I.
„Under en krig er de lande neutrale, som ikke under nogen form deltager i fjendtlighederne, som opretholder venskabelige forbindelser med begge de krigsførende parter, og som ikke på nogen måde eller under nogen form begunstiger den ene part fremfor den anden.“ Denne definition af neutralitetsbegrebet af schweizeren E. de Vattel har i princippet bevaret sin gyldighed. En neutral stat er endnu den dag i dag en stat, som ikke del­ tager i en krig. Eolkeretten pålægger neutraliteten visse pligter, men anerkender også visse rettigheder. Neutraliteten begynder og slutter med de fjendtligheder, som den neutrale stat holder sig borte fra. Neutraliteten er så at sige en forbigående tilstand, som derfor ikke manifesterer sig i fredstid.

Schweiz’ neutralitet dækkes imidlertid ikke fuldstændig af denne definition. Schweiz’ neutralitet har en særlig karakter, som adskiller den fra alle andre former for neutralitet, og som gor den enestående i sin art.

Faktisk er Schweiz’ neutralitet gennem århundreder vokset frem til at blive det ledende princip for Schweiz’ udenrigspolitik. Dette princip er, inden det fandt sin endelige formulering, op­ stået og har derpå udviklet sig som en slags underbevidsthed hos de små alpesamfund, som forenede sig i det oprindelige schweizi­ske forbund. Inden dette princip inspirerede de schweiziske for­ bundsstaters udenrigspolitik, svarede det til et behov for en indre enhed, som endnu var usikker, og som modstridende interesser truede med at tilintetgøre paa det tidspunkt, da Niklaus von der Flue i forsamlingen i Stans i 1481 besvor sine landsmænd til ikke at blande sig i fremmede magters stridigheder.

Der består en snæver sammenhæng mellem føderalisme og neutralitet. Begge dele var en nødvendig forudsætning for, at Schweiz kunne udvikle sig og overleve alle de omvæltninger, som blev fremkaldt af de skiftende krige. På den ene side har Schweiz’ geografiske beliggenhed midt i Europa, som behersker af alpepassene, men omgivet af overmægtige stater, der ofte har va'ret indviklet i indbyrdes krige, gjort berettigelsen af Schweiz’ neu­ tralitet indlysende i udlandets øjne, således at man altid har aner­ kendt og næsten altid respekteret denne neutralitet. På den anden side har Schweiz’ politiske struktur, da der i mange århundreder ikke har eksisteret nogen centralmyndighed, gjort neutraliteten til en indre nødvendighed, som tillige dannede kernen i modstands­ evnen mod den ydre tiltrækningskraft, som udøvedes af omgivende lande med samme religion, race og kultur, på denne måde er den schweiziske neutralitet blevet en livsbetingelse for forbunds­ staten, en af grundvoldene for dens frihed og uafhængighed.

Det, der specielt karakteriserer den schweiziske neutralitet, er, at den ikke er bestemt af lejligheden, men derimod perma­nent. Schweiz’ neutralitet udover derfor visse virkninger og begræn- ser den politiske handlefrihed også i fredstid, idet den udeluk­ker enhver handling, som en skønne dag ville kunne medføre krigsdeltagelse. Schweiz kan således ikke deltage i nogen som helst alliance og må forblive udenfor enhver blokdannelse, ja endog udenfor enhver forbindelse, i hvilken Schweiz ikke ville være i stand til — ubetinget og på den mest samvittighedsfulde måde — at opfylde de af neutraliteten følgende pligter.

