En Hær kan af flere Aarsager paa Forhaand være henvist til politisk og strategisk Defensiv. Til udelukkende taktisk Defensiv er derimod kun den Hær henvist, der er Modstanderen absolut underlegen med Hensyn til Uddannelse, Manøvredygtighed og Udstyr med nødvendigt Krigsmateriel. Den Hær, som i sin Taktik kun benytter Forsvaret, vil før eller senere bukke under for Modstanderens A n greb. Selv om Forsvaret almindeligt opfattes som den stærkeste Kampform, fører det dog ikke i egentlig Forstand til Modstanderens Tilintetgørelse. Forsvaret kan midlertidigt standse en Angriber, men over for dennes fortsatte Angreb vil det Tidspunkt komme, da A ng riberen tiltvinger sig Vej igennem selv et nok saa godt organiseret og ildkraftigt Forsvarssystem og derved tvinger Forsvareren til ilsom Flugt, — vel at mærke, hvis Angriberen under sine fortsatte Angreb har forstaaet at økonomisere med sine .Kræfter. Har Angriberen derimod ved sin Adfærd brugt sine Kræ fter og blottet sig paa Dele a f Kampfronten, og Forsvareren endnu har Kræfter til Raadighed, kan denne ved at g ribe Offensiven og kaste sig over den udmattede A n g riber vende det saa truende Nederlag til Sejr. — Dette sidste kan vel betragtes som et Led i Forsvaret, men er dog i hele sin Karakter en offensiv Handling, og kræver — saavel hos Tropperne som hos selve Troppeføreren — en offensiv Tendens bag den iøvrigt defensive Holdning samt en bevidst Stræben efter at blive i Stand til at ramme Modstanderen netop i rette Tid og paa rette Sted. Et krigshistorisk Eksempel paa udelukkende Defensiv finder vi i Boernes Krigsførelse under Krigen i Sydafrika 1899— 1902. Udfaldet af denne Krig er saa velkendt, at jeg næppe behøver at nævne, at den endte med Boernes Nederlag. Dette Udfald af Boerkrigen synes maaske paa Forhaand givet paa Grund af de ulige Styrkeforhold, men det er dog utvivlsomt, at Boerne — trods Styrkeforholdet — kunde have tilføjet Englænderne betydelig større Tab og beredt dem forøgede Vanskeligheder — og herigennem betydelig forhalet Afgørelsen — , saafremt en angrebsvis Krigsførelse var bleven anvendt i dertil egnede Øjeblikke i Stedet for udelukkende at holde sig til Defensiven og vente paa Englændernes Angreb i den ene Stilling efter den anden.
En Hær, der er henvist til strategisk Defensiv, vil ofte i Begyndelsen af en Krigtillige være henvist til taktisk Defensiv. Men indretter den saaledes til Forsvar henviste Hær sig kun til rent defensivt at modsætte sig Angriberens Stormløb, da vil den over for et maalbevidst, energisk og Qehændigt ført Angreb efter en Stunds Forløb trække det korteste Straa. Angrebet er den Handling, den Kraftudfoldelse, der giver Udsigt til at naa de største Resultater. Intet Under da, at Krigshistorien gennem Tiderne viser en stadig Stræben hos handledygtige Førere efter at kunne vælge Angrebet som Kampform, og de har forstaaet at vælge den, hvor der under Hensyn til de paa Krigsførelsen indfluerende Faktorer overhovedet har været Muligheder for at tage Offensiven. Den, der angriber, har Udspillet, Initiativet, men for at kunne tage Stikket hjem — opnaa det tilsigtede Resultat — kræves der en forudgaaende, nøje Vurdering af Modspillerens — Fjendens — Kræfter og M uligheder i Forhold til de Kræfter og Midler, Angriberen selv raader over. Spilles der ud, eller angribes der uden en saadan Vurdering — eller vurderes der forkert — da risikerer Udspilleren, Angriberen, let at se Baghaanden, den afventende Forsvarer, tage Stikket hjem eller vinde Sejren. Den tyske Offensiv i Foraaret 1918 forekommer mig at være et Eksempel paa dette sidste. Der er vist ingen Tvivl om, at Hindenburg — Ludendorff har overvurderet den tyske Hærs Kræfter i Foraaret og Sommeren 1918 i Forhold til Modstanderens Kræfter og Evner. — Resultatet blev da ogsaa derefter. Det ene store Angreb efter det andet løb Panden imod de Allieredes Front, alt imedens disse samlede Kræfter og forberedte den Offensiv, som gav dem Sejren i Hænde.
