For at opfylde dette krav må regionsforsvaret være i stand til at løse en række forskellige opgaver, livis art og omfang vexler med sted og situation: — optrækkende krigsfare — mobilisering — fjendtlig virksomhed i områder, hvor ingen feltbærstyrker fin­ des — samarbejde med feltbar, søværn og flyvevåben o. m. a.
Regel nr. 2: Regionsforsvaret må — indenfor dets begrænsede for­måen og principielt indenfor dets område — besidde en vis elasticitet og kunne forlægge tyngden i sin virksomhed efter situationen.

Baggrunden for opstilling af et HJV er den kendsgerning: — at udviklingen i teknik og strategi har medført, at ingen del af et territorium kan være uden militær kontrol og
— at intet samfund ustraffet i længere tid kan holde en væsent­lig del af arbejdskraften borte fra produktion, transport m. v.

HJV skal ..forene militært og civilt beredskab“ med en efter sted og situation varierende tyngde på disse to opgaver.

Ved den militære opgave drejer det sig om indsats i RETTE TID; — ved den civile opgave om indsats i DEN LANGE TID. Regel nr. 3: HJV skal va"re overalt og skal med kort varsel (få timer) vane kampberedt.
Regel nr. 4: HJV-styrker må kun bindes af militære opgaver i strængt nødvendige omfang.

Et HJV ’s mandskab vil altid være stærkt uensartet m. h. t. alder, fysik og uddannelse. Tillige må der regnes med en meget uensartet — og i gennemsnit ret begrænset — taktisk skoling bos befalingsmændene.

Tildeling af tunge våben og transportmidler er — og vil an­tagelig rum tid fremover være — meget sparsom.

Disse faktorer sætter snævre grænser for HJV’s taktiske an­ vendelse.

Delingen vil normalt være den storste HJV-enhed, der kan være af nogenlunde ensartethed; dens føring er så tilpas ukom­ pliceret, at gennemsnits-HJV-befalingsmanden kan lære den.

Forholdene kan nødvendiggøre kamp i gruppe; men dette bør være undtagelsen, al den stund en deling er betydelig stærkere end tre grupper.

Iblandt de delinger, et HJK kan opstille, vil hovedparten være bedst skikkede til at løse stationære opgaver. En enkelt de­ ling (i nogle H JK måske kun er gruppe) vil kunne uddannes til mere „agressiv“ kamp.

Kun i større byer vil der være muliglied for at opstille kom­pagnier af en sådan ensartethed (hos mandskab OG befalingsmænd) og så godt samarbejdede, at de kan anvendes som kampenheder.
Regel nr. 5: Et hjemmeværnskompagni er normalt ikke en kamp­enhed — men et antal kampenheder under fadles ledelse. Delingen er „HJV’s division“ — d. v. s. den mest hensigtsmæssige taktiske enhed.

Regel nr. 6: De kampopgaver, der stilles HJV-enheder, må kun medføre enkle og simple manøvrer.

HJV’s styrke ligger i, at det:
— er overalt i landet,
— hurtigt er kampberedt,
— kender det stedlige terræn og
— bar indøvet løsning af sandsynlige opgaver på stedet.

Flyttes en HJV-styrke bort fra sit område, medfører dette:
— at dette område ikke er sikret (med mindre sikringen over­tages af andre styrker) og
— at vedkommende HJV-styrkes indsats kommer til at foregå under ugunstigere forhold. Hertil kommer, at moralen hos en HJV-styrke utvivlsomt vil være størst, så længe den kæm­per på sin hjemegn.

Regel nr. 7: En HJV-styrke bør kun flyttes fra sit område, når ENTEN den opgave, styrken skal løse på det nye sted er afgørende vigtigere end de opgaver, der kan foreligge i området, den flyttes fra, ELLER si­tuationen kraner. at slagkraftigere styrker indsattes i området.

