Log ind

Betragtninger over panserværnsproblemer

#

Premierløjtnant Lyndorff-Hansen har i aprilnummeret af Militært Tidsskrift fremsat visse betragtninger om problemet PANSERVÆRN. Artiklen behandler hovedsageligt spørgsmålet på divisionstrin (panserjager- og panserværnsbataljon) og er baseret på en organisation, i hvilken hovedparten af det tunge panserværn udgøres af trukne 76 mm panserværnsdelinger. Da de igangværende ændringer af såvel taktisk som organisatorisk art mere og mere går i retning af den selvstændige infanteribrigadegruppe med bl. a. et panservæmskompagni, og da 76 mm panserværnskanonen nu synes at skulle afløses — foreløbigt af 106 mm dysekanon, — fremsætter premierløjtnant I. Nordby Nielsen ved Kongens Fodregiment i det følgende nogle betragtninger vedrørende panserværnsproblemerne på brigadetrin og udfra en organisation, hvori det tunge panserværn udgøres af et kompagni med 106 mm dysekanoner.

I de fleste øvelser, der i de sidste år har været afholdt herhjemme, har de stående panserværnskompagnier sjældent virket som enheder i en panserværnsbataljon — altså på divisionstrin — fordi de normalt allerede fra begyndelsen af øvelserne er blevet afgivet til en brigade eller brigadegruppe. Udover stabs- og signaløvelser har en fuldtallig panserværnsbataljon kun været opstillet og indsat samlet under efterårsøvelse „BR OW N JU G “ i 1957. Man kan derfor sige, at en kommende opstilling af et brigadepanservæmskompagni ikke er noget nyt. Det er næppe forkert at sige, at det hidtidige kompagni — med to trukne 76 mm panserværnsdelinger og een 106 mm dysekanondeling — ikke altid har været en populær gæst hos en brigade. Det skal dog anføres, at 106 mm delingen normalt har været mere velset end det øvrige kompagni, der ofte har måttet føre en kummerlig tilværelse, enten direkte under brigaden eller afgivet til en af dens bataljoner. H e rtil skal retfærdigvis indrømmes, at 76 mm delingerne har været såvel „taktisk” som „fagligt“ besværlige. Disse problemer skulle være løst nu, og et kompagni med tre selvkørende delinger v il blive en væsentlig forstærkning af brigadegruppens panserværn, ligesom kompagniet må kunne finde anvendelse indenfor adskilligt flere områder end hid til, ikke mindst på grund af dets bevægelighed.

Jeg har i det følgende indladt mig på at fremsætte visse — absolut personlige — betragtninger over anvendelsen af 106 mm panservæmskompagniet, set udfra de taktiske ændringer, som formentlig må forventes. Herudover skal jeg pege på visse specialopgaver, som jeg mener kompagniet vil kunne anvendes til.

Forsvar.

Hidtil har det været ønskeligt — set fra et panserværnsmæssigt synspunkt — at et til en brigade afgivet panserværnskompagni blev anvendt med de trukne delinger ved brigadereserven — opstillet i panservæmsstøttepunkter i tilknytning til hindrende terrain, og med dysekanondelingen som bevægelig reserve, indledningsvis dog anvendt til forstærkning af frontbataljonernes panserværn. Hele panserværnsplanen havde et stift præg, som skyldtes dels de lidet bevægelige 76 mm delinger, dels forsvarskampens stedbundne præg. En kommende forsvarskamp, som nødvendigvis må søges ført med stor bevægelighed og stor spredning for at tilgodese nutidens krav (taktisk atomvåben), vil kræve væsentlig større dybde og bredde, end man tidligere bar anvendt. Disse forhold v il medføre, at enhederne (bataljonerne) i givet fald skal kunne føre (begrænsede) selvstændige kampe. Set, ud fra et panserværnsmæssigt synspunkt kunne dette tale for, at brigadens tre bataljoner hver forstærkedes med en 106 mm deling fra panserværnskompagniet; herved ville bataljonerne have ialt fem sektioner med dysekanoner. En sådan afgivelse af kompagniet må sikkert også være rigtig i visse situationer, f. eks. hvor en bataljon har en isoleret opgave, eller terrainet er meget uoverskueligt.