Det, som yderligere kendetegner Schweiz’ neutralitet, er, at den ikke alene er en eensidig schweizisk viljesytring, men at den tillige hviler på gensidige overenskomster. Eensidig, fordi den er resultatet af en viljesakt fra forbundsrådets side, som suverænt har gjort neutraliteten til grundlag for sin politik. Denne vilje er proklameret af forsamlingen allerede ved udgangen af det 17. århundrede og gentagne gange i løbet af det 18. århundrede, og den består den dag i dag. Hvilende på gensidige overenskomster, fordi Schweiz’ evige neutralitet er blevet anerkendt og garante­ ret af Pariser aftalens signatarmagter (Østrig, Spanien, Frankrig, England, Portugal, Preussen, Rusland og Sverige), som var re­ præsenteret på Wiener kongressen den 20. november 1815, der­ næst påny anerkendt af London erklæringen af 13. februar 1920. Schweiz’ neutralitet er blevet et princip i folkeretten. Den er yderligere fastslået i forfatningen, hvor forsvaret af Schweiz’ neu­ tralitet på linie med landets uafhængighed nævnes som grundlag for den schweiziske udenrigspolitik: uafhængigheden er målet, neutraliteten det sikreste middel til at opnå dette.

II.
Krigen og dens metoder har stadig antaget nye former, og neutralitetstanken har på en vis måde gennemgået en lignende udvikling. Neutraliteten er ifølge sit princip først og fremmest et m ilitæ rt begreb, men der har dannet sig andre opfattelser, som, hvis de akcepteredes, ville udvide neutralitetens område og gøre dens anvendelse mere og mere vanskelig, nemlig: begrebene „øko­ nomisk neutralitet“ og „moralsk neutralitet“. Ingen bestemmelse, med undtagelse af artiklerne 7— 9 i den 5. Haagerkonvention, og heller ingen folkeretslig regel tvinger den neutrale stat til på det økonomiske område at yde de to krigsførende parter den samme behandling, eller til at opretholde økonomisk forbindelse med disse. På den anden side kan hensynet til neutralitetspolitiken foranledige den neutrale stat til — for indenfor mulighedens græn­ ser at demonstrere sin absolutte upartiskhed og varetage sine egne interesser — at opretholde økonomisk forbindelse med alle de krigsførende magter. Denne holdning vil styrke dens stilling som neutral stat.

Hvad angår den moralske neutralitet, så har Schweiz aldrig indladt sig på en sådan; Schweiz har altid holdt sig til statens neutralitet, hvis begrænsning er juridisk fastlagt, men som under et demokratisk styre ikke udstrækker sig til den enkelte stats­ borger, hvis frihed til en personlig bedømmelse forbliver uantastet. Det er imidlertid klart, at den totalitære stat, som kræver fuldkom m en ensretning af sine borgere og afskærer disse fra en­ hver mulighed for personlig og selvstændig bedømmelse, har svært ved at anerkende og forstå denne begrænsning af neutraliteten.

I sit bemærkelsesværdige indlæg til forbundsforsamlingen af 4. august 1919, udarbejdet af prof. Max Huber, har forbundsrådet med rette fremhævet forskellen mellem „neutralitet“ og „neutra­ litetspolitik“. „Neutralitet omfatter samtlige folkeretslige rettig­ heder og forpligtelser, som indebæres af neutraliletstilstanden; neutralitetspolitik er den neutrale stats holdning i de forhold, som ikke omfattes af neutralitetsretten, men på hvilke neutralite­ten udøver en indirekte indflydelse. En stat med stedsevarende neutralitet som Schweiz har en særlig interesse i gennem sin poli­ tik at sikre sig mere end sin ret til neutralitet, med andre ord ved at vinde almen tillid. En sådan stat vil afholde sig fra mange handlinger, som ingenlunde forbydes af neutralitetsretten.“

Den schweiziske forbundsstat har så tidligt som i det 19. år­ hundrede erkendt, at neutraliteten, som for den udgør en fortrins­ stilling, må pålægge Schweiz udøvelsen af en humanitær opgave i så stort omfang som muligt til fordel for de krigsførende parter. Under de sidste verdenskrige er denne opgave blevet gennemført under forskellige former.