Trumf i moderne kamp er de tunge våben. HJV har ikke disse trumfer. Følgen heraf må være, at H JY kim søger at tage spillet, når det kan „spille sans atout,, — d. v. s. når kampen kan fores under forhold, hvor fjenden ikke kan bruge trumf.
Regel nr. 8: HJV-styrker søger fortrinsvis kamp i by, skov og mørke.

I andre tilfælde må fortrinsvis „makkeren“ — felthær, lokal­ forsvarsenheder — spille spillet. HJV må støtte efter evne. En kraftig medvirken af HJV-styrker i „trumfspil“ må kun fordres, når det er den eneste mulighed for at hindre fjenden i at „vinde rubberen“.

Regel nr. 9: Kampindsats under ugunstige forhold bør kun for­ dres af HJV-styrker, når der herved skabes mulighed for umiddelbar og virksom indsats af styrker af felthæren (eller lokalforsvar).

Uanset hvor stærkt HJV er på det pågældende sted, vil der altid kunne opstå situationer, hvor opgaverne bliver så store eller så talrige, at det ikke magter at løse dem alle.

Ved valg af, hvilke opgaver, der da skal løses, må helhedens tarv haves for oje: Hvorledes hjælper HJV-Styrken bedst de dele af forsvaret, der skal SLÅ fjenden?

Observation og melding vil her være et primært krav — og et krav, der altid (indenfor de bestående meldemuligheder) vil kunne honoreres.

Det næste krav (eller ønske) må være, at HJV sinker — el­ ler endnu bedre spærrer — fjendens bevægelser således, at tid vindes og derved mulighederne for koncentration på gunstigste sted forbedres.

Allerbedst er det naturligvis, om HJV udover dette tillige kan aflaste felthær- (lokalforsvars-)styrkerne ved at nedkæmpe dele af den fjendtlige styrke; — MEN forsøg på at nedkæmpe el­ler spærre må ingensinde medføre, at der ikke kan gives korrek­ te, fyldestgørende og hurtige meldinger om AL fjendtlig virksom­ hed indenfor vedkommende HJV-enlieds ansvarsområde.
Regel nr. 10: Trangfølgen i HJV ’s opgaver er:

1) — melde
2) — sinke
3) — spærre
4) — nedkæmpe.

Det lette maskingevær er HJV ’s hovedkampmiddel; de øvrige kampmidlers opgave vil principielt være at sikre og supplere de lette maskingeværer.

De mål, der kan nedkæmpes, vil derfor i første række være udækkede, personelle mål. Følgen heraf er, at kampen i sine ho­vedtræk må være defensiv.

Når dette er sagt, skal hurtigst muligt tilføjes, at denne de­fensive kamp naturligvis skal føres så offensivt som muligt, såle­ des at forstå, at enhver mulighed for at vise initiativ (overraskel­ se) skal udnyttes, og ethvert udslag af dristighed eller uforsig­tighed fra fjendens side øjeblikkeligt og hårdt skal straffes.

ANGREB.
Definition: — en mod fjenden rettet aktiv kamphandling, sædvanligvis omfattende ild, bevægelse og storm, med det formål at bryde fjendens kampvilje og tilintetgøre ham.

Det er her værd at understrege ordet sædvanligvis. Det bety­ der nemlig, at ildoverfald er angreb; — man kan sige et angreb, hvor reorganisering sker i retning bort fra fjenden.

Ildoverfald kan udføres selv mod en styrke, der er overlegen i antal og bevæbning. Det må derfor blive den form, under hvil­ken HJV-styrker normalt vil søge at vise offensivt initiativ — og­ så, når der er tale om modstød.

Kravet om overraskelse og ønsket om en tilpas blottelse af målet vil formentlig ofte medføre, at ildoverfald må udføres på ret store afstande. Den størst mulige moralske virkning (chock) skal tilstræbes.

