Log ind

Bevæbning og Stødtaktik i Danmark og Østrig 1864

#

Naar jeg ikke nøjes med at sige Hr. Oberstøjtnant Jens Johansen Tak og erkende min fejlagtige Konklusion, skyldes det alene Ønsket om at gøre et Forsøg paa at vise en Sammenhæng mellem Skydeforsøg, K rigserfaringer og Taktik i den Periode, der om fatter K rigen 1864*). Efter Erfaringer fra Skydeuddannelsen anslog Preusserne selv Tændnaalsgeværets praktiske Skudhastighed under hurtig Skytteild til 6— 8 Skud/Min. (W. Vogel: Das preussische Ziindnadelgewehr. Potsdam 1865, S. 54 f.). Fo rlade riflens praktiske Skudhastighed ved »hurtig« Skytteild regnedes i Alm indelighed til 1,5 Skud/Min. (W. Pldnnies: Neue Hinterladungs-Gewehre. Darm stadt & Leipzig 1867, S. 19 f.). De ved det danske Forsøg i 1866 opnaaede Resultater svarer altsaa til, hvad der kunde ydes under Kamp.

*) Jfr . „Militært Tidsskrift" N r. 4/1946 S. 194.

M . H. t. den praktiske Væ rdi a f de ballistiske Præ stationer udtalte Vaabenlære fo r Infanteriets Underofficerer 1862: »En m uligst flad Bane maa fo r ethvert Skydevaaben ansees som den vigtigste Betingelse, naar man under alle Forhold skal kunne vente sig en god Træ fning.« Som det frem gaar a f nedenstaaende Oversigt, nøjedes vi desværre med at trykke denne Sandhed:

Skærmbillede 2020-06-26 kl. 10.12.24.png

Afstanden: 375m =600 Alen er valgt, fo rdi Thestrups Bestemmelser fo r Infanteriets spredte Fægtning a f 8/8 1860 regnede med, at Skyttekæden paa denne A fstand var »indenfor den fjendtlige Ildvirkning«.

En vis Overensstemmelse mellem Forsøgsresultater og K rig serfaringer kan findes i, at Ba jrem e ikke fandt deres fortræ ffelige Podewils Forlader ringere end Tændnaalsgeværet under Kampene i 1866 (W. Riistow : Der K rieg von 1866. Z iirich 1866, S. 304). Preusserne selv ansaa ogsaa Podewils Geværet fo r godt (Der K rieg von 1866, S. 511), men betragtede Tændnaalsgeværet som staaende betydeligt over vore R ifle r i 1864. Naar denne Overlegenhed, der naturligvis først og fremmest skyldtes hurtigere Betjening, ikke gav sig fuld t Udslag i Tabslisterne, var Aarsagen den, at vi i stor Udstrækning holdt os til en i Længden unægtelig haabløs passiv Defensiv (jfr. Das preussische Ziindnadelgewehr, S. 60). E thvert Vaaben v il naturligvis yde langt mindre i Kamp end ved Skydeforsøg, men det maa i denne Forbindelse frem ­ hæves, at netop Tapriflen med den krumme Kuglebane og kunstige Betjening kunde vise altfo r smuk Træ f sikkerhed i Hænderne paa en dygtig Forsøgsskytte, der skød paa nøje kendte Afstande. Det indsaa de praktiske Amerikanere hurtig t: »The tige«, or stem of steel, .. requires a nicety in loading which is diffecult fo r the soldier, to attain, v iz : the ball must not be rammed too much nor too little.« (Reports o f experiments with the rifle å tige. U. S. Arm ery, H arper’s Ferry, 1853— 54). Bagladeriflens H u rtigild bevirkede navnlig, at alle Fo rsyndelser mod de »taktiske Grundregler« straffedes »langt haardere end hidtil« (Exerceer-Reglement fo r Fodfolket. 1868, S. 86), og desværre viste vort Fod folk ofte Tilbøjelighed fo r »fuldstændig formaalsløse Bajonetangreb« (Hæren ved Danevirke 1864, S. 78). Da Bataillonskolonnen allerede i Treaarskrigen havde vist sig upraktisk i sønderjydsk Terræn, brugtes Kompagnikolonnen som Angrebskolonne, skønt Kompagnikolonnen først og fremmest burde være et »Skyttereservoir«, hvorfra der i Kampens Løb tilgik Kæden Forstæ rkning eller A fløsning. Thestrup søgte vel at modvirke Stødtaktikken, men havde ikke rig tig Held med sig. »At Aanden i Thestrups Reglement ikke havde faaet Tid til at gennemsyre hele Fodfolket, blev en Ulykke, som forfulgte os til Krigens sidste Dag.« (Hæren ved Danevirke 1864, S. 78 f.). E fte r min Mening hemmede ogsaa vor forældede Bevæbning den praktiske Anvendelse a f Thestrups fo rtrinlige F o rskrifter. Saavel Bestemmelser fo r Infanteriets spredte Fægtning som Reglementet a f 1863 foreskrev springvis Frem rykning med Skytteliniens Sektioner, som skulde støtte hinanden ved Ild og Bevægelse. Denne Fremgangsmaade skulde dog kun anvendes i »blandet eller gennemskaaret Terræn«, i »aldeles aabent Terræn« skulde hele Kompagniets Skyttelinie løbe frem paa engang. Grunden til, at der ikke skulde rykkes springvis frem i aabent Terræn, kan kun være, at det mildest talt var højst ubekvemt at betjene en Forlader i liggende S tilling. Kun i gennemskaaret Terræn kunde de Grupper, der skulde yde Ildstøtte, haabe at komme til at lade i Dækning — og Skytter med Forladere krævede en Dækningshøjde paa 4 Fod fo r at være dækkede under Ladning i bøjet S tilling (jfr. Felttjeneste fo r Menige a f Infanteriet 1859). Reglementet a f 1868, der er skrevet fo r Fod folk med Bagladere, kunde da ogsaa nøjes med at fastslaa, at Vekselvirkning mellem Ild og Bevægelse skulde finde Sted overalt, hvor der var Anledning dertil. Men i 1864 blev vore Angreb i bedste Fald springvis Frem rykning fra Hegn til Hegn under svag Ildstøtte fra Fo rladere, i værste Fald Frem stød i Kolonne med Skytter paa Fløjene.

