Log ind

Bøger 1949 - 3

#

Den krigshistoriske Av deling: Elleveårskrigens militære historie. 2. bd. 1710. Den norske krigspotential bygges opp. Tragedien Tritzschler. — Udarb. a f oberst Johannes Schiøtz. Udgitt av Forsvarsdepartementet. Oslo. 1949.

Da Frederik IV i august 1709 fik efterretning om K a rl X I I’s nederlag ved Poltava den 17/7, besluttede han, som bekendt, at udnytte Sveriges svaghedstilstand til et forsøg på at genvinde de skånske provinser. De forudgående diplomatiske forhandlinger med andre magter tog tid, og den afgørende traktat med Rusland afsluttedes først den 22/10. Det var nu blevet sent på året, vintervejret kunne lægge hindringer i vejen for en landgang i Skåne, og jo længere man ventede, desto mere tid fik svenskerne til at ruste. Kongen turde derfor ikke udskyde krigserklæringen til Sverige — den kom næsten omgående efter afslutningen a f traktaten med Rusland. I militær henseende var dette hastværk uheldigt, fordi krigsforberedelserne langtfra var endt, bl. a. måtte de regimenter, som lige var vendt hjem fra kejserlig tjeneste, først reorganiseres, inden de atter kunne sendes i felten, ligesom landmilitsen trængte til supplerende uddannelse. Værre var det dog, at hæren, som uden at møde modstand var landsat i Skåne, blev ude a f stand til at skabe sig en basis ved erobring a f Landskrona og Malmo, fordi Frederik IV nægtede at overlade overgeneralen, Reventlow, belejringsartilleri. N å r Frederik IV således ikke gav den danske hær fornøden tid til krigsforberedelse, blev hans hastværk a f endnu mere skæbnesvanger betydning for den norske hær. Regeringen i København burde og kunne vide, at den norske hær behøvede mindst % år til at blive operationsdygtig. Selv om ordren til mobilisering i Norge var udstedt så tidlig t som forsvarligt, nemlig den 7/9 09, og den således fik et forspring for den danske, var dette dog ganske utilstrækkeligt. Det kunne kun være nordmændene en dårlig trøst, at også den dansk-norske flåde udrustedes for sent, og at kongen ikke blot undlod at sende den norske hær fornødent materiel, men også nægtede Reventlow de forstærkninger, han ihærdigt forlangte for at kunne optræde offensivt. I 1. bd. a f det norske general stabsværk om krigen har forf., oberst Schiøtz, påvist, hvor hurtigt den norske hær koncentreredes ved den s.ø. grænse. Men hæren var ikke operationsdygtig, da krigen brød ud; thi manglerne i henseende til udrustning var meget store, og at forsyne hæren med forplejning viste sig fuldkommen ugørligt. Madspørgsmålet er jo i Norge et ganske andet end i Danmark; alt måtte baseres på magasiner, da man ikke kunne påregne væsentlige forsyninger fra selve opmarchrummet, og at få magasinerne fyld t i det kornfattige og udstrakte land ville tage meget lang tid. Skulle hæren rykke ind i Sverige, måtte den norske skærgårdsflåde sikre forsyningstransporterne, men skærgårdsflåden var ikke i kampdygtig stand, og desuden ville dens virksomhed i den forestående vinter let kunne lammes a f isen. Endvidere var det nødvendigt at råde over en søgående eskadre til beskyttelse af skærgårdsflåden. Men der kom ingen eskadre fra København. Følgen heraf blev yderligere, at svenske orlogsskibe fra Göteborg afbrød postforbindelsen til Norge, således at den norske regering og hærledelse kun fik ringe kendskab til begivenhedernes udvikling på hovedkrigsskuepladsen i Skåne. Gennem sine meget grundige og omhyggelige undersøgelser har forf. godtgjort, at det, som forholdene var, blev den øverstkommanderende over den norske hær, general Tritzschler, umuligt i længden at løse sin opgave, nemlig at binde de svenske tropper i Båhuslen og Dalsland og derved hindre dem i at forstærke den hær, Stenbock samlede i Småland. Det var end ikke Tritzschler muligt at holde hæren samlet, og forf. fin ­ der det vel motiveret, at han i december hjemsendte tropperne og nøjedes med at holde den nødvendigste styrke inde til grænsebevogtning. Da stærkt snefald gjorde vejene ufremkommelige, og da