III.
Selve neutralitetstanken har gennem de skiftende tider snart været betragtet med velvilje og snart med modvilje, alt efter om­ stændighederne. En stats moralske ret til at forblive neutral er næppe udsat for større kritik i de krigsperioder, hvor kun et be­ grænset antal lande deltager i stridighederne. Dette var tilfældet i det 19. og i begyndelsen af det 20. århundrede, i hvilket tids­ rum neutralitetstanken har fæstnet sig. Således har Amerikas neutralitet været genstand for en række love, ligesom også forskellige krige har givet anledning til at sætte neutralitetens principper på prøve (Boerkrigen, den russisk-japanske krig). Man er nået frem til at kodificere neutralitetsratten, særlig i den 5. Haager konven­ tion af 18. oktober 1907 omfattende rettigheder og pligter for neutrale magter og personer i tilfælde af krig til lands, samt i den 12. og 13. konvention, af hvilke den sidste im idlertid aldrig nåede at blive ratificeret, omhandlende neutralitet i tilfælde af krig til søs. Til gengæld støder neutraliteten på modstand af ideologisk art i tilfælde af krig, hvor en gruppe af de krigsfø­ rende med rette eller urette påstår at forsvare retten, retfærdigheden, friheden eller endog demokratiet mod aggression og un­ dertrykkelse, diktatur eller fascisme. Man bebrejder da den neu­trale stat, at den egoistisk kryber i ly for de ulykker, som de lande er udsat for, der blev trukket med ind i krigen (idet man glemmer, at disse lande for de flestes vedkommende er blevet angrebet og tvunget til forsvar), samt at den synes upåvirket af den moralske konflikt, som består mellem angriberen og dennes offer. Der består idag en tendens til ikke mere at anerkende neu­ traliteten. Man betragter den som uforenelig med det system af kollektiv sikkerhed, som de Forenede Nationer stræber efter at tilvejebringe. I et sådant system, ved hjælp af hvilket freden skulle sikres, er det enhver stats pligt at deltage i de forholdsregler, som træffes mod den, der truer freden. Mens Schweiz i folkeforbun­ det vandt anerkendelse for sin stedsevarende neutralitet i en noget modificeret form, nemlig som differentieret neutralitet, udeluk­ker de Forenede Nationers Cbarta for tiden en sådan mulighed, selv om vetoretten holder døren åben for neutraliteten. I tilfælde, hvor der forudses sanktioner mod en stat, som truer freden, er det tilstrækkeligt, at en af de fem store nationer ved at gøre brug af vetoretten stiller sig neutral, for at også de andre stater kan søge tilbage til neutraliteten.

IV.

Sålænge den internationale situation forbliver, som den er idag, sålænge fredstraktaterne endnu ikke er blevet undertegnet, og sålænge en uforsonlig diplomatisk strid skiller stormagterne, og samkvemmet mellem staterne mere er baseret på magt end på ret, er det udelukket, at det af de Forenede Nationers Charta forudsete sikkerhedssystem kan virke.

Neutralitetstanken bibeholder derfor hele sin værdi. Ja, dens betydning synes tilmed at vokse, fordi størstedelen af de lande, der ikke ønsker at blive ofre for de mellem stormagterne her­ skende fjendtlige forhold, vil søge at forblive neutrale under en eventuel væbnet konflikt.

Det er ikke uden interesse at konstatere, at der idag i Europa findes de samme to strømninger, som i sin tid gjorde det schweizi­ ske edsforbund til det, det er idag, nemlig: føderalisme og neu­ tralitet. Man kan kun ønske, at det af to frygtelige krige udmat­ tede Europa vil kunne finde sin frelse i en neutralitet, som til­ lader det at holde sig udenfor konflikter mellem de magter, hvis hovedinteresser ligger andre steder. Hvem ved, måske vil det end­ da blive det forundt at afværge en på ingen måde uundgåelig krig mellem stormagterne og selv nå frem til en foderalisme, som fjernt fra ethvert hegemoni ville kumte give Europa bevidstheden om sin samhørighed og gøre det muligt for det ved forenede kræfter at rejse sig af ruinerne og at genoptage den civilisationens udvikling, som skabte Europas tidligere storhed, der hvor den er blevet afbrudt.