Andre forhold taler dog stærkt imod en sådan anvendelse,

— brigadens dybde i panserværnsforsvaret,

— kompagniets deltagelse i brigadens modangreb,

— opstilling af panser spærrekommandoer og panserva-rnsstøtte til f. eks. opklaringsenheder.

A f disse forhold taler ikke mindst det første for, at brigaden holder panserværnskompagniet i A/S. Såfremt dybden kunne skabes af en pauserværnsbataljon eller panserjagereskadron, ville problemet være mindre. Realistisk set må dette næppe kunne forventes, hvorfor brigaden må skabe sin egen dybde.

Et fjendtligt angreb vil formentlig blive gennemført i forholdsvis smalle akser med kampvogne og pansrede mandskabsvogne, som vil søge at slå igpnnem i dybden, hurtigt og effektivt, evt. med støtte fra taktiske atomvåben. Ganske vist vil et forsvar heroverfor i den indledende fase kunne føres udvigende, men på et vist tidspunkt skal fjenden stoppes, tvinges til koncentration og tilintetgøres igennem modangreb. I denne sidste fase må ikke mindst panser og panserva>rn være stærkt, for i første omgang at standse fjenden — i næste at rette hurtige og kraftige modangreb mod ham, om midigt med taktiske atomvåben til støtte. V il disse forhold nu ændre panservæmsplanen, som den hid til har været kendt? Ja, på visse områder. I stedet for een panserspærrelinie, gående „tværs over“ et forsvarsafsnit, bør panserværnet fremtidigt virke i og om akser „på langs“ i forsvarsrummet. Disse panserværnsakser skal stort set gå fra baggrænsen af frontbataljonernes forsvarsområder gennem eventuelle skiftestillinger til det terrain, hvor brigadegruppen har valgt at standse fjenden og sætte modangreb ind. Ved centrale opstillinger bag frontbataljonerne vil 106 mm delingerne da kunne skabe dybde og sikre flanker. Kampen skal føres på en sådan måde, at delingerne rettidigt vil kunne nå tilbage til hovedopgaven, som skal være at yde panserværnsstøtte i forsvarskampens sidste fase: Standsningen og modangrebet. Ved en sådan anvendelse må man im idlertid gøre sig een ting klart. Panserværnskompagnichefen kan næppe føre direkte kommando over sine delinger, da det større forsvarsrum formentlig vil give kompagnichefen arbejde nok med panserværnsplanlægning. Den egentlige føring af kompagniet vil kun komme til udtryk gennem panserværnsplanen, som derfor i højere grad end før nøje bør give de tre delinger deres opgaver. Med hensyn til panservarslingen vil denne del af panserværnsplanen få forøget betydning. I denne forbindelse skal henvises til den af premierløjtnant L-H omtalte panservarslingsmappe, som netop under bevægelige kampsituationer vil kunne lette hele denne tjeneste, idet man i kortfattede meldinger (koder) eentydigt kan angive fjendtlige kampvogne, egne indsættelser m. v. På skitsen har jeg forsøgt at give et eksempel på anvendelsen af et panserværnskompagni, hvor kompagniet indledningsvis virker med to delinger (a og b) i hver sin panservæmsakse bag de to frontbataljoner. Herudover opretholdes et „udrykningshold“ (c) — panserspærrekommando — soin en centralt opstillet reserve med forberedte indsættelser. Hele kompagniet v il kunne medvirke i standsningsfasen og derefter pansersikre udgangslinien for modangreb, med mulighed for senere at følge angrebet op, enten med kompagni eller dele deraf, til afløsning og sikring i reorganiseringsfasen.

Konklusionen vil herefter blive:

— at kompagniet i de fleste tilfælde holdes i AjS,

— at kompagniet virker med delinger (sektioner) til støtte for frontbataljonernes indledningsvise kamp,

— at en reservestyrke udspar es til forberedte indsættelser, samt

— at hovedopgaven er deltagelse i den endelige standsning med efterfølgende modangreb.