intet forsøg blev gjort på at holde dem ryddelige, var dermed jerntæppet gået ned mellem Norge og Sverige. Ved troppesamlingen i efteråret og den trusel om offensiv, den medførte, havde Tritzschler — om end kun til en vis grad — løst sin opgave, men ved hjemsendelsen var ethvert forsøg i så henseende opgivet. Han sørgede, som sagt, ikke for at holde vejene åbne og ville ikke — hvad forf. billiger — sende mindre styrker ind over grænsen for derved at påvirke de svenske dispositioner. Skal man binde fjenden, kræves imidlertid, som overalt i krig, aktivitet og aggressiv optræden, selv om de midler, man råder over, er begrænsede. Det synes, som om Tritzschler ved hinsides grænsen at besætte punkter, som kunne være a f betydning for en senere offensiv, og måske også ved til tider at mobilisere grænseregimenter eller på anden måde ville kunne have tilvejebragt en stadig trusel om angreb. Fo rf. omtaler netop, at de kommanderende generaler i de svenske grænseegne foruroligedes, når der indløb efterretninger om norske troppebevægelser, men at bekymringerne efterhånden forsvandt, da de fik vished om den norske, fuldkomne passivitet.. Hvor skæbnesvanger denne blev, fremgår af, at svenskerne nu uden betænkelighed omtrent tømte Båhuslen for tropper og derved forstærkede Stenbock’s hær således, at den talmæssigt blev den danske hær i Skåne overlegen, hvad der blev afgørende fo r hele felttogets forløb. Under stilstandsperioden i operativ henseende gennemførte Tritzschler imidlertid et overmåde stort og dygtigt arbejde for at afhjælpe hærens mangler og tilvejebringe de fornødne forråd. Ved sin gennemganga f denne virksomhed viser forf., hvor overordentlige manglerne var, og at det alligevel til trods for store vanskeligheder, ikke mindst som følge a f utilstrækkelige pengemidler, lykkedes Tritzschler at bringe hæren i feltdygtig stand — men ganske vist først til maj 1710. Om en offensiv da ville få betydning, ville afhænge a f forholdene på krigsskuepladsen i Skåne. E fte r nederlaget ved Helsinborg 10/3 1710 ændredes situationen fuldstændigt, og 3 dage efter slaget sendte kongen Tritzschler nye direktiver, ifølge hvilke han skulle forholde sig defensivt, men dog stadig være rede til en offensiv. I sit brev giver kongen yderligere Tritzschler en meget alvorlig irettesættelse fo r hans passivitet, idet han bl. a. frem ­ hæver, at sneen ikke kunne være ham en større hindring, end den var svenskerne. H ertil bemærker forf., sikkert ikke med urette, at man ikke kan sammenligne de svenske marcher i eget land med norsk indrykning i fremmed land, men idet han tilfø jer „særlig når vejene ikke er holdt åbne“, giver han dog en antydning af, at han ikke helt billiger Tritzschler’s passivitet. Forf. opfatter iøvrigt kongens brev som et udslag a f skuffelsen over nederlaget ved Helsingborg og finder beskyldningerne mod Tritzschler uretfærdige, hvilket de for så vidt også var i sammenligning med kongens egne forsømmelser. Alligevel kan det have nogen betydning, hvad forfatteren anfører andet sted, at hæren og folket havde mistet tilliden til Tritzschler. Det var altså ikke alene kongen, men hele det norske folk, der var utilfreds med Tritzschlers svigtende handlekraft i troppeføringen, hvilken også stemmer så lid t med norsk mentalitet. Selv fremholdt Tritzschler over for overkrigssekretæren i København, at den derværende opfattelse a f hans forhold var fremkaldt ved bagtalelse fra den nu afdøde vicestatholder i Norge, Wibe — med hvem Tritzschler ikke havde stået på nogen god fod — og fra enkelte officerer. Selv om han var rykket ind i Sverige, således som det havde været hans agt, måtte han dog have opgivet sin offensiv, før isen lagde sig i skærgården, og forsyningstjenesten dermed var blevet umulig. Han havde heller ikke fået tilstrækkelige midler til gennemførelse a f en offensiv i slutningen a f 1709, og om end kongens bebrejdelser gik stærkt ind på ham, havde han dog en god samvittighed og mente, at han havde g jort sin pligt.