I Nutidens Krigsførelse afgøres Slagene ikke — som ofte i tidligere Tider — paa en enkelt Dag eller paa Timer ved en enkelt Kraftudfoldelse. Udviklingen af Vaabnene og Hærenes Størrelse har medført en Ændring i dette Forhold; Angrebstroppernes Bevægelighed og Fremrykningsmuligheder paa Kamppladsen er bleven betydelig forringet paa Grund af Vaabnenes store Ildvirkning. Forsvareren lader sig sjældent rive ud af sin Forsvarsstilling ved en enkelt Angrebshaudling, men tilfø jer i Stedet Angriberen svære Tab og tvinger ham til systematisk at gentage sine Angreb snart her, snart der, idet hver enkelt Angrebshandling kun, bringer ham et Stykke nærmere det endelige Maal, der kun naas, saafremt han har forstaaet at økonomisere med sine Kræfter, d. v. s., at han til Opnaaelsen af de begrænsende Maal — som Led i den hele Angrebsakt — har forstaaet netop at sætte de dertil nødvendige Kræ fter ind og samtidig dermed har bundet Forsvarerens Kræfter, saaledes at Angriberen ved den sidste Kraftans trænge Is e — den, der skal bringe Afgørelsen — endnu raader over Midler og Kræfter, der er Forsvareren overlegen paa det afgørende Sted. Den Fører, der forstaar at afpasse Midlerne efter Maalet, samtidig med at Fremgangsmaaden i taktisk Henseende er den bedst mulige, har store Chancer for at opnaa Resultater over for sin Modstander. Dette gælder ikke blot den højeste Troppefører, men ogsaa enhver ham underlagt Fører, der inden for sit Omraaue deltager i den store, fælles Aktion. A t fremtvinge en Afgørelse ved et enkelt, overraskende Angreb hører i Nutidens Krigsførelse til Sjældenhederne; thi selv om det lykkes Angriberen at føre sit Angreb overraskende, besidder Forsvareren i sine Vaaben er. stor Ildkraft og har ved Anvendelsen i stor Udstrækning af Motorkøretøjer og Jernbaner M uligheder for at sætte sine Reserver ind til af dæmme op for Angrebet, inden dette faar Tid til at virke i sin fulde Dybde til Fremtvingelse a f Afgørelsen. Og saa længe Forsvareren har Kræfter at sætte ind mod Angrebet, har dette kun ringe Udsigt til at bringe vidtrækkende Resultater. Hertil kommer, at det er forbunden med store Vanskeligheder overhovedet at faa Held til at føre et Angreb overraskende. Nutidens Hære er udstyret med saadanne Opklaringsmidler, at saa at sige ethvert Tegn paa Angreb løber Fare for i Tide at blive opdaget. Det her udviklede gælder ogsaa i Mødekampe, i hvilla; den ene af Parterne ofte — i hvert Fald en Tid — vil se sin Fordel i at vælge Defensiven — eller vælger han den ikke, tvinges han a f Forholdene (Terrainet, Styrkeforholdet o. s. v.) over i Forsvaret, medens Modstanderen vil overtage Angriberens Rolle. I Mødekampe gælder iøvrigt, at den a f Modstanderne, der først fatter en Plan og bringer den til Udførelse, vil have Overtaget.