Angreb.

Panserværnskompagniet vil, som under forsvar (modangreb) omtalt, kunne sikre frembrudet over udgangslinien og senere følge angrebet op og afløse i reorganiseringsfasen. Hvorledes underlæggelsesforholdet skal være, vil afhænge af situationen. Den store spredning, som angrebsstyrken vil blive tvunget til, taler for en opdeling af kompagniet — med delingerne underlagt f. eks. angrebsbataljonerne. Herved er brigadegruppens mulighed for at skifte panserværnsstøtte im idlertid borte, med mindre en del af kompagniet holdes i A/S. Konklusionen må blive: I tilfælde, hvor kompagniets opgave er begrænset til sikring af udgangslinien, holdes det i A/S. Hvis angrebet skal følges op, må det derimod principielt være det rigtigste at afgive dele af kompagniet til de angribende enheder — det være sig kampvognsstyrker eller rene fodfolksstyrker — ikke mindst af hensyn til en rettidig og nøjagtig koordinering i reorganiseringsfasen. Under angreb skal endeligt anføres, at kompagniet er velegnet til at indgå i en eventuel opfølgningsstyrke.

Udvigende kamp.

Med hele den udvigende kamps ændrede karakter kan panserværnskompagniet kun anvendes med delingerne i UjS for bataljonerne. Hvor tidligere den udvigende kamp førtes med enhederne „på lin ie “ , må den frem tidig føres i akser, hvor selve udvigningen ofte kan blive forskellig, alt efter det fjendtlige pres. Bataljonernes (kampgruppernes) kamp vil herved blive isoleret, og en A/S-anvendelse af kompagniet v il derfor være yderst vanskelig at gennemføre.

Skærmbillede 2020-06-11 kl. 12.32.47.png

Udsparing af en panserværnsreserve vil naturligvis være ønskelig — men vil sikkert være vanskelig at gennemføre. Med hele kompagniet afgivet v il det være naturligt at spørge, om bataljonerne kan støtte de tilgåede enheder fagligt. I modsætning til tidligere, hvor 76 mm delingerne ikke kunne få reparations- og/eller ammunitionsstøtte fra en bataljon, er dette tilfældet med 106 mm delingerne. For yderligere at lette ammunitionstjenesten kan delingerne hver medføre en anmiunitionsvogn fra kompagniet. Kompagnichefen v il i en situation, hvor hele kompagniet er afgivet, udelukkende kunne hellige sig panserværnsplanlægningen, hvilket v il være en fordel, henset til den omfattende „bagudliggende“ rekognoscering, som til stadighed vil komme til at finde sted under udvigende kamp. M uligheden for at opstille et særligt panserværnsrekognosceringskommando, bestående af panservæmskompagnichefen og personel fra kompagniets kommandodeling, vil være til stede.

ANDRE ANVENDELSESMULIGHEDER

Panserspærrekommando. Begrebet panserspærrekommando (ikke at forveksle med panserværnspatruljer, der består af let fodfolk, udrustet med lette panserværnsvåben) ses ofte anvendt på papiret, men bliver desværre sjældent opstillet i praksis. Årsagen hertil har sikkert været, at man ikke har ment at kunne afgive de fornødne panservæmsvåben hertil, og fo rdi de trukne 76 mm delinger har været for ubevægelige til disse opgaver. Nu skulle mulighederne foreligge. F. eks. vil en 106 mm deling kunne „parres“ sammen med en ingeniørdeling (og måske en motoriseret let deling). En sådan sammensætning vil kunne indsættes både delings-, sektions- og gruppevis. Med frem tidige taktiske krav om bevægelighed og spredning, og som en følge heraf, store mellemrum mellem enhederne, må anvendelsen af sådanne panserspærrekommandoer, primært sammensat af panserværns- og ingeniørenheder, blive aktuel indenfor alle kampformer. Udover anvendelsen af 106 mm kanonerne og ingeniørdelingens mineringer skal sådanne kommandoer tillige være uddannet i ruerbekæmpelse af kampvogne — og have midlerne til at gennemføre en sådan kamp. Tanken om i givet fald at anvende et helt panserværnskompagni og et ingeniørkompagni som et panserspærrekommando forekommer måske i øjeblikket for fantastisk, ikke mindst af hensyn til ingeniørkompaguiets mange andre opgaver, men muligheden foreligger, og planer for en sådan indsættelse kan indgå i brigadegruppens panserværnsplan (panserspærreplan).