Det taler stærkt til gunst fo r Tritzschler, at han, trods alt, fortsatte sit arbejde med usvækket energi. V a r hæren ikke rede sidste gang, da han havde ordre til at rykke ind i Sverige, så skulle den i hvert fald være det næste gang og på kortere varsel. Den plan, han udarbejdede fo r troppefordelingen til den foreløbige defensiv, vandt bifald, og regimenterne fik derefter ordre til at indkalde, således at hæren kunne være  opmarcheret i begyndelsen a f maj med hovedstyrken ved grænsen i det sydøstlige Norge. Forf. giver en detailleret, men dog meget overskuelig redegørelse både fo r troppefordelingen med defensiven fo r øje og for Tritzschlers offensive plan. I defensiven var tropperne fordelt over 3 kantoner, men inden for disse holdt samlet. I offensiven skulle hæren koncentreres stærkt, kun med den højst fornødne besætning i fæstningerne, medens grænsebevogtningen overtoges af bondeopbudet. De meldinger, der indløb, viste absolut intet tegn på offensive tendenser fra svensk side, snarere syntes svenskerne at sende tropper til Finland. Man ventede derfor i Norge spændt den flere gange bebudede ordre til indrykning i Sverige. Det skulle dog ikke blive Tritzschler, der kom til at føre hæren, thi  den 26/6 ankom baron Løvendal til Norge for at overtage kommandoen saavel som den civile ledelse. Tritzschler forblev general i hæren, men nu i en mindre fremtrædende stilling. Senere, i oktober 1710, gav kongen — foranlediget ved sladder om, at Tritzschler skulle have stået i fo rbindelse med svenskerne og modtaget bestikkelse — ordre til, at hans forhold i det hele skulle undersøges. Løvendal afviste ganske tanken om forræderi, men optog til behandling spørgsmålene angående Tritzschlers undladelse a f at foretage en offensiv i 1709, og om det havde været nødvendigt at holde så store styrker ved grænsen i sommeren 1710. Tritzschler blev indtil videre suspenderet fra sin stilling, og der nedsattes en kommission til sagens undersøgelse. Behandlingen, der ikke på alle punkter synes at have kunnet tåle dagens lys, trak længe ud, om end udtalelserne mere og mere fald t ud til gunst for Tritzschler. Denne, der under hele sagen optrådte som en gentleman, bad endelig i 1714 kongen om, at sagen enten måtte blive afsluttet, eller at han måtte blive afskediget i nåde. Dette blev øjensynlig grebet med begærlighed, og kort efter fik Tritzschler sin afsked i nåde, dog med nogle knubbede ord om hans kommandoføring i 1709. „Tragedien Tritzschler“ var dermed endt. A t han var betydelig som militær administrator, er utvivlsomt, men om det end er sin sag at underkende opfattelsen hos en så kyndig forsker som oberst Schiøtz, så falder det dog lid t svært at se, at samtidens vurdering a f Tritzschler som hærfører har været helt uretfærdig. Obersten indrømmer iøvrigt også, at meningerne om ham i så henseende kan være mere eller mindre divergerende.