Der stilles overordentlig store krav til ilddisciplinen: Sam­ tidig åbning OG samtidig ophør af ilden; — „et helvede af ild efterfulgt af et helvede af stilhed.“

Ved et „egentligt angreb“ — d. s. v. angreb afsluttet med nedkæmpelse eller bortjagning af fjenden — er Udoverlegenhed ELLER overraskelse SAMT evne til at gennemføre nærkamp et absolut krav. Dette sætter ret snævre grænser for de mål, mod hvilke HJV-styrker kan sætte egentligt angreb ind. Men sådanne mål kan forekomme — mindre, fjendtlige poster — luftlandsatte, endnu ej reorganiserede småstyrker — 5. KOL-styrker o. 1.; der­ for må HJV-styrker — i særdeleshed HJV’s kamppatruljer — kunne gennemføre sådanne „egentlige angreb“.

FORSVAR.
Definition; — i snævrere forstand (taktisk); en til det yder­ste gennemført fastholdelse overfor fjendtligt angreb af et til forsvar udpeget område, overvejende ved absolut hævdelse af stil­linger, men også omfattende i tilslutning dertil udforte modstod modangreb.

En forsvarskamp stiller følgende ufravigelige krav til de styrker, der skal gennemføre den:
— fastholdelse af nøgleområder — om fornødent ved forsvar til alle sider,
— gensidig ildstøtte m ellem disse forsvarede om råder samt — dybde.

Omfanget af de nødvendige foranstaltninger er selvfølgelig stærkt afhængig af den styrke, hvormed fjenden kan angribe, og noget afhængig af, hvilke naturlige hindringer, terrænet byder på.

Kun i større byer vil betingelserne — mandskabsmæssigt og terrænmæssigt — være til stede for at HJV-styrker kan gennemføre en forsvarskamp over nogen tid (jfr. regel nr. 8).

Udenfor større byer vil en selvstændig forsvarskamp kun kunne ventes gennemført over små, let bevæbnede styrker, svage opklaringsstyrker, 5. KOL o. 1.).

Man kan imidlertid ikke se bort fra, at der i den større, tak­ tiske ramme kan være behov for, at HJV-styrker — selv under meget ugunstige forhold — søger at fastholde visse nøglepunkter, indtil denne opgave kan overtages af styrker af felthær eller lokalforsvarsenheder.

Betingelsen for at stille et sådant krav til HJV-styrker må imidlertid være, at de pågældende felthær- (lokalforsvars-) styrker har mulighed for at gribe ind i kampen, senest når fjenden kan sætte et virkeligt, samordnet angreb ind, således at den nødvendige støtte og dybde er til stede i kampens afgørende fase — helst i et sådant omfang, at HJV-styrkerne da kan trækkes bort Ira brændpunktet.

MODSTAND.
Definition: — en modsætten sig fjendtligt angreb. Gennem­føres til en vis grad, som vil være at angive i de enkelte tilfælde, afhængig af formålet med modstanden.

Den „klassiske“ form for modstand er udvigende kamp; — definition: — en i tilbagegående retning fort kamp, hvorved en enhed under bevarelse af føling med fjenden sinker denne ved modstand i bag hinanden liggende modstandslinier (stillinger).

Dette er vel den mest krævende kampform, der existerer, og det kan derfor uden betænkelighed slås fast, at HJV-styrker IKKE kan påregnes anvendt til udvigende kamp.

En logisk følge heraf er, at HJV-styrker IKKE bør anvendes som slør for tilbagegående felthær-(lokalforsvars-) styrker.

Det kan i almindelighed siges, at den retning, i hvilken fjen­ den VIL frem, er den ringeste retning for HJV-styrker at bevæge sig bort i. HJV-styrker, der skal frigøre sig, bør derfor principielt søge UD TIL SIDEN.

Såfremt den fjendtlige styrke, der har kastet HJV-styrken, er en isoleret styrke (f. eks. opklaringsstyrke), vil det være naturligt for HJV-styrken at søge tilbage på sin oprindelige plads.