De svejtsiske og bejriske Fo rladerifle r kunde naturligvis lige saa lid t som vore betjenes bekvemt i liggende S tilling , men med saa gode Geværer kunde vi have aabnet en virkningsfuld Ild paa ca. 250 m. Med vor fo rtrinlige Remington Bagladeriffel M . 1867, der i ballistisk Henseende kan indrangeres mellem den svejtsiske og den bajriske Forladeriffel, var det paa 400 Alen = ca. 250 m netop overladt »den enkelte Mand at skyde efter eget Tykke« (Exerceer-Reglement fo r Fodfolket 1868, S. 78), medens det ballistisk set kun jævnt gode Tændnaalsgevær først kunde præstere en rentabel H u rtigild paa ca. 200 m = 250— 300 Skridt (Boguslaw ski: Die Entwickelung der Tak tik von 1793 bis zur Gegenwart. B erlin 1869, S. 38, 113 og 180). Paa alle Kampafstande kunde en virkelig god Forladeriffe l have mødt Tændnaalsgeværets hurtigere og lettere Betjening med det enkelte Skuds større Træ fningssandsynlighed. Det er im idlertid forstaaeligt, at vore forældede T ap rifle r kunde forlede tapre Soldater til at undervurdere Udvirkningen fø r 1864. To a f Max M üllers Løjtnanter havde paa Skydebanen konstateret, at Tapriflens Kuglebane var saa krum, at Pro jektilet gik over Mandshøjde, hvis man paa 150— 200 Alen holdt lid t over halv Mandshøjde med det til 300 Alen svarende Standviser. (S tilling: 1. Bataillon. Kbh. 1913, S. 289. J fr. P in ­ gel: Om Spidsprojectiler. Tid ssk rift fo r Krigsvæsen 1857, S. 289). Desværre drog man følgende Slutning a f denne ganske rigtige Iagttagelse: »Vi er her alle enige om, at denne Tiraillering ikke har noget videre at betyde i en Fægtning. V i nærmer os Fjenden paa 300 til 350 Alens A fstand og saa i Løb lige løs paa ham med Bajonetten. Alle hans Kugler gaar over Hovedet paa os ...« (1. Bataillon, S. 289). Konklusionen burde have været: Indførelse a f en R iffe l med stor Rasance og et Viser, der kunde stilles paa 100 og 200 Alen. E t saadant Viser, hvortil Forbilledet fandtes i det engelske M. 1853, vilde nemlig ogsaa have været a f Væ rdi paa en R iffe l med stor Rasance — navnlig ved Beskydning a f liggende Skytter. Indførelsen a f en virkelig god Fo rladeriffel vilde utvivlsomt have fremmet Forstaaelsen a f Thestrups sunde P rin cip om Geværildens afgørende Betydning, saa meget mere som det slesvigske Terræn netop egnede sig fortræ ffelig t til »Tiraillering«. Men vort Reglement a f 1863 var næsten fo r godt til vore forældede Geværer. Paa tilsvarende Maade kan den østrigske Stødtaktik i 1864 og 1866 forklares ved Lorenz Geværets Mangelfuldhed. Bl. a. ved hollandske Forsøg i 1858— 60 viste det østrigske Infanterigevæ r M. 1854 en fo r en R iffe l uhyggelig stor Spredning, hvilket dels skyldtes, at Kompressionssystemets 2 Hovedkrav: et relativt langt P ro jek til og stort Ladningsforhold ikke kunde opfyldes ved det østrigske Kaliber (13,9 mm), men først ved Svejtserkaliberet (10,5 mm),og dels, at Riffelgangene havde en altfor stor Stigning. De bedste østrigske Geværer, Jæ gerriflerne M. 1854, hvis Riffelgange havde en fo rnu ftig Stigning, viste næsten samme Træ fsikkerhed som vore Tap- og M in ie rifle r og havde en Maximumsrasance mod staaende Mand paa 267 m (W. Kauffm ann : Om Infanteriets Bevæbning med R ifle r, Tid ssk rift fo r K rig svæsen 1857, S. 236). En væsentlig F e jl ved alle østrigske Geværer var det altfo r lille Spillerum mellem P ro jek til og Løb. Am indeligvis regnede man ved Forladeriflen et Spillerum paa ca. 0,5 mm som nødvendigt for, at den Krudtslam , der a f lejredes i Løbet under en længere Skudrække, ikke skulde vanskeliggøre Pro jektilets Nedføring med Ladestokken. Ved Ved Thouvenins Forsøgstapriffel fra 1844 var Spillerummet 0,3 mm, men fastsattes til 0,6 mm ved fransk T a p riffel M. 1846. E fte r E rfa ring e r fra Sepoy Opstanden (1857— 58) fo røgede Englænderne i 1859 Spillerummet ved En field Riflen fra 0,3 til 0,7 mm ved en tilsvarende Formindskelse a f Pro jektilkaliberet. Lorenz Pro jektilet kunde im idlertid kun med nogenlunde Sikkerhed udfylde et Spillerum paa 0,2 mm, hvorfor de østrigske Geværers Betjening snart blev meget besværlig og langsom. Der var saaledes gode tekniske Aarsager til Lorenz Geværets Fiasko i K rigen mod F ran k rig 1859. I mange — navnlig tyske — krigshistoriske Værker fin ­ des den fejlagtige Paastand, at det franske Liniein fan teri endnu havde glatløbede Geværer i det italienske Felttog. I Virkeligheden var hele det franske Fod folk bevæbnet med Forladerifle r, da K rigen brød ud (Campagne de l’empereur Napoléon III en Italie. Rédigée au dépôt de la guerre. Paris 1865) : Liniein fan teri og »Turcos« (tirailleurs algériens) : O priflede Perkussionsgeværer (fu sil modèle 1842 transformé) med Nesslers »balle d’infanterie modelé 1857«, der vel spredte ca. 50 % mere end hans franske (danske) P ro jek til M. 1863, men dog mindre end det østrigske Infanterigeværs Kompressionsprojektil. Gardeinfanteri : Riflede Perkussionsgeværer M. 1854 med M iniés »balle évidée modèle 1854«, der ballistisk stod lige med vort P ro jek til M. 1863, men ikke var saa solidt under Transport som Nesslers Riffelp ro jek tile r M. 1857 og M. 1863. Jægere og Zouaver: T ap rifle r M. 1846 og M. 1853 med Tam isiers Spidskugle (balle oblongue) M . 