I Løvendal havde Norge fået en kommanderende general med stor krigserfaring og fra sin tidligere tjeneste i den norske hær også med kendskab til norske forhold. Som søn a f den afholdte U. F. Gyldenløve, den sejrrige fører i den sidste krig, blev han modtaget med tillid. Det var, som forf. siger, næppe muligt at finde en mand, der bedre end Løvendal var egnet til at overtage både den militære og civile ledelse i N orge. Hertil kom, at han havde kongens øre, hvorved han opnåede større magtfylde og selvstændighed. Der kom ved ham en anden tone end før over ledelsen såvel som blandt de undergivne. I modsætning til, hvad der var tilfældet i Tritzschlers tid, kappedes nu alle om at gøre sit bedste og gjorde det tilsyneladende med glæde. Da Løvendal landede i Norge i august 1710, kom med ham skyts, geværer m. m. samt, hvad der var a f særlig betydning, en søgående flåde. Han fandt hæren i fuldt operationsdygtig stand, bondeopbudet organiseret, magasinerne vel fyldt samt skærgårdsflåde og transportfartøjer rede. De mangler, som endnu fandtes i enkelte henseender, sørgede Løvendal fo r at få afhjulpne i videst mulig udstrækning. De meldinger, der indløb både fra den svenske land- og søfront, var gunstige for en indrykning fra Norge. Der forelå en plan om landsætning af danske og russiske tropper ved Stockholm, hvorved opgaven for den norske hær ligesom i 1709 blev at binde det størst mulige antal svenske tropper. Løvendal agtede som følge heraf at rykke ind i Båhuslen i begyndelsen af oktober, foreløbig med bred front fo r at besætte så stort et område som muligt og senere afpasse sine operationer efter fjendens optræden. Planen om togtet til Stockholm blev imidlertid opgivet, men Lovendal, som netop nu stod på springet til at rykke over grænsen, fik kun ad indirekte vej kendskab til den ændrede situation, nemlig ved flådens ordre til at vende tilbage til København. Grundlaget for de norske operationer var derved forrykket, og med tungt hjerte måtte Løvendal opgive den offensiv, som havde haft så gode chancer, fordi svenskerne kun havde svage kræfter at sætte mod den og iøvrigt ikke ventede angreb så sent på året. Hæren blev nu hjemsendt, idet Løvendal dog beholdt til tjeneste e:i styrke, der var 30 % større end den, Tritzschler havde nøjedes med året forud. Derhos anvendte han en fremgangsmåde, som også burde have været Tritzschlers, nemlig at lade vestnorske regimenter overtage grænsebevogtningen, medens de hjemsendte regimenter fra det sydøstlige Norge for største parten kunne være på plads med få dages varsel. Selv om Løvendal ikke ventede noget svensk angreb og ikke selv havde angrebshensigt, var krigsberedskabet således langt større end i vinteren 1709— 10, hvor de krav, der stilledes til den norske hær, dog havde været af en ganske anderledes forpligtende art. Forf. behandler i et særligt afsnit forholdene til søs i 1710, hvor den norske handel og søfart hæmmedes stærkt ved svenske kaperier. Det var derfor et betydeligt fremskridt, da det lykkedes Løvendal at faa fuld rådighed over en søgående eskadre, stationeret i Norge.

I det foregående er givet et resumé a f det foreliggende binds frem ­ stilling a f hovedtrækkene i de militære begivenheder i det sydøstlige Norge i 1710, men det skal tilføjes, at forf. tillige giver en indgående, klart a ffattet skildring a f såvel foreteelserne i andre dele a f Norge, Trøndelag m. m., som a f forholdene på svensk side i egnene nærmest Norges grænse. En guldgrube for norske militærhistorikere må bogens væld a f detaillerede oplysninger være. Der er heri nedlagt et overordentlig t arbejde, der samtidig viser forf. som den fremragende og utrættelige forsker. A t skrive krigshistorie, hvor incitamentet egentlige krigsbegivenheder mangler, er ikke nogen let opgave. Og dog er den lykkedes. Forf. har i det foreliggende bind ydet et værdifuldt bidrag til kendskabet til Norges deltagelse i Den store nordiske krig.