Opklaring.

Kraftig opklaring og en stadig „klæben til fjenden“ — et krav sont den taktiske atomkrigsførelse har accentueret — vil kræve forøget indsats af opklaringsstyrker. Brigadegruppens i forvejen ret begrænsede opklaringsenheder (opklaringseskadron + opklaringsdeling/brigade (+ opklaringsdeling/panserbataljon)) vil panserværnsmæssigt kunne forstærkes med dele af panserværnskompagniet. Eksempelvis kan opklaringdeling/ brigade, som er uden nogen form for panserværn, forstærkes med en 106 mm deling eller -sektion. Helt nye opklaringsenheder kan opstilles, f. eks. ved at lade maskingeværdeling/reservebataljon eller en motoriseret let deling sammesteds fra arbejde sammen med en 106 mm deling. Sammensætningen af sådanne opklaringsenheder vil måske være et brud på reglementariske principper, men taktiske krav kan tvinge til dispositioner af denne art.

Samarbejde med kampvogne.

Jeg har allerede flere gange omtalt samarbejde med kampvogne. Det skal atter her under de mere specielle opgaver understreges, at en 106 mm deling egner sig udmærket til at følge et kampvognsangreb/modangreb op, særligt med henblik på afløsning af kampvogne i reorganiseringsfasen. E t sådant samarbejde har vist sig at fungere udmærket med 106 mm delingen fra det hidtidige kompagni og er blevet gennemprøvet ved adskillige KAFOK-øvelser. Der vil således nu være forøgede muligheder for at. anvende panserværnskompagniet eller dele deraf sammen med kampvognsenheder, det være sig eskadron eller deling.

Det er i væsentlig grad dysekanonens bevægelighed, i forbindelse med dens store pansergennembrydningsevne, der gør den egnet til deltagelse i de her anførte opgaver. Dog må een ting ikke glemmes: Selvom kanonen er mobil, er den ikke nogen kampvogn og har ingen pansring, (jfr. iøvrigt premierløjtnant L-H ’s artikel).

En veluddannet kanongruppe, i forbindelse med en såvel taktisk som teknisk veluddannet sektions- og delingsfører, vil im idlertid kunne bøde meget på dette forhold.

Afslutning.

Til sidst lid t om uddannelsen af panserværnskompagniet. Her mener jeg, at den ændrede taktiske anvendelse i forhold til det hidtidige panserværnskompagni vil bevirke, at der først og fremmest må lægges vægt på at uddanne delingerne, og i nogen grad sektionerne, til større selvstændig oplra’den. Herudover bør der i uddannelsen skeles til løsningen af de mere uortodokse opgaver, hvilket bl. a. kan ske ved at give uddannelse i opklarings- og ingeniørtjeneste. Hvorvidt der kan skaffes tid til en sådan „ekstra“ uddannelse er måske tvivlsomt, men jeg skal i den forbindelse pege på, at der til vedligeholdelse af 106 mm kanonen næppe er brug for så megen tid, som h id til anvendt til 76 mm kanonen. Den tid, man herved får til rådighed, kunne da udnyttes til en sådan uddannelse. Den bedste løsning af problemet ville være, at den afsluttende uddannelse kunne ske på udvekslingsbasis mellem panser, ingeniør og panserværn eller ved fælles udla'gning til egnet øvelsesterrain i lighed med KAFOK-øvelser. Med udsigt til endnu større samarbejde end hid til mellem disse våbenarter ville en sådan udveksling eller udlægning være en absolut fordel og ville være af betydning for et hurtigt og effektivt samarbejde såvel under øvelser som under virkelige forhold.

I. Nordby Nielsen.