operationsomraadet, idet der gøres Rede for, i hvilket Omfang Bombef lyvevaabnet i dette kan understøtte Infanteriet. Muligheden for Udnyttelse af Overraskelsesmomentet bestaar for Bombeflyvevaabnet, „medens A rtilleriet aldrig formaaede at skjule Sammendragningen a f de 1500 til 3000 Stk. Skyts, der skulde anvendes under en Offensiv.“ Rougeron undersøger nu Betydningen af Bombeangreb paa ikke militære Objekter. Der findes udbredt 2 forskellige Indstillinger til Spørgsmaalet „Faren fra Luften“, „en naiv, angstfuld, som gør den civile Befolkning forrykt, idet det foreholdes den, hvormange Kvadratkilometer en Bombe ladet med Y prit eller Lewisit kan lægge øde, eller hvor store Brande Tusinder af Fosfor- eller Magniumsbomber kan foraarsage, og en saglig Indstilling, som fremhæver, a t ethvert Vaaben finder et Modvaaben, og at alt i Virkeligheden kun er et Spørgsmaal om moralsk M odstandskraft.“ Rougeron fortsæ tter: „Tab af Menneskeliv vil spille en underordnet Rolle og vil ved fornuftige Beskyttelsesforanstaltninger kunne holdes indenfor rimelige Grænser. Det er de materielle Tab, der er de afgørende“. R. nærer ikke synderlig Tiltro til, at tilstrækkelig Beskyttelse for Storbyernes Befolkning kan opnaaes ved Panser og Beton. Langt snarere maa man gaa over til en gennemgribende Udvidelse af de Arealer, der bruges til Bebyggelse. I den Forbindelse nævner R. „Størrelsen af de evropæiske Hovedstæder, Paris, London, Berlin og flere, retfærdiggøres ikke af tvingende Grunde. At samle Regerings- og Forvaltningsapparatet, Industri- og Handelslivet paa et enkelt Sted er lige saa unødvendigt som faretruende. L uftfartøjet og den med dette følgende Fare fra Luften er i vor Tid en mindst lige saa betydningsfuld Faktor som Hunnernes Indfald var det forhen, og Menneskene maa derfor tilpasse Levevilkaarene efter dette nye Faremoment.“ Med nogle Betragtninger over Luftangrebs Virkningsmuligheder paa Storbyer slutter Kapitlet.

Ad 3. Forfatteren indleder dette Afsnit med at sige, at selv de mest overbeviste Tilhængere af Luftvaabnet aldrig har stillet det Forslag at lade dette Vaaben erstatte Landstridskræftem e. Den Douhetske Formel „Modstand paa Jorden og Masseangreb i Luften“ forudsætter jo ogsaa et Minimum af Landstridskræfter. I Krigen til Søs finder L uftfartøjet derimod et ubegrænset Virkefelt, og den Tanke er ikke fjern, a t L uftfartøjet engang helt vil kunne erstatte Krigsskibet. Det er Spørgsmaalet herom, R. i det følgende søger at besvare. Først omtales Muligheden af at gennemføre et Angreb paa en for Anker liggende Flaade. Som Eksempler anføres en Del Flaadestøttepunkter i Middelhavet, bl. a. Toulon, Bizerta, Gibraltar, Neapel og flere, og R. kommer til det Resultat, at et Luftangreb vilde kunne gennemføres paa hvert af disse Punkter, uden at Angriberen udsatte sig for den ringeste Fare. E fter i det følgende at have gjort nærmere Rede for a) Luftangreb paa Flaadeenheder i rum Sø og b) Fremgangsmaader ved Luftangreb paa Skibe, siger Rougeron: „Der gives ikke en saa aaben Formation, at Krigsskibe ved at benytte denne kan værge sig imod Bomber eller Torpedoer, og paa den anden Side heller ikke en Formation, der er tilstrækkelig tæt til, at de enkelte Fartøjer kan yde hverandre virksom Ildunderstøttelse.“ „Der er ingen Tvivl om, at L uftfartøjet om ganske faa A ar vil spille en saa afgørende Rolle i Krigen til Søs, at Herredømmet paa Søen maa hævdes fra Luften. Allerede med de i Dag ret primitive Vaaben gør L uftfartøjet paa dette Omraade saa stor Nytte, at Krigsskibets Dage er talte."

Ad 4

Camille Rougeron slutter her sit store Værk med at slaa fast, at: „Luftvaabnet i Løbet af 30 Aar har tilkæmpet sig en Stilling, som ingen kan gøre det stridig, og at det er et saa betydeligt Vaaben, at Nationerne maa bringe det ethvert Offer.“

Skulde L uftfartøjet ikke i en moderne Stats Haand kunne være et lige saa stæ rkt Magtmiddel som Hesten i sin Tid var det for Mongolen og Vikingeskibet for Normannen?

Tage Nielsen.