1846. De franske T a p rifle r stod omtrent lige med vore. Forandringen til »Rifler uden Tap« med Nesslers »balle de chasseurs modèle 1859« udførtes først efter Krigen. (Enkelthederne er fra Cavelier de Cuverville: Cours de tir. Paris 1864. Plônnies: Neue Studien liber die gezogene Feuerwaffe der Infanterie. II Darm stadt & Leipzig 1864). Nesslers R iffelp ro jek til M. 1857 (balle d’infanterie modèle 1857) maa ikke forveksles med hans Ekspansionsprojektil fo r glatløbede Geværer, der under Betegnelsen »balle Nessler« anvendtes under Krim krigen, prøvedes a f den danske Miniékommission og endnu i 1859 brugtes i det piemontesiske Linie ­ in fanteris glatløbede Geværer. Bersaglieri Tropperne havde en 17,5 mm Fo rladeriffel M. 1856 med det belgiske Timmerhans Ekspansionsprojektil, der ikke var særlig fremragende. Det var den piemontesiske Hærs Præ stationer heller ikke. A lt i alt var den østrigske Bevæbning næppe bedre end den franske, og skønt Franskmændene først og fremmest sejrede ved Ild fra tætte Skyttekæder (Hæren ved Danevirke 1864, S. 78), er det dog forstaaeligt, at de østrigske O fficerer efter 1859 vilde bygge deres frem tidige Taktik paa Bajonetten og Radetzkymarchen. Lorenz Geværet, der fo r mange A fdelin ­ gers Vedkommende først udleveredes under Transporten til den italienske Krigsskueplads, betragtedes nemlig fø r Krigen som noget nær Verdens 8. Vidunder, og saa meget større blev Skuffelsen naturligvis. F ø r Kampene begyndte, overvurderede Franskmændene sikkert ogsaa Lorenz Geværet. Napoléon III’s berømte Dagsbefaling om de nye Præcisionsvaaben skal sikkert udlægges saaledes, at Kejseren regnede med, at de østrigske 13,9 mm R ifle r nødvendigvis maatte have en væsentlig større effektiv Rækkevidde end de franske 17,8— 18 mm Krum - bane-Rifler — hvilket ogsaa burde have været Tilfældet. I 1863 antog Østrigerne et Ekspansionsprojektil, der var meget lig det bajriske M. 1858, som trods sit lille Hulrum ekspanderede hurtigt og sikkert i Podewils Riflen , fo rdi Ladningen her paatændtes centralt, saa den fø rst udviklede K rud tgas slyngedes direkte og centralt ind i Projektilet. Da Ø strigerne im idlertid nøjedes med at efterligne det bajriske Pro jektil, kunde dette kun udfylde et Spillerum paa 0,3 mm i Lorenz Geværet, medens det let klarede 0,5 mm i Podewils Geværet, og det østrigske Infanterigevæ r var ogsaa med det nye P rojek til langt ringere end den bajriske Forlader. I 1864 brugte Østrigerne endnu det gamle Kompressionsprojektil M. 1854. N aar den østrigske Stødtaktik klarede sig nogenlunde godt mod os, skyldtes det bl. a., at M ax M ullers Brigade var fo r lid t passiv ved Sankelmark. Vore Tap- og M in ie rifle r var i hvert Fald ikke ringere end de franske T a p rifle r og de engelske M in ie rifle r M. 1851 (En field Riflens Forgæ nger), der skød de russiske Angrebskolonner i Stykker ved Alm a og Inkerman. Forbundsfællens — og Rivalens — Præ stationer gjorde dog et saadant Indtryk paa Østrigerne, at de i 1864— 66 anstillede Forsøg paa at ændre deres Forladere til Kammer- eller Bagladning efter Amerikaneren Edw ard Lindners System (Plonnies: Das Ziindnadel-Gewehr. Darm stadt & Leipzig 1865, S. 129 f. Plonnies: Neue Hinterladungs-Gewehre, S. 75 ff., smign. Riistow : Der K rieg von 1866, S. 27). Nogen faktisk Æ ndring i østrigsk Bevæbning og Tak tik indtraadte im idlertid ikke, og i 1866 straffedes den østrigske Stødtaktik, der var en eneste stor og grov Forsyndelse mod de taktiske Grundregler, som oftest meget strengt i Tændnaalsgeværets H u rtig ­ ild. Ved Trautenau lykkedes det dog Østrigerne, støttet a f overlegent rifle t A rtille ri, at vinde en ganske vist dyrekøbt Sejr over et ualmindelig slet fø rt fj. Korps. Tager man i Betragtning, at den danske Angrebstaktik — takket være Thestrup — ikke var saa ubehændig som den østrigske, maa Muligheden a f en heldig dansk O ffensiv i Sundeved 1864 blankt indrømmes — trods vore forældede Geværer.