Mødekampens Rekognosceringer følges saaledes af et — mere eller mindre — planlagt Forsvar og et planlagt Angreb. Dette sidste vil ikke være væsensforskellig fra Angreb paa en forberedt Stilling eller endog Angreb i Stillingskrig, der — naar alt kommer til alt — i P rin cippet føres efter de samme Grundsætninger som Angreb paa en forberedt Stilling. Angreb i Mødekampe vil dog som Regel kunne drage Fordel af, at Forsvaret ikke — paa Grund af utilstrækkelig Tid — kan være stærkt udbygget; Angrebets Midler behøver derfor neppe at være saa talrige og mangeartede, som naar det drejer sig om Angreb paa en forberedt Stilling eller Angreb i Stillingskrig. Angreb i Mødekampe har tillige ofte den Fordel, at det i mange Tilfælde vil være muligt at ramme Modstanderens Fløj eller Flanke, der i saadanne Situationer som Regel vil være Parternes svage Punkter, naar ikke naturlige Hindringer træder beskyttende til. Men at iværksætte et saadant Flankeangreb kræver Tid, hvilket forøger Modstanderens Chancer for at opdage det i Tide. Tiden kan dog delvis bortelimineres, saafremt Kræfterne i Forvejen er grupperet gunstigt for Iværksættelsen af Flankeangrebet (f. Eks. ved Frem rykning i 2 eller flere Kolonner) eller under Samlingen kan drages frem i et for Angrebet gunstigt beliggende Rum.
For at være Angriber kan det umiddelbart synes nødvendigt som Helhed at være overlegen i Styrke og Ildkraft. Uomtvisteligt er det en Fordel at vide sig overlegen over Modstanderen i saa Henseende, men nødvendigt er det ingenlunde. Saa simpel er Sagen ikke, at en Hærstyrke véd sig sikker mod Angreb fra sin Modstanders Side, blot fordi det gensidige Styrkeforhold vides at være eller sandsynligvis er til Ugunst for Modstanderen. Her griber andre Faktorer af højere Værdi ind. E t slaaende Eksempel herpaa har vi i Mødekampene Østpreussen, hvor Hindenburg ved Tannenberg slaar meget overlegne russiske Styrker. Med 8’ Armés 1 o Divisioner og 1 Rytterdivision stod Hindenburg over for Shilinskis 1’ og 2’ Armé (henholdsvis Niémen- og Narrewarméen) med ialt 20 Infanteridivisioner og 8*/> Rytterdivision. Nærmere opgjort var Styrkeforholdet saaledes:
Tipskerne: 158 Batailloner, 78 Eskadroner og 774 Kanoner. Ca. Halvdelen a f Divisionerne var tilmed Reserve-, Landeværns- eller Fæstningstropper, hvora f de to sidstnævnte Kategorier var svagt udstyret med Rytteri og A rtille ri og manglede Maskingeværer, Telefonmateriel o. s. v. Udstyret med Train var meget mangelfuldt, og Fæstningstropperne var kun forsynet med Kort over vedkommende Fæstnings nærmeste Omegn.
Russerne: 822 Batailloner, 251 Eskadroner og 1254 Kanoner.
Altsaa en mere end dobbelt russisk Overlegenhed i f odfolk, 3-dobbelt Overlegenhed i Rytteri og knap dobbelt i Artilleri, og dog vinder Hindenburg straalende Sejre — takket være sin angrebsvise Fremgangsmaade ved Forsvaret a f Østpreussen. At angribe er ikke ensbetydende med paa samme Tid at sætte sin Styrke ind til Angreb med samme Kraft gaa edle Dele af Kampfronten. Den Angriber, der vilde benytte sig af en saadan Fremgangsmaade, vilde paa Forhaand være dømt til at lide Nederlaget og at se sine Angrebstropper løbe Panden imod Modstanderens Front uden tilstrækkelige Kræ fter til at bryde den Mur, det var hans Ag t at vælte over Ende, — selv cm hans samlede Angrebsstyrke var Modstanderens overlegen i Tal og Ildkraft. A t angribe samtidigt og Uge kraftigt overalt giver intet Resultat noget Sted og vilde være en lige saa slet Fremgangsmaade for en Angriber, som det er for den Fører, der i Forsvaret vælger at sprede sine Kræ fter ligeligt over hele sin Front i den Tro, at han derved kan afvise ethvert Angreb paa alle Dele af Forsvarsfronten. Angriberens Kunst er derimod: til Angrebets Udførelse at samle overlegne Kræ fter — saavel personelle som materielle — overfor det Sted eller den Del a f Modstanderens Styrke, der vælges som Angrebssted eller Angrebsobjekt, og til det Tidspunkt, der efter alt at dømme er det gunstigste til Angrebets Udførelse, alt imens andre Dele af Kampfronten raader over de tilstrækkelige Kræ fter til at holde Modstanderen fra Livet, binde og true ham, saalænge Angrebet andetsteds staar paa. Det her udviklede gælder