Men mange betingelser må endnu opfyldes, og mange hin­dringer endnu overvindes, før disse håb kan gå i opfyldelse.

V.
Der består en tilbøjelighed til at sætte de to begreber „neu­tralitet“ og „solidaritet“ op mod hinanden samt til at mene, at det ene udelukker det andet.

Neutraliteten tjener vore interesser, forsåvidt som vi betrag­ter den som det mest virksomme middel til at leve i fred både med andre folk og indadtil, men vi er tillige overbevist om, at vi ved at bevare vor neutralitet tjener det internationale folkefælles­ skab bedre, end hvis vi opgav den. To verdenskrige har givet bevis herfor. Den neutrale stat forbliver et omend, det må indrømmes, spinkelt bånd mellem de krigsførende stater. De bevarer derved et minimum af forbindelse, som på humanitetens område kommer krigens ofre til gode. Krigsfangerne kan ved den neutrale stats mellemkomst knytte forbindelse med deres familier og deres hjem­ land, der kan sendes fødemidler til dem, og de kan udveksles i tilfælde af sygdom, og flygtningene finder der et tilflugtssted.

Man bar lov at hævde, at neutraliteten ved de humanitære handlinger, som den åbner adgang til at udøve uhindret af alle politiske hensyn, også under de totalitære kriges epoke — i alle tilfælde i en vis udstrækning — opfylder kravene om solidaritet. Således er den internationale Røde Kors Komité’s uundværlige virksomhed knyttet til Schweiz’ neutralitet.

Under fredsperioder, eller livis man foretrækker at sige det sådan, under perioder uden krigstilstand, som den vi nu gennem­ lever, bevarer neutralitetspolitiken hele sin gyldighed, men den må være båret oppe af en følelse af og en vilje til aktiv solidari­tet. Som det fremgår af budskabet af 4. august 1919 „ville det schweiziske folk ikke anerkende, at dets neutralitet fordommer det til at føre en indifferent politik og til at indtage en frygtsom holdning.“ Det må aldrig overses, at neutraliteten er knyttet til krigens realitet eller til risikoen for muligheden af en krig, og at den ikke må tjene påskud til at bolde sig udenfor, når forholdene kræver handling. Den forlanger en forsigtig politik, men den tillader os ikke at lukke øjnene for de realiteter, som omgiver os. Landenes gensidige afhængighed er i dag så stor og deres fadles interesser så talrige, at ingen vil kunne isolere sig eller med vilje holde sig udenfor det internationale fællesskab uden at udsætte sig selv for alvorlige ulemper. Dette er i sierlig grad tilfældet på det økonomiske område, hvor man for tiden søger at finde en løsning, som tillader genopbygningen af det af den sidste krig udmattede Europa samt for de verdensomspændende bestræbelser for gennem en ordning af handel og beskæftigelse at forebygge økonomiske vanskeligheder. Som følge af, at det politiske og det økonomiske sammenblandes mere og mere, mens verden er mere og mere opdelt, bliver en objektiv løsning af genopbygningsproble­ merne ikke let at opnå. Dette er dog ingen grund til at ignorere disse problemer eller til at nægte at hjælpe med til deres løsning. Mens neutraliteten i fred som i krig pålægger os forpligtelser, som vi er fast besluttet på at opfylde samvittighedsfuldt, så giver den os også store muligheder for handling og samarbejde inden­ for bestræbelserne til fredens bevarelse, på dette område bar vi den størst mulige frilied til at tra'ffe vor bestemmelse. Vi vil gore den mest forstandige brug deraf ved at gennemføre en neutralitets­ politik båret oppe af forståelse for vore internationale forplig­ telser.