Jens Johansen.

Kaptajn G. BiXhhnann: „Die Versorgung fremder Heere“. Huber & Co. Frauenfeld 1949. Den schweiziske Forfatters Hensigt med sit store og fortjenstfulde Arbejde: „Die Versorgung fremder Heere“ har været paa bred Basis at give en samlet Oversigt over de i de vigtigste fremmede Hære herskende militærøkonomiske Forhold under K rig , — et omfangsrigt, indviklet og for Forstaaelsen a f Krigssammenhæng og krigerske Operationer højst betydningsfuldt Emne, omfattende Forplejnings- og Forvaltningstjenestens krigshistoriske Udvikling hos disse Hære med særligt Henblik paa den personelle og materielle Organisation, den sidste Verdenskrig iberegnet. A t Troppernes Forsyning i Felt er Militærforvaltningens største og vanskeligste Problem, er kendt nok. Deres Velbefindende, deres Moral og Slagkraft er jo i højeste Grad afhængig af, at deres Forsyninger naar frem paa rette Sted til rette Tid og i rette Om fang og Kvalitet, uden at Handlefriheden bindes derved, eller Krigsbevægelserne hemmes. Der findes i Krigshistorien Eksempler nok paa, hvorledes Operationer i betydelig Grad er blevet sinket eller fuldstændig umuliggjort a f opstaaede Forplejningsvanskeligheder. Problemets Tyngdepunkt ligger i at kunne skaffe gunstige Betingelser for at bringe Forsyningerne i Samklang med de strategiske Krav. — De 8 vigtigste Hærorganisationer, hvis Forplejningsvæsen Forfa tteren særlig tager sig af, behandles ikke samlet efter en forudbestemt skematisk Plan, men hver enkelt Organisation belyses som et Problem for sig, hvorved han faar Lejlighed til med større E ftertryk at betone hver enkelts særegne Pa rt i Helheden. Paa Grundlag af en omfattende Viden, erhvervet ved et dybtgaaende Studium a f det paagældende Emne, bringer Værket en Vrimmel a f højst værdifulde Oplysninger om Storbritanniens, Tysklands, Frankrigs, Ruslands, De forenede Staters, Italiens, Japans og Kinas økonomiske Mobilisering, Hærforvaltning, Transportvæsen og Troppeforsyning m. m. i Fortid og Nutid, — alt fremstillet med et Liv og en Fylde a f grundige og velfunderede Kendsgerninger, der ikke kan undgaa at interessere enhver Læser.

I et særligt A fsnit behandles „Allgemeine Nachschubprobleme“ med en overmaade interessant Vurdering a f Transportmidler og Samkvemsveje tillands, tilvands og i Luften, paavisende, hvilken enorm Rolle de saavel enkeltvis som i intim t Samvirke har spillet i den gigantiske Kamp 1939— 45, en Rolle, der steg og steg, jo længere Krigen fortsatte. A fsn ittet illustreres med talrige fuldgyldige Eksempler fra alle Fronter paa den oftest paa Grund a f de kæmpemæssigt forlængede Til- og Tilbageførselslinier skabte Vanskeligheder, der mødtes — og overvandtes. Under dette A fsnit findes bl. a. en Omtale af de fremmede Handelsmariners Deltagelse i Englands Kamp paa Havet, -— de ca. 10 Millioner tons Skibsrum, der bidrog til Muligheden for de Allieredes Sejr. F o rfatteren nævner saaledes, at Norge alene leverede Halvdelen, hvorefter fulgte Holland, Belgien, Grækenland og tilsidst de 6 philipinske Koffardifartø jer, der var undsluppet Japanerne. Særlig efter Frankrigs Fald, da Storbritanniens Skæbne i Luftslagets sidste fortvivlede Maaneder hang i en Traad, hjalp disse Skibe Øriget ved Transport a f oversøisk Krigsmateriel og Næringsmidler. Fo r en dansk Læser kunde det nok føles som noget a f en Skuffelse, at Forfatteren ikke med et Ord nævner de Ofre, som ogsaa Danmarks Handelsmarine bragte den fælles Sag. Men en for Helheden saa forholdsvis uvæsentlig Undladelse gør dog ingen Skaar i Bedømmelsen a f dette storstilede Værk, hvis Grundighed, Omhu i Udvalget af Oplysninger og Paalidelighed i den almindelige Orientering gør det saa værdifuldt for enhver, der søger Kundskab om det for alt Hærvæsen saa vigtige Emne.