ikke alene den højeste Fører. Ogsaa Førerne for de underlagte Led maa inden for deres Omraade — inden for den Del af den samlede Angrebsfront, hvor de optræder — forstaa at lægge Vægten — Angrebets Tyngdepunkt — paa det i taktisk Henseende mest hensigtsmæssige Sted. En i Angrebet deltagende Division vil saaledes ikke kritikløst kunne sætte sine Regimenter ind jævnt fordelt over hele Divisionens Front eller lade sit Artilleri lægge en jævn fordelt Ild over den Del af Fjendens Front, som Divisionen skal angribe; Divisionens enkelte Regimenter og Batailloner kan ikke simpelthen kaste sine Batailloner, henholdsvis Kompagnier, ind i Kampen Side om Side uden Hensyntagen til de paa Kampen influerende taktiske Faktorer; ja selv Kompagniet maa ved Anvendelsen af sine Delinger nøje overveje Fremgangsmaaden. Enhver Indsættelse af Kræfter til Opnaaelse af et ønsket Maal kræver forudgaaende taktiske Overvejelser af ethvert Troppeleds Fører. Kun herigennem kan en hensigtsmæssig Indsættelse a f Kræfterne opnaas, og kun herved er der Udsigt til at naa det attraae.de Angrebsmaal uden uforholdsmæssige Tab.
Hvor lille en Styrke, Angriberen vil kunne nøjes med over for den Del af den fjendtlige Front eller Styrke, der ikke skal angribes, vil i første Linie være a fhængig a f Førernes og Troppernes Moral og deres Dygtighed og Evne til at kæmpe henholdende. Dernæst vil eet være afhængig af Angriberens Kendskab til Modstanderens Moral og Evner, Kendskabet til hans hele Føringsmaade og Duelighed samt en ret nøje Viden om hans Kræfters Gruppering. Hertil kommer en nøje Beregning over den Tid, det vil tage at føre sit Angreb frem til det tilsigtede Maal. — Under Tanmenberg-Slaget efterlod Hindenburg over for hele Rennenkampf’s Armé kun 1’ Kavalleridivision og nogle Landeværnstropper, medens lian samlede hele Resten a f 8’ Armé mod Samsonow til afgørende Angreb mod denne. En dristig Handling synes det at have været i den Grad at svække sig over fo r Niémenarméen, som ved en energisk Fremmarch vilde have Udsigt til at afskære 8’ A r mé fra et eventuelt Tilbagetog mod Weichsel-Floden. Lad det være usagt, om Rennenkampf kunde have vendt Samsonows Nederlag til en russisk Sejr ved en hurtig Frem rykning mod Vest. Faktum er, at han efter Kampene ved Stallupønen og Gumbinnen troede at staa over for betydelige tyske Kræfter, og at han ved en Frem rykning mente sig stærkt truet fra Fæstningen Kønigsberg. Onde Tunger har ment, at Forholdene i den russiske Hær var saaledes, at Rennenkampf ikke undede Samsonow en Sejr ved Tannenberg. A t Hindenburg har regnet med alle disse Faktorer af taktisk og moralsk Art er uomtvisteligt, samtidig med at Krigslykken — denne uberegnelige Krigsfaktor — har tilsmilet ham i betydelig Grad.
Angrebshandlingen er lokalt begrænset, et Forhold der gør, at ogsaa den numerisk underlegne kan tillade sig en angrebsvis Fremgangsmaade; kun maa han i højere Grad end den overlegne økonomisere med sine Kræ fter; thi det er en Kendsgerning, at den underlegnes Kræ fter hurtigere udtømmes, hvis han ubetænktsomt i længere Tid fortsætter med sin Offensiv. A n grebets Kunst kan maaske siges at staa i omvendt Fo rhold til Styrken. Jo svagere Angriberen er, des bedre maa han — foruden Økonomiens Kunst — forstaa at bringe sine forskellige Vaaben til Samarbejde. Han maa endvidere forstaa at finde det eller de Angrebssteder, der lover de bedste Resultater; thi han har ikke Raad til unyttigt at ofre Kræ fter paa Foretagender a f ringe Betydning. Som Helhed kan det siges, at det for en Angriber gælder om at naa et ønsket Maal ved Hjælp af de færrest mulige Kræ fter (personelle saavel som materielle). Føringens Kunst bliver da at afpasse Midlerne efter Maalet, d. v. s. at sætte netop saa mange — og ikke flere — Kræ fter ind, som er nødvendige til Maalets Opnaaelse. Og dette gælder, hvad enten Angrebet udføres som Led i Rekognosceringskamve, som Led i indledende eller fastholdende Kampe, eller om det er selve det afgørende Angreb, det drejer sig om. Kun ved en saadan Fremgangsmaade — og i denne er indbefattet Indsættelsen a f Vaaben og Vaabenarter i det rette Fo rhold til hinanden — opnaas den fulde Udnyttelse af Kræfterne.
