Bernard Lewis: Hvad gik galt? Vestens påvirkning og Mellemøstens svar. København 2002. 219 sider, illustreret, kr. 175,–
Anmeldt af major Claus E. Andersen.
Siden udgivelsen af bogen Hvad gik galt?, da det udkom på engelsk tidligere på året, er ovennævnte værk blevet særdeles rosende omtalt af danske og udenlandske anmeldere. Den 85-årige forsker Bernard Lewis regnes i dag for en af verdens førende mellemøstforskere og han arbejder, trods sin høje alder, fortsat som professor emeritus på det prestigefyldte Princeton universitet. Lewis’ værk indledes i den danske udgave af et 10 siders forord af Ralf Pittelkow. Pittelkow må virkelig have haft noget på hjertet på alle de sider - som udgør tilnærmelsesvis 20 % af alle de beskrevne sider - måske en lille smule overdrevet for et forord i en bog, der i virkeligheden taler for sig selv. Timingen med udgivelsen af bogen er en forlægges drøm. Siden 11. september har der været et forståeligt behov for at forstå baggrunden for de forfærdelige handlinger, som blev begået i USA. Lewis behandler ikke selve episoden, men han gør rede for, hvorledes det står til i Mellemøsten, og hvorledes historien har ledt op til de forfærdelige handlinger i luftrummet over Nordamerika. En af Lewis hovedkonklusioner er imidlertid, at det ikke, som mange tror, er religionen, der lægger hindringer i vejen for ekspansion og velstand i regionen, da den tidligere har været en af de mest civiliserede og fremgangsrige i hele verden. Senere blev Mellemøsten imidlertid ramt af stagnation og tilbagegang. En tilstand, som regionen den dag i dag ikke har formået at kæmpe sig ud af. Lewis skriver selv i et efterskrift om dette, at hans bog behandler ”den større sammenhæng og det større mønster af begivenheder, ideer og holdninger, som gik forud for angrebene (11. sept.), og som i et vist omfang affødte dem” (side 6). Værket er - foruden at være et selvstændigt værk, som kan stå for sig selv - en godt supplement til Albert Houranis De Arabiske Folks Historie, som blev anmeldt i MT 4/1995 og udbudt i Det Krigsvidenskabelige Selskabs Læsekreds i sæsonen 1995/96. Hourani har da, betegnende nok for Lewis’ status, adskillige henvisninger til denne i sit stort anlagte værk. Modstandere af Lewis - og dem har han naturligt en del af - har betegnet ham, som en typisk og karakteristisk repræsentant for dele af den vestlige akademiserede verden, hvis angivelige objektivitet i virkeligheden er et skalkeskjul og en form for fortsat vestlig dominans over østen. Det har på det seneste været rystende i dansk fjernsyn at opleve elever og lærere i de islamistiske skoler i Pakistan, madrasaerne, demonstrerer under et banner med en påskrift med Samuel Huntingtons tese ”Clash of Civilizations.” De aggressive religiøse fanatikere vender på denne måde Huntingtons egen tese imod ”vesten” selv, som et slags selvopfyldende profeti, som et alibi, der skal være med til at retfærdiggøre deres eget korstog mod globaliseringen, USA og alle dets allierede - den vestlige verden, som vi jo tilhører. Men, som Pittelkow anfører, er dette ikke en bog om den 11. september, den aktuelle verdenspolitik eller udlændingepolitikken. Det et værk om den historiske baggrund for situationen i Mellemøsten og konflikten mellem de muslimske og ikke muslimske lande, og hvordan den har udviklet sig til i dag. Det er en god referencebaggrund til at forstå, hvorledes de muslimske lande har udviklet sig fra højt civiliserede og udviklede lande til tilbagestående, fattige og mange steder fundamentalistisk religiøse tilbagestående lande. Lewis ser den eneste mulighed for folkeslagene i Mellemøsten for at komme ud af dette dødvande, at være en opgivelse af den religiøse fanatisme og en sekularisering af samfundet i de pågældende lande. Dette er en udvej, som vil bringe disse berørte lande ud af det dilemma, som de p.t. befinder sig i. Den muslimske befolkning i Mellemøsten stiller sig jævnligt, jf. Lewis, det neurotiske spørgsmål ”Hvem har gjort dette imod os, siden vi ikke længere er verdens førende civilisation?” I stedet burde man, fremhæver Lewis, spørge: ”Hvad har vi gjort galt?” og ”Hvordan kan vi rette op på det?” Syndebukkene bliver af Mellemøstens befolkninger fremstillet som en lang historisk række af folkeslag lige fra mongoler til jøder, amerikanere og ikke mindst effekterne af en verdensomspændende vestlig globalisering (side 196). Lewis tager sekulariseringen som en mulighed for at løse Mellemøstens dilemma op til diskussion. Han påviser, at adskillelsen af religion og stat indledningsvis fandt sted i det kristne vesten, men han ser ikke noget håb for Mellemøsten, hvis man ikke påbegynder en sekularisering i regionen - her gør forfatteren med Tyrkiet dog en bemærkelsesværdig undtagelse. Dogmet med at vende tilbage til rødderne - den religiøse fundamentalisme – vil ikke bringe regionen ud af det økonomiske, sociale armod samt det dødvande, den befinder sig i. Afghanistan, Iran og Sudan er i den forbindelse manende skrækeksempler. Bernard Lewis advarer i slutningen af sin bog sin læser: ”Hvis befolkningerne i Mellemøsten fortsætter ad samme vej som hidtil, kan selvmordsbombemanden blive en metafor for hele regionen, og så bliver det umuligt at bryde spiralen af had og ondskab, vrede og selvmedlidenhed, fattigdom og undertrykkelse. Den spiral vil på et tidspunkt kulminere i, at udlandet endnu en gang overtager magten i regionen. Udlandet kunne her være Europa, der vender tilbage til sine gamle metoder, eller måske et genopstået Rusland eller en ny og ekspanderende østlig supermagt. Hvis befolkningerne derimod er i stand til at lægge forurettelsen og offerrollen på hylden og i stedet forene deres talenter, energier og ressourcer i en fælles, kreativ indsats, kan de atter gøre Mellemøsten til et af civilisationens store centre, som regionen var det i Antikken og i Middelalderen. Indtil videre er det et valg, de selv kan træffe” (side 197). Det beklagelige er blot, at ordene sandsynligvis er rettet mod det forkerte publikum. I så kort en bog kan forfatteren naturligvis ikke behandle enhver detalje. Derfor kunne den eneste anke mod bogen være dens generaliseringer af forhold, som forfatteren mener, karakteriserer den muslimske verden generelt, være noget tvivlsomme. Men dette er kun et enkelt lille surt opstød i forbindelse med udgivelsen af denne tankevækkende og velskrevne bog.