Drejer det sig derimod om en „massiv“ fjendtlig fremrykning, vil HJV-styrkerne i stillinger til siden for fjendens marchvej kunne:
— opklare mod fjenden,
— udgøre en stadig trusel mod hans flanker,
— hindre (sinke) hans opklaring til siderne samt
— danne rygstød for egen opklaring og kamppatruljevirksomhed.

BEVOGTNING .
Definition: — en med poster, patruljer eller/og posteringer gennemført overvågen af og i muligt omfang modsætten sig bevæ­ gelser til eller fra et objekt.

Denne definition synes lovlig snæver for regionsforsvaret. REGFORS anfører da også, at bevogtningstjenestens formål er at danne et levende, fintmasket sikkerhedsnet, der udspændt over hele regionen skal overvåge, melde, spærre, bekæmpe og sam­arbejde.

Bevogtningen deler sig altså i to arter (der dog griber ind over hinanden) :

• —  bevogtning af om råder og

• —  bevogtning af objekter.

a. BEVOGTNING AF OMRÅDER består i:

• —  kontrol og opklaring ved observationsposter, vejkontrolposter, patruljer m. v.

• —  rensning, der er mindre, fjendtlige styrkers uskadeliggørelse ved opsøg­ning, indkredsning og nedkæmpelse (tilfangetagelse).

• —  spterring (sinkelse) af overlegne fjendtlige styrkers fremtrængen (udbredelse); kan efter forholdene have karakter af modstand, forsvar eller mod­ stød (ildoverfald): tilrettelægges under størst mulig udnyttelse af terrænet (hindringer, nøglepunkter).

Fordeling og placering af de til den almindelige områdebevogtning bestemte styrker kan variere efter tyngden (den formo­dede tyngde) af fjendens virksomhed.

b. BEVOGTNING AF OBJEKTER

består i: — sikring af egen benyttelse:

— afvise angreb af og/eller uskadeliggøre mindre fjendtlige styrker,
— hindring af fjendens benyttelse:
— ødelæggelse til befalet tid og i befalet omfang, — sinkelse af fjendens retablering.

REGFORS deler de objekter, der skal bevogtes i følgende klasser:
— militære anlæg: kaserner, lejre, depoter m. v.
— taktiske anlæg: broer, veje, flyvepladser, befæstede anlæg m. v.
— tekniske anlæg: kommunikationer, offentlige værker, livs­ vigtige fabrikker m. v.

Truslen mod disse objekter og betydningen af deres bevarelse vil variere med situationen; — derfor må tyngden i bevogtningen variere.

GERILJA.

Det er ovenfor blevet sagt, at al HJV-kamp har karakter af gerilja, da det er små, isolerede styrkers kamp.

Den „egentlige gerilja“ : små styrkers offensive kamp i om­ råder under fjendens kontrol — er af overordentlig stor betyd­ ning for hele kampens førelse. Den vil — i et vist omfang og til en vis tid — være gennemførlig også i vort hjemlige terræn. Den er HJV-kamppatruljernes „fornemste“ opgave.

Angrebsmålene er i første række fjendens forsyninger og fø­ringsorganer; dernæst transporter, sikringsled, hvilende styrker o. 1. — Gerilja er krig mod føring, forsyning og moral.

Den overordentlig vidtrækkende betydning af energisk gerilja fremgår af en fodnote i en af oberstløjtnant Boisens artikler om erfaringer fra østfronten. Det siges her med stor tydelighed, at det oftest er effektivere at hindre en kampslyrke i at få forsyninger end at slå samme styrke på slagmarken.