En Faktor, som spiller ind i Overvejelserne forud for Beslutningen om Angreb, en taktisk Faktor, som ikke bør undervurderes eller reduceres til intet i Fo rhold til andre Faktorer af taktisk Natur, er Terrainets Rolle. Det er utvivlsomt, at Terrainets Form inden for den samlede Styrkes Operationsomraade, ja helt ind i Modstanderens Land, i mange Situationer kan grtre Udslaget med Hensyn til Valg a f Angrebssted, Maa den at organisere Samarbejdet mellem Vaabnene paa, A n grebsstyrkens Sammensætning o. s. v. Usandsynligt er det end ikke, at Terrainet kan blive bestemmende for Valget af Angrebssted i Situationer, hvor de øvrige taktiske Faktorer taler for Angreb paa helt andre Steder og lover langt større Resultater, saafremt det lykkes. A t sætte store Styrker ind til Angreb over aabne Plader, der vides at være behersket a f Modstanderens Ild, vil saak;des ikke svare Regning og bør undgaas, saafremt der findes andre Muligheder, og saafremt A n griberen ikke er stærk nok til i fornødent Omfang at holde Modstanderen nede ved Hjælp a f Ild, der kan beskytte det angribende Fodfolk. Den svage Angriber er selvsagt i højere Grad end den stærke nødsaget til at tage Terrainet i Betragtning ved Valg af Angrebssted. Uden gunstigt Angrebsterrain, d. v. s. Terrain, der tillader Frem rykning uden at udsætte sig for Tilintetgørelse i Modstanderens Ild, og som muliggør en nødtørftig Ildunderstpttelse ved Hjælp a f egne Vaaben, opnaar Angriberen intet over for en vel organiseret Forsvarer. Til Angrebshandlingen hører dette at skaffe sig 'ildoverlegenhed paa Angrebsstedet, ikke saaledes at forstaa at Forsvarerens lldvaaben nødvendigvis maa nedkæmpes eller neutraliseres paa Angrebsstedet og omkring dette forud for det egentlige Angreb. Ved en saadan Foranstaltning vilde Angriberen for tidligt røbe sin Hensigt og derved give Forsvareren Lejlighed til at træffe Modforanstaltninger. Ildoverlegenhed skaffer Angriberen sig under selve Angrebets Udførelse i K ra ft a f den Samling a f personelle og materielle Kræ fter over for Angrebsstedet, der nødvendigvis maa gaa forud for Angrebshandlingen. Det er Ild og Bevægelse, der paa een Gang i Forening befordrer Angrebet. Og heri bestaar for en stor Del Angrebskunsten: at skabe det rette Forhold mellem Ild og Bevægelse, at organisere Samarbejdet mellem de Kræfter, der hovedsagelig virker med Ilden og de Kræfter, der hovedsagelig virker red deres Bevægelse; thi disse Kræ fter bærer Angrbet, og Kræfterne er: Artilleriet — Ild — ('g Fodfolket (Rytteriet) med alle Hjælpevaaben — Bevægelse og Ild.
Det Land, den Hær, der forsømmer at uddanne sine Afdelinger til Angreb — eller som paa Grund a f kort Uddannelsestid ikke formaar at sammentømre sine Afdelinger og at indøve Samarbejdet mellem Vaabnene under Angreb, den Hær, hvis Førere forsømmer at øve sig i Angrebets vanskelige Kunst, vil før eller senere tabe i en Kamp for Livet, selv om den vigtige moralske Faktor: Viljen til at gøre Modstand, til at holde ud i Forsvaret er nok saa højt udviklet.