Carl v. Kohl.

Richard Bussien: Automobiltechnisches Handbuch, 16. oplag (Technischer Verlag Herbert Cram. Berlin 1945). 1741 sider, K r. 96,50. Denne udgave, der også er fremkommet herhjemme, er sammenlignet med 14. og 15. oplag betydeligt udvidet. Specielt er afsnittene om motorkøretøjsmekanik, luftkølede motorer, kompressorer og generatorkøretøjer omarbejdet eller fornyet. Stoffet er indordnet i 5 dele: I. del: mekanik, svingninger, prøver, og målinger. II. del: materialer. III. del: normer, maskinelementer. IV. del: gruppering af motorkøretøjer. V. del: motorer, køling, lyddæmpning, det elektriske anlæg, dieselmotorer, måleinstrumenter m. v. A f militær interesse er bl. a. et afsnit om kolonnekørsel, hvori der gøres rede for den relative forstørring a f billedet i førerens øje som funktion af afstanden mellem to køretøjer. En gra fisk frem stilling af billedforstørringen som funktion af afstanden mellem køretøjerne og den relative hastighed anskueliggør emnet. I et kapitel om reaktionstiden ved pludselig opbremsning berettes om et forsøg med øvede førere. Reaktionstiden viste sig her gennemsnitlig at være ca. 1 sekund. Fodbremsens placering viste sig her også a f betydning. I et tilfælde ændrede man fodbremsens plads, så betjeningen blev bekvemmere for føreren, hvorved reaktionstiden nedsattes fra 1,6 til 0,4 sekund, altså til en 14. Den store betydning heraf fremgår af, at føreren med en hastighed på 60 km/t kunne bringe sit køretøj til standsning 20 m tidligere end før ændringen. Under et afsnit om overhaling er medtaget en gra fisk frem stilling a f overhalingsafstande som funktion a f overhalingshastigheden og hastighedsdifferencen mellem køretøjerne. En beskrivelse a f den til hærens motorsagkyndige udleverede Tapley bremseprøver findes på side 167. Bogen går stærkt ind for regenerering a f smøreolien. Regeneraterne betegnes som absolut fuldgode. E fte r at anvendelsen a f radio-sender-modtagere er blevet almindelig i hæren, vil et kapitel, hvori den elektriske støjdæmpning a f motorkøretøjer gøres til genstand for en grundig gennemgang, væra af betydlig interesse. A f det nye i bogen skal fremhæves afsnittet om kompressorer, der indeholder såvel teorien for deres anvendelse som forskellige udførelsesformer. A fsnittet om gasgeneratorer er ikke aktuelt for tiden. Som et kuriosum kan nævnes, at bogen er blevet afnazificeret, idet teksten til en serie illustrationer delvis er gjort ulæselig ved overstregning med tusch. Værket er en fo rtrinlig håndbog for motorsagkyndige, der ønsker at vedligeholde og supplere deres viden om automobilteknik og bør indgå i de motoriserede afdelingers bibliotek.

Flemming Lerche.