Med udgangen af 1961 vil der kun være nogle få uger til 2-årsdagen for det politiske forsvarsforligs afslutning. Det forsvarsforlig, om hvilket det blev hævdet, at hvad der tabtes i kvantitet skulle erstattes med kvalitet, altså at den reduktion af styrkemålene, som mod såvel NATO-sagkundskab som den ansvarlige danske sagkundskab blev gennemført, mest muligt skulle opvejes ved moderne materiel. Denne forudsætning er som bekendt endnu ikke blevet opfyldt. Følelsen af at måtte arbejde med utidssvarende materiel har — navnlig indenfor hæren — uundgåeligt sat sine spor hos det faste personel. Der er imidlertid grund til netop nu ved årsskiftet at fremhæve, at meget tyder på, at 1961 vil vise sig at være det år, hvor vi nåede bunden, og at det vil gå fremad i de kommende år. For de 250 af selskabets medlemmer, der var tilstede ved statsminister Kampmanns tale i selskabet den 6. november, var det åbenbart, at statsministeren havde en positiv indstilling til problemerne og havde gjort sig tanker om, hvorledes de kan løses. Der er af denne og andre grunde megen anledning til at tro, at materielproblemerne snarest vil blive taget op med henblik på en løsning i løbet af de nærmeste år. Folketingets godkendelse af enhedskommandoen i Østersøområdet med 149 stemmer mod 2 (foruden naturligvis socialistisk folkeparti) er en anden opmuntrende begivenhed. Der synes endvidere at være grund til en forsigtig optimisme med hensyn til en voksende forståelse såvel i politiske kredse som i befolkningen af forsvarets nødvendighed og de heraf følgende økonomiske konsekvenser.
Forsvarsforliget blev indgået i en af de såkaldte afspændingsperioder, som Sovjetunionens politik skaber med mellemrum. Forhåbentlig har vi danske efterhånden lært, at forsvaret må opbygges som en kontinuerlig indsats, uafhængig af svingningerne i den internationale situation. Desværre er der intet, der tyder på nogen virkelig mindskelse af den internationale spænding i de nærmeste år. 1960'erne vil efter alt at dømme kræve, at den vestlige verden må bygge sin politik, og herunder mulighederne for at forhandle, på militærstyrke. Hvis vi i Vest nægter at bøje os for trusler eller politisk afpresning, komme hvad der vil, vil vi have en overvejende chance for at bevare freden, for så vil modparten forstå, at det er alvor fra vor side. Begynder vi at give efter, vil vi gøre krigen mere sandsynlig, fordi den anden part vil tro, at vi vil vedblive at give efter hellere end at risikere en krig. Hermed være selvfølgelig ikke sagt, at Vest ikke skal gå ind i forhandlinger, hvor disse kan føres på lige fod, altså med indrømmelser fra begge sider. Danmark er en del af NATO, og vor opgave er at hindre, at der i vor specielle del af den vestlige verden er et svagt område, der kan friste modparten til at tro, at han kan opnå hurtige og lette resultater. Vort medlemskab af NATO giver os realistiske forudsætninger for at løse opgaven, hvis vi har viljen dertil. Men det kræver, som general Norstad den 23. januar 1960 skrev til forsvarsministeren, større forbedringer af forsvaret i de kommende år.
ERIK KRAGH