Som alm indelige retningslinier for kam ppatruljem es gerilja- virksomhed må gælde:
— den operative ledelse af kamppatruljerne må ligge på et tilpas højt kommandotrin — region (evt. distrikt) eller troppefører. Det er muligt over radio (på lange distancer ved telegrafi) at give kampatruljer direktiver; men i hovedsagen må deres indsættelse ske efter en i forvejen fastlagt „Standard Operation Procedure“,

• —  kamppatruljer må indsættes mod de mest lønnende mål; de må ikke kompromittere sig ved indsættelse på sekundære eller nytteløse opgaver,
  —  heraf følger, at deres indsats må ligge så tilpas bag fjendens front, at de kan få nogen bevægelsesfrihed. (Herved vil de også bedst kunne bidrage til at trække fjendtlige tropper væk fra fronten),
  —  normalt må operationerne foregå om natten; — om dagen hvi­les og opklares,
  —  for at undgå sammenstød med andre kamppatruljer må hver have tildelt et kamppatrulje-område med klart definerede grænser,
  — en kamppatruljes meldemuligheder er stærkt begrænsede; i hovedsagen indskrænker de sig til et fåtal brevduer. At sende på radio vil være selvmord. Der kan naturligvis tænkes tilfæl­de, hvor kamppatruljen vil — og kan — sende ordonnans,
  — det er derfor ugørligt at basere opklaringsljeneste på kamppatruljer.

• Disse må reservere deres meldemuligheder til afgivelse af mel­dinger af meget stor betydning (fastsættes i S.O.P.)

  SNIGSKYTTER er også gerilja-krigere. HJK, der ikke formår at opstille egentlige kamppatruljer, vil formentlig kunne uddanne enkelte snigskytter.

  Snigskytter anvendes dels efter nogenlunde samme retnings­ linier som kamppatruljer, men de vil også have en stor mission at opfylde i snæver forbindelse med stationære HJV-styrker, der er indsat til forsvar eller modstand — især ved bekæmpelse af observatører for fjendtlige tunge våben.

  PIONEROPGAVER.

Det foregående behandler udelukkende HJV’s fodfolksopga­ver. Det er disse opgaver, der kræver det største antal folk.

Der er imidlertid en hel del andre områder, på hvilke HJV kan aflaste væmepligtsværnene.

Opgaverne i tilknytning til flyvevåben og søværn samt ved betjening af luftværns- og kystartilleri skal her kun antydes.

Derimod skal pioneropgaverne omtales noget nærmere, idet de har snæver forbindelse med fodfolksopgaveme.

HJV ’s udpræget defensive kamp gør behovet for såvel feltbefæstningsarbejder som for passive og aktive spærringer (miner) stort.

Medens det ved fodfolksuddannelsen dels drejer sig om at oplære folk fra bunden og dels om at genopfriske gamle (ofte næsten glemte) soldaterfærdigheder, vil det ved opstilling og ud­dannelse af pionerenheder i HJV være muligt at bygge på perso­ nellets civile færdigheder og kundskaber (entreprenørformænd, in­geniører, håndværkere o. 1.), således at der her mere er tale om en omskoling end om en uddannelse fra bunden.

Det vil her ikke så meget være uddannelsestid og fysik, men snarere de virkem idler, der kan stilles til rådighed (værktøj, trans­ portmidler, uddannelsesmateriel), der sætter grænsen for uddan­ nelsesstandard og anvendelsesmuligheder.

HJV’s eget behov vil være dækket med en gruppe (evt. en sektion) pr. HJIv + et mindre antal større enheder (delinger, kompagnier) under distrikt og/eller region.

I REGFORS er fastsat, at regionstelegrafkompagniet kan få suppleringsmandskab fra H JY . Regionsingeniørkompagniets opga­ ver vil utvivlsomt blive så omfattende, at også dette kan have sup­ plering behov.

Denne supplering vil formentlig bedst kunne finde sted ved opstilling af særlige HJV-pioner- (eller ingeniør-) kompagnier; — og da dels sådanne, der specialiserer sig i arbejder i forbindelse med bevogtnings- og kampopgaverne: feltbefæstning, minering og sprængning, og dels nogle, der uddannes til (omskoles til) at ud­føre bro- og vejretableringer m. v. ved hjælp af udskrevet, civilt entreprenørmateriel (rambukke, blandemaskiner, gravemaskiner, bulldozere, tromler, kompressorer m. m.)_

J. Müller.