P. W. Hansen.

Kilder til de ballistiske Oplysninger:

Svejtsisk Forladeriffel: V 0 og Rasancer (W eygand: D ie deutsche Gew ehrfrage. Darm stadt & L eip zig 1872, S. 57, 94 og 87). Bayrisk Podewils Forladeriffel: V 0 (Plönnies: Neue Studien über die gezogene Feue rw a ffe der In fan terie I. D arm stadt 1861, S. 164), M axim um srasance (W eygand S. 94 sammenholdt med Sauer Grundriss der W a ffenlehre . München 1869, S. 266), Rasance paa 375 m (W eygand S. 124 sammenholdt med Sauer S. 300). Preussisk Tændnaals gevær: V« (W eygand S. 289), Rasancer (Plönnies: Das Zündnadel-Gewehr. Darm stadt og Leip zig 1865, Fig . 36 (109) og S. 101 f.). Dansk Miniériffel er sat lig fran sk 17,8 mm F o rla d e rif fe l med Nesslers „balle d’in fan te rie modele 1863": Vo (Weygand S. 53), Rasancer (W eygand S. 94 og 87). Dansk Tapriffel: V 0 (Hagerup: Cavalleriets og In fanterie ts Vaaben. Kbh . 1851, S. 125), Rasancer (S. W . W . P fa f f: Hærens ny Bagladevaaben. Kbh. 1868, S. 15, sammenholdt med Pingel: Om Spidspro jectiler. T id s s k rift fo r Krigsvæsen. Kbh. 1859